1UDKAST Handel, vækst og udvikling Strategi for dansk støtte til fremme af handel, vækst og udvikling i verdens fattigste lande
2ForordInternational handel er en afgørende forudsætning for vækst. Og dermed en vigtig forudsætning for at opfylde befolkningernes ønske om at leve i fred, velstand og frihed. Det gælder i Danmark såvel som i verdens fattigste lande. Udfordringen består imidlertid i, at verdens fattigste lande ikke i tilstrækkelig grad har formået at drage fordel af den øgede handelsliberalisering, som har fundet sted siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Den danske regering tog under det danske EU-formandskab i 2002 initiativ til at ændre denne situation ved at lancere strategien for handel og udvikling – ”En vej ud af fattigdom”. Verden ændrer sig konstant, og vi må stedse lære at finde nye løsninger på nye udfordringer. Denne nye strategi for handel, vækst og udvikling er derfor en videreudvikling og fokusering af strategien fra 2002. Der er således i denne nye strategi sat større fokus på Afrika syd for Sahara, landbrugssektortiltag, kvinders ligestilling og bæredygtighed for at hjælpe udviklingslandene til opnåelse af bæredygtig fattigdomsreduktion og realisering af 2015-målene. Tilgangen er fortsat at sammentænke de danske indsatser rettet mod de internationale forhandlinger i WTO-regi, samarbejdet i EU og dansk udviklingsbistand. Den danske handelspolitiske holdning har liberalisering som grundelement – både i forhold til markedsadgang og støtteordninger. Men gevinsterne ved en handelsliberalisering opstår ikke per automatik. Udviklingsbistand, handelsteknisk bistand og markedsadgang skal spille tæt sammen. Målet er at sikre de fattige lande den fulde gevinst ved friere handel. Regeringen lægger stor vægt på et tæt sammenspil mellem udviklings- og handelspolitik. Det er den røde tråd i denne strategi. På internationalt niveau vil vi derfor arbejde for regelbaserede, gennemskuelige og liberale handelsregimer, som imødekommer udviklingslandenes interesser. Og gennem støtte på landeniveau vil vi i de danske programsamarbejdslande støtte udviklingslandenes muligheder for at udnytte en øget markedsadgang. Øget vækst skabes ikke ved enkeltstående indsatser, men over tid og ved sammenhængende politikker på såvel lokalt, regionalt som internationalt plan. Særligt udvikling af den private sektor er kernen i vækst. Betingelserne for erhvervslivet skal forbedres, så det bedre kan betale sig at drive virksomhed i Afrika, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Det giver derfor også god mening, at denne strategi ledsages af en handlingsplan for dansk støtte til erhvervsudviklingen i udviklingslandene. De to dokumenter har samme mål – fattigdomsbekæmpelse gennem økonomisk vækst. Midlerne er forskellige, alt efter om der fokuseres på handel eller på erhvervsudvikling. Men den ene indsats kan ikke opnå succes uden den anden. Handel og erhvervsudvikling er to sider af samme sag. Per Stig Møller Ulla Tørnæs Udenrigsminister Udviklingsminister
31.INTRODUKTION................................................42.MÅLSÆTNING....................................................7METODE ....................................................................... 73.2015-MÅLENE OG HANDE L SOM MIDDEL TIL BEKÆMPELSE AF FATTIGDOM. ................................ ..............................................................9DER SKAL EN EKSTRA INDSATS TIL FOR AT GENERERE RESSOURCER TIL BEKÆ MPELSE AF FATTIGDOM OG OPNÅELS E AF 2015-MÅLENE . ...................................9HANDEL ER VIGTIGT FOR ØKONOMISK VÆKST – POTENTIALET ER STORT..................................... 9VIGTIGT AT KNYTTE HANDELS- OG VÆKSTFREMMENDE IN ITIATIVER SAMMEN MED FOKUS PÅ FATTIGDOMSBEKÆMPELSE ............................................................................ 124.HANDELSHINDRINGER FOR UDVIKLINGSLANDENE......................................... 14INTERNATIONALE HANDELSHINDRENDE POLITIKKER. ...................................14REGIONAL HANDEL OG INTEGRATION MELLEM DE AFRIKANSKE LANDE..................................... 15NATIONALE VÆKST - OG HANDELSHINDRENDE BARRIERER ........................................................165.DEN DANSKE HANDELSPOLITIK – REDUKTION AF DE INTERNATIONALE BARRIERER...............................................................18DEN DANSKE FORHANDLINGSPOSITION I WTO – AT FLYTTE EU PÅ LANDBRUGSOMRÅDET ER NØGLEN ............................................... 18DET CENTRALE ER HANDEL OG BÆREDYGTIG UDVIKLING ...........................................................20UDVIKLINGSLANDENES DELTAGELSE I FORHANDLINGERNE OG KAPACITET TIL AT GENNEMFØRE AFTALERNE................................................................216.SÆRLIGE HENSYN TIL D E FATTIGSTE UDVIKLINGSLANDE – FOKUS PÅ AFRIKAS BEHOV.....................................................237.DE SÆRLIGE HANDELS - OG PARTNERSKABSAFTALER MELLEM EU OG AVS-LANDENE................................. .........................................................258.STØTTE TIL DE FATTIG STE LANDES INTEGRATION I DEN GLOBALE Ø KONOMI..................................28FATTIGDOMSSTRATEGIERNE SOM RAMMEN FOR UDVIKLING - STYRKET FOKUS PÅ VÆK ST OG HANDEL...................................................................... 28RAMMER FOR ERHVERVSLIV – MAKROØ KONOMI, LOVGIVNING OG OFFENTLIG ADMINISTRATION...................................................................................31LANDBRUGSPRODUKTION OG FORARBEJDNING. ............................................ 33PRODUKTSTANDARDER OG KVALITET........................................................................................359.UDENRIGSMINISTERIETS KAPACITET VEDR. HANDEL OG BÆREDYGTIG UDVIKLING...............................................................3710.OPFØLGNING...............................................38
41. IntroduktionBekæmpelse af fattigdom er mere end nogensinde blevet en opgave hvor alle rige som fattige lande må tage et medansvar. Vi har internationalt forpligtet os til at halvere fattigdommen i verden i 2015. Statusrapporter viser, at vi når det globale mål på grund af den økonomiske vækst i lande som Indien og Kina, men at særligt de fattigste udviklingslande i Afrika ikke er med. Der må gøres en særlig indsats for disse lande. Potentialet i handel som generator for vækst og fattigdomsbekæmpelse er stort. Udviklingen i en række asiatiske lande har vist betydningen af deltagelsen i det globale handelssamarbejde. Verdensbanken har beregnet, at et mere udviklingsvenligt internationalt handelsregime vil kunne reducere antallet af fattige med 8 procent i 2015 – det vil reelt set betyde 140 millioner færre fattige mennesker i verden, og cirka halvdelen af disse vil bo i Afrika syd for Sahara. Regeringens udgangspunkt er, at en øget liberalisering af den internationale handel, baseret på gennemskuelige regler, vil være til fordel for alle lande – rige som fattige. Men det er også klart, at en række af de fattigste udviklingslande, ikke mindst i Afrika syd for Sahara, vil have behov for overgangsordninger og for assistance til en økonomisk omstrukturering. Også øget regional handel vil kunne bidrage væsentligt til at udvide de lokale markeder og sikre en handelsdrevet økonomisk vækst. De afrikanske landes handelspolitik skal rettes mere mod åbning over for regional samhandel, der er konsistent med WTO’s bestemmelser herom. Der eksisterer et utal af regionale handelsaftaler i Afrika – de må forenkles og harmoniseres. Gevinsterne ved en handelsliberalisering opstår dog ikke per automatik. Udviklingsbistand, handelsteknisk bistand og markedsadgang skal spille tæt sammen. Målet er at sikre de fattige lande den fulde gevinst ved friere handel. Regeringen lægger stor vægt på et tæt sammenspil mellem udviklings- og handelspolitik. Det er den røde tråd i denne strategi. På internationalt niveau vil vi arbejde for regelbaserede, gennemskuelige og liberale handelsregimer, som imødekommer udviklingslandenes interesser. Og gennem støtte på landeniveau vil vi støtte udviklingslandenes muligheder for at udnytte en øget markedsadgang. EU står i en helt central position til at sammentænke handel og udvikling. EU er langt den største samarbejdspartner for de fattigste udviklingslande i Afrika. EU har endvidere etableret særlige samarbejdsaftaler med verdens 49 mindst udviklede lande, inkluderende både handelsaftaler og bistandssamarbejde. Men sammentænkningen kan gøres bedre – den gennemføres ikke i tilstrækkelig grad i praktisk politik. Der er en klart dokumenteret sammenhæng mellem handel, vækst og fattigdomsreduktion. Men der må gøres en særlig indsats for at sikre, at økonomisk vækst også kommer de fattige befolkningsgrupper til gode. Tre fjerdedele af verdens fattige bor og arbejder på landet, de fleste med landbrugsproduktion. I Afrika beskæftiger landbruget to tredjedele af arbejdsstyrken og giver halvdelen af eksportindtægterne. En liberalisering af handelen på
5landbrugsområdet sammen med målrettede tiltag rettet mod produktionen på landeniveau vil være et centralt bidrag til fattigdomsreduktion og opnåelse af 2015-målene. Der er ingen simple svar på bistand til styrkelse af øget produktivitet og produktion i de fattigste udviklingslande.Regeringen har identificeret en række nødvendige indsatsområder: -Indarbejdelse af handel i udviklingslandenes fattigdomsbekæmpelsesstrategier – grundlaget for sektorpolitikker f.eks. i relation til uddannelse, ligestilling mellem kønnene og forskning i landbrugsteknologi. -Rammer for erhvervslivet – makroøkonomi, lovgivning og offentlig administration. -Styrkelse af økonomisk og finansiel infrastruktur (veje, energi- og vandforsyning, kommunikation og låntagningsmuligheder). -Forbedring af produktkvalitet. Udvikling af den private sektor er kernen for vækst. Betingelserne for erhvervslivet skal forbedres, så det bedre kan betale sig at drive virksomhed i Afrika, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. En væsentlig forudsætning er generel politisk og makroøkonomisk stabilitet, som medvirker til at reducere risici ved investeringer – både udenlandske og indenlandske direkte investeringer. En forbedring af den offentlige forvaltning med reduktion af korruptionen og forøgelse af effektiviteten – generelt og i særdeleshed vedrørende skatteforvaltningen og det juridiske system – er ligeledes væsentlige forudsætninger for at reducere omkostningerne for den private sektor. Styrkelse af privat ejendomsret – herunder kvinders ret til ejendom og jord – er helt centralt for vækst og handel. Mulighederne for at optage lån til produktive investeringer er i dag yderst begrænsede i de fleste afrikanske lande. Adgangen til mikrokreditter, men også små og mellemstore virksomheders adgang til produktiv investeringskapital er derfor nødvendig for at tage nye initiativer eller udvide de eksisterende. Udviklingslandenes nationale fattigdomsstrategier har ikke systematisk omfattet et samlet billede af de konkrete politikker, der er nødvendige for at styrke den økonomiske vækst i det enkelte land. Dette gælder også mulighederne for at øge eksporten og dermed udnytte øget deltagelse i udenrigshandel som motor for vækst. Det vil Danmark med udgangspunkt i landenes egne fattigdomsstrategier arbejde for at ændre i programsamarbejdslandene. Ghana er et godt eksempel på arbejdet med integration af handels- og vækstfremmende hensyn i fattigdomsstrategierne. Handelspolitikken er forankret i en bredere strategi for privatsektorudvikling. Både handelsstrategien og strategien for privatsektorudvikling vil i 2005 blive indarbejdet i den ghanesiske strategi for fattigdomsbekæmpelse. Ligestilling er endelig en vigtig forudsætning for vækst. Sammenlignet med mænd har kvinder systematisk mindre kontrol over produktive ressourcer såsom jord, information, teknologi og finansielle ressourcer, herunder kredit. Ulige adgang til ressourcer skaber meget forskellige muligheder for kvinders og mænds evne til at bevæge sig ud af fattigdom, og den ulige fordeling af ressourcer hæmmer samfundsbestræbelser på at reducere fattigdommen og skabe økonomisk vækst.
6Analysen skal bl.a. ses som et indspil til FN-topmødet om Årtusindeerklæringen og opnåelsen af 2015-målene. Den er naturligvis også et væsentligt dansk indspil til de videre forhandlinger i WTO. Der er behov for øget bistand til at hjælpe de fattigste lande til at nå 2015-målene, men bistand kan langtfra gøre det alene. Betydningen af handel for udvikling har længe været på dagsordenen, men der mangler stadig meget, før det for alvor er operationaliseret og gennemtænkt både fra donorernes side og i udviklingslandene. Denne analyse og opfølgningen herpå skal ses som et indspil til at sikre, at handel bliver en generator for vækst og bæredygtig udvikling også i de fattigste udviklingslande i Afrika.
72. Målsætning Målsætningen er at bidrage til fattigdomsreduktion og opnåelse af 2015-målene gennem de fattige afrikanske landes øgede integration i regional og global handel. MetodeTilgangen er at sammentænke indsatser rettet mod de internationale forhandlinger i WTO-regi og dansk udviklingsbistand. Det vil sige, at det handelspolitiske og udviklingspolitiske niveau i højere grad spiller sammen om at afskaffe nationale og internationale barrierer for de fattigste udviklingslandes1 udenrigshandel, vækst og bekæmpelse af fattigdom. Der er tale om en videreudvikling og fokusering af den danske strategi for handel og udvikling – ”En vej ud af fattigdom” fra årsskiftet 2002-2003. Regeringen vil arbejde på to niveauer: det handelspolitiske – både internationalt og nationalt – og på støtte på landeniveau til at styrke landenes muligheder for at udnytte markedsadgangen gennem de produktive sektorer. Dette kombineret med fokus på Afrika syd for Sahara, landbrugssektortiltag og større fokus på bæredygtighed vil hjælpe udviklingslandene til opnåelse af bæredygtig fattigdomsreduktion og realisering af 2015-målene. Fokus på de fattigste lande i Afrika betyder ikke, at regeringen ignorerer vigtigheden og potentialet i handel og udvikling for alle udviklingslande. Vi vil i de internationale handelsforhandlinger fortsat arbejde for generelle indrømmelser over for gruppen af 1Den indikative afgrænsning af de udviklingslande, som fra dansk side vil blive prioriteret i handels - og udviklingssammenhæng, følger Verdensbankens liste over lande, som kan modtage støtte via Udviklingsfonden, IDA, hvilket vil sige, at de har en bruttonationalindkomst under 895 USD per indbygger.Arbejde for regelbaserede, gennemskuelige, liberale og udviklingsvenlige handelsregimer både internationalt og regionalt.Tiltag på landeniveau medhenblik på at forbedre udviklingslandenes muligheder for at udnytte markedsadgang. Disse tiltag vil blive gennemført med udgangspunkt i landenes fattigdomsstrategier.Fokus på de fattigste udviklingslande i Afrika syd for Sahara. En særlig indsats i relation til forbedret landbrugseksport fra udviklingslandene. Større fokus på bæredygtighed. Bæredygtig fattigdomsreduktion og opnåelse af 2015-målene+
8udviklingslande, og vi vil også på landeniveau fortsætte vores støtte til de produktive sektorer og til forbedrede rammebetingelser i de asiatiske programsamarbejdslande. Men det er vores klare overbevisning, at der er behov for en særlig indsats til fordel for Afrika. Vi må ikke miste disse lande i globaliseringen. Analysen og retningslinjerne skal ses som en overordnet handels- og udviklingsmæssig ramme for de handelspolitiske og bistandsmæssige tiltag. Udvikling af den private sektor er kernen for vækst. Betingelserne for erhvervslivet skal forbedres, så det bedre kan betale sig at drive virksomhed i Afrika, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Større fokus på bæredygtighed sker primært gennem en integration af handel, vækst og udvikling i landenes egne fattigdomsstrategier. Tilsvarende er det nødvendigt med en systematisk indarbejdning af privatsektorudvikling at indtænke miljø- og kvindehensyn i produktionen – at miljøødelæggelser ikke er en utilsigtet konsekvens af produktionen, som man efterfølgende må søge at rette op på. Det er på den bistandsmæssige side vigtigt at understrege, at det ikke altid er Danmark som vil stå i spidsen for støtte til handelsmæssige tiltag. I nogle lande vil der allerede være andre aktive donorer, som står bedre til at støtte udviklingslandets regering på området – der vil være tale om en arbejdsdeling på baggrund af effektivitet og komparative fordele.
93. 2015-målene og handel som middel til bekæmpelse af fattigdomDer skal en ekstra indsats til for at generere ressourcer til bekæmpelse af fattigdom og opnåelse af 2015 -målene.I 2000 blev verdens ledere enige om Årtusindeerklæringen, hvoraf der er udledt otte konkrete udviklingsmål for, hvad alle lande samlet skal arbejde frem mod til 2015. Der er tale om en international forpligtelse om at sætte fattigdomsreduktion i centrum. Det kræver en indsats af alle lande – rige som fattige.Der er behov for en styrket indsats på mange fronter, og det vil kræve yderligere ressourcer, hvis 2015-målene skal nås i alle lande. Ifølge Verdensbankens skøn er der behov for op til 50 milliarder USD ekstra om året i 20062. Det er ikke realistisk at forvente en så stærk stigning i udviklingsbistanden. I Afrika syd for Sahara er fattigdommen stadig dybere end noget andet sted, og i modsætning til andre kontinenter har Afrika ikke oplevet et økonomisk gennembrud. Næsten halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara lever i ekstrem fattigdom, og andelen af fattige er fortsat stigende – 46,9 procent. i 2001 mod 41,6 procent i 1981. Det er særligt for de afrikanske lande, at der skal gøres en ekstra indsats for at nå 2015-målene. Falder Afrika igennem, har det internationale samfund ikke levet op til sit ansvar. For at 2015-målet om halvering af fattigdom kan nås i Afrika, skal der skabes bedre vilkår for de produktive sektorer. Et sammenspil mellem udviklings- og handelspolitik vil være helt centralt i den forbindelse. En udviklingsvenlig handelsliberalisering kan være et væsentligt bidrag til at skabe øget vækst og bekæmpelse af fattigdom i udviklingslandene. Under mål 8 om et globalt partnerskab for udvikling er et af delmålene at videreudvikle et åbent, regelret, forudsigeligt samt ikke-diskriminerende handels- og finansielt system. Det internationale samfund har altså forpligtet sig til at bruge handelspolitikken aktivt til bekæmpelse af fattigdom. Handel er vigtigt for økonomisk vækst – potentialet er stortUdviklingslandenes handel på de globale markeder er absolut set meget lille. Ser man isoleret på de mindst udviklede lande i Afrika syd for Sahara, tjente de i 2002kun det samme som Schweiz på eksport. Udviklingen er heller ikke opløftende. Fra 1950 til 2000 faldt de mindst udviklede landes andel af den globale eksport fra 3 procent til lige over 0,5 procent. Og 52 2The World Bank (2004): “Global Economic Prospects 2004: Realizing the Development Promise of the Doha Agenda”. 2015-målene 1. Halvere ekstrem fattigdom og sult. 2. Sikre primær skoleuddannelse for både drenge og piger. 3. Sikre kvinders ligestilling. 4. Nedbringe børnedødeligheden med 2/3. 5. Nedbringe dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder med ¾. 6. Stoppe spredningen af hiv/aids, malaria og andre smitsomme sygdomme. 7. Sikre et bæredygtigt miljø. 8. Udvikle et globalt partnerskab for udvikling
10procent af denne beskedne andel var fordelt på kun tre lande – Yemen, Bangladesh og Angola. Det bemærkes, at der naturligvis er en sammenhæng mellem landenes størrelse, indkomstniveau og handel. Hovedparten af de afrikanske lande er at betegne som små økonomier, hvilket trækker i retning af en stor udenrigshandel, men de er også blandt de fattigste lande i verden, hvilket trækker i den anden retning. Den regionale handel mellem udviklingslandene er også begrænset. Dette gør sig særligt gældende i de afrikanske lande, hvor samhandelen udgør ca. 8 procent af kontinentets totale handel3. Til sammenligning foregår ca. 80 procent af den danske handel med vores nærmarkeder, og handelen mellem de asiatiske lande er godt 40 procent af deres samlede handel. Selv om de fattigste udviklingslande – og særligt de afrikanske udviklingslande – fylder meget lidt i den internationale handel, er handelen af stor betydning for det enkelte land. I 2002 udgjorde værdien af import plus eksport næsten 57 procent af bruttonationalproduktet for de mindst udviklede lande. Til sammenligning var Danmarks import plus eksport 83 procent, og vores afhængighed af handel er velkendt. Et stort land som USA har derimod kun en samlet udenrigshandel på 24 procent. Opgørelser fra Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen (WTO) og FN viser, at handel har en positiv effekt på økonomisk vækst – både i industrialiserede lande og i udviklingslandene. Nedenstående boks giver hovedargumenter for handelens betydning for vækst. For at få det fulde vækstudbytte af øget handel er det dog vigtigt, at en handelsliberalisering følges af vækstfremmende politikker på områder som transport og kommunikation, finansiel 3”African Development Report 2004 – Africa in the Global Trading System” er kilde for data om eksportorienteringen.Hvorfor er handel godt for økonomisk vækst? 1) Det grundlæggende teoretiske udgangspunkt er, at handel er grundlag for international arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele. Det vil give velfærdsgevinster for alle lande, hvis de enkelte lande producerer de varer, som de er forholdsvis bedst til. 2) Handel giver udenlandsk valuta til import af produktive faktorer, som er uundværlige for økonomisk vækst. 3) Handel er midlet til, og drivkraften bag, udbredelsen af teknologisk viden, overførsel af idéer samt import af knowhow, færdigheder, ledelsestalenter og iværksætterånd. 4) Handel udvider eksportmarkederne. For små fattige lande er der meget begrænset grundlag for større investeringer i teknologisk produktion (31 lande i Afrika har befolkninger under 15 millioner og må betegnes som små økonomier). 5) Handel giver større markeder og dermed mulighed for at udnytte økonomiske gevinster ved strukturfordele mv.
11sektor, konkurrence, uddannelse, ligestilling mellem kønnene og god regeringsførelse – herunder både på lovgivningsområdet og i forhold til fastholdelse af makroøkonomisk stabilitet. Hvis disse politikker ikke understøtter øget handel, vil der ikke blive skabt basis for investeringer og produktivitetsforbedringer – nødvendige elementer for økonomisk vækst4.Det er dog ikke nok blot at øge handelen. De råvarer- og landbrugsprodukter, som Afrika eksporterer, har historisk oplevet faldende priser5. Det er en del af forklaringen på faldet i Afrikas andel af den internationale handel. Sammensætningen af Afrikas eksport er markant anderledes end eksportsammensætningen fra de vækststærke østasiatiske økonomier, hvis eksport for størstedelens vedkommende består af forarbejdede varer6. Hertil kommer, at den afrikanske eksport i høj grad er orienteret mod det europæiske marked – 51 procent gik i 2002 til Europa. En høj afhængighed af et enkelt marked øger sårbarheden i eksport indtjeningen. Der er behov for at diversificere og forædle produkterne samt søge at sprede eksporten over flere lande med henblik på at sikre en højere og mere stabil indtjening. Verdensbanken har beregnet, at et reelt udviklingsvenligt udfald af de igangværende forhandlinger om spillereglerne for den fremtidige verdenshandel (Doha-udviklings-runden) vil kunne reducere antallet af fattige med 8 procent i 2015 – det vil reelt set betyde 140 millioner færre fattige mennesker i verden, og cirka halvdelen af disse vil bo i Afrika syd for Sahara7. Analyserne viser dog også klart, at der umiddelbart vil være store regionale forskelle i handelsgevin-sterne, hvis ikke der gennemføres økonomiske reformer i en lang række af de fattigste udviklingslande. De store mellemindkomstlande Indien, Brasilien og Kina vil blive de klare vindere, men generelt vil de asiatiske lande klare sig bedre end de afrikanske. 4“ Trade liberalisation and poverty: a handbook “ af McCulloch, Winters og Cierera.5Undtagelsen herfra er naturligvis prisen på olie.6“African Development Report 2004 – Africa in the Global Trading System” .7Se bilag 1 for en oversigt over analyser af konsekvenserne af handelsliberalisering.010203040506070Østasien ogStillehavet LatinAmerika ogVestindienSydasienReduktion i antallet af fattige i 2015 1 US $ om dagen2 US $ om dagen
12Mange lande i Asien har ved hjælp af en eksportbaseret strategi opnået imponerende vækstresultater – et eksempel, som også de fattigste asiatiske lande søger at følge. I lyset af bl.a. Kinas dominerende rolle som magnet for udenlandske investorer og forretningsfolk er der behov for at bistå de mindre og fattigere lande i regionen med på tilsvarende vis at nedbryde barrierer, tiltrække handel og investeringer og gradvist integrere dem i verdensøkonomien. Fiskeindustrien i Vietnam er et godt eksempel på, at en udvikling er undervejs. Den udvikling skal fortsat støttes, men erfaringerne hidtil viser, at udfordringerne er størst i Afrika. Her er der ikke mange succeshistorier at trække på med handel som drivkraft for bæredygtig vækst og bekæmpelse af fattigdom. Vigtigt at knytte handels- og vækstfremmende initiativer s ammen med fokus på fattigdomsbekæmpelseFor at sikre en fattigdomsorienteret vækst er det vigtigt at målrette handelsfremmende tiltag mod de fattige. Handel kan have en direkte fattigdomsreducerende effekt gennem priseffekter, øget profit og derigennem beskæftigelse og løn samt gennem en forbedring af de offentlige budgetter. Udvikling af den private sektor er kernen for vækst. Omtrent tre fjerdedele af Afrikas fattige bor på landet og lever af landbrug. Deres muligheder for at overvinde fattigdommen er derfor tæt forbundet med udviklingen i landbrugssektoren. I mange af de fattigste lande i Afrika syd for Sahara er landbrugssektoren den enkeltsektor, der beskæftiger flest mennesker og indbringer staten mest udenlandsk valuta. Beregninger har vist, at hver gang landbruget i de mindst udviklede lande tjener en krone ekstra, øges indkomsten i samfundet med 2,5 kroner8. Derfor indtager sektoren naturligt en fremtrædende plads i landenes nationale udviklings- og fattigdomsstrategier. Landbrugssektoren skal medvirke til at generere den øgede vækst, der er en nødvendig forudsætning for at reducere fattigdommen. Fordi de nationale markeder er stærkt begrænsede, er en af de nødvendige ingredienser for vækst i landbrugssektoren øget regional 8”Frihandel er ikke nok – En ny vision for verdens fattige landmænd” af Friis Bach, Kærgaard, Larsen, Pinstrup-Andersen og Tarp.Udviklingen i fiskerisektoren i Vietnam er et eksempel på, at der kan opnås meget store og blivende resultater med udviklingsbistand til handel, ikke mindst når det gælder udviklingslandenes adgang til eksportmarkederne. Danmark har her gennem en årrække bistået med at opgradere fiskerivirksomheder i Vietnam, så de er i stand til at opfylde kvalitetskravene i EU og på andre vigtige internationale markeder. I dag opfylder mere end 150 vietnamesiske fiskeindustrier de internationale kvalitetskrav, og Vietnams fiskerieksport er i løbet af de seneste fem år steget fra 5,9 milliarder kroner til 13,6 milliarder kroner. Hermed er fiskeindustrien blevet den største nettoindtjeningskilde for valuta. I denne proces er der også skabt mange tusinde nye jobs i fiskeindustrien i provinser med udbredt fattigdom. I begyndelse af 2005 starter et nyt femårigt erhvervssektorprogram med det overordnede formål at støtte en bredt baseret økonomisk vækst gennem en styrkelse af den private sektors konkurrenceevne.
13og international handel. Det er i denne forbindelse vigtigt at diversificere og øge forarbejdningsgraden af landbrugsproduktionen for både at øge indtjeningsmulighederne og samtidig reducere sårbarheden ved ensidig fokusering på enkelte afgrøder. Kvinder udgør en stor del af arbejdsstyrken i landbruget, og det er veldokumenteret, at målrettede indsatser til fordel for at øge kvinders indtjening kommer hele familien til gode. Det er også en kendsgerning, at nedbrydning af miljøet, landbrugsjorden og skovarealerne rammer de fattigste hårdest. Det er på den baggrund nødvendigt at indtænke kvinder og miljøbæredygtighed i design af politikker til fremme af handel, vækst og fattigdomsbekæmpelse. Det skal dog samtidig fremhæves, at også de afrikanske økonomier naturligvis er meget forskellige, og at for nogle af disse lande vil også andre sektorer end landbrugssektoren allerede i de kommende år være potentielle vækstskabende sektorer. I nogle få afrikanske lande er tekstilsektoren allerede af stor betydning, og det kan heller ikke udelukkes, at nogle af de afrikanske lande vil kunne blive konkurrencedygtige inden for it-branchen.
144. Handelshindringer for udviklingslandeneHvad er det så, der skal til, for at handel bliver en af drivkræfterne for vækst og bekæmpelse af fattigdom? Hvilke internationale og nationale hindringer skal overvindes for at øge udviklingslandenes deltagelse i global og regional handel? Internationale handelshindrende politikkerHindringerne på det internationale handelspolitiske niveau er i vid udstrækning størst i forhold til de produkter, hvor udviklingslandene har en komparativ fordel. Sukker og bomuld er to eksempler, hvor EU og USA har høje beskyttelsesbarrierer, og det netop på produkter, hvor mangeudviklingslande har betydelig produktion og betydelige handelsinteresser. Hertil kommer problemerne forbundet med en udpræget grad af toldeskalering, således at tolden er højere på forarbejdede varer end på råvarer. Et tiltag, der er gennemført med henblik på at beskytte arbejdspladser i de vestlige lande, men som betyder, at udviklingslandene ikke får mulighed for at opdyrke en forarbejdningsindustri og må fokusere på eksport af de mere prisfluktuerende råvarer. Toldeskalering er i dag særligt et problem for eksport af frugt og grønt, kaffe, te, vegetabilske olier og frugtjuice.Høje handelsforvridende subsidier på landbrugsvarer i USA og EU holder priserne på verdensmarkedet kunstigt nede. Det samme gør sig gældende i forbindelse med fødevarehjælp i ikke-katastrofesituationer. EU står faktisk for 90 procent af alle eksportsubsidierne på landbrug. Andre industrilande har i tilsvarende omfang andre former for handelsforvridende landbrugsstøtte. Subsidierne og fødevarehjælpen bidrager til at gøre det meget vanskeligt for udviklingslandene at konkurrere med EU’s og USA’s landmænd, og det både på deres egne markeder og på eksportmarkederne. En yderligere barriere, som påpeges fra flere udviklingslandes side, er de strenge oprindelsesregler for EU’s særlige præferentielle handelsordninger med stort set samtlige udviklingslande (GSP-ordningen). Reglerne gør det ofte meget vanskeligt for udviklingslandene at udnytte præferencerne, medmindre en meget stor del af den samlede produktion har fundet sted i eksportlandet. Mulighederne for sammenkædning af produktionsled i flere lande (kumulation i oprindelsesreglerne) er begrænsede i GSP- ordningen. En regel om ”dobbelt-transformation” betyder, at det f.eks. ikke ville være muligt for Benin efter GSP-ordningen at eksportere tøj, som er syet i Benin, hvis stoffet er vævet i et andet land. Efter Cotonou-aftalens oprindelsesregler vil der imidlertid kunne sammenlægges produktionsfaser i andre AVS-lande, de oversøiske lande og territorier samt Internationale barrierer for Afrikas integration i verdenshandlen Høje toldsatser og kvoter på væsentlige varer for udviklingslandene, særligt på landbrugsvarer. Hertil kommer barrierer der hidrører fra toldeskalering og oprindelsesregler. Handelsforvridende subsidier – særligt på landbrugsvarer. Ikke-toldmæssige barrierer som f.eks. miljøstandarder og krav til fødevaresikkerhed etc. fra de vestlige lande.
15EU-landene. Der gives endvidere dispensation i særlige tilfælde til kumulation, der rækker ud over produktionsled i disse lande. Med forventning om stadige fremskridt i retning af reduktioner af toldsatser og handelsforvridende landbrugssubsidier er andre ikke-toldmæssige handelshindringer såsom kvalitets- og fødevaresikkerhedsstandarder kommet mere og mere i søgelyset de senere år. Regional handel og integration mellem de afrikanske landeDe fleste lande i Afrika syd for Sahara har små økonomier, og dermed er de interne markeder små. Øget regional økonomisk integration vil skabe større hjemmemarkeder, og herigennem vil potentialerne for specialisering og økonomisk vækst øges og hermed også regionens konkurrenceevne på de globale markeder. Både international og regional økonomisk integration er således væsentligt for større vækstmuligheder.Ovenstående figur9 giver et billede af handelsaftalerne indgået mellem de afrikanske lande Ud over de omfattende handelsaftaler, man har indgået med EU og USA, er alle landene medlem af en eller flere regionale handelsorganisationer – der er faktisk så mange aftaler, at det for den enkelte virksomhed er meget vanskeligt at definere eksportpotentialer på de regionale markeder. En forenkling og harmonisering af de forskellige aftaler er nødvendig. 9The World Bank (2005): “Global Economic Prospects 2005: Trade, Regionalism, and Development”, p.39.
16Intra-afrikansk handel og økonomisk integration er stadig meget begrænset. Årsagerne til dette er mange, bl.a. at afrikanske virksomheder og landbrug konkurrerer om at eksportere de samme produkter til tredjemarkeder (såsom EU og USA), dårlig infrastruktur mellem landene i Afrika og manglende finansielle forbindelser. Men en væsentlig årsag til den fortsat meget begrænsede handel mellem landene inden for de regionale handelsorganisationer er vedvarende restriktioner på samhandelen. Således har udviklingslandene typisk bibeholdt høje toldsatser på de ”væsentlige” produkter og krav om importlicenser, som sammen med langsom toldbehandling og langsomme procedurer har været medvirkende til at begrænse samhandelen inden for de regionale handelsområder. De tidligere erfaringer med regional handel har derfor ikke været særligt gode og har muligvis reflekteret en manglende vilje til seriøst at søge regional økonomisk integration. I de senere år er der imidlertid i de afrikanske lande sat fornyet fokus på mulighederne for at støtte øget økonomisk vækst i alle medlemslande gennem øget regional handel og økonomisk integration. Således tager nye tiltag – såsom genoplivningen af Det Østafrikanske Økonomiske Fællesskab – udgangspunkt i skabelsen af større hjemmemarkeder via økonomisk integration, med fokus på eliminering af intern told samt harmonisering af afgifter, standarder og licenskrav inden for de respektive regioner.Nationale vækst - og handelshindrende barriererSer man på de seneste 10-15 år er det klart, at en handelsliberalisering i sig selv langtfra er nok til at sikre de fattigste lande øget vækst og fattigdomsreduktion. Der er for disse lande også i stor udstrækning begrænsninger i produktionen, som er en hindring for udnyttelse af øget markedsadgang. Dette har bl.a. medført, at de mindst udviklede lande kun i ringe omfang har kunnet udnytte den særlige ordning under GSP, ”Alt undtagen våben”, der gradvist giver told- og kvotefri adgang til EU’s marked for alle varer undtagen våben. AVS-landene har især anvendt bestemmelserne i Cotonou-aftalen. De barrierer, som forhindrer de fattigste udviklingslande i at udnytte markedsadgang, er langt hen ad vejen de samme barrierer, som hindrer vækst. I hosstående boks anføres nogle af de mest centrale nationale barrierer for handel. Det er samtidig vigtigt at understrege, at en øget integration af udviklingslandene i den globale økonomi og sikring af økonomisk fattigdomsorienteret vækst også forudsætter indsatser i forhold til grunduddannelse, sundhed, ligestilling mellem kønnene, offentlige institutioner som garant for god regeringsførelse samt sund makroøkonomisk politik med kontrolleret inflation og realistisk valutakurs. Nationale vækst- og handelshindrende barrierer Manglende etablering og beskyttelse af ejendomsret, korruption og ineffektiv told administration. Svag økonomisk og finansiel infrastruktur (veje, energi- og vandforsyning og kommunikation, låntagningsmuligheder). Produktkvalitet og fødevaresikkerhed er ikke tilstrækkelig eller ikke dokumenteret tilstrækkelig til de vestlige markeder.
17Mangel på registrering af ejendomsret gør det svært i mange lande at bruge jord og ejendom som pant for lån til eksempelvis erhvervsudvikling. Et ineffektivt juridisk system gør det både dyrt og tidskrævende at få afgjort selv simple erhvervstvister. Handelslovgivning er i mange tilfælde ikke tilstrækkelig udviklet og tidssvarende for en markedsøkonomi og et internationalt forretningsklima. Hertil kommer, at der i de fleste lande er en udpræget grad af ”aftalekultur”, hvor man indgår uformelle bytteaftaler som en del af den økonomiske aktivitet. Den uformelle sektor står i mange afrikanske lande for mere end 50 procent af bruttonationalproduktet. Omkostningerne og de marginale gevinster ved at blive registeret i den formelle sektor er simpelthen for høje og besværlige. Utilstrækkelig økonomisk og finansiel infrastruktur gør det vanskeligt at optage selv mindre lån og medfører høje markedsføringsomkostninger for både indenlandske og eksportorienterede virksomheder. Et godt eksempel på udfordringerne i forbindelse med produktkvalitet og sikre fødevarer er udviklingen i fiskeindustrien i Uganda, hvor EU tre gange mellem 1997 og 2000 suspenderede importen af fisk på grund af problemer med fødevaresikkerheden – sidste gang i 18 måneder.
185. Den danske handelspolitik – reduktion af de internationale barriererHandelspolitikken besluttes overvejende på EU-niveau – den er omfattet af fællesskabskompetence – og den danske handelspolitik varetages som følge heraf gennem EU. Hovedudfordringen er således at flytte EU-holdningen mod et mere reform- og udviklingsvenligt udgangspunkt – og det særligt på landbrugsområdet. Verdenshandelsorganisationen, WTO, er den centrale organisation på handelsområdet. I WTO fastsætter medlemmerne spillereglerne for det internationale handelssamarbejde, ligesom de etablerer mekanismer til sikring af reglernes overholdelse. I 2001 blev det besluttet at indlede en ny forhandlingsrunde med en udviklingsdagsorden – den såkaldte ”Doha-udviklingsdagsorden”. Den danske forhandlingsposition i WTO – at flytte EU på landbrugsområdet er nøglenVed en aktiv indsats – ikke mindst under det danske EU-formandskab i 2002 – har Danmark bidraget til at få sat handel og udvikling på EU’s dagsorden. I Doha-runden har EU lagt en mere udviklingsvenlig forhandlingslinje end under tidligere forhandlingsrunder, og EU anerkender landbrugets centrale placering i forhandlingerne. Samtidig erkender EU, at øget markedsadgang for udviklingslandenes produkter skal følges med en gradvis afvikling af handelsforvridende støtteordninger – også på landbrugsområdet. Danmark vil arbejde aktivt for, at en styrkelse af EU’s eksterne relationer udmøntes i en styrkelse af synergien mellem EU’s handels-, landbrugs- og udviklingspolitik.Doha-runden vil i de kommende år være det væsentligste handelspolitiske omdrejningspunkt, som forventes at få afgørende indflydelse på verdenshandelen i det kommende årti. Danmark vil arbejde for, at der generelt opnås størst mulig åbning af adgangen til markederne for udviklingslandenes produkter – også landbrugsprodukter. Danmark vil ligeledes arbejde for, at en åbning af markederne følges af en afskaffelse af de industrialiserede landes handelsforvridende landbrugsstøtte. På langt de fleste forhandlingsområder på WTO’s udviklingsdagsorden under Doha-runden har regeringen identificeret konkrete forhandlingspositioner, som sigter på at forbedre udviklingslandenes markedsadgang. Disse omfatter bestræbelser på at opnå: Reduktion eller eliminering af de udviklede landes toldsatser, herunder særligt høje toldsatser (over 15 procent) og høje toldsatser (over 10 procent), der ofte er til skade især for udviklingslandenes eksportinteresser. Afvikling af brug af toldeskalering (toldsatser stiger i takt med produktets forarbejdningsgrad) med henblik på at øge udviklingslandenes incitament til at etablere mere avanceret produktion med større værdiskabelse. Reduktion af toldsatserne og forbedrede kvotevilkår udviklingslandene imellem med henblik på øget syd-syd-handel. Fastholdelse af reelt opnåede muligheder for markedsadgang.
19Ydelse af told- og kvotefri adgang for de mindst udviklede lande til andre WTO- landes markeder og udvidelse af ordningen til at omfatte alle fattige udviklingslande. Afbødning af de skadelige virkninger af præferenceerosion for udviklingslandene bl.a. ved en væsentlig forenkling af oprindelsesreglerne, der er knyttet til opnåelse af præferencerne. Danmark finder, at der er væsentlige vækstmuligheder for udviklingslandene ved at styrke internationale regler for investering, konkurrence og offentlige indkøb. Disse tre såkaldte Singapore-emner er imidlertid ikke genstand for egentlige forhandlinger under Doha-runden. Landbrug og fiskeri er en helt central sektor for de fattigste udviklingslande. I hosstående boks findes en ikke-udtømmende liste over specifikke danske forhandlingspositioner på disse områder. Da Stuart Harbinson, Hongkongs daværende faste WTO-repræsentant, var formand for WTO’s landbrugskomité i 2002, fremsatte han et kompromisforslag, der kan betragtes som et fingerpeg for det kompromis, der vil kunne opnås i slutningen af Doha-runden. Danmark finansierede et forskningsprojekt, som analyserede WTO-forhandlingerne med henblik på udviklingslandenes interesser, og konklusionen var, at Harbinson-forslaget placerer sig imellem landenes holdninger, idet der lægges op til en reduktion i toldsatserne på 50 procent for de rige lande og lidt mindre for udviklingslandene, at eksportsubsidier elimineres, og den mest forvridende af den øvrige støtte reduceres med omkring 60 procent. Beregninger af forslagets konsekvenser viser en samlet gevinst på verdensplan på 100 milliarder USD, og at 20 procent tilfalder de fattige lande10. Det er imidlertid langt under de gevinster, som en fuldstændig handelsliberalisering giver. 10Frandsen et al. (2003): “Note on the Harbinson Draft on Modalities in the WTO Agriculture Negotiations”,Danish Research Institute of Food Economics – Agricultural Policy Research Division –http://www.foi.dk/Publikationer/Udredninger/Note-Harbinson.pdfLandbrugVæsentlig forøgelse af udviklingslandenes markedsadgang, især for de mindst udviklede lande. Handelsinitiativet ”Alt undtagen våben” åbnes for alle landbrugsprodukter fra de fattigste lande før 2009 og udstrækkestil også at blive tilbudt af andre industrialiserede lande. Snarest mulig reduktion af brugen af handelsforvridende støtteordninger. Reduktion med henblik på udfasning af alle former for eksportstøtte snarest muligt. Snarest mulig afskaffelse af produktionsfremmende støtte til bomuldssektoren i de industrialiserede lande. Sikring af, at fødevarehjælp ikke har handelsmæssige eller strukturelt forvridende skadevirkninger for modtagerlandet. Sikring af de mindst udviklede landes muligheder for midlertidigt at kunne støtte deres landbrugssektorer som led ioverordnede udviklings- og fattigdomsbekæmpelsesstrategier. Handelslettelser inden for SPS-området under iagttagelse af forsigtighedsprincippet (med henblik på menneskers, dyrs ogplanters sundhed) og målet om ikke at skabe unødige barrierer for udviklingslandenes eksportmuligheder. FiskeriNedbringelse af særligt høje toldsatser, især over for varer fra udviklingslandene.
20Danmark vil arbejde for en størst mulig grad af handelsliberalisering i overensstemmelse med mandatet for Doha-runden og med særlig fokus på de særlige problemer, som yderligere liberalisering skaber for udviklingslandene. En samlet oversigt over Danmarks målsætninger for størstedelen af de øvrige udviklingsrelaterede emner på Doha-udviklingsrunden findes i bilag 2. Det centrale er handel og bæredygtig udviklingHandelsforhandlingerne i WTO-regi er bestemmende for arbejdet med at integrere bæredygtighedshensyn i det internationale handelssamarbejde. I Doha-runden har WTO’s medlemmer bl.a. forpligtet sig til at fremme det gensidige forhold mellem handel og miljø bl.a. gennem forhandlinger om øget markedsadgang for miljøvenlige varer og tjenesteydelser samt om forholdet mellem WTO-reglerne og handelsbestemmelserne i de internationale miljøaftaler. Der foreligger endnu ikke nogen afklaring af dette spørgsmål, men Johannesburg-implementeringsplanen slår fast, at de to regelsæt er sidestillede. Danmark vil arbejde for, at der kommer en afklaring af forholdet mellem disse regelsæt, som indebærer, at WTO efter klare ikke-protektionistiske regler respekterer anvendelsen af handelsskridt efter bestemmelser i multilaterale miljøaftaler. Danmark vil endvidere sammen med EU-partnerne arbejde for, at miljømæssig bæredygtighed kommer højere op på WTO’s dagsorden. Gennem EU’s indsats i WTO arbejder Danmark aktivt for yderligere liberalisering af miljøvenlige varer og tjenesteydelser, samt for at den pågældende liste omfatter så mange udviklingslandeprodukter som muligt. Som følge af bl.a. den danske indsats i EU for at fremme arbejdet med handel og udvikling har EU-kommissionen etableret en praksis, hvorefter alle nye aftaler i WTO-regi underlægges en bæredygtighedsvurdering (Sustainability Impact Assessment). Fra dansk side lægges stor vægt på, at handelsaftalernes økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser vurderes. WWF har med støtte fra bl.a. Danmark medvirket til at udvikle metoden. Udviklingslandene er forståeligt nok både bekymrede for deres hjemlige miljø og for, at eksportmarkederne vil sætte miljørelaterede standarder, som kunne føre til grøn De internationale miljøkonventioners handelsbestemmelser – en anden måde at få miljøhensyn ind i det handelsrelaterede arbejde Danmark støtter udviklingslandene i at leve op til handelsbestemmelserne under de internationale miljøkonventioner. I Sydafrika, Thailand og Vietnam støtter Danmark CITES-konventionen gennem bilaterale projekter. Støtte til udviklingslandenes udfasning af ozonnedbrydende stoffer sker via bidraget til den internationale fond under Montreal-protokollen. Udviklingslandenes efterlevelse af handelsbestemmelserne i en række andre konventioner støttes via Den Globale Miljøfacilitet (GEF). Både Ozonfonden og GEF skal genopfyldes i 2005-2006. Danmark vil arbejde for at genopfyldningensker på et niveau, der fastholder finansieringsmekanismerne som centrale for løsningen af globale miljøproblemer og de dermed forbundne handelsspørgsmål.
21protektionisme. Frygten for en sådan har foreløbig forhindret større fremskridt i WTO på miljøområdet. Som de øvrige EU-medlemmer modsætter Danmark sig på det bestemteste forsøg på at misbruge standarder i protektionistisk øjemed. Danmark er indstillet på i stigende grad at yde støtte til udviklingslandenes bestræbelser på at kunne opfylde standarder for såvel bæredygtighed som beskyttelse af menneskers, dyrs og planters sundhed. Et eksempel på det sidste er støtten til træningsprogrammer i Tanzania med fokus på standarder og landbrugseksport. I hosstående boks er givet eksempler på dansk støtte til handel med bæredygtige skovprodukter. Danmark vil endvidere arbejde for, at handel og arbejdstagerrettigheder, der ikke er omfattet af Doha-runden, bliver optaget i en ny handelsrunde. Også på dette område må det sikres, at eventuelle nye WTO-regler ikke bliver misbrugt til skjult protektionisme. Handelsliberalisering påvirker ikke alle grupper i befolkningen ens, hvorfor analyser af virkningerne for f.eks. fattige og/eller mænd henholdsvis kvinder er vigtige. Traditionelt arbejder mænd og kvinder ofte i forskellige sektorer, har forskellig uddannelsesmæssig baggrund og forskellig adgang til ressourcer. En udviklingsvenlig dagsorden i de internationale forhandlinger burde ideelt set have denne vinkel med, men vurderingen er, at det for tiden er umuligt at løfte i WTO-sammenhæng. Udviklingslandenes deltagelse i forhandlingerne og kapacitet til at gennemføre aftalerneLangt størstedelen af medlemmerne i Verdenshandelsorganisationen WTO er i dag udviklingslande. Udviklingslandenes andel af verdenshandelen er imidlertid yderst begrænset, og indtil for få år siden blev forhandlingsresultaterne i det store hele aftalt mellem EU, USA og andre store handelsaktører. Med vedtagelsen af Doha-udviklingsdagsordenen er der skabt basis for et forhandlingsresultat, som i højere grad sigter på at inddrage udviklingslandene i den stigende økonomiske integration og velstand. Danmark støtter aktivt udviklingslandenes styrkede indflydelse i de internationale handelsforhandlinger – både i WTO-regi og i forhandlingerne om samarbejdsaftaler med EU. Kapacitetsudbygning vil bidrage til at sætte landene i stand til at varetage egne interesser i de teknisk meget komplicerede forhandlinger. Danmark vil i de kommende år fortsat bidrage med finansiel støtte til WTO’s Globale Trustfond, hvis formål er at yde teknisk Dansk støtte til handel med miljømærkede skovprodukter Der er ingen WTO-regler eller -konventioner, der regulerer den internationale handel med tømmer ogtræprodukter for at sikre, at træet er miljørigtigt eller bæredygtigt dyrket og skovet. Men der eksisterer en række frivillige mærkningsordninger, f.eks. Forest Stewardship Council (FSC), som er en mærkningsordning for skove, der forvaltes på en bæredygtig måde. I Afrika støtter Danmark etableringen af et FSC-certificeringssystem og herunder et regionalt FSC-kontor. I Honduras støttes handel med træprodukter fra FSC-certificerede skove gennem NGO’en Nephentes. I Bolivia støttes produktionen af FSC-certificerede byggeelementer til eksport under Privat Sektor Programmet.
22bistand til udviklingslandenes forståelse og gennemførelse af de gældende regler samt deltagelse i de internationale handelsforhandlinger. Det er også centralt at støtte udviklingslandenes deltagelse i forhandlingerne i de fora, hvor der fastlægges standardkrav til eksportvarerne. Danmark vil i de bilaterale programsamarbejdslande inden for rammerne af de nationale fattigdomsstrategier analysere behovet for støtte til udviklingslandenes administrationers deltagelse i f.eks. WTO, Codex Alimentarius og forhandlingerne med EU. Det kræver både stor teknisk viden og administrative ressourcer at gennemføre de internationale handelsaftaler. En lang række af udviklingslandene vurderes ikke at have den nødvendige kapacitet til at bearbejde og videreformidle handelsaftaler til den private sektor. Danmark vil arbejde for, at EU-bistanden i større grad også bruges til at støtte arbejdet med at gennemføre indgåede aftaler i udviklingslandene. En række andre internationale organisationer, herunder ikke mindst WTO, kan også spille en stor rolle i så henseende. Ligeledes gennem den bilaterale bistand gives der betydelig landespecifik støtte til handelsrelateret kapacitetsopbygning, ikke mindst gennem programmer til erhvervssektorudvikling. En oversigt over Danmarks bidrag til den handelsrelaterede bistand, som ydes gennem multilaterale organisationer, findes i bilag 3. I perioden 2004-2006 planlægges en samlet bevilling på 145 millioner kr. til støtte til udviklingslandenes integration i og gennemførelse af handelsaftaler.
236. Særlige hensyn til de fattigste udviklingslande – fokus på Afrikas behovDen danske regering støtter, at der skal vedtages særlige overgangsordninger for de fattigste udviklingslande – at de får en årrække til at tilpasse deres økonomiske strukturer til en øget konkurrence udefra. Det betyder, at der i de internationale handelsforhandlinger vil skulle tages et særligt hensyn til de svageste blandt udviklingslandene – at der forskelsbehandles på baggrund af udviklingsniveau blandt udviklingslandene. Danmark vil således fortsat støtte EU-kommissionens udmeldinger om, at de fleste udviklingslande helt vil kunne udlade at påtage sig nye WTO-forpligtelser over for industrialiserede lande i forbindelse med resultatet af Doha-forhandlingerne. Danmark vil arbejde med videreudvikling og konkretisering af WTO’s bestemmelser om ”Særlig og differentieret behandling” (SDT) af udviklingslandene, ligesom vi vil arbejde for, at ændringerne af SDT konkretiseres, effektiviseres og specificeres, således at de retter sig mod de forskellige områder og sektorer, hvor de respektive udviklingslande har størst behov. Udviklingslandene er samlet set en meget uhomogen gruppe af lande, som står over for meget forskellige udfordringer. SDT bør derfor tilpasses for at kunne tage højde for de meget forskellige udfordringer, som gælder f.eks. i henholdsvis Kina og Burkina Faso. Men det er vigtigt at understrege, at fastholdelse af handelsbarrierer ikke er nogen god langsigtet løsning på udviklingslandenes problemer. Der skal være tale om midlertidige, om end ofte langvarige overgangsordninger, mens der gennemføres en nødvendig omstrukturering med fokus på at reducere handelshindringer på nationalt niveau. En stor del af de mindst udviklede lande er nettofødevareimportører, hvilket kan betyde, at de kommer i klemme som følge af en stigning i de globale priser på landbrugsvarer på grund af en afskaffelse af støtteordninger i EU og USA. Derudover vil deres fremtidige lavere toldsatser ikke være så meget værd, og de vil have behov for at sikre staten en alternativ indtjeningskilde med henblik på at finansiere offentlige udgifter. Fra dansk side vil vi være villige til at se nærmere på mulighederne og behovet for en form for midlertidig international støtte for de mindst udviklede lande, som bliver hårdest ramt af de forventede stigninger i fødevarepriserne og de mindre statslige toldindtægter. Forslaget om en international fond fremføres fra forskellige sider, men der er stadig en lang række kritiske udestående spørgsmål såsom modaliteter for fonden og dens finansiering. Et alternativ er at benytte ovenstående regler om ”Særlig og differentieret behandling” og samtidig give målrettet støtte på landeniveau med henblik på styrkelse af de produktive sektorer i de mindst udviklede lande. Samtidig skal det dog fremhæves, at landmændene også i de fattigste lande generelt vil nyde godt af de højere verdensmarkedspriser, og at dette på sigt kan være med til at sætte skub i en større udvikling af landbrugssektoren. Danmark vil i de internationale handelsforhandlinger arbejde for, at der tages hensyn til alle de fattigste udviklingslande, men vi vil have et særligt fokus på de afrikanske problemstillinger og ønsker. Det betyder, at liberalisering på landbrugsområdet bliver centralt.
24Med henblik på at fremme forståelsen for, hvordan alle WTO-medlemmer gennem en aktiv og konstruktiv deltagelse i Doha-runden vil kunne imødekomme især de afrikanske landes handelspolitiske behov, har man på dansk foranledning iværksat Det Nordiske Afrika-initiativ, NAI. Initiativet, der foruden de 5 nordiske lande omfatter 20 afrikanske WTO-medlemmer, som er toneangivne i organisationen og/eller har et udstrakt bistandssamarbejde med mindst ét nordisk land, har omfattet en vellykket ministerkonference i Tanzania i januar 2005. Fra dansk side vil NAI blive fulgt op bl.a. under allerede igangsatte bilaterale handelspolitiske dialogmøder på højt niveau med flere af de pågældende afrikanske lande.
