Udvalget til Prøvelse af Valgene 2004-05 (2. samling)
UPV Alm.del Bilag 29
Offentligt
Beslutningsforslag nr.
B 1
Folketinget 2004 - 05 (2. samling)
Betænkning afgivet af Udvalget til Prøvelse af Valgene den 23. februar 2005
Betænkning og indstilling
fra
folketingsvalget den 8. februar 2005
I. Indledning
1. Udskrivelse af valg
Valg til Folketinget blev udskrevet ved kongeligt åbent brev af 18. januar 2005 til afholdelse i he-
le riget tirsdag den 8. februar 2005.
2. Folketingets sammentræden. Det foreløbige Udvalg til Prøvelse af Valgene
I henhold til grundlovens § 35 trådte det nyvalgte Folketing sammen tirsdag den 22. februar 2005,
og Tinget nedsatte, som foreskrevet i forretningsordenens § 1, stk. 2, et foreløbigt udvalg på 21
medlemmer til prøvelse af valgene med Gitte Lillelund Bech (V) som formand og Karen J. Klint (S)
som næstformand.
Udvalget har derefter i 2 møder gennemgået det modtagne materiale, jf. nedenfor.
II. Valget i Danmark
3. Lovgrundlaget og udvalgets materiale
Valget er foretaget efter reglerne i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 704 af 27.
juni 2004.
Udvalget har vedrørende valget i Danmark modtaget følgende materiale, som indenrigs- og
sundhedsministeren i henhold til valglovens § 86 skal sende til Folketinget ved dets sammentræden:
1) De kopier af valgbøgerne, der er modtaget fra opstillingskredsenes valgbestyrelser, jf. § 74, stk.
3.
2) Beregningerne af kreds- og tillægsmandaternes fordeling, jf. §§ 76-79. Beregningerne indehol-
des i Statistiske Efterretninger, serien Befolkning og valg, 2005:4, der er omdelt til alle valgte.
3) Opgørelsen af, hvilke kandidater der er valgt, jf. § 76 og §§ 80-82. Opgørelsen indeholdes på
side 3-67 i hæfte med tabeller over resultatet af folketingsvalget. En særskilt fortegnelse over
de valgte kandidater er ligeledes fremsendt.
4) Stedfortræderlisten, jf. §§ 84 og 85.
4. Prøvelsen vedrørende valghandlingen, Indenrigs- og Sundhedsministeriets beregninger og
kandidaterne
Endvidere er fremsendt en redegørelse indeholdende de bemærkninger og korrektioner, som den
foretagne gennemgang af stemmesedlerne og valgbøgerne har givet ministeriet anledning til.
Indenrigs- og sundhedsministeren har fremsendt 15 klager og henvendelser vedrørende valget.