TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Trafikudvalget 2004-05 (2. samling)
TRU Alm.del Bilag 266
Offentligt

Trafikudvalget (2. samling)

TRU alm. del - Bilag 266

Trafikudvalget 2004-05 (2. samling)

TRU Alm.del - Bilag 266

Offentligt

Af fhv. kommissarius ved statens ekspropriationer F. Reidar Jørgensen

tt Ift51cd•-s,

MI ,

2_ 9a- 75-

05-

iLdssiLke,"

Københavns Havn L7

Københavns Handelshavn blev ved en lov fra 2000 omdannet fra en selvejende institution til et statsligt aktieselskab.

Forudsætningen for loven var, at havnen forud var en statslig forvaltningsenhed (ejet af staten). Ved U 2004.2661 H blev dette

tiltrådt. I artiklen gøres det gældende, at havnen historisk var en såkaldt kommunal havn. Der påvises en efter forfatterens mening

alvorlig fejl i et forud for loven af Justitsministeriet afgivet responsum. Flere historiske forhold i den afsagte højesteretsdom

problematiseres. En historisk udtalelse fremdrages som dokumentation for havnens historisk bedømt kommunale tilhørsforhold.

1. Ved lov nr. 474 31.5. 2000 om Køben-

havns Havn A/S blev Københavns Han-

delshavn omdannet fra en selvejende

institution til et aktieselskab. Forudsæt-

ningen var, at havnen forud for loven var

undergivet statslig ejendomsret. Ved

1 Harald Jørgensen: Lokaladministrationen i Danmark

(1985) s. 173: "Da mange købstæder havde vanskeligt ved at

finansiere nødvendige havneudvidelser, åbnedes der ved

en kgl. Resolution af 24. oktober 1798 mulighed for, at der

kunne optages lån i den kgl. Kreditkasse. I to tilfælde over-

tog statskassen den fuldstændige finansiering. Det skete

med Helsingør havn i 1824 og Fladstrands (Fredrikshavn)

havn i 1841. Disse to havne var fremtidig at betragte som

statshavne." I en periode, hvor staten gik ind med lån til

købstadhavne og i to tilfælde ligefrem må overtage havne-

ne, krævede staten øgede bidrag fra Københavns

Handelshavn til opmudring i havnen, fordi staten ikke fort-

sat ville have et for lille bidrag fra en kommunal havn.

2 Den redegør for forholdet mellem kommunen og havnen

og giver en klar begrundelse for, hvorfor retsstillingen er

som udtrykt. Det hedder således: "Havnene med deres

Tilliggende paa de forskjellige Steder i Riget ikke kunne

ansees som tilhørende de respektive Kommuner, idet de

neppe nogetsteds ere anlagte enten ved direkte af

Kommunernes Beboere uden særlig Godtgjørelse udført

Arbejde eller ved direkte Bidrag fra Kommunerne, ligesaa

lidet som de i Regelen underholdes paa denne Maade, hvil-

ket derimod sker ved Hjælp af de paa Handelen og

Skibsfarten i Almindelighed hvilende Afgifter ...". Videre

siges," at Havnekommissionen, ved hvis Sammensætning

der er indrømmet Kommunerne den fornødne Deet-

agtighed i de respektive Havnes lokale Bestyrelse, er en af

Kommunalbestyrelsen uafhængig Autoritet, der med

Hensyn til Bestyrelsen af Havnenes indre Anliggender er

indrømmet den samme Raadighed under det kgl.

Generaltoldkammer- og Kommereekollegii Overbestyrelse,

som den, der med Hensyn til de egentlige kommunale

anliggender er tilstaaet Kommunalbestyrelsen under

Kancelliets tilsyn ...". Skrivelsen gælder direkte for

Kjøbenhavns Handelshavn.

3 Grove: Kjøbenhavns Havn (1908) s. 21. 11641 sælger

Magistraten (Borgmester og Råd) "på Havnens Vegne" en

plads. Justitsministeriets udlægning, at dette betyder på

statens vegne, er forkert. Se nærmere note 8.

4 P. F. Schou: Kjøbstædemes Forfatning og Styrelse (1901)

s.18: Betydningen af udtrykket "Kjøbstad"."Saavel efter

legal som efter almindelig Sprogbrug forekommer udtryk-

ket "Kjøbstad" snart som betegnelse alene for

Provinskjøbstædeme ... snart i den korrektere Betydning

som tillige indbefattende Kjøbenhavn

; det ma da af

Sammenhængen udledes, hvilken Betydning der på hvert

sted må tillægges Ordet." Et eksempel på korrekt anvendel-

se: Anordning angaaende Kjøbstædernes økonomiske

Bestyrelse, Kjøbenhavn dog derfra undtagen af 24. 10. 1837.

Højesterets dom af 17. august 2004

(U 2004.2661) er det bestemt, at Køben-

havns Havn var en statslig forvaltnings-

myndighed, en selvejende institution

inden for den statslige forvaltning. Det var

en stadfæstelse af Østre Landsrets dom af

10. april 2002 og en anerkendelse af lovens

gyldighed. På grundlag af nævnte lov og

dom kan staten udtage milliardbeløb af

havnens kasse til anvendelse til andre for-

mål, hvilket den ikke på det tilvejebragte

lovgrundlag kunne have gjort, hvis hav-

nen ikke var blevet klassificeret som

"statslig".

Sagt meget kort var de foreliggende

muligheder for havnens status: Statslig,

kommunal, privat eller en selvejende havn

uden tilknytning til hverken stat eller

kommune. Som et helt centralt led i det

offentligt tilgængelige trafikhavnenet var

havnen naturligt undergivet regelsæt som

et "offentligt forvaltningssubjekt", uanset

hvilken kategori man henførte havnen til.

Om en almen trafikhavn efter havnelov-

givning før ca. 1990 kan karakteriseres

som statslig (statsejet), (købstad)kommu-

nal eller privat, må naturligvis afgøres på

grundlag af den lovgivningsmæssige og

administrative behandling, som man

historisk har givet vedkommende havn.

Statslige trafikhavne før lov om Køben-

havns Havn A/S var "direkte" statsejen-

dom, altså statsvirksomheder optaget på

finansloven.1 Private havne var undergi-

vet almindelig ejendomsret med de

begrænsninger, som havneloven fastsatte.

Derimod var de (købstad)kommunale

havne ikke ejet af vedkommende kommu-

ne. Det blev klart fastslået ved en kancelli-

skrivelse af 14. oktober 1847.2 De var øko-

nomisk selvstændige enheder, hvis midler

ikke måtte bruges til andre (kommunale)

formål. Det er sikkert, at Københavns

Havns midler i århundreder har været

adskilt fra Københavns Magistrats kasse

og således ikke har kunnet bruges til andet

end havneformål.3

Efter grundloven af 1849 blev der lovgivet

om havnen i 1857 og 1858. Retssagens

udgangspunkt var lov nr. 109 29. 4. 1913

om Bestyrelsen af Kjøbenhavns Havne-

væsen, der i § 1 bestemte: "Københavns

Handelshavn er en selvejende Institution,

der ledes af en Havnebestyrelse." Denne

status havde havnen ubestridt indtil 2000-

loven. Ved 1913-loven fik havnen en langt

friere stilling end landets (andre) kommu-

nale havne, der styredes af byråd og (fort-

sat) var undergivet en betydeligt kraftige-

re ministeriel styring. Københavns Han-

delshavn var således den mest selvstæn-

dige havn i systemet.

I denne artikel gøres det gældende, at

Københavns Handelshavn indtil 1913-

loven var en kommunal havn, der ved

sidstnævnte lov reelt blev frigjort fra det

kommunale tilhørsforhold og fik status

som en havn "sui genris". Eksistensen af

den statslige ejendomsret forud for 2000-

loven bestrides således.

Når havnens historie behandles, må man

være opmærksom på, at der inden for

samme vandområde (del af søterritoriet)

var to helt forskellige havne, med fælles

løb og interesser, nemlig Orlogshavnen og

Handelshavnen. Den første var naturlig-

vis statslig. Den store fællesinteresse for de

to havne var opmudringen, der navnlig i

århundredet før grundloven havde været

et vigtigt spørgsmål, både økonomisk og

organisatorisk (ansvaret for arbejdets

udførelse). Det er videre af betydning at

notere sig, at staden København systema-

tisk var en købstad med særligt styre.4

Handelshavnen blev da også betegnet

som "Stadens havn".

Københavns Handelshavns historie stræk-

ker sig over adskillige hundrede år. Hele

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2

Side 55

forløbet har betydning til belysning af

alternativet: Statslig eller kommunal. I en

aktuel artikel er det selvsagt kun muligt at

fremdrage nogle punkter, navnlig på bag-

grund af dommenes præmisser, for at

understøtte den opstillede tese om hav-

nens

kommunale

tilhørsforhold.

Imidlertid fremdrages til slut en historisk

udtalelse, der efter min opfattelse på

uigendrivelig måde dokumenterer, at

regeringen omkring 1860 ikke var i tvivl

om, at Københavns Handelshavn var en

kommunal havn. Forståelsesmæssigt er

det vigtigt at bemærke, at "kommunal"

hverken indebar en kommunal ejendoms-

ret til havnen (note 2) eller (i det 19.

århundrede før 1868) et magistratsstyre.

2. Det er et faktum, at staten indtil 1989

aldrig har givet udtryk - hverken direkte

eller indirekte - for det standpunkt, at hav-

nen skulle være en statslig forvaltningsen-

hed, som principielt kunne siges at være

"ejet" af staten. Havnen var selvejende

flere hundrede år før 1913-loven, som kun

bekræftede selvejet. Der er adskillige til-

kendegivelser og udtalelser fra lovgivende

forsamling, fagministre og fagministe-

rium, der direkte giver udtryk for, eller

som naturlig forudsætning har, at havnen

ikke var statslig.5 Det har således aldrig

været drøftet i forbindelse med lovgivning

om havnen, hvorfor en statslig havn skul-

le have en anden styreform end de som

statshavne benævnte. De skiftende mini-

stre har aldrig over for parlamentet røbet,

at der skulle lovgives om en statslig havn.

Det ville vel have været en parlamentarisk

nødvendig oplysning at give, hvis man

altså mente, at dette var tilfældet.6

Derimod blev der lovgivet om havnen

som led i ordningen af Københavns Kom-

munes forhold i konsekvens af § 96 i 1849-

grundloven om det kommunale selvstyre,

og der førtes drøftelser med kommunen

herom.7 Ved gennemførelsen af Lov om

Bestyrelsen af Kjøbenhavns communale

Anliggender af 4.3. 1857 blev den nærme-

re ordning af havnens forhold udskudt til

særskilt behandling, idet man i lovens § 1

begrænsede sig til en principudtalelse, en

art løfteparagraf, nemlig følgende: "Under

Magistratens Bestyrelse kunne endvidere

henlægges de Havnevæsenet, Bygnings-

og Brandpolitiet samt Sundheds- og

Reenlighedspolitiet vedkommende Sager,

som Kongen under Fastsættelse af nærme-

re med denne Lovs Grundsætninger

overeensstemmende Forskrifter maatte

finde det hensigtsmæssigt at overdrage

samme." Dette stod i modsætning til en

bestyrelse af en særlig kommission. Det

synes ikke at kunne være tvivl undergivet,

at Havnevæsenet her anses for et principi-

elt kommunalt administrationsområde. At

bebude, at en havn måske kan blive styret

af Magistraten efter kommunallovens

grundsætninger, hvis havnen er statens, er

direkte sagt en fornuftsstridig udlægning

af lovteksten.

Ved lov om Kjøbenhavns Havnevæsen af

30.12. 1858 blev havnen imidlertid ikke

undergivet magistratsstyre, jf. senere.

I Statshåndbogen var havnen indtil 1994

og i de foregående 20 år registreret under:

"Private institutioner med tilknytning til

(ministeriets) område". Lov nr. 239 12.5.

1976 om trafikhavne klassificerede trafik-

havnene således: Trafikhavne, der ejes af

staten, styres af ministeren (§ 2, stk. 1),

kommunalbestyrelserne styrer de trafik-

havne, der hidtil har været undergivet

deres styre (§ 3), de private trafikhavne

styres af havneejerne (§ 4), og Københavns

Handelshavn styres efter reglerne i (den

gældende lov ) (§ 5). Videre bestemtes":

Ministeren ... fører tilsyn med de i §§ 3-5

." Loven taler såle-

nævnte trafikhavne

des direkte om havne, som tilhører staten,

og siger, at Københavns Handelshavn er

undergivet ministerens tilsyn på linje med

alle andre, ikke-statslige havne.

3. Første gang, at staten hævdede, at hav-

nen var en statslig forvaltningsenhed, var

i et notat fra Justitsministeriet af 22.2. 1989,

ifølge hvilket "selvejende institution" i

1913-loven betød "et særligt forvaltnings-

subjekt" i betydningen "et statsligt forvalt-

ningssubjekt". Dette mødte en meget kraf-

tig modstand fra fagministeriet, der altså

fik at vide, at det ikke vidste, hvilken art

enhed det havde haft tilsyn med. Som sagt

havde fagministeriet i det 20. århundrede

gentagne gange givet udtryk for, at hav-

nen ikke var ejet af staten. Bemærk-

elsesværdigt er, at notatet ikke sondrede

mellem Orlogshavn og Handelshavn, men

herom blot sagde, at administrationen af

havnen og opmudringen i 1815 var blevet

adskilt mellem en civil havneadministra-

tion og en sømilitær opmudringsfunktion.

Indtil 1812 blev opmudringen i hele områ-

det foretaget af Orlogshavnen (kort

udtrykt) mod bidrag fra Handelshavnen. I

1812 oprettedes Administrationen for det

Københavnske Havne- og Opmudrings-

væsen, der i 1815 blev afløst af Admini-

strationen for det Københavnske Havne-

væsen, og staten forestod igen den samle-

de opmudring mod bidrag fra Handels-

havnen. Ifølge notatet var større udbyg-

ninger i 1600- og 1700-tallet foretaget for

Kongens midler. Det blev ikke sagt, at de

omtalte udbygninger var foretaget i Or-

logshavnen. 1857- lovens bestemmelse om

eventuelt magistratsstyre blev ikke nævnt.

5 Skrivelse af 29.2. 1904 fra Ministeriet for offentlige

Arbejder. Skattedepartementet spørger, om havnen ejes af

stat, kommune eller af disse i forening, eller om havnen er

en selvejende institution. Ministeriet fastslår, at havnen er

en selvstændig institution og altså ikke ejedes af stat eller

kommune. Sådanne forhold end ikke nævnes i de afsagte

dommes præmisser. Ikke nok med, at ministeriet direkte

siger, at havnen ikke er statseje, men hvorledes vil man for-

klare havnens stilling som en selvejende institution i 1904,

hvis den ikke var en kommunal havn? Ministeriet måtte

dog som minimum havde sagt noget om, at man helt unikt

havde med en selvejende statshavn at skaffe - et helt

ukendt begreb. Landsrettens betragtning om, at Havne-

kassen var separeret fra statskassen, er løs tale uden et

minimum af historisk holdepunkt.

Ministeriets indledende forarbejde til 1913-loven begynder

således: "Forslaget maa være baseret på, at Kbhvns.

Havnevæsen er en selvstændig, af Stat og Kommune uaf-

hængig Institution. I forhold til Staten maa denne Uaf-

hængighed nødvendigvis undergaa visse Modifikationer."

Men havnen fik ved loven en betydelig friere stilling end de

købstadkommunale havne. Ejendommeligt, hvis det drejede

sig om en statsejet havn, da de øvrige statshavne var under-

givet direkte statsstyre. Sådanne forhold har ikke anfægtet

domstolene overhovedet.

6 Ifølge 1913-loven skulle lovgivningsmagten fastsætte

vareafgifter i havnen. Den kompetence blev ved lov nr. 78

29.3. 1924 overført til ministeren. Hvis havnen havde været

en statslig forvaltningsenhed, måtte man naturligvis have

klargjort, at man ved forslaget ville fratage lovgivnings-

magten kompetence i relation til en statslig enhed. I øvrigt

dokumenterer forarbejdeme, at man i det hele paralleliserer

med de købstadkommunale havne. Justitsministeriets

1989-notat bruger loven i sin argumentation. ( Den er dels

misvisende, dels overflødig. Det fører for vidt at forklare).

Notatet er faktuelt forkert, når det siger, at 1924-loven angik

"takster for benyttelse af havnen". Sådanne kunne ministe-

ren fastsætte allerede efter 1913-loven. 1924-loven angik

som nævnt vareafgifter.

Indenrigsministerens skrivelse af 22.6. 1855 til

Kjøbenhavns Magistrat. Ministeren meddeler, at han ikke

har udarbejdet et lovudkast om Kjøbenhavns kommunale

forhold endnu, men har dog en foreløbig formening. "Langt

skadeligere er det imidlertid endnu, at de fleste og vigtigste

Brancher ere henlagte under forskjellige fra den almindelige

Communalbestyrelse adskilte Autoriteter ... ." Ministeren

udkaster så en skitse "af Magistratens Organisation", som

han har tænkt mulig. "6te Departement. De andre techniske

Fag, navnlig Vand- og Havnevæsenet." Havnevæsenet har

altså hidtil været unddraget kommunalbestyrelsen, idet det

har sorteret under en særlig kommission, men foreslås af

ministeren henlagt under det egentlige kommunestyre for

fremtiden. Det er indlysende, at der tales om havnevæsenet

som et kommunalt administrationsområde og ikke om sty-

ring af en statslig forvaltningsenhed.

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2 Side 56

4. Det kom til retssag mellem havnen, der

hævdede sit selveje, og staten. På grund-

lag af det under punkt 1-3 anførte måtte

man antage, at der påhvilede staten en

ganske tung bevisbyrde for efter flere

hundrede års forløb pludselig at hævde, at

Københavns Handelshavn var en statslig

forvaltningsenhed, vel navnlig under hen-

syn til, at fag-ministeriet inden den justits-

ministerielle belæring aldrig havde været i

tvivl om sagens sammenhæng. Men det

blev ikke tilfældet. Dommene fra Landsret

og Højesteret synes nærmest at have taget

udgangspunkt i en formodning om den

statslige ejendomsret. Derefter argumente-

res i vid udstrækning på den måde, at til-

kendegivelser eller forhold til understøt-

telse af det standpunkt, at staten ikke ejer

havnen, afvises med, at dette

ikke

fratager

havnen den statslige status, eller at givne

udtalelser om det modsatte er uden betyd-

ning. Nogle eksempler:

Landsrettens præmisser indledes således:

"Københavns Havns retlige stilling som

en selvejende institution, hvis formue er

adskilt fra statens - en konstruktion, der

også findes i lovgivningen om de kommu-

nale havne - findes ikke i sig selv af afgø-

rende betydning for spørgsmålet om,

hvorvidt havnen med rette har kunnet

anses for en statslig institution." Hertil

bemærkes: Da den, der første gang påbe-

råber sig en ejendomsret, som den pågæl-

dende tidligere har bestridt at være inde-

haver af, må skulle dokumentere sin ejen-

domsret, kunne man forvente, at dommen

tog sit udgangspunkt i noget, der positivt

understøtter denne. At begynde med at

argumentere for, at et givet forhold

ikke

udelukker påstandens rigtighed, turde

siges at have en omvendt bevisbyrde som

forudsætning. Dertil kommer, at det

angivne forhold er et oplagt indicium for,

at havnen er

kommunal,

da alle kommu-

nale havne havde en fra kommunekassen

adskilt kasse (var en selvejende institu-

tion), medens en sådan konstruktion ikke

kendes for nogen (anden) statstrafikhavn.

8 Thaarup: Journal og Haandbog for Kjøbenhavnere (1812):

"Stadens Havnevæsens Bestyrelse, afsondret fra Søe

Etatens, vedkom i forrige Tider Magistraten."

Havnekommissionen af 1692 var "at ansee som en Afdeling

af Stadens Magistrat; og Havnekassen at ansee som en

Afdeling af Stadens Kasse ...". Rigsarkivet gør (s. 20)

opmærksom på, at kommission og Magistrat var sideord-

nede, hvorfor "afdeling" er forkert. Afgørende er, at

Handelshavnens anlæg sættes i modsætning til Søe Etatens,

"hvilke var Statens, og ikke Stadens", og at Havnekassen er

en separat, kommunal kasse.

At havnens formue skulle være adskilt fra

statskassen, er tom tale. Havnekassen var

historisk adskilt fra

Magistratens kasse.8

Der ses ingen forklaring på, at man i 1857

skulle have lovgivet om en statshavn i den

kommunale styrelseslov. Ville staten efter

dommenes mening henlægge administra-

tionen af en statslig enhed til Magistraten,

eller ville staten forære kommunen en

havn? I begge tilfælde skulle man synes, at

der måtte være samtidige udtalelser, der i

hvert fald forudsætningsvis forklarede

dette. Derimod er der en indlysende for-

klaring på, at man giver kommunen et

løfte om eventuelt at overtage det direkte

styre af havnen, hvis det er en kommunal

havn. Det skete nemlig med en række

andre forvaltningsområder, der hidtil

havde været styret ved særlige kommis-

sioner. Loven sagde altså, at Havne-

væsenet også kunne tænkes underlagt et

direkte magistratsstyre i stedet for som

hidtil at være styret af en særlig kommis-

sion. Som det fremgår af lovcitatet foran,

sidestilles havnevæsenet med andre kom-

munale forvaltningsområder. Indenrigs-

ministeren havde forud skrevet til

Magistraten: "I Henseende til de Havne-

væsenet vedkommende Anliggender

maatte det uden Tvivl, da Havnens

Indtægter hæves af Skibsfart og Handel og

ej tilhøre Communen,

foreskrives, at

medens Administrationen overgik til

Magistraten , maatte dog den beslutten-

de Myndighed, som i

reent communale

Anliggender skulde være hos Borger-

repræsentationen, forblive hos Regjerin-

gen (Indenrigsministeriet)." (fremhævet

her). Havnen er således ikke et reent com-

munalt anliggende, men den er ikke en

statshavn. Hvordan skulle indtægterne i

en statsejet havn kunne komme til at tilhø-

re kommunen? Den slags anfægtelser er

ikke kommet til udtryk i de afsagte dom-

me. Men for at blive i dommenes linje: En

enheds retlige status ændres ikke ved, at

man lovgiver om den i en sagen uved-

kommende lov. Men med et lidt åbent sind

må man spørge: Hvorfor?

Sådanne ubesvarede spørgsmål kom

Justitsministeriet let fra i sit første notat.

Det nævnte ikke 1857-loven.

Derimod

sagde samme i et nyt notat af 10.11. 1999,

at der ikke var belæg for, at lovgivnings-

magten med gennemførelse af 1858-loven

"har ønsket at disponere over havnearea-

ler m.v. på en sådan måde, at man ikke

fremover erstatningsfrit ville kunne tilba-

geføre arealerne til staten". Man ville vel

så heller ikke med 1857-loven give havnen

væk. Altemativet er, at man ved loven stil-

lede kommunen i udsigt, at Magistraten

skulle styre en statshavn. Er det Justits-

ministeriets og dommenes alvorlige

mening, at 1857-loven skal læses således?

Og vel at mærke: Uden at et så unikt for-

hold nævnes med et ord i de ganske grun-

dige forarbejder?

5. Et hovedsynspunkt ved bedømmelse af

det historiske forløb er efter min opfattel-

se, at man ikke kan slutte fra styringskom-

petence til ejendomsret. Det sagde havnen

også under retssagen.

Højesteret henviser til en af Rigsarkivet

udarbejdet - i øvrigt fortrinlig - historisk

redegørelse og siger, at havnen før 1849 i

det hele var underlagt statsmagtens (kon-

gens) regulering og forvaltning.

Hvis dette indebærer, at Højesteret mener,

at man kan slutte fra styringskompetence

til ejendomsret, havde det været ønskeligt,

om dette var blevet sagt direkte med en

forklaring. Også landets andre købstad-

kommunale havne var underlagt en sådan

regulering og styring, om end først konse-

kvent i 1798. Ved kgl. resolution af 4.4.

1798 blev det bestemt, at enhver søkøb-

stad, som ikke allerede havde det, skulle

have en havnekommission, bestående af

en øvrighedsperson og nogle borgere

(den ved Hans Majestæt befalede

Commission, siger direktivet). Stiftamt-

mændene skulle have overopsynet, Gene-

raltoldkammeret skulle revidere og kvitte-

re regnskaber, have indsigt med afgifter

osv. Derved blev købstadhavnene ikke

statsejendom. At kongen tidligere og mere

intenst var interesseret i Københavns

Handelshavn, var en selvfølge på grund af

Orlogshavnen og havnens vigtighed.

Københavns Havn fik sin kommission i

1692, tidligere var det styrende organ

Københavns Magistrat. Ved denne admi-

nistrative omlægning blev Københavns

Handelshavn ikke statsejendom. Rigs-

arkivet advarer i sin redegørelse direkte

mod en sådan slutning: "Under absolutis-

mens statssystem var udskillelsen af

Københavns Havn fra Magistraten til en

særlig Havnekommission bestående af

kongeligt udnævnte medlemmer ikke ens-

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2 Side 57

betydende med, at havnen blev en "stats-

havn" efter at have været "kommunal".

Københavns Magistrat havde kun et ... i

forhold til senere ... begrænset selvstyre.

Havnekommissionen var således et

lokalt administrativt organ sidestillet med

Magistraten ... ." Rigsarkivet præciserer

således her, at havnens tilhørsforhold i

administrativ hensende indtil 1692 var

Staden København på samme måde som

resten af landets købstadkommunale

havne var knyttet til vedkommende køb-

stad. Det præciseres videre, at den admini-

strative ændring, der skete i 1692, ikke

ændrede noget i havnens ejerforhold.

Havnen blev ikke derved statseje, og det

havde den heller ikke været forud.

Højesteret siger derimod direkte, at

Havnekommissionen var en lokal statslig

forvaltningsmyndighed. Ordet "statslig"

må forstås som et karakteristikon, der står

i modsætning til noget andet. Højesteret

må derfor mene, at Havnekommissionen

ikke kunne sidestilles med Magistraten. I

betragning af, at Højesteret her henviser til

Rigsarkivets redegørelse, kunne man have

ønsket en mere fyldestgørende forklaring

på, at Rigsarkivet og Højesteret tilsynela-

dende er nået til modsat resultat. Dette så

meget mere, som Højesteret synes at

betragte 1692 som et væsentligt punkt. Det

anføres nemlig, at forvaltningen da gik

over fra Magistraten til Havnekommis-

sionen, og det er denne, som Højesteret

synes at kunne konstatere som den første

sikre statslige forvaltningsmyndighed.

Dette er et helt centralt punkt. For Rigs-

arkivets fremstilling af Københavns

Handelshavns forvaltnings historie er det

hovedtesen, at der var institutionsmæssig

succession fra

Københavns Magistrat

til

Københavns Havnekommission 1692-

1812 og videre frem til Bestyrelsen af

Københavns Havnevæsen efter 1913-

loven. Efter Højesterets præmisser må

man spørge, hvorfor Højesteret er uenig

heri.

Om den intense statslige styring af havne-

væsenet skal yderligere bemærkes, at man

i 1746 oprettede General-Landets-Havne-

kommission. Alle landets havne blev

underlagt den. Kommissionen skulle

"anordne alt, hvad som i de Kgl. Lande til

Havnenes og Færgeløbenes Istandsættelse

og Conservation henhører". Den fik dog

ikke nogen lang levetid.

Højesteret citerer gennem lovbemærknin-

ger fra Justitsministeriets notat nr. 2 føl-

gende: "Tværtimod var det kongen, der

havde oprettet den institution, der - i 1858,

hvor den første lovregulering af havnevæ-

senets virksomhed fandt sted - varetog

driften af den civile havn i København."

Men som ovenfor anført var enhver køb-

stadkommunal havnekommission at be-

tegne som "den ved Hans Majestæt befale-

de Commission". Er det i et responsum til

regering og Folketing tilladeligt at udelade

en sådan oplysning? Eller mener

Justitsministeriet, at så kunne staten tiltage

sig ejendomsretten til alle (købstad)kom-

munale havne?

Konklusion: Statens intense interesse for

landets havnevæsen og den deraf følgen-

de intense styring kan ikke anvendes som

et indicium for en statslig ejendomsret til

den ene eller anden havn.

6. Landsretsdommens historiske fremstil-

ling er angiveligt i vidt omfang bygget på

Rigsarkivets redegørelse og således lagt til

grund for de afsagte domme. Dommen

siger om den administrative situation, at

styret af havn og opmudring i 1812 var

lagt sammen i Administrationen for det

Københavnske Havne- og Opmudrings-

væsen. Videre siges: "Opmudringsvæs-

enet udgik allerede i 1815 af havneadmini-

strationen, som herefter betegnedes

Administrationen for det Københavnske

Havnevæsen, der som anført var en

"Communalautoritet",

og der oprettedes

en Kommission for Københavns Opmud-

ringsvæsen under Holmens chef, hvilken

kommission var

statslig."

(fremhævet

her). "Som anført" refererer bl.a. til en

udtalelse af Ørsted, der i forbindelse med

en sag om afgifter for brug af bolværker

mente, at "vedkommende Communal-

autoritets, nemlig Havneadministration-

ens" forslag til takster måtte være rimeligt.

Højesteret siger imidlertid direkte, at

Havneadministrationen var statslig og går

dermed imod Ørsteds karakteristik, der

ligger til grund for landsretsdommens

sagsfremstilling. Da dommen gennem

citat fra bemærkninger til lovforslag refe-

rerer Justitsministeriets (andet) notat af 10.

11. 1999, kan man frygte, at dette har

påvirket Højesteret til den angivne slut-

ning. Notatet er nemlig notorisk forkert på

dette punkt.

I notatet hedder det: "På den anførte bag-

grund (disse ord indleder også Højesterets

konklusion) må det sammenfattende efter

Justitsministeriets opfattelse antages, at

"Administrationen for Kjøbenhavns Havne-

og Opmudringsvæsen", som varetog drif-

ten af havnen i 1858, hvor den første lovre-

gulering af havnevæsenets virksomhed

fandt sted, var en statslig institution."

Men

den styrelse var nedlagt i 1815, og admini-

strationen af havn og opmudring var ble-

vet adskilt i en kommunal og en statslig

forvaltning.

Dette er så meget mere påfal-

dende, som Justitsministeriet i sit 1989-

notat, der ikke historisk er meget fyldest-

gørende, netop nævner denne adskillelse.

Som landsretsdommen rigtigt skriver, var

havnen styret af en "Communalautoritet"

i 1858. Denne dom anfører videre følgen-

de: "I 1840 indførtes en ny forvaltning for

København ved Anordning angående

kommunalbestyrelsen i København. Den-

ne indebar en tættere sammenhæng mel-

lem Havneadministrationen og kommu-

nalbestyrelsen." Dette blev bestemt ved

anordningens § 36, som lød: "Ligesom det

i den senere Tid er foranstaltet, at Med-

lemmer deels af Magistraten deels af

Borgerrepræsentationen have faaet Sæde i

de forskjellige Stadens Væsen vedkom-

mende Directioner og Commissioner, til

hvilke

særegne Communatanliggender

ere

henlagte ... ." (fremhævet her). Højesteret

anfører den rette betegnelse for havnead-

ministrationen fra 1815, men forklarer

ikke, hvorfor den anser begge de i 1815

oprettede kommissioner for statslige i

modsætning til landsretsdommens sags-

fremstilling.

Når Højesteret karakteriserer Administra-

tionen for det Kjøbenhavnske Havne-

væsen 1815-1860 som "statslig", er dette

således i strid med Rigsarkivets fremstil-

ling, Ørsteds udførlige forklaring om, at

den er en "communalautoritet", landsrets-

dommens historiske fremstilling og 1840-

anordningens direkte ordlyd. Jeg forud-

sætter herved, at ordet "statslig" ikke

dækker de myndigheder, som i perioden

kunne betegnes som "kommunale". I

modsat fald er karakteristikken irrelevant.

I betragtning af den betydning for hele

sagen, som spørgsmålet om opmudring

har, er Justitsministeriets forvanskning af

historien fatal. Højesteret skriver, at det

forhold, at byen København "havde delta-

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2 Side 58

get i havnens udgifter, herunder udgifter-

ne til opmudring, ændrer ikke ved, at

Københavns Havn var en statslig institu-

tion." (Nyt eksempel på den omvendte

bevisbyrde). Det er i sig selv bemærkelses-

værdigt, at "byen" betaler til en statshavn,

men som på tidligere fremdragne punkter

får man ingen forklaring på den slags ejen-

dommeligheder. Det er nødvendigt at for-

klare baggrunden for denne afgørende

udtalelse i højesteretsdommens præmis-

ser. Det forekommer meget forenklet at

sige, at "byen har deltaget i udgifterne til

opmudring". Det må understreges, at det

ikke var Københavns Kommune, der

bidrog.9 Det var Københavns Havns

kasse, som var en helt selvstændig kasse,

helt adskilt fra kommunekassen, som

bidrog til en statslig kasse, nemlig den i

1815 oprettede Kommission for Køben-

havns Opmudringsvæsen. Ifølge Højeste-

ret bidrager en statslig kasse altså til en

anden statslig kasse. Det er således ikke

noget kommunalt bidrag. Som man vil se,

camouflerer Justitsministeriet helt dette

forhold ved at sige, at der indtil 1858 var

en samlet administration for både havn og

opmudring. Det viser i hvert fald så

meget, at Justitsministeriet ikke har haft

øje for den afgørende betydning, som hele

sagen om opmudring har som dokumen-

tation for havnens kommunale status.

Man må spørge, hvorfor man i langt over

hundrede år diskuterede udgiftsfordelin-

gen mellem Orlogshavn og Trafikhavn,

hvis staten - Kongen - ejede begge. Havde

man dengang en så nøje udgiftsfordeling

mellem to statslige kasser? Igen er der

basale spørgsmål, som er uden svar.

Spørgsmål, som Justitsministeriet overho-

vedet ikke berører.

Dernæst er det bemærkelsesværdigt, at

der ganske ses bort fra den klare og meget

fyldestgørende redegørelse om den princi-

pielt rigtige udgiftsfordeling, som regerin-

9 I General-Toldkammer- og Commerce-Collegiets forestil-

ling forud for kgl. Resolution af 4. 6. 1817 hedder det:

"Ved en allerhøjeste Resolution af 26. Juni 1737 bestemtes

det, at den Del af Kjøbenhavns Opmudringsvæsen, som

paaligger Communen, og som altsaa er den, der for Tiden

henhører under Havne-Administrationens Ressort, skulle

besørges af Admiralitets- og Commissariats-Collegiet mod

en aarlig Erstatning af 800 Rd. af Havnekassen."

(Understregninger her). Her præciseres således, at

Handelshavnen er en kommunal havn, og at havnens kasse

er en kommunal kasse. Ofte var man ikke så præcis. Man

talte forenklet om "Communen", når man mente

Handelshavnen eller havnens kasse.

gen gav i bemærkningerne til budgettet

for 1841. Siden 1817 havde staten (Orlogs-

havnen) stået for den samlede havns

oprensning mod et (efter 1827 kun beske-

dent) bidrag fra "Stadens Havnekasse".

Det ville staten ikke blive ved med, da "de

Omkostninger, der rejse sig fra Handels-

havnens og Canalemes Opmudring, med

hvad dertil hører, nærmest bør udredes af

den Commune, til hvis Fordeel Oprens-

ningen foretages". Derfor var det i 1840

bestemt, at nogle statslige repræsentanter

skulle træde sammen "med nogle dertil

udnævnte Medlemmer af Kjøbenhavns

Magistrat, for foreløbigen at tage under

Overvejelse, hvorledes Omkostninger ved

Opmudringsvæsenet i Kjøbenhavn kunde

være at fordele

imellem Statskassen og

Communen"

(fremhævet her). Redegør-

elsen skelner klart mellem Orlogshavnen

og Handelshavnen. Det siges: "Vedlige-

holdelsen af den første Afdeling, som er

benævnt "Orlogshavnen", maatte paahvi-

le Staten, den anden Afdeling, der er kaldt

"Handelshavnen ", skulde principmæssi-

gen vedkomme Communen

." Den

taler om "Forholdet imellem Statens og

Communens Andeel af samtlige Arealer".

En fordelingsnøgle fastlægges. Men siges

det: "Skulde der derimod i Tiden blive

Spørgsmaal om, ved Fordybning i fast

Grund og ikke blot ved Borttagelse af

Mudder, at tilvejebringe en større Dybde

paa noget Sted, end den nu fastsatte, vil

det være en Selvfølge, at den Autoritet,

som maatte begjære en slig Fordybning,

ogsaa maatte skaffe Udvej til Dækning af

de dermed forbundne Omkostninger ... ."

Det er med andre ord sikkert, at statens

mening var, at opmudring i Handels-

havnen ikke var en statslig opgave.

Udgifterne skulle principielt dækkes af

Havnekassen. Når der tales om "Com-

munen", må man være opmærksom på, at

der ikke er tale om kommunekassen som

sådan, men om havnekassen, der betragte-

des som en separat, kommunal kasse.

Budgettet præciserer, at man taler om

"Havnecommissionen paa Communens

Vegne". Det centrale i havnepolitikken var

da som forud og i de følgende næsten

halvandet hundrede år en skarp adskillel-

se mellem kommunekasse og havnekasse,

men havnen var "kommunal", med den

særlige status som havnene nu engang

havde — nøjagtigt som i de øvrige købstad-

havne. Det ligger uden for det rimelige at

hævde, at staten i 1840 mente, at Handels-

havnen var "et statsligt forvaltnings-

subjekt".

Det er på denne baggrund, at jeg har den

opfattelse, at Højesterets udtalelse om, at

det er ligegyldigt, at byen København

havde deltaget i dækning af udgifterne til

opmudring, kunne fortjene en uddybning.

Dette er imidlertid kun et eksempel på,

hvorledes begge domme ser bort fra alle

de udtalelser og forhold, der utvetydigt

efter en almen vurdering taler for, at

Handelshavnen i 1858 ikke var en statslig

enhed og ikke ved 1858-loven blev det.

7. Efter forslaget til 1858-loven skulle hav-

nen styres af en administration på tre med-

lemmer, en borgmester, et medlem valgt af

Borgerrepræsentationen og et medlem

udnævnt af Kongen. En noget uforklarlig

sammensætning af styret for en statshavn.

Borgerrepræsentationen ville kun gå med

til at henlægge havnens bestyrelse til

Magistraten, hvorom der var forslag, hvis

den fik rådighed over havnens budget.

Det ville ministeren ikke gå med til, da

"Kjøbenhavns Havn ligesaa lidet som

Rigets andre Havne (kan) siges at være en

aldeles communal Indretning. Tvertimod

ere

Havnene

(understreget her) i flere

væsentlige Henseender at betragte som et

Statsanliggende og derfor ogsaa stillede i

et nært forhold til Statsstyrelsen." Det er

uden for det mulige at hævde andet end,

at ministeren her taler om Københavns

Handelshavn som en (hver anden) kom-

munal havn. Hvorledes skulle en stats-

havn kunne blive "en aldeles communal

Indretning"? Videre siges, at den kompe-

tence, der var tillagt de lokale havnekom-

missioner i de andre kommunale havne,

var uhyre begrænset, da den "afgjørende

og besluttende Myndighed er forbeholdt

Ministeriet". København burde ikke være

en undtagelse fra dette, især ikke i lyset af

Orlogshavnens placering i København.

Der er således ingen tvivl om, at ministe-

ren her behandler Københavns Handels-

havn som en (købstad)kommunal havn.

Det ville ikke kunne forklares, at man dis-

kuterer statens endelige beslutningskom-

petence, hvis det er en statsligt ejet havn,

man drøfter. Derimod er det helt naturligt,

at staten ikke vil frasige sig den beslut-

ningsmyndighed, som den har i forhold til

landets øvrige købstadkommunale havne.

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2 Side 59

;s-

til

ig.

)å,

lle

igt

lig

Lovens ordning blev et (reelt kun) rådgi-

vende Havneråd med ministeriet som den

besluttende myndighed. Dette forhold må

antages at være det punkt, som har været

afgørende for de to retters opfattelse af

havnen som statslig, uanset at ministeriet

også havde en vidtgående beslutnings-

kompetence i forhold til landets øvrige

(købstad)kommunale havne. Man så gan-

ske bort fra alle de forhold og udtalelser,

der talte for havnens kommunale tilhørs-

forhold.

På denne baggrund sagde havnen under

den nu sluttede retssag: "Københavns

Handelshavn har altid været tættere til-

knyttet eller mindst lige så tæt tilknyttet

Københavns Kommune som staten — på

tilsvarende måde, som de tidligere køb-

stadhavne var tilknyttet vedkommende

kommune." (En kommune ejede som

nævnt ikke havnen). Dette affærdiges i

landsretsdommen således: "Den selvejen-

de institution Københavns Havn har ube-

stridt (fremhævet her) hverken haft et pri-

vat eller kommunalt tilhørsforhold." Men

havnen havde netop fremhævet det kom-

munale tilhørsforhold, og dommen har

selv i sit referat med Ørsted som kilde

sagt, at Havnekommissionen fra 1815 til

1860 var en "Communalautoritet".

8. Hvorledes blev havnen betragtet i tiden

efter 1858 fra autoritativ side?

I Nordisk Universitets-Tidsskrift for 1862

skrev H. Hage en afhandling om

"Communerne i de tre nordiske Riger".

Heri siges: "Skjøndt endeel af de tidligere

særlige Commissioner nu ere gaaede op i

den forenede Communalbestyrelse, ere

dog enkelte vigtige Bestyrelsesgrene

adskilte fra den. Af disse skal her kun

nævnes &I, nemlig Havnevæsenets Be-

styrelse." Med andre ord: Havnevæsenet

blev tidligere styret af en særlig kommis-

sion, adskilt fra Communalbestyrelsen, og

det blev det i modsætning til en del andre

områder stadig. I en videnskabelig frem-

stilling giver man således efter Højesterets

dom en helt misvisende fremstilling af

havnens status. Der er ikke fornuft i at

sige, at styret af en statshavn er adskilt fra

Communalbestyrelsen!

Afgørende må imidlertid være, hvorledes

den ansvarlige minister udtrykte sig. I

rigsdagssamlingen 1866-186710 behandle-

Le-

lig

til

fis

et.

Dcl

!re

≥

td,

ts-

ial

-n-

!re

'n.

te-

Is-

is-

de man et lovudkast om Styrelsen af

Kjebstædemes communale Anliggender.

Ph.H. Hage fandt (sp. 568), at man ville

"kunne overgive ikke Communalbesty-

relsen - det tror jeg ikke er rigtigt - men en

særlig Havnecommission en ganske

anden Myndighed end den, Havnecom-

missionen nu har ... . Det har man ogsaa

gjort i Kjøbenhavn; thi der er Forholdet

ganske naturligt ordnet, idet to Med-

lemmer vælges af Ministeren, men de

øvrige af Communalbestyrelsen, naturlig-

vis foruden det ene kongevalgte Med-

lem." Herpå replicerede ministeren (sp.

575): "Når den ærede Rigsdagsmand i

øvrigt henviste til Ordningen af

Havneforholdene her i Kjøbenhavn som

Forbillede for vor fremtidige ordning af

Havneforholdene i

de øvrige Communer

troer jeg i Modsætning dertil rigtignok

snarere, at man maatte nævne det som et

Skræmmebillede. Det vil ogsaa være vel

bekjendt, at den egentlige Styrelse af

Kjøbenhavns Havn ligger i Indenrigs-

ministeriet. De af Communen valgte Med-

lemmer, Havneraadet, ere raadgivende,

men Styrelsen af Kjøbenhavns Havne-

anliggender ligger i langt videre Omfang i

Indenrigsministeriet end Styrelsen af

andre saakaldte communale

Havnes

Anliggender. Vi have flere Classer af

Havnebestyrelser hertillands; vi have de

saakaldte kongelige Havne, hvis Anlig-

gender sortere umiddelbart under

Centraladministrationen; vi have de i Fi-

nansloven saakaldte communale Havne

med deres særegne Bestyrelse under en

skrap Control,

for ikke at sige Overbe-

styrelse fra Ministeriets side,

og vi have

reent private Havne, som næsten i samme

Grad som Byhavnene staae under

Ministeriets Control, navnlig med Hensyn

til alt det, som angaaer den store Sam-

færdsels Interesser." Senere siges (sp. 759):

"Endnu maa det være mig tilladt at tilføje,

at jeg ikke troer nogensinde at have udtalt,

at Havnene ere Statens Ejendomme; jeg

har sagt, at Havneanliggender hidtil have

været betragtede

som Statsanliggender,

men jeg troer, at det er en meget betydelig

Forskjel."

(Fremhævet her).

Nogen kortere og klarere fremstilling af

den administrative stilling på havneområ-

det omkring 1860 er det næppe muligt nu

at fremskaffe fra autoritativt hold. Bortset

fra de kongelige havne ejede staten ikke

havnene. Men havnene som helhed var et

vigtigt statsanliggende. Ministeren be-

kræfter her direkte min hovedtese på hav-

neområdet: Man kan ikke slutte fra sty-

ringskompetence til ejendomsret. "Jeg

troer, at det er en meget betydelig

Forskjel." Ministeren var J.B.S. Estrup,

hvis "begavelse var ... historikerens", og

som havde "megen respekt for juridisk

viden og stringens" (Svend Thorsen).

Det vil være nyttigt at meddele enkelte

andre udtalelser fra Folketingets forhand-

linger til illustration af det særegne forhold

mellem kommune og havn. Indenrigs-

ministeren udtaler (sp. 508): "Jeg maa dog

udtrykkelig henvise til, at dette Lovudkast

kun angaaer Styrelsen af Kjøbstædernes

communale Anliggender, men Havne-

væsenet hører ikke og har aldrig hørt til

disse." Meningen er, at kommunalbestyrel-

sen ikke har haft beslutningsmyndighed

over havnen og dermed ikke over dens

kasse. Ministeren fortsætter (sp. 527): "Det,

der forekommer mig at være Afgjørende, er,

at Havnene ikke i oeconomisk Henseende

have Nogetsomhelst med Communens

øvrige Oeconomi at bestille." Mørk udtaler

(sp. 526): "Det er ganske vist, at Staten

betragter sig som staaende i et mere særligt

Forhold til Havnene end til de forskjellige

andre Institutioner i Communeme, men det

er dog paa den anden Side anerkjendt, at

Havnene høre under Communerne

Ree udtaler (sp. 535): "Jeg troer, at man maa

dele vore Havne i to Slags. Havnene ved

Helsingør og Frederikshavn og, saavidt jeg

veed ogsaa den ved Christiansø, ere ude-

lukkende Statshavne, thi de ere anlagte paa

Statskassens Bekostning. De andre Havne

maa vistnok kaldes communale, thi til ingen

af disse har Staten bidraget noget." Mørk

var formand for Borgerrepræsentationen i

Århus, Ree tidligere medlem af Havne-

kommissionen i Randers, begge således

kommunal- og havnekyndige.

Som Ørsted udtrykte sig i 1835: "..., at

Havnevæsenet, der i sin Natur ikke er

noget reent Kommuneanliggende, ikke

sorterer under den almindelige Kom-

munalbestyrelse".11

gt,

til

10 Rigsdagstidende, Ordentlig Samling 1866-1867, For-

handlingerne paa Folketinget.

11 Øernes Stænderforsamling, Forhandlingerne 1835-36,

sp. 1516.

TRU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 266: Juristen nr. 2, 2005: "Københavns Havn"

Juristen nr. 2 Side 60

Det er mig ikke muligt at forestille mig, at

en domstol også skulle kunne underkende

den statement, som den ansvarlige mini-

ster afgav i forbindelse med ordningen af

købstadhavnenes forhold. Eller ville den

også - som Landsretten gjorde med en

anden markant tilkendegivelse - blive

affærdiget med, at det er en "politisk"

udtalelse? Kan man anvende en sådan

karakteristik, når taleren og den, man taler

til, er enige om faktum? Kan man affærdi-

ge historiske tilkendegivelser med en så

overfladisk begrundelse? Er det troværdig

historieskrivning, at et ministerium, der

ikke tidligere har beskæftiget sig med hav-

nesager, 120 år senere mener, at den

pågældende fagminister i 1866 ikke kend-

te baggrunden for en da 8 år gammel lov

samt det dagældende havnesystem, at det

gjorde det daværende Folketing heller

ikke, og at den siddende fagminister i 1989

heller ikke vidste, hvad det var, han havde

med at gøre?

De købstadkommunale havnes stilling

blev efter lov om kjøbstadkom_munernes

styrelse af 26.5. 1868 kort således:

Havnekassen skulle holdes adskilt fra

kommunekassen. "Indenrigsministeren

har fremdeles Overtilsynet med Havnenes

Vedligeholdelse og Forbedring." Han

kunne give pålæg om udførelse af nød-

vendige arbejder, budget skulle godken-

des, regnskab påkendes, optagelse af lån

og afhændelse af fast ejendom godkendes.

Byrådene var således i praksis ikke friere

stillet end det københavnske havneråd.

Men staten ejede ikke de købstadkommu-

nale havne og var vel ikke kommet godt

fra at tiltage sig deres formue.

9. Højesteret fastslår, at havnen ved 1913-

loven ikke ændrede retlig status. Den var i

forvejen og forblev ved loven en selvejen-

de institution. Heraf følger, at den fremde-

les havde den status, som den havde før

og efter 1858-loven. Ingen har hævdet, at

den lov skulle have ændret på ejerskabet.

Højesterets alternativer er, at enten er hav-

nen en "ægte" selvejende institution (af

privat karakter), eller også er den en sådan

inden for den statslige forvaltning. Det

oplagte alternativ, nemlig at havnen histo-

risk bedømt var "kommunal" (i den oven-

for angivne betydning), synes ikke at have

været i tankerne. Dette uanset, at status

som selvejende havde alle landets køb-

stadkommunale havne haft i flere hundre-

de år, medens konstruktionen ikke fandtes

for statshavne. Det havde været nærlig-

gende at spørge om, hvorfor man i 1857 og

1858 lovgav om havnen som led i ordnin-

gen af Københavns kommunale forfat-

ning, hvis det drejede sig om en statshavn.

Ifølge landsretsdommen gjorde havnen

direkte gældende, at havnen havde

samme status som de (øvrige) (købstad)-

kommunale havne. Men i øvrigt bliver en

havn jo ikke statslig ved, at den ikke på-

stås at være kommunal, medmindre man

anvender den omvendte bevisbyrde.

Til positivt forsvar for statsejet fremføres

en udtalelse fra landstingsudvalget (om

1913-loven), nemlig: "som saadan udson-

dret fra Ministeriet for offentlige Arbejders

direkte Administration". Nu er det meget

at hænge et ejerskab på adskillige milliar-

der op på, navnlig i betragtning af de talri-

ge udtalelser om det modsatte, hvis betyd-

ning afvises. Men det kan ikke undre, at

udvalget understregede, at det dermed

var slut med den direkte ministerielle sty-

ring af havnen, som 1858-loven havde

indebåret. Fagministeren betegnede lov-

ens system som et "skræmmebillede", da

den var 8 år gammel, og den var blevet til

som et kompromis. Ministeriet havde

ønsket en anden ordning således, at mini-

steriet havde fået samme myndighed i for-

hold til Københavns Handelshavn som i

forhold til andre købstadkommunale

havne.

Havnens selveje ændredes ikke ved 1913-

loven, men den meget selvstændige stil-

ling, som havnen ved loven fik i forhold til

de øvrige kommunale havne, gav den en

særstatus, jf. 1976-loven.

10. Det kan fastslås, at Justitsministeriet

har afgivet et responsum, der på et centralt

punkt er forkert og stærkt vildledende, og

som på et andet centralt punkt udelader

en oplysning, der ganske fratager det

anførte faktum den tilsigtede argumenta-

tionsværdi.

Rigsarkivet siger, at Havnekommissionen

af 1692 var en lokal myndighed sideordnet

med Magistraten, men Højesteret siger

den var en lokal statslig myndighed.

Den Københavnske Havneadministration

1815-1860 betegnes af Ørsted som en

"Communalautoritet", men af Højesteret

som statslig. Indenrigsminister Estrup

fastslår, at staten ikke ejede havnene bort-

set fra de kongelige havne, men Højesteret

har bestemt, at staten ejede Københavns

Handelshavn.

Højesteret kan ændre historiens gang.

Højesteret kan ikke ændre den forgangne

historie. Man vil måske sige, at hele sagen

er ganske ligegyldig. Hvis der er for

mange penge i havnens kasse (det ved jeg

ikke, om der er), så er det da godt, at de

bruges. For nogle år siden ophævede man

de kommunale havnes lovbundne selveje.

Populært sagt "forærede" man havne-

kommunerne deres respektive havne til fri

rådighed. Hvorfor skulle landets største

"købstad" snydes? Det er måske heller

ikke særligt vigtigt. Det er derimod vigtigt

ikke at forvanske historien. Det er endnu

vigtigere ikke at forvanske lov og ret.

Kunne man havde fået fat i pengene på

anden måde? Hvis der vitterligt var for

mange penge i havnens kasse, som ikke

lod sig bruge på fornuftig måde til havne-

formål, skulle man have sagt, at det var

det, man mente, og tonet rent flag. Da

måtte en analog "permutationsret" være

kørt i stilling. En nydannelse i retssystemet

er set før. En sådan skader ikke rettens

omdømme, da den normalt har en rimelig

begrundelse. I tilgift havde man — rigtighe-

den af den økonomiske status forudsat -

antagelig sparet en vidtløftig retssag.

Denne artikel er navnlig skrevet i respekt

for den fagminister, der i 1989 havde mod

og mandshjerte til at tale Roma — det magt-

fulde Justitsministerium - midt imod.