Bycirklens sekretariat 2005
Gundsø Kommune
Sognevej 50
4000 Roskilde
Tlf 46 77 71 00
Fax 46 73 03 86
[email protected]
www.bycirklen.com
Møde med Folketingets Trafikudvalg - argumentationspapir
26. maj 2005
Bycirklen består af kommunerne i og omkring Frederikssundfingeren. Det drejer sig
om Ballerup, Ledøje-Smørum, Gundsø, Stenløse, Ølstykke, Slangerup,
Frederikssund, Jægerspris og Skibby kommuner. I Bycirkelkommunerne bor
145.000 mennesker, og antallet af arbejdspladser er knap 70.000.
Bycirklen har haft den største relative vækst i antallet af arbejdspladser. Stigningen
har de sidste 10 år været på i alt 15%, mens Hovedstadsregionen som helhed har
haft en vækst på 10%. Ingen af hovedstadsområdets amter kan mønstre en vækst
på mere end godt 12%.
Bycirklen har også haft den største relative vækst i befolkningstallet. Indbyggertallet
er de sidste 10 år vokset med 10.000 eller 7,5%. Stigningstakten i hele
Hovedstadsregionen har været på godt 5%. Ingen af amterne kan hamle op med
Bycirklens vækstrate.
Væksten fortsætter i de kommende år, ifølge Danmarks Statistik, ifølge
Regionplanen for Hovedstadsregionen og selvfølgelig også i følge kommunerne i
området.
Den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik udpeger to områder i
Danmark, hvor befolkningstallet vil stige med mere end 10% frem til 2030. Det er
området ved Frederikssund på begge sider af Roskilde Fjord samt området omkring
Århus. I Danmark som helhed forventes befolkningstilvæksten at blive på under 3%.
Mere end en tredjedel af de nye byudviklingsområder i HURs forslag til Regionplan
2005 ligger i Bycirklen, og HUR regner med, at en fjerdel af Hovedstadsregionens
boligbyggeri i de kommende år vil finde sted i Bycirkelkommunerne.
En meget stor og væsentlig del af den regionale udvikling i Hovedstadsområdet sker
og skal fortsat ske i Frederikssundfingeren og Hornsherred eller med andre ord i
Bycirklen.
Derfor er det nødvendigt, at infrastrukturen følger med.