SOU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 85: Artikel fra Socialrådgiveren 7/2005 "Snuptagsløsninger" vedr. livet som anbragt barn

Socialudvalget 2004-05 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 85
Offentligt

SOU Alm.del - Bilag 85

Socialrådgiveren 7/2005

Socialudvalget (2. samling)

SOU alm. del - Bilag 85

Offentligt

snuptagsløsninger

Livet som anbragt

barn er svært - også

selv om barnet trives i

sin plejefamilie eller

på døgninstitutionen.

Børnenes egne erfa-

ringer, gengivet i to

nye bøger, viser, at

mange led og kom-

plekse faktorer skal

spille rigtigt sammen

for at få en vellykket

anbringelse ... Og det

gennemgående træk

er, at børnene ikke

bliver hørt

AF TINA JUUL RASMUSSEN,

JOURNALIST

FOTO: SCANPIX

• Mig, 19 år: leg føler mig så

alene. Jeg er bange for, at folk

virkelig skal lære mig og min for-

tid at kende og derefter støde

mig væk. Jeg er bange for at bli-

ve forkastet, som jeg blev forka-

stet af mine forældre og syste-

met. Det er, som om der ikke er

noget sted for mig i denne ver-

den. Jeg kan bare ikke holde det

ud længere."

At føle sig skrigende ensom,

udenfor, anderledes, uelsket,

mobbet - og ikke blive hørt af de

voksne, som har magten til at

beslutte det allervigtigste i ens

liv: Hvem man skal bo hos, hvor

længe, hvor henne og hvorfor.

Sådan oplever nogle børn livet

som anbragt - enten på døgnin-

stitution eller hos en, to eller fle-

re plejefamilier igennem opvæks-

ten. For andre er anbringelsen

det bedste, der er sket for dem:

De er kommet væk fra et hjem

med dårligt fungerende forældre,

utryghed, vold, misbrug og nød.

Men gennemgående for både de

gode og dårlige anbringelser - og

alle dem midt i mellem - er, at

børnenes egen viden og erfarin-

ger ikke tæller med, og at ingen

voksne utvetydigt taler børnenes

sag. Desuden er fællesskab og

netværk med andre anbragte

børn af nærmest uvurderlig

betydning.

Det kan man læse i to nye

bøger, som har givet ordet til

nuværende og tidligere anbragte

børn. Og her bliver talt højt og

tydeligt. "Mig, 19 år" medvirker i

bogen "Har andre plejebørn det

som mig?", hvori nuværende og

tidligere anbragte i familiepleje

fortæller, hvordan tilværelsen har

formet sig for dem. Og i "Tabuka

- tidligere anbragtes bud på kvali-

tet i anbringelsen af børn og

unge" har 39 tidligere anbragte

børn i fællesskab formidlet deres

oplevelser og erfaringer.

Børn

skal stadig anbringes

Efter at have læst de to bøger er

det nærliggende at spørge, om

børn overhovedet skal anbringes?

Svaret er klart hos begge forfatte-

re: Ja, det skal de. Men arbejdet

med de anbragte børn skal gøres

meget, meget bedre - og ander-

ledes. Indsatsen savner helhed,

kontinuitet og forståelse for bør-

nenes særlige behov og situation.

- Man skal erkende, at det at

anbringe børn er vanskeligt. Når

det offentlige overtager forældre-

ansvaret, følger der utrolig man-

ge andre ansvarsområder med.

Mange personer og led skal fun-

gere godt sammen på sårbare

områder: Integration i skolen,

forholdet til kammeraterne, de

vrede forældre, institutionen,

plejeforældrene, søskende, for-

valtningens indsats osv. Det er

svært, og der er ingen snuptags-

løsninger, siger Henrik Egelund

projektleder på TABUKA-

projektet og til daglig socialpoli-

tisk koordinator i Dansk Social-

rådgiverforening.

Ph.d. og lektor i velfærds- og

professionspraktikker Hanne War-

ming fra RUC står bag bogen "Har

andre plejebørn det som mig?".

På baggrund af erfaringerne fra

Projekt Børnetinget, som danner

grundlag for bogen, konkluderer

hun, at en anbringelse er en ny

livsmulighed for mange børn - en

aflastning fra belastningen. Bør-

nene får et medspil fra plejefor-

ældrene, de ikke har fået hjem-

me, de bliver gladere, klarer sig

bedre i skolen og slipper for at

skulle drage omsorg for for

eksempel en mor, som altid lig-

ger fuld hjemme på gulvet. Men

bagsiden er usikkerhed og frygt

for at blive hjemgivet.

- Børnene føler sig aldrig 100

procent sikre på, hvor de er. Det

går på tværs af det hele - især

hos dem, som har oplevet at bli-

ve hjemgivet, eller at plejeforæl-

drene ikke længere ville have

dem, siger hun.

Vetoret til

børnene

Men når det på den ene side er

så svært at være plejebarn og

vanskeligt at gennemføre en vel-

lykket anbringelse og på den

anden side stadig er nødvendigt

at anbringe børn - hvor skal kræf-

terne så koncentreres? Igen er de

to forfattere enige: På hvert

enkelt led og hele vejen igennem

anbringelsen. Det er den klare

lære af de vellykkede forløb. Det

er ikke nok kun at starte godt,

SOCIALRÅDGIVEREN

7/2005

SOU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 85: Artikel fra Socialrådgiveren 7/2005 "Snuptagsløsninger" vedr. livet som anbragt barn

Ingen snuptagsløsninger

der skal hele tiden følges op på

forholdet til plejeforældrene, de

biologiske forældre, skolen, kam-

meraterne, kontakten til andre

anbragte... Og en grundlæggende

fejl, som går igennem de fleste

beretninger er, at børnene ikke

bliver inddraget.

- Der er en stærk tradition for

umyndiggørelse - at de voksne

tager ansvaret. Det handler både

om, at man vil beskytte børnene,

men også om, at man ikke ser

dem som individer, der har reflek-

teret over deres eget liv. For selv-

følgelig skal børnene beskyttes,

men de skal også inddrages. jeg

tror, gevinsten er enorm på sigt -

man vil få nogle helt andre resul-

tater, hvis barnet tør åbne mun-

den og sige: "Jeg har det ikke

godt i skolen". Det giver mulighed

for at løse konflikter undervejs, så

barnet får det bedre i plejefami-

lien og ikke bare vredt går sin vej

som teenager, siger Henrik Ege-

lund Nielsen. Hanne Warming

mener, at retten til at blive hørt

skal strækkes til en lovfæstet ret

for det enkelte barn til at ned-

lægge veto i spørgsmål om

anbringelse, samvær med de bio-

logiske forældre og hjemgivelse.

- Børnene oplever for eksem-

pel, at forældrene har ret til sam-

vær, men ikke pligt, mens børne-

ne omvendt har pligt, men ikke

ret til at se deres far og mor. Her

må man erkende, at børnene har

andre behov end de voksne - for

eksempel for at holde en fødsels-

dag uden en fuld mor. Det er man

nødt til at tale med barnet om,

selv om barnet ikke selv skal tage

beslutningen. Men det kræver, at

man kender barnets hverdagsliv,

og at man tager barnet alvorligt,

siger Hanne Warming.

Hamrende dyrt at fejle

Hanne Warming og Henrik Ege-

lund Nielsen er enige om, at bed-

re anbringelser starter og slutter i

kommunen. Ingen af dem vil

Projekt TABUKA

Bag Projekt TABUKA står 39 tidligere anbragt

e born, som i fællesskab

har samlet og formidlet deres erfaringer

fra livet far, under og efter

anbringelsen. Bogen ec resultatet af en koll

ektiv proces, hvor alle 39

har håft vetoret over procesSeb og indholde

t, der er redigeret af Hen-

rik_ Egelund'Nielsen - den.eneste, som ikke

sekhar været anbragt.

Alle har arbejdet frivilfigt og Ulønnet i de

tre ar, projektet har eksiste-

TA81JKA-bogen'rommer fortællinger fra

ung. 'og voksne,

som

har

være.t'antiragt

y' iibp4e i196(YOne og frem til i dag.-De

res-.udsagn

er samlet på tå konfefencer og en lang rekk

e'rriøder. ProLekfets Væs-

, '•

entligste konklusioner er,z

•

■

ne Skallieflandles Sorn'teftekterende og-a

ktive- menne

kSrie, skål se, t, rprnenes,PrOblemer og tale me

d jen-.k."9, orn."dern.;

rigS4>taWr'ned•de‘n_orri.

rndsatseft'4ii-

geeri"'-oget

:15 ;'' '! '-be

7"',de bedste Thrløb må

\wre

ow etr

1;4

-rendet'åhb'rfeijleomå ikke fetekekrn'e

fftn,'rA800N-ffilteCtiate-t

■

fessionellet y 'ant et r'nenneskeligt:mø

dliøg ert'ill»ynets triteprsort.

stitutienernez-,Bedr:e relationer, rntackentst

„

rtution.

k . frig

og,

he'

ev. rnte bån

N'fr

f jilerskal h,evareS og -sa tnalr4e

ftl~t~r

eixio,TU4nyt skolens pø,

1.4

/4,4 e,

ttk

sen.

SOCIALRÅDGIVEREN

7f2005

SOU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 85: Artikel fra Socialrådgiveren 7/2005 "Snuptagsløsninger" vedr. livet som anbragt barn

imidlertid placere ansvaret enty-

digt hos sagsbehandlerne, fordi

de politiske og økonomiske ram-

mer spænder ben for det gode

arbejde. De påpeger begge, at

den enkelte sagsbehandler sidder

i en nøgleposition i forhold til

barnet, men mangler magten til

at handle. Henrik Egelund Nielsen

mener, at sagsbehandleren er

den eneste person i forløbet, som

har det samlede overblik over de

mange brikker, der skal spille

sammen, men hvis hun sidder

med 80-90 børnesager, er det

indlysende umuligt at inddrage

børnene, fordi det kræver tid. For

eksempel blev TABUKA-projektet

væsentligt forlænget, da det

pludseligt stod klart, at nogle af

deltagerne havde oplevet seksu-

elle overgreb, mens de var i ple-

je. Den proces krævede tid at få

hul på og talt igennem - noget,

en sagsbehandler måske ville

have svært ved.

- Derfor er min konklusion en

stærk understregning af sagsbe-

handlerens rolle som den, der har

chargen til at handle. Principielt

mener jeg, at de har fundamen-

tet, men at de skal erobre plad-

sen. Og Stines historie (se side

23) bekræfter jo, at de sagsbe-

handlere, som gør det, får meget

ros af børnene, siger han.

Hanne Warming mener gan-

ske enkelt ikke, at samfundet kan

undslå sig:

- Det handler ikke om at finde

en bestemt standardprocedure at

gøre det på. En ting er at vurde-

re, at der er brug for en anbrin-

gelse, noget andet er blive ved

med at arbejde på relationen

mellem barn og plejefamilie og

barn og forældre under hele

anbringelsen. Det er det eneste

etisk forsvarlige - både over for

børn, plejeforældre og forældre.

Det er muligvis hamrende dyrt,

men det er også hamrende dyrt,

når det går galt.

randre plejebørn det som mig?"

•

n form[dter erfaringer o r snIt4ter tra Projekt Bør

Anbringels.gi familiepleje gør ofte en positiv

. fprsMik-

Børnenes viden om eget liv og livsonsker udgør

nøglen tif den gode indsats.

Pkiebørn har stod udbytte af at mode:;:åiidte

tiehøriv.

»Har andreplejebern

det som mig?«

Han» Warming

■

fatOtRLYWO

SOCIALRÅDGIVEREN

7/2005

SOU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 85: Artikel fra Socialrådgiveren 7/2005 "Snuptagsløsninger" vedr. livet som anbragt barn

Ingen snuptagsløsninger

Stine og Ulrik - to tidligere anbragte børn

Stine (26 år) og Ulrik (43 år) repræsenterer yderpunkterne i TABUKA-

bogens anbringelseshistorier. Stines er historien om et nærmest ideelt

forlob, hvor alle systemets elementer spiller sammen og yder deres bed-

ste, mens Ulriks er et forløb med omfattende og langvarige overgreb,

hvor alt og alle svigter børnene groft. Stine var anbragt fra sidst i

1980'erne til midt i 1990'erne. Ulrik var anbragt fra starten af 1960'erne

til slutningen af 1970'erne. Vi bringer her en forkortet version:

Ulrik:

Vi var slaver for dem! Det lagde de overhove-

det ikke skjul på... Min plejefar var godt halv-

treds, og min plejemor godt fyrre, og de har

aldrig haft børn selv... Vi blev også behandlet

derefter. De anede overhovedet ikke, hvad

børn var... Vi skulle bare ud og arbejde... Det

var det, vi forstod ved plejeforældre.

Mine plejeforældre gjorde meget ud af at

fortælle mig, at min mor var en luder, og min

far var en bankrøver, og vi skulle egentlig bare

være glade for, at vi var der... Det kalder jeg

for den modsatte form for respekt. Det var os,

der skulle respektere dem, men

ikke omvendt... Vi fik at vide af

plejefamilien næsten dagligt, at:

jeg har altid fået at vide, at jeg var ingenting,

'Du skal fandeme ikke tro, du er

noget!' Hvis der er noget, der kan

og jeg ville aldrig nogensinde blive til noget.

underkue en, så er det sådan

jeg var ikke andet end lort, og man kunne lige

nogle ord, hvis du får dem stuk-

ket i hovedet tit nok og hårdt

så godt tvære mig ud på en dørmåtte ...

nok. Til sidst er du sgu ikke

noget... Den familie, jeg var i, var

så negativt ladet. Alt var nega-

tivt. Der var aldrig noget, der var tilfredsstil-

smadrede en hel tandlægeklinik eller en hel

lende, der var aldrig noget, der var godt nok.

skole... Først da jeg blev 17, kom politiet og

Kærlighed var en by i Rusland... Hvis man gik

hentede mig... Jeg fik valget: To år i ungdoms-

og kiggede op i himlen, så fik man bare

fængsel eller to år på ungdomsskole.

besked på, at det kunne ikke betale sig, for

Mine plejeforældre sagde det direkte: Det

der kom man sgu alligevel aldrig. Sådan var

var udelukkende for pengenes skyld. Vi kom

omgangstonen. Så var man en halvhjerne...

der, fra vi var syv år, og da vi var otte, sad vi

jeg har altid fået at vide, at jeg var ingenting,

og skrællede asier for dem. Da vi var ni, var vi

og jeg ville aldrig nogensinde blive til noget.

ude ved nogle bønder for at lægge løg i jor-

jeg var ikke andet end lort, og man kunne lige

den, og så tog de pengene, og vi fik nogle

så godt tvære mig ud på en dørmåtte... Vi fik

småpenge. Sådan har det været, lige til jeg

altid stukket i hovedet, når der var et eller

flyttede hjemmefra. Det var fandeme at slæbe

andet - jamen, det krævede bare en tele-

sten, der vejede 112 kg stykket. Så fik jeg nog-

fonopringning for at blive af med os. Mere

le penge for det, så fik [plejeforældrene] dem

blev der ikke sagt. (...)

af mig, og så fik jeg 25 kr. Sådan var det bare.

"Min hukommelse starter, fra jeg bor på et

børnehjem,[men] først fra den dag, jeg kom-

mer i privat pleje, begynder mine problemer...

Jeg gjorde simpelthen alt, hvad jeg kunne for

at komme væk fra den plejefamilie, og de

gjorde alt, hvad de kunne for at beholde mig,

fordi de fik penge for hver dag, de havde

mig... Jeg lavede ikke andet end at gøre oprør

mod det... Jeg både stjal og - jamen, jeg gjor-

de alt, hvad jeg overhovedet kunne for at

råbe de folk op. Men lige meget hvad jeg

gjorde, så var det underordnet. Om jeg så

SOC IALRÅDG IVEREN

7/ 2005

SOU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 85: Artikel fra Socialrådgiveren 7/2005 "Snuptagsløsninger" vedr. livet som anbragt barn

Stine:

»Jeg var utroligt heldig med mine plejeforæl-

dre. De var gamle i gårde, og de havde arbej-

det med børn, helt fra de var unge og havde

haft masser af plejebørn... Og så fik de at

vide, at de skul-

le tage mig,

Det gode ved at være anbragt var netop,

fordi jeg var

at der var tryghed. Der var ikke noget vold,

verdens dejlig-

ste pige, der

bare havde haft

der var ikke nogen druk, der var ikke alle

det svært, ikke?

de ting. Der var ro. Der var fred. Der var

Det, syntes de,

var en glimren-

stabilitet. Det dårlige var, at der ikke var

de ide, og de

den kærlighed, som der er til ens forældre.

havde jo heste -

og jeg lukkede

dem bare fuld-

stændig ude. Jeg kunne slet ikke bruge dem til

noget. Jeg kunne godt finde en ro i hestene,

og jeg boede ude i den stald de første to år.

Jeg sov der om natten. Og hvis jeg syntes, at

verden blev for slem eller et eller andet, så

tog jeg min dyne med ud i stalden og lagde

mig ved siden af hesten. Der var fred og ro.

Når man er i privat pleje, så er der nogen,

Der var ingen, der sagde noget. Der var ingen,

der er kontaktperson. Jeg har nok været så

uheldig, som man overhovedet kan være: Min der dømte mig, og jeg vidste, at den var der

bare. Fordi: "Kan jeg nu stole på, at han ikke

plejemor gjorde rent for hende, der var vores

kommer ind til mig om natten? Kan jeg nu

værge. Så vi havde ingen i hele verden, vi

være helt sikker på, at hun ikke lige pludselig

kunne betro os til... Vi havde den helt klokke-

stikker af, løber bort og begynder at drikke sig

klare fornemmelse, at hvis vi sagde noget til

fuld? Eller at de slås? Kan jeg nu være sikker

hende, så røg det lige den anden vej. Så min

på, at de har styr på det?" Og de var bare helt

lillebror og jeg havde bare den følelse, at det

cool, det var okay at være mig. Jeg har altid

var meget bedre at holde kæft... Så når hun

været meget imponeret over den måde, de

spurgte, hvordan det gik: "Det går fint." Fær-

har været på... De var virkelig rustet til de pro-

dig, slut. "Skal vi gå nu?" (...)

blemer, jeg havde. Og selvfølgelig blev det

Det har nok betydet meget [at være sam-

også undersøgt... Jeg havde en psykolog tre

men med min lillebror]. Vi kunne jo støtte os

gange om ugen til at starte med, og så var

til hinanden, og havde vi ikke kunnet det, så

var der ingen af os, der havde været der i ret der en socialrådgiver. Men det kørte bare fra

starten af.

lang tid... Vi havde hinanden at støtte os til.

Den kvindelige sagsbehandler... blev truet

Han var den eneste, jeg havde - men han

på liv og lemmer af min familie, og så fik jeg

sad i samme helvede, som jeg gjorde... Den

en mandlig sagsbehandler. Jeg havde også en

dag, [min storebror] flyttede fra plejefami-

lien, jamen så stoppede kontakten med ham. psykolog. Det blev sådan, at jeg aldrig snakke-

Det var, som om det var totalt forbudt bare at de om overgrebene med mine plejeforældre,

for dem skulle jeg gå op og ned ad. De skulle

nævne hans navn eller noget som helst. Vi

ikke se på mig og snakke om de her ting, for

kunne ikke få lov til at besøge ham... Og det

det var jeg ikke klar til. Men min psykolog

tager hårdt på en, fordi man ved, han er

kunne jeg bruge til det. Og min sagsbehandler

der... Det tog mig fandeme 30 år at finde

til alt, hvad jeg gerne ville vide. Han blev

ham bagefter! jeg fandt ham sidste år. Så får

man at vide, når man finder ham: Jamen, jeg sådan en onkel Peter, ikke? Det var helt pud-

sigt... Han holdt bare ved. Ligegyldigt, hvad

har da en storebror mere... Og jeg har også

en storesøster. Det vidste jeg heller ikke... Jeg der skete, så vejledte han på den bedste

anede det overhovedet ikke, før jeg snakkede måde, han kunne... Jeg synes, de gjorde et

rigtig godt stykke arbejde, og han blev sådan

med ham 30 år efter, at vi skiltes fra hinan-

virkelig et forbillede, ham onkel Peter... Det

den... Min mor ligger på plejehjem inde i

Århus. De har to journaler på hende. I den

ene står, at hun har fem børn. I den anden

står, at hun har syv. Så et eller andet sted

mener jeg, at hele vores sag er kikset i den

grad.

var et godt team omkring det projekt. Så hvis

jeg havde behov for at klage, så ville min psy-

kolog helt klart have været opmærksom på

det. Og så var hun gået ind og havde taget fat

om det med det samme, det er jeg slet ikke i

tvivl om.

Det gode ved at være anbragt var netop, at

der var tryghed. Der var ikke noget vold, der

var ikke noget druk, der var ikke alle de ting.

Der var ro. Der var fred. Der var stabilitet. Det

dårlige var, at der ikke var den kærlighed, som

der er til ens forældre. Den var der jo ikke. Du

bliver anbragt i en ny familie, og du elsker sgu

ikke folk over en uge. Det gør man bare ikke.

Og det der savn. Det var dårligt. Jeg ved ikke,

hvor mange gange jeg har tudet mig i søvn,

været helt ulykkelig, fordi jeg savnede de

mennesker, som havde svigtet mig allermest i

verden. Det virker helt mærkeligt. Men sådan

er det.

Min skole gjorde rent faktisk noget... Jeg

kommer fra en meget lille landsbyskole, og

der syntes de godt nok, det var mærkeligt, at

når vi nåede frikvartererne, så fløj der stole

rundt i hele lokalet, hvis der var nogen, der

havde sagt buh til Stine, ikke? ... For drengene

fik bare tæsk, og pigerne fik tæsk. Det var

hæsligt. Så blev jeg sendt på en specialskole,

hvor vi var fem elever... Alligevel går der fra

man opdager problemerne i første klasse helt

op til sjette klasse, før at - og så skulle man

endda selv gøre noget for ligesom at sige:

"OK, lad os så få fat i politiet."

Men da jeg startede hos mine plejeforæl-

dre og skulle starte i den skole - det var et

godt sted, en god kommune, en velfærdskom-

mune... Man havde fundet en klasse, der hav-

de gode ressourcer til at tage imod mig, for

jeg skulle i hvert fald ikke mobbes... De var

kanon altså. De havde virkelig ressourcerne til

at tage imod en pige, som ikke lige kom fra

samme kår som dem... Lærerne var meget

opmærksomme på, at det godt kunne være

svært at være i pleje. Og de kunne også godt

forstå, hvis jeg lige pludselig var smuttet, fordi

jeg ikke kunne holde ud at være der længere.

Selvfølgelig blev der holdt opsyn med det, og

selvfølgelig blev mine plejeforældre informe-

ret om, at nu var Stine smuttet... Det var ret

imponerende... Hvis der var et problem, kunne

jeg altid komme til min lærer. Min dansklærer

havde altid tid, og min sløjdlærers måde var -

hun var meget engageret i, hvordan jeg havde

det - at hvis jeg havde det skidt, så kunne jeg

altid komme. Jeg synes virkelig, de gjorde

mange ting.«

SOC IALRÅDGIVEREN

7 / 2005