Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Handlepligt ved uenighed, mellemkommunal refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mellemkommunal refusion for plejevederlag, adgang til at ind- hente oplysninger i forbindelse med refusionspligten og behandling af praksisundersøge l- se på møde ) § 1 I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbeke  ndtgørelse nr.  847 af 8. september 2005, foretages følgende ændringer: 1. I § 9 indsættes efter stk. 6: »Stk. 7. Opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner , om hvilken kommune der er en per- sons opholdskommune, må den af de uenige kommun er, som personen har eller senest har haft fol- keregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune, evt. gennem anke. Når  rette opholdskommune er blevet bestemt,og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusi- on for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Ref u- sionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.« 2. § 9 b affattes således: »§ 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt o  p- holder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilge t personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Stk. 2. Plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende  , jf. § 105 og 107 i lov om social service, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted. Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, so m opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.« 3. § 9 c affattes således:

»§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om s o- cial service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk.  1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune, når betingelserne i stk. 2-5 er opfyldt. Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når den tidligere kommune eller and en offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i 1) boformer efter §§ 91-94 og § 140 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1  - 4, eller 6) anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om social serv ice. Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refus   i- on, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 62 a, stk. 3, i lov om social service. Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, nå r en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter 1) § 92, stk. 3, og § 140 i lov om social service eller 2) § 58 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger. Stk. 5. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2  -4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder til- buddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.   En opholdskommune har ligeledes ret til refusi- on efter stk. 1, når  et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. §§ 49 og 51 , som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er å  benbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet. Stk. 6 . Opholdskommune   n refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartik  ler og lignende, jf. §§ 105 og 107 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2. Stk. 7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om soc i- al pension, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelse s- tidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2, 4 og 5     udskyder retten til refusion efter 1. pkt. Stk. 8. De udgifter som opholdskommunen kan få dækket    efter stk. 2-5, inkluderer o pholdsko m- munens udgifter til servicearealer. Stk. 9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i an- ledning af en borgers ophold i en institution efter servicelovens § 94 består  dog , indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune. Stk. 10 . Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 -5 indbyrdes aftale, at en tidlige- re opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fas t- sættes i aftalen, hvor længe den skal gælde. Stk. 11. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3 å r efter, at hjæ  l- pen er ydet.« 4. § 11 c, stk. 1,affattes således:

»§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om 1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om so påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke , samt i forbindelse med un- dersøgelser efter § 38 i lov om social service, 2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den pågældende person    selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pensi- on, 3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller ove r- flytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., 4) tilbagebetaling af sociale ydelser og 5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, således at  betalingskommunen kan indhente følgende  op- lysninger, vedrørende de n borger der ydes refusion for: Cpr-nummer, hjemmel til udgiften, ud- giftens elementer og antal af enheder .« 5. Efter § 79 indsættes : »§ 79 a.Kommunalbestyrelsen og amtsrådet behandler Ankestyrelsens og de sociale nævns u n- dersøgelser af k ommunens eller amtskommunens praksis på et møde.  « 6. I § 11 a, stk. 3, § 47, stk. 2, § 50, stk. 1, § 62, § 71, stk. 1 og 3, samt i overskriften til kapitel 9 ændres:   »Den Sociale Ankestyrelse « til »Ankestyrelsen« § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. j  anuar 2006. Stk. 2. Refusion efter § 9 c, stk. 5, omfatter refusion for foranstaltninger iværksat 1. januar 2006 eller senere. Stk. 3. Refusion efter § 9 c, stk. 6, omfatter refusion for udgifter til plejevederlag mv. udbetalt 1. januar 2006 eller senere. Stk. 4. Beregningsreglen i § 9, stk. 8, anvendes på krav vedrørende ydelser leveret 1. j  anuar 2006 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Forslagets indhold og formål Forslagets indhold og formål Formålet med lovforslaget e r at præcisere ansvarsfordelingen mellem kommunerne i de tilfælde, hvor der opstår spørgsmål i forhold til de gældende opholdskommuneregler. Lovforslaget synliggør desuden det kommunalpolitiske og amtskommunale ansvar for at følg e op på klageinstansernes praksisu ndersøgelser på det sociale område. Hensigten med at præ  cisere forskellige aspekter af ansvarsfordelingen i forhold til reglerne om handlepligt og mellemkommunal refusion er i sidste ende til gavn for borgerens retssikkerhed. Gennemskuelige og klare og sammenhængende   regler på området forebygger at borgeren bliver kastebold mellem to kommuner, pga  . en uhensigtsmæssig   praksis. Ligeledes vil lovforslagets element om praksisundersøgelser være    et skridt i retningen mod at understrege kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes ansvar for at implementere retssi k- kerhed i kommuner og amtskommuner. Baggrunden for ændringerne Hovedreglen på det sociale område er, at det er den kommune, som handler i forhold til borgeren  , som og- så ska l betale for regningen. Reglerne om mellemkommunal refusion er en undtagelse til denne hovedregel, således  at det er borgerens oprindelige hjemkommune, der betaler for foranstaltninger, der gives i en anden kommune. Reglerne sikrer, at borgeren bliver garanteret den bedste sociale indsats uanset i hvilken kommu- ne, indsatsen kan gives. Reglerne blev oprindeligt indført for at begrænse kommunernes incitamenter til ”eksport” af sociale pr o- blemer ved at sende borgere, der medførte store økonomiske udgifter t  il social hjælp til andre kommuner. Reglerne modvirker også, at borgerne visiteres til foranstaltninger alene fordi foranstaltningen befinder sig i en anden kommune. Socialministeriet er løbende blevet gjort opmærksom   t på situationer, hvor borgerne på g  rund af uklarheder i ansvarsfordelingen mellem kommunerne risikerer at kommune i klemme, fordi de gældende regler ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de pågældende situationer eller fordi situationens specielle karakter gør reglerne uhensigtsmæssige. Socialministeriet er ligeledes i sin løbende indsats for at forbedre restsikkerheden for borgeren blevet o p- mærksom på, at de praksisundersøgelser, der bliver udarbejdet på området, sjældent medfører, at kommuna l- bestyrelsen forholder sig til undersø gelserne i de tilfælde, hvor der er uhensigtsmæssigheder i forhold til kommunens administration af loven. Lovforslaget består af 7 delelementer: 1. En sikring af borgerens retssikkerhed ved at fastlæggelse,   hvilken kommune, som skal træffe afgøre   l- se, hvis to kommuner er uenige om handleforpligtelsen. 2. En genindførelse af en retstilstand, hvor  kommuner, der udviser passivitet i forhold til handleforplig- telse, kommer til at hæfte for betalingen,   hvis den burde have iværksat foranstaltninger selv, men   en anden kommunen har ydet hjælpeforanstaltninge  n. 3. En sikring af, at kommunerne med forsorgshjem ikke belastet økonomisk, fordi betalingsforpligtelsen for forsorgshjemmenes borgere efter praksis i visse tilfælde overgår til den kommune, hvor forsorgs- hjemmet er beliggende.

4. En harmonisering af reglerne om adgang til refusion fra for plejervederlag til pasning af døende med retstilstanden i forhold til midlertidig hjemmehjælp  , således at den kommune, hvor borgeren normalt bor,skal betale for pasning, der finder sted   i en midlertidig kommune. 5. En ændring af praksis, således der    kan gives der i opgørelsen om refusion mellem to kommuner indgår udgifter til servicearealer. Servicearealer er nærmere beskrevet i bemærkninger ne til lovforslagets en- kelte bestemmelser. 6. En øge t gennemsigtighed i betalingsforpligtelsen mellem to kommuner i og med, at en betalingskom- mune kan få visse oplysninger vedrørende den regning, som skal betales. 7. En understregning af det politiske ansvar i forhold til praksis ved at fastsætte krav om, at k  ommunal- bestyrelsen og amtsrådet skal tage stilling til nævnenes og Ankestyrelsens praksisundersøgelser. De enkelte dele af lovforslaget præciseres nedenfor: 1. Uenighed om handleforpligtelsen Lovforslaget sikrer borgerens retssikkerhed, ved at præcisere hvilken kommune, som har svaret for at hjælpe borgeren i de tilfælde, hvor to kommuner er uenige om handleforpligtelsen. Handlekommunereglerne sikrer, at der altid kan findes en handlekommune, der kan hjælpe borgeren efter den sociale lovgivning. Lovgivningen tager højde for, at handl ekommunen er den kommune, som borgeren har  og har tænkt sig at  have  mest  tilknytning til. Reglerne bet  yder,  at der i visse tilfælde skal  foretages et skøn for at fastlægge hvilken kommune, der har handleforpligtels   en. Dermed opstår der risiko for, at ko m- munerne ikke i alle tilfælde er enige om, hvilken kommune der skal handle i forhold til en konkret borger. Selv om det sjældent sker  , er det til stor gene for borgeren i de tilfælde, hvor to kommuner   ikke kan blive enige  om,  hvem  der  skal  tage  vare  på  borgerens  sag.  Borgeren  risikerer  at  blive  kastebold  mellem  flere kommuner, og må i værste fald måtte vente på, at ankeinstansen træffer afgørelse om ansvarsfordelingen. Det har været overvejet, om det ville være mer e hensigtsmæssigt at fastsætte mere objektive regler for a f- gørelsen  af  handlekommuneforpligtelsen.   Det  vil  imidlertid  i  mange  tilfælde  medføre,  at borgeren  får  en handlekommune et sted, hvor borgeren ikke har nogen tilknytning og– hell   er ikke ønsker at være tilknyttet. Lovforslaget ændrer således ikke    på de gældende regler om, hvilken kommune der har handlepligten   , men tilføjer  en bestemmelse om, hvilken kommune, der skal handle i forhold til borgeren, når kommunerne ikke kan blive enige. Kommunerne kan således fortsætte deres uenighed om handleforpligtelsen sideløbende med, at borgeren kan få den hjælp der er behov for. Når kommunernes uenighed er afgjort og det er fastlagt hvil- ken kommune, der efter reglerne har handleforpligtelsen, fx efter en nævnsafgørelse, er det denne kommune, som fremover skal handle i forhold til borgeren. 2. En genindførelse af en retstilstand, hvor den tidligere hjemkommune betaler ved passivitet Lovforslaget understreger kommunernes ansvar for at hjælpe de   borgere, der har behov for hjælp. En ko  m- mune, der ved passivitet har undladt at hjælpe en borger, bør fortsat være økonomisk ansvarlig for hjælpen, hvis en ny kommune i stedet træder til med hjælpen. Frem til 2003 var det forudsat af Ankestyrelsen og de sociale nævn, at der efter retssikkerhedslovens § 9 c kunne tilkendes en kommune refusion, hvis en tidligere opholdskommune bevidst havde undladt at handle i forhold til en borger, og borgeren senere havde taget ophold i en kommune, som havde iværksat de   nødve n- dige foranstaltninger. Ankestyrelsen har ganske vist aldrig truffet en afgørelse, hvor en kommune blev ref u- sionspligtig på grund af bevidst undladelse, men dette skyldes at der ikke i sagerne har været tilstrækk elig bevis for ”ond tro”. Højesteret a fsagde i 2003 dom i en sag, hvor påstanden havde været refusion med henvisning til passivitet i forhold til en familie med flere børn, der på et tidligt tidspunkt burde have være t anbragt udenfor hjemmet. Højesteret fandt i sagen, at der ikke kunne tilkend es refusion til opholdskommunen, idet forholdet savnede hjemmel i retssikkerhedsloven.

Lovforslaget skaber hjemmel til, at der kan blive refusionspligt for en kommune, når det er åbenbart, at der kræves handling og det er åbenbart, at den omhandlede kommu   ne vidste dette. Hermed genindføres den ret s- tilstand, som var fastlagt indtil højesteretsdommen i 2003. Det er således ikke tanken, at beste  mmelsen skal give en videre adgang til refusion, end forudsat frem til 2003. 3. Betalingsforpligtelsen for hjemløse og ”farende svende” opretholdes indtil de har fået en anden opholdskommune Lovforslaget retter op på en række ulemper ved den nugældende lovgivning, således at der finder en mere retfærdig fordeling sted mellem kommunerne i forhold til betal  ing for udgifter til borgere på forsorgshjem. Kommuner med forsorgshjem har i dag ret til refusion fra en tidligere opholdskommune, når en borger a n- kommer til kommunen for at få ophold på forsorgshjem mv. Der er for så vidt angår forsorgshjem mv. det specielle i forhold til de andre opholdssteder, botilbud mv. som er nævnt i § 9 c, stk. 2, at beboere på fo   r- sorgshjem mv. ikke visiteres fra en kommune. De er selvvisiterende. Derfor har en tidligere kommune ikke medvirket ved borgerens flytning til  et forsorgshjem mv. Problemet for de kommuner som huser forsorgs- hjem mv. er, at det ikke altid efter gældende praksis er muligt at fastslå, hvilken kommune der er den tidlig   e- re opholdskommune. Principielt kan der for alle borgere udpeges en opholdskommune på et given t tidspunkt. Problemet er, at det for forsorgshjemmenes brugerkreds kan være vanskeligt efterfølgende at    fastslå den faktiske færden   . Det betyder, at der af bevismæssige årsager ikke kan findes en tidligere opholdskommune, som regningen skal sendes  til.  Praksis  viser,  at  de  sociale  nævn  har  været  meget  tilbageholdende  med  at  udpege  en  kommune som opholdskommune, hvis ikke borgeren har været i kontakt med denne kommune i den pågældende peri o- de. Praksis har desuden slået fast, at en betalingskommune for  en borger på et forsorgshjem bliver frigjort for sin refusionsforpligtelse, når borgeren har forladt forsorgshjemmet og klaret sig selv i en vis periode. For de kommuner som huser forsorgshjem mv., er problemet ikke kun, at der ikke er en tidligere opholds- kommune  at  sende  regningen  til.  Problemet  er  også ,  at  forsorgshjemskommunen  risikerer  at  være  sen  este opholdskommune og altså betalingskommune for borgeren for fremtiden. Lovforslaget tager sigte på, at der for alle borgere, som dukker op på et forsorgshj  em mv., skal kunne fin- des  en tidligere opholdskommune og  dermed betalingskommune.  Det betyder, at en tidligere  opholdskom- mune ikke bliver frigjort for sin betalingsforpligtelse ved at en borger har klaret sig selv i en periode, hvis ikke der i denne periode er etableret en ny opholdskommune. 4. Borgerens hjemkommune betaler for plejevederlag til pasning af døende, der gives midlertidigt i en anden kommune I  forbindelse  med  lovforslaget  om  plejevederlag  blev  forholdet  vedrørende  udbetaling  af  plejevederlag sammenlignet  med  forholdet  vedrørende  ydelse  af  hjemmehjælp  under  midlertidige  ophold  uden  for  o   p- holdskommunen.  Der  bør  derfor  så  vidt  mul  igt  være  harmoni  mellem  de  to  regelsæt  med  hensyn  til  bet a- lingsforpligtelsen. Plejevederlag til pasning af døende udbetales efter praksis, af den kommune, hvor plejen finder sted. Det er ikke i alle tilfælde den plejekrævendes opholdskommune, da plejen kan finde sted i plejerens opholdskom- mune. Når plejen finder sted i en anden kommune end den kommune, hvor den plejekrævende har ophold   s- kommune svarer dette  til forholdet  for personlig og praktisk hjælp    under midlertidige ophold uden for  op- holdskommunen (sommerhusreglen). For personlig og praktisk hjælp havde der dannet sig en praksis, hvo  r- efter hjemmehjælpen blev ydet af den kommune, hvor det midlertidige ophold fandt sted. Hjemlen til me  l- lemkommunal refusion for udgiften blev indført ved et lovforslag fre msat i efteråret 2004. Lovforslaget skaber harmoni og en ensartet praksis i forholdet mellem personlig og praktisk hjælp og pl  e- jevederlag.

5. En ændring af praksis, således at der i opgørelsen om refusion mellem to kommuner kan medtages udgiften til servicearealer Lovforslaget retter op på en uhensigtsmæssig praksis, hvorefter udgifter til dækning af servicearealer ik ke kan refunderes, selv om de omhandlede lokaler er en sædvanlig og ofte nødvendig del af ydelse som borge- ren modtager. Kommunerne skal selv foretage en beregning af de refusionspligtige udgifter. Ankestyrelsen har løbende haft anledning til at tage stilling til, hvilke udgiftsposter der måtte medregnes  og dermed fastlagt nogle prin- cipper for beregningen. Efter praksis kan udgiften til servicearealer ikke medtages ved beregningen. Denne mulighed indføres nu med lovforslaget . 6. En øget gennemsigtighed i betalingsforplig telsen mellem to kommuner i og med, at en betalingskommune kan få visse oplysninger vedrørende den regning, som skal betales. De gældende regler tager ikke højde for, at der i forhold til administrationen af mellemkommunal refusion kan være behov for gen  nemsigtighed på en sådan måde, at betalingskommunen kan sikre sig, at udgifterne ikke løber løbsk og at borgeren får den hjælp, som borgeren har brug for. Dette bliver der med lovforslaget rettet op på. Indhentelse af oplysninger til  brug for behandling af sager efter den sociale  lovgivning forudsætter  , med meget få undtagelser, et samtykke fra den, som oplysningerne omhandler. Samtykkekravet udgør en stra  m- ning i forhold til persondatalovens regler om indhentelse af oplysninger. Baggrunden for stramningen er et ønske  om  at  sikre  respekt  for  oplysninger   om  borgernes  meget  private  og  personlige  forhold.  Et  ubetinget samtykkekrav er ubetænkeligt i de tilfælde, hvor borgeren selv ansøger om en ydelse, og hvor myndighedens behandling af ansøgningen forudsætter    indhentelse af oplysninger. I de sagstyper, hvor det ikke er hensigts- mæssigt,  at  borgeren  selv  afgør  hvilke  oplysninger,  der  skal  indhentes,  fx  anbringelsessager,  er  der  skabt hjemmel til, at oplysninger kan indhentes uden samtykke. Kommunerne har overfor Socialministeriet påpeget, at der er et problem i, at de kommuner som er bet a- lingskommuner  overfor  en  borger  i  en  anden  kommune  ikke  har  mulighed for  at indhente  oplysninger om borgeren og grundlaget for betalingen. Principielt må kommunen kun indhente det  cpr-nummer som betalin- gen vedrører og det beløb, som skal betales.    Det kan synes urimeligt at forlange at kommunerne skal betale for sociale ydelser til en borger uden at vide hvad pengene går til. Kommunerne  må  naturligvis ikke modtage personfølsomme   opl ysninger   om   borgere   i   andre   kommuner,   blot   for   at   stille   deres   nysgerrighed. Den betalende kommune kan for eksempel have behov for flere oplysninger af følgende årsager  : Hvis forholdene for den pågældende borger ændrer sig meget, kan det betyde, at betalingskommu- nens forpligtelser ophører. Nærmere oplysninger om udgiftens oprindelse kan udgøre en kontrolforanstaltning i forhold til om kravet opgøres korrekt  og om der kun medtages elementer som må medtages mv. Kravets sammensætning kan sige noget om   prognosen for krav de kommende år. Det må således konstateres, at kommunerne kan have en begrundet og kvalificeret interesse i at få oply   s- ninger,  ikke  så  meget  om  borgeren  men  om  kravet,  om  end  det  selvfølgelig  har  en  nær  sammenhæng.  På denne baggrund giver lovforslaget mulighed for indhentning af oplysninger om kravet i begrænset omfang. 7. En understregning af det politiske ansvar i forhold til praksis ved at fastsætte krav om, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal tage stilling til nævnenes og A   nkestyrelsens praksisundersøgelser. De  sociale  nævn  og  Ankestyrelsen  har  efter  lovgivningen  mulighed  for  at  udarbejde  undersøgelser  om kommunernes  praksis.  Socialministeriet  har  dog  erfaret,  at  undersøgelserne  ikke  altid  komm er  til  kommu- nalbestyrelsernes kundskab. Da det i sidste ende er kommunalbestyrelsernes ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning, bør det sikres i lovgivningen, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt undersøge l- serne, således at de får kendskab til eventuelle uregelm  æssigheder i administrations i praksis.

Det foreslås  derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedslovens kapitel om koordinering af praksis,  hvorefter  henholdsvis  kommunalbestyrelsen  og  amtsrådet  er  forpligtet  til  at  behandle  klageinsta n- serne  undersøgelser  af  kommunens  eller  amtskommunens  egen  praksis  på  et  møde.  Forslaget  omfatter  de undersøge lser, som foretages i kommunen eller amtskommunen af de sociale nævn og Ankestyrelsen. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og   private Udgifter til behandling af sager om uenighed mellem kommuner om refusionskrav ved uenighed om hand- leforpligtelsen, jf. § 9, stk. 7. Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser Forslaget har ikke erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser. Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Ligestillingsmæssige konsekvenser Forslaget indeholder ikke ligestillingsmæssige aspekter. Høring Forslaget  er  sendt  til  høring  i   Ankestyrelsen,  Den  Sociale  Sikringsstyrelse,  Styrelsen  for  Social  Service, Statsamtmandsforeningen, Foreningen af statsamtsjurister, Datatilsynet, Amtsrådsforeningen , Kommunernes Landsforening,  Kommunernes Revision, Dansk socialrådgiverforening , De Samvirkende Invalideorganisati- oner, Landsforeningen Ældre Sagen   , Det Centrale Handicapråd , Ældremobiliseringen   , KMD, Socialcheffor- eningen, Københavns Ko mmune,Frederiksberg Kommune  ,Rigsrevisionen  . Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekven- ser/merudgifter Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Refusion for udgifter til en fungerende handlekommu- ne – udgifter til klageb   e- handling. Økonomiske konse  kvenser for erhvervslivet Ingen Ingen Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Ligestillingsmæssige   konsekvenser   Forslaget indeholder ikke ligestillingsmæssige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Til nr. 1 Om § 9, stk. 7 Der henvises til de almindelige bemærkninger. Fastlæggelsen af hv  ilken kommune der har handlepligten sker, efter de gældende regler, ud fra en konkret vurdering af, hvor den pågældende borger    (sædvanligvis)   opholder sig. Denne bestemmelse ændres ikke, og det er således fortsat  en konkret vurdering, der endeligt afgør hv ilken kommune, der er handlekommune. Med  lovforslaget  suppleres  reglerne  om  fastlæggelse  af  handlekommune    med  en  bestemmelse,  der  kun finder anvendelse, når to eller flere kommuner ikke på grundlag af de   almindelige handlekommuneregler kan blive  enige  om  handleforpligtelsen.  Denne  supplerende  handlekommuneregel  sikrer  borgeren  imod,  at  der opstår  en  situation,  hvor  ingen  kommune  anser  sig  som  handlekommune .  Det  fastlægges  nemlig,  hvilken kommune der skal fungere som handlekommune, indtil handlekommuneproblemet er løst   – eventuelt ved en ankeafgørelse. Med  to  handlekommunekriterier,  om  end  det  ene  vedrører  fastlæggelsen  af  hvem  der  skal  fungere  som handlekommune, opstår der risiko for, at begge kommuner påtager sig handlekommuneforpligtelsen overfor den samme borger. I den forbindelse er det vigtigt, at kommunerne er enige om, at de er uenige, således at det aftales, at der handles i henhold til bestemmelserne om fungerende handlekommune. Såfremt handlekommunen ikke er den kommune, som under uenigheden har ha ndlet i forhold til borgeren, overgår  handleforpligtelsen  således.  Derudover  overgår  også  forpligtelsen  til  at  betale  for  den  hjælp  der iværksættes i forhold til borgeren og der skal ydes refusion for alle udgifter den fungerende handlekommune har haft under uenigheden. Lovforslaget vil derfor ikke give kommunerne et incitament til ikke at påtage sig handleforpligtelsen .  Det er nemlig sådan, at de n kommune som ender med handleforpligtelsen også ender med regningen for de fo r- anstaltninger som er iværksat af en anden kommune og altså uden at handlekommunen h   ar haft indflydelse på indsatsen. Der  udpeges  en  fungerende  handlekommune  mens  de  uenige  kommuner  får  klarlagt  deres  forpligtelser. Den  fungerende  kommune  vælges  ud  fra  et  objektivt  kriterium    –  folkeregisteradressen.  Hvis  den  uheldige borger  har  haft  folkeregisteradresse  i  en  af  de  uenige  kommuner,  bliver  det  den  kommune,  som  borgeren senest har haft folkeregisteradresse i, som er fungerende handlekommune. Har borgeren aldrig haft folkere- gisteradresse i de uenige kommuner, er det den kommune som borgeren aktuelt er folkeregistertilmeldt, som er borgerens handlekommune. Det kan i princippet være en kommune der ligger langt borte, men hensynet til et  objektivt  kriterium  for  udvælgelsen  af  fungerende  kommune  vejer  tungt.  Endvidere  vil  den  fungerende handlekommune formodes kun at være aktuel i en kortere period  e. Om § 9 b, stk. 2 Plejevederlag udbetales til den, der plejer den døende af den kommune, hvori plejen finder sted. Når dette ikke er den døendes opholdskommune, fx hvor den døende har taget ophold h  os plejeren i dennes kommune, og  den  døende  har  bevaret  sin  bopæl  mv.  i  sin  opholdskommune,  skaber  lovforslaget  hjemmel  til,  at  den døendes opholdskommune skal yde refusion til plejerens opholdskommune. Udbetalingen af plejevederlag af den kommune hvor plejen finder sted udgør en undtagelse til de almindelige opholdskommuneregler. Det er således  kun  plejevederlaget,  som  skal  udbetales  af  denne  kommune,  mens  hjælpemidler  mv.  fortsat,  som udgangspunkt, skal stilles til rådighed af den døendes opholdskommune. Når der er refusion for plejevederlaget, omfatter refusion også udgiften til sygeplejeartikler og lignende, jf. § 107 i lov omsocial service. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Om § 9 c, stk. 5 Lovforslaget medfører ingen ændring i,    at det fortsat vil kræve et sikkert bevis for 1) at der er en situation, der kræver handling, og 2) at den tidligere kommune var klar over dette. Den forholdsvis snævre adgang til refusion i de omhandlede tilfælde skyldes, at refusionen i disse tilfælde nærmere  har  karakter  af  en  erstatning.  Derfor  er  det ønsket,  at refusionen  kun kommer  til  anvendelse  i  de tilfælde, hvor det er klokkeklart at en kommune har opført sig forkert.    Typetilfældet er en familie med truede børn, hvor den tidligere kommune burd   e have iværksat en anbri  n- gelse, inden familien flyttede fra kommunen. Men der kan også tænkes at være andre situationer – fx i fo  r- hold til personer med  vidtgående  handicaps, hvor en kommune ikke iværksætter de nødvendige foranstal t- ninger, og hvor personen så på eget initiativ flytter til en anden kommune. Man skal være opmærksom på, at refusion for undladelsen af at iværksætte de nødvendige foranstaltninger ikke kun er til gavn for de kommuner som uretmæssigt overtager en social udgift. Refusionsadgangen a  nta- ges at have en vis præventiv virkning i forhold til flegmatiske kommuner, som derfor ventes at iværksætte den nødvendige foranstaltning i rette tid. En kommune som forholder sig passiv i forhold til et presserende problem skal i øvrigt som hidtil indbri nges for det kommunale tilsyn. Det er iværksættelsen af de foranstaltninger, som er nævnt i § 9 c, stk. 2 - 4, som skal kunne udløse refus i- on efter den foreslåede bestemmelse fra en tidligere opholdskommune. Betingelsen er ikke, at den tidligere opholdskommune  eller  anden  offentlig  myndighed  har  medvirket  ved  opholdet. Betingelsen  er,  at  behovet for foranstaltningen også var til stede inden flytningen, og at den tidligere kommune var klar over dette b e- hov, men alligevel undlod at iværksætte foranstaltninge n. Bestemmelsen stiller store bevismæssige krav. Både for så vidt angår at behovet var til stede, og at den ti d- ligere kommune var bekendt med dette behov. Når bestemmelsen anvendes i forhold til anbringelsen af børn, vil den kommune som træffer afgørelse o m anbringelse og får krav på refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, blive barnets selvstændige han d- lekommune efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4. Der fastsættes endvidere  adgang  til  refusion, når behovet for en     anbringelse skyldes, at den tidligere op- holdskommune har truffet afgørelse om  hjemgivelse af et barn, og det var åbenbart, at foranstaltningen skulle have fortsat. Bestemmelsen har til hensigt at fjerne incitamentet for kommunen til at hjemgive et barn, når hjemgivelsen ikke er begrundet i barnets forhold. Børn får selvstændig opholdskommune, når de anbringes udenfor hje m- met.  Det  betyder,  at  den  kommune  som  træffer  afgørelse  om  en  anbringelse  har  handle   -  og  betalingspligt overfor barnet, så længe    anbringelsen varer. Hvis forældremyndi  ghedsindehaveren i mellemtiden er flyttet til en  ny  kommune  vil  en  hjemgivelse  medføre,  at forældremyndighedsindehaverens  kommune  bliver  barnets nye opholdskommune. Da det således er denne nye opholdskommune, som i givet fald skal træffe afgørelse om  foranstaltninger  –  og  betale  for  dem    –,   kan  det  give  et  anbragt  barns  selvstændige  handlekommune  et incitament til at hjemgive barnet i vel god tid. I sager om for tidlig hjemgivelse vil det ligeledes være et krav, at anbringelsesgrundlaget   fortsat er til stede samt at dette er åbenbart. Om § 9 c, stk. 8 Beregningen af den mellemkommunale refusion har ikke hidtil hvilet på lovregler, men  Ankestyrelsen har haft anledning til at tage stilling til visse dele af beregningen. Lovforslaget ændrer ikke d  enne praksis, bortset fra at lovforslaget indfører adgang til, at der nu kan medtages udgifte r til servicearealer ved beregningen af den mellemkommunale refusion. Servicearealer er fx lokaler til: - genoptræning - hjemmesygepleje

- personalets vagtstue - køkken - cafeteria - kiosk - fodpleje - frisør Der er typisk tale om funktioner, der normalt ikke foregår i en bolig, men i en institution eller i en klinik. Om § 9 c, stk. 9 Det er hensigten med lovforslaget, at kommuner som har forsorgshjem mv. skal have mulighed for at få r e- fusion efter § 9 c. Det skal bemærkes, at i   de situationer, hvor en borger efter et ophold på et forsorgshjem tager ophold i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger. I denne situation er forsorgshjemskommunen således blevet ny o p- holdskommune. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger. Om § 11 c, stk. 1, nr.4 Lovforslaget indeholder en undtagelse til princippet om, at indhentelse af oplysninger til behandling af so- ciale sager kræver samtykke. Det er således fastsat, at en kommune   , som yder mellemkommunal refusion til en  anden  kommune  kan  indhente  visse  oplysninger  om  refusionskravet.  En  betalingskommune  kan  kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den p  ågældende borger   ,  hvilke elementer, der indgår i b e- regningen, hvor mange enheder og enhedspriserne der indgår . Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/ opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er   – altså hvilke forhold hos borgeren der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger  der  ligger  til  grund  for  kravet  –  herunder    hvilke  delelementer  der  er  medtaget.  Hvis  borgeren modtager personlig og praktisk hjælp   mv., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp. Om § 79 Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lovgivning Gældende formulering Lovforslaget § 1 § 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog §   9 a, stk. 4. Stk. 2. En person har opholdskommu- ne, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2. Stk. 3. Ægtefæller har opholdsko m- mune, hvor den fælles bopæl er. Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om opholdskommune for perso- ner, som opholder sig eller har fast bo- pæl i udlandet. Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fas  t- sætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Stk. 6. Opholdskommunen kan, når der er særlige gru  nde til det, indgå aft a- le med en tidligere opholdskommune om, at denne fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale er betinget af samtykke fra den, som modtager hjælpen. § 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommu- nen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service i den kommune, hvor personen midler- I lov om retssikkerhed og administra- tion på det sociale område, jf. lovb  e- kendtgørelse nr.  847 af 8. september 2004, foretages følgende ændringer: 1. I § 9 indsættes efter stk. 6: »Stk. 7. Opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholds- kommune, må den af de uenige ko m- muner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune, evt., gennem anke. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholds- kommune ikke er personens opholds- kommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholds- kommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Ref usionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.« 2. § 9 b affattes således: »§ 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommu- nen, har ret til personlig og praktisk

tidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Stk. 2. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommu- nen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at o   p- holdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familie- medlemmet aktuelt har ophold. § 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om s  ocial service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individ  u- el boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om s o- cial pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune, når betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt. Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myn- dighed har medvirket til, at en person får ophold i 1) boformer efter §§ 91-94 og § 140 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andel sboliger, 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsor- gen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller 6) anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51, jf. § 62 a i lov hjælp efter § 71 i lov om social service i den kommune, hvor personen midler- tidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Stk. 2. Plejevederlag og hjælp til s  y- geplejeartikler og lignende, jf. § 105 og 107 i lov om social service, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted. Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommu- nen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at o   p- holdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familie- medlemmet aktuelt har ophold.« 3. § 9 c affattes således: »§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om s om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesi  ndsats, lov om individu- el boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om s o- cial pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune, når betingelserne i stk. 2-5 er opfyldt. Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myn- dighed har medvirket til, at en person får ophold i 1) boformer efter §§ 91-94 og § 140 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andel sboliger, 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsor- gen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller 6) anbringelsessteder for børn og unge

om social service. Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der ivær  k- sættes foranstaltninger efter § 62 a, stk. 3, i lov om social service. Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en an- den kommune eller amtskommune efter 1) § 92, stk. 3, og § 140 i lov om soci- al service, eller 2) § 58 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger. Stk. 5. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension, re- funderes af den kommune, der var pen- sionistens opholdskommune på tilke n- delsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev til- kendt førtid spensionen. Refusion efter stk. 2 og 4 udskyder retten til refusion efter 1. pkt. Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1.   Stk. 7 Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består så længe borgeren har b o- pæl i det pågældende boti lbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere op- holdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter servicelovens § 94 be- står dog, indtil borgeren har e rhvervet ny opholdskommune. Stk. 8. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 indbyr- des aftale, at en tidligere opholdskom- mune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde. Stk. 9. Krav mod en tidligere op- holdskommune efter stk. 2-6 skal rejses senest 3 år efter, at hjæ   lpen er ydet. efter §§ 49 og 51 i lov om social service. Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der ivær  k- sættes foranstaltninger efter § 62 a, stk. 3, i lov om social service. Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en an- den kommune eller amtskommune efter 1) § 92, stk. 3, og § 140 i lov om soci- al service eller 2) § 58 a i lov om almene boliger m.v. Stk. 5. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2  -4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gr ibes ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. §§ 49 og 51, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen o m hjemgi- velse var ubegrundet. Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. End- videre refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 105 og 107 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2. Stk. 7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension, re- funderes af den kommune, der var pen- sionistens opholdskommune på tilke n- delsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev til- kendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusi- on efter 1. pkt.

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for s a- gens behandling, kan kravet om sam- tykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om 1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegy n- de en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke samt i forbindelse med undersøgelser e f- ter § 38 i lov om social service, 2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den p å- gældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension, 3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, il lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig Stk. 8. De udgifter som opholdskom- munen kan få dækket efter stk. 2   -5, inkluderer opholdskommunens udgifter til servicearealer. Stk. 9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består så længe borgeren har bopæl i det pågældende bot bud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refu- sion i anledning af en borgers ophold i en institution efter servicelovens § 94 består dog, indtil borgeren har e rhver- vet ny opholdskommune. Stk. 10. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 -5 indbyr- des aftale, at en tidligere opholdskom- mune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde. Stk. 11. Krav mod en tidligere op- holdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3 år efter, at hjæ   lpen er ydet.« 4. § 11 c, stk. 1, affattes således: »§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om sam- tykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om 1) særlig støtte til    børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegy n- de en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke  , samt i forbindelse med undersøgelser e f- ter § 38 i lov om social service, 2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den p å- gældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension, 3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet

almindelig og almindelig førtid spension m.v., 4) tilbagebetaling af sociale ydelser, almindelig og almindelig førtid spension m.v., 4) tilbagebetaling af sociale ydelser og 5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, således at betalingskommunen kan indhente følgende oplysninger, vedrørende den borger der ydes r e- fusion for: Cpr-nummer, hjemmel til udgiften, udgiftens elementer og antal af enheder.« 5. Efter § 7 9: »§ 79 a.Kommunalbestyrelsen og amtsrådet behandler Ankestyrelsens og de sociale nævns u  ndersøgelser af kommunens eller amtskommunens praksis på et møde.  « § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. j  a- nuar 2006. Stk. 2. Refusion efter § 9 c, stk. 5, omfatter refusion for foranstaltninger iværksat 1. januar 2006 e  ller senere. Stk. 3. Refusion efter § 9 c, stk. 6, omfatter refusion for udgifter til pleje- vederlag mv. udbetalt 1. januar 2006 eller senere.   Stk. 4. Beregningsreglen i § 9, stk. 8, anvendes på krav vedrørende ydelser leveret 1. januar 2006 eller senere.