Skatteministeriet J.nr. 2004-118 - 0034 Den Til Folketingets Skatteudvalg Skatteudvalget bad den 17. maj 2004 (spørgsmål nr. 349 og 350 af 17. maj 2004 – Alm. del    – bilag 466) min forgænger kommentere en artikel af samme   dato   i   Jyllands-Posten.   Artiklen   handlede   om   domstolenes hjemvisning af skattesager til ligningsmyndighederne. Det kritiseres, at domstolene i sager om værdiskøn (skatteskøn), hvor de er uenige med skattemyndighederne og underkender ansættelsen, ikke foretager en n  y ansættelse,  men  i  stedet  hjemviser  sagen  til  ligningsmyndighederne  til fornyet ansættelse.     Min  forgænger  oplyste  i  et  svar  af  1.  juni  2004,  at  han  havde  bedt Skatteretsrådet om at se nærmere på problemstilllingen og derfor fandt det rigtigst  ikke  på   daværende  tidspunkt  at kommentere artiklen nærmere. Han lovede samtidig at vende tilbage overfor udvalget, når Skatteretsrådet havde færdiggjort sit arbejde. Skatteretsrådet har nu færdigbehandlet emnet, og jeg     vedlægger   rådets notat. Jeg vil i det følge nde kort redegøre for Skatteretsrådets notat og forslag samt knytte enkelte kommentarer hertil. Rådet kommer indledningsvis med en kort gennemgang af teori og praksis på området. Som det fremgår, er det fast praksis, at domstolene ikke sætter deres eget skøn i stedet for skattemyndighedernes. Selve skønsudøvelsen er   en   administrativ   opgave,   som   hører   under   skattemyndighederne. Domstolene  prøver  skønnet,  men  udøver  det  ikke  selv.  Når  det – som

fremført i kritikken  - forholder sig anderledes på ekspropriatio nsområdet, skyldes det den særlige bestemmelse i grundlovens § 73, stk. 3. Skatteretsrådet  kan  af  flere  grunde  ikke  anbefale  generel  lovgivning. Problemet   er   generelt   for   hele   forvaltningen   og   gælder   ikke   kun skatteområdet. Der er i teorien ikke enighed o m lovgivers mulighed for at fastsætte   regler   om   domstolsprøvelsens   grundlag   og   indhold.   De tidsmæssige aspekter ved en eventuel lovgivning og den omstændighed, at der synes at være tale om et problem af begrænset omfang, taler også imod lovgivning. Kritikken er baseret på få afgørelser, hvoraf to er fra midten af 70’erne. Skatteretsrådet  peger  på  flere  indsatsområder,  som  enten  ikke  kræver lovgivning,   eller   som   kun   kræver   lovgivning   på   Skatteministeriets område. Når    domstolene    hjemviser    en    sag    til    forny et    behandling    ved ligningsmyndighederne, vil de ofte i præmisserne angive retningslinjerne for skattemyndighedernes fornyede skøn. Retningslinjerne i præmisserne kan i større eller mindre grad begrænse ligningsmyndighedernes mulighed for   at   udøve   et   friere    skøn.   Parternes   advokater   bør  fremdrage  de momenter,  der  skal  lægges  vægt  på  i  præmisserne.  Skatteministeriets advokat, Kammeradvokaten, skal  efter Skatteretsrådets opfattelse under retssagen søge at opnå, at domstolen i præmisserne til sin dom kommer med retningslinjer for den fornyede sagsbehandling, når en sag hjemvises. Det er endvidere Skatteretsrådets opfattelse, at man vil kunne nå langt ved en ændret tilrettelæggelse fra parternes side af skattesagerne. Det er efter rådets opfattelse vigtigt, a t Kammeradvokaten aktivt medvirker til, at en retssag finder sin endelige afgørelse for domstolene, således at man i så vidt omfang som muligt helt undgår hjemvisning. Efter Skatteretsrådets opfattelse vil det i en stor del af de sager,  hvor der i dag sker hjemvisning, være muligt ved en ændret tilrettelæggelse fra parternes side af sagerne at få en endelig afgørelse ved domstolene gennem en tidlig ligningsmæssig   stillingtagen  til  tallene  i  skønssager  og/  eller  en  større  dialog  mellem parterne    under    sagens    forberedelse.    Hvis    parterne    kommer    med beløbspåstande,  som  der  er  enighed  om  alt  afhængig  af,  hvorledes domstolens stillingtagen til sagens principielle spørgsmål falder ud, opnår man,   at   domstolens   stillingtagen   til   sagens   principielle   spørgsmål indebær  er   et   entydigt   resultat.   Hjemvisning   synes   herved   at   blive overflødig, og domstolen ses at ville kunne træffe den endelige afgørelse.

Det  er  Skatteretsrådes  umiddelbare  opfattelse,  at  Landsskatteretten    er begyndt  på  i  stigende  omfang  at  afsige  såkaldte  d  elkendelser    eller principkendelser,  der  principielt  er  at  sammenligne  med  hjemvisning. Landsskatteretten kommer altså ikke med en beløbsmæssig afgørelse, men fastlægger  alene  de  principper,  hvorefter  den  påklagede  afgørelse  skal træffes.  Landsskatteretten    er  en  administrativ  klageinstans  og  ikke  en domstol. Det er efter rådes opfattelse vigtigt, at Landsskatteretten ikke er tilbageholdende   med   at   efterprøve   skattemyndighedernes   skøn   og eventuelt selv udøve et skøn og sætte tal på. Afsigelsen af principkend else bør efter rådets opfattelse være undtagelsen, medmindre skatteyder har et ønske herom. Et af kritikpunkterne ved den gældende retstilstand er, at det er den samme myndighed,  der  har  behandlet  sagen  i  første  instans,  der  også  skal behandle den, når d er sker hjemvisning. Skatteretsrådet anbefaler, at man fastsætter regler om, at skatteyder ved hjemvisning får mulighed for en fornyet   behandling   af   sin   sag   af   skattemyndighederne   i   et   andet lokalområde (vil fremover formentlig betyde i et andet skattecent er) med mulighed for at få sagen behandlet i et andet skatteankenævn. I de tilfælde, hvor Ligningsrådet (fremover Skatterådet) som 1. instans har truffet den afgørelse, som hjemvises, anbefaler rådet, at den fornyede sagsbehandling foretages af Landsskatteretten. Skatteretsrådet  finder endelig, at der ud fra ønsket om at sikre en reel afgørelse på et så tidligt tidspunkt som muligt bør indføres adgang til syn og   skøn   med   mulighed   for   fuld   omkostningsdækning   allerede   på skatteankenævnsniveau. Jeg  synes,  at  Skatteretsrådet  et  fremkommet  med  nogle  interessante forslag. Nogle af forslagene kan iværksættes umiddelbart. Det gælder bl.a. forslaget  om,  at  Kammeradvokaten  aktivt  medvirker  til,  at  en  retssag finder sin endelige afgørelse for domstolene, så man så v   idt muligt helt undgår hjemvisning. Det gælder også forslaget om, at Kammeradvokaten skal søge at opnå, at domstolen i præmisserne til sin dom kommer med retningslinjer for den fornyede sagsbehandling, når der sker hjemvisning.   Disse forslag har jeg allerede bedt Departementet om at føre ud i livet. Hvad  angår  forslaget  om,  at  Kammeradvokaten  skal  søge  at  opnå,  at domstolene kommer med retningslinjer for skønsudøvelsen i præmisserne, skal  jeg  dog  tilføje,  at  dette  i  sidste  instans  er  op  til  domstolens  egen afgørelse.    

Andre – som forslaget om at give adgang til syn og skøn på et tidligere tidspunkt  end  i  dag    -  kræver  nærmere  overvejelser  og  i  givet  fald lovgivning. Vi vil i Skatteministeriet nu se nærmere på disse forslag. Kristian Jensen /Hans Refslund