Skatteministeriet
J. nr.
Departementet
Sammenfatning
af
forslag til lov om ændring af ligningsloven
(Skattefrihed for kloakforsyningers betalinger til historiske tjenestemandsforpligtelser)
Kommunale virksomheder er skattefri, når de drives i kommunalt regi. Når driften udskilles i et
aktieselskab, indtræder der skattepligt for selskabet. Formålet med lovforslaget er at ligestille
skattepligtig drift af kloakforsyning i selskabsform med drift i kommunalt regi.
Nogle kommuner har ikke hensat beløb til dækning af tjenestemandsforpligtelser. I steder har
kommunerne udgiftsført forpligtelserne i takt med de faktiske pensionsudbetalinger til
tjenestemændene.
Ved udskillelsen af kloakforsyningen skal selskabet refundere kommunen et beløb, der svarer til
de uafdækkede tjenestemandsforpligtelser, som er optjent forud for selskabets overtagelse af
driften af forsyningsvirksomheden. Selskabet får til gengæld lov til at opkræve udgiften hos
forbrugerne over priserne.
Selskabet har ikke fradragsret for betalingen til kommunen for tjenestemandsforpligtelser optjent
før overtagelsen af driften. Selskabets betaling til kommunen kommer derfor til at ske for
beskattede midler. Herved forøges opkrævningen hos forbrugerne med skatten af beløbet.
Der foreslås skattefrihed for beløb, som kloakforsyninger betaler til kommunen til dækning af
uafdækkede historiske tjenestemandsforpligtelser.
Forslaget svarer til den ordning, som el-selskaberne fik i forbindelse med el-reformen. Her fik el-
selskaberne skattefrihed for et beløb svarende til hvad selskabet skulle betale til kommunen til
dækning af de uafdækkede historiske tjenestemandsforpligtelser.
Det foreslås, at forslaget skal træde i kraft med virkning for indkomståret 2005.