Folketinget — Europaudvalget Christiansborg, den 17. juni 2005 EU-chefkonsulenten Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Danmark frifundet i sag om bilregistreringsafgifter i forbindelse med flytning til Danmark - men ny dom på vej Resumé EF-Domstolen frifandt den 16. juni 2005 Danmark i sagen¹ om den danske bilregistre- ringsafgift,  der  opkræves  i  forbindelse  med,  at  personer  flytter  deres  normale  bopæl her til landet. Danskere, der har købt deres bil i udlandet, skal derfor stadig betale regi- streringsafgift, hvis de vil have bilen med, når de flytter tilbage til Danmark.   Bilregistreringsafgifterne  står  dog stadig  for  skud  ud  fra  en  lidt  anden  vinkel,  når Domstolen senere i 2005 forventes at afsige dom i en sag, der handler om danskeres mulighed for at køre i udenlandsk indregistrerede biler, hvis de arbejder i et naboland.    Den netop afgjorte sag handlede om, hvorvidt Danmarks opkrævning af re- gistreringsafgiften  er  i  strid  med  det  såkaldte  flyttegodsdirektiv².  Formålet med flyttegodsdirektivet er at fjerne de afgiftsmæssige hindringer, som gør det besværligt  for  personer  at  udnytte  deres  ret  til  fri  bevægelighed  i  forbindelse med at de flytter bopæl fra et medlemsland til et andet. Direktivets artikel 1, stk. 1 indrømmer derfor afgiftsgiftsfritagelse for ”forbrugsafgifter, der normalt opkræ- ves ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en anden medlems- stat” . Direktivets artikel 1, stk. 2 opregner en række undtagelser til direktivet og dermed afgiftsfritagelsen – herunder ”afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer”. 1 Sag C-138/04, Kommissionen mod Danmark (anlagt den 15. marts 2004). 2 Rådets direktiv 83/183 af 28. marts 1983 om afgiftsfratagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat. Artikel 1: »1. Medlemsstaterne indrømmer på de betingelser og i de tilfælde, der er a n- ført  nedenfor, afgiftsfritagelse for de […] forbrugsafgifter, der normalt opkræves ved privatpersoners endelige in d- førsel af personlige ejendele fra en anden medlemsstat. 2. Dette direktiv omfatter ikke særlige og/eller periodiske skatter og afgifter vedrørende brugen af disse ejendele i   n- den for landets grænser, såsom f.eks. afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer, vejafgifter og fjer n- synsafgifter.«

- 2 - Kommissionens argumentation Kommissionen hævdede i sagen, at Danmarks opkrævning af registreringsaf- gifter på biler fra personer, som flytter deres sædvanlige bopæl endeligt til Dan- mark reelt svarer til en forbrugsafgift, og derfor er i strid med artikel 1, stk. 1 i flyttegodsdirektivet. Kommissionens argumenter herfor var, at der er tale om en afgift, som pålæg- ges en privat brugsting, afgiften beregnes ud fra godets økonomiske værdi og opkræves en gang for alle. Kommissionen hævdede derudover, at registrerin- gen  er  en  forudsætning  for  at  kunne  benytte  bilen  på  det  danske  vejnet.  Det forhold, at afgiften først opkræves ved køretøjets registrering ændrer derfor ik- ke ved, at der er tale om en afgift, "der normalt opkræves ved privatpersoners endelige indførsel af ejendele", som der står i bestemmelsen om afgiftsfritagelse. Kommissionens mener heller ikke, at registreringsafgiften er omfattet af und- tagelsesbestemmelsen i flyttegodsdirektivets artikel 1, stk. 2. Denne undtagelse vedrører  kun  afgifter  vedrørende  selve  brugen  af  de  omhandlede  ejendele  og afgifter, der må kunne opkræves for at sikre betalingen for ydelser, der har sær- lig  forbindelse  med  brugen  af  de  pågældende  ejendele.  Eksemplerne,  der  er nævnt i bestemmelsen udgør ikke forbrugsafgifter, men relaterer sig til løbende brug af et gode eller sikrer, at det offentlige holdes skadesløs for udgifter for- bundet  med  brug  af  de  pågældende  goder.  Henvisningen  til  afgifter,  der  op- kræves  ved  registreringen  af  motorkøretøjer  må  derfor,  efter  Kommissionens opfattelse, fortolkes sådan at den kun omfatter afgifter, der knytter sig til selve registreringen  af  køretøjet.  Kommissionen  argumenterede  for,  at  en  gennem- gang af de forskellige sprogudgaver af direktivets artikel 1 støtter denne opfat- telse³. Den danske argumentation Den danske regering hævdede, at den danske registreringsafgift ikke er omfat- tet af flyttegodsdirektivets artikel 1, stk. 1, og henviste i den forbindelse til en dom i en lignende sag⁴, hvor den afgiftsudløsende omstændighed er den første registrering  på  det  nationale  område,  hvilket  ikke  nødvendigvis  er  forbundet med indførselstransaktionen. 3 Den tyske og den danske tekst bruger begge samme betegnelse i stk. 1 og i stk. 2, nemlig henholdsvis"Abgaben" og "afgifter". Alle andre sprogudgaver bruger derimod forskellige udtryk i stk. 1 og i stk. 2, nemlig henholdsvis"taxes" og "droits" på fransk,  "taxes" og "fees" på engelsk osv. Udtrykkene  "droits" og "fees" refererer efter Kommissionens opfattelse til afgifter, der udgør betaling for en ydelse. Den danske registreringsafgift beregnes på grundlag af bilens værdi, og det er derfor udelukket at betragte  afgiften som betaling for en ydelse. 4 C-387/01, Weigel, præmis 47  -49.

- 3 - Subsidiært  hævdede  den  danske  regering,  at  registreringsafgiften  falder  ind under undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2. Danmark henviste til, at und- tagelsen ikke var indeholdt i Kommissionens oprindelige forslag til flyttegods- direktivet⁵, men blev sat ind i direktivet på dansk foranledning for medlems- landene kunne bevare retten til at opkræve registreringsafgift af biler, der med- tages i forbindelse med permanent skift af bopæl. Dommen Domstolen konkluderede, at den danske bilregistreringsafgift ikke er omfattet af  afgiftsfritagelsen  i  medfør  af  artikel  1,  stk.  1  i  flyttegodsdirektivet,  og  Dan- mark blev derfor frifundet. Domstolen konstaterede, at det er bilens første registrering i Danmark, der be- tragtes som den afgiftsudløsende omstændighed. Domstolen henviste til tidli- gere domme⁶, hvor det er fastslået, at flyttegodsdirektivets bestemmelse om af- giftsfritagelse ikke er i vejen for, at der opkræves en afgift ved indregistreringen af en bil i det medlemsland, som ejeren af bilen flytter til i forbindelse med, at bilejeren flytter sin bopæl fra et medlemsland til et andet. Da den afgiftsudlø- sende omstændighed for en sådan afgift er indregistreringen af et køretøj på det  nationale  område,  hvilket  ikke  nødvendigvis  er  forbundet  med  indfør- selstransaktionen, kan en registreringsafgift ikke anses for at være en afgift, der »normalt opkræves ved normalt opkræves ved privatpersoners endelige indførsel  af  personlige  ejendele  fra  en  anden  medlemsstat”,  som  det  er  be- skrevet i flyttegodsdirektivets artikel 1, stk.1. Domstolen  uddybede,  at  denne  fortolkning  støttes  af  artikel  1,  stk.  2  i  flytte- godsdirektivet. Domstolen bemærker i dommens præmis 16 og 17, at det forhold, at en afgift som den danske registreringsafgift ikke er omfattet af flyttegodsdirektivet gan- ske vist ikke nødvendigvis indebærer, at opkrævningen af denne afgift i forbin- delse med flytning af bopæl fra et medlemsland til et andet er forenelig med EF- 5 KOM (1975) 528. 6 Se sag C-387/01, Weigel og sag C-365/02,Lindfors.

- 4 - traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for personer⁷. Domstolen har alle- rede  fastslået,  at  en  registreringsafgift  kan  påvirke  vandrende  arbejdstageres beslutning  om  at  udøve  deres  ret  til  fri  bevægelighed  i  negativ  retning⁸. Spørgsmålet om hvorvidt en sådan afgift er forenelig med EF-traktatens arti- kel 18 og 39 (fri bevægelighed og arbejdskraftens fri bevægelighed) afhæn- ger bl.a. af afgiftens størrelse og betingelserne for opkrævning heraf. Kom- missionen har i den konkrete sag alene baseret sit søgsmål på, at Danmark har  tilsidesat  flyttegodsdirektivets  bestemmelser,  hvilket  Domstolen  ikke gav Kommissionen medhold i. Den danske registreringsafgift står dog endnu en gang for skud i en sag, som forventes afgjort senere i 2005⁹. I denne sag angribes registreringsafgifterne fra en  anden  vinkel,  da  sagen  handler  om  firmabiler  indregistreret  i  udlandet. Kommissionen har stævnet Danmark for ikke at overholde EF-traktatens artikel 39 om arbejdskraftens fri bevægelighed. Generaladvokaten i sagen har fremsat sit  forslag  til  afgørelse  i  januar  2005¹⁰  og  foreslår  heri,  at  Danmark  bliver dømt, da den danske lovgivning og administrative praksis ikke tillader dansk bosatte personer, som er ansat i et EU-naboland, at anvende en firmabil i Dan- mark  til  erhvervsmæssige  og  private  formål,  når  firmabilen  er  indregistreret  i nabolandet,  hvor  arbejdsgiveren  er  etableret.    Derudover  kan  dansk  bosatte personer, som er ansat i et andet EU-land, kun anvende biler (navnlig firmabi- ler),  der  er  indregistreret  i  EU-landet,  hvor  arbejdsgiveren  er  etableret,  til  er- hvervsmæssige  og/eller  private  formål  i  Danmark,  på  vilkår  af,  at  denne  be- skæftigelse udgør den pågældendes hovederhverv, og at der betales gift for bi- len. Med venlig hilsen Marianne Treumer Ammitzbøll 7 Lindfors-dommens præmis 33. Det fremgår heraf, at EU   -reglerne ikke garanterer EU-borgerne at deres overflytning af virksomhed til en anden medlemsstat end der, hvor de indtil da har haft bopæl   er udgiftsneutrale med hensyn til opkrævning af afgifter. Den omstændighed at en borger i en sådan situation  eventuelt stilles ringere i forhold til si- tuationen før  overflytningen er ikke i strid med EF-traktatens artikel 18, såfremt denne lovgivning ikke stiller denne borger ringere i forhold til dem, som allerede var undergivet en sådan opkrævning. 8 Weigel-dommens præmis 54. 9 Sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark. ¹⁰Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 20. januar 2005 i sag C -464/02.