Justitsministeriet Lovafdelingen Dato 9. marts 2005 Kontor: Lovteknikkontoret Sagsnr.: 2005-774-0003 Dok.: DBJ40001 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige død s formodningsdom) § 1 I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer: 1. § 6 affattes således: »§ 6. Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den bort   e- blevne sidst vides at have været i live. Stk. 2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågæ l- dende er død, er fristen kun 6 måneder.« 2. I § 9 ændres »underretten« til: »byretten« og »underret,« til: »byret,«. 3. I § 10, stk. 1, ændres »sagfører« til: »advokat«. 4. I § 11, stk. 1, ændres »begæringen« til: »anmodningen«. 5. I § 11, stk. 2, udgår »edelig«. 6. § 12, stk. 2 og 3, affattes således: »Stk. 2. Retten lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er til- gængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller o phold. Stk.3. Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.«

- 2 - 7. I § 14, stk. 1, ændres i 1. pkt. »forsvarer« til: »advokat« og 2. og 3. pkt. ophæves. 8. § 14, stk. 2, 2. pkt., affattes således: »Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke meddeles.« § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2. Sager, der rejses inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Stk. 3. Indbringes en sag, som nævnt i stk. 2, for højere ret efter reglen i § 14 i lov om borte- blevne, finder de hidtil gældende regler anvendelse under den højere rets behandling af sagen. § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

- 3 - Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Indholdsfortegnelse 1. Indledning................................................................................................................................................................ 3 2. Gældende ret ........................................................................................................................................................... 3 2.1. Dødsfaldskendelse og dødsformodningsdom ..................................................................................................... 4 2.2. Begrebet »bortebleven« ....................................................................................................................................... 4 2.3. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom .......................................................................... 5 2.4. Betingelserne for at anvende lovens korte frist ................................................................................................. 5 3. Lovforslagets udformning ...................................................................................................................................... 7 3.1. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom .......................................................................... 7 3.2. Betingelserne for at anvende lovens korte frist ................................................................................................. 9 4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. ................... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 5. Hørte myndigheder m.v........................................................................................................................................ 10 1. Indledning Hovedformålet med lovforslaget er at justere og modernisere reglerne i lov om borteblevne om, hvilke betingelser  der  skal  være  opfyldt  for,  at  domstolene  kan  afsige  dødsformodningsdom.  En  dødsformod- ningsdom indebærer, at en forsvunden (»bortebleven«) person anses for død i retlig henseende bl.a. med den virkning, at boet kan skiftes, og at livsforsikringer og pensioner mv. kan udbetales til efterladte. Reglerne  om  de  betingelser,  der  skal  være  opfyldt  for  at  afsige  dødsformodningsdom,  er  ikke  blevet ændret siden 1946, og navnlig må lovens tidsfrister for, hvornår   en sådan  dom kan afsiges, anses for unø- digt lange under hensyn til nutidens kommunikationsmuligheder, samfærdselsforhold, internationale poli- timæssige samarbejde, efterforskningsmuligheder mv. Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter: 1) De tidsmæssige betingelser for afsigelse af dødsformodningsdom foreslås justeret på følgende pun  k- ter: - Lovens frister for, hvornår en sag til dødsformodningsdom kan rejses, foreslås forkortet, således    at fristen normalt er 5 år og i særlige tilfælde 6 måneder. - Der skal efter forslaget fortsat ske en offentlig indkaldelse af en bortebleven person (i Statstidende mv.), før dødsformodningsdom kan afsiges, men det foreslås, at den frist, som mindst skal gi ves i indkaldelsen, nedsættes fra 3 måneder til 1 måned. 2) Betingelserne for at rejse sag til dødsformodningsdom efter lovens korte frist (der efter forslaget ned- sættes fra 1 år til 6 måneder) foreslås lempet lidt, således at denne frist finder anvendelse i tilfælde, hvor  der  efter  en  samlet  vurdering  af  de  foreliggende  omstændigheder  er  en  særdeles  høj  grad  af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død. 3) Endvidere foreslås en ændring af lovens regel om, at kundgørelse af en offentlig indkaldelse skal  ske i Statstidende og evt. i blade og radio. Bestemmelsen foreslås skærpet, således at kundgørelsen   – ud over i Statstidende – også  skal ske i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den bo r- teblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold. Samtidig foreslås bestemmelserne om kundgøre l- sen af indkaldelsen ændret således, at det er retten, som skal forestå kundgørelsen. Lovforslagets udformning har været drøftet på møder med repræsentanter for domstolene og Advoka t- samfundet.

- 4 - Forslaget indebærer ikke en generel revision af loven, og forslaget indeholder således ud over de ove n- for nævnte justeringer alene visse konsekvensændringer som følge af forskellige ændringer i retsplejelo- ven samt enkelte ændringer af sproglig karakter. 2. Gældende ret 2.1. D ødsfaldskendelse og dødsformodningsdom En persons død fastslås normalt ved, at der udstedes en dødsattest. Reglerne herom findes i ligsynsloven og i administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Udstedelse af dødsattest forudsætter, at der findes et lig, som kan identificeres. Er dette ikke er muligt, kan  domstolene  under  visse  betingelser  træffe  afgørelse  om,  at  personen  skal  anses  for  død.  Dette  kan enten ske ved en dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5 eller ved en dødsformodningsdom efter reglerne i lov om borteblevne. Dødsboskiftelovens § 5 finder anvendelse i tilfælde, hvor det kan anses for sikkert, at den forsvundne person er afgået ved døden, selv om den pågældendes lig ikke er fundet. Dette indebærer, at dødsfald  s- kendelse kan afsiges med det samme. Sikkerhed for, at en person er død, vil efter forarbejderne til døds- boskiftelovens § 5 (L 120 af 8. december 1995, Folketingstidende 1995-96, tillæg A, spalte 2844) almin- deligvis foreligge ved f.eks. skibskatastrofer under omstændigheder som ved »Estonia's« og »Hans Hed- toft's«  forlis,  hvor  skibene  sank  i  et  iskoldt  hav,  eller  i  tilfælde,  hvor  et  skib  eller  fly  totalt  udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation af de ombordværende, eller efter omstæn- dighederne, såfremt en person ifølge vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet findes. I tilfælde, hvor det ikke er sikkert, at en person er død, men hvor den pågældende er forsvundet under sådanne omstændigheder, at der er gru nd til virkelig tvivl om, hvorvidt den pågældende er i live, kan der afsiges  dødsformodningsdom  efter  borteblevnelovens  nærmere  regler  –  herunder  om  den  tid,  der  skal være gået, siden den borteblevne s idst vides at have været i live, jf. nærmere afsnit 2.2.-2.4. nedenfor. En  dødsfaldskendelse  efter  dødsboskifteloven  og  en  dødsformodningsdom  efter  borteblevneloven  har den samme almene retsvirkning, nemlig at den pågældende person i alle retlige relationer anses som død. Det indebærer f.eks., at den pågældend es bo kan skiftes, hans eller hendes formue falder i arv, livsforsik- ring forfalder til udbetaling, den pågældendes ægtefælle kan indgå nyt ægteskab mv. 2.2. Begrebet »bortebleven« Den grundlæggende betingelse for,  at der kan afsiges en dødsformodningsdom er, at den pågældende person kan betegnes som bortebleven, jf. borteblevnelovens § 5. Loven definerer ikke begrebet borteble- ven, og det fremgår af lovens forarbejder (Rigsdagstidende 1945 -46, Tillæg A, spalte 4137, med henvis- ning  til  betænkning  af  oktober  1945,  afgivet  af  Arveretskommissionen:  Udkast  til  lov  om  borteblevne med  tilhørende  bemærkninger),  at  man  ikke  mente  i  en  kort  lovtekst  at  kunne  give  en  sammenfatning, som dækkede alle de tilfælde, man har brug for i praksis. I betænkningen, s. 23 f., er imidlertid anført bl.a. følgende bemærkninger om begrebet: »Som vejledning kan det siges, at en person i almindelighed må anses som bortebl e- ven,  hvis  hans  opholdssted  gennem  længere  tid  har  været  ukendt,  uden  at  der  haves meddelelse om, at han har levet i dette tidsrum eller er død, og der herefter er grund til virkelig tvivl om, at han endnu er i live.« Det fremhæves i tilknytning hertil, at det ikke er tilstrækkeligt, at der »med føje kan næres nogen æng- stelse« for den pågældende.  For  at  anse en person som  bortebleven i lovens forstand skal  der foreligge konkrete omstændigheder, der gør, at det »for en fornuftig betragtning må stille sig tvivlsomt«, om ve d- kommende endnu lever.

- 5 - 2.3. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom Den borteblevnes ægtefælle, øvrige arvinger eller andre, der har retlig interesse deri, kan rejse en sag med henblik på at opnå dom til dødsformodning over den borteblevne, jf. borteblevnelovens § 7. Sagen rejses ved, at sagsøger indgiver en begæring til retten om offentlig indkaldelse af den borteblev- ne, jf. lovens § 6. Begæring om offentlig  indkaldelse  kan som udgangspunkt først indgives, når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live, jf. § 6, stk. 1. I forarbejderne er det som begrundelse for at fastsætte fristen til 10 år bl.a. anført , at den borteblevne oftest vil være død, hvis der i så lang tid ikke har været hørt fra den pågældende. Hvis den borteblevne på det tidspunkt, hvor han sidst vides at have været i live, var i livsfare, eller de r af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død – f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som vedkommende var om bord i, er forsvundet - kan sagen anlægges, når der er gået 1 år, jf. lovens § 6, stk. 2. Det anføres i lovens forarbejder, at lovens 1 års frist i visse tilfælde vil kunne synes for lang. Som e k- sempel  på  sådanne  situationer  nævnes  flyulykker,  men  det  tilføjes,  at  man,  når  et  fly  er  styrtet  ned, antagelig ofte vil kunne erklære den pågældende for død  med det samme, jf. ovenfor under afsnit 2.1. Når den relevante frist efter  borteblevnelovens § 6 er udløbet, kan begæring om offentlig indkaldelse indgives til domstolene, der berammer et retsmøde. I dette retsmøde finder bevisførelse sted med hensyn til, at betingelserne for at foretage offentlig indkaldelse er opfyldt, jf. lovens § 11, og retten træffer afgø- relse herom på baggrund af denne bevisførelse, jf. lovens § 12, stk. 1. Er betingelserne opfyldt – dvs. at det er godtgjort, at den pågældende person er borte bleven i lovens for- stand, og at den pågældende har været borte så længe, som det følger af den relevante fristregel   – indkal- des den borteblevne med et af retten fastsat varsel til et nyt retsmøde i sagen. I dette retsmøde vil døds- formodningsdom blive afsagt, hvis der ikke inden eller på selve retsmødet fremkommer afgørende nyt, jf. lovens § 13, stk. 1. I indkaldelsen af borteblevne opfordres enhver, som kan give yderligere oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten meddelelse herom, jf. lovens § 12, stk. 1. Indkaldelsen skal kundgøres af sagsøger i Statstidende, men retten kan herudover træffe bestemmelse om, at sagsøger tillige skal kundgøre indkal- delsen en eller flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet, jf. lovens § 12, stk. 2. I forarbej- derne anføres om rettens mulighed  for  at træffe bestemmelse om yderligere kundgørelse, at det ofte vil kunne være praktisk at optage indkaldelsen i lokale blade. Efter lovens § 12, stk. 3, skal der gå mindst 3 måneder og højst 1 år mellem kundg   ørelsen af indkaldel- sen og afholdelsen af det retsmøde, der indkaldes til. Det korteste varsel på 3 måneder forudsættes ifølge forarbejderne   navnlig anvendt i sager, hvor lovens 1-års frist finder anvendelse, jf. § 6, stk. 2. Den procedure, der følger af reglerne i borteblevnelovens §§ 6, 11 og 12, indebærer således samlet set, at dødsformodningsdom først kan afsiges nogen tid efter udløbet af den for sagen relevante frist i § 6 på enten 10 eller 1 år . 2.4. B etingelserne for at anvende lovens korte frist 24.1. Betingelsen for at rejse sag til dødsformodningsdom efter borteblevnelovens korte 1 års frist i § 6, stk. 2, er som nævnt i afsnit 2.3. ovenfor, at den borteblevne på det tidspunkt, hvor vedkommende sidst vides at have været i live, var i livsfare (§ 6, stk. 2, 1. led), eller at der af andre grunde er en til vished grænsende  sandsynlighed  for,  at  vedkommende  er  død  –  f.eks.  fordi  det  skib  eller  luftfartøj,  som  ved- kommende var ombord i, er forsvundet (§ 6, stk. 2, 2. led).

- 6 - I bestemmelsens forarbejder er nævnt nogle praktiske eksempler på tilfælde, som omfattes af § 6, stk. 2, 1. led, om livsfare. Som eksempler nævnes, at det skib, borteblevne var med, var i havsnød, og at der er hørt  nødsignaler fra  det  fly,  borteblevne  var  ombord i.  Herudover  nævnes  tilfælde,  hvor  borteblevne  af vidner konkret er blevet set i livsfare, f.eks. under stormflod, ildebrand m.v. eller under f.eks. krigshand- linger. § 6, stk. 2, 2. led, omhandler som nævnt tilfælde, hvor der ikke er oplysninger om, at borteblevne var i øjeblikkelig  livsfare  ved  sidste  efterretning  om  vedkommende,  men  hvor  de  konkrete  oplysninger  om omstændighederne  ved  borteblevnes  forsvinden  alligevel  indebærer,  at  der  er  en  til  vished  grænsende sandsynlighed  for,  at  borteblevne  er  død.  Ud  over  de  eksempler,  som  er  nævnt  i  selve  bestemmelsen, nævnes i forarbejderne, at 2. led efter omstændighederne også kan anvendes på soldater i felten, konce  n- trationslejrfanger, på personer, som er forsvundet under bjergbestigning, eller på personer, som vides at have begivet sig ud på farlige ture under polarekspeditioner eller lignende rejser. Det fremhæves samtidig, at lovens almindelige 10-års frist muligvis må finde anvendelse, hvis en pe  r- son er blevet borte under en længere ekspedition til fjerne egne, uden at der er oplyst noget om, at ved- kommende er forsvundet under en særlig farlig tur. I den juridiske litteratur er betingelserne for anvendelsen af § 6, stk. 2, bl.a. behandlet af Jørgen Trolle i artiklen Om afsigelse af dødsformodningsdom (Juristen 1950.227). I artiklen anfører Trolle, at anvendelsesområdet for begge led i § 6, stk. 2, er snævert, og at begge led må fortolkes strengt efter ordene. Trolle understreger i den forbindelse, at det er en betingelse for, at 1 års fristen finder anvendelse, at der foreligger konkrete holdepunkter i forhold til den enkelte borteblevne for den »til vished grænsende sandsynlighed« for, at netop denne borteblevne er død. Trolle støtter sin opfattelse bl.a. på den i U   1949.221 refererede Østre Landsrets dom, hvor landsretten afviste at anvende § 6, stk. 2, i forhold til tyske jøder, der i 1941 var blevet ført til en arbejdslejr i det øst- lige Tyskland, idet landsretten udtalte, at det var betænkeligt at anse det for godtgjort, at der havde været »en sådan konkret livsfare«,  eller at  der  på anden måde var »skabt en på  specielle omstændigheder b   e- grundet, til vished grænsende sandsynlighed« for de pågældendes død. Trolle fremhæver, at det forhold, at efterretningerne om en bortebleven er stoppet på et tidspunkt, hvor den borteblevne antageligt har befundet sig i potentielt livsfarlige omstændigheder, og at lang tid er gået, siden den borteblevne sidst vides at have været i live, ikke nødvendigvis i sig selv kan begrunde, at 1-års fristen finder anvendelse. Trolle nævner i den forbindelse yderligere et eksempel fra praksis i tilknytning til anden verdenskrigs afslutning,  hvor  byretten  afsagde  dødsformodningsdom  over  en  pilot,  om  hvem  man  vidste,  at  han  var styrtet ned og derefter anbragt på et lazaret i en by, der siden blev udsat for et lufta ngreb. Trolle anfører, at oplysningen om luftangrebet kun kunne skabe en vis formodning om, at nogle personer i den pågæ l- dende by var døde, men absolut ikke for, at de alle og derved hver enkelt var det. Idet Trolle endvidere bemærker, at den pågældende pi lot dukkede op i live, inden sagen – der blev anket – var færdigbehandlet i landsretten, konkluderes det, at sagen viser, hvor kritisk man skal være ved anvendelsen af § 6, stk. 2. 2.4.2.  Af  eksempler fra  trykt  retspraksis,  hvor  begæring  i  medfør  af  §  6, stk.  2,  er  imødekommet  kan nævnes: U 1951.918 Ø: Borteblevnes hustru havde ikke hørt fra borteblevne, siden at hun i december 1944 mod- tog brev fra borteblevne, der var i tysk koncentrationslejr. Flere overensstemmende andenhånds vidnefo r- klaringer understøttede, at borteblevne var blevet henrettet i lejren. U 1990.98 Ø: Borteblevne sidst set ombord på Oslo -færgen 21. september 1987. Lægeerklæringer og vidneforklaringer fra borteblevnes hustru understøttede en formodning om, at borteblevne var selvmords- truet. En række af borteblevnes personlige papirer og effekter, samt hans bil, blev fundet efterladt på fæ r- gen. Byretten fandt ikke,  at  der  forelå en til vished grænsende  sandsynlighed for borteblevnes død. For landsretten  blev  der  afgivet  yderligere forklaring  af borteblevnes  ekshustru,  der  understøttede, at  borte- blevne var selvmordstruet. Endvidere havde heller ikke ekshustruen eller hendes nu 12-årige datter hørt

- 7 - fra borteblevne siden 21. september 1987. Landsretten fastslog, at det efter de for landsretten tilvejebragte oplysninger måtte anses for godtgjort, at der forelå en til vished grænsende sandsynlighed for, at bort  e- blevne var død. Af eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør af § 6, stk. 2, er blevet afvist kan nævnes: JD 1948.338: Borteblevne, der var tysk statsborger, blev ført til Berlin af det tyske militær i 1944 for at blive indrulleret i den tyske hær. Borteblevnes ægtefælle hørte sidste gang fra ham i form af et brev date- ret i Berlin den 2. april 1945. Byretten lagde i sin kendelse vægt på, at det ganske vist måtte antages at have været forbundet med meget stor fare, særlig for en tysk soldat, at være i Berlin i tiden umiddelbart før russernes erobring af byen i april 1945, men at der på den anden side ikke forelå oplysninger om, at borteblevne  havde  været i  kamp,  og  at  det  heller  ikke  var  ganske  udelukket,  at  han  havde forladt  byen inden erobringen. Retten fandt derfor ikke at kunne lægge til grund, at borteblevne havde været i livsfare i lovens forstand. Retten fandt endvidere, at ordene i § 6, stk. 2, »en til vished grænsende sandsynlighed«, måtte forstås strengt, og da man i det foreliggende tilfælde ikke ga  nske kunne se bort fra den mulighed, at borteblevne f.eks. var faldet i russisk krigsfangenskab og endnu ikke havde haft mulighed for at lade høre fra sig, fandtes betingelserne for at anvende § 6, stk. 2, ikke at være til stede. U 1963.251 Ø: Borteblevne var kaptajn på et skib og forsvandt sporløst den 22. august 1959, da skibet lå  ved  kaj  i  New  Yorks  havn  i  et  lukket  havneområde  .  Borteblevnes  personlige  papirer,  herunder  hans pas,  blev  fundet  ombord  på  skibet.  Der  forelå  vidneforklaringer  bl.a.  fra  den  portvagt,  der  havde  gjort tjeneste den 22. august 1959 ved den eneste indgang til området. Vagten forklarede, at han kendte bort e- blevne  af  udseende,  og  at  borteblevne  ikke  passerede  ud  gennem  porten  på  det  pågældende  tidspunkt. Borteblevnes hustru forklarede, at hun sidst så borteblevne i marts måned 1959, da hun og deres fælle  s- barn, født den 8. maj 1954, besøgte ham ombord på skibe t. Hun modtog sidst brev fra borteblevne i mid- ten af august måned 1959. Landsretten stadfæstede byrettens afvisning af at lade § 6, stk. 2, finde anve n- delse. U  1998.1261  Ø: Begæring om offentlig indkaldelse modtaget i retten den 20. november 1997. Borte- blevne var indlagt 2 gange på psykiatrisk hospital i foråret 1991. Hun rejste til Færøerne den 13. dece  m- ber 1991 på en enkeltbillet og blev sidst set ved sit hotel den 14. december 1991. Hun skrev a fskedsbreve til sin familie den 13. december 1991. Hun havde ringet hjem den 12. december 1991 for at ønske sin bror tillykke med fødselsdagen dagen efter. Byretten fandt ikke, at betingelserne i § 6, stk. 2, var opfyldt, da det ikke var bevist, at borteblevne var i livsfare, da hun sidst blev set, eller der af anden grund var en til vished grænsende sandsynlighed for, at hun var død. Landsretten stadfæstede kendelsen. 3. Lovforslagets udformning 3.1. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før de r kan rejses en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person, bør ramme den rette balance mellem forskellige hensyn. Under hensyn til  en  dødsformodningsdoms  omfattende  og  indgribende  retsvirkninger  for  den  borteblevne,  hvis  bo  i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet livstegn inden fristens udløb, normalt er død. På den anden side tilsiger hensynet til de e f- terladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig økonomisk og juridisk betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de efterladte også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum. Under hensyn til nutidens stærkt forøgede kommunikationsmuligheder –  herunder udbredelsen af (mo- bil)telefoni og anvendelsen af internetkommunikation – forbedrede samfærdselsforhold, et øget internati- onalt  politimæssigt  samarbejde  og  generelt  forbedrede  muligheder  for  eftersøgning  og  efterforskning finder Justitsministeriet, at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end i perioden ved 2. verden s- krigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem en længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende.

- 8 - På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for a f- sigelse af dødsformodningsdom er længere end 5 år. Den foreslåede nedsættelse af borteblevnelovens almindelige frist fra 10 til 5 år skal ses i sammenhæng med kravet om, at den person, som der ønskes afsagt dødsformodningsdom over, er bortebleven i lovens forstand og har været det gennem hele fristens forløb. Kravet om, at den pågældende skal være  »borteble- ven« foreslås ikke ændret, og det vil således fortsat være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at der foreligger nærmere oplysninger i sagen om resultatet af politiets eller andre relevante myndigheders efterforskning m.v. Bevisbyrden for, at en person virkelig er bortebleven, påhviler sagsøger, jf. borteble v- nelovens § 11, stk.  2,  og  retten vil i  medfør af denne bestemmelse kunne afvise at fremme sagen, hvis retten ikke finder, at mulighederne for at fremskaffe bevismateriale vedrørende den forsvundne persons færden  er  udtømte,  jf.  herved  den  i  U  1948.968  refererede  Østre  Landsrets  kendelse,  hvor  landsretten afviste at fremme en anmodning om afsigelse af dødsformodningsdom bl.a. med henvisning til, at sagsø- geren kunne have søgt bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at borteblevne var død i udlandet. Domstolene skal således i hver enkelt sag vurdere, om den person, der ønskes afsagt dom over, overh o- vedet er bortebleven i lovens forstand, og det vil således  ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år. De ovenfor nævnte grunde til at halvere lovens lange frist gør sig efter Justitsministeriets opfattelse til- svarende gældende i forhold til den korte frist efter lovens § 6, stk. 2. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist, som gælder i tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at den pågældende er død, er længere end 6 måneder. Det kan oplyses, at den svenske regering for nylig har udarbejdet et lovforslag, der lægger op til en af- kortning af den tilsvarende 10-års frist i Sverige, således at den almindelige frist for afsigelse af dødsfo  r- modningsdom også i Sverige vil være 5 år. Også    for så vidt angår den korte frist indeholder den svenske regerings lovforslag visse lempelser af de gældende fristregler. Efter borteblevnelovens § 12, stk. 3, kan der ikke afsiges dødsformodningsdom før udløbet af en yderli- gere  frist  på  mindst  3  måneder  o  g  højst  1  år  fra  kundgørelsen  af  den  offentlige  indkaldelse.  Denne  b e- stemmelse har til formål at sikre, at den borteblevne  – hvis den pågældende er i live  – eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig, har rimelig tid til at nå at blive opmæ rksom på in dkaldelsen og give livstegn. På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling siden de gældende reglers ikrafttræden med hensyn til bl.a.  kommunikationsmuligheder  og  samfærdselsforhold,  er  der  efter  Justitsministeriets  opfattelse  ikke længere  behov  for,  at  der  i  alle  tilfælde  skal  fastsættes  en  frist  på  mindst  3  måneder.  Justitsministeriet finder endvidere, at  det  er unødvendigt i loven at fastsætte en længste frist på 1 år. Det foreslås, at b   e- stemmelsen ændres således, at der i alle tilfælde skal  fastsættes en frist på mindst 1 måned fra kundgøre  l- sen til afholdelsen af det retsmøde, hvor der træffes endelig afgørelse om afsigelse af dødsformodnings- dom. Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være tilstrækkelig, men retten vil efter en k  onkret vurdering kunne fastsætte en  længere  frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af forholdene på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet. Det  foreslås endvidere, at det fremover skal  være retten, der står for at kundgøre ind  kaldelsen af den borteblevne i Statstidende og andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at sagsøger skal have en passe nde tid til at sørge for at få indka ldelsen kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger. Den svenske regerings lovforslag lægger tilsvarende op til, at den myndighed, der skal afgøre sagen, også skal forestå kundgørelsen (i Sverige ligger kompetencen til at træffe afgørel se om, hvorvidt en borteble- ven skal erklæres død, hos en forvaltningsmyndighed). Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i § 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgøre l- sen, dels således, at der også bliver mulighed for at kundgøre indkaldels  en i f.eks. TV eller på Internettet, dels således, at det gøres obligatorisk at kundgøre indkaldelsen i et andet eller flere andre relevante med i-

- 9 - er ud over Statstidende. Vurderingen af, i hvilke andre medier end Statstidende det er mest hensigtsmæs- sigt at kundgøre indkaldelsen, må foretages konkret. De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter Justitsministeriets opfattelse medføre, at den sa m- lede tid, der går, før der kan afsiges dødsformodningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i da g. 3.2. B etingelserne for at anvende lovens korte frist Som det fremgår af redegørelsen under  afsnit 2.4. ovenfor, er retspraksis meget restriktiv med hensyn til, hvornår betingelserne for at anvende lovens korte frist er opfyldt. For at det kan lægges til  grund, at der er »en til vished grænsende sandsynlighed« for, at den borteblevne er død, må det således antages, at der  skal  foreligge  konkrete  oplysninger  om  de  specifikke  omstændigheder  ved  den  pågældende  bort e- blevne persons forsvinden – herunder om, hvor den pågældende befandt sig  – også selv om den pågæ  l- dende f.eks. er forsvundet i forbindelse med en omfattende naturkatastrofe. Efter Justitsministeriets opfattelse  kan  det ikke udelukkes, at den meget restriktive praksis, som er en følge af den gældende ordlyd af lovens § 6, stk. 2, 2. led, i praksis kan føre til resultater, der konkret ikke forekommer velbegrundede, navnlig hvis den pågældende person er forsvundet i forbindelse med særligt omfattende  naturkatastrofer  med  mange  omkomne  som  f.eks.  efter  flodbølgekatastrofen  i  Sydøstasien  i december 2004. Ved begivenheder som denne, hvor det ekstraordinære omfang og karakteren af katastro- fen  vanskeliggør tilvejebringelsen  af  præcise oplysninger om omstændighederne ved den enkelte borte- blevnes forsvinden, kan den gældende udformning af lovreglen muligvis i nogle tilfælde medføre, at den korte frist er uanvendelig, selv om alle øvrige oplysninger tilsammen viser, at der reelt ikke er nogen an- den fornuftig forklaring på, at den pågældende ikke har givet livsteg  n, end at den pågældende er død. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at kriteriet i lovens § 6, stk. 2, 2. led, bør justeres, således at den korte frist kan anvendes, hvis der efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død. Der er tale om en meget begrænset lempelse i forhold til det gældende kriterium (»en til vished græn- sende sandsynlighed«). Den begrænsede udvidelse af mulighederne for at anvende lovens korte frist tager navnlig sigte på tilfælde som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004, f.eks. hvor den borteblevne var i katastrofeområdet, men hvor der ikke  kan skaffes sikre oplysninger om, hvor den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante område.  I et sådant tilfælde vil  oplysningerne om forholde- ne  på  stedet,  herunder  om  antallet  af  dræbte,  og  om  eftersøgningsindsatsen  samt  relevante  personlige oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste rimelige  forklaring på, at den borteblevne  i  (efter  forslaget)  6  måneder  ikke  har  givet  noget  livstegn  og  ikke  har  kunnet  findes  med myndighedernes bistand på stedet er, at den pågældende er omkommet ved naturkat  astrofen. Den  svenske regeringslovforslag  indeholder også en v is lempelse af kriterierne med  henvisning til, at den gældende udformning af loven næppe rammer den rigtige balance i forhold til naturkatastrofer som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004. 4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. De foreslåede ændringer af borteblevneloven vil ikke have økonomiske eller administrative konsekve n- ser af betydning for stat, kommuner og amtskommuner eller for erhvervslivet. De foreslåede ændringer af betingelserne for opnåelse af dødsformodningsdom e  fter lovens korte frist vil imidlertid – alt andet lige – indebære, at der hurtigere vil kunne skabes endelig klarhed over de øko- nomiske og praktiske spørgsmål, der knytter sig til, at en person er bortebleven. Eksempelvis vil der hu r- tigere  kunne  komme  klarhed  over,  at  livsforsikringer,  pensioner  og  lignede  skal  komme  til  udbetaling, eller at offentlige ydelser f.eks. ikke længere kommer til udbetaling. Dette vil kunne indebære en vis ad- ministrativ lettelse for de berørte erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder. Forslaget om, at det fremover skal være domstolene, der varetager kundgørelsen af den offentlige ind- kaldelse vil medføre udgifter for det offentlige, men der skønnes ikke at være tale om udgifter af betyd-

- 10 - ning, hvilket dels er begrundet i det – under normale omstændigheder – relativt få antal sager, der rejses efter loven, dels i at udgifterne til den enkelte kundgørelse vil være relativt beskedne. De foreslåede justeringer af betingelserne for at opnå dødsformodningsdom vil medføre, at de pårør   en- de til en bortebleven, (såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), langt hurtigere end efter de gæ l- dende regler, gennem en dødsformodningsdom vil kunne opnå en juridisk og økonomisk afklaring af de spørgsmål, som den omstændighed, at en nærtståen  de er forsvundet, rejser. Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter. 5. Hørte myndigheder m.v. Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet ,   Bornholms   Statsamt,   Den   Danske   Dommerforening,   Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,  Familieretsadvokaternes  Forening,  Finansrådet ,  Foreningen  af  offentlige  chefer  i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen af Stats- amtmænd, Forsikring & Pension, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt,  Institut for Menneskerettighe- der,  Københavns  Overpræsidium,  Københavns  Statsamt,  Landsforeningen  af  Beskikkede  Advokater, Nordjyllands Statsamt, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Århus  , Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Realkreditrådet , Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Ring- købing Statsamt, Roskilde Statsamt, Statsamtet Ribe,Storstrøms Statsamt  , Sønderjyllands Statsamt,Vejle Statsamt,Vestsjællands Statsamt  ,Viborg Statsamt   og Århus Statsamt  . Vurdering af konsekvenser af lovforslag Positive konsekven- ser/mindreudgifter Negative konsekven- ser/merudgifter Økonomiske konsekven- ser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen af betydning Ingen af betydning Administrative konse- kvenser for stat, kommu- ner og amtskommuner Ingen af betydning Ingen Økonomiske konsekven- ser for erhvervslivet Ingen af betydning Ingen Administrative konse- kvenser for erhvervslivet Ingen af betydning Ingen Miljømæssige konsekven- ser Ingen Ingen Administrative konse- kvenser for borgerne En række lempelser for pårørende til borteblevne Ingen Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Til nr. 1 (§ 6) Efter den gældende bestemmelse i § 6, stk. 1, kan begæring om offentlig indkaldelse ikke indgives til retten, før fristen på 10 år e  r udløbet. Denne frist foreslås nedsat til 5 år. Om begrundelsen herfor henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

- 11 - Ordet »begæring« foreslås ændret til det mere nutidige  »anmodning« . Bestemmelsen  i  §  6,  stk.  2,  foreslås  ændret  på  flere  punkter.    For  det  første  foreslås  det,  at  en  sag  til dødsformodningsdom kan rejses efter denne bestemmelse efter 6 måneder, mens den gældende frist er 1 år. Om begrundelsen for at nedsætte lovens korte frist til 6 måneder henvises til de almindelige bemær  k- ninger, afsnit 3.1. Det foreslås endvidere at ændre kriteriet i bestemmelsens 2. led, således at der ikke længere kræves   »en til vished grænsende« sandsynlighed for, at den borteblevne er død, og således, at de opregnede ekse m- pler på tilfælde, hvor bestemmelsen ka n anvendes, udgår. De pågældende eksempler omfatter formentlig i praksis en række tilfælde, hvor der kunne være mulighed for i stedet at anvende dødsboskiftelovens regler om dødsfaldskendelse, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.1. Det foreslås at udf orme bestemmelsen så ledes, at den korte frist kan anvendes, hvis der – ud over de i 1. led nævnte tilfælde, hvor det ligger fast, at den borteblevne var i øjeblikkelig livsfare på det tidspunkt, hvor han eller hun sidst vides at have været i live - efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en »særdeles høj grad« af sand- synlighed for, at den borteblevne person er død. Der er tale om en meget begrænset lempelse af betingelserne for at anvende den korte frist, men med den foreslåede formul ering vil domstolene have en lidt større frihed til at inddrage alle relevante oplys- ninger i en samlet vurdering af sandsynligheden for, at den borteblevne er død. Den  foreslåede  ændring  af  bestemmelsen  vil  f.eks.  kunne  have  betydning  i  tilfælde,  hvor   det  er sandsynliggjort,  at  den  borteblevne  er  blevet  dræbt  ved  en  omfattende  naturkatastrofe,  og  hvor  denne formodning  for,  at  den  borteblevne  er  død,  understøttes  af  de  øvrige  oplysninger  i  sagen.  Det  kan  dels være oplysninger om forholdene på stedet og katas trofens nærmere karakter og omfang, dels oplysninger om den pågældendes personlige forhold, egenskaber og adfærdsmønster .  Sådanne oplysninger kan  f.eks. foreligge i form af vidneforklaringer. Der må i givet fald ikke foreligge oplysninger, der reelt afsvæk ker formodningen for, at den borteblevne er død, f.eks. oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at den borteblevne kan have haft en særlig interesse i at forsvinde. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2. Til nr. 2 Ændringen er redaktionel. Til nr. 3 Ændringen er redaktionel. Til nr. 4 Ændringen er af redaktionel karakter. Til nr. 5 Bestemmelsen foreslås ændret som følge af, at der ikke længere gælder regler om afgivelse af forkl a- ring under ed. Retsplejelovens almindelige regel i § 305 finder anvendelse på forklaringer, der afgives for retten  af  en  part  i  medfør af  borteblevnelovens  §  11,  stk.  2.  Falsk  forklaring  vil  kunne  straffes  efter  de relevante bestemmelser herom i straffelovens §§ 158-160 . Til nr. 6 Om baggrunden for de foreslåede ændringer af bestemmelserne om kundgørelse af den offentlige in d- kaldelse henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1. Hvis der ikke foreligger oplysninger om, at den borteblevne kan være forsvundet i udlandet, vil kundgø- relse – ud over i Statstidende – i f.eks. en landsdækkende dansk avis kunne anses for tilstrækkelig.

- 12 - Er  den  borteblevne  forsvundet  i  udlandet,  kan  det  være  relevant  tillige  at  foretage  kundgørelsen  i  en udenlandsk avis, der dækker det område, hvor den borteblevne sids t vides at have været i live. Endvidere kan der efter omstændighederne være anledning til at foretage kundgørelsen ved opslag på den stedlige ambassade eller et konsulat og på relevante hjemmesider, f.eks. Udenrigsministeriets hjemmeside, polit i- ets hjemmeside og/eller domstolenes hjemmesider. Dette kan f.eks. være velbegrundet i forbindelse med meget  omfattende  katastrofer,  ulykker  og  lignende,  hvor  der  i  øget  omfang  bliver  almindelig  opmærk- somhed om, hvordan myndighederne informerer. Den foreslåede ændring  vil have betydning også i tilfælde, hvor der ikke er rejst sag om dødsformo d- ningsdom, men hvor den borteblevne skal indkaldes, fordi den pågældendes formue har været bestyret i 20 år, jf. lovens § 24 (som ikke ændres). I sådanne tilfælde må kundgørelse i    Statstidende og i f.eks. en stor landsdækkende avis normalt anses for tilstrækkelig. Den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, indebærer, at der efter rettens nærmere bestemmelse kan afho l- des retsmøde med henblik på afsigelse af dødsformodningsdom tidligst 1  måned efter, at den  seneste af de foreskrevne kundgørelser af indkaldelsen, har fundet sted. Til nr. 7 Den foreslåede ændring af borteblevnelovens § 14, stk. 1, 1. pkt.,  er redaktionel. Bestemmelserne i borteblevnelovens § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., om anke ved påtalemyndighedens fora n- staltning  foreslås  ophævet.  Bestemmelserne  blev  indsat  i  borteblevneloven  under  lovens  behandling  i Landstinget i 1946 som en parallel til de dagældende bestemmelser i retsplejeloven om adgang for ankla- gemyndigheden til at på anke domme i ægteskabssager. Disse bestemmelser er for længst ophævet, og der findes ikke at være anledning til at opretholde de tilsvarende regler i borteblevneloven. Til nr. 8 Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det efter de gældende bestemmelser i retsplejelo- ven er landsretten, der har kompetencen til undtagelsesvis at tillade anke af en byretsdom, når den ord i- nære ankefrist er udløbet, mens Procesbevillingsnævnet nu har kompetencen til at meddele en eventuel 3. instansbevilling. Til § 2 Til stk. 1 - 3 Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Sager, der er rejst men ikke er endeligt afgjort  inden lovens ikrafttræden, skal efter forslaget færdigbe- handles efter de hidtil gældende regler i borteblevneloven. Ligeledes foreslås det med bestemmelsen i § 2, stk. 3, at en højere ret ved en evt. prøvelse, jf. borteble v- nelovens  §  14,  af  en  afgørelse,  som  er  truffet  efter  lovens  hidtil  gældende  regler,  skal  anvende  lovens hidtil gældende regler ved sin behandling af sagen. Ankesager og kæremål, der verserer på tid  spunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles således efter de hidtil gældende regler. Sager, der er a fgjort i første instans  efter  de  hidtil  gældende  regler,  og  hvor  ankefristen  først  udløber  efter  lovens  ikrafttræden  vil endvidere skulle behandles efter de hidtil gældende regler under en evt. anke eller kære. Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 2 og 3, er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, og i visse tilfælde vil savne mening, såfremt domstolene under sager, der allerede i et eller andet omfang er bedømt ud fra de gældende regler, vil skulle være nødsaget til at foretage en endelig bedømmelse under anvendelse af de helt anderledes regler, der følger af dette forslag. Det bemærkes, at det naturligvis vil stå en sagsøger frit for at hæve en verserende sag og i stedet anlæ g- ge en ny efter de i forslaget indeholdte regler.

- 13 - Til § 3 Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne og Grønland.

- 14 - Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende ret Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om borteblevne, jf. lovbekendt- gørelse nr. 587 af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændrin- ger: § 6. Begæring om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 10 år, s   i- den den borteblevne sidst vides at have været i live. Stk. 2. Såfremt den borteblevne de n- gang var i livsfare, eller der af andre grunde er en til vished grænsende sand- synlighed for, at han er død - f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som han var om bord i, er forsvundet, - er fristen kun 1 år. 1. § 6 affatt es således: »§ 6. Anmodning om offentlig indkal- delse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live. Stk. 2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den på- gældende er død, er fristen kun 6 må- neder.« § 9. Sagen anlægges ved underretten på det sted, hvor den borteblevne sidst boe de eller opholdt sig her i landet, eller ved den underret, som justitsmi- nistriet bestemmer. 2. I § 9 ændres »underretten« til: »by- retten« og »underret,« til: »byret,«. § 10. Retten beskikker en sagfører til at varetage den borteblevnes tarv. 3. I § 10, stk. 1, ændres »sagfører« til: »advokat«. § 11. Retten fastsætter et retsmøde til behandling af begæringen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle, nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den borteblevnes forhold. 4. I § 11, stk. 1, ændres »begæringen« til: »anmodningen«. Stk. 2. Retten kan opfordre sagsøge- ren til at afgive edelig forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgøren- 5. I § 11, stk. 2, udgår »edelig«.

- 15 - de, kan retten ved kendelse nægte at fremme sagen. Stk. 2. Sagsøgeren skal lade indkal- delsen kundgøre i Statstidende. Retten kan bestemme, at kundgørelsen tillige skal ske en eller flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet. Stk. 3. Mellem kundgørelsen og rets- mødet skal der gå mindst 3 måneder og højst 1 år. 6. § 12, stk. 2 og 3, affattes således: »Stk. 2. Retten lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold. Stk.3. Mellem den seneste kundgørel- se og retsmødet skal der gå mindst 1 må ned.« § 14. Rettens afgørelse i henhold til §§ 11 - 13 kan indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede forsvarer og enhver, som har retlig interesse i afgørelsen. Såfremt den borteblevne er gift, kan anke af dødsformodningsdom endvidere iværksættes af påtalemy n- digheden, hvem udskrift af dommen i nævnte tilfælde straks skal tilstilles af retten. Påtalemyndigheden har fri pr o- ces under sagen. 7. I § 14, stk. 1, ændres i 1. pkt. »for- svarer« til: »advokat« og 2. og 3. pkt. ophæves. Justitsministeriet kan ikke give tilladel- se til anke af dødsformodningsdom efter ankefristens udløb. 8. § 14, stk. 2, 2. pkt., affattes således: »Er der gået 8 ug er efter dommens af- sigelse kan anke ikke tillades, og tilla- delse til prøvelse i 3. instans kan ikke meddeles.«