Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2005-356-0006 Dok.: KKN40024 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk G R U N D N O T A T vedrørende forslag til Rådets  rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførel- se af domfældte mellem EU-medlemsstaterne Resumé Forslaget har til formål at sikre, at der   mellem EU-medlemsstaterne sker en gensidig anerken- delse  og  fuldbyrdelse  af endelige  domme  i  straffesager,  hvorved  der  er  idømt  frihedsstraf  eller andre frihedsberøvende foranstaltninger. Forslaget indebærer en grundlæggende forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at overtage egne statsborgere og personer med fast lovligt ophold på dens område uafhængigt af de pågældendes samty   kke, medmindre der foreligger bestemte grunde til at afslå dette.   Sigtet med forslaget er at styrke resocialiseringen af de domfældte. Forslaget vur- deres  ikke  at  rejse  spørgsmål  i  forho ld  til  nærhedsprincippet.  Forslaget  vil  have  lovgivnings- mæssige konsekvenser, og det vil muligvis også have statsfinansielle konsekvenser . Forslaget er fremsat af Østrig, Finland og Sverige. Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivel- ser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man overordnet set positiv over for udviklingen af et EU-instrument på området for gensidig ane   rkendelse og fuld- byrdelse af frihedsstraffe mv . 1.  Baggrund Det Europæiske Råd godkend te på sit møde i Tammerfors den 15. -16. oktober 1999 princippet om  gensidig  anerkendelse,  der  bør  være  hjørnestenen  i  det  retlige  samarbejde  inden  for  EU  på både det civilretlige og det strafferetlige område.

- 2 - Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overen sstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et  program  for  foranstaltninger  med  henblik  på  gennemførelse  af  princippet  om  gensidig  ane r- kendelse af afgørelser i straffesager, og det gik i den forbindelse ind for at vurdere behovet for moderne mekanismer med henblik på gensidig anerkendelse af endelige straffedomme, der ind e- bærer frihedsberøvelse (foranstaltning 14), samt for at udvide anvendelsesområdet for princippet om  overførelse  af  domfældte,  så  det  også  finder  anvendelse  på  personer  med  bopæl  i  en  me   d- lemsstat (foranstaltning 16). Kommissionen fremlagde den 30. april 2004 en grønbog om tilnærmelse, gensidig anerkendelse og  fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner i EU.  I  grønbogen fokuseres  der navnlig på spørg s- må let om behovet for tiltag inden  for området for gensidig  anerkendelse  af og fuld -byrdelse af frihedsstraffe. Den danske regering har afgivet høringssvar vedrørende grønbogen, og dette hø- ringssvar er sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 30. september 2004.     I Haag - programmet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU (punkt 3.3.1.), som blev  vedtaget  af  Det  Europæiske  Råd  den  5.  november  2004,  er  der  lagt  op  til,  at  det  sa mlede program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig ane rken- delse af afgørelser i straffesager, der som nævnt bl.a. omfatter fuldbyrdelse af endelige domme, der  indebærer  frihedsberøvelse,  bør  suppleres,  og  at  man  nærmere  bør  overveje  yderligere  for- slag i den forbindelse. Med henvisning hertil har Østrig, Finland og Sverige fremlagt et forslag til en rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførelse af domfældte mellem EU-medlemsstaterne (frem- over  benævnt  rammeafgørelse  om  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre).  Forslaget  er  modtaget  i Rådet i dansk sprogv ersion den 28. januar 2005. 2.  Indhold 2.1. Overordnet beskrivelse af forslaget Forslaget  til  rammeafgørelse  om  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  er  fremlagt  under  henvis- ning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra a, hvoraf det fremgår, at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager bl.a. omfatter fremme og frem- skyndelse af samarbejdet om fuldbyrdelse af afgørelser mellem kompetente ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne, og artikel 34, stk. 2, litra b, hvoraf det fremgår, at  Rådet  med  henblik  på  at  bidrage  til  opfyldelse  af  Unionens  målsætninger  på  initiativ  af  en medlemsstat  eller  Kommissionen  kan  vedtage  rammeafgørelser  om  indbyrdes  tilnærmelse  af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.  

- 3 - Som begrundelse for forslaget er der bl.a. peget på, at man i  forholdet mellem medlemsstaterne, der  er  præget  af  en  særlig  gensidig  tillid  til  de  øvrige  medlemsstaters  retssystemer,  bør  gå  ud over  Europarådets  eksisterende  i nstrumenter  vedrørende  overførelse  af  fuldbyrdelse  af  straffe- domme. Ifølge forslagsstillerne bør det fastsættes, at fuldbyrdelsesstaten principielt er forpligtet til at overtage egne statsborgere og personer med fast lovligt ophold på dens område, som ved   en endelig  dom  i  en  anden  medlemsstat  er  idømt  en  frihedsstraf  eller  en  frihedsberøvende  foran- staltning uafhængigt af de pågældendes samtykke, medmindre der foreligger b estemte grunde til at afslå dette.  Det anføres i den forbindelse, at overførelse af domfældte til deres hjemland eller det land, som den domfældte har andre tætte forbindelser med, vil kunne sikre en bedre resociali- sering af disse personer. Hovedelementerne i det fremlagte forslag er: – en grundlæggende forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at acceptere domfældte statsbor- gere,  personer  med  fast  bopæl  og  personer  med  andre  tætte  forbindelser,  når  der  ikke  er særlige grunde til at afvise dem. – ingen undersøgelse af kravet om dobbelt strafbarhed med hensyn til visse anførte forbry- delser  svarende  til  dem, der  er  indeholdt  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestor- dre. – der kræves ikke samtykke fra den domfældte, medmindre den europæiske fuldbyrdelsesor- dre sendes til fuldbyrdelsesstaten på grund af den domfældtes tætte forbindelser med d enne stat.  Den  domfældte  skal  dog  af  retfærdighedshensyn  underrettes  om  konsekvenserne  af overførelsen og skal, såfremt han befinder sig i udstedelsesstaten, have mulighed for at ti l- kendegive sin mening. – anerkendelse af den endelige udenlandske fængselsdom eller anden frihedsberøvende for- anstaltning på grundlag af en formular (den såkaldte europæiske fuldbyrdelsesordre). – fastsættelse af tidsfrister for afgørelsen om den europæiske fuldbyrdelsesordre og for over- førelsen af den domfældte til fuldbyrdelsesstaten. – fuldbyrdelse  af  den  endelige  fængselsdom  eller  anden  frihedsberøvende  foranstaltning uden omsætning af retsfølgen. Hvis sanktionen på grund af sin  varighed ikke er forenelig med grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten, kan den kompetente myndighed i denne stat  dog træffe beslutning om at tilpasse sanktionen til det maksimale niveau for en strafbar handling efter denne stats nationale lovgivning. Hvis selve sanktionen på grund af sin art ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndig-

- 4 - hed i denne stat ved en retlig eller administrativ afgørelse tilpasse sanktionen til den straf eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for en strafbar handling af samme art. Denne straf  eller foranstaltning skal  ligge så tæt som muligt på den sankt  ion, udstedelsesstaten har idømt, dvs. at sanktionen ikke kan konverteres til en bøde.  Den må ikke skærpe udstedelsesstatens sanktion.   Herudover  kan  det  nævnes,  at  visse  dele  af  den  foreslåede  ramme afgørelse  også  skal  finde  a n- vendelse  på  håndhævelsen  af  sanktioner,  der  er  pålagt  statsborgere  i  fuldbyrdelsesstaten  eller personer  bosat  heri,  hvis  fuldbyrdelsesstaten  gør  deres  overgivelse  til  udstedelsesstaten  (i  hen- hold  til  artikel  5,  stk.  3,  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestordre)  betinget  af,  at  den domfældte sendes tilbage til fuldbyrdelsesstaten  for at afsone straffen. Det samme gælder, hvis fuldbyrdelsesstaten (i henhold til artikel 4, stk. 6 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestor- dre) forpligter sig til selv at fuldbyrde den straf, som den europæiske arrestordre var baseret på. 2.2. Forslagets enkelte bestemmelser I overensstemmelse med, hvad der er anført ovenfor under pkt. 2.1., indeholder forslaget følgen- de bestemmelser: Definitioner, kompetente myndigheder og formål I artikel 1 fastsættes der en række definitioner. Ved "europæisk fuldbyrdelsesordre" forstås  en afgørelse truffet af en kompetent myndighed i ud- stedelsesstaten med det formål at fuldbyrde en retskraftig sanktio n, som en domstol i denne stat har idømt en fysisk person. Udtrykket "sanktion" omfatter en tidsbegrænset eller tidsubegrænset frihedsstraf eller frihedsbe- røvende foranstaltning, som er idømt af en domstol i en straffesag på grund af en strafbar han d- ling. Ved "udstedelsesstat" forstås den medlemsstat, i hvilken der er udstedt en europæisk fuldbyrdel- sesordre,  og  ved  "fuldbyrdelsesstat"  forstås   den  medlemsstat,  til  hvilken en  europæisk  fuldbyr- delsesordre er fremsendt med henblik på fuldbyrde lse. Efter  artikel  2  meddeler  hver  medlemsstat  Generalsekretariatet  for  Rådet,  hvilken  eller  hvi lke myndigheder  der  i  henhold  til  dens  nationale  lovgivning  har  kompetence  i  henhold  til  ramme- afgørelsen, når medlemsstaten er henholdsvis udstedelsesstat eller fuldbyrdelse sstat.

- 5 - Artikel 3 fastsætter formålet med  rammeafgørelsen, som er at fastsætte reglerne for, hvordan en medlemsstat på sit område anerkender og fuldbyrder en sanktion, som er idømt i en a  nden med- lemsstat, uanset om fuldbyrdelsen allerede er indledt. Rammeafgørelse n finder anvendelse, hvis domfældte befinder sig i udstedelsesstaten eller i fuld- byrdelsesstaten. Visse dele af den foreslåede rammeafgørelse finder  – som nævnt ovenfor under punkt 2.1. – også anvendelse på håndhævelsen af sanktioner, der er pål   agt statsborgere i fuldbyrdelsesstaten eller personer  bosat  heri,  hvis  fuldbyrdelsesstaten  gør  deres  overgivelse  til  udstedelsesstaten  (i  hen- hold  til  artikel  5,  stk.  3,  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestordre)  betinget  af,  at  den domfældte sendes tilbage til fuldbyrdelsesstaten  for at afsone straffen. Det samme gælder, hvis fuldbyrdelsesstaten (i henhold til artikel 4, stk. 6 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestor- dre) forpligter sig til selv at fuldbyrde den straf, som den europæiske arrestordre var baseret på. Rammeafgørelsen  indebærer  ikke  nogen  ændring  af  pligten  til  at  respektere  de  grundlæggende rettigheder  og  grundlæggende  retsprincipper,  således  som  de  er  defineret  i  artikel  6  i  traktaten om Den Europæiske Union. Fremsendelse af den europæiske fuldbyrdelsesordre Efter  artikel  4  kan  en  europæisk  fuldbyrdelsesordre  sendes  til  en  kompetent  myndighed  i  en medlemsstat, hvor den fysiske person, der er idømt sanktionen, er statsborger, hvor vedkommen- de  har  fast  lovligt  opholdssted,  eller  som  vedkommende  har  anden  tæt  tilknytning  til.  I  sidst- nævnte tilfælde fremsendes den europæiske fuldbyrdelsesordre kun, hvis domfældte har givet sit samtykke. Fuldbyrdelsesstaten kan også på eget initiativ anmode udstedelsesstaten om at fre  m- sende en  europæisk fuldbyrdelsesordre. Den domfældte kan anmode de  kompetente myndighe- der  i  udstedelsesstaten  eller  fuldbyrdelsesstaten  om  at  indlede  en  procedure  i  medfør  af  denne rammeafgørelse. Den europæiske fuldbyrdelsesordre  fremsendes ikke, hvis den person, der er idømt sanktionen, har fast lovligt opholdssted i udstedelsesstaten, medmindre den domfældte giver sit samtykke til at blive overført, eller medmindre afgørelsen eller en administrativ afgørelse truffet i henhold til denne afgørelse indeholder en udvisnings- eller udsendelsesforanstaltning eller anden foranstalt- ning,  som  ikke  tillader  personen  at  blive  på  udstedelsesstatens  område,  efter  at  san  ktionen  er fuldbyrdet. Det  er  ingen  hindring  for  at  fremsende  en  europæisk  fuldbyrdelsesordre,  at  der  foruden  den idømte sanktion  for  den  handling,  som  ligger  til  grund  for  den  europæi ske  fuldbyrdelsesordre,

- 6 - også blev idømt en bøde, som den domfældte endnu ikke har betalt. Fuldbyrdelse af b øden i en anden medlemsstat sker i henhold til de relevante bestemmelser på området, som gælder me  llem medlemsstaterne. Den  kompetente  myndighed  i  udstedelsesstaten  fremsender  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre direkte  til  den  kompetente  myndighed  i  fuldbyrdelsesstaten  ved  hjælp  af  ethvert  middel,  som efterlader  et  skriftligt  spor,  og  på  en  sådan  måde,  at  fuldbyrdelsesst   aten  kan  fastslå  ægt heden. Alle officielle meddelelser fremsendes ligeledes direkte mellem de nævnte kompetente myndig- heder. Udstedelsesstaten  sender  kun  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  vedrørende  en  person  til  én fuldbyrdelsesstat ad gangen. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke har kendskab til den kompetente myn- dighed  i  fuldbyrdelsesstaten,  foretager  den  de  nødvendige  undersøgelser,  navnlig  gennem  det europæiske retlige netværks kontaktpunkter, for at indhente oplysning herom fra fuldbyrdelses- staten. Hvis en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager  en europæisk fuldbyrdelsesordre, ikke har  kompetence  til  at  anerkende  den  og  træffe  de  nødvendige  foranstaltninger  til  at  fuldbyrde den, sender den på embeds vegne den europæiske fuldbyrdelsesordre videre til den kompetente myndighed og underretter den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom. Høring og underretning af den domfældte Det følger af artikel 5, at når den domfældte be finder sig i udstedelsesstaten, skal vedkommende, hvis det er muligt, have lejlighed til at give sin holdning til kende mundtligt eller skriftligt, før der udstedes en europæisk fuldbyrdelsesordre. Samtykke fra den pågældende er  – medmindre der er  tale  om  en  situation,  hvor  den  pågældende  har  anden  tæt  tilknytning  til  medlemsst aten  (end statsborgerskab eller fast lovligt opholdssted) –  ikke påkrævet for at fremsende den eu ropæiske fuldbyrdelsesordre.  Domfældtes holdning skal dog indgå i overvejelserne, nå  r der træffes afgø- relse  om,  hvorvidt  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  skal  udstedes,  og  i  givet  fald  til  hvilken fuldbyrdelsesstat den skal sendes. Når den domfældte befinder sig i udstedelsesstaten, underretter denne stats kompetente my ndig- hed  den  pågæ ldende  om  konsekvenserne  af  at  blive  overført  til  fuldbyrdelsesstaten.  Når  den

- 7 - domfældte befinder sig i fuldbyrdelsesstaten, er det denne stats kompetente myndighed, der giver denne underretning, når dette kræves i retfærdighedens interesse. Den europæiske fuldbyrdelsesordres form og indhold Efter artikel 6 skal den europæiske fuldbyrdelsesordre indeholde de oplysninger, der er nævnt i formularen  i  bilaget.  Den  kompetente  myndighed  i  udstedelsesstaten  bekræfter  oplysningernes rigtighed og undertegner fuldbyrdelsesordren. Den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  oversættes  til  det  officielle  sprog  eller  et  af  de  officielle sprog  i  fuldbyrdelsesstaten.  En  medlemsstat  kan  i  forbindelse  med  vedtagelsen  af  ramme- afgørelsen eller senere, ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, me dde- le, at den accepterer en oversættelse til et eller flere andre af EU-institutionernes officielle sprog. Anvendelsesområde  – dobbelt strafbarhed Efter artikel 7 skal en række lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning med- føre  anerkendelse  og  fuldbyrdelse  af  en  europæisk  fuldbyrdelsesordre  på  de  b etingelser,  der  er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de i udstedelsessta- ten kan straffes med frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varig- hed på mindst tre år  . Den pågældende  positiv-liste  svarer til den liste, som fremgår af rammea f- gørelsen om den europæiske arrestordre. Rådet kan til enhver tid, med enstemmighed   –  og efter høring af Europa-Parlamentet –  beslutte at  tilføje  andre  kategorier  af  overtrædelser  til  positiv-listen.  Rådet  overvejer  i  lyset  af  den  ra p- port, som Rådet  får forelagt i medfør af  forslagets artikel 21, stk. 4, om listen skal udvides eller ændres. For andre end de former for lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen, kan fuldbyrdel- sesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk fuldbyrdelsesordre være betinget af, at  den  vedrører  handlinger,  som  udgør  en  overtrædelse  efter  fuldbyrdelsesstatens  lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af det. Anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk fuldbyrdelsesordre Efter  artikel  8  anerkender  de  kompetente  myndigheder  i  fuldbyrdelsesstaten  uden  yderligere formaliteter en europæisk fuldbyrdelsesordre, der er fremsendt i henhold til artikel 4, og træffer omgående alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af denne, medmindre den ko mpetente

- 8 - myndighed beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at   undlade anerkendel- se eller fuldbyrdelse. Hvis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig med grundlæggende retspri ncipper i fuldbyrdelsesstaten, kan den kompetente myndighed i denne stat træffe beslutning om at tilpasse sanktionen til det maksimale niveau for en strafbar handling efter denne stats nationale lovgiv- ning. Hvis  sanktionen  på  grund  af  sin  art  ikke  er  forenelig  med  fuldbyrdelsesstatens  lo vgivning,  kan den kompetente myndighed i denne stat ved en retlig eller administrativ afgørelse tilpasse sank- tionen til den straf eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for en strafbar handling af samme art. Denne straf eller foranstaltning skal ligge så tæt som muligt på den san  k- tion, udstedelsesstaten har idømt, dvs.  at sanktionen ikke kan konverteres til en bødestraf. Den må ikke skærpe udstedelsesstatens san ktion. Hvis den europæiske fuldbyrdelsesordre også er udstedt for handlinger, som ikke er omfattet af positiv-listen, og fuldbyrdelsesstaten nægter at anerkende og fuldbyrde den europæiske fuldbyr- delsesordre  som  følge  af,  at  der  ikke  foreligger  dobbelt  strafbarhed,  skal  den  anmode  ud- stedelsesstaten om at få oplyst, hvilken del af sanktionen der vedrører de pågældende hand  linger. Når  fuldbyrde lsesstaten  har  modtaget  disse  oplysninger,  kan  den  nedsætte  sanktionen  med  den del, som udstedelsesstaten giver oplysning om. Grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse Artikel 9 omhandler grundene til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse . Efter bestemmelsen kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende og fuldbyrde den eur opæiske fuldbyrdelsesordre, hvis – der allerede er truffet afgørelse vedrørende den pågældende person for de samme handli nger i fuldbyrdelsesstaten eller i en anden stat end udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, forud- sat at denne afgørelse i sidstnævnte tilfælde er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ik- ke længere kan fundbyrdes i henhold til udstedelsesstatens lovgivning. – der er tale om en lovovertrædelse, der falder uden for positiv-listen, og de pågældende  hand- linger ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning; for så vidt angår skatter,  afgifter,  told  og  valutahandel  kan  fuldbyrdelse  af  en  europæisk  fuldbyrdelsesordre dog ikke afslås med de n begrundelse, at fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke foreskriver op- krævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme typer regler om skat- ter, afgifter, told og valutahandel som udstedelsesstatens lovgivning.

- 9 - – afgørelsen ikke kan fuldbyrdes på grund af forældelse i henhold til fuldbyrdelsesstatens lo v- givning, såfremt den europæ iske fuldbyrdelsesordre vedrører handlinger, der falder ind under fuldbyrdelsesstatens kompetence i henhold til denne stats egen lovgivning. – den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  vedrører  en  fysisk  person,  som  i  henhold  til  fuldbyrdel- sesstatens lovgivning på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt an svarlig for de hand- linger, der ligger til grund for den europæiske fuldbyrdelsesordre. – der  på  det  tidspunkt,  hv or  den  kompetente  myndighed  modtog  den  europæiske  fuldbyrdel- sesordre mangler at blive fuldbyrdet mindre end fire måneder af sanktionen . – personen ikke indvilger  i fremsendelsen  af  den  europæiske fuldbyrdelsesordre, og denne  er blevet udstedt med henblik på  fuldbyrdelse af en sanktion, der er blevet idømt ved en afgø- relse truffet in absentia, såfremt den pågældende ikke er blevet indstævnt personligt eller i  k- ke er blevet underrettet på anden måde om tid og sted for retssagen, som førte til afgøre  lsen in absentia, eller hvis personen ikke over for en kompetent myndighed har tilkendegivet, at vedkommende ikke anfægter sagen. – den  fysiske  person,  over  for  hvem  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  er  blevet  udstedt, hverken er statsborger i eller har fast lovligt ophold i fuldbyrdelsesstaten eller har tæt tilknyt- ning til denne stat. I det førstnævnte og de to sidstnævnte tilfælde hører den kompetente myndighed i fuldbyrdelses- staten  den  kompetente  myndighed  i  udstedelsesstaten  på  en  hvilken  som  helst  relevant  måde, inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en europæisk fuldbyrdelsesordre, og anmoder den i givet fald om straks at meddele de nødvendige supplerende oplysninger. Afgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre og frister   Efter artikel 10 beslutter den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten snarest muligt og un- der alle omstændigheder inden tre uger efter modtagelsen af den europæiske fuldbyrdelsesordre, hvor vidt denne vil blive fuldbyrdet. Hvis det undtagelsesvis viser sig umuligt at træffe afgørelse om  fuldbyrdelse  af  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  inden  for  denne  frist,  underretter  den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten straks den kompetente myndighed i udstedelsessta- ten herom og om grundene hertil. I så fald træffes afg ørelsen snarest muligt. Overførelse af personer Af artikel 11 følger, at hvis en person, over for hvem der er udstedt en europæisk fuldbyrdelses- ordre, befinder sig i udstedelsesstaten, overføres den pågældende til fuldbyrdelsesst aten så hu r- tigt som muligt på et  tidspunkt, der aftales mellem de kompetente myndigheder i udstedelsessta- ten og fuldbyrdelsesstaten.

- 10 - Personen overføres senest to uger efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæi- ske fuldbyrdelsesordre er truffet. Hvis det af uforudsigelige grunde ikke er muligt at overføre personen inden for denne frist, kon- takter de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten straks hin-anden og aftaler en ny dato for overførelsen. Overførelsen kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Overførelsen skal finde sted, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underretter straks den kompetente myndighed i fuldbyrdelsessta- ten herom, og de aftaler en ny dato for overførelsen. Transit Af artikel 12 følger, at hver medlemsstat tillader transit gennem sit territorium af en domfældt, der skal overføres til fuldbyrdelsesstaten, forudsat at den har modtaget oplysning om  identiteten og nationaliteten på den person, der er omfattet af en europæisk  fuldbyrdelsesordre, hvor vidt der foreligger en europæisk fuldbyrdelsesordre, arten og en retlig beskrivelse af den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske fuldbyrdelsesordre samt omstændighederne ved lovover- trædelsen, herunder tid og sted. Transitanmodningen og de ovennævnte oplysninger kan meddeles på en hvilken som helst m å de, der kan efterlade et skriftligt spor. Transitmedlemsstatens afgørelse, der skal træffes som et prio- riteret anliggende og senest én uge efter, at den har modtaget anmo dningen, meddeles på samme måde. Der  kræves  ikke  nogen  transitanmodning  i  forbindelse  med  flyrejser  uden  planlagt  mellemlan- ding. Finder der imidlertid en uforudset landing sted, giver udstedelsesstaten de ovennævnte op- lysninger. Den lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen Efter   artikel   13   finder   fuldbyrdelsesstatens   lovgivning   anvendelse   på   fuldbyrdelsen   af   en europæisk  fuldbyrdelsesordre  på  samme  måde  som  på  en  sanktion  idømt  i  fuldbyrdelse   sstaten. Det    tilkommer    fuldbyrdelsesstatens    myndigheder    at    træffe    afgørelse    om    fuldbyrdelses- procedurerne  og  fastlægge  alle  foranstaltninger  i  forbindelse  hermed,  herunder  grundene  til prøveløsladelse.

- 11 - Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten fradrager enhver periode med frihedsberøvelse afsonet i udstedelsesstaten eller i en anden stat i forbindelse med den sanktion, for hvilken den europæiske fuldbyrdelsesordre er udstedt, i den samlede varighed af den periode, der skal afso- nes i fuldbyrdelsesstaten. Medmindre andet er aftalt mellem udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, kan den domfældte person løslades på prøve, når sammenlagt mindst h  alvdelen af sanktionen er fuldbyrdet i udste- delsesstaten og fuldbyrdelsesstaten. Ved alle afgørelser om  prøveløsladelse skal der  også tages hensyn til de  bestemmelser i udst e- delsesstatens  nationale  lovgivning,  som  denne  har  angivet,  og  hvorefter  personen  har  ret  til  at blive prøveløsladt på et bestemt tid spunkt. Specialitetsregel Artikel  14  fastsætter,  at  en  person,  der  er  overført  til  fuldbyrdelsesstaten  i  medfør  af  ramme- afgørelsen,  ikke  kan  retsforfølges,  idømmes  straf  eller  på  anden  måde  tilbageholde  s  for  andre inden overførelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overført  . Dette gælder dog ikke, hvis  den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade fuldby r- delsesstatens  område  har  undladt  dette  inden  for  45  dage   efter  den  endelige  løsladelse  eller  er vendt tilbage til denne medlemsstats område efter at have forladt det , hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse, hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foran- staltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed , hvis  den  på gældende  vil  bli- ve pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, herunder bød estraf eller  en  anden  foranstaltning,  der  måtte  træde  i  ste det  for  bøde,  også  selv  om  denne  straf   eller foranstaltning begrænser den pågældendes personlige  frihed , hvis den på gældende har  givet sit samtykke  til  at  blive  overført  eller  hvis  den  pågældende  efter  overførelsen  udtry kkeligt  giver afkald  på  anvendelse  af  specialitetsreglen  for  specifikke  lo vovertrædelser,  der  er  begået  inden overførelsen. I så fald skal a fkaldet afgives til de kompetente judicielle myndigheder i fuldbyr- delsesstaten og føres til protokols i overensstemmelse med denne stats nationale lovgivning. Af- kaldet skal indhentes på en  sådan måde, at det fremgår, at den pågældende fr    ivilligt har givet det med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har han ret til juridisk b istand. Endelig gælder specialitetsreglen ikke, hvis udstedelsesstaten giver sit samtykke. Anmodningen om samtykke skal indgives til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten med de oplysnin- ger,  der  er  omhandlet  i  artikel 8,  stk. 1,  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestordre  og ledsaget af en oversættelse som anført i denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertræ delse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anled-

- 12 - ning til overgivelse i henhold til den nævnte rammeafgørelse. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen. Fuldbyrdelsesstaten skal i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, give de deri fastsatte garantier. Amnesti, benådning og fornyet prøvelse Efter  artikel  15  kan  amnesti  og  benådning  indrømmes  af  både  udste  delsesstaten  og  fuldbyrdel- sesstaten.  Kun udstedelsesstaten kan tage stilling til en anmodning om fornyet prøvelse af afgø- relsen om idømmelse af den sanktion, der skal fuldbyrdes i henhold til rammeafgørelsen. Underretning fra udstedelsesstaten/fuldbyrdelsesstaten Efter artikel 16 underretter den kompetente myndighed i udstedelsesstaten straks den kompetente myndighed  i  fuldbyrdelsesstaten  om  enhver  beslutning  eller  foranstaltning,  der  medfører,  at sanktionen med omgående virkning eller inden for en be stemt frist ikke længere er eksigibel. Fuldbyrdelsesstaten indstiller fuldbyrdelsen af sanktionen, så snart den kompetente my ndighed i udstedelsesstaten underretter den om en sådan beslutning eller foranstaltning. Artikel  17  omhandler  underretning  fra  fuldbyrdelsesstaten.  Efter  bestemmelsen  underretter  den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten straks den kompetente myndighed i udstedelsessta- ten på en hvilken som helst måde, der efterlader et skriftligt spor, – om, at den europæiske fuldbyrdelsesordre er blevet fremsendt til den rette (anden) kompeten- te myndighed. – om enhver beslutning om at afslå at ane rkende og fuldbyrde den europæiske fuldbyrdelses- ordre og om begrundelsen for beslutningen. – om, at sanktionen er blevet tilpasset, og om begrundelsen for beslutningen. – om,  at  ordren  ikke  er  blevet  fuldbyrdet,  helt  eller  delvist,  som  følge  af  manglende  dobbelt strafbarhed vedrørende nogle af forholdene i den udstedte europæiske fuldbyrdelsesordre el- ler som følge af fuldbyrdelsesreglerne i fuldbyrdelsesstaten – og om begrundelsen for beslut- ningen  –  samt  om,  at  fuldbyrdelsesstaten,  såfremt   dele  af  ordren  ikke  er  blevet  fuldbyrdet som følge af manglende dobbelt strafbarhed, anmoder om at få oplyst, hvilken del af sankt i- onen der vedrører de pågældende hand linger. – om, at den pågældende person ikke har påbegyndt afsoningen uden begrundelse  . – om domfældtes flugt fra fængslet, før afsoningen er afsluttet.

- 13 - – om fuldbyrdelsen af sanktionen, så snart afsoningen er afsluttet. Øvrige bestemmelser Efter artikel 18 må u dstedelsesstaten efter overførelse af personen ikke foretage videre fuldbyr- delse af den sanktion, der ligger til grund for den fremsendte europæiske fuldbyrdelses-ordre. Retten til at fuldbyrde sanktionen overgår  dog på ny til udstedelsesstaten, hvis fuldbyr delsessta- ten underretter den om, at afgørelsen ikke er blevet fuldbyrdet, helt eller delvist, af nærmere an- givne grunde. Artikel 19 fastsætter, at omkostninger i forbindelse med anvendelsen af rammeafgørelsen, bort- set fra omkostninger, der opstår udelukke nde på udstedelsesstatens territorium, afho ldes af fuld- byrdelsesstaten. Efter artikel 20 står det  medlemsstaterne frit for fortsat at anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der gælder på tidspunktet for vedtagelsen af denne ra mmeafgørelse, for så vidt  disse  er  mere  vidtrækkende  end  denne  rammeafgørelses  mål  og  bidrager  til  yde rligere  at forenkle eller lette procedurerne for fuldbyrdelse af sanktioner. Herudover  indeholder  forslaget  bestemmelser  om  gennemførelse  (artikel  21)  og  ikrafttræden (artikel 22). 3.  Gældende dansk ret 3.1. Lov om international fuldbyrdelse af straf mv. Reglerne om fuldbyrdelse her i landet af udenlandske afgørelser om straf mv. og om fuldbyrdel- se i udlandet af danske afgørelser om straf mv. findes i lov om international fuldbyrdelse af straf mv. (lov nr. 323 af 4. juni 1986 med senere ændring). Efter lovens kapitel 2 kan afgørelser, som er omfattet af Europarådets konvention om overf ørelse af domfældte (af 21. marts 1983) og tillægsprotokollen (af 18. december 1997), fuldbyrdes efter konventionens og protokollens regler. Loven åbner endvidere (i kapitel 3) mulighed for, at  afgørelser, som er omfattet af den europæi- ske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger (af 28. maj 1970),  kan fuldbyr- des efter reglerne i konventionens afsnit I, jf. afsnit II.

- 14 - Loven indeholder herudover i kapitel 4 fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark efter bl.a. lovens kapitel 2 og 3. For så vidt angår den   europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger er denne ikke tiltrådt  af samtlige EU-medlemsstaterne, og i praksis anvendes derfor – ved overfø- relse  af  personer,  som  er  idømt  frihedsstraf  eller  frihedsberøvende  foranstaltning  –  den  nyere konvention fra 1983 om overførelse af domfældte.   Sidstnævnte konvention, som alle EU-medlemsstater har ratificeret, indebærer bl.a., at en stats- bor ger i et kontraherende land, som er idømt frihedsstraf i et andet kontraherende land, kan frem- sætte anmodning om at blive overført til afsoning i sit hjemland. En sådan overførsel forudsæ tter efter  konventionen,  at  en  række  betingelser  er  opfyldt,  herunder  bl.a.  at  begge  de  involverede lande samtykker i overførelsen. I den forbindelse er det fastsat i lovens § 2, stk. 2, at afgørelse om samtykke efter konventionen træffes af Justitsministeriet. Det følger desuden at lovens § 3, stk. 1, at begrebet ”statsborger” i konventionens artikel 3, stk. 1, litra a, og stk. 4 (om betingelserne for overførelse), for Danmarks vedkommende bestemmes som personer, som har dansk indfødsret eller som har fast bopæl i riget. Endelig fastsættes det, at fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark sker efter reglerne i konventionens  artikel  11  om  omsætning  af  straffen,  og  at  dette  sker  ved  rettens  foranstaltning. Justitsministeriet kan dog, hvis det ellers ikke vil være muligt at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuldbyrdelse kan ske efter reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyr- delse, jf. herved nærmere lovens § 3, stk. 2 og 3.   Konventionen om overførelse af domfældte indeholder herudover – i hovedtræk – følgende ele- menter: – De  kontraherende  stater  påtager  sig  i  størst  muligt  omfang  indbyrdes  at  samarbejde  med hensyn  til  overførelse  af  personer  i  overensstemmelse  med  bestemmelserne  i  konventio- nen.  En  egentlig  forpligtelse  for   fuldbyrdelsesstaten  til  at  acceptere   domfældte  stats- borgere følger ikke af konventionen, og det er således op til den enkelte kontraherende stat – såfremt nærmere betingelser i  øvrigt er opfyldt – at træffe beslutning om, hvorvidt over- førelse bør tillades.    – En betingelse for, at en dømt person kan overføres, er bl.a., at den handling eller undladel- se,  som  har  foranlediget  retsfølgen,  er  en  forbrydelse  efter  fuldbyrdelsesstatens  lov  eller ville have været en forbrydelse, hvis den var begået på fuldbyrdelsesstatens eget o  mråde.

- 15 - – Der kræves samtykke fra den domfældte eller, hvis de involverede lande af hensyn til den pågældendes  alder,  fysiske  eller  mentale  tilstand  anser  det  for   nødvendigt,  af  den  dømte persons retlige stedfortræder. – Der skal tilvejebringes en række dokumenter og oplysninger af såvel udstedelsesstaten som fuldbyrdelsesstaten. Der stilles ikke krav om anvendelse af særlige formularer, og der fast- sættes  ikke  bestemte  tidsfrister  for  afgørelsen  om  og  den  faktiske  overførelse  af  en  dom- fældt til fuldbyrdelsesstaten. – Fuldbyrdelse  af  den  endelige  fængselsdom  eller  anden  frihedsberøvende  foranstaltning sker  som  nævnt  ovenfor  enten  i  form  af  fortsat  fuldbyrdelse  (dvs.  at  fuldbyrdelsesstaten som udgangspunkt – medmindre særlige omstændigheder foreligger – er bundet af retsføl- gens retlige karakter og varighed, således som den er bestemt af udstedelsesstaten), e ller i form af omsætning af retsfølgen (dvs. at den i fuldbyrdelsesstaten foreskrevne fremgangs- måde anvendes).  Der henvises nærmere til konventionens artikel 9-11. For så vidt angår t  illægsprotokollen til konventionen fra 1983 om overførsel af domfældte, fast- sætter denne, at der på bestemte betingelser kan ske o verførelse uden den pågældendes samty k- ke. Det drejer sig om de tilfælde, hvor domfældte enten har unddraget sig fuldbyrdelsen ved at flygte til sit hjemland (statsborgerland), eller hvor der i udstedelsesstaten er truffet afgørelse om udvisning eller udsendelse af den pågældende. Tillægsprotokollen  er ikke ratificeret af samtlige EU-medlemsstater. For en nærmere omtale af reglerne i tillægsprotokollen kan der i øvrigt hen- vises til Justitsministeriets vejledning af 2. december 2003. Det bemærkes, at loven om international fuldbyrdelse af straf mv. ikke gælder for afgørelser, der er omfattet af lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående ful dbyrdelse af straf mv. I forhold til disse lande vil den hidtidige lov således fortsat skulle anve ndes. 3.2. Udlevering Rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestordre  er  gennemført  i  dansk  ret  ved  lov  nr.  433  af 10. juni 2003 om ændring af bl.a. udleveringsloven. Udleveringsloven  indeholder  (i  §§  10  a-10  j)  en  række  materielle  betingelser  for  udlevering  til medlemsstater inden for EU. Af bestemmelsen i lovens § 10 a følger, at en person kan udleveres fra Danmark til en anden EU- medlemsstat  med  henblik  på  retsforfølgning  eller  straffuldbyrdelse,  hvis  den  pågældende  lo  v- overtrædelse er omfattet af den opregning af forbrydelser, som fremgår af lovens  såkaldte  posi-

- 16 - tiv-liste,  og  lovovertrædelsen  efter  den  anmodende  EU-medlemsstats  lovgivning  kan  straffes med fængsel mv. i mindst 3 år. I de tilfælde, hvor der er tale om handlinger, som ikke er omfattet af den nævnte positiv-liste, kan udlevering til strafforfølgning kun ske, hvis den strafbare hand- ling  i  den  pågældende  EU -medlemsstat  kan  medføre  fængsel  i  mindst  1  år,  og  en  tilsv arende handling  er  strafbar  efter  dansk  ret.  Udlevering  til  straffuldbyrdelse  af  en  dom  for  handlinger, som ikke er omfattet af positiv-listen, kan kun ske, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel  eller  en  anden  frihedsberøvende  foranstaltning  af  mindst  4  måneders  varighed,  og  en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.   Af bestemmelsen i lovens § 10 b følger det, at ved udlevering af en person, der er dansk stats- borger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den p å- gældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdels e af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning (1. pkt.). Udlevering af en person, der er dansk statsbor- ger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i st edet fuldbyr- des her i landet.     Udleveringsloven indeholder en række afslagsgrunde, som dels er obligatoriske (dvs. at der skal gives afslag), dels er fakultative (dvs. at der efter en konkret vurdering kan gives afslag), jf. her- om nærmere lovens §§ 10 c-10 h.   Herudover fastsættes det i lovens § 10 i, at hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlev  ering ville  være  uforenelig  med  humanitære  hensyn,  skal  udlevering  udsættes,  indtil  de  særlige  for- hold, der forhindrer udlevering ikke længere er til stede. For så vidt angår spørgsmålet om gennemrejse (   transit) reguleres dette i relation til udlevering til en anden EU-medlemsstat af bestemmelsen i udleveringslovens § 21, stk. 2. Hvad  særligt  angår  udlevering  af  lovovertrædere  fra  Danmark  til  Sverige  og  Finland,  vil  dette som udgangspunkt skulle ske efter reglerne i den nordiske udleveringslov. 3.3. Prøveløsladelse Reglerne om prøveløsladelse fremgår af straffelovens 6. kapitel ( §§ 38 - 42). Af  disse  regler  følger  bl.a.,  at  når  to  tredjedele  af  straffetiden,  dog  mindst  2  mån  eder,  er udstået, afgør justitsministeren eller den,  der bemyndiges dertil, om den dømte skal løsla- des på prøve.  Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særl  ige omstændigheder taler der- for, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder.   Der henvi-

- 17 - ses til straffelovens § 38, som også fastsætter,  i hvilke tilfælde der ikke kan blive tale om prøveløsladelse. Af straffelovens § 40 a fremgår det endvidere , at når halvdelen af straffetiden, dog mindst 4 m å- neder,  er  udstået,  kan  justitsministeren  eller  den,  ministeren  bemyndiger  dertil,  ud  over  i  de  i § 38, 2. pkt., nævnte tilfælde beslutte, at den dømte skal løslades på prøve, hvis hensyne t til rets- håndhævelsen  skønnes  ikke  at  tale  imod  det,  og  hvis  den  dømte  har  ydet  en  særlig  in dsats  for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at  deltage i behandlings  - eller uddannelsesforløb, eller den dømtes forhold taler derfor. For så vidt ang år fængselsstraf på livstid afgør justitsministeren i henhold til   straffelovens § 41, om den dømte skal løslades på prøve, når 12 år er udstået. Der findes i øvrigt regler om prøveløsladelse i straffuldbyrdelseslovens kapitel 14 og i admini- strative forskrifter udstedt i henhold hertil. 4.  Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser 4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser Forslaget til rammeafgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre vil have lovgivningsmæssi- ge konsekvenser. I forhold til de nugældende regler på området er der navnlig grund til at fre  m- hæve følgende elementer:   Som  det  er  fremgået  ovenfor  under  punkt  3 ,  indeholder  ingen  af  de  nuværende  internationale instrumenter på området   nogen egentlig forpligtelse til at overtage domfældte personer med hen- blik på fuldbyrdelse af en  frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. En så dan for- pligtelse  følger  imidlertid  af  forslaget,  som  således  på  dette  punkt    principielt  vil  indebære  en ændring af den gældende retstilstand. Det skal dog bemærkes, at der i dag i praksis sker overfø- relse af domfældte personer, hvis betingelserne i 1983-konventionen om overførelse af domfæld- te, herunder kravet om dobbelt strafbarhed, er opfyldt. Forslaget om, at der ikke skal ske en undersøgelse af kravet om dobbelt strafbarhed med hensyn til visse anførte forbrydelser svarende til dem, der er indeholdt i rammeafgørelsen om den euro- pæiske arrestordre, vil betyde en ændret retstilstand. Det samme gælder med hensyn til forslaget om, at der ikke kræves samtykke fra den domfældte, medmindre  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  sendes  til  fuldbyrdelsesstaten  på  grund  af  den domfældtes tætte forbindelser med denne stat. Det skal dog bemærkes, at der efter tillægsproto-

- 18 - kollen til 1983-konventionen om overførelse af  domfældte kan ske overførelse uden samtykke, jf. herom nærmere ovenfor under pkt. 3.1.    Også   forslaget  om,  at  anerkendelse  af  den  endelige  udenlandske  fængselsdom  eller  anden  fri- hedsberøvende foranstaltning skal ske på grundlag af en formular, og om,  at der fastsættes tids- frister for afgørelsen om den europæiske fuldbyrdelsesordre og for overførelsen af den domfæld- te til fuldbyrdelsesstaten, vil betyde en ændret retstilstand. Endelig kan det nævnes, at forslaget om, at fuldbyrdelse af den endelige fængselsdom eller an- den frihedsberøvende foranstaltning skal ske uden mulighed for omsætning af sanktionen, lige- ledes vil ændre den gældende retstilstand. 4.2. Statsfinansielle konsekvenser   Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2. vil der efter forslaget skulle ske fuldbyrdelse af den straf- feretlige sanktion uden omsætning af denne samtidig med, at der efter forslaget er en grundlæg- gende forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at acceptere domfældte statsborgere, personer med fast bopæl og personer med andre tætte forbindelser, når der ikke er særlige gru nde til at afvise dem. Forslaget vil i lyset heraf muligvis kunne have visse statsfinansielle konsekvenser i form af indflydelse på  behovet for fængselskapacitet. Det er imidlertid ikke på nuv ærende tidspunkt mu- ligt at tage nærmere stilling hertil. 5.  Høring Forslaget  til  rammeafgørelse  om  den  europæiske  fuldbyrdelsesordre  er  sendt  i  høring  hos  føl- gende myndigheder, organisationer mv.: Præsidenten  for  Østre  Landsret,  Præsidenten  for  Vestre  Landsret,  Præsidenten  for  Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense,    Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig- foreningen,   Domstolsstyrelsen,   Rigspolitichefen,   Rigsadvokaten,   Statsadvokaten   for   Særlig Økonomisk  Kriminalitet,  Politidirektøren  i  København,  Foreningen  af  Politimestre  i  Danmark, Politifuldmægtigforeningen,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Amnesty  International, Dansk Told- og Skatteforbund, Institut for Menneskerettigheder og Landsforeningen af beskik- kede advokater. Høringsfristen er fastsat til fredag den 11. marts 2005. 6. Nærhedsprincippet

- 19 - Som nævnt i det foreløbige nærhedsnotat, som er sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsud- valg har forslagsstillerne ikke i forslaget eller i den ledsagende note redegjort nærmere for for- holdet til nærhedsprincippet. Regeringen  finder  på  det  foreløbige  grundlag,  at  nærhedsprincippet  er  overholdt,  da  formålet med forslaget som nævnt er at sikre, at der vil kunne ske en gensidig anerkendelse og fuldbyrdel- se   af   endelige   fængselsdomme   eller   andre   frihedsberøvende   foranstaltninger   mellem   EU- medlemsstaterne. 7. Andre landes kendte holdninger Forslaget  er  fremsat  af  Østrig,  Finland  og  Sverige.  Der  ses  ikke  i  øvrigt  at  foreligge  offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. 8. Foreløbig generel dansk holdning I overensstemmelse med den danske regerings høringssvar vedrørende Kommissionens grønbog om  tilnærmelse,  gensidig  anerkendelse  og  fuldbyrdelse  af  strafferetlige  sanktioner  (se  ovenfor under pkt. 1) kan man  generelt støtte udviklingen af  et EU-instrument på området  for  ge  nsidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsstraffe mv.