Justitsministeriet Lovafdelingen Dato: 13. juli 2005 Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-738/2-0013 Dok.: MUB40130 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk N O T A T om Lovgivningsmæssige konsekvenser af   FN’s konvention om nuklear terrorisme (International Convention for the Suppression of Acts of Nuclear Terrorism) 1.  Indledning Ved FN’s Generalforsamlings resolution 51/210 af 17. december 1996 blev der nedsat en ad hoc- komitémed mandat til bl.a. at udarbejde en konvention om nuklear terrorisme som supplement til eksisterende internationale anti - terrorismeinstrumenter. Den 1. april 2005 under ad hoc-komitéens 9. mødesamling i New York opnåede  s enighed om en FN-konvention om nuklear terrorisme. Konventionsteksten blev vedtaget af Generalforsamlingen den 13. april 2005 og åbnes for u nder- tegnelse den 14. september 2005 i forbindelse med FN-topmødet i New York. Regeringen  agter  at  undertegne  konventionen  med  sædvanligt  ratifikationsforbehold    på  Da n- marks vegne i forbindelse med FN-topmø i New York. I det følgende redegøres under pkt. 2 for indholdet af FN  -konventionen om nuklear terrorisme. I forlængelse  heraf  er  der  under  pkt.  3  redegjort  for  de  lovgivn  ingsmæssige  konsekvenser  ved Danmarks ratifikation af konventionen. Pkt. 4 indeholder en sammenfatning.

- 2 - 2.  FN-konventionen om nuklear terrorisme FN-konventionen  om  nuklear  terrorisme  (International  Convention  for  the  Suppression  of  Acts of  Nuclear  Terrorism)  har  til  formål  at  styrke  forebyggelsen  af  og  retsforfølgning  i  forbindelse med nuklear terrorisme. Det fremgår af præamblen, at    eksisterende multilaterale juridiske bestemmelser ikke i tilstræ  kke- lig grad er rettet mod nuklear terrorisme, ligesom behovet for at styrke det internationale samar- bejde  med  hensyn  til  udvikling  og  vedtagelse  af  effektive  og  praktiske  foranstaltninger  vedrø- rende  forebyggelse  af  nuklear  terrorisme  samt  retsforfølgning  af  og   straf  til  gerningsmændene understreges. Konventionen indeholder en række forpligtelser for de kontraherende stater, særligt med he nsyn til  kriminalisering  af  ulovlig  besiddelse  og  brug  mv.  af  radioaktivt  materiale  med  forsæt  til  at forårsage død eller alvorlig personskade eller til at forårsage    betydelig tings- eller miljø skade og med hensyn til internationalt samarbejde på o mrådet . Konventionens artikel 1 indeholder en række   definitioner af begreber, som anvendes i konventi- onen. Ved ”radioaktivt materiale” forstås i konventionen: nukleart materiale og andet radioaktivt mate- riale, som indeholder nuklider, der kan undergå en spontan omdannelse (en proces, der efte rfø l- ges  af  udsendelse  af  en  eller  flere  typer  ioniserende  stråling,  som  alfa -,  beta-,  neutroner  eller gammastråling), og som på grund af deres radiolo  giske eller spaltelige egenskaber kan forårs age død, alvorlig personskade eller betydelig  tings- eller miljø skade. Ved  ”nukleart  materiale”  forstås   :  plutonium,  bortset  fra  plutonium  med  en  isotopkoncentration på mere end 80% i plutonium -238; uran-233; uran, der er beriget i isotop 235 eller 233; uran, der indeholder  en  blanding  af  isotoper  i  naturligt  forekommende  form  bortset  fra  i  form  af  malm eller residualmalm; ethvert materiale, der indeholder et eller flere af ovennævnte mater  ialer.¹ ”U ran, der er beriget med uranisotoperne 235  eller 233”  skal  forstås  som: uran, der indeholder uranisotoperne 235 og/eller 233 i en sådan mængde, at isotopforholdet mellem summen af disse isotoper og uranisotop 238 er større end det naturlige forhold m ellem isotop 235 og isotop 238.² 1 Svarer til IAEA-konvention af 26. oktober 1979 om fysisk beskyttelse af nukleare materialer. 2 Svarer til IAEA-konvention af 26. oktober 1979 om fysisk beskyttelse af nukleare materialer.

- 3 - Ved “n ukleart anlæg” forstås: a) enhver atomreaktor, inkl. reaktorer installeret på skibe, køret  ø- jer,  fly  eller  rumfartøjer,  der  br uges  som  energikilde  for  at  drive  sådanne  skibe,  køretøjer,  fly eller rumfartøjer eller til ethv ert andet formål; (b) e thvert anlæg eller transportmiddel, der br  uges ved produktion, opbevaring, forarbejdning eller transport af radioaktivt materiale. Ved ”  anordning” forstås  : (a) enhver eksplosiv nuklear anordning; eller (b) enhver anordning der kan sprede radioaktivt materiale eller udsende ioniserende stråling og som følge af de radi  ologi- ske egenskaber kan forårsage død, alvorlig personskade eller betydelig   tings- eller miljø ade.    Begrebet ”stats - eller regeringsfacilitet”  omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel,  der  anvendes  eller  er  optaget  af  statsrepræsentanter  ,  medlemmer  af  regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen   eller af embedsmænd eller   medarbejdere ansat af en stat eller en anden  offentlig  myndighed  eller  enhed  eller  af  medarbejdere  eller  embedsmænd    ansat  ved  en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv. Endelig forstås ved ”en stats militærstyrker” en stats væbnede styrker, der er organiseret, uddan- net og udstyret i henhold til den egen lovgivning med nationalt forsvar eller sikkerhed som det primær  e  formål ,  samt  personer,  der  fungerer  som  støtte  for  d isse  væbnede  styrker,    og  som  er under deres formelle kommando, styring og ansvar. Konventionens artikel 2  indeholder, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, de centrale kriminalise- ringsbestemmelser. Det er en generel forudsætning for kriminaliseringsforpligtelsen, at handli  n- gerne begås uberettiget og forsæ   tligt. Artikel 2, stk. 1, litra a,  forpligter staterne til at kriminalisere uberettiget og forsætlig besiddelse af radioaktivt materiale samt fremstilling eller besiddelse af en anordning med forsæt til at forå   r- sage død eller alvorlig personskade eller  til at forårsage  betydelig tings- eller miljø skade. De kontraherende parter forpligtes endvidere efter artikel 2, stk. 1, litra b, til at gøre det strafbart uberettiget og forsætligt på enhver måde at bruge radioaktivt materiale eller en anordning e ller at bruge eller beskadige et nukleart anlæg på en måde, som medfører udslip, eller som risik erer at medføre  udslip af radioaktivt materiale, med forsæt til at forårsage død eller alvorlig per sonska- de, til at forårsage  betydelig tings- eller miljø skade eller til at tvinge en fysisk eller juridisk per- son, en international organisation eller en stat til at foretage eller undlade at foretage nogen hand- ling. I artikel 2, stk. 2,litra a  , forpligtes staterne til at gøre det strafbart uberettiget og forsætligt at true – – m beskrevet i artikel 2, stk. 1, litra b.

- 4 - Endelig er staterne i medfør af artikel 2, stk. 2,  litra b, forpligtede til at gøre det strafbart  uberet- tiget  og  forsætligt    ved  trussel  – ghed  – eller ved brug af magt at kræve   radioaktivt materiale, en anordning eller et nukleart anlæg  . Artikel 2, stk. 3 og 4 , vedrører forsøg og medvirken. Efter stk. 3 skal parterne kunne straffe forsøg på de handlinger, der er nævnt i stk. 1, litra a og b. Efter stk. 4 har parterne en forpligtelse til at kriminalisere handlinger, hvorved den pågældende medvirker til en forbrydelse som nævnt i stk. 1, 2 eller 3 eller organiserer eller pålægger andre at begå en sådan forbrydelse. Det samme gælder, når den pågældende på anden m åde medvirker til, at  en  gruppe  personer,  der  handler  med  et  fælles  formål,  begår  en  eller  flere  forbrydelser  som anført i stk. 1 eller 2. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten for etages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål eller foret ages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser. Artikel 2 skal også  sammenholdes med artikel 5, stk. 2,der medfører pligt til at kunne stra   ffe de i artikel 2 nævnte handlinger me  d passende straffe under hensyn til handlingernes alvorlige karak- ter.  Artikel  2  skal  endvidere  ses  i  sammenhæng  med    artikel  6,  hvorefter  sådanne  handli nger, navnlig når de er beregnet eller egnet til at fremkalde en terrortilstand blandt den brede b efolk- ning eller hos en gruppe personer eller bestemte personer, ikke skal kunne anses for berettigede af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre li   gnende grunde. Efter artikel 3 finder konventionen som udgangspunkt ikke anvendelse, når forbrydelsen er b e- gået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand og ofre er statsborgere, og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig. Artikel 4 omhandler forholdet til folkeretten, herunder den humanitære fol  keret, bl.a. i tilfælde af væbnede styrkers aktiviteter under væbnet konflikt mv. Endvidere slås det fast, at konventionen ikke behandler spørgsmålet om lovligheden af staters brug eller trussel om brug af atomv  å ben. Artikel 7 omhandler samarbejdet mellem de kontraherende stater. Efter stk. 1 skal staterne sam- arbejde ved at træffe alle   praktikable foranstaltninger, om nødvendigt lov ændringer  , for at fore- bygge  og  imødegå  forberedelser    på  deres  respektive  territorier   til  sådanne  forbrydelser   som nævnt i art  ikel 2, herunder foranstaltninger for på deres territorier at forbyde ulovlige aktiviteter , der  udføres  af   personer,  grupper  og  organisationer,  som  opmuntrer,  opfordrer,  organiserer,  be- vidst  financierer  eller  yder  teknisk  bistand  eller  information  eller  som  deltager  i  forøvelsen  af sådanne fo rbrydelser, jf. litra a.

- 5 - Endvidere  skal  staterne  samarbejde  ved  at  udveksle  nøjagtig  og  verif iceret  dokumentation  i overensstemmelse med national lovgivning  og ved at koordinere administrative og andre foran- staltninger  med  henblik  på  at  opdage,  forebygge,  undertrykke  og  efte rforske  forbrydelser  som nævnt i artikel 2   og med henblik på at indlede retsforfølgning af personer, der   formodes at have begået disse forbrydelser. Særligt skal staterne træffe passende foranstaltninger med henblik på uden  ophold  at  informere  de  øvrige  stater  nævnt  i  artikel  9  om     forøvelse   af  forbrydelser  som nævnt i artikel 2 så vel som forberedelser til sådanne forbrydelser , som staterne har kendskab til, samt med henblik på, hvor det findes passe nde, også at informere internationale organisati oner, jf. litra b. Efter stk. 2 skal staterne træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med national    lov- givning for at beskytte fortroligheden af alle oplysninger, de måtte  modtage i fortrolighed i kraft af bestemmelserne i denne konvention fra en anden kontraherende stat eller gennem deltagelse i en aktivitet, der udføres  med henblik på  gennemførelsen  af denne konvention. Hvis parterne le- verer oplysninger i fortrolighed til internationale organisationer, skal der tages skridt til at sikre, at disse oplysningers fortrolighed beskyttes. Det følger af  stk. 3, at konventionen ikke medfører en pligt for en stat til at levere oplysninger, som staten i henhold til national lovgivning ikke har tilladelse til at afgive eller som ville bringe statens sikkerhed eller den fysiske beskyttelse af nu- kleare materialer i fare. Endelig skal staterne efter stk. 4 meddele FN’s Generalsekretær, hvilke myndigheder der er a   n- svarlige for at sende og modtage den omhandlede information. Forbindelsespunkterne skal være tilgængelige på kontinuerlig basis. Artikel 8 fastslår, at staterne  – som omhandlet i kon- ventionen –  skal gøre, hvad de kan ,  for at vedtage passende foranstaltninger med henblik på  at sikre beskyttelsen af radioaktivt materiale under hensyntagen til Det Internationale Atomenergi- agenturs relevante anbefalinger og funktioner. Artikel 9 indeholder bestemmelser om jurisdiktion (straffemyndighed). Efter stk. 1 er der pligt til at sikre jurisdiktion i tilfælde, hvor forbrydelsen begås på den pågæ l- dende stats område  (litra a), ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunk t, hvor forbrydel- sen blev begået  (litra b), samt i tilfælde, hvor forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågæ l- dende stat (litra c).

- 6 - Efter stk. 2 er det overladt til den enkelte stat at beslutte, om der skal være   jurisdiktion, når fo r- brydelsen begås  mod en statsborger fra den pågældende stat    (litra a) eller mod en af den pågæ   l- dende  stats  stats-  eller  regeringsfaciliteter  i  udlandet,  herunder  en  af  den  pågældende  stats  a   m- bassader  eller  andre  diplomatiske  eller  konsulære  lokaler    (litra  b).  Det  samme  gæl  der,  når  fo r- brydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område (litra c), eller i  et forsøg på at tvinge den pågældende  stat til at foretage  eller undlade at foretage  en bestemt handling (litra d), samt i tilfælde, hvo  r forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndi   gheder (litra e). Stk. 1 og 2 suppleres i stk. 4 af en bestemmelse, der medfører pligt til at have  jurisdiktion i til- fælde, hvor den formodede gerningsmand befinder   sig på en stats område, og staten ikke udlev  e- rer den pågældende til nogen anden deltagende stat, der har    jurisdiktion i overensstemmelse med stk. 1 eller 2. Endvidere præciseres det i   stk. 5, at konventionen ikke afskærer en stat fra at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med sin nationale lovgivning. Når en stat modtager meddelelse om, at en forbrydelse som nævnt i artikel 2 er begået eller er ved at blive begået på statens territorium eller at en person, som har eller formodes at have beg  å- et en sådan f orbrydelse, måske befinder sig på statens territorium, er staten i medfør af    artikel 10 forpligtet til at efterforske oplysningerne i meddelelsen. Når betingelserne herfor er til stede, skal staten tage passende forholdsregler i medfør af national ret for  at sikre den pågældendes tilsted   e- værelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering. Det følger  endvidere af stk. 3, at den pågældende person i sådanne tilfælde har ret til uden ophold at komme i forbindelse  med og til at modtage besøg af en repræsen   tant  fra den stat, hvori den pågældende er statsborger, som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes retti g- heder, eller – – rettigheder. Efter stk. 6 skal en stat, hvis den har taget en person i forvaring i medfør af denne artikel, øj  e- blikkeligt underrette de stater, som har jurisdiktion i sagen og, hvis staten anser det for tilråd e- ligt, andre interesserede stater, om fængslingen og grundene hertil.   Den stat, der iværksætter e f- terforskning efter stk. 1, skal endvidere omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de p å- gældende stater samt tilkendegive, om den agter at udøve jurisdiktion. Det følger endvidere af  artikel 12, at enhver person, der tages i forvaring, eller over for hvem der træffes andre foranstaltninger, eller som retsforfølges i henhold til denne konvention, skal sikres en  retfærdig  behandling,  herunder  nydelsen  af  alle  de  rettigheder  og  garantier,  som  er  fas  tsat  i lovgivningen i den stat, hvor den pågældende befinder sig, og i gældende bestemmelser i folk e- retten, herunder dennes bestemmelser om menneskerettigheder.

- 7 - Artikel 11 fastslår princippet ”  aut dedere aut judicare”. Princippet indebærer, at den stat, på hvis område den formodede gerni ngsmand befinder sig, er forpligtet til – og hvis den ikke udleverer den pågældende pers   on – vergive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med national lovgivning. Artikel 13 indeholder regler om udlevering af lovovertrædere. Artikel 13, stk. 1, fastslår, at forbrydelserne omhandlet i artikel 2 skal anses som forbrydelser, for hvilke  der  kan  ske  udlevering  i  medfør  af  enhver  udleveringstraktat  indgået    mellem  staterne, ligesom  disse  forbrydelser  skal  omfattes  af  senere  udleveringstraktater.  Eksisterende  udleve- ringstraktater modificeres i det omfang, de er uforenelige med denne konvention, jf. stk. 5. Udlevering er underlagt de betingelser, som er fastsat i gældende udleveringstraktater samt i den anmodede stats lovgivning, jf. stk. 2 og 3. Af stk. 4 følger, at de i konventionen nævnte forbrydelser for så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater om nødvendigt skal anses for begået ikke blot d  ér, hvor de fandt sted, men også i de stater, der har jurisdiktion efter artikel 9. Artikel 14 indeholder generelle principper for gensidig retshjælp i straffesager. Efter artikel 14, stk. 1, er de kontraherende parter forpligtet til at yde hinanden stør st mulig bi- stand  i  forbindelse  med  strafferetlig  efterforskning,  retsforfølgning  eller  udlevering  i  anledning af  handlinger  omfattet  af  denne  konvention,  herunder  bistand  til  at  fremskaffe  bevismateriale, som  staten  har  i  sin  besiddelse,  og  som  er  nødvendi gt  for  straffesagen.  Det  følger  af   stk.  2,  at staterne skal opfylde deres forpligtelser efter stk. 1 i overensstemmelse med gældende traktater om gensidig retshjælp mellem staterne. H  vis der ikke findes sådanne traktater mellem de pågæ l- dende stater, ydes retshjælp i overensstemmelse med national lovgi  vning. Artikel 15 fastslår, at ingen af forbrydelserne nævnt i artikel 2 i forbindelse med udlevering eller gensidig retshjælp kan anses for  en politisk forbrydelse. En begæring om udlevering  eller ret s- hjælp k  an således ikke afslås udelukkende med den begrundelse, at den anmodede stat anser fo  r- brydelsen for politisk. Samtidig fastslår  artikel 16, at intet i konventionen kan fortolkes som en forpligtelse til udleve- ring eller til at yde retshjælp, hvis der   er væ  gtige grunde til at antage, at anmodningen er fremsat med  det  formål  at  tiltale  eller  straffe  en  person  på  grund  af  dennes  race,  religion,  nationalitet,

- 8 - etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde. I artikel 17 åbnes mulighed for under visse nærmere betingelser midlertidigt at overføre en pe r- son, der tilbageholdes eller afsoner straf på en stats område, til en anden stat, når staten anmoder herom med henblik på vidneforklaring, identifikation eller anden bistand i forbindelse med fre m- skaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af forbrydelser, som er omfattet af konventionen. Artikel 18 omhandler statens håndtering  af radioaktivt materiale, anordninger og nukleare anlæg, der er beslaglagt eller på anden måde under statens kontrol, efter at der er begået en forbr   ydelse som nævnt i artikel 2. I så fald skal staten  efter stk. 1 tage skridt til at uskadeliggøre det radioaktive mat eriale, anord- ningen eller det nukleare anlæg,    sikre at alle nukleare materialer opbevares i overensstemmelse med  relevante  anbefalinger  vedrørende  Safeguards  fra  Det  Internationale  Atomenerg iagentur samt være opmærksom på anbefalinger vedrørende fysisk bes kyttelse og strålebeskyttelsessta n- darder publiceret af Det Internationale Atomenergiagentur. Efter stk. 2 skal radioaktivt materiale, anordninger og nukleare anlæg ved   afslutningen af retsfor- følgning i forbindelse med forbrydelser som nævnt i artikel 2, e   ller tidligere, hvis dette kræves efter international ret, efter konsultationer returneres til ejerstaten, til den stat, hvor indehaveren er statsborger eller har bopæl  , eller til den stat, hvor det blev stjålet eller på anden måde    anskaffet ulovligt. Hvor en stat i medfør af national eller international ret ikke har mulighed for  at returnere   eller modtage radioaktivt materiale, anordninger eller nukleare anlæg, eller hvor de berørte stater bl   i- ver  enige  herom,  skal  den  stat,  der  besidder  materialet,  anordningen  eller  det  nukleare  anlæg  i medfør af  stk. 3(1) opretholde de skridt, der er taget i medfør af stk. 1. Er det heller ikke lovligt for besidderstaten at være i besiddelse af materialet, anordningen eller    det nukleare anlæg, skal staten sikre, at det snarest muligt anbringes hos en stat, der lovligt kan besidde det, og som, hvor det findes passende, har givet tilsagn i overensstemmelse med stk. 1, med henblik på dets usk a- deliggørelse, jf.  stk. 3(2). Sådanne materialer mv. må i begge tilfælde alene anven des til fredelige formål. Hvis  det  radioaktive  materiale,  anordningen  eller  det  nukleare  anlæg  ikke  tilhører  nogen  af  de kontraherende  stater  eller  en  person,  der  er  statsborger  eller  har  bopæl  i  en  kontraherende  stat, hvis det ikke var stjålet fra eller  på anden måde  ulovligt anskaffet i en kontraherende stat eller hvis ingen stat er villig til at modtage det, skal der i medfør af  stk. 4 træffes beslutning om dets

- 9 - anbringelse efter konsultationer mellem de berørte stater og relevante internationale organi satio- ner. Stk. 5 indebærer, at den stat, der besidder det radioaktive materiale, anordning  en eller det nuklea- re  anlæg  kan  anmode  om  assistance  og  samarbejde  fra  andre  stater    og  relevante  internationale organisationer, særligt   Det Internationale Atomenergiagentur. Staterne og de internationale orga- nisationer opfordres til at yde assistance i videst muligt omfang. De involverede stater skal give meddelelse til Det Internationale Atomenergiagentur om anbrin- gelsen eller den fortsatte besiddelse af det radioaktive materiale, anordningen eller det nukleare anlæg, jf.   stk. 6. Endelig følger det af  stk. 7, at konventionen, i tilfælde af   spredning i forbindelse med en forbrydelse som nævnt i artikel 2, ikke berører internationale regler om ansvar f   or atom- skader eller andre internationale regler. I artikel 19-22 er fastsat en række bestemmelser om de deltagende staters indbyrdes forhold, bl.a. med hensyn til underretning, konsultationer og ikke-indblanding i indre anliggender, ved efterle- velse af konventionen. Endelige indeholder konventionen i artikel 23-28 undertegnelses- og ikrafttrædelsesbestemme  l- ser mv. Konventionen træder i kraft den 30. dag efter den dag, hvor 22 stater har deponeret d  eres ratifikationsinstrumenter. 3.  Overvejelser om lovgivningsmæssige konsekv  enser Konventionens artikel 2  indeholder som nævnt  , sammenholdt med artikel  5, stk. 1, de centrale kriminaliseringsbestemmelser. Artikel 2, stk. 1, litra a, forpligter staterne til at kriminalisere uberettiget og forsætlig besiddelse af radioaktivt materiale samt fremstilling eller besiddelse af en anordning med forsæt til at forå   r- sage død eller alvorlig personskade eller til at forårsage   betydelig tings- eller miljøskade . Forpligtelsen  til  at  kriminalisere  de  handlinger,  der  begås  med  forsæt  til  at     forå rsage  død  eller alvorlig personskade eller til at forårsage  betydelig tingsskade, må efter Justitsministeriets opfa t- telse anses for opfyldt ved straffelovens § 183 sammenholdt med § 21 om forsøg. Efter straffelovens § 183, stk. 1, straffes den, der med forsæt til skade på andres person eller fo   r- mue  forvolder  sprængning,  spredning  af  skadevoldende  luftarter,  oversvømmelse,  skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke, med fængsel indtil 12 år.

- 10 - Af straffelovens § 21 følger, at handlinger, som sigter til  at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. § 21 omfatter i vidt omfang forb  e- redende handlinger til forbrydelser. Anskaffelse og efterfølgende besiddelse  af radioaktivt mate- riale i den hensigt at bruge materialet til et angreb, der medfører tab af menneskeliv, vil således kunne straffes som forsøg. Forpligtelsen til at kriminalisere de handlinger, der begås med forsæt    alene til at forårsage bet y- delig miljø skade, er derimod ikke omfattet af straffelovens § 183, jf. § 21, og er heller ikke om- fattet af miljølovgivningen og dermed straffelovens § 196. Ratifikation af konventionen vil de r- for nø dvendiggøre en lovændring på dette punkt, f.eks. i form af en ændring af straffelovens § 183. Besiddelse  af  radioaktivt  materiale  uden  tilladelse  fra  Sundhedsstyrelsen  er  endvidere  strafbart efter lov om brug m.v. af radioaktive stoffer, uanset om der foreligger et videregående forsæt. De kontraherende parter forpligtes endvidere efter artikel 2, stk. 1, litra b, til at gøre det strafbart uberettiget og forsætligt på enhver måde at bruge radioaktivt materiale eller en anordning vedrø- rende  sådant  materiale   eller  at  bruge  eller  skade  et  nukleart  anlæg  på  en  måde,  som  medfører udslip, eller som risikerer at medføre  udslip af radioaktivt materiale, med forsæt til   (i) at forårs a- ge død eller alvo rlig personskade, (ii) til at forårsage  betydelig  tings- eller miljø skade eller (iii) til at tvinge en fysisk eller juridisk person, en international organisation eller en stat til at foreta- ge eller undlade at foretage en given handling. Forpligtelsen til at kriminalisere de af de nævnte   handlinger, der foretages med forsæt til at   for- årsage død eller alvorlig personskade eller til at forårsage    betydelig tingsskade, må her ligel edes efter Justitsministeriets opfattelse anses for opfyldt ved straffelovens § 183 sammenholdt med § 21 om forsøg. Med  hensyn  til  forpligtelsen  til  at  kriminalisere  de  af  de  nævnte    handlinger,  der  foretages  med forsæt til at forårsage betydelig    miljø skade, må der efter Justitsministeriets opfattelse gælde det samme som nævnt i relation til litra a.    Ratifikation af konventionen vil derfor nø dvendiggøre en lovændring på dette punkt, f.eks. i form af en ændring af straffelovens § 183. For så vidt angår h  andlinger, der foretages med forsæt til at tvinge en f  ysisk eller juridisk person, en international organisation eller en stat til at foretage eller undlade at foretage en handling (iii), kan man efter Justitsministeriets opfattelse ikke forestille sig en sådan handling  i praksis, uden at den samtidig vil falde ind under enten pkt. (i)  eller (ii). Det skyldes, at bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der forårsages et radioaktivt udslip eller skabes konkret risiko herfor.    Handlingen

- 11 - vil i så fald  være strafb  ar i dansk ret i medfør af de ovennævnte bestemmelser    (§  183 samme n- holdt med § 21), forudsat at der foretages den ovennævnte æ ndring af § 183. Foretages  de  i  §  183-nævnte  handlinger    med  forsæt  til  at  tvinge  en  i  nternational  organisation eller  en  stat  til  at  foretage  eller  undlade  at  foretage  en  handling,  vil  forholdet  være  omfattet  af straffelovens § 114 om terrorhandlinger (igen forudsat at der foretages den ovennævnte ændring af § 183). Efter straffelovens § 114 straffes for terrorisme med fængsel indti  l på livstid  den, som med for- sæt til at skræmme en befolkning i alvorlig  grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller ude n- landske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organis   a- tions grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukt u- rer  begår  en  eller  flere  af  følgende  handlinger,  når  handlingen  i  kraft  af  sin  karakter  eller  den sammenhæng,  hvori  den  b  egås,  kan  tilføje  et  land  eller  en  international  organisation  alvorlig skade: 1) Manddrab efter § 237. 2) Grov vold efter § 245 eller § 246. 3) Frihedsberøvelse efter § 261. 4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almin- delige  samfærdselsmidler  m.v.  efter  §  193,  stk.  1,  eller  groft  hærværk  efter  §  291,  stk.  2,  hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydel i- ge økonomiske ta b. 5) Kapring af transportmidler efter § 183 a. 6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2. 7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud,  jernbane-  eller  anden  transportulykke  efter  §  183,  stk.  1  og  2,  sundhedsfarlig  forure- ning af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til alminde- lig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1. Endelig  forpligtes  staterne  efter  artikel  2,  stk.  2,  til  (litra  a)  at  gøre  det  strafbart  uberettiget  og forsætligt at true   – – handling som beskrevet i artikel 2, stk. 1, litra b, samt (litra b) at gøre det strafba rt uberettiget og forsætligt ved trussel    –  under omstændigheder, som indikerer truslens troværdighed –  eller ved brug af magt at kræve   radioaktivt materiale, en anordning eller et nukleart anlæg. Forpligtelsen i litra a må efter Justitsministeriets opfatt else anses for opfyldt med straffelovens § 266 og § 114, stk. 3.

- 12 - Efter straffelovens § 266 straffes den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig  frygt  for  eget  eller  andres  liv,  helbred  eller  velfærd,  truer  med  at  foretage  en  stra  fbar handling, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Efter straffelovens § 114, stk. 3, straffes på samme måde som efter § 114, stk. 1, den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger. Forpligtelsen  i  litra  b  må  anses  for  opfyldt  med  bestemmelsen  i  straffelovens  §  260,  som  bl.a. kriminaliserer den, som tvinger nogen til at gør e, tåle eller undlade noget ved vold eller ved tru s- sel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sig- telse for strafbart eller ærerørigt fo   rhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold. Artikel 2, stk. 3 og 4 , vedrører forsøg og medvirken. Efter stk. 3 skal parterne kunne straffe forsøg på de handlinger, der er nævnt i stk. 1, litra a og b. Denne forpligtelse vil være opfyldt ved bestemmelsen   om forsøg  i straffelovens § 21. Artikel 2, stk. 4, vedrører staternes forpligtelse til at kunne straffe medvirken til forbrydelserne i artikel  2,  stk.  1-3.  En  tilsvarende  bestemmelse  om  medvirken  findes  i  artikel  2,  stk.  3,  i  FN’s terrorbombekonvention. Stk. 4, litra a og b, medfører en  forpligtelse til at kriminalisere handlinger, hvorved den pågæ   l- dende medvirker til en forbrydelse som nævnt i stk. 1, 2 eller 3  , samt hvor den pågældende    orga- niserer eller pålægger andre at begå en sådan forbrydelse. Denne forpligtelse må anses for opfyldt med straffelovens § 23 om medvirken. Efter  litra  c  skal  staterne  endvidere  kunne  straffe  handlinger,  hvor  den  pågældende  på  anden måde medvirker til, at en  gruppe personer, der handler med et fælles fo  rmål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 2. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten for e- tages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål elle r foreta- ges med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbr ydelser. I forbindelse med Danmarks ratifikation af FN’s Terrorbombekonvention  vurderede Justitsmini- steriet,  at  kriminaliseringsforpligtelsen  i  Terrorbombekonventionens  artikel  2,  stk.  3,  litra  c,  1. led, var dækket af straffelovens § 23 om medvirken.   Det er fortsat Justitsministeriets opfattelse, og artikel 2, stk. 4, litra c, kræve  r på den baggrund ikke  lovændring  er.

- 13 - I de tilfælde, hvor en handling omfattet af konv  ention er omfattet af straffelovens § 114 eller § 114, jf. § 21 , vil det udvidede medvirkensansvar efter § 114 b i øvrigt  finde anvendelse ud over det almindelige medvirkensansvar. Artikel 5, stk. 2, indebærer en forpligtelse for parterne til at sikre,   at de i artikel 2 nævnte han  d- linger kan straffes med passende straffe under hensyn til handlingernes alvorlige karakter. Denne forpligtelse må anses for opfyldt ved de bestemmelser i straffeloven, der er nævnt ovenfor i  forbindelse  med  overvejelserne  om  de  lovgivningsmæssige  konsekvenser  af  konventionens artikel 2, stk. 1 og 2. Artikel 7 indebærer en forpligtelse for de kontraherende stater til at samarbejde   og udveksle in- formation på nærmere bestemte områder . Bestemmelsen vurderes ikke at kræve lovændri nger. Efter artikel 8 skal staterne – nven- tionen  –   vedtage  passende  foranstaltninger  med  henblik  på  at  sikre  beskyttelsen  af  radioa ktivt materiale under hensyntagen til Det Internationale Atomenergiagenturs relevante anbefalinger og funktioner. Beredskabsstyrelsen,  Forsvarsministeriet  og  Statens  Institut  for  Strålehygiejne   har  over  for  Ju- stitsministeriet oplyst, at denne bestemmelse ikke giver anledning til lovæn  dringer. Artikel  9  vedrører  parte rnes  forpligtelse  til  at  have  jurisdiktion  (straffemyndighed)  med  hensyn til handlinger omfattet af konventionens artikel 2. Forpligtelsen  efter  artikel  9,  stk.  1,  må  efter  Justitsministeriets  opfattelse  anses  for  opfyldt  ved bestemmelserne om dansk jurisdiktion i straffelovens §§ 6, 7, stk. 1, og 8, nr. 5. Efter straffelovens § 6 hører under dansk straffemyndighed handlinger, som foretages i den da n- ske  stat  (nr.  1),  på  dansk  fartøj,  som  befinder  sig  uden  for  nogen  stats  folkeretligt  ane  rkendte område (nr . 2), eller på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt ane   rkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette (nr. 3). Under  dansk  straffemyndighed  hører  efter  straffelovens  §  7,  stk.  1,  handlinger,  som  en   person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne for så vidt handlingen  er  foretaget  uden  for  folkeretligt  anerkendt  statsområde,  hvis  handlinger  af  den  p å- gældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder (nr. 1), eller for så vidt handli  n- gen er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også efter den dér gæ    ldende lov- givning (nr. 2).

- 14 - Endelig hører efter straffelovens § 8, nr. 5, under dansk straffemyndighed handlinger, uden he n- syn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig ove  r- enskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. I det o  mfang, der er sager omfattet af artikel 14, stk. 1, som falder uden for straffelovens § 6 og § 7, stk. 1, vil disse således være omfattet af § 8, nr. 5. Artikel 9, stk. 2, indeholder en ikke-bindende opregning af en række muligheder for at etabl  ere jurisdiktion for handlinger omfattet af konventionens artikel 1. Artikel  9,  stk.  4,  medfører  en  pligt  til  at  have  jurisdiktion   i  tilfælde,  hvor  den  formodede  ge  r- ningsmand  befinder  sig  på  en  stats  område,  og  staten  ikke  udleverer  den  pågældende  til  nogen anden deltagende stat, der har jurisdiktion i overensstemmelse med stk. 1 eller 2. Denne forpligtelse må anses for opfyldt ved straffelovens § 8, nr. 5 og 6. Efter  straffelovens  §  8,  nr.  6,  hører  under  dansk  straffemyndighed  handlinger  uden  hensyn  til hvor gerningsmanden hører hjemme, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et ande   t land afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for folkeretligt anerkendt statso  mråde, er strafbar efter den dér gældende lovgivning, og den efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. I det omfang, der er sager omfattet    af artikel 9, stk. 4, som falder uden for straffe- lovens § 8, nr. 6, vil disse være omfattet af § 8, nr. 5, jf. ovenfor. Forpligtelsen i artikel 10  til at efterforske meddelelser om, at en person, som har eller formodes at  have  begået  en  af  de  forbrydelse r,  der  er  omfattet  af  konventionen,  måske  befinder  sig  på dansk territorium, vedrører den konkrete sagsbehandling og nødvendiggør ikke lovændri nger. Forpligtelsen  til  at  sikre  personer,  der  anholdes  i  medfør  af  stk.  2,  ret  til  komme  i  forbindelse med og modtage besøg af en repræsentant fra den stat, hvori den pågældende er statsborger, som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes rettigheder, eller – n- de er statsløs  – nses for opfyldt med regler- ne i varetægtsbekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af retsplejelovens § 776. Forpligtelsen  i  artikel  11  til  –   i tilfælde,  hvor  der  er  dansk  jurisdiktion,  og  hvor  Danmark  ikke udleverer  den  pågældende  person     – phold  at  efterforske  sagen  med  henblik  på retsforfølgning, vedrører den konkrete sagsbehandling og nødvendiggør ikke lovæn dringer. Artikel 14 fastslår en generel forpligtelse til at yde bistand i straffesager vedrørende de i artikel 2 omhandlede forbrydelser.

- 15 - Efter bestemmelsen skal samarbejdet finde sted i overensstemmelse med traktater eller eventuel- le andre mellemstatslige aftaler om gensidig retshjælp samt national lovgivning. Herudover indeholder artikel 14 ikke i sig selv nogen forpligtelser for parterne. Artikel 15 udelukker, at en begæring om udlevering eller retshjælp vedrørende en af de i art ikel 2 nævnte  forbrydelser  kan  afslås  udelukkende  med  den  begrundelse,  at  den  anmodede  stat  a   nser forbrydelsen for politisk. Grundlaget for danske  myndigheders imødekommelse af  en anmodning om  retshjælp fra  fre   m- mede stater er navnlig den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i stra f- fesager med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978. Efter  artikel  2,  litra  a,  i  den  europæiske    retshjælpskonvention  kan  en  anmodning  om  retshjælp afslås, såfremt anmodningen angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken anmodni   ngen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse. Artikel 15 indebærer,  at Danmark ikke kan afslå  at  yde retshjælp med den begrundelse,  at fo r- brydelsen betragtes som en politisk forbrydelse, hvis anmodningen vedrører en af de forbr ydel- ser, der er defineret i artikel 2. Hverken  retshjælpskon  ventionen  eller  tillægsprotokollen  er  selvstændigt  inkorporeret  i  dansk lovgivning og indeholder i øvrigt ikke et forbud mod at yde retshjælp, hvis staten anser fo   rbry- delsen for en politisk forbrydelse. En dansk ratifikation af konventionen vil derfor ikke nødve n- diggøre lo vændringer. Som  en  konsekvens  af  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  arrestordre  kan  udlevering  til  en medlemsstat i Den Europæiske Union ikke afslås udelukkende med den begrundelse, at forbr   y- delsen  betragtes  som  en  politisk  forbrydelse.  Efter  udleveringslovens  §  5  kan  udlevering  til  en stat  uden  for  Den  Europæiske  Union  imidlertid  ikke  finde  sted  for  en  politisk  lovovertrædelse, dog med undtagelse af tilfælde, hvor handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæ iske konvention om bekæmpelse af terrorisme som ændret ved ændringsprotokol af 15. maj 2003 til den   europæiske   konvention   om   bekæmpelse   af   terrorisme,   artikel   2,   jf.   a rtikel   1,   i   FN- konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger eller artikel 2, jf. artikel 1, i FN  -konventionen til bekæmpelse af finansiering af terr  orisme.

- 16 - En dansk ratifikation af konventionen vil således nødvendiggøre en ændring af udleveringsl oven på dette punkt. Artikel 16 fastslår, at intet i konventionen kan fortolkes som en forpligtelse til udlevering eller til at  yde  retshjælp,  hvis  der  er  vægtige  grunde  til  at  antage,  at  anmodningen  er  fremsat  med  det formål at tiltale eller straffe en person af de årsager, der er   særligt opregnede i beste  mmelsen. Denne bestemmelse indebærer ikke nye, selvstændige betingelser for udlevering eller for at yde retshjælp,  ligesom  bestemmelsen  ikke  udelukker  andre  afslagsgrunde.  Bestemmelsen  me  dfører sål edes ikke i sig selv forpligtelser for parterne. Artikel  17  åbner  mulighed  for  under  visse  nærmere  betingelser  midlert   idigt  at  overføre  en  pe r- son, der tilbageholdes eller afsoner straf på en stats område, til en anden stat. En tilsvarende b  e- stemmelse  findes  i  FN’s  terrorbombekonventions  artikel  13,  ligesom  lignende  bestemmelser  er fastsat i artikel 11 i den europæiske kon  vention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straff  e- sager. Bestemmelsen indebærer imidlertid i  kke nogen forpligtelse for staterne til at overføre personer, der tilbageholdes eller afsoner straf på en stats område, til en anden stat   og kræve  r således  ikke lovændringer. Artikel 18 omhandler statens håndtering af radioaktivt materiale, anordninger og  nukleare anlæg  , der er beslaglagt eller på anden måde under statens kontrol, efter at der er begået en forbr   ydelse som nævnt i artikel 2. Beredskabsstyrelsen,  Forsvarsministeriet  og  Statens  Institut  for  Strålehygiejne   har  over  for  Ju- stitsministeriet oplyst, at bestemmelsen ikke giver anledning til lovændringer. 4.  Sammenfatning Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, opfylder dansk lovgivning allerede i v idt omfang de forpligtelser, der er indeholdt i FN-konventionen om nuklear terrorisme. En dansk ratifikation af konventionen vil dog kræve en   lovændring   med hensyn til kriminalise- ringsforpligtelsen i artikel 2 for så vidt angår de handlinger, der foretage  s med forsæt til at fo  rå r- sage betydelig skade på miljøet.

- 17 - Endvidere vil en dansk ratifikation af konventionen nødvendiggøre en ændring af udleveringslo- vens § 5 om afslag på udlevering med den begrundelse, at den pågældende handling må a nses for en politisk forbrydelse. Regeringen agter at undertegne konventionen med sædvanligt ratifikationsforbehold   på topm i New York i september 2005.