RIGSADVOKATEN                                                                                     Juni 2005 J.nr. 2004-120-0015 Straffene i sager om overtrædelse af  straffel  ovens § 222 efter ændringen af bestemmelsen 1. Indledning Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven blev stra f- ferammen i § 222, stk. 1, hævet fra fængsel indtil 6 år til fængsel indtil 8 år. Endvidere blev straffe- rammen i straffelovens § 222, stk. 2, hævet fra fængsel indtil 10 år til fængsel indtil 12 år. I  forbindelse  med  lovændringen  anmodede  Justitsministeriet  Rigsadvokaten  om  ved  udgangen  af 2003 at afgive en redegørelse om udviklingen i strafn iveauet efter lovens ikrafttræden. I januar 2004 afgav Rigsadvokaten en redegørelse om strafniveauet i sager om overtrædelse af straf   - felovens § 222 efter ændringen af bestemme  lsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Redegørelsen inde - holdt samtidig en undersøgelse af praksis med he nsyn til varetægtsfængsling i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 og en undersøgelse af sagsbehandlingstiden i de indberettede sager. Redegøre  l- sen blev udsendt til politi og anklagemyndighed ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004. Undersøgelsen af strafniveauet viste, at straffene i enkelte af de indberettede sager efter en umidde l- bar vurdering og set i lyset af, at der ved lovændrin  gen måtte være tilsigtet en generel skærpelse af straffene, forekom mildere, end det efter min opfattelse burde være til  fældet. Endvidere var der kun i få af dommenes præmisser vedrørende straffastsættelsen henvist direkte til lovæn dringen. Jeg fandt derfor, at der var grundlag for, at rigsadvokaturen fortsat fulgte strafudmålingen i sage r om overtrædelse af straffelovens § 222. Justitsministeriet  anmodede  herefter  ved  skrivelse  af  14.  maj  2004  Rigsadvokaten  om  at  afgive  en fornyet redegørelse om udviklingen i strafniveauet efter ca. et års forløb. Ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004 iværksatte rigsadvokaturen derfor en or  dning, hvorefter der skulle ske indberetning af alle byrets- og landsretsafgørelser, hvor der var do mfældt for overtrædelse af  straffelovens  §  222,  herunder  også  jf.  §§  224  eller  225.  Ordningen  omfattede  by -  og  landsrets- dom me afsagt i perioden fra den 1. marts 2004 til udgangen af december 2004. Ankedomme afsagt af landsretterne efter udløbet af den nævnte periode var også omfattet, hvis byrettens dom i sagen var a f- sagt inden udgangen af december 2004.

2 Denne redegø relse indeholder en beskrivelse af ændringen af straffelovens § 222 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (afsnit 2) og en nærmere beskrivelse af konklusionen i redegørelsen fra januar 2004 (afsnit 3). I afsnit 4 findes en beskrivelse af straffene i de sager om overtrædelse af straf  felovens § 222, der er  indberettet  under  den  ovenfor  beskrevne  ordning,  og  i  afsnit  5  findes  en  vurdering  vedrørende strafniveauet. I bilaget til redegørelsen findes en mere udførlig beskrivelse af de enkelte sager, der er omfattet   af un- dersøge lsen. 2. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffelovens § 222 2.1. Forarbejderne til lovændringen Som nævnt ovenfor blev strafferammerne i straffelovens § 222, stk. 1 og stk. 2, ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 hævet med 2 år til h   enholdsvis fængsel indtil 8 år og fæn gsel indtil 10 år. Ændringen trådte i kraft den 8. juni 2002 og har virkning for forhold, der begås efter dette tidspunkt. Ændringen  af  straffelovens  §  222  blev  foreslået  under  Folketingets  behandling  af  lovforslaget om skær  pelser af straffene for bl.a. vold og voldtægt. Ændringen er således ikke beskrevet i lovforslagets bemærkni  nger. Af Retsudvalgets betænkning af 16. maj 2002 over lovforslaget fremgår bl.a. følgende af forslagssti l- lernes (Socialdemokratiets) bemæ  rkninger til denne ændring: ”Formålet med de foreslåede ændringer af straffen for seksuelt misbrug af børn er at sikre en parallelitet mellem strafferammerne for voldtægt (§ 216) og seksuelt misbrug af børn (§ 222). Forslagsstillerne forestiller  sig  en  strafforøgelse for  seksuel  misbrug  af  børn,  som  forholdsvis vil svare til forøgelsen af vol dtægtsstraffen……” Endvidere har et flertal  i Retsudvalget (Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti), der tilsluttede sig ændringsforslaget, givet   udtryk for følgende: ”Straffelovens § 222 bygger i hvert fald til dels på de samme beskyttelseshe  nsyn som straffelo- vens § 216. Bestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 2, omhandler således bl.a. tilfæ   lde, hvor en person under anvendelse af tvang skaffer sig samleje med et barn under 12 år. Samtidig kan der efter Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis opfattelse være grund til at påpege, at straffelovens § 222 også omhandler forhold, hvor der ikke umid - delbart er sammenfald med de beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt. Eksempelvis omfatter straff  elovens § 222, stk. 1, det tilfælde, at en 16  -årig har samleje med en 14-årig, uden at der har været anvendt tvang m.v. Tilfælde af denne kara k- ter vil i praksis ofte blive afgjort med et tiltalefrafald.

3 I sager om overtrædelse af straffelovens § 222 er der derfor efter disse partiers opfattelse fort  sat behov for en betydelig nuancering i den konkrete strafudmåling alt efter karakteren og grovh e- den af den overtrædelse af straffelovens § 222, der har fundet sted. ………… Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går i den forbin delse ud fra, at for- hø jelsen  af  strafferammen  i  straffelovens  §  222  ikke  ændrer  ved  den  betyd  elige  nuancering  i den konkrete strafudmåling i sager omfattet af straffelovens § 222, hvor der som påpeget kan være endog meget betydelige forskelle i karakteren og grovheden af den en  kelte overtrædelse af bestemmelsen. Eksempelvis forudsættes det, at den nævnte praksis, hvorefter en ung persons samleje  med  en  14-årig  efter  omstændighederne  kan  afgøres  med  et  tiltale frafald,  vil  blive videreført. Venstre,  Dansk  Folkeparti  og  Det  Konservative  Folkeparti  går  også  ud  fra,  at  forhøjelsen  af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væsentlige begrænsninger i den eksist e- rende mulighed for i sædelighedss  ager at idømme en betinget dom med vilkår om be  handling i tilfælde, hvor strafniveauet  i dag  ligger  mellem 4  -6  måneders fængsel og fængsel  i 1  år og  6 måneder , og hvor der ikke er anvendt vold eller ulovlig tvang.” 2.2. Rigsadvokaten Informerer nr. 14/2002 I  Rigsadvokaten  Informerer  nr.  14/2002  oplyste  jeg  følgende  til  statsadvokaterne  og  politimestrene om strafskærpelsen: ”Bemærkningerne  fra  forslagsstille   rne  og  det  flertal,  der  tilsluttede  sig  æ  ndringsforslaget,  må efter min opfattelse forstås således, at der ved ændringen tilsigtes en vis generel forhøjelse af straffene for overtrædelse af straff  elovens § 222. Skærpede straffe for overtrædelse af straffe lovens § 222 må i lyset af bemær   kningerne i hvert fald tænkes a  nvendt i de tilfælde, hvor overgrebet mod barnet har en vis lighed med voldtægt, uden at der dog er grundlag  for  at rejse tiltale efter § 216. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis gerningsmanden har anvendt tvang eller trusler som beskrevet i § 222, stk. 2, 2. led, eller hvis gerningsmanden på anden måde  har optrådt sådan, at han har skræmt barnet til at underk aste sig overgrebene. I disse tilfælde synes bemærkningerne at indebære, at der kan ne dlægges p  å- stand om en strafforhøjelse på op mod 1 år. Det  er  dog  samtidig  i  bemærkningerne  forudsat,  at  den  betydelige  nuancering  i  den  konkrete strafudmåling ved overtrædelser af § 222 skal opretholdes, bl.a. således at adgangen til at an - vende tiltalefrafald i visse tilfælde ved overtr  æ  delse af § 222, stk. 1, bevares. Det er endvidere i bemærkningerne forudsat, at de forhøjede strafferammer i § 222 ikke skal f   ø- re til væsentlige begrænsninger i den eksisterende mulighed for at anvende behandlingsdom i sædelig  hedssager. Da anvendelse af behandlingsdom i sædelighedssager ifølge retningslinierne i RM 6/1997 allerede er udelukket, hvis forholdet omfatter vold og tvang, og da det i øvrigt er en betingelse, at straffen ikke overstiger 1 ½ år, vil det såled es formentlig kun i ganske få til - fælde udelukke brugen af behandlingsdom, at der sker en skærpelse af straffen i de s ituationer, der nævnt i afsnittet ovenfor. Det må i øvrigt lægges til grund, at de skærpede straffe også skal omfatte fo rhold, der henfør es under § 222, jf. § 224 eller § 225, og sager, hvor der domfældes for overtrædelse af straffel o- vens § 210 eller § 223, jf. § 222. Straffes der for § 222 og §  216 i  sammenstød, følger det af bemærkningerne til forslaget om forhø jelse af straffen i voldtægtssager, at det   – udover den generelle strafforhøjelse i størrelse s-

4 ordenen 1 år  – bør tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om vold tægt begået mod  et  barn,  jf.  de  almindelige  bemærkninger  til  lovforslagets  afsnit  2.1.3,  der  er  gengi  vet ovenfor under pkt. 2.1.” 3. Konklusionen i redegørelsen fra januar 2004 Redegørelsen af januar 2004 om strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 omfat   - tede domme afsagt i perioden fra den 8. juni 2002 til udgangen af august 2003. Der blev indberettet 12  sager,  hvoraf  11  sager  var  endeligt  afgjort  ved  redegørelsens  udarbejdelse.  Det  forholdsvis  be - skedne antal sager skyldes formentlig bl.a., at der kun blev indberettet sager, hvor gerningstidspunktet lå efter lovens ikraf ttræden den   8.  juni 2002, og at  sagsbehandlingstiden førte til, at der først noget inde  i  den  første  indberetningsperiode  blev  afsagt  domme  på  grundlag  af  lovændringen.  Endvidere kan det ikke udelukkes, at der var domme, som ikke blev indberettet. Det var vanskeligt at vurdere strafudmålingsniveauet, fordi der ikke forelå redegørelser om straffene forud for strafskærpelsen, og fordi der var tale om et meget spinkelt grundlag. Hertil kom, at sagerne omfattede forhold af meget forskellig karakter og grovhed. Konklusionen i redegørelsen var dog, at straffene i enkelte af sagerne efter en umi ddelbar vurdering og i lyset af, at der ved lovændrin  gen måtte være tilsigtet en gen   erel skærpelse af straffene, synes mil  - dere, end det efter min opfattelse burde være til  fældet.   Der var også kun i få af dommene i præmis - serne vedrørende straffastsætte   lsen henvist direkte til lovændringen. Dette talte for, at anklagemyndigheden i en periode fremover fortsat var opmærksom på straffastsæ t- telsen i sager om overtrædelse af straffelo  vens § 222, herunder om sagerne burde ankes til skærpelse. Jeg iværksatte derfor ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004 en ny indberetningsordning, jf. næ r- mere ovenfor i afsnit 1. 4. Straffene i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 i den forelig  gende undersøgelse 4.1. Antallet af sager Der er i medfør af indberetningsordningen iværksat ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004 blevet indberettet  39  afsluttede  sager.  Denne  redegørelse  omfatter  således  kun  endelige  domme,  mens  b  y- retsdomme under anke ikke er medtaget i redegørelsen. Der er således tale om væsentligt flere sager end i redegørelsen fra januar 2004, hvor der kun forelå 12 sager. De 39 nye sager er beskrevet i oversigten i bilaget til denne redegørelse. Sagerne fo rdeler sig således på  byretterne og landsretterne: Byret 20 domme Landsret 19 ankedomme

5 4.2. Strafudmålingen i ankesager Som det fremgår ovenfor, foreligger der 19 ankedomme. I  fem  tilfælde  (dom  9,  14,  26,  27  og  39)  forhøjede  landsretten  straffen,  ligesom  land   sretten  i  en  af disse sager (dom 14) ændrede straffen til ubetinget fængsel. Der var tale om forh ø jelser på mellem 1 måned og 6 måneders fængsel. I dom 39 henviste landsretten til den pådømte kriminalitets grove ka - rakter, mens landsretten i de øvrige domme henviste  til bl.a. ændringen af straff  elovens § 222. Landsretten ændrede i to tilfælde (dom 1 og 6) straffen til betinget fængsel med he nvisning til bl.a. omstændighederne ved den begåede  kriminalitet og de tiltaltes gode personlige forhold. I den førs t- nævnte sa  g nedsatte landsretten endvidere den udmålte straf fra 3 måneders fængsel til fængsel i 60 dage. Der var i begge domme tale om overtrædelser af straff  elovens § 222 begået overfor 13 -årige pi - ger, som den tiltalte havde et kærestelignende forhold til. I de øvrige 12 ankedomme blev byrettens dom stadfæstet. 4.3. Straffene i sagerne om overtrædelse af straffelovens § 222 4.3.1. Indledning Som det fremgår ovenfor under afsnit 2, er der ved lovændringen tilsigtet en vis gene   rel forhøjelse af straffene for overtrædelse af straffelovens §  222.  Det er samtidig forudsat, at forhøjelsen af straffe   - rammen ikke ændrer ved den betydelige nuancering i den konkrete strafudmåling i sådanne sa ger. Det er endvidere anført, at forhøjelsen af straff  erammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væ   sentlige begrænsninger i muligheden for at idømme en betinget dom med vilkår om behandling i tilfælde, hvor strafniveauet i dag ligger mellem 4-6 måneders fængsel og fængsel i 1 år og 6 mån eder. Der  foreligger dog ikke  i  forarbejderne klare tilkendegivelser om det hidtidige strafniveau, der som nævnt er nuanc  eret, eller mere generelle tilkendegivelser om, hvilken strafskærpelse der tilsigtes, og rigsadvokaturen har heller ikke foretaget egentlige undersøgelser på dette områd   e inden ændringen af straffelovens § 222. Gennemgangen af de konkrete sager nedenfor i afsnit 4.3.2. sker derfor ligesom i den tidligere rede- gørelse, uden at der foreligger en systematiseret rede gørelse for straffene i sager om overtrædelse af straffelovens  §  222  forud  for  lovændringen.  Det  er  således  vanskeligt  med  sikkerhed  at  vurdere,  i hvilken grad den forudsatte strafforhøjelse er slået igennem i praksis, og der er derfor først og frem   - mest tale om en redegøre lse for straffene, sådan som domstolen e har udmålt dem i konkrete sager ef - ter lovændringen, og en mere fri vurdering af strafniveauet i lyset af forarbejderne til lovændri ngen.

6 I denne redegørelse har det i øvrigt på grund af det højere sagsantal været muligt at fremhæve særlige kategorier af sager og foretage gennemgangen i lyset af de omstændigheder, hvorunder det seksuelle overgreb er begået. I det følgende (og i bilaget)  er sagerne således opdelt i kategorier, hvor forholdet er begået overfor kærester eller andre personer, som den tiltal  te har haft en kæresteli  gnende relation til (afsnit 4.3.2.), sager, hvor forholdet er begået inden for familien (afsnit 4.3.3.), sager, hvor forholdet er begået ove  r- for en forurettet, som tiltalte har været ansvarlig for i en pa  sningssituation (afsnit 4.3.4.), samt sager, hvor forholdet er begået overfor en forurettet, som har været betroet den tiltalte til unde   rvisning eller lignende (afsnit 4.3.5.). Herudover er der en række sager af forskellig karakter, som det ikke har været muligt at kategorisere. Disse andre tilfælde er beskrevet i afsnit 4.3.6. Det bemærkes, at sager, hvor de seksuelle overgreb tillige er henført til straffelovens § 216 om vol   d- tægt, ikke er medtaget i denne redegørelse. Disse sager indgår i den undersøgelse af straffene i vol d- tægts  sager, der er udarbejdet samtidig med den her foreliggende redegørelse. 4.3.2. Straffene i sager vedrørende kæresteforhold og andre kærestelignende relationer Der er indberettet 10 sager (herunder fire ankedomme), som kan henføres til denne kategori. De t dre- jer sig dels om sager, hvor tiltalte og forurettede var kærester eller på anden måde følelsesmæssigt en - gageret, dels sager, hvor tiltalte og forurettede i fælles forståelse mødtes en eller flere gange med hen - blik på seksuelle aktiviteter. De forure ttedes alder varierer fra 12 år til 14 år. I dommene 1-6, hvoraf dom 1 og 6 er ankedomme, er der tale om forholdsvis korte frihedsstraffe på mellem 60 dage og 4 måneder, som i alle tilfælde blev gjort betinget, dom 6 dog med vilkår om sam    - fundstjeneste. Forholdene mellem forurettede og tiltalte var af kortere varighed, fra et enkelt mø et forhold af ca. 4 måneders varighed. De laveste straffe findes i dom 1 og 2 (fængsel i 60 dage betinget). I dom 2 var det en 21  -årig tiltalt, der havde haft samleje med en 14-årig pige, som han havde et kærest   elignende forhold til, mens det i dom 1 var en kun 17-årig  tiltalt, der havde haft  samleje  med sin 13 -årige kæreste, og som  samtidig blev  dømt  for  overtrædelse  af  straffelovens  §  123,  §  244  og  §  266.  I  den  sids   tnævnte  sag  nedsatte landsretten straffen fra fængsel i 3 måneder til fængsel i 60 dage, som det undtagelsesvist fandtes for - svarligt  at  gøre  betinget.  Overtrædelsen  af  straffelovens  §  222  ville  formentlig  kunne  være  a fgjort med et tiltalefrafald, hvis der ikke skulle rejses tiltale for de øvrige straffelovsovertrædelser. I dommene 3-6 (3 og 4 måneders fængsel) var aldersforskellen mellem de tiltalte og forurettede lidt større, idet tilta ltes alder i gennemsnit var ca. 27 år, når der ses bort fra den 19  -år ige medtiltalte i dom 4, mens de forurettedes gennemsnitlige alder var ca. 14 år. I dom 6 fandt landsretten det undtagelse s- vist forsvarligt at gøre straffen på 4 måneders fængsel betinget, dog med vilkår om bl.a. samfundstje - neste.

7 I dom 7 var der tale om et kærestelignende forhold af ca. 2½ års varighed, som blev indledt, da tiltalte var 32 år og forurettede 12 år, og som udviklede sig til fuldbyrd  ede samlejer, da forurettede var blevet 13 år. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 10 måneder, idet r etten på den ene side lagde vægt på den lange tid, lovovertræde  lserne havde stået på, selvom tiltalte var bekendt med forurettedes alder, og på den anden side, at forurettede helt frivilligt havde indvill iget i forholdene. I dom 9, som er en ankedom, blev straffen fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, idet landsretten for - højede byrettens strafudmåling med 3 måneder under henvisning til lov nr. 380 af 6. juni 2002. Både byret og landsret gjorde straffen  delvis betinget af bl.a. psykiatrisk/sexologisk behandling som led i ordningen  med  behandling  af  personer,  der  har  begået  visse  seksualforbryde lser,  som  alternativ  til straf.  Sådanne  domme  forudsattes  som  nævnt  i  afsnit  2.1.  og  2.2.  ved  lovændringen  fortsat  idømt  i stort set uændret omfang og giver ikke   anledning til bemærkni  nger. I dom 8, som er en ankedom, og i dom 10 blev straffen fastsat til henholdsvis fængsel i 1 år og 3 m   å- neder og fængsel i 2 år. Dommene kan imidlertid ikke anses for egnede til at belyse strafniveauet i sa   - ger om overtrædelse af   straffelovens § 222, idet de tiltalte, der begge tidligere var straffet for volds- og  berigelseskriminalitet,  samtidig  blev  dømt  for  en  række  andre  ikke  ubetydelige  overtrædelser  af straffeloven Som nævnt i afsnit 2.1. og 2.2. var det i forarbejderne ti  l lovændringen forudsat, at den tidligere pra  k- sis, hvorefter en ung persons samleje med en 14-årig efter omstændighederne kan afgøres med et til - talefrafald,  ville  kunne  videreføres.  I  de  ovennævnte  sager  (bortset  fra  dom  1)  har  aldersforskellen mellem tiltalte og forurettede dog været så stor, at tilt   alefrafald ikke har kunne komme på tale. Det  er  i  øvrigt  ved  strafudmålingen  tillagt  betydelig  vægt,  at  de  seksuelle  aktiviteter  er  foregået  i enighed mellem parterne. Herudover er der typisk lagt vægt på d   en forurettedes alder, aldersforskel- len, relationen mellem forurettede og tiltalte samt forholdenes karakter og varighed. Dom 7 og 9 ses at adskille sig fra de øvrige omtalte sager, idet der i dom 7 er tale om et langvarigt forhold til en forurettet, fra hun var 12 år, og der i dom 9 er tale om en mere systematisk ops ø gen af piger i alderen 12-13 år. De  øvrige sager giver  grundlag  for at antage, at straffen for enkeltstående eller kortv  arige  seksuelle forhold til piger i alderen 13-14 år ligger i niveau et 60 dage til 4 måneders fæn   gsel, som der kan være grundlag for at gøre betinget, eventuelt på vilkår af samfund   stjeneste.  

8 4.3.3. Straffene i sager vedrørende familieforhold Der er indberettet 16 sager (herunder ni ankedomme), som kan henføres til  denne kategori. Det drejer sig dels om forhold begået over for biologiske børn, adoptivbørn og stedbørn (14 sager) samt i mere fjerne familierelationer som f.eks. samleverens barnebarn eller kærestens niece (to sager). I  dom  11-14,  hvoraf  dom  11,  13  og  14  er  ankedomme,  er  der  tale  om  et  eller  et  par  enkeltstående overgreb begået over for forurettede i alderen 4 -12 år. I disse domme blev der udmålt straffe på 3   -4 måneders fængsel, hvilket er det laveste stra   fniveau i denne gruppe af sager. I dom 13 gjorde både by - ret og landsret straffen på 4 måneders fængsel betinget af bl.a. samfundstjeneste, idet der i landsretten dog var dissens af to dommere for ubetinget straf. I dom 14 skærpede landsretten straffen fra 3 til 4 må neders fængsel med henvisning lov nr.   380 af 6. juni 2002. Dom 15 og 16, som begge er ankedomme, blev afgjort med fængsel i 6 måneder. Der var i begge til   - fælde  tale  om  flere  overgreb  i  form  af  anden  kønslig  omgængelse  end  samleje b egået  i  perioder  på lige under et år. De forurettede var hen holdsvis 6 og 5 år, da overgrebene begyndte.   I seks domme (dom 17-20 og 22-23, hvoraf dom 17 og 22 er ankedomme), blev de udmålte straffe på fængsel fra 8 måneder til 2 år gjort delvis betinget af bl.a. psyki atrisk/sexologisk behandling som led i ordningen  med  behandling  af  personer,  der  har  begået  visse  seksualforbrydelser,  som  alternativ  til straf. Denne ordning er forudsat at komme på tale som alternativ til ubetingede fængselsstraffe fra 4   -6 må - neder og op til omkring  1½  år, men  ordningen blev som anført også anvendt i dom 22  og 23,  hvor straffene blev udmålt til fængsel i 2 år. I dom 22, hvor der i landsretten var dissens af en dommer for at gøre straffen ubetinget, udtalte landsrettens fle rtal, at det under hensyn til, at tiltalte måtte anses for at være egnet til at modtage en behandlingsdom, og at en del af straffen svarende til 6 måneders fæn g- sel var så godt som afsonet, efter omstændighederne ikke var udelukket at gøre straffen delvis betin - get på vilkår som bestemt i den indankede dom. I dom   23 bemærkede byretten, at selv om den af ti  l- talte  forskyldte  straf  oversteg  det  typiske  område  for  ordningen,  fandtes  det  alligevel  forsvarligt  at idømme tiltalte en sådan sanktion i form af en delvis beti  nget dom. Som tidligere nævnt var det ved lovænd ringen forudsat, at sådanne domme fortsat blev idømt i stort set uændret omfang. Jeg har derfor ingen bemærkninger til de seks domme, herunder efter omstæ n- dighederne heller ikke til dom 22 og 23, hvor domstolene efter en helt konkret vurdering fandt grund- lag for at anvende ordningen med behandling på trods af en lidt højere straf end forudsat i denne or  d- ning. I dommene 21 og 24 blev der udmålt fængselsstraffe på henholdsvis 1 år og 9 mån eder samt 2 år. I dom  21,  hvor  den  tiltalte  på  forskellig  vis  havde  l agt pres på  sin  13 -årige  adoptivdatter  for  at  opnå samleje og anden kønslig omgængelse end sa   mleje, henviste byretten til lov nr. 380 af 6. juni 2002. I

9 dom 24 blev der særligt lagt vægt på, at tiltaltes jævnl ige overgreb på sin datter i form af anden køns  - lig omgæ  ngelse end samleje havde fundet sted over en periode på 9 år. Den sidstnævnte dom, der ikke blev forelagt rigsadvokaturen inden ankefristens udløb, blev afgjort med lav straf i forhold til det la n- ge tidsrum, hvori overgrebene havde fundet sted. I dom 25, som er en ankedom, havde tiltalte over en periode på ca. et halvt år bl.a. haft anden kønslig omgængelse med sin 10  -årige datter og dennes 7 -8-årige halvs ø - fælde havde haft samleje med den yngste pige. Straf  fen blev i både by - og landsret udmålt til fængsel i 2 år og 9 måneder med he  nvisning til bl.a. forholdenes karakter og grovhed.   Den højeste straf blev udmålt i dom 26, som er en ankedom, hvor tiltalte i en læn gere årrække havde haft  anden  kønslig  omgæ   ngelse  end  samleje  med  sin  datter,  ligesom  han  flere  gange,  efter  hun  var fyldt 12 år, herunder mindst en gang efter den 8. juni 2002, havde haft samleje med hende. Landsre t- ten forhøjede straffen fra 3 års fængsel til fængsel i 3 år og 6 måneder med hen visning til lov nr. 380 af 6. juni 2002. I denne gruppe af sager ses domstolene typisk at lægge vægt på forurettede alder, overgrebenes ka - rakter og varighed, over hvor lang en periode overgrebene har fundet sted, om der er forsøgt og/eller gennemført samle je, om der er lagt betydeligt pres på forurettede eller anvendt tvang, samt på foru  - rettedes tilknytning til den tiltalte. Sagerne varierer imidlertid meget i karakter og grovhed, hvilket gør dem vanskeligt sammenlignelige. Hertil kommer, at en forholdsvis stor del af sagerne er omfattet af ordningen med behandling af per- soner, der har begået visse seksua lforbrydelser, som alternativ til straf. Denne ordning anvendes såle - des særligt ofte ved seksuelle overgreb i familiefo  rhold, jf. Rigsadvokatmeddelelse nr. 6/1997. De indberettede sager giver mig dog grundlag for at antage, at straffen for et eller et par enkeltstående overgreb i form af anden kønslig omgængelse end samleje formen   tlig ligger i niveauet 3-4 måneders ubetinget fængsel, når der ikke foreli   gger andre skærpende omstændigheder. Derimod er der ikke grundlag for en mere generel vurdering af de øvrige sager indenfor denne gru p- pe, idet sagerne som tidligere anført er meget forskellige, og strafudmålingen ifølge dommenes pr   æ- misser er sket efter en meget konkret vurdering af omstændighederne i sagerne. Som det fremgår, er der  dog i flere af sagerne henvist til strafskærpe  lsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, og der er ikke grundlag for at antage, at strafskærpelsen ikke er indgået ved stra   ffastsætt  elsen. 4.3.4. Straffene i sager vedrørende pasningsforhold   Der er indberettet tre sager (herunder en ankedom), som kan henføres til denne kat egori, hvor den til- taltes kontakt med den eller de forurettede er opnået gennem børnepa  sning.

10 I dom 27, der er en ankedom, og dom 28 var der tale om enkeltstående forhold af anden kønslig o  m- gængelse end sa  mleje begået overfor piger på henholdsvis 5 og 7 år. I dom 27 forhøjede landsretten straffen fra 3 til 4 måneders fængsel med he   nvisning til lov nr. 380 af 6. juni 2002. I dom 28, hvor der tillige var tale om forsøg på samleje, blev straffen udmålt til 6 måneders fængsel, som blev gjort b e- tinget af bl.a. sexologisk/psykiatrisk behandling som led i ordningen med behandling af personer, der har begået visse seks ualforbrydelser, som alternativ til straf. I dom 29 havde tiltalte i løbet af en periode på ca. 1½ år haft anden kønslig omgæ ngelse end samleje med i alt fire piger i alderen 8 til 13 år, som han ofte passede, ligesom han havde besiddet børnepo  r- nografi. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder, idet der i skærpende retning blev lagt vægt på, at de forurettede havde haft et ti   llidsforhold til tiltalte, som han udnyttede.    Materialet i denne gruppe af sager er for spinkelt til at udlede mere generelle betragtninger om straf- udmålingen. De foreliggende afgørelser kan dog give det indtryk, at straffen for enkeltstående over   - trædelser  i form  af  anden  kønslig  omgængelse  end  samleje  li gger  i  nogenlunde  samme  niveau  som ved enkeltstående over trædelser af samme karakter begået i familieforhold, dvs. i niveauet omkring 3   - 4  måneders  ubetinget  fængsel.  Det  bemærkes  i  den  forbindelse,  at  der  i  dom  28,  hvor  straffen  blev udmålt til fængsel i 6 måneder betinget af behandling, blev lagt betydelig vægt på, at der tillige var forsøgt samleje med den forure ttede. 4.3.5. Straffene i sager vedrørende undervisningsforhold   Der er indberettet fire sager (herunder to ankedomme), som kan henføres til denne kat egori, hvor den eller de forurettede har været b  etroet tiltalte til undervisning. I dom 30 var der tale om et enkeltstående forhold af mindre grov karakter begået af en spejderleder overfor en 14-årig pige, og her blev straffen udmålt til 60 dages fæn gsel, som blev gjort betinget af bl.a. samfundstjeneste. I dom 31 og 32, som er ankedomme, blev de tiltalte i både by - og landsret idømt 4 måneders fængsel. I dom 31 var det en folkeskolelærer, som flere gange havde haft samleje med en af sine 13  -årige el e- ver, der var forelsket i ham, mens det i dom 32 var en musiklærer, som flere gange havde haft anden kønslig omgængelse end samleje med en 8   -9-årig privatelev. Landsrettens strafudmåling i den sids  t- nævnte sag synes at være i overensstemmelse med strafniveauet i dom 27, hvor der var tale om bør - nepasning. I dom 33 var det en danseinstruktør, som havde haft seksuelle forhold til fem el ever i alderen 13-17 år, herunder flere fuldbyrdede samlejer med fire af pigerne. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, som blev gjort betinget af bl.a. psy kiatrisk/sexologisk behandling.

11 Kun i dom 33 blev der i medfør af straffelovens § 79 truffet bestemmelse om fr akendelse af retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at b  eskæftige sig med børn. Det bemærkes i den forbindelse, at landsretten i dom 31 frifandt tiltalte for en lignende påstand med henvisning til de udviste forholds særlige omstændigheder (for urettede var forelsket i tiltalte), mens der i dom 30 og 32 ikke blev nedlagt en sådan frake ndelsespåstand. Materialet i  denne  gruppe af  sager  er  ligeledes  spinkelt,  hvortil  kommer,  at  der  er  tale  om  sager  af meget forskelligartet karakter. Dom 32 indikerer dog, at enkeltstående overtrædelser i form af anden kønslig omgængelse end samleje ligger i nogenlunde samme niveau som e   nkeltstående overtrædelser af samme karakter begået i familie - og pasningsforhold, dvs. ubetinget fængsel i 3  -4 måneder. 4.3.6. Straffene i sager vedrørende andre tilfælde Der er indberettet seks sager (herunder tre ankedomme), som ikke kan henføres til  en af de foregåe n- de kategorier. I dom 34, hvor der blev idømt betinget dom uden straffastsættelse, var gerning   smanden kun 16 år, og der var tale om et forhold af kort varighed og mindre grovhed end i mange andre sager om overtræ- delse af straffelovens § 222. Dom 35, der endte med 8 måneders fængsel betinget af bl.a. sexologisk/psykiatrisk behandling, giver mig ikke anledning til bemærkninger. Det samme gælder dom 36, hvor den tiltalte skubbede en 14 - årig dreng ned i en stol og fas tholdt ham, mens tiltalte førte forurettedes hånd ned til sit lem, hvorved tiltalte fik sædafgang, ligesom tiltalte efterfø   lgende manipulerede forurettedes lem inden for og uden på tøjet. Byretten fas  tsatte her straffen til fængsel i 1 år. I dom 37, der er en ankedom, stadfæste  de landsretten en straf på fængsel i 1 år og 3 måneder for an - den  kønslig  omgængelse  end  samleje  af  kortere  varighed  samt  blufæ rdighedskrænkelse  begået  over for en 6-årig dreng. Ved strafudmålingen havde byre  tten i skærpende retning henvist til forholdets   ka- rakter, forurettedes alder, og at tiltalte flere gange tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet. An- klagemyndigheden var af den opfattelse, at straffen især under hensyn til forstraffene burde være hø - jere. Rigsadvokaturen ansøgte på denne bagg  rund om tilladelse til at anke landsrettens dom til Hø je- steret, men ansøgningen blev ikke imødekommet.   I dom 38, som er en ankedom, tvang tiltalte under trussel med en kniv en 14-årig pige til at sutte på sit lem til sædafgang. Landsretten stadfæstede byrettens dom på fængsel i 1 år og 6 måneder med he n- visning til bl.a. lov nr. 380 af 6. juni 2002. I dom 39, som ligeledes er en ankedom, havde T1 to gange haft samleje med en 14-årig pige (F2) un - der  anvendelse af  tvang,  herunder  en  gang  med  hjælp  fra T  2.  Endvidere  havde  T1  flere  gange  haft samleje med F1, fra hun var 13-15 år, ligesom han flere gange havde haft anden kønslig o  mgængelse

12 end samleje med begge piger fra de var henholdsvis 11 og 12 år. Landsretten stadfæstede T1´s straf på fængsel i 3 år og    6 måneder, men forhøjede straffen for T2 fra 1 års fængsel til fængsel i 1 og 6 må - neder med henvisning til forholdets grove karakter. I dom 38 og 39 burde anklagemyndigheden efter min opfattelse tillige have rejst tiltale for overtræ- delse af straffelovens § 216 om voldtægt. Det forhold, at der ikke blev rejst en sådan tiltale, har for   - mentlig været medvirkende til, at der ikke er fastsat høj   ere straffe. Det bemærkes i øvrigt, at det i for   - arbejderne til  strafskærpelsen  synes  forudsat,  at  der  kan  ske  st  rafforhøjelse  på  op  mod  1  år  i  s   ager, hvor overgrebene har en vis lighed med voldtægt. Jeg finder derfor, at straffene i disse to sager må an   - ses for at ligge i underkanten af det tilsigtede strafniveau. 5. Samlet vurdering og konklusion Som nævnt ovenfo  r i afsnit 4.3.1. er det vanskeligt at vurdere strafniveauet bl.a. fordi, der ikke fore- ligger redegørelser om straffene forud for strafskæ   rpelsen. Hertil kommer, at sager om overtrædelse af straffelovens § 222 i høj grad er svær   e at sammenligne, idet de omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed, ligesom strafudmålingen ifølge dommenes præmisser sker efter en meget ko n- kret vurdering af sagens omstændigheder. Som det fremgår af dommene i bilaget og beskrivelsen ovenfor i afsnit 4.3., er der e ndvidere i denne redegørelse  tale  om  et  bredt  spektrum  af  sager,  idet overgreb,  som  henføres til  stra  ffelovens  §  222, spænder fra anden kønslig omgæ ngelse end samleje i kæresteforhold, f.eks. et seksuelt forhold mel  - lem en 14-årig pige og 17 -årig ung mand,  til voksne personers længerevarende og meget grove mis  - brug af mindre børn. Også sagernes omstændigheder er meget forskellige afhængig af f.eks. misbr u- gets karakter og varighed, antallet af overgreb, forurettedes alder, eventuel anvendelse af tvang samt forholdet mellem tiltalte og forurettede, herunder om der f.eks. består et særligt tillids   - eller afhæn  - gighedsforhold. Det  er  på  denne  baggrund  ikke  overraskende, at straffene  varierer  mellem  betinget  dom  uden  stra f- fastsættelse, betinget eller delvis b  etinget dom med straffastsættelse, herunder med vilkår om behand   - ling, og ubetingede straffe i intervallet mellem 3 må neders fængsel og fængsel i 3 år og 6 måneder. Straffene i  sager  vedrørende  kæresteforhold  og  andre  kærestelignende  relationer  giver  mig ikke  an- ledning til bemær  kninger. Selv om forhold mellem en 12-14-årig pige og en ældre dreng/mand oftest indebærer en udnyttelse af den helt unge pige, skal sagerne samtidig ses i lyset af, at det seksuelle for  - hold er indgået i enighed mellem parte rne, og at piger i denne aldersgruppe i nogle tilfælde kan være mere modne end andre af deres jævnaldrende. Sagerne, hvor straffen er gjort hel eller delvis betinget af bl.a. psykiatrisk/sexologisk behandling, gi- ver mig heller ikke anledning til bemærkninger.   Som tidligere nævnt var det ved lovændringen forud -

13 sat, at ordningen med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser, som alternativ til straf, fortsat skal anvendes i stort set uændret omfang. De øvrige sager omfatter en række mege   t forskelligartede forhold. I seks af sagerne, herunder fem an- kedomme,  er  der i  præmisserne  vedrørende strafudmålingen  udtrykkeligt  henvist  til strafskæ rpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. I fire af disse sager (dom 9, 14, 26 og 27) skærpede landsrett  en byret- tens dom med henvisning til lovændringen. Efter en samlet vurdering af straffene i de foreliggende sager er det min opfattelse, at der ved straf- fastsættelsen i hovedpa  rten af sagerne i vidt omfang er taget hensyn til, at straffen efter lovændrin  gen skulle skærpes. Som det fremgår ovenfor i afsnit 4.3., er der dog enkelte sager, som efter min opfattelse ligger i un - derkanten af det strafniveau, som må anses for tilsigtet med strafskærpe   lsen. I dom 24 synes straffen på 2 års fængsel således noge t lav set i lyset af tiltaltes jæv  nlige overgreb på sin datter, der fandt sted over en periode på ni år. Dommen burde efter min op  fattelse af anklagemyn- digheden være anket til land  sretten med påstand om skærpelse, men sagen blev som tidligere anført ikke forelagt rigsadvokaturen inden ankefristens udløb. I dom 37 var det anklagemyndighedens opfattelse, at straffen burde være højere, sæ rligt henset til til- taltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet. Anklagemyndighedens ansøgning om 3. instansb evil- ling  blev  imidlertid  ikke  imød ekommet,  formentlig  fordi  sagen  netop  som  følge  af  forstraffene  var atypisk. Straffene i dom 38 og 39 er efter min opfattelse også milde set i forhold til overgr ebenes karakter og grovhed, herunder især i lyset af, at der   i dom 38 blev truet med en kniv, og i dom 39 var tale om to forurettede  og  to  gerningsmænds  anvendelse  af  tvang  i  forbindelse  med  samleje  med  den  ene  pige. Ved straffastsættelsen har det dog fo  rmentlig spillet ind, at anklagemyndigheden ikke havde rejst til- tale  for overtrædelse af straffelovens §  216 om vol  dtægt, selv om der synes at have været grundlag herfor. Sammenfattende er det herefter min opfattelse, at strafudmålingen i sager om overtrædelse af straff   e- lovens § 222 generelt set må antages at tage  udgangspunkt i tilkendegivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 om skæ  rpelse af straffen. Under hensyn til de enkelte sager, hvor straffen i lyset af strafskærpelsen efter min opfattelse må an   - ses for at være for lav, finder jeg dog, a  t anklagemyndigheden fortsat bør være særlig opmærksom på strafudmålingen i sager om ove rtrædelse af straffelovens § 222 og herunder tage initiativ til at anke domme med påstand om skærpelse, hvis der findes grundlag for det.