RIGSADVOKATEN                                                                                                           Juni 2005 J.nr. 2004-120-0014 Straffene i voldtægtssager efter ændringen af straffel ovens § 216 1. Indledning Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven blev stra f- ferammerne  i  straffelovens  §  216  forhøjet  med  det  formål  at  skærpe  straffene  i  voldtægtssager  væ - sentligt. Forud  herfor  havde  rigsadvokaturen  afgivet  flere  redegørelser  om  st rafniveauet  i  voldtægtssager  på grundlag  af  indberettede  domme,  idet  der  blev  iværksat  or  dninger,  hvorefter  Rigsadvokaten  skulle have forelagt alle domme i voldtægtssager. Redegørelserne er udsendt til politi og anklagemyndighed ved  Rigsadvokaten Informerer nr. 3/2001, nr. 13/2001 og nr. 14/2002. I forbindelse med lovændringen anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om ved udgangen af 2003 at afgive en redegørelse om udviklingen i strafniveauet efter lovens ikrafttræden. I  januar  2004 afgav  Rigsadvokaten  en redegørelse  om  straffene  i  voldtægtssager  efter  ændringen  af straffelovens § 216 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Redegørelsen ind eholdt samtidig en undersøgelse af  praksis  med  hensyn  til  varetægtsfængsling  i  voldtægtssager  og  en  undersøgelse  af  sag sbehand- lingstiden  i  de  indberettede  sager.  Redegørelsen  blev  udsendt  til  politi  og  anklagemyndighed  ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004. Undersøgelsen af strafniveauet viste, at der blandt de indberettede sager var ekse mpler på straffe, som måtte ans es for at være i underkanten af det tilsigtede strafniveau efter strafskærpe lsen i 2002. Jeg fandt derfor, at der var grundlag for, at rigsadvokaturen fortsat fulgte strafudmålingen vedrørende voldtægtssager. Justitsministeriet  anmodede  herefter  ved  skrivelse  af  14.  maj  2004  Rigsadvokaten  om  at  afgive  en fornyet redegørelse om udviklingen i strafniveauet efter ca. et års forløb. Ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004 iværksatte rigsadvokaturen derfor en ordning, hvo  refter der skulle  ske  indberetning  af  alle  by-  og  landsretsafgørelser,  hvor  der  er  domfældt  for  overtrædelse  af straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Ordningen omfattede by - og landsretsdomme afsagt i perioden fra den 1. marts 2004 til udgangen af december 2004. Ankedomme afsagt af lands- retterne  efter  udløbet  af  den  nævnte  periode  var  omfattet,  såfremt  byrettens  dom  i  sagen  var  afsagt inden udgangen af december 2004.

2 Denne redegørelse indeholder i afsnit 6 en beskrivelse af straffene i de voldtægtssager, der er indb   e- rettet i den nævnte periode, og i afsnit 7 en vurdering vedrørende strafniveauet. Indledningsvis i afsnit 2 beskrives den opdeling af sagerne, som er foretaget. I afsnit 3 og 5 beskrives de tidligere redegørel - ser om straffene og i afsnit 4 beskrives ændri  ngen af § 216 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. I bilaget til redegørelsen findes en mere udførlig beskrivelse af de enkelte sager, der er indberettet til Rigsadvokaten. 2. Opdeling af sagerne om voldtægt I de tidligere redegørelser blev der taget udgangspunkt  i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt. Denne opdeling anvendes også i denne redegørelse. Ved overfaldsvoldtægt   forstås således voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke ke nder eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt. Ved  kontaktvoldtægt    forstås  det,  der  på  engelsk  kaldes  ”date  rape”,  altså  situ ationer,  hvor  parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som ku nne  være optakt til en seksuel kontakt.  Kontaktvoldtægt  omfatter  endvidere  voldtægter,  hvor  parterne  kender  hi nanden  i  forvejen, f.eks. naboer og kollegaer, uanset om selve voldtægten har karakter af et ov  erfald. Ved  parvoldtægt    forstås  voldtægt  mod  en  nuværende  seksuel  partner  og  vol dtægt  mod  en  tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt indenfor et kortere tidsrum forud for voldtæ gten. Det kan i nogle sager være vanskeligt at vurdere, hvilke  n af de tre former for voldtægt der er tale om, idet  der  er  en  glidende  overgang  mellem  de  forskellige  kategorier.  Det  kan  således  i  visse  ti lfælde diskuteres, om der foreligger den ene eller den anden form for voldtægt. I  de  tidligere  redegørelser  blev  d er  sondret  mellem  domme,  der  omfattede  fuldbyrdet  voldtægt,  og domme, hvor der alene dømmes for forsøg på voldtægt. Også denne sondring anvendes nu. 3. Redegørelserne om strafniveauet i voldtægtssager forud for lovændringen 3.1. Konklusionerne i redegøre lsen fra januar 2001 Konklusionen i redegørelsen fra januar 2001 vedrørende det daværende strafniveau var følge nde: For forsøg på overfaldsvoldtægt varierede straffene fra 4 måneder til 2 års fængsel. Det blev i redeg ø- relsen antaget, at ”normalstraffen ” måtte være i niveauet 6 til 9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og stre ngere straffe.

3 Det var på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere ”normalstraffen” for    fuldbyr- det overfaldsvoldtægt  . Et forsigtigt skøn førte    dog  frem til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke forelå skærpende omstændigheder, formentlig lå i niveauet omkring 1 år og 6 måneders fængsel. Hvis der forelå skærpende omstændi gheder udmåltes straffen til mellem 2 og 3 års fængsel. Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnedes det i redegørelsen, at strafn  iveauet nogenlunde svarede til niveauet for forsøg på  overfaldsvoldtægt, dvs. 6 -9  måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og stre ngere straffe. For  så  vidt  angår  st  raffen  for  fuldbyrdet  kontaktvoldtægt    fremgår  det  af  red egørelsen,  at  de  fleste straffe lå i niveauet mellem fængsel i 6 måneder og fængsel i 1 år og 6 mån eder, og hvis der ikke var anvendt vold af betydning eller ikke forelå andre skærpende omstændigheder , lå straffen i niveauet 6 - 10 måneders fæn   gsel. Vedrørende   forsøg  på  parvoldtægt forelå  der  kun  en  dom,  hvor  straffen  blev  udmålt  til  6  mån   eders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste. For så vidt angik  fuldbyrdet parvoldtægt   blev det antaget at ”normalstraffen” lå i niveauet 6   -8 mån e- ders fængsel,  men  der  var i  det  undersøgte  materiale også  flere eksempler  på  højere  straffe  i sager, hvor der forelå skærpende omstæ ndigheder. 3.2. Konklusionerne i den foreløbige redegørelse af august 2001 og rede  gørelsen fra a ugust 2002 Redegørelserne af august 2001 og august 2002 om strafniveauet i voldtægtssager omfattede i alt 111 sager, hvoraf  93 sager var endeligt afgjort. Konklusionen  i  redegørelserne  var,  at  disse  sager  ikke  bidrog  væsentligt  til  yderlig   ere  at  belyse  de antagelser om strafniveauet, som fremgik af redegøre lsen fra januar 2001. På den anden side gav de pågældende domme ikke anledning til at ændre de tidligere formodninger om straffene i voldtægtss a- ger. Med hensyn til straffene i de sager, hvor voldtægten var begået af flere gerningsmænd, var konklusi o- nen, at det var tvivlsomt, hvorvidt der i alle sager var tillagt det forhold, at overgrebet var udøvet af flere gerningsmænd i forening, en reel betydning ved strafudm  å lingen. 4. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffelovens § 216 Ved  lov  nr.  380 af  6. juni  2002  blev  strafferammen  i  straffelovens  §  216, stk.  1,  hævet  fra fængsel indtil 6 år til fængsel indtil 8 år. Endvidere blev strafferammen i straffel ovens § 216, stk. 2, hævet f  ra fængsel indtil 10 år til fængsel indtil 12 år. Ændringen af straffelovens § 216 trådte i kraft den 8. juni

4 2002 og har virkning for forhold, der er begået efter dette tidspunkt. Ændringen omfatter også fo rhold, der henføres under § 216, jf. § 224 eller  § 225. Formålet med forhøjelsen af strafferammerne i § 216 var at gennemføre en generel forhøjelse af straf - udmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen et år. Det gælder både fuldbyrdede voldtæ gter og forsøg herpå. Ved forhøjelsen af straffene  skal der tages udgangspunkt i det strafniveau, der er beskrevet i redegø - relsen fra januar 2001, som er omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2. I bemærkningerne til lovforslaget afsnit 2.1.3. er der følgende tilkendegivelser om stra   fforhøje lsen: ”…Eksempelvis forudsættes det, at straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfæ ldene forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år 6 måneder. …Med lovforslaget er  det  som  nævnt hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvo ld- tægt under skærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det strafniveau, der er be - skrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Udm å lingen af straffen forudsættes dog i højere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for  de grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede overfaldsvoldtæ gter. Der tænkes her særligt på den type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget mislykkes  på grund af offerets  modstand. Efter Justitsministeriets opfattelse er der endvidere ikke i den nuværende praksis tillagt det for  - hold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i fo rening, tilstrækkelig vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter med anve  ndelsen af den betydelige overmagt, der ligger i, at der er flere  gerningsmænd,  må  normalt  antages  at  ind   ebære  et  særlig  voldsomt  og  traumatiserende overgreb på ofret. Det forudsættes derfor, at det forhold, at en voldtægt er begået af flere ge r- ningsmænd i forening, tillæ gges en særlig vægt i skærpende retning.  I sager om voldtægt med flere gerningsmænd bør der således ske en yderligere strafskærpelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun  en  gerningsmand. Det bør også tillægges øget  vægt i skærpende re t- ning,  hvis  der  er  tale  om  voldtægt  begået  mod  et  barn.  Herudover  bør  der  ske  en  yderl igere strafskærpelse   – det vil sige ud over den generelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år – i sa   - ger, hvor voldtægten har haft en særlig tidsmæssig udstræ kning.” Det fremgår samtidig af forarbejderne (de almindelige bemærkninger afsnit 1.2.) om angivelsen i lov   - forslaget af det tilsigtede forhøjede strafniveau, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på do msto- lenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af   samtlige sagens omstændigheder, og at de angi  vne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag for eligger skærpende eller formildende omstændigheder. 5. Konklusionerne i redegørelsen fra januar 2004 om straf fene efter lovændri  ngen Redegørelsen af januar 2004 om strafniveauet i voldtægtssager omfattede i alt 26 sager indb   erettet i perioden  fra  den  8.  juni  2002  til  udgangen  af  august  2003.  Heraf  var  24  sager  endeligt  afgjort  ved redegøre lsens udarbejdelse.

5 Konklusionen i redegørelsen var, at strafskærpelsen måtte anses for at være slået igennem i de fleste af de indberettede sager. I en række af sagerne måtte straffen a   nses for at være forhøjet fuldt ud med et år eller mere, mens der i andre sager var sket en  mindre forhø jelse af straffen. I en del af de sager, hvor der var sket en mindre forhøjelse af straffen, forelå der sådanne formildende omstændigh  eder,  at det forekommer naturligt,  at domstolene havde fraveget de strafniveauer, der er angivet i lovforslagets bemærkninger, i nedadgående retning, jf. herved også lovforslagets almindel ige bemærkninger afsnit 1.2., hvorefter straffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering af samtlige sagens omstændigheder. Der var dog i de indberettede sager også eksempler på straffe, som efter rigsadvokaturens opfatte  lse måtte anses for at være i underkanten af det tilsigtede strafniveau. Det var især sager, hvor der havde været anvendt en del vold, og s  ager, hvor der var dømt for anden kønslig omgængelse e nd samleje i væsen  tligt omfang. Disse  sager  talte  for,  at  anklagemyndigheden  i  en  periode  fremover  fortsat  skulle  være  særlig  op - mærksom på straffas   tsættelsen i voldtægtssager og på, om sagerne burde ankes til skærpelse. Der blev derefter iværksat en ny i  ndberetningsordning for sager om voldtægt, jf. nærmere ovenfor afsnit 1. Med hensyn til straffene i sager med flere gerningsmænd gik jeg ud fra, at en kommende højesterets   - dom kunne medvirke til en mere generel stillingtagen til straffene i sådanne sager. 6. Straffene i voldtægtssager i den foreliggende undersøgelse 6.1. Antallet af sager Der er i medfør af indberetningsordningen iværksat ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2004 indb   e- rettet 40 afsluttede sager, der er beskrevet i bilaget til denne redegørelse. Denne redegørelse omfatter således kun endelige domme, mens byretsdomme under anke ikke er medtaget i redegørelsen. Heller ikke domme, hvor der er idømt fora nstaltninger, er medtaget i redegørelsen, da sådanne domme ikke belyser strafniveauet. De 40 domme fordeler sig således på byretterne, landsretterne og Højest   eret: Byret 5 domme Landsret 33 domme Højesteret 2 domme

6 6.2. Strafudmålingen i ankesager Som det fremgår ovenfor, foreligger der 33  landsretsdomme. Heraf er en dom en nævningesa  g. Der foreligger således 32 ankedomme afsagt af landsretterne. Ankl agemyndigheden har i alle de sager, der har været anket til landsretten, påstået skærpelse af straffen, bortset fra i dom 8, hvor straffen i byre t- ten blev fængsel i 3 år og 11 måneder, og hvor straffen ikke kunne skærpes, fordi tiltalen ikke var rejst ved næ  vningeting. Landsretten forhøjede straffen for en eller flere tiltalte i forhold til byrettens dom i følgende 16 s  ager: Landsretten nedsatte straffen i følgende sager: Dom 35: Byret 1 år 6 måneder, landsret 1 år 3 måneder, Dom 28: Byret 3 år, landsret 2 år 6 måneder, Forhøjet 3 måneder Forhøjet 4 måneder Forhøjet 6 måneder I øv rigt forhøjet Dom  2 byret 1 år 6 måneder landsret 1 år 9 måneder Dom 13 byret 1 år landsret 1 år 3 måneder Dom 22 byret 1 år 6 måneder landsret 1 år 9 måneder Dom 25 ( 2 domfældte) byret 1 år 9 måneder landsret 2 år Dom 32 byret 1 år 3 måneder landsret 1 år 6 måneder Dom 33 byret 6 måneder heraf 4 måneder betinget landsret 10 måneder Dom 1 byret 1 år landsret 1 år 6 måneder Dom 4 byret 2 år landsret 2 år 6 måneder Dom 11 byret 4 måneder, heraf 3 måneder betinget landsret 10 måneder Dom 14 byret 1 år landsret 1 år 6 måneder Dom 19 byret 1 år landsret 1 år 6 måneder Dom 20 byret 1 år landsret 1 år 6 måneder Dom 23 byret 1 år 6 måneder landsret 2 år Dom 24 byret 10 måneder landsret 2 år Dom 31 byret 6 måneder landsret 1 år 6 måneder Dom 39 byret 1 år betinge t landsret 1 år 9 måneder

7 Dom 29: Byret 3 år, landsret 2 år 6 måneder I de øvrige 10 ankedomme sta dfæstede landsretten byrettens dom. De to højesteretsdomme , der indgår i undersøgelsen, er selvsagt begge ankedomme. I dom 30, hvor der ved nævningeting var idømt fængsel i 6 år, nedsatte Højesteret straffen til fængsel i 5 år. I dom 9, hvor der var meddelt tredieinstansbevilling, stadfæstede Højesteret land   srettens dom på 3 års fængsel til T1. Der var både i landsret og Højesteret dissens for at fastsætte stra ffen til fængsel i 3 år og 6 måneder. Straffen var for T1 i byretten fastsat til fængsel i 1 å r og 9 mån eder. 6.3. Straffene i de sager, der indgår i undersøgelsen 6.3.1. Indledning Som nævnt ovenfor under afsnit 4 tilsigtedes ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 en gen  erel forhøjelse af strafudmålingsniveauet  i  voldtægtssager i størrelsesord enen et år. Endvidere blev det  tilkendegivet i bemærkningerne, at der herudover burde ske en yderligere strafskærpelse i sager med flere gerning s- mænd, i sager om voldtægt mod børn og i sager, hvor voldtægten har haft en særlig tidsmæssig u d- strækning. Det var dog også i forarbejderne forudsat, at det niveau, der er angivet i bemærkningerne, kan frav   iges i op- eller nedadgående retning efter en konkret vurdering af samtlige s agens omstændigheder. Som det også blev tilkendegivet i redegørelsen af januar 2003, kan   vurderingen af straffastsættelsen i de enkelte sager derfor efter min opfattelse ikke ske blot ved at lægge et år til den straf, der må ant a- ges at have været praksis før ændringen, men der skal tages hensyn til sagens konkrete omstændighe - der – herunder o   gså omstændigheder, der kan tale for ikke at forhøje stra ffen fuldt ud med et år. Det  bemærkes  i  den  forbindelse  også,  at  en  generel strafskærpelse  på  et  år i  alle  sager  medfører en forholdsvis større skærpelse af straffene i de sager, der før lovændringe n medførte de laveste stra ffe (f.eks. fra 6 måneders fængsel til 1 år og 6 måneders fængsel, svarende til en tredobling af straffen), mens strafskærpelsen i de groveste sager bliver pr  ocentuelt mindre (f.eks. fra 2 års fængsel til 3 års fængsel, svarende t  il en forhøjelse på 50 procent). Disse forhold indgår i vurderingen nedenfor af straffene i sager om overfaldsvoldtægt (afsnit 6.3.2.), kontaktvoldtægt (afsnit 6.3.3.), parvoldtægt (afsnit 6.3.4.) og i sager med flere gerningsmænd (afsnit 6.3.5.).

8 6.3.2. Overfaldsvoldtægt Der er indkommet fem sager om forsøg på overfaldsvoldtægt (dom 1-5). Fire af sagerne vedrører forsøg på overfaldsvoldtægt på offentligt sted. I ingen af sagerne nåede til - talte langt  i sit  forehavende.  Den  sidste  sag  (dom  5)  vedrører   overfaldsvoldtægt  i  forurettedes  hjem under udøvelse af omfattende vold, herunder hal sgreb. I dom 1 var anvendelsen af vold begrænset til at gribe fat i forurettede og vælte hende omkuld på jor - den. Byretten fastsatte straffen til 1 års fængsel. Landsrett   en forhøjede straffen til 1 år og  6 mån   eders fængsel. I  dom  2  blev  forurettede  slået  flere  gange  i  ansigtet  med  knytnæve,  før  tiltalte  blev  overmandet  af tililende  personer.  Byretten  fastsatte  straffen  til  1  år  og  6  måneders  fængsel.  Landsre tten  forhøjed e straffen til 1 år og 9 måneders fængsel bl.a. under henvisning til den udøv ede vold. Straffen i dom 3, hvor der ikke blev anvendt anden vold end fastholdelse, blev fastsat til fængsel i 2 år. Tiltalte var henholdsvis 7 og 9 år tidligere dømt for en fuld   byrdet voldtægt og adskillige fo  rsøg på voldtægt. Dom 4 vedrører et forsøg på overfaldsvoldtægt, anden kønslig omgængelse end sa mleje med en 14- årig stedsøster samt tre forhold vedrørende berigelseskriminalitet. Byretten fas   tsatte straffen til 2 års fængs  el. Landsretten forhøjede straffen til fængsel i 2 år og 6 måneder under henvisning til strafskæ r- pelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. For så vidt angår dom 5, der vedrører forsøg på overfaldsvoldtægt i forurettedes hjem, hvor gerning s- manden blev lukket ind, idet han udgav sig for en anden, og hvor der blev udøvet grov vold mod foru - rettede, fastsatte byretten straffen til 2 år og 6 måneders fængsel. Landsretten stadfæstede do mmen. Det  fremgår  af  redegørelserne  udarbejdet  før  strafskærpelsens  ikraftt ræden,  at  det  blev  antaget  at ”normalstraffen” for forsøg på overfaldsvoldtægt måtte være i niveauet 6 til 9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mi ldere og strengere straffe. I de fem ovennævnte domme, hvor straffene er fastsat til fængsel i 1 år 6 må neder (en dom), fængsel i 1 år 9 måneder (en dom), fængsel i 2 år (en dom) og fængsel i 2 år 6 måneder (to domme), må der således siges at være sket en skærpelse i forhold til den tidligere a ntagelse om normalstraffen.   Idet der ikke i dommene 1-4 foreligger skærpende omstændigheder bortset fra, at der i dom 2 er ud - øvet vold i et vist omfang, og da ingen af gerningsmændene kom langt i deres forehavende med befø -

9 linger  m.v.,  har  jeg  ikke  bemærkninger  til  strafudmålingen,  som  efter  min  opfattelse  er  i     overens- stemmelse med forarbejderne til ændring  sloven. For så vidt angår dom  5,  hvor  straffen  blev fastsat til fængsel i 2 år og 6 mån eder, anser jeg tillige strafskærpelsen  for  at  være  slået  fuldt  ud igennem,  idet  det  udover forholdets  meget  grove  karakt er tillige må tillægges betydning i fo   rmildende retning for straffastsættelsen, at gerningsmanden kun var 17 år på gerningstid  spunktet. Der er indkommet fire domme om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt   (dom 6-9). Det fremgår af redegørelserne udarbejdet forud   for strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, at udgangspunktet for fastsættelsen af ”normalstraffen” for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt formentlig lå i niveauet omkring 1 år og 6 m å neders fængsel, hvis der ikke forelå skærpende omstændigheder. Hvis der forelå skærpende omstændigheder, udmåltes straffen til me llem 2 og 3 års fængsel. En sag (dom 6) blev ført ved nævningeting, da anklagemyndigheden nedlagde p   å stand om, at tiltalte skulle anbringes i en sikret  institution eller afdeling for personer med  vidtgående psykisk  handicap. Tiltalte blev idømt fængsel i 2 år og 3 m å neder. Sagen vedrørte voldtægt af en 16   -årig pige samt vold mod  forurettedes  veninde.  Straffen  blev  fastsat  under  henvisning  til  forholdets  grovhed  og  tiltaltes unge alder og svage personlige ressourcer.   I dom 7 blev tiltalte idømt 2 år og 6 måneders fængsel, og i dom 8 blev tiltalte idømt en tillægsstraf på 3 år og 11 m å neders fængsel til en tidligere dom på 8 måneders fængsel for narkotikakriminalitet. I den sidstnævnte sag skete d  omfældelse for en fuldbyrdet voldtægt og et forhold af anden kønslig om - gængelse end samleje samt for overtrædelse af straffel ovens § 232 og § 266. Dom 9, som er en højesteretsdom,  medførte fængsel i 3 år for den af de tiltalte, der havde anket til Højest eret. En anden tiltalt i sagen var ligeledes i landsretten idømt fængsel i 3 år. Sagen vedrørte en gruppevoldtægt,  der  strakte  sig  over  nogen  tid,  og  sagen  er  omtalt  nærmere  nedenfor  under  afsnit 6.3.5. om sager med flere gerningsmænd. Det foreliggende materiale er forholdsvis spinkelt, og straffastsættelsen i dom 6 beror på en konkret vurdering, hvor tiltaltes unge alder og svage personlige ressourcer må anses at være tillagt betydelig vægt i formildende retning ved straffastsættelsen. Ved dommene 7 og 8, der medførte fængsel i he   n- holdsvis 2 år og 6 måneder og 3 år og 11 måneder, er der efter min opfattelse sket en skærpelse som forudsat  i  forarbejderne  til  lovændringen.  Jeg  har  derfor  ikke  b  emærkninger  til  straffastsættelsen  i disse tre sager om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, mens der med hensyn til dom 9 henvises til afsnittet om sager med flere gerningsmænd.

10 6.3.3. Kontaktvoldtægt Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnede jeg i redegørelserne udarbejdet før strafskærpe l- sen, at strafniveauet nogenlunde svarede til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, dvs. 6 -9 måne - ders fængsel, dog med muli  ghed for både mildere og strengere straffe. Der er indkommet ni domme om forsøg på kontaktvoldtægt (dom 10 -18). Syv af disse er landsrets- domme. Straffastsættelsen er på mellem 10 måneders fængsel og 2 år og 6 mån eders fængsel. I dom 10, der vedrører forsøg på voldtægt begået af en 73 -årig mand overfor et 14 -årigt barnebarn, stadfæstede  land  sretten  byrettens  dom  på  1  års  fængsel,  hvoraf  de  10  måneder var  betinget.  Begge instanser henviste ved straffastsættelsen til tiltaltes konkrete personlige og helbredsmæssige fo rhold, herunder tiltaltes høje alder, samt til forholdets e nkeltstående karakter. I  dom  11,  hvor  forsøget  på  voldtægt  skete  i  umiddelbar  f orlængelse  af  en  fest,  fastsatte  land  sretten straffen til fængsel i 10 måneder. Der blev ikke udøvet anden vold end fastholdelse, men tiltalte tru ede med vold, og der var ikke tale om frivillig tilbagetræden for forsøg.. I dommene 12-16 er straffen fastsat til 1 år og 3 m å neders fængsel (to domme), 1 år og 6 måneders fængsel (to domme) og 1 år og 9 måneders fængsel (en dom). Afgørende for den konkrete straffas t- sættelse må anses at have været karakteren af den forudgående kontakt, forurettedes alder, og om der har været udøvet vold, og i givet fald i hvilket o   mfang. I  dom  17,  der  vedrører  forsøg  på  voldtægt  af  tiltaltes  15 -årige  datter  samt  blufærdi   ghedskrænkelse over for samme i en periode på ca. 1 år, fastsatte byretten straffen til 2 års fængsel. I dom 18 udøvede tiltalte vold og truede med en kniv. Landsretten fastsatte straffen til en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder, der også omfattede en reststraf på 153 dage for l   igeartet kriminalitet. Under hensyn til, at ”normalstraffen” forud for lovæn dringen skønnedes at være 6   -9 måneders fæn   g- sel, forekommer  dom  11  på  fængsel  i  10  måneder  mild  navnlig  henset  til,  at  der  ikke  i  dommen  er oplyst konkrete formildende omstændigh  eder ud over tiltaltes gode personlige forhold. I dom 10 var tiltaltes  personlige  og  helbredsmæssige  forhold  så  specielle,  at  dette  naturligvis  må  præge  straffast - sættelsen meget betyd  eligt. I de resterende domme 12-18, hvor straffene er udmålt til mellem 1 år og 3 mån   eders fængsel og 2 år og 6 måneders fængsel, er det min opfattel   se, at der ved strafudmålingen er sket en skærpelse i for   - hold til tidligere domspraksis, der må anses at være i overensstemmelse med intentionerne bag straf   - skærpe  lsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, idet der dog i nogle af sagerne ikke kan antages at væ  re sket en skærpelse fuldt ud med et år. Som et eksempel herpå kan næ vnes dom 13, hvor der tale om forsøg  på  voldtægt  over  for  en  kun  15 -årig  pige.  Dette  er  dog  som  nævnt  i  afsnit  6.3.1.  formentlig

11 udtryk for dels en konkret vurdering i den enkelte sag, dels at en forhøjelse på fuldt ud et år i de sager, der før lovændringen medførte de laveste straffe, kan forekomme for markant. Fuldbyrdet kontaktvoldtægt   foreligger i 12 sager, der omfatter 13 gerningsmænd (dom 19  -30). I mine tidligere redegørelser anto g jeg, at straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt før strafskærpelsen i de fleste tilfæ  lde lå mellem 6 måneders fængsel og 1 år og 6 måneders fængsel, og hvis der ikke var anvendt vold af betydning eller ikke forelå andre skærpende omstændigheder, lå straf fen i niveauet 6 til 10 måneders fængsel. I  de  indberettede  domme,  der  alle  -  bortset  fra  to  højesteretsdomme   -  er  landsretsdomme,  varierer straffen fra fængsel i 1 år og 6 måneder til fængsel i 5 år. I dommene 19 og 20, hvor der ikke blev anvendt anden vold end fastholdelse, blev straffen fastsat til 1 år og 6 mån  eders fængsel. I dom 21, hvor der blev udøvet vold mod forurettede og gennemført flere samlejer, hvorved voldtæg - ten strakte sig over længere tid, fastsatte land  sretten straffen til 1 år og 9  måneders fængsel. I dom 22 og 29 var de forurettede henholdsvis 13 og 14 år, hvilket landsretten tillagde vægt ved straf   - udmålingen. Der var ikke  anvendt  anden vold end fastholdelse. I dom 22 blev straffen fas tsat til en fællesstraf på 1 år og 9 måneders fængsel med hensyn til en reststraf på 59 dage for bl.a. vold og tru   s- ler. I dom 29 blev straffen fastsat til 2 år og 6 måneders fængsel. Der skete domfældelse for flere a n- dre forhold, herunder et forhold vedrørende knivsti kkeri. I  dom  23  og  24  var  de  forurettede  psykisk  udviklingshæ  mmede.  Der  blev  heller  ikke  i  disse  sager udøvet anden vold end fastholdelse. Dom 23 er en fællesstraf med hensyn til en dom for overtrædelse af færdselsloven, og i dom 24 var der to forurettede. Landsretten fastsatte i begge   sager straffen til 2 års fæn   gsel. I dom 26 - 28 var der udøvet vold af betydning for stra ffastsættelsen. I dom 26 var der tale om vold i form af slag, mens tiltalte i dom 27 snittede forurettede overfladisk med en kniv. Landsretten fastsatte i begge sager straffen til fængsel i 2 år. I dom 28 blev forurettede fastholdt bl.a. med halsgreb og en pude over hovedet. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 2 år og 6 måneder. Dom 25 omfatter to gerningsmænd. Landsretten fastsatte straffen til 2 års fængse l til begge de tiltalte. Domme med flere gerningsmænd er særskilt omtalt nedenfor under a fsnit 6.3.5 Højesteret fastsatte i dom 30 straffen til 5 års fængsel under henvisning til den særdeles grove og he n- synsløse vold og de alvorlige skader, som var påfø   rt forurettede. Voldtægten, der blev henført til stra   f-

12 felovens § 216, stk. 2,  havde stået på over flere timer, og det blev lagt til grund, at forurettede havde været i livsf  are. Sammenfattende er det min opfattelse, at den ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 tilsigtede strafskærpelse er slået igennem i sager vedrørende fuldbyrdet kontaktvoldtægt. Jeg har således ikke særlige bemærk - ninger vedrørende de enkelte sager, hvor straffene vari erer mellem 1 år og 6 måneders fængsel og 2 år og 6 måneders fængsel, og    hvor der i en enkelt meget grov sag blev idømt fængsel i 5 år. 6.3.4. Parvoldtægt Straffene  i  sager  om  parvoldtægt  er  formentlig  i  almindelighed  under  det  strafn  iveau,  der  anvendes ved andre former for voldtægt, bl.a. som følge af, at tiltalte og forure   ttede tidligere har haft et seksuelt forhold  til  hinanden,  og  fordi  der  kan  foreligge  formildende  omstændigheder,  he  runder  at  tiltalte  er følelsesmæssigt påvirket, f.eks. af jalousi eller af forholdets o phør. I redegørelserne forud for strafskærpelsen i 2   002 forelå kun en dom om  forsøg på parvoldtægt . I den- ne sag (dom 30 i redegørelsen fra januar 2001) blev straffen udmålt til fængsel i 6 måneder betin get med vilkår om samfundstjen este. I redegørelsen af januar 2004 om straffene efter lovændringen ved lo   v nr. 380 af 6. juni 2002 omtalte jeg to domme vedrørende forsøg på parvoldtægt. Straffene i di sse sager var udmålt til henholdsvis 1 år og 3 måneders fængsel og 3 års fængsel. Sidstnævnte dom omfattede flere voldtægtsforsøg samt fri - hedsberøvelse, trusler  og vold m.v. Strafudmålingen i disse sager gav mig ikke anledning til bemær   k- ninger. Der er nu indberettet to sager (dom 31 og 32) af denne art. I begge sager opsøgte de tiltalte forurettede på bopælen. I dom 31 anvendte tiltalte ikke anden vold end fastholdelse. Landsretten  fastsatte straffen til en fællesstraf på 1 år og 6 m    å neders fængsel med hensyn til en reststraf på 62 dage. I dom 32 strakte forholdet sig over flere timer, og for urettede blev flere gange slået i hovedet. Der skete endvidere domfæl   delse for flere andre forhold, herunder to for- hold vedrørende vold. Landsretten fastsatte straffen til 1 år og 6 måneders fæn gsel. Det foreliggende materiale er spinkelt, men giver dog anledning til at bemærke, at den ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 tilsigtede strafskærpelse synes at være slået ige nnem i denne type sager. I redegørelserne forud for strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 antog jeg, at ”normalstra f- fen” i sager om  fuldbyrdet parvoldtægt   lå i niveauet 6 -8 måneders fængsel, men der    var i det under- søgte materiale også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændi g- heder.

13 Der er indberettet otte  sager  om  fuldbyrdet parvoldtægt. Seks af disse er landsret  sdomme. Straffene varierer fra 10 måneders fængsel    til 2 år og 6 måneders fæn gsel. Ved dom 33, hvor der ikke var anvendt anden vold end fastholdelse, fastsatte landsretten straffen til 10 måneders fængsel. I fem af sagerne er straffene 1 år og 3 måneders fængsel (to domme) og 1 år og 6 måneders fængsel (tre domme). I dom  34–36  og 38 var der udøvet vold i forske    lligt  omfang. I dom 37, hvor  der  ikke blev anvendt anden vold end fastholdelse, var tiltalte trængt ind i for  urettedes lejlighed. Ved dom 39 ridsede tiltalte forurettede i hånden med en kniv. St raffen blev fastsat til 1 år og 9 mån  e- ders fængsel. I  den  sidste  sag  (dom  40),  der  omfattede  to  voldtægter,  blev  straffen  fastsat  til  2  år  og  6  måneders fængsel. Den første voldtægt  skete  under trusler på livet og ved halsgreb på forurett ede.  Den anden voldtægt skete ligeledes under trusler på livet og ved, at forurettede blev tildelt et knytnæveslag i ma - ven. Der skete endvidere domfældelse for overtrædelse af stra ffelovens § 123. Samlet set er det min opfattelse, at den ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 tilsigtede strafskærpelse er slået igennem i sager vedrørende fuldbyrdet parvoldtægt. Dog forekommer dom 33 på 10 måneders fæng - sel  mild, på trods af, at  der  som en  formildende omstændighed henvises til tiltaltes gode personl   ige forhold. 6.3.5. Sager med flere gerningsmænd Som nævnt ovenfor under afsnit 4 tilsigtedes ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 en gen  erel forhøjelse af   strafudmålingsniveauet  i  voldtægtssager i størrelsesordenen et år. Endvidere blev det tilkend egivet i bemærkningerne, at der herudov  er burde ske en yderligere strafskærpelse i sager med flere gerning  s- mænd, i sager om voldtægt mod børn og  i sager, hvor voldtægten har haft en særlig tidsmæssig u d- strækning. Der er indberettet to sager med flere gerningsmænd. I begge sager (dom 9 og 25) var der tale om fuldbyrdede voldtægter, hvor den forurettede efter at have mødt ge rningsmændene i byen blev kørt til et øde sted. Dom 9 omfattede to af fire gerningsmænd, idet sagen mod to sigtede, der var bosat i udlandet, blev udskilt til særskilt be  handling. Der blev gennemført adskillige saml ejer. Landsretten fastsatte straffen for de to tiltalte, T1 og T2, til fængsel i 3 år bl.a. under henvisning til, at der var tale om gruppevold   - tægt, og til den tidsmæssige udstrækning af fo rholdet. Der var i landsretten dissens af to dommere for at fastsætte straffen til 3 år og 6 m   å neders fængsel.

14 En  af  de  domfældte  (T1)  ankede  med  Procesbevillingsnævnets  tilladelse  til  Højesteret,  som  stad - fæst  ede landsrettens dom. Højesteret lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets grovhed, herun - der antallet af gerningsmænd og voldtægtens varighed. He rudover lagde Højesteret vægt på, at der, ud over  den  generelle  strafskærpelse  ved  lov  nr.  380  af  6.  juni  2002,  tillige  var  tilsigtet  en  yderlig  ere strafskærpelse ved vol  dtægter begået af flere i forening. Der var også i Højesteret dissens af to dom - mere for at fastsætte straffen til fængsel i 3 år 6 mån eder.   I dom 25 gennemførte de to gerningsmænd fire samlejer, imens de fastholdt forure   ttede. Landsretten fastsatte straffen for begge gerningsmænd til 2 års fængsel. Retten henviste til, at der var tale om en voldtægt begået af flere gerning   smænd på et øde sted, og til strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 samt heroverfor, at der kun i meget begræ  nset omfang var anvendt vold mod forurettede, og at de ti l talte ikke have fremsat verbale trusler. Med Højesterets dom må 3 års fængsel anses for udgangspunktet ved straffastsættelsen i voldtægtssa - ger med flere gerningsmænd, hvis forholdet   – hvad der fo   rmentlig normalt vil være tilfældet –  har en vis tidsmæssig udstrækning. Set i lyset heraf forekommer landsrettens dom på 2 års fængsel mild på trods  af, at  landsretten  som  formildende  omstændigheder  henviste  til,  at  der  kun  i  meget  begræ nset omfang var anvendt vold overfor forurettede, og at de tiltalte ikke havde fremsat verbale trusler over- for forurettede. 7. Samlet vurdering og konklusion Som det fremgår af gennemgangen af de konkrete sager ovenfor, er det min opfattelse, at strafskær   - pelsen  med  få  un dtagelser må  a nses  for at  være  slået  igennem  i  de sager  om  voldtægt,  der indgår  i denne redegørelse. I adskillige af s agerne må straffen anses for at være forhøjet fuldt ud med et år i forhold til det strafniveau, der var gæ  ldende forud for lovændringen i 2002, mens der   i andre sager er sket en skærpelse, dog ikke fuldt ud med et år. I disse sidstnævnte sager har der dog efter min opfat - telse i de fleste tilfælde foreligget enten konkrete omstændigheder, der talte for at fas tsætte en lavere straf, eller også har en straf skærpelse på fuldt ud et år været en meget væsentlig forhøjelse i forhold til det hi dtidige strafniveau. Der er kun indberettet ganske få sager (dom 11, dom 25 og dom 33), hvor straffen ikke kan anses at være  skærpet  i  overensstemmelse  med  tilkendegivelse rne  i  forarbejderne  til  lov  nr.  380  af  6.  juni 2002. Der er tale om sager, der efter min opfattelse ikke adskiller sig i formildende retning fra de øv - rige lignende sager, og hvor der på trods heraf er idømt en mildere straf end i sammenlignelige sager. Sammenfattende er det herefter min opfattelse, at de forhøjede straffe i sager om overtrædelse af stra   f- felovens § 216, der var tilsigtet ved lovændringen i 2002, må anses generelt at være slået igennem i praksis ved domstolene.

15 På baggrund af de ovennævnt   e enkelte sager, hvor straffene efter min opfattelse ligger under det til- sigtede niveau efter strafskærpelsen, vil jeg dog anmode politimestrene og statsadvokaterne om fortsat at være opmærksomme på strafudmålingen i sager om voldtægt, og he runder tage initiativ til at anke domme med påstand om skærpelse, hvis der fi   ndes grundlag for det.