RIGSADVOKATEN       Juni 2005 J.nr. 2004-120-0016 Straffene i voldssager efter ændringen af straffelovens §§ 244   –  246 1.  Indledning Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven blev straf - ferammen i straffelovens § 244 for simpel vold hævet fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 3 år. Strafferammen  i § 245 for kvalificeret vold blev hævet fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 6 år, og strafferammen i § 246 for vold under særde   les skærpende omstændigheder blev hævet fra fængsel indtil 8 år til fængsel indtil 10 år. I forbindelse med lovændringen anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om ved udgangen af 2003 at afgive en redegørelse om udviklingen i strafniveauet efter loven s ikrafttræden. I januar 2004 afgav Rigsadvokaten en redegørelse om straffene i sager om vold efter straffelovens §§ 244  –  246  efter  ændringerne  af  bestemmelserne  ved  lov  nr.  380  af  6.  juni  2002.  Redegørelsen  blev udsendt til politi og anklagemyndighed ved Rigsadvokaten Informerer nr. 7/2004. Redegørelsens konklusion var, at der i vidt omfang i domstolenes strafudmåling i voldssager var taget højde for den skærpelse af straffene med en tredjedel, der var hensigten med ændringen af straffel o- vens bestemmelser i §§ 244 – 246 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det var dog også i et vist omfang tvivlsomt, om strafskærpelsen havde medført forhøjede straffe i et antal konkrete sager, ligesom der i en del sager var udmålt en straf, hvor der ikke kunne antages at f oreligge en forhøjelse med en tredj e- del i forhold til de hidtidige straffe. Jeg fandt derfor, at der var grundlag for, at rigsadvokaturen fortsat fulgte strafudmålingen i voldssager. Justitsministeriet  anmodede  herefter  ved  skrivelse  af  14.  maj  2004  Rigsadvokaten  om  at  afgive  en fornyet redegørelse om udviklingen i strafniveauet efter ca. et års forløb. Denne redegørelse indeholder i afsnit 2 en beskrivelse af lovændringen i 2002. Konklusionerne i red   e- gørelsen fra januar 2004 er nærmere beskrevet i af   snit 3, mens de initiativer, som blev iværksat ved Rigsadvokaten Informerer nr. 7/2004, er beskrevet i afsnit 4.  I afsnit 5 redegøres for strafudmålingen i konkrete  sager  om  overtrædelse  af  straffelovens  §§  244    –  246,  mens  afsnit  6  indeholder  en  samlet vurdering og konklusion.  

2 Bilaget til redegørelsen indeholder eksempler på strafudmålingen i konkrete højesterets - og landsrets- domme. 2.  Lov nr. 380 af 6. juni 2002 Som nævnt i afsnit 1 blev strafferammerne i straffelovens bestemmelser om vold forhøj   et ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, idet strafferammen i § 244 for simpel vold blev hævet fra fængsel indtil 1 år og 6 må neder  til  fængsel  indtil  3  år.  Strafferammen  i  §  245  for  kvalificeret  vold  blev  hævet  fra  fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 6 år, og strafferammen i § 246 for vold under særdeles skærpende omstæ n- digheder blev hævet fra fængsel indtil 8 år til fængsel indtil 10 år. Lovændringen  trådte i  kraft  den  8.  juni  2002 og  har virkning  for  forhold,  der begås  efter  dette  tids - punkt. Formåle t med forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens §§ 244  – 246 er ifølge bemærkningerne til lovforslaget i højere grad at lade strafniveauet afspejle den krænkelse af offeret, der finder sted ved forbrydelser af personfarlig karakter, herunder ved voldskriminalitet. Lovændringen  tilsigter,  at  straffen  i  voldssager  gennemgående  forhøjes  med  omkring  en  tredjedel  i forhold til den straf, der efter hidtidig praksis ville være fastsat af domstolene. Det forhøjede strafniveau på omkring en tredjedel skal a  nvendes i de sager, der falder ind under straf- felovens to bestemmelser om den grove vold (straffelovens § 245 og § 246). Det forudsættes således f.eks.,  at en  sag  om  vold  efter  straffelovens §  245,  der  hidtil af  domstolene  er blevet  straffet  med  3 måneder s fængsel, efter lovændringen skal straffes med 4 måneders fængsel, jf. lovforslagets almin - delige bemærkninger afsnit 2.2.3. For så vidt angår strafudmålingen for vold omfattet af straffelovens § 244 anføres følgende i bemærk - ningerne til lovforslaget: ”Forslaget tilsigter derfor, at den nævnte forhøjelse med omkring en tredjedel i forhold til nuvæ - rende praksis som overvejende hovedregel ligeledes skal slå igennem i voldssager, der er om - fattet af straffelovens § 244. Det gælder f.eks. sager om såkaldt    gadevold, hvor gerningsmanden på  gaden  eller  tilsvarende  steder  overfalder  en  person,  som  gerningsmanden  ikke  kender,  og hvor ofret hverken ved ord eller handling kan siges at have foranlediget volden. Her bør der så  - ledes ske en forhøjelse af strafniveau et også i de tilfælde, hvor gadevolden ikke har haft en så grov karakter, at forholdet er omfattet af straffelovens §§ 245 eller 246. Det samme gælder med hensyn til f.eks. sager om såkaldt familievold  –  det vil sige vold mod en ægtefælle, samlever e l- ler kæreste mv.   – samt sager om vold mod børn. Samtidig  med,  at  der  som  overvejende  hovedregel tilsigtes  en  forhøjelse  af  strafniveauet  med omkring en tredjedel i sager om vold efter straffelovens § 244, er der efter Justitsministeriets op- fattelse  grund  til  at  tilstræbe  en  vis  yderligere  nuancering  af  strafniveauet  i  sager  om  simpel vold, alt efter hvilken type voldssag der er tale om. Selv om også simpel vold opstået i forbin  - delse med værtshusbesøg mv. kan indebære en alvorlig krænkelse af ofret, finder Just itsministe-

3 riet således ikke, at der i sager af denne karakter  – sammenlignet med f.eks. sager om såkaldt gadevold  eller vold  mod børn   – er  tilstrækkelig anledning til generelt at forhøje strafniveauet. Den nævnte strafforhøjelse i sager efter straffeloven   s § 244 tilsigter derfor ikke at slå igennem i sager om såkaldt restaurationsvold.” Af lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 1.2. fremgår det samtidig, at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte t ilfælde af samtlige sagens omstæn - digheder, og at de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder. Endelig fremgår det af det nævnte afsnit, at    det ikke er hensigten, at de foreslåede forhøjelser skal give sig  udslag  i  en  øget  anvendelse  af  betingede  domme  efter  straffelovens  §  56,  kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. 3.  Rigsadvokatens  redegørelse  fra  januar  2004  om  straffene  i  voldssager  efter  ændringen  af straffelovens §§ 244 –  246 3.1. Grundlaget for redegørelsen Ved skrivelse af 12. juni 2002 anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om ved udgangen af 2003 af  afgive en redegørelse   til ministeriet om udviklingen i strafniveauet efter ikrafttrædelsen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. På denne baggrund blev der ved Rigsadvokaten Informerer nr. 21/2002 iværksat en midlertidig indbe   - retning  af  voldssager  fra  politimestrene  (politidirektø ren)  og  de  regionale  statsadvokater.  Indberet- ningsordningen ophørte i sommeren 2003. Som led i indberetningsordningen skulle politimestrene (politidirektøren) inden ankefristens udløb til de regionale statsadvokater indsende byretsdomme, hvor der var sket domfældelse for overtrædelse af §§  244  –  246  for  forhold  begået  efter  lovændringens  ikrafttræden  den  8.  juni  2002,  og  hvor  politi - mesteren (politidirektøren) fandt, at dommen ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med de retningslinier om strafudmåling, der er angivet i lovforslaget. De regionale statsadvokater tog herefter stilling til, om den pågældende sag skulle indbringes for landsretten. I sager, hvor byretsdommen var udtryk for markante afvigelser fra det strafniveau, der følger af forarb ejderne til loven, var udgangs- punktet, at sagen skulle ankes, medmindre der forelå gan ske særlige omstændigheder i den konkrete sag, der kunne begrunde afvigelsen. Dernæst skulle Politimestrene i Glostrup, Odense, Århus, Ålborg og Esbjerg og Politidire ktøren i Kø  - benhavn løbende udfylde et skema vedrørende alle ikke ankede byretsdomme, hvor der var sket dom  - fældelse  for  overtrædelse  af  straffelovens  §§  244 – 246.  De  nævnte  politimestre  og  politidirekt ø skulle herefter inden udgangen af juli 2003 til de regionale statsadvokater indsende de udfyldte ske- maer sammen med en udtalelse om udviklingen i strafniveauet efter lovændringen.

4 Et yderligere led i indberetningsordningen var, at de regionale statsadvokater løbende til Rigsadvoka - ten skulle indberette landsretsdomme afsagt fra den 1. januar 2003 til udgangen af juni 2003, hvor der var  sket  domfældelse  for  overtrædelse  af  straffelovens  §§  244 – 246  for forhold  begået  efter  lovens ikrafttræden.  Indberetningsordningen  omfattede  også  sager  om  restauratio   nsvold,  der  var  henført  til straffelovens  §  244,  selv  om  strafskærpelsen ikke  omfatter  sådanne  sager.  Indberetningen  omfattede derimod ikke domme,  der foruden  overtrædelser af straffelovens §§ 244    – 246 omfattede andre lov  - overtrædelser,  som  havde  haft  en    sådan  væsentlig  indflydelse  på  strafudmålingen,  at  dommen  ikke kunne anses for egnet til at belyse straffen for vold. De regionale statsadvokater skulle endvidere særskilt forelægge sager for Rigsadvokaten, hvis statsad - vokaterne fandt, at den af landsretten udmålte straf ikke var i overensstemmelse med det strafniveau, der var tilsigtet ved lovændringen.   Endelig  skulle  de  regionale  statsadvokater  på  grundlag  af  de  modtagne  indberetninger  fra  politi - mestrene og politidirektøren og de landsretsdomme, so m statsadvokaterne havde indberettet til Rigs- advokaten,  fremkomme  med  en  samlet  udtalelse  om  strafniveauet  i  voldssager  efter  lovændringen, herunder  en  vurdering  af,  om  strafudmålingen  generelt  var  i  overensstemmelse  med  det  niveau,  der følger af forarbej derne til lovændringen. De  regionale  statsadvokater  indberettede  på  denne  baggrund  131  landsretsdomme  afsagt  fra  den  1. januar til udgangen af juni 2003. Disse afgørelser udgjorde sammen med statsadvokaternes vurdering af dommene samt statsadvokaternes og en række politimestres  udtalelser om straffene i ikke ankede byretsdomme grundlaget for undersøgelsen af strafniveauet. 3.2. Konklusionen i redegørelsen fra januar 2004 For så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 244 var konklusionen i min redeg ørelse, at   strafud- målingen i landsretsdomme  efter min opfattelse måtte antages at  være slået igennem i en stor del af sagerne, idet der dog samtidig forelå en del sager, hvor der næppe kunne siges at være sket en skær - pelse, eller hvor dette var tvivlsomt. Det fremgik endvidere af redegørelsen, at strafskærpelsen navnlig måtte antages at have givet sig udtryk i sager vedrørende gade  - og familievold, som er særligt frem  - hævet i bemærkningerne til lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det  var  endvidere  min  vurdering,  at  de  forholdsvis  få  domme  vedrørende  vold  efter  straffelovens  § 245  ikke  gav  grundlag  for  at  antage,  at  strafskærpelsen  ikke  i  almindelighed  var  slået  igennem  i  de mere alvorlige voldssager. Der var dog også eksempler på domme, hvor straffen umiddelbar  t forekom forholdsvis  mild,  men  hvor  det  var  vanskeligt  at  vurdere,  om  de  konkrete  omstændigheder  i  sagen havde kunnet begrunde dette.

5 Med hensyn til landsretsdomme  vedrørende straffelovens § 246 var materialet spinkelt, idet der kun forelå fire domme. Det  er  endvidere  anført,  at  undersøgelsen  af  landsretsdomme  ikke  gav  grundlag  for  en  mere  sikker vurdering af, hvad der må anses at være normalstraffen for de forskellige former for vold. Dette skyl   - des både voldssagernes meget forskellige karakter, og at  strafudmålingen sker efter en konkret vurde - ring af samtlige omstændigheder i sagen, herunder optakten til volden, f.eks. skænderier eller provoka - tioner, forholdet mellem forurettede og tiltalte, voldens karakter, forurettedes eventuelle skader og den tiltaltes personlige forhold. Af de samme grunde blev det anført, at det er vanskeligt at sammenligne domme vedrørende forhold, der er begået før strafskærpelsen, med domme vedrørende forhold, der er begået efter lovændringen. For så vidt angår de laveste   straffe – dvs. straffe, der tidligere lå i niveauet  30     –  40 dage – er denne vurdering især van  skelig, fordi det i de fleste tilfælde ikke kan siges med sikkerhed, om straffen før lovændringen ville have været 30 eller 40 dage. For så vidt angår   straffene i byretsdomme, der ikke var anket, syntes udtalelserne fra en række større politikredse og fra de regionale statsadvokater sammenfattende at vise, at det var opfattelsen, at straf- skærpelsen var slået igennem i størsteparten af voldssagerne. Der var dog også en del domme, hvor det var tvivlsomt, om der var sket en forhøjelse af straffen, ligesom der var domme, hvor en sådan forh  ø- jelse ikke kunne anses at være sket. Sammenfattende konkluderede jeg, at der i vidt omfang i domstolenes strafudmåling i vo ldssager var taget højde for den skærpelse af straffene med en tredjedel, der var hensigten med ændringen af stra f- felovens bestemmelser i §§ 244 – 246 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det var dog også i et vist omfang tvivlsomt, om strafskærpelsen havde    medført forhøjede straffe i et antal  konkrete  sager,  ligesom  der  i en  del sager  var udmålt  en straf,  hvor  der  ikke  kunne  antages  at foreligge en forhøjelse med en tredjedel i forhold til de hidtidige straffe. 4. Rigsadvokatens retningslinier og midlertidige indberetningsordning vedrørende voldssager I  forlængelse af  redegørelsen  fra  januar  2004  og  efter  anmodning  fra Justitsministeriet  blev  der  ved Rigsadvokaten Informerer nr. 7/2004 iværksat følgende retningslinier for behandlingen af voldssager og midlertidig indberetning af voldssager fra politimestrene (politidirektøren) til de regionale statsa d- vokater: I alle sager, hvor der forelå en overtrædelse af straffelovens §§ 244, 245 eller 246 (dog med undtagelse  af  sager  om  restaurationsvold  efter  straffelovens  §  244),  skulle  det  i  forbindelse med sagens behandling i retten af anklageren fortsat fremhæves, at der ved lov nr. 380 af 6. juni  2002  er  tilsigtet  en  forhøjelse  af  straffen  med  en  tredjedel,  således  at  det  sikres,  at  der

6 fortsat er en særlig opm  ærksomhed på dette punkt. Anklageren burde samtidig gøre opmær k- som på, at det ikke havde været hen   sigten, at strafforhøjelserne skal give sig udslag i en øget anvendelse af betingede domme, kombinationsdomme eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Politimestrene  skulle  udpege  én  medarbejder  (vicepolitimesteren  eller  en  politiassessor),  der var ansvarlig for at følge strafudmålingen i voldssager. Denne medarbejder skulle i alle sager hurtigst muligt efter dommens afsigelse vurdere, om der var grundlag for, at anklagemyndig- heden ankede dommen, således at en indstilling herom kunne indsendes til den regionale stats - advokat i god tid inden ankefristens udløb. Politimestrene i Glostrup, Odense,  Århus, Ålborg og Esbjerg samt Politidirektøren i Køben - havn skulle udfylde et skema vedrørende alle ikke ankede byrets domme afsagt i perioden fra 1. marts 2004 til udgangen af oktober 2004, hvor der var sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens §§ 244 – 246. De på    gældende politimestre og po  litidirektøren skulle senest den 1. december 2004 indsende de udfyldte skemaer til de regionale statsadvokater sammen med en udtalelse om udviklingen i strafniveauet efter lovændringen. Statsadvokaterne skulle i nævningesager hurtigst muligt efter dommen  s afsigelse vurdere, om der  var  grundlag  for,  at  anklagemyndigheden  ankede  dommen,  således  at  indstilling  herom kunne indsendes til Rigsadvokaten i god tid inden ankefristens udløb. De regionale statsadv o- kater skulle endvidere være særligt opmærksomme på, om der var grundlag for at søge ank e- domme afsagt af landsretterne indbragt for Højesteret og i givet fald afgive indstilling herom til Rigsadvokaten. Endvidere skulle hver  af de  regionale statsadvokater udpege en til to jurister, der i 2004 var sær  ligt ansvarlige for vurderingen af spørgsmål om anke i voldssager. Statsadvokaterne skulle fortsat anke byretsdomme, som var særligt velegnede med henblik på en generel fastlæggelse af strafniveauet for overtrædelser af straffelovens §§ 244   – 246. På grund lag af politimestrenes skemaer og udtalelser samt på baggrund af landsretsdomme om vold skulle de regionale statsadvokater inden udgangen af januar 2005 afgive en udtalelse til Rigsadvokaten om erfaringerne med hensyn til udmålingen af straffe i voldssager  i 2004. 5. Strafudmålingen i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 244    –  246 5.1. Indledning Rigsadvokatens redegørelse  om  straffene i voldssager efter ændringen af straffelovens §§ 244     – 246 fra januar 2004 byggede som nævnt navnlig på 131 landsre   tsdomme afsagt fra den 1. januar til udgan-

7 gen af juni 2003. I 101 domme var volden henført til straffelovens § 244, hvilket svarer til ca. 77 pct, og af disse 101 domme vedrørte 16 domme restaurationsvold, som ikke er omfattet af straf skærpelsen. I de resterende 30 domme var volden i 22 sager henført til straffelovens § 245, mens fire domme om - fattede to tiltalte, hvor der både var sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens §§ 244 og 245. Endelig var volden i fire domme henført til straffelovens  § 246. De  domme,  som  dannede  grundlaget  for  redegørelsen,  var  domme,  hvor  der  alene  var sket  domfæl   - delse for ét forhold af vold, herunder også hvor straffen var fastsat under henvisning til straffelovens § 247, stk. 1, der giver hjemmel til at forhøje   straffen med indtil det halve, hvis en person tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold. I  modsætning til redegørelsen fra januar 2004, der som nævnt navnlig byggede på de 131 landsr ets- domme afsagt i perioden fra 1. januar til udgangen af juni 2003, bygger denne redegørelse for det fø  r- ste på en gennemgang af trykte højesterets  - og landsretsafgørelser afsagt efter udløbet af den periode, som var omfattet af min tidligere redegørelse,  dvs. fra 1. juli 2003. Dernæst bygger redegørelsen på en række utrykte landsretsafgørelser, som statsadvokaterne har indsendt hertil i forbindelse med de udt   a- lelser, de har afgivet om strafniveauet. Grundlaget for undersøgelsen  er  endvidere statsadvoka ternes udtalelser om  udviklingen i strafudmå- lingen i landsretsdommene i 2004 samt udtalelserne fra Politidirektøren i København, Politimestrene i Glostrup, Odense, Esbjerg, Århus og Ålborg vedrørende strafudmålingen i ikke ank ede byretsdomme. Der er såle des ikke i forbindelse med denne redegørelse foretaget en fuldstændig gennemgang af alle afsagte landsretsdomme vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 244    - 246 inden for den periode, som redegørelsen omfatter. Med henblik på belysning af strafudmål  ingen, herunder af de konkrete forhold, som indgår i strafu d- målingen, har jeg udvalgt en række højesterets - og landsretsdomme, som er refereret i bilaget til rede- gørelsen. De udvalgte afgørelser udgør ikke nødvendigvis et repræsentativt udsnit af de afsa gte dom- me.  Dommene  er udvalgt  under  hensyn  til,  om  strafudmålingen  i  den  konkrete  afgørelse  kan  be  lyse normalstraffen for bestemte typer af vold, herunder også i lyset af strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Da redegørelsen fra 2004 alene omfa ttede fire domme vedrørende overtrædelse af straffel   o- vens § 246 indeholder bilaget endvidere referat af forholdsmæssigt mange afgørelser, hvor der er sket domfældelse for § 246, som omfatter de alvorligste voldssager. I afsnit 5.2. findes nogle generelle bemærkninger om strafudmålingen i voldssager. Afsnit 5.3.    – 5.6. vedrører strafudmålingen i højesterets   - og landsretsdomme, mens afsnit 5.7. vedrører strafudmålingen i ikke ankede byretsdomme.

8 5.2. Generelt om strafudmålingen i voldssager I redegørel sen fra januar 2004 er der beskrevet en række forhold vedrørende strafudmålingen i vold s- sager, der også har betydning i forbindelse med den nu foretagne undersøgelse. I redegørelsen anførtes således: ”Strafferammerne for vold i straffelovens §§ 244, 245  og 246 er efter lovændringen henholdsvis bøde eller fængsel indtil 3 år, fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 10 år. Allerede disse meget vide strafferammer – fra bøde til fængsel i 10 år – viser, at vold kan for   e- komme i et meget bredt spektrum af sager. Vold,  der  henføres  til  straffelovens  §§  244   –  246,  spænder  således  fra  den  helt  simple  vold  i form af et enkelt slag eller skub uden personskade til den alvorligere vold, f.eks. slag, herunder med redskaber, eller spark, der har skader til følge, og t il den særdeles alvorlige vold, der fører til,  at  forurettede  får  invaliderende  varige  mén  eller  afgår  ved  døden.  Omstændighederne  i voldssagerne kan også være meget forskellige. Der kan f.eks. være tale om skænderi eller pr o- vokationer  mellem  berusede,  hvor  det  er  mere  tilfældigt,  at  den  ene  frem  for  den  anden  slår først, eller i den groveste form, hvor en voksen mishandler et spædbørn. De straffe, der udmåles af domstolene i voldssager, spænder da også i praksis helt fra dagbøder til meget langvarige fæ  ngselsstraffe. Denne store spredning i strafudmålingen er også afspejlet i bilag 3 til lovforslaget, hvor der er givet eksempler på strafudmålingen i forskellige typer af voldssager. Der kan f.eks. henvises til, at straffene for vold ved anvendelse af kniv efter straffelovens § 245 før lovændringen i en ræ k- ke undersøgte domme varierede fra fængsel i 3 måneder til fængsel i 2 år og 6 måneder, og ved vold efter straffelovens § 245 uden redskab varierede fra fængsel i 40 dage til fængsel i 2 år. At der er tale om sager af så forskellig karakter medfører, at det selv inden for de enkelte b  e- stemmelser er vanskeligt at sammenligne konkrete sager. I modsætning til andre typer af straf  - fesager, hvor strafudmålingen sker på grundlag af mere objektive forhold,   f.eks. i narkotikasager efter mængden af narkotika, sker strafudmålingen i voldssager i højere grad på grundlag af en række forskellige konkrete forhold, hvoraf voldens karakter nok har størst betydning, men dog kun udgør ét element. Der foreligger såled es forholdsvis sjældent flere sager, hvor den ud  øvede vold og omstændighederne ved volds  udøvelsen er helt identiske. For hovedparten af de gennemgåede domme, hvor der er sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens §§ 244 - 246, gælder da også, a   t strafudmålingen ifølge præmisserne i dommene er sket efter en meget konkret vurdering af omstændighederne i sagen. De forhold, der navnlig har betydning ved straffastsættelsen, er optakten til volden, herunder f.eks. skænderi eller provok a- tioner, voldens karakter, forurettedes eventuelle skader og den tiltaltes personlige forhold. Også forholdet mellem tiltalte  og forurettede spiller ind. Alle de nævnte forhold kan også få bety    d- ning, når det vurderes, om straffen bør være betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjene- ste. Det er derfor vanskeligt at nå til sikre konklusioner ved en sammenligning af straffene i vold s- sager, herunder ved en sammenligning af straffene forud og efter en strafskærpelse. Hertil kommer, at det særligt ved vold efter straff  elovens § 244 kan være svært at vurdere, om den tilsigtede skærpelse af straffen med en tredjedel i de voldssager, der før lovændringen me d- førte de laveste straffe, er slået igennem. Det er ofte helt konkrete omstændigheder i de enkelte sager, der afgør,  om en straf efter det tidligere niveau ville have været fængsel i 30 dage eller

9 fængsel i 40 dage, og om straffen for vold begået efter lovændringens ikrafttræden derfor skal være 40 dages fængsel eller 60 dages fængsel.” 5.3. Højesterets - og landsretsdomme vedrørende overtrædelse af straffelovens § 244 5.3.1. Indledning Straffelovens § 244 om simpel vold har efter ændringen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 følgende ord   - lyd: ”§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, s traffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.” Bestemmelsen finder anvendelse på vold i form af slag med flad hånd og knytnæveslag, kast med gen - stande,  der  rammer  en  anden,  benspænd,  førergreb,  bid  og  lignende.  Langt  de  fleste  sager  om  vold bedømmes efter  denne bestemmelse. 5.3.2. Redegørelsen fra januar 2004 I redegørelsen fra 2004 blev dommene for vold efter straffelovens § 244 opdelt i domme vedrørende gadevold,  familievold,  tilfældig  konfliktvold  samt  anden  type  konfliktvold.  Restaurationsvold  efter straffelovens § 244 er ikke omfattet af strafskærpelsen, men med henblik på at kunne sammenligne og dermed vurdere, hvorvidt der inden for de øvrige voldstyper er sket en skærpelse af straffen, indgik der ligeledes en vurdering af straffen for restaurationsvold efter straffelovens § 244 i redegørelsen.   For så vidt angår   gadevold, der omfatter tilfælde, hvor voldsmanden på gaden, i S   -tog eller på tilsv a- rende steder overfalder en ham ubekendt person, oftest uden nogen foranledning i ord eller handlinger fra den overfaldnes side, viste undersøgelsen fra januar 2004, at straffen var udmålt i niveauet 30   – 60 dages fængsel. Den udøvede vold bestod i spark, knytnæveslag og slag med flad hånd. I sagerne vedrørende  familievold, der navnlig omfatter tilfælde  , hvor vold udøves over for en hustru, samlever, kæreste eller lignende, eventuelt en person, som gerningsmanden tidli  gere har haft et sådant forhold til og nu har opsøgt, blev straffen fastsat til mellem 20 dages fængsel og fængsel i 4 måneder. De fleste straffe var udmålt til fængsel i 40 dage. Den udøvede vold var varieret og omfattede udover slag, herunder knytnæveslag, skub og spark, ligeledes tilfælde, hvor tiltalte havde trukket forurettede ved håret eller havde banket forurettedes hoved mod en væg    samt slag med en gryde og slag med liv- rem. Med hensyn til tilfældig konfliktvold  , der omfatter tilfælde, hvor der opstår diskussion eller åben ko n- flikt mellem gerningsmanden og en anden, som han forbigående er kommet i kontakt med, f.eks. vold udøvet o ver for en taxachauffør, en kontrollør eller lignende, var der fastsat straffe i ni  veauet 14 – 60 dages  fængsel.  I  lidt  over  halvdelen  af  dommene  var  straffen  fastsat  til  fængsel  i  40  dage.  Den  ud -

10 øv ede vold omfattede slag, herunder knytnæveslag, spark og   tilfælde, hvor tiltalte havde nikket foru  - rettede en skalle. I sager om anden type vold, som omfatter bl.a. vold mod børn og vold begået under private fester, var   straffene fastsat i niveauet 30 – 60 dages fængsel, således at straffen i de fleste domme var fastsat til fængsel i 40 dage. Den udøvede vold omfattede bl.a. knytnæveslag, spark og kast med sten. Restaurationsvold, der omfatter vold på en restauration, som udøves over for en person, der var ge  r- ningsmanden ubekendt, eller som han enten i forvejen var eller tilfældigt er kommet i selskab med, i sjældne tilfælde en inde haver, tjener, bartender eller garderobemand, er ikke omfattet af strafskærpe  l- sen, men disse sager var alligevel omfattet af min undersøgelse med henblik på at kunne sammenlign  e strafudmålingen. Gennemgangen af denne type sager viste, at straffen i  de fleste tilfælde var fastsat til fængsel i 30   – 40 dage, sådan som det også var tilfældet før lovændringen. Den udøvede vold omfat - tede slag, herunder knytnæveslag, spark samt tilf  ælde, hvor tiltalte havde nikket forurettede en ska  lle.   Sammenfattende forelå der 47 sager om vold efter straffelovens § 244, hvor der kun var dømt for ét forhold af vold og ikke for anden kriminalitet, og hvor straffen ikke var udmålt som en fællesstra   f. På baggrund af disse sager konkluderede jeg, at strafskærpelsen måtte antages at være slået igennem i en stor del af de sager, der vedrørte overtrædelse af straffelovens § 244. Samtidig forelå der dog en del sager, hvor der næppe kunne siges at foreligg  e en skærpelse, eller hvor det var tvivlsomt, om der var sket en forhøjelse af straffen i forhold til hidtidig praksis. 5.3.3. Strafudmålingen i perioden fra 1. juli 2003 Som  nævnt  oven  for  i  afsnit 5.3.2.  var  vold efter  straffelovens  §  244  i  redegørelse   n  fra januar  2004 opdelt i forskellige typer af vold. Efter bemærkningerne til lovændringen i 2002 er det imidlertid fo r- udsat, at alle typer af vold efter straffelovens § 244, bortset fra restaurationsvold, skulle være omfattet af  strafskærpelsen.  På  den     baggrund  og  under  hensyn  til,  at  redegørelsen  fra  januar  2004  ikke  viste væsentlige forskelle i strafudmålingen inden for de forskellige typer af vold, har jeg ikke fundet anle   d- ning til at opdele denne redegørelse i forskellige voldstyper inden for de dom me, hvor volden er hen- ført til straffelovens § 244. Det fremgår af redegørelsen fra januar 2004, at straffene for overtrædelse af straffelovens § 244 i h o- vedparten af de sager, som indgik i vurderingen, var fastsat i niveauet mellem 30 – 60 dages fængs el. Der forekom enkelte domme, hvor der var udmålt en straf på fængsel i 14 eller 20 dage, ligesom der var  en  enkelt  dom,  hvor  straffen  var  fastsat  til  fængsel  i  4  måneder.  De  fleste  straffe  var  udmålt  til fængsel i 40 dage. Det er i redegørelsen anført,   at det for denne gruppe af sager er vanskeligt at vurdere, om der var sket en skærpelse af straffen i overensstemmelse med intentionerne ved lovændringen.

11 Højesteret har i den periode, der er forløbet siden redegørelsen fra 2004, afsagt dom (dom 9) i en    sag om overtrædelse af straffelovens §§ 244. Dommen, herunder de forskellige afgørelser i de tre retsi   n- stanser  og  dissenserne  i  afgørelserne,  belyser  efter  rigsadvokaturens  opfattelse,  at  strafudmålingen  i navnlig de mindre alvorlige voldssager i udpræge  t grad afhænger af konkrete forhold, og at det derfor fortsat er vanskeligt at fastlægge normalstraffen for denne type af vold. I dom 9 var der således tale om en situation, hvor en 18 -årig tiltalt blev dømt for tre tilfælde af vold efter straffelovens § 244 over for tre forurettede. Volden fandt sted i forbindelse med en ungdomsfest, og  ingen  af  de  forurettede  kom  til  skade  ved  den  udøvede  vold.  Byretten  havde  fastsat  straffen  til fængsel i tre måneder, der under hensyn til tiltaltes unge alder og person   lige forhold blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten gjorde straffen ubetinget, idet landsretten lagde vægt på forholdenes karakter, herunder at der var tale om uprovokeret vold. Højesteret gjorde de to måneder af straffen på tre må  neder betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der var to dommere, som stemte for at stadfæste landsrettens dom, mens en dommer fandt, at hele straffen kunne gøres betinget. For så vidt angår knytnæveslag i ansigtet, der er en af de oftest forekommende f ormer for vold efter straffelovens § 244, må det antages, at normalstraffen, der før strafskærpelsen var 30 –  40 dage, nu er 40 – 50 dage. I den forbindelse kan der henvises til dom 3, 5, 6 og 7, hvor straffen i dom 3 og 5 blev fastsat til fængsel i 40 dag  e, mens straffen i de to øvrige domme blev fastsat til fængsel i 50 dage. Sammenfattende viser  gennemgangen  af trykte og utrykte afgørelser, at der fortsat er en spredning i strafudmålingen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 244, og at straffen f ortsat i udpræget grad er  afhængig  af  de  konkrete  omstændigheder.  Det  er  derfor  fortsat  vanskeligt  at  fastslå,  hvad  der  er normalstraffen for de forskellige typer af vold efter straffelovens § 244. Gennemgangen af trykt og utrykt retspraksis fra den 1. juli 2003 bekræfter imidlertid min opfattelse af, at strafskærpelsen må antages at være slået igennem i de fleste af de sager, der vedrører overtræ - delse af straffelovens § 244. Denne vurdering støttes i øvrigt af, at det i en foreløbig opgørelse vedrøren de udviklingen i anmeldel- sestallene og straffe for vold udarbejdet af Justitsministeriets Forskningsenhed i maj 2005 fremgår, at der i de sidste 10 år har været en stadig vækst i den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihed s- straffe for vold efter straffelovens § 244. Herunder er den gennemsnitlige længde af frihedsstraffene steget fra 75 dage i 2002 til 87 dage i 2004. Der foreligger dog også sager,  hvor  der næppe kan siges at foreligge en skærpelse, eller hvor det er tvivlsomt,  om  der  er  sket  en  forhøjelse  af  straffen  i  forhold  til  praksis  før  strafskærpelsen  i  2002.  I disse  sager  er  der  ved  strafudmålingen  i  almindelighed  henvist  til  meget  konkrete  omstændigheder f.eks. optakten til volden, voldens karakter og tiltaltes personlige forhold. I den forbindelse kan som eksempel henvises til dom 2, hvor straffen på fængsel i 30 dage for flere knytnæveslag i ansigtet for e- kommer i underkanten, men er begrundet med konkrete forhold, herunder tiltaltes personlige forhold

12 og  omstændighederne  i  forbindelse  m  ed  voldsudøvelsen.  Det  samme  gælder  dom  4,  hvor  der  blev udmålt en straf af fængsel i 40 dage betinget for i to tilfælde at have tildelt to forskellige forure ttede knytnæveslag i ansigtet. 5.4. Højesterets - og landsretsdomme vedrørende overtrædelse af st   raffelovens § 245 5.4.1. Indledning Straffelovens § 245, stk. 1, har efter ændringen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 følgende ordlyd: ”Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel i indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.” Et legemsangreb vil normalt blive anset for at være af særlig rå, brutal eller fa rlig karakter og dermed omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, såfremt der er anvendt våben, såsom geværer, pistoler, økser, knive m.v., eller kastet med genstande, der kan påføre ofret ikke uvæsentlige skader. Slag med redska - ber, som f.eks. ølflasker,  stave, kæder m.v., vil efter omstændighederne også være omfattet af § 245, stk.  1. Herudover kan  vold  uden  anvendelse af redskaber være omfattet, hvis angrebet er rettet mod legemsdele,  der  er  særligt  sårbare,  f.eks.  håndkantslag  mod  halsen,  kvælergreb  og spark  i  ansigtet. Mishandling foreligger, når en række voldshandlinger udøvet over en periode fremtræder som udslag af gerningspersonens overlegne stilling i forhold til et offer, der kan befinde sig i et afhængighedsfo  r- hold. 5.4.2. Redegørelsen fra jan uar 2004 Der var i den tidligere undersøgelse indberettet 15 domme, som kun omfattede overtrædelse af straf   - felovens § 245, eventuelt jf. § 247, stk. 1, om gentagelse. Af de 15 domme vedrørte fem domme re - staurationsvold  efter  §  245,  som  er  omfattet  af  strafskærpelsen.  Straffene  var  fastsat  i  niveauet  fra fængsel i 50 dage til fængsel i  1 år. Herudover var der i en sag idømt ungdomssanktion. Straffene i hovedparten af sagerne var på fængsel i 3 måneder og derover, og der var i knap halvdelen af de ”r e- ne” d omme vedrørende § 245 idømt fængsel i 8 måneder og derover. Sammenfattende vedrørende § 245 var det min opfattelse, at de forholdsvis få domme vedrørende vold efter straffelovens § 245 ikke gav grundlag for at antage, at strafskærpelsen ikke i almindeli  ghed var slået igennem i de mere alvorlige voldssager. 5.4.3. Strafudmålingen fra 1. juli 2003 I redegørelsen fra 2004 var sagerne vedrørende vold efter straffelovens § 245 opdelt efter hvilket v  å- ben eller redskab, der var anvendt i forbindelse med voldsudøvelsen.

13 For så vidt angår sager, hvor   volden var begået under anvendelse af kniv,  var der imidlertid kun indbe- rettet én dom, hvor der alene var sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 245. Der blev udmålt en straf på fængsel i 60 dage (stik i forurettedes højre balde). Højesteret  har  i  den  periode,  der  er  forløbet  siden  redegørelsen  i  2004,  haft  lejlighed  til  at  vurdere strafudmålingen i en sag (dom 13) om vold efter straffelovens § 245, hvor tiltalte havde snittet foru - rettede med en kniv (hobbykniv) i ansigtet. Forurettede fik en 8 cm lang flænge i højre tinding. Byret   - ten fastsatte straffen til fængsel i 3 måneder, som landsretten forhøjede til fængsel i 5 måneder. Høje - steret stadfæstede dommen på fængsel i 5 måneder. I dom 12 havde tiltalte snittet ud efter forurettede og ramt forurettedes underarm, hvorved forurettede pådrog sig bl.a. et ca. 1 cm langt snitsår, der måtte sys. Straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder. Sammenlignet med den ovennævnte dom afsagt af Højesteret,    hvor der var tale om et snit i ansigtet, giver denne dom ikke anledning til bemærkninger. For så vidt angår sager om   anvendelse af flasker og glas fremgår det af redegørelsen fra 2004, at stra  f- fen for kast eller slag med en ølflaske blev fastsat til fæ   ngsel i 60 dage. Der var dog også afgørelser, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 50 dage og 3 måneder. Gennemgangen  af  trykte  og  utrykte  afgørelser fra  1. juli  2003  viser,  at  straffen for  denne  type  vold fortsat ligger på fængsel i 60 dage    – 3 måne    der. Der kan således henvises til dom 17 -19. Det er endvidere mit indtryk, at strafskærpelsen også er slået igennem i de sager, hvor tiltalte tidligere er straffet for vold. Som eksempel kan nævnes dom 22, hvor en 20  -årig tiltalt, som tidligere var stra f- fet  for vold, havde slået  forurettede i  baghovedet med en glasflaske, der knustes.  I den sag fastsatte landsretten straffen til fængsel i 4 måneder med udtrykkelig henvisning til strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Til sammenligning blev straffen til den ligeledes 20-årige tiltalte  – der var ustra   f- fet – i dom 17 fængsel i 60 dage. På grundlag af gennemgangen af retspraksis er det min opfattelse, at strafskærpelsen i det store hele må antages at være slået igennem i sager vedrørende overtræd else af straffelovens § 245. Det må dog formodes, at der også forekommer tilfælde, hvor strafskærpelsen ikke er slået klart igennem, men gen - nemgangen af praksis har ikke givet tydelige eksempler herpå. I øvrigt bemærkes, at Justitsministeriets Forsknings   enhed i en foreløbig opgørelse vedrørende udvi   k- lingen i anmeldelsestallene og i straffe for vold i maj 2005 har anført, at der siden midten af 1990’erne er sket en stigning i den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe for vold efter straffe  lo- vens § 245. I denne opgørelse fremgår det, at den gennemsnitlige længde af frihedsstraffene i 2002 var 195 dage (svarende til ca. 6 ½ måned), mens den i 2004 var 228 dage (hvilket svarer til godt 7 ½  må- ned).

14 5.5.  Højesterets - og landsretsdomme vedrørende overtrædelse af straffelovens § 246 5.5.1. Indledning Straffelovens § 246 har efter ændringen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 samt efter indføjelsen ved lov nr. 386 af 28. maj 2003 af § 245 a om omskæring følgende ordlyd: ”§ 246. Har et legemsang reb, der er omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaf   - fenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.” 5.5.2. Redegørelsen fra jan uar 2004 Der var kun indberettet fire domme, hvor der er sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 246. Der var en dom, som vedrørte vold med døden til følge. I denne dom blev der under hensyn til sagens konkrete omstændigheder udmålt fængsel i 6 år. Der blev endvidere i en sag om særdeles grov vold  mod  en  fem  måneder  gammel  baby  (”shaken  baby  syndrome”)  udmålt  fængsel  i  6  år.  Endelig blev der i to sager om alvorlig vold udmålt straffe på mellem 2 år og 6 måneder og 3 års fængsel. På grund af  det meget spinkle materiale foretog jeg ikke en samlet vurdering af straffene for vold efter straffelovens § 246. I Rigsadvokatens oversigt af 14. februar 2002 vedrørende straffe i voldssager, der var medtaget som bilag 3 til forslaget til lov nr. 380 af 6. juni 2002, anførte jeg, at straffene efter lovændringen i 1997, hvorved straffen for særlig grov vold blev skærpet, som udgangspunkt syntes at ligge i niveauet o m- kring  6  –  7  års  fængsel,  hvis  volden  havde  medført  døden,  mens  straffen  i  sager,  hvor  vold en  ikke havde medført døden, udmåltes på et væsentligt lavere niveau. 5.5.3. Strafudmålingen fra 1. juli 2003 I perioden fra 1. juli 2003 til udgangen af april 2005 er der afsagt en række domme for overtrædelse af straffelovens § 246, herunder enkelte hø jesteretsdomme. Der er refereret 17 domme om overtrædelse af straffelovens § 246 i bilaget. Heraf vedrører ti af do   m- mene vold med døden til følge, mens de sidste syv domme vedrører vold af særdeles grov beskaffe n- hed mv. En række af dommene vedrører fle   re tiltalte. For  så  vidt  angår  sager  om    overtrædelse  af  straffelovens  §  246,  hvor  volden  har  medført  døden er straffen udmålt til fængsel mellem 4 og 9 år. Dom 31, 34 og 36 er under anke til Højesteret, hvorfor der ikke nu er grundlag for at kommentere disse domme.  

15 I dom 30 blev straffen fastsat til fængsel i 7 år. Der er ikke i dommen en begrundelse for straffen, som i  betragtning  af  voldens  grovhed  kan  forekomme  lav  i  sammenligning  med  straffene  for  vold  med døden til følge forud  for  strafskærpelsen. Forurettedes helbredsforhold  og sygdomsforløb efter ove r- faldet kan dog have haft betydning for strafudmålingen. Det var således navnlig sygdomsforløbet efter overfaldet, der var årsagen til, at rigsadvokaturen ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for    at anke dommen til Højesteret, idet forurettede først afgik ved døden 14 dage senere efter at have fået infek - tioner. I dom 32 og 33, hvor der blev udmålt en straf på fængsel i 8 år, og dom 35, hvor der blev udmålt en straf på fængsel i 9 år (T1 og T3), er der efter min opfattelse fuldt ud taget hensyn til strafskærpelsen. I den sidste dom var der således også tale om vold begået i forening af flere gerningsmænd. I  dom  27,  der  var  rejst  som  domsmandssag,  blev  straffen  udmålt  til  fængsel  i  3  år  og  6  mån eder. Landsretten henviste i præmisserne til, at der allerede henset til, at sagen ikke var rejst for et nævni n- geting, ikke  var grundlag for  at  skærpe straffen. Straffen er betydeligt under udgangspunktet i sager om vold med døden til følge, men henset ti  l statsadvokatens oplysninger om de konkrete omstændi  g- heder  giver  sagen  mig  ikke  anledning  til  bemærkninger.  Det  fremgår  således  af  sagen,  at  tiltalte  og forurettede, der var brødre, gennem en årrække havde haft et indbyrdes forhold, der var pr æ  get af, at forurettede havde øvet vold mod tiltalte, og at tiltalte med rette havde frygtet at blive offer for vold fra forurettedes side. I dom 28 og 29 er der udmålt en straf på fængsel i 6 år i sager om vold mod en ægtefælle. Strafudm å- lingen i disse sager afspejler antagelig, at der i retspraksis er en tendens til, at der fastsættes en mildere straf, når forholdet er begået over for en ægtefælle eller samlever. Det gælder i sager om  manddrab, hvor normalstraffen er omkring fængsel i 12 år, mens straffen, hvis    drabet er begået over for en ægt   e- fælle eller samlever, som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 10 år. For så vidt angår drabsforsøg er udgangspunktet for strafudmålingen fængsel i 6 år, mens udgangspunktet er fængsel i 5 år, hvis drab s- forsøget er begåe  t over for en ægtefælle eller samlever. Med hensyn til sager, hvor volden ikke har medført døden  , er der en større spredning i strafudmåli  n- gen. Højesteret har afsagt to domme (dom 42 og 43), hvor der i begge sager er udmålt fængselsstraf i 6 år. Der var i begge sager tale om uprovokeret vold med meget alvorlige skader til følge. I dom 41 er der ligeledes for så vidt angår den af de tiltalte, der var over 18 år, fastsat en straf af fæn g- sel i 6 år for særdeles grov vold med meget alvorlige følger, men s der blev fastsat en straf på fængsel i 5 år for de to tiltalte, der var under 18 år. I lyset af de ovennævnte højesteretsdomme giver denne dom ikke anledning til bemærkninger. Der er fire sager (dom 37, 38, 39 og 40), hvor der er fastsat en straf under fængsel i 6 år.

16 For  så  vidt  angår  dom  37,  38  og  39  gælder,  at  sagerne  er  rejst  som  domsmandssager,  hvorefter  der alene er mulighed for at fastsatte straffen til fængsel under 4 år. I alle tre sager forhøjede landsretten under henvisning til lov nr. 380 af 6. juni 2002 byretternes strafudmåling. I dom 39 fastsatte landsretten straffen til fængsel i 3 år og 9 måneder, hvilket er nær den højeste straf, der kan udmåles i en sag, som ikke rejses som nævningesag. Jeg finder på baggrund af præmisserne i landsrettens dom, at det havde været nærliggende at rejse sagen som nævningesag. I den anden sag (dom 38) fastsatte landsretten straffen til fængsel i 3 år. Der var tale om en sag, hvor tiltalte bl.a. havde stukket forurettede i maven med en kniv, hvorved forurettede var i livsfare, idet det ene knivstik gik op igennem mellemgulvet og tværs igennem hjertet med læsion af begge hovedkamre og skillevæggen mellem de to hovedkamre. Det fremgår af sagen, at forurettede knapt et år efter stadig havde hul i hjertet, led af fysiske indskrænkninger og ha  vde psykiske følger.    Tidligere praksis viser straffe i niveauet 2 år og 6 måneder (UfR 95.326 V) og 3 år (Vestre Landsrets dom af 6. marts 1996) i lignende tilfælde. Begge sager er nævnt i bilag 2 i forslaget til lov n r. 350 af 23. maj 1997, der hævede straffene i voldssager efter straffelovens §§ 245  -246 med gennemgående et år i de tilfælde, hvor straffen forud for lovændringen var over et år. Disse sager burde efter lovændri n- gen i 1997 og forud  for lovændringen  i 200  2 være afgjort med straffe i niveauet omkring 3 år og 6 mån eder til 4 år. I lyset af de to nævnte ældre sager er det min opfattelse, at straffen på fængsel i 3 år i dom 38 ikke kan anses fuldt ud at have taget højde for strafskærpelsen på en tredjedel, so m var hensigten med lov nr. 380 af 6. juni 2002. For  så vidt angår dom  37  er strafudmålingen også i underkanten, men straffen er meget konkret b    e- grundet af landsretten. Herunder er der i præmisserne henvist til, at tiltalte var 17 år, da forholdet blev begået. Dom 40 vedrører alvorlig vold mod en baby. I redegørelsen fra januar 2004 er der refereret en tilsv  a- rende sag (dom nr. 109), hvor Østre Landsret ved dom af 27. juni 2003 fastsatte straffen til fængsel i 6 år.  I  dom  40  blev  der  ved  Østre  Landsret     udmålt  en fængselsstraf  på  5  år  for  tilsyneladende  lige  så alvorlig  vold  mod  en  baby.  Statsadvokaten  har  oplyst,  at  det  må  antages  at  have  haft  betydning  for strafudmålingen i den seneste sag, at konsekvenserne af den udøvede vold syntes at være mindre a l- vorlige end i sagen fra juni 2003. På baggrund af min gennemgang af retspraksis  i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 246 er det min opfattelse, at strafskærpelsen fra 2002 i det væsentligste er slået igennem i retspraksis. Det er imidlertid ikke i alle tilfælde således, at der er sket en skærpelse med en tredjedel som forudsat ved

17 strafskærpelsen. Blandt andet  har konkrete formildende omstændigheder i nogle sager ført til, at der ikke er grundlag for en skærpelse i dette omfang. I  sager  om  vold  med  døden  til  følge  begået  over  for  en  ægtefælle  eller  samlever  må  straffen  efter skærpelsen antages at være omkring 6 år. For så vidt angår de sidstnævnte sager kan der som nævnt ovenfor være en vis tilbageholdenhed med at lade strafskærpelsen sl  å igennem, når straffene sammenlignes med straffen for drabsforsøg. Denne er som nævnt ved drabsforsøg over for en ægtefælle eller saml ever som udgangspunkt fængsel i 5 år. Da der kan være en utilbøjelighed til  at  fastsætte straffen for vold, hvor døden er en uagtsom følge, væsentligt højere end straffen for en forsætlig forbrydelse som forsøg på manddrab, er det fo rmentlig noget af forklaringen på, at strafskærpelsen ikke i alle tilfælde fuldt ud er slået igennem. For så vidt angår vold med døden til føl ge efter straffelovens § 246 må det antages, at normalstraffen nu  er fængsel i  mindst  7    –   8  år,  mens  normalstraffen  for  vold  efter  §  246,  hvor  forurettede  har fået   meget betydelige skader og varige mén, som udgangspunkt er fængsel i 6 år. En  foreløbig  o pgørelse  af  den  gennemsnitlige  længde  af  de  ubetingede  frihedsstraffe  for  vold  efter straffelovens § 246 viser i øvrigt, at den gennemsnitlige længde i 2002 var 1.512 dage (hvilket svarer til ca. 4 år og 2 måneder), mens den i 2004 var 1.839 dage (svarende   til lidt over 5 år), jf. Justitsmin i- steriets  Forskningsenheds  foreløbige  opgørelse  af  4.  maj  2005  vedrørende  udviklingen  i  anmeldel   - sestallene og i straffe for vold. Det anføres i opgørelsen, at denne kraftige stigning i 2004, da der er tale om forholdsvis få sager, til en vis grad kan bero på sammensætningen af sagerne. 5.6. Statsadvokaternes udtalelser om strafudmålingen i landsretssager Som nævnt var grundlaget for redegørelsen fra 2004 bl.a. 131 landsretsdomme afsagt fra 1. januar til udgangen af juni 2003, som statsadvokaterne havde indberettet. I forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende redegørelse har der ikke været iværksat en indb e- retningsordning vedrørende landsretsdomme, men statsadvokaterne har afgivet udtalelser vedrørende udviklingen i strafudmålingen i 2004 for så vidt angår de sager, der er afgjort ved landsretterne.   Statsadvokaterne har bl.a. udtalt følgende: 5.6.1. Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnb  y har udtalt, at den ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 tilsigtede skærpelse af strafniveauet i det væsentlige er fulgt både af Københavns Byret og Østre Landsret. Statsadvokaten har for så vidt angår landsretsdomme oplyst, at der i 26 sager, hvor Købe   n-

18 havns Byrets dom er anket på initiativ af statsadvokaten, er sket skærpelse af straffen i 18 sager. I seks af disse domme henvises direkte til tilkendegivelserne i lovens forarbejder om en strafskærpelse. 5.6.2. Statsadvokaten for Sjælland Statsadvokaten for Sjælland har oplyst, at der foreligger omkring 45 landsretsdomme, hvor der er sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens §§ 244 - 245. Sagerne omfatter hovedsagelig tilfældig konfliktvold, anden vold og vold i familieforhold. På baggrund af genn emgangen har statsadvokaten bemærket, at der er tale om konkrete straffesager, hvor der ved straffastsættelsen  tages individuelle hensyn såsom til optakten til voldsudøvelsen, rela - tionen mellem de involverede parter, skadernes omfang og karakter, om flere har deltaget, gernings- mandens personlige forhold mv. Præmisserne i de afsagte domme anfører normalt ikke i hvilket o   m- fang, der særskilt er udmålt straf under henvisning til den seneste strafskærpelse. Det er statsadvokatens generelle indtryk, at lovens intentioner følges. Særligt for så vidt angår gru p- pen, der kan beskrives som konfliktvold, bemærker statsadvokaten, at den omfatter meget forskellig  - artede situationer, herunder overtrædelser af straffelovens § 245, hvor tidligere praksis også afspejler den store variation i omstændigheder mv., og der er i nogle sager tillige dissens. Det er derfor lidt va  n- skeligt med sikkerhed at fastslå, i hvilket omfang der er sket en skærpelse, men generelt ses dog u   d- målt fængselsstraffe på ikke under 30 dage. 5.6.3. Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm Statsadvokaten  for  Fyn,  Sydøstsjælland,  Lolland,  Falster  og  Bornholm  har  generelt  udtalt,  at  stra   f- skærpelsen i de sager, hvor spørgsmålet har kunnet afklares, ses at være slået ige nnem. Statsadvokaten finder  endvidere,  at  strafskærpelsen  tydeligst  ses  at  være  slået  igennem  i  ankedommene  vedrørende overtrædelse  af  straffelovens  §  244.  Statsadvokaten  har  oplyst,  at  landsretten  i  hele  2004  inden  for statsadvokaturens område har afsagt  59 domme i voldssager, som er omfattet af strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. I de fleste af sagerne finder statsadvokaten, at der med sikkerhed eller med overvejende sandsynlighed er taget højde for den skærpelse af straffene med en tredjedel   , der var hen- sigten med lovændringen.   I  syv  af  sagerne antager statsadvokaten ikke, at der er sket en skærpelse, mens statsadvokaten i 13 sager ikke finder grundlag for at udtale sig om spørgsmålet, navnlig fordi de pågældende sager enten har været konkr et begrundet og/eller har haft en atypisk karakter.   5.6.4. Statsadvokaten i Ålborg Statsadvokaten i Ålborg har generelt bemærket, at den ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 tilsigtede skær - pelse af strafniveauet i voldssager synes fulgt af landsretten.

19 Statsadvokaten har oplyst, at der i 2004 er afsagt 68 landsretsdomme i voldssager, heraf er 12 domme vedrørende restaurationsvold. 12 af dommene var anket af anklagemyndigheden, og i syv af sagerne fik anklagemyndigheden medhold i en påstand om skærpelse af    straffen. Ved en gennemgang af de landsretsdomme, hvor der er udøvet vold med et eller et par knytnæveslag, er det statsadvokatens klare indtryk, at landsretten har skærpet straffene med ca. den ønskede tredjedel i forhold til praksis før lov nr. 380 af  6. juni 2002. Statsadvokaten har således bl.a. anført, at praksis i sager vedrørende gadevold med knytnæveslag synes at ligge på ca. 50 dages fængsel, mens niveauet før  strafskærpelsen  var  ca.  40  dage.  Endvidere  har  statsadvokaten  anført,  at i  sager  om  ko nfliktvold med knytnæveslag synes praksis nu at ligge på ca. 40 dages fængsel, mens niveauet før strafskærpe l- sen var fængsel i 30 dage. Statsadvokaten har endvidere anført, at det er statsadvokatens klare opfattelse, at landsretten i de ”r  e- ne” sager føl  ger strafskærpelsen. Der ses dog fortsat betingede domme og også domme, hvor straf   fen ikke synes skærpet. Dette ses blandt andet, hvis der foreligger særlige personlige forhold eller for hold ved  selve  volden  og  ung  alder.  Efter  statsadvokatens  opfattelse  skyldes  dette  formentlig,  at  Ju- stitsministeriet ved strafskærpelsen har lagt op til, at der skal ske en vis yderligere nuancering af straf  - niveauet i sager om straffelovens § 244. 5.6.5. Statsadvokaten i Viborg Statsadvokaten i Viborg har oplyst, at han i den omhandlede periode har initiativanket fire sager ved- rørende strafudmålingen, og at der i tre af disse sager er sket skærpelse af straffen i overensstemmelse med intentionerne bag lov nr. 380 af 6. juni 2002. For så vidt angår de øvrige ankesager    ses straffen i de sager, hvor der var grundlag herfor, at være blevet skærpet i overensstemmelse med strafskærpe l- sen. 5.6.6. Statsadvokaten i Sønderborg Statsadvokaten i Sønderborg har anført, at det er det generelle indtryk, at intentionerne bag straf  skæ  r- pelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 i det væsentlige følges af domstolene. Statsadvokaten har dog også anført, at der ved udmålingen fortsat tages hensyn til de tiltaltes personlige forhold. 5.7. Statsadvokaternes og udvalgte politimestres udtalelser om strafudmålingen i byretsdo mme afsagt fra den 1. marts til udgangen af oktober 2004. 5.7.1. Indledning De regionale statsadvokater  har  fra  Politimestrene i Glostrup, Odense, Århus, Ålborg og Esbjerg og Politidirektøren i København modtaget indber  etninger om ikke ankede byretsdomme afsagt fra den 1. marts til udgangen af oktober 2004. På grundlag af disse indberetninger har de regionale statsadvok a-

20 ter  til  Rigsadvokaten  fremsendt  en  udtalelse  om  udviklingen  i  strafniveauet  for  så  vidt  angår  disse byretsdomme. Vurderingen  af  udviklingen  i  strafniveauet  i  byretsdomme  bygger  således  på  disse  udtalelser  til  de regionale statsadvokater. 5.7.2. Politimesteren i Glostrup Politimesteren  i  Glostrup  har  til  Statsadvokaten  for  Sjælland  indberettet  omkring    90  domme  vedrø - rende vold. Politimesteren har anført, at det er hans generelle indtryk, at der efter lovændringen er sket en vis skærpelse i strafniveauet i voldssager i politikredsen. Politimesteren har tilføjet, at det på grund af sagernes konkrete karakter er vanskeligt at vurdere, om der generelt set er sket en skærpelse med omkring en tredjedel som forudsat. Statsadvokaten for Sjælland har efter en gennemgang af dommene anført, at han kan tilslutte sig pol   i- timesterens udtalelse. Statsadvokaten har i øvrigt bemærket, at en betragtelig del af sagerne er afgjort med  betingede domme. 5.7.3. Politimesteren i Odense Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm har fra Politimesteren i Odense modtaget  indberetning  vedrørende  omk ring  60  ikke  ankede  byretsdomme,  hvor  der  er  sket  domfæl  - delse efter straffelovens §§ 244 – 246. Politimesteren i Odense har vurderet, at der i 11 sager ikke er sket nogen strafskærpelse. Heraf er to af sagerne anket, mens statsadvokaten ikke fandt grundlag for at anke den tredje dom. I de resterende otte sager har politimesteren af konkrete årsager ikke vurderet, at sagerne egnede sig til initiativanke. I 20 sager vurderes at være sket en skærpelse. I den resterende del af sagerne finder politimesteren, at det er vanskeligt  at  udtale  sig  om  spørgsmålet,  fordi  der  har  været  anden  kriminalitet  til  samtidig  pådøm - melse,  eller  fordi  retten  ved  strafudmålingen  har  lagt  vægt  på  individuelle  (typisk  formildende)  om    - stæ  ndigheder. Endvidere må gerningsmandens unge  alder i en række sager formodes at have spillet en væsentlig rolle i strafudmålingen. I mange af sagerne, herunder sager mod meget unge voldsmænd, er straffen gjort betinget.   Sammenfattende  finder  statsadvokaten,  at  strafskærpelsen  i  de  sager,  hvor  spø   rgsmålet  har  kunnet afklares, generelt ses at være slået igennem. Strafskærpelsen synes at være slået igennem i videre o m- fang i landsretten end i byretten, hvor der fortsat er et antal domme, hvor det er tvivlsomt, om der er taget højde for skærpelsen.

21 5.7.4. Politimesteren i Århus Statsadvokaten i Viborg har fra Politimesteren i Århus modtaget 72 ikke ankede byretsdomme, hvor der er sket domfældelse for overtrædelse af straffelovens §§ 244 – 246. Politimesteren har vurderet, at der i 18 sager er sket en skærpelse af straffen, mens der i 11 sager ikke er sket en skærpelse af straffen. Heraf var strafudmålingen i ni sager konkret begrundet. Politimesteren har endvidere anført, at det i 43 af sagerne er vanskeligt at afgøre, om der er sket en skærpelse. Sammenfattende har statsadvokaten udtalt, at strafskærpelsen i de sager, hvori spørgsmålet har kunne afklares, generelt ses at være slået igennem, men at det fortsat i et betydeligt antal byretssager er tviv   l- somt, om strafskærpelsen har medført forhøjede straffe, ligesom dette ikke er sket i enkelte helt kon- krete sager. 5.7.5. Politimesteren i Ålborg Statsadvokaten  i  Ålborg  har  fra  Politimesteren i  Ålborg  modtaget  indberetning  om  100  ikke  ankede byretsdomme,  hvor  der  er  sket  domfældelse  for  overtrædel se  af  straffelovens  §§  244  –  246.  Politi   - mesteren har anført, at strafskærpelsen har haft en klar effekt på en mindre del af afgørelserne, men for hovedparten af dommene  er  effekten  enten udeblevet eller så usikker, at det ikke kan vurderes nær   - mere. Statsadvokaten har hertil anført, at det er hendes indtryk på baggrund af de indsendte domme, at by  - retten følger strafskærpelsen i de ”rene” sager. En stor del af de indberettede sager vedrører restaura - tionsvold og er derfor ikke omfattet af strafskærpelsen  . Statsadvokaten har endvidere anført, at kun i et par af indberetningsskemaerne fra politimesteren fremgår det, at strafskærpelsen ikke er fulgt. I en del af sagerne er det oplyst, at det er vanskeligt at vurdere, om der ved fastsættelsen er sket en skærp else, hvilket skyldes, at der har foreligget atypiske forhold i den enkelte sag.   5.7.6. Politimesteren i Esbjerg Statsadvokaten i Sønderborg har fra Politimesteren i Esbjerg modtaget 37 ikke ankede byretsdomme, hvor der er sket domfældelse for overtræd else af straffelovens §§ 244 – 246. Politimesteren har anført, at der i 11 af sagerne vurderes at være sket en skærpelse med en tredjedel som forudsat ved lovæn d- ringen, og at der i tre sager er sket en skærpelse, men med mindre end en tredjedel. Herudover   anføres det, at det i 13 af sagerne er vanskeligt at vurdere, om der er sket en skærpelse, og endelig anføres det, at der i 10 sager ikke vurderes at være sket en skærpelse. Det fremgår af politimesterens udtalelse, at i en række af disse 10 domme er stra  fudmålingen begrundet i konkrete omstændigheder. Statsadvokaten har anført, at det er hans generelle indtryk, at intentionerne bag strafskærpelsen ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 i det væsentligste følges af domstolene, men at der ved udmålingen fortsat t ages hensyn til de tiltaltes personlige forhold.

22 5.7.7. Politidirektøren i København Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby har fra Politidirektøren i København modta - get 162 ikke ankede byretsdomme. 29 domme vedrørte restaurationsvold e fter straffelovens § 244 og er ikke omfattet af strafskærpelsen. For så vidt angår de resterende 133 domme vurderes det, at der i 107 domme er sket en skærpelse af strafudmålingen, mens der ikke er sket skærpelse i 15 domme. I fem domme vurderes det, at der måske er sket en skærpelse, mens der i to domme var tale om så spe - cielle omstændigheder, at det ikke kan vurderes, om der er sket skærpelse af straffen. Statsadvokaten vurderer på den baggrund, at strafskærpelsen er slået igennem i Københavns Byret.   5.7.8.  Sammenfatning vedrørende udviklingen i strafudmålingen i de udvalgte politikredse De  ovenfor  beskrevne  udtalelser  fra  en  række  større  politikredse  og  fra  de  regionale  statsadvokater synes sammenfattende at  vise,  at  det er politimestrenes og statsadvokaternes opfattelse, at  strafskær  - pelsen generelt er slået igennem i voldssagerne, men at der også fortsat er mange domme, hvor det er vanskeligt at vurdere,  om  der  er sket  en strafskærpelse. Strafskærpelsen ses tydeligst af udtalelserne fra Politidirektø ren i København og Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby. I  langt  de  fleste  byretsdomme  henføres  den  udøvede  vold  til  straffelovens  §  244.  Udtalelserne  fra statsadvokaterne og politimestrene  viser, at det er forbundet med betydelig usikkerhed at vurdere en strafskærpelse som den, der blev tilsigtet ved ændringen af straffelovens § 244, og udtalelserne ove n- for må således ses i dette lys, jf. også det anførte i afsnit 5.2. ovenfor. 6. Samlet vurdering og konklusion Gennemgangen af retspraksis i perioden fra 1. juli 2003 og frem til udgangen af april 2005 viser efter min opfattelse, at strafskærpelsen, som blev gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, i vidt omfang må antages at være slået igennem. For så vidt angår overtrædels e af straffelovens § 244 viser både min gennemgang af praksis, jf. afsnit 5.3., statsadvokaternes udtalelser om strafudmålingen i landsretsdomme i 2004, jf. afsnit 5.6., og pol i- timestrenes udtalelser om strafudmålingen i ikke ankede byretsdomme, som er om talt i afsnit 5.7, at strafskærpelsen må antages at være slået igennem i de fleste af sagerne. Især i byretssagerne  foreli g- ger  dog  mange  domme,  hvor  det  er  vanskeligt  at  vurdere,  om  der er sket  en  skærpelse, ligesom  der foreligger en ræ  kke domme, hvor strafskærpelsen næppe er slået fuldt ud igennem.   Med hensyn til overtrædelse af   straffelovens § 245 er det efter en gennemgang af retspraksis min op- fattelse, at strafskærpelsen i det store hele må antages at være slået igennem i disse sager. Der henvises til afsnit 5.4.  

23 I  sager  vedrørende  overtrædelse  af     straffelovens  §  246  er  det  min  opfattelse,  at  strafskærpelsen  fra 2002 i det væsentligste er slået igennem i retspraksis. Det er imidlertid ikke i alle tilfælde således, at der er sket en skærpelse ful  dt ud med en tredjedel, jf. afsnit 5.5. Undersøgelsen har fortsat ikke givet grundlag for en mere sikker vurdering af, hvad der må anses for at være normalstraffen for de forskellige former for vold, navnlig når overtrædelserne henføres under straffelovens  §  244  eller  §  245.  Dette  skyldes  både  voldssagernes  meget  forskellige  karakter,  og  at strafudmålingen  sker  efter  en  konkret  vurdering  af  samtlige  omstændigheder  i  sagen,  jf.  afsnit  5.2. ovenfor. Sammenfattende kan det på denne baggrund konkluderes, at  der i det væsentligste i domstolenes stra  f- udmåling i voldssager er taget højde for den skærpelse af straffene med en tredjedel, der var hensigten med ændringen af straffelovens bestemmelser i §§ 244   – 246 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Selv om strafskærpelsen må antages i det væsentligste at være slået igennem i retspraksis, har jeg dog anmodet de regionale statsadvokater og politimestrene om fortsat at være opmærksomme på strafu d- målingen i voldssager og herunder tage initiativ til at anke domme, hvo r byretsdommen anses for at afvige markant fra det tilsigtede strafniveau efter lovæn  dringen.