Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato 18. maj 2005 Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2005-3061/1-0005 Dok.: CDH40255 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Oversigt over samlenotater vedrørende  de sager inden for Justitsministeriets, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Integrationsministeriets ansvarsområde r, der forventes behand- let på rådsmødet (retlige og indre anliggender)     og mødet i d e blandede udvalg på ministe r- niveau med deltagelse af henholdsvis Norge og Island og af Schweiz den 2.-3. juni 2005. Side: 4-31 Dagsordenspunkt 1 Rammeafgørelse om den europæiske bevissikring   sken- delse.   (B-punkt,   Justitsministeriet,   forventes   sat   på dagsordenen   for   råd smødet   med   henblik   på   politisk drøftelse af visse spørgsmål og eventuelt politisk eni   g- hed herom.) 32-51 Dagsordenspunkt 2 Rammeafgørelse  om  lo gning  af  data  om  teletrafik.  (B- punkt,  Justitsministeriet,  forventes  sat  på  dagsord enen for rådsmø  det med henblik på overordnet politisk eni g- hed). 52-73 Dagsordenspunkt 3 Rammeafgørelse  om  bekæmpelse  af  racisme  og  fre   m- medhad  (KOM(2001)  664).  (B - punkt,  Justitsministeri- et,  forventes  sat  på  dagsord enen  for  rådsmødet  med henblik  på  politisk  drøftelse,  eve  ntuelt  politisk  enig- hed). 74-80 Dagsordenspunkt 4 Evaluering af gennemførelsen af Rådets rammeafg  ø l- se om den europæiske arrestordre.    (B - punkt, Justitsmi- nisteriet,  forventes  sat  på  dagso rdenen  for  rådsmødet med henblik på politisk drøfte  lse). 81-84 Dagsordenspunkt 5 Evaluering  af  rådsafgørelsen  om    fælles  anvendelse  af forbindelsesofficerer.   (B-punkt,  Justitsministeriet,  for- ventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he   nblik på vedtagelse af rådskonklusioner). 85-87 Dagsordenspunkt 6 Forordning  om  oprettelse  af  Det  Europæiske  Age  ntur

- 2 - for  grundlæggende  rettigheder. (B - punkt,  Justitsmini- steriet, forventes sat på dagso rdenen for rådsmødet med henblik på Kommissionens præsentation af fo   rslaget). 88-88 Dagsordenspunkt 7 Status  for  EU’s  indsats  mod  terrorisme.  (B-punkt,  Ju- stitsministeriet,  forventes  sat  på  dagsordenen  for  råd  s- mødet med henblik på godkende  lse). EFTERSENDES 89-96 Dagsordenspunkt 8 Rådets afgørelse om oprettelse af Det Europæiske P oli- tiakademi  (CEPOL)  som  et  EU-organ.   (B - punkt,  Ju- stitsministeriet,  forventes  sat  på  dagso rdenen  for  råd s- mødet med henblik på politisk enighed). 97-112 Dagsordenspunkt 9 Rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af o p- lysninger  og  efterretninger  mellem  medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, navnlig med he   nsyn til alvorlige  lovovertrædelser,  herunder  terro  rhandlinger. (B-punkt,  Justitsministeriet,  forventes  sat  på  dagsord e- nen  for  rådsmødet  med  henblik  på  fo   rmandskabets  af- givelse af statusrapport). 113-115 Dagsordenspunkt 10 Taskforcen af Politichefer: delevaluering af det operati- ve  samarbejde.   (B - punkt,  Justitsministeriet,  forventes sat på dagsordenen for rådsmødet med henblik på pol i- tisk drøftelse og eventuelt vedtagelse af rådskonkl  usio- ner). 116-120 Dagsordenspunkt 11 Kommissionens   præsentation   af   forslag   til     retsakter vedrørende  SIS  II.   (B - punkt,  Justitsministeriet,  forven- tes sat på dagsord enen for rådsmødet med henblik på, at Rådet  tager  Kommissionens  præsentation  til  efte   rret- ning). 121-126 Dagsordenspunkt 12 EU’s    narkotikahandlingsplan    2005-2008 . (A-punkt, Justitsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, forventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he   n- blik på  vedtagelse). 127-129 Dagsordenspunkt 13 C.SIS   budget   for   2006.   (A-punkt,   Justitsministeriet, forventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med     hen- blik på godkendelse). 130-135 Dagsordenspunkt 14 Rådets  afgørelse  om  fastlæggelse  af  datoen  for  anve n- delse  af  visse  bestemmelser  i  Rådets  forordning  nr. 871/2004 af 29. april 2004 om indførelse af nye fun kti- oner  i  Schengen-informationssystemet,  bl.a.  med  hen-

- 3 - blik  på  terrorismebekæmpelse. (A-punkt,  Justitsmini- steriet, forventes sat på dagsordenen for rådsm  ø henblik på ve dtagelse) 136-139 Dagsordenspunkt 15 Formandskabets rapport om Schengen-evaluering af de ti  nye  medlemsstater.  (A-punkt,  Justitsministeriet,  for- ventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he   nblik på godkendelse). 140-149 Dagsordenspunkt 16 Handlingsplan til udmøntning af Haag -programmet. (B- punkt,  Justitsministeriet  og  Integrationsministeriet,  Ju- stitsministeriet,  forventes  sat  på  d agsordenen  for  råd s- mødet  med  henblik  på  godkendelse  og  efterfø   lgende forelæggelse  på  Det  Europæiske  Råd  den  16. -17.  juni 2005.)

- 4 - Dagsordenspunkt 1: Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv. Resumé Formålet med forslaget er  - ifølge Kommissionen  - at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dok u- menter  og  data  til  brug  i  en  straffesag  i  et  andet  EU-medlemsland.  Hvorvidt  forslaget  på  dette område  helt  vil  skulle  erstatte  de  traditionelle  aftaler  om  gensidig  retshjælp  efter  Europ   arådets konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter, er endnu ikke afklaret. Forslaget vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Forslaget vil have  lovgivningsmæssige  konsekvenser,  mens  det  ikke  vurderes  at  ville  have  statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medl emsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side har man fra starten været meget ske  ptisk over for Kom- missionens forslag, som dog på visse punkter er blevet forbedret.  På råd  smødet  forventes det, at Rådet skal drøfte visse spørgsmål med henblik på at op nå politisk eni ghed herom. Det drejer sig om den foreslåede bestemmelse om domstolskompetence for edb -data lagret i et informationssy- stem på en anden medlemsstats område samt muligheden for at afslå at fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse under henvisning til det såkaldte territ orialprincip. 1. Baggrund På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbe jdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam   -traktatens bestemmel- ser om et område med fr ihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navn  lig terro- risme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig. Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inde n to år efter Amste rdam- traktatens  ikrafttræden  bør  iværksættes  en  proces  med  henblik  på  at  forenkle  procedurerne  for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager. I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 vedtog stats- og regeringscheferne, at princippet om gensidig anerkendelse skulle være hjørnestenen i det re   t- lige  samarbejde  inden  for  EU  på  både  det  civil  -  og  det  strafferetlige  område.  Princippet  skulle gæ  lde for såvel domme som andre afgørelser truf  fet af retlige myndigheder.

- 5 - Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europ æ  i- ske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af pri n- cippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i  straffesager. Af programmet fremgår det, at der skal  gives  højeste  prioritet  til   afgørelser  med  henblik  på  tilvejebringelse  af  bevismateri  ale,  jf. programmets pkt. 2.1.1., hvor følgende bl.a. er anført: Mål :  Muliggøre  anerkendelse  af  bevismateriale,  for hindre,  at  det  går  tabt,  og  lette fuldbyrdelsen af ransagnings- og beslaglæggelseskendelser med henblik på hurtigt at tilvejebringe bevismateriale i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds ko   nklu- sioner fra Tampere). Foranstaltning nr. 3: For at lette den gensidige information bør der indføres en sta  n- dardformular  til  anmodning  om  oplysninger  om  tidligere  straffedomme  på  alle  fæ   l- lesskabssprog. Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på   : - at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsindgreb i henhold til a   rti- kel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med artikel 51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen -aftalen, ikke længere   kan gø- res gæ  ldende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økon o- misk kriminalitet. - at  sikre,  at  de  grunde  til  at  afslå  anmodninger  om  gensidig  retshjælp,  som  er nævnt i artikel 2 i konventionen fra 1959, su  ppleret med artikel 50 i konventio- nen  om  gennemførelse  af  Schengen -aftalen,  ikke  længere  kan  gøres  gældende mellem medlemsstaterne. Foranstaltning  nr.  6:  Udarbejdelse  af  et  instrument  med  henblik  på  anerkendelse  af kendelser  vedrørende  sikring  af  bevismat eriale  for  at  undgå,  at  bevismateriale,  der befinder sig på en anden medlemsstats område, går tabt. Foranstaltning nr. 6 i programmet er gennemført ved Rådets rammeafgørelse om gennemføre lse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegod  er eller bevismateriale. Den- ne rammeafgørelse, som bl.a. indeholder krav om gensidig anerkendelse af kendelser u dstedt for at indefryse bevismateriale og eventuelt udlevere det til udstedelsesstaten, blev vedtaget den 22. juli 2002 og er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8).   

- 6 - Kommissionen  har  bl.a.  med  henvisning  til,  at  den  nævnte  rammeafgørelse  om  indefrysning   s- kendelser alene omhandler en del af samarbejdet om bevismateriale, fremsat et forslag til Rå dets rammeafgørelse  om  en   europæisk  bevissikringskendelse  til  fremskaffelse  af  genstande,  dok  u- menter og data til brug i straffesager. Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at der er behov for at løse betydelige udestående problemer i samarbejdet, hvad angår bevismat   eriale, som er omfattet af rammeafgørelsen om indefrysningskendelser. Kommissionen peger bl.a. på, at der vil  kunne  forekomme  situationer,  hvor  en  anerkendelse  af  en  indefrysningskendelse  vil  kræve yderligere tvangsindgreb, f.eks. i form af ransagning, som i givet fald vil skulle foretages i over- ensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens gældende regler, herunder proced  ureregler. Hensigten med forslaget er på denne baggrund at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt sa m- arbejde i straffesager, når det drejer si g om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dokumen- ter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Rammeafgørelsen om en (ny) eur o- pæ  isk bevissikringskendelse på dette område vil således skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig  retshjælp  efter  Europarådets  konvention  fra  1959  om  gensidig  retshjælp  i  straffesager og  lignende  instrumenter.  Anmodninger  om  retshjælp  til  fremskaffelse  af  (nyt)  bevismateriale, såsom afhøring af mistænkte, vidner mv., eller efterforskningsskridt, der indebærer bevisoptage  l- se  i  reel  tid,  f.eks.  aflytning  af  samtaler  eller  overvågning  af  banktransakt ioner,  vil  ikke  være omfattet  af  rammeafgørelsen  om  den  europæiske  bevissikringskendelse,  og  de  eksisterende  i   n- ternationale instrumenter om gensidig retshjæl  p vil således fortsat finde a nvendelse her. Med  forslaget  fastlægges  mindstekravene  til  den  retshjælp,  som  EU -medlemslandene  skal  yde hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde: 1.    En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der er behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes. 2.    Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular. 3.    Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger. 4.    Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsa  nmod- ninger. 5.    Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.    Det fremsatte forslag om en europæisk bevissikringskendelse anses af Kommissionen for at være første  skridt mod udskiftningen af den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i Den Europ  æ- iske  Union  med  et  samlet  EU-regelsæt  baseret  på  gensidig  anerkendelse  omfattet  af  regler  om minimumsbeskyttelse. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.   -3. december 2004 orienterede det davære  nde

- 7 - nederlandske formandskab om status i forhandlingerne om forslaget. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24. februar 2005 blev der konstateret enighed om at basere listen over forbrydelser (positiv-liste), hvor der ikke stilles krav om dobbelt stra f- barhed, på listen fra   rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og rammeafgøre lsen om fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevi  sma- teriale. Listen i rammeafgørel sen om den europæiske bevissikringskendelse vil herefter bestå af 32  forbrydelser  og  et  minimumskrav  til  strafferammen  på  tre  år.  Der  blev  endvidere  opnået enighed om, at Rådet til enhver tid enstemmigt kan udvide listen. Herudover blev der konstat eret enighed om, at det ved fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse skal være    muligt at tage højde for, at forbrydelsen er begået på fuldbyrdelsesstatens territorium, eller hvis forbrydelsen er b   e- gået  uden  for  udstedelsesstatens  territorium.  Den  nærmere  fo   rmulering  heraf  blev  henvist  til arbejdsgruppen om strafferetligt samarbejde. Rådet blev endelig enig om at slette o phør sklausu- len i forslagets artikel 24, idet der dog samtidig blev konstateret enighed om i stedet at indsætte en revisionsbestemmelse med henblik på, at man om fem år tager spørgsmålet om, hvorvidt kr a- vet om dobbelt strafbarhed uden for positiv-listen helt skal bortfalde, op til fornyet overvejelse. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.    - 3. juni 2005 forventes Rådet at skulle drø  fte, hvorvidt den foreslåede bestemmelse i rammeafgørelsens artikel 21 (om domstol  skompetence for edb-data lagret i et informationssystem på en anden medlemsstats område) skal slettes. Det fo   r- ventes endvidere, at Rådet vil skulle drøfte den nærmere udstrækning og udformning af den så- kaldte territorialklausul. 2. Indhold Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31 og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at en europæisk bevissikringskendelse, som er udstedt i en medlemsstat (udstedelsesstaten), som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal  gennemføre  kendelsen  (fuldbyrdelsesstaten),  uden  yderligere  formaliteter,  dog  således  at selve fuldbyrdelsen sker på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelse  sstaten normalt frem- skaffer bevismateriale. Forslaget til rammeafgørelse er inddelt i følgende hovedafsnit: Afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse Afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten Afsnit 3: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten Afsnit 4: Jurisdiktionskompetence for elektroniske kommunikationsnetværk Afsnit 5: Afsluttende bestemmelser

- 8 - Det  bemærkes  indledningsvist,  at  udkastet  til  rammeafgørelse under  nederlandsk  og  luxem- bourgsk formandskab har været behandlet på en     række møder    i arbejdsgruppen om strafferetligt samarbejde samt i Artikel 36-udvalget. Der er i forbindelse med disse møder fremkommet adski l- lige  æ  ndringsforslag  til  de  enkelte  bestemmelser  i  Kommissionens  oprindelige  forslag.  Neden- stående ge nnemgang af bestemmelserne i forslaget er imidlertid – o- tat om forslaget, som blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 19. juli 2004 og til Folke- tingets  Retsudvalg  den  15.  juli  2004  –   kun  ændret  i  det  omfang,  der  i  Rådet  er  o   pnået  poli tisk enighed om ændringer, eller det i øvrigt har betydning for de spørgsmål, der fo rventes behandlet af Rådet (retlige og indre anliggender) den 2.  – nuværende tidspunkt at angive, på hvilke yderligere områ der det oprindelige forslag til ramme- afgørelse vil blive ændret. Ad afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse Artikel 1 i forslaget fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse er en retsafgørelse u dstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat med henblik på at fremskaffe genstande, dokume n- ter og data fra en anden medlemsstat til brug i de retssager, der er nævnt i artikel 4. Det  følger  videre  af  bestemmelsen,  at  medlemsstaterne  skal  fuldbyrde  en  europæisk  bevissi   k- ringskendelse  på  grundla g  af  princippet  om  gensidig  anerkendelse  og  i  overensstemmelse  med bestemmelserne i forslaget. Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. Udstedelsesstat defineres som den medlemsstat, der har udstedt den europæiske bevissikring  s- kendelse, og fuldbyrdelsesstaten er den medlemsstat, på hvis område de omhandlede gensta  nde, dokumenter og data findes. Udstedelsesmyndighed er den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, som ifølge nat  io- nal  ret  er  bemyndiget  til  at  udstede  en  bevissikringskendelse,  og  fuldbyrdelsesmyndighed  er den   myndighed,   der   ifølge   national   ret   har   kompetence   til   at   fuldbyrde   en   europæisk bevissikringskendelse. Et  informationssystem  er  enhver  enhed  eller  gruppe  af  indbyrdes  forbundne  eller  beslægtede enheder, hvoraf en eller flere ved hjælp af et program udfører automatisk behandling af edb   -data samt edb-data, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres i forbindelse med syst emernes drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse.

- 9 - EDB-data defineres som enhver form  for  gengivelse af fakta, informationer eller begreber i  et format, der egner sig til behandling i et informationssystem, herunder et program, som kan an- vendes til at få et informationssystem til at udføre en funktion. Elektroniske kommunikationsnet betyder efter bestemmelsen transmissionssystemer, og hvor det  er  relevant,  koblings-  og  dirigeringsudstyr  og  andre  ressourcer,  som  giver  mulighed  for  at overføre  signaler  ved  hjælp  af  trådforbindelse,  radiobølger,  lysledertekn ik  eller  andre  elektro- magnetiske  midler,  herunder  satellitnetværk,  faste  (kredsløbs   -  eller  pakkekoblede  net,  herunder internettet) og mobile jordbaserede netværk, elkabelsystemer, der anvendes til fremføring af si   g- naler,  netværk  til  radio  -  og  tv-spredning  og  kabel-tv-net,  uanset  hvilken  type  information  der overføres. Endelig  defineres  lovovertrædelse    som  en  strafferetlig  overtrædelse,  der  er  strafbar  ifølge  u   d- stedelsesstatens nationale lov, forudsat at afgørelsen kan indbringes for en domstol med straff e- retlig kompetence. Artikel 3 fastslår, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes med henblik på fre mskaf- felse af alle genstande, dokumenter og data, der kan bruges i de retssager, der er nævnt i artikel 4.  Den  europæiske  bevissikringskendelse  kan    ikke  udstedes  med  henblik  på  bevisopt agelse  i form af afhøringer, vidneforklaringer eller andre former for forhør, bevisoptagelse fra en persons legeme  eller  bevisoptagelse  i  reel  tid  og  bevisoptagelse,  der  kræver  yderligere  efte  rforskning. Den europæiske   bevissikringskendelse vil dog kunne udstedes med henblik på fre mskaffelse af sådant bevismateriale, hvis materialet er blevet indsamlet før udstedelsen af ke  ndelsen. Af artikel 4 fremgår det, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes til brug f   or straffe- sager  samt  sager  anlagt  af  en  administrativ  myndighed  vedrørende  handlinger,  der  er  strafb are efter udstedelsesstatens nationale lovgivning, da de udgør overtrædelser af gældende retsre gler, og  når  afgørelsen  kan  give  anledning  til  en  procedure  v  ed  en  domstol,  navnlig  en  kriminalret. Dette gælder uanset, om der er tale om en sag vedrørende en fysisk eller juridisk person. Artikel 5 indeholder regler for bevissikringskendelsens indhold og form, herunder hvilke sprog en sådan kendelse vil skulle o versættes til i udstedelsesstaten. Det fastsættes, at den europæiske bevissikringskendelse  skal  indeholde  de  oplysninger,  der  fremgår  af  formular  A  i  bilaget.  Den skal underskrives, og indholdets rigtighed skal bekræftes af udstedelsesstaten. Udstedelsesst  aten skal oversætte den europæiske bevissikringskendelse til det eller de officielle sprog i ful dbyrdel- sesstaten. Medlemsstaterne kan dog, når rammeafgørelsen er vedtaget, i en erklæring, der dep o- neres i Generalsekretariatet for Rådet, angive, at de accept erer en oversættelse til et eller flere af de officielle sprog, der anvendes af De Europæiske Fællesskabers institutioner.

- 10 - Ad afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten I artikel 6 fastslås det, at en europæisk bevissikringskendelse alene vil    kunne udstedes, hvis ud- stedelsesstaten  har  sikret  sig,  at  de  ønskede  genstande,  dokumenter  og  data  er  nødvendige  og proportionelle i forhold til den pågældende retssag,    at de omhandlede genstande, dokumenter og data  under  lignende  omstændigheder  ville  kun  ne  fremskaffes  ifølge  udstedelsesstatens  lo vgiv- ning, hvis de var tilgængelige på udstedelsesstatens område, selv om der eventuelt skulle anve n- des  en  anden  fremgangsmåde,  og   at  de  omhandlede  genstande,  dokumenter  og  data  vil  kunne antages i den retssag, de rekvireres til.   Artikel 7 fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse skal fremsendes af udstedelsesmy n- digheden direkte til den kompetente myndighed (i fuldbyrdelsesstaten) med henblik på fuldby r- delse  ved  hjælp  af  ethvert  middel,  som  kan  frembring  e  skriftlig  dokumentation,  og  som  giver fuldbyrdelsesstaten mulighed for at fastslå ægtheden. Hvis den myndighed, der har ansvaret for fuldbyrdelsen, er ukendt af udstedelsesmyndigheden, skal denne på alle måder, herunder gennem kontaktpunkterne i det eur  opæiske netværk, forsøge at indhente nødvendige oplysninger i fuldbyrdelsesstaten. Når den myndighed i ful  dbyrdelsessta- ten, der modtager en europæisk bevissikringskendelse, ikke har kompetence til at anerkende den og  træffe  de  nødvendige  foranstaltninger  m   ed  henblik  på  fuldbyrdelse,  skal  den  af  egen  drift fremsende  den  europæiske  bevissikringskendelse  til  den  myndighed,  der  har  a  nsvaret  for  fuld- byrdelsen, og underrette udstedelsesmyndigheden herom.   I henhold til artikel 8 skal medlemsstaterne i en erklær  ing afgivet til Generalsekretariatet udpege en central strafferegistermyndighed, som den europæiske bevissikringskendelse kan fre  msendes til med henblik på udlevering af en udskrift fra den pågældende medlemsstats straffer egister og påfølgende foranstaltni  nger, der vedrører fysiske eller juridiske personer. Medlem sstaterne skal sikre, at deres centrale strafferegistermyndighed har adgang til de nævnte oply  sninger. Bestem- melsen  forventes  helt  at  udgå  i  lyset  af,  at  Kommissionen  den  2 5.  januar  2005  fremlagde  en hvidbog om udveksling af oplysninger om straffedomme og om virkningen heraf i Den Europæ  i- ske Union. Hvidbogen blev sammen med et grundnotat herom oversendt til Folketingets Europa- udvalg den 8. marts 2005 og til Folketingets Retsudvalg den 9. marts 2005. Artikel 9 fastsætter, at hvis udstedelsesmyndigheden ønsker supplerende genstande, dokume   nter og data i forhold til en tidligere europæisk bevissikringskendelse i samme sag, og indholdet i den oprindelige kendelse fortsat er korrekt, er det ikke nødvend igt at udstede en ny europæisk bevi  s- sikringskendelse.  I  det  tilfælde  skal  der  udstedes  en  kendelse  om  supplerende  bevismater  iale indeholdende  de  oplysninger,  der  fremgår  af  formular  B  i  bilaget.  Fuldbyrdelsesstaten  skal  b e- handle en sådan kendelse om supple rende bevismateriale på samme måde som den oprindel  ige

- 11 - europæiske  bevissikringskendelse.  Hvis  den  kompetente  udstedelsesmyndighed  i  overen  sstem- melse med de gældende bestemmelser deltager i fuldbyrdelsen af den europæiske bevissi krings- kendelse  i  fuldbyrdelsesstaten,  kan  den  indlevere  en  kendelse  om  supplerende  bevismateriale direkte til den fuldbyrdende myndighed, mens myndigheden befinder sig i den pågælde   nde stat. Artikel  10  fastslår,  at  personoplysninger  fremskaffet  inden  for  rammerne  af  rammeafgørelsen kan anvendes af udstedelsesstaten i forbindelse med sager, i hvilke der kan udstedes en europæ- isk bevissikringskendelse (jf. artikel 4), andre retsprocedurer og administrative procedurer, som hænger direkte sammen med sådanne sager og forebyggelse af en um   iddelbar og alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgø- relsen til andre formål kan kun anvendes med fuldbyrdelsesstatens forudgående samtykke, me  d- mindre  udstedelsesstaten  har  indhentet  samtykke  fra  den  registrerede.  Personoplysninger  frem- skaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen skal forblive fortrolige, me dmindre det er nø d- vendigt at udlevere dem i relation til de førstnævnte sager (jf. stk. 1) eller af andre grunde i gæ l- dende national ret. I forbindelse med en bestemt sag kan fuldbyrdelsesstaten kræve, at den me  d- lemsstat, som personoplysningerne er oversendt til, underretter den om anvendelsen af de pågæ   l- dende oplysninger. De nævnte bestemmelser i artikel 10 finder ikke anvendelse på per   sonoplysninger, som er tilve- jebragt af en medlemsstat i medfør af rammeafgørelsen, og som hidrører fra denne me   dlemsstat. Ad afsnit III: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten Efter artikel 11 skal fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er bestemt i rammeafgørelsen,  aner - kende en europæisk bevissikringskendelse, som er fremsendt i henhold til artikel 7, uden  yderl  i- gere formaliteter og straks træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på ful dbyrdelse på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdel sesstaten normalt fremskaffer genstande, dokumen- ter og data. I artikel 12 er opregnet en række minimumsbetingelser, som skal overholdes ved fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse. Efter bestemmelsen skal fuldbyrdelsesmyndigheden anve  n- de den mindst indgribende foranstaltning, der gør det muligt at fremskaffe de pågældende ge n- stande, dokumenter og data. Det følger endvidere af bestemmelsen, at en fysisk person ikke må anmodes om at fremlægge genstande, dokumenter og data, der kan føre til selvink   riminering, og udstedelsesstaten  skal  straks  informeres,  hvis  fuldbyrdelsesmyndigheden  opdager,  at  kendelsen er blevet fuldbyrdet i strid med lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten.   Hvis fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse gør det nødvendigt at foretage ransag- ning og beslaglæggelse, skal der som minimum træffes foranstaltninger af medlemsstaterne med

- 12 - henblik på at sikre,  at ransagning af lokaler ikke påbegyndes om natten, medmindre det er abs o- lut nødvendigt på grund  af sagens særlige omstændig heder, at en person,  hvis lokaler er blevet ransaget, har krav på en skriftlig meddelelse om ransagningen indeholdende en række nærmere angivne  (minimums)oplysninger  samt  at  der  ved  ransagning  af  lokaler,  hvor  den  på gældende person  ikke  er  hjemme,  skal  efterlades  skriftlig  meddelelse  på  stedet  eller  på  anden  passende måde. Udstedelsesmyndigheden  kan  i  henhold  til  artikel  13  kræve,  at  fuldbyrdelsesmyndigheden  a  n- vender tvangsindgreb til at fuldbyrde kendelsen, hvis udstedelsesmyndigheden mener, der er en betydelig risiko for, at de ønskede  genstande, dokumenter og data vil blive ændret, flyttet eller tilintetgjort. Udstedelsesmyndigheden kan endvidere kræve, at fuldbyrdelsesmyndigheden holder det forhold, at der er en efterforskning i gang samt efterforskningens indhold, fortroligt, hvis det er nødvendigt for fuldbyrdelsen af den europæiske bevissikringskendelse. Det kan også kræves, at fuldbyrdelsesmyndigheden tillader, at en kompetent myndighed fra udstedelsesstaten eller en interesseret part udpeget af udstedelsesmyndigheden er til stede under fuldbyrdelsen af kendel- sen,  og  den  tilstedeværende  myndighed  fra  udstedelsesstaten  skal  gives  samme  adgang  som fuldbyrdelsesmyndigheden til de genstande, dokumenter og data, der er fremskaffet som følge af fuldbyrdelsen  af  kendelsen.  Endelig  kan  udstedelsesmyndigheden  kræve,  at  fuldbyrdelsesmy  n- digheden noterer navnene på de personer, der har behandlet ke ndelsen fra fuldbyrdelsen til frem- sendelsen af bevismateriale til udstedelsesstaten, og opfylder andre nærmere bestemt  e formalite- ter og procedurer, som myndigheden udtrykkeligt har angivet, medmindre sådanne formaliteter og procedurer er i modstrid med de grundlæggende ret  sprincipper i fuldbyrdelsesstaten. Efter  artikel  14  har  fuldbyrdelsesmyndigheden,  hvis  denne  i  forbindelse  med  fuldbyrdelsen  af den   europæiske   bevissikringskendelse   finder,   at   der   eventuelt   er   behov   for   at   iværksætte efterforskningsskridt,  der  ikke  var  forudset  fra  begyndelsen,  og  som  ikke  kunne  præciseres,  da kendelsen blev udstedt, pligt til øjeblikkel igt at underrette udstedelsesstaten, så denne kan træ   ffe yderligere foranstaltninger. Artikel 15 vedrører grundene til at afvise anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevi   ssik- ringskendelse. Af bestemmelsen følger, at anerkendelse og fuldbyrdelse i kke kan ske, hvis dette vil være i strid med ne bis in idem  -princippet (hvorefter en person ikke kan straffes for den sam- me handling flere gange), således som dette vil være gældende i medlemslandene i lyset af den rammeafgørelse,  som  der  er  fremsat  forsla g  om.  Der  vil  endvidere  kunne  ske  afvisning,  hvis fuldbyrdelse  vil  krænke  ne  bis  in  idem  -princippet  i  forbindelse  med  en  retssag  i  et  tredjeland, eller  hvis  der  ifølge  fuldbyrdelsesstatens  lovgivning  gælder  immuniteter  og  privil   egier,  der  gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse. Rådet nåede på mødet den 24. februar 2005 til enighed om, at territorialprincippet skulle in dfø-

- 13 - jes i rammeafgørelsen,  men at den nærmere affattelse heraf skulle behandles i arbejdsgru   ppen om strafferetligt samarbejde. Der foreligger nu to forslag til formulering af en territorialklausul med forskellig rækkevidde, som skal drøftes af Rådet. En territorialklausul vil formen tlig skulle indsættes i art  ikel 15. Artikel  16  omhandler  spørgsmålet  om  dobbelt  strafb  arhed.  I  henhold  til  bestemmelsen  kræver anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse ikke kontrol af, om der gæ l- der dobbelt strafbarhed, hvis fuldbyrdelsen af kendelsen ikke nødvendiggør, at der foret  ages ra n- sagning af private lokaler, eller der er tale om en lovovertrædelse, som er omfattet af den positiv  - liste, som fremgår af bestemmelsen. Den positiv-liste, som fremgik af det oprindelige udkast til rammeafgørelse, indeholdt 39 fo rbry- delser. Som det fremgår af punkt 1, nåede Rådet     på mødet den 24. februar 2005 til enighed om, at listen i rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse alene skal bestå af 32 fo r- brydelser  og  et  minimumskrav  til  strafferammen  på  tre  år.  Der  blev  endvidere  opnået  enighed om at indsætte en beste  mmelse svarende til artikel 2, stk. 3, i rammeafgørelsen om den europæ   i- ske arrestordre, hvorefter Rådet til enhver tid enstemmigt kan udvide listen. Positiv-listen omfatter herefter bl.a. deltagelse i en kriminel organisation, terrorisme, menneske- handel,  seksuel  udnyttelse  af  børn  og  børnepornografi,  ulovlig  handel  med  narkotika,  ulo  vlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, internetkriminalitet, mi  ljøkr i- minalitet,  menneskesmugling,  forsætligt  manddrab,  grov  legemsbeskadigelse,    racisme,  væbnet tyveri og bortfø Artikel 24, stk. 3, i Kommissionens forslag til rammeafgørelse er nu indsat i artikel 16, der here f- ter indeholder en bestemmelse om, at anerkendelse og fuldbyrdelse – æ  delser vedrørende skatter og a fgifter, told og valuta – fuldbyrdelsesstaten  ikke  foreskriver  samme  skatter  og  afgifter  eller  ikke  indeholder  de  samme regler for skatter, afgifter, told og valuta som lovgivningen i udstedelsesstaten.   Artikel  17  indeholder  frister  for  anerkendelse,  fuldbyrdelse  og  overførsel  af  bevismateriale.  Af bestemmelsen følger, at medlemsstaterne skal træffe de foranstaltninger, som gør dem i stand til at overholde de frister, der er fastsat i bestemmelsen. Det føl ger videre, at hvis udstedelsesmyn- digheden i den europæiske bevissikringskendelse har anført, at det på grund af proced uremæss ge  frister  eller  andre  særligt  hastende  omstændigheder  er  nødvendigt  med  en  kortere  frist,  skal fuldbyrdelsesmyndigheden i så høj   grad som muligt tage højde for en sådan anmo  dning. Enhver beslutning om at afvise anerkendelse eller fuldbyrdelse skal træffes og underretning skal gives  så  hurtigt  som  muligt  til  den  kompetente  myndighed  i  udstedelsesstaten  ved  hjælp  af  e   t-

- 14 - hvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation. Underretning skal ske senest 10 dage efter,  at  den  kompetente  fuldbyrdelsesmyndighed  har  modtaget  den  europæiske  bevissi  krings- kendelse. Hvis der ikke findes udsættelsesgrunde, jf. artikel 18, skal fuldbyrdelse  smyndigheden fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse straks i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten allerede har adgang til bevismaterialet, herunder en officiel udskrift fra strafferegistret, som udstedelsesmyn- digheden ønsker, eller i andre tilfæld   e uden ophør, og hvis det overhovedet er muligt, senest 60 dage efter, at fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget kendelsen. Medmindre der er indgivet klage, jf. artikel 19, skal fuldbyrdelsesstaten straks udlevere det be- vismateriale, der er tilvejebragt ved den europæiske bevissikringskendelse, til udstedelsesst  aten i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten allerede har adgang til bevismaterialet, herunder en officiel udskrift fra strafferegistret, som udstedelsesmyndigheden ønsker, eller i andre tilfælde ude   n op- hør, og hvis det overhovedet er muligt, senest 30 dage efter fuldbyrdelsen. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kræve,  at det pågældende bevismateriale tilbagesendes til ful d- byrdelsesstaten,  når  udstedelsesstaten  ikke  længere  har  brug  for  bevismaterialet.  De   r  kan  ikke herudover stilles yderligere betingelser for udlevering af bevismateriale. Ethvert afslag på eller enhver forsinkelse, for så vidt angår fuldbyrdelsen af en europæisk b evis- sikringskendelse samt den efterfølgende udlevering af bevismateriale, sk al begrundes. Hvis det i praksis er umuligt at fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse, fordi bevismaterialet er fo  r- svundet eller blevet tilintetgjort eller ikke forefindes på det sted, der er angivet i kende lsen, eller bevismaterialets placering ikke er blevet angivet på en tilstrækkelig præcis måde selv efter ko n- takt med udstedelsesstaten, skal den relevante kompetente myndighed i udstedelsesstaten straks kontaktes. Hvis en medlemsstat i særlige situationer ikke kan overholde tidsfristerne, jf. ovenf or, skal den underrette Eurojust og angive grundene til forsinkelsen. I  henhold  til  artikel  18  kan  fuldbyrdelsesmyndigheden  udsætte  fuldbyrdelsen  af  en  europæisk bevissikringskendelse, hvis den fremsendte formular er ufuldstændig,   hvis fuldbyrdelse vil kun- ne  skade  en  igangværende  efterforskning,  så  længe  myndigheden  finder  en  sådan  udsættelse nødvendig,  eller   hvis  bevismaterialet  allerede  anvendes  i  en  verserende  straffesag,  indtil  bevis- materialet ikke længere er nødvendigt til dette formål. I  det  tilfæld  e,  hvor  den  fremsendte  formular  er  ufuldstændig,  kan  fuldbyrdelsesmyndigheden udsætte fuldbyrdelsen, indtil formularen er blevet korrekt udfyldt eller rettet, eller fritage u  dste- delsesmyndigheden  for  dette  krav,  hvis  fuldbyrdelsesmyndigheden  mener,  at  de  fremsendte oplysninger er tilstrækkelige til at fuldbyrde kendelsen på rimelig vis og ifølge de gældende ret s-

- 15 - regler. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten skal (via en rapport) underrettes om udsætte  lsen af fuldbyrdelse af en europæisk bevissikrings  ordre, herunder om grundene til udsættelse og om muligt om udsættelsens forventede varighed. Så snart grundene til udsættelse ikke længere er til stede, skal fuldbyrdelsesmyndigheden uden ophør træffe de foranstaltninger, der er nø dvendige for at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse, og underrette den relevante kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten derom ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skrif  t- lig dokumentation. Artikel 19 foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at alle interesserede parter, herunder tred- jemand i god tro, har adgang til retsmidler mod en europæisk bevissikringskendelse, der er ful  d- byrdet ved hjælp af et tvangsindgreb. Klagen skal kunne indgives til en domstol i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten i over- ensstemmelse  med  disse  staters  nationale  lovgivning.  De  materielle  grunde  til  udstedelse  af  en europæisk bevissikringskendelse, herunder overholdelse af kriterierne i artikel 6 (om proced  urer og garantier i udstedelsesstaten), kan imidlertid kun påk lages ved en domstol i udstedelsesstaten.    Udstedelsesstaten skal sikre, at de tidsfrister, der gælder for indgivelse af klage, overholdes på en måde, der giver alle berørte parter effektive retsmidler. Hvis der klages i fuldbyrdelsesstaten, skal den judicielle myndighed i udstedelsesstaten underret- tes derom og om grundene til klagen, således at denne myndighed kan fremsætte de arg   umenter, den finder nødvendige. Den pågældende myndighed skal informeres om udfaldet af klagen. Både udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten skal træffe de foranstaltninger, der er nø   dvendige for at lette udøvelsen af klageretten, bl.a. ved at give de berørte parter de relevante oplysninger. Fuldbyrdelsesstaten  kan  suspendere  overførslen  af  bevismateriale,  mens  udfaldet  af  en  klag e afventes.  Udstedelsesmyndigheden  kan  dog  kræve,  at  bevismaterialet  overføres  senest  60  dage efter fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikringskendelse. I de tilfælde, hvor afgørelsen af kl a- gen betyder, at overførslen ikke var lovlig, skal bevismaterialet  straks tilbagesendes til fuldbyr- delsesstaten. Artikel 20 vedrører udstedelsesstatens pligt til at refundere udbetalte erstatningsbeløb til ful  dbyr- delsesstaten. I henhold til artikel 21 skal medlemsstaterne træffe de foranstaltninger, der er nødvendige fo   r at sikre, at medlemsstaterne uden videre formaliteter kan fuldbyrde en europæisk bevissi  kringsken-

- 16 - delse, når de ønskede edb  -data er lagret i et informationssystem på en anden medlem sstats områ- de, men er lovligt tilgængelige for en fysisk eller juridisk pe  rson på fuldbyrdelsesst atens område ved hjælp af et elektronisk kommunikationsnetværk, og de ønskede edb -data vedrører en tjen e- ste, som den pågældende fysiske eller juridiske person har leveret på fuldbyrde lsesstatens områ- de til en fysisk eller juridisk person på samme stats område. Medlemsstaterne skal ligeledes træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at deres n   atio- nale lovgivning, hvad angår edb -data på deres område giver en anden medlemsstat mulighed for at træffe de ovennævnte foranstaltni nger. Som det fremgår af punkt 1, forventes Rådet på mødet den 2. -3. juni 2005 at skulle drøfte, hvo r- vidt denne bestemmelse skal udgå af forslaget. Artikel  22  vedrører  overvågningen  af  rammeafgørelsens  effektivitet.  Af  bestemmelsen  følger bl.a., at  en medlemsstat, der har haft  gentagne problemer med en anden  medlemsstat ved  fuld- byrdelsen  af  en  europæisk  bevissikringskendelse,  skal  underrette  Kommissionen  herom  for  at give Kommissionen mulighed for at vurdere anvendelsen af rammeafgørelsen i medlemsstate rne. Herudover  pålægges  medlemsstaterne  en  række  forpligtelser  til  at  kunne  afgive  oplysninger (hvert  år  pr.  31.  marts)  om  de  europæiske  bevissikringskendelser,  som  er  udstedt  henholdsvis modtaget  af  medlemsstaten  det  foregående  kalenderår.  Medlemsstaterne    skal  efter  skriftlig  an- modning fra Kommissionen fremsende de pågældende oplysninger.     Artikel 23 regulerer forholdet mellem rammeafgørelsen og  andre retlige  instrumenter på omr  å- det. Af bestemmelsen fremgår, at rammeafgørelsen   – rbindelserne mellem med- lemsstaterne og tredjelande – n- givne, eksisterende retlige instrumenter, når disse instrumenter angår anmodninger om ge  nsidig retshjælp  vedrørende  bevismateriale,  der  er     omfattet  af  rammeafgørelsens  anvendelse sområde. Det drejer sig bl.a. om Europarådets konvention om gensidig retshjælp i straffesager af 20. april 1959 og de dertil hørende to tillægsprotokoller, konvention af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen  af  14.  juni  1985  om  gradvis  ophævelse  af  kontrollen  ved  de  fælles  grænser (Schengen-konventionen)  samt  konventionen  om  gensidig  retshjælp  i  straffes  ager  mellem  Den Europæiske  Unions  medlemsstater  af  29.  maj  2000  (EU  -retshjælpskonventionen)  og  den  tilh  ø- rende  protokol.  I  den  forbindelse  er  det  præciseret,  at  a  rtikel  51  i  Schengen-konventionen  (om retsanmodninger  om  ransagning  og  beslaglæggelse)  og  artikel  2  i  tillægsprotokollen  til  EU - retshjælpskonventionen (om anmodninger om oplysninger om ban  ktransaktioner) udgår.            Medlemsstaterne vil fortsat kunne anvende (eller indgå) bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, hvis disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at gennemføre rammea fgørelsens

- 17 - mål og hjælper med yderligere at for   enkle procedurerne for bevisoptagelse, der falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde. Sådanne aftaler og ordninger må ikke påvirke forbinde l- serne til de medlemsstater, der ikke indgår i disse aftaler eller ordninger. Medlemsstaterne skal senest 3 måneder efter rammeafgørelsens ikrafttræden meddele Rådet og Kommissionen, hvilke af de eksisterende aftaler og ordninger, de ønsker at fortsætte med at anvende. En lignende frist på 3 måneder (regnet fra indgåelsestidspunktet) gælder for nye aft aler.     Artikel 24 indeholder de overgangbestemmelser, som skal gælde i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen. Den formulering af artikel 24, stk. 1, som fremgår af det oprindelige forslag til rammeafgøre  lse, fastslår, at anmodninger om gensidig r etshjælp modtaget før den 1. januar 2005 fortsat skal b   e- handles efter de eksisterende regler om gensidig retshjælp i straffesager, mens anmo  dninger, der er modtaget fra og med denne dato, skal reguleres af de regler, medlemsstaterne vedtager i med- før af ra mmeafgørelsen. Den  oprindelige  formulering  af  artikel  24,  stk.  2,  bestemte,  at  de  medlemsstater,  der  ifølge  de eksisterende  instrumenter,  har  gjort  fuldbyrdelsen  af  en  anmodning  om  ransagning  og  beslag- læggelse betinget af dobbelt strafbarhed, kan, hvis i  ngen af betingelserne i artikel 16 (om dob- belt  strafbarhed)  er  opfyldt  og  højst  5  år  efter  rammeafgøre    lsens  ikrafttrædelse,  tillade,  at  en dommer,  undersøgelsesdommer  eller  anklager  afviser  at  anerkende  og  fuldbyrde  en  kendelse med  den  begrundelse,  at  den  handling,  som  har  givet  anledning  til  kendelsen,  ikke  ifølge  gæ   l- dende lovgivning i fuldbyrdelsesstaten udgør en lovovertr æ  delse, uanset overtrædelsens art eller beskrivelse. Som det fremgår af punkt 1, blev Rådet den 24. februar 2005 enig om at sle   tte arti- kel 24, stk. 2, idet der dog samtidig blev konstateret enighed om i stedet at indsætte en revision  s- bestemmelse med henblik på, at man om fem år tager spørgsmålet op til fornyet ove rvejelse. Bestemmelsen i artikel 24, stk. 3, er nu indsat som forslagets artikel 16, stk. 4. Artikel 25 og 26 vedrører gennemførelse og ikrafttræden. Forslaget lægger op til, at rammea fgø- relsen skal være gennemført i national ret senest den    [….]   . 3. Gældende dansk ret Der  henvises  til  det  grundnotat,  som  er  oversendt  til  Folketingets  Europaudvalg  den  19.  juli 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 15. juli 2004. 4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

- 18 - 4.1.    Lovgivningsmæssige konsekvenser Retsplejeloven indeholder ingen særlige bestemmelser om gennemførelse af     udenlandske begæ- ringer om efterforskning i Danmark, herunder bl.a. i form af fremskaffelse af bevismateriale ved ransagning, beslaglæggelse og edition. Imidlertid ant  ages det med støtte i retspraksis, at sådanne anmodninger  fra  udenlandske  myndigheder  på  v isse  betingelser  kan  gennemføres  her  i  landet efter en analogi af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, herunder reglerne om kompeten- cen til at træffe beslutning om sådanne efterfors   kningsskridt. Det vil imidlertid efter dansk ret ikke være muligt a  t anerkende og foretage direkte gennemfø l- se af udenlandske retsanmodninger i overensstemmelse med de regler, der følger af forsl aget til rammeafgørelse. Gennemførelse her i landet af en udenlandsk retsanmodning forudsætter, at der forinden in   dgre- bet  ivæ  rksættes    – – prøve lse af, om gennemførelsen af det pågældende indgreb er foreneligt med dansk ret. Forslaget til rammeafgørelse indebærer imidlertid en forpligtelse til at træffe beslu tning om at gennemføre en udenlandsk retsanmodning, hvis det i rammeafgørelsen nævnte certifikat er fremsendt og ko   r- rekt udfyldt. Danske myndigheder vil derfor som udgangspunkt ikke være berettigede til at for  e- tage  en  prøvelse  af,  om  gennemførelsen  af  en  u  denlandsk  retsanmodning,  som  er  omfattet  af rammeafgø relsens anvendelsesområde, vil være forenelig med dansk ret. Den ordning, som forslaget til rammeafgørelse lægger op til, vil derfor kræve, at der fastsættes særlige regler herom i dansk ret, idet de ma  terielle betingelser, der efter dansk ret vil skulle være opfyldt  for  at  kunne  foretage  et  tvangsindgreb  i  forbindelse  med  en  udenlandsk  retshjælpssag, ikke  vil  kunne  opretholdes  inden  for  anvendelsesområdet  for  forslaget  til  rammea fgørelse  om den europæis  ke bevissikringskendelse. Dette gælder såvel med hensyn til det s   å kaldte kriminali- tetskrav (dvs. betingelsen om, at den efterforskede kriminalitet skal være af en vis grovhed, st  i- gende med intensiteten af det pågældende tvangsindgreb, f.eks. i form af et k   rav til strafferam- men), som med hensyn til det såkaldte mistankekrav (dvs. den styrke, hvo rmed mistanken retter sig mod en mulig gerningsmand ligeledes varierende med indgrebets intensitet) samt for så vidt angår den såkaldte indikationsbetingelse (dvs. de  t konkrete behov for at  anvende netop det på- gældende tvangsindgreb i den aktuelle efterforskning). Kravet om, at forholdet også er strafbart efter dansk ret, som i relation til internationale retshjælpsbegæringer indgår som en del af krim i- nalitetskravet vil dog kunne opretholdes, hvis der er tale om ransagning af private lokaler, eller hvis der er tale om en lovovertrædelse, som   ikke er omfattet af den liste, som fremgår af forsl a- gets  artikel  16,  stk.  2  (positiv-listen).  Det  bemærkes  imidlertid  i  den  forbin  delse,  at  kravet  om dobbelt strafbarhed ikke vil kunne opretholdes for sådanne lo vovertrædelser (som ikke er omfa  t-

- 19 - tet af positiv-listen) på længere sigt, jf. herved rammeafgøre lsens artikel 24, stk. 2 og 3, som in- deholder  en  overgangsordning  på  5  år.  De  kr  av,  der  efter  dansk  ret  stilles  til  kriminalitetens grovhed, vil ikke i nogen tilfælde kunne opretholdes i fo  rhold til en europæisk bevissikringske  n- delse. Det anførte betyder bl.a., at danske myndigheder  – – l- fæld  e   vil   skulle   efterkomme   en   retshjælpsanmodning   fra   myndigheder   i   andre   EU  -med- lemsstater,  uanset  at  det  pågældende  tvangsindgreb  ikke  ville  kunne  foretages  i  en  dansk  sag. Som  eksempel  herpå  kan  bl.a.  nævnes  den  situation,  at  en  udenlandsk  myndighed  fremsæ tter anmodning over for dansk politi om fremskaffelse af historiske teleoplysninger (dvs. oplysninger om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der har været sat i forbi  n- delse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat). Sådanne oplysninger vil efter dansk ret –  hvad der formentlig ikke er tilfældet i (alle) de øvrige medlemsstater     – kræves udleveret efter reglerne om edition, hvis tillige de forholdsvis strenge m  aterielle betingel- ser i retsplejelovens § 781 (om indgreb i meddelelseshemmeligheden) er opfyldt. Der henvises nærmere til pkt. 3.1.2. og 3.1.3. ovenfor.        Forslaget giver desuden anledning til at overveje, om der i en gennemførelseslov må fastsættes regler om den europæiske bevissikringsken  delses indhold og eventuelt også om dens form. Ligeledes  må  det   – – regler  om,  under  hvilke  betingelser  en  europæisk  bevissikringskendelse  vil  kunne  anerkendes samt hvorledes fuldbyrdelse heraf skal  finde sted, jf. bl.a. rammeafgørelsens artikel 15 (om  a f- slagsgrunde)  og  artikel  18  (om  udsættelse  af  fuldbyrdelse).  Også  rammeafgørelsens  artikel  17, hvori der opstilles en række frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevi   smateri a- le, giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser, og det samme gælder med he nsyn til den procedure vedrørende klageadgang, der er foreslået i artikel 19, og med hensyn til artikel 20 om udstedelsesstatens ansvar. For så vidt angår forslagets ar  tikel 21 om domstolskompetence for edb-data lagret i et informati- onssystem på en anden medlemsstats område, må det under forhandlingerne søges afklaret, hvad der nærmere tilsigtes med bestemmelsen, og på den baggrund må det afklares, om b estemmelsen vil kræve lovændringer i Danmark.    Det  vil  endelig  skulle  overvejes,  om  der  skal  foretages  visse  ændringer  af  de  gælder  regler  for videregivelse  af  oplysninger,  som  politiet  er  kommet  i  besiddelse  af  i  forbindelse  med  efter- forskning i en straffesag. Det gælde  r således bl.a. i relation til de eksisterende regler om vid ere- givelse af oplysninger om dna-prøver.

- 20 - 4.2.    Statsfinansielle konsekvenser Forslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser. 5. Høring. Forslaget er sendt i høring hos følge  nde myndigheder og organisationer: Præsidenten  for  Østre  Landsret,  Præsidenten  for  Vestre  Landsret,  Præsidenten  for  Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Re tten i Aalborg, Præsidenten for Rette  n i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægti  g- foreningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig øk   o- nomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Polit  i- fuldmægtigf  oreningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,  Landsfo reningen af beskikke- de advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder. Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Østre  Landsret, Præsident en for Vestre  Landsret, Præsidenten for Københavns  Byret, Den Danske Dommerforening, Do   mstols- styrelsen,  Rigsadvokaten,  Rigspolitichefen,  Politidirektøren  i  København,  Foreningen  af  Polit  i- mestre  i  Danmark,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Landsforen ingen  af  beskikkede advokater, Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder. Den    Danske    Dommerforening,    Domstolsstyrelsen,    Politidirektøren    i    København      og Politiforbundet i Danmark har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget. Præsidenten  f  or  Østre  Landsret     og  Præsidenten  for  Vestre  Landsret    har  bemærket,  at spørgsmålet om, hvorvidt man fra dansk side bør tilslutte sig en ordning, som indebærer, at da n- ske  domstole  skal  medvirke  til  bevissikring  til  brug  for  straffesager  i  andre  lande,  selv  om  de pågældende  bevissikringsskridt  ikke  ville  være  tilladt – nne foretages –  efter de gældende danske regler, såfremt der var tale om en straffesag i Da   nmark, er et spørgsmål af en sådan retspolitisk karakter, at de ikk   e finder at burde udtale sig herom. 5.1.    Generelle bemærkninger til forslaget Rigsadvokaten har bemærket, at han finder det tvivlsomt, om Kommissionens antagelse om, at det  eksisterende  samarbejde  om  bevisoptagelse  er  langsomt  og  ineffektiv,  og  at  de  forskellige nationale  lovgivninger  udgør  hindringer  for  samarbejdet,  uden  videre  er  rigtig.  Rigsadvok aten peger på, at nye regler om gensidig retshjælp bør afvente ikrafttrædelsen af og erfaringerne med EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i s  traffesager og 2001-protokollen hertil.

- 21 - Foreningen  af  Politimestre  i  Danmark  har  anført,  at  de  eksisterende  retshjælpskonventioner mv. fungerer tilfredsstillende i praksis, og at det må forventes, at samarbejdet vil kunne effe ktivi- seres yderligere, når bl .a. EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffes  ager og 2001 - protokollen  hertil  træder  i  kraft.  Igangsættelse  af  nye  omfattende  initiativer  bør  efter  fo r- eningens opfattelse afvente erfaringerne med disse instrumenter. Advokatrådet  fremhæ  ver, at princippet om gensidig tillid, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgø- relser truffet af en myndighed i en anden EU-medlemsstat uden nogen selvstændig kontrol i ful  d- byrdelsesstaten giver anledning til væsentlige overvejelser i relation til det opstille  de mål om et område  med  frihed,  sikkerhed  og  retfærdighed     –   navnlig  vedrørende  gensidig  anerke ndelse  af afgørelser om strafprocessuelle tvangsindgreb under efterforskningen. Målsætningen om et o m- rå de med frihed, sikkerhed og retfærdighed må efter Advokatrå dets opfattelse også indebære, at borgere   og   virksomheder   i   EU-medlemsstaterne   beskyttes   mod   uberettigede   eller   ikke- proportionale  indgreb  fra  myndighedernes  side.  Gennemførelse  af  EU -regler  bør  således  ikke efter  Advokatrådets  opfattelse  føre  til,  at  rets  sikkerhedsniveauet  i  medlemsstaterne  sænkes  til laveste fællesnævner. Advokatrådet peger endvidere på, at forudsætningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Da nmark uden  selvstændig  prøvelse  hos  de  danske  myndigheder  bør  være,  at  der  er  sikkerhed  for,  at de retssikkerhedsgarantier,  som  gælder  i  Danmark,  også  er  lovfæstede  og  praktiseres  i  de  øvrige medlemsstater. Advokatrådet peger i den forbindelse på, at der ikke i  forslaget er red  egjort  for retsstillingen i de 25 medlemsstater, men at det derimod fremgå r, at forskellene mellem landenes lovgivning  er  en  barriere  for  kriminalitetsbekæmpelsen.  Efter  Advokatrådets  o   pfattelse  er  der store forskelle mellem beskyttelsesniveauet i de enkelte medlemsstater, uagtet alle stater er for- pligtet til at overholde de garantier, der følger af Den Europæiske Mennesk   erettighedskonventi- on, og som er væsentligt lavere end det generelle retssikkerhedsniveau i et land som f.eks. Da  n- mark. Advokatrådet fremhæver herudover, at forslaget ikke tager højde for, at de nationale regle r om tvangsindgreb  inden  for  strafferetsplejen  består  af  et  regelkompleks,  der  er  baseret  på  sin  egen indre sammenhæng og balance mellem hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til den enkeltes retssikkerhed. For så vidt angår behovet for nye re  gler på området bemærker Advokatrådet, at Kommissi onens forslag ikke indeholder en nærmere redegørelse for de problemer, som de eksisterende ordninger for gensidig bistand til bevisoptagelse i straffesager, giver anledning til. Datatilsynet har bemærket,    at forslaget –  sammen med  andre forslag om øget informationsu d-

- 22 - veksling inden for det politi- og strafferetlige samarbejde –  aktualiserer behovet for at overveje et generelt og opdateret databeskyttelsesretligt instrument på området. I mangel af et mere g  ene- relt instrument på området finder Datatilsynet, at databeskyttelse i forbindelse med det pla  nlagte intensiverede  samarbejde  bør  omtales  i  selve  forslaget  til  rammeafgørelse  og  ikke  blot  ved  en henvisning til artikel 23 i EU-konvention fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straff  esager. Da- tatilsynet henviser i den forbindelse til, at Schengen- og Europol-konventionerne indeholder en sæ  rskilt regulering om beskyttelse og sikring af personoplysninger. Datatilsynet anbefaler, at der indsættes  regler  om  f.eks.  f  ormålsbestemthed,  sikker  behandling  af  oplysni nger  og  tilsyn  med behandlingerne i selve rammeafgørelsen. Institut  for  Menneskerettigheder  anfører,  at  forslaget  bygger  på  en  forudsætning  om,  at  de enkelte  medlemsstater  opfylder  kravene  i  Den  Europæiske  Me  nneskerettighedskonvention  ved udstedelsen    af    bevissikringskendelser.    For    det    tilfælde,    at    enkelte    eller    flere    af    EU  - medlemsstaterne anvender minimumskrav for at kunne foretage ransagning mv., som ligger un- der  det  niveau,  man  i  Danmark  finder  retssikkerhedsmæssigt  forsvarlig,  fordi  det  måtte  være  i strid  med  Den  Europæ  iske  Menneskerettighedskonvention,  kan  det  efter  Instituttets  opfattelse ikke udelukkes, at Danmark ved at fuldbyrde en bevissikringskendelse uden forudgående pr ø l- se, kan ifalde et passivitetsansvar. I hvert fald såfremt der konkret er forhold i sagen, der tyder på, at retssikkerhedsg arantierne ikke er overholdt, og de danske myndigheder undlader at under- søge forholdet under processen i Danmark. Det er på den baggrund Instituttets opfattelse,   at det bør overvejes at indføre mulighed for afvisning af en bevissikringskendelse, hvis ful  dbyrdelse vil føre til et resultat, som strider mod fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder hvis anerkende l- sen  eller  fuldbyrdelsen  må  anses  for  at  være  i  str   id  med  Den  Europæiske  Me  nneskerettigheds- konvention. 5.2.    Definitioner Advokatrådet  har ad forslagets artikel 2, litra c), hvorefter ”udstedelsesmyndighed” efter fo  rsla- get kan være den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, der ifølge national ret kan ud- stede en europæisk bevissikringskendelse, bemærket, at denne afgræsning vil kunne indeb æ  re, at myndighederne i fuldbyrdelsesstaten i givet fald vil være forpligtet til at fuldbyrde f.eks. en ra  n- sagningskendelse udstedt af anklagemyndigheden i en anden medlemsstat uden, at der vil kunne foretages  en  reel  domstolsprøvelse  af,  om  ransagningen  bør  gennemføres.  Efter  Adv   okatrådets opfattelse rejser et sådant fravær af domstolskontrol spørgsmål i forhold til grundl ovens § 72. 5.3.    Anvendelsesområde Rigsadvokaten  bemærker,  at  de  mange  begrænsninger  i  rækkevidden  af  forslaget  i  praksis  vil være vanskelige at håndtere, og at  afgrænsningen af  anvendelsesområdet  formentlig vil føre til

- 23 - yderligere usikkerhed på et området, der for praktikere allerede i dag syn  es vanskeligt. Rigsad- vokaten peger på, at en række meget praktisk anvendte bevisindsamlingsmetoder ligger uden for bevissikringskendelsens  anvendelsesområde,  jf.  pkt.  1.6.  i  begrundelsen  for  forslaget,  sa mtidig med at forslaget inden for sit anvendelsesområde er meget bredt, og at alle mulige tvang sindgreb og bevissikringsskridt kan komme på tale. Advokatrådet  peger på, at politiets (eksisterende) afhøringsrapporter efter   artikel 3 kan udleve- res og anvendes som bevismateriale i et tilfælde, hvor der ikke e  r adgang til at kræve den afhørte person genafhørt. Advokatrådet peger endvidere på, at der efter forslaget ikke stilles krav om, at en afhøringsrapport skal vedrøre samme sagsforhold, ligesom der ikke sondres mellem, om der er tale om afhøring af en sigte t eller et vidne, eller stilles krav om, at den afhørte er blevet vejledt om muligheden for senere udlevering af rapportmateriale. Advokatrådet anfører i den forbinde  l- se, at de europæiske retssystemer tillægger politirapporter forskellig bevismæssig vægt, herunder at politirapporter efter dansk ret som hovedregel ikke kan anvendes som bevis under en retssag, at det efter dansk ret ikke kan tillægges selvstændig betydning, om tiltalte eller vidner under a f- hø et efter dansk ret ikke er muligt at tiltale vidner for at lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning (ved at nægte at udtale sig til politiet). I modsætning hertil kan politiafhøringer i andre europ   æ  iske lande tillægges større bevismæssig vægt,   ligesom der i visse tilfælde er mulighed for at rejse tiltale for obstruktion af politiets arbe  j- de. 5.4.    Typer af retssager omfattet af den europæiske bevissikringskendelse Advokatrådet  finder, at formuleringen af artikel 4, litra b), om sager, der er anlagt af en admini- strativ myndighed vedrørende handlinger, der er strafbare, og hvor afgørelsen kan give anledning til en procedure ved en domstol, efterlader tvivl om det præcise anvendelsesområde for bevissi   k- ringskendelsen. 5.5.    Betingelser for udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse Præsidenten for Københavns Byret    finder, at det forhold, at der efter forslaget ikke vil kunne opretholdes  et  strafferammekrav  som  betingelse  for  at  fuldbyrde  en  udenlandsk  bevissikrings- kendelse kan give anledning til nærmere overvejelser. Advokatrådet   finder, at artikel 6, litra a), hvorefter en bevissikringskendelse kan udstedes, når de ønskede  genstande, dokumenter og data er nødvendige og proportionale, er vag og upræcis. Advokatrådet peger således på, at de    hensyn, der fremgår af bestemmelsen, ikke er sammenfa l- dende med de hensyn, der efter retsplejeloven indgår som betingelse for f.eks. ra nsagning, og at dette  kan  indebære,  at  danske  myndigheder  vil  skulle  gennemføre  ransagning  på  et  grundlag,

- 24 - som ikke ville være tilstrækkeligt til at gennemføre en ransagning efter dansk ret. Advokatrådet finder, at bevissikringskendelsen i praksis vil betyde, at beskyttelsen af borgeren i fuldbyrdelses- landet vil ligge på det niveau, som udstedelseslandets lovgivning sikrer. Landsforeningen  af  beskikkede  advokater  har  ligeledes  påpeget,  at  bevissikringskendelsen giver  mulighed  for  at  foretage  strafprocessuelle  tvangsindgreb  efter  begæring  fra  andre  EU  - medlemsstater,  som  ikke  vil  kunne  foretages  efter  danske  strafprocessuelle  regler.  Foreningen bemærker i den forbindelse, at man ikke kan anbefale en justering af retsplejeloven med he  nblik på at gøre sådanne (danske) indgreb mulige. 5.6.    Den centrale strafferegistermyndighed Rigspolitichefen  har  bemærket,  at  han  ikke  har  be  mærkninger  til  forslagets  bestemmelser  om officielle udskrifter fra strafferegistre (navnlig artikel 8). 5.7.    Supplerende bevismateriale Advokatrådet   har  anført,  at  bestemmelsen  i  forslagets   artikel  9  om  kendelse  om  supplerende bevismateriale giver den anmodende myndighed, som deltager i fuldbyrdelsen af bevissikrings- kendelsen, fuld kontrol over den praktiske gennemførelse af bevissikringsanmodningen, hvilket synes at rejse spørgsmål om, hvorvidt myndighedsudøvelsen fortsat reelt foretages af den ful   d- byrdende stats myndigheder. 5.8.    Betingelser for anvendelse af personoplysninger Datatilsynet har bemærket, at det er uklart, hvad der reelt er indholdet i sidste del af   artikel 10, stk.1,  om  personoplysninger  fremskaffet  inden  for  rammerne  af  rammeafgørel sen  til  andre  for- mål  end  nævnt  i  første  afsnit.  Datatilsynet  finder  det  endvidere  uklart,  hvad  der  sigtes  til  med bestemmelsen i artikel 10, stk. 4, hvorefter artikel 10 ikke finder anvendelse på persono plysnin- ger, som  er tilvejebragt  af  en medlemsstat i medfør af denne  rammeafgørelse, og som hidrører fra denne medlemsstat. 5.9.    Anerkendelse og fuldbyrdelse uden yderligere prøvelse Foreningen af Politimestre i Danmark finder, at den manglende mulighed for at afprøve, om gennemførelsen  af  den  udenlandske   retsanmodning  vil  være  forenelig  med  dansk  ret,  er  i  strid med  principper,  som  bør  være  grundlæggende  for  gennemførelsen  af  strafprocessuelle  tvang s- indgreb på områder, hvor lovgivningen endnu ikke er harmoniseret.