Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato: 29. april 2005 Kontor: Det Internationale Kontor Sagsbeh.: Lene Volke Roesen Sagsnr.: 2005-3001/21-0014 Generalsekretariatet for Rådet Rue de la Loi 175 1048 Bruxelles B   Belgien Dok.: LVR40072 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Danmarks  bemærkninger  til  Kommissionens  rapport  på  grundlag  af  artikel  34  i  Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og pr   ocedurerne for over- givelse mellem medlemsstaterne Kommissionen har den 23. februar 2005 afgivet sin rapport (COM(2005)63final) om medlems- staternes gennemførelse af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om    den europæiske arres  tor- dre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne. I rapporten – ionens arbejdsdokument,  der  er  bilagt  rapporten  – onen,  at  Danmark  ikke  har gennemført flere af rammeafgørelsens bestemmelser  , og at Danmark har foretaget en ufuldstæ  n- dig gennemførelse af  andre af rammeafgørelsens  bestemmelser. I den anledning skal man fra dansk side bemærke følgende: Indledningsvis bemærkes det  , at Rådets  rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv. er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lo   v- overtrædere og lov om udlevering af lovover  trædere til Finland, Island, Norge og Sverige. Justitsministeriet har i tilknytning hertil ved cirkulæreskrivelse af 19. december 2003 udsendt en vejledning  til  politi  og  anklagemyndighed  om  behandlingen  af  anmodninger  om  udlevering  af lovovertrædere på    grundlag af en europæisk arrestordre. Ved cirkulæreskrivelse af 14. d ecember 2004  til  politi  og  anklagemyndighed  har  Justitsministeriet  endvidere  udsendt  et  supplement  til vejledningen af 19. december 2003. Justitsministeriets vejledninger til politiet og anklagemyndigheden om behandlingen af anmod- ninger om udlevering af lovovertrædere på grundlag af en europæisk arrestordre har karakter af bindende instrukser til politiet og anklagemyndigheden, og disse er således  forpligtet til at fø lge vejledningerne ved behandlingen af sager om udlevering på grundlag af  en europæisk arresto   r- dre. Vejledningerne indeholder bl.a. instruks om forhold, som Danmark efter Rådets ramm eafgø-

- 2 - relse er forpligtet til at påse ved behandlingen af sager om udlevering på grundlag af eu  ropæiske arrestordre, herunder f.eks. om den eftersøgtes rettigheder og afh ø gte. Efter dansk opfattelse er Rådets rammeafgørelse gennemført fuldt ud i dansk ret, og man er    der- for fra dansk side meget uforstående over for Kommissionens  kritik af Danmark. Idet der tages udgangspunkt    i    Kommissionens    bemærkninger    i    det    mere    detaljerede    arbejdsdokument (SEC(2005)267), redegøres  der i det følgende  nærmere for   den danske opfattelse. Artikel 3 – Amnesti Kommissionen  anfører   i  sin  rapport,  at  Danmark  ved  at  anvende  udtrykket  ”benådning”  i     den danske udleveringslov (§ 10 d, stk. 1, 2. pkt.), i stedet for udtrykket ”amnesti” ikke fuldt ud har gennemført rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, om obligatorisk afslag på en    anmodning om ud- levering, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfa t- tet af amnesti i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at rets- forfø lge lovovertrædelsen i medfør af sin egen lo   vgivning. Kommissionen henviser herved til, at benådning er et sma llere begreb end amnesti. Fra dansk side skal hertil bemærkes, at det følger af     lov om udlevering (udleveringsloven) § 10 d,  stk.  1,  1.  pkt.,  at  udlevering  ikke  kan  finde  sted,  når  den,  der   søges  udleveret,  i  Danmark  er dømt eller frifundet for  den samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, i Danmark er blevet benådet for handlingen, jf. § 10 d, stk. 1, 2. pkt. Det vil sige, at der  ikke  vil  kunne  ske  udlevering  i  tilfælde,  hvor  den  ,  der  ønskes  udleveret ,  er  endeligt  dømt, frifundet eller benådet i Danmark for den samme handling, som danner grundlag for den europ æ- iske arrestordre. Det følger endvidere af  udleveringslovens § 10 d, stk. 2, 1. pkt., at udleverin g skal afslås, hvis tiltale  mod  den  pågældende  for  samme  forhold  er  frafaldet  i  Danmark,  og  der  ikke  længere  er mulighed for at omgøre denne beslutning efter retsplejelovens almindelige regler om omgørelse af tiltalefrafald. Der vil således ikke kunne ske  udlevering, hvis den danske anklagemyndigheds beslutning om ikke at rejse tiltale for den samme handling, som danner grundlag for den europæ- iske arrestordre, er endelig. Efter  danske  opfattelse  er  der  med  disse  bestemmelser  fastsat  klare  og  fuldt  ud  dækk  ende  lov- regler for, at udlevering  fra Danmark ikke kan finde sted, og at en begæring på grundlag af en europæisk arrestordre de  rfor skal afslås, i tilfælde hvor den lovovertrædelse, der ligger til grund for begæringen om udlevering, er omfa  ttet af amnesti i Danmark.

- 3 - Det bemærkes, at der i Danmark ikke anvendes generelle straffritagelser i form af egentlig amn  e- sti. I praksis anvendes alene individuelle benådninger eller  – –  generelle forud- gående  påtaleopgivelser,  f.eks.  i  form  af  frit  lej  de  for  aflevering  af  ulovlige  våben  til  politiet. Sådanne generelle forudgående påtaleopgivelser er omfattet af udleveringslovens § 10 d, stk. 2, 1. pkt. Det forhold, at den danske udleveringslov ikke anvender samme ordlyd –  her udtrykket ”amn e- sti”  – Rådets rammeafgørelse, er   således  ikke ensbetydende med, at rammeafgørelsens art i- kel  3,  stk.  1,  ikke  er  gennemført  fuldstæ   ndig  og  korrekt  i  dansk  ret.  Det  bemærkes  herved  ,  at rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrat   ive bestem- melser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men at det er overladt til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.  Medlemsstaterne er med andre ord ikke forpligtede til at anvende præcis s  amme ordlyd, som anvendes i en ram- meafgøre lse. Politisk forfølgelse Kommissionen anfører i sin rapport, at en række medlemsstater, herunder Danmark   , har fastsat bestemmelser om obligatorisk afslag på en anmodning om udlevering på grundlag af en europ  æ- isk  arrestordre,  hvis  udlevering  vil  stride  mod  grundlæggende  re  ttigheder  for  den,  der  begæres udleveret.  Kommissionen  bemærker  i  den  forbindelse,  at  der  er  fare  for,  at  den  danske  impl  e- mentering  af  rammeafgørelsen  på  dette  punkt  er  for  vidtgående  i  forhold     til  rammeafgørelsens bestemmelser, idet der skal ske afslag på udlevering , hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for forfølgelse på grund af ”politiske forhold” (udleveringslovens § 10 h). Danmark er ikke enig med Kommissionen i, at den danske implementering af rammeafgørelsen er for vidtgående i forhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Baggrunden for den danske opfattelse er, at det fremgår af rammeafgørelsens præambelbetrag t- ning  nr.  12  og  artikel  1,  stk. 3,  at  reglerne  i  rammeafgøre lsen  er  fastsat  under  iagttagelse  af  de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. er fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den E  u- ropæiske Union. Det følger bl.a. heraf, at rammeafgørelsen respekterer Den Europæiske Menn e- skerettighedskonvention. Udlevering vil derfor skulle nægtes, hvis der er objektive grunde til at formode, at en europæisk arrestordre er udstedt med det formål at forfølge eller straffe en person på  grund  af  bl.a.  den  pågældendes  politiske  overb evisning.  Der  er  således  ikke  tale  om,  a t  den danske udleveringslov går videre en d rammeafgørelsen. Artikel 4 –

- 4 - Fiskale lovovertrædelser For så vidt angår implementering af rammeafgørelsens artikel 4,    nr. 1, 2. led, anfører Ko mmissi- onen, at denne bestemmelse ikke kan anses for at være   gennemført fuldt ud i dansk lo vgivning, idet den danske lovgivning ikke indeholder en specifik henvisning til det forhold, at en medlems- stat i medfør af rammeafgørelsen ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arres tordre, der vedrø- rer  skatter,  afgifter,  told  og  valutahandel  med  den  begrundelse,  at  den  fuldbyrdende  medlems- stats  lovgivning  ikke  foreskriver  opkrævning  af  samme  type  skatter  og  afgi  fter  eller  ikke  inde- holder  samme  type  regler  om  skatter,  afgifter,  told  og  valutahandel  som  den  udstedende  med- lemsstats lovgivning. Danmark er ikke enig i Kommissionens vurdering på dette punkt. Baggrunden herfor er  navnlig, at der i udleveringsloven alene er foretaget en regulering af, i hvilke tilfælde der kan    meddeles afslag på en europæisk arr   estordre, og udleveringsloven indeholder således ikke en ang ivelse af, hvornår  der  ikke  kan  meddeles  afslag.   En  sådan  reg ulering  ville  i  øvrigt  efter  dansk  o pfattelse være lovteknisk   udsædvanlig  . Hertil kommer, at det som nævnt   følger af artikel 34, stk.  2, litra a), i Traktaten om den Europæ  i- ske Union,  at rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og  a   dmini- strative bestemmelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, hvo r- imod det er overladt til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemføre l- sen.  Der  kan  således   ikke  opstilles  noget  krav  om,  at  rammeafgørelser  skal  gennemf ø udtrykkelige lovbestemmelser, idet det afgørende er, at den enkelte medlemsstat lever op til de mål,  der  fø  lger  af  rammeafgørelser.  Hvorvidt  det te  kræver  anvendelse  af  udtrykkelige  lo  v- bestemmelser må bero på den enkelte medlemsstats retssystem og lovgivningsmæssige trad itio- ner. I den forbindelse bemærkes det  , at det fremgår af  bemærkningerne til de  n lov, som gennemfø rer Rådets rammeafgørelse i dansk ret, jf. de indledende bemærkninger ovenfor (bemærkni  ngerne til udleveringslovens § 10 a), at det følger af rammeafgørelsens art  ikel 2, stk. 4, at et eventuelt krav om dobbelt strafbarhed skal administreres fleksibelt, således at kr avet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i ful  d- byrdelseslandet. Det anføres videre i bemær   kningerne til loven, at kravet om dobbelt strafbarhed efter lovens § 10 a, stk. 2 og 3, forudsættes administreret på den næv nte måde. Det følger heraf, at  Justitsministeriet,  anklagemyndigheden  og  de  danske  domstole  ved  vurderingen  i  konkrete sager  af,  om  lovens  krav  om  dobbelt  strafbarhed  er  opfyldt,  vil  være  forplig  tet  til  at  foretage denne vurdering i overensstemmelse med de nævnte bemærkni nger. Det vil sige, at der skal an- lægges en fleksibel vurdering af, om kravet om dobbelt stra  fbarhed er opfyldt. Dette vil selvsagt

- 5 - også  gælde, hvis den lovovertr   æ  delse, som ligger til grund for anmodningen om udlevering, er en overtrædelse af fiskal lo  vgivning. Endelig skal det anføres, at Danmark ved sin medvirken til vedtagelsen af Rådets rammeafg  ø l- se  folkeretligt  har  forpligtet  sig  over  for  de  øvrige  medlemsstater  i   EU  til  at  administrere  den danske  udleveringslovgivning  i  overensstemmelse  med  bestemmelserne  i  rammeafgøre lsen.  De danske myndigheder vil således ikke kunne afslå en anmo  dning om udlevering på grundlag af en fiskal lovovertrædelse med henvisning til, at dansk lo  vgivning ikke foreskriver samme type skat- ter, afgifter mv.   Ophør af retsforfølgning For så vidt angår medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 4, stk. 3, 2. led, anfører  Kommissionen,  at  det  ikke  er  i  overensstemmelse  med  EF -domstolens  praksis,  at  en række  medlemsstater,  herunder  Danmark,  i  deres  lovgivning  har  gjort  det  valgfrit  (fakultativt), om  der  skal  meddeles  afslag  på  udlevering  i  tilfælde,  hvor  fuldbyrdelsesstaten  har  besluttet  at indstille retsforfølgningen for den samme lovov ertrædelse, som ligger til grund for den europæ i- ske arrestordre.   Hertil skal man fra dansk side bemærke, at det følger direkte    og udtrykkeligt af artikel 4 i Rådets rammeafgørelse, at medlemsstaterne   ”kan”   afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre     i de i artikel 4 opregnede tilfælde. Det er således efter rammeafgørelsen valgfrit for medlemsstaterne, om de ønsker at a nvende de afslagsgrunde, som følger af artikel 4. Kommissionens bemærkning om, at det ikke er i overensstemmelse med EF-domstolens praksis, findes derfor at være misv  i- sende  i  forhold  til  spørgsmålet  om,  hvorvidt  selve  rammeafgørelsen  er  korrekt  implementeret  i medlemsstaternes nationale ret. Det skal i øvrigt  for så vidt angår gennemførelse   n af artikel 4, stk. 3, 2. led, i dansk ret anfø det – – pkt., at udlevering skal afslås, hvis tiltale mod den pågældende for samme forhold er frafaldet i Danmark, og der ikke længere er mulighed for at o  mgøre denne beslutning efter retsplejelovens almindeli ge regler om omgørelse af tiltalefrafald. Der vil således ikke kunne ske udlevering, hvis anklagemyndighedens  beslutning  om  ikke  at  rejse  tiltale  for  den  samme  handling,  som  danner grundlag for den europæiske arres  tordre, er endelig. Det følger videre af lovens § 10 d, stk. 2, 2. pkt., at udlevering kan afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne (efter retsplejelovens almindelige regler) for at omgøre beslutningen om påtal  e- opgivelse ikke er opfyldt. Om anvendelsen af denne bestemmelse (§ 10 d, stk. 2, 2. pkt.) anføres det i bemærkningerne til loven bl.a., at der f.eks. vil kunne være grund til at afslå udlevering på

- 6 - grundlag af en europæisk arrestordre, hvis dansk politi og anklagemyndighed allered  e har foreta- get en bevismæssig vurdering af den sag (handling), som arrestordren vedrører, med henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den forbindelse  er meddelt påtaleopgivelse,  fordi sigtelsen har vist sig at være grundløs. På den anden side vil der f.eks. ikke være samme grun  d- lag for at afvise fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvis begrundelsen for at meddele påt   a- leopgivelse  i  Danmark  er,  at  den  pågældende  han   dling  ikke  kan  strafforfølges  i  Danmark  på grund af manglende jurisdiktion, men i stedet må forfølges i den medlemsstat, der nu har udstedt en europæisk arrestordre. Danmark mener på den anførte baggrund at   have gennemført artikel 4, stk. 3, 2. led, i overen s- stemmelse  med  Rådets  rammeafgørelse.  V  ed  vurderingen  af,  om  der  kan  ske  udlevering  på grundlag af en europæisk arrestordre, skal   der således  tages behørigt  hensyn til retssikkerheden for den, der ø nskes udleveret. Fuldbyrdelsesforpligtelse Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, indebærer, at en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en euro- pæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom mv., hvis den, der ønskes udleveret, opholder sig, er statsborger eller har bopæl i fuldbyrdelsesstaten, og denne medlem  s- stat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen mv. i henhold til sin nationale lovgivning. Om Danmarks gennemførelse af denne bestemmelse i national ret (hvor anvendelse af beste m- melsen er gjort fakultativ) bemærker Kommissionen, at det ikke fremgår af den danske lovgi   v- ning, at Danmark, er forpligtet til at påtage sig fuldbyrdelsen af dommen. Danmark skal hertil bemærke, at det fremgår af udleveringslovens § 10 b, stk. 2, at udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl i Danmark, til straffuldbyrdelse kan a  f- slås, hvis str affen i stedet fuldbyrdes i Danmark. Det er således efter loven en forudsætning for, at Danmark meddeler afslag på udlevering til straffuldbyrdelse, at den pågældende danske stat s- borger eller person med bopæl i Danmark,   afsoner dommen i Danmark. Dette præc  iseres yderli- gere i bemærkningerne til § 10 b, stk. 2, hvor det anføres, at udlevering i sådanne tilfælde kan afslås, hvis Danmark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet. Danmark er på denne baggrund uforstående over for Kommissi  onens bemærkning om den da  n- ske lovgivning på dette punkt. Artikel 6 –

- 7 - Danmark har i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3, udpeget Justitsministeriet som den judicielle myndighed, der efter national lovgivning er beføjet til  henholdsvis at udstede og fuld- byrde europæiske arrestordrer. Kommissionen retter i sin rapport kritik af dette, idet Kommiss  i- onen anfører, at det er vanskeligt at  anse udpegning af Justitsministeriet som værende i overen  s- stemmelse med ånden i rammeafgørel  sen. Kommissionen anfører endvidere, at udpegning af et statsligt organ som kompetent myndighed i denne sammenhæng støder sammen med grundlæ g- gende principper, som gensidig anerkendelse og gensidig tillid bygger på. Danmark må  erklære sig   for ganske uenig i Kommissionens synspunkter vedrørende Danmarks udpegning af Justitsministeriet som kompetent myndighed. Baggrunden for den danske opfattel- se er følge nde: Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 og 2, at henholdsvis den udstedende og ful  d- byrdende myndighed er den judicielle myndighed i medlemsstaten, der i henhold til den enkelte medlemsstats  lovgivning  er  kompetent  til  at  udstede/fuldbyrde  en  europæisk  arrestordre.  Efter rammeafgørelsen tilkommer det således den enkelte medlemsstat at beslutte,   hvem der skal ud- stede og fuldbyrde europæiske arrestordrer, og det er på ingen måde i strid med rammeafgøre l- sens ordlyd at udpege en medlemsstats justitsministerium som kompetent myndighed, naturligvis forudsat at det pågældende    ministerium er en judiciel myndighed efter national lovgivning. Begrebet  ”judicielle myndigheder” omfatter efter dansk  ret traditionelt domstolene og anklag  e- myndigheden.  Efter  den  danske  retsplejelov  omfatter  anklagemyndigheden  Justitsministeriet, Rigsadvokaten,  statsadvokaterne,  Politidirektøren  i  København  og  politimestrene  .   Endvidere bemærkes det, at det følger     direkte  af den danske straffelov, at påtale for overtrædelse af visse bestemmelser i straffeloven alene kan ske efter Justitsministeriets påbud. Som det fremgår,  er der ikke tale om, at man fra dansk side har ønsket at etablere en særordning for så vidt angår europæiske arrestordre ved at udpege Justitsministeriet som judiciel myndighed i forhold til udstedelse og fuldbyrdelse af disse. Det kan herudover oplyses, at Justitsministeriet i øvrigt efter dansk ret har den centrale komp e- tence på udleveringsområdet, og at ministeriet i henhold hertil også før vedtagelsen af rammea f- gørelsen  om  den  europæiske  arrestordre  behandlede  sager  om  udlevering  af  lovovertrædere  til andre EU-medlemsstater. Det kan endvidere oplyses, at udpegning af Justitsministeriet som kompetent myndighed i hen- hold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er sket efter drøftelse med repr æ- sentanter fra Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen (som administrerer domstolenes administrative forhold), Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Poli-

- 8 - tidirektøren i København, og at der   i denne kreds er enighed om, at kompetencen til at behandle sager om udlevering på  grund lag af en europæisk arrestordre indtil videre    bør  placeres hos Ju- stitsministeriet, og således at Justitsministeriets afgørelser om at udlevere en person altid ubeti  n- get vil kunne indbringes for de danske domstole og prøves i 2 instanser. Baggrunden for  denne ordning var bl.a., at man herved fik samme kompetencefordeling og procedure for behandling af anmodninger om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre, som gælder for anmodni n- ger om udlevering på grundlag af bl.a. Europarådets konvention af 13.   december 1957 om udle- vering af lovovertrædere. Samtidig ønske   r man for Danmarks vedkommende at sikre en ensartet praksis for behandlingen af europæiske arrestordrer, hvilket bedst   findes at kunne ske ved at hen- lægge kompete  ncen til Justitsministeriet. Det bemærkes endelig, at der ikke i konkrete sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre  eller  udstedelse  af  en  (dansk)  europæisk  arrestordre  er  blevet  stillet  spørgsmålstegn ved eller på anden måde udtalt kritik af, at kompetence  n i disse sager er henlagt til Justitsministe- riet. Artikel 10 –  Procedurer for fremsendelse af europæiske arrestordre Kommissionen bemærker i sin rapport, at Danmark er blandt de medlemsstater, der ikke ved en udtrykkelig lovbestemmelse har gennemført rammeafgørels  ens artikel 10, stk. 6, om, at en euro- pæisk arrestordre, der modtages hos en myndighed,   der ikke har kompetence til at behandle den- ne,  straks  skal  videresende  arrestordren  til  rette  kompetente  myndighed  i  vedkommende  med- lemsstat. Fra dansk side skal hertil anføres, at det er et grundlæggende princip i dansk ret    –  som er lovfæ- stet i § 7, stk. 2, i den danske forvaltningslov – n- vendelse, som denne myndighed ikke er kompetent til at behandle, skal videresende henvendel- sen til den rette kompetente myndighed. Dette gælder også for så vidt angår europæiske arresto r- drer, som måtte blive modtaget hos en dansk myndighed,  der ikke er kompetent til at behandle europæiske  arrestordre.  Dansk  ret    –   endda  dansk  lovgivning  –   lever  således  allerede  op  til  det krav, der følger af rammeafgørelsens artikel 10, stk. 6, hvorfor det ikke har været nødvendigt at gennemføre en specifik b estemmelse herom i udleveringsloven. Artikel 13 –  Samtykke til overgivelse Det følger bl.a. af rammea fgørelsens artikel 13, stk. 2, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger  for,  at  et  samtykke  til  udlevering  på  grundlag  af  en  europæisk  arrestordre  in   d- hentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende frivilligt har afgivet samtykket med fuldt kendskab til følgerne heraf.

- 9 - Om Danmarks gennemførelse af denne bestemmelse bemærker Kommissionen, at der ikke i den danske lovgivning er en specifik henvisning til, at det er ” frivilligt”   for den, der ønskes udlev e- ret, at give samtykke til udlevering. Hertil skal man fra dansk side bemærke  , at det ligger i udtrykket ” samtykke”, at der er tale om en fri viljeserklæring fra den person, som ønskes udleveret. Der er således ikke behov for at anføre i lovgivningen, at det er frivilligt for den pågældende at samtykke til udlevering. Endvidere bemærkes   det, at det fremgår af udleveringslovens § 18 c, at samtykke til udlevering alene kan gives i et retsmøde, og at retten skal vejlede den pågældende om følgerne af samty k- ket. Danmark  er  således  u forstående  over  for,  at  Kommissionen  har  fundet  anledning  til  at  ko mme med bemærkninger til den danske gennemførelseslovgivning vedrørende denne b estemmelse. Artikel 14 –  Høring af den eftersøgte person Kommissionen anfører, at alle medlemsstater har ge nnemført artikel 14 korrekt . Kommissionen finder  dog  samtidig  for  så  vidt  angår  Danmark  anledning  til  at   bemærke  ,  at  fuld  høring  af  den eftersøgte foran en dommer alene er mulig, hvis den, der ønskes udleveret, indbringer Justitsm  i- nisteriets beslutning om udlevering for retten. Kommissionens udlægning  af den danske  gennemførelse af rammeafgørelsen på dette punkt er ikke korrekt. Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 14, at den anholdte, hvis denne ikke giver sit samtykke til udlevering som omhandlet i artikel 13, har ret til at blive afhørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning. Det følger af udleveringslovens § 18 b, stk. 1, at en europæisk arrestordre, medmindre    Justitsmi- nisteriet all erede på grundlag af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde næ gte udlevering, sendes til politiet med henblik på den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om  betingelserne  for  udlevering  er  opfyldt.  For  denne  undersøgelse  gælder     med  de  fornødne lempelser bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog (om strafferetsplejen, herunder bl.a. retspleje- lovens § 750, hvorefter politiet kan foretage afhøringer, men ikke kan pålægge nogen at afgive forklaring, og § 751 som pålægger politiet at t   ilføre afgivne forklaringer til rapport). Efter afslu t- ningen af politiets undersøgelse i medfør af   § 18 b, stk. 1, forelægges spørgsmålet om udl evering for Justitsministeriet til afgørelse, jf. lovens § 18, stk.  4.

- 10 - Det følger endvidere af Justitsministeri ets vejledning af 19. december 2003 til politiet og ankla- gemyndig heden om behandlingen af anmodninger om udlevering af lovovertrædere på grundlag af en europæisk arrestordre, at det klare udgangspunkt ved behandling af sager om udlevering på grundlag af europæiske arrestordre vil være, at politiet – – afhøring af den , der ønskes udleveret . Endvidere fremgår det af vejledningen, at den, der ønskes udleveret –   efter rammeafgørelsens artikel 14   –   har ret til at blive afhørt , hvis den pågældende ikke  giver  sit  samtykke  til  udlevering,  og  at  politiet  i  overensstemmelse  hermed  i  forbindelse med den ovenfor nævnte undersøgelse bør underrette den pågældende person om denne muli g- hed, og i det omfang den pågældende ønsker det, fora nstalte, at der sker en afhøring af den p å- gældende.  Afhøringsmateriale   t  skal  sendes  til Justitsministeriet  samme  med  politiets  indstilling vedrørende udleveringsspørgsmålet. Justitsministeriets vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske udlevering  , sker således på grundlag af en af politiet foretaget undersøgelse, hvori vil indgå en afhøring af den, der ønskes udleveret, forudsat at denne – s- plejelovens  §  750  – sig  afhøre.  Endvidere  vil  den  pågældende  eller dennes advokat altid over for Justitsministeriet kunne fremsætte eventuelle bemærkninger vedr ø- rende spørgsmålet om u  dlevering. Danmark finder på den angivne baggrund at have gennemført rammeafgøre   lsens artikel 14 fuldt ud . Artikel 16 –  Konkurrerende anmodninger Vedrørende Danmarks gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 16     (om afgørelse i tilfælde af konkurrerende anmodninger) anfører Kommissionen, at Danmark ikke specifikt har gennemført denne bestemmelse i lovgivningen. Danmark har til dette oplyst, at Justitsministeriet som kom- petent myndighed i tilfælde af konkurrerende anmodninger om udlevering vil træffe sin afgøre l- se  om,  hvilken  udleveringsanmodning  der  kan  imødekommes,  ud  fra  de  hensyn  der  er  anfør  t  i rammeafgørelsens artikel 16. Hertil bemærker Kommissionen, at dette ikke er bi   ndende. Fra  dansk  side  er  man  uforstående  over  for  Kommissionens  bemærkning.  Baggrunden  for  den danske opfattelse er følgende: Som anført ovenfor under artikel 4 (fiskale  lovovertrædelser) er der ikke krav om, at ramm  eafgø- relser  skal  gennemføres  i  medlemsstaternes  nationale  lovgivning  ved  udtrykkelige  lo vbestem- melser. Det afgørende er, at den enkelte medlemsstat lever op til de mål, der følger af rammea   f-

- 11 - gørelse n.  Hvorvidt  dette  kræ  ver  anvendelse  af  udtrykkelige  lovbestemmelser,  må  bero  på  den enkelte medlemsstats retssystem og lovgivningsmæssige tradit  ion. Efter dansk lovgivningstradition er der ikke behov for, at en mellemstatslig forpligtelse med det indhold, der følger  af artikel 16 i Rådets rammeafgørelse, fremgår af en udtrykkelig lo   vbestem- melse. Danmark er allerede som følge af Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af ramm  e- afgørelsen forpligtet over for de andre medlemsstater i EU til at inddrage de hensyn, som a ngives i rammeafgørelsens artikel 16 ved en afgørelse, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger om  udlevering.  Denne  forpligtelse  skal  selvsagt  iagttages,  uanset  om  der  er  gennemført  lo v- bestemmelse herom i dansk ret eller ej. Artikel 18 og 19 – dsregler og afhøring af den eftersøgte i forbindelse med afgørelsen Kommissionen  anfører  i  rapporten,  at  Danmark  ikke  har  gennemført  disse  bestemmelser  ved lovgivning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at Danmark har oplyst, at bestemmelser  ne vil finde anvendelse i praksis. Kommissionen konstaterer i den forbindelse igen, at korrekt gennemførelse kræver bindende bestemmelser. Danmark  er  ikke  enig  i  Kommissionens  konklusion  vedrørende  dansk  gennemførelse  af  artikel 18 og 19. Fra dansk side skal for det første henvises til det ovenfor anførte under artikel 4 (fiskale lovove  r- trædelser)  om,  at  medlemsstaterne  ikke  er  forpligtede  til  at  gennemføre  rammeafgørelser  ved udtrykkelige lovbestemmelser, men at det afgørende er, at den enkelte medlemsstat lever op t il de mål, der følger af en rammeafgørelse, og at det derfor beror på den enkelte medlemsstats nat i- onale retssystem, om der er behov for egentlig lovgivning. Det skal endvidere anføres, at det følger af § 21 a, stk. 1, i den danske udleveringslov, at   en per- son, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidig er udleveret til Danmark med henblik på r etsforfølgning i Danmark, skal  tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret, når retsforfølgningen er afsluttet  . Der er således  indsat en klar lovbestemmelse i udle- veringsloven, som sikrer, at Danmark kan leve op til den forpligtelse, som følger af rammeafg ø- relsens artikel 18, stk. 3. For så vidt angår de øvrige dele af artikel 18 er der efter dansk ret    ikke behov for yderligere lovbestemmelser for, at Danmark kan anvende disse. Midlertidig overfø rsel af den eftersøgte  fra Danmark, jf. artikel 18, stk. 1, litra b), vil således kunne ske efter de re gler om udlevering til medlemsstater i EU, som følger af den danske udleveringslovs k apitel 2 a og 3 a.  

- 12 - For så vidt angår afhøring af den eftersøgte efter artikel 18, stk. 1, litra a), jf. artikel 19, kan det oplyses, at det allerede følger af dansk retspraksis, at der efter en analog i af retsplejelovens be- stemmelser om strafferetsplejen kan ske afhøring i denne situ ation. Afhøring vil blive foretaget af en dansk polititjenestemand og vil ske under iagttagelse af de garantier, som følger af retspl e- jeloven, herunder at den eftersøgte har krav på at blive bistået af en forsvarer, og at den    eftersø g- te ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 750. Danmark må på denne baggrund   klart afvise Kommissionens kritik af den danske implemente- ring af rammeafgørelsens artikel 18 og 19. Artikel 20 –  Privilegier og immuniteter Kommissionen anfører, at Danmark ikke specifikt har gennemført hele artikel 20, og at det sæ r- ligt er nødvendigt med gennemførelseslovgivning for at sikre, at tidsfristerne bliver overholdt. Danmark er ikke enig i Kommissionens kritik på dette punkt. Baggrunden he rfor er følgende: Det fremgår bl.a. af rammeafgørelsens artikel 20, stk. 1, at i de tilfælde, hvor den eftersøgte pe r- son  nyder  et  privilegium  eller  en  immunitet  med  hensyn  til  fuldbyrdelse  eller  retsforfølgning  i den  fuldbyrdende  medlemsstat,  løber  de  i  a rtikel  17  nævnte  frister  først  fra  det  tidspunkt,  hvor privilegiet  eller  immuniteten  måtte  være  ophævet,  og  den  judicielle  myndighed  i  den  fuldby r- dende medlemsstat er blevet underrettet herom. Det fremgår videre af artikel 17, stk. 2, at påhv  i- ler ophævelse  n af privilegiet mv. en myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, anmoder den fuldbyrdende judicielle myndighed straks derom. Efter dansk ret kræver anvendelse af artikel 17, stk. 2, ikke nationale lovbestemmelser eller fas  t- sættelse af a  ndre udtrykkelige bestemmelser. Den fuldbyrdende judicielle myndighed i Danmark, det  vil  sige  Justitsministeriet,  vil  allerede  som  følge  af  Danmarks  medvirken  til  vedtagelse  af rammeafgørelsen være forpligtet til straks    – – d- ning som omhandlet i artikel 17, stk. 2. For  så  vidt  angår  spørgsmålet  om  iagttagelse  af  de  tidsfrister,  som  følger  af  rammeafgørelsen, henvises til § 18 d i den danske udleveringslov, hvorefter Justitsministeriets afgørelse om, hvo r- vidt der kan ske udlevering på grundlag af en europæiske arrestordre skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter,  at den, der begæres udleveret,  er anholdt her i landet  eller har meddelt samtykke til udleveringen. Det følger videre, at indbringes Justitsministeri ets afgørelse om  udlevering  for  retten,  skal  rettens  endelige  afgørelse  så  vidt  muligt  afsiges  inden  60  dage efter anholdelsen af den pågældende i Danmark. Denne bestemmelse vil også gælde for Justit s-

- 13 - ministeriets og domstolenes behandling af europæiske arr  estordre i tilfælde, hvor den, der ønskes udleveret, er omfattet af privilegier eller immunitet i Danmark. Artikel 21 –  Konkurrerende internationale forpligtelser Danmark  har  ikke  en  specifik  bestemmelse  i  lovgivningen  til  gennemførelse  af  denne  beste m- melse. Kommissionen har i den forbindelse henvist til Kommissionens indledende bemærkninger i  rapporten  om,  at  gennemførelse  af  rammeafgørelser  i  medlemsstaternes  nationale  lovgivning efter Kommissionens opfattelse forudsætter anvendelse af bindende bestemm  elser. Danmark er ikke enig i Kommissionens opfattelse. Der kan i den forbindelse henvises til Dan- marks bemærkninger ovenfor under artikel 16 (konkurrerende anmodninger). Artikel 23 –  Frist for overgivelse af den eftersøgte Kommissionen  anfører,  at  bes temmelsen  om  udsættelse  af  overgivelsen  af  den  eftersøgte  på grund  af  tungtvejende  humanitære  hensyn  ikke  er  fuldstændigt  gennemført  af  Danmark.  Ko m- missionen henviser i den forbindelse til, at der ikke for Danmarks vedkommende er en bestem- melse, som kræver  , at den udstedende myndighed skal informeres om udsættelse  n, og at der skal aftales en ny dato for overgivelsen. Hertil skal man fra dansk side anføre, at det følger af udleveringslovens § 10 i, at udlevering skal udsættes, hvis det må antages, at udlev   ering vil være uforeneligt med humanitære hensyn. U d- sættelse  sker  indtil  de  særlige  forhold,  der  forhindrer  udlevering,  ikke  længere  er  til  stede.  Det fremgår endvidere bl.a. af lovforslagets bemærkninger til § 10 i, at bestemmelsen er en følge af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelsen, og at den  a nmodede medlemsstats  myndighed straks skal underrettes om udsættelsen, og at der i den forbindelse så vidt muligt skal aftales en ny dato for udleveringen. Der  henvises  i  øvrigt  til  det  ovenfor  under  artikel  4  (f iskale  lovovertrædelser)  anført  om  me   d- lemsstaternes  gennemførelse  af  rammeafgørelser  i  national  ret  og  om  den  betydning,  som    lov- bemærkninger har for de danske myndigheders administration på grundlag af lov   en. Danmark er på denne baggrund  ikke enig i Kommissionens kritik vedrørende artikel 23. Artikel 27 –  Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser Kommissionen anfører i sin rapport, at Danmark ikke fuldt ud har gennemført artikel 27, stk. 4, idet  den  danske  lovgivning  ikke  nævner  den  frist  på  3   0  dage  inden  for  hvilken,  der  skal  være

- 14 - truffet en afgørelse om samtykke til eller afslag på en anmodning om, at der kan ske retsforføl   g- ning  for  andre  inden  udlevering  begåede  lovovertrædelser  end  den,  der  dannede  grundlag  for afgørelsen om udl evering. Hertil bemærkes fra dansk side, at det følger af udleveringslovens § 20, at der kan træffes afg ø- relse om, at en person, der er udleveret efter udleveringsloven, kan underkastets retsforfølgning for en anden strafbar handling end den, han er udleveret for. Danmark vil selvsagt som følge den forpligtelse over for de andre EU-medlemsstater, som følger af bestemmelsen artikel 27, stk. 4, skulle træffe denne afgørelse inden for 30 dage efter modtagelsen af anmodningen. Artikel 28 –  Overgivelse eller senere udlevering Efter Kommissionens opfattelse har Danmark ikke gennemført artikel 28 fuldstændigt. Kommi   s- sionen henviser herved til, at der ikke er en reference til artikel 27, stk. 3, litra e), som nævnt i artikel 28, stk. 2, litra c). Danmark må også på dette    punkt afvise Kommissionens kritik. Det følger bl.a. af rammeafgørelsens artikel 28, stk. 2, litra c), at en person, der er overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, under  alle omstændigheder uden den fuldbyrdende medlemsstats samtykke kan overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovove  r- trædelse, der er begået inden overgivelsen, hvis den eftersøgte ikke er omfattet af specialitet sreg- len i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, litra e). Artikel 27, stk. 3, litra e), indebærer, at specialitetsreglen ikke finder anvendelse, hvis den, der er udleveret, har givet sit samtykke til udleveringen, eventuelt samtidig med at han giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen i henhold til artikel 13 (hvorefter samtykke og i givet fald afkald på anvendelse af specialitetsreglen afgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed i overen s- stemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning).   Hertil skal det anføres, at det følger af den danske udleveringslovs § 10 j, stk. 3, at den udlever  e- de uden justitsministerens tilladelse kan videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den på- gældende  i  forbindelse  med  samtykke  til  u  dlevering  til  den  medlemsstat,  hvortil  udlevering  er sket,  har  meddelt  samtykke  til  at  blive  draget  til  ansvar  og  blive  udleveret  videre  til  en  tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlev  e- ring for, jf. § 18 c, 2. pkt. (om at den pågældende i et retsmøde kan meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen den, der sker udlevering for.)

- 15 - Efter danske opfattelse indebærer denne bestemmelse en korrekt og fuldstændig gennemførelse i dansk ret af artikel 28, stk. 2, litra c), jf. artikel 27, stk. 3, litra e), sammenholdt med artikel 13. Artikel 29 –  Overgivelse af genstande Kommissionen anfører i sin  rapport, at Danmark kun delvist har gennemført rammeafgørelsens artikel 29, stk. 2 (om udlevering af genstande påkrævet som bevismateriale eller som den efte   r- søgte  har  erhvervet  som  resultat  af  lovovertrædelsen,  selv  om  den  europæiske  arrestordre  ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse), og at Danmark ikke har ge   n- nemført rammeafgørelsens artikel 29, stk. 3 (om midlertidig tilbageholdelse eller betinget udl  e- vering  af  genstande  påkrævet  som  bevismateriale  eller  som  den  efte   rsøgte   har  erhvervet  som resultat af lovovertrædelsen, idet der er en verserende strafforfølgning i fuldbyrdelsesstaten). Danmark er ikke enig i Kommissionens kritik, idet det følger af den danske udleveringslovs § 18 f,  at  genstande,  som  er  beslaglagt  eller  taget  i  bevaring  under  sagen,  med  forbehold  af  tredje- mands  eventuelle  rettigheder,  skal  overgives  til  den  myndighed,  som  har  anmodet  om  udleve- ring, hvis denne myndighed anmoder herom, og  genstanden skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen. I   bemærkninger  ne til bestemmelsen anføres det endvidere bl.a., at beste m- melsen   er   en   konsekvens   af   rammeafgørelsens   artikel   29,   og   at   udlevering   af   genstande forudsæ  tter, at der er truffet beslutning om udlevering af den pågældende person. Genstandene skal  derimod  udleveres  uanset,  at  en  udleveringsbeslutning  ikke  kan  fuldbyrdes,  fordi  den pågælde   nde  efterfølge nde  er  afgået  ved  døden  eller  er  flygtet.  Det  anføres  samtidig,  at  en genstand,  som  skal  overgives  til  en  anden  medlemsstat  i  medfør  af  bestemmelsen  i   §  18  f, midlertidigt    kan    tilbageholdes    eller    overgives    på    betingelse    af,    at    genstanden    senere tilbageleveres. Om betydningen af bemærkninger til lovforslag henvises til det ovenfor under artikel 4 (fiskale lovovertrædelser) anført. Samlet  skal  man  fra  dansk  side  på  den  anførte  baggrund  fastholde,  at  der    ikke  er  grundlag  for den kritik af den danske gennemførelse af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som Kommissionen er fremkommet med i sin rapport. Med venlig hilsen Kristian Korfits Nielsen

- 16 -