Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Statsretskontoret Sagsnr.: 2005-792-0036 Dok.: MOA40027 Besvarelse af spørgsmål nr.  51 af 11. marts 2005 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). Spørgsmål: ”Justitsministeren bedes udrede sammenhængen mellem det ubetingede delegations- forbud, hvad angår skat, jf. Grl. § 43, og det faktum, at  primær- og amtskommuner udskriver skatter.” Svar: 1. Grundlovens § 43, 1. led, har følgende ordlyd: ”§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov ; …” Bestemmelsen i grundlovens § 43 indeholder et delegationsforbud, således at  den udelukker lov- givningsmagten  fra  at  delegere  sin  myndighed  til  at  pålægge,  forandre  eller  o phæve  skatter,  jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, 1954, side 552, og Alf Ross, Dansk Statsforfat- ningsret II, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 488 f. og side 836 ff. Grundlovens § 43 antages ikke at være til hinder for, at der gives en minister bemyndigelse til at fastsætte  regler,  som  ikke  angår  selve  skattebyrden,  men  alene  den  administrative  or dning  for påligning og opkrævning, jf. bl.a.  Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1979), side 207. 2. Forholdet mellem grundlovens § 43 og kommunale myndigheders adgang til at udskrive skat er behandlet flere steder i den statsretlige litteratur. Max Sørensen, a.st., anfører følgende om kommunale skatter: ”Endvidere anses § 43 ikke at være til  hinder for, at kommunale organer kan bemyndiges til at bestemme,  med hvilket beløb kommunale skatter skal udskrives.” I  forbindelse  med  omtalen  af  grundlovens  §  43  anføres  følgende  af  Jan  Pedersen  i  Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, red. af Henrik Zahle (1999), side 230:

- 2 - ”Delegationsforbuddet omfatter såvel statslige som kommunale skatter og afgifter. Reglerne om kommunalt sel v- styre i grl. § 82 giver dog specifik hjemmel til, at lov om kommunal indkomstskat i § 6 bemyndiger kommunalbe- styrelsen til at fastsætte den årlige kommuneskatt eprocent.” I Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave (2001), side 85, gives udtryk for følgende om for- holdet mellem kommunale skatter og grundlovens § 43: ”For så vidt angår kommunale skatter, der principielt er omfattet af bestemmelsen i grundl  ovens § 43, 1. led, må det på baggrund af bestemmelsen i grundlovens § 82 om kommunalt selvstyre antages, at lovgivningsmagten har en  særlig  vidtgå ende  adgang  til  delegation,  således  at  lovgivningsmagten  f.eks.  kan  bemyndige  de  komm unale myndigheder til at fastsætte størrelsen af de kommunale skatter og afgifter.” Om  forholdet  mellem  delegationsforbudet  i  grundlovens  §  43  og  de  kommunale  myndigheders adgang til at udskrive skatter anfører Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 1, Institutioner og regu- lering, 3. udgave (2001), side 375 f, bl.a. følgende: ”Dette delegationsforbud afskærer – som andre delegationsforbud – ikke fra enhver delegation. … Hvor afgræns- ningen af den skattepligtige personkreds og opgørelsen af den skattepligtige indkomst er lovbestemt, er det ikke i strid  med  grl § 43 at overlade til kommunerne at  fastsætte udskrivningsprocenten,  se således lov om kommunal indkomstskat  …  §  6,  hvorefter  kommunal  indkomstskat  svares  med  den  udskrivningsprocent,  der  fastsættes  af kommunalbestyrelsen for det pågældende år. Jf. herved også bemyndigelsen til kommunalbestyre   lserne til at fast- sætte grundskyldspromillen i den enkelte kommune i § 2 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme …  Dette  synspunkt  er  lagt  til  grund  i  UfR  1977.31  H,  der omhandlede  den  i  restaurationslov  …  indeholdte  be- myndigelse til kommunalbestyrelsen til at fastsætte en afgift for tilladelse til at have spilleautomat (enarmet tyve- knægt) i en restauration. Vestre Landsret lagde til grund, at denne lovbemyndigelse ikke var begrænset til fastsæt- telse af afgifter, hvis størrelse modsvarede det offentliges udgifter vedrørende de meddelte tilladelser (der var altså tale om en skat i grl § 43’s forstand), men fandt det ikke ”uforeneligt med grundlovens § 43 at overlade til kom- munalbestyrelserne at fastsætte størrelsen af afgiften”. Dette tilsluttede Højesteret sig, jf. tilsvarende UfR 1977.37 H. Kommunal beskatning er omfattet af grl § 43, men kommunerne kan formentlig i medfør af grl § 82 tillægges en særlig frihed …” Der kan herudover om forholdet mellem kommunale skatter og grundlovens § 43 bl.a. henvises til Mogens Heide Jørgensen, Den kommunale interesse (1993), side 482 ff. 3. Som  anført  indeholder  grundlovens  §  43  et  forbud  mod,  at  lovgivningsmagten  delegerer  sin kompetence til at pålægge, forandre eller ophæve skatter. Imidlertid er det i den statsretslige litteratur antaget, at grundlovens § 43 ikke er til hinder for, at kommunale myndigheder bemyndiges til at udskrive skatter, og det har i mangeårig lovgi vnings- praksis været ordningen, at kommuner – hvis ret til selvstyre fastlægges ved lov, jf. grundlovens § 82 - kan udskrive skatter. I overensstemmelse hermed kan det efter Justitsministeriets opfattelse ikke anses for uforen eligt med  grundlovens  §  43,  at  kommuner  har  bemyndigelse  til  at  fastsætte  udskrivningsprocenten  i forbindelse med opkrævning af kommunale skatter.