Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato 8. februar 2005 Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2005-3061-0003 Dok.: CDH40111 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Oversigt over samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområ de, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)   og mødet i de blande- de udvalg på ministerniveau med deltagelse a f henholdsvis Norge og Island og af Schweiz den 24. februar 2005. Side: 3-23 Dagsordenspunkt 1 Rammeafgørelse  om  bekæmpelse  af  racisme  og  frem- medhad (KOM(2001)664). (B-punkt, Justitsministeriet, forventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he  n- blik på p olitisk drøftelse, eventuelt politisk enighed). 24-50 Dagsordenspunkt 2 Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringsken- delse   (KOM(2003)688).   (B-punkt,   Justitsministeriet, forventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he  n- blik på politisk drøftelse af en kelte spørgsmål). 51-60 Dagsordenspunkt 3 Rådsafgørelse om udveksling af oplysninger fra stra ffe- registre  (KOM(2004)664).  (B-punkt,  Justitsministeriet, forventes  sat  på  dagso rdenen  for  rådsmødet  med  he n- blik på politisk eni ghed). 61-66 Dagsordenspunkt 4 Evalueringsmekanismer  vedrørende  gennemførelsen  af EU-retsakter i lyset af Kommissionens rapport om gen- nemførelse af rammeafgørelsen om oprettelse af fælles efterforskningshold  og  rammeafgørelsen  om  den  euro- pæiske arrestordre. (B-punkt, Justitsministeriet, forven- tes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  he  nblik  på politisk drøftelse). 67-69 Dagsordenspunkt 5 Udnævnelse  af  ny  direktør  for  Europol.  (B-punkt,  Ju- stitsministeriet,  forventes  sat  på  dagsordenen  for  råd  s- mødet med henblik på beslu tning). 70-79 Dagsordenspunkt 6 Rådets afgørelse om oprettelse af Det Europæiske P oli- tiakademi (Cepol) som et EU-organ (KOM (2004) 623

- 2 - endelig).  (B-punkt,  Justitsministeriet,  forventes  sat  på dagsordenen   for   råd smødet   med   henblik   på   politisk drøftelse). 80-87 Dagsordenspunkt 7 Behandling og beskyttelse af personoplysninger i Euro- just.   (Forventet   B-punkt,   Justitsministeriet,   forventes sat  på  dagsorden  for  rådsmødet  med  henblik  på  vedt   a- gelse). 88-90 Dagsordenspunkt 8 Europols  eksterne  forbindelser.  (A-punkt,  Justitsmini- steriet, forventes sat på dagsordenen for rådsmødet med henblik på beslu tning). 91-93 Dagsordenspunkt 9 Revisionsberetning   om   gennemførelsen   af   Europols budget og decharge til Europols direktør for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2003. (A-punkt, Justitsmi- nisteriet,  forventes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet med henblik på beslu tning). 94-99 Dagsordenspunkt 10 Rapport  om  gennemførelse  af  Rådets  rammea fgørelse af  15.  marts  2001  om  ofres  stilling  i  straffesager  (A- punkt,  Justitsministeriet,  forventes  sat  på  dagsordenen for rådsmødet med henblik på, at Rådet noterer sig ra   p- porten og træffer beslutning om det videre forløb). 100-102 Dagsordenspunkt 11 Rådets konklusioner om evalueringen af anve ndelsen af Schengen-reglerne  i  Italien.  (A-punkt,  Justitsministeri- et,  forventes  sat  på  dag sordenen  for  rådsmødet  med henblik på vedtagelse). 103-106 Dagsordenspunkt 12 Rådets konklusioner om opfølgning på rådets konkl   usi- oner   om   evalueringen   af   anvendelsen   af   Schengen- reglerne i Spanien. (A-punkt, Justitsministeriet, forven- tes  sat  på  dagsordenen  for  rådsmødet  med  henblik  på vedtagelse). 107-109 Dagsordenspunkt 13 Flerårig   opstilling   over   godkendte   anlægsudgi fter   til C.SIS.   (A-punkt,   Justitsministeriet,   forventes   sat   på dagsordenen for rådsmødet med henblik på g  odkendel- se).

- 3 - Dagsordenspunkt    1:   Rammeafgørelse    om    bekæmpelse    af    racisme    og    fremmedhad (KOM(2001) 664) Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv. Resumé Forslaget til rammeafgørelse om racisme og fremmedhad har – ifølge Kommissionen – navnlig til formål at sikre, at racisme og fremmedhad i alle medlemsstater kan straffes med sankti oner, der  er  effektive,  står  i  rimeligt  forhold  til  overtrædelsen  og  har  afskrækkende  virkning.  Fælles strafferetlige  definitioner  og  straffe  har  endvidere  til  formål  at  lette  det  retlige  samarbejde  og den gensidige retshjælp i straffesager. Forslaget indebærer ikke, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger,  der  strider  mod  deres  forfatningsmæssige  bestemmelser  og  grundlæggende principper om foreningsfrihed, pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier. Forsla- get  vurderes  ikke  at  give  anledning  til  overvejelser  i  forhold  til  nærhedsprincippet.  Forslaget vurderes  i  sin  nuværende  udformning  at  have  lovgivningsmæssige  konsekvenser,  hvorimod  det ikke vurderes at have statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkende- givelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man overordnet set positiv over for forslaget. 1. Baggrund Rådet vedtog den 15. jul i 1996 som led i en intensiveret indsats på området en fælles aktion om bekæmpelse af racisme og fremmedhad. På Det Europæiske Råds møde i Wien i december måned 1998 godkendte stats   - og regeringsche- ferne en handlingsplan for gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det fremgår af pkt. 51 i han  dlingsplanen, at en  række  lovovertrædelser,  herunder  racisme  og  fremmedhad,  bedst  bekæmpes  ved  fælles  EU- tiltag.  Tilsvarende  lægges  der  i  konklusionerne  fra  Det  Europæiske  Råds  møde  i  Tampere  den 15. - 16. oktober 1999 op til en styrket indsats mod racisme og fremmedhad På denne baggrund har Kommissionen den 28. november 2001 fremsat et forslag til en ra mme- afgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (KOM(2001) 664). Forslaget til rammeafgørelse tager udgangspunkt i den fælles aktion af 15. juli 1996, men går på en række punkter videre. Forslaget til rammeafgørelse indeholder således bl.a. visse min imums- krav til medlemsstaternes sanktioner på området samt bestemmelser om medlemsstate  rnes straf- femyndighed.

- 4 - På rådsmøde  rne (retlige og indre anliggender) den 28.-29. november 2002 og den 27.-28. febru- ar 2003 drøftede Rådet en række udestående spørgsmål vedrørende forslaget til rammea   fgørelse. Sagen har ikke siden da været behandlet i Rådet, idet der ikke har været udsigt til en løsning på de udestående spørgsmål, som kunne forventes at få den fornødne støtte fra alle medlem    slande. Det  luxembourgske  formandskab  har  imidlertid  nu  besluttet  at  genoptage  forhandlingerne  om forslaget til rammeafgørelse. Det forventes derfor, at forslaget til rammeafgørelse forelægges på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24. februar 2005 med henblik på, at der træffes politisk beslutning om, at fo r- handlingerne  om  rammeafgørelsen  skal  genoptages,  således  at  der  snarest  muligt  kan  opnås politisk enighed om rammeafgørelsen samt endvidere med henblik på, at Rådet tager overor   dnet stilling til rammerne for de videre forhandlinger. 2. Indhold Retsgrundlaget  for  forslaget  til  rammeafgørelse  er  artikel  29,  artikel  31,  litra  e),  og  artikel  34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Forslaget til rammeafgørelse om racisme og fremmedhad har – ifølge Kommissionen – bl.a. til formål at sikre, at  racisme og fremmedhad i alle medlemsstater kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende vir kning. Fælles straf- feretlige  definitioner  og  straffe  har  endvidere  til  formål  at  lette  det  retlige  sa marbejde  og  den gensidige retshjælp i straffesager. Kommissionens oprindelige forslag er på baggrund af drøftelser i rådsregi ændret på en række punkter.  Gennemgangen  af  indholdet  nedenfor  er  baseret  på  det  senest  foreliggende  udkast  til rammeafgørelse. Medlemsstaterne forpligtes efter artikel 1 til at kriminalisere følgende forsætlige handlinger: a)    offentlig tilskyndelse til forskelsbehandling, vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvi sning til race, hudfarve, reli- gion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse, b)   de i litra a) nævnte handlinger ved offentlig udbredelse eller udsendelse af skrifter, billeder eller andet materiale,

- 5 - c)    offentligt forsvar for, benægtelse af eller bagatellisering af folkedrab, forbrydelser mod men- neskeheden og krigsforbrydelser som defineret i artikel 6, 7 og 8 i statutten for Den Interna- tionale Straffedomstol rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national eller et- nisk oprindelse, og d)   offentlig benægtelse eller bagatellisering af de forbrydelser, der er defineret i artikel 6 i Char- teret for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, og som er knyttet som bilag til London- aftalen af 8. april 1945 (”holocaust denial”) rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, relig ion, herkomst el- ler national eller etnisk oprindelse. Efter artikel 2 skal medlemsstaterne sikre, at medvirken til de i artikel 1 opregnede handlinger er strafbart. Artikel 3, stk. 1, indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at de lovovertrædel- ser, der er opregnet i artikel 1 og 2, straffes med sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne forpligtes endvidere efter artikel 3, stk. 2, til at sikre, at der for de lovovertrædelser, der er opregnet i artikel 1, som minimum fastsættes en strafferamme på  fængsel mellem 1 og 3 år. Det følger af artikel 4, at medlemsstaterne skal sikre, at racistiske eller fremmedfjendske motiver betragtes som skærpende omstændigheder, eller at sådanne motiver alternativt tages i b etragtning af domstolene ved strafudmålin gen for andre lovovertrædelser end de, der er omfattet af ramme- afgørelsen. Artikel 5 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de hand- linger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en person, der handler enten ind ividuelt eller som med- lem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret på beføjelser til at repræsentere den jur idiske person, til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller til at udøve intern kontrol. Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i ti lfæl- de, hvor utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovove rtrædel- ser.

- 6 - Bestemmelsen fastslår i stk. 3, at juridiske personers ansvar ikke udelukker strafferetlig fo rfølg- ning af fysiske personer, der begår en overtrædelse omfattet af rammeafgørelsen. Det følger af stk. 4, at en ”juridisk person” defineres i overensstemmelse med national ret, idet stater  og  andre  offentlige  organer  under  udøvelse  af  offentligretlige  beføjelser  samt  offentlige internationale organisationer dog ikke er omfattet. Ifølge artikel 6 er medlemslandene forpligtede til at sikre, at der over for juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning. I tilfælde, hvor ansvaret er baseret på artikel 5, stk. 1, skal sanktionsmuligheden omfatte bøder. Herudover kan også andre sanktioner,  som f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud, forbud mod at udøve kommerciel virksomhed, anbringelse under retsligt tilsyn og likvidation efter retsken- delse, være omfattet. I artikel 7 fastslås det, at  rammeafgørelsen ikke indebærer, at medlemsstaterne skal træffe foran- staltninger, der strider mod deres forfatningsmæssige bestemmelser og grundlæggende princip- per om foreningsfrihed, pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier eller regler om pressens rettigheder og ansvar samt om de proceduremæssige garantier herfor, når disse regler vedrører fastlæggelse eller begrænsning af ansvar. Ifølge artikel 8 kan medlemsstaterne udelukke strafansvar for adfærd omfattet af: a)    Artikel 1, når adfærden er rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en  sådan gru p- pe  defineret  under  henvisning  til  religion,  og  dette  ikke  er  et  påskud  for  at  rette  han dlinger mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe defineret under he nvisning til race, hudfarve, herkomst eller national eller etnisk oprindelse. b)   Artikel 1, litra a), når adfærden vedrører forskelsbehandling, og a dfærden ikke udvises på en måde, der kan tilskynde til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et me dlem af en sådan gruppe omfattet af artikel 1. c)    Artikel 1, litra c) og d), når adfærden ikke udvises på en måde, der kan tilskynde til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe omfattet af art ikel 1. d)   Artikel 1, hvis adfærden ikke er truende, nedværdigende eller forhånende.

- 7 - Herudover indeholder artikel 8, stk. 2, en bestemmelse om, at Rådet inden 2 år efter ramm  eafgø- relsens implementeringsfrist skal revurdere artikel 8 med henblik på at overv eje, om stk. 1, litra a), b) og c) skal opretholdes. Endelig  regulerer  artikel  8,  stk.  3,  i  hvilke  situationer  gensidig  retshjælp for  så  vidt  angår  a   d- færd,  som  efter  stk.  1,  er  udelukket  for  strafansvar,  kan  afvises  under  henvisning  til  kravet  om dobbelt  strafbarhed  (dvs.  kravet  om,  at  det  forhold,  som  sagen  vedrører,  skal  være  strafbart  i både det anmodende og det anmodede land). Det følger således af forslaget til artikel 8, stk. 3, at en medlemsstat – hvor det i øvrigt er muligt i henhold til gældende retlige instrumenter om gen- sidig retshjælp i straffesager at afvise at yde gensidig retshjælp under henvisning til princippet om dobbelt strafbarhed – alene må anvende denne afvisningsgrund i forbindelse med de former for adfærd, som den har udelukket for strafansvar efter stk. 1, hvis den pågældende lovovertr æ- delse enten for en betydelig dels vedkommende er begået på medlemsstatens territ   orium eller et område, der ligestilles hermed, eller er begået uden for den anmodende stats te   rritorium, og den anmodede stats lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædel- ser, når de er begået uden for dens o   mråde. Artikel  9  forpligter  medlemsstaterne  til  at  sikre,  at  efterforskning  eller  retsforfølgning  af  hand- linger  omfattet  af  rammeafgørelsen  ikke  er  betinget  af  anmeldelse  fra  den  forurettede,  i  det mindste i de groveste tilfælde, når lovovertrædelsen i øvrigt er begået på den pågældende me    d- lemsstats territorium.   Artikel  10  indeholder  bestemmelser  om  straffemyndighed  og  forpligter  bl.a.  den  enkelte  med- lemsstat  til  at  etablere  straffemyndighed,  når  lovovertrædelsen  er  beg ået  helt  eller  de lvist  på medlemsstatens territorium. Herudover følger det af artikel 10, at en medlemsstat kan vælge at lade sin straffemyndighed omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger i den pågæ lden- de medlemsstat, eller hvor lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der har sit hovedsæde på den pågældende me  dlemsstats territorium. Det fremgår endvidere af artikel 10, at hver medlemsstat skal sikre, at den har straffemyndi ghed, når  lovovertrædelsen  begås  via  et  informatio  nssystem,  såvel  i  tilfælde,  hvor  gerningsma nden begår  lovovertrædelsen,  mens  han  opholder  sig  på  medlemsstatens  territorium,  som  i  ti  lfælde, hvor  lovovertrædelsen  vedrører  racistisk  materiale,  der  er  oplagret  i  et  informationssystem  på medlemsstatens områd e. Endelig fremgår det af artikel 10, at medlemsstater, der endnu ikke udleverer egne statsborg ere, skal have den fornødne straffemyndighed med hensyn til overtrædelser, der er omfattet af ram- meafgørelsen, og som begås af egne statsborgere uden for eget t erritorium.

- 8 - Artikel 11 vedrører gennemførelsen af rammeafgørelsen i national ret, I stk. 1, fastsættes datoen for,  hvornår  medlemsstaterne  senest  skal   have  gennemført  de  nødvendige  nationale  foranstalt- ninger i  anledning af  rammeafgørelsen. I lighed med andre rammeafgørelser skal  medlemslan- dene efter stk. 2, foretage en afrapportering over for Rådets Generalsekretariat og Kommi ssio- nen om, hvorledes rammeafgørelsen er gennemført i national ret. Kommissionen udarbejdet her- efter en skriftlig rapport og på bagg rund af denne vurderer Rådet, om medlemslandene har tru f- fet de nødvendige foranstaltninger. Efter artikel 12 ophæves den fælles aktion af 15. juli 1996. Artikel 13 fastslår, at rammeafgørelsen gælder for Gibraltar. Rammeafgørelsen træder efter artikel 14 i kraft på dagen for o ffentliggørelsen i EF-Tidende. 3. Gældende dansk ret 3.1. Materielle bestemmelser Straffelovens kapitel 27 (§§ 263-275) indeholder bestemmelser om freds- og ærekrænkelser. Efter straffeloven § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer tru- es, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske opri  ndelse, tro eller seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udm å ling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirk- somhed, jf. stk. 2. Bestemmelsen i straffelovens § 266 b, stk. 1, blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15. marts 1939. Bestemmelsen fik – bortset fra tilføjelsen af ordene ”seksuelle orientering” ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 – sin nuværende formulering ved lov nr. 288 af 9. juni 1971. Lovændringen skul- le gøre det muligt for Danmark at ratificere FN’s konvention af 21. december 1965 om afskaffel- se af enhver form for racediskrimination, jf. bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972. Lovændrin- gen byggede på en betænkning (nr. 553/1969) om forbud mod raced iskrimination. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, hvor stk. 2 om propagandavirksom- hed  blev  tilføjet.  Af  lovforslaget  fremgår,  at  dette  bl.a.  skal  ses  på  baggrund  af  de  stadig  mere fremtrædende tendenser  til intolerance, fremmedhad og racisme både i Danmark  og i udlandet, og at begivenheder i Danmark kan tages som tegn på, at nynazister  – især fra Tyskland – opfatter

- 9 - Danmark  som  et  fristed,  hvorfra  der  kan  udbredes  litteratur  m.v.  med  nazistiske  og  racistiske ytringer. Det anføres i forslaget, at det navnlig for at imødegå, at Danmark bliver et fristed for udbr edelse af nazistisk og racistisk propaganda, foreslås, at bøde udgår af strafferammen, hvis fo  rholdet har karakter af propagandavirksomhed. Det anføres videre, at selv om den foreslåede § 266 b, stk.  2, således er begrundet i ønsket om en strengere reaktion over for grovere former for racistiske u d- talelser  eller  meddelelser,  er  den  ikke  begrænset  hertil.  Bestemmelsen  finder  under  tilsvarende omstændigheder også anvendelse over for de øvrige ytringer, d er omfattes af § 266 b (forhånelse m.v. på grund af religiøs overbevisning eller seksuel orientering). Endelig anføres i lovforslaget, at den foreslåede bestemmelse i § 266 b, stk. 2, supplerer de a l- mindelige strafudmålingsregler, navnlig straffelovens §  80. Når forholdet har karakter af prop a- gandavirksomhed, følger det af stk. 2, at der alene kan idømmes frihedsstraf, medmindre andet undtagelsesvis følger af almindelige strafudmålingsregler. Senest  er  §  266  b,  stk.  2,  ændret  ved  lov  nr.  218  af  31.  marts  2004,  hvor  ordet  ”særligt”  blev indsat foran ”skærpende omstændighed” dog uden at tilsigte ændringer i udmålingsniveauet. I den ovennævnte betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination anføres, at udta- lelser rettet mod en enkeltperson må bedøm mes i henhold til straffelovens almindelige regler om freds-  og  ærekrænkelser,  hvis  sådanne  udtalelser  ikke  kan  ses  som  udtryk  for  forhånelse  eller forfølgelse af den gruppe, til hvilken den pågældende hører. Det  fremgår   i  den  forbindelse  af  straffelovens  §  267,  at  den,  som  krænker  en  andens  ære  ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må neder. 3.2. Medvirken Efter straffelovens § 23 udvides den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse til at om- fatte alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. 3.3. Sanktionsfastsættelse Spørgsmålet om straffastsættelse i nden for en bestemmelses foreskrevne strafferamme er regule- ret i straffelovens §§ 80-82. Bestemmelserne, der blev indsat ved lov nr. 218 af 31. marts 2004, har afløst den tidligere bestemmelse i straffelovens § 80 og lovfæster i øvrigt en række hensyn,

- 10 - som  i  almindelighed  indgår  ved  straffastsættelsen  i  retspraksis.  Det  følger  således  af  bemær   k- ningerne til lovforslaget, at der ikke med de nye bestemmelser er tilsigtet en ændring af udmå- lingspraksis. § 80 angiver de generelle hensyn, som skal indgå ved stra ffastsættelsen. Det følger af stk. 1, at der  ved  straffens  fastsættelse  under  hensyntagen  til  ensartethed  i  retsanvendelsen  skal  lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af henholdsvis lovovertrædelsens grovhed og oplysninger om gerningsmanden skal der bl.a. tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne krænkelse og gerningsmandens bevæggrunde til denne, jf. stk. 2. §§ 81-82 opregner i øvrigt de forhold, som i almindelighed skal indgå som henholds vis skærpen- de og formildende omstændigheder ved straffastsættelsen. Opregningen af henholdsvis skærpen- de og formildende omstændigheder er ikke udtømmende, og der vil derfor kunne forekomme an- dre hensyn, som kan tillægges eksempelvis skærpende betydning. Efter § 81, nr. 6, skal det i almindelighed tillægges strafskærpende betydning, hvis gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Det følger af be- mærkningerne til bestemmelse, at den sigter på tilfælde, hvor  forbrydelsens motiv helt eller del- vist kan tilskrives disse forhold. Fortolkning af ordene ”etnisk oprindelse, tro, seksuelle oriente- ring  eller  lignende”  skal  ske  med  udgangspunkt  i  straffelovens  §  266  b.  Bestemmelsen  er  ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper eller tilfælde, hvor gerningsmandens motiv har været at true,  forhåne  eller  nedværdige  en  person  eller  gruppe  af  personer.  Bestemmelsen  vil  efter  o m- stændighederne  også  kunne  være  anvendelig  f.eks.  på  økonomisk  kriminalitet,  der  b   egås  med henblik på at støtte en racistisk organisation, som gerningsmanden er medlem af. 3.4. Strafansvar for juridiske personer Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel (§§ 25-27) for overtrædelser af straffeloven. Det følger af straffelovens § 25, at juridiske personer kan straffes med bøde. Endvidere følger det af straffelovens § 26, at strafansvar for selskaber m.v. omfatter enhver juri- disk person, herunder bl.a. statslige myndigheder med mindre andet er bestemt. Statslige myn- digheder kan dog alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virkso m- hed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk.  2.  Myndigheders  bødeansvar  omfatter  således  ikke  handlinger,  der  må  opfattes  som  led  i myndighedsudøvelse.

- 11 - Endelig følger det af straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at strafansvar for en juridisk person forud- sætter,  at  der  inden  for  dens  virksomhed  er  begået  en  overtrædelse,  der  kan  tilregnes  en  e ller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan. Uagtet det i bemærkningerne til lov nr. 474 af 12. juni 1996, der fastsatte reglerne om strafan- svar for juridiske personer i straffeloven, er forudsat, at virksomhedsansvaret som udgangspunkt er det primære, udelukker bestemmelserne ikke, at der tillige rejses tiltale mod en eller flere fysi- ske personer. I Retsudvalgets betænkning over lovforslaget afgivet den 7. maj 1996 (Folketings- tidende 1995-96, Tillæg B, side 784) er det i øvrigt anført, at Retsudvalgets flertal har bemærket sig, at der ikke med lovforslaget er tilsigtet en indskrænkning i den hidtidige praksis om, at såvel en virksomhed som en overordnet kan straffes. Rigsadvokaten har ved meddelelse nr. 5/1999 fastsat nærmere retningslinier til anklagemyndig- heden om valg af ansvarssubjekt i tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder at kunne gennemfø- re  en  straffesag  mod  en  juridisk  person  og  en  eller  flere  enkeltpersoner  i  anledning  af  samme forhold. Det fremgår heraf, at der som udgangspunkt rejses tiltale mod den juridiske person som sådan, men at der tillige kan være anledning til at rejse tiltale mod en eller flere fysiske pers o- ner, bl.a. såfremt den eller de pågælde   nde har handlet forsætligt. 3.5. Straffemyndighed Ifølge  straffelovens  §  6  hører  under  dansk  straffemyndighed  handlinger,  som  foretages  i  den danske stat, på dansk fartøj, som befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte o mrå- de, på dansk far tøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette. Efter straffelovens § 7 hører endvidere under dansk straffemyndighed handlinger, som en person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne, for så vidt handlingen  er  foretaget  uden  for  folkeretligt  anerkendt  statsområde,  hvis  handlinger  af  den  p å- gældende  art  kan  medføre  højere  straf  end  fængsel  i  4  måneder   eller  for  så  vidt  ha ndlingen  er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også efter den dér gældende lo    vgivning. Straffelovens  §  8  indeholder  en  opregning  af  en  række  tilfælde,  hvor  handlinger  uden  for  den danske stat hører under dansk straffemyndighed, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme. Efter straffelovens § 8, nr. 3, hører under dansk straffemyndighed handlinger foretaget uden for folkeretligt anerkendt statsområde, som krænker nogen, der har dansk indfødsret eller er bosat i

- 12 - den danske stat, og handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder. Under dansk straffemyndighed hører efter § 8, nr. 5, endvidere handlinger uden for den danske stat,  uanset  hvor  gerningsmanden  hører  hjemme,  når  handlingen  er  omfattet  af  mellemf olkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. Endelig hører handlinger uden for den danske stat, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme, under  dansk  straffemyndighed  efter  §  8,  nr.  6,  når  udlevering  af  sigte de  til  retsforfølgning  i  et andet  land  afslås,  og  handlingen,  for  så  vidt  den  er  foretaget  inden  for  folkeretligt  ane  rkendt statsområde,  er  strafbar  efter  den  dér  gældende  lovgivning  og  den  efter  dansk  ret  kan  medføre højere straf end fængsel i 1 år. I betænkning nr.1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning behandles bl.a. spørgsmålet om straffemyndighed, når der er tale om lovovertrædelser i form af salg og udbredelse af børn e- pornografi begået ved hjælp af Inte rnettet. Ifølge  betænkningen  må  udbr edelse  af  børnepornografisk  materiale  via  Internettet  utvivlsomt lokaliseres til det sted, hvor gerningsmanden opholder sig på det tidspunkt, hvor den pågæ  ldende lægger materialet ind på en webserver, der er forbundet med  Internettet.  En person, der i Da n- mark lægger børnepornografi ud på en webserver, vil således være undergivet dansk straffemy  n- dighed efter straffelovens § 6, nr. 1, uanset om serveren befinder sig i udlandet, og uanset hvor i verden det pågældende materiale er ti lgængeligt. En sådan handl ing må ifølge betænkningen imidlertid antages også at kunne lokaliseres til den server, som materialet lægges ind på, og hvorfra den videre udbredelse herefter sker. Lægger en person, der befinder sig i Tyskland, børnepornografi ind på sin hjemmeside, der  betjenes via en server i Danmark, er stedet, hvor handlingen (dvs. udbredelsen) må anses for foretaget, ikke blot Tyskland, men også Danmark. Forholdet er dermed undergivet dansk straffemyndi ghed i medfør af straffelovens § 6, nr. 1. Ovenstående betragtni nger må antages ligeledes at gælde for den situation, hvor en person læ g- ger materiale omfattet af straffelovens § 266 b ind på en webserver, der er forbundet med I nter- nettet. Endelig fremgår det af straffelovens § 9, at i de tilfælde, hvor en handlings st rafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, betragtes handlingen tillige som foret  aget dér, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at skulle indtræde.

- 13 - 3.6. Efterforskning og påtale Efter retsplejelovens § 742, stk. 2,  iværksætter politiet efter anmeldelse eller af egen drift efter- forskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, der forfølges af det o ffentli- ge er begået. Det følger af straffelovens § 275, at lovovertrædelserne i straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser  er undergivet privat påtale.  Dette gælder dog ikke dem, der er nævnt i §§ 266, 266 a og 266 b. I de §§ 263-265 nævnte tilfælde kan offentlig påtale endvidere ske, når den fo  ru- rettede anmoder herom. Påtalekompetencen for  overtrædelse af straffelovens § 266 b er tillagt statsadvokaten, jf. retsple- jelovens § 719, stk. 2, nr. 2, og Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2002. Ved samme meddelelse, jf.  Rigsadvokatens  meddelelse  nr.  4/1995  bestemmes  det  imidlertid,  at  Rigsadvokaten  skal  un- derrettes  om  alle  anmeldelser  vedrørende  overtrædelse  af  straffelovens  §  266  b,  der  afvises  i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, eller § 749, stk. 2, 1. pkt. Det bestemmes endvidere, at alle sager, hvori der er rejst sigtelse  for overtrædelse af straffelo- vens § 266 b, gennem statsadvokaten skal forelægges for Rigsadvokaten med indstilling om tilta- lespørgsmålet.  Hvis  der  rejses  tiltale  i  sagen,  skal  politimesteren  underrette  statsadvokaten  og Rigsadvokaten om afgørelsen i sagen. Hvis der sker helt eller delvis frifindelse, forelægges an- kespørgsmålet gennem statsadvokaten for Rigsadvokaten. For så vidt angår sager  om overtrædelse af straffelovens § 266 b, der er omfattet af mediea   n- svarsloven,  følger  det  af  medieansvarslovens  §  28,  at  afgørelse  om  tiltalerejsning  træffes  af Rigsadvokaten. 3.7. Gensidig retshjælp Danmark har – med enkelte undtagelser – ikke gennemført særlig lovgivning om gensidig rets- hjælp  i  straffesager.  Der  er  således  heller  ikke  fastsat  særlige  regler  om,  på  hvilke  betingelser Danmark kan yde retshjælp i straffesager. Danmark har imidlertid bl.a. tiltrådt den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (retshjælpskonventionen), og det følger af artikel 1 i konventionen, at de kontraherende  parter  forpligter  sig  til  i  overensstemmelse  med  konventionens  bestemmelser  i videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på retsforfølgning af forbrydelser.

- 14 - Efter artikel 3 i konventionen skal den anmodede stat i overensstemmelse med national lovgiv- ning efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den begæ- rende  stats  judicielle  myndigheder  med  henblik  på  fremskaffelse  af  beviser  eller  udlevering  af bevismateriale, akter eller dokumenter. Retshjælpskonventionens artikel 3 omfatter ikke udtryk- keligt bistand til gennemførelse af telefonaflytning eller andre efterforskningsskridt, der ikke var aktuelle, da konventionen blev vedtaget i 1959. Det afhænger således af den nationale retsorden, om anmodninger vedrørende såda nne efterforskningsskridt imødekommes, jf. herved Justitsmini- steriets vejledning af 5. december 2001 om behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager (side 6). Danmark  har  endvidere  tiltrådt  de  tillægsprotokoller  fra  henholdsvis  1978  og   2001,  som  rets- hjælpskonventionen  er  blevet  suppleret  med,  samt  Schengen-konventionen  fra  1990,  som  inde- holder nærmere – og i forhold til retshjælpskonventionen – videregående bestemmelser om ge n- sidig retshjælp, jf. lov nr. 418 af 10. juni 1997.     Herudover har Danmark sammen med de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sve- rige) indgået Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Den nordiske overenskomst supplerer retshjælpskonventionen for så vidt angår fremsendelse af    retsanmodnin- ger,  men  overenskomsten  regulerer  ikke,  i  hvilket  omfang  retsanmodninger  om  ransagning  og beslaglæggelse  mv.  skal  imødekommes.  Spørgsmål  herom  afgøres  efter  regle rne  i  Schengen- konventionens artikel 51. Udover  retshjælpskonventionen  og  Schengen-konventionen  har  Danmark  ratificeret  en  række andre konventioner, der indeholder bestemmelser om gensidig retshjælp i særlige typer straffe- sager. Danmark har endelig tiltrådt EU -retshjælpskonventionen fra 2000, som indeholder bestemmel- ser om formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp samt materielle  regler  for  anmodninger  om  visse  særlige  former  for  gensidig  retshjælp.  EU-rets - hjælpskonventionen er gennemført ved lov nr. 258 af 8. maj 2002. EU-retshjælpskonventionen er dog endnu ikke trådt i kraft i Danmark, idet en række EU -medlemsstaters ratifikation af konven- tionen mangler. Hvad angår tillægsprotokollen (fra okt ober 2001) til EU- retshjælpskonventionen,  er  denne  på  nuv ærende  tidspunkt  ikke  ratificeret  af  nogen  af  EU- medlemslandene. Uagtet  retsplejeloven  ikke  indeholder  særlige  bestemmelser  om  gennemførelse  af  udenlandske retsanmodninger  om  fremskaffelse  af  bevismateriale,  antages  det  med  støtte  i  retspraksis,  at udenlandske  begæringer  om  efterforskningsskridt  i  Danmark  kan  imødekommes,  uanset  om fremsættelsen og behandlingen af retsanmodninger er reguleret i en aftale, der finder anvendelse

- 15 - mellem Danmark og den anmodende stat. De relevante efterforskningsskridt gennemføres i givet fald på grundlag af en analog anvend else af de relevante bestemmelser i retsplejeloven. Dette  indebærer  bl.a.,  at  en  udenlandsk  anmodning  om  iværksættelse  af  efterforskningsskridt  i form af f.eks. ransagning, beslaglæggelse eller edition, vil kunne imødekommes, hvis det pågæ l- dende efterforskningsskridt kan iværksættes i forbindelse med en tilsvarende national strafferet- lig efterforskning. Gennemførelse af udenlandske retshjælpsanmodninger er endvidere be-tinget af,  at  det  forhold,  som  efterforskningen  vedrører,  er  strafbart  efter  dansk  lovgivning  (krav  om dobbelt strafbarhed), og at forholdet er undergivet offentlig påtale. I visse tilfælde er det des u- den  en  forudsætning,  at  lovovertrædelsen  kan  medføre  en  nærmere  angiven  minimumsstraf (strafferammekravet). Der gælder ikke efter de internationale konventioner en absolut pligt for det anmodede land til at gennemføre en anmodning om retshjælp i form af fremskaffelse af bevismateriale. Retshjælpskonventionens artikel 2 (sammenholdt med tillægsprotokollen fra 1978, artikel 2) in- deholder således  en række afslagsgrunde. Den anmodede stat kan endvidere efter retshjælpskonventionens artikel 5 ved at afgive en erklæ- ring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af konvent ionen eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig, at retsan- modninger om ransagning eller beslaglæggelse kun skal efterkommes, når den forbryde lse, som har givet anledning til retsanmodningen, er strafbar efter såvel den beg ærende som den anmo- dede stats lovgivning (dobbelt strafbarhed) (litra a)), eller den forbrydelse, som har givet anled- ning til retsanmodningen, kan medføre udlevering efter det anmodede lands lovgivning (litra b)), eller  at  efterkommelsen  af  retsanmodningen  er  forenelig  med  den  anmodede  stats  lovgivning (litra c)).    Danmark har afgivet erklæring om, at en retsanmodning om ransagning eller beslaglæggelse vil kunne afslås, hvis betingelserne i artikel 5, litra a) og c), i retshjælpskonve ntionen ikke er opfyldt i den konkrete sag. Danmark kan således bl.a. afslå at gennemføre retsanmodninger om ransa   g- ning og beslaglæggelse under henvisning til, at den forbrydelse, som har givet anledning til ret- sanmodningen, ikke er strafbar i Danmark. For så vidt angår anmodninger om retshjælp i henhold til S   chengen-konventionen, følger det af artikel 51, at de kontraherende parter ikke må stille andre betingelser for efterkommelse af re t- sanmodninger  om  ransagning  og  beslaglæggelse  end,  at  den  handling,  der  ligger  til  grund  for retsanmodningen, efter begge kontraherende parters lovgivning skal kunne straffes med friheds- straf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst 6 måneder, eller den skal efter den

- 16 - ene kontraherende parts lovgivning kunne straffes tilsvarende og efter den anden kontraherende parts lovgivning kunne afgøres som en overtrædelse af bestemmelser af administr ative myndig- heder, hvis afgørelse kan indankes for en domstol med kompetence i straffesager. Der kan end- videre stilles krav om, at efterkommelse af retsanmodningen skal være forenelig med den anmo- dede stats lovgivning. 4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser Efter straffelovens § 266 b (racisme-paragraffen) straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, n  ationale eller etni- ske oprindelse, tro eller  seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling skal det betra gtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Artikel  1  i  udkastet  til  rammeafgørelse  indeholder  en  opregning  af  en  forholdsvis  bred  række handlinger,  som  medlemsstaterne  forpligtes  til  at  kriminalisere.  Herudover  indeholder  artikel  8 en række former for adfærd, som medlemsstaterne kan udelukke fra strafansvar, hvis adfærden ikke udøves under bestemte forudsætninger. Ifølge artikel 8, stk. 1, litra d), kan medlemsstaterne således udelukke strafansvar for a dfærd om- fattet af artikel 1, hvis adfærden ikke er truende, nedværdigende eller forhånende. Beste mmelsen fastsætter dermed en række kvalificerende omstændigheder, som medlemsstaterne kan vælge at lade  være  en  forudsætning  for  strafbar  adfærd.  Det  er  på  denn e  baggrund  vurderingen,  at  de  i artikel 1 opregnede handlinger sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra d), i det foreliggende ud- kast til rammeafgørelse må anses for omfattet af straffel ovens § 266 b. Det bemærkes i den forbindelse, at beskyttelsessubjektet, således som det er formuleret i art ikel 1(… medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, rel igion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse), antages at være omfattet af straffelovens § 266 b, idet denne bestemmelse udover at beskytte persongrupper tillige omfatter udtalelser rettet mod enkeltpersoner for så vidt udtalelsen kan ses som et udtryk for forhånelse eller fo   rfølgelse af den gruppe, til hvilken den pågældende hører, jf. forarbejderne til bestemmelsen. Herudover opfylder straffelovens § 266 b forslagets strafferammekrav på fængsel me llem 1 og 3 år.

- 17 - For så vidt angår artikel 4 i udkastet til rammeafgørelse om racistiske og fremmedfjendske mot  i- ver fremgår det af den generelle regel om straffastsættelse  i straffelovens § 80, at der ved straf- fens udmåling skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed , herunder bl.a. den med lovover- trædelsen  forbundne  krænkelse,  og  til  oplysninger  om  gerningsmandens  person,  herunder  bl.a. hans bevæggrunde til denne. Endvidere fremgår det af straffelovens § 81, nr. 6, at  det i alminde- lighed tillægges strafskærpende betydning, hvis gerningen har baggrund i andres etniske oprin- delse,  tro,  seksuelle  orientering  eller  lignende.  Racistiske  eller  fremmedfjendske  motiver  til  en bestemt  lovovertrædelse  vil  således  også  efter  dansk  ret  kunne  tillægges  skæ  rpende  betydning ved  strafudmålingen.  En  gennemførelse  af  artikel  4  i  dansk  ret,  således  som  bestemmelsen  er formuleret i det foreliggende udkast, skønnes derfor ikke at nødvendiggøre lovændringer. Rammeafgørelsens  artikel  8,  stk.  3,  (om  begrænset  anvendelse  af  princippet  om  dobbelt  straf- barhed  som  afslagsgrund  for  retsanmodninger)  vurderes  derimod  at  kræve  lovændringer  i  sin nuværende  udformning,  idet  bestemmelsen  indebærer,  at  den  adgang  Danmark  nu  har  for  at afslå retsanmodninger om tvangsindgreb under henvisning til, at forholdet ikke ville være stra f- bart efter dansk ret, begrænses. De øvrige bestemmelser i det foreliggende forslag til rammeafgørelse, herunder det foreliggende forslags bestemmelser om juridiske personer ansvar, iværksættelse af retsforfølgning samt straf- femyndighed skønnes ligeledes ikke at nødvendiggøre lovændringer. Forslaget til rammeafgørelse ses ikke at have statsfinansielle konsekvenser. 5. Høring Forslaget  tillige  med  et  grundnotat  om  forslaget  har  været  sendt  i  høring  hos  Præsidenten  for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsiden- ten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Rette  n i Aalborg, Præ- sidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Politidirektøren  i  København,  Den  danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmæg- tigforeningen,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Amnesty  International,  Det  Danske Center  for  Menneskerettigheder,  Nævnet  for  Etnisk  Ligestilling,  Dokumentations-  og  Rådgi v- ningscenter for Racediskrimination samt Rå det for Etniske minoriteter. Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns  Byret,  Domstolsstyrelsen,  Datatilsynet,  Rigspolitichefen,  Rigsadvokaten,  Politidi-

- 18 - rektøren i København, Den danske Dommerforening, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Næ v- net for Etnisk Ligestilling. Det bemærkes, at de hørte myndigheder og organisationer blev anmodet om en udtalelse vedrø- rende Kommissionens oprindelige forslag af 28. november 2001. De afgivne høringssvar knytter sig således til det oprindelige forslag til rammeafgørelse, der har undergået en række ændringer under forhandlingerne, samt Justitsministeriets grundnotat om det oprindelige forslag. Domstolsstyrelsen,  Landsforeningen  af  beskikkede  advokater,  Politiforbundet  i  Danmark  og Præsidenten for Vestre Landsret har tilkendegivet, at man ikke har bemærkninger til forslaget. Den Danske Dommerforening bemærker, at en gennemførelse af forslaget vil indebære, at Dan- mark skal ændre straffelovgivningen, herunder kriminalisere forhold, der ikke tidligere har været kriminaliseret og indføre sanktioner, der er ukendte i Danmark, og som synes at ligge fjernt fra dansk retstradition. Den Danske Dommerforening finder det i den forbindelse betydningsfuldt, at forslaget med henblik på at begrænse risikoen for fortolkningstvivl i eventuel ny lovgivning s ø- ger at anvende en terminologi, der allerede er kendt i dansk straffelovgivning. Præsidenten for Københavns Byret tilslutter sig Den Danske Dommerforenings bemærkninger. Datatilsynet anfører, at forslaget ikke giver anledning til databeskyttelsesretlige betænkeligheder. Rigsadvokaten  bemærker  i  relation  til  artikel  2,  at  spørgsmål   om  jurisdiktionskompetence  bør reguleres i artikel 12. For så vidt angår artikel 3 finder Rigsadvokaten ikke, at definitionen af racisme og fremme  dhad er formuleret på en dækkende og hensigtsmæssig måde. Rigsadvokaten peger i den forbi  ndelse på, at defin itionen i stedet bør tage udgangspunkt i lignende definitioner, som for eksempel fin- des  i  udkastet  til  tillægsprotokollen  til  Europarådets  Konvention  om  IT -kriminalitet  og  FN- konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination. For  så  vidt  a ngår  artikel  4  er  Rigsadvokaten  af  den  opfattelse,  at  bestemmelsen  er  formul eret således, at det ikke klart fremgår, hvilken adfærd medlemsstaterne skal kriminalisere. Rigsa  dvo- katen anfører, at kriminaliseringsforpligtelsen bør formuleres meget præcist, da formuleringerne skal  danne  grundlag  for  fastlæggelse  af  gerningsindhold  i  straffebestemmelser.  Rigsadvokaten anfører endvidere, at forpligtelserne bør formuleres således, at det er muligt i retsa nvendelsen at tage fornødent hensyn til informations- og ytringsfriheden og andre grundlæggende rettigheder, ligesom  nødvendigheden  og  berettigelsen  af  at  inddrage  disse  hensyn  i  retsanvendelsen  efter

- 19 - Rigsadvokatens  opfattelse  bør  fremgå  af  rammeafgørelsen.  Endelig  er  Rigsa dvokaten  enig  i,  at en gennemførelse af artikel 4 vil nødvendiggøre lovændringer. I relation til artikel 6 finder Rigsadvokaten ikke en detaljeret regulering af de sanktioner, der skal kunne  idømmes,  hensigtsmæssig.  Efter  Rigsadvokatens  opfattelse  bør  rammeafgørelsen  alene indeholde minimumskrav til, hvilke sanktioner der skal fastsættes. For så vidt angår artikel 9 om juridiske personers ansvar, anfører Rigsadvokaten, at beste  mmel- sen  efter  Rigsadvokatens  opfattelse  vil  nødvendiggøre  lovændringer,  idet  juridiske  personer  i medfør af straffelovens § 306 alene ifalder ansvar for overtrædelser af straffeloven, i det omfang lovovertrædelsen er sket for at skaffe den juridiske person vinding. Politidirektøren i København anfører i relation til artikel 4, litra e), at det bør præciseres i hvilket omfang journalister og redaktører kan drages til ansvar for de i bestemmelsen opregnede hand- linger. Rigspolitichefen  oplyser,  at  Rigspolitichefens  indberetningsordning  vedrørende  kriminelle  for- hold og hændelser, der kan have racistisk baggrund, ved rundskrivelse af 18. december 2001 er ændret på flere måder. Indberetningsordningens beskrivelse af kravene til de omfattede kr  iminel- le forholds baggrund er herefter i overensstemmelse med definitionen af racisme og fremmedhad i rammeafgørelsens artikel 3. For så v idt angår artikel 15 vedrørende udveksling af oplysninger finder Rigspolitichefen ræ kke- vidden uklar. Nævnet for Etnisk Ligestilling støtter det overordnede formål med rammeafgørelsen, idet Næ v- net blandt andet henviser til, at udviklingen inden for IT-området har gjort det muligt at udsprede racisme og fremmedhad over landegrænserne. Nævnet for Etnisk Ligestilling finder det endvidere positivt, at benægtelse af holocaust og med- virken  til  en  racistisk  eller  fremmedfjendsk  organisations  kriminelle  virksomhed  vil  skulle  kri- minaliseres. Det Danske Center for Menneskerettigheder finder det positivt, at Rådet tager skridt til at ve dta- ge en rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Centret anfører, at disse for- brydelser udgør alvorlige krænkelser af menneskerettigheder og menneskelig værdighed. Forsla- get til rammeafgørelse sigter mod at styrke den fælles retshåndhævelse, og det retlige samarbejde er væsentligt i den henseende.

- 20 - Centret finder ikke, at forslaget går videre end allerede eksisterende k rav i internationale menne- skerettighedskonventioner. Derimod finder Centret, at rammeafgørelsen på enkelte punkter ikke har samme rækkevidde som de  bestemmelser  i  FN-konventionen  om  afskaffelse  af  alle  former  for  racediskrimination,  der vedrører racisme og fremmedhad. Centret anfører i den forbindelse, at FN-konventionens anvendelsesområde bl.a. er videreg å ende i forhold til rammeafgørelsens artikel 4, litra f), idet konventionen indeholder en forpligtelse til at forbyde racistiske organisationer. Centret anfører desuden, at forslagets indledning (præambel) ud fra en retspolitisk betragtning vil kunne styrkes, hvis det heri understreges, at racebegrebet er en sociologisk konstruktion. Advokatrådet  anfører, at Rådet støtter tiltag til bekæmpelse af rac isme og fremmedhad. For  så  vidt  angår  kriminaliseringsforpligtelsen  i  artikel  4,  litra  a)  -e),  anfører  Advokatrådet,  at bestemmelserne efter Rådets opfattelse indebærer, at der må foretages justeringer i straffelo  vgiv- ningen,  herunder  navnlig  straffelovens  §  266  b,  og  at  sådanne  ændringer  vil  indeb ære  en  ind- skrænkning af ytringsfriheden i forhold til de regler, der gælder i dag. For  så  vidt  angår  artikel  6,  stk.  4,  vedrørende  supplerende  eller  alternative  sanktioner  udt  aler Advokatrådet  sig  imod  at  fastsætt e  regler  om  fratagelse  af  borgerlige  eller  politiske  rettigheder og indbetaling til velgørenhedsorganisationer. Herudover bemærker Advokatrådet, at Rådet er skeptisk over for artikel 14 om politiske fo  rbry- delser og artikel 15 om udveksling af oplysninger. 6. Nærhedsprincippet Som  anført  under  pkt.  2  har  forslaget  til  rammeafgørelse  om  racisme  og  fremmedhad  bl.a.  til formål at sikre, at racisme og fremmedhad i alle medlemsstater kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overt rædelsen og har afskrækkende virkning. Fælles straf- feretlige  definitioner  og  straffe  har  endvidere  til  formål  at  lette  det  retlige  sama rbejde  og  den gensidige retshjælp i straffesager. Forslaget indebærer ikke, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, der strider mod deres forfatningsmæssige  bestemmelser  og  grundlæggende  principper  om  foreningsfrihed,  pressefri- hed og frihed til at udtrykke sig i andre medier.

- 21 - Forslaget  til  rammeafgørelse  om  racisme  og  fremmedhad  vurderes  ikke  at  give  anledning  til overvejelser i forhold til nærhedspri n cippet. 7. Andre landes kendte holdninger Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. 8. Foreløbig generel dansk holdning Fra dansk side er man overordnet set positiv over for det foreliggende forslag til rammeafgørel- se om racisme og fremmedhad. 9. Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet har den 4. juli 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat en række ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget til rammeafgørelse. 10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sama r- bejde den 8. februar 2005. 11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Udkastet til rammeafgørelse tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Eu- ropaudvalg den 11. februar 2002 og til Folketingets Retsudvalg den 18. februar 2002. Sagen blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for råd s- mødet (retlige og indre anliggender) den 28.-29. november 2002. Herudover blev sagen forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for  rådsmødet  (retlige  og  indre   anliggender)  den  19.  december  2002.  Sagen  var  imidlertid  ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet. Sagen  har  endvidere  været  forelagt  for  Folketingets  Europaudvalg  og  Retsudvalg  forud  for rådsmødet (re tlige og indre anliggender) den 27.-28. februar 20 03.

- 22 -

- 23 - Dagsordenspunkt 2: Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv. Resumé Formålet med forslaget er   - ifølge Kommissionen - at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde  i  straffesager,  når  det  drejer  sig  om  fremskaffelse  af  (eksisterende)  genstande,  d o- kumenter og data til brug i en straffesag i et andet EU-medlemsland. Forslaget vil på dette o m- råde skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets    konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter. Forslaget vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Forslaget vil have lovgivning smæssige konse- kvenser, mens det ikke vurderes at ville have statsfinansielle konsekvenser.  Der ses ikke at fore- ligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man meget skeptisk over for Kommissionens forslag. 1. Baggrund På sit møde i december måned 1998 godkendte Det   Europæiske Råd en handlingsplan udarbe jdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam  -traktatens bestemmel- ser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden fo r det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terro- risme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig. Målet s kal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amste  rdam- traktatens  ikrafttræden  bør  iværksættes  en  proces  med  henblik  på  at  forenkle  p rocedurerne  for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager. I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.  - 16. oktober 1999 vedtog stats- og regeringscheferne, at princippet om gensidig anerkendelse skulle være hjørnestenen i det ret- lige  samarbejde  inden  for  EU  på  både  det  civil  -  og  det  strafferetlige  område.  Princippet  skulle gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder. Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne  fra Det Europæi- ske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af pri  n- cippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Af programmet fremgår det, at der skal  gives  højeste  prioritet  til  afgørelser  med  henblik  på  tilvejebringelse  af  bevismateri ale,  jf.

- 24 - programmets pkt. 2.1.1., hvor følgende bl.a. er anført: Mål :  Muliggøre  anerkendelse  af  bevismateriale,  forhindre,  at  det  går  tabt,  og  lette fuldbyrdelsen af ransagnings- og beslaglæggelseskendelser med henblik på hurtigt at tilvejebringe bevismateriale i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds ko nklu- sioner fra Tampere). Foranstaltning nr. 3: For at lette den gensidige information bør der indføres en stan- dardformular  til  anmodning  om  oplysninger  om  tidligere  straffedomme  på  alle  fæ l- lesskabssprog. Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på : - at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsindgreb i henhold til arti- kel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med artikel 51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gø- res gældende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økono- misk kriminalitet. - at  sikre,  at  de  grunde  til  at  afslå  anmodninger  om  gensidig  retshjælp,  som  er nævnt i artikel 2 i konventionen fra 1959, suppleret med artikel 50 i konventio- nen  om  gennemførelse  af  Schengen-aftalen,  ikke  længere  kan  gøres  gældende mellem medlemsstaterne. Foranstaltning  nr.  6:  Udarbejdelse  af  et  instrument  med  henblik  på  anerkendelse  af kendelser  vedrørende  sikring  af  bevismateriale  for  at  undgå,  at  bevismateriale,  der befinder sig på en anden medlemsstats område, går tabt. Foranstaltning nr. 6 i programmet er gennemført ved Rådets rammeafgørelse om gennemføre lse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale. Denne rammeafgørelse, som bl.a. indeholder krav om gensidig anerkendelse af kendelser udstedt for at indefryse bevismateriale og eventuelt udlevere det til udstedelsesstaten, blev vedtaget den 22. juli 2002 og er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8).    Kommissionen  har  bl.a.  med  henvisning  til,  at  den  nævnte  rammeafgørelse  om  indefrysnings- kendelser alene omhandler en del af samarbejdet om bevismateriale, fremsat et forslag til Rå dets rammeafgørelse  om  en  europæisk  bevissikringskendelse  til  fremskaffelse  af  genstande,  doku- menter og data til brug i straffesager. Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at der er