MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Miljø- og Planlægningsudvalget 2004-05 (2. samling), Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2004-05 (2. samling)
MPU Alm.del Bilag 62, FLF Alm.del Bilag 45
Offentligt

FLF Alm.del - Bilag 45,MPU Alm.del - Bilag

Miljø- og Planlægningsudvalget,

Offentligt

PROFESSOR, DR. JUR. PETER PAGH

KØBENHAVNS UNIVERSITET, JURIDISK FAKULTET

MPU alm. del - Bilag 62

Offentlig

STUDIESTRÆDE 6

1455 KØBENHAVN K

35 32 31 27

TLF:

TLF (PRIVAT): 43 44 12 38

35 32 32 04

TELEFAX:

E-mail: [email protected]

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1218 København K

Den 9. marts 2005

Vedr Hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler

I anledning af de seneste dages medieomtale af landmænds "hamstring" afmiljøgodkendelser synes

der at være behov for at afklare, hvad der egentlig er problemerne, hvorfor jeg med nærværende

henvendelse tillader mig at ulejlige udvalget.

Ifølge medierne skulle de gældende regler betyde, at landmænd (og især større husdyrbrug) for

tiden kan hamstre miljøgodkendelser, som det offentlige herefter er nødt til at købe tilbage for at

overholde EU's miljøkrav. Som reaktion herpå har der forståeligt nok været forskellige forslag til

politiske tiltag for at standse denne aktivitet.

Problemet er, at mediernes udlægning af reglerne ikke er dækkende og har givet anledning til

alvorlige misforståelser. Disse misforståelser må for en ikke ubetydelig del tilskrives, at der

tilsyneladende hersker samme forvirring blandt de forvaltende myndigheder, hvilket igen må

tilskrives alvorlige mangler ved den danske gennemførelse af EU's miljøregler kombineret med en

ualmindelig rodet og utilgængelig lovgivning.

Inden Folketinget beslutter, hvorledes man vil reagere, forekommer det derfor nødvendigt kort

at præcisere, hvad der i dag er gældende ret. Jeg har valgt primært at fokusere på de såkaldte EU-

fuglebeskyttelses- og habitatområder samt vandmiljøet, men gør afslutningsvis nogle bemærknin-

ger om VVM-reglerne.

1. Efter de gældende danske regler (og EU's IPPC-direktiv) skal ændringer af større husdyrbrug

(typisk over 250 dyrenheder) have en miljøgodkendelse. En sådan godkendelse kan ikke gives, før

myndigheden på grundlag af en undersøgelse af de mulige virkninger på fuglebeskyttelsesområder

og habitatområder har sikkerhed for, at det ansøgte ikke kan skade disse lokaliteter. Der gælder

altså en omvendt bevisbyrde. Yderligere følger udtrykkelig af EU's IPPC-direktiv, at der &Ice må

gives miljøgodkendelser, som medfører, at de af EU fastsatte krav til vandkvalitet overskrides.

Disse regler er ganske vist &Ice gennemført helt præcist i den danske lovgivning, men er de regler,

som myndighederne skal anvende, da EF-domstolen har fastslået, at de anførte EU-regler har

direkte effekt og skal anvendes, når den nationale lovgivning mangler.

2. Når der er meddelt en miljøgodkendelse kan der efter de danske regler ikke stilles nye krav til

virksomheden i en periode på normalt 8 år, medmindre der foreligger nye oplysninger om

forureningens skadevirkning. Dette kaldes også retsbeskyttelsesperioden, som dog i særlige

tilfælde kan bedsættes til fire år. Når retsbeskyttelsesperioden er udløbet, kan der stilles yderligere

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

somheden har mulighed for at

krav til forureningsbegrænsning, men under hensyn til at virk

udløber retsbeskyttelsesperioden

omstille sig. For de miljøgodkendelser, der meddeles i 2005,

ventes, at der vil være krav om

således i 2013, men amtet kan afkorte denne, hvis det feks. må

gennemføres.

yderligere forureningsbegrænsning, når vandrammedirektivet skal

itetsmål for alle vandområder

3. Efter vandrammedirektivet skal der senest i 2009 fastsættes kval

mark er dog endnu ikke nået

og vedtages en plan, så målene kan blive opfyldt senest i 2015. Dan

være sket en kortlægning af

til første fase, da der efter direktivet i december 2004 skulle

. Det er formentlig årstallet 2009,

vandkvaliteten i alle danske vandområder, hvilket ikke er sket

at de først skal overholde

der har givet anledning til forvirring i amterne, som tilsyneladende tror,

. Dette er helt sikkert ikke

EU's krav til naturbeskyttelse og beskyttelse af vandmiljøet i 2009

af de danske regler er på plads.

tilfældet, men misforståelsen må tilskrives, at heller ikke denne del

af habitat-direktivet vil hindre,

4. Jeg vil herved for det første pege på, at en korrekt anvendelse

ringsstatus af habitat- og

at der meddeles miljøgodkendelser, som kan skade den gunstige beva

omvendt bevisbyrde. For det

fuglebeskyttelsesområder, hvor det må erindres, at der gælder en

som medfører overtrædelser af

andet vil jeg pege på, at der ikke må meddeles miljøgodkendelser,

dres, at der allerede i de

de gældende strenge EU-regler for vandkvalitet. Det må herved erin

ise til direktiv 75/440 om

gældende EU-regler stilles strenge krav til vandkvalitet, hvor jeg vil henv

ktiv 76/464 om udledning af

overfladevandskvalitet, direktiv 76/160 om badevandskvalitet, dire

ktiv 79/923 om kvalitet af

farlige stoffer i vandmiljøet, direktiv 78/659 om fiskevandskvalitet, dire

et (91/271).

skalddyrvande, nitratdirektivet (91/676) og byspildevandsdirektiv

for f. eks. svinefarme, som ikke

5. Endelig vil jeg for det tredje pege på, hvilke regler der gælder

i alle tilfælde overholde

er så store, at de kræver miljøgodkendelse. Disse svinefarme skal

myndighederne er forpligtet til

husdyrgødningsbekendtgørelsen, men hertil kommer yderligere, at

men giver anledning til en

at gribe ind med påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, hvis svinefar

ktivets artikel 6(2). Denne

forurening, der medfører skade på et habitatområde, jf. habitat dire

kapitel 2 a. Tilsvarende er

forpligtelse følger nu tillige af reglerne i naturbeskyttelseslovens

øbeskyttelseslovens § 42, hvis

myndighederne forpligtet til at gribe ind med påbud efter milj

skridelse af EU's bindende

svinefarmen giver anledning til en forurening, som medfører en over

vandkvalitetsnormer.

miljøgodkendelse, skal

6. Heraf følger samlet, at hvis f eks. en svinefarm lovligt kan drives uden

råder, eller hvis det medfører

myndighederne gribe ind, hvis dette kan skade habitat- og fugleom

der en miljøgodkendelse skal

overtrædelse af EU's bindende krav til vandkvalitet. Søges

r, og myndighederne skal herved

myndighederne forud sikre, at disse skadevirkninger ikke indtræde

ktivets artikel 6(3) gælder en

se på den samlede virkning af tilladelsen, hvor der efter habitat dire

godkendelser, selv når disse

omvendt bevisbyrde. Som konsekvens heraf skal myndighederne afslå

te samlede aktivitet medfører

fører til en netto reduktion af forureningen, hvis den godkend

ge amters praksis, der fejlagtigt

skadevirkning. Særligt det sidste forhold synes misforstået i man

ikke muligt at opnå "ret" til at

antager, at amtet alene skal se på netto-virkningen. Det er således

administrerer reglerne korrekt.

forurene ved at "hamstre" miljøgodkendelser, hvis ellers amterne

ændringer afhusdyrbrug,

7. I forlængelse heraf bemærkes, at også ikke miljøgodkendelsespligtige

omvendte bevisbyrde. Efter de

som kan påvirke habitat- eller fugleområder er omfattet af denne

me og andre husdyrbrug i en

gældende EU-regler skal enhver udvidelse eller ændring af svinefar

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

eller udvidelsen kan påvirke

n form godkendes af miljømyndighederne, hvis ændringen

eller ande

miljømyndighed kan kun give en

EU-fuglebeskyttelsesområde eller habitatområde. Den lokale

virkningen på lokaliteten har

endelse til det ansøgte, hvis den via en undersøgelse af

godk

ning. Også ved mindre ændringer

videnskabelig sikkerhed for, at ændringen ikke har negativ virk

kun for husdyrbrug inden for

er der således en omvendt bevisbyrde. Disse regler gælder ikke

gæld

den ansøgte aktivitet kan påvirke

de udpegede områder, men også for husdyrbrug uden for, hvis

uafhængig af, om påvirkningen er

de udpegede områder. Og kravet om vurdering af virkning er

positiv eller negativ.

følgeligt være umuligt at

8. Hvis amter og kommuner overholder de gældende regler, vil det

ende skal "tilbagekøbes" på

meddele miljøgodkendelser eller andre godkendelser, som efterfølg

grund af EU's miljøkrav.

er, må det formentlig tilskrives

9. Når amterne (og kommunerne) ikke kan finde ud af disse regl

t er ikke her miljøbeskyttelseslo-

mangler ved den danske gennemførelse af EU-reglerne. Probleme

af bindende kvalitetskrav til

vens retsbeskyttelsespriode, men den manglende gennemførelse

naturbeskyttelsesområder og

vandkvalitet og udformningen af bekendtgørelsen om internationale

r. Til illustration af det sidste

de øvrige danske regelr om beskyttelses af habitta- og fugleområde

om miljøgodkendelse af

kan nævnes, at Miljøklagenævnet i en afgørelse fra november sidste år

et anvendte habitat-direktivets

dambrug opgav at anvende den danske bekendtgørelse og i sted

artikel 6 direkte, som krævet af EF-domstolen.

yrbrug hænger sammen med

10. Erstatning for indgreb i bestående og godkendte aktiviteter i husd

ten og den praksis, som er

et andet forhold. Problemet er, at det med baggrund i landbrugsplig

ående lovlig landbrugsaktivi-

udviklet på naturbeskyttelsesområdet, må antages, at indgreb i en best

s som ekspropriation og vil

tet af hensyn til EU's naturbeskyttelseskrav i mange tilfælde må anse

for, at Folketinget i juni 2004

kræve erstatning efter grundlovens § 73. Dette var baggrunden

19 g. Efter denne regel skal

vedtog den særlige erstatningsregel i naturbeskyttelseslovens §

es begrænset eller standset af

landmændene have erstatning, hvis en hidtil lovlig aktivitet kræv

skal landmeendene efter denne

hensyn til beskyttelsen af habitat- og fugleområder. Tilsvarende

s afslag på f eks. at sprede gylle

regel have erstatning, hvis der med baggrund i samme hensyn give

kan meddeles med henvisning til

på nye marker. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis afslaget

naturbeskyttelseslovens § 3.

illustreres med et eksempel:

11. Sondringen giver anledning til betydelig tvivl, hvilket kan

elseslovens § 3 og udpeget som

landmand A har på sin ejendom et vandhul omfattet af naturbeskytt

t. Vil landmand A sprede gylle

habitatområde, og landmand B's marker skråner ned til vandhulle

g, mens landmand B har krav

på sin ejendom, kan der formentlig uden erstatning meddeles afsla

d B får afslag på at sprede gylle.

på erstatning efter naturbeskyttelseslovens § 19g, hvis landman

§ 3 kun gælder ejeren, og da B

Forskellen skyldes, at forpligtelsen efter naturbeskyttelseslovens

kun vandhullet, men også

ikke er ejer af vandhullet, er han heller ikke forpligtet efter § 3. Er kke

råde, skal landmand A formentlig

en del af området op til vandhullet udpeget som EU habitatom

have erstatning for afslag for en del af området.

ens § 19 g må det dog i alle

12. Uanset vanskeligheder med anvendelse af naturbeskyttelseslov

kendelser, hvis amterne ellers

tilfælde fastslås, at reglen ikke kan fa betydning for nye miljøgod

at reglerne er udformet unødigt

anvender reglerne korrekt. Men det må medgives amterne,

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

elser overhovedet er opstået, beror

kompliceret. Når diskussionen om tilbagekøb af miljøgodkend

endelsen kun skal tages stilling til

det på den udbredte misforståelse, at myndigheden ved godk

ngtagen til den samlede aktivitet,

netto-effekten. Dette er ikke tilfældet. Godkendelsen er en stilli

i samme sag både meddelte

hvorfor det var en fejl, når Fyns Amt i sagen om minkfarmen

et. Var reglerne administreret i

godkendelse til udvidelse og samtidigt krævede minkfarmen lukk

lse afslås og herefter skulle der

overensstemmelse med EU-reglerne måtte ansøgning omgodkende

es til tabet for lukning af den

foretages indgreb. Erstatningen skulle følgeligt have været begræns

hidtidige aktivitet.

er ind i overensstemmelse med

13. Det har fra bl. a. Fyns Amt været anført, at amterne ikke grib

økonomiske midler til at betale

de gældende regler, fordi amterne ikke har tilstrækkeligt med

lig forvaltning, som kommunaltil-

erstatning. Såfremt dette er tilfældet, er der tale om åbenbar ulov

synet skal gribe ind over for.

habitat- og fulgeområder giver

14. Den danske gennemførelse af EU's regler om beskyttelse af

er om krydsoverenssteminelse

anledning til et selvstændigt problem i forbindelse med de nye regl

ng 1782/2003 om rammer for

for landbrugsstøtten. I korthed er problemet, at efter EU's forordni

, hvis en landmand overtræder

landbrugsstøtten skal dele af landbrugsstøtten tilbageholdes

k ret er regler, som umiddelbart

habitatdirektivets artikel 6. Problemet er, at der ikke i dans

kyttelsesområder. Landmandens

forpligter en landmand til ikke at skade habitat- og fuglebes

Og som sagen fra Fyn viser,

forpligtelser afhænger af, om amtet har opdaget, at der er et problem

amtets sagsbehandlere næppe

vil amterne ofte ikke opdage problemet - eller lukke øjnene, da

ns er, at de danske regler

bliver belønnet for at påføre amtet ekstra udgifter. Den afledte konsekve

else mht. landbrugsstøtte.

ikke gør det muligt at overholde EU's nye regler omkrydsoverensstemm

Efter de gældende EU-regler

15. Hertil kommer et selvstændigt problem med EU's VVM-regler.

yrbrug i en eller anden form

skal enhver udvidelse eller ændring af svinefarme og andre husd

ng til, om der er behov for en

godkendes af miljømyndighederne, som herefter skal tage stilli

et om der er tale om etablering

miljøvurdering efter de såkaldte VVM-regler. Dette gælder, uans

mindstestørrelse. Dette følger

af nye bygninger eller spredning på nye arealer - og der er ingen

fastslået, at man i så fald skal

ganske vist ikke af de danske regler, men da EF-domstolen har

t til at anvende EU-reglerne.

anvende EU's VVM-direktiv direkte er myndighederne forpligte

gennemførelse af EU's regler om

Som det er fremgået af det anførte, er der store problemer med

t handler ikke om tilbagekøb af

naturbeskyttelse og krav til vandkvalitet mv. Men probleme

ekte gennemførelse af EU-reglerne

miljøgodkendelser. Problemet er derimod den manglende korr

ekt, at der nu skal betales en

administrationen af de gældende regler. Det er ganske vist korr

overholdelse af EU's miljøregler -

stor regning for tidligere forsømmelser med gennemførelse og

ænses, bør man nok bringe

men hvis fremtidige regninger for de nuvæi ende afgørelser skal begr

den unødig uforståelig.

lovgivningen i overensstemmelse med EU-reglerne og ikke gøre

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Såfremt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg ønsker det, er jeg naturligvis indstillet på over

for udvalget at give en mere grundig belysning af de rejste spørgsmål.

Til udvalgets orientering vedlægges tillige en nylig offentliggjort artikel om de mere principielle

problemer, som EU's naturbeskyttelse giver anledning til med overskriften: "Bestemmer ejeren

eller den spidsnudede frø ?"

e ig hi e

7 '--

l‘ter Pa

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Bestemmer ejeren eller den

spidssnudede frø?

Af professor, dr.jur. Peter Pagh

Med udgangspunkt i en ny afgørelse fra Naturklagenævnet og flere nye domme fra EF-domstolen belyses, hvordan

EU's regler om naturbeskyttelse griber ind i ejerens rådighed over fast ejendom. Ændringerne stiller ikke alene nye

krav til myndighedernes sagsbehandling, men rejser også ekspropriationsretlige problemer. Artiklen omtaler tillige

den ændring af naturbeskyttelsesloven og flere andre love, Folketinget vedtog i juni 2004 for at opfylde EU-forplig-

telserne. På grundlag af EF-domstolens praksis konkluderes, at de danske regler trods de seneste ændringer ikke le-

ver op til EU-reglerne, men at de lokale og centrale myndigheder alligevel vil være forpligtet til at anvende EU-reg-

lerne, der efter EF-domstolens praksis har direkte effekt.

Ved afgørelse af 11/11 2004 har Naturklagenævnet indi-

rekte standset et større byggeri med etablering af ny

bydel ved den nuværende TV-by.[1] Begrundelsen var,

at tilladelse til byggeriet og dispensation til sløjfning af

vandhuller efter naturbeskyttelseslovens (nbl) § 3 var

sket uden tilstrækkelig forudgående miljøvurdering af

projektets indvirkning på den spidssnudede frø, der var

observeret i området.

Når en lille frø kan give anledning til så stort ståhej

og standse et ellers lovligt byggeri,[2] skyldes det to for-

hold. For det første er frøen opført på listen over be-

skyttede arter i bilag IV til EU's direktiv 92/43 om be-

skyttelse af vilde dyr og planter og deres naturlige leve-

steder (i det følgende habitatdirektivet). Og efter

habitatdirektivet er krav om generel beskyttelse af den

spidssnudede frø - og andre bilag IV-arter og deres le-

vesteder - en generel beskyttelse, der ikke må forveksles

med den specielle beskyttelse, som gælder for de særligt

udlagte habitatområder (Natura 2000-områder). For det

andet kræver EU's direktiv 85/337 om VVM, at der ved

»anlægsarbejder i by-zone« skal ske en forudgående

miljøvurdering (VVM), hvis anlægget pga. placering,

størrelse eller karakter kan få væsentlig indvirkning på

miljøet[3] - og herunder f.eks. påvirke den spidssnudede

frøs livsbetingelser.141

Selv om det måske kan overraske, at det i en vis for-

stand er frøens »valg af levested«, der hindrer ellers lov-

lige aktiviteter, er Naturklagenævnet i denne sag på

linje med EF-domstolens (EFD) praksis i tilsvarende sa-

ger. Hermed er tillige antydet, at EFD's fortolkning af

EU's regler om naturbeskyttelse går videre, end de fleste

forestiller sig, og griber ind på juridiske rådgivningsom-

råder, der normalt ikke befatter sig med naturbeskyt-

telse. Men budskabet er klart: Juridisk rådgivning om

byggeri må som anden erhvervsrådgivning medtænke

EU's regler om naturbeskyttelse. Det er ikke tilstrække-

ligt at forlade sig på de danske regler, som det vil

fremgå af det følgende.

VVM-direktivet sondrer mellem bilag I-projekter, hvor VVM

er obligatorisk, og bilag 11-projekter, hvor der skal ske en

screening af, om VVM er nødvendig på grundlag af kriteri-

erne i VVM-direktivets bilag Bl. Bilag 11 pkt. 10(b) lyder:

»Anlægsarbejder i byzone, herunder opførelse af butikcentre

og parkeringspladser«. Taget bogstaveligt vil ethvert anlægs-

arbejde i byzone kræve VVM-screening. Dette er næppe kor-

rekt, da den engelske version af VVM-direktivet anvender

udtrykket »Urban development projects«.

Naturklagenævnet afviste ganske vist i afgørelse af 3/9 2003,

at projektet var VVM-pligtig, fordi der ikke i området var

arter beskyttet efter habitatdirektivets artikel 12, og afgørel-

sen af 11/11 2004 omtaler ikke VVM-reglerne, men lægger i

stedet vægt på myndigheders generelle forpligtelse til at

beskytte truede arter efter habitatdirektivets artikel 12. Med

de nye oplysninger må antages, at screeningen af projektet

var utilstrækkelig, og at der skulle have været gennemført en

VVM bl.a. omfattende undersøgelse af virkningen på frøens

levested. Hertil kommer, at screeningsafgørelsen af 3/9 2003

var baseret på et andet projekt (erhvervspark) end det nu fore-

liggende (ny bydel), hvorfor den tidligere afgørelse næppe

kan tillægges vægt. Normalt vil projekter af denne karakter i

sig selv udløse VVM-krav. Se dog C-I17/02, hvor Kommissi-

onen ikke havde dokumenteret, at etablering af portugisisk

ferieby i Sintra-Cascais krævede VVM.

Naturklagenævnet fastslog alene, at nbl § 3 var overtrådt.

Håndhævelse af nbl § 3 afgøres af amtet, hvorfor nævnet i

en afgørelse samme dag afviste begæring om lovliggørelse.

Såfremt der skal gennemføres VVM, kan Naturklagenæv-

net efter planlovens regler pålægge amtet at standse byg-

geriet.

Byggeriet var lovligt i den forstand, at kommunen havde

givet tilladelse på grundlag af en lokalplan. Lokalplanen

blev ved Naturklagenævnets afgørelse af 19/8 2004 ophæ-

vet som ugyldig, uden byggeriet dog blev standset, selv om

nævnet har kompetence til at pålægge kommunen at

standse byggeriet, jf. eksempelvis MAD 2001.1068 om opfø-

relse af 62 ungdomsboliger i Farum uden tilstrækkeligt

lokalplangrundlag.

Litterær afdeling, UfR, Ugeskrift for Retsvæsen, nr. 3, 22. januar 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

spidssnudede frø?

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den

oversigt

1. EU's regler om naturbeskyttelse - en

er der

set upåagtet. Efter afgørelsen om Gyngemosen

le arts be-

behov for at belyse indholdet i den generel

skyttelse lidt nærmere.

rbeskyttelse

Den danske juridiske litteratur om EU's natu

beskeden,

er sparsom[5] og kendskabet til reglerne

bortses fra

hvorfor der indledes med en oversigt. Når

lle artsbeskyttelse - og de modsva-

planter,[6] er de to centrale 2. EU's genere

handel med vilde dyr og

09 om be- rende danske regler

EU-regler om naturbeskyttelse: direktiv 79/4

e fuglebe- Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 3 omfatter den

skyttelse af vilde fugle fra 1979 (i det følgend

lemssta-

1992.

generelle beskyttelse alle vilde fugle, hvor med

skyttelsesdirektivet) og habitatdirektivet fra

le- og ra-

en om

terne dels har pligt til at sikre deres leve-, yng

Herudover har EU ratificeret Bern-konvention

rlige le- stesteder, dels til at forbyde forsætlig jagt eller anden

beskyttelse af vilde dyr og planter og deres natu

yttelse af ødelæggelse af fuglene og deres reder i yngletiden. Be-

vesteder samt Bonn-konventionen om besk

tater, som skyttelsen kan efter artikel 9 fraviges af hensyn til

migrerende arter. Ratifikationen af de to trak

. omfatter sundheden, luftfarten og andre særligt anførte grunde,

ikke er fuldt ud gennemført i EU-retten (bl.a

opført på men det kræver, at der etableres særlige kontrolordnin-

Bern-konventionen en række arter, der ikke er

få større be- ger.[7] Selv om den overvejende del af sager om generel

habitatdirektivets bilag IV), kan vise sig at

onel coordi- beskyttelse af fugle omhandler jagt, og sager om be-

tydning. EFD har nemlig i Syndicat professi

de France, skyttelse af områder hovedsagelig angår de særlige fug-

nation des pecheurs mod Electricite

forebyggelse lebeskyttelsesområder, er medlemsstaterne også forplig-

C-213/03, om Barcelona-konventionen om

de folkeretlige tet til at sikre ikke truede fuglearters levesteder, som det

af forurening af Middelhavet fastslået, at

iddelbart an- fremgår af C-117/00 mod Irland.

miljøaftaler, som EU har indgået, er »um

er regule-

lens formål

Den generelle beskyttelse af dyr og planter

vendelige, når der af dens ordlyd samt afta

forpligtelsen. ret ved habitatdirektivets artikel 12-16. Modsat fuglene

og karakter kan udledes en klar og præcis

yttelse af er beskyttelsen begrænset til arter opført på habitatdi-

Som konsekvens heraf vil EU's generelle besk

er optaget i rektivets bilag 4, men ellers ligner ordningen beskyttel-

arter omfatte endnu flere arter end de, der

ntionen om- sen efter fuglebeskyttelsesdirektivet.[8]

habitatdirektivets bilag IV, da Bern-konve

betydning

EU's generelle beskyttelse af arter har især

fatter flere arter end habitatdirektivet.

itatdirekti- i tre sammenhænge. For det første er der sat grænser

Principperne i fuglebeskyttelses- og hab

ører en ge- for jagten i form af jagttider, jagtmetoder og krav til

veme ligner hinanden. Begge direktiver indf

pleret af en kontrollen.[9] For det andet kræver den generelle be-

nerel beskyttelsesordning for arterne sup

beskyttede skyttelse af arter, at offentlighedens adgang til naturen i

speciel beskyttelse med udlægning af særligt

e er det de så- en række tilfælde må begrænses, som det fremgik af

områder for særligt truede alter. For fugl

gt for truede C-103/00 mod Grækenland, hvor hensynet til havskild-

kaldte EF-fuglebeskyttelsesområder udla

rtyper er det padder vejede tungere end turisters behov for at benytte

fugle og trækfugle. For øvrige arter og natu

gnet Natura

de såkaldte habitatområder - samlet bete

været øget

7. Se til illustration C-159/99, hvor Italien havde benyttet und-

2000-områder. Mens der de senere år har

gråspurve og to andre

tagelsen i artikel 9 til at tillade jagt af

somhed om EU's særlige fuglebeskyttelses-

opmærk

var etableret for-

spurvearter, men hvor EFD ikke fandt, at der

lse stort

af undtagelsen. Se ligeledes

itatområder, er EU's generelle artsbeskytte

hab

nøden kontrol med anvendelse

t for at overtræde

sag 412/85, hvor Tyskland blev døm

var lovligt, at landmænd

beskyttelsen, fordi det efter tysk ret

er Anker. Miljøretten, II, p.

den almindelige landbrugs-

5. Den seneste lidt større fremstilling

ødelagde fuglereder, der hindrede

: EU-

For en lidt ældre version henvises til Pagh

85-115 (2001).

mæssige drift.

emnet sporadisk berørt

yttelse af havskild-

miljøret, 1996, p. 595-617. Herudover er

Se C-103/00 om manglende græsk besk

ret, 2003, p. 282, og Moe: Miljøret, 8.

tillige C-72/02, hvor

i Revsbech: Lærebog i miljø

padders ynglested ved græsk turist-ø. Se

ussion mellem Pagh og Koester i

re den generelle kon-

2000, p. 156 f. Se tillige disk

Portugal blev dømt for ikke at gennemfø

UfR 1998B, 182 og UfR 1998B.

ivets artikel 12(4). I

UfR 1997B.511, UfR 1998B.75;

trolordning, der kræves efter habitatdirekt

m af Pagh om den danske

løfte bevisbyrden for

345. På intemettet findes responsu

traktatbrudssager skal Kommissionen

w.natunaadet.dk) samt

af U.K. for overtræ-

gennemførelse af habitatdirektivet (ww

utilstrækkelig beskyttelse, jf. frifindelsen

emne

samme

responsum

rektivets artikel 12-16 i

dvokatens

Kammera

delse af beskyttelsen i habitatdi

i 2000 offentlig-

(www.skovognatur.dk). Kommissionen har

C-434/01.

tatdirektivets artikel

dtema, skal alene gives en

gjort en fyldig juridisk fortolkning af habi

9. Da jagt ikke er denne artikels hove

nt/comm/environmentinature).

236/85 (Holland), sag

6 (www.europa.eu.i

oversigt over EF-domme om jagt: sag

planter er primært reguleret ved for-

262/85 (Italien),

6. Handel med vilde dyr og

24 7/85 (Belgien), sag 252/85 (Frankrig), sag

yttelse af vilde dyr og planter ved

C-435/92 (Associ-

ordning 338/97 om besk

sag 339/87 (Holand), sag 157/89 (Italien),

Forordningen gennemfører den

sauvages), C-118/94

kontrol af handlen hermed.

ation pour la protection des animaux

el med udryddelsestruede

L ornithologiques),

internationale konvention om hand

(WWF mod Veneto), C-10/96 (ASB

forordning fra 1982. Her-

C-182/02 (Liege pour

dyr (CITES) og afløste en tidligere

C-38/99 (Frankrig), C-159/99 (Italien),

yttelse og handel

udover er der specielle EU-regler om besk

la protection des ioseaux).

sakse mv.

med hvaler, sæler, elfenben, regler om ræve

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

et bestemt badested. For det tredje griber den generelle

beskyttelse af arter ind i ejers hidtidige lovlige råden

over fast ejendom, da EU-reglerne ikke indeholder for-

behold for den hidtidige lovlige anvendelse. Der kan

følgeligt ikke efter EU-retten vindes hævd på aktiviteter,

der krænker den generelle artsbeskyttelse efter habitat-

direktivets artikel 12-16.

2.1 Den danske artsbeskyttelse

Så vidt ses modsvarer de danske jagtregler EU's krav.

Derimod er det tvivlsomt, om de danske regler om of-

fentlighedens adgang fuldt ud modsvarer EU's krav til

artsbeskyttelse, der tydeligvis prioriterer beskyttelse

frem for benyttelse. Modsat er offentlighedens adgang

til naturen et tungtvejende hensyn i den danske prak-

sis.[10]

Det største problem er dog indgrebet i den private

ejendomsret. Årsagen er, at den generelle artsbeskyt-

telse i Danmark kun i beskedent omfang og kun for få

arter som visse rovfugle griber ind i ejerens lovlige rå-

den (ejer af jagtareal må f.eks. ikke skyde havørne, der

opholder sig på arealet). Men ellers er hovedreglen, at

indgreb i den hidtidige lovlige udnyttelse af ejendomme

for at beskytte bestemte arter normalt kræver fredning

med efterfølgende ekspropriationserstatning efter jagt-

og vildtforvaltningsloven eller naturbeskyttelsesloven.

Hvor der ikke er gennemført sådanne ekspropriatio-

ner, er den danske lovgivnings beskyttelse af arter be-

skeden, hvilket kan illustreres med bkg.

430/2002

fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, plan-

ter m.m. Efter §§ 2 og 3 må »vildtlevende dyr, som er

nævnt i bilag 1 og 2, [. .] ikke slås ihjel eller indsam-

les«, og planter nævnt i bilag 3 må »ikke beskadiges el-

ler fjernes fra deres voksested bortset fra haver, gartne-

rier og andre områder, hvor de opformeres kunstigt«.

Dog gælder efter § 6, stk. 1 følgende vigtige undtagelse:

»Bestemmelserne i § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1 er ikke til hinder

for en normal jordbrugsmæssig udnyttelse af en ejendom eller

anden lovlig udnyttelse af denne.«

hvilket kræver dispensation efter naturbeskyttelseslo-

vens § 65. Som de danske regler er formuleret, er arts-

beskyttelsen derfor afhængig af, om ændret anvendelse

kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens beskyt-

telse af naturtyper eller beskyttelseslinjer. Kræver æn-

dret anvendelse ikke en sådan dispensation, vil det ikke

være muligt at sikre den artsbeskyttelse, som EU-retten

kræver. Heraf følger yderligere, at hvis der ikke er tale

om en ændret anvendelse, vil der ikke være nogen be-

skyttelse, medmindre det pågældende areal er fredet. En

praktisk konsekvens heraf så man på Bornholm for et

par år siden, hvor lokale miljøfolk politianmeldte vej-

væsenet for at slå græs i grøfter, der tjente som hjem-

sted for en anden beskyttet frø. I overensstemmelse med

de gældende danske regler måtte anklagemyndigheden

afvise sagen.

2.2 Ekspropriationsproblemet

Problemstillingen kan imidlertid også anskues i et eks-

propriationsretligt perspektiv. Hvis Danmark skal leve

op til EU's generelle artsbeskyttelse, vil det nemlig i

visse tilfælde kræve et vidtgående indgreb i den private

ejers rådighed over sin ejendom. Lægger løvfrøer, fugle

og birkemus beslag på en del af ejendommen, vil ejeren

med en vis ret kunne hævde, at den generelle artsbe-

skyttelse rammer tilfældigt og er meget økonomisk byr-

defuldt for nogle få - men alene tjener almenvellets in-

teresser, da ejeren måske gerne er fri for de små dyr.

Dette kan tale for, at sådanne indgreb kræver ekspropri-

ation efter grundlovens § 73, hvor der i øvrigt ikke ses

grund til altid at gøre forskel på, om det er fortsat an-

vendelse eller et nyt byggeri. De færreste borgere vil

formentlig have forståelse for, at en flok løvfrøer eller

hasselmus kan hindre, at en netop erhvervet bygge-

grund benyttes til et ellers lovligt byggeri. Og de traditi-

onelle regler om mangel ved køb af fast ejendom yder

intet værn her. Det kan jo være, at løvfrøer og hassel-

mus først har slået sig ned, efter den ny ejer overtog

ejendommen. Det sidste illustrerer et andet dilemma:

Hvis man vil undgå at blive udsat for den slags be-

grænsninger, skal ejendommen ikke fremstå al for na-

turvenlig. Artsbeskyttelsen kan dermed skabe incita-

ment til at forringe de vilde dyr og planters generelle

livsbetingelser.

Hidtil har danske myndigheder mødt disse problemer

med samme indstilling som strudsen Rasmus: lukket

øjne og ører - hvis man ikke taler om det

lader, som

om det er i orden, kan det være, det går over. Efter af-

gørelsen i sagen fra Gyngemosen er denne fremgangs-

måde ikke holdbar: konflikten mellem artsbeskyttelsen

den private ejendomsret kræver en løsning.

Men her støder et nyt problem til. I april vedtog EU

direktiv 2004/35 om miljøansvar, som indeholder en

Som bestemmelsen illustrerer, indebærer den danske

beskyttelse af arter ikke et indgreb i den bestående are-

alanvendelse. Når det alligevel var muligt i sagen fra

Gyngemosen at standse et lovligt byggeri af hensyn til

frøer, var det, fordi byggeriet krævede nedlæggelse af

nogle små søer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3,

10. Se MAD 2001.412, hvor amtet ville lukke skov af hensyn til

ynglende havørnepar, men Naturklagenævnet begrænsede

lukningen til yngletiden. Se tillige KFE 2002.319 om Lille

Vildmose-fredningen, hvor Naturklagenævnet indskrænkede

den af Skov- og Naturstyrelsen ønskede adgang for offentlig-

heden.

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

særlig erstatningsregel for skader på den gunstige beva-

ringsstatus af truede fuglearter, trækfugle, beskyttede

naturtyper og beskyttede arter anført på habitatdirekti-

vets bilag IV. Af miljøansvarsdirektivets artikel 3 frem-

går, at det erstatningsretlige værn af disse skader ikke

kun omfatter de aktiviteter, der er omfattet af direkti-

vets objektive ansvarsregel. Erstatningsansvar kræves

tillige for anden erhvervsmæssig forvoldt skade på be-

skyttede arter og naturtyper, hvis skaden er forvoldt

uagtsom. Selv om en enkelt død frø ikke udgør en skade

efter direktivet, vil der for sjældne arter næppe skulle

meget til, før der foreligger en skade i direktivets for-

stand. Hermed bringes ejere af erhvervsejendomme,

som huser beskyttede arter, i den situation, at ejeren

ikke blot må tåle begrænsninger i sin brug af ejendom-

men, men tillige bliver erstatningsansvarlig for de ska-

der på beskyttede arter, ejeren kunne undgå ved fornø-

den agtpågivenhed.

Det sidste kan få betydning for det ekspropriations-

retlige værn. Problemet er, at beskyttelsen af den pri-

vate ejendomsret ikke omfatter råden over fast ejen-

dom, som er erstatningspådragende, da ansvaret netop

er udtryk for, at den pågældende adfærd ikke nyder pri-

oritetsbeskyttelse.[11] Dette er f.eks. baggrunden for, at

der ikke kan vindes tidsmæssig hævd på naboretlige

ulemper, jf. eksempelvis U 1890.141 H om forurening af

kolonihave. Heraf følger omvendt, at hvis man fra sta-

ten vil yde virksomheder betaling for at undlade en er-

statningspådragende adfærd, må det formentlig efter

EU-retten sidestilles med statsstøtte i modstrid med for-

ureneren betaler-princippet. Medmindre retsordenen

helt vil opgive beskyttelsen af den private ejendomsret i

forhold til EU's krav til den generelle artsbeskyttelse,

står man med et dilemma. I forhold til private boligejere

kan ganske vist anføres, at disse ikke• efter EU-retten er

erstatningsansvarlige for skader på truede arter, hvorfor

EU-retten ikke hindrer, at boligejere kompenseres for

rådighedsbegrænsninger. Men for erhvervsdrivende er

det ingen hjælp. Det må derfor tilrådes, at der i forhold

til erhvervsmæssige aktiviteter tages politisk stilling til,

i hvilket omfang den generelle artsbeskyttelse skal led-

sages af økonomisk kompensation med henblik på at

søge EU's accept heraf.

Lignende problemer kendes i amerikansk ret med Endangered

Species Act. Loven forbyder bl.a. 'harm' på truede arter, og

'harm' var ved bekendtgørelse defineret som »an act which ac-

tually kills or injures wildlife. Such act may include signifi-

cant habitat modification or degradation where it actually

kills or injures wildlife by significantly impairing essential be-

havioral patterns, including breeding, feeding, or sheltering«. I

Babbit v. Sweet Home Chapter of Communities for a Great

Oregon [115 S.Ct. 2407 (1995)] fastslog US Supreme Court, at

11. Se uddybende, Pagh: Miljøansvar, 1998, p. 211 ff.

det på dette grundlag var muligt at hindre en ejer i at ændre et

levested for truede arter. Selv om sagen angik, om definitio-

nen var hjemlet i Endangered Species Act, er dommen af inte-

resse, da den indebærer, at der uden ekspropriationserstatning

kan gennemføres sådanne indgreb i den private ejendomsret.

3 Udpegning og beskyttelse af Natura 2000-om-

råder - og nye EF-domme

Mens EU's generelle artsbeskyttelse har levet i ukend-

skabets mørke, har der i de senere år været voksende

opmærksomhed om EU's specielle artsbeskyttelse, som

denne kommer til udtryk ved udlægning og beskyttelse

af særlige fugle- og habitatområder. Meningen med

disse områder er at sikre et sammenhængende net af

udpegede områder for de omfattede arter og naturtyper

- under et betegnet: Natura 2000-områder.

31 Udpegning af Natura 2000-områder

Reglerne om udpegning af fuglebeskyttelsesområder og

habitatområder er forskellige både mht. procedure for

udpegning og lovlige kriterier.

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2)

skal der udpeges særlige fuglebeskyttelsesområder for

truede fuglearter opført på bilag I og trækfugle. EFD har

i C-44/95, Royal Society for Protection of Wild Birds,

fastslået, at der ved udpegning og afgrænsning af fug-

lebeskyttelsesområder alene kan tages ornitologiske

hensyn. Der kunne derfor ikke ved udlægning af et fug-

lebeskyttelsesområde ved Lappel Banks reserveres et

mindre område til en kommende havneudvidelse, selv

om denne del af området kun blev benyttet af træk-

fugle. Dommen understreger, at det efter EU-retten er

ulovligt at tage samfundsøkonomiske hensyn ved ud-

pegning og afgrænsning af fuglebeskyttelsesområ-

der.[12] Der er ingen nærmere procedure for udpegnin-

gen af fuglebeskyttelsesområder, men EFD har i

C-415/01 (mod Belgien) fastslået, at udpegningen skal

gøres bindende for borgerne. Som konsekvens må fug-

lebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2) formentlig

fortolkes således, at udlægningen af fuglebeskyttelses-

områder er dynamisk, og at nye områder skal udpeges,

når der er ornitologisk dokumentation for behovet. Der-

imod vil nedlæggelse af fuglebeskyttelsesområder for-

mentlig kræve en længere periode, hvor fuglene ikke

har benyttet området.

For udlægning af habitatområder opstiller habitatdi-

rektivets artikel 4 en procedure i tre faser. Efter artikel

12. Dette er bekræftet i en række senere domme, hvor EFD ligele-

des har afvist, at der kan tages hensyn til, hvor store arealer

medlemsstaterne havde udlagt som fuglebeskyttelsesområ-

der. Se: C-3/96 (Holland), C-166/97 (Frankrig), C-96/98

(Frankrig), C-240/00 (Finland), C-202/0I (Frankrig),

C-378/01 (Italien).

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

4(1) skulle medlemsstaterne inden maj

1995

have udpe-

get forslag tillokaliteter på grundlag af de i bilag III an-

førte kriterier, der alle angår biologiske forhold (fore-

komst af arter/naturtyper, udbredelse, gunstig beva-

ringsstatus mv.). EFD har i C-371/98, First Corporate

Shipping, fastslået, at kriterierne i bilag III er udtøm-

mende, hvorfor der ikke må inddrages samfundsøkono-

miske eller rekreative hensyn ved udpegningen. Efter

artikel 4(2) skulle Kommissionen efter samråd med de

enkelte medlemsstater inden maj 1998 tage stilling til

forslagene og vedtage det samlede Natura 2000-net. I

tredje fase skal udpegningen efter artikel 4(4) bekræftes

af medlemsstaterne som særligt bevaringsområde hur-

tigst muligt og senest seks år efter Kommissionens be-

slutning. Medlemsstaterne har imidlertid ikke kunnet

overholde fristen for fremsættelse af forslag, hvilket har

givet anledning til en betydelig forsinkelse. Direktivets

frister er dog uændret, hvilket Kommissionen har for-

tolket således, at den negative beskyttelse af habitatom-

råder indtræder i en tidligere fase af udpegningsproce-

duren end forudsat i direktivet, da forsinkelsen skyldes

medlemsstaterne.

32 Beskyttelse af Natura 2OOO-områder

Udgangspunktet for beskyttelsen af alle udlagte områ-

der er habitatdirektivets artikel 6, men både mht. ind-

hold og frister er der forskelle på beskyttelsen af fugle-

beskyttelsesområder og habitatområder. For hver enkelt

habitatområde stiller artikel 6(1) krav om positiv be-

skyttelse i form af bevaringsmålsætning og aktive be-

varingsforanstaltninger, mens et tilsvarende krav ikke

gælder for fuglebeskyttelsesområder. Derimod har fug-

lebeskyttelsesområder siden maj 1994 været omfattet af

den såkaldt negative beskyttelse efter habitatdirektivets

artikel 6(2)-(4).[13] For habitatområder angiver habitat-

direktivets artikel 4(5), at beskyttelsen indtræder, når

anden fase er afsluttet med Kommissionens udpegning.

Men da forsinkelsen med udpegningen skyldes med-

lemsstaterne, antager Kommissionen, at den negative

beskyttelse af habitatområder efter habitatdirektivets

artikel 6(2)-(4) allerede indtræder, når medlemsstaterne

har fremsendt forslag til udpegning. Dette synes med-

lemsstaterne inkl. Danmark at have accepteret, og

retstillingen er indirekte bekræftet af EFD's praksis.

13. Frem til maj 1994 var udlagte fuglebeskyttelsesområder

beskyttet efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(4), der

principielt afskar medlemsstaterne fra at gribe ind af sam-

fundsøkonomiske hensyn, jf. den såkaldte Leybuch-sag,

sag

57/89,

om et digeprojekt ved den tyske del af Vadehavet.

Uanset om lokaliteten var udlagt, gjaldt beskyttelsen, jf.

Marimas de Santona, C-355/90,

hvor Spanien både blev

dømt for ikke at have udlagt et fuglebeskyttelsesområde og

for at have overtrådt beskyttelsen efter artikel 4(4) ved at

iværksætte et større turistprojekt i området.

Indtil nu samler interessen sig om retsvirkningerne af

habitatdirektivets artikel 6(2)-(4). Om forholdet mellem

de tre bestemmelser kan kort anføres: artikel 6(2) angi-

ver den generelle beskyttelse mod negative virkninger

på udpegede lokaliteter; artikel 6(3) angiver den spe-

cielle beskyttelse mod planer og projekter med særlige

procedurer; og artikel 6(4) indeholder en hjemmel til i

særlige tilfælde at fravige beskyttelsen efter artikel 6(3).

33 Den generelle beskyttelse efter artikel 6(2)

Efter artikel 6(2) skal medlemsstaterne træffe

»passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturty-

perne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder

samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget,

for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for

dette direktivs målsætninger«.

Bestemmelsen rejser for det første spørgsmålet om,

hvilken tærskel der gælder for beskyttelse. Efter den

danske version beskyttes kun mod »forstyrrelser [der]

har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsæt-

ninger«. Dette er dog ikke helt retvisende, da det af de

øvrige sproglige versioner af direktivet fremgår, at »har«

skal fortolkes som »kan have«. Kravet om beskyttelse ef-

ter artikel 6(2) indtræder dermed, inden konsekvenserne

er konstateret. Betingelsen er dog, at den mulige skade-

virkning er betydelig i forhold til direktivets målsæt-

ning. Referencen for betydelighed er dermed formålet

med udpegning af det pågældende Natura 2000-om-

råde, hvilket dog mht. artikel 6(2) skal sammenholdes

med de berørte arters udbredelse og sårbarhed.

For det andet har det givet anledning til tvivl om,

hvilke aktiviteter artikel 6(2) beskytter imod. Oprindeligt

antog Miljøministeriet, at reglen kun gjaldt nye tiltag

inden for det udpegede område. EFD's praksis viser

imidlertid, at reglen også kræver indgreb i den hidtidige

lovlige anvendelse af fast ejendom, hvis anvendelsen

har de i artikel 6(2) anførte skadevirkninger, jf.

C-117/00, hvor Irland blev dømt for ikke at hindre fåre-

græsning, der ødelagde en del af fødegrundlaget i et

fuglebeskyttelsesområde. Heller ikke begrænsningen til

aktiviteter inden for det udpegede område kan opret-

holdes. Tværtimod bekræfter EFD's praksis Kommissio-

nens fortolkning, hvorefter beskyttelsen også omfatter

aktiviteter uden for det udlagte fuglebeskyttelsesom-

råde, hvis aktiviteten har den anførte skadevirkning.

Som praktisk konsekvens vil f.eks. intensiv landbrugs-

mæssig gødskning opstrøms skulle standses som følge

af artikel 6(2). Nye tiltag, der falder under begreberne

»projekt« eller »plan«, omfattes dog ikke af artikel 6(2),

men af artikel 6(3). Hvis det senere viser sig, at den til-

ladte aktivitet alligevel har de i artikel 6(2) anførte ska-

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

devirkninger, skal myndighederne dog gribe ind, jf.

C-127/02.

Endelig er der grund til at overveje, om artikel 6(2)

alene retter sig mod myndighederne, eller om den kræ-

ver, at der i national ret gennemføres et tilsvarende ge-

nerelt forbud, som forpligter alle borgerne til at respek-

tere denne beskyttelse. Det danske miljøministerium har

hidtil antaget, at reglen kun kræver en middelbar for-

pligtelse, dvs. at borgernes pligt til at respektere beskyt-

telsen afhænger af forudgående myndighedsbeslutnin-

ger. Denne antagelse kan næppe opretholdes, efter EFD

C-415/01

mod Belgien fastslog, at beskyttelsen af fug-

lebeskyttelsesområder skal være umiddelbart bindende

for borgerne. Derimod er det fortsat uafklaret, om arti-

kel 6(2) har direkte effekt, men sammenholdes med

EFD's øvrige praksis, er svaret formentlig bekræftende.

3.4 Den specielle beskyttelse mod projekter og

planer

For projekter og planer gælder den særlige beskyttelse

efter artikel 6(3), der lyder:

»Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med

eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv

eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke

en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres

virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsæt-

ningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurde-

ringen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk.

4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres til-

slutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at

den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de - hvis det

anses for nødvendigt - har hørt offentligheden«.

den for ændringen af naturbeskyttelsesloven og flere

andre love i foråret 2004. Men EFD's dom i C-127/02,

Landelijke Vereniging tot Behoud van de Waddenzee og

Nederlandse Vereniging tot Bescherming van Vogels vi-

ser, at der fortsat er lang vej, til Danmark har gennem-

ført artikel 6(3). Inden nærmere omtale af den danske

implementering er der derfor behov for en lidt fyldigere

omtale af denne dom.

Baggrunden for sagen var, at en hollandsk virksomhed rutine-

mæssigt havde fået fornyet tilladelse til fiskeri af hjertemus-

linger i Waddenzee, der er udpeget som fuglebeskyttelsesom-

råde. To hollandske miljøorganisationer anlagde herefter

sag

mod myndighederne med påstand om, at tilladelsen var i

modstrid med beskyttelsen efter habitatdirektivets artikel 6(2)

6(3), da fiskeriet medførte skade på bundfaunaen i søen

dermed gjorde indgreb i fuglenes forråd af føde. Efter at have

afvist, at artikel 6(2) og 6(3) kunne finde anvendelse samtidigt,

fastslog EFD, at en årlig fornyelse af tilladelse til muslingefi-

skeri er et »projekt« i artikel 6(3)'s forstand. Sådanne tilladelser

kræver forudgående vurdering efter artikel 6(3), medmindre

det på forhånd helt kan udelukkes, at projektet alene eller

sammen med andre aktiviteter kan påvirke bevaringsmålsæt-

ningen for lokaliteten (præmis 41-49). Kan en sådan påvirk-

ning ikke helt udelukkes, skal der gennemføres en vurdering

af alle aspekter af projektet, som kan påvirke den udpegede lo-

kalitet,

tages

hensyn til kumulative effekter,

virkningen

skal bedømmes på grundlag af »den bedste videnskabelige vi-

den på området« (præmis 53-54). Tilladelse kan kun meddeles,

hvis denne vurdering viser, der ikke ud fra et videnskabeligt

synspunkt er usikkerhed om projektets skadelige virkning på

bevaringsmålsætningen for lokaliteten. Ønsker myndigheden

alligevel

at give

tilladelse, kan det kun ske efter den særlige

undtagelse i habitatdirektivets artikel 6(4) (præmis 59-60). Af-

slutningsvis fastslog EFD, at denne beskyttelse efter habitatdi-

rektivets artikel 6(3) har direkte effekt

»kan påberåbes af de

berørte personer« i alle de tilfælde, hvor myndighederne har

meddelt tilladelse til projekter, selv om der foreligger uvished

om projektets skadelige virkninger.

Det danske miljøministerium misforstod fra begyndel-

sen reglen, idet ministeriet alene opfattede reglen som

et forbud mod enkelte nye skadelige aktiviteter inden

for de udpegede Natura 2000-områder. Med strømmen

af domme fra EFD om artikel 6(3)[14] og Kommissio-

nens fortolkning fra 2000 blev det efterhånden klart, at

ministeriet havde taget alvorligt fejl. Dette var baggrun-

14. Fra praksis kan nævnes: C-256/98 mod Frankrig: Begrebet

»projekt« skal fortolkes efter definitionen i VVM-direktivets

artikel 1 som omfattende etablering af anlæg og andre ind-

greb i det naturlige miljø. C-374/98 mod Frankrig: Mang-

lende udpegning af Basses Corbires som fuglebeskyttelses-

område betød, at området ikke var beskyttet efter habitatdi-

rektivets artikel 6, men efter den endnu mere vidtgående

beskyttelse i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(4), som

udelukker indgreb af økonomiske hensyn. C-143/02 mod Ita-

lien: Italiensk lovgivning udlagde begrebet »projekter« i arti-

kel 6(3) for snævert

forpligtede ikke myndighederne til at

sikre den i artikel 6 krævede beskyttelse. C-209/02 mod

Østrig: I strid med direktivet at meddele tilladelse til golfbane

trods en vurdering af mulige negative virkninger på et fugle-

beskyttelsesområde.

Dommen viser, at artikel 6(3) både kræver en særlig

fremgangsmåde og afskærer afvejning, og at begge dele

har direkte effekt og kan påberåbes af borgerne, uanset

de indirekte negative virkninger for tredjemand. Frem-

gangsmåden falder i fire led: (1) Først må overvejes, om

aktiviteten er et »projekt« eller »plan«, hvilket skal ske

på grundlag af VVM-direktivets definition, som modsat

den danske implementering også omfatter »andre ind-

greb i det naturlige miljø«. Det sidste giver betydelige

problemer for den danske implementering, der selv efter

de seneste lovændringer hverken omfatter fiskerilicen-

ser eller klapningstilladelser. (2) Anses et tiltag som pro-

jekt eller plan, skal der først screenes for at tage stilling

til, om en vurdering af virkningen er nødvendig. Som

det fremgår af dommen, kan vurdering kun undlades,

når der er vished for ingen påvirkning på lokalitetens

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

spidssnudede frø?

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den

menhæng in-

bevaringsmålsætning. Det gør i den sam

r negativ, li-

gen forskel, om påvirkningen er positiv elle

r inden for

gesom reglen ikke er begrænset til projekte

bliver vanske-

det udpegede område. Denne bevisbyrde

aringsmålsæt-

lig at løfte i Danmark, da der savnes bev

der, hvilket

ninger for de enkelte Natura 2000-områ

fra 2003 blev

skyldes, at der først med miljømålsloven

føres en

fastsat regler herfor. (3) Herefter skal gennem

virkning på

vurdering af den påtænkte foranstaltnings

grundlag af

de enkelte arter og disses livsbetingelser på

, der indtil nu

den nyeste videnskabelige viden - et krav

myndighe-

stort set har været ignoreret, idet de danske

ng. (4) Kun

der har sammenblandet screening og vurderi

ske skade,

hvis denne vurdering udelukker, at der kan

kel 6(3).

kan projektet eller planen tillades efter arti

tagelse i ar-

Fra denne hovedregel er en beskeden und

fundsmæssige

tikel 6(4) for »bydende nødvendige sam

e undtagelsen

hensyn«. Men betingelsen for at anvend

iværksættes

er, [a] at der ikke er alternativer, [b] at der

jektet/planen

kompenserende foranstaltninger, inden pro

errettes. Er der

iværksættes, og [c] at Kommissionen und

skal yderligere

tale om en prioriteret art eller naturtype,

hvis projektet

afventes en udtalelse fra Kommissionen,

syn. Indtil nu

gennemføres af samfundsøkonomiske hen

rækkevidde af

savnes domme, der belyser den nærmere

undtagelsen

artikel 6(4), men ifølge Kommissionen har

onerer med

en meget snæver anvendelse, hvilket harm

tivet.

EFD's øvrige udlægning af habitatdirek

kyttelsen af

4. Den danske implementering af bes

Natura 2000-områder

0-beskyttel-

Den danske implementering af Natura 200

- gik galt Ikke

sen er historien: Hvad der kunne gå galt

yndelsen reg-

blot misforstod Miljøministeriet fra beg

mod at rette

lerne. Ministeriet viste også udtalt modvilje

rere proble-

fejlene. Da det til sidst blev umuligt at igno

me mangel

merne, endte man med løsninger med sam

s modsvarer

på holdbarhed som de tidligere tiltag. Del

fortolkning af

de seneste ændringer fortsat ikke EFD's

Natura 2000-

habitatdirektivets krav til beskyttelse af

ekspropriati-

områder, dels fører lovens udskydelse af

rejses erstat-

onsproblemet til, at der i det uendelige kan

kompliceret,

ningssager, og endelig er lovens system så

Dette bely-

at det er administrativt umuligt at håndtere.

ses i det følgende.

beskyttelse og

opfyldte ikke habitatdirektivets krav til

n for de ud-

omfattede bl.a. kun visse aktiviteter inde

erstattet af bkg.

lagte områder. I 1998 blev reglerne

elsen til alle

782/1998 med henblik på at udvide beskytt

1998-bkg.

de da udlagte Natura 2000-områder. Med

e aktiviteter

blev beskyttelsen udstrakt til at omfatte viss

arten af pro-

uden for de udlagte områder, men hovedp

Kommissionen

blemerne forblev uløste. Efter kritik fra

Natura 2000-

blev der i de følgende år udlagt yderligere

seneste bkg.

områder, hvilket danner grundlag for den

ion af inter-

477/2003 om afgrænsning og administrat

n de mange

nationale naturbeskyttelsesområder. Me

mangler i 1998-bkg. blev ikke løst.

af fuglebe-

Et egentlig lovgrundlag for udpegning

miljømåls-

skyttelses- og habitatområder kom først med

sat savnes de

loven, der trådte i kraft 1/1 2004 - og fort

egning.[15] Lov-

i direktiverne fastsatte kriterier for udp

manglede frem

grundlaget for bevaringsmålsætninger

aringsmål dan-

til 2003, fordi ministeriet overså, at bev

6(2)-(4). Først

ner grundlag for beskyttelsen i artikel

emt, at Skov-

med bkg. 2003/477 blev det i § 1(2) best

ålene for de

og Naturstyrelsen skal fastsætte bevaringsm

sen er dog i

enkelte Natura 2000-områder. Bestemmel

med miljø-

relation til landområder i direkte modstrid

srådene - og

målslovens § 37, der angiver, det er amt

gsmålene. For-

ikke staten - der skal udarbejde bevarin

at bevarings-

sinkelsen med implementeringen betyder,

2000-områder

mål fortsat savnes for de enkelte Natura

e af den ventede

- hvortil kommer forsinkelser som følg

kommunalreform.

der

4.2 Beskyttelsen af Natura 2000-områ

n. Først efter

Endnu værre stod det til med beskyttelse

pterede mini-

en åbningskrivelse fra Kommissionen acce

levede op til be-

steriet i 2003, at de danske regler ikke

manglende lov-

skyttelsen efter artikel 6(2)-(4): dels

ter, dels mod-

grundlag for indgreb i bestående aktivite

vurderes for

svarede listen over aktiviteter, der skulle

definitionen af

virkning på de udpegede områder, ikke

etinget lov

»projekter«. På denne baggrund vedtog Folk

sloven (nbl)

454/2004 om ændring af naturbeskyttelse

en og enkelte

og lov 453/2004 om ændring af skovlov

andre love.

reb i be-

Habitatdirektivets artikel 6(2)'s krav om indg

nbl §§ 19e og

stående anvendelse afspejles i den nye

il der er fastsat

19f. Efter disse regler har amterne, indt

e ind i bestå-

bevaringsmål, hjemmel og pligt til at grib

for at undgå

ende aktiviteter, hvis dette er nødvendigt

1 Udlægningen af områder

aringsmål

ingelse af de udpegede områder. Når bev

ebeskyttelsesdirektivets artikel 4 forr

Selv om der efter fugl

og bindende

efterlevet kravene, men i

allerede i 1981 skulle være sket udpegning

15. I praksis har Danmark heller ikke

at give plads til pro-

det først

flere tilfælde flyttet afgrænsningen for

beskyttelse af fuglebeskyttelsesområder, var

nævnes Øresundsanlæggets

om beskyt-

jekter, hvor som eksempel kan

med bkg. 408/1994, der kom danske regler

linjeføring på land.

. 408/1994

telse af fuglebeskyttelsesområder. Men bkg

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

er fastsat, skal amterne efter §§ 19c og 19d fastlægge

rammerne for fremtidig brug for de lodsejere, hvis akti-

vitet kan skade et udlagt område. For det tab, indgre-

bene påfører lodsejerne, skal amtet betale fuld erstat-

ning efter nbl § 19g, uanset om indgrebet anses for eks-

propriativt.[16) Efter nbl § 19h kan amtet søge staten

om tilskud til udgifter til erstatning efter § 19g.

For at sikre forudgående vurdering af alle projekter

omfattet af artikel 6(3) indfører nbl § 19b en anmeldel-

sesordning af aktiviteter som juletræsplantning, inten-

siv gødskning, opdyrkning af græsarealer, græsning

mv.(nbl bilag 2). Anmeldelsesordningen gælder dog

alene for aktiviteter inden for de udpegede Natura

2000-områder. Efter anmeldelse skal amtet inden fire

uger tage stilling til, om vurdering er nødvendig, og i

givet fald gennemføre denne. Såfremt der herefter må

gives afslag, har lodsejeren krav på erstatning efter

§ 19g. Anmeldelses- og erstatningsreglen gælder dog

ikke aktiviteter, der i forvejen kræver tilladelse/dispen-

sation efter nbl § 65 eller anden lovgivning. Meningen

med de parallelle systemer er at begrænse lodsejernes

krav på erstatning, men da Natura 2000-områder ofte

indeholder beskyttede naturtyper omfattet af nbl § 3,

opstår herved en overlapning, der giver betydelige be-

visvanskeligheder og bliver administrativt vanskelig at

håndtere.

4.3 Kritik af de danske regler

De seneste lovændringer giver anledning til fem be-

tragtninger. For det første fortolkes «projekt-begrebet«

fortsat for snævert. Eksempelvis savnes regler om for-

udgående vurdering af virkning på Natura 2000-områ-

der ved fornyelse af fiskerilicencer, ligesom der savnes

regler for fornyelse af klapningstilladelser og en række

øvrige forhold på søterritoriet. På landterritoriet er pro-

blemerne blevet mindre med ændringen, men eksem-

pelvis savnes fortsat dækkende regler om screening af

byggetilladelser, som kan påvirke Natura 2000-områ-

der.

For det andet er anmeldelsesordningen af gødskning

og andre bilag 2-aktiviteter geografisk for snæver, da

den kun gælder inden for det udpegede område. Den

praktiske konsekvens er, at spredning af gylle fra store

svinefarme opstrøms et udpeget område ikke skal an-

meldes og vurderes, selv om en sådan gødskning kan

forvolde betydelige skadevirkninger. Dette er i direkte

modstrid med, at Naturklagenævnet i 2004 skiftede

praksis ved screening af, hvornår udvidet husdyrpro-

duktion kræver VVM. Som noget nyt erkender Natur-

klagenævnet, at afstrømning af næringsstoffer til Na-

16. De modsvarende regler om indgreb er i skovloven §§ 18-21 -

og for erstatning skovlovens § 24.

tura 2000-områder fra gødskning i betydelig geografisk

afstand ofte kan medføre en væsentlig påvirkning af

disse områder (NKO 330). Problemet er imidlertid, at

den ændrede praksis kun omfatter de potentielle VVM-

projekter og ikke opfanger tilfælde, hvor gylden spredes

på nye arealer.

For det tredje sammenblander §§ 4 og 6(3) i bkg.

477/2003 habitatdirektivets artikel 6(2) og 6(3), således

at beskyttelsen mod projekter er udformet som en arti-

kel 6(2)-beskyttelse. Der savnes således klare regler om

screening, vurdering og betingelser for at give tilla-

delse. I praksis ses heller ikke eksempler på vurderinger,

der tilnærmelsesvis modsvarer kravene i artikel 6(3).[171

Det kan i forlængelse heraf noteres, at Naturklagenæv-

net fortsat ignorerer, at EFD i C-392/96 mod Irland ud-

trykkeligt afviste, at en miljøvurdering efter VVM-di-

rektivet kan afløse kravet om vurdering efter habitatdi-

rektivets artikel 6(3), da der er tale om to forskellige

vurderinger.

For det fjerde er beskyttelsen af Natura 2000-områder

i Danmark gennemført som middelbar ret. Dette bety-

der, at beskyttelsen beror på forudgående myndigheds-

beslutninger. Griber et amt f.eks. ikke ind over for en

spredning af gylle, der skader et nærliggende Natura

2000-område, vil landmanden ikke kunne drages til an-

svar. Denne middelbare beskyttelse er næppe forenelig

med habitatdirektivets artikel 6(2) og 6(3) - men kan

som konsekvens have, at den danske stat bliver erstat-

ningsansvarlig for genopretning af ødelagte Natura

2000-områder, hvis EFD vælger at anvende doktrinen

om staters erstatningsansvar i disse tilfælde.

Endelig for det femte giver udskydelsen af erstat-

ningsopgøret efter nbl § 19g anledning til betydelig un-

dren. I forhold til anmeldte aktiviteter betyder § 19g, at

hvis en landmand om ti år anmelder nye gødsknings-

metoder, som må afslås pga. skadevirkning på et Natura

2000-område, vil landmanden have krav på erstatning,

selv om han forud var bekendt med områdets beskyt-

telse. Dette bryder med de almindelige principper for

taksation, hvor der en gang for alle tages stilling til de

økonomiske virkninger af rådighedsbegrænsninger. Når

man fraveg den almindelige ordning, kan det kun for-

klares med, at der fortsat savnes bevaringsmål for de

udpegede områder. Så prisen for den forsinkede gen-

nemførelse af habitatdirektivets artikel 6(1) er blevet

ganske høj.

17. Til illustration kan nævnes U 2004.622 V, hvor Naturklage-

nævnet fik underkendt tilladelse til udsætning af bæver grun-

det manglende vurdering. Som det seneste eksempel kan

nævnes Miljøklagenævnets hjemvisning af tilladelse til dam-

brug ved Kongeåen, hvor nævnet opgav at anvende bekendt-

gørelsens regler og i stedet afgjorde sagen direkte på grundlag

af direktivets artikel 6(3) (afgørelse af 23/11 2004, j. nr.

13/162-41).

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

Konklusionen er, at der fortsat er langt igen, før Dan-

mark har gennemført EU's krav til både generel og spe-

ciel beskyttelse af arter. Gennemførelsen af denne be-

skyttelse vil rejse en række ekspropriationsretlige pro-

blemer, hvor reglen i nbl § 19g næppe er nogen farbar

vej. Da EFD's praksis viser, at beskyttelsen af Natura

2000-områder har direkte effekt, rejser den manglende

stillingtagen til beskyttelsens ekspropriationsretlige

aspekter alvorlige retssikkerhedsmæssige betænkelighe-

der. Det er endnu uafklaret, om beskyttelsen af arter til-

svarende har direkte effekt. Men det vil ikke være en

overraskelse, hvis EFD når frem til, at svaret er bekræf-

tende, hvormed de ekspropriationsretlige og retssikker-

hedsmæssige betænkeligheder bliver endnu mere om-

fattende. Det må derfor tilrådes, at Miljøministeriet og

Folketinget opgiver strudse-løsningen og finder frem til

en afbalanceret løsning, der giver svar på, hvornår eje-

ren får erstatning, når han må vige for frøen eller fu-

glen.

Om pengeinstitutters tavshedspligt

Af ph.d.-stipendiat Andreas Tamasauskas, Center for kreditret og kapitalmarkedsret

Artiklen omhandler pengeinstitutternes tavshedspligt i henhold til lov om finansiel virksomhed og redegør i den for-

bindelse for omfanget og indholdet af denne tavshedspligt.

1. Om tavshedspligten generelt

Pengeinstitutter har i kraft af deres funktion som

kreditformidlere ofte brug for en række oplysninger

om deres kunder, uanset om disse er fysiske eller ju-

ridiske personer. Traditionelt set har pengeinstitut-

terne vel haft det største informationsbehov i rela-

tion til de kunder, der ønskede lån, men med gen-

nemførelse af bl.a. hvidvaskningsloven[1] er

informationsbehovet i relation til indlånskunder eller

kunder, der blot ønsker at benytte pengeinstitutter-

nes betalingsinfrastruktur, vokset. En forudsætning

for, at pengeinstitutterne kan modtage denne infor-

mation og dermed varetage den samfundsgavnlige

kreditformidling, er imidlertid, at kunderne har en

vis sikkerhed for, at denne information ikke misbru-

ges, dvs. benyttes til andre formål end tiltænkt eller

mere generelt videregives til andre udenforstående

personer.(2)

Af samme grund har det allerede fra tidlig tid været

antaget, at pengeinstitutter har tavshedspligt omkring

det, som deres kunder har betroet dem.[3] Denne tavs-

hedspligt er senere hen for pengeinstitutternes vedkom-

Lbkg. nr. 129 af 23. februar 2004 om forebyggende foran-

staltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af ter-

rorisme.

2. Jf. tillige for norsk rets vedkommende NOU 2001:23 Finans-

foretakenes virksomhet, s. 86 ff.

3. Jf. til eksempel Eken Et Hartvig Jacobsen: Bankloven af 15.

april 1930 (1952) s. 98 ff.

mende blevet lovfæstet ved indførelsen af bestemmel-

sen i bank- og sparekasselovens (BSL) § 54, stk. 2,

hvorved det forbydes bestyrelsesmedlemmer, direktører

og ansatte m.v. ubeføjet at røbe, hvad de under udøvel-

sen af deres hverv får kendskab til.

Bestemmelsen inkorporerede den daværende og nu-

værende aktieselskabslovs (AL) § 160, stk. 1, 2. pkt., i

den daværende bank- og sparekasselov, hvorefter

ovennævnte personkreds kan straffes med bøde, så-

fremt de ubeføjet røber det, de under udøvelsen af de-

res hverv har fået kendskab til.[4] Bestemmelsen synes

primært at have til formål at beskytte selve selskabet,

idet det i forarbejderne til AL § 160, stk. 1, 2. pkt, an-

føres, at (kerne)området for bestemmelsen er •. . .

navnlig forretnings- og driftshemmeligheder«.[5] Det

tyder således umiddelbart på, at alene røbelse af de

oplysninger, der kan skade selskabet vil være straf

sanktioneret, således at røbelse af oplysninger om spe-

cifikke kundeforhold ikke nødvendigvis er omfattet af

forbuddet, såfremt en sådan offentliggørelse ikke ska-

der pengeinstituttet. Imidlertid er dette ikke tilfældet,

idet Finanstilsynets praksis i relation til bestemmelsen

klart viser, at kundeoplysninger som altovervejende

Jf. FT 1973-74, tillæg A, sp. 344, hvoraf det fremgår, at BSL

§ 54, stk. 2, indføres som en ny bestemmelse, således at spa-

rekasser

tillige

bliver omfattet af den allerede for banker gæl-

dende regel i AL § 160, stk. 1. Bestemmelsen må derfor fortol-

kes i overensstemmelse med AL § 160, stk. 1.

FT 1972-73, tillæg A, sp. 4555.

UfR 2005