MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Miljø- og Planlægningsudvalget 2004-05 (2. samling), Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2004-05 (2. samling)
MPU Alm.del Bilag 62, FLF Alm.del Bilag 45
Offentligt

FLF

Bilag 62

Udvalget

Alm.del - Bilag 45,MPU Alm.del -Offentligt

for Fødevarer, Landbrug og

Fiskeri,

PROFESSOR, DR. /UR. PETER PAGH

FLF alm. del - Bilag 45

KØBENHAVNS UNIVERSITET, JURIDISK FAKULTE

MPU alm.

del - bilag 62

Offentlig

141)F317ifsENW3v i312.7

TLF (PRIVAT): 43 44 12 38

35 32 32 04

TELEFAX:

E-mail: [email protected]

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1218 København K

Den 9. marts 2005

Vedr. Hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler

I anledning af de seneste dages medieomtale af landmænds "hamstring" afmiljøgodkendelser synes

der at være behov for at afklare, hvad der egentlig er problemerne, hvorfor jeg med nærværende

henvendelse tillader mig at ulejlige udvalget.

Ifølge medierne skulle de gældende regler betyde, at landmænd (og især større husdyrbrug) for

tiden kan hamstre miljøgodkendelser, som det offentlige herefter er nødt til at købe tilbage for at

overholde EU's miljøkrav. Som reaktion herpå har der forståeligt nok været forskellige forslag til

politiske tiltag for at standse denne aktivitet.

Problemet er, at mediernes udlægning af reglerne ikke er dækkende og har givet anledning til

alvorlige misforståelser. Disse misforståelser må for en ikke ubetydelig del tilskrives, at der

tilsyneladende hersker samme forvirring blandt de forvaltende myndigheder, hvilket igen må

tilskrives alvorlige mangler ved den danske gennemførelse af EU's miljøregler kombineret med en

ualmindelig rodet og utilgængelig lovgivning.

Inden Folketinget beslutter, hvorledes man vil reagere, forekommer det derfor nødvendigt kort

at præcisere, hvad der i dag er gældende ret. Jeg har valgt primært at fokusere på de såkaldte EU-

fuglebeskyttelses- og habitatområder samt vandmiljøet, men gør afslutningsvis nogle bemærknin-

ger om VVM-reglerne.

1. Efter de gældende danske regler (og EU's IPPC-direktiv) skal ændringer af større husdyrbrug

(typisk over 250 dyrenheder) have en miljøgodkendelse. En sådan godkendelse kan ikke gives, før

myndigheden på grundlag af en undersøgelse af de mulige virkninger på fuglebeskyttelsesområder

og habitatområder har sikkerhed for, at det ansøgte ikke kan skade disse lokaliteter. Der gælder

altså en omvendt bevisbyrde. Yderligere følger udtrykkelig af EU's IPPC-direktiv, at der ficke må

gives miljøgodkendelser, som medfører, at de af EU fastsatte krav til vandkvalitet overskrides.

Disse regler er ganske vist ficke gennemført helt præcist i den danske lovgivning, men er de regler,

som myndighederne skal anvende, da EF-domstolen har fastslået, at de anførte EU-regler har

direkte effekt og skal anvendes, når den nationale lovgivning mangler.

2. Når der er meddelt en miljøgodkendelse kan der efter de danske regler ikke stilles nye krav til

virksomheden i en periode på normalt 8 år, medmindre der foreligger nye oplysninger om

forureningens skadevirkning. Dette kaldes også retsbeskyttelsesperioden, som dog i særlige

tilfælde kan bedsættes til fire år. Når retsbeskyttelsesperioden er udløbet, kan der stilles yderligere

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

krav til forureningsbegrænsning, men under hensyn til at virksomheden har mulighed for at

omstille sig. For de miljøgodkendelser, der meddeles i 2005, udløber retsbeskyttelsesperioden

således i 2013, men amtet kan afkorte denne, hvis det f.eks. må ventes, at der vil være krav om

yderligere forureningsbegrænsning, når vandrammedirektivet skal gennemføres.

3. Efter vandrammedirektivet skal der senest i 2009 fastsættes kvalitetsmål for alle vandområder

og vedtages en plan, så målene kan blive opfyldt senest i 2015. Danmark er dog endnu ikke nået

til første fase, da der efter direktivet i december 2004 skulle være sket en kortlægning af

vandkvaliteten i alle danske vandområder, hvilket ikke er sket. Det er formentlig årstallet 2009,

der har givet anledning til forvirring i amterne, som tilsyneladende tror, at de først skal overholde

EU's krav til naturbeskyttelse og beskyttelse af vandmiljøet i 2009. Dette er helt sikkert ikke

tilfældet, men misforståelsen må tilskrives, at heller ikke denne del af de danske regler er på plads.

4. Jeg vil herved for det første pege på, at en korrekt anvendelse af habitat-direktivet vil hindre,

at der meddeles miljøgodkendelser, som kan skade den gunstige bevaringsstatus af habitat- og

fuglebeskyttelsesområder, hvor det må erindres, at der gælder en omvendt bevisbyrde. For det

andet vil jeg pege på, at der ikke må meddeles miljøgodkendelser, som medfører overtrædelser af

de gældende strenge EU-regler for vandkvalitet. Det må herved erindres, at der allerede i de

gældende EU-regler stilles strenge krav til vandkvalitet, hvor jeg vil henvise til direktiv 75/440 om

overfladevandskvalitet, direktiv 76/160 om badevandskvalitet, direktiv 76/464 om udledning af

farlige stoffer i vandmiljøet, direktiv 78/659 om fiskevandskvalitet, direktiv 79/923 om kvalitet af

skalddyrvande, nitratdirektivet (91/676) og byspildevandsdirektivet (91/271).

5. Endelig vil jeg for det tredje pege på, hvilke regler der gælder for f.eks. svinefarme, som ikke

er så store, at de kræver miljøgodkendelse. Disse svinefarme skal i alle tilfælde overholde

hus dyrgødningsbekendtgørelsen, men hertil kommer yderligere, at myndighederne er forpligtet til

at gribe ind med påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, hvis svinefarmen giver anledning til en

forurening, der medfører skade på et habitatområde, jf. habitat direktivets artikel 6(2). Denne

forpligtelse følger nu tillige af reglerne i naturbeskyttelseslovens kapitel 2 a. Tilsvarende er

myndighederne forpligtet til at gribe ind med påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, hvis

svinefarmen giver anledning til en forurening, som medfører en overskridelse af EU's bindende

vandkvalitetsnormer.

6. Heraf følger samlet, at hvis f eks. en svinefarm lovligt kan drives uden miljøgodkendelse, skal

myndighederne gribe ind, hvis dette kan skade habitat- og fugleområder, eller hvis det medfører

overtrædelse af EU's bindende krav til vandkvalitet. Søges der en miljøgodkendelse skal

myndighederne forud sikre, at disse skadevirkninger ikke indtræder, og myndighederne skal herved

se på den samlede virkning af tilladelsen, hvor der efter habitat direktivets artikel 6(3) gælder en

omvendt bevisbyrde. Somkonsekvens heraf skal myndighederne afslå godkendelser, selv når disse

fører til en netto reduktion af forureningen, hvis den godkendte samlede aktivitet medfører

skadevirkning. Særligt det sidste forhold synes misforstået i mange amters praksis, der fejlagtigt

antager, at amtet alene skal se på netto-virkningen. Det er således ikke muligt at opnå "ret" til at

forurene ved at "hamstre" miljøgodkendelser, hvis ellers amterne administrerer reglerne korrekt.

7. I forlængelse heraf bemærkes, at også ikke miljøgodkendelsespligtige ændringer afhusdyrbrug,

som kan påvirke habitat- eller fugleområder er omfattet af denne omvendte bevisbyrde. Efter de

gældende EU-regler skal enhver udvidelse eller ændring af svinefarme og andre husdyrbrug i en

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

eller anden form godkendes af miljømyndighederne, hvis ændringen eller udvidelsen kan påvirke

et EU-fuglebeskyttelsesområde eller habitatområde. Den lokale miljømyndighed kan kun give en

godkendelse til det ansøgte, hvis den via en undersøgelse af virkningen på lokaliteten har

videnskabelig sikkerhed for, at ændringen ikke har negativ virkning. Også ved mindre ændringer

gælder der således en omvendt bevisbyrde. Disse regler gælder Ikke kun for husdyrbrug inden for

de udpegede områder, men også for husdyrbrug uden for, hvis den ansøgte aktivitet kan påvirke

de udpegede områder. Og kravet om vurdering af virkning er uafhængig af, om påvirkningen er

positiv eller negativ.

8. Hvis amter og kommuner overholder de gældende regler, vil det følgeligt være umuligt at

meddele miljøgodkendelser eller andre godkendelser, som efterfølgende skal "tilbagekøbes" på

grund af EU's miljøkrav.

9. Når amterne (og kommunerne) ikke kan finde ud af disse regler, må det formentlig tilskrives

mangler ved den danske gennemførelse af EU-reglerne. Problemet er ikke her miljøbeskyttelseslo-

vens retsbeskyttelsespriode, men den manglende gennemførelse af bindende kvalitetskrav til

vandkvalitet og udformningen af bekendtgørelsen om internationale naturbeskyttelsesområder og

de øvrige danske regelr om beskyttelses af habitta- og fugleområder. Til illustration af det sidste

kan nævnes, at Miljøklagenævnet i en afgørelse fra november sidste år om miljøgodkendelse af

dambrug opgav at anvende den danske bekendtgørelse og i stedet anvendte habitat-direktivets

artikel 6 direkte, som krævet af EF-domstolen.

10. Erstatning for indgreb i bestående og godkendte aktiviteter i husdyrbrug hænger sammen med

et andet forhold. Problemet er, at det med baggrund i landbrugspligten og den praksis, som er

udviklet på naturbeskyttelsesområdet, må antages, at indgreb i en bestående lovlig landbrugsaktivi-

tet af hensyn til EU's naturbeskyttelseskrav i mange tilfælde må anses som ekspropriation og vil

kræve erstatning efter grundlovens § 73. Dette var baggrunden for, at Folketinget i juni 2004

vedtog den særlige erstatningsregel i naturbeskyttelseslovens § 19 g. Efter denne regel skal

landmændene have erstatning, hvis en hidtil lovlig aktivitet kræves begrænset eller standset af

hensyn til beskyttelsen af habitat- og fugleområder. Tilsvarende skal landmændene efter denne

regel have erstatning, hvis der med baggrund i samme hensyn gives afslag på feks. at sprede gylle

på nye marker. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis afslaget kan meddeles med henvisning til

naturbeskyttelseslovens § 3.

11. Sondringen giver anledning til betydelig tvivl, hvilket kan illustreres med et eksempel:

landmand A har på sin ejendom et vandhul omfattet afnaturbeskyttelseslovens § 3 og udpeget som

habitatområde, og landmand B's marker skråner ned til vandhullet. Vil landmand A sprede gylle

på sin ejendom, kan der formentlig uden erstatning meddeles afslag, mens landmand B har krav

på erstatning efter naturbeskyttelseslovens § 19g, hvis landmand B får afslag på at sprede gylle.

Forskellen skyldes, at forpligtelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3 kun gælder ejeren, og da B

ikke er ejer af vandhullet, er han heller ikke forpligtet efter § 3. Er Ilske kun vandhullet, men også

en del af området op til vandhullet udpeget som EU habitatområde, skal landmand A formentlig

have erstatning for afslag for en del af området.

12. Uanset vanskeligheder med anvendelse af naturbeskyttelseslovens § 19 g må det dog i alle

tilfælde fastslås, at reglen ikke kan fa betydning for nye miljøgodkendelser, hvis amterne ellers

anvender reglerne korrekt. Men det må medgives amterne, at reglerne er udformet unødigt

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

kompliceret. Når diskussionen om tilbagekøb af miljøgodkendelser overhovedet er opstået, beror

det på den udbredte misforståelse, at myndigheden ved godkendelsen kun skal tages stilling til

netto-effekten. Dette er ikke tilfældet. Godkendelsen er en stillingtagen til den samlede aktivitet,

hvorfor det var en fejl, når Fyns Amt i sagen om minkfarmen i samme sag både meddelte

godkendelse til udvidelse og samtidigt krævede minkfarmen lukket. Var reglerne administreret i

overensstemmelse med EU-reglerne måtte ansøgning omgodkendelse afslås og herefter skulle der

foretages indgreb. Erstatningen skulle følgeligt have været begrænses til tabet for lukning af den

hidtidige aktivitet.

13. Det har fra bl. a. Fyns Amt været anført, at amterne ikke griber ind i overensstemmelse med

de gældende regler, fordi amterne ikke har tilstrækkeligt med økonomiske midler til at betale

erstatning. Såfremt dette er tilfældet, er der tale om åbenbar ulovlig forvaltning, som kommunaltil-

synet skal gribe ind over for.

14. Den danske gennemførelse af EU's regler om beskyttelse af habitat- og fulgeområder giver

anledning til et selvstændigt problem i forbindelse med de nye regler om krydsoverenssteinmelse

for landbrugsstøtten. I korthed er problemet, at efter EU's forordning 1782/2003 om rammer for

landbrugsstøtten skal dele af landbrugsstøtten tilbageholdes, hvis en landmand overtræder

habitatdirektivets artikel 6. Problemet er, at der ikke i dansk ret er regler, som umiddelbart

forpligter en landmand til ikke at skade habitat- og fuglebeskyttelsesområder. Landmandens

forpligtelser afhænger af, om amtet har opdaget, at der er et problem. Og som sagen fra Fyn viser,

vil amterne ofte ikke opdage problemet - eller lukke øjnene, da amtets sagsbehandlere næppe

bliver belønnet for at påføre amtet ekstra udgifter. Den afledte konsekvens er, at de danske regler

ikke gør det muligt at overholde EU's nye regler om krydsoverensstemmelse mht. landbrugsstøtte.

15. Hertil kommer et selvstændigt problem med EU's VVM-regler. Efter de gældende EU-regler

skal enhver udvidelse eller ændring af svinefarme og andre husdyrbrug i en eller anden form

godkendes af miljømyndighederne, som herefter skal tage stilling til, om der er behov for en

miljøvurdering efter de såkaldte VVM-regler. Dette gælder, uanset om der er tale om etablering

af nye bygninger eller spredning på nye arealer - og der er ingen mindstestørrelse. Dette følger

ganske vist ikke af de danske regler, men da EF-domstolen har fastslået, at man i så fald skal

anvende EU's VVM-direktiv direkte er myndighederne forpligtet til at anvende EU-reglerne.

Som det er fremgået af det anførte, er der store problemer med gennemførelse af EU's regler om

naturbeskyttelse og krav til vandkvalitet m.v. Men problemet handler ikke om tilbagekøb af

miljøgodkendelser. Problemet er derimod den manglende korrekte gennemførelse af EU-reglerne

og administrationen af de gældende regler. Det er ganske vist korrekt, at der nu skal betales en

stor regning for tidligere forsømmelser med gennemførelse og overholdelse af EU's miljøregler -

men hvis fremtidige regninger for de nuvæiende afgørelser skal begrænses, bør man nok bringe

lovgivningen i overensstemmelse med EU-reglerne og ikke gøre den unødig uforståelig.

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Såfremt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg ønsker det, er jeg naturligvis indstillet på over

for udvalget at give en mere grundig belysning af de rejste spørgsmål.

Til udvalgets orientering vedlægges tillige en nylig offentliggjort artikel om de mere principielle

problemer, som EU's naturbeskyttelse giver anledning til med overskriften: "Bestemmer ejeren

eller den spidsnudedefrig ?"

e ig hil

e- a

Itei1:--

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Bestemmer ejeren eller den

spidssnudede frø?

Af professor, dr.jur. Peter Pagh

Med udgangspunkt i en ny afgørelse fra Naturklagenævnet og flere

nye domme fra EF-domstolen belyses, hvordan

EU's regler om naturbeskyttelse griber ind i ejerens rådighed

over fast ejendom. Ændringerne stiller ikke alene nye

krav til myndighedernes sagsbehandling, men rejser også ekspropria

tionsretlige problemer. Artiklen omtaler tillige

den ændring af naturbeskyttelsesloven og flere andre love, Folketinget

vedtog i juni 2004 for at opfylde EU-forplig-

telserne. På grundlag af EF-domstolens praksis konkluderes, at de

danske regler trods de seneste ændringer ikke le-

ver op til EU-reglerne, men at de lokale og centrale myndigheder

alligevel vil være forpligtet til at anvende EU-reg-

lerne, der efter EF-domstolens praksis har direkte effekt.

Ved afgørelse af 11/11 2004 har Naturklagenævnet indi- miljø

et[3] - og herunder Leks. påvirke den spidssnudede

rekte standset et større byggeri med etablering af ny frøs livsbe

tingelser.[4]

bydel ved den nuværende TV-by.(1) Begrundelsen var,

Selv om det måske kan overraske, at det i en vis for-

at tilladelse til byggeriet og dispensation til sløjfning af stand

er frøens »valg af levested«, der hindrer ellers lov-

vandhuller efter naturbeskyttelseslovens (nbl) § 3 var lige aktiv

iteter, er Naturklagenævnet i denne sag på

sket uden tilstrækkelig forudgående miljøvurdering af linje

med EF-domstolens (EFD) praksis i tilsvarende sa-

projektets indvirkning på den spidssnudede frø, der var ger. Herm

ed er tillige antydet, at EFD's fortolkning af

observeret i området.

EU's regler om naturbeskyttelse går videre, end de fleste

Når en lille frø kan give anledning til så stort ståhej forestiller

sig, og griber ind på juridiske rådgivningsom-

og standse et ellers lovligt byggeri,[2] skyldes det to for- råder

, der normalt ikke befatter sig med naturbeskyt-

hold. For det første er frøen opført på listen over be- telse.

Men budskabet er klart: Juridisk rådgivning om

skyttede arter i bilag IV til EU's direktiv 92/43 om be- byggeri

må som anden erhvervsrådgivning medtænke

skyttelse af vilde dyr og planter og deres naturlige leve- EU's

regler om naturbeskyttelse. Det er ikke tilstrække-

steder (i det følgende habitatdirektivet). Og efter ligt at

forlade sig på de danske regler, som det vil

habitatdirektivet er krav om generel beskyttelse af den fremg

å af det følgende.

spidssnudede frø - og andre bilag IV-arter og deres le-

vesteder - en generel beskyttelse, der ikke må forveksles

med den specielle beskyttelse, som gælder for de særligt

3. VVM-direktivet sondrer mellem bilag I-projekter, hvor VVM

er obligatorisk, og bilag II-projekter, hvor der skal ske

udlagte habitatområder (Natura 2000-områder). For det

screening af, om VVM er nødvendig på grundlag af kriteri

erne i VVM-direktivets bilag HI. Bilag II pkt. 10(b) lyder:

andet kræver EU's direktiv 85/337 om VVM, at der ved

»Anlægsarbejder i byzone, herunder opførelse af butikcentre

»anlægsarbejder i by-zone« skal ske en forudgående

og parkeringspladser«. Taget bogstaveligt vil ethvert anlægs-

miljøvurdering (VVM), hvis anlægget pga. placering,

arbejde i byzone kræve VVM-screening. Dette er næppe kor-

størrelse eller karakter kan få væsentlig indvirkning på

rekt, da den engelske version af VVM-direktivet anven

der

Naturklagenævnet fastslog alene, at nbl § 3 var overtrådt.

Håndhævelse af nbl § 3 afgøres af amtet, hvorfor nævnet i

en afgørelse samme dag afviste begæring om lovliggørels

Såfremt der skal gennemføres VVM, kan Naturklagenæv-

net efter planlovens regler pålægge amtet at standse byg-

geriet.

2. Byggeriet var lovligt i den forstand, at kommunen

havde

givet tilladelse på grundlag af en lokalplan. Lokalplanen

blev ved Naturklagenævnets afgørelse af 19/8 2004 ophæ

vet som ugyldig, uden byggeriet dog blev standset, selv

nævnet har kompetence til at pålægge kommunen

standse byggeriet, jf. eksempelvis MAD 2001.1068 om opfø-

relse af 62 ungdomsboliger i Farum uden tilstrækkelig

lokalplangrundlag.

udtrykket »Urban development projects«.

Naturklagenævnet afviste ganske vist i afgørelse af 3/9 2003,

at projektet var VVM-pligtig, fordi der ikke i området var

arter beskyttet efter habitatdirektivets artikel 12, og afgørel-

sen af 11/11 2004 omtaler ikke VVM-reglerne, men lægge

stedet vægt på myndigheders generelle forpligtelse til at

beskytte truede arter efter habitatdirektivets artikel 11 Med

de nye oplysninger må antages, at screeningen af projektet

var utilstrækkelig, og at der skulle have været gennemført

VVM bl.a. omfattende undersøgelse af virkningen på frøens

levested. Hertil kommer, at screeningsafgørelsen af 3/9 2003

var baseret på et andet projekt (erhvervspark) end det nu fore-

liggende (ny bydel), hvorfor den tidligere afgørelse næppe

kan tillægges vægt. Normalt vil projekter af denne karakter i

sig selv udløse VVM-krav. Se dog C-117/02, hvor Kommissi-

onen ikke havde dokumenteret, at etablering af portugisisk

ferieby i Sintra-Cascais krævede VVM.

Litterær afdeling, UfR, Ugeskrift for Retsvæsen, nr. 3,

22. januar 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

1. EU's regler om naturbeskyttelse - en oversigt

Den danske juridiske litteratur om EU's naturbeskyttelse

er sparsom[5] og kendskabet til reglerne beskeden,

hvorfor der indledes med en oversigt. Når bortses fra

handel med vilde dyr og planter,[6] er de to centrale

EU-regler om naturbeskyttelse: direktiv 79/409 om be-

skyttelse af vilde fugle fra 1979 (i det følgende fuglebe-

skyttelsesdirektivet) og habitatdirektivet fra 1992.

Herudover har EU ratificeret Bern-konventionen om

beskyttelse af vilde dyr og planter og deres naturlige le-

vesteder samt Bonn-konventionen om beskyttelse af

migrerende arter. Ratifikationen af de to traktater, som

ikke er fuldt ud gennemført i EU-retten (bl.a. omfatter

Bern-konventionen en række arter, der ikke er opført på

habitatdirektivets bilag IV), kan vise sig at få større be-

tydning. EFD har nemlig i Syndicat professionel coordi-

nation des p&heurs mod Electricite de France,

C-213/03, om Barcelona-konventionen om forebyggelse

af forurening af Middelhavet fastslået, at de folkeretlige

miljøaftaler, som EU har indgået, er »umiddelbart an-

vendelige, når der af dens ordlyd samt aftalens formål

og karakter kan udledes en klar og præcis forpligtelse«.

Som konsekvens heraf vil EU's generelle beskyttelse af

arter omfatte endnu flere arter end de, der er optaget i

habitatdirektivets bilag IV, da Bern-konventionen om-

fatter flere arter end habitatdirektivet.

Principperne i fuglebeskyttelses- og habitatdirekti-

veme ligner hinanden. Begge direktiver indfører en ge-

nerel beskyttelsesordning for arterne suppleret af en

speciel beskyttelse med udlægning af særligt beskyttede

områder for særligt truede arter. For fugle er det de så-

kaldte EF-fuglebeskyttelsesomrdder udlagt for truede

fugle og trækfugle. For øvrige arter og naturtyper er det

de såkaldte habitatområder - samlet betegnet Natura

2000-områder. Mens der de senere år har været øget

opmærksomhed om EU's særlige fuglebeskyttelses- og

habitatområder, er EU's generelle artsbeskyttelse stort

Den seneste lidt større fremstilling er Anker. Miljøretten, II, p.

85-115 (2001). For en lidt ældre version henvises til Pagh: EU-

miljøret, 1996, p. 595-617. Herudover er emnet sporadisk berørt

i Revsbech: Lærebog i miljøret, 2003, p. 282, og Moe: Miljøret,

2000, p. 156 f. Se tillige diskussion mellem Pagh og Koester i

UfR 1997B.511, UfR 1998B.75; UfR 1998B, 182 og UfR 1998B.

345. På intemettet findes responsum af Pagh om den danske

gennemførelse af habitatdirektivet (www.naturraadet.dk) saint

emne

samme

responsum

Kammeradvokatens

(www.skovognatundk). Kommissionen har i 2000 offentlig-

gjort en fyldig juridisk fortolkning af habitatdirektivets artikel

6 (www.europa.eu.int/comm./environment/nature).

6. Handel med vilde dyr og planter er primært reguleret ved for-

ordning 338/97 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved

kontrol af handlen hermed. Forordningen gennemfører den

internationale konvention om handel med udryddelsestruede

dyr (CITES) og afløste en tidligere forordning fra 1982. Her-

udover er der specielle EU-regler om beskyttelse og handel

med hvaler, sæler, elfenben, regler om rævesakse mv.

set upåagtet. Efter afgørelsen om Gyngemosen er der

behov for at belyse indholdet i den generelle arts be-

skyttelse lidt nærmere.

2. EU's generelle artsbeskyttelse - og de modsva-

rende danske regler

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 3 omfatter den

generelle beskyttelse alle vilde fugle, hvor medlemssta-

terne dels har pligt til at sikre deres leve-, yngle- og ra-

stesteder, dels til at forbyde forsætlig jagt eller anden

ødelæggelse af fuglene og deres reder i yngletiden. Be-

skyttelsen kan efter artikel 9 fraviges af hensyn til

sundheden, luftfarten og andre særligt anførte grunde,

men det kræver, at der etableres særlige kontrolordnin-

ger.[7] Selv om den overvejende del af sager om generel

beskyttelse af fugle omhandler jagt, og sager om be-

skyttelse af områder hovedsagelig angår de særlige fug-

lebeskyttelsesområder, er medlemsstaterne også forplig-

tet til at sikre ikke truede fuglearters levesteder, som det

fremgår af C-117/00 mod Irland.

Den generelle beskyttelse af dyr og planter er regule-

ret ved habitatdirektivets artikel 12-16. Modsat fuglene

er beskyttelsen begrænset til arter opført på habitatdi-

rektivets bilag 4, men ellers ligner ordningen beskyttel-

sen efter fuglebeskyttelsesdirektivet.[8]

EU's generelle beskyttelse af arter har især betydning

i tre sammenhænge. For det første er der sat grænser

for jagten i form af jagttider, jagtmetoder og krav til

kontrollen.[9] For det andet kræver den generelle be-

skyttelse af arter, at offentlighedens adgang til naturen i

en række tilfælde må begrænses, som det fremgik af

C-103/00 mod Grækenland, hvor hensynet til havskild-

padder vejede tungere end turisters behov for at benytte

Se til illustration C-159/99, hvor Italien havde benyttet und-

tagelsen i artikel 9 til at tillade jagt af gråspurve og to andre

spurvearter, men hvor EFD ikke fandt, at der var etableret for-

nøden kontrol med anvendelse af undtagelsen. Se ligeledes

sag 412/85, hvor Tyskland blev dømt for at overtræde

beskyttelsen, fordi det efter tysk ret var lovligt, at landmænd

ødelagde fuglereder, der hindrede den almindelige landbrugs-

mæssige drift.

8. Se C-103/00 om manglende græsk beskyttelse af havskild-

padders ynglested ved græsk turist-ø. Se tillige C-72/02, hvor

Portugal blev dømt for ikke at gennemføre den generelle kon-

trolordning, der kræves efter habitatdirektivets artikel 12(4). I

traktatbrudssager skal Kommissionen løfte bevisbyrden for

utilstrækkelig beskyttelse, jf. frifindelsen af U.K. for overtræ-

delse af beskyttelsen i habitatdirektivets artikel 12-16 i

C-434/01.

9. Da jagt ikke er denne artikels hovedtema, skal alene gives en

oversigt over EF-domme om jagt: sag 236/85 (Holland), sag

247/85 (Belgien), sag 252/85 (Frankrig), sag 262/85 (Italien),

sag 339/87 (Boland), sag 157/89 (Italien), C-435/92 (Associ-

ation pour la protection des animaux sauvages), C-118/94

(WWF mod Veneto), C-10/96 (ASBL ornithologiques),

C-38/99 (Frankrig), C-159/99 (Italien), C-182/02 (Liege pour

la protection des ioseau.r).

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

et bestemt badested. For det tredje griber den generelle

beskyttelse af arter ind i ejers hidtidige lovlige råden

over fast ejendom, da EU-regleme ikke indeholder for-

behold for den hidtidige lovlige anvendelse. Der kan

følgeligt ikke efter EU-retten vindes hævd på aktiviteter,

der krænker den generelle artsbeskyttelse efter habitat-

direktivets artikel 12-16.

2.1 Den danske artsbeskyttelse

Så vidt ses modsvarer de danske jagtregler EU's krav.

Derimod er det tvivlsomt, om de danske regler om of-

fentlighedens adgang fuldt ud modsvarer EU's krav til

artsbeskyttelse, der tydeligvis prioriterer beskyttelse

frem for benyttelse. Modsat er offentlighedens adgang

til naturen et tungtvejende hensyn i den danske prak-

sis.[10]

Det største problem er dog indgrebet i den private

ejendomsret. Årsagen er, at den generelle artsbeskyt-

telse i Danmark kun i beskedent omfang og kun for få

arter som visse rovfugle griber ind i ejerens lovlige rå-

den (ejer af jagtareal må f.eks. ikke skyde havørne, der

opholder sig på arealet). Men ellers er hovedreglen, at

indgreb i den hidtidige lovlige udnyttelse af ejendomme

for at beskytte bestemte arter normalt kræver fredning

med efterfølgende ekspropriationserstatning efter jagt-

og vildtforvaltningsloven eller naturbeskyttelsesloven.

Hvor der ikke er gennemført sådanne ekspropriatio-

ner, er den danske lovgivnings beskyttelse af arter be-

skeden, hvilket kan illustreres med bkg. 430/2002 om

fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, plan-

ter m.m. Efter §§ 2 og 3 må »vildtlevende dyr, som er

nævnt i bilag 1 og 2, [. . .] ikke slås ihjel eller indsam-

les«, og planter nævnt i bilag 3 må »ikke beskadiges el-

ler fjernes fra deres voksested bortset fra haver, gartne-

rier og andre områder, hvor de opformeres kunstigt«.

Dog gælder efter § 6, stk. 1 følgende vigtige undtagelse:

»Bestemmelserne i § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1 er ikke til hinder

for en normal jordbrugsmæssig udnyttelse af en ejendom eller

anden lovlig udnyttelse af denne.«

hvilket kræver dispensation efter naturbeskyttelseslo-

vens § 65. Som de danske regler er formuleret, er arts-

beskyttelsen derfor afhængig af, om ændret anvendelse

kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens beskyt-

telse af naturtyper eller beskyttelseslinjer. Kræver æn-

dret anvendelse ikke en sådan dispensation, vil det ikke

være muligt at sikre den artsbeskyttelse, som EU-retten

kræver. Heraf følger yderligere, at hvis der ikke er tale

om en ændret anvendelse, vil der ikke være nogen be-

skyttelse, medmindre det pågældende areal er fredet. En

praktisk konsekvens heraf så man på Bornholm for et

par år siden, hvor lokale miljøfolk politianmeldte vej-

væsenet for at slå græs i grøfter, der tjente som hjem-

sted for en anden beskyttet frø. I overensstemmelse med

de gældende danske regler måtte anklagemyndigheden

afvise sagen.

22 Ekspropriationsproblemet

Problemstillingen kan imidlertid også anskues i et eks-

propriationsretligt perspektiv. Hvis Danmark skal leve

op til EU's generelle artsbeskyttelse, vil det nemlig i

visse tilfælde kræve et vidtgående indgreb i den private

ejers rådighed over sin ejendom. Lægger løvfrøer, fugle

og birkemus beslag på en del af ejendommen, vil ejeren

med en vis ret kunne hævde, at den generelle artsbe-

skyttelse rammer tilfældigt og er meget økonomisk byr-

defuldt for nogle få - men alene tjener almenvellets in-

teresser, da ejeren måske gerne er fri for de små dyr.

Dette kan tale for, at sådanne indgreb kræver ekspropri-

ation efter grundlovens § 73, hvor der i øvrigt ikke ses

grund til altid at gøre forskel på, om det er fortsat an-

vendelse eller et nyt byggeri. De færreste borgere vil

formentlig have forståelse for, at en flok løvfrøer eller

hasselmus kan hindre, at en netop erhvervet bygge-

grund benyttes til et ellers lovligt byggeri.

de traditi-

onelle regler om mangel ved køb af fast ejendom yder

intet værn her. Det kan jo være, at løvfrøer og hassel-

mus først har slået sig ned, efter den ny ejer overtog

ejendommen. Det sidste illustrerer et andet dilemma:

Hvis man vil undgå at blive udsat for den slags be-

grænsninger, skal ejendommen ikke fremstå al for na-

turvenlig. Artsbeskyttelsen kan dermed skabe incita-

ment til at forringe de vilde dyr og planters generelle

livsbetingelser.

Hidtil har danske myndigheder mødt disse problemer

med samme indstilling som strudsen Rasmus: lukket

øjne og ører - hvis man ikke taler om det og lader, som

om det er i orden, kan det være, det går over. Efter af-

gørelsen i sagen fra Gyngemosen er denne fremgangs-

måde ikke holdbar: konflikten mellem artsbeskyttelsen

og den private ejendomsret kræver en løsning.

Men her støder et nyt problem til. I april vedtog EU

direktiv 2004/35 om miljøansvar, som indeholder en

Som bestemmelsen illustrerer, indebærer den danske

beskyttelse af arter ikke et indgreb i den bestående are-

alanvendelse. Når det alligevel var muligt i sagen fra

Gyngemosen at standse et lovligt byggeri af hensyn til

frøer, var det, fordi byggeriet krævede nedlæggelse af

nogle små søer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3,

10. Se MAD 2001.412, hvor amtet ville lukke skov af hensyn til

ynglende havørnepar, men Naturklagenævnet begrænsede

lukningen til yngletiden. Se tillige KFE 2002.319 om Lille

Vildmose-fredningen, hvor Naturklagenævnet indskrænkede

den af Skov- og Naturstyrelsen ønskede adgang for offentlig-

heden.

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede

frø?

særlig erstatningsregel for skader på den gunstige beva-

det på dette grund

lag var muligt at hindre en ejer i at ændre et

ringsstatus af truede fuglearter, trækfugle, beskyttede

levested for truede arter.

Selv om

sagen angik, om definitio-

naturtyper og beskyttede arter anført på habitatdirekti-

nen var hjemlet i Endangered Species Act, er domm

en af inte-

vets bilag IV. Af miljøansvarsdirektivets artikel 3 frem-

resse, da den indebærer, at der uden ekspropriationserstatning

går, at det erstatningsretlige værn af disse skader ikke

kan gennemføres sådanne indgreb i den private ejendomsret.

kun omfatter de aktiviteter, der er omfattet af direkti-

vets objektive ansvarsregel. Erstatningsansvar kræves

3. Udpegning og beskyttelse af Natura 2000-om-

tillige for anden erhvervsmæssig forvoldt skade på be-

råder - og nye EF-domme

skyttede arter og naturtyper, hvis skaden er forvoldt

uagtsom. Selv om en enkelt død frø ikke udgør en skade Mens EU's generelle artsbeskyttelse har levet i ukend-

efter direktivet, vil der for sjældne arter næppe skulle skabets mørke, har der i de senere år været voksende

meget til, før der foreligger en skade i direktivets for- opmærksomhed om EU's specielle artsbeskyttelse, som

stand. Hermed bringes ejere af erhvervsejendomme, denne kommer til udtryk ved udlægning og beskyttelse

som huser beskyttede arter, i den situation, at ejeren af særlige fugle- og habitatområder. Meningen med

ikke blot må tåle begrænsninger i sin brug af ejendom- disse områder er at sikre et sammenhængende net af

men, men tillige bliver erstatningsansvarlig for de ska- udpegede områder for de omfattede arter og naturtyper

der på beskyttede arter, ejeren kunne undgå ved fornø- - under et betegnet: Natura 2000-områder.

den agtpågivenhed.

Det sidste kan få betydning for det ekspropriations- 3.1

Udpegning af Natura 2000-områder

retlige værn. Problemet er, at beskyttelsen af den pri-

vate ejendomsret ikke omfatter råden over fast ejen- Reglerne om udpegning af fuglebeskyttelsesområder og

dom, som er erstatningspådragende, da ansvaret netop habitatområder er forskellige både mht. procedure for

er udtryk for, at den pågældende adfærd ikke nyder pri- udpegning og lovlige kriterier.

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2)

oritetsbeskyttelse.(11) Dette er f.eks. baggrunden for, at

der ikke kan vindes tidsmæssig hævd på naboretlige skal der udpeges særlige fuglebeskyttelsesområder for

ulemper, jf. eksempelvis U 1890.141 H om forurening af truede fuglearter opført på bilag I og trækfugle. EFD har

kolonihave. Heraf følger omvendt, at hvis man fra sta- i

C-44/95, Royal Society for Protection of Wild

Birds,

ten vil yde virksomheder betaling for at undlade en er- fastslået, at der ved udpegning og afgrænsning af fug-

statningspådragende adfærd, må det formentlig efter lebeskyttelsesområder alene kan tages ornitologiske

EU-retten sidestilles med statsstøtte i modstrid med for- hensyn. Der kunne derfor ikke ved udlægning af et fug-

ureneren betaler-princippet. Medmindre retsordenen lebeskyttelsesområde ved Lappel Banks reserveres et

helt vil opgive beskyttelsen af den private ejendomsret i mindre område til en kommende havneudvidelse, selv

forhold til EU's krav til den generelle artsbeskyttelse, om denne del af området kun blev benyttet af træk-

står man med et dilemma. I forhold til private boligejere fugle. Dommen understreger, at det efter EU-retten er

kan ganske vist anføres, at disse ikke efter EU-retten er ulovligt at tage samfundsøkonomiske hensyn ved ud-

erstatningsansvarlige for skader på truede arter, hvorfor pegning og afgrænsning af fuglebeskyttelsesområ-

EU-retten ikke hindrer, at boligejere kompenseres for den(121 Der er ingen nærmere procedure for udpegnin-

rådighedsbegrænsninger. Men for erhvervsdrivende er gen af fuglebeskyttelsesområder, men EFD har i

det ingen hjælp. Det må derfor tilrådes, at der i forhold C-4/5/01 (mod Belgien) fastslået, at udpegningen skal

til erhvervsmæssige aktiviteter tages politisk stilling til, gøres bindende for borgerne. Som konsekvens må fug-

i hvilket omfang den generelle artsbeskyttelse skal led- lebeskyttelsesdirektivets artikel 4(1) og (2) formentlig

sages af økonomisk kompensation med henblik på at fortolkes således, at udlægningen af fuglebeskyttelses-

områder er dynamisk, og at nye områder skal udpeges,

søge EU's accept heraf.

når der er ornitologisk dokumentation for behovet. Der-

Lignende problemer kendes i amerikansk ret med Endangered

imod vil nedlæggelse af fuglebeskyttelsesområder for-

Species Act. Loven forbyder bl.a. 'harm' på truede arter,

mentlig kræve en længere periode, hvor fuglene ikke

'harm' var ved bekendtgørelse defineret som »an act which ac-

har benyttet området.

tually kills or injures wildlife. Such act may include signifi-

For udlægning af habitatområder opstiller habitatdi-

cant habitat modification or degradation where it actually

rektiv

ets artikel 4 en procedure i tre faser. Efter artikel

kills or injures wildlife by significantl

12. Dette er bekræftet i en række senere domme, hvor EFD ligele-

des har afvist, at der kan tages hensyn til, hvor store arealer

medlemsstaterne havde udlagt som fuglebeskyttelsesområ-

der. Se: C-3/96 (Holland), C-166/97 (Frankrig), C-96/98

(Frankrig), C-240/00 (Finland), C-202/01 (Frankrig),

C-378/01 (Italien).

y impairing essential be-

havioral patterns, including breeding, feeding, or sheltering•.

Babbit v. Sweet Home Chapter of Communities for a Great

Oregon [115 S.Ct. 2407 (1995)] fastslog US Supreme Court, at

11. Se uddybende, Pagh: Miljøansvar, 1998, p. 211 ff.

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

4(1) skulle medlemsstaterne inden maj 1995 have udpe-

Indtil nu samler interessen sig om retsvirkningerne af

get forslag til lokaliteter på grundlag af de i bilag Ill an- habitatdirektivets artikel 6(2)-(4). Om forholdet mellem

førte kriterier, der alle angår biologiske forhold (fore- de tre bestemmelser kan kort anføres: artikel 6(2) angi-

komst af arter/naturtyper, udbredelse, gunstig beva- ver den generelle beskyttelse mod negative virkninger

ringsstatus mv.). EFD har i C-371/98, First Corporate på udpegede lokaliteter; artikel 6(3) angiver den spe-

Shipping, fastslået, at kriterierne i bilag III er udtøm- cielle beskyttelse mod planer og projekter med særlige

mende, hvorfor der ikke må inddrages samfundsøkono- procedurer; og artikel 6(4) indeholder en hjemmel til i

miske eller rekreative hensyn ved udpegningen. Efter særlige tilfælde at fravige beskyttelsen efter artikel 6(3).

artikel 4(2) skulle Kommissionen efter samråd med de

enkelte medlemsstater inden maj

1998

tage stilling til

3.3 Den generelle beskyttelse efter artikel 6(2)

forslagene og vedtage det samlede Natura 2000-net. I

tredje fase skal udpegningen efter artikel 4(4) bekræftes Efter artikel 6(2) skal medlemsstaterne træffe

af medlemsstateme som særligt bevaringsområde hur-

tigst muligt og senest seks år efter Kommissionens be-

»passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturty-

slutning. Medlemsstaterne har imidlertid ikke kunnet

perne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder

overholde fristen for fremsættelse af forslag, hvilket har

samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget,

givet anledning til en betydelig forsinkelse. Direktivets

for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for

dette direktivs målsætninger«.

frister er dog uændret, hvilket Kommissionen har for-

tolket således, at den negative beskyttelse af habitatom-

Bestemmelsen rejser for det første spørgsmålet om,

råder indtræder i en tidligere fase af udpegningsproce-

hvilken tærskel der gælder for beskyttelse. Efter den

duren end forudsat i direktivet, da forsinkelsen skyldes

danske version beskyttes kun mod »forstyrrelser [der]

medlemsstaterne.

har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsæt-

ninger«. Dette er dog ikke helt retvisende, da det af de

3.2 Beskyttelse af Natura 2000-områder

øvrige sproglige versioner af direktivet fremgår, at »har«

skal fortolkes som »kan have«. Kravet om beskyttelse ef-

Udgangspunktet for beskyttelsen af alle udlagte områ-

ter artikel 6(2) indtræder dermed, inden konsekvenserne

der er habitatdirektivets artikel 6, men både mht. ind-

er konstateret. Betingelsen er dog, at den mulige skade-

hold og frister er der forskelle på beskyttelsen af fugle-

virkning er betydelig i forhold til direktivets målsæt-

beskyttelsesområder og habitatområder. For hver enkelt

ning. Referencen for betydelighed er dermed formålet

habitatområde stiller artikel 6(1) krav om positiv be-

med udpegning af det pågældende Natura 2000-om-

skyttelse i form af bevaringsmålsætning og aktive be-

råde, hvilket dog mht. artikel 6(2) skal sammenholdes

varingsforanstaltninger, mens et tilsvarende krav ikke

med de berørte arters udbredelse og sårbarhed.

gælder for fuglebeskyttelsesområder. Derimod har fug-

For det andet har det givet anledning til tvivl om,

lebeskyttelsesområder siden maj 1994 været omfattet af

hvilke aktiviteter artikel 6(2) beskytter imod. Oprindeligt

den såkaldt negative beskyttelse efter habitatdirektivets

antog Miljøministeriet, at reglen kun gjaldt nye tiltag

artikel 6(2)-(4).[13] For habitatområder angiver habitat-

inden for det udpegede område. EFD's praksis viser

direktivets artikel 4(5), at beskyttelsen indtræder, når

imidlertid, at reglen også kræver indgreb i den hidtidige

anden fase er afsluttet med Kommissionens udpegning.

lovlige anvendelse af fast ejendom, hvis anvendelsen

Men da forsinkelsen med udpegningen skyldes med-

har de i artikel 6(2) anførte skadevirkninger, jf.

lemsstaterne, antager Kommissionen, at den negative

C-117/00, hvor Irland blev dømt for ikke at hindre fåre-

beskyttelse af habitatområder efter habitatdirektivets

græsning, der ødelagde en del af fødegrundlaget i et

artikel 6(2)-(4) allerede indtræder, når medlemsstateme

fuglebeskyttelsesområde. Heller ikke begrænsningen til

har fremsendt forslag til udpegning. Dette synes med-

aktiviteter inden for det udpegede område kan opret-

lemsstaterne inkl. Danmark at have accepteret, og

holdes. Tværtimod bekræfter EFD's praksis Kommissio-

retstillingen er indirekte bekræftet af EFD's praksis.

nens fortolkning, hvorefter beskyttelsen også omfatter

aktiviteter uden for det udlagte fuglebeskyttelsesom-

13. Frem til maj 1994 var udlagte fuglebeskyttelsesområder

beskyttet efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4(4), der

råde, hvis aktiviteten har den anførte skadevirkning.

principielt afskar medlemsstateme fra at gribe ind af sam-

Som praktisk konsekvens vil f.eks. intensiv landbrugs-

fundsøkonomiske hensyn, jf. den såkaldte Leybuch-sag, sag

mæssig gødskning opstrøms skulle standses som følge

57/89, om et digeprojekt ved den tyske del af Vadehavet.

Uanset om lokaliteten var udlagt, gjaldt beskyttelsen, j£

af artikel 6(2). Nye tiltag, der falder under begreberne

Marimas de Santona, C-355/90, hvor Spanien både blev

»projekt« eller »plan«, omfattes dog ikke af artikel 6(2),

dømt for ikke at have udlagt et fuglebeskyttelsesområde og

men af artikel 6(3). Hvis det senere viser sig, at den til-

for at have overtrådt beskyttelsen efter artikel 4(4) ved at

ladte aktivitet

alligevel har de i artikel 6(2) anførte ska-

iværksætte et større turistprojekt i området.

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

.11

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

devirkninger, skal myndighederne dog gribe ind, jf.

C-127/02.

Endelig er der grund til at overveje, om artikel 6(2)

alene retter sig mod myndighederne, eller om den kræ-

ver, at der i national ret gennemføres et tilsvarende ge-

nerelt forbud, som forpligter alle borgerne til at respek-

tere denne beskyttelse. Det danske miljøministerium har

hidtil antaget, at reglen kun kræver en middelbar for-

pligtelse, dvs. at borgernes pligt til at respektere beskyt-

telsen afhænger af forudgående myndighedsbeslutnin-

Baggrunden

for sagen var,

en hollandsk virksomhed rutine-

ger. Denne antagelse kan næppe opretholdes, efter EFD

mæssigt havde fået fornyet

tilladelse til fiskeri af hjertemus-

C-415/01

mod Belgien fastslog, at beskyttelsen af fug-

linger i Waddenzee, der er udpeget som fugleb

eskyttelsesom-

lebeskyttelsesområder skal være umiddelbart bindende

råde. To hollandske miljøorganisationer anlagde herefter sag

for borgerne. Derimod er det fortsat uafklaret, om arti-

mod myndighederne med påstand om, at tilladelsen var i

kel 6(2) har direkte effekt, men sammenholdes med

modstrid med beskyttelsen efter habitatdirektivets artikel 6(2)

og 6(3), da fiskeriet medførte skade på bundfaunaen i søen og

EFD's øvrige praksis, er svaret formentlig bekræftende.

dermed gjorde indgreb i fuglenes forråd af føde. Efter at have

34 Den specielle beskyttelse mod projekter

planer

afvist, at artikel 6(2) og 6(3) kunne finde anvendelse samtidigt,

fastslog EFD, at en årlig fornyelse af tilladelse til muslingefi-

skeri er et »projekt« i artikel 6(3)'s forstand. Sådanne tilladelser

kræver forudgående vurdering efter artikel 6(3), medmindre

det på forhånd helt kan udelukkes, at projektet alene

eller

sammen med andre aktiviteter kan påvirke bevaringsmålsæt-

ningen for lokaliteten (præmis 41-49). Kan en sådan påvirk

ning ikke helt udelukkes, skal der gennemføres en

vurde

ring

af alle aspekter af projektet, som kan påvirke den udpegede lo-

kalitet, tages hensyn til kumulative effekter,

virkningen

skal bedømmes på grundlag af »den bedste videnskabelige

vi-

den på området« (præmis 53-54). Tilladelse kan kun meddeles,

hvis denne vurdering viser, der ikke ud fra et videnskabe

ligt

synspunkt er usikkerhed om projektets skadelige virkning

på

bevaringsmålsætningen for lokaliteten. Ønsker myndigheden

alligevel at give tilladelse, kan det kun ske efter den særlig

undtagelse i habitatdirektivets artikel 6(4) (præmis 59-60).

Af-

slutningsvis fastslog EFD, at denne beskyttelse efter habita

tdi-

rektivets artikel 6(3) har direkte effekt og »kan påberåbes af

berørte personer« i alle de tilfælde, hvor myndighederne

har

meddelt tilladelse til projekter, selv om der foreligger uvishe

om projektets skadelige virkninger.

den for ændringen af naturbeskyttelsesloven og flere

andre love i foråret 2004. Men EFD's dom i C-127/02,

Landelijke Vereniging tot Behoud van de Waddenzee og

Nederlandse Vereniging tot Bescherming van Vogels vi-

ser, at der fortsat er lang vej, til Danmark har gennem-

ført artikel 6(3). Inden nærmere omtale af den danske

implementering er der derfor behov for en lidt fyldigere

omtale af denne dom.

For projekter og planer gælder den særlige beskyttelse

efter artikel 6(3), der lyder:

»Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet

med

eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig

selv

eller i forbindelse med andre planer og projekter kan

påvirke

en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til

deres

virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsæt-

ningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af

vurde-

ringen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af

stk.

4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres

til-

slutning til en plan eller et projekt, når de har sikret

sig, at

den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de -

hvis det

anses for nødvendigt - har hørt offentligheden«.

Det danske miljøministerium misforstod fra begyndel-

sen reglen, idet ministeriet alene opfattede reglen som

et forbud mod enkelte nye skadelige aktiviteter inden

for de udpegede Natura 2000-områder. Med strømmen

af domme fra EFD om artikel 6(3)114] og Kommissio-

nens fortolkning fra 2000 blev det efterhånden klart, at

ministeriet havde taget alvorligt fejl. Dette var baggrun-

14. Fra praksis kan nævnes: C-256/98 mod Frankrig: Begre

bet

»projekt« skal fortolkes efter definitionen i VVM-direkti

vets

artikel 1 som omfattende etablering af anlæg og andre

ind-

greb i det naturlige miljø. C-374/98 mod Frankrig: Mang

lende udpegning af Basses Corbieres som fuglebeskyttelses-

område betød, at området ikke var beskyttet efter habita

tdi-

rektivets artikel 6, men efter den endnu mere vidtgående

beskyttelse, i fuglebeskyttelsesdire_ktivets artikel 4(4), som

udelukker indgreb af økonomiske hensyn. C-143/02 mod Ita-

lien: Italiensk lovgivning udlagde begrebet »projekter« i

arti-

kel 6(3) for snævert og forpligtede ikke myndighederne til at

sikre den i årtikel 6 krævede beskyttelse. C-209/02 mod

Østrig: I strid med direktivet at meddele tilladelse til golfbane

trods en vurdering af mulige negative virkninger på et fugle-

beskyttelsesområde.

Dommen viser, at artikel 6(3) både kræver en særlig

fremgangsmåde og afskærer afvejning, og at begge dele

har direkte effekt og kan påberåbes af borgerne, uanset

de indirekte negative virkninger for tredjemand. Frem-

gangsmåden falder i fire led: (1) Først må overvejes, om

aktiviteten er et »projekt« eller »plan«, hvilket skal ske

på grundlag af VVM-direktivets definition, som modsat

den danske implementering også omfatter »andre ind-

greb i det naturlige miljø«. Det sidste giver betydelige

problemer for den danske implementering, der selv efter

de seneste lovændringer hverken omfatter fiskerilicen-

ser eller klapningstilladelser. (2) Anses et tiltag som pro-

jekt eller plan, skal der først screenes for at tage stilling

til, om en vurdering af virkningen er nødvendig. Som

det fremgår af dommen, kan vurdering kun undlades,

når der er vished for ingen påvirkning på lokalitetens

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

bevaringsmålsætning. Det gør i den sammenhæng in- opfyldte ikke habitatdirektivets krav til beskyttelse

ud-

gen forskel, om påvirkningen er positiv eller negativ, li- omfattede bl.a. kun visse aktiviteter inden for de

bkg.

gesom reglen ikke er begrænset til projekter inden for lagte områder. I 1998 blev reglerne erstattet af

det udpegede område. Denne bevisbyrde bliver vanske- 782/1998 med henblik på at udvide beskyttelsen til alle

lig at løfte i Danmark, da der savnes bevaringsmålsæt- de da udlagte Natura 2000-områder. Med 1998-bkg.

ninger for de enkelte Natura 2000-områder, hvilket blev beskyttelsen udstrakt til at omfatte visse aktiviteter

skyldes, at der først med miljømålsloven fra 2003 blev uden for de udlagte områder, men hovedparten af pro-

onen

fastsat regler herfor. (3) Herefter skal gennemføres en blemerne forblev uløste. Efter kritik fra Kommissi

vurdering af den påtænkte foranstaltnings virkning på blev der i de følgende år udlagt yderligere Natura 2000-

bkg.

de enkelte arter og disses livsbetingelser på grundlag af områder, hvilket danner grundlag for den seneste

den nyeste videnskabelige viden - et krav, der indtil nu 477/2003 om afgrænsning og administration af inter-

stort set har været ignoreret, idet de danske myndighe- nationale naturbeskyttelsesområder. Men de mange

der har sammenblandet screening og vurdering. (4) Kun mangler i 1998-bkg. blev ikke løst.

Et egentlig lovgrundlag for udpegning af fuglebe-

hvis denne vurdering udelukker, at der kan ske skade,

skyttelses- og habitatområder kom først med miljømåls-

kan projektet eller planen tillades efter artikel 6(3).

Fra denne hovedregel er en beskeden undtagelse i ar- loven, der trådte i kraft 1/1 2004 - og fortsat savnes de

tikel 6(4) for »bydende nødvendige samfundsmæssige i direktiverne fastsatte kriterier for udpegning.[15] Lov-

hensyn«. Men betingelsen for at anvende undtagelsen grundlaget for bevaringsmålsætninger manglede frem

er, [a] at der ikke er alternativer, [b] at der iværksættes til 2003, fordi ministeriet overså, at bevaringsmål dan-

kompenserende foranstaltninger, inden projektet/planen ner grundlag for beskyttelsen i artikel 6(2)-(4). Først

iværksættes, og [c] at Kommissionen underrettes. Er der med bkg. 2003/477 blev det i § 1(2) bestemt, at Skov-

tale om en prioriteret art eller naturtype, skal yderligere og Naturstyrelsen skal fastsætte bevaringsmålene for de

aftentes en udtalelse fra Kommissionen, hvis projektet enkelte Natura 2000-områder. Bestemmelsen er dog i

gennemføres af samfundsøkonomiske hensyn. Indtil nu relation til landområder i direkte modstrid med miljø-

savnes domme, der belyser den nærmere rækkevidde af målslovens § 37, der angiver, det er amtsrådene - og

artikel 6(4), men ifølge Kommissionen har undtagelsen ikke staten - der skal udarbejde bevaringsmålene. For-

en meget snæver anvendelse, hvilket harmonerer med sinkelsen med implementeringen betyder, at bevarings-

mål fortsat savnes for de enkelte Natura 2000-områder

EFD's øvrige udlægning af habitatdirektivet.

- hvortil kommer forsinkelser som følge af den ventede

kommunalreform.

4. Den danske implementering af beskyttelsen af

Natura 2000-områder

4.2 Beskyttelsen af Natura 2000-områder

Den danske implementering af Natura 2000-beskyttel-

sen er historien: Hvad der kunne gå galt - gik galt. Ikke Endnu værre stod det til med beskyttelsen. Først efter

blot misforstod Miljøministeriet fra begyndelsen reg- en åbningskrivelse fra Kommissionen accepterede mini-

lerne. Ministeriet viste også udtalt modvilje mod at rette steriet i 2003, at de danske regler ikke levede op til be-

fejlene. Da det til sidst blev umuligt at ignorere proble- skyttelsen efter artikel 6(2)-(4): dels manglende lov-

merne, endte man med løsninger med samme mangel grundlag for indgreb i bestående aktiviteter, dels mod-

på holdbarhed som de tidligere tiltag. Dels modsvarer svarede listen over aktiviteter, der skulle vurderes for

de seneste ændringer fortsat ikke EFD's fortolkning af virkning på de udpegede områder, ikke definitionen af

habitatdirektivets krav til beskyttelse af Natura 2000- »projekter«. På denne baggrund vedtog Folketinget lov

områder, dels fører lovens udskydelse af ekspropriati- 454/2004 om ændring af naturbeskyttelsesloven (nbl)

onsproblemet til, at der i det uendelige kan rejses erstat- og lov 453/2004 om ændring af skovloven og enkelte

ningssager, og endelig er lovens system så kompliceret, andre love.

Habitatdirektivets artikel 6(2)'s krav om indgreb i be-

at det er administrativt umuligt at håndtere. Dette bely-

stående anvendelse afspejles i den nye nbl §§ 19e og

ses i det følgende.

19f. Efter disse regler har amterne, indtil der er fastsat

bevaringsmål, hjemmel og pligt til at gribe ind i bestå-

4.1 Udlægningen af områder

ende aktiviteter, hvis dette er nødvendigt for at undgå

Selv om der efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4 forringelse af de udpegede områder. Når bevaringsmål

allerede i 1981 skulle være sket udpegning og bindende

15. I praksis har Danmark heller ikke efterlevet kravene, men i

beskyttelse af fuglebeskyttelsesområder, var det først

flere tilfælde flyttet afgrænsningen for at give plads til pro-

med bkg. 408/1994, der kom danske regler om beskyt-

jekter, hvor som eksempel kan nævnes Øresundsanlæggets

linjeføring på land.

telse af fuglebeskyttelsesområder. Men bkg. 408/1994

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

er fastsat, skal amterne efter §§ 19c og 19d fastlægge tura 2000-områder fra gødskning i betydelig geografisk

rammerne for fremtidig brug for de lodsejere, hvis akti- afstand ofte kan medføre en væsentlig påvirkning af

vitet kan skade et udlagt område. For det tab, indgre- disse områder (NKO 330). Problemet er imidlertid, at

bene påfører lodsejerne, skal amtet betale fuld erstat- den ændrede praksis kun omfatter de potentielle VVM-

ning efter nbl § 19g, uanset om indgrebet anses for eks- projekter og ikke opfanger tilfælde, hvor gylden spredes

propriativt.[16] Efter nbl § 19h kan amtet søge staten på nye arealer.

om tilskud til udgifter til erstatning efter § 19g.

For det tredje sammenblander §§ 4 og 6(3) i bkg.

For at sikre forudgående vurdering af alle projekter 477/2003 habitatdirektivets artikel 6(2) og 6(3), således

omfattet af artikel 6(3) indfører nbl § 19b en anmeldel- at beskyttelsen mod projekter er udformet som en arti-

sesordning af aktiviteter som juletræsplantning, inten- kel 6(2)-beskyttelse. Der savnes således klare regler om

siv gødskning, opdyrkning af græsarealer, græsning screening, vurdering og betingelser for at give tilla-

mv.(nbl bilag 2). Anmeldelsesordningen gælder dog delse. I praksis ses heller ikke eksempler på vurderinger,

alene for aktiviteter inden for de udpegede Natura der tilnærmelsesvis modsvarer kravene i artikel 6(3).[17]

2000-områder. Efter anmeldelse skal amtet inden fire Det kan i forlængelse heraf noteres, at Naturklagenæv-

uger tage stilling til, om vurdering er nødvendig, og i net fortsat ignorerer, at EFD i

C-392/96

mod Irland ud-

givet fald gennemføre denne. Såfremt der herefter må trykkeligt afviste, at en miljøvurdering efter VVM-di-

gives afslag, har lodsejeren krav på erstatning efter rektivet kan afløse kravet om vurdering efter habitatdi-

§ 19g. Anmeldelses- og erstatningsreglen gælder dog rektivets artikel 6(3), da der er tale om to forskellige

ikke aktiviteter, der i forvejen kræver tilladelse/dispen- vurderinger.

sation efter nbl § 65 eller anden lovgivning. Meningen

For det fjerde er beskyttelsen af Natura 2000-områder

med de parallelle systemer er at begrænse lodsejernes i Danmark gennemført som middelbar ret. Dette bety-

krav på erstatning, men da Natura 2000-områder ofte der, at beskyttelsen beror på forudgående myndigheds-

indeholder beskyttede naturtyper omfattet af nbl § 3, beslutninger. Griber et amt f.eks. ikke ind over for en

opstår herved en overlapning, der giver betydelige be- spredning af gylle, der skader et nærliggende Natura

visvanskeligheder og bliver administrativt vanskelig at 2000-område, vil landmanden ikke kunne drages til an-

håndtere.

svar. Denne middelbare beskyttelse er næppe forenelig

med habitatdirektivets artikel 6(2) og 6(3) - men kan

som konsekvens have, at den danske stat bliver erstat-

4.3 Kritik af de danske regler

ningsansvarlig for genopretning af ødelagte Natura

De seneste lovændringer giver anledning til fem be- 2000-områder, hvis EFD vælger at anvende doktrinen

tragtninger. For det første fortolkes »projekt-begrebet« om staters erstatningsansvar i disse tilfælde.

fortsat for snævert. Eksempelvis savnes regler om for-

Endelig for det femte giver udskydelsen af erstat-

udgående vurdering af virkning på Natura 2000-områ- ningsopgøret efter nbl § 19g anledning til betydelig un-

der ved fornyelse af fiskerilicencer, ligesom der savnes dren. I forhold til anmeldte aktiviteter betyder § 19g, at

regler for fornyelse af klapningstilladelser og en række hvis en landmand om ti år anmelder nye gødsknings-

øvrige forhold på søterritoriet. På landterritoriet er pro- metoder, som må afslås pga. skadevirkning på et Natura

blemerne blevet mindre med ændringen, men eksem- 2000-område, vil landmanden have krav på erstatning,

pelvis savnes fortsat dækkende regler om screening af selv om han forud var bekendt med områdets beskyt-

byggetilladelser, som kan påvirke Natura 2000-områ- telse. Dette bryder med de almindelige principper for

der.

taksation, hvor der en gang for alle tages stilling til de

For det andet er anmeldelsesordningen af gødskning økonomiske virkninger af rådighedsbegrænsninger. Når

og andre bilag 2-aktiviteter geografisk for snæver, da man fraveg den almindelige ordning, kan det kun for-

den kun gælder inden for det udpegede område. Den klares med, at der fortsat savnes bevaringsmål for de

praktiske konsekvens er, at spredning af gylle fra store udpegede områder. Så prisen for den forsinkede gen-

svinefarme opstrøms et udpeget område ikke skal an- nemførelse af habitatdirektivets artikel 6(1) er blevet

meldes og vurderes, selv om en sådan gødskning kan ganske høj.

forvolde betydelige skadevirkninger. Dette er i direkte

modstrid med, at Naturklagenævnet i 2004 skiftede

17. Til illustration kan nævnes U 2004.622 V, hvor Naturklage-

praksis ved screening af, hvornår udvidet husdyrpro-

nævnet fik underkendt tilladelse til udsætning af bæver grim-

duktion kræver VVM. Som noget nyt erkender Natur-

det manglende vurdering. Som det seneste eksempel kan

nævnes Miljøklagenævnets hjemvisning af tilladelse til dam-

klagenævnet, at afstrømning af næringsstoffer til Na-

16. De modsvarende regler om indgreb er i skovloven §§ 18-21 -

og for erstatning skovlovens § 24.

brug ved Kongeåen, hvor nævnet opgav at anvende bekendt-

gørelsens regler og i stedet afgjorde sagen direkte på grundlag

af direktivets artikel 6(3) (afgørelse af 23/11 2004, j. nr.

13/162-41).

UfR 2005

MPU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 62: Henvendelse af 9/3-05 vedr. hamstring af miljøgodkendelser og EU's miljøregler, fra Peter Pagh, Københavns Universitet, København

Peter Pagh: Bestemmer ejeren eller den spidssnudede frø?

Konklusionen er, at der fortsat er langt igen, før Dan-

mark har gennemført EU's krav til både generel og spe-

ciel beskyttelse af arter. Gennemførelsen af denne be-

skyttelse vil rejse en række ekspropriationsretlige pro-

blemer, hvor reglen i nbl § 19g næppe er nogen farbar

vej. Da EFD's praksis viser, at beskyttelsen af Natura

2000-områder har direkte effekt, rejser den manglende

stillingtagen til beskyttelsens ekspropriationsretlige

aspekter alvorlige retssikkerhedsmæssige betænkelighe-

der. Det er endnu uafklaret, om beskyttelsen af arter til-

svarende har direkte effekt. Men det vil ikke være en

overraskelse, hvis EFD når frem til, at svaret er bekræf-

tende, hvormed de ekspropriationsretlige og retssikker-

hedsmæssige betænkeligheder bliver endnu mere om-

fattende. Det må derfor tilrådes, at Miljøministeriet og

Folketinget opgiver strudse-løsningen og finder frem til

en afbalanceret løsning, der giver svar på, hvornår eje-

ren får erstatning, når han må vige for frøen eller fu-

glen.

Om pengeinstitutters tavshedspligt

ph.d.-stipendiat Andreas Tamasauskas, Center for kreditret og kapitalmarkedsret

Artiklen omhandler pengeinstitutternes tavshedspligt i henhold tillov om finansiel virksomhed og redegør i den for-

bindelse for omfanget og indholdet af denne tavshedspligt.

1. Om tavsbedspligten generelt

Pengeinstitutter har i kraft af deres funktion som

kreditformidlere ofte brug for en række oplysninger

om deres kunder, uanset om disse er fysiske eller ju-

ridiske personer. Traditionelt set har pengeinstitut-

terne vel haft det største informationsbehov i rela-

tion til de kunder, der ønskede lån, men med gen-

nemførelse af bl.å. hvidvaskningsloven[1] er

informationsbehovet i relation til indlånskunder eller

kunder, der blot ønsker at benytte pengeinstitutter-

nes betalingsinfrastruktur, vokset. En forudsætning

for, at pengeinstitutterne kan modtage denne infor-

mation og dermed varetage den samfundsgavnlige

kreditformidling, er imidlertid, at kunderne har en

vis sikkerhed for, at denne information ikke misbru-

ges, dvs. benyttes til andre formål end tiltænkt eller

mere generelt videregives til andre udenforstående

personer.[2]

Af samme grund har det allerede fra tidlig lid været

antaget, at pengeinstitutter har tavshedspligt omkring

det, som deres kunder har betroet dem.[3] Denne tavs-

hedspligt er senere hen for pengeinstitutternes vedkom-

Lbkg. nr. 129 af 23. februar 2004 om forebyggende foran-

staltninger mod hvidvaskning af

penge

og finansiering af ter-

rorisme.

2. Jf. tillige for norsk rets vedkommende NOU 2001:23 Finans-

foretakenes vinksomhet, s. 86

3. Jf. til eksempel Eken a Hartvig Jacobsen: Bankloven af 15.

april 1930 (1952) s. 98 ff.

mende blevet lovfæstet ved indførelsen af bestemmel-

sen i bank- og sparekasselovens (BSL) § 54, stk. 2,

hvorved det forbydes bestyrelsesmedlemmer, direktører

og ansatte m.v. ubeføjet at røbe, hvad de under udøvel-

sen af deres hverv får kendskab til.

Bestemmelsen inkorporerede den daværende og nu-

værende aktieselskabslovs (AL) § 160, stk. 1, 2. pkt., i

den daværende bank- og sparekasselov, hvorefter

ovennævnte personkreds kan straffes med bøde, så-

fremt de ubeføjet røber det, de under udøvelsen af de-

res hverv har fået kendskab til.[4] Bestemmelsen synes

primært at have til formål at beskytte selve selskabet,

idet det i forarbejderne til AL § 160, stk. 1, 2. pkt, an-

føres, at (keme)området for bestemmelsen er »...

navnlig forretnings- og driftshemmeligheder«.[5] Det

tyder således umiddelbart på, at alene røbelse af de

oplysninger, der kan skade selskabet vil være straf-

sanktioneret, således at røbelse af oplysninger om spe-

cifikke kundeforhold ikke nødvendigvis er omfattet af

forbuddet, såfremt en sådan offentliggørelse ikke ska-

der pengeinstituttet. Imidlertid er dette ikke tilfældet,

idet Finanstilsynets praksis i relation til bestemmelsen

klart viser, at kundeoplysninger som altovervejende

Jf. FT 1973-74, tillæg A, sp. 344, hvoraf det fremgår, at BSL

§ 54, stk. 2, indføres som en ny bestemmelse, således at spa-

rekasser tillige bliver omfattet af den allerede for banker

gæl-

dende regel i AL § 160, stk. 1. Bestemmelsen må derfor fortol-

kes i overensstemmelse med AL § 160, stk. 1.

FT 1972-73, tillæg A, sp. 4555.

UfR 2005