Pressemeddelelse Skov- og Naturstyrelsen har modtaget en ansøgning om forsøgsmæssig udsætning i Danmark af genetisk modificerede foderroer. Foderroerne ønskes udsat i Danmark i maj i år med en udsætningsperiode på max. 5 år. Ansøgningen er indsendt af DLF Trifolium, som vil bruge forsøgsudsætningerne til at skaffe supplerende dokumentation i forbindelse med en ansøgning, som firmaet allerede har indsendt om godkendelse til markedsføring i hele EU af samme foderroe. Afgørelser om forsøgsudsætninger i Danmark træffes af Miljøministeren og er en national beslutning i modsætning til afgørelser om markedsføring, der skal gennem en EU-procedure. Der er i perioden 1991-2001 givet 40 godkendelser til forsøgsudsætninger af foder- og sukkerroer, raps, majs og kartofler i Danmark. Derefter er der sket et kraftigt fald i ansøgningerne, sandsynligvis på grund af moratoriet i EU, der standsede muligheden for at få tilladelse til markedsføring. Skov - og Naturstyrelsen formoder, at der nu vil indkomme adskillige nye ansøgninger om udsætning af genmodificerede afgrøder, efter at de nye regler i EU er på plads. Inden miljøministeren træffer afgørelse i sagen, vil Skov- og Naturstyrelsens eksperter vurdere ansøgningen samt foretage en offentlig høring. Afgørelsen skal træffes inden for 120 dage fra modtagelsen af ansøgningen. Yderligere oplysninger: Skov- og Naturstyrelsen, Kontorchef Søren Søndergaard Kjær, telefon: 39 47 22 51