UDKAST Vejledning fra Miljøstyrelsen Dumpning af optaget havbundsmateriale - klapning Miljø styrelsen juni 2005

1 Indhold: 1. Indledning 2 2. Lovgrundlag - International regulering 2 2.1. Lovgrundlag 2 2.2. International regulering 3 3. Ansøgning  - Administration 4 3.1. Ansøgning 4 3.1.1. Tilladelse fra Transport- og Energiministeriet 5 3.2. Andre forhold 5 3.2.1. Afgrænsningen mellem amterne 5 3.2.2. Sejlrender 6 3.2.3. Anlægsarbejder 6 3.2.4. Spildevandsledninger, kabler m.v. 6 3.2.5. Udjævning af havbunden og midlertidige depoter 7 4. Vurdering af materialets forureningsgrad 7 4.1. Indledning 7 4.2. Undersøgelser 7 4.3. Forurenende stoffer 9 4.4. Prøvetagning 11 5. Klappladsen 12 5.1. Generelt 12 5.2. Den fysiske påvirkning 13 5.3. Klapning 14 6. Høring 15 6.1. Klapning i beskyttede områder 16 7. Meddelelse af klaptilladelse 16 7.1. Klaptilladelsens indhold 16 7.2. Underretning 17 7.3. Annoncering og klagefrist 18 7.4. Hvornår må man benytte en klaptilladelse 18 7.5. Klager over klaptilladelser 18 8. Tilsyn og overvågning 18 9. Tilbagekaldelse 18 10. Indberetning 19 11. Kystnær nyttiggørelse af sediment som råstof 19 11.1. Kystbeskyttelse 20 11.1.1. Forbitransport 21 11.1.2. Strandvedligeholdelse 21

2 1. Indledning Oprensning af havne og sejlrender er en nødvendig foranstalt ning for søtransporten og for driften af havnene. Dumpning i havet af det optagede havbundsmateriale, dvs. bort- skaffelse i havet fra et skib er en almindeligt anvendt bortskaffelsesmetode for sådant havbundsmateriale. Dette kaldes normalt klapning. Klapning er reguleret som en aktivi- tet, der forudsætter en myndig  hedstilladelse og i forbindelse hermed indgår  - som i mange andre miljøsager  - et skøn. Havmiljøloven (lov nr. 476 af 30. juni 1993 med senere ændringer) og bekendtgørelse nr. 975 af 19. december 1986 om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) i det flg. kaldet klapbekendtgørelsen fastlægger nogle rammer for til   ladelsesordningen og for det skøn, der skal udøves. Bekendtgørelsen er medtaget som bilag 1. De relevante dele af havmiljøloven er anført i bilag 2. [ikke vedlagt] Denne vejledning, der henvender sig til alle, der beskæfti  ger sig med klapning, uddyber og forklarer rækkevidden af disse rammer og udgør grundlaget for en ensartet be   - handling af klapsagerne. De i vejledningen anførte aktionsniveauer (afsnit 4.3) er fastsat udfra miljømæssige og økonomiske betragtninge r som en hjælp og vejledning til a  m- terne i disses bedømmelse af ansøgninger om klapning. Vejledningen er derimod ikke en "facitliste". Der skal i hver enkelt sag foretages en konkret afvejning af en række forskellige hensyn, herunder økonomi og hensynet    til miljøet. De vurderingsmetoder og indfaldsvinkler, der er angivet i vejledningen, er - så langt det er muligt i skønsmæssige af   gørelser  - fastlagt således, at der overordnet er taget hensyn til omfanget af de miljømæssige omkostninger, der påføres s øtransport og havne drift. Miljøstyrelsen skal understrege, at forureningen af sedimenter bedst reguleres ved ki l- den. Det bør derfor tilstræbes at undgå proble mer med håndtering ved effektive indgreb over for kilderne til forureningen af havbundsmaterialet i det pågældende om   råde. Som eksempel kan nævnes den i 2001 under IMO (FN’s søfa    rtsorganisation) vedtagne anti- foulings-konvention om forbud mod brug af TBT-holdigt antibegroningsmateriale på større skibe, samt tilsvarende forbud for lystbåde, og udfa  sningen af kobber til samme anvendelse på lystbåde, jf. afsnit 2.2. International regul  ering. Denne vejledning tager udgangspunkt i landets gældende administrative struktur, og behandler således ikke situationen efter, at kommunalreformen pr. 1. januar 2 007 er trådt i kraft. Det skal desuden understreges, at vejledningen udelukkende omhandler klapning af havbundsmateriale, samt kystnær nyttiggørelse. Den beskæftiger sig ikke med landd e- ponering og genanvendelse på land af havbundsmateriale. 2. Lovgrundlag - International regulering 2.1. Lovgrundlag I medfør af havmiljølovens § 25, stk. 1 er der et totalt forbud mod dumpning af stoffer eller materialer, bortset fra optaget havbundsmateriale. Kompetencen til at behandle sager om klapning af optaget havbundsmateriale er ved lovens § 26 tillagt amtsrådet (i Københavns kommune, kommunal  bestyrelsen og i Bornholms Regionkommune, regionsrådet), der samtidig er tilsynsførende myndighed.

3 Bilag 1 til havmiljøloven indeholder en beskrivelse af de forhold, der sk al vurderes ved behandling af en ansøgning om tilladelse til klapning ifølge lovens § 26, stk. 2. Ifølge klapbekendtgørelsen må en række stoffer (i bekendtgørelsens bilag 1) kun forefindes i havbundssediment, der klappes, i ”ringe mængder og koncentratio   ner” (§ 4). Tilsvarende er i havmiljøloven anført, at der kun må gives tilladelse, hvis stofferne (i lovens bilag 2) findes i ”uvæsentlige mængder og koncentrationer” (§ 26, stk. 3). Begreberne stammer fra havkonventionerne, jf. afsnit 2.2. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale i områder, der er udpeget som beskytte l- sesområde efter EF -fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-habitatdirektivet eller et område med en vanddybde på under 6 meter kan ifølge § 26, stk. 5 i havmiljøloven kun gives undtagelsesvis, og kræver samtykke fra miljøministeren. Denne beføjelse er delegeret til Skov- og Naturstyrelsen. For klapninger i Østersøen uden for dansk søterritorium (12 sømil fra basislinien) skal den i medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Øs tersøområdet (He  l- singforskonventionen) nedsatte kommission høres, inden der gives tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale jf. §25,stk 6. Høringen forestås af miljøm   i- nisteren. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være tidsbe  græn  set jf. havmiljøl o- vens § 27, stk. 1. Klapning defineres i klapbekendtgørelsens § 1 som dumpning af optaget havbundsm a- teriale, eksempelvis fra uddybning, oprensning og havnebygningsarbejder, samt kabel- og rørledningsarbejder på havbunden. 2.2. International regulering Havmiljølovens generelle forbud mod dumpning uden til ladelse er en gennemfø relse af konventionen af 29. december 1972 om forhindring af havforurening ved dumpning af affald og andre stoffer (Londonkonventionen), samt Helsinforskonventionen til beskyt- telse af havmiljøet i Østersøen (HELCOM) og konventionen til beskyttelse af havmi l- jøet i det Nordøstatlantiske havområde (OSPAR). Der er under de tre havkonventioner udarbejdet bestemmelser og retningslinier for dumpning af optaget havbundsmateriale. Disse indgår i havmiljø  loven og klapbekendt- gørel sen og denne vejledning følger disse retningslinier. Retningslinierne revideres jævnligt. Londonkonventionens retningslinier fremgår af "Specific guidelines for assessment of dredged material", og kan findes på hjemmesiden ( www.londonconvention.com); OSPAR’s tilsvarende retningslinier fremgår af  www.ospar.com; mens HELCOM’s regler fremgår af rekommandation 1 3/1 fra 1992, der kan findes på konventionens hjemmeside (www.helcom.fi). Efter klapbekendtgørelsen kan klapning gennemfø  res i de indre farvande og på søter  - ritoriet. De indre farvande udgøres af de havområ  der, som ligger inden for basislinierne, mens udstræk  ningen af sø territoriet er 12 sømil fra basislini erne - eller fra kysten, hvor der ikke er trukket basislinier. Udtrykkene "indre farvande" og "søterri toriet" følger af havrets-konventionen (FN, 1982) og af folkeretlig sædva  neret. I internationale stræder er amternes "klapgrænse" dog fastsat til 1 sømil, jf. klapbe   kendtgø relsens bilag 3. Sto- rebælt og Øre sund er internationale stræ  der. Basislinier kan efter særlige folkeretlige regler trækkes m ellem fremspring på ky sten, over fjord- og bugtmundinger og mellem øer ud for den egent lige kyst. Farvandsvæ  - senet har udgivet et kort over de indre farvande og søterritoriet.

4 Udover havmiljølovens bestemmelser om regulering af klapning er der en ræk   ke for- hold i andre internationale forpligtelser m.v., der vedrører beskyttelse af vilde planter og dyr og deres levesteder. Det drejer sig i første række om EF   -fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF), EF  -habitatdirektivet (92/43/EØF) og Ramsar  konventionen. Som led i de internationale forpligtelser, der følger heraf, har Danmark udpeget en række særlige be - skyttelsesområder. Det drejer sig om 113 EF -fuglebeskyttelsesområder og 254 habitat - områder, der tilsammen dækker et areal på 16.638 km    ², heraf 13.047 km² marint areal. I medfør af Ramsarkonventionen har Danmark udpeget 27 Ramsarom råder med et samlet areal på 7.383 km², heraf ca. 5.981 km² marint areal. Alle Ramsarområderne er beliggende inden for EF-fuglebeskyttelsesområder. EU har ikke specifikke regler om klapning. Dog vil effekterne af klapning være omfa  t- tet af EU’s vandramme-direktiv (2000/60) Det skal oplyses, jf. indledningen, at der findes forskellig international regulering ang. skibenes brug af TBT i antibegroningsmidler: I IMO blev der i efteråret 2001 undertegnet en konvention om brugen af TBT i antib e- groningsmidler, den såkaldte AFS -konvention (Anti-Fouling System). Efter AFS- konventionen må der ikke påsmøres TBT   -holdig antibegroningsmaling fra 1. januar 2003. Fra 1. januar 2008 må  skibe ikke have denne maling påført. Ikrafttrædelse afve n- ter dog, at et tilstrækkeligt   antal lande, repræsenterende en vis del af verdensskibsto  n- nagen, ratificerer konventionen. P.t. drejer det sig om et begrænset antal lande. Danmark har dog ratificeret i december 2002. EU har implementeret konventionen for EU-landene gennem EU-forordning 782/03 af 14. april 2003, der således forbyder påsmøring på EU -skibe fra 1. juli 2003, og fore- komst af TBT-holdig maling på EU -skibene efter 1. januar 2008. Ifølge foro rdningen skal det pr. 1. januar 2007 overvejes, hvilken regulering, der skal vælges for ikke  -EU- skibe i EU-landes farvande, såfremt AFS -konventionen ikke er trådt i kraft på dette tidspunkt. 3. Ansøgning   - Administration Ved behandling af klapsager skelner man mellem to typer havbundsmateriale: Oprens- ningsmateriale der fremkommer, når hav bunden oprenses for aflejret materiale, til op- nåelse af en tidligere eksi sterende og offentliggjort vanddybde, og uddybningsmateriale der fremkommer, når der f oretages en forøgelse af en offent liggjort vanddybde. Både optagning, transport og dumpning af hav bundsmateriale kan reguleres efter klap- bekendtgø relsen. Såfremt materia let skal nyttiggøres eller bortskaffes på land gælder miljøbeskyttelsesloven . Dette område behandles ikke nærmere i denne vejledning. Havnene bør desuden forud for ansøgning overveje, om ma  terialet kan nyttiggøres kystnært   - der henvises i den forbindelse til afsnit 11 i vejledningen. En eventuel oprensning af havn eller sejlrende ved hjælp af en skibsskrue kræver ikke klaptilladelse, men derimod tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, hvis materialet er forurenet. Efter denne bestemmelse må stoffer, der kan forurene og som er aflejret i vandløb, søer, eller hav  et, ikke uden amtsrådets tilladelse påvirkes, så de kan forurene vandet. 3.1. Ansøgning Efter klapbekendtgørelsens § 2, stk 1, må klapning ikke finde sted uden forud indhentet tilladelse. Amtsrådet meddeler tilladelse med mindre arbejds området er be liggende udenfor søterritoriet. I så fald behandles sagen i Miljøst   yrelsen som første instans.

5 Ansøg ningen skal indeholde følgende oplysninger: 1. Arten af det materiale, som ønskes klappet (ler, mudder, silt, sand, kalk eller andet), samt angivelse hvorvidt materialet stammer fra oprensning eller ud- dybning, indhold af organisk stof (glødetab), tørstof og evt. massefylde. 2. Skønnet mængde angivet i m³ og eventuelt i tons (våd vægt). 3. Angivelse af arbejdsområdet ind tegnet på et søkort el  ler tilsvarende målfast kortmateriale med angivelse af position. 4. Forslag til klapplads indtegnet på et søkort eller til  svarende målfast kort - materiale med angivelse af position. 5. Angivelse af tykkelsen af det materialelag, som ønskes fjernet. Herunder ang i- ves dybden før og efter ar bejdets udførelse. 6. Tidsplan for arbejdets udførelse. Amtsrådet kan forlange supplerende op lysninger til brug for sagsbehandlingen. Ved oprensning af havnebassiner er det af betydning for amtets sagsbehandling, at an- søgningen indeholder op lysning om tidspunkt for forrige oprensning af det på gældende havneområde, da omfanget af analyser kan afhænge af, hvornår denne oprensning fandt sted. For så vidt angår de under punkt 5 an  givne oplysninger kan amtsrådet forla nge doku- mentation i form af pejleplaner. Hvis der ikke foreligger dokumentation for arten af materiale, skal der efter aftale med amtsrådet udtages prøver til bestem  melse af materialets sammensætning, her  under eventuel kornstør relsesanalyse, hvis der er overvejelser om nyttiggørelse. Prøvetagning kan udelades, hvis amtet skønner, at det er unødvendigt som følge af det kendskab, der i forvejen er til området. Ved ansøgninger om tilladelse til klapning af større mængder materiale eller materiale , som kunnet være forurenet, bør ansøgeren, inden der indgives ansøgning, forhøre sig hos amtet om der skal udtages prøver af materia let til analyse. Sådanne prø  ver skal ud- tages efter amtsrådets an visning. 3.1.1. Tilladelse fra Transport- og Energiministeriet Uddybning inden for en havns dækkende værker kan udføres uden tilladelse fra Transport- og Energiministeriet (Kystdirektoratet) med mindre Kystdirektoratet afgør, at uddybningen kræver en vurdering af de miljømæssige konsekvenser jf. lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne. Uddybning af for eksempel sejlrender på søterr  i- toriet kræver desuden tilladelse fra Transport  - og Energiministeriet (Kystdirektora- tet) jf. bekendtgørelse 1051 af 16. december 1999 om henlæggelse af opgaver til Kystdirektoratet. Ansøgning om klapning i forbindelse med uddybnings eller anlægsarbejder skal være ledsaget af oplysninger om hvorvidt der af Transport  - og Energiministeriet er givet tilladelse til arbejdets udførelse eller om ansøgning herom er indsendt. 3.2. Andre forhold 3.2.1. Afgrænsningen mellem amterne Afgrænsningen mellem amterne bør i videst muligt omfang følge en linie, der forløber i midten af de farvande, som danner grænse mellem de to amter, jf. bilag 3 til klapbe  - kendtgørelsen. Miljø  styrelsen kan i tilfælde   af uoverensstemmelse beslutte, hvor græ  n- sedragningen skal være, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 3.

6 3.2.2. Sejlrender Efter klapbekendtgørelsen påhviler det amtsrå   det, fra hvis område sedimentet ønskes fjernet efter forslag fra ansøger at anvise en eg net klapplads. Det kan ved oprensning eller uddybning af sejlrender ofte være van  skeligt at afgø re, i hvilket amt et givet optag- ningssted er beliggende. Amterne har ofte indbyrdes aftalt, hvem der har kompetencen til at meddele tilladelse. I de tilfælde, hvor en klapplads er belig  gende i et andet amt, end det hvorfra havbunds- materialet stammer, bør amterne indbyrdes aftale, hvorvidt klappl adsen fortsat kan benyttes. Ansøg ningen indgives til det amt, hvor optagningsstedet er beliggende. Amtet videresender herefter ansøgningen med sine eventu elle bemærk  ninger til det amt, hvor klappladsen er beliggende. Det er sidstnævnte amt, der træffer beslutning om ansøgni n- gen. 3.2.3. Anlægsarbejder Hvis uforurenet materiale benyttes til et anlægs  arbejde, kræves ikke klaptilladelse, men nyttiggørelsestill adelse i henhold til råstofloven. 3.2.4. Spildevandsledninger, kabler m.v. Materiale fra etablering af spildevandsledninger og kabler m.v. på havbunden udgør en særlig type ud  dybningsmateriale. Hvis materialet samles langs ledningstracéet til brug ved efterfølgende over dækning af den nye ledning, kræves ikke tilladelse til klapning. Dybdeforringelsen efter udlæg  ningen af ledningen må efter Farvandsvæ   senets regler ikke overstige 20 cm. Udlægningen af ledninger på havbunden kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, der varetager Transport- og Energiministeriets interesser på dette område  . Inden for en havns dækkende værker kan kabler mv. udlægges uden tilladelse fra Transport - og Energiministeriet (Kystdirektoratet) med mindre Kystdirektoratet afgør, at det kr æ- ver en vurdering af de miljømæssige konsekvenser jf. lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne. Såfremt materialet ikke er egnet til over dækning af led  ningen, men ønskes bort skaffet, for eksempel ved spredning omkring ledningen, skal en klaptilladelse foreligge. Projekter til etablering af ovennævnte ledninger m.v. skal fremsendes til amts  rådet til miljømæssig vurdering. I givet fald skal der foreligge tilladelse efter miljøbeskyt - telseslovens § 27 stk. 2. Af Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 939 af 27. november 2002 fremgår det, at et kabel- eller rørledningsfelt omfatter en 200 meter bred beskyttelseszone langs med og på hver side af kablet eller rørledningen, således som ind   tegnet i søkortet, respektive båkelinien for kablet eller rørledningen, medmindre andet i det enkelte tilfælde udtry k- keligt er bekendtgjort, f.eks. i "Efterretninger for Søfarende". Større kabel - og rørledningsfelter vil som regel være angivet ved båkelin ier for feltets yderste kabler eller rørledninger og undertiden også for båkelinier for kabler eller rø r- ledninger mellem disse. Hvis andet ikke er bekendtgjort og vist i søkortet, omfatter kabel- og rørledningsfeltets beskyttelseszone derfor området mellem   de yderste båkel i- nier samt et område på 200 meter uden for disse. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3 skal klapning indenfor beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger forinden være godkendt af kabel   - eller rørledningsejeren. Go d- kendelse skal fremgå  af klaptilladelsen. Det samme gælder for områder, hvor det kla   p- pede materiale vil kunne drive ind over kabler eller rørledninger, herunder specielt udløbs - og indsugningsbygværker.

7 3.2.5. Udjævning af havbunden og midlertidige depoter Udjævning af havbund  en i forbindelse med anlæg eller ud  videlse af en havn kan be- tragtes som et led i anlægs  arbejdet. Hvis materialet er forurenet, kræves der tillade  l- se fra amtsrådet efter miljøbeskyttel  seslovens § 27, stk. 2. Klaptilladelse skal fore- ligge, hvis materialet bliver flyttet uden for arbejdsområ det. Hvor der ikke af Far- vandsvæsenet er fastsat en mindste dybde, er klappladsens kapacitet beregnet ud fra en dybdeforringelse på max. 20 cm ved jævn spredning af klapmaterialerne. Normalt fastsætter Farvandsvæsene t for den enkelte klapplads en mindste dybde, hvortil der må klappes. Denne mindste dybde gælder såvel under klapningen som efter klapni n- gen. Det kan være nødvendigt at udlægge et mid lertidigt depot på hav bunden inden for an- lægsområ   det til sediment, som bliver fjernet under anlægs  arbejdet. Dette betragtes ikke som dumpning, og kræver derfor ikke tilladelse efter klapbekendtgørelsen. Projekter, der omfatter sådanne depoter, skal frem sendes til amtsrådet til mil jømæssig vurdering. Miljøbeskyt telseslovens § 27, stk. 2, som er nævnt ovenfor, kan være relevant i denne forbindelse. Såfremt der i forbindelse med et anlægs   arbejde på søterri  toriet midlertidigt skal flyttes havbundssedimenter på land, kan ma terialet efter arbejdets afslutning lægges t  ilbage på optagningsstedet, hvis det ikke har været anvendt eller be  handlet i forbindelse med ar- bejdet. Amtet kan fastsætte vilkår om denne midlertidige oplagring. Dette betragtes ikke som dumpning, og kræver derfor ikke tilladelse efter klapbekendtgø   relsen. Er materialet på nogen måde blevet udsat for væsentlig forurening under anlægsar bejdet, må det ikke lægges tilbage, men skal bortskaffes på land. Ved genud   læg  ning på søterri  toriet skal Farvandsvæ  senets krav om en maksimal dybdeforringelse på 20 cm overhol des. 4. Vurdering af materialets forureningsgrad 4.1. Indledning I forbindelse med en konkret ansøgning om til ladelse til klapning vil følgende forhold være af  gørende for valg af håndtering. I hvilken grad er sedimentet forurenet,   hvor stor en mæ  ngde er der tale om, og hvilken type havbundsmateriale skal bortskaffes? På baggrund heraf skal der tages stilling til placering af klapplads, eventuelt om klapningen skal foregå på en særlig måde eller om ma terialet skal deponeres på land. Der bør sid  e- lø bende foretages en vurdering af uforurenede havbundsmaterialers eventuelle an- vendelsesmuligheder. 4.2. Undersøgelser I forbindelse med en ansøgning skal der udtages prøver til analysering for forurenende stoffer, medmindre amtet vurderer, det er åbenbart, at sedimentet er uforu renet. Dette vil typisk dreje sig om materiale fra høje nergiområder (bølge og strøm), bestående af sand, grus o.l., eller hvis der er tale om naturlige uforurenede uddybningsmaterialer. Amts- rådet kan  altid uanset klapmæng  dens størrelse forlange analyser for relevante stof fer. Er der tale om uforurenet materiale, som kan være af råstofmæssig værdi, bør der foretages kornkurveanalyser eller lignende til belysning af materialernes kvalitet. Det anbefales, at amtsrådenes oplysninger vedrø  rende nuvæ  rende og tidligere udled- ning af forurenende stoffer fra blandt andet virksomheder inddrages i fornødent om - fang, når man vurderer, hvilke analyser der skal foretages. Havbundsmaterialet kan være forur  enet, hvis der på eller i nærheden af optag   - ningsstedet er eller har været:

8 1. Industrier, herunder værfter og beddinger, hvor der udføres over   fladebehandling af skibe og lystbåde. 2. Mange anløb af skibe og lystbåde. 3. Katodisk beskyttelse af kajkonstruktioner. 4. Tab af gods og andet med et muligt indhold af toksiske stoffer, for eksempel kviksølvbejdset korn, sprøjtemid  ler, malingsrester og olieholdige materialer. 5. Udledninger eller udsivninger fra kystnære de  poter. 6. Åmundinger. 7. Spildevandsudledninger, såvel udløb fra rens  ningsanlæg som af overflade  vand fra befæstede arealer. 8. Sedimentationsområder, der påvirkes af de oven  næv  nte kilder. I sådanne tilfælde bør relevante kemiske analyser finde sted som rutine, og karakteris e- ringen under pkt. 1 bør altid finde sted: 1. Udseende og karakterisering, herunder beskrivelse af sedimentets udseende, lugt og farve. Hvis det er vurderet, at der skal analyseres for forurenende stoffer, skal der ud over analyserne i pkt. 2 som udgangspunkt analyseres for tungmetallerne i pkt. 3: 2. Fastlæggelse af indholdet af tørstof, glødetab og evt. masse fylde. 3. Kviksølv (Hg), cadmium (Cd), bly (Pb), kobber (Cu), chrom (Cr), nikkel (Ni) og zink (Zn). Desuden skal der analyseres for stofferne nævnt under pkt.   4, hvis dette ikke vurderes at være unødvendigt, på baggrund af, at der er i den konkrete sag er tilstrækkelig information fra tidligere u  n- dersøgelser til at godtgøre, at stofferne ikke til stede eller kun findes på et lavt niveau; eller at der ikke er kendte (nuværende eller tidligere) signifikante kilder (punktkilder som diffuse kilder) og sedimenterne er grovkornede, og har et lavt organisk indhold. 4. TBT, PAH og PCB samt arsen (As). Som udgangspunkt vil det oftest ikke være nødvendigt at gennemføre a nalyser for PCB, idet der ikke er konstateret uacceptable niveauer i nyere undersøgelser af danske ha v- bundsedimenter. Amtsrådet kan i forbindelse med en konk ret ansøgning forlange analyser for andre stof - fer i det omfang, det anses for nødven digt, baseret på kendskab til områdets belastning, f.eks. total olie, andre antibegronings-stoffer end TBT, m.v. Miljøstyrelsen anbefaler, at der for nye områder eller hvis der ikke foreligger tilstræ kke- lige oplysninger, gennemføres en grundig sediment undersø gelse af havneområder, hvor der fremover forventes jævn  ligt at skulle oprenses med henblik på identifika tion af forureningsniveau, samt af forureningskilder og akkumuleringsområder for forurenet materiale i havnen. En undersø gelse kan give et overblik over, hvorledes klapningerne skal tilrettelægges på længere sigt. Amtet kan supplere undersøgelsen med en kildesp o- ring af tidligere og eksisterende forureningskilder. Hvis der er mulighed for at forhindre fremtidig forurening af havnesedimenterne, vil klapning naturligvis blive mindre problematisk.

9 Det er ansøgeren, der skal betale for de analyser af havbundsmaterialet der ansøges om klaptilladelse for. Dette sker på baggrund af en vurdering fra amtet (jf.. havmiljølovens § 26, stk. 4). Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt, med hen blik på at sikre en optimal nyt - tiggørelse af havbundsmaterialer, forud for be handlingen af konkrete klapansøg ninger at undersø ge rå stofvær  dien af, samt mulige anvendelsesområder for de sedimen ter, der erfaringsmæssigt bliver søgt om til   ladelse til at oprense. Hermed vil sagsbehandlingen ved konkrete ansøg ninger kunne koncentreres om at undersø ge, om der fortsat er tale om materiale af den tidligere konstaterede mulige råstof vær  di. Endvidere vil forudgående undersø  gelser muliggøre en ind dragelse af havbundsmaterialerne i amternes råstofind vindingsplanlæg  ning samt bidrage til tids- mæs  sig koordinering af planlagte råstof kræ  vende arbejder og oprensninger. Det vil dog altid være havn  enes oprensningsbehov, der er styrende for planlægningen. Ved oprensning af sejlrender i åbne farvande, hvor rent eller lettere kontamineret sediment aflejres og som kræver løbende oprensninger, vurderes det som udgang   s- punkt ikke at være nødvendigt at fo   retage analysering, idet der er tale om at hjælpe sedimenterne videre. Der vil oftest være tale om sejlrender, som ligger i højene   r- giområder og fjernt fra direkte forureningskilder. Det forudsættes, at indholdet af forurenende stoffer i sedimentet i sejlrenden er på samme niveau som området uden for sejlrenden. 4.3. Forurenende stoffer Alle havbundssedimenter, selv uforurenede, vil have et vist indhold af tungmetaller, dels indbygget i mineralkornene, dels tilført fra fjernere  liggende områder eller kilder . Det "naturlige" baggrundsniveau vil afhænge af lokale geologiske forhold og lokale sedimentationsforhold, herunder indholdet af organisk materiale. I havmiljøloven og klapbekendtgørelsen er der  - som i havkonventionerne - af samme grund ikke fastsat grænseværdier. Det følger dog af de tre havkonventioner, at de enkelte lande forventes at fastsætte niveauer til bedømmelse af håndteringen af havbundsmaterialer. Som udgangspunkt anbefaler havkonventionerne to aktionsniveauer. Med dette ud- gangspunkt har Miljøstyrelsen fast lagt to aktionsniveauer, jf. nedenstående tabel. Akt i- onsniveauerne bygger ligeledes på mængde   -betragtninger, jf. havmiljølovens beste m- melser om uvæsentlige mængder. De nedre aktionsniveauer er i princippet lig et niveau der svarer til et gennemsnitligt baggrundsniveau eller til ubetydelige koncentrationer, hvor der ikke forventes effekter. Hvis havbundssedimentet ligger under det nedre aktionsniveau (klasse A, se senere) kan det altid klappes. Det øvre aktionsniveau angiver det niveau,  hvor der kunne være b  e- gyndende effekter. Imellem disse to niveauer (klasse B, se senere) kan der som ud- gangspunkt klappes på eksisterende klappladser, men der skal foretages en nærmere vurdering af materialet. I den nærmere vurdering indgår ud over konce   ntrationsbetragtningerne, mængderne af de pågældende forurenende stoffer, herunder nettotilførslen til klappladsen, andre ti l- førsler til klappladsen, valg af klapplads, samt en vurdering af alternative bortskaffel ses- muligheder, herunder eventuelle metoder til klapning som under og efter klapningen kan mindske udvekslingen med havmiljøet. Hvis materialet overstiger det øvre aktionsniveau (klasse C, se senere), skal det som udgangspunkt deponeres på land, jf. dog det følgende. Hvis det kan dokumenteres,   at der opnås den mest optimale balance mellem økonomi og miljø, kan klasse C materiale dog klappes på særlige vilkår. En mulighed er, at havbundssedimentet indkapsles, sål e- des at der opnås en meget begrænset udveksling med ha   vmiljøet.

10 Aktionsniveauerne er baseret på aktuelle kriterier med udgangspunkt i effektbaserede værdier og modificeret til nordiske/Østersøforhold. Desuden indgår målinger fra danske farvande, amternes administrative praksis, de europæiske landes aktionsniveauer, samt øvrige landes og  havkonventionernes praksis og retningslinier. Det vurderes, at der med de foreslåede aktionsniveauer opnås en rimelig balance mellem hensynet til miljøet og øvrige hensyn. Der er tale om foreløbige vejledende aktionsniveauer, idet grundlaget for fastsætte   lse forventes forbedret i de kommende år, blandt andet når kendskabet til effekterne af forurenende stoffer, som er bundet til havbundssedimenter forbedres, blandt andet gen- nem erfaringer fra udlandet. Tabel. Vejledende aktionsniveauer for klapning af havbundssediment: Stof Nedre aktionsniveau (TS)3⁾ Øvre aktionsniveau (TS) Kobber (Cu) mg/kg 20 90 200 kg/år/havn Kviksølv (Hg) mg/kg 0,25 1 Nikkel (Ni) mg/kg 30 60 Zink (Zn) mg/kg 130 500 Cadmium (Cd) mg/kg 0,4 2,5 Arsen (As) mg/kg 20 60 Bly (Pb) mg/kg 40 200 Chrom (Cr) mg/kg 50 270 TBT µg/kg 7 200 1 kg/år/havn PCB µg/kg¹⁾ 20 200 PAH mg/kg²⁾ 3 30 1) Summen af de følgende 7 PCB'er: 28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180. 2) Summen af de følgende 9 PAH'er: Anthracen, benz[a]anthracen, benz[ghi]perylen, benz[a]pyren, chrysen, fluoranthen, indeno[1,2,3-cd]pyren, pyren og phenanthren. 3) I internationale naturbeskyttelsesområder, kan der s om hovedregel kun tillades klapning, såfremt koncentrati o- nen af tungmetaller og metalloider er på niveau med det lokale ba ggrundsniveau, og tilladelse kan ikke meddeles, med mindre miljøministeren har meddelt samtykke, jf. havmiljølovens § 26, stk. 5. I forhold til TBT , PCB og PAH gælder de nedre og øvre aktionsniveauer. Vejledning Koncentrationsgrænserne En given mængde ha  vbundssediment kan enten være Klasse A = under nedre aktionsniveau, Klasse B= mellem de to niveauer, eller Klasse C= over øvre aktionsniveau. Klassifikationen foretages på baggrund af analyser, at de stoffer, der forventes at være i havbundssed   i- mentet, jf. 4.2. Hvis analyserne viser, at alle koncentrationer er under de nedre aktionsniveauer hører havbundssedimentet til klasse A. Hvis havbundssedimentet ikke hører til klasse A, men alle koncentrationen af alle analyserede stoffer ligger under øvre aktion sniveau hører havbundssediment til klasse B. Dette er også tilfældet, hvis op til to metaller, dog ikke Cd og Hg, overstiger øvre aktionsn iveau med op til 50%. Hvis havbundssedimentet hverken hører til klasse A eller klasse B, hører det til klasse C, jf.   dog det følgende. Mængdegrænserne Hvis en given mængde havbundssediment indeholder mindre end 1 kg TBT, kan der alligevel gives tilladelse til klapning selvom det øvre aktionsniveau for TBT er overskredet. Der kan i dette tilfælde maksimalt gives tilladelse til klapning af 1 kg TBT pr. år pr. havn. Dette under forudsætning af, at der ikke er akut toksiske effekter. Alternativt kan der klappes 3 kg/år/havn, hvis 1 kg -værdien ikke er anvendt i de fem tidligere år. Hvis en given mængde havbundssediment indeh  older mindre end 200 kg kobber, kan der alligevel gives tilladelse til klapning selvom det øvre aktionsniveau for kobber er overskredet med mere 50%. Der kan i dette tilfælde maksimalt gives tilladelse til klapning af 200 kg kobber pr. år pr. havn. Dette u   nder forud- sætning af, at der ikke er akut toksiske effekter. Alternativt kan der klappes 600 kg/år/havn, hvis 200 kg   - værdien ikke er anvendt i de fem tidl  igere år. De to mængdegrænser for henholdsvis TBT og kobber kan anvendes samtidigt. Begrebet ”havn”   i forhold til mængdegrænserne defineres med udgangspunkt i www.danskehavnelods.dk der

11 udgives af Kort og Matrikelstyrelsen. Amtsrådet kan dog fravige denne definition, hvis f.eks. en del af havnen anvendes som trafikhavn, en anden del som lystbå dehavn. Mængdegrænsen er ikke til hinder for, at der klappes større mængder af et forurenende stof, som ud fra ko n- centrationen af stoffet direkte klassificeres efter klasse B. I forhold til klapning i de internationale naturbeskyttelsesområder  - herunder Vadehavet - fastholdes den hidtidige praksis med hensyn til tungmetaller. Det betyder, at der som ho- vedregel kun kan tillades klapning, såfremt koncentrationen af tungmetaller er på ba  g- grundsniveauet for det pågældende    område. I forhold til TBT, PCB og PAH anvendes både nedre og øvre aktionsniveau. Inden for et område, der er udpeget som er udpeget som beskyttelseområde efter EF  - fuglebeskyttelsedirektivet eller EF habitatdirektivet eller et område med vanddybder på under 6 meter , kan amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen og i Bornholms Regionkommune, Regionrådet) ikke meddele tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke hertil jf. havmiljø lovens §26, stk. 5. 4.4. Prøvetagning Forinden der ansøges om klaptilladelse, bør ansøger drøfte og aftale en eventuel prøveplan med amtet. Prøveplanen kan omfatte både placering og antal af prøvest a- tioner samt hvilke stoffer, der skal analyseres for. Det er ansøger en, der afholder udgifterne til prøvetagning og analyser. Prøverne skal være repræsentative for det materiale, som ønskes klappet. Prøver skal derfor udtages tilfældigt i de områder af havnen, som skal oprenses. Det vejledende antal af prøver (jf. OSPAR  konventionen) fremgår af følgende tabel: Mængde opgravet havbundssediment (m³) Minimums antal prøvetagnings -stationer < 25.000 3 25.000-100.000 4-6 100.000-500.000 7-15 500.000-2.000.000 16-30 > 2.000.000 10 ekstra pr mill. m³ Antallet af prøver ska l dog altid tilpasses arealet af det eller de områder, der ønskes oprenset. Oftest kan der med fordel tages flere prøver på hver station, hvorefter de sammenbla  n- des, inden der analyseres. Dette vil udjævne eventu  elle horisontale koncentra- tionsforskelle i prøve tagningsområdet og kunne nedsætte antallet af prøver. Placeri n- gerne af stationerne angives med numre på et detaljeret kort over a rbejdsområ det. Ofte brugt materiel til prøvetagning af havbundssediment er grab, Kajak -bundhenter og HAPS- prøvet ager. Med disse typer materiel kan der tages prøver af de øverste 30-50 cm af sedimentet, hvilket oftest er tilstrækkeligt til at beskrive sedimentet vertikalt, hvis det er opblandet. I særlige tilfælde –  især ved oprensning af store lagtykkelser, hvor d  er er grund til at forvente varierende koncentrationer af forureningskomponenterne –   bør  ansøger overveje, om der med fordel kan foretages separate analyser af overfladesediment og de underliggende lag, således at det kan af gøres, om kun en mindre del  af den sediment- mæng  de, som ønskes oprenset, skal under kastes særlig be  handling. Hvis alt sedimentet bliver behandlet under ét, kan det medføre, at der ikke kan gives klaptil ladelse, eller tilladelse til anden anvendelse, fordi et relativt tyndt lag materiale indeholder for meget tungmetal eller andet forurenende stof.

12 Det er i forbindelse med prøvetagning vigtigt at skelne mellem oprensningsmateriale og uddybningsmateriale, idet uddybningsmateriale som udgangspunkt er rent. Normalt skal der analyseres på hele sedi mentprøver  - frasigtet genstande større end 2 mm. Størrelsen af den enkelte prøve, beholdere til opbevaring af prøver og selve opbevari   n- gen af prøverne skal aftales med det valgte analyselaboratorium og skal ske i nøje ove  r- ensstemmelse med laboratoriets anvisninger Det laboratorium, som udfører analyserne, skal være et akkrediteret laboratorium (jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 637 af 30. juni 1997 om kvalitetskrav til miljøm   å- linger udført af akkrediterede laboratorier, certific erede personer m.v.). Analyserne skal følge den rel evante Danske Standard eller tilsvarende internationale standarder. 5. Klappladsen 5.1. Generelt Amterne skal placere klappladserne på dansk sø  territorium, og klappladserne skal være optaget som retningslinie i amtsrådets regionplan, og udlagt med lempet målsætning. De miljømæssige aspekter er af afgørende be tydning for valg af klapplads, ligesom sejlads- eller fiskerimæssige in  teresser, samt råstofinteresser og biologiske og kulturhi - storiske beskyttelsesinteresser med stor vægt indgår i vurderin   gen af klappladsens hen- sigtmæssighed. Ved valg af klapplads skal man ligeledes forsøge at finde en plads, som ligger i et o m- råde, hvorfra materialet ikke trans porteres direkte tilbage til optagningsstedet eller til et område, hvor regel mæssig op  rensning er nødvendig. Dette for udsætter et godt kendskab til klappladsens bundforhold samt hydrografi og vind- og vejrforhold. Det skal anbe- fales, at der udføres modelbe regninger af sedimentspredningen, før nye klappladser tages i brug - ligesom dette også bør overvejes udført for ek   sisterende klappladser, især hvis de i fremtiden forventes at skulle benyttes i større omfang. Stort set alle havne har behov for optagning af havbundsmateriale med større eller mi n- dre mellemrum. Havnene er normalt interesserede i, at klappladsen er beliggende så tæt ved havnen som muligt. Mange havne er dog beliggende i beskyttede fjorde og lignen- de, hvor vandudskiftningen er lav og koncentrationen af nær  ingsstoffer og organisk stof derfor høj. Dette kan, på grund af faren for iltsvind på klapplad   sen, medføre, at der ikke gives tilladelse til klapning i det pågælden   de havområde. Det anbefales at finde områder, der har kapacitet til at opfylde flere hav nes behov for klapning. Dette vil gøre det lettere for tilsynsmyn digheden (normalt amtsrådet) at ove r- våge klap ningerne, men må ikke føre til en væsent lig forøgede omkostninger for havne - ne i form af lange sejlafstande. Amtet optager normalt forhandling med de havne i amtet, som regelmæssigt har behov for klapning med henblik på at finde klapplad ser, som kan benyttes over længere tid. Såfremt kornkurveanalyser m.v. af uforurenet materiale har vist, at der er tale om mat e- riale af råstofmæssig værdi, og såfremt det ikke har vist sig muligt at afsætte materi   a- lerne til råstof mæssig an  vendelse, kan klapning i eksisterende indvindingsområder med materialer af samme kvalitet være en mulig  hed. Før amtsrådet giver en klaptilladelse på en ny klapplads, e   r det vigtigt at have undersøgt klappladsens placering i forhold til områder, der er fredede eller i øvrigt er bevaringsværd  ige.

13 Der skal i denne forbindelse især tages hensyn til de interesser, der i udpegede områder er beskyttet gennem EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, EF-habitatdirektivet og Ramsar- konventionen samt til de naturinteresser, der er knyttet til de lavvandede områder (vanddybde< 6 meter), se nærmere herom i afsnit 6.1. Herudover skal man være opmærksom på, om klapplad sen er placeret i eller ved fø l- gende områder: 1. Biologiske og geologiske interesseområder af national eller inter national betyd- ning. 2. Områder med marinbiologiske inter esser - herunder stenrev. 3. Områder med marinarkæologiske inter   esser såsom vrag, pæle   spærrin  ger og stenalderbopladser. 4. Områder med råstofinteresser eller fi  skeriinteresser. 5. Etablerede eller planlagte målestatio ner. Endvidere er der efter Naturbeskyttelseslovens § 51 (Lovbekendtgørelse nr. 884 af  18. august 2004) gennemført fredninger af  forskellige afgrænsede områder af søterritori et, ligesom der i medfør af jagtloven (Lovbekendtgørelse nr. 114 af   28. januar 1997 med senere ændringer)   er udlagt vildtreservater. Der kan i disse områ der være gen  nemført en sær  skilt regulering af klapning. Desuden skal beliggenheden vurderes i forhold til blandt andet fiskegydepladser og - opvækstområder, eventuelle vandringsruter for fisk eller marine pattedyr, fiskeriomr   å- der, herunder lystfiskeområder og havbrug. Klappladsen må som hovedregel i ø  vrigt uden for en havns område ikke placeres næ   r- mere end 200 m fra eksisterende kabler og kabelfelter, gasledninger, spildevandslednin- ger, farvandsafmærkninger m.v.   Afstandskrav på mindre end 200 m skal aftales med de pågældende anlægsejere. Afmærkning s kal aftales med Farvandsvæsenet. Hertil kommer, at klappladsen ikke må placeres på et sted, hvor den er til gene for skibsfarten, eller hvor klapfartøjerne må tage en rute, der vil være til gene for den øvr i- ge skibsfart. Klapning bør således ikke foregå    i eller nær af  mærkede sejlruter eller hv  i- de fyrvinkler. Kulturarvstyrelsen kan forlange, at der inden klapningen udføres marinarkæologiske undersøgelser vedrørende kulturhistoriske interesser, jf. museumsloven, lov nr. 473 af 7. juni 2001, som ændret v  ed § 4 i lov nr. 1213 af 27. december 2003. Oplysninger fra fiskere, havnefogeder og andre lokalkendte folk om klappladsers eg- nethed kan især være af betyd ning, hvis en ikke tidligere benyttet lokalitet foreslås anvendt som klapplads. Som eksempel kan nævnes oplysninger om ek  sistensen af gamle sandsugehuller. Det bør dog ved forespørgsel til Skov  - og Naturstyrelsen sikres, at der ikke længere indvindes råstoffer, og at en eventuel klapning er i overensstemme   l- se med den på tænkte efterbehand  ling af tidligere indvindingsområder. Amtet vil som regel være i besiddelse af en del op  lysninger om en klapplads udseende, bundtype, dybde, dyre-og planteliv m.v. Hvis det af miljømæs   sige hensyn eller på grund af praktiske forhold skønnes hensigtsmæs   sigt at benytte en lokalitet, som ikke allerede er udlagt i regionplanen, skal den indarbejdes snarest muligt. 5.2. Den fysiske påvirkning Uanset om havbundsmaterialet er forurenet eller ej, er der ved valg af klapplads forskel- lige faktorer at tage hensyn til. De følgende be tragtninger er især gældende for nye klappladser, men kan ligeledes tænkes anvendt til en gennemgang af eksisterende pla  d- ser.

14 Det bør som udgangspunkt tilstræbes, at havbundsmaterialet, der skal klappes, er af samme type som det, der forefindes på klappladsen. Det vil sige samme størrel  sesorden med hensyn til indhold af organisk stof og kornstørrel sesfordeling. Selv om materialet er uforurenet, skal der også tages hensyn til valg af klap metode, samt til om nærliggen  - de steder benyttes til erhverv, badning eller lignende, da vandet bliver grumset i et kor- tere eller længere tidsrum, alt efter materialets art og mængde. Ved klapning sker der en fysisk påvirkning af bundfor holdene på klappladsen og ofte i umiddelbar nærhed heraf. D  enne påvirkning er af begrænset varighed og har størst betydning for fastvoksede eller fastboende dyr og planter, medens de dyr, som normalt kan flytte sig, vil gøre dette ved klap ningen. Efter at klapningen er hørt op, begynder retableringen af området,  såvel som dets dyre - og planteliv. Ved vurderingen af en klapplads egnethed bør amtet derfor yderligere tage stil ling til følgende spørgsmål: 1. I hvor høj grad svarer havbundsmaterialet til materia let på klappladsen? 2. I hvilken grad kan det forventes, at det klappede materiale transporteres bort fra klappladsen? 3. Kan der i forbindelse med klapningen og/eller efter klapningen opstå øget risiko for lave iltkoncentrationer ved bunden? Et vigtigt element i forbindelse med valg af klapplads er således et tilstræk   keligt kend- skab til områdets hydrografi, specielt strø  mforholdene både i overfladen og ved bun den. Informationer om vanddybde, eventuel lagdeling, tidevandsbevæ  gelser, vind- og bølg e- forhold, samt mæng  den og arten af naturligt forekommende suspenderet materiale på klappladsen er ligeledes vigtige. Ved klapning i områder med stærk tide   vandspåvirkning eller anden strømpå   virkning vil der hurtigt ske en transport af materialet ud af klappladsen. Dette forhold bør indgå   i overvejelserne ved behandling af ansøgninger om klaptilladelser. 5.3. Klapning Som udgangspunkt kan sediment klassificeret som klasse B klappes på normal vis, f. eks. på eksisterende klappladser. En nærmere vurdering kan dog betyde, at det skal overvejes, om der skal udpeges nye klappladser i nærheden og/eller gives en klaptill  a- delse på særlige vilkår. I tilfælde hvor mange stoffer er tæt på og/eller hvis enkelte eventuelt overstiger det øvre aktionsniveau, og der samtidig er tale om en stor nettotilførsel sammenlignet med b i- drag fra andre kilder, kan det i visse tilfælde være behov for at stille særlige vilkår, med henblik på at forsøge at nedsætte eller undgå spredning af ma terialet og dermed indhol- det af forurenende stoffer. Dette kan f. eks. ske ved klapning i et sedimentationsområde, i nedlagte havnebassiner, i undersøiske fordybninger, i gamle sandsugerhu ller etc. Klapning i et sedimentationsområde vil primært føre til en fysisk begrænsning af spredningen, idet materiale i sagens natur kun vanskeligt forlader disse områder. Der er karakteristika ved sedimentationsområder, som betyder, at let højorganisk mater  i- ale med større sikkerhed vil forblive på stedet. Dette materiale er oftest mest bel  a- stet, og det er svært at afvande og konsolidere på lan   d. I de sugehuller som efterlades eller tidligere blev efterladt ved råstofindvinding kan der opstå anaerobe (iltfri) forhold. Fra et miljøkemisk synspunkt er det den mest stabile måde at opbevare materiale forurenet med højt indhold af tungm  etaller. Andre eksempler på særlige vilkår kan være: Etablering af undersøiske bassiner, dæmninger eller volde, eventuelt ved nyttiggørelse af oprensnings   - og uddybnings-

15 materialer, afdækning (capping) af det belastede sediment med mere rent materiale, etablering af iltfri betingelser uden udveksling med omgivelserne m.v. Ved større undersøiske anlæg til klapning på særlige vilkår kan der være behov for en vis ve d- ligeholdelse i en periode, indtil anlægget er stabiliseret. Disse sidstnævnte vilkår kan også i visse tilf ælde bringes i anvendelse ved bortska  f- felse til havs af klasse C sediment. Det skal i sådanne tilfælde altid dokumenteres, at der opnås den mest optimale balance mellem økonomi og mi  ljø. Capping, der betyder overdækning, begrænser frigivelsen af organisk e forbindelser til vandfasen pga. fysisk beskyttelse. Dette kræver imidlertid, at klap  pladsen er belig- gende i et område, som er beskyttet mod vin d og strøm, og at man anvender en kappe af en tykkelse, som sikrer, at hverken gravende dyr, stormvejr eller skibsskabte vandbevæ  - gelser (skruevand) kan skabe udsivning af det forurenende materiale. 6. Høring Når amtsrådet har modtaget en ansøgning om tilladelse til klap   ning, bør den hurtigst muligt videresendes til de myndigheder, som skal høres i for bindelse med ansøg ningens behandling: Fiskeridirektoratet som varetager de generelle fiskeriinteresser; Farvands- væsenet og Søfartsstyrelsen som tager sig af spørgs mål omkring sejlladssik kerhed, samt kabelinteresser m.v.; Skov-og Naturstyrelsen som varetager interesser i forbindelse med råstofspørgsmål, desuden Kulturarvstyrelsen, der varetager beskyt   telse af vrag og ar- kæo  logiske forhold. Amtsrå det er selv ansvarlig for de miljø mæs  sige forhold. Skov- og Naturstyrelsen har det overordnede ansvar vedrørende de forpligtelser, der følger af EF's fuglebeskyttelsesdirektiv, EF-habitatdirektivet og Ramsarkonventionen. Styrelsens udtalelser vedrørende spørgsmål om klapning i EF   -fuglebeskyttelses- områderne, EF -habitatområderne og Ramsarom råderne sk al følges, jf. afsnit 6.1. Selv om ansøgningen ikke indeholder alle op lysninger, som er nødvendige for at be - handle sagen, bør amtsrådet udsende an  søgninger straks med oplysning om, at de manglende oplysninger bliver eftersendt, så snart de er modtage t. De hørte myndig - heder har herved mulighed for at påbegyn de deres sagsbehandling. I større sager kan fastsættelse af en tidsfrist være en fordel. Det kan i særlige tilfælde være nødvendigt at give til ladelse på bag grund af en telefo- nisk høring. Dett e kan for eksempel være nød   vendigt, hvor en hurtig afgørelse er p å- kræ  vet for at kunne opretholde besejlingen af en havn eller et farvand. I sådanne tilfæ   l- de kan der ske klapning, uden at udløbet af klagefristen afventes. Det er en forudsæ   t- ning, at der er tale om en pludselig opstået, ikke forud sigelig situation. Manglende kendskab til eller planlægning efter normale op  rensningsbehov bør ikke føre til til  - sidesæt  telse af den normale høringspro cedure. En sådan "kortslut ning" af de almindeli- ge regler finder med andre ord meget begrænset an  vendelse I medfør af klapbekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan amts  rådet aftale med Fiskeridirekt ora- tet, Farvandsvæsenet og Skov  - og Naturstyrelsen, at der for nærmere angivne mæn gder eller klappladser ikke skal ske forudgående høring. Det bør af afgø relsen fremgå, om forudgående høring har fundet sted. Sådanne "forenklingsaftaler" er indgået af enkelte amter og på initiativ fra Amtsrådsfor  eningen. På tilsvarende vis kan der med fordel indgås aftaler omkr  ing mindre klapninger. Der findes ingen "bagatelgrænser" for helt små mængder af havbundsmateriale, men proc e- duren kan gøres enkel for bådebroer og lignende.

16 6.1. Klapning i beskyttede områder Efter § 26, stk. 5 i havmiljøloven kan amtsrådet ikke meddele   tilladelse til klapningen inden for et område, der er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesom råde efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, EF-habitatdirektivet og Ramsarkonventionen eller et område med en vanddybde på under 6 m, medmindre miljømi   nisteren har meddelt samtykke hertil. Denne beføjelse er delegeret til Skov - og Naturstyrelsen. Amtet kan også ønske at udlægge klappladsen såle des, at materialet, der klappes her, kommer til at virke som naturligt kystfodrende på en erosionskyst. Der er tale om en kystfodring, som reguleres efter gældende praksis, hvor Kystd  irek- toratet giver tilladelse til kystfodringen og Skov- og Naturstyrelsen giver nyttiggø- relsestilladelse til anvendelse af de pågældende oprensnings   - eller uddybningsmate- rialer. Det materiale, der klappes på denne måde, er altid uforurenet sand, der vandrer langs kysten og "stoppes i denne vandring" af en sejlrende. Såfremt dette sand klappes på dybt vand, kommer det til "at mangle" i kystzonen på en erosionskyst. Dette problem e r i flere tilfælde blevet løst ved, at amtet efter en nærmere miljømæssig vur dering har tilladt, at materialet blev klappet på lavt vand på den anden side af sejlrenden, hvorfra det har kunnet vandre videre. Skov- og Naturstyrelsen har hidtil normalt samtykket til en sådan klapning, da materi a- lerne herved er blevet nyttiggjort og da der herved vil være mindre behov for indvi  n- ding af bedre sandmaterialer til kystfodring. Skov- og Naturstyrelsen har også i nogle tilfælde peget på, at uforurenet sand kunn e klappes i et gammelt sugehul beliggende på lavt vand, idet der hermed ville blive opn å- et en ønskværdig efterbe   handling af et tidligere indvindingsområde. Det bemærkes afslutningsvis, at amtsrådets afgørelse efter § 26, stk. 5 kan påklages til Miljøklag enævnet og ikke til Miljøstyrelsen. 7. Meddelelse af klaptilladelse 7.1. Klaptilladelsens indhold Amtsrådets tilladelse bør udover oplys  ninger om optagningssted, tilladt mængde, kla  p- pladsens placering, arten af havbundsmateriale m.v., indeholde de hørte myndigheders bemærk  ninger, amtsrådets miljømæssige afvejning af de indkomne bemærk ninger og de vilkår, som gælder for tilladel   sen. Det bør fremgå af af  gørelsen, om der har været foretaget høring. Er der tale om løbende oprensning af materi ale, som ikke giver anledning til miljømæs   - sige problemer, kan tilladelsen gives for en længere periode ad gangen, medens en til  - ladelse for 1 år eller mindre normalt er tilstræk   keligt for en uddybningstilladelse. En klaptilladelse kan højst gives for  en periode på 5 år, jf. klapbekendt  gø relsens § 8, stk. 1. En tilladelse bør som minimum indeholde følgende oplysninger og vilkår, ligesom hørings parternes ønsker om suppleren de vilkår med hjemmel i havmiljøloven eller anden lovgivning bør med tages i nødvendigt omfang: 1. Klappladsens placering, med angivelse på søkort eller andet målfast kort. Plac   e- ringen bør altid være angivet med geogra   fiske koordinater, eventuelt suppleret med UTM-position med anført datum. 2. Angivelse af maksimal klapmæn  gde. 3. Markering af klappladsen, med en beskrivelse af, hvordan denne markering skal udfø res.

17 4. Eventuelle begræn  sninger i brugen af klappladsen. 5. Eventuelle betingelser for optagning og transport af havbundsmaterialet (meto- de til håndtering, og/eller krav om hvilken p å virkning der kan accepteres). 6. Eventuelle betingelser for udførelsen af klap ningen (metode til håndtering, og/eller krav om hvilken på virkning der kan accepteres). 7 Eventuelle vilkår om overvågning på klap   pladsen. 8. Vilkår om under retning om klapningens påbe gyndelse og afslutning samt mæng  de af klappet materiale angivet i m³ og tons, jf. klapbekendtgø relsens § 16. 9. Tidspunkt for udløbet af tilladelsen (angivet ved dato). 10. Dato for offentliggørel se. Som orientering bør klapbekendtgørelsens § 9 citeres. Hvis der er foretaget kemiske analyser af materialet, skal disse - eventuelt i oversigts- mæssig form   - fremgå af tilladelsen. I nogle tilfælde vil det være hensigtsmæs sigt at fastsætt  e vilkår om den metode og pr æ- cision, hvormed materialet dumpes, for eksempel hvis der er tale om klapning af foru- renet fyld med efterfølgende overdæk   ning med rent fyld (capping). Hvis amtsrå det ikke kan acceptere bestemte optagnings- eller klapningsformer, skal dette begrundes og optages som vilkår i tilladelsen. En begrænsning i brugen af klappladsen kan f.eks. være, at visse tidsperioder er "spær - rede". Sådanne "spærretider" kan være nød vendige ved klapning i nær  heden af bade- strande, fiskepladser, ynglepladser for fugle o.s.v. Spærre  tiden skal fremgå af et vilkår i tilladelsen. Høringsparterne vil ofte ønske, at der knyt  tes forskellige betingelser til den praktiske udfø relse af selve klapningen. Krav, der ofte stilles, er, at fartøjet , der udfører klap - ningen, har elektronisk positionsbestemmelsesudstyr (for eksempel GPS), at fyldet spredes jævnt på klap   pladsen, at der foretages opmålinger af klapplad sen, efter at klap- ningen er tilendebragt, og endelig, at klappladsen markeres med orangefarvede balloner (blå sere). Farvandsvæsenet anmoder ofte om indberetning af dybdedata for klappladsen og forbeholder sig ret til at kræve klappladsen søopmålt enten i forbindelse med ra ppor- tering af dybder mindre end den fastsatte mindste dybde eller når en større mængde er klappet. Omkostninger til søopmåling er Farvandsvæsenet uvedko mmende. Disse betingelser bør optages uændret i klaptilla   delsen. 7.2. Underretning Bortset fra, at ansøgeren naturligvis skal have skriftlig under retning om den trufne afgørelse, skal også de hørte instanser samt klageberettigede myndig   heder og organisa- tioner have skriftlig underretning ved tilsendelse af kopi af afgø relsen. Miljøstyrelsen anbefaler, at underretning af andre klageberettigede med individuel, væsentlig interesse sker ved annoncering. Herudover skal Miljø styrelsen have kopi af afgørelsen. Farvandsvæsenet skal herudover have under  retning om, hvornår en klapning påbegy  n- des og tidspunktet for dens afslutning. Amtsrådet kan fastsætte vil   kår om direkte under - retning, eller amtsrådet kan selv straks vi deregive den oplysning, det skal have efter klapbekendtgørelsens § 16, stk. 1. Hvis offentliggørelse ikke finder sted, og andet ikke anføres, regnes klagefristen efter det tidspunkt, hvor et brev til normal takst må antages at være nået frem. I visse tilfælde, f.eks. hvis Kulturarvstyrelsen har stillet krav om marinark  æolo  gisk rekognoscering, skal styrelsen underrettes om arbejdets påbegyndel se.

18 7.3. Annoncering og klagefrist Annoncering af klaptilladelser bør ske i de blade, som amtsrå  det plejer at anvende til meddelelser af beslutninger. Annoncering bør ske på den dato, hvor individuelle med  - delelser kan påregnes at være nået frem til adressaten m.fl., og annoncering i mere end én avis bør ske på samme dato. Dato for klagefri stens udløb skal fremgå af an  noncen. Klagefristen er 4 uger regnet fra den dag, hvor afgø relsen er meddelt den pågælden   de. Er beslutningen offentlig bekendtgjort ved annoncering, regnes klagefristen fra annon- cerings-tidspunktet. Klagen indgives til amtsrådet. Klageren og ansøgeren bør underrettes umiddelbart efter modtagelsen af klagen m.h.t. den forventede sagsbehandlingstid og grunden dertil. Kopi sendes til alle høringsbere ttigede. 7.4. Hvornår må man benytte en klaptilladelse En klaptilladelse må først udnyttes, når klage   fristen er udløbet. Hvis tilladelsen er p å- klaget, skal klagesagen endvidere være afgjort, før til   ladelsen kan udnyttes. Er tilladel- sen påkla get, kan klagemyndigheden dog bestemme, at tilladelsen må ud nyttes, selv om der ikke er truffet afgør else i klagesagen. Når en tilladelse er givet, og klagefristen er udløbet, uden at der er klaget over afgøre   l- sen, kan indehaveren gennemfø re den tilladte klapning i overensstemmelse med de stillede vilkår. 7.5. Klager over klaptilladelser Der stilles ikke noget krav til form eller indhold af en klage, men hvis den ikke er be- grundet, bør amts rådet i anerkendelses skrivelsen gøre klageren op mærk  som på, at der mangler en begrundelse. Amtsrådet kan samti dig meddele, at såfremt be grundelsen ikke er indsendt inden en angiven frist, vil sagen blive videresendt til Miljøstyrelsen/ Mi ljø- klagenævnet med en indstilling om, at sagen afgøres på det fore liggende grundlag. Miljø styrelsen/Miljøklagenævnet vil herefter vurdere, om klageren skal have yderligere frist. 8. Tilsyn og overvågning Det fremgår af klapbekendtgørelsen § 11, at det amtsråd, som har meddelt tilladelse til klapningen, fører tilsyn med, at stillede vilkår over  holdes og med, at klapningen i øvrigt udføres hensigtsmæssigt. Endvidere føres under og efter klapningen tilsyn med forho l- dene på klappladsen. Det fremgår endvidere af klapbekendtgørelsens §8 stk. 5, at amtsrådet kan fastsætte supplerende vilkår om efterf ølgende undersøgelser på klappladsen. Sådanne unders ø- gelser kan ske efter aftale mellem ansøger og amtsrådet. Et overvågningsprogram for sedimentet bør af  passes efter de konkrete oplysninger, som er tilvejebragt i forbindelse med behandlingen af tilladelsen. Et program skal ikke om- fatte alle områdets bi ologiske, fysiske eller kemiske forhold, men bør koncentreres omkring få udvalgte problemstillinger, til belysning af om eventuelle effekter går ud over, hvad der var forventet. Resultaterne vil kunne bruges til at tilrettelægge komme  n- de klapningerne efter. 9. Tilbagekaldelse Efter klapbekendtgørelsens § 9 kan en tilladelse til enhver tid ændres eller til   - bagekaldes, når hensynet til beskyttelsen af havmiljøet, sej  ladssikkerhed eller gener

19 overfor tredjemand gør det påkrævet. Denne be stemmelse skal sikre, at der kan gribes ind overfor akut opståede skadevirk ninger, der ikke kunne forudses ved tilladelsens meddelelse. Som eksempel kan nævnes påvirkning af badestrande eller havbrug under uheldige og sjældent fore  kommende vind- og strømfor hold. Bestemmelsen er tænkt som en "sikkerhedsventil" for amtsrå det. Den bør kun be nyttes i ganske særlige tilfæ l- de. Eksempelvis kan i enkelte tilfælde udnyttelsen af en til  ladelse stilles i bero, indtil vind- og strøm forhold har ænd  ret sig. Såfremt amtsrådet gennem sin høring får under retning om, at en klapning eventuelt vil kunne påvirke fiskeriin teresser, fredningsmæs  sige interesser (f.eks. yngle- eller fæld  e- perioder for fugle) eller rekreative interesser, bør der indføjes vilkår i til   ladelsen om, at klapningen kan forlanges indstillet midlertidigt, eventuelt i nærmere angivne perio  der af året, så  fremt disse interesser bliver berørt. Hvis en til ladelse bliver tilbagekaldt efter § 9, bør  der samtidig tages stilling til eventuel alternativ bortskaffelse. 10. Indberetning Efter § 17 i klapbekendtgørelsen skal amtet én gang om året indsende oplysninger til Miljø styrelsen om tilladelser og udførte klapninger i det foregående kalenderår   . Dette skal blandt andet finde sted af hensyn til den nationale rapportering til de relevante havkonventioner. Oplysningerne skal være indsendt senest 1. marts, også selv om der ikke har været givet tilladelse til klap  ning eller har været udført klapnin   ger i det foregå- ende kalenderår. Indberetningerne skal ske på de af Miljø   styrelsen udarbejdede skema- er. Desuden skal ansøgeren til amtet indbe rette klapningens påbegyndelse og afslutning samt mængde af klappet materiale, jf.. klapbekendt  gørelsens §  16. Såfremt intet andet er anført i tilladelsen skal Farvandsvæsenet årligt underrettes om klappede mængder. 11. Kystnær nyttiggørelse af sedi ment som rå stof I forbindelse med behandlingen af en klapansøg ning skal mulighederne for nyttiggø- relse af havbundsmaterialer som råstof undersøges nærmere. Se havmiljølovens bilag 1, som beskriver hvilke forhold, der skal vurderes i forbindelse med behand- ling af en ansøgning om tilladelse til klapning, særligt bilagets punkt pkt. C 4: ”  Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske ko nsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.” Nyttiggørelsesbegrebet findes i juridisk forstand i råstofloven og afgiftsloven. Nyttiggørelse af havbundsmaterialer er ud fra en miljø  mæs  sig og ressourceø - konomisk betragtning øns kværdig. Havbundsmaterialer, der stammer fra opren  s- nings- og uddybningsarbejder (klapmaterialer), og som nyttiggøres som råstoffer, er således fritaget for råstofafgift, jf. lov om afgift af affald og råstoffer, § 6, nr. 1. Reguleringen af håndteringen a f havbundsmaterialer på landjorden afhænger af formålet med håndteringen. Hvis det primære formål med aktiviteten på landjorden er at skille sig af med materialet (skaffe plads til affaldet), vil der være tale om   bort- skaffelse - deponering. Hvis materialet derimod –  på baggrund af en konkret tillade l- se eller generelle regler om forureningsgraden –  effektivt erstatter anvendelse af primære råstoffer, vil der være tale om ny ttiggørelse.

20 Der er således tale om nyttiggørelse, når materialer, som er optaget me   d andet for- mål for øje end råstofindvinding og som ellers skulle være bortskaffet, anvendes (nyttiggøres) til formål, hvor de erstatter naturlige råstoffer, som ellers skulle været indvundet for at gennemføre den pågældende opgave. Tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings - og uddybningsmaterialer skal søges i Skov- og Naturstyrelsen jf. bekendtgørelse nr. 1167 af 16. december 1996 om a n- søgning om efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden. I henhold til bekendtgørelse nr. 126 af 4. marts 1 999 om miljømæssig vurdering af råstofindvi n- ding på havbunden (VVM) er ansøgninger om nyttiggørelse ikke omfattet af VVM   - pligt. Det følgende handler dog kun om nyttiggørelse af havbundsmaterialer kystnært på søterritoriet  –  og hverken nyttiggørelse eller  bortskaffelse af materialerne på lan d- jorden. Ved administrationen af klapsagerne kan belysning af nyttiggørelses mulighederne ske blandt andet ved et samarbejde mellem amtet og Skov- og Naturstyrelsen, som skal give tilladelse til nyttiggørelse. Skov - og Naturstyrelsen kan give oplysning om beliggenheden af gamle sandsugehuller, kvalitet af råstoffer i kommende udlagte indvindingsområder m.v. Også andre myndigheder kan inddrages i arbejdet. Eksempelvis kan Kystdirektoratet give oplysning om kystfodringsprojekter, hvor nyttiggørelse af havbundsmaterialer vil være en mulighed. Hvis der foreligger en konkret mulighed for nyttiggørelse af havbundsmaterialer til råstofmæssige formål eller til kystfodring, og hvis denne efter en konkret vurdering og afvejning, hvori også indgår de økono   miske konsekvenser for ansøgeren, er den bedste løsning, kan amtet beslutte, at havbundsmaterialet skal anvendes på denne måde. 11.1. Kystbeskyttelse Uforurenet sediment kan i visse tilfælde tænkes anvendt til kystbe skyttelsesformål, for eksempel kystfodring. Dette kræver, i hen  hold til lov nr. 188 af 5. marts 1988, jf. lovbekendtgørelse 243 af 5. april 1994 om kystbeskyttelse eller i medfør af statens højhedsret over søterri  toriet, tilladelse fra Kystdirektoratet. Kystdirektoratet hører altid amtet og kommunen i kystbeskyttelsessager, herunder ansøgninger om kystfodring. Amtet vil således altid være bekendt med, hvilke pro - jekter, der er ansøgt om tilladelse til og har i sit høringssvar mulighed for at gøre opmærksom   på, at der eventuelt måtte være en konkret mulighed for at anvende uforurenet sediment fra en given oprensning i forbindelse med kystfodringspro- jekter. I det omfang der findes oplysninger om materialets kornstørrelses fordeling, bør disse fremsendes me d hørings svaret til Kystdirektoratet således, at oplysninge r- ne kan indgå i Kystdirektoratets vurdering af, om materialet er egnet til kyst fodring. Er materialet egnet til kystfodring, bør amtsrådet meddele ansøgeren, at havbund   s- materialet kan nyttiggøres  til kystfodring. Selve tilladelsen til kystfodringen og nyt- tiggørelsen skal dog gives af Kystdirektoratet Der skal ikke betales råstofaf  gift af sådant materia le. Anvendelse af materiale til kystfodring kan principielt opdeles i en simpel for- bitransport (sand by-pass) ved havneanlæg og en egentlig vedligeholdelse eller o  p- bygning af strand og strandplan.

21 11.1.1. Forbitransport Ved de fleste danske kyster foregår der en trans port af sand (materialevandring), både på langs af selve stranden og i b  øl gebrydningszonen. Mange af vore havne er anlagt ved sådanne kyster, og det med fører en forstyrrelse af ligevægten i den no   r- male sandtransport. Transporten på langs af kysten opfanges normalt på havnens opstrøms   side, og sandet aflejres i en "luvsidetilsanding". Herved bliver der en utilstræk  kelig sandtilførsel nedstrøms havnen, og der opstår en læside erosion. Den fortsatte luvsidetilsanding vil føre til, at der opstår en ligevægtssituation, således at transporten på langs af kysten igen vil kunne føre sandet forbi havnen. Dette giver nor malt anledning til tilsanding i havnens tilsejlingsområde, og såfremt der er en gravet sejl  rende ind til havnen, vil sandet først og fremmest aflejres i denne rende. Efter hidtidig praksis er oprensningsmaterialer fra disse sejlrender og tilsejlings- områ der ofte klappet på dybere vand. Dette er uhensigtsmæssigt, idet materialerne kommer fra kystzonen, og om muligt skal de forblive dér. Derfor ville det rigtige være at føre oprensnings   materialerne ind til erosionsområ derne på havnens læside, enten ved udpumpning på strand bredden eller ved udlægning på lav vanddyb   de. Ved denne form for kystfodring er der ingen krav til materialekvalitet, men der bør kunne anvendes materialer, som der ville være   givet en almindelig klaptilladelse til (det vil sige uforurenet sediment). Miljø styrelsen anbefaler, at amtet tager kontakt med ansøgeren og Kystdirektoratet, hvis sedimen tet ser ud til at kunne anvendes til kystfodringsformål. 11.1.2. Strandvedligeholdelse Materialer, der benyttes til vedligeholdelse eller opbygning af strandplanet, bør som hovedregel være mellem  - til grovkornet sand. Ler bør ikke fore komme, hvorimod indhold af organiske urenheder og skaller er uden betydning for vedligeholdelses- formålet. Finere sandmaterialer kan anvendes i forbindelse med opbygning eller retablering af klitpartier. Man skal dog være opmærksom på risikoen for fygning.