Pressemeddelelse fra Nordjyllands Amt - 22.09.2005

 

Nordjysk redningsaktion for kystfiskeriet Amtsborgmester Orla Hav og Fjerritslevs borgmester, Otto Kjær Larsen, går nu i offensiven for at hindre, at landsdelens vigtige kystfiskeri ofres under de igangværende forhandlinger i Folketinget om en ny dansk fiskeripolitik.

De to nordjyske politikere opfordrer fødevareminister Hans Christian Schmidt til at sige nej til, at der indføres omsættelige kvoter for danske fiskefartøjer. Det er der tilsyneladende flertal i Folketinget for.

Alle erfaringer viser, at et sådant system gavner de store og kapitalstærke fiskere, der kan købe de små og mellemstore ud. Så vil det være slut med kystfiskeriet, som det kendes i dag i Thy, Hanherred og Vendsyssel, hvor bådene lander direkte på kysten. Det gælder f.eks. landets største landingsplads, Thorup Strand i Fjerrritslev Kommune.

 

I et fælles brev til ministeren peger Orla Hav og Otto Kjær Larsen på, at en sådan løsning er gammeldags og kortsigtet, fordi:

*          Fiskekvoterne til konsumfisk som rødspætter og torsk købes væk fra de små både, der lander dagfriske fisk

*          Kvaliteten og værdien af fangsten er langt større, når den kommer fra de små både. De får en højere pris for fisken og har langt færre omkostninger til f.eks. brændstof

*          De små både fisker med redskaber som er meget mere skånsomme over for havbund og undermålsfisk

*          Den turistmæssige værdi af kystfiskeri er stor både i markedsføringen af Nordjylland og i den direkte oplevelse for turisterne.

 

Orla Hav og Otto Kjær Larsen råder derfor Hans Christian Schmidt til både at tænke langsigtet og til at få mest muligt fiskeri for pengene.

-          Der skal flyttes fangstandele fra de store fartøjer til de små. Det bedste udbytte af fiskeriressourcerne får vi simpelt hen ved at lade de små fartøjer fange så stor en andel af kvoterne som muligt. Det giver den bedste økonomi og den største beskæftigelse. Det viser erfaringer fra Norge, siger de to borgmestre.

 

De opfordrer ministeren og medlemmerne af Folketingets Udvalg for fødevarer, landbrug og fiskeri, til at satse på kvalitet og lokal udvikling i stedet for at lappe videre på en fiskeripolitik, der hverken økonomisk eller miljømæssigt er bæredygtig. Udvalget holder fredag en høring i Folketinget om en ny fiskeripolitik.

 

Yderligere oplysninger:

Amtsborgmester Orla Hav, tlf 96 35 10 00 Borgmester Otto Kjær Larsen,  tlf 96 50 11 00

 

De norske erfaringer er beskrevet i rapporten "Hvordan øke verdiskapningen av fiskeressursene?" (16 sider) fra Norges Fiskerihøgskole i Tromsø. Den kan ses på http://draugen.nfh.uit.no/~torbjorn/Forskning/Kvoteforvatning/verdiskapning_flate_tt_tv.pdf

 

Venlig hilsen,

Uffe Westerberg, journalist/webredaktør

Nordjyllands Amt, Teknik og Miljø

Tlf 96 35 14 03 - mobil 23 27 11 56

email: [email protected]