FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

21-mands-udvalget vedrørende Færøerne 2004-05 (2. samling)
FÆU Alm.del Bilag 13
Offentligt

UDENRIGSMINISTERIET

RT.--1[m

IULI\11

Jr]

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

21-mands-udvalget vedrørende

Færøerne (2. samling)

FÆU alm. del - Bilag 13

Offentligt

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Tel. +45 33 92 00 00

Fax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

Telex 31292 ETR DK

Telegr. adr. Etrangeres

Girokonto 300-1806

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EUK

29. marts 2005

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlnges Udenrigsministe-

riets redegørelse af 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og

Grønland af forfatningstraktaten mv.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

UDENRIGSMINISTERIET

REDEGØRELSE FOR KONSEKVENSERNE FOR FÆRØERNE OG GRØNLAND

AF FORFATNINGSTRAKTATEN M.V.

Den 29. marts 2005

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Indholdsfortegnelse

1. Om redegørelsen

2. Sammendrag og konklusioner

3. Færøernes status i forhold til EU

4. Grønlands status i forhold til EU

5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten

6. EU-lovgivning

6.1. Det nuværende samarbejde

6.2. Forfatningstraktaten

7. Unionens eksterne relationer

7.1. Det nuværende samarbejde

7.2. Forfatningstraktaten

8. Unionens finansiering

9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold

9.1. Det retlige forbehold

9.2. Forsvarsforbeholdet

9.3. Euro-Forbeholdet

9.4. Unions borgerskabsforbeholdet

Bilag 1: Eksempler, der illustrerer og supplere fremstillingen

i redegørelsens punkt 6,7 og 9.

Bilag 2: Ordforklaring

side 1

side 2

side 4

side 5

side 7

side 9

sideli

side 12

side 15

side 17

side 18

side 19

side 20

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

UDENRIGSMINISTERIET

Den 29. marts 2005

Redegørelse for konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten m.v.

1. Om redegørelsen

Redegørelsen omhandler retlige konsekvenser for Færøerne og Grønland, hvis der etableres et

nyt retsgrundlag for EU-samarbejdet. Dette nye retsgrundlag er først og fremmest "Traktat om

en forfatning for Europa"(forfatningstraktaten).Virkningerne for Færøerne og Grønland af en

ophævelse af de fire danske EU-forbehold behandles også i redegørelsen. For at give et klarere

billede af retsstillingen indeholder redegørelsen beskrivelse af Færøernes og Grønlands retlige

stilling såvel under det gældende som under de nye retsgrundlag.

Færøerne valgte at stå uden for Danmarks EF-medlemskab i 1973 og Grønland valgte med

virkning fra 1985 at træde ud af EF-samarbejdet, men samtidig at opnå status som oversøisk

land og territorium (OLT). Disse valg har løbende konsekvenser, efterhånden som den

europæiske integration intensiveres. Det tilkommer i første række Færøerne og Grønland selv

at vurdere fordele og ulemper ved deres nuværende relationer til EU.

I overensstemmelse hermed redegøres ikke for andre konsekvenser end de retlige, eller for

eventuelle videregående virkninger af politisk eller økonomisk art - herunder i forhold til

rigsfællesskabet.

Redegørelsen er udarbejdet af Udenrigsministeriet i samarbejde med repræsentanter for det

færøske landsstyre og det grønlandske landsstyre og med inddragelse af en række ministerier.

Sammendrag og konklusioner er indeholdt i afsnit 2.

I afsnit 3 og 4 gennemgås henholdsvis Færøernes og Grønlands status i forhold til EU efter de

gældende traktater og efter forfatningstraktaten.

I afsnit 5 gennemgås en række overordnede aspekter af forfatningstraktaten på grundlag af

Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i

forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa og

Udenrigsministeriets redegørelse af samme dato, som indeholder en faktuel gennemgang af

forfatningstraktaten.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

I afsnit 6 gennemgås betydningen af EU's interne retsakter (lovgivning) i forhold til Færøerne

og Grønland. Redegørelsen søger dermed at belyse på det praktiske plan, hvilke retlige

konsekvenser Færøernes og Grønlands stilling uden for EU har såvel i forhold til det

nuværende traktatgrundlag som i forhold til forfatningstraktaten.

I afsnit 7 gennemgås på samme måde, hvorledes EU's eksterne relationer virker i forhold til

Færøerne og Grønland.

Afsnit 8 omtaler Unionens finansiering.

I afsnit 9 vurderes, om en eventuel ophævelse af de fire danske EU-forbehold vil have retlige

virkninger for Færøerne og Grønland.

I bilag 1 til redegørelsen gives en række konkrete eksempler, der illustrerer og supplerer, hvad

der er anført i redegørelsens afsnit 6, 7 og

Bilag

indeholder en ordliste med forklaringer af en række tekniske udtryk vedrørende EU-

samarbejdet. Alle ord, der er forklaret i ordlisten, er i teksten forsynet med en , f. eks. "G

landene»".

Sammendrag og konklusioner

• EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland (bortset fra de særlige regler om

oversøiske lande og territoriers associering med EU for Grønlands vedkommende).

Forfatningstraktaten indebærer ingen ændring i Færøernes og Grønlands stilling i forhold til

EU. (Redegørelsens afsnit 3 og 4).

• Forfatningstraktaten er retlig set en traktat, hvis indgåelse og ændring kræver enighed og

følger reglerne for folkeretlige traktater. Forfatningstraktaten ændrer ikke - og træder ikke i

stedet for - grundloven. Forfatningstraktaten indebærer kun mindre ændringer i det

almindelige hidtidige EF-samarbejde. Hertil kommer, at samarbejdet om strafferetlige

emner og politisamarbejde overgår til de overstatslige samarbejdsmetoder. Dette samarbejde

vil ikke omfatte Danmark på grund af det retlige forbehold. Det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde styrkes, men forbliver grundlæggende mellemstatsligt. For

Danmarks vedkommende indebærer traktaten samlet set overladelse af nye beføjelser til EU

på en række sagsområder. (Redegørelsens afsnit 5 og 6).

• EU's lovgivning i medfør af de nu gældende traktater, og den EU-lovgivning , som

fremover vil kunne vedtages efter forfatningstraktaten, gælder ikke for

Færøerne

Grønland. Forfatningstraktaten indebærer ingen ændringer vedrørende anvendelsen af

europæisk lovgivning i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 6).

• EF's» nuværende eksterne relationer omfatter Danmark, men ikke Færøerne og Grønland.

Dette betyder, at Færøernes og Grønlands særlige interesser i forhold til tredjelande og

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

internationale organisationer i et vist omfang varetages separat. Forfatningstraktaten ændrer

ikke herpå, selvom betegnelsen EF afskaffes med forfatningstraktaten. (Redegørelsens afsnit

7).

Forfatningstraktaten effektiviserer det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Der

overlades ikke beføjelser fra rigets myndigheder til EU i medfør af grundlovens § 20 på

dette område, der forbliver grundlæggende mellemstatsligt. Vedtagelser inden for det

udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og aftaler med

lande og internationale

organisationer herom gælder ikke for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 7).

På længere sigt kan forfatningstraktatens bestemmelse om, at den samlede Union udgør en

juridisk person med mulighed for at indgå folkeretlige aftaler med

lande og internationale

organisationer, der dækker alle Unionens sagsområder, betyde øget mulighed for, at

Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland kan opnå medlemskab af visse

internationale organisationer. (Redegørelsens afsnit 7).

• EU's finansiering berører ikke Færøerne og Grønland hverken før eller efter

forfatningstraktatens ikrafttræden. (Redegørelsens afsnit 8).

• En eventuel ophævelse af de fire danske forbehold vil ikke indebære, at forfatningstraktaten

eller EU-vedtagelser bliver anvendelige i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens

afsnit 9).

En ophævelse eller omdannelse af det retlige forbehold betyder, at Danmark overlader

beføjelser til EU — især vedrørende lovgivning - på områder, som p.t. er rigsanliggender.

Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist blive tale om, at

en dansk lov i sin helhed ophæves som følge at beslutninger truffet i EU, kan der være

behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette

kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for

henholdsvis Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt — overtagelse af sagsområdet.

(Redegørelsens afsnit 9).

• Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de

såkaldte Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan

spænde fra civile indsatser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsenet, til anvendelsen af

militære midler til enten sikring af freden eller til etablering af fredelige forhold.

Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i den del af den fælles forsvars- og

sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvarsområdet.

En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde

rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og

sikkerhedspolitik I tilfælde af en konkret EU-operation vil danske myndigheder skulle

træffe beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for

den pågældende krisestyringsoperation.

dansk beslutning herom skal ske

under

overholdelse af grundlovens regler herom (dvs. beslutningsforslag i Folketinget og/eller

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Danmarks deltagelse i en militær EU-

aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens

afsnit 9).

• En ophævelse af euro-forbeholdet vil indebære, at Danmark overgår til euro 'en. Dette

indebærer ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euro'en, men det forventes, at der

kan indgås en aftale om anvendelse af euro 'en, hvis dette ønskes. (Redegørelsens afsnit 9).

• Da Unionens traktatgrundlag vedrørende unionsborgerskabsforbeholdet siden Amsterdam-

traktaten har svaret til det danske forbehold, rejser en ophævelse ikke særlige spørgsmål for

Danmark. Da Danmarks stilling ikke ændres ved en ophævelse af

Unionsborgerskabsforbeholdet vil dette ikke rejse særlige spørgsmål for Færøerne og

Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).

3. Færøernes status i

forhold til

Færøernes nuværende status

Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev ved Danmarks tiltrædelse af EF

pr. 1.1.1973 ændret bl.a. ved indføjelse af en ny bestemmelse i artikel 227, stk. 5, der var

sålydende:

"Uanset de foregående stykker gælder følgende:

a) Denne traktat finder ikke anvendelse for Færøerne. Regeringen for Kongeriget

Danmark kan dog ved en erklæring, der senest 31. december

1975

skal deponeres hos

Den italienske Republiks regering, som fremsender en bekræftet afskrift til hver af de

øvrige medlemsstaters regeringer, meddele, at denne traktat finder anvendelse for disse

øer. I så fald finder Traktaten anvendelse for disse øer fra den første dag i den anden

måned efter overgivelsen af denne erklæring."

En tilsvarende bestemmelse blev indsat i Euratom-traktaten.

Protokol nr.

til tiltrædelsestraktaten indeholdt visse bestemmelser om Færøerne. Navnlig

indeholdt protokollens artikel

en bestemmelse om, at danske statsborgere med fast bopæl på

Færøerne først ville blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor

traktaterne finder anvendelse for Færøerne. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse

om, at den danske regering inden 3 år efter Danmarks optagelse i EF på grundlag af det

færøske hjemmestyres beslutning kunne meddele Rådet, at den ikke var i stand til at afgive en

erklæring om Traktaternes anvendelse for Færøerne.

I 1974

meddelte den danske regering i overensstemmelse med en vedtagelse i det færøske

lagting af 25. januar

1974,

at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om traktaternes

anvendelse for Færøerne. Herefter var Færøernes status som tredjeland uden for EF endelig

fastlagt.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Ved Maastricht-traktaten af

7.2.1992

blev artikel 227 i Traktaten om Det Europæiske

Fællesskab og artikel 198 i Euratom-traktaten om adgangen til at træffe beslutning om

traktatens anvendelse for Færøerne inden for 3 år rettet i overensstemmelse med den erklæring,

regeringen afgav i 1974. De to bestemmelser fik følgende ordlyd:

"a) Denne Traktat finder ikke anvendelse på Færøerne"1

Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice- traktaten af

26.2. 2001

indeholdt ingen ændringer

vedrørende Traktaternes anvendelse for Færøerne. Som følge af omnummereringen af

traktatbestemmelserne i Amsterdam-traktaten blev artikel 227 dog ændret til artikel

299.

Forfatningstraktaten

Det fremgår af forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser,

artikel IV-440, stk. 6, litra a), at "Denne traktat finder ikke anvendelse på Færøerne." Der er

således tale om ganske den samme bestemmelse som i de nugældende traktater.

Tiltrædelsestraktaten om bl.a. Danmarks optagelse i EF pr.

1.1.1973

ophæves ved

forfatningstraktatens artikel

-437, stk. 2, litra a). Hermed ophæves også protokol nr. 2 om

Færøerne, der var knyttet til tiltrædelsestraktaten. Protokollens artikel

som er den eneste

endnu relevante bestemmelse, er nu indeholdt i artikel

i protokol nr. 8 til forfatningstraktaten.

Denne protokol indeholder alle stadigt gældende regler, der følger af EU's gamle

udvidelsestraktater. Artikel

i protokollen fastslår således fortsat, at danske statsborgere med

fast bopæl på Færøerne først vil blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato,

hvor traktaterne finder anvendelse for Færøerne.

Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel

195, stk

litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: "Denne traktat finder ikke

anvendelse på Færøerne og Grønland".

Da forfatningstraktaten ikke gælder for Færøerne, og ikke indeholder ændrede bestemmelser

vedrørende Færøerne, ændrer forfatningstraktaten ikke Færøernes stilling i forhold til EU.

4. Grønlands status i forhold til EU

Grønlands nuværende status

For så vidt angår EURATOM indebar ændringen - helt utilsigtet - at den gældende tekst i litra a) om, at Euratom-

traktaten ikke fandt anvendelse for Grønland blev ophævet, hvilket kunne bevirke, at Euratom-traktaten iflg. ordlyden

fremover skulle finde anvendelse for Grønland. Da dette aldrig havde været hensigten, iværksatte Udenrigsministeriet en

formel procedure i henhold til regleme i Wiener-konventionen om traktater, med henblik på at få denne klare tekniske fejl

rettet. Dette skete ved anden berigtigelsesprotokol til traktaten om Den europæiske Union undertegnet i Maastricht den 7.

februar 1992. Teknisk set består rettelsen i, at det ikke er hele litra a), der erstattes med bestemmelsen om Færøerne, men

kun første del af litra a). Dette indebærer, at anden del al litra a) om, at traktaten ikke finder anvendelse for Grønland,

forbliver i kraft. Det italienske udenrigsministerium meddelte i note af 6. oktober 1996, at den formelle godkendelse af

berigtigelsesprotokollen nu var afsluttet, uden at nogen stater havde haft indvending mod fejlrettelsen.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 blev EØF-traktaten og Euratom-traktaten også gældende

for Grønland. Protokol nr.

4 til

tiltrædelsestraktaten, indeholdt visse særbestemmelser for

Grønland.

Ved

traktat af 13. marts

1984,

der trådte i kraft den 1. februar 1985, trådte Grønland ud af De

Europiske

FRAlesskaber og opnåede OLT-status" under EØF-traktaten.

For EØF-traktatens vedkommende ændredes bestemmelsen i artikel 131, stk 1 og det

tilknyttede bilag 1 til traktaten. Ændringen indebar, at Grønland blev optaget på listen over

associerede lande og territorier, og at Danmark blev nævnt blandt de medlemsstater, hvis ikke-

europæiske dele havde OLT-status.

Samtidig indføjedes en ny artikel

136a

i EØF-traktaten med følgende ordlyd:

"Bestemmelserne i artikel 131-136 finder anvendelse på Grønland, med mindre andet

følger af de særlige bestemmelser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den

særlige ordning for Grønland, der er knyttet som bilag til denne traktat.

2. Den

til denne traktat knyttede protokol om den særlige ordning for Grønland knyttes

som bilag til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Protokol nr.

om Grønland, der er knyttet som bilag til tiltrædelsestraktaten af

22. januar

1972, ophæves."

Den

nye protokol om den særlige ordning for Grønland fastslog, at grønlandske fisk og

fiskerivarers toldfrihed m.v. på EU's marked er afhængig af, at EU i medfør af en aftale med

den kompetente myndighed for Grønland får tilfredsstillende adgangsmuligheder til de

grønlandske fiskerizoner. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse, der muliggjorde

vedtagelse af særlige bestemmelser til bevarelse af velerhvervede rettigheder.

I Euratom-traktaten indsattes en ny bestemmelse med følgende ordlyd:

"Denne Traktat finder ikke anvendelse for Grønland."2

Maastricht-traktaten af 2.10.1992, Amsterdam-traktaten af

2.10.1997

og Nice-traktaten af

26.2.

2001

indeholdt ingen ændringer vedrørende traktaternes anvendelse for Grønland (bortset fra,

at artikel 136a stk. 2 af teknisk/juridiske grunde ophævedes ved Maastricht-traktaten). Som

følge af Amsterdam-traktatens omnummerering af traktatbestemmelserne blev artikel 136a

endvidere omnummereret til artikel 188.

Forfatningstraktaten

Reglerne i forfatningstraktatens artikel III-286 til III-291 om associering af de oversøiske lande

og territorier svarer ganske til de nugældende regler. Den særlige bestemmelse om Grønland,

som nu er indeholdt i artikel 188, er indføjet i artikel III-286, stk 1 i forfatningstraktaten.

Se fodnote 1.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Bestemmelsen i forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser,

artikel

IV-440, stk. 3

om forfatningstraktatens territoriale anvendelse, er også uændret for så

vidt angår OLT. Bestemmelsen indebærer således fortsat, at de oversøiske lande og territorier,

der er opregnet i listen i bilag II (herunder Grønland), kun er omfattet af den særlige

associeringsordning, som nærmere er fastlagt i del III, afsnit IV.

Forfatningstraktatens artikel

-440, stk 7 indebærer en forenklet procedure for det tilfælde, at

et OLT-område ønsker at skifte status. Bestemmelsen indebærer, at Det Europæiske Råd på

initiativ af den pågældende medlemsstat, med enstemmighed kan vedtage en europæisk

afgørelse om ændring af status i forhold til Unionen for de danske, franske, eller nederlandske

lande eller territorier, der er associeret med Unionen.

Denne bestemmelse blev indsat efter ønske fra Nederlandene. Den indebærer, at en formel

traktatændring med efterfølgende ratifikation i alle

medlemslande ikke vil være påkrævet for

en beslutning om en sådan statusændring. Grønlands landsstyre tiltrådte, at bestemmelsen også

kan anvendes for Grønland. En ændring af Grønlands status vil forudsætte en anmodning

herom fra Grønlands landsstyre.

Protokollen om den særlige ordning for Grønland er opretholdt som protokol nr.

til

forfatningstraktaten. Protokollens bestemmelse om muligheden for at vedtage

overgangsbestemmelser til bevarelse af velerhvervede rettigheder i forbindelse med Grønlands

udtræden af EU er dog ikke medtaget, da den kun angik overgangsforanstaltninger i forbindelse

med Grønlands udtræden i

1985.

Protokol nr.

til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel

195, stk 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: "Denne traktat finder ikke

anvendelse på Færøerne og Grønland".

Forfatningstraktaten indebærer således ingen ændringer i Grønlands stilling i forhold til EU.

Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten

I dette afsnit omtales enkelte særlige træk ved forfatningstraktaten. Omtalen sker med

udgangspunkt i Justitsministeriets og Udenrigsministeriets ovenomtalte redegørelser af 22.

november

2004

om forfatningstraktaten.

Forfatningstraktaten træder i stedet for alle de nugældende traktater. Kun Euratom-traktaten

bevares ved siden af forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten afklarer EU's mål og opbygning

i et grunddokument og afslutter den udviklingsproces, der har givet fire nye traktater på

år.

Den kan danne grundlaget for det udvidede EU's arbejde i mange år fremover. Det kan særligt

fremhæves, at forfatningstraktaten udvikler samarbejdet om den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik og det retlige samarbejde om at skabe et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed for EU's borgere. Samtidig gennemføres der en række styrkelser af EU's

institutioner og beslutningsprocedurer.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Ordet forfatning

Udtrykket forfatning anvendes undertiden som en højtidelig betegnelse for et sæt grundregler,

der gælder for en organisation. I den forstand er forfatningstraktaten også en forfatning.

Forfatningstraktatens del I rummer netop alle de grundlæggende regler for EU's virke. Hertil

kommer, at forfatningstraktatens del II i lighed med mange nationale forfatninger indeholder et

kapitel om borgernes grundrettigheder.

Det er ikke nyt at betegne traktatgrundlaget som en forfatning. EF-Domstolen har således ofte

udtalt i sin praksis, at selv om EF-traktaten er indgået i form af en international aftale, udgør

den ikke desto mindre det forfatningsmæssige grundlag for et retsfællesskab. På baggrund heraf

har den udledt principper og retsvirkninger, som ikke fremgår af EF-traktaten. Det drejer sig

f.eks. om forrangsprincippet, direkte virkning og medlemslandenes erstatningspligt for ikke-

overholdelse af fællesskabsretten.

Retligt set er forfatningstraktaten imidlertid en traktat, der indgås efter de almindelige

folkeretlige regler om traktatindgåelse og ændres på samme måde. Det betyder, at

forfatningstraktaten og eventuelle ændringer altid skal ratificeres af alle medlemslande i

overensstemmelse med hvert lands egne forfatningsmæssige bestemmelser.

Der er således ikke tale om, at forfatningstraktaten træder i stedet for de nationale forfatninger,

herunder Danmarks Riges Grundlov.

Traktatfæstelse af forrangsprincippet

Princippet om EU-rettens forrang blev fastslået af EF-Domstolen helt tilbage i 1964.

I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-regler anvendes i enhver

medlemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod EU-reglerne. Det gælder også,

hvis modstriden måtte opstå mellem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.

—

Af forrangsprincippet følger således bl.a. en EU-retlig forpligtelse for de retsanvendende

myndigheder til at anvende en umiddelbart anvendelig EU-regel, selv om reglen strider mod

den nationale forfatning.

Der antages ikke af EU-retten at følge et krav om, at EU-rettens forrang skal sikres gennem

bestemmelser i medlemsstaternes forfatninger.

Forfatningstraktaten indebærer i artikel

I-6

en traktatfæstelse af princippet om EU-rettens

forrang. Bestemmelsen i artikel

I-6

har følgende ordlyd:

"Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de

beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret."

Der er knyttet en erklæring til bestemmelsen i artikel

I-6,

hvor det fastslås, at artikel I-6 afspejler

EF-domstolens eksisterende retspraksis.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

På den baggrund kan det ikke antages, at en gennemførelse af bestemmelsen i artikel I-6 vil

indebære ændringer i forrangsprincippets indhold eller rækkevidde. Bestemmelsen indebærer

således alene, at forrangsprincippet får et udtrykkeligt traktatmæssigt grundlag.

Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at

lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der

blev gennemført en EU-retsakt, der var uforenelig med grundloven.

Grundlovens § 20 giver således - som anført i Højesterets afgørelse i Maastricht-sagen - ikke

adgang til at overlade EU's institutioner beføjelser til at fravige bestemmelser i grundloven,

herunder grundlovens frihedsrettigheder, og der findes heller ikke andre regler i grundloven,

som giver mulighed for en sådan fravigelse af grundloven til fordel for traktatmæssige

forpligtelser.

På den ovenfor anførte baggrund rejser traktatfæstelsen i artikel

I-6

af forrangsprincippet efter

Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

6. EU-lovgivning

6.1. Det

nuværende samarbejde

Det almindelige fx.11esskabssamarbejde (søjle 1)"

Det almindelige fællesskabssamarbejde er af overstatslig karakter, d.v.s. at det bygger på, at

Danmark har overladt beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

Hjemmelen hertil findes i grundlovens §

om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige

myndigheder.

Forordninger"

Når der vedtages en forordning i EU, vil denne gælde som lov i Danmark, men ikke gælde på

Færøerne og i Grønland.

Angår forordningen et særanliggende/hjemmestyreanliggende - f. eks en forordning om

bevarelse af fiskeriressourcerne — rejser dette ingen særlige spørgsmål. For

særanliggender/hjemmestyreanliggender gælder under alle omstændigheder normalt forskellige

regelsæt i de tre rigsdele.

Forordninger kan allerede under det nuværende samarbejde tænkes at angå et rigsanliggende -

f. eks. patenter og varemærker. Også i så tilfælde vil forordningen kun gælde i Danmark, og ikke

gælde på Færøerne og Grønland. Forordninger vedrørende rigsanliggender vil således indebære,

at der kan opstå forskel mellem den retlige regulering, der gælder i Danmark, og den, der gælder

for Færøerne og Grønland.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

En forskellig retlig regulering af rigsanliggender inden for de tre rigsdele er imidlertid ofte

forekommende. Det følger bl.a. af, at rigslove vedrørende rigsanliggender normalt ikke sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med mindre det pågældende hjemmestyre er indforstået

hermed, og der findes mange eksempler på, at der gælder forskellig lovgivning for de tre

rigsdele også med hensyn til emner, der er rigsanliggender. Det gælder f. eks. på

straffelovsområdet.

Et særligt spørgsmål kan tænkes at opstå, hvis EU's regulering via forordninger undtagelsesvist

er så intensiv, at der ikke længere levnes plads til nationale love. Sådanne tilfælde er imidlertid

ganske sjældne, hvis de overhovedet findes inden for sagsområder, der er rigsanliggender. I

givet fald kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke

påvirkes heraf. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende

gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt — overtagelse af

sagsområdet.

Dinitizer*

Direktiver skal i modsætning til forordninger gennemføres i den nationale retsorden ved lov

eller bekendtgørelse.

Når en dansk lov vedtages til gennemførelse af et direktiv, gælder de almindelige regler i

rigsfællesskabet om lovgivning. Det vil sige, at den danske gennemførelseslov som

udgangspunkt ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Angår direktivet et hjemmestyre-

/særanliggende, udelukker dette selvsagt ikke, at Færøerne og/eller Grønland af egen drift

indfører lovgivning, der svarer til eller er inspireret af EU-lovgivningen. Angår

gennemførelsesloven et rigsanliggende - f.eks. selskabsretlige spørgsmål - vil loven i

overensstemmelse med de almindelige regler i rigsfællesskabet ikke blive sat i kraft for Færøerne

og Grønland, med mindre det pågældende landsstyre (efter forelæggelse for

Lagtinget/Landstinget i henhold til de færøske henholdsvis de grønlandske myndigheders egne

regler) har erklæret sig indforstået hermed.

I tilfælde, hvor det pågældende landsstyre går ind for, at en dansk lov til gennemførelse af et

direktiv sættes i kraft for den pågældende rigsdel, vil den situation kunne opstå, at den danske

lov fortolkes i overensstemmelse med EF-Domstolens fortolkning af det pågældende direktiv.

I denne særlige situation kan det således forekomme, at loven også med virkning for Færøerne

eller Grønland vil blive fortolket i overensstemmelse med den fortolkning, som fastlægges af

EF- Domstolen.

Denne indirekte virkning af en dom fra EU-domstolen følger imidlertid ikke af EU-retten. Det

vil være en konsekvens af den pågældende rigsdels ønske om at have samme regelsæt som

Danmark og det øvrige EU. Skulle det i et sådant tilfælde ønskes at fastlægge en anden

retsstilling for Færøerne eller Grønland, end hvad der måtte følge af den pågældende

fortolkning fra EF-Domstolen, vil der intet EU-retligt være til hinder herfor.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Videregående sarnirbejdsordninger

I visse tilfælde kan de ordninger, som gennemføres i

EU,

have karakter af mere omfattende

samarbejdsordninger, der rækker ud over den simple indførelse af fælles love eller tilnærmelse

af medlemsstaternes lovgivning. Dette gælder f.eks. inden for det såkaldte Schengen-

samarbejde, der med Amsterdam-traktaten blev integreret i Den Europæiske Union. Dette er

nærmere omtalt i bilag 1.

Det retlige samarbejde om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)

Dette samarbejde foregår på mellemstatsligt grundlag. Det betyder, at samarbejdet ikke bygger

på, at danske myndigheder har overladt beføjelser om disse emner til EU, som efter grundloven

tilkommer danske myndigheder.

De vedtagelser, der træffes, har aldrig direkte virkning i medlemsstatemes retsorden. For at få

virkning i dansk ret, skal de gennemføres ved dansk lov eller bekendtgørelse på samme måde,

som hvad der er anført ovenfor vedrørende gennemførelse af direktiver ved dansk lovgivning.

Danske love til gennemførelse af EU-retsakter inden for søjle

sættes ikke i kraft for Færøerne

og Grønland, med mindre dette aftales med det pågældende landsstyre.

I en række tilfælde har samarbejdet indenfor EU om strafferet og politi form af klassisk

internationalt samarbejde, hvor reglerne fastlægges ved hjælp af konventioner og protokoller.

Når Danmark ratificerer sådanne konventioner mv. sikres, at disse ikke gælder for Færøerne og

Grønland. I visse tilfælde holdes mulighederne åbne for, at konventionernes anvendelse senere

kan udstrækkes til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende landsstyre måtte ønske dette.

6.2. Forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten indeholder en række begrænsede ændringer i det hidtidige

fællesskabssamarbejde, som indebærer overladelse af nye beføjelser fra Danmark Det er disse

ændringer, som indebærer, at Danmarks tilslutning til forfatningstraktaten skal behandles efter

reglerne i grundlovens

om overladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder.

Ændringerne vedrører især beskyttelse af personoplysninger, Unionsborgeres ret til frit at

opholde sig på medlemsstaternes område, diplomatisk beskyttelse, administrative

foranstaltninger om kapitalbevægelser og betalinger - herunder indefrysning af midler,

kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige tvister om intellektuelle

ejendomsrettigheder, rumpolitik, grænseoverskridende trusler mod sundheden mv. Der

henvises herom ncennere til Justitsministeriets redegørelse af 22. november

2004,

som er omtalt

ovenfor. Disse beføjelsesoverladelser gælder ikke i forhold til Færøerne og Grønland.

For så vidt angår det strafferetlige og politimæssige samarbejde indebærer forfatningstraktaten,

at denne del af samarbejdet i det store og hele bliver omfattet af de almindelige overstatslige

samarbejdsregler, og med anvendelse af de retlige instrumenter, som omtales nedenfor. Som

konsekvens heraf vil Danmark ikke kunne deltage i dette samarbejde efter forfatningstraktatens

vedtagelse, fordi det retlige forbehold indebærer, at Danmark kun deltager i samarbejdet om

retlige og indre anliggender på mellemstatsligt grundlag. Da denne del af samarbejdet ikke

kommer til at gælde for Danmark, opstår der selvsagt ingen spørgsmål om virkninger for

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Færøerne og Grønland. Om virkningerne af en dansk ophævelse eller omdannelse af det retlige

forbehold henvises til punkt 9.1. nedenfor.

Efter forfatningstraktaten forenkles Unionens retlige instrumenter til ganske få, der i det store

og hele svarer til de allerede kendte.

En europæisk lov er en almengyldig lovgivningsmæssig retsakt. Europæiske love er bindende i

alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De kan skabe rettigheder og pligter

for staterne og umiddelbart pålægge individerne pligter og give dem rettigheder. Europæiske

love er en ny betegnelse for forordninger.

En europæisk rammelov er en lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende for enhver

medlemsstat, som den er rettet til, med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de

nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Europæiske

rammelove er en ny betegnelse for direktiver.

En europæisk forordning er en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af

lovgivningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningstraktaten. Det må

forventes, at europæiske forordninger vil blive anvendt i stedet for de retsakter, som Europa-

Kommissionen

på grundlag af beføjelser tildelt af Rådet hidtil har udstedt.

En europæisk forordning kan enten være bindende i alle enkeltheder og gælde umiddelbart i

hver medlemsstat eller være bindende for enhver medlemsstat, som den er rettet til med hensyn

til det tilsigtede mål, men overlade det til de nationale myndigheder at bestemme form og

midler for gennemførelsen.

En europæisk afgørelse er en ikke-lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende i alle enkeltheder.

Når afgørelsen angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse, herunder

eventuelt personer og virksomheder. Europæiske afgørelser er en ny betegnelse for de retsakter,

der hidtil har haft betegnelsen beslutninger og afgørelser.

Forenklingen af de retlige instrumenter, som EU benytter sig af efter forfatningstraktatens

ikrafttræden, vil ikke bevirke, at Færøerne og Grønland bliver anderledes stillet under

forfatningstraktaten end under det nuværende samarbejde.

Forfatningstraktatens ikrafttræden antages ikke — eller kun helt undtagelsesvist - at bevirke, at

der på de nye sagsområder, hvor beføjelser overlades til EU, bliver tale om at vedtage

europæiske love, der fører til ophævelse af danske love i deres helhed. I givet fald vil der være

behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan

ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis

Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt - overtagelse af sagsområdet.

7. Unionens eksterne relationer

7.1.

Det nuværende samarbejde

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Det eksterne samarbejde er efter de gældende traktater temmelig skarpt opdelt i to forskellige

dele.

Det eksterne samarbejde i relation til traktaten om Det europæiske Fællesskab (søjle 1

samarbejdet) angår i bred forstand de udenrigsøkonomiske relationer inden for det

overnationale samarbejde i søjle 1.

Heroverfor står det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er af mellemstatslig

karakter. Det vil sige, at det ikke bygger på, at Danmark har overladt beføjelser på dette

område, som efter grundloven tilkommer danske myndigheder. Dette gælder også for det

forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er en del af det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmarks forsvarsforbehold angår ikke det almindelige

udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som Danmark deltager fuldt ud i. Det angår alene

den del heraf, der udgøres af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, og kun den del

heraf, der har indvirkning på forsvarsområdet.

I det følgende beskrives først hovedelementerne i det eksterne fællesskabssamarbejde (søjle 1),

dernæst hovedelementerne i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)*. slut

beskrives Færøerne og Grønlands stilling i forhold til begge samarbejdsområder.

7.1.1. Fællesskabssamarbejdet

FailesskaIxts indgåelse af

folkeretlige aftaler

Det europæiske Fællesskab (søjle 1-samarbejdet) har ifølge traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab status som juridisk person, der kan optræde internationalt på

Fællesskabets vegne2.

Retsstillingen kan overordnet beskrives således, at Fællesskabet på alle områder, hvor det har

lovgivende (regelfastsættende) myndighed også har kompetence til at forhandle og indgå

folkeretlige aftaler med tredjelande og opnå medlemskab af internationale organisationer.

Udgangspunktet er således, at både de enkelte medlemsstater og Unionen har kompetence til at

forhandle og indgå folkeretlige aftaler inden for de områder, hvor EU har kompetence.

På ganske få områder er medlemsstaterne imidlertid retligt set afskåret fra på egen hånd at

forhandle og indgå sådanne aftaler. Det gælder handelspolitikken og fiskeripolitikken. Hertil

kommer imidlertid, at hvor Fællesskabet har udnyttet sin interne lovgivningskompetence til at

fastsætte fælles regler, kan kun Fællesskabet indgå folkeretlige aftaler, der kan berøre disse

regler. I disse tilfælde mister medlemsstaterne altså deres beføjelse til at forhandle og indgå

internationale aftaler på egen hånd som en konsekvens af vedtagelsen af forordninger eller

direktiver, der regulerer EU's interne forhold.

Failesskabets deltagelse i internationale organisationer

Fællesskabet deltager i kraft af sin eksterne kompetence i vidt omfang i arbejdet i internationale

organisationer. Man kunne tænke sig, at Fællesskabet generelt ville erstatte medlemsstaterne i

Tilsvarende gælder for EURATOM

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

alle internationale organisationer vedrørende de sagsområder, som fællesskabssamarbejdet

omfatter. Det er imidlertid den absolutte undtagelse, at dette er sket indtil nu. Faktisk har

Fællesskabet kun erstattet medlemsstateme i visse internationale fiskeriorganisationer og

enkelte internationale råvareorganisationer.

Det normale er, at Fællesskabet bliver medlem af en international organisation samtidig med, at

Fællesskabets medlemsstater forbliver medlemmer af organisationen. Dette beror på en række

retlige og praktiske forhold.

Fællesskabets medlemskab af en international organisation kræver typisk, at den pågældende

internationale organisations grundlæggende forfatning ændres. Indtil en sådan ændring er

gennemført, vil medlemsstaterne så at sige repræsentere Fællesskabet i den pågældende

internationale organisation. I disse tilfælde har de deltagende medlemsstater pligt til at

koordinere deres holdninger, under ledelse af den medlemsstat, der for tiden varetager

formandskabet eller Kommissionen, der i disse tilfælde ofte vil have status som observatør i

den pågældende internationale organisation.

Dip tiske repra3entationer

Fællesskabet som sådant har ikke et udsendt diplomatisk korps. Derimod har Kommissionen

udsendte rephesentationer i 78 lande og ved 5 internationale organisationer, hvis status i de

fleste henseender svarer til diplomatisk status. De fleste lande uden for EU har endvidere

diplomatiske repra:entationer i Bruxelles, der er akkrediteret til Fællesskabet og Unionen, og

som har diplomatisk status.

7.1.2. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde efter Unionstraktaten (søjle 2).

Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er i modsætning til fællesskabssamarbejdet af

mellemstatslig karakter. Samarbejdet bygger således ikke på, at medlemsstateme har overladt

suverænitetsbeføjelser til Unionen. Dette viser sig på flere punkter:

De formelle vedtagelser, der

træffes

inden for samarbejdet, binder medlemsstaterne, men ikke

borgere. De har ingen direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. EF-Domstolen har ingen

beføjelser inden for det udenrigspolitiske samarbejde. Kommissionen og Europaparlamentet

har kun meget begrænsede beføjelser vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde. En

væsentlig del af den fælles udenrigspolitik består i, at Unionen tager stilling til konflikter eller

situationer i andre steder af verden i form af udtalelser, kommunikeer, konklusioner og

tilsvarende politiske dokumenter.

7.1.3. Færøernes og Grønlands stilling i forhold til det nuværende samarbejde

I de tilfælde, hvor Fællesskabet handler på medlemsstaternes vegne eller i stedet for disse, og i

tilfælde, hvor medlemsstaterne koordinerer deres optræden, kan der opstå særlige spørgsmål i

forhold til oversøiske områder, hvis udenrigspolitik varetages af en medlemsstat, men som ikke

er omfattet af traktaterne.

Efter Fællesskabsretten kan den pågældende medlemsstat selv handle på det folkeretlige plan til

varetagelse af det pågældende områdes interesser. EF-domstolen fastslog således i udtalelse

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

1/94 (Saml 1995 I-5267), at en række EU-medlemsstater selvstændigt måtte tiltræde WTO-

aftalerne, for så vidt angik sådanne områder.

Det udenrigspolitiske samarbejde omfatter på samme måde som Fællesskabssamarbejdet ikke

Færøerne og Grønland. Vedtagelser truffet inden for det udenrigspolitiske samarbejde -

herunder aftaler indgået af Rådet med tredjelande inden for det udenrigspolitiske samarbejde -

gælder derfor ikke i relation til Færøerne og Grønland.

I forbindelse med Maastricht-traktatens vedtagelse noterede medlemslandene i en erklæring fra

den såkaldte regeringskonference, at "der under ganske særlige omstændigheder kan opstå

interessekonflikter mellem Unionen og de lande og territorier, der er omhandlet i art 227, stk. 3

og stk. 5 litra a) og b)". Stk. 3 omfatter de lande og territorier, der er associeret med

Fællesskabet, herunder Grønland. Stk 5 litra a) omfatter Færøerne.

Konferencen erklærer sig enig i, at Rådet skal søge at finde en løsning, der stemmer overens

med Unionens holdning. Viser dette sig imidlertid umuligt, er konferencen enig om, at den

pågældende medlemsstat kan handle isoleret til varetagelse af de pågældende oversøiske landes

og territoriers interesse, uden at dette skader Fællesskabets interesser. Medlemsstaten

underretter Rådet og Kommissionen om tilfælde, hvor der kan tænkes at opstå en sådan

interessekonflikt, og i tilfælde af, at isoleret handling er uundgåelig, gør den det klart, at den

handler med henblik på varetagelse at et oversøisk territoriums interesser.

7.2. Forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten indebærer ingen forandringer af væsentlig betydning for det eksterne

samarbejde i forhold til det nuværende fællesskabssamarbejde (søjle 1-samarbejdet).

Forfatningstraktaten indebærer derimod en styrkelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske

samarbejde på en række punkter. Der henvises herom nærmere til Udenrigsministeriets og

Justitsministeriets ovennævnte redegørelser af 22. november

2004

om forfatningstraktaten.

Forfatningstraktaten indebærer endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem det

udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og de eksterne relationer vedrørende det hidtidige

fællesskabssamarbejde. Dette gøres især ved, at den hidtidige søjleopdeling mellem

fællesskabssamarbejdet (søjle 1) og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)

principielt ophæves. Dette indebærer, at Fællesskabet og Unionen fremover optræder som en

juridisk enhed på det folkeretlige plan under betegnelsen "Den europæiske Union".

Uanset denne principielle ophævelse af de hidtidige søjler i samarbejdet vil det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde - og herunder det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde —

forblive grundlæggende mellemstatsligt. Danmark overlader således ikke beføjelser til EU inden

for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde i henhold til reglerne i grundlovens § 20.

På det operationelle plan sigtes mod en større grad af samordning mellem Unionens optræden

inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og den udenrigsøkonomiske

optræden på fællesskabsområderne. Dette sker ved, at Unionen som noget nyt får en europæisk

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

udenrigsminister med ansvar for det mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde, som

samtidig er medlem af Kommissionen med det ansvarsområde, som kommissæren for

udenrigsanliggender hidtil har haft. Han forener i samme person en mellemstatslig

udenrigspolitisk funktion og en overstatslig udenrigsøkonomisk funktion.

Unionens internationale aftaler

Reglerne for forhandling og indgåelse af aftaler vedrørende spørgsmål, der henhører under

henholdsvis fællesskabssamarbejdet og det udenrigspolitiske samarbejde forbliver i det

væsentlige, som de er nu. For aftaler vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde betyder

forfatningstraktaten, at hvor forhandlingerne nu føres af formandskabslandet eventuelt via den

Høje Repræsentant", er det fremover Unionens udenrigsminister, der fører forhandlingerne.

Alle aftaler skal fortsat godkendes af Rådet. For aftaler inden for det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde er udgangspunktet fortsat, at Rådet træffer afgørelse med

enstemmighed, hvor der typisk gælder kvalificeret flertal ved fællesskabsaftaler. Aftaler inden

for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde antages ej heller at kunne få direkte

virkning i medlemsstaternes retsorden. På trods af forskellene mellem aftaler vedrørende

fællesskabssamarbejdet og vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde forudser

forfatningstraktaten, at Unionen kan indgå tværgående folkeretlige aftaler, som omfatter både

emner, der henhører under det udenrigspolitiske samarbejde og emner, der henhører under det

almindelige fællesskabssamarbejde.

Unionens deltagelseiinternationale organisationer

Forfatningstraktatens ikrafttræden vil ikke i sig selv indebære væsentlige ændringer for

Unionens deltagelse i internationale organisationer. Det kan dog ikke udelukkes, at den nye

sammenhæng, som er skabt mellem det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og

fællesskabssamarbejdet udadtil på sigt kan indebære, at Unionen som repræsentant for begge

sider af samarbejdet fuldt ud vil erstatte medlemsstaterne i visse internationale organisationer.

Dette vil dog i givet fald ikke være nogen automatisk konsekvens af forfatningstraktaten. Det

vil bl.a. bero på overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at EU i så fald kun vil råde over en

stemme i den pågældende organisation mod nu en stemme pr. medlemsstat.

tiske reprasertationer

Dip

Unionens repræsentation i tredjelande bliver omlagt og konsolideret. Med forfatningstraktatens

ikrafttræden skal der oprettes en fælles udenrigstjeneste (FUT), som skal bistå EU-

udenrigsministeren, varetage Unionens eksterne repræsentation og overtage de lokale

formandskabers" rolle i tredjelande og ved internationale organisationer. FUT'en ventes at ville

bestå af personale fra Rådssekretariatet, Kommissionen og medlemsstaterne. FUT'en kan

bidrage til større sammenhæng og mere ensartet linjeføring i de eksterne relationer. Øget

sammenhæng mellem Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og sagsområderne

udvikling og handel er samtidig en væsentlig forudsætning for et effektivt bidrag til en global

bæredygtig udvikling. Tjenesten vil i tredjelande danne ramme for de konsultationer, der foregår

mellem EU-landene inden for rammen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Koordineringen i tredjelande af EU-medlemslandenes synspunkter og ageren må forventes at få

større betydning for tilrettelæggelsen af den fælles udenrigspolitik end i dag. FUT'en påvirker

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

ikke den danske udenrigstjenestes traditionelle kerneopgaver som varetagelse af bilaterale

politiske forbindelser, eksportfremme m.v.

Stillingenfor Fanærne og Øland

Forfatningstraktatens ændringer vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må

antages at forøge mulighederne for at Unionen kan tale med en stemme i udenrigspolitiske

spørgsmål, men ændrer ikke ved Færøernes og Grønlands stilling uden for dette samarbejde

eller gældende praksis inden for rigsfællesskabet, f.eks. principerklæringen af 14. maj 2004

mellem Grønland og Danmark om Grønlands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken

(Itilleq-erklæringen).

Erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten forbliver i kraft i medfør af bestemmelsen i

forfatningstraktatens art IV-438, stk. 3, 2. afsnit, der bl.a. fastlægger, at erklæringer i forbindelse

med tidligere afholdte regeringskonferencer bevares.

Etablering af en fælles udenrigstjeneste (FUT) vil ikke påvirke Grønlands og Færøernes forhold

i den danske udenrigstjeneste.

Skulle EU på lang sigt fuldt ud erstatte medlemsstaterne som medlemmer af visse internationale

organisationer kan det åbne mulighed for, at Færøerne og Grønland kan opnå repræsentation i

sådanne internationale organisationer på samme måde som det allerede er sket i visse

internationale fiskeriorganisationer, der er omtalt i bilag 1.

8. Unionens finansiering

Unionen finansieres primært gennem EU's såkaldte egne indtægter. Disse består hovedsageligt

af et velstandsafhængigt bidrag beregnet ud fra hvert lands bruttonationalindkomst samt et

momsbidrag. I disse beregninger indgår Færøerne og Grønland ikke. Hertil kommer de

traditionelle egne indtægter (told- og landbrugsafgifter). Danmarks bidrag finansieres via en

post på finansloven.

EU's finansiering berører således ikke Færøerne og Grønland.

Dette ændres ikke ved forfatningstraktaten.

9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold

De fire danske forbehold i EU-samarbejdet er

- Forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender (det retlige forbehold)

- Forsvarsforbeholdet

- Euro-forbeholdet

- Unionsborgerskabsforbeholdet

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

I forbindelse med forfatningstraktaten er det traktatmæssige grundlag for forbeholdene blevet

ajourført for at tage højde for ændringerne i traktatgrundlaget. I det følgende gennemgås

konsekvenserne for Færøerne og Grønland af en eventuel ophævelse af forbeholdene.

9.1. Det retlige forbehold

Forbeholdet indebærer, at Danmark p.t. står uden for samarbejdet om visum (bortset fra

enkelte undtagelser), asyl, indvandring, grænsekontrol og civilretligt samarbejde. Ved

forfatningstraktatens ikrafttræden vil forbeholdet også komme til at omfatte det strafferetlige og

politimæssige samarbejde.

Ifølge en særlig bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbeholdene kan Danmark

dog på mellemstatsligt grundlag tilslutte sig retsakter, som falder ind under det retlige

forbehold, hvis de udbygger Schengen-samarbejdet (særligt vedrørende visum og

grænsekontrol). Schengen-samarbejdet er nærmere omtalt nedenfor i bilag 1.

Forbeholdet forhindrer ikke, at Danmark på almindelig mellemfolkeligt grundlag kan indgå

aftaler med Fællesskabet om tilslutning til bestemte retsakter. Dette kræver dog, at Fællesskabet

ønsker at indgå sådanne aftaler med Danmark Fællesskabet er ikke forpligtet hertil. Aftaler

forventes for indeværende indgået på fire områder, der nærmere er beskrevet i bilag 1.

Ophævelse af det retlige forbehold

En ophævelse af det retlige forbehold ville indebære, at Færøerne og Grønland på dette område

ville blive stillet på samme måde som på alle andre fasllesskabsretlige områder. Ophævelsen af

forbeholdet vil dermed ikke rejse nye problemstillinger i relation til Færøerne og Grønland.

Det retlige forbehold angår i det væsentlige sagsområder, der p.t. er rigsanliggender. En række

af emnerne vil muligvis kunne overtages af Færøerne og Grønland i fremtiden som følge af

ændringer i hjemmestyrelovgivningen. Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige

forbehold undtagelsesvist blive tale om, at en dansk lov i sin helhed ophæves, kan der være

behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes. Dette kan ske

enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis

Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt - overtagelse af sagsområdet.

Omdannelse af det retlige forbehold

Det retlige forbehold vil efter forfatningstraktatens ikrafttræden komme til at omfatte også hele

det strafferetlige og politimæssige samarbejde. Der er bl.a. derfor, som noget nyt, i

forfatningstraktaten skabt mulighed for, at Danmark kan omdanne det nuværende forbehold,

som indebærer en udelukkelse fra alt overstatsligt retligt samarbejde, til en "opt-in" model

(tilvalgsløsning). Det vil give Danmark mulighed for fra sag til sag at kunne vælge at deltage i

samarbejdet på overstatsligt grundlag.

sådan omdannelse af det retlige forbehold vil

foruds.eue en folkeafstemning. Hvad der er anført ovenfor om ophævelse af det retlige

forbehold, gælder også for en omdannelse af forbeholdet.

9.2.

Forsvarsforbeholdet

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Forsvarsforbeholdet vedrører EUs fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som er en særlig del af

den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forbeholdet angår kun denne del og ikke den øvrige

del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark

ikke deltager i den del af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på

forsvarsområdet. Danmark deltager fuldt ud i rent civile dele af den fælles forsvars- og

sikkerhedspolitik. Udsendelse af politi til et kriseområde, er for eksempel ikke omfattet af

forbeholdet.

Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de

såkaldte Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde

fra civil indsatser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsnet til anvendelsen af militære midler

til enten sikring af freden eller til etablering af fredelige forhold.

Ophævelse af forsvarsforbeholdet

En eventuel ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde

rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og

sildwrhedspolitik. Danmark vil således deltage i de såkaldte "headline goals", der angiver hvilke

kapaciteter, hver enkelt medlemsland på forhånd angiver at kunne stille til rådighed for EUs

krisestyringsoperationer. I tilfælde af en konkret operation vil danske myndigheder skulle træffe

beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den

pågældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning om at stille militær til rådighed for en

EU-operation skal i givet fald ske under overholdelse af grundlovens regler herom (d.v.s.

beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn).

Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for

Færøerne og Grønland. Det vil svare til situationen nu, hvor Danmark f.eks. stiller politi til

rådighed for Unionens indsats i tredjelande. De omkostninger til finansiering af EU's militære

aktioner, der påhviler de enkelte medlemsstater, vil alene blive båret af Danmark

9.3. Euro-Forbeholdet

Danmarks forbehold i forhold til den økonomiske og monetære union indebærer, at Danmark

ikke deltager i ordningen med en fælles valuta. De beføjelser, som Danmark har med hensyn til

pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks

beføjelser i pengepolitiske anliggender, bevares således.

Såfremt euro-forbeholdet ophæves, og Danmark tilslutter sig euroen, vil der skulle tages stilling

til valutaforholdene på Færøerne og Grønland. Der findes en særlig protokol til Maastricht-

traktaten om Nationalbankens beføjelser i relation til de dele af Kongeriget Danmark, som ikke

udgør en del af Unionen, d.v.s. Færøerne og Grønland. Protokollen fastsætLer at

Nationalbankens ret til at udføre sine nuværende opgaver vedrørende Færøerne og Grønland

bevares. Denne protokol er opretholdt ved forfatningstraktaten. En ophævelse af det danske

forbehold indebærer således ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euroen. Hvis

Færøerne og Grønland imidlertid ønsker euro'en anvendt, skal spørgsmålet drøftes med

Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og eurolandene. Der er allerede i dag eksempler

på, at områder uden for EU med snæver tilknytning til et land, der deltager i euroen, har fået

adgang til at anvende euroen under bestemte betingelser.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

9.4. Unionsborgerskabsf orbeholdet

Danmarks forbehold vedrørende unionsborgerskabet fastslår, at unionsborgerskabet ikke på

nogen måde træder i stedet for statsborgerskab i en medlemsstat. Forbeholdet fastslår

endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat,

udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning.

Ved Amsterdam-traktaten ændredes bestemmelserne om unionsborgerskab. Artikel

Fællesskabstraktaten fastslår nu, at Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en

medlemsstat. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder

ikke i stedet for dette. Samme bestemmelse findes i forfatningstraktatens artikel I-10, stk. 1. Da

Unionens traktatgrundlag svarer til det danske forbehold, rejser forbeholdet ikke særlige

spørgsmål.

Det bemærkes, at forbeholdet ikke angår de særlige rettigheder, som traktaterne giver til

unionsborgere i traktaterne, f. eks. retten til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes

territorium.

En ophævelse af unionsborgerskabsforbeholdet vil derfor ikke rejse særlige spørgsmål i forhold

til Færøerne og Grønland.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Bilag 1

Eksempler, der illustrerer og supplerer fremstillingen i redegørels ens punkt 6, 7 og 9

Ad afsnit 6 om EU-lovgivning

Sam nge n-samarbejde t

Schengen-samarbejdet omfatter alle EU-medlemslandene bortset fra Storbritannien og Irland.

De 10 nye medlemslande bliver dog først fulde deltagere i samarbejdet efter en længere

overgangsperiode. Norge og Island er fuldt ud associeret dette samarbejde af hensyn til

bevarelsen af det nordiske passamarbejde. Samarbejdet har til formål at afskaffe

grisekontrollen for persontrafik mellem de pågældende lande og indføre en ensartet kontrol

ved grænserne over for tredjelande. Schengen-regelsættet omfatter samarbejde på

visumområdet og vedrørende grænsekontrollen samt praktisk politisamarbejde om eksempelvis

bekæmpelse af narkotikakriminalitet. I den forbindelse udgør det elektroniske Schengen-

informationssystem (SIS) et centralt redskab. Schengen-reglerne indeholder tillige bestemmelser

om retligt samarbejde, herunder gensidig retshjælp i straffesager.

Schengen-reglerne var oprindeligt indeholdt i en konvention mellem en række EU-

medlemslande, som var indgået uden for det egentlige EU-samarbejde. Danmark tilsluttede sig

konventionen sammen med de øvrige nordiske lande i 1997. Ved Amsterdam-traktaten, der

trådte i kraft i 1999, blev samarbejdet integreret i EU-samarbejdet.

Det følger af Danmarks tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen, at bestemmelserne i

aftalen ikke finder anvendelse på Grønland og Færøerne. I aftalens artikel 5, stk. 2, er det

imidlertid bestemt, at der ikke skal udføres kontrol af personer, der rejser mellem på den ene

side Grønland og Færøerne og på den anden side Schengen-stateme. Denne bestemmelse blev

indsat for at undgå oprettelse af personkontrol ved rejser mellem Danmark og

Færøerne/Grønland og for at bevare Den Nordiske Pasunion. I forbindelse med den

fuldstændige gennemførelse af Schengen-reglerne i Danmark og de øvrige nordiske lande i

2001, blev det i samarbejde med de færøske og grønlandske myndigheder besluttet, at

kontrollen ved de ydre grænser i Grønland og Færøerne i det store hele skulle gennemføres i

overensstemmelse med Schengen-reglerne, herunder ved benyttelse af Schengen-

informationssystemet. De nødvendige danske lovbestemmelser blev derfor i 2001 ved

kongelige anordninger sat i kraft for Grønland og Færøernes vedkommende, jf. § 5 i loven om

Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet.

Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer for Færøernes og

Grønlands deltagelse i Schengen-samarbejdet.

Passamarbejdet

De såkaldte "EU- pas", er formelt ensartede nationale pas. Retsgrundlaget for passene er ikke

EU-traktaterne, men en række resolutioner fra 1981 og videre frem, som vedtaget af

reprcesentanterne for medlemsstaternes regeringer.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Den første resolution åbner udtrykkelig adgang til, at Danmark kan udstede "EU-pas" til

danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne. Grønland er ikke udtrykkelig nævnt, da

Grønland i 1981 var omfattet af traktaterne. I praksis udstedes ligeledes "EU-pas" til danske

statsborgere med fast bopæl i Grønland."EU-passene" udstedes alene til danske statsborgere

med fast bopæl på Færøerne og Grønland, som anmoder herom.

Forfatningstraktaten indebærer ikke i sig selv nogen ændring af ordningen med "EU-pas". Det

kan dog ikke ganske udelukkes, at der med hjemmel i forfatningstraktatens bestemmelser om

unionsborgerskab vil kunne vedtages en europæisk lov eller rammelov, der vil kunne påvirke

mulighederne for at udstede "EU-pas" til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og

Grønland.

For nylig er der vedtaget en forordning om indførelse af standarder for sikkerhedselementer og

biometriske kendetegn i EU-borgernes pas. Som følge af det retlige forbehold er Danmark ikke

omfattet af forordningen. Forordningen er imidlertid snævert forbundet med Schengen-

samarbejdet, og i medfør af en særlige bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om

forbeholdene forudses Danmark at tilslutte sig denne ordning på mellemstatsligt grundlag. Da

pas er et rigsanliggende, og da det er hensigtsmæssigt, at biometriske kendetegn indgår i alle

danske pas, forventes disse biometriske kendetegn også indført i de særlige færøske og

grønlandske pas. Biometriske kendetegn i pas vil formentlig blive krævet ved indrejse i en række

lande fremover, herunder USA.

EU-samarbejdet om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)

Eks 1 Europol-konventionen samt tillægsprotokoller. Europol har til opgave at styrke

samarbejdet mellem EU-landenes politimyndigheder om alvorlige kriminalitetsformer, der

berører mindst to medlemsstater. Det drejer sig blandt andet om ulovlig narkotikahandel,

ulovlige handel med nukleare og radioaktive materialer og menneskehandel. Europol kan bl.a.

bistå medlemsstaterne med analyser eller efterretninger til brug for de enkelte EU-landes

efterforskninger. Derudover er der i Europol oprettet et informationssystem med oplysninger

om dømte og mistænkte, som medlemsstaterne kan søge i under konkret efterforskning. Med

de tre tillægsprotokoller til Europol-konventionen er Europols mandat blevet udvidet, bl.a.

således at Europol kan deltage i fælles efterforskningshold. Europol har derimod ikke

kompetence til at udøve politimyndighed i de enkelte medlemsstater.

Danmark har afgivet erklæring til Rådets generalsekretær om, at konventionen og protokollerne

indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland. I overensstemmelse hermed fremgår det af

gennemførelsesloven om Europol, at den ikke gælder for Grønland og Færøerne. Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de

særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Tilsvarende bestemmelse findes i

gennemførelsesloven vedrørende tillægsprotokollerne. Dette betyder, at de forskellige

instrumenter og samarbejdsprocedurer under konventionen og protokollerne ikke kan

anvendes for Færøerne og Grønlands vedkommende. Eksempelvis vil det i forbindelse med en

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

strafferetlig efterforskning i Grønland eller Færøerne ikke være muligt at oprette fælles

efterforskningshold med deltagelse af Europol på baggrund af tillægsprotokollen herom.

Eks 2 Den europæiske arrestordre. I lyset af terrorangrebene på USA den 11. september

2001 besluttede medlemsstaterne at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne

mellem medlemsstaterne. Grundtanken er, at når en myndighed i et medlemsland anmoder om

at få overgivet en person med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne

afgørelse i almindelighed kunne anerkendes og fuldbyrdes i alle medlemsstater. I den danske

gennemførelseslovs

§4

bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved

kgl. anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Konkret indebærer det bl.a., at de

ansvarlige myndigheder på Færøerne og Grønland ikke efter rammeafgørelsen vil være

forpligtede til at udlevere personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en ELT-

medlemsstat. I stedet skal de i øvrigt gældende regler for udlevering anvendes.

Eks 3 Fuldbyrdelse 4' kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.

EUs vedtagelse herom indebærer, at kendelser om indefrysning afsagt i en medlemsstat i

almindelighed skal anerkendes af de andre medlemsstater, uden yderligere formaliteter og

gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national

indefrysningskendelse. En indefrysningskendelse defineres som en foranstaltning truffet af en

kompetent judiciel myndighed m.h.p. midlertidig at forhindre enhver destruktion, ændring,

flytning, overførsel eller afhændelse af et formuegode, der vil kunne konfiskeres af

udstedelsesstaten og/eller udgør et bevismiddel i en retssag. I den danske gennemførelseslovs

bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette betyder bl.a., at de

ansvarlige myndigheder på Grønland og Færøerne ikke er forpligtet til at anerkende og

efterkomme en indefrysningskendelse afsagt af en domstol i en anden medlemsstat med

henblik på at sikre sig bevismateriale i form af for eksempel billeder på en computer, der

befinder sig på Færøerne eller Grønland.

Ad afsnit

om Unionens eksterne relationer

Fiskeri

I de nordatlantiske fiskeriforvaltningsorganisationer (NAFO, NASCO og NEAFC), der har

særlig interesse for Færøerne og Grønland, er der etableret en ordning, hvorefter "Danmark for

så vidt angår ('in respect of') Færøerne og Grønland" har et selvstændigt medlemskab af de

pågældende organisationer. Dette hænger sammen med, at den del af Riget, der er med i EU,

dækkes af EU's selvstændige medlemskab i disse organisationer, således at EUs medlemslande

ikke selv er medlemmer af de pågældende organisationer.

Fiskeriforvaltningen i Nordatlanten baseres i høj grad på rådgivning fra Det Internationale

Havundersøgelsesråd, ICFS, hvor stater, inkl. værtslandet Danmark, er medlemmer, og altså

hverken EU eller Færøerne og Grønland. Imidlertid har såvel EU som Færøerne og Grønland

en særlig associeret status i forhold til

ICES'

rådgivende organ, ACFM.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Forfatningstraktaten forventes ikke at indebære ændringer i disse ordninger.

Hvalfangst

Hvalfangst er et særanliggende/hjemmestyreanliggende for hver af de tre rigsdele. Internt har

de tre rigsdele således hver sin hvalfangstpolitik, der reguleres ved lokal dansk, færøsk eller

grønlandsk lovgivning. For så vidt angår storhvalfangst er alle tre rigsdele bundet af de

internationale forpligtelser, riget har indgået i den internationale hvalfangstkommission

(IWC).

IWC opretholdes det traditionelle mønster med en 'rigsdelegation', ledet af

rigsmyndighederne med Udenrigsministeriet som delegationsleder, og med deltagelse af de to

landsstyrer og andre interesserede myndigheder.

Så længe EU ikke etablerer en fælles hvalfangstpolitik og EU ikke er medlem af IWC, forventes

ingen ændring i disse forhold.

Handel

Færøerne har helt siden

1973

været anset for tredjeland i forhold til EU. Derimod var

Grønland indtil

1985

med i EF, og fik derefter status som OLT (Oversøiske lande og

territorier), som dækker samhandlen mellem Grønland og EU.

Færøernes samhandel med EF blev i

1974

reguleret ved et særligt handelsarrangement. Den 1.

1. 1992 trådte en aftale mellem på den ene side Danmarks Regering og Færøernes Landsstyre

og på den anden side EF om udstrakt frihandel i kraft. Der blev i 1996 indgået en revideret

handelsaftale med EF som følge af Sveriges, Finlands og Østrigs optagelse i EU. Denne aftale

blev yderligere liberaliseret, og udbygget med en veterinæraftale i 2000.

Færøerne og Grønland var i sin tid omfattet af Danmarks deltagelse i GATT", og siden

1995

Danmarks medlemskab af WTO". I WTO er såvel EU som de enkelte medlemsstater

medlemmer. Medlemsstaterne koordinerer inden for rammerne af den fælles handelspolitik

deres holdninger til de overordnede spørgsmål, som

WTO

skal tage stilling til. EU-

kommissionen forestår koordinationen af medlemsstaternes holdninger og fører ordet. EU-

kommissionens og medlemsstaternes delegationer optræder udadtil som en delegation.

Eventuelle færøske og grønlandske synspunkter vil kunne indgå i Danmarks holdning i denne

koordinationsproces. Til WTO's ministerkonferencer deltager færøske og grønlandske

repræsentanter normalt i den danske delegation, der arbejder i tæt koordination med de øvrige

EU-medlemsstaters delegationer. Repræsentanter fra Færøerne og Grønland kan også efter

behov deltage i den danske delegation ved andre møder i WTO, hvor de måtte have særlige

interesser. Selv om det principielt er rigsmyndighederne, som varetager Færøernes og

Grønlands interesser i WTO, er der intet til hinder for at færøske eller grønlandske

repræsentanter kan varetage sådanne sager inden for rammerne af den danske delegation.

Danmark kan ligeledes vælge at rejse et spørgsmål af særlig færøsk eller grønlandsk interesse i

EU-regi, og det er da også forekommet, at Kommissionen har varetaget særlige grønlandske

interesser i WTO.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Færøernes landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre har sammen med den danske regering

indgået handelsaftaler med EFTA-lande og enkelte andre lande for at varetage de færøske og

grønlandske handelsinteresser.

Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer på det handelsmæssige

område. På sigt kan det dog ikke udelukkes, at Unionens medlemskab af WTO vil få den

konsekvens, at medlemslandene ikke længere bliver repræsenteret i WTO.

Miljø

CITES-konventionen af 1973 (også kaldet Washington-konventionen) regulerer den

internationale handel med truede dyr og planter. Danmark og Grønland har været omfattet af

CITES siden 1977, men der blev i sin tid taget foreløbigt territorialt forbehold vedrørende

konventionens anvendelse for Færøerne, som fortsat står ved magt. Der er undertegnet en

tillægsprotokol til CITES, som åbner adgang for EU til at deltage i konventionen. Denne

tillægsprotokol er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, og EU er således endnu ikke medlem af

CITES.

Der foregår imidlertid en stærk EU-koordinering i CITES, men det har ikke været til hinder for,

at Danmark i enkelte tilfælde med virkning for Grønland har kunnet indtage særstandpunkter

med henblik på at tilgodese særlige grønlandske interesser. Således har Danmark i

overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten fået undtagelser i forhold til

Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr m.v. Under mødesamlinger

inden for CITES-samarbejdet koordinerer EU-landenes delegationer og Kommissionen

hyppigt for at sikre størst mulig friles optræden. I sådanne sammenhænge kan undertiden også

særlige grønlandske interesser fremføres med henblik på at sikre EU-opbakning til de

grønlandske standpunkter.

De CITES-vedtagelser, der bliver bindende, iværksættes ved EU-regulering for de deltagende

EU-lande. For Grønlands vedkommende sker iværksættelsen ved grønlandsk regulering. Det

antages, at forfatningstraktaten ikke vil medføre ændringer heri.

Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik

Eks 1 Europæisk sikkerhedsstrategi. EU vedtog i 2003 en europc-isk sikkerhedsstrategi, der

identificerer en række strategiske mål for Unionen, herunder at blive i stand til at bidrage til at

håndtere globale trusler og udfordringer som spredning af masseødelæggelsesvåben, terrorisme,

regionale konflikter og organiseret kriminalitet. På disse prioriterede områder udarbejdes særlige

gennemførelsesstrategier. I forbindelse med disse strategier identificeres fælles indsatser. På

ikke-spredningsområdet drejer det sig bl.a. om projekter, der bidrager til G8-landenes" globale

plan til at hindre spredning af masseødelæggelsesvåben eller materialer og teknologier til

fremstilling af sådanne våben fra landene i det tidligere Sovjet. Projekterne omfatter bl.a.

bistand til destruktion af radioaktive materialer og støtte til overvågning af lagre og

affaldsdepoter. Projekterne udbydes og gennemføres i overensstemmelse med EU's regler på

området.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Vedtagelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland og forventes videreført under

forfatningstraktaten.

Eks 2 Fælles optræden i internationale organisationer. I internationale organisationer eller i

forbindelse med større internationale konferencer eller forhandlingsforløb, herunder i FN regi,

hvor emnet vedrører spørgsmål inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vedtager

EU i visse tilfælde fælles holdninger, der fastlægger Unionens tilgang til de væsentligste

spørgsmål på dagsordenen. Medlemslandene agerer herefter i overensstemmelse hermed,

ligesom der ofte vil være et fælles EU-indlæg, afgivet af formandskabet. Det kan f.eks. dreje sig

om et indlæg ved EU-formandskabet under FN's generalforsamling eller på et

OSCF*

udenrigsministermøde. En fælles holdning hindrer ikke et medlemsland i at afgive et nationalt

indlæg, hvorunder der kan fremhæves særlige nationale prioriteter, herunder prioriteter, der ikke

måtte indgå i den fælles EU-holdning. Den fælles holdning kan tillige omfatte målsætningerne

for internationale forhandlinger. Dette var f.eks. tilfældet i forbindelse med drøftelserne om en

tillægsprotokol til konventionen mod biologiske våben. Den fælles holdning dannede herefter

rammen for de enkelte medlemslandes ageren i forhandlingsforløbet og tjente til at samle

ressourcerne om at sikre største mulig gennemslagskraft i forhandlingerne.

Disse fælles holdninger omfatter ikke Grønland og Færøerne. Skulle der i relation til sådan

fælles optræden være særlige færøske eller grønlandske interesser at varetage, vil dette normalt

ske som et led i Danmarks samlede politik på området. Dette indebærer at sådanne særlige

hensyn vil indgå i den samlede danske holdning såvel under drøftelserne i EU som i andre

fora. Skulle det ikke være muligt at forene særlige færøske eller grønlandske interesser med de

almindelige EU interesser, er Danmark ikke afskåret fra at varetage de særlige færøske eller

grønlandske interesser, jf. erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten.

Eks 3 Sanktioner. Hvor FN's Sikkerhedsråd vedtager sanktioner mod et bestemt tredjeland,

træffer EU efterfølgende den overordnede beslutning om deres gennemførelse. I det omfang

der er tale om økonomiske restriktioner gennemføres disse derefter normalt ved forordninger,

der gælder direkte i medlemslandene. Andre sanktioner f. eks. vedrørende våbenhandel, hvor

der ikke er hjemmel i EU-traktaterne til at vedtage forordninger, gennemføres sanktionerne i

stedet af hvert enkelt medlemsstat i dets egen lovgivning og forvaltning.

Sanktioner, som er vedtaget af FN, er bindende for hele riget, mens EU-vedtagelser gælder ikke

for Færøerne og Grønland. Gennemførelsen af sanktionerne for Færøernes og Grønlands

vedkommende skal derfor ske ved særskilte bestemmelser for Færøerne og Grønland.

I andre tilfælde gennemfører EU såkaldte autonome sanktioner, d.v.s. sanktioner som ikke

udspringer af en vedtagelse af FN's sikkerhedsråd, men beror på en autonom beslutning i EU

Sådanne sanktioner gælder kun for EU-området og dermed ikke for Færøerne og Grønland.

Forfatningstraktaten viderefører reglerne om sanktioner, men vil ikke indebære ændringer i

forhold til Færøerne og Grønland.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Eks 4 Fastlæggelse 4 - tilgang til et bestemt politikområde. Hvor EU ønsker at fastlægge

en bestemt holdning/politik i forhold til et bestemt politikområde, en bestemt region, land eller

konflikt kan det ske gennem vedtagelse af en fælles holdning. Den fælles holdning kan være

almengyldig eller udarbejdet med henblik på en konkret international konference. Som

eksempler herpå kan nævnes fælles holdning om blindende laservåben, fælles holdning

vedrørende den Internationale Straffedomstol og fælles holdning om konfliktforebyggelse, -

styring og -løsning i Afrika.

Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland.

Forfatningstraktaten vil ikke indebære ændring heri.

Eks 5 Civil krisestyringsoperation under den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

Danmark er en aktiv bidragyder til politimissionerne i Bosnien-Herzegovina og i den tidligere

jugoslaviske republik Makedonien, hvor Danmark har udsendt henholdsvis 13 og 5 politifolk.

Politifolkene udvælges og udsendes i samarbejde med Rigspolitiet. De indgår i EU-missionerne

i overensstemmelse med de retningslinier, som Rådet vedtager for operationer og er underlagt

de regler, som EU aftaler med opholdslandet. De forpligtelser, som Danmark i denne

forbindelse påtager sig - herunder vedrørende finansiering af visse udgifter til udsendte danske

politifolk - indebærer ingen forpligtelser for Færøerne og Grønland. Forfatningstraktaten vil

ikke ændre herpå.

Eks 6 Udenrigspolitiske udtalelser. Det europæiske Råd i Lissabon 19-20. december 2003

understregede i sine konklusioner betydningen af, at nationale væbnede styrker overholder

gældende humanitær folkeret, og fremhæver den vægt, det tillægger en dialog med Det

internationale Røde Kors om dette spørgsmål. Det europæiske Råd havde også en længere

konklusion om mulighederne for fred i Mellemøsten.

Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland.

Forfatningstraktaten vil ikke ændre på denne ordning.

Ad afsnit 9 om Danmarks forbehold

Det retlige forbehold

Danmark er i øjeblikket i færd med at indgå såkaldte parallelaftaler* med EU på følgende

områder, nemlig om

• Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen (henholdsvis om hvilket land, der har

ansvaret for behandlingen af asylansøgninger og om brug af fingeraftryk i

asylsagsbehandlingen),

• Forkyndelsesforordningen(om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige

dokumenter i civile og kommercielle sager), samt

• Bruxelles I-forordningen (om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse

af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område).

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

dningen og Eurodac-

danske lovforslag om Danmarks tilslutning til Dublin-foror

Det

get, bestemmer, at loven

rdningen på mellemstatsligt grundlag, som p.t. behandles i Folketin

foro

i kraft for Færøerne

gælde for Færøerne og Grønland, men helt eller delvis kan sættes

ikke skal

forhold tilsiger.

d med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske

og Grønlan

nu ikke udarbejdet. Det

Gennemførelseslovene vedrørende de to øvrige parallelaftaler er end

nland.

forventes, at disse lovforslag ikke skal gælde for Færøerne og Grø

Eksempler på virkningen af ophævelse af det danske retsforbeho

en) mellem de daværende seks

Eks 1 EF-domskonventionen fra 1968 (Bruxelles I-konvention

else af retsafgørelser på det

EF-lande indeholder regler for gensidig anerkendelse og fuldbyrd

petence. Danmark tiltrådte

civile og handelsretlige område og om de nationale retters kom

r Amsterdam- traktatens

konventionen i 1986. Den gælder ikke for Færøerne og Grønland. Efte

aget som en forordning

ikrafttræden blev reglerne i konventionen moderniseret og vedt

forordning om nationale

(Bruxelles I-forordningen). Samtidig vedtoges en tilsvarende

ed over t refællers børn

retsafgørelser i ægteskabssager og sager vedrørende forældremyndigh

rdningerne ikke for

xelles II-forordningen). På grund af det retlige forbehold gælder foro

(Bru

Danmark

anvendelige i Dan

En ophævelse af det retlige forbehold vil gøre forordningerne

på Færøerne og Grønland.

mark, men ikke

r af

2001

delvist sat i kraft for

Eks 2 Den danske udlændingelov er ved kgl. anordninge

emmelser, der måtte blive

Færøerne og Grønland. øvrige bestemmelser, herunder ændrede best

af retsakter til udbygning af

konsekvensen af dansk gennemførelse på mellemstatsligt grundlag

kgl. anordninger sættes i kraft

Schengen-retsakter om bl.a. visum og grænsekontrol, kan ved nye

vanlige procedurer.

for Færøernes og Grønlands vedkommende i henhold til de sæd

Forsvarsforbeholdet

EU's ozertagelse af NATO's militære operation i Bosnien

rzegovina. Denne operation går

I december 2004 overtog EU NATO's operation i Bosnien-He

ldet måtte

opretholde sikkerhed og stabilitet i området. Som følge af forsvarsforbeho

ud på at

da EU overtog ansvaret for

Danmark trække sine styrker tilbage fra Bosnien-Herzegovina,

eholdet vil Danmark have

operationen fra NATO. Såfremt Danmark ophæver forsvarsforb

. Et dansk militært bidrag

mulighed for igen at tilbyde et troppebidrag til operationen

se med vanlig procedure i

forudscetter parlamentarisk behandling i Danmark i overensstemmel

ag i Folketinget og/eller

forbindelse med udsendelse af militære styrker (d.v.s. beslutningsforsl

tære bidrag vil Danmark

rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn). Ud over det mili

er som udgangspunkt, at

skulle bidrage til finansieringen af den militære operation. Her gæld ige for gennemførelse af

EU-landene sammen dækker udgifter til logistik mv., der er nødvend

ker. Udsendelse af

operationen, mens de enkelte medlemslande betaler for udgifter til egne styr

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

et dansk bidrag til en EU-ledet militær krisestyringsoperation i Bosnien-Herzegovina vil ikke

indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland.

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

Bilag 2

Ordforklaring

Direktizer

Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende for enhver medlemsstat, som de rettes til

m.h.t. det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og

midler for gennemførelsen.

Forkortelse for Det Europæiske Fællesskab, som oprettet ved traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, der trådte i kraft i 1958, og som er ændret flere gange siden. Traktaten

er rammen for fællesskabssamarbejdet (søjle 1), jfr. ordforklaringen nedenfor. Betegnelsen EF

afskaffes med forfatningstraktaten og erstattes af betegnelsen EU, der allerede nu benyttes bl.a.

inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2), jfr. ordforklaringen

nedenfor.

Farordninger

Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende i alle enkeltheder og som gælder

umiddelbart i hver medlemsstat. De skal ikke og må ikke gennemføre i national ret.

Fallesskabssamzrbgde (søle 1)

Den del af EU-samarbejdet, som er baseret på EF-traktaterne, først og fremmest traktaten om

Det Europæiske Fællesskab. Denne del af samarbejdet kaldes også søjle 1-samarbejdet. Det

omfatter f. eks. det indre marked, handelspolitikken, landbrugspolitikken, miljøbestemmelserne

og forbrugerbeskyttelse.

GATT

General Agreement on Tariffs and Trade (Den almindelige Overenskomst om Told og

Udenrigshandel) fra 1994. Den oprindelige GATT-overenskomst fra1947 lagde grunden til det

multilaterale handelssystem som afløstes pr. 1. januar 1995 af WTO. GATT- overenskomsten

fra 1994 er i dag en fundamental del af WTO-aftalekomplekset.

G-8 landene

Et samarbejde mellem de største industrialiserede demokratier. Samarbejdet vedrører

hovedsageligt makroøkonomiske spørgsmål, handel og relationer til udviklingslande. Også

spørgsmål om energi, terrorisme, miljø, bekæmpelse af kriminalitet m.m drøftes i dette forum.

G8 består af Frankrig, USA, Canada, Storbritannien, Japan, Tyskland, Italien og Rusland.

HØ RTrasentant

Den øverste post i Rådets generalsekretariat med ansvar for EU's Fælles Udenrigs- og

Sikkerhedspolitik (FUSP). Posten har siden 1999 været beklædt af Javier Solana. Med

FÆU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 13: Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

vedtagelsen af forfatningstraktaten stiles mod en yderligere styrkelse af FUSP'en, ikke mindst

gennem oprettelse af posten som EU-udenrigsminister.

Lokaleforramdskaber

Betegnelsen for det arbejde — først og fremmest med at koordinere mellem EU-landenes

ambassader/repræsentationer - som Rådsformandskabet i EU udfører i 3. lande og i forhold til

internationale

organisationer via fonnandskabslandets ambassade/repiæsentation i det

pågældende 3. land og ved internationale organisationer.

OL T-status

Den status en række franske, nederlandske og danske oversøiske lande og territorier har i

forhold til EF og som indebærer vidtgående fri eksport til EU og en vis udviklingsstøtte mv.

OSCF

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Organisation for Security and

Cooperation in Europe). OSCF er en europæisk sikkerhedsorganisation, der navnlig tager sig af

konfliktforebyggelse, menneskerettigheder og genopbygning. Medlemskredsen er de europiske

og centralasiatiske lande samt USA og Canada.

Parallelaftaler

Mellemstatslige aftaler mellem Fællesskabet og Danmark m.h.p. at knytte Danmark til EU-

lovgivning, som Danmark p.g.a. det retlige forbehold ikke kan være med i, således at disse

bestemmelser kan finde anvendelse på mellemstatsligt grundlag.

Retlige sarturbOe om strafferet ogpolitisanurbOet (s4le 3)

Den del af EU's retlige samarbejde under EU-traktaten som angår politi og kriminalsager.

samarbejdet er af mellemstatslig karakter og kaldes ofte søjle 3-samarbejdet.

Udertrigs- og sikkerhedspolitiske samarlxyde (søle* 2)

Omfatter den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP), som er en del af EU-traktaten.

FUSP'en er et mellemstatsligt samarbejde. Det Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Samarbejde

(ESDP) er en del af FUSP.

WTO

Engelsk forkortelse for verdenshandelsorganisationen (World Trade Organisation). WTO er en

global international organisation, som beskæftiger sig med reglerne for handel mellem WTO's

medlemsstater. WTO er afløseren for GATT- samarbejdet (General Agreement on Tariffs and

Trade).