Hr. Christian MEJDAHL
Formand for Folketinget
Folketinget
Christiansborg
DK - 1240 KØBENHAVN
Hr. formand
Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg har taget initiativ til at afholde en bred
interparlamentarisk debat i Bruxelles mandag den 25. april 2005 under overskriften "Europæisk
økonomipolitik: et nationalt og et europæisk perspektiv".
Dette møde, hvortil repræsentanter for parlamenterne i EU's 25 medlemsstater indbydes, finder
sted under det luxembourgske formandskab for EU og tilrettelægges i samarbejde mellem
Europa-Parlamentet og det luxembourgske deputeretkammer.
Det ville være os en stor ære, hvis Deres parlament kunne sende en delegation på mindst to
medlemmer, som beskæftiger sig med eller interesserer sig for makroøkonomiske og europæiske
spørgsmål, til dette arrangement.
Hensigten er at styrke medlemsstaternes deltagelse i de europæiske makroøkonomiske rammer
(de overordnede økonomiske retningslinjer og stabilitets-/konvergensprogrammer) gennem
direkte bidrag fra medlemmerne af deres respektive parlamenter. På den måde vil vi i fællesskab
kunne påvirke de beslutninger, der træffes af Rådet for Den Europæiske Union. Hver enkelt af os
vil så i højere grad føle et medansvar for gennemførelsen af disse retningslinjer, hvilke t vil
forbedre deres effektivitet.
Som et konkret bidrag til drøftelserne foreslår vi, at Deres delegation udarbejder et skriftligt
oplæg ud fra de spørgsmål, der er vedlagt i bilag 1. Vi mener, at en åben debat, hvor både
nationale og europæiske repræsentanter kan udveksle synspunkter og fremkomme med deres
overvejelser, vil være særdeles nyttig.