Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

1

400.C.2-0

EUK

27. maj 2005

 

 

 

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets notat vedrørende Kommissionens retningslinjer for anvendelse af den særlige beskyttelsesklausul for import af tekstil og beklædning fra Kina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

24. maj 2005

 

 

/stc

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommissionens retningslinjer for anvendelse af den særlige beskyttelsesklausul for import af tekstil og beklædning fra Kina.

 

Resumé

 

Kommissionen har vedtaget retningslinjer for anvendelse af den særlige beskyttelsesklausul for import af tekstil og beklædning fra Kina (TSSC). Retningslinjerne beskriver hvilke oplysninger, der skal foreligge, før Kommissionen vil indlede en formel TSSC-undersøgelse, og hvor lang tid Kommissionen maksimalt vil kunne bruge på disse undersøgelser. Retningslinjerne indeholder indikative lofter for importen. Overstiger importen de indikative lofter, indleder Kommissionen automatisk undersøgelser af, om TSSC skal bringes i anvendelse.

 

Folketinget har ikke tidligere været orienteret om retningslinjerne for anvendelse af TSSC, der blev vedtaget af Kommissionen den 8. april 2005.

 

 

1.      Baggrund og indhold

 

I lyset af den i 2004 forestående liberalisering af tekstil- og beklædningsindustrien den 1. januar 2005 blev der fra industri og regeringer i de sydlige og de fleste nye EU-lande i løbet af 2004 lagt et betydeligt pres på Kommissionen for at formå denne til at fastsætte retningslinjer for anvendelse af den særlige sikkerhedsklausul (safeguard) vedrørende import fra Kina af tekstil og beklædning (TSSC), der blev aftalt som en del af Kinas vilkår for optagelse i WTO.

 

Denne særlige safeguard, der udløber med udgangen af 2008, tillader WTOs medlemslande under visse omstændigheder at fastfryse eksporten fra Kina i en bestemt periode på niveauet for gennemsnittet af de seneste 12 måneder + 7,5 % forud for anvendelsen.

 

På den baggrund vedtog Kommissionen den 8. april 2005 retningslinjer for anvendelse af TSSC. Der er tale om en administrativ vejledning til den relevante tjenestegren forud for og under eventuel anvendelse af TSSC. Retningslinjerne har været og vil ikke blive forelagt hverken Rådet eller Parlamentet.

 

I retningslinjerne skitserer Kommissionen sin forståelse af de to centrale betingelser for anvendelse af TSSC ”market disruption” og ”orderly development of trade”. Det understreges, at begge betingelser skal være opfyldt før, at Kommissionen vil indføre en safeguard.

 

Som et yderligere led i retningslinjerne har Kommissionen fastsat indikative lofter for importen fra Kina. Hvis importen holder sig inden for de indikative lofter, vil Kommissionen ikke indlede en safeguardundersøgelse. Hvis importen overstiger de indikative lofter, vil Kommissionen på egen foranledning, eller på foranledning af et medlemsland eller en virksomhed/virksomhedssammenslutning, indlede en undersøgelse og/eller anmode Kina om uformelle konsultationer. Der er tale om uformelle konsultationer, fordi en anmodning om formelle konsultationer forpligter Kina til øjeblikkeligt at bremse eksporten til gennemsnittet af de seneste 12 måneder + 7,5 %.

 

Inden for et givent interval under de indikative lofter vil Kommissionen i særlige tilfælde, hvis den anmodes derom, ikke udelukke at indlede en undersøgelse eller anmode Kina om uformelle konsultationer. Under et givent niveau inden for de indikative lofter vil Kommissionen afvise at foretage sig noget, uanset anmodning herom.

 

Kommissionen kan dog, såfremt den skønner, der foreligger en nødsituation, indlede undersøgelse uden, at de indikative importmængder er nået.

 

De indikative lofter vedrører de fire år 2005, 2006, 2007 og 2008, hvori TSSC gælder. Fra 2008 er forudsætningen for opretholdelse af retningslinjerne bortfaldet.

 

2.      Europa-Parlamentets holdning

 

Der er tale om en administrativ beslutning, som Kommissionen kan vedtage uden forelæggelse for Parlamentet. Kommissionen har ikke hørt Parlamentet om retningslinjerne og agter ikke at gøre det.

 

3.      Nærhedsprincippet

 

Retningslinjerne vurderes ikke at have betydning i forhold til nærhedsprincippet.

 

4.      Gældende dansk ret

 

Kommissionens retningslinjer for anvendelse af TSSC berører ikke gældende dansk ret.

 

5.      Høring

 

Kommissionen har ikke hørt medlemslandene om retningslinjerne. Der har således ikke været lejlighed til at foretage høring hos danske interessenter inden Kommissionens vedtagelse.

 

6.      Andre landes holdninger

 

Retningslinjerne har ikke været drøftet formelt, men medlemslandene er uformelt blevet orienteret om indholdet af retningslinjerne inden Kommissionens beslutning. De sydlige og de fleste nye medlemslande finder de indikative lofter for liberale, at de er fastsat for sent, og at TSSC burde have været bragt i anvendelse allerede. De mere liberale lande beklager, at retningslinjerne med de indikative lofter ikke har kunnet undgås.

 

7.      Foreløbig dansk holdning

 

De indikative lofter vil virke som rettesnor for den maksimale stigning i importen fra Kina. Fra dansk side findes det beklageligt, at retningslinjerne dermed reelt suspenderer den fri handel så kort tid efter 1. januar 2005.

 

Det må imidlertid erkendes, at Kommissionen ikke har kunnet undgå i et vist omfang at imødekomme kravet fra flere regeringer og fra den europæiske industrisammenslutning Euratex om at få lagt en bremse på importen fra Kina. I så henseende er Kommissionens retningslinjer et forholdsvist beskedent onde. Man vil dog fra dansk side arbejde for, at betingelserne i TSSC nøje overholdes, såfremt EU agter at indføre begrænsninger i henhold til denne bestemmelse.

 

8.      Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

 

Kommissionens retningslinjer for anvendelse af TSSC vil ikke få lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

 

9.      Samfundsøkonomiske konsekvenser

 

Kommissionens retningslinjer vil ikke i sig selv kunne få samfundsøkonomiske konsekvenser. Anvendelse af TSSC vil påvirke samhandlen og kan dermed få samfundsøkonomiske konsekvenser.

 

 

10.  Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

 

Folketinget har ikke tidligere været orienteret om retningslinjerne for anvendelse af TSSC, der blev vedtaget af Kommissionen den 8. april 2005.Â