- 1 - merne af Folketingets Europaudvalg stedfortrædere Journalnummer Kontor 400.C.2-0 EUK 15. april 2005 Som lovet af justitsministeren på samrådet den 8. april 2005 ved- lægges til underretning for Folketingets Europaudvalg ministe- rens talepunkter.

- 2 -

- 3 - Udkast til tale Til ministeren til brug ved samråd i Folketingets Euro- paudvalg fredag den 8. april 2005 om samrådsspørgsmål B, der har følgende ordlyd: ”Ministeren  bedes  redegøre  for,  hvad  hun  konkret  har  planer  om  at foretage sig i forbindelse med sin udtalelse i Berlingske Tidende søndag den  13.  marts  2005,  hvor  der  fra  ministerens  side  rettes  kritik  mod Menneskerettighedsdomstolen, der tillægges ”enevældig indflydelse”. Det bemærkes, at ”Forfatningstraktaten” for Europa, der skal til folke- afstemning i Danmark til efteråret, vil medføre en styrkelse af menne- skerettighedsaspektet i EU, fordi ”Charteret for fundamentale rettighe- der” inkorporeres i traktaten. Ministeren bedes på den baggrund rede- gøre  for,  hvilken  indflydelse  hendes  udtalelser  vil  få  på  regeringens opbakning til forfatningstraktaten.” 1. Jeg er  meget  glad  for, at  udvalget  har bedt  mig redegøre nærmere for mine udtalelser om Menneskerettighedsdomsto- lens praksis. Der er for mig ingen tvivl om, at menneskerettighederne er en  vigtig  del  af  fundamentet  for  et  demokratisk  samfund. Kernen i menneskerettighederne er netop, at de skal beskytte

- 4 - borgerne  mod  vilkårlige  overgreb  fra  staten,  så vi  kan  leve uden  risiko  for  f.eks.  at  blive  fængslet  uden  rettergang  eller for at blive udsat for tortur. I præamblen til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det da også fremhævet, at de  grundlæggende  frihedsrettigheder  er  grundlaget  for  ret- færdighed og fred i verden! For god ordens skyld vil jeg derfor også nævne, at jeg –  og hele regeringen med mig – naturligvis bakker fuldt og helt op om  forfatningstraktaten.  Det  gælder  bestemt  også  det  for- hold, at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder er ind- arbejdet  i  forfatningstraktaten.  Mine  udtalelser  om  Menne- skerettighedsdomstolens  praksis  har  intet  at  gøre  med  for- fatningstraktaten. Formålet med mine udtalelser i Berlingske Tidende var derimod at bidrage til den vigtige diskussion om grænsefladen mellem menneskerettigheder og politik. Et kendetegn for et demokratisk samfund er vel, at der er og skal være plads til debat. Det gælder også en debat om Den Europæiske    Menneskerettighedskonvention,    og    hvordan

- 5 - Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen har ændret sig gennem årene. Jeg synes, at denne debat er både vigtig og nødvendig. Den er vigtig, fordi den tvinger os til at standse op og reflek- tere  over  den  indflydelse,  som  internationale  menneskeret- tighedsforpligtelser  efterhånden  har  fået  på det  råderum,  vi politikere har til at handle indenfor. Men  debatten  er  også nødvendig  for  det  danske  folkestyre. Det må nemlig ikke blive sådan, at vi politikere bare bruger menneskerettighederne  som  et  skjold,  vi  på  bekvem  måde kan gemme os bag ved, så vi undgår selv at diskutere og tage stilling til vanskelige spørgsmål. Jeg kan da godt se, at det kan virke tillokkende blot at slå ud med armene og sige ”det er i strid med menneskerettighederne”, når vi drøfter et vanske- ligt politisk emne, og på den måde søge at lukke munden på modparten. Men det kommer os politikere og hele folkesty- ret til skade, hvis vi ikke samtidig tør tage de vanskelige poli-

- 6 - tiske diskussioner. Vi skal også have det fornødne mod til at tage  et  selvstændigt  ansvar  og  ikke  blot  overlade  diskussio- nerne til dommere og andre jurister. Vores  vurdering af  de menneskeretlige  grænser  kan  selvføl- gelig blive underkendt af Menneskerettighedsdomstolen. Det er jo Menneskerettighedsdomstolen, der til syvende og sidst endeligt  fastslår,  hvilke  grænser  Menneskerettighedskonven- tionen  sætter.  Risikoen  for  at  blive  dømt  bør  dog  som  ud- gangspunkt ikke afskrække os fra selv at regulere vanskelige spørgsmål og i den forbindelse tage stilling til, hvad der efter vores opfattelse er i overensstemmelse med konventionen. 2. Efter min mening er det ikke ubetinget en positiv udvik- ling for det demokratiske liv, at flere og flere af samfundets forhold  kan  opfattes  som  ”menneskerettighedsspørgsmål” og derfor i sidste ende vil kunne blive afgjort af Menneske- rettighedsdomstolen. Uden at jeg på nogen måde vil under- kende den store indsats, som Menneskerettighedsdomstolen har udøvet på menneskeretsområdet i Europa, er det ikke til

- 7 - at komme uden om, at denne domstol ikke er en demokra- tisk valgt forsamling. Det er Folketinget derimod, og vælger- ne kan ved næste folketingsvalg lade være med at stemme på de politikere, der har været med til at gennemføre en bestemt politik, hvis vælgerne ikke kan lide den politik. Den adgang har  vælgerne  ikke  i  forhold  til  Menneskerettighedsdomsto- len. Jeg kan som et eksempel nævne, at både den tidligere og nu- værende  regering  siden  2000  har  tøvet  med  at  tiltræde  den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettigheds- konvention.  Denne  tillægsprotokol  indeholder  et  generelt diskriminationsforbud  på  alle  samfundsområder.  Det  lyder umiddelbart meget positivt. Men ved nærmere eftertanke rejser det spørgsmål sig, om det er rimeligt, at det i givet fald skal være Menneskerettigheds- domstolen, der afgør, hvornår der er tilstrækkelig grund til at forskelsbehandle   forskellige   persongrupper   i   samfundet. Hvilke  kriterier  skal  man  f.eks.  opstille  ved  en  afgrænsning

- 8 - af, hvilke personer der kan have ret til invalidepension eller hjælp  til  børnepasning  eller  lignende?  Skal  en  domstol  be- skæftige sig med den slags fordelingspolitiske spørgsmål? Mit svar er: Nej. Det er som udgangspunkt politikernes opgave – vores  opgave  –  at  foretage  sådanne  fordelingspolitiske  valg og  ikke  en  opgave,  som  vi  skal  sætte  dommere  til  at  løse, uanset om det er danske eller udenlandske dommere. 3. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager os tid til at tage denne debat om, hvor grænsen skal gå mellem menneskerettigheder og politik. Og i den sammenhæng, hvilke spørgsmål der skal overlades til Menneskerettighedsdomstolen eller andre inter- nationale menneskerettighedsorganer at besvare. Der er ingen tvivl om, at der i tiden efter 2. verdenskrig var et  stort  behov  for  at  sikre,  at  staterne  ikke  udsatte  enkelte borgere eller hele persongrupper for vilkårlige overgreb. Man skal jo huske på, at Menneskerettighedskonventionen netop blev skabt i kølvandet på krigens rædsler. Og gennem de sid- ste 50 år har det gang på gang vist sig, at der fortsat er et re-

- 9 - elt behov for at sikre grundlæggende menneskerettigheder - ytringsfriheden havde f.eks. trange kår bag jerntæppet indtil murens  fald.  Vi  har  også  selv  brugt  tid  og  kræfter  på  at fremhæve respekten for menneskerettighederne i de nye de- mokratier i Europa og lagt vægt på, at Menneskerettigheds- konventionen skal overholdes. Men  denne  udvikling  er  ikke  ensbetydende  med,  at  vi  skal gøre alt til menneskerettigheder. Og jeg tror, at langt de fle- ste vil være enige med mig i, at der fortsat skal være en græn- se for, hvilke spørgsmål domstole og andre juridiske organer skal  afgøre.  F.eks.  vil  de  fleste  sikkert  være  enige  om,  at Menneskerettighedsdomstolen ikke på grundlag af konventi- onens princip om respekt for livet bør begynde at blande sig i spørgsmålet om retten til fri abort. Den grænse har Dom- stolen også respekteret i sin hidtidige praksis. Alt i alt synes jeg, at det må være tilladt at standse op en gang imellem og tænke lidt over tingenes tilstand. Derfor appelle- rer  jeg  til,  at  vi  kan  have  en  stilfærdig  debat  om,  hvordan

- 10 - Menneskerettighedsdomstolens  fortolkningspraksis  har  ud- viklet sig – en debat, der hæves op over det partipolitiske og ses i et større perspektiv. For mig er det indlysende, at vi selv skal respektere Menne- skerettighedskonventionen og de andre konventioner, vi har forpligtet os til at overholde, og at vi skal rette os efter Men- neskerettighedsdomstolens  afgørelser.  Det  danske  samfund eksisterer ikke i et vakuum, for vi lever i en global tidsalder med daglige påvirkninger udefra – det gælder også den retlige ramme for vores folkestyre. Men derfor kan man godt have en generel debat om forhol- det  mellem  menneskerettigheder  og  de  demokratiske  orga- ners indflydelse. Som  jeg  ser  det,  er  der  to  aspekter  i  denne  debat:  For  det første  om  det  er  hensigtsmæssigt,  at  Menneskerettigheds- domstolen går langt i retning af detaljeret at udfylde de me- get bredt formulerede bestemmelser i konventionen. Det har

- 11 - den  uomtvistelige  konsekvens,  at  staternes  råderum  for  en bestemt regulering begrænses mere og mere. For det andet om Menneskerettighedsdomstolen gennem sin brede  fortolkning  af  visse  bestemmelser  har  inddraget  for mange sager under paraplyen ”menneskerettighed”. Jeg har ingen skråsikre svar på disse spørgsmål, men håber, at andre vil være enige i, at der er tale om spørgsmål, som vi kan og bør være opmærksom på, uden dermed nødvendigvis at kunne beskyldes for at være modstander af grundlæggende menneskerettigheder.  Jeg  håber  derfor,  at  vi  kan  få en  god debat om disse spørgsmål.

- 12 -

Udkast til beredskabstale Til ministeren til brug ved samråd i Folketingets Europaud- valg fredag den 8. april 2005. - Eksempler på Menneskerettighedsdomstolens meget  brede  fortolkning  af  menneskerettigheds- begrebet Vi skal selvfølgelig have en Menneskerettighedsdomstol, der kan skride ind, når grundlæggende rettigheder krænkes. Men jeg synes, det er relevant at spørge, hvor langt Menneskeret- tighedsdomstolen bør gå i retning af en meget detaljeret for- tolkning af de mange bredt formulerede bestemmelser i kon- ventionen. Jeg vil gerne illustrere dette synspunkt med et par eksempler. Det  ene  drejer  sig  om  Menneskerettighedskonventionens artikel  om  foreningsfrihed.  Vi  er  vel  alle  enige  om,  at  for-

eningsfriheden er et grundlæggende princip, fordi det sikrer borgernes  mulighed  for  at  kunne  danne  foreninger  i  et  de- mokratisk  samfund.  Derfor  er  det  også fornuftigt,  at  prin- cippet  er  omfattet  af  menneskeretskonventionen,  og  at  alle Europarådets  medlemslande  skal  respektere  foreningsfrihe- den. Men  betyder  det  også,  at  Menneskerettighedsdomstolen  på grundlag af dette generelle princip bør begive sig ud i en de- taljeret stillingtagen til berettigelsen af eksklusivaftaler på ar- bejdsmarkedet? Bør det ikke snarere være sådan, at det er os, der  som  folkevalgte  politikere  skal  tage  stilling  til,  om  det skal være lovligt at kræve, at bestemte grupper af ansatte er medlemmer af en bestemt fagforening? For mig at se er dette i  høj  grad  et  spørgsmål, hvor  man  med  rette  kan  diskutere, om ikke politikerne bør foretage denne vurdering i stedet for Menneskerettighedsdomstolen. Men netop et sådant spørgsmål   finder   Menneskerettighedsdomstolen   at   kunne behandle  under  ”foreningsfriheden”,  selv  om  staterne  be-

vidst undlod at indarbejde den såkaldte ”negative forenings- frihed” i konventionen, da man forhandlede den i sin tid. Et  andet  eksempel,  jeg  vil  nævne,  drejer  sig  om  konventio- nens artikel om ret til respekt for privatliv og familieliv. Det er klart, at der kan være behov for at beskytte børn mod vil- kårlig tvangsfjernelse fra deres familier, ligesom der kan være behov for at beskytte folks privatliv ved f.eks. at sætte græn- ser  for  politiets  adgang  til  at  aflytte  vores  hjem.  På samme måde kan der være behov for i visse situationer at sikre ud- lændinges ret til familieliv, når man overvejer at udvise dem eller  at  meddele  dem  afslag  på  familiesammenføring  med herboende  ægtefæller.  Derfor  er  denne  artikel  i  konventio- nen også udtryk for en grundlæggende rettighed, der selvføl- gelig skal beskyttes. Men man kan vel godt stille det spørgsmål, om denne rettig- hed giver Menneskerettighedsdomstolen grundlag for i detal- jer at fastlægge, hvornår f.eks. gifte personer skal have ret til at  skifte  efternavn.  Eller  hvilket  efternavn  ugifte  forældre

skal  kunne  give  deres  fælles  børn.  Eller  hvornår  man  skal have  ret  til  at  benytte  et  bestemt  fornavn.  Er  det  ikke  et spørgsmål, der hænger så tæt sammen med hvert enkelt lands kultur og traditioner, at det er landets egne politikere, der bør kunne fastsætte regler om det uden indblanding fra Menne- skerettighedsdomstolen?  Eller  skal  det  anses  for  en  grund- læggende menneskeret frit at kunne skifte fornavn og efter- navn, som det passer én? Umiddelbart forekommer det me- get  vidtgående  og  spild  af  ressourcer,  at  Menneskerettig- hedsdomstolen skal bruge tid på at tage stilling i sådanne sa- ger. Andre  eksempler  kunne  være  domstolsbehandling  af  klager over  parkeringsafgifter  og  forbud  mod  at  vise  politiske  re- klamer i fjernsynet. Der er en række områder, som efter min opfattelse ikke nødvendigvis kan karakteriseres som hørende til   de   grundlæggende   menneskerettigheder,   og   hvor   den nærmere  regulering  bør  være  politisk  og  ikke  juridisk  be- grundet.

Udkast til beredskabstale Til ministeren til brug ved samråd i Folketingets Europaudvalg fredag den 8. april 2005.   - Menneskerettighedsdomstolens praksis om retten til et be- stemt fornavn eller efternavn [Professor  Mads  Bryde  Andersen  og  tidligere  dommer  ved  Menneskerettighedsdomstolen  Isi  Foi- ghel  har  i  Berlingske  Tidende  givet  udtryk  for  divergerende  opfattelser  af  den  aktuelle  diskussion med udgangspunkt i klagesager om retten til bestemte for- eller efternavne.] Spørgsmålet om navne har været brugt som illustration af synspunkter- ne i den igangværende debat. Jeg har selv i et indlæg i Berlingske Tiden- de  rejst  spørgsmålet  om,  hvorvidt  Menneskerettighedsdomstolen  på grundlag af konventionens bestemmelse om ret til privatliv og familieliv i detaljer skal kunne fastlægge, hvornår man vil have ret til at benytte et bestemt fornavn eller efternavn. Tidligere dommer ved Menneskerettighedsdomstolen, Isi Foighel, sva- rede på mit spørgsmål ved at berette om en konkret sag, han havde væ- ret  med  til  at  behandle  ved  Menneskerettighedsdomstolen,  hvor  en mand ikke måtte bruge sin kones efternavn. Isi Foighel havde syntes, det var tidsspilde at bruge Domstolens tid på sådan et spørgsmål, men havde så fået at vide af sin ungarske kollega, at navnelovgivningen kan bruges som et effektivt undertrykkelsesmiddel for at udviske folks nati- onale identitet og krænke deres selvværd. F.eks. levede der i Slovakiet et ungarsk mindretal på ca. 800.000 personer, som efter slovakisk lov ikke måtte gifte sig, medmindre de antog et slovakisk navn. Andre gange har

20 man forhånet og latterliggjort jødiske befolkningsgrupper ved at kræve, at de f.eks. skulle have dyrenavne som Vogel eller Fisch. På den baggrund er navnelovgivning altså ikke alle steder så uskyldig, og i den konkrete sag gjorde Menneskerettighedsdomstolen derfor efter Isi Foighels opfattelse Europa en tjeneste ved at begrænse statens ret til at bestemme borgernes navne. Han har selvfølgelig ret i, at det kan være yderst relevant at tage navne- spørgsmål op, når de bruges til at undertrykke eller latterliggøre minori- teter, men mig bekendt har Menneskerettighedsdomstolen ikke haft en eneste sag, der bare tilnærmelsesvist ligner de eksempler, Foighel næv- ner. Den sag, Foighel selv var med til at behandle, drejede sig derimod om en schweizisk ægtemands ret til at benytte sin tyske hustrus efternavn, og  med  dommerstemmerne  fem  mod  fire  fandt  Menneskerettigheds- domstolen, at det var diskriminerende i forhold til retten til privatliv og familieliv at nægte ægtemanden denne ret. Efter min mening viser den konkrete sag med al tydelighed, at Domsto- len  fortolker  menneskerettighedsbegrebet  meget  vidt.  Der  var  jo  ikke tale om, at manden var udsat for vilkårlige overgreb fra statens side og fik  krænket  fundamentale  rettigheder.  Der  var  alene  tale  om,  at  man efter schweizisk navnetradition fik mandens efternavn – dog således at hustruen  også  kunne  beholde  sit  eget  og  dermed  få  et  dobbelt  efter- navn.

21 Men  hvorfor  skal  Menneskerettighedsdomstolen  dog  spilde  tid  på  en sådan  sag?  Det  er  jo  i  høj  grad  kultur-  og  traditionsbestemt,  hvornår man kan skifte for- og efternavn. Der er ikke en ensartet tilgang til nav- nespørgsmål i Europa. Derfor bør Menneskerettighedsdomstolen ikke optræde som et harmoniseringsorgan i dette tilfælde.