Energisparepriser til Rudbjerg og Skanderborg
13. september 2005
Pressemeddelelse
Rudbjerg og Skanderborg kommuner fik tirsdag formiddag overrakt priser for deres
indsats for at nedbringe energiforbruget i de kommunale bygninger.
Rudbjerg Kommune på Lolland fik prisen som Årets Energisparekommune for at have
nedbragt energiforbruget med hele 14,60 procent i det forløbne år. Skanderborg i
Østjylland blev Årets Energirigtige Kommune med det laveste energiforbrug pr.
kvadratmeter af de i alt 147 kommuner, der deltog i konkurrencen.
Priserne blev overrakt af formanden for Folketingets Energipolitiske Udvalg, Eyvind
Vesselbo (V) ved den årlige konference for energiansvarlige medarbejdere og politiske
beslutningstagere i stat, amter og kommuner.
Konkurrencen om at blive årets energisparekommune er arrangeret i et samarbejde
mellem Elselskaberne i Danmark repræsenteret ved brancheforeningen ELFOR, Dansk
Fjernvarme og De danske Naturgasselskaber. Det er første gang, de tre energiarter
arbejder sammen om en konkurrence for at få kommunerne til at spare på energien,
mens der hvert år siden 1996 har været landsdækkende konkurrencer mellem
kommunerne om at spare på elektricitet. Med den fælles indsats bliver der sat fokus på
det samlede energiforbrug i kommunerne.
Netop fokuseringen på energiforbruget er et væsentligt element i konkurrencen, fordi det
giver alle deltagende kommuner en oversigt over deres energiforbrug og dermed et
værktøj til det videre arbejde med at nedbringe det. De 147 deltagende kommuner har
samlet set sparet 1 procent på energiforbruget. Det dækker over store udsving, så der er
stadig meget at hente på energikontoen.
Formanden for ELFOR, Arne Bo Larsen, opfordrede i en tale på konferencen de nye
kommuner, der er under etablering, til at sætte energisparearbejdet højt på
dagsordenen.For Rudbjerg Kommune er titlen som Årets Energisparekommune
kulminationen på en langvarig og systematiske indsats for at nedbringe energiforbruget.
Kommunen deltog i 1997 for første gang i konkurrencen om at blive årets
elsparekommune og fik med hjælp af energikonsulenter fra SEAS analyseret sit elforbrug
og udarbejdet handleplaner. Det udviklede sig til en række varmebesparende
foranstaltninger i kommunens bygninger, ligesom kommunen satser på biobrændsler til
opvarmning.
Skanderborg blev Årets Elrigtige Kommune i fjor og kan nu føje titlen som Årets
Energirigtige Kommune til. Det er resultatet af en langvarig systematisk indsats med bl.a.
brug af et administrativt informationssystem til at registrere, analysere og planlægge
forbrug i kommunens ejendomme, hvilket i sig selv har medført en væsentlig reduktion af
energiforbruget. Processen har været styret centralt med informationsmøder med teknisk
personale og fælles indkøbsaftaler. Gennem årene er mange anlæg ombygget og
optimeret.
Få mere at vide hos prisvinderne:
Rudbjerg Kommune: Bjarne V. Hansen, 54 94 43 24
Skanderborg Kommune: Svenne Paulsen, 87 94 20 45
Få mere at vide om konkurrencen hos: