Folketinget — Europaudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget & Erhvervsud- valget Christiansborg, den 25. april 2005 EU-chefkonsulenten Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Forslag til tjenesteydelsesdirektiv, gældende EU-regler for tjenesteydelser, udstationeringsdirektivet samt arbejdskraft fra de nye EU-lande (status og fakta)   Resumé:   Kommissionen  oprindelige  forslag  til  tjenesteydelsesdirektiv  er  stadig  i  spil.  Efter  Europa- Parlamentets førstebehandling af forslaget, der forventes afsluttet i oktober 2005, vil Kommissi- onen  formentlig  foretage  en  revision  af  direktivet.  Notatet  gennemgår  hvilke  tjenesteydelser, der er omfattet af det fremsatte direktivforslag. Oprindelsesprincippet betyder, at det er oprin- delseslandets nationale bestemmelser, der gælder og at dette land har kontrollen med de ud- førte tjenesteydelser. Der er dog en række væsentlige undtagelser herfra, hvor oprindelsesprin- cippet ikke gælder.   De gældende regler i EF-Traktaten (og herunder retspraksis) støtter i forvejen fri bevægelig- hed for tjenesteydelser, således at intet land må lægge såkaldte unødige hindringer i vejen for levering  af  tjenesteydelser.  Princippet  om  gensidig  anerkendelse  gælder.  Men  der  er  stadig mange forhold i dag, der kan begrunde, at et medlemsland (værtsland) kan lægge hindringer i vejen for levering af tjenesteydelser og derfor mener Kommissionen, at en vis harmonisering ad lovgivningens vej er nødvendig. Forslaget til Tjenesteydelsesdirektiv undtager områder omfattet af Udstationeringsdirektivet fra oprindelsesprincippet. Værtslandets regler om sikkerhed, sundhed og lønforhold gælder, så- fremt det ved kollektiv overenskomst eller lov er bestemt, at disse finder generel anvendelse. Det er ikke tilfældet i Danmark for lønnens vedkommende, hvorfor der ikke umiddelbart kan stilles krav om sædvanlig aflønning. Men de faglige organisationer kan tage en lovlig konflikt på spørgsmålet.   Øst-aftalen nævnes til tider i forbindelse med Tjenesteydelsesdirektivet og Udstationeringsdi- rektivet. Øst-aftalen handler imidlertid om arbejdskraftens fri bevægelighed og har på papiret intet med leveringen af tjenesteydelser at gøre. I praksis vil en arbejdstager fra et af de nye øst- europæiske medlemslande dog kunne have en interesse i at fremstå som ”tjenesteyder” i stedet for som ”arbejdstager” for derved at slippe for krav om opholds- og arbejdstilladelse.

- 2 - Servicedirektivet,  tjenesteydelsesdirektivet  eller  Bolkesteindirektivet  -  kært  barn  har mange navne. Forslaget til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked¹ har givet anledning til voldsom debat rundt omkring i Europa. I dette notat gives - efter  ønske  fra  medlemmer  af  Europaudvalget  m.v.  -  en  kortfattet  og  faktuel fremstilling af visse problemstillinger i relation til det foreliggende forslag samt status for direktivforslaget. 1. Er forslaget trukket tilbage? Trods forskellige udmeldinger i pressen er forslaget, som oprindeligt blev frem- sat af Kommissionen den 13. januar 2004, stadig i spil . Forslaget behandles efter den fælles beslutningsprocedure, hvilket betyder, at forslaget skal vedtages af Rådet   (kvalificeret   flertal)   og   Europa-Parlamentet   i   fællesskab.   Europa- Parlamentet er pt. i færd med førstebehandlingen af forslaget². Kommissæren for indre marked og tjenesteydelser, Charlie McCreevy, konsta- terede i februar definitivt, at forslaget ikke ville blive trukket tilbage. Kommis- sionen vil derimod foretage en revision af visse dele af forslaget efter afslutnin- gen af Europa-Parlamentets førstebehandling (hvilket er normalprocedure ved den  fælles  beslutningsprocedure).  Efter  afslutningen  af  Europa-Parlamentets førstebehandling, der forventes færdig i oktober 2005 , vil forslaget blive sendt til førstebehandling i Rådet.   Det bemærkes, at EU-landenes stats- og regeringschefer i konklusionerne til Det Europæiske  Råds  møde  den  22.-23.  marts  2005  har  givet  udtryk  for  ”at  for  at kunne fremme vækst og beskæftigelse og styrke konkurrenceevnen skal det indre marked for tjenesteydelser være fuldt funktionsdygtigt, samtidig med at den europæiske sociale model bibeholdes. På baggrund af den aktuelle debat, der viser, at den nuværende affat- telse af direktivforslaget ikke lever helt op til kravene, ønsker Det Europæiske Råd, at der i lovgivningsprocessen udfoldes alle bestræbelser for at skabe en bred konsensus, der op- fylder alle disse mål. Det Europæiske Råd bemærker, at effektive tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har en væsentlig rolle at spille i en effektiv og dynamisk økonomi”. 1 KOM (2004) 2, forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjen esteydelser i det indre marked. ²Forslaget behandles i Europa-Parlamentets Udvalg for det indre marked - den endelige afstemning i Europa- Parlamentets plenum forventes at finde sted, når  Parlamentet samles i Strasbourg den 24.-27.oktober 2005.

- 3 - 2. Hvilke ydelser er omfattet af direktivet? Forslagets formål er at opstille en generel retlig ramme , som kan sikre, at hin- dringer  for  den  frie  udveksling  af  tjenesteydelser³  fjernes  samt  sikre  den  frie etableringsret⁴. Forslaget indeholder derfor et princip om, at tjenesteydere, der ikke er etableret i et land, men alligevel leverer tjenesteydelser i det pågældende land, som udgangspunkt kun er underlagt loven i det land, hvori de er etab- leret (oprindelseslandsprincippet). Samtidig foreslås en række administrative tiltag, der skal gøre det lettere for tjenesteydere at etablere sig i andre EU-lande. Direktivet skal som udgangspunkt anvendes på der udføres af tjenesteydere, som er etablerede i et EU-land. Ved en tjeneste- ydelse forstås enhver selvstændig erhvervsvirksomhed⁵, der består i at udføre en  ydelse  for  hvilken  der  betales  en  økonomisk  modydelse.  Direktivet  finder ikke anvendelse på ikke-økonomisk virksomhed. Definitionen er baseret på EF- Domstolens praksis og omfatter en bred vifte af ydelser som f.eks. sikkerheds- tjenester, rengøring af kontorer, sundhedstjenester og hjemmeservice m.m. Direktivet skal dog ikke anvendes på følgende kategorier af tjenesteydelser: Finansielle  tjenesteydelser⁶,  elektroniske  kommunikationstjenester  og  net- værk samt transporttjenester, der allerede er omfattet af EU-regler. Beskatning er som udgangspunkt heller ikke omfattet, men såfremt nationale skatteregler  begrænser  den  fri  bevægelighed  for  tjenesteydelser  eller  den  fri etableringsret vil direktivforslagets bestemmelser alligevel kunne finde anven- delse. Direktivet  omfatter  ikke  spørgsmål  vedrørende  arbejdstagerforhold/arbejds- kraftens frie bevægelighed. Virksomhed,  som  direkte  og  specifikt  er  forbundet  med  udøvelse  af  offentlig virksomhed eller virksomhed en stat udfører uden økonomisk modydelse, som led i sine opgaver på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og retlige om- 3 Jf. art. 49 TEF 4 Jf. art. 43 TEF 5 Jf. art. 50 TEF. 6 Tjenesteydelser vedrørende banker, långivning, forsikringer, individuelle pens  ionsordninger, investeringer og betalin- ger, som defineret i art. 2, litra b) i direktiv 2005/65EF.

- 4 - råde er ifølge Kommissionens bemærkninger til forslaget heller ikke omfattet af direktivforslaget. Præcis hvordan denne grænse fastlægges fremgår dog ikke af direktivudkastet. 3. Hvad indebærer oprindelseslandsprincippet? Oprindelseslandsprincippet indebærer tre led: at tjenesteydere udelukkende er omfattet af deres oprindelsesmedlems- lands nationale bestemmelser, for så vidt angår nationale krav til at op- tage  og  udøve  servicevirksomhed  (gælder  især  nationale  bestemmelser om  tjenesteyderens  adfærd,  tjenesteydelsens  indhold  og  kvalitet,  rekla- me, kontrakter samt tjenesteyderens ansvar⁷).   at  det  er  oprindelsesmedlemslandet,  som  har  ansvaret  for  kontrollen med tjenesteyderen og de udførte tjenesteydelser selv om de udføres i et andet medlemsland. at det land, hvori tjenesteyderen leverer sine ydelser ikke kan stille krav til tjenesteyderen for så vidt angår etablering af forretningssted, indhen- telse af tilladelse, overholdelse af nationale krav om udøvelse af service- virksomhed m.m. Oprindelseslandsprincippet  gælder  dog  ikke  uindskrænket.  Direktivforslaget indeholder  artikler  om  generelle,  midlertidige  og  individuelle  undtagelser, hvor oprindelsesprincippet ikke skal anvendes.   Undtagelserne er indsat dels fordi der er tale om områder som allerede er om- fattet af EU-regler ifølge hvilke grænseoverskridende tjenesteydelser kan være underlagt  lovgivningen  i  det  land,  hvori  tjenesteydelsen  leveres  –  det  gælder f.eks.  udstationeringsdirektivet⁸.  Derudover  er  der  i  nogle  tilfælde  tale  om  så forskellige nationale ordninger i EU-landene, at det ikke på nuværende stadium er muligt at harmonisere reglerne. Bilag 1 indeholder en liste over de tjeneste- ydelser, hvor oprindelsesprincippet ikke finder anvendelse. 7 Oprindelseslandsprincippet er beskrevet i udkastets artikel 16. 8 Herudover også forordning (EØF) 1408/71 (social sikring) og forordning (EØF) 259/93 (overførsel af affald)

- 5 - Derudover giver direktivforslaget mulighed for at et land ved at følge direkti- vets procedure om gensidig bistand kan ”træffe foranstaltninger” over for en tjenesteyder i et andet EU-land trods oprindelseslandsprincippet. Det kan lade sig gøre inden for områder, der vedrører sikkerheden i forbindelse med tjene- steydelser (herunder folkesundheden), udøvelse af erhverv i sundhedssektoren samt beskyttelse af den offentlige orden, navnlig aspekter, der vedrører beskyt- telse af mindreårige. Proceduren om gensidig bistand indebærer, at et land først og fremmest skal kontakte myndighederne i tjenesteyderens oprindelsesland og kun i det omfang disse ikke reagerer tilfredsstillende har adgang til at handle i forhold til tjenesteyderen – et medlemsland kan dog også i hastetilfælde handle uden at oprindelseslandet har reageret.   4. De gældende EU-regler om tjenesteydelser   Retten til fri bevægelighed for tjenesteydelser er allerede i dag en af de grund- læggende traktatfæstede friheder i EU’s indre marked.   Gennem retspraksis har Domstolen fastlagt omfanget af denne frihed, således at principperne for fri bevægelighed for tjenesteydelser i dag stort set svarer til principperne for fri bevægelighed for varer⁹.  Det indebærer, at lovgivning eller administrativ praksis, der på den ene eller anden måde gør det mere besværligt at levere en tjenesteydelse over EU’s indre grænser er forbudt, medmindre det pågældende  medlemsland  kan  begrunde  sine  regler  med  hensynet  til  visse traktatfæstede  undtagelsesmuligheder  (ordre  public  m.m.)  eller  med  henvis- ning til visse i retspraksis udviklede undtagelser¹⁰. De hensyn, som et medlemsland kan begrunde sine undtagelser med, omfatter eksempelvis hensynet til at beskytte forbrugere eller andre modtagere af tjene- steydelser, færdselssikkerheden, den finansielle sektors omdømme, beskyttelse af  immaterialrettigheder,  beskyttelse  af  arbejdstagere, beskyttelse  af  nationale historiske og kunstneriske skatte og i et vist omfang beskyttelse af kulturelle in- teresser i videre forstand. Varetagelsen af disse hensyn kan også berettige nød- vendige kontrolforanstaltninger såsom kontrolbesøg, undersøgelser m.m.¹¹ Men udgangspunktet er som sagt, at værtslandet ikke må lægge unødvendige hindringer  i  vejen  for  leveringen  af  tjenesteydelser.  Det  følger  eksempelvis  af 9 Jf  dommen  i  sagen  C  76/90  Säger –   der  ertale  om  et  såkaldt  ”restriktionsforbud”. 10 Den  såkaldte  Cassis  de  Dijon -doktrin. 11 Jf  EU-karnov  og  sagerne  C-113/89,  Rush  Portuguesaog  sag  C-493/99,  Kommissionen mod  Tyskland.

- 6 - Domstolens praksis, at værtslandet skal tage hensyn til den dokumentation og de garantier tjenesteyderen allerede har præsteret i hjemlandet. Har en tjeneste- yder allerede overfor sit hjemlands myndigheder dokumenteret sine kvalifika- tioner, må værtslandet ikke kræve, at tjenesteyderen igen aflægger prøver, der på  ny  skal  dokumentere  tjenesteyderens  kvalifikationer.  Der  skal  med  andre ord ske en gensidig anerkendelse af andre EU-medlemslandes vurderinger på relevante områder. Denne gensidige anerkendelse har som sin nødvendige for- udsætning, at medlemslandene har den fornødne tillid til hinandens myndig- heder. 5. Oprindelseslandsprincip contra princippet om gensidig anerkendelse Tjenesteydelsesdirektivets   oprindelseslandsprincip   har   store   ligheder   med princippet  om  gensidig  anerkendelse,  i  det  oprindelseslandsprincippet  på samme måde som princippet om gensidig anerkendelse tager udgangspunkt i lovgivningen i det land, hvori tjenesteyderen er etableret.   Tjenesteydelsesdirektivet  vil  dog  medføre  en  væsentlig  ændring  i  forhold  til reglerne i dag, idet medlemslandenes muligheder for at påberåbe sig undtagel- ser indskrænkes¹². Det fremgår således af Domstolens retspraksis, at når et om- råde  harmoniseres,  skal  nationale  bestemmelser  vurderes  ud  fra  direktivets tekst og ikke ud fra de traktatbaserede eller i retspraksis udviklede undtagelser. Dermed er det typisk kun de bestemmelser, der er indeholdt i selve forslaget til service-direktiv¹³, der fremover vil kunne anvendes som begrundelse for at op- retholde nationale særregler, der på den ene eller anden måder gør det mere be- sværligt at levere en tjenesteydelse over landegrænserne¹⁴. Dog vil de områder, der  udtrykkeligt  er  undtaget  fra  direktivets  anvendelsesområde  alt  andet  lige fortsat  være  reguleret  af  traktatens  bestemmelser  og  den  hertil  hørende  rets- praksis.   En  anden  væsentlig  forskel  mellem  forslaget  til  tjenesteydelsesdirektiv  og  de nuværende  regler  om  fri  bevægelighed  for  tjenesteydelser  er,  at  tjenesteydel- 12 EU-karnov: Domstolen  har  fastslået,  »at  når  fællesskabsdirektiver  foreskriver  en  harmonisering  af  de  foranstaltnin- ger,  som  er  nødvendige  for  at  sikre  b eskyttelsen  af  de  hensyn,  der  nævnes  i  traktatens  art.  36,  skal  enhver  national foranstaltning  i  denne  sammenhæng  bedømmes  ud  fra  direktivbestemmelserne  og  ikke  på  grundlag  af«  art. 28- 30. Undtagelsesbestemmelsen  i  art.  30  kan  ikke  påberåbes  for  at  lovliggøreationale  regler,  der  strider  mod  EF - harmoniseringsdirektiver  eller  andre  EU  regler. 13 Såsom  for  eksempel  forslagets  artikel  19  om  individuelle  undtagelser  til  o prindelseslandsprincippet. 14 Dette  fremgår  også  af  direktivforslaget  s  18: ”I  henhold  til  Domstolens  retspraksis  kan  nogle  hindringer  være  beretti- gede,  når  der  ikke  er  truffet  fællesskabsforanstaltninger  på  området,  og  de  kan  derfor  kun  fjernes  ved  en  fo rudgåe n- de  samordning  af  de  nationale  ordninger”

- 7 - sesdirektivet lægger op til at kontrollen med tjenesteyderen hovedsageligt skal foretages  af  hjemlandets  myndigheder . I  henhold  til  den  nugældende  rets- praksis¹⁵ har værtslandet adgang til at kontrollere tjenesteyderen inden for visse nærmere grænser. Alt i alt er Kommissionens konklusion, at det ikke er muligt at overvinde hin- dringerne  for  tjenesteydelsers  fri  bevægelighed  udelukkende  ved  direkte  an- vendelse af traktatens artikler og domspraksis, da det vil være vanskeligt for de nationale myndigheder og EU’s institutioner at gennemføre overtrædelsespro- cedurer  mod  de  pågældende  medlemsstater  i  hvert  enkelt  tilfælde,  især  efter udvidelsen. Hertil kommer, at de mange hindringer kun kan fjernes gennem en forhåndskoordinering af de nationale lovgivninger, blandt andet for at etablere et  administrativt  samarbejde.  Kommissionen  er  derfor  af  den  opfattelse,  at gennemførelsen af et egentligt indre marked for tjenesteydelser skal ske ved hjælp af lovgivning på EU-plan. 6. Hvad går udstationeringsdirektivet ud på? Ifølge  servicedirektivet  finder  oprindelseslandsprincippet  ikke  anvendelse  på områder omfattet af udstationeringsdirektivet.   Udstationeringsdirektivet handler om de situationer, hvor en virksomhed i for- bindelse  med  levering  af  mere  omfattende  tjenesteydelser  i  et  andet  EU-land kan vælge at medbringe eller udstationere egne fastansatte medarbejdere. For at afklare eventuelle uklarheder med hensyn til hvilket lands lovgivning, der skul- le anvendes på dette ansættelsesforhold, vedtog EU allerede i 1996 udstatione- ringsdirektivet.   Udstationeringsdirektivet  fastslår,  at  værtslandets  regler  om  blandt  andet  ar- bejdstid,  sikkerhed,  sundhed  og  hygiejne  skal  respekteres  af  tjenesteyderen.  I det omfang der ved lov eller ved kollektive aftaler, der finder generel anven- delse, er fastsat en mindsteløn skal denne også respekteres af tjenesteyderen.   Hvis der derimod ikke ved lov eller ved kollektive aftaler, der finder generel anvendelse, er fastsat en mindsteløn, er det op til arbejdsgiveren og de ansatte at forhandle sig frem til en løn. Dette er tilfældet i Danmark. Der er med andre 15 I sagen C-493/99, Kommissionen mod Tyskland (præmis 20), siger Domst olens således, at  ”Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at de alment tvingende hensyn, der berettiger materielle bestemmelser i en lovgivning, også kan berettige de kontrolforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at de overholdes.”

- 8 - ord  ”frit  slag”  for  tjenesteyderen/arbejdsgiveren,  idet  der  ikke  stilles  krav  om ”sædvanlig   aflønning”   efter   danske   forhold.   Det   er   ellers   tilfældet   ved vandrende arbejdstagere fra de nye østeuropæiske EU-lande, der er omfattet af Øst-aftalen, og som får arbejde i Danmark (jf. nedenfor). Det er derfor op til den relevante danske fagforening at holde øje med, om løn- nen er rimelig i forhold til danske lønmodtagere, der udfører tilsvarende arbej- de. Fagforeningen vil kunne søge at opnå overenskomst med den udenland- ske arbejdsgiver – evt. ved brug af konflikt¹⁶. For  så  vidt  angår  kontrollen  med  overholdelsen  af  udstationeringsdirektivets regler,  vil  det  ifølge  direktivforslaget  fortsat  være  værtslandets  myndigheder, der som udgangspunkt udøver denne kontrol¹⁷. 7. Hvad er Øst-aftalens forhold til reglerne om levering af tjenesteydelser? Øst-aftalen  og  tjenesteydelsesdirektivet  behandler  to  forskellige  situationer. Øst-aftalen handler udelukkende om østeuropæiske arbejdstageres adgang til at få ansættelse og arbejde hos en arbejdsgiver i Danmark - Øst-aftalen berører derimod ikke reglerne om levering af tjenesteydelser . Selv om de to områder i teorien er adskilte, kan der i praksis være et vist sam- menfald, idet en arbejdstager fra et andet EU-land vil kunne have en interesse i at fremstå som udstationeret for en tjenesteyder fra et andet EU-land, for der- ved at blive omfattet af de mere lempelige regler i Udstationeringsdirektivet eller alternativt være omfattet af de traktatbaserede regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser. Blandt andet stilles der ikke krav om opholds- og arbejdstilla- delse i de sidstnævnte situationer.   16 Jf. Beskæftigelsesministeriets manual ”Regler for ophold og arbejde i Da   nmark for statsborgere fra de nye østeurop æ- iske EU-lande”, april 2005. 17 Jf. forslagets artikel 24.

- 9 - Kort om Øst-aftalen   Den 1. maj 2004 blev 10 nye lande medlemmer af EU. Statsborgerne i de pågældende lande blev derfor som udgangspunkt omfattet af reglerne om fri bevægelighed på det indre marked. EU- reglerne på dette område giver blandt andet arbejdstagere i de enkelte EU-lande ret til at bevæ- ge sig frit mellem de enkelte EU-lande for at søge og få lønnet arbejde (arbejdskraftens fri be- vægelighed).   Tiltrædelsestraktaten  for  de  10  nye  medlemslande  indeholder  imidlertid  en  mulighed  for  de gamle medlemslande for at indføre overgangsordninger for arbejdskraftens fri bevægelighed i op til 7 år. Visse lande – som eksempelvis Sverige - har valgt ikke at indføre overgangsordnin- ger. I Danmark har man besluttet at indføre en overgangsordning i form af den såkaldte Øst- aftale.   For  8  af  de  10  nye  medlemslande  (de  baltiske  lande,  Polen,  Tjekkiet,  Slovenien,  Slovakiet  og Ungarn) gælder der derfor i medfør af Øst-aftalen særlige danske regler, idet statsborgere fra disse lande ikke kan få beskæftigelse i Danmark som arbejdstagere, før de får en opholds- og arbejdstilladelse fra Udlændingestyrelsen.    En arbejdstager fra et af de pågældende lande kan først få opholds- og arbejdstilladelse, såfremt der foreligger et konkret ansættelsestilbud eller såfremt der er indgået en aftale om ansættelse i henhold  til  en  gældende  overenskomst  eller  i  øvrigt  på  sædvanlige  løn  og  ansættelsesvilkår. Opholds-  og  arbejdstilladelsen  gives  kun  for  arbejdsforholdets  varighed  og  gælder  kun  i  for- hold  til det  specifikke  arbejde.   Som øvrige statsborgere i EU har en statsborger fra et af de 8 nye østeuropæiske medlemslande uden videre ret til at opholde sig i op til 6 måneder i Danmark som arbejdssøgende, så længe vedkommende er i stand til at forsørge sig selv. Opholds- og arbejdstilladelsen er således først og fremmest en forudsætning for at kunne arbejde/for at få adgang til det danske arbejdsmar- ked. Afsluttende bemærkninger Som    nævnt    indledningsvist    er    forslaget    under    behandling    i    Europa- Parlamentet. Der kan i den forbindelse forventes væsentlige ændringer i forsla- get. Europa-Parlamentets behandling af forslaget og ændringsforslagene hertil behandles i et kommende notat fra Folketingets Repræsentant ved EU¹⁸. Med venlig hilsen Marianne Treumer Ammitzbøll og Christian Dubois 18 Erhvervsudvalgets udvalgssekretær har i et notat redegjort for Europa   -Parlamentets betænkning om tjenesteydelsesd   i- rektivet (ERU alm.del. bilag 95 af 20. april 2005.)

- 10 - Bilag 1 Tjenesteydelser, som oprindelseslandsprincippet ikke finder anvendelse på Generelle undtagelser 1) Posttjenester     (jf. art 2, nr. 1 i direktiv 97/67/EF) 2) Distribution af elektricitet     (jf. art. 2, nr. 5 i direktiv 2003/54/EF) 3) Distribution af gas    (jf. art. 2, nr. 5 i direktiv 2003/55/EF) 4) Vanddistribution 5) Områder, der er omfattet af udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF) 6) Områder, der er omfattet af direktiv 95/46/EF (personoplysninger ) 7) Områder, der er omfattet af direktiv 77/249/EØF(advokater/tjenesteydelser) 8) bestemmelserne artikel X i direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (forhandles) 9) bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 (social sikring), der fastsæt- ter, hvilken lovgivning der finder anvendelse 10) bestemmelserne i direktivet om unionsborgeres og deres familiemedlem- mers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (for- handles) 11) ved udstationering af tredjelandsstatsborgere, pligt til at være i besiddelse af et visum til kortvarigt ophold, som pålægges af udstationeringsmedlemssta- ten på de i artikel 25, stk. 2, omhandlede betingelser 12) tilladelsesordningen i artikel 3 og 4 i forordning (EØF) nr. 259/93 (overførsel af affald) 13) ophavsret og beslægtede rettigheder, de rettigheder, der er omhandlet i direktiv 87/54/EØF42 og direktiv 96/9/EF43, samt intellektuelle ejendomsrettig- heder 14) dokumenter, der i henhold til lovgivningen kræver medvirken af en 15) lovpligtig revision af regnskaber 16) tjenesteydelser, der i den medlemsstat, som tjenesteyderen begiver sig til for at udføre en tjenesteydelse, er omfattet af et generelt forbud begrundet i hen- synet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden 17) de særlige krav, der stilles af den medlemsstat, som tjenesteyderen begiver sig  til,  og  som  er  direkte  forbundet  med  de  særlige  kendetegn  ved  det  sted, hvor tjenesteydelsen udføres, og som skal overholdes for at sikre oprethol-

- 11 - delsen af den offentlige orden og sikkerhed og beskyttelsen af folkesundhe- den og miljøet 18) tilladelsesordningen for godtgørelse af hospitalsbehandling 19) indregistrering af køretøjer, der er leaset i en anden medlemsstat 20) parternes ret til frit at vælge den lovgivning, der skal anvendes på deres kontrakt 21) tjenesteydelseskontrakter, der indgås af forbrugerne, i det omfang de be- stemmelser, der gælder for disse kontrakter, ikke er fuldt harmoniserede på fæl- lesskabsplan 22) den formelle gyldighed af kontrakter, der etablerer eller overfører rettig- heder i fast ejendom, når sådanne kontrakter er underkastet ufravigelige form- krav ifølge lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er belig- gende 23)  tjenesteyderens  erstatningsansvar  uden  for  kontraktforhold  for  ulykker, der  i  forbindelse  med  hans  virksomhed  rammer  personer  i  den  medlemsstat, som han har begivet sig til. Midlertidige undtagelser: 1)   regler for pengetransport 2)   spilllelovgivning   3)   inkassovirksomhed