Besvarelse af spørgsmål nr.    14 (Alm. del), som Tilsynet i  henhold  til Grundlovens  §  71  har  stillet  til  indenrigs- og sundhedsministeren den 18. maj 2005 Spørgsmål    14: "Er  det  korrekt  forstået,  at  psykisk  syge,  der  på  et  tidspunkt  i  deres  syg- domsforløb får en dom til behandling, selv skal betale sagsomkostningerne og finder ministeren ikke, at dette kan være problem atisk ?" Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet, som jeg kan henholde mig til: ”Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der sigtes til perso- ner, over for hvem der i forbindelse med en dom for strafbart forhold træffes bestemmelse  om  særforanstaltninger  eller  forvaring  i  st edet  for  straf,  jf. straffelovens §§ 68, 69 eller 70. Reglerne om sagsomkostninger i straffesager er indeholdt i retsplejelovens kapitel 91. I retsplejelovens § 1007, stk. 1, er det om sagsomkostninger i straffesager, der forfølges af en offentlig myndighed, bl.a. fastsat, at disse  udredes af det offentlige  med  forbehold  af  ret  til  at  få  dem  erstattet  efter  retsplejelovens regler herom. Efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., har sigtede, hvis vedkommende findes skyldig, som udgangspunkt pligt til at erstatte det offentlige de nø d- vendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. I retsplejelovens § 1008, stk. 2-4, er der fastsat en række undtagelser og modifikationer fra hovedreglen om, at den dømte  har pligt til at udrede sa- gens omkostninger. Bl.a. fremgår det af § 1008, stk. 3, 1. pkt., at udgifter som følge af anke, kære eller begæring om genoptagelse kun skal udredes af  tiltalte,  når  disse  skridt  enten  har  ført  til  et  for  den  pågæ ldende  mere ugunstigt udfald eller er iværksat af den pågældende selv og ikke har ført til forandring til  den  pågældendes fordel.  Endvidere  kan retten  efter  §  1008, stk. 4, 2. pkt., i øvrigt  begrænse o mkostningsansvaret, når dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til den dømtes skyld og vilkår. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 3.s.kt. J.nr.: 2005-12140-171 Sagsbeh.: LCH Fil-navn: Dokument 4

2 Hvis tiltalte frifindes, har den pågældende kun pligt til at  udrede omkostnin- ger,  i  det  omfang  disse  er  forårsagede  ved  den  pågældendes  tilregnelige og  retsstridige  handlinger  eller  undladelser,  det  vil  sige  på  grundlag  af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1010, stk. 1. Afgørelse  om  erstatning  af  sagsomkostninger  træffes  af  retten  ved  do  m- men eller, når sagen endes uden dom, ved kendelse, jf. retsplejelovens § 1012, stk. 1. De ovennævnte bestemmelser i retsplejelovens kapitel 91 finder også an- vendelse på personer, over for hvem der træffes andre foranstal tninger end straf i medfør af straffelovens  §§ 68, 69 eller 70. For  så  vidt  angår spørgsmålet  om  sagsomkostninge r  i  sager  vedrørende opretholdelse af en foranstaltning efter straffelovens §§ 68, 69 eller 70  er der i retsplejelovens § 1014 a fastsat en særlig regel. Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning efter straffelovens §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødve  ndigt. På begæring af den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller krimina l- forsorgen træffes ved kendelse bestemmelse om ændring ell  er endelig op- hævelse af en foranstal tning efter de nævnte bestemmelser. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger i medfør af straff   e- lovens  §  72  betaler  det  offentlige  udgifterne  ved  sagens  behandling,  jf. retsplejelovens § 1014 a, stk. 1. Retten kan dog efter § 1014 a, stk. 2, på- lægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostni  nger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig a n- ledning til det. Bestemmelsen i retsplejelovens § 1014 a blev indført v ed lov nr. 274 af 15. april 1997 om æ ndring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af  åndssvageforsorgen  og  den  øvrige  særforsorg  (Samfundstjeneste  og forstærket  indsats  mod  seksualforbrydelser  m.v.).  I  lovforslaget  til  denne ændringslov (L 12 ) anførte Justitsministeriet om baggrunden for indf ø relsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 1014 a bl.a., at det efter Justitsministe- riets  opfattelse  kunne  give  anledning  til  betænkeligheder  og  forekomme mindre rimeligt, at den dømte som udgangspunkt sk al betale sagsomkost- ninger  i  tilfælde,  hvor  den  pågældende  benytter  sin  lo vbestemte  ret  efter straffelovens  §  72  til  at  anmode  om  rettens  stillingtagen  til  ændring  eller

3 ophævelse  af  en  idømt  foranstaltning.  Der  henvises  til  Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 107. Efter Justitsministeriets opfattelse bør det nuværende udgangspunkt, hvo  r- efter sigtede, såfremt vedkommende findes skyldig, har pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behan d- ling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., fastholdes. Dette gælder ikke alene for personer, der idømmes straf, men også for personer, der i stedet for  straf  idømmes  særforanstaltninger  eller  forvaring  i  medfør  af  straffel   o- vens §§ 68, 69 eller 70.”