Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forhandling om redegørelse nr. R 1:
Statsministerens redegørelse ved Folketingets åbning. (Redegørelsen givet 5/10 2004. Meddelelse om forhandling 5/10 2004).

Jeg gør opmærksom på, at man under denne sags behandling også kan omtale den næste sag på dagsordenen, nemlig første behandling af forslag til finanslov for finansåret 2005.
     Jeg gør opmærksom på, at reglerne for, hvordan debatten praktiseres, er omdelt til Tingets medlemmer, og jeg skal derfor ikke gennemgå dem nærmere her.

Forhandling

Tilbage i 1896 blev et af vor tids mest anvendte teknologiske instrumenter, nemlig telefonen, opfundet. På grund af opfindelsen nedsatte man i både England og USA en kommission, der skulle give et bud på, hvad denne opfindelse ville betyde for samfundsudviklingen i fremtiden.
     Begge kommissioner arbejdede længe med at kigge i den samfundsmæssige krystalkugle, og efter et års tid lå konklusionerne klar. I England mente kommissionen ikke, at opfindelsen ville få en synderlig betydning, for England havde jo i forvejen et velfungerende kurersystem. I USA, hvor man altid har været en lille smule mere progressiv, vendte kommissionen tilbage med den betragtning, at opfindelsen ville få enorm samfundsmæssig betydning. Den skrev, at man måtte påregne, at der i år 2000 ville være mindst én telefon
i hver by. Historien illustrerer vist meget godt den svære kunst at sige noget om fremtiden. Og det kan i sig selv være ganske godt at tænke på, når bekymringsindustrien og mørkets spåmænd taler om alt det frygtelige, som vil ske os i de kommende år. Sådanne forudsigelser tager jo ikke højde for, at ting, som vi ikke kender i dag, vil udvikles. Hvem havde f.eks. for bare 10 år siden troet, at sådan noget som sms ville være med til at skabe en værdi i samfundet. Men det sker jo i dag, danskernes brug af sms bidrager til økonomisk vækst, det er faktisk med til at skabe arbejdspladser, og så letter sms jo vores kommunikation med hinanden. Sådan sker der jo hele tiden fremskridt og udvikling. Især når vi møder verden med et åbent sind og sætter os nogle mål om at forbedre den verden, vi lever i, kan vi skabe forandring til det bedre. Det er modet til at forandre, der skaber udvikling, arbejdspladser og tryghed. Det kan lyde som et paradoks, men forandringen er netop tryghedens forudsætning.

     Venstre vil forandring, og vi forandrer ikke for forandringens skyld. Venstre forandrer for at udvikle, for at give danskerne et mulighedernes Danmark, hvor frihed og tryghed kan gå hånd i hånd. Venstre forandrer, så Danmark kommer i front, når det gælder højteknologisk forskning. Venstre forandrer, så mennesker ikke skal vente i mange måneder på en operation. Venstre forandrer, så mennesker selv kan vælge, hvordan de vil have passet deres børn. Venstre forandrer, så virksomheder og mennesker igen kan investere uden frygt for hele tiden at blive ramt af nye skatter og afgifter, og vi forandrer, så det bedre kan betale sig at arbejde.
     Det er gennem forandring, at vi skaber tryghed og virkelyst for mennesker; det er gennem forandring, at vi sikrer velfærden. Venstre vil opmuntre de modige, dem, som tør satse, dem, som tør være opfindsomme, dem, som gør tingene lidt anderledes, for det er dem, Danmark skal bygge på, det er dem, vi alle skal leve af.
     Venstre gik for 3 år siden til valg på klare løfter om forandringer. De løfter holder vi hver eneste dag. En lang række reformer er sat i søen af denne regering. Det gælder inden for uddannelse, forskning, offentlig service og forsvar, for blot at nævne nogle få.
     Vi reformerer for at gøre Danmark bedre rustet til en fremtid, hvor ikke naboen, men hele verden konkurrerer med os om arbejdspladser, vækst og service. Vi forenkler den kommunale struktur, så mennesker, der har behov for hjælp, ikke bliver kastebolde mellem forskellige myndigheder, men altid ved, hvor ansvaret for hjælpen ligger.
     Desværre oplever vi, at oppositionen til venstre for midten alt for ofte lægger sig op i hængekøjen med armene over kors. Frem for at bidrage med løsninger stiller man sig på sidelinjen og råber: Nedskæringsregering. Nu er det jo ikke nyt, at venstrefløjen er uenig i regeringens og Venstres politik, det er jo helt fair, sådan skal det jo være - ellers kunne vi jo også lige så godt gå hjem, så det er fint nok.
     Men tiden er inde til at slå fast, at under denne regering bliver der ansat over ti mennesker flere i den offentlige sektor hver evige eneste dag. Ti mennesker ansættes hver dag som læger, sygeplejersker, plejepersonale eller skolelærere. Ti mennesker ansættes hver dag, ikke i staten, men der, hvor mennesker har brug for dem. Det svarer til 14.000 flere ansatte i den offentlige sektor end under Nyrupregeringen.
     Det er også veldokumenteret, at denne regering bruger
2.300 kr. mere pr. dansker til offentlig service, end der blev brugt, da regeringen tiltrådte. Den vækst fortsætter, og det er ikke så mærkeligt, for regeringen prioriterer og budgetterer med den vækst. Vi bruger flere penge pr. folkeskoleelev og gymnasieelev end nogen sinde før. Samlet er uddannelserne i Danmark tilført 3,5 mia. kr. ekstra de sidste 3 år, og til folkeskolen har regeringen afsat 2,3 mia. kr. til flere timer, lærebøger, modernisering af lokaler og efteruddannelse af lærere. Samtidig har vi indført bindende mål for bestemte klassetrin, så vi sikrer, at vores børn og unge kommer bedre rustet ud af skolen, end de gør i dag. Sygehusene har fået 3,9 mia. kr. ekstra under denne regering. Det har givet 70.000 flere operationer og 17.000 flere behandlinger af medicinske patienter. Samtidig har vi sikret alle danskere en mulighed for at blive behandlet på et privathospital, hvis ikke det offentlige sygehusvæsen kan levere behandling inden for 2 måneder. Men regeringen vil mere end det. Der er behov for en ekstra indsat på det medicinske område, og derfor afsætter vi
210 mio. kr. til en særlig indsats for de medicinske patienter. For de udsatte grupper er der i dag behandlingsgaranti for narkomaner, og vi arbejder på det samme for alkoholikere. Vi gør det lettere for udsatte grupper at få gældssanering, og vi udvider kontaktpersonordningen til også at omfatte misbrugere og hjemløse. Børnefamilierne har i modsætning til tidligere nu 1 års barselorlov. Der er frit valg af dagtilbud over kommunegrænserne og tilskud til pasning af eget barn. Vi bygger flere familieboliger end nogen sinde før, børnefamilierne har fået adgang til afdragsfrie lån, vi iværksætter målrettet initiativer mod negativ social arv, mod seksuelt misbrug af børn, og vi gennemfører nu en pasningsgaranti i samtlige af landets kommuner. De ældre får hvert år tilført 0,5 mia. kr. mere end under SR-regeringen. I alt er der således ansat mere end
4.000 personer i ældreplejen, siden regeringen trådte til.

     Når det gælder forskningen, er det Venstres mål, at Danmark kommer helt i front. Vi afsætter 10 mia. kr. til forskning, og derudover etablerer vi en højteknologisk forskningsfond på 16 mia. kr., som også af forskningsverdenen bliver kaldt en revolution. Men penge gør det ikke alene. Vi vil give universiteter og forskningscentre mulighed for at oprette selskaber; vi opretter idéværksteder og væksthuse, så Danmark bliver bedre til at omsætte forskning til arbejdspladser.
     Alt dette sker, samtidig med at Danmark har et skattestop. Danskerne har nu haft et skattestop i 1.045 dage. Skattestoppet sikrer alle mennesker og alle virksomheder tryghed, så de kan disponere og investere uden frygt for pludselige afgiftsstigninger. I dette år har regeringen oven
i skattestoppet givet danskerne skattelettelser for godt 10 mia. kr. Det svarer til, at en gennemsnitsfamilie får godt
11.000 kr. mere til rådighed om året. Skattestoppet forhindrer samtidig skattelettelserne i at blive spist op af snigende stigninger i kommuneskat og grønne afgifter. Regeringens skattepolitik skaber arbejdspladser. Både i år og næste år skønnes regeringens forårspakke og finanslov at betyde et fald i ledigheden på 22.000 personer. Udviklingen med stigende arbejdsløshed er vendt nu. Beskæftigelsen er samlet steget pænt i år. Vi forventer, at hen på efteråret vil ledigheden falde yderligere, og internationale undersøgelser peger på, at vi næste år vil se det højeste niveau for beskæftigelsen i danmarkshistorien. Regeringens politik virker. Danskernes optimisme stiger dag for dag. Der bliver igen investeret, der er igen vækst i detailhandelen, der bliver igen ansat mennesker i forretninger og virksomheder, og der er igen råd til at forsøde tilværelsen i mange danske familier. Og det sker samtidig med, at Danmark har EU's næsthøjeste overskud på de offentlige finanser. Denne regering viser, at skattelettelser fint går hånd i hånd med vækst, optimisme og velfærd. Det er selvfølgelig irriterende for oppositionen, det forstår jeg til fulde, især når man i mangel af egne troværdige løsningsforslag så gerne taler om regeringens politik. Men det giver altså en mærkelig debat, når man konsekvent forsøger at kategorisere investeringer som nedskæringer. Hvordan kan ti nyansættelser
i den offentlige sektor hver eneste dag blive til nedskæringer? Hvordan kan 1.100 flere folkeskolelærere blive til nedskæringer? Hvordan kan 4.000 flere ansatte i ældreplejen blive til nedskæringer? Hvordan kan 70.000 flere operationer blive til nedskæringer? Måske vi skal finde svaret i den måde, oppositionen vælger at læse på. Det blev jo for nylig illustreret meget smukt, da et mangeårigt medlem af Folketingets Forsvarsudvalg stillede følgende spørgsmål til statsministeren: Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrken Fort Bragg med 45.000 specialstyrker, der angivelig er placeret under den grønlandske indlandsis? Det ærede medlem af oppositionen havde i et DSB-blad læst en artikel om, at amerikanske styrker fra Fort Bragg kan kommunikere med hinanden, om de så befinder sig under den grønlandske indlandsis, og så var det politisk meget belejligt at læse det sådan, at samtlige 45.000 mand befandt sig dér, så man igen kunne kompromittere regeringen og Danmarks allierede. Enten skal spørgsmålet ses som udtryk for manglende læsefærdigheder, eller også er der tale om, at man bevidst forsøger at manipulere den offentlige debat. Måske er der tale om begge dele. Til orientering kan nævnes, at den amerikanske base Fort Bragg ligger i North Carolina. Til gengæld er det enhver bekendt, at de amerikanske styrker sammen med bl.a. danske soldater hver dag gør en kæmpeindsats for at opbygge stabilitet i Irak. Deres indsats er helt afgørende for, at Irak kommer til at fungere som et demokratisk samfund, efter at Saddam Hussein efter mange års diktatorregime er fjernet. Soldaterne arbejder hver eneste dag hårdt for at sikre helt basale forsyninger som strøm, vand og mad i Irak. Det er en meget stor og vigtig rolle, som de danske soldater udfylder. Derfor er det efter Venstres opfattelse også særdeles utidigt, at Socialdemokraterne og De Radikale begynder at tale om, at de danske soldater skal hjem. Det er at svigte vores soldater, det er at svigte den irakiske befolkning, og det er at svigte vores demokratiske idealer, at en statsministerkandidat overvejer at bøje sig for gidseltagninger og terroraktioner, som islamiske fundamentalister gennemfører i Irak. At sikre forandring, stabilitet og demokrati i Irak kræver mod og fasthed. Heller ikke her vil regeringen medvirke til oppositionens slingrekurs.

     VK-regeringen viser evnen og viljen til at skabe forandring i Danmark og i udlandet. At løfte vores internationale ansvar kræver, at vi også i vort eget land viser evnen til at skabe vækst, beskæftigelse, velfærd og optimisme. Stort set alle internationale undersøgelser viser, at Danmark ligger i top, når det gælder konkurrencedygtighed, og det er Venstres mål, at Danmark fastholder og udbygger den position.
     Derfor vil Venstre gennem en langsigtet plan sænke skattetrykket, så Danmark bliver et attraktivt land at arbejde i. Ved at lade den private sektor vokse hurtigere end den offentlige sektor, vil vi over årene sikre lavere skattetryk, så det bedre kan betale sig at arbejde.
     Vi vil fremme iværksætterånden, hvor forskere opfordres til at springe ud og etablere egen virksomhed; vi vil gøre Danmark til teknologisk højdespringer gennem målrettet forskning og investeringer i bl.a. Højteknologifonden; vi vil sætte fokus på Danmark som uddannelsesmæssig frontløber - vi har allerede givet uddannelserne et løft på 3,5 mia. kr. - og vi ønsker at styrke voksen- og efteruddannelserne yderligere.
     Så vil Venstre fortsætte kampen for at skabe et samfund, hvor særlige præstationer bliver belønnet, og hvor misundelse afløses af anerkendelse. Det er afgørende for Danmark, for os selv og for vores børns fremtid, at vi viser mod til at skabe forandring.
     Den forandring, som regeringen skaber, er forudsætningen for, at danskerne også i fremtiden har et arbejde, at danskerne får bedre service, mere frihed og større tryghed. Venstre vil ikke som den engelske kommission i historien om telefonen stille sig tilfreds med et i forvejen velfungerende kurersystem.
     Venstre skaber et samfund med større frihed til den enkelte. Vi skaber et Danmark med større personligt ansvar, ikke bare for sig selv og sine, men også for fællesskabet. Vi skaber et konkurrencedygtigt land, så folk kan gå på arbejde, tjene til eget livsophold og bidrage til fællesskabet. Vi skaber en bedre offentlig sektor. Vi skaber større faglighed
i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Vi skaber erhvervsuddannelser, der giver reel værdi for virksomheder og mennesker. Vi skaber verdens bedste forskning på målrettede områder og sikrer Danmark en sund, stabil økonomisk vækst. Ikke fordi vækst, uddannelse og bedre systemer er mål i sig selv, men fordi alle dele tilsammen skaber et større rum for et mulighedernes Danmark; et Danmark med selvværd, optimisme, glæde ved at gå på arbejde, bedre offentlig omsorg og mere frihed. Vi siger, hvad vi mener, og så gør vi, hvad vi siger. Regeringen har i 3 år vist mod og fasthed og vilje til at udvikle Danmark til et mulighedernes land, og den linje vil vi naturligvis også fortsætte i det nye folketingsår. Vi glæder os til samarbejdet med alle Folketingets partier.

Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Frank Jensen.

Frank Jensen (S) »Det går godt i Danmark«, det sagde statsministeren selv i tirsdags. Statsministeren har også et andet valgsprog: Der er ikke noget at komme efter. Indenrigsministeren vil ikke stå bag chefens motto, så han udtaler: Det er en succes - basta! Finansministeren kan også det med slagord. Han har tildelt sig selv en olympisk guldmedalje i dansk økonomi. Og kulturministeren, ja, han følger trop. Han mener selv, at han har klaret sig til et 13-tal.
      Man kan jo spørge: Er de herrer ikke lidt inhabile i den sag? Vi vil trygt overlade det til vælgerne at give regeringen karakter.
     Vi står over for et spændende folketingsår, et folketingsår, hvor der forhåbentlig bliver valgt en ny regering; en regering, der vælger fremtiden frem for fortiden; en regering, der vælger ansvar frem for lappeløsninger; en regering, der er lyttende og ikke optræder bedrevidende; en regering, der tænker langsigtet og ikke kortsigtet. Socialdemokraterne er parat til at stå i spidsen for denne regering.
     Den borgerlige regering lever i sin helt egen verden. Al kritik bliver fejet af bordet. »Der er ikke noget at komme efter«, f.eks. når regeringens egen velfærdskommission kritiserer regeringens økonomiske politik, eller når eksperter i regeringens egen strukturkommission kritiserer regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en kommunal reform, eller når borgerlige kommunalpolitikere ude i landet kritiserer regeringens ældrepolitik. »Der er ikke noget at komme efter«, det siger statsministeren selv.

     Arbejde er forudsætningen for velfærd, både for den enkelte og for fællesskabet. Arbejdsløsheden smadrer unges håb, forældres forsørgelsesmuligheder og seniorers tryghed. Derfor hviler ansvaret for beskæftigelsen tungt på enhver dansk regering.
     VK-regeringen har ikke levet op til det ansvar. Efter 2 år med VK-regeringen var arbejdsløsheden steget mere i Danmark end i noget andet af de 25 EU-lande. Og de nyeste arbejdsløshedstal viser, at udviklingen igen går i den forkerte retning med endnu en stigning i arbejdsløsheden i august måned på 3.500 mennesker.
     Det er tvingende nødvendigt, at vi opretter nye og bedre arbejdspladser i stedet for dem, der forsvinder ud af landet. Den globale konkurrence er hård, og vi kan hverken forbruge eller spare os til en vedvarende høj beskæftigelse. VK-regeringens skattelettelser giver alt for få arbejdspladser, og regningen betales med ringere velfærd og sendes videre til vores børn og børnebørn. Vi har i stedet brug for investeringer i uddannelse, forskning, boliger, integration og miljø, som giver nye arbejdspladser i Danmark og bedre rammer for vores fælles hverdag.
     Når man lyttede til statsministeren i tirsdags, skulle man tro, at regeringen var enig med os i de synspunkter. Men hvis det er tilfældet, så skylder statsministeren de mange nye arbejdsløse en forklaring på, at han straks efter sin tiltrædelse skar ned på bevillingerne netop til miljøbeskyttelse, kvarterløft, integration, energiforskning og uddannelse - vel at mærke på det værst tænkelige tidspunkt: på tærsklen til en global lavkonjunktur.
     Derfor tvinges tusindvis af mennesker mellem 50 og 60 år ud af arbejdsmarkedet. Derfor modtager tusindvis af dygtige, nyuddannede unge en endeløs strøm af afslag på deres jobansøgninger.
     Vi har en plan, der vil vende den udvikling. Vi vil skabe 15.000 job her og nu med nødvendige investeringer i boliger, i ordentlige skoler, i renovering af offentlige bygninger og mange flere nye job i de kommende år med en massiv satsning på forskning og uddannelse og på kompetenceløft.
     Regeringen bruger mange flotte ord om uddannelse og forskning. Men den siger ét og gør noget andet. Alene i 2004 har regeringen sparet milliarder på en bred vifte af uddannelser, når man sammenligner med niveauet, da den overtog regeringsansvaret.
     Det var underligt i tirsdags at opleve en højstemt statsminister stå her på talerstolen og rose regeringens uddannelsespolitiske indsats, mens undervisningsministeren stod ude på Slotspladsen og råbte og skældte ud på de elever, som vi gerne vil have til at tage en uddannelse.
     Socialdemokraterne vil genoprette Danmarks position blandt verdens bedst uddannede og mest innovative samfund.
I alt vil vi investere 2 mia. kr. årligt i uddannelse til alle unge, den nødvendige voksen- og efteruddannelse og fremtidsorienteret forskning. Vi siger stop nu til nedskæringerne og øget brugerbetaling på uddannelse. Folkeskolen er vigtig for hele vores samfund. Det er i folkeskolen, de kommende generationer skaber grundlaget for deres tilværelse både på arbejdsmarkedet og i samfundslivet. Derfor bidrager folkeskolen til sammenhængskraften i Danmark. Den fælles folkeskole er et af de få steder, hvor børn og unge med forskellig baggrund kommer i dialog med hinanden. Der er stor og berettiget forventning til folkeskolen fra alle sider. Men regeringen svinger sparekniven med den ene hånd og knytnæven med den anden. Dens krav om en bedre skole for færre midler hænger ikke sammen med, at vi lever i en tid, hvor 30.000 flere elever melder sig på landets skoler. Socialdemokraterne vil sikre, at vi har en mangfoldig folkeskole, som har plads til og appellerer til alle. Det kræver en bred indsats, ordentlige fysiske rammer, relevant og nyt undervisningsmateriale, tidssvarende computere og flere lærere - vel at mærke lærere, der skal efteruddannes, så de behersker de teknologiske hjælpemidler og den nyeste pædagogik. Skoler med særlig store opgaver som integration af tosprogede elever eller bekæmpelse af negativ social arv skal have et løft. Vi vil derfor afsætte yderligere 600 mio. kr. årligt til fremtidens folkeskole. På den baggrund kan vi stille seriøse krav om valuta for pengene og mere systematisk evaluering og dokumentation af sammenhængen mellem mål og midler på landets folkeskoler. Værdighed og respekt er nøgleord for Socialdemokraterne, når det handler om vores ældre. Vi fik i fredags et klart bevis for, at de ældre ikke har fået det løft i plejen, som regeringen gik til valg på. Finansministerens undersøgelse af den såkaldte ældrepakke i 2001 er jo en klar tilståelsessag.

Hovedparten af de 500 mio. kr., som regeringen afsatte i 2001, er gået til papirnusseri. Faktisk falder serviceniveauet for de ældre på samme måde som for skoleeleverne. Der tildeles nu færre hjemmehjælpstimer, samtidig med at der bliver flere svage ældre med behov for hjælp og støtte. Hvad hjælper regeringens bureaukratiske frit valg-ordning så? Det er uværdigt og viser mangel på respekt for de ældre.
     Socialdemokraterne vil sikre bedre tid og omsorg i hjemmeplejen, og de ældre skal have mulighed for at købe ekstra ydelser fra kommunerne, ligesom de i dag kan på det private marked.
     I valgkampen lovede Venstre og De Konservative vælgerne bedre sygehuse. Regeringen har imidlertid fokuseret ensidigt på at nedbringe specifikke ventelister, mens andre områder er blevet syltet eller ligefrem drænet for penge. Regeringen svigter de svækkede og afkræftede ældre patienter. Socialdemokraterne finder det uanstændigt, at de svageste patienter bliver ladt i stikken. Vi vil skabe flere sengepladser og skaffe mere personale til de medicinske afdelinger. Vi har afsat 800 mio. kr. til formålet de kommende år. Socialdemokraterne ved, at det for mange børnefamilier kan være svært at finde så vel det menneskelige som det økonomiske overskud i hverdagen. Derfor er vi klar med en håndsrækning. Det må maksimalt koste 1.000 kr. om måneden at få sit barn passet, så det kan betale sig for forældre at passe deres arbejde. Vi har fremlagt 25 konkrete og konstruktive forslag i en børnepakke og afsat 500 mio. kr. til bedre børnepasning med høj pædagogisk standard, så forældre trygt kan aflevere deres børn. Kommunerne har beskåret området kraftigt på grund af skattestoppet. Det er især gået ud over den meget tidlige indsats mod den negative sociale arv. Det er de mest udsatte børn, der betaler prisen. Dansk miljøpolitik ligger i ruiner. Regeringen har lammet indsatsen på alle væsentlige områder med nedskæringer på 3,7 mia. kr. Der var mange, der håbede, at det ville hjælpe at få en ny miljøminister. Desværre har det vist sig, at håbet var ubegrundet. Regeringen vægter fortsat Venstres kortsigtede interesse frem for en politik, der er til gavn for kommende generationer. Socialdemokraterne vil stoppe nedskæringerne og give natur og miljø en ny chance. Men regeringen finder det mere vigtigt at give landets svineproducenter lov til at udvide deres besætninger. Socialdemokraterne ønsker ændringer i arbejdsdelingen mellem stat, amter og kommuner. Vi er med på, at der bør være større kommuner og regioner i fremtidens offentlige landskab. Den nye struktur skal være til gavn for borgerne og være et stærkt grundlag for at forny vort velfærdssamfund. Socialdemokraterne vil fastholde et reelt nærdemokrati, og der skal skabes kommuner, der fagligt og økonomisk er robuste nok til at løse de nye opgaver. Regionerne skal være dynamoer for den aktive udvikling i alle dele af vores land. Men regeringens kommunalreform er ved at løbe af sporet, allerede inden den er blevet vedtaget her i Folketinget. Der hersker vild forvirring om, hvem der skal løse opgaverne fremover. Statsministerens jobgaranti hænger i en tynd tråd, vi kender ikke de økonomiske konsekvenser, og den kommende lovgivning vil blive præget af hastværk. Oven i alt dette viser det sig, måske for de fleste lidt overraskende, at regeringen vil bruge kommunalreformen til et ideologisk korstog mod den offentlige sektor. Regeringens finanslovforslag viser, at det første område, som bliver overført ved reformen, nemlig inddrivelsesområdet, skal udsættes for massive besparelser: 125 mio. kr. det første år! Det samme vil gælde for skatteområdet, som er det næste område, der står for tur, begge dele til gavn for storskyldnere og skatteål og til skade for velfærdssamfundets økonomiske grundlag. Vi mener, at ansvaret for opgaverne skal placeres tættest muligt på borgerne, vel at mærke når det kan ske på et bæredygtigt grundlag. Vores mest sårbare medborgere skal sikres de bedst mulige tilbud, bl.a. ved at fastholde ekspertise og institutioner på det regionale niveau. Vi vil fastholde armslængdeprincippet på miljøområdet, værne om naturværdier til kommende generationer og sikre en ansvarlig planlægning af det åbne land. På sundhedsområdet har vi brug for en grundig vurdering, inden et helt nyt sundhedssystem med en ny finansiering føres ud i livet. Vi ønsker at fastholde et nationalt ansvar for beskæftigelsesindsatsen, herunder det økonomiske ansvar. Der må skabes gode personalemæssige vilkår ved strukturreformen, og en tæt inddragelse af personalet og deres organisationer skal skabe åbenhed og tryghed i overgangsperioden for de mere end 500.000 berørte kommunalt og amtsligt ansatte.

     Danmark har brug for en ny udenrigspolitik med højere aktivitet, mere ambitiøse målsætninger og bredere politisk forankring her i Folketinget. Vi vil et globalt fællesskab, som sætter ind mod den enorme fattigdom, løser miljøproblemerne og sikrer respekt for menneskerettighederne.
     En af de mest foruroligende trusler mod den globale fred og retfærdighed er under udvikling i Irak. Ingen ønsker Saddam Hussein tilbage. Men enhver bør bekymre sig for krigens langsigtede konsekvenser.
     Gennem det seneste år har vi været vidne til en eksplosion af gidseltagninger, vold, terror, kriminalitet og etniske modsætninger i Irak. Socialdemokraterne vil gøre op med regeringens betingelsesløse tilslutning til Bushadministrationens Irakpolitik. Vi vil kraftigt tilskynde vores allierede til at lægge en bedre plan for Iraks fremtid, og vi må lægge afgørende vægt på at sikre FN en langt mere markant rolle.
     Socialdemokraterne vil bremse årsagerne til krig og terrorisme. Her spiller den store ulighed i verden en afgørende rolle. Hvor unge mennesker ikke har noget håb om en fornuftig fremtid, er der grobund for had, fanatisme og terror.
     Vi skal være med til at skabe ordentlige fremtidsudsigter for verdens fattige og marginaliserede. Socialdemokratiet vil derfor genopbygge Danmarks ulandsbistand. Det er beskæmmende at opleve statsministeren tale langt og smukt om vores ansvar for verdens fattigste i Afrika, mens han lader de selv samme mennesker betale for skattelettelser til de mest velhavende i Danmark.
     Det danske folkestyre har tradition for at være kendetegnet ved vidtgående samarbejde mellem de forskellige politiske partier. Det er de brede forlig med inddragelse af alle relevante grupper i det danske samfund, i den danske befolkning, der har skabt det Danmark, som vi kender i dag - et Danmark med stor velstand og en begrænset ulighed.
     Det er desværre alt for sjældent, vi i oppositionen oplever, at regeringen gør sig umage for at sikre brede forlig, få dem i hus, for det kræver flid og godt politisk håndværk at få enderne til at mødes mellem forskellige politiske partier. Det klares ikke ved et enkelt møde og så farvel og tak. Regeringen har i mange tilfælde alene været interesseret i at tale med Dansk Folkeparti, som da også har været mere end villig til at skrive under på stort set alt, hvad regeringen lagde frem.
     Vi har nu taget hul på en ny folketingssamling, og det giver mulighed for en ny start. Der er desværre intet, der peger i den retning.
     Statsministerens åbningstale, regeringens finanslovforslag og regeringens lovprogram fastholder den kurs, som VK-regeringen har lagt de seneste 3 år: en blokpolitik sammen med Dansk Folkeparti. VKO-flertallet er blevet brugt i alle væsentlige politiske spørgsmål med undtagelse af EU-politikken - ja, også her har regeringen valgt Dansk Folkeparti som forligsparti om landbrugsstøtten.
I beslutningen om dansk deltagelse i Irakkrigen, i den arbejdsløshedsskabende økonomiske politik og i strukturreformen har statsministeren valgt blokpolitikken. Med det, vi har hørt fra statsministeren i tirsdags, er der intet nyt under solen. Vi Socialdemokrater vil fortsat gå konstruktivt ind i lovgivningsarbejdet, vi vil stemme for de lovforslag, vi er enige i, og vi vil sammen med den øvrige opposition tegne et klart alternativ til VKO-flertallet. Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer,
- at aftalen mellem VKO om en strukturreform er blevet til uden en bred demokratisk debat i forbindelse med et valg,
- at strukturreformen ikke engang har sit faglige grundlag i Strukturkommissionens betænkning fra januar 2004,
- at aftalen medfører sprængning af de miljøfaglige kompetencer og placerer ansvaret for miljøet sammen med lokale økonomiske interesser,
- at aftalen ikke giver sikkerhed for fortsat drift og udvikling af indsatsen på det sociale område, der i dag varetages af amterne,
- at der er skabt en urimelig utryghed hos mange medarbejdere,
- at de økonomiske konsekvenser er ukendte, da regeringen ønsker at udskyde den planlagte finansierings- og byrdefordelingsreform til efter de kommende valg, og
- at der er en lang række uløste problemer og områder, som ikke er tilstrækkeligt belyst, opfordrer Folketinget statsministeren til at udskrive folketingsvalg, inden en strukturreform gennemføres, så strukturreformen kan diskuteres med borgerne i valgkampen.« (Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Kjærsgaard.

I forhold til det forslag til vedtagelse, der lige er fremsat, vil jeg meget apropos begynde med at sige, at det da var herligt at høre i statsministerens åbningstale tirsdag, at vi selvfølgelig ikke får valg sådan lige nu. Selvfølgelig ikke, for der er jo ikke nogen grund til valg lige nu, og selvfølgelig ikke, fordi det arbejde, som VKO-flertallet nu i knap 3 år har været i gang med, langtfra er tilendebragt. Det har ellers, det indrømmer jeg blankt, været sådan lidt sjovt at iagttage, hvordan journalister, kommentatorer og politikere i ugevis nærmest har været ved at falde over hinandens ben af iver for at komme først med afslørende forudsigelser om et snarligt valg, som sandsynligvis ville blive udskrevet under statsministerens åbningstale i tirsdags, og så viste det sig, at den faktisk handlede om noget så dagligdags kedeligt som politik. Men vi får altså ikke valg lige nu, og det vil jeg godt kvittere for over for statsministeren. Der er stadig mange opgaver, der venter på at blive færdiggjort: strukturreformen skal i hus, forholdene for de ældre kan stadig forbedres meget, hjemsendelse af afviste asylsøgere skal i gang osv. osv. Det haster jo ikke sådan lige med at komme til stemmeurnerne. Jeg er enig med statsministeren i, at optimismen faktisk er tilbage i Danmark. Det er pudsigt, når man lige har hørt den socialdemokratiske ordfører, som jo stiller noget helt andet i udsigt, men jeg tror ikke, det er den opfattelse, der hersker ude i det danske samfund. Og når der ikke er den opfattelse, så kan vi takke de sidste års samarbejde for det. Vi har fået sat en stopper for masseindvandringen, som truede med at få landet til at gå helt i opløsning. Vi har fået tilført en særlig ældreydelse til de ringest stillede pensionister. Sundhedsvæsenet har fået tilført milliarder af kroner til at nedbringe ventelisterne og forbedre behandlingerne. Der er skabt øget fokus på bekæmpelse af kriminalitet osv. osv. Selvfølgelig kan det alt sammen blive meget bedre, og det er jo så også det, vi er her for. Det er det, vi skal i gang med nu i den samling, vi går ind i. Men overordnet kan jeg godt være enig med statsministeren: Glæden og optimismen har bedre kår i Danmark, end de har haft i de sidste mange år. Det er dejligt at opleve, og min glæde bliver selvfølgelig ikke mindre af at vide, at Dansk Folkeparti har været en meget afgørende medspiller i den meget positive udvikling, der har fundet sted siden den 20. november 2001. Det er ikke så lang tid, men alligevel lang tid nok til, at den del af oppositionen, der sidder på de bænke, tilsyneladende ser ud til at vide, hvordan dagligdagens samfund nu skal køre fuldstændig perfekt. Det er pudsigt at tænke på, at det er knap 3 år siden, takten var en ganske anden hos de samme mennesker. Jeg er ikke uenig i, at vores sundhedsvæsen skal være i verdensklasse, bestemt ikke, men det har det altså ikke været
i de senere år. Dansk Folkeparti er igen til sinds at bruge de kommende finanslovforhandlinger til at få afsat større ressourcer til det her område. Først og fremmest kræver vi, at der afsættes flere penge til bekæmpelse af ventelisterne på sygehusene. Der er gjort en god indsats, men som sagt kan vi blive bedre endnu, og det skal vi blive. Vi skal leve op til borgernes forventninger. Ligeledes skal behandlingen af de ældre medicinske patienter prioriteres langt højere end i dag. I forbindelse med udmøntningen af forårspakken har Dansk Folkeparti i sit finanslovoplæg afsat 210 mio. kr. over de næste 2 år til en ekstra indsats for disse patienter, som efter vores mening alt for længe har været underprioriteret i sundhedsvæsenet.

     Vi vil også foreslå, at der afsættes midler til akutstuer og genoptræning af ældre, ligesom vi i forbindelse med strukturreformen ønsker afsat flere midler til oprettelse af nye sundhedscentre, som vil give borgerne langt nemmere adgang til forebyggelse, pleje og genoptræning.
     Endelig synes vi stadig væk, at det går alt for langsomt med oprettelse af nye hospicepladser. Det er ikke godt. Det er faktisk ret uanstændigt, at døende skal vente på en hospiceplads. Det er ikke der, der er plads til ventelister overhovedet: Der er slet ikke tid til det på hospiceområdet. Derfor ville det være fornuftigt, at staten overtog hospiceområdet og også igen satte flere midler af til området.
     Jeg blev faktisk rigtig glad for, at statsministeren i åbningstalen omtalte den særlige ældreydelse. Det var jo nærmest, som om statsministeren har taget den til sig. Vi synes, det er en rigtig god idé, at man har indført en ældreydelse. Det nikkede vi bifaldende til fra bænkene, hvor Dansk Folkeparti sidder, og så kan vi jo roligt gå til finanslovforhandlinger og kræve, at der igen afsættes ekstra til den ældreydelse, altså overbevise finansministeren om, at der endnu en gang må gøres noget for de ældre, der er ringe stillet.
     Men den ældreydelse er altså indført, alene fordi Dansk Folkeparti insisterede på det. Siden da har jeg og Dansk Folkepartis sekretariat modtaget i tusindvis af henvendelser fra pensionister, som har fortalt, hvor glade de faktisk er for de hårdt tiltrængte penge. Det er dejligt at høre, at statsministeren nu anerkender ældreydelsens berettigelse. Det har som sagt været en meget kærkommen håndsrækning til ældre medborgere.
     Vi kunne godt forestille os, når vi skal i gang med finanslovforhandlingerne, at modtagerkredsen blev udvidet til flere end de nuværende 170.000 ældre. Man kunne også godt forestille sig, at grænsen for den likvide formue - det, man må eje, før man kan modtage ydelsen - hæves. I dag er grænsen relativt lav, hvilket betyder, at man ikke skal have ret meget, før man bliver trukket i ældreydelsen, og det er der ingen grund til. Der synes vi, at der skal bruges nogle midler til at forhøje formuegrænsen.
     For det andet ønsker vi, at beløbet på de 5.100 kr., der
i dag udgør ældreydelsen, kunne blive øget. Så kan vi nemlig afgørende mærke en forskel på, hvad det her flertal ønsker at gøre for de ældre i modsætning til det flertal, der sad før valget. Så blev der også brugt en hel del tid i statsministerens tale på at fastslå, at der ikke bliver ændret på 24-års-reglen for familiesammenføring. Jeg kan godt forstå, at statsministeren nævner det, for det har været en del af sommerens debat, det skal jeg så sandelig lige love for. Det har været Socialdemokraterne og De Radikale, der har været godt og grundigt oppe at skændes om den del af udlændingeloven - tilknytningskravet har også været berørt. Og nej, selvfølgelig skal 24-års-reglen ikke ændres. Den regel har sammen med de øvrige stramninger af reglerne for familiesammenføring været en succes. I 2001 søgte 15.370 personer om tilladelse til familiesammenføring. Til sammenligning er tilladelserne, der bliver givet nu i 2004, 2.757. Jeg er ikke i tvivl om, at stramningerne af udlændingeloven i forhold til langt størstedelen af den danske befolknings dagsorden, den dagsorden, som befolkningen satte op til novembervalget 2001, er blevet opfyldt. Men vi skal endnu videre. Jeg føler da også anledning til at sige her, hvad det vil betyde, hvis S og R kommer til magten, hvad jeg ikke på noget tidspunkt tror de gør, aldrig har jeg troet på det. Men det, der bliver lagt op til, er, at S og R jo er enige om, at den lave starthjælp skal væk; grænsen for, hvornår man får permanent opholdstilladelse, skal igen sættes ned til 3 år. Mange af de stramninger, som er blevet gennemført med befolkningens accept, vil et eventuelt nyt flertal gå ind og ændre, så Danmark igen bliver en magnet. Stramningerne har jo sat en stopper for mange af de modbydelige muslimske tvangsægteskaber. Det er en meget, meget positiv sidegevinst. Men jeg er ikke spor bange for at sige, at de stramninger, der blev gennemført på familiesammenføringsområdet, også skyldtes, at antallet af familiesammenføringer var alt, alt for højt. Jeg synes også godt, regeringen kan indrømme, at det var en stor del af det. Det var ikke alene for at sætte stop for tvangsægteskaber, hvilket er godt, men også antallet af familiesammenføringer blev drastisk ændret i en nedadgående retning.

     Så kan jeg selvfølgelig godt undre mig lidt over, at statsministeren ikke ofrede et eneste ord på hjemsendelse af afviste asylsøgere. Der har vi et hængeparti, det må vi se at få afgjort, for selvfølgelig skal det være sådan, at når man bliver afvist som asylansøger i Danmark, skal man ikke blive her, men man skal sendes hjem, og vil modtagerlandene ikke modtage afviste asylsøgere, kan vi selvfølgelig ikke fortsætte med at give økonomisk bistand.
     Jeg har selvfølgelig bemærket integrationsministerens argument for ikke at gøre det: Hvis først man bringer truslen til udførelse, så mister man det som pressionsmiddel over for modvillige lande.
     Jo, det er rigtigt nok, at hvis man er konsekvent, så sker den slags ting, men sådan må det nu engang være. Vi har en opfattelse af, at man ikke skal blive ved med at lade bistandsmidler regne ned over forskellige lande, hvis de afviser at modtage egne statsborgere.
     Jeg tror også, at de lokale myndigheder nok skal skynde sig at finde ud af, at de, hvis bistanden skal genoptages, så hurtigst muligt må acceptere at modtage egne borgere.
     Statsministeren nævnte, at regeringen vil skærpe straffene for spirituskørsel. Det kan vi selvfølgelig kun støtte. Spirituskørsel er en foragtelig handling, hvor man sætter sit eget og andres liv på spil, og det skal naturligvis straffes hårdt.
     Men så vil jeg også godt spørge - uden at undervurdere spirituskørsel: Hvorfor i alverden sagde statsministeren ikke noget om at skærpe straffen for anden alvorlig kriminalitet såsom vold og voldtægt? Der er sket en stramning, javel. Men ville det ikke være fornuftigt at indføre en minimumsstraf, så vi også kom ud over, at der altså er nogle dommere, som ikke efterlever de hensigter, som Folketinget giver som pejlemærker. Derfor er der for mange, der stadig væk slipper med en alt, alt for mild straf.
     Så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at nævne området omkring EU. Ja, der er vi meget uenige med regeringen. Det er vi i øvrigt også med Socialdemokraterne og stort set det øvrige Folketing. Men vi har nok en opfattelse af, at der er rigtig mange danskere, der synes, det er godt, at der er et parti, som holder fast i den meget store skepsis for ikke at sige modstand mod en yderligere integration inden for EU i forhold til en ny forfatning og i forhold til, at Tyrkiet nu skal indlemmes.
     Hele dagen i går kunne vi høre mange forskellige og mærkelige forklaringer på, hvad man nu ville gøre:
stopklodser, begrænsninger på adgangen, og jeg ved ikke hvad. Og: over en lang periode, og nu må vi se.
     Med hvilken begrundelse blev det sagt? Med en eneste begrundelse. Det var selvfølgelig, fordi man ved, at der er en meget, meget stor og udbredt skepsis i den danske befolkning over for at indlemme et meget stort muslimsk land med ca. 70 millioner indbyggere i det øvrige EU.
     Det er ikke rimeligt, og jeg synes lige så godt, at man kan sige tingene ligeud.
     Lad mig afslutningsvis sige noget til statsministeren, justitsministeren, integrationsministeren, hvem der har berøring med emnet, om en person, som vi har diskuteret vældig meget her i den forløbne uge, men hvor det ikke har været rejst i Folketinget. Der har ikke været mulighed for det, fordi vi ikke har været indkaldt. Men jeg vil godt tillade mig at nævne den tidligere guantánamofange Slimane Hadj Abderrahmane.
     Det er helt urimeligt, at regeringen ikke har taget det problem mere alvorligt. Det er helt urimeligt, at man kan sidde og småsludre i tv om, at nu skal statsministeren og forsvarsministeren bare myrdes, og det skal være helt legitimt. Det er sådan en slags talkshow, som vi har været vidne til, og det eneste, der sker, er, at de nu fra Politiets Efterretningstjeneste går ud og siger - sikkert med accept fra regeringen, det kan jeg forestille mig - at nu har han virkelig ændret opfattelse. Nu er han blevet en rigtig artig dreng. Han kunne ikke drømme om at gøre noget som helst. Det kunne han heller ikke, da han kom hjem fra Guantánamobasen.
     Jeg synes, det er et meget, meget stort problem. Jeg synes, det er et stort problem også i forhold til andre lande, hvilket regeringen ellers normalt lægger meget stor vægt på.
     Hvorfor i alverden har man ikke varetægtsfængslet den mand? Hvorfor i alverden har man ikke nærmere undersøgt, om han eventuelt har et netværk i Danmark? Hvorfor i alverden har man ikke undersøgt, om han virkelig er en dødsensfarlig terrorist, om han er så farlig, som USA tidligere har givet udtryk for? Det synes jeg er for ringe, det kan jeg roligt sige til regeringen. Der synes jeg, man skulle træde i karakter og vise, at man har en ordentlig retstilstand, og at man ikke bare vil acceptere sådan nogle ting.

     Jeg kan se, at min taletid er udløbet, og det skal så være min opfordring til regeringen, at den virkelig tager den slags ting alvorligt, at den ikke bare siger, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og så skal man kunne sige hvad som helst.
     Det er næsten ikke til at holde ud, hvad vi kan sige i forhold til ytringsfriheden; at man hele tiden påberåber sig ytringsfriheden, som er et gode, og som det er godt vi har i Danmark, men hvor man nu tillader sig at gå langt, langt, langt over en retsmæssig grænse og i forhold til almindelig anstændighed, som det bl.a. er sket i det her tilfælde og også i en lang række andre tilfælde på udlændingeområdet.
     Det synes jeg regeringen må skrive sig bag øret. Regeringen må tage det alvorligt, meget, meget alvorligt. Det, der foregår, er ikke rimeligt, altså at vi bare lader stå til på de her områder. Der bør regeringen være meget, meget mere aktiv, være mere modig og blæse på, at der måske er nogle i Folketinget, eller hvor ved jeg, der falder over en. Jeg er ikke i tvivl om, at den store del af befolkningen vil synes, at det ville være velgørende, hvis regeringen trådte i karakter på det her meget, meget væsentlige punkt.

Så er det Det Konservative Folkepartis ordfører, fru Pia Christmas-Møller.

Den tidligere statsminister Oluf Palme har engang sagt, at politik er at ville. Det er ikke helt nok for mig. Det er ikke nok at ville. Man skal ville noget, og man skal derved ville at turde vælge.
     For mig kan kernen i den politiske drivkraft i stedet udtrykkes med følgende tre ord: værdier, visioner og vilje. Der skal være en indre og en ydre sammenhæng. Det fortoner sig måske lidt i de daglige partipolitiske slagsmål, men desto vigtigere er det en gang imellem at fokusere på sammenhængen mellem livsværdier, det visionære samfundsengagement og viljen til de konkrete resultater i dagens og vejens politik.
     Det helt fundamentale afsæt for os Konservative er at finde i vores syn på livet og dets mangfoldighed. Som konservativ betragter man livet som en gave, der skal modtages og bruges med lige dele alvor og lidenskab. Livets fordring er at klare sig og sine og helst lidt mere, så de, der ikke kan klare sig selv, også kan blive hjulpet. Kan man selv klare tingene, kan man til gengæld ikke være bekendt at bede andre om at ordne dem for sig.
     Derfor er det, at vi Konservative kræver en målrettet vækst og forskningsstrategi som svar på den globale udfordring. Vi vil, at der bliver satset på uddannelse, efteruddannelse, forskning, iværksættere og konkurrencekraft for vore virksomheder. Vi vil et skattesystem, som sikrer incitament til at yde en ekstra indsats, og som kan klare finansieringen af de fælles opgaver.
     Derfor er det, at vi glæder os over de gennemførte personskattelettelser, som giver ganske almindelige familier næsten 1.000 kr. mere om måneden. Vi glæder os over regeringens initiativer til at få flere i arbejde, til at etablere en iværksætterfond og til at styrke efteruddannelsesindsatsen. Derfor er det, at vi med tilfredshed noterer os statsministerens bemærkninger om, at når de andre lande bliver billigere, ja, så skal vi blive bedre, hvorfor det bl.a. drejer sig om at gøre vejen fra forskning til forretning kortere og nemmere.
     Der skal føres en offensiv forskningspolitik. Grundforskning, anvendelsesforskning, udvikling og innovation er nøglen til fremtidens velfærd, intet mindre.
     Vi Konservative ved godt, at tilværelsen ikke giver alle efter fortjeneste, og at nogle ikke kan klare sig selv. Her må fællesskabet træde til med en tilstrækkelig stærk hånd. Derfor er det, at vi Konservative vil have det socialpolitiske fokus på de virkelig udsatte: de hjemløse, voldsramte kvinder, truede børn m.v. Og det vil vi fortsætte
i den nye samling med bl.a. en behandlingsgaranti for alkoholikere. Vi Konservative betragter menneskers forskellighed som en selvstændig værdi og ikke som et eller andet livsvilkår, der nødtvunget skal tåles, tværtimod. Netop forskelligheden giver tilværelsen næring. Det er i mødet mellem forskellige mennesker, at vi oplever spænding, dynamik, udvikling og, ja, kærlighed.

Derfor skal forskelligheden værnes og beskyttes med tolerance, derfor skal der være valgmuligheder, derfor stiller vi krav om, at forskellige behov bliver mødt med forskellige løsninger, også af det offentlige. Og det gælder, hvad enten det drejer sig om børnepasning eller ældreomsorg.

     Men det frie valg skal være et middel, ikke en genvej til at spise mennesker af alene med en check. Derfor har vi ikke bare udstyret alle forældre med et fast beløb, men derimod gennemført en række valgmuligheder, eksempelvis frit valg for forældre, der har brug for et pasningstilbud i en anden kommune end den, de bor i, ligesom kommunerne har fået lov til at give de forældre, der selv vælger at passe børnene, en økonomisk håndsrækning.
     I det nye år vil vi gennemføre en landsdækkende pasningsgaranti, som sikrer, at alle børn kan blive passet efter 6 måneder. På samme måde er de ældre sikret langt større indflydelse på deres egne rammer. Og i det kommende år vil også mulighederne for orlov til pårørende, der ønsker at passe døende, blive forbedret. Og præcis på samme måde forholder det sig med hospiceindsatsen. Udgangspunktet er for os hele tiden det enkelte menneske, den enkelte familie, som skal have en travl hverdag til at fungere, og ikke systemer, simpelt hen fordi individualiteten for os er særlig vigtig, og det gælder på alle planer. Det er ikke kun et spørgsmål om den stærkes, den geniales individualitet. Det er også individualiteten i den svage, i barnet, i den handicappede. Vi kræver individualiteten respekteret og værnet, og derfor vil vi have et fællesskab, der både garanterer den enkeltes retssikkerhed, den enkeltes personlige frihed og den enkeltes personlige ansvar. Derfor har vi Konservative en vision om et retssystem, som er i harmoni med borgernes retsfølelse, og derfor har vi sat ind over for grove forbrydelser med klar og konsekvent hånd.
     I det nye år vil vi give mulighed for, at vor tids fingeraftryksmetode kan komme i anvendelse. Det vil øge opklaringsprocenten af f.eks. indbrud dramatisk.
     I det konservative livssyn er der stor forskel på individualisten og egoisten. Individualisten er sig selv, men
i modsætning til egoisten aldrig, aldrig sig selv nok. Individualisten er sig sit ansvar over for fællesskabet bevidst og udfolder sig i respekt for, at det er i fællesskabet med andre, at vi gror og vokser og får sat så vel frihed som tryghed i relief. Det folkelige fællesskab betyder rent faktisk noget for os. Vi ønsker at binde tråde fra fortiden til nutiden med håb om at finde pejling på fremtiden. Vi ved, at nuets beslutninger formes på grundlag af erfaringen fra i går og med drømmen for i morgen som vision. Derfor vil vi værne om at formidle vores fælles historie og kulturarv. Derfor er vi parate til at satse på investeringer i fremtiden. Derfor kæmper vi Konservative for visionen om en fælles folkeskole, der bringer faglighed og viden om vores fælles folkelige værdier videre til den opvoksende generation, og det gælder, uanset hvor i landet man bor. En særlig glæde var det at høre statsministeren fortælle, at vores mærkesag om at få en kanon, dvs. fælles krav til, hvilke forfattere og værker man skal stifte bekendtskab med i skolen, nu er blevet regeringens fælles politik. Vi har længe luftet vore visionære ambitioner om et uddannelsessystem, der kan måle sig med de bedste og ikke bare de dyreste. Vi er parate til forandringer og bevillinger, en skole-, en gymnasie- og en universitetsreform er allerede gennemført, og i finanslovforslaget er der afsat ekstra 2,3 mia. kr. over de næste 4 år, bl.a. til flere timer, nyere bøger og efteruddannelse af lærerne i folkeskolen. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Lærerne skal sikres ordentlige arbejdsvilkår. Mens nogle hævder, at enhver er sin egen lykkes smed, ved vi Konservative godt, at det højst er en halv sandhed. Vi ved godt, at sygdom og ulykker kan vælte os omkuld, og her er det, at fællesskabet skal træde til. Derfor har vi Konservative en vision om et sundhedsvæsen, som kan behandle syge på højt internationalt niveau og ikke bare parkere dem på en venteliste. Vi glæder os over, at der rent faktisk er sket en mærkbar nedsættelse af ventetiden siden valget. Især de kirurgiske områder har fået et løft, men de medicinske områder må ikke glemmes, og også genoptræning og forebyggelse må i fokus. Med finanslovforslaget er der afsat ekstra midler til behandling af ældre medicinske patienter, og det er et godt skridt.

     Særlig opløftende er det, at regeringen har varslet en ny kræfthandlingsplan til foråret, og allerede nu står det klart, at der skal skaffes flere strålekanoner. Visionen er klar: Danske kræftpatienter skal sikres den ypperste behandling.
     Vi har igen og igen peget på behovet for en ny forvaltningsstruktur bl.a. af hensyn til sygehusdriften herhjemme. Nu lykkes det. Derfor glæder vi os til efter årtiers kamp at skulle gennemføre en omfattende strukturreform, som på alle afgørende punkter imødekommer vores konservative ønsker. Amterne bliver afskaffet, en regionsløsning uden skatteudskrivende kompetence kommer til, opgaverne bliver løst tættere på borgerne, dér, hvor det er hensigtsmæssigt. Ærgerligt er det bare, at bestræbelserne på at få et bredt forlig ikke lykkedes, men i dag er det blevet åbenbart for enhver, at Socialdemokratiet og De Radikale forhandlede på skrømt. Det vidner forslaget til vedtagelse tydeligt om.
     Men når der nu ikke kommer valg i dag, kan S og R jo stadig nå det, for vi vil faktisk gerne have dem med. Lad dette være en opfordring.
     Som konservative tror vi på, at individualismens dynamik er fællesskabets styrke, når den udfoldes i gensidig respekt. Men en gensidig respekt er ikke kun knyttet til vores egen generation. Vi føler også et ansvar og en forpligtelse på tværs af generationerne. Derfor viser vi respekt for de generationer, fra hvem vi overtog samfundet, og ansvar for de generationer, der kommer efter os. Det viser sig i vores bevidsthed om værdien af kulturarven og vores fælles historie, og det viser sig i vores investeringsvilje og i den økonomiske politik.
     Men først og sidst viser det sig i vores respekt for vores fælles jord og vores fælles natur. Derfor er en aktiv og offensiv miljøpolitik så central for os. Markedskræfterne kan bruges til meget, men er ude af stand til alene at klare den nødvendige regulering, som hensynet til de kommende generationer kræver på miljøområdet. Hvordan kan man f.eks. i dag sætte pris på regnskovene på en måde, som tager højde for de kommende generationers helt fundamentale efterspørgsel? Det er jo meningsløst.
     Her er der virkelig behov for politik med visioner, værdier og vilje, og regeringen viser vejen med en række initiativer: vandmiljøplan III, skovrejsning, nationalparker, efterlevelse af internationale aftaler såsom Kyotoprotokollen, styrkelse af miljøteknologi osv.
     Når det gælder den hjemlige forurening, bruges både gulerod og pisk. Væk kommer MTBE og svovl i benzinen. Vi forlanger, at de regler, vi opstiller, er realistiske, stramme og anstændige, og at de bliver respekteret - også på miljøområdet. Derfor skal de selvfølgelige håndhæves konsekvent.
     Som sagt er vores engagement i fællesskabet forankret dybt i det konservative livssyn. Det gælder selvfølgelig også vores engagement i det internationale fællesskab. Hvad enten det drejer sig om EU, NATO eller FN, har vi aldrig vaklet i vores tro på Danmarks interesse i at være fuldt og helt med. Vi ser med både forventning og stolthed frem til at indtage pladsen i FN's Sikkerhedsråd.
     Vi har den grundopfattelse, at vi overalt, hvor vi færdes, må vælge side til fordel for frihed og demokrati, til fordel for menneskerettigheder og retssamfund. Derfor valgte vi i Irakspørgsmålet side, og vi har ikke fortrudt.
     Vi har altid lagt vægt på, at vi i Danmark havde en bred enighed om udenrigspolitikken. Jeg er derfor meget glad for, at den lidt pudsige debat, som vi oplevede herhjemme i sidste måned, om varigheden af Danmarks engagement i Irak nu har fortonet sig. Man besindede sig i tide. Det ville nemlig have været direkte uansvarligt at trække vores soldater hjem nu. Det er derfor meget positivt, at der igen er bred tilslutning til at forlænge den danske styrkes mandat.
     For os Konservative må selvfølgelig også udenrigspolitikken drives af værdier, visioner og viden. Det fører ikke altid til lige populære standpunkter og beslutninger, men lederskab handler om at søge det rigtige og ikke nødvendigvis det populære.

Så er det SF's ordfører, hr. Holger K. Nielsen.

I SF insisterer vi på den ideologiske politik. Derfor markerer vi klart, at vi stadig er røde, og vi er også grønne. Vi vil have mere lighed og social retfærdighed, og vi vil slås for naturen. Vi står midt i en værdikamp, hvor linjerne er trukket krystalklart op. Det er solidaritetens Danmark over for egoismens Danmark. Det er Fællesskabsdanmark over for Privatiseringsdanmark. Det er et Danmark, der vil udvikle, over for et Danmark, der vil afvikle. Vi står i øjeblikket over for kolossale udfordringer. Globalisering presser beskæftigelsen, virksomheder lukkes, job flyttes til andre lande. Og mange bliver utrygge. Vi oplever et arbejdsmarked, der bliver stadig mere skævt. De smarte og de dygtige klarer sig bedre. De knap så smarte smides ud. Vi oplever en verden, hvor den rige del i mange år har overtrukket naturens kassekredit. Det hævner sig nu. Vi oplever næsten dag for dag, at oliepriserne stiger, og det skyldes ikke nogen tilfældighed. Det skyldes, at vi netop har overtrukket kassekreditten, at olieressourcerne er knappe, og med en kolossal økonomisk vækst i lande som Kina og Indien vil den opadgående prisspiral på olie fortsætte. De svimlende globale uligheder og knapheden på naturlige ressourcer skaber konflikter, som også påvirker os. Det blev meget klart udtrykt af direktøren for Verdensbanken, James Wolfensohn, som i et interview den 9. februar til Jyllands-Posten sagde følgende: »Hvis man har 1,8 mia. unge mennesker under 15 år i en verden med seks mia. mennesker, og hvis de ikke kan se frem til et job, mad på bordet, personlig frihed, personlig anerkendelse eller har håb om at blive til noget, hvad vil de så gøre? De vil underkaste sig enhver bevægelse eller leder, der tilbyder dem noget bedre, uanset om det er ekstremisme. Så min personlige holdning er, at det vil skabe ustabilitet, konflikt og muligvis terror.« Det var ikke et medlem af SF's hovedbestyrelse, der sagde det, det var direktøren for Verdensbanken. Højrefløjens svar på det, på terrortruslen, er militært. Det er en krig i Irak, som blev sat i gang på falske forudsætninger, som strider imod folkeretten, og som har hensat Irak i et kaos, som de har svært at se enden på. Selv den amerikanske regering indrømmer nu, at Hans Blix havde ret, og at de havde uret, i hele spørgsmålet omkring Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Terrorismen er ikke formindsket af Irakkrigen. Tværtimod er Irak blevet en magnet for internationale terrorister, og hele situationen i Mellemøsten er blevet langt mere problematisk og farlig. Modsat situationen i andre lande har det været umuligt at diskutere Irakkrigen i det her land. Jeg er ikke særlig enig med Tony Blair, og jeg er slet ikke enig i hans Irakpolitik, men det var trods alt udtryk for et vist format, da Tony Blair for nylig på Labours partikongres sagde til Labours medlemmer: Undskyld, jeg tog fejl omkring masseødelæggelsesvåben. Jeg står ved det gode i, at Saddam Hussein er væk, men jeg tog fejl i grundlaget for krigen. Hvor kunne man ønske sig, at vi havde en dansk statsminister, der havde et tilsvarende format. En statsminister, der kunne gå herop på talerstolen senere i dag og sige til befolkningen: Undskyld, jeg tog fejl i spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben. Det, vi gik i krig på grundlag af, var ukorrekt. Jeg står ved, at vi skulle have fjernet Saddam Hussein, men jeg tog fejl i grundlaget for krigen. Hvor kunne man ønske sig, at man havde et tilsvarende format i det her land. Jeg ved ikke, om vi vil se det senere
i dag. Jeg er lidt tvivlende, men chancen er der i replikken senere i dag.

     Det kunne også være klædeligt, om statsministeren havde en lidt mere, om jeg så må sige, nuanceret holdning til regeringens egen indsats, for vores vurdering af indsatsen i de seneste 3 år er unægtelig en lidt anden.
     Det er 3 år, hvor Danmark er blevet skævere, hvor flere er blevet utrygge, og hvor i tusindvis af mennesker har mistet deres job.
     Det er 3 år med et skattestop, som giver fordele til de rige, som forhindrer et fornuftigt skattesystem, og som bremser udviklingen af velfærdssamfundet. Folkeskolerne forfalder, pædagogerne har mindre tid til børnene, ventelisterne i børnepsykiatrien er katastrofale, og de ansatte i ældresektoren må løbe hurtigere i et utåleligt stopurstyranni.
     Det er 3 år med privatiseringer og markedsgørelse af den offentlige sektor. Det er en udvikling, der vil fortsætte med den kommunalreform, som regeringen med et snævert flertal vil gennemtrumfe hen over hovedet på befolkningen uden en reel demokratisk debat.
     Det er 3 år, hvor miljøpolitikken er bombet tilbage.
     Det er 3 år, hvor Danmark, anført af den borgerlige regering, er blevet mere intolerant og fremmedfjendsk. For mange i udlandet er Danmark blevet et skræmmebillede på, hvordan det kan gå, når ellers etablerede partier giver efter for fremmedfjendskheden.
     Det er med andre ord 3 år for mange.
     Svaret fra det solidariske Danmark på globaliseringsudfordringen er et fundamentalt andet end svaret fra højrefløjen. Det er bedre velfærd, det er mere uddannelse, det er grøn omstilling, det er større lighed og global retfærdighed, det er en fundamentalt anden sikkerhedspolitik end den amerikanske.
     I SF sætter vi børn og unge først. Det gør vi ikke mindst af hensyn til fremtiden. Det her land skal leve af de menneskelige ressourcer. Det er vores børn, der skal sikre fremtiden, og det er derfor altafgørende, at vi sikrer en tryg fremtid for alle børn. Det er udmærket med den pasningsgaranti, som regeringen nu vil gennemføre, men det er altså ikke nok. Der er også noget, der hedder kvalitet i børnenes hverdag. Der skal også være kvalitet i daginstitutionerne. Der er skåret ned på normeringerne i daginstitutionerne udeomkring i kommunerne. Børnene presses sammen som burbørn. Der er mindre tid mellem de voksne og børnene, og det kan vi gøre langt, langt bedre, og det skal ændres. Vi skal sikre en bedre folkeskole. Alle børn skal lære at læse, inden de starter i 3. klasse. Alle skal have lært så meget i folkeskolen, at de bagefter kan tage en uddannelse. Børnene skal lære for hele livet, ikke bare for at klare test. Folkeskolen skal ikke bare forbedre elevernes paratviden, den skal også gøre børnene bedre til at lære at lære, gøre dem mere kritiske og selvstændige. Det har børnene brug for, og det har fremtidens virksomheder i særdeleshed brug for. Modsat regeringen tror vi ikke på centralisering, centralt fastsatte test, mere disciplin, snæver faglighed i den helt gamle, traditionelle forstand. Vi vil også have faglighed, det er der ingen tvivl om, det vil jeg godt slå fast, men faglighed er andet og mere end terperi, udenadslære og skoler, som skal konkurrere om at have de bedste testresultater. Børnene skal lære noget, ja, men det forudsætter, at man
i al undervisning tager udgangspunkt i, at børn er forskellige, og at lærerne er forskellige. Det forudsætter ordentlige fysiske rammer, det forudsætter, at lærerne får en ordentlig efteruddannelse, det forudsætter, at børnene spiser ordentligt, og at vi derfor skal have en obligatorisk skolemadsordning. Kampen om skolen er en værdikamp, om noget er det. Skal vi have centralisering eller decentralisering? Skal vi tilbage til den gamle terpeskole, eller skal vi tage udgangspunkt i, at fremtiden kræver en anden pædagogik end den, som blev brugt, da statsministeren gik i skole? Vi vil have en folkeskole, der blomstrer, og ikke en, der visner. Det glæder os naturligvis, at statsministeren har lyttet til kritikken fra bl.a. eleverne og nu bevilger flere penge til folkeskolen, men der forekommer at være meget varm luft i løfterne til folkeskolen, og de skal ses i sammenhæng med, at der i mange kommuner i øjeblikket skæres voldsomt ned på folkeskoleområdet, og det gælder ikke mindst i forhold til de svageste elever; det er ikke mindst specialundervisningen, man rammer udeomkring i kommunerne. Og så glemmer man jo også, at der andre steder på uddannelsesstederne er problemer. Hvad med de tekniske skoler, som lider under nedskæringer, og som lider under en elendig skolepraktikordning? Hvad med gymnasierne? Hvad med de andre uddannelser? Hvis vi virkelig vil satse på, at Danmark skal være et vidensamfund, vil satse på, at det er uddannelse, der skal få os igennem de problemer, vi står over for, så skal vi satse langt, langt mere ambitiøst end den måde, denne regering gør det på.

     Det var skuffende, at miljøet var så nedprioriteret i åbningstalen. Det viser jo, at udnævnelsen af den nye minister var et spil for galleriet.
     Vi tager miljøet alvorligt, og vi vil slås for naturen. Skal svinebaronerne fortsat have lov til at brede sig? Skal erhvervsinteresser fortsat styre miljøpolitikken? Skal vi fortsat leve med titusindvis af kemiske stoffer, som vi ikke kender konsekvenserne af? Skal vi leve med et fortsat og stigende bilkaos? Og skal vi leve med den farlige partikelforurening fra de selv samme biler? Skal vi fortsat opleve takststigninger i den kollektive trafik? Skal køb af varm luft i Rusland fortsat være vort bidrag til nedbringelse af CO₂-udslippet? Nej, nej, nej.
     Der findes en anden vej. Der findes en vej, hvor en regering tager ansvar for det globale klima. Der findes en vej, hvor vi slås for, at der bliver færre svin og mere natur. Der findes en vej, hvor vi slås for en planlovgivning, der tager hensyn til almenvellet og ikke styres af snævre erhvervsinteresser. Der findes en vej, hvor vi har kontrol med de kemiske stoffer, som ikke mindst er til fare for børnene. Der findes en vej, hvor vi har billigere kollektiv trafik. Der findes en vej, hvor Danmark går i spidsen med energibesparelser og vedvarende energi. Lad os dog være ambitiøse her og virkelig sætte nogle ambitiøse mål, f.eks. således at 75 pct. af energiforsyningen i 2025 dækkes af vedvarende energi. Her er der både nye job og en grønnere fremtid. Et godt miljø skaber job.
     Vi bliver ofte spurgt om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det ligger jo på den flade hånd at skabe en grøn erhvervsudvikling som et svar på de udfordringer, vi står over for. Her står vi i forvejen stærkt, selv om den borgerlige regering forsøger på at svække det.
     For os er mennesker vigtigere end penge, og omsorg er vigtigere end profit. Vi vil derfor skabe bedre vilkår for dem, der arbejder med menneskelig omsorg. Der sker i øjeblikket en voldsom nedslidning af ikke mindst de kvinder, som arbejder med syge og ældre. De arbejder under et stopurstyranni, de skal løbe hurtigere, de har ikke tid til den nødvendige omsorg, og de får en dårlig løn. Der er i det her samfund og ikke mindst under den borgerlige regering sket en konsekvent nedprioritering af det at arbejde med mennesker.
     Vi vil skabe en ny udvikling. Hjemmehjælperen skal være stolt af og glad for sit arbejde. Sygehjælperen skal ranke ryggen og vide, at det arbejde, hun gør, er vigtigt. Sygeplejersker, pædagoger og pædagogmedhjælpere skal have nogle ordentlige arbejdsvilkår, og de skal have en højere løn.
     Statsministeren pralede i sin åbningstale af regeringens skattelettelser, men der er grund til at understrege, at de her skattelettelser har en meget skæv profil. Den højtlønnede akademiker får 5.000 kr. i skattelettelse. Pædagogen og hjemmehjælperen får et par tusinde - altså langt under det halve. Den arbejdsløse og pensionisten får ikke noget som helst.
     Vi vil gå den modsatte vej. Vi skal have større lighed og social retfærdighed. Det gælder også i skattepolitikken. Den, der har mest, må også betale mest. De dårligst stillede og folk med lave indkomster skal have væsentlige lettelser i deres indkomstskat.
     Det her drejer sig ikke bare om penge, men det er naivt, hvis man tror, at de nødvendige forbedringer af velfærdssamfundet kan gennemføres, uden at det koster.
     Renovering af skolerne og bedre undervisning koster. Hvis børnene i daginstitutionerne skal have kvalitet, kræver det bedre normeringer. Det koster at sikre menneskelig omsorg af vore ældre og syge. Hvad hjælper det at få skattelettelser, hvis man ikke kan få passet sit barn, og hvis man skal betale en mindre formue for at komme med bus eller tog?
     Vi vil ikke have et samfund, hvor skattelettelser til de velstillede finansieres med nedskæringer i de fælles goder. Vi vil en udvikling, hvor fællesskabet og solidariteten sejrer over egoismen.
     Vi vil derfor også ophæve regeringens nedskæringer på det sociale område. Det gælder de nedskæringer på kontanthjælpen og starthjælpen, som har ramt i titusindvis af mennesker. Det er de allerfattigste i det her land, der rammes af de nedskæringer, og den linje vil højrefløjen fortsætte. Forringelserne er blevet kraftigt kritiseret af Rådet for Socialt Udsatte. Vi deler den kritik.
     Der er mange mennesker i det her land, der overhovedet ikke kan genkende statsministerens rosenrøde beskrivelse. Mange førtidspensionister lever altså fortsat en kummerlig tilværelse. Det skal jeg sige. Det får man at vide, hvis man går uden for de her tykke mure. Handicappede oplever uacceptable nedskæringer i kommunerne. Forældre til handicappede børn må kæmpe en kamp for deres børns rettigheder. Der er fortsat helt uacceptable ventelister i børnepsykiatrien.

     Jeg vil gerne sige til statsministeren, at det ikke er et rosenrødt billede, som er relevant, og som er aktuelt. Det går langt dårligere, end statsministeren beskrev det. Der er fortsat mange mennesker, der slet ikke kan genkende den beskrivelse, vi fik fra statsministeren i hans åbningstale.
     Vi vil et tolerancens Danmark. Vi deler fuldstændig kritikken af 24-års-reglen, og det er fantastisk, at denne regering på den mest arrogante måde tilbageviser kritikken fra Centeret for Menneskerettigheder. Vi vil have integration
i stedet for diskrimination. Det kræver en målbevidst indsats på arbejdsmarkedet, i uddannelserne og i boligområderne. Det er tit, økonomerne besværer sig over, at der er mangel på arbejdskraft, og man vil derfor afskaffe efterlønnen. Men lad mig lige gøre opmærksom på én ting: I øjeblikket er der omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, der er uden for arbejdsmarkedet,
800.000 mennesker, cirka. Jeg ved godt, at de ikke alle uden videre kan komme ind på arbejdsmarkedet, men vi har det menneskesyn hos os, at der er muligheder i ethvert menneske uafhængigt af race, kulturbaggrund, religion, køn osv. Der er muligheder i ethvert menneske og også muligheder i de indvandrere, der i øjeblikket er sat uden for arbejdsmarkedet, men det forudsætter, at vi får disse muligheder frem i lyset, at der bliver skabt rammer for, at de pågældende mennesker kan bidrage til det her samfunds udvikling på det punkt. På menneskesynet i hele integrationspolitikken, på menneskesynet i hele indvandrerpolitikken står vi også midt i en værdikamp i det her samfund. Der har vi valgt side for solidaritetens Danmark, for tolerancens Danmark, et Danmark, der vil integrere, som vil tage mennesker ind i stedet for at støde mennesker ud.

Så er det Det Radikale Venstres ordfører, fru Marianne Jelved.

Jeg vil gå lidt utraditionelt til værks, for jeg vil begynde med at rose statsministeren.
     Jeg vil gerne rose statsministeren for hans uforbeholdne støtte til og understregning af i sin tale her i tirsdags, at Danmark skal være fuldt og helt med i det europæiske samarbejde. Der står vi side om side.
     Jeg vil ligeledes gerne rose statsministeren for den støtte, der er givet fra regeringens side, til, at EU starter optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. For Det Radikale Venstre er det meget centralt, at Europa er et åbent fællesskab, at vi uanset vores forskellige kulturer, forskellige religioner, forskellige baggrunde og historier kan skabe et eksempel for resten af verden på et ægte, regionalt samarbejde, hvor vi lærer at leve sammen, og hvor vi lærer at bruge hinandens styrkeområder i fremtiden.
     Så har jeg også svært ved at finde mere at rose statsministeren for, desværre. Men det var to meget vigtige områder.
     Regeringens udspil til en strukturreform kom bag på Det Radikale Venstre - indrømmet. Det havde vi ikke forestillet os fra regeringen efter mange og for os - sådan oplevede vi det - konstruktive drøftelser af, hvad vi kunne forestille os med det kommunale Danmark og fremtiden.
     Det forslag, regeringen lagde frem, havde intet grundlag
i de drøftelser, der havde været ført hos indenrigs- og sundhedsministeren. Det havde ikke belæg i den betænkning, der var udgivet, og som fyldte 1.600 sider. Forslaget lå milevidt fra det, Det Radikale Venstre forestillede sig om Danmarks fremtid i det kommunale regi. Det blev stort set det forslag, regeringen lagde frem, som nu er aftalt med Dansk Folkeparti. Det er fuldstændig legalt og i orden - det er jo fair nok, at vi i et demokrati er politisk uenige - men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt interessant, at Det Radikale Venstre rundtomkring på møder i landet tillægges et afgørende ansvar for det resultat, der ligger nu.

     Ræsonnementet skulle være, at eftersom Det Radikale Venstre ikke blev siddende ved forhandlingsbordet, så blev resultatet det, vi kender i dag. Det til trods for, at Det Radikale Venstre kun besidder 9 mandater, at de 9 mandater ikke er afgørende for at skabe et flertal, at regeringen havde fuldstændig opbakning betingelsesløst fra Dansk Folkeparti til sit forslag, og at det er regeringen som regering, der har ansvar for de forhandlinger, der foregår hos regeringen.
     Men jeg er dybt beæret over, at Det Radikale Venstre får så stort et ansvar for resultatet. Det har jo fået os til at overveje, hvordan vi håndterer et så stort ansvar. Derfor er vi medforslagsstillere til den vedtagelse, der ligger her i dag. Både det kommunale Danmark og de danske borgere skal være fuldstændig klar over, hvori de politiske forskelle ligger, og hvori forskellen på den fremtid, vi ser for Danmark, ligger. Det er mest fair.
     Jeg forstår ganske godt, at når man har et flertal for sin politik, så er det i virkeligheden meget svært at skulle give relativt store tilbud på ændringer. Det er et dilemma, som jeg har fuld forståelse for, og derfor kan jeg godt forestille mig, hvis indenrigsministeren ærgrer sig lidt over den uforbeholdne tilslutning fra Dansk Folkeparti i starten af forhandlingerne. Men det er passé.
     Vi vil forholde os til hvert af de lovforslag, regeringen til sin tid fremsætter, men vi har også tilkendegivet både på vores partis møder og udtalelser derfra og fra den vedtagelse, der ligger i dag, hvor vores ambitioner er, og i hvilken retning vores indflydelse skal trække.
     Jeg noterer mig også, at socialministeren på det seneste har konstateret, at når kommunerne nu bliver større eller store, som vi kan se de er på vej til, så behøver kommunerne ikke længere at varetage driftsopgaver, for så er der basis for, at private virksomheder kan overtage de driftsopgaver, som kommunerne i dag har, og så kan kommunerne nøjes med at visitere borgerne til de relevante ydelser. Det billede vil jeg gerne tage klart afstand fra.
     Selv om Det Radikale Venstre er et liberalt parti, har vi stor respekt for, at der er en offentlig sektor, som netop er offentlig, fordi den ikke kan sige nej til nogen - det kan private virksomheder - og fordi den skal levere nogle kerneydelser, som er defineret på en sådan måde af politikerne, at det ikke er økonomisk rentabelt at lade private virksomheder overtage dem.
     Der er jo en definition på den offentlige sektor og en begrundelse for den offentlige sektor, som er anderledes end en definition på en privat sektor. Nu sættes den offentlige sektor så på markedslignende vilkår. Vi kan se, at det fører til en statsdirigering, et Bureaukrati- og et Kontroldanmark, som ikke har set sin lige, jeg havde nær sagt siden enevælden.
     Der er givet 500 mio. kr. mere til hjemmehjælpen. De 135 mio. kr. er efter Finansministeriets opgørelse ved hjælp af andre ministerier gået til egentlige ekstra hjemmehjælpstimer, resten er gået til administration, og det er da klart, at det fylder i beskæftigelsen i den offentlige sektor.
     Men jeg har meget, meget svært ved at se værdien af, at det administrative personale stiger og stiger i den offentlige sektor. Er det det, der skal øge kvaliteten i folkeskolen, i hjemmehjælpen og på sygehusene? Nej, det er det, der skal styre det kæmpebureaukrati, statsdirigeringen og kontrollen og resultat det ene og det andet, når det skal tælles op. Ja, jeg dæmper mig igen.
     Danmark har altid levet af sin omverden, Danmark har klaret sig godt, og det er jo ikke en tilfældighed. Vi har gode uddannelser og på mange måder et godt velfærdssamfund, der tager hånd om de mennesker, der har brug for det. Det har været et godt grundlag for familierne og for virksomhederne. Danmark har i særdeleshed været god til at klare sig ved at være innovativ, ved at kunne organisere både vores offentlige sektor og vores virksomheder og vores arbejde i Danmark på en god og hensigtsmæssig måde ved at have haft et rigtig flot internationalt udsyn, netop fordi vi skal leve af vores omverden.

     Vi står over for nogle store udfordringer, som statsministeren såmænd på mange måder gjorde ganske godt rede for, og vi skal stadig væk leve af verden omkring os. Men fremtiden kræver bare noget mere af os. Den kræver, at vi bliver endnu bedre til det, vi er gode til i forvejen. Vi skal bare have styrke og opøve vores evner til også at være kreative.
     Danmark skal være kendt for at være det kreative Danmark, der kan tiltrække dygtige mennesker og kreative talenter, og det kræver mange forskellige ting, som jeg tidligere har talt om også fra denne talerstol. Det kræver bl.a., at vi også tænker på, at vores uddannelser har nogle fortrin, som andre uddannelsessystemer i andre dele af verden, uanset hvor gode de er, ikke har, at vi har kreative og kritiske og selvstændige og energiske unge mennesker; de lærer noget mere end det rent faglige. Det er en kolossal styrke, og det skal videreudvikles netop i et videnssamfund, fordi viden skabes og dannes af, at man netop har de egenskaber og kan samarbejde og begå sig i mange forskellige sammenhænge.
     Det er rigtigt, at uddannelse skal styrkes. Det er vi enige i, vi skal bare ikke glemme den dimension, som jeg giver overskriften kreativitet. Forskning er vigtigt. Det er også rigtigt, og vi må gerne inddrage nye områder, men vi skal ikke kaste vrag på de steder, hvor vi har vores fortrin allerede. Jeg nævner bare som eksempel forskning i vedvarende energi. Vi skal understøtte, synes jeg som noget meget vigtigt, de kompetencer eller spidskompetencer, de enkelte universiteter udvikler. De skal ikke gøre det samme alle sammen, men de skal understøttes, så de udvikler særlige kompetencer og kan tiltrække mange unge også fra andre dele af verden.
     Men det hele handler jo ikke om at kunne klare netop videnssamfundet. Det handler også om, at der er mange mennesker, der føler sig dybt bekymret over den retning og den fart, vores samfund udvikler sig med. Til dem er vi nødt til at have nogle bedre svar, end der er givet hidtil. Det er ikke nok med bedre konjunkturer, det er ikke nok med bedre vækst.
     Vi er nødt til at ændre nogle af vores systemer for at skabe en større mulighed for dem, der har kort uddannelse. Vi er nødt til at udvikle servicejobbene - ikke bare nødt til, vi har faktisk en fordel, hvis vi gør det. Det kan give familierne bedre handlemuligheder, men det kræver, at vi ændrer vores skattesystem. Skattesystemet er forvridende i vores valg af, hvordan vi bruger vores penge.
     Det er klart, at når vi skal arbejde 5 eller 6 timer for at tjene penge, så vi kan betale en håndværker, der skal have
100 kr. i overskud efter skat og moms, så tænker vi os om. Hvad bruger vi vores penge til? Skal vi kun arbejde 2 timer for at opnå nøjagtig det samme, så er der en større reel valgmulighed imellem at købe en ny bil og købe noget mere service derhjemme. Vi vil i Det Radikale Venstre påtage os at skabe 50.000 flere jobmuligheder, nye jobmuligheder, som ikke er der i dag, ved at ændre vores skattesystem. Men jeg har forstået, at regeringen er så begejstret for det system, SR-regeringen lavede i 1990'erne, at der ikke må flyttes et komma. Det synes jeg er uklogt af regeringen. Vi skal sætte mere fokus på de mennesker, der er ladt i stikken på mange måder, og som ikke syner meget i billedet i den offentlige debat. Mange tusind børn, i hvert fald knap
2.000 børn, venter på behandling for psykiatriske problemer. Flere og flere unge kvinder forsøger selvmord. Der er unge, oppe omkring 20 pct., som ikke kan tage en kompetencegivende uddannelse. Vi er nødt til at finde svar på det, og Det Radikale Venstre har svar på det spørgsmål. Alle skal have ret til uddannelse. Alle skal simpelt hen have et kort i hånden, der giver dem ret til minimum 3 års uddannelse på den ene eller den anden måde efter folkeskolens 10. skoleår. Vi skal også styrke det internationale udsyn, og jeg synes, det er fantastisk vigtigt, at regeringen også gerne vil støtte, styrke den internationale retsorden. Det var i virkeligheden en ros, jeg måske skulle have taget med. Men når jeg ikke tog den med i starten, er det, fordi det er ganske utroværdigt, det, regeringen gør. Jeg får hver dag breve, mails fra mennesker rundtom i Danmark, som sidder i en klemme på grund af de familiesammenføringsregler, vi har. Senest forleden dag hørte jeg fra Paula fra Chile, som er veluddannet på USA's universiteter og har mødt Hans på et universitet i Sydney. De er strandet her i Danmark. Hun skal rejse ud. Hvorfor? Fordi hendes mand, der er kemiingeniør, kom til Danmark sidste forår og nu har fået job og købt hus og alt muligt, men inden da nåede han at få 13.000 kr. i starthjælp, så Paula må rejse ud. Ja, nu har hun så heldigvis anket til Integrationsministeriet. Så håber hun, at behandlingen tager så lang tid, at de når hen på den anden side af februar 2005, hvor der er en karensperiode, fordi Hans fik 13.000 kr. i starthjælp, uden at nogen sagde til ham, hvad konsekvenserne var. Paula føler sig så uvelkommen i Danmark.

     Hun skriver til mig: Jeg kommer fra en god familie, jeg er veluddannet, jeg vil gøre en kæmpeindsats. Jeg mødes af mistro, ubehageligheder og trusler om udvisning. Jeg tror, at vi ville få et mere frit liv i Chile.
     Det er dagens Danmark. Det er det budskab, vi sender ud til vores unge på universiteterne ude i verden, hvor de bosætter sig, arbejder, uddanner sig, som vi beder dem om, men vi tager ikke vel imod dem. Og det påstår regeringen er fremtidens videnssamfund. Det Radikale Venstre siger, at regeringen er helt forkert på den.
     De familiesammenføringsregler, vi har, rammer utrolig mange mennesker, som aldrig nogen sinde burde være ramt i et åbent, frit Danmark, der skal bygge på kreativitet, visioner, retsind, frisind og storsind. Det Radikale Venstre har virkelig brug for at få en opbakning til næste valg - jo før, jo bedre.

Så er det Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Det går ufattelig godt, i hvert fald hvis man lytter til statsministeren fra rigmandsregeringen, der åbenbart slet ikke har hørt røsterne fra de mange, det ikke går godt for - hverken herhjemme eller i verden. Vores udenrigspolitiske ordfører har meldt sig til senere at sige noget om Irakkrigen, så jeg vil koncentrere mig om indenrigspolitikken
i det, jeg siger noget om. Vi er ikke bundet af særlige hensyn til organisationer eller bevægelser, sagde statsministeren i åbningstalen. Nej, det tror vi på. Men vi lægger også mærke til, at statsministeren intet sagde om hensynet til de private firmaer, som regeringen har forgyldt, lige siden den kom til magten. Og nu vil regeringen så sætte kronen på værket med en strukturreform, der totalt ændrer det danske samfund og åbner for omfattende privatiseringer. Rigmandsregeringens venner, ISS, Falck osv., kan næsten ikke få armene ned af bare jubel. Regeringen lægger afgørende vægt på tryghed for de ansatte, sagde statsministeren. Finansministeren har da også lovet, at alle følger med, når opgaverne bliver flyttet rundt. Men hvad så dagen efter, at opgaverne er flyttet? spørger de ansatte meget naturligt. Hvor mange skal fyres for at betale udgifterne til strukturreformen? Og de, der bevarer deres job, hvordan bliver deres løn- og arbejdsvilkår? Det ville finansministeren ikke svare på, da FTF for nylig holdt en konference om de personalepolitiske konsekvenser. Så jeg håber, at statsministeren i dag vil svare på, hvad de flere hundredtusinder offentligt ansatte kan forvente. Forbundet af Offentligt Ansatte har stillet tre meget konkrete spørgsmål fra deres kongres i dag til statsministeren. For det første: Vil regeringen sikre, at de ansattes løn- og ansættelsesvilkår ikke forringes efter det tidspunkt, hvor virksomhedsoverdragelsesloven ikke længere sikrer de ansattes hidtidige vilkår? For det andet: Vil regeringen sikre, at der både på dette års finanslov og de følgende finanslove afsættes midler til at udvikle de ansattes kompetencer til at varetage nye opgaver i en ny struktur? Og for det tredje: Vil regeringen sikre, at de mange og store ekstraordinære udgifter, som følger med omstillingen af
800.000 offentlige arbejdspladser, ikke finansieres gennem
f.eks. afskedigelser af de ansatte i de følgende år? Hvis regeringen mener sine ord om tryghed alvorligt, så burde det jo ikke være svært at svare på spørgsmålene. Men jeg kan nu godt forstå de offentligt ansattes utryghed, for samme dag som statsministeren holdt sin åbningstale kunne man læse i Politiken, at socialministeren åbent drømte om minimalstaten: »Jeg mener, kommunerne skal koncentrere sig om deres kerneopgaver, nemlig at være myndighed, visitere de ældre - og så overlade til forskellige leverandører at levere den hjemmehjælp.« Klarere kan det ikke siges.

     Det kan godt være, at de offentligt ansatte også er ansat dag et efter strukturreformen, men derefter ønsker regeringen, at private firmaer skal overtage en stor del af den offentlige sektor. Selv omsorgen for alkoholikere, narkomaner, hjemløse og andre, der er helt afhængige af samfundets hjælp, har vi tidligere hørt, at regeringen mener skal gøres til en vare, som man kan tjene penge på.
     Regeringens forslag til strukturreform er en så omfattende ændring af det danske samfund, at vi mener, at borgerne i Danmark skal have mulighed for at tage stilling. Regeringen har ikke på noget tidspunkt spurgt, om et flertal
i Danmark ønsker en afvikling af velfærdssamfundet med omfattende privatiseringer. Det var ikke på dagsordenen under sidste valgkamp, men hvis statsministeren ikke tør tage et valg nu, må vi have en folkeafstemning om strukturreformen. Det skal ikke være en folkeafstemning om at bevare alt, som det er i dag. Det er der ingen der ønsker, og der er alt for mange, der kommer i klemme i systemet i dag. Men hvis vi får forkastet regeringens og Dansk Folkepartis totale omlægning af samfundet, kunne vi i stedet bruge de mange ressourcer i de kommende år til at udvikle velfærdssamfundet med ordentlige, gennemarbejdede reformer, hvor både ansatte og brugere bliver involveret i at diskutere, hvor problemerne er, og kommer med forslag til løsninger. Vi tror nemlig på, at vi skal udvide demokratiet, hvis vi vil skabe et bedre samfund.
     I Enhedslisten ønsker vi at gå den modsatte vej af regeringens. Vi har lyttet til de mange borgere og ansatte, der ønsker flere hænder og mere tid i stedet for regeringens færre hænder og mindre tid. Vi ønsker et samfund, hvor alt ikke gøres op i penge, men hvor vi i stedet prioriterer omsorgen for vore børn, syge og ældre.
     800.000 er sat uden for arbejdsmarkedet, så der er ressourcer nok til at skabe værdige forhold. Samtidig kan vi forebygge den nedslidning, der gør, at alt for mange bliver udstødt fra arbejdsmarkedet i en alt for tidlig alder, og det koster ikke samfundskassen noget. Vi skal bare bruge dagpengene aktivt til at ansætte folk på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, for så får vi skat og moms ind og sparer udgifterne til aktivering og administration.
     I stedet for at tvangsprivatisere og for at give de ældre mulighed for at vælge mellem Netto og Fakta inden for ældreplejen vil vi fremsætte forslag om, at ældre skal have ret til selv at bestemme, hvilken mad de vil spise. Ældre skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil sove, ældre skal have ret til selv at bestemme, hvilket tøj de vil have på, og til selv at bestemme, om de vil købe ind i Irma eller Netto. Men det kan kun lade sig gøre, hvis de ældre og de ansatte får mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet og sammen kan udvikle metoder for, hvordan ældreplejen skal organiseres.
     I stedet for regeringens profitbørnehaver og statsfastsatte læreplaner for børn allerede fra 6-måneders-alderen vil vi have flere ansatte til at tage sig af børnene i gode fysiske rammer og en fordeling af arbejdet, så børnefamilierne får mere tid og mindre stress.
     I tirsdags stod 30.000 unge uden for Christiansborgs tykke mure og over 20.000 unge andre steder i landet og forsøgte at råbe statsministeren op for at fortælle ham konsekvenserne af de nedskæringer, regeringen har gennemført på landets uddannelser. Hvad var svaret fra rigmandsregeringen? Undervisningsministeren brugte lejligheden til at skælde ud på elever og studerende i stedet for at fremlægge noget, der bare mindede om visioner for uddannelsernes fremtid. Statsministerens åbningstale indeholdt de sædvanlige flotte ord uden de nødvendige midler. Men hvis uddannelse virkelig blev prioriteret af rigmandsregeringen, ville der i år ikke være startet et utal af gymnasieklasser med 29, 30 eller op til 34 elever i lokaler bygget til 24; så ville mange folkeskoler ikke være nedslidte og toiletterne ligne noget fra anden verdenskrig; så ville unge ikke være stuvet sammen på handelsskoler og universiteter; så ville lærerne ikke hele tiden skulle løbe hurtigere og hurtigere, og så ville 10.000 unge ikke mangle en praktikplads.

     Enhedslisten ønsker at investere i uddannelse. Vi kræver ordentlige forhold, færre i klasserne, borde og stole, man ikke får en dårlig ryg af, og bøger, der er kommet ind i det nye årtusind. Ordentlige rammer er en forudsætning for en ordentlig uddannelse, men med strukturreformen lægger regeringen desværre op til at forringe vilkårene på uddannelsesområdet. Vi vil hellere forbedre dem.
     Strukturreformen bliver et massivt tilbageskridt for beskyttelse af natur og miljø. Amternes kompetente medarbejdere bliver nu spredt ud over landet - en botaniker hist, en vandløbsspecialist pist osv. Godt 20 opgaveområder fordeles fra de nuværende 13 amter til måske 100 kommuner. Den kvalificerede sagsbehandling går død, det samlede overblik over naturens og miljøets tilstand kan man se i vejviseren efter, og om en virksomhed skal have tilladelse eller ej og på hvilke vilkår bliver nu et lokalt anliggende, hvor landbrug og lokale handels- og virksomhedsinteresser kommer til at dominere over hensynet til natur, miljø og lokalbefolkning. Gyllen vil brede sig endnu mere.
     I et af verdens rigeste lande kan man i dag ikke være sikker på en hjælpende og støttende hånd, hverken når man bliver født, eller når man dør. På trods af de milliarder, statsministeren praler af at have brugt på sygehusene, har hver femte fødende kvinde mindre end 50 pct.s sandsynlighed for at have en jordemoder til stede under hele fødslen, og alt for mange mennesker kan stadig ikke få plads på et hospice. Samtidig oplever vi, at intensivpatienter flyttes fra hospital til hospital. Der er overbelægning på de medicinske afdelinger og store problemer med rengøringen, men i stedet for at gøre noget for at afhjælpe disse problemer vil regeringen fortsætte med Løkkeposen og oven i købet skævvride sundhedsvæsenet endnu mere med strukturreformen. Det, statsministeren brystede sig mest af på sundhedsområdet, var, at der nu er blevet flyttet 37.000 patienter over til private sygehuse, men det er ikke den vej, vi ønsker at gå.
     I Enhedslisten ønsker vi at ansætte flere til at give omsorg og pleje og sørge for rengøring. Vi vil se på hele mennesker og på deres vej igennem sundhedsvæsenet, ligesom vi mener, at forebyggelse skal opprioriteres væsentligt. Vi ønsker at komme væk fra kassetænkningen og væk fra den snævre økonomistyring. Vi ønsker et stærkt lokalt og regionalt demokrati, der kan sikre, at der skabes arbejdspladser i alle egne af Danmark, både ved at satse på langt mere lokal og bæredygtig produktion af fødevarer og byggematerialer, tekstil og energi osv. og ved at investere i forskning, vedvarende energi, nye produktionsformer og mange andre områder, der kan skabe nye arbejdspladser på samme måde, som vindmøllerne gjorde for nogle år siden - en forskning, som regeringen desværre fjernede ved sin tiltræden.
     I dag har vi debatten, før vi åbner det nye folketingsår
- forhåbentlig det sidste folketingsår med denne regering. Jo før der kommer folketingsvalg, jo bedre, så borgerne i Danmark kan tage stilling til, hvilken politik det er, de ønsker. Hvis Socialdemokratiet, De Radikale og SF står ved de løfter, de har givet hidtil, om afskaffelse af starthjælp, om lavere billetpriser i den kollektive trafik, om loft over klassekvotienterne i gymnasierne, om genopretning på miljøområdet og om afgørende ændringer af strukturreformen, vil det blive en helt anden politik, vi får efter et folketingsvalg, end den, vi har set under den nuværende rigmandsregering. I Enhedslisten vil vi fortsat kæmpe for et velfærdssamfund med plads til alle, vi vil kæmpe for fordeling af arbejdet og fordeling af rigdommen og selvfølgelig også for global retfærdighed.

Så er det Kristendemokraternes ordfører, hr. Mogens Nørgård Pedersen, og når hr. Mogens Nørgård Pedersen er færdig, holder vi frokostpause.

Optimismen blomstrer i Danmark, sagde statsministeren. Det er rart at høre fra landets øverste leder, især når vi nu går den mørke tid i møde, og Kristendemokraterne glæder sig over statsministerens vilje og optimisme, når det gælder om at skabe arbejdspladser, der kan afløse de job, der flyttes ud af landet i disse år som følge af globaliseringen. Vi er også enige med statsministeren i, at Danmark skal gøres til et førende iværksætterland, der omsætter ny viden og nye ideer til vækst og arbejdspladser.
     Kristendemokraterne deler altså regeringens glæde over den økonomiske situation, som den blev ridset op af statsministeren i åbningstalen. Men når det er sagt, fyldte økonomien alt for meget i talen.
     Vi skal nyde, at vi har et rigt samfund, men vi må ikke glemme, at der er andre relationer end de økonomiske, der får et land til at hænge sammen og optimismen til at blomstre. Jeg tænker her på menneskelige relationer, på omsorg for børnene, de ældre, de ensomme, de udstødte og verdens fattigste.
     Regeringen foretog for et par måneder siden en ministerrokade, der bragte flere nye ansigter ind på ministerkontorerne. Der blev også opfundet et helt nyt ministerium, et familieministerium, og det er vi Kristendemokrater bestemt ikke utilfredse med. Faktisk har vi gennem mange år ønsket et sådant ministerium. Nogle kaldte det nye ministerium en gave fra regeringen til Kristendemokraterne, og da det for det meste er rart at få gaver, var vi også ganske forventningsfulde.
     Desværre har det indtil videre mest mindet om en af den slags gaver, der er pakket ind i en enorm æske, men ellers kun er stoppet ud med krøllede, gamle aviser. På bunden ligger der 100 mio. kr. til pasningsgaranti i de kommuner, der allerede burde have indført den for længst, men ikke noget med hjælp til børnefamilierne for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen, ikke nogen forslag til bedre muligheder for småbørnsforældre til at gå på deltid og ikke noget med at forbedre indeklima, pladsproblemer og mangel på voksne i daginstitutionerne. I det hele taget var der ikke rigtig noget af det, Kristendemokraterne selv har på ønskelisten.
     Vi er meget uenige med familieministeren, når hun i Kristeligt Dagblad skriver, at forældrenes ønske om mere tid med deres børn er udtryk for urealistisk drømmeri på linje med ønsket om et privatfly. Der er altså forskel mellem drømmen om den store milliongevinst og ønsket om at få dagligdagen til at hænge bedre sammen for familien. Som politikere kan vi ikke lovgive om, hvem der skal have syv rigtige i Lotto, men vi kan i hvert fald arbejde for at lette hverdagen for børnefamilierne.
     Kristendemokraterne vil give forældrene mulighed for at vælge anderledes. Så længe familiepolitikken fortsat foregår på arbejdsmarkedets præmisser, kan man være sikker på, at forældrene ikke vælger anderledes, end de gør i dag, men vi håber dog, at vi under de kommende finanslovforhandlinger kan bringe væsentlige familiepolitiske tiltag på banen, for Kristendemokraterne vil meget gerne være med til sammen med regeringen at give danske familier en børnepakke, der skal være mere end gamle, krøllede aviser.
     Også strukturreformen fik nogle ord med på vejen af vores statsminister. Også her blomstrede hans optimisme, om end på et noget mere skrøbeligt grundlag, for hvad er det, der får statsministeren til i ramme alvor at sige, at den styrker det lokale demokrati? Vi taler om en reform, der er blevet til uden bred demokratisk debat i forbindelse med et valg, vi taler om en reform, der ikke engang har sit faglige grundlag i Strukturkommissionens betænkning fra januar 2004, og vi taler om en reform, hvis økonomiske konsekvenser er ukendte, fordi regeringen ønsker at udskyde den planlagte finansieringsreform til efter et folketingsvalg.
     I det hele taget er der en lang række uløste problemer på området, som ikke er ikke er tilstrækkeligt belyst, og det kalder statsministeren en styrkelse af demokratiet. Jeg har meget svært ved at se, at det gavner nærdemokratiet at slå en række mindre kommuner sammen til én stor kommune med mellem
50.000 og 100.000 indbyggere. Regeringen vil mennesket frem for systemet, siger statsministeren, men hvorfor har det så været så vigtigt for regeringen at presse strukturreformen igennem uden folkelig opbakning eller bred støtte i Folketinget?

     Kristendemokraterne vil ikke være med til at tvinge en ny kommunalstruktur ned over hovedet på borgerne og kommunerne. Derfor ønsker vi på linje med de andre oppositionspartier et folketingsvalg, inden reformen sættes i værk.
     Vi har fået en ny miljøminister, efter sigende en midterorienteret miljøminister, og lige som med familieministeren er der flere, der har påpeget, at det er en gave, som Kristendemokraterne burde være glade for. De Konservative er i hvert fald selv glade - så meget, at der endda er oprettet en fanklub for ministeren.
     Så vidt jeg ved, er der endnu ikke nogen Kristendemokrater, der har meldt sig ind i klubben, og bedømt efter statsministerens åbningstale kan jeg godt forstå, at de holder lidt igen. Først og fremmest fordi miljøet ikke fyldte mange linjer i talepapiret, men også fordi indholdet ikke viste nogen vilje til at rette op på de voldsomme nedskæringer, den nuværende regering har gennemført på miljøområdet. Regeringen vil godt nok fremme brugen af miljøvenlig brændstof, men det sker ved at nedsætte prisen på svovlfri benzin og diesel, altså en opfordring til øget forbrug af de traditionelle brændstoffer frem for eksempelvis biobrændsel og fremadrettet bioteknologi.
     Statsministeren sagde i åbningstalen, at vi ikke må glemme Afrika. Han fortalte, at regeringen vil fremlægge en samlet afrikapolitik. Jeg ved ikke helt, hvad statsministeren taler om i den sammenhæng. Kristendemokraterne har hverken glemt Afrika eller de voldsomme nedskæringer, som den nuværende regering har foretaget på ulandsbistanden til kontinentet. Vi har heller ikke forsømt at huske regeringen på det, så hvis statsministeren taler til nogen i denne sal, må det være til sig selv, for det kniber tilsyneladende lidt med korttidshukommelsen.
     At statsministeren er glad for sin udlændingepolitik kan ikke overraske nogen. Især glæder han sig over, at antallet af familiesammenføringer er faldet drastisk. Her er det jo meget interessant, at statsministeren langt om længe erkendte det, vi alle havde regnet ud, nemlig at 24-års-reglen slet ikke handler om at bremse tvangsægteskaber, men handler om at bremse antallet af familiesammenføringer.
     For Kristendemokraterne er det en grundlæggende rettighed at kunne gifte sig med den, man holder af, og at den rettighed tilkommer alle danske statsborgere, hvad enten de er fyldt 18, 19 eller 24 år. Det havde dog klædt tilhængerne af den omstridte regel, at de tidligere havde haft mod til at fortælle vælgerne sandheden.
     Kristendemokraterne er ikke i tvivl om, når det kommer til regeringens udlændingepolitik, at vi vil se ændringer både op til, under og efter det kommende valg. 24-års-reglen, starthjælpen og madpakkeordningen er blot nogle af de områder, som skal ændres.
     Regeringen vil fortsat forbedre omsorgen for ældre. Det vil Kristendemokraterne også, men vi har en lidt anden opfattelse af, hvad der gavner ældre. Ældrepolitik bør handle mere om at sikre svage ældre øget livskvalitet. Nogle har den opfattelse, at bare de ældre får en check, der er stor nok, så er alt andet ligegyldigt. Det er Kristendemokraterne ikke enige i. Tværtimod viser undersøgelser, at det ikke kun er økonomien, der er et problem for de ældre. Mange ældre drikker for meget, bliver fejlmedicineret på grund af personalemangel, føler sig ensomme og går oftere med selvmordstanker end resten af befolkningen.
     Kristendemokraterne vil gerne give flere penge til ældreområdet, men i stedet for at bruge dem på en check, vil vi anvende dem med større omtanke, så vi sikrer, at det også får betydning for de ældres livskvalitet. Vi skal se på, hvorfor ældreplejen og kommunernes behandling af de ældre kan variere så meget fra kommune til kommune. Og så må vi sætte en grænse for, hvor stor en del af midlerne på ældreområdet der skal gå til administration og papirarbejde. Vi har jo set, hvordan administration har ædt pengene op i regeringens frit valg-model inden for ældreområdet.
     Så er det i øvrigt interessant, at værdidebatten den seneste tid har været helt fraværende. Regeringens værdidebat havde store mangler og slet ikke det fokus, Kristendemokraterne ønskede, men det er alligevel sørgeligt, at ønsket om at diskutere, hvilke værdier vi skal bygge vores samfund på, kun har været et modefænomen for regeringen.

     Tilbage står, at det går godt økonomisk, og det kan vi alle glæde os over, men den økonomiske tryghed kan kun være fundamentet til at begynde at kigge indadtil: Hvordan har vi mennesker det med hinanden? Hvordan har børnene det? Hvordan har vores ældre medborgere det og de borgere, der skal have en håndsrækning for at blive trukket med ind i fællesskabet?
     En solid økonomi skal ikke være basis for en udvikling hen imod det hensynsløse liberalistiske samfund, hvor alle er sig selv nærmest, hvor den højeste værdi består i at skaffe flest penge og flere materielle goder. Så der er al mulig grund til at tage værdidebatten op igen, og Kristendemokraterne er altid parate til at deltage i den diskussion.
     Når det er sagt, vil jeg gerne slå fast, at Kristendemokraterne er til samarbejde hen over midten, men det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvad der samarbejdes om.

Vi holder nu frokostpause. Der er seks talere indtegnet efter frokostpausen, inden vi går til korte bemærkninger. Den første er hr. Lars-Emil Johansen.
     Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 12.07

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Så er det hr. Lars-Emil Johansen som ordfører her i åbningsdebatten.

Jeg vil gerne starte med at takke statsministeren for en åbningstale, der med grønlandske øjne må ses som overvejende positiv. »Et samarbejde med rigsfællesskabet i pagt med tiden« var statsministerens overskrift for den fornyelsesproces, som regeringen ønsker at indgå i med Grønland og Færøerne, en proces, der skal forny og modernisere forholdet mellem vore tre lande. Og når statsministeren fortsætter med at fremsætte forslag til en udenrigspolitisk fuldmagt til Færøerne og Grønland, der vil give vore lande: »... mulighed for en selvstændig udenrigspolitisk optræden på rigets vegne i egne anliggender«, ja, så ser det ikke så værst ud for det nye folketingsår.
     Jeg kan love statsministeren, at også vi i Siumut ser frem til det kommende år med håbet om at markere et nyt kapitel i den politiske udvikling i Grønland.
     Ved min første tale her i salen efter valget i 2001 var kodeordene kærlighed og selvstændighed. Det var de værdier, som jeg mente var det helt afgørende i den videre udvikling af relationerne mellem Grønland og Danmark.
     Her ved indledningen af dette folketingsår, som meget vel kan gå hen og blive det sidste i denne valgperiode - hvem ved - betragter jeg det fortsat som den væsentligste opgave for os, der har ansvaret for Danmarks og Grønlands fælles udvikling, at have disse to ord for øje: kærlighed og selvstændighed. For kærligheden udtrykker de bedste af de følelser, der hersker mellem vore to folk.
     Følelser er mange ting og kan være en farlig størrelse, der har tendens til at gruppere folk efter forskellige grader af varme, mindre varme, kølighed og direkte kulde. Men netop
i forholdet mellem danskerne og grønlænderne er der efter min bedste overbevisning en betydelig overvægt af positive følelser, der er brudt op gennem stadig nye venskaber, forelskelser, familiebånd gennem vor snart 300-årige samhørighed. Det er de følelser, vi skal forstå at udvikle og bygge på i det fremtidige samvær mellem vore nationer. Selvstændighed er efter min mening en både naturlig og logisk følge af kærlighed. For ægte kærlighed og ægte følelser åbner med glæde og stolthed for en maksimal grad af selvstændighed sammen med det fællesskab, som man ønsker. Jo mere selvstændige vi partnere er, desto bedre kan vi udfolde den respekt, glæde og samhørighed, som kærligheden giver os energien til. Derfor er disse ord, hvor de svære de end kan være at sige for mange, selve kernen til en forståelse af, hvordan vi kommer videre i fællesskabet. De kommende 2 års arbejde i Fælleskommissionen eller Selvstyrekommissionen må og skal derfor baseres på disse fundamentale kendsgerninger, hvis ikke den skal ende med blot at udvikle nye indholdstomme, kosmetiske indgreb. Der er ingen tvivl om, at Grønlands vej mod selvstændigheden vil blive næsten lige så lang, kroget og svær som etableringen af motorvejene i Jylland. Men at det vil lykkes en dag er til gengæld også lige så sikkert, som at der en dag vil være motorveje hele vejen gennem Jylland. Vi må ligesom den jyske motorvejsmafia blot have den nødvendige tålmodighed, gøre vort forarbejde og fortsætte vores politiske fodarbejde. De næste skridt på Grønlands vej mod selvstændighed vil naturligt koncentrere sig omkring spørgsmål som udvikling af egen økonomi, uddannelse af egen arbejdskraft, udbygning af egen udenrigspolitisk kompetence. Lad mig så sige nogle få ord om disse forhold. Først udvikling af egen økonomi: Nu må vi have sat turbo på udnyttelsen af de ressourcer i Grønland, som vi ved vi har, men som i dag ligger ubrugte hen. Jeg tænker her først og fremmest på vores enorme vandressourcer. De skal omsættes til produktion og eksport af drikkevand. Men også mulighederne for udvikling af fremtidens energiformer på basis af de enorme vandressourcer bliver et af de områder, vi skal beskæftige os med i den dansk-grønlandske selvstyrekommission. Uddannelse af egen arbejdskraft: Vi må i gang med en nøjagtig registrering af den forventede og ønskede efterspørgsel af uddannet arbejdskraft, som Grønland vil have inden for de næste 10-15 år. På baggrund af en sådan behovsanalyse må vi tilrettelægge de nærmeste års uddannelsespolitik hjemme og ude i verden, og så må vi iværksætte de nødvendige incitamentsformer, der sikrer, at vores unge både uddanner sig i forhold til landets behov og vender hjem efter endt uddannelse. Udenrigspolitisk kompetence: De aftaler, der dels er indgået mellem den danske regering og Grønlands landsstyre om udenrigspolitik, dels mellem USA, Grønland og Danmark om Thule Air Base, er prisværdige og peger alle fremad. Men nu er det altså helt afgørende, at Grønland forstår at udnytte de underliggende muligheder i det nye og omfattende samarbejde med USA, som er modydelsen for den amerikanske militære tilstedeværelse i Thule. Hvis det lykkes, er der store, nye muligheder foran os, både af udenrigspolitisk, handelspolitisk, forskningspolitisk og økonomisk-teknisk art. Den nye fælleskommission har mange åbne muligheder foran sig, hvis den forstår at gribe dem. Den har, som statsministeren udtrykker det, fået lagt et spor til fornyelse af forholdet mellem Grønland og Danmark. Lad mig allerede nu følge dette spor og henvise til begrebet Free Association, som er et FN-anerkendt og velkendt begreb for forholdet mellem to selvstændige stater, der har valgt - med streg under valgt - at være sammen frivilligt. Både Holland, USA, New Zealand og andre lande, som Danmark ynder at sammenligne sig med, har for længst indført sådanne ordninger for deres tidligere kolonier og dermed givet disse et langt friere internationalt og selvstændigt råderum, end Grønland og Færøerne har i dag. Det er modellen, hvor man lader kærligheden og selvstændigheden gå hånd i hånd
i stedet for at skilles i vrede og uvenlighed. Måske er det en model, som begge parter skulle studere nøjere i forbindelse med det kommende arbejde. Til det kan jeg oplyse, at den nordatlantiske gruppe i Folketinget nu gennem 3 år har haft en gruppe af uvildige internationale juridiske eksperter nedsat til at studere folkeretten og Grønlands og Færøernes forhold hertil. Juristerne har nu færdiggjort deres arbejde, og vi vil inden udgangen af denne måned offentliggøre den rapport og de mange bilag hertil, som gruppen har tilvejebragt, herunder også et særligt afsnit netop om lande i samarbejde under Free Association. Vi håber, at det bliver til inspiration, ikke kun for kommissionen, men for både Folketinget, Landstinget og Lagtinget i de kommende drøftelser om: »... et samarbejde med rigsfællesskabet i pagt med tiden«. Lad mig også benytte denne lejlighed til at lykønske Danmark med det forventede kommende medlemskab af FN's Sikkerhedsråd og forhåbentlig også formandsposten i FN's Antiterrorkomité. Jeg er i al beskedenhed temmelig sikker på, at Grønlands mangeårige bidrag til den vestlige verdens sikkerhed i almindelighed og amerikanernes sikkerhed i særdeleshed ikke har forringet den danske stats vej til disse betydningsfulde internationale positioner.

     Når det er sagt, bliver jeg nok også lige nødt til at minde Danmark om, at man ikke midt i glæden skal lade sig forblænde så meget af storheden, at man taber de geografiske koordinater undervejs. Såfremt det skulle vise sig, at Nordpolen er tilstrækkelig tæt på kontinentalsoklen ud for Grønland til, at der kan rejses ejendomskrav, er det altså vores land, der udvides, ikke Jylland og øerne, hvilket for øvrigt sikkert er meget godt, da vi nok er en smule bedre til at begå os i det klima, der hersker omkring Nordpolen, end vore venner hernede er.
     Lad mig også til sidst nævne Danmarks forhold til EU, som vi fra Grønland nærer en del bekymring for. Vi er simpelt hen nervøse for, at den stadig stigende danske tilknytning til EU på en række områder, der er afgørende for os, kan få negative konsekvenser. Vi har derfor bedt regeringen om en uvildig analyse af Grønlands og Færøernes kommende positioner, såfremt den nye EU-traktat som ventet træder i kraft om et par år. Regeringen har lovet dette og at iværksætte det i regi af Udenrigsministeriet. Vi må så håbe, at vi får en redegørelse fra Udenrigsministeriet, og at hjemmestyreregeringerne i Tórshavn og Nuuk inddrages på værdig vis i dette arbejde.
     Lad mig slutte, hvor jeg begyndte, med kærligheden og selvstændigheden. De kodeord er og bliver grundlaget for at holde vores lille nordlige familie sammen også i fremtiden.
     Med de løfter, kommissioner og aftaler, som statsministeren præsenterer i forhold til rigsfællesskabets partnere, er udsigterne gode for, at vi kan dyrke familieskabet på en sund og positiv måde og ikke lade os forvilde ud i den dysfunktionalitet, der har været svære tendenser til tidligere. Der ser ud til at være basis for en fremtidig familie i harmonisk udvikling baseret på kærlighed og selvstændighed i et frivilligt sammenhold. Lad os håbe det holder og arbejde for det mål i fællesskab i de kommende år.

Når nu statsministeren mod forventning og til andres skuffelse ikke udskrev valg i tirsdags, er der jo givet tid til en ordentlig slutspurt for indeværende valgperiode; der er stadig tid til at sætte handling bag mange flotte ord og intentioner, også om rigsfællesskabet.
     Som bekendt fejrede det grønlandske hjemmestyre 25-års-jubilæum i sommer. Jeg har over sommermånederne mødt og hilst på mange folketingsmedlemmer og ministre i Grønland, og der skal selvfølgelig lyde en tak for, at de kom og besøgte os under festlighederne, besøg, som forhåbentlig også vil bidrage til større indsigt og engagement. Men nu er festen forbi, skåltalerne er ovre, der skal arbejdes, og der er jo rigeligt at tage fat på.
     Mantraet må være politisk vilje og politisk mod kontra konformitet og juristeri. Hvis statsministerens karakteristik af et samarbejdende rigsfællesskab i pagt med tiden skal blive til virkelighed, skal der altså også ske reelle og ikke kun overfladiske forandringer af rigsfællesskabet. Begreber som fællesskab og samarbejde kræver en aktiv indsats fra begge parter.
     Vi har mellem Folketinget og Landstinget en række samarbejdsorganer indrettet til dialog om fælles anliggender, og hvis de fora skal have en reel funktion, skal de også tages alvorligt af begge parter, og medlemmerne skal møde op, når der bliver kaldt til møde.
     I Grønland har vi gennem en årrække gjort mange indledende øvelser med kommissioner, betænkninger og udredninger og et utal af konferencer, hvor også mange danske politikere og embedsmænd har deltaget. Efterfølgende har vi taget fat på en lang række interne reformer, både politiske, økonomiske og sociale, hvilket selvfølgelig påvirker alle dele af det grønlandske samfund.

     Vi er inde i en omfattende og alvorlig omstillingsproces, hvor viljen til forandring også her skaber optimisme. Men viljen til forandring skaber selvfølgelig også en vis uro og politisk turbulens. Reformerne er nødvendige, men det er en vanskelig proces, som vi må igennem for at ruste os til større selvstændighed.
     Det er overordentlig vigtigt, at den grønlandsk-danske kommission om Grønlands selvstyre arbejder ambitiøst og færdiggør sin betænkning inden for den afsatte tidsramme på 2 år. Kommissionen skal være nytænkende og fremsynet; kommissionen bør fokusere på muligheder frem for begrænsninger; kommissionens medlemmer skal være modige, fordomsfri og kreative; og frem for alt så kræver det personligt engagement fra de medlemmer fra Landstinget og Folketinget, som regeringen har udpeget som de bedst egnede til at løse denne historiske opgave.
     For mig og mit parti er spørgsmålene om anerkendelse af det grønlandske folk og ejendomsretten til jorden helt centrale emner i kommissionens arbejde. Jeg har et inderligt håb om, at viljen til forandring på dette område vil udmønte sig i, at vi kan nå til enighed om epokegørende nyskabelser, hvad angår disse afgørende emner.
     Den Grønlandske Retsvæsenskommission færdiggjorde med mange års forsinkelse i august i år sin meget omfattende betænkning. De 10 års kommissionsarbejde har i mange henseender desværre tjent til at udskyde nødvendige beslutninger omkring det grønlandske retsvæsen og om, hvad man skal gøre med hensyn til deportationen af grønlandske kriminelle til danske fængsler.
     Der er ikke flere undskyldninger tilbage for ikke at rette op på de problemer, som er blevet ignoreret igennem mange år. Grønland og Danmark har i fællesskab ansvaret for at føre Retsvæsenskommissionens anbefalinger ud i livet, og det må være på høje tid, at vi lukker dette mørke kapitel i vores fælles historie.
     En af sommerens vigtige og mere spektakulære begivenheder var underskrivelsen af den nye forsvarsaftale mellem Grønland, Danmark og USA. USA's udenrigsminister, Powell, og hans danske kollega beærede den lille sydgrønlandske bygd Igaliku og bygdeboeren Motzfeldt med et officielt besøg og satte deres underskrifter på et historisk dokument: en ny forsvarsaftale til erstatning for aftalen af 1951, hvor Grønland altså for første gang var medunderskriver.
     Vi har i mange år krævet, at aftalen blev ændret, således at vi selv blev aftalepart, og det er efter et langvarigt forhindringsløb lykkedes at opnå et tilfredsstillende resultat. Det er et vigtigt skridt i selvstændighedsprocessen, som betyder, at vi nu har indflydelse på, hvordan og til hvilke formål vort land bliver brugt, uanset hvad man ellers måtte mene om aftalens indhold.
     Den nye aftale åbner op for en række nye samarbejdsmuligheder, herunder samarbejde om miljø. Som bekendt påtog den danske regering sig at rydde op efter amerikanerne i Dundasområdet, men vi ved også, at der utallige andre steder er registreret mange andre efterladenskaber. Regeringen må i samarbejde med landsstyret hurtigst muligt udarbejde en plan for en grundig oprydning af miljøgiftene og andre efterladenskaber. Når det er sagt, så synes jeg altså også, det er vigtigt at sige, at det må være forurenerens opgave at rydde op efter sig og bære udgiften.
     Og så kan jeg heller ikke i denne her forbindelse undlade at nævne Thule eller Thulesagerne, som har været en fast bestanddel i stort set alle de debatter, jeg har deltaget i her i Folketinget. Denne gang vil jeg nøjes med at konstatere, at sagen langtfra er død, hvilket en af debatterne i salen her også viste i går. Det er glædeligt, at Europa-Parlamentets juridiske tjeneste nu blander sig for at få afdækket sagen helt.
     Under de arktiske parlamentarikeres konference i Nuuk i sidste måned var et af hovedemnerne klimaforandringerne i det arktiske område. Alle internationale klimaforskere er enige om, at den menneskeskabte del af klimaforandringerne udgør en stadig alvorligere trussel. De er også enige om, at klimaforandringerne i det arktiske område sker med en hastighed, der er 25 gange højere end på resten af kloden.
     Uanset klimaændringernes årsager skal vi forholde os til det, der faktisk sker. Jeg skal kraftigt anbefale Folketinget og regeringen at følge op på anbefalingerne i slutdokumentet fra den arktiske parlamentarikerkonference, hvor en række folketingsmedlemmer også deltog.
     Anbefalingerne er bl.a. at tage skridt til at reducere udslip af klimagasser og øge energieffektiviteten i de arktiske økonomier og fremme udvikling og brug af vedvarende energikilder. En anden anbefaling er at udvikle forvaltningsprocedurer, som støtter de arktiske samfund i tilpasningen til klimaændringerne, at fortsætte forskningen i arktisk klima og at sikre, at de oprindelige folk deltager på alle niveauer i forskningen og i beslutningsprocesserne.
     Regeringen, Folketinget og Grønlands hjemmestyre må revitalisere den fælles politik vedrørende de oprindelige folk - også i det arktiske område. De problemer, de oprindelige folk står over for, er ikke blevet mindre, tværtimod, og problemerne forsvinder ikke, fordi man lukker øjnene for dem.
     Danmark anses for at være en meget vigtig aktør i det arktiske samarbejde, hvilket selvfølgelig forpligter. Vi har en fælles interesse i at opretholde og udbygge både det politiske og det forskningsmæssige samarbejde i det arktiske område. Derfor skal jeg igen opfordre til, at Danmark også på det arktiske område formulerer en ambition om at være blandt de førende lande ikke kun i Europa, men også i de arktiske lande med hensyn til forskning og udvikling. Bare en lille del af de mange ekstra midler, regeringen vil bevilge til forskningen, bør gå til den arktiske forskning.
     I forbindelse med debatterne om den kommende EU-traktat og den stadig stærkere integration af Danmark i EU har den nordatlantiske gruppe fremført sine betænkeligheder vedrørende rigsfællesskabets fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi er betænkelige ved, at hensynet til samarbejdet i EU gradvis bliver stærkere end hensynet til samarbejdet i rigsfællesskabet.
     I den forløbne uge har det vist sig, at betænkelighederne er velbegrundede. Grønlandske og færøske interesser kolliderede med Danmarks og EU's interesser i hvalfangstspørgsmål. Der blev heldigvis fundet en mindelig løsning ved Socialdemokraternes mellemkomst, men der er endnu ikke fundet en varig løsning på eventuelle andre kommende sager af lignende karakter. Det er selvfølgelig helt legitimt, at også danske partier har deres holdninger til hvalfangst og dyrebeskyttelse. Men man bør være opmærksom på, at det danske rige ikke kun består af ét folk. Vi er hele tre folk i det samme rige, og vi skal deles om én stemme i de internationale fora, der behandler de spørgsmål. Derfor må vi både debattere og handle efter, at der internt kan være modstridende interesser og synspunkter, men vi er tvunget til at finde fælles løsninger på de problemer. Vi har kun én stemme at deles om. Det bliver derfor også yderst interessant at se statsministerens bebudede lovforslag om en udenrigspolitisk fuldmagt til Færøernes og Grønlands landsstyrer, og i hvilken udstrækning denne fuldmagt vil give landsstyrerne mulighed for at varetage egne interesser. I forhold til arbejdet i den dansk-grønlandske kommission om Grønlands selvstyre er jeg glad for, at lovforslaget ikke vil have opsættende virkning på kommissionens anbefalinger på dette område. Jeg vil slutte med at sige, at jeg selvfølgelig glæder mig til det fortsatte samarbejde i Folketinget. Vi er stadig åbne for samarbejde til begge sider af salen, og det vil vi også være efter et eventuelt kommende valg.

De udvalgte målgrupper i statsministerens tale kom som perler på en snor: Der var den almindelige skatteborger, erhvervslivet, elever og lærere i folkeskolen, universiteterne, de studerende, de ældre, børnefamilierne, dem, der er bekymrede for indvandringen, sundhedspersonale og patienter, de offentligt ansatte i kommunerne, der var lidt til EU-politikkens og Irakkrigens skeptikere, siden kom andre udsatte grupper, og til sidst kom så Færøerne og Grønland.
     At det er en rangordnet prioritering efter vigtighed, skal jeg nu ikke klandre statsministeren for, men sikkert er det, at Færøerne i hvert fald fylder mindre i denne åbningstale, end vi har set i mange år.
     Det kan jo have sine grunde. Efter valget på Færøerne i januar i år var der for tredje gang i træk et flertal af partier, der har støttet den færøske selvstændighedsproces og ønsker fuld selvstændighed. Det lykkedes dog ikke at samle en koalition blandt disse partier, og i stedet har vi fået en regering på Færøerne, som har en noget anden målsætning.
     Meget er blevet parkeret eller sat på vågeblus, men det arbejde, der er gjort for at forberede den fulde selvstændighed for Færøerne, forsvinder jo ikke. Analysearbejdet, erfaringerne og de mange forhandlinger om overtagelse af de store områder er jo foretaget, og ikke mindst ligger der et forslag til en færøsk grundlov klar på bordet.
     Når der igen samles et flertal for at føre den færøske selvstændighedsproces til ende, så starter man jo ikke på bar bund. Da kræves der egentlig blot en politisk handling og ikke noget teknik eller jura og analyser. Da vil hele energien kunne bruges på den politiske gennemførelse.
     Den ny regering på Færøerne har også erklæret, at den vil tage visse skridt mod selvstændighed, selv om Sambandspartiet er med i koalitionen, Det siger noget om, hvor meget der egentlig er sket og flyttet i færøsk politik de senere år. Det siger noget om, hvor rodfæstet det er blevet på Færøerne, at det skal være det færøske folk og ikke den danske statsmagt, som har den øverste myndighed på Færøerne.
     Statsministeren nævner i sin tale vedrørende Færøerne arbejdet med en overtagelseslov og en såkaldt fuldmagt eller bemyndigelseslov i udenrigspolitiske anliggender. Hvis der er nogen substans i indholdet på disse to områder, så vil det selvfølgelig være et stort fremskridt. Men vi ved det ikke endnu. Sådan som jeg ser og hører det, ser det desværre ud til, at nogle af tingene stadig vender på hovedet. Det lyder, som om den danske stat skal uddelegere bemyndigelser til Færøerne, men det færøske folk har jo aldrig givet den danske stat disse bemyndigelser. Det færøske folk har jo aldrig besluttet sig for at give suveræniteten fra sig; vi er et folk med selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten, og det færøske folk har heller aldrig sat den danske grundlov i kraft på Færøerne som sin egen.
     Derfor kan der jo ikke være tale om, at den danske stat giver eller delegerer noget til Færøerne, men der må være tale om, at man i en praktisk aftale vælger, at administrationen af disse områder tages hjem til Færøerne, og at Færøerne tager det fulde ansvar for alle samfundsområder. Og jeg er enig med statsministeren i, at det selvfølgelig også er med de dertil hørende betalinger.
     Denne grundlæggende forskel i opfattelserne synes jeg ikke man skal ignorere, for findes der ikke en løsning på denne uenighed, så bliver hele rammen om både en overtagelseslov og om den udenrigspolitiske kompetence problematisk.
     Men igen: Der kan blive tale om et praktisk fremskridt, hvis der er substans i ordene og vi undgår de faldgrupper, der kan være på vejen. Men hvis der igen blot er tale om en ny hjemmestyreordning med et andet navn, så mener jeg egentlig, der er tale om et tilbageskridt.
     En tysk filosof har jo sagt, at historien gentager sig - første gang som en tragedie, anden gang som en farce. Spørgsmålet er, om historien også gentager sig her i den færøske selvstændighedskamp. For snart 60 år siden stemte det færøske folk for fuld selvstændighed. Resultatet blev i stedet et hjemmestyre, som siden ikke blev ændret med et komma i 60 år. De seneste 6 år har der igen været flertal i det færøske parlament, Lagtinget, for fuld selvstændighed, og alt er blevet forberedt til det. Resultatet må nu ikke igen blive en ny hjemmestyrelov under et andet navn, som igen kan parkere selvstændighedsprocessen de næste 60 år.
     Del og hersk, sagde de gamle romere, og det er jo hidtil lykkedes meget godt for Danmark sådan at give lidt fra sig, når der har været krav fra Færøerne og Grønland, men samtidig at fastholde suveræniteten over Færøerne og Grønland.
     Det er jo også blevet gjort ved at pakke tingene ind og smøre et lag kosmetik hen over tingenes reelle tilstand. Der er f.eks. mange, der tror på de gentagne udsagn fra danske ministre om, at der er et rigsfællesskab mellem tre ligestillede parter. Men det er jo rent kosmetik. Vi har jo set i alle spørgsmål, hvor danske interesser går imod de færøske, at der selvsagt ikke er tale om nogen ligestilling. Det er også på mange måder forståeligt.

     Danmark går i krig i Irak, på trods af at der er et flertal i det færøske Lagting, der er imod - også i det grønlandske Landsting. Danmark sætter militære love i kraft på Færøerne, selv om der er et enigt Lagting på Færøerne, der er imod. Færøerne og Grønland har villet repræsentere sig selv i Den Internationale Hvalfangstkommission, men det siger regeringen nej til. Et enigt færøsk Lagting har søgt om selvstændigt medlemskab af Nordisk Råd, men det har den danske regering også sagt nej til, ifølge udenrigsministeren fordi man ikke kan dele dronningen i tre.
     Derfor er der grund til at spørge statsministeren: Hvad er det egentlig, man taler om, når man taler om bemyndigelseslov eller en fuldmagt i udenrigsanliggender? Vil det f.eks. give Færøerne mulighed for at få fuldt selvstændigt medlemskab af Nordisk Råd og IWC, Den Internationale Hvalfangstkommission? Eller hvad er det egentlig, der ligger i det her?
     Jeg vil dog samtidig takke for den danske regerings og Socialdemokraternes holdning til det seneste spørgsmål om salg af hvalkød i den internationale organisation CITES, hvor man altså ændrede mening i henhold til de færøske og grønlandske ønsker.
     Men summa summarum, der må ikke blive tale om en ny kosmetik, men om reelle fremskridt og substans. Der må være tale om virkelige skridt til selvstændighed og ikke forsøg på en ny inddæmning. Det er bedre at sige tingene, som de er, end at fremholde en sminket udgave af virkeligheden, for siger man tingene, som de er, kan man også forholde sig til dem politisk.
     Der ligger jo en stor magt i begreberne. Begreberne former vores verdensbillede og vores handlinger, og begreberne er også afgørende for, om det er muligt at skabe en ligeværdig dialog og en forståelse mellem parterne. Hele det begrebsapparat, som benyttes af regeringen og oftest også her i Folketingssalen om forholdet mellem Danmark og Færøerne og Danmark og Grønland, er efter min mening en blokering. En ting er den tale om det her rigsfællesskab mellem tre ligeværdige parter, hvilket vi alle ved er forkert. Et andet begreb er f.eks. begrebet bloktilskud eller blokstøtte. Skulle man gå helt over i den anden grøft, kunne man jo lige så godt kalde det en ydelse for Grønlands og Færøernes suverænitet eller en lejeaftale for et territorium.
     Det her viser bare, at begreberne jo også sætter dialogen i stå på mange måder, fordi der i begreberne ligger nogle værdier, som vi ikke kan acceptere.
     Statsministeren talte i sin redegørelse om forældede lærebøger, hvilket jeg er enig med ham i. Det har Den Nordatlantiske Gruppe sat sig for at gøre noget ved, også for at få nye begreber. Om en måneds tid, som hr. Lars-Emil Johansen nævnte, kommer der en rapport i to bind om det folkeretlige grundlag mellem Danmark/Grønland og Danmark/Færøerne, som er lavet af uafhængige eksperter.
     Hidtil har det hovedsagelig været den danske stats eksperter, der har defineret forholdet. Jeg kan bare nævne Alf Ross og Max Sørensen, som man stadig væk bruger som grundlag. Nu kan vi altså få et uvildigt grundlag og nogle nye perspektiver på det her, og jeg har forstået, at der også er mange interessante ting i de her nye rapporter, både om da Færøerne havde sin folkeafstemning i 1946, om da Grønland fik den danske grundlov sat i kraft i 1953 osv. Jeg håber, at man kan bruge det her til at få en mere ligeværdig dialog, hvor man accepterer, at der også kan være forskellige retlige opfattelser af forholdene mellem landene. Jeg håber som sagt, at det vil føre til en mere fordomsfri debat.
     Jeg hæftede mig ved, at statsministeren i sin tale i tirsdags ville gøre op med det, han kaldte for fortidens ideologiske blokeringer. Det var jeg glad for at høre. Jeg har tiltro til, at dette opgør med fortidens ideologiske blokeringer ikke har den fodnote, at »denne sætning gælder ikke for Færøerne og Grønland.«
     Der er sandelig brug for et opgør med fortidens ideologiske blokeringer i forholdet mellem Danmark og Færøerne. Vi skal ud af den ensidige affejning af de færøske selvstændighedskrav som gammel nationalisme og noget, der er vendt imod Danmark. Vi skal ud af den ideologiske blokering, at Færøerne og Grønland er integrerede dele af Danmark, og at det er den danske regering, der definerer, hvad man kan og ikke kan i forholdene. For jeg synes nemlig, at det er udtryk for gammeldags nationalisme og blokering, at man har den holdning i Danmark.
     En af de største ideologiske blokeringer for dialogen om selvstændighed i Nordatlanten er den danske regerings brug af den danske grundlov. Hver gang vi taler om at tage det afgørende skridt, trækkes grundloven op af skuffen og bruges til at slå færingerne og grønlænderne i hovedet med: Det kan ikke lade sig gøre, det siger grundloven. Ingen diskussion, ingen politisk dialog.

     Det er jo helt absurd at tænke sig, at den danske grundlov, som er Danmarks frihedsbrev og grundlaget for Danmarks og det danske folks demokrati, som vi har meget stor respekt for, bruges som argument imod det færøske og det grønlandske folks frihed og det færøske og det grønlandske folks fulde demokrati.
     Det holder jo ikke. For det første har det færøske og det grønlandske folk jo aldrig vedtaget den danske grundlov som deres egen. For det andet er der ikke noget i den danske grundlov, der forhindrer den færøske og grønlandske selvstændighed. Så grundloven bruges desværre som en af fortidens ideologiske blokeringer, og det har den efter min mening ikke fortjent.
     Så vi skal ud af de her blokeringer og tale om det, som statsministeren også brugte meget tid på i sin tale, nemlig globaliseringens udfordringer, også for Færøerne og Grønland:
behovet for dynamik og kreativitet, viden og uddannelse og internationalt samarbejde.
     For det er nemlig det, den færøske selvstændighedskamp handler om: at vi kan deltage på lige fod i verden, selv tage ansvaret for vores samfunds udvikling i den globaliserede verden; at vi ikke bliver holdt i et afhængighedsforhold, hvor energien bruges på at snakke om, hvor mange penge der kommer fra Danmark, men hvor energien bedre kan bruges på at snakke om, hvordan vi kan skabe nye værdier i det færøske samfund og skabe et solidarisk samfund på Færøerne. Det er målet for selvstændigheden.
     Det må da stå klart for alle, at Færøerne ikke kan hænge tilbage som en krympet uldsok i Nordatlanten, mens verden ændrer sig med rivende fart. Selvstændigheden er jo redskabet til at deltage i den globaliserede verden.
     Statsministeren talte også om de her forældede atlas i den danske folkeskole. Det er jo rigtigt, at atlas over verden har ændret sig meget, og man kan da ikke tro, at atlasset over Nordatlanten skal stå uforandret i al tid fremover. Det må også ændres.
     Jeg mener egentlig også, at det må være en stor fordel for Danmark at få afklaret det her forhold til dets gamle kolonier, også for dansk politik og for danske interesser.
     Vi har flere eksempler på, at når de færøske og de grønlandske interesser går imod de danske, så har vi en konflikt. Som oftest vinder den danske holdning, det er klart. Nogle gange lykkes det så ved hjælp af et eller andet redskab at presse den danske regering eller det danske Folketing til at have en anden holdning som følge af de færøske og grønlandske ønsker, men det skaber heller ikke tilfredshed i Danmark. Det har vi set i det seneste spørgsmål om hvalfangst.
     Vi kommer til at se det mere og mere i spørgsmålet om EU, for uanset hvad juridiske eksperter siger i Udenrigsministeriet eller andre steder om følgerne af ophævelsen af de fire danske forbehold og om indførelsen af en mulig EU-traktat, må det stå soleklart, at så vil det få betydning for Færøerne og Grønland under alle omstændigheder, at Danmark integrerer sig mere og mere i EU.
     Der bliver flere og flere områder, som Danmark administrerer for os, der kommer ned til Bruxelles, hvor Danmark kommer til at sidde på begge sider af bordet og skal tage hensyn til interessekonflikter. Det er områder, som Danmark i dag administrerer på vegne af os, der flyttes til EU, og så er spørgsmålet: Skal Danmark vælge de færøske og grønlandske interesser, eller skal det vælge de interesser, som det danske flertal i Folketinget og regeringen nu finder bedst?
     Derfor vil jeg slutte med at sige, at vi da gerne vil give Danmark frihed til at vælge sin vej i den globaliserede verden og i EU. Den frihed for Danmark kommer automatisk, når Grønland og Færøerne også har taget deres frihed og deres fulde ansvar i verden.

Nu er det ikke hr. Høgni Hoydals tale, som er til debat, så derfor vil jeg holde mig til statsministerens tale.
     Det går godt i Danmark, siger statsministeren i sin åbningstale, og det kan vi ikke andet end glædes over. For os, som er en del af rigsfællesskabet, kan det kun være en god og positiv konstatering. Personligt plejer jeg at sige om rigsfællesskabet, at i et fællesskab er man stærkere, man står sammen, og man hjælper hinanden, hvis det skulle blive nødvendigt.
     Vi skal kunne bruge de muligheder og de rettigheder, som fællesskabet giver, men vi skal ikke misbruge mulighederne og rettighederne. Men det vil jeg vende tilbage til senere i mit indlæg.

     Som det har været tradition i statsministerens tale ved Folketingets åbning blev både Grønland og Færøerne også i år nævnt, og det har jeg nogle bemærkninger til.
     Vi vil fortsætte med at forny og modernisere rigsfællesskabet. Indflydelse, medansvar og samarbejde er nøgleord i et moderne fællesskab, siger statsministeren. Og det er både den danske regering og det nye færøske landsstyre enige om.
     I koalitionsaftalen mellem de tre færøske partier, Sambandspartiet, Folkeflokken og Socialdemokraterne, står der bl.a.: Målet er at afklare forholdet mellem Færøerne og Danmark. Det skal gøres med en lov, sådan at Lagtinget har bemyndigelse til at overtage alle områder med undtagelse af sagsområder, der har med rigsenheden at gøre. Det er også i overensstemmelse med Sambandspartiets forslag til en nyordning, som vi vedtog for efterhånden nogen tid siden, og som vi selvfølgelig holder fast ved. Den aftale, som statsministeren og lagmanden er blevet enige om, skal gennemføres ved en lovgivning, som vil give de færøske myndigheder mulighed for at overtage ansvaret for en lang række nye områder. Vi vil have det spørgsmål afklaret, så vi igen kan komme til at arbejde med de problemer og udfordringer, som virkeligheden på Færøerne byder på. Den færøske økonomi er inde i en afmatning, det er der flere tegn på. Væksten i lønudbetalingerne i årets første 8 måneder af 2004 i forhold til samme tidsrum sidste år har været meget lav, 2,4 pct. Tages lønstigningerne i betragtning, er der tale om et reelt fald i lønudbetalinger. Arbejdsløsheden er stigende, og nettoindvandringen til Færøerne er faldende. Med udsigten til store besparelser i den færøske centraladministration, som jeg også vil komme ind på senere, og fortsat store problemer i opdrætserhvervet har man god grund til at forvente, at arbejdsløsheden vil stige, hvis der ikke findes nye muligheder for beskæftigelse. Og det arbejder vi hårdt med. Når vi taler om aftalen om overtagelse af sagsområder, vil jeg her understrege, at dette ikke betyder, at Sambandspartiet er kommet ud af kurs, tværtimod. Det er nok de fleste bekendt, at vi i Sambandspartiet var meget skeptiske over for den bebudede overtagelseslov, som vi godt nok ikke kendte indholdet af, men som det forrige landsstyre havde i deres program, for vi var bl.a. bange for den enkelte borgers retssikkerhed. Det kan ikke bortforklares, at vi er et lille samfund, også sammenlignet med f.eks. vore nordiske naboer, som vi ellers gerne vil sammenlignes med. Men spørgsmålet om habilitet er ikke til at komme uden om. Derfor er vi stadig væk på vagt over for dette punkt. Rammerne for lovgivningen skal ellers være grundloven og rigsfællesskabet, siger statsministeren, og det føler vi os trygge ved i Sambandspartiet. At afgørelsen om vores fremtid ifølge aftalen skal tages på Færøerne er vigtigt at understrege, og selvfølgelig skal det økonomiske ansvar følge med, ellers er der ikke tale om en overtagelse.
     I koalitionsaftalen er der enighed om at overtage fem områder: folkekirken, medieansvarsloven, selskabslovgivningen, beredskabet og tilbagetagelse af tinglysningen. Flere overtagelser bliver der ikke tale om. Statsministeren omtaler i forbindelse med Færøerne og Grønland et forslag om selvstændig udenrigspolitisk optræden på rigets vegne i egne anliggender, og ministeren nævner i den forbindelse muligheder for en udenrigspolitisk fuldmagt. Det vil nok kræve en nærmere forklaring, men den regner jeg så også med at vi får. Mere indflydelse på det udenrigspolitiske område er ellers helt på linje med det færøske landsstyres ønske og den koalitionsaftale, som landsstyrets partier blev enige om, og hvor der også står, at dette skal gøres på grundlag af en aftale med de danske myndigheder. For at vende tilbage til det, som jeg i begyndelsen af mit indlæg nævnte om muligheder og rettigheder, som fællesskabet rummer, vil jeg komme ind på nogle andre ting, som statsministeren nævnte i sin tale. Statsministeren sagde: Vi har en solid økonomi, en af de stærkeste i Europa. Overskuddet på de offentlige finanser er blandt de største i Europa.

     Der blev også talt om solide overskud. Og dertil må jeg til sammenligning desværre sige, at det samme ikke er gældende for Færøernes vedkommende i øjeblikket.
     I dag er der i det færøske Lagting første behandling af næste års finanslovforslag. Desværre er der nu for andet år i træk et underskud på budgettet, og det er der ingen, som er stolt af. Men vi håber og tror, at forholdene bliver bedre efter 2005. Underskuddet skal væk, det er vi enige om, men vi er også opmærksomme på de negative indvirkninger, som alt for voldsomme besparelser kan have. Vi foretog besparelser på budgettet for indeværende år, og det gør vi også nu for 2005. Et af de første signaler fra landsstyrets side var, at landsstyret først fejede for egen dør ved at give alle ministerierne besked på en besparelse på
10 pct. ekstra af lønudgifterne. Efter lagtingsvalget i januar skete der en sammenlægning af ministerier, så der nu er syv i stedet for ni. For 2004 blev der ikke givet fuld kompensation for lønforhøjelser, og i det kommende år, 2005, skal der som sagt skæres yderligere ned med 10 pct. Det er en del af besparelserne. Det, jeg siger her, betyder ikke, at vi beder om penge, men jeg siger det for at tilbagevise de fejlagtige udtalelser, som det meget omtalte bloktilskud har været årsag til, og udtalelser fra visse danske politikere, som har misforstået situationen. Der er absolut ikke tale om misbrug af rigsfællesskabet. Jeg håber, at disse oplysninger kan dæmpe sindene i forbindelse med omtalen af bloktilskuddet, som vi ikke kan være foruden i den nuværende situation, hvis vi fortsat skal være et moderne velfærdssamfund. Jeg vil afslutningsvis nævne, at for det kommende års budget er der dog enighed om at give fuld lønkompensation på sygehus- og undervisningsområdet, og hvor der kræves døgnvagt, herunder på de nye plejehjem og i bofællesskaber, hvor driftsbevillingerne øges i 2005, mens der er besparelser på mange andre områder. Med en vis portion optimisme regner vi med bedre tider, håber på godt fiskeri, gode markedspriser, held med nedkæmpelse af sygdommen i opdrætserhvervet og ikke mindst et fortsat godt samarbejde i rigsfællesskabet i pagt med tiden. Vi har stadig væk store spørgsmål at behandle og diskutere og helst finde en løsning på. Vi har Færøernes forhold til EU, til NATO, og der har Sambandspartiet ikke noget problem. Vi har i årevis ønsket en ærlig debat om Færøernes holdning til EU, og når vi taler om NATO, er det helt klart, at vores holdning er positiv. Som sagt: Jeg håber på, at tiderne bliver bedre for Færøerne. Jeg håber også på fortsat fremgang i Danmark, og at vi kan fortsætte det gode samarbejde - som sagt: i pagt med tiden.

Så har vi tre privatister. Der er maksimalt 10 minutters taletid. Først er det hr. Peter Brixtofte.

Indledningsvis vil jeg takke statsministeren for talen, hvis indhold jeg jo med min baggrund af naturlige årsager kun kan være enig i stort set hele vejen igennem.
     Jeg vil godt understrege her, da det nu er første gang, jeg har mulighed for at tale ved en åbningsdebat som medlem af Centrum-Demokraterne, at jeg er valgt af Venstres vælgere på Fyn, 20.000 - det er sådan en slags kredsmandat til mig selv - og det forpligter mig til til enhver tid at være i konstitueringsaftale med Venstre og også støtte, når man har dagsordener, det, som Venstre går ind for. Det føler jeg mig forpligtet til. Jeg ved godt, at det ikke er afgørende, men jeg synes alligevel, at jeg har trang til at sige, at sådan er det.
     Hvad der så sker efter et valg, når Centrum-Demokraterne forhåbentlig igen bliver repræsenteret inde i Folketinget, kan jeg ikke svare for. Det får vi at se til den tid, og det er der nok mange, der skal være spændte på.
     Jeg vil her i starten, hvor jeg har de der små 10 minutter, understrege nogle synspunkter, som jeg finder meget væsentlige.

     Til forskel fra den økonomiske politik, som regeringen fører, synes jeg, at man bør satse meget mere på offentlige investeringer. Jeg ved godt, at man rykker noget frem, men man gør det alt for lidt, for hver gang det offentlige bruger
100 kr., går der kun 3 kr. til investeringer. Det er for lidt. Det indebærer, at alt for mange ældre bor i utidssvarende plejehjem med små rum, nogle endda med bad og toilet på gangen. Det indebærer, at mange alvorligt syge på hospitalerne ikke kan få eneværelser og ikke kan få et tidssvarende udstyr. Det betyder, at mange elever har utidssvarende lokaler, og at der er mange børn, som må slås med utidssvarende institutioner. De manglende investeringer betyder, at mange kældre og huse oversvømmes, når der er regnvejr, fordi kloakkerne ikke er renoveret og vedligeholdt, og manglende investeringer indebærer, at mange idrætsudøvere og andre fritidsbrugere har forældede omklædningsrum, stadioner, indendørshaller m.v. Det gælder ikke i alle kommuner, kan jeg hilse og sige, men det gælder mange steder i Danmark. Det betyder under alle omstændigheder, at de manglende investeringer giver de offentligt ansatte for dårlige muligheder for at udnytte deres evner til at gøre tingene bedre. Hvis man nu sagde som målsætning for de næste 3 år, at vi vil godt fordoble investeringsniveauet og gå fra 3 pct. til 6 pct., så var det en vækst i de offentlige udgifter på 1 pct. pr. år i de 3 år - så kunne man fordoble investeringerne. Hvis man nu målrettet sagde: Jamen det var det, vi gik efter, så kunne man godt opfylde en række af de mål, man kunne sætte sig inden for socialsektoren og inden for andre områder, hvor man sagde, at nu vil vi have tidssvarende vilkår. Der synes jeg rent ud sagt, at regeringen er for fedtet. Når det gælder investeringer, er man for fedtet, og der bør man omprioritere og lægge meget mere vægt på investeringer. Så vil der oven i købet med den økonomiske vækst, vi kan forvente - selv med en vækst i de offentlige udgifter på omkring 1 pct. - jo stadig væk være plads til et faldende skattetryk, som kunne bruges ikke bare til at sænke skatten på arbejdsindkomst, men også til at give plads til nogle omlægninger. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at grænsehandel og fraflytninger til udlandet underminerer vores erhvervsliv, og at vi derfor har brug for at tilpasse vores afgifter, moms og skattesystem til den omliggende verden. Et tredje punkt, jeg vil fremhæve, er, at vi i Danmark igen bør leve op til de fundamentale frihedsrettigheder, som vi har været stolte af i årtier. Det går godt på mange punkter i Danmark, men på ét punkt er jeg meget ked af, hvad man har gjort. Inden sidste folketingsvalg kom jeg for skade at sige i fjernsynet, at det rager ikke staten, hvem man gifter sig med. Det var der ikke alle, der var glade for, heller ikke i mit eget parti, men den holdning har jeg stadig væk. Når man bliver 18 år, kan man blive soldat, og man kan stemme om, hvem der skal lede landet, men man kan ikke selv bestemme, om man, hvis man finder en amerikaner eller en tyrker eller en anden fra udlandet, så må bosætte sig i Danmark. Der er både en 24-års-regel og en 28-års-regel, og jeg finder, at begge regler er en skamplet på vores danmarkshistorie. Jeg kender jo også de mennesker, der er med
i regeringspartierne, og egentlig er jeg sikker på, at mange af dem også kun har lavet det her som en nødløsning. Jeg vil sige, at der findes et alternativ i stedet for at overtræde de grundlæggende frihedsrettigheder, som liberale mennesker har kæmpet for i mange årtier, og det er en meget aktiv integrationspolitik. Den er praktiseret nogle steder i Danmark med stort held, og det er at stille krav - kærlige krav - til sine medmennesker, give danskundervisning, bede om, at de bliver forpligtet til at gå til dansk, give tilbud om elevpladser, give tilbud om arbejde. Jeg ved godt, at man snakker om det nu, men det burde være gennemført for mange år siden, for der er faktisk mindst én kommune i Danmark - ingen nævnt, ingen glemt - som har gennemført det her med succes, så udlændingene alle sammen er
i arbejde, og dér er der ikke nogen integrationsproblemer. Alternativet også til tvangsægteskaber er hjælp, og det er støtte og rådgivning til de familier, der kommer i vanskeligheder. Så der er et alternativ til at have indført nogle regler, som vi i virkeligheden skal skamme os over. Det, der er det værste for mig i udlændingedebatten, er såmænd ikke disse regler alene, det er tonen i debatten blandt visse politikere og i visse medier. Der er åbenbart stemmer og forsider i at forstørre problemerne og undgå, at problemerne bliver løst. Det er uværdigt, og det er jeg meget ked af.

     Dernæst vil jeg også takke statsministeren for, at han så klart har meldt ud om Tyrkiet. Jeg vil jo skuffe mange, hvis jeg ikke nævner noget om Tyrkiet, ikke mindst Politikens »At tænke sig«.
     Den 1. maj var jeg i Litauens hovedstad, Vilnius, til festlighederne ved Litauens indtræden. Det var bevægende og vidunderligt at være en del af det og se glæden hos et folk, der har lidt under Hitler, lidt under Stalin. De er nu blevet en del af et samarbejdende Europa.
     Sådan en glæde får man også i Tyrkiet den dag, Tyrkiet bliver en del af Europa, og man skal ikke glemme, at Tyrkiet er en del af Europa. Det blev det for 80 år siden, da det havde en leder, der hed Mustafa Kemal, Atatürk, tyrkernes far. Han indførte en moderne forfatning, hvor man adskilte religionen fra staten - i modsætning til i Danmark, hvor vi har en statsreligion. Man indførte det europæiske alfabet, kvinderne fik stemmeret, og man forbød, at de kunne gå med slør i offentlige bygninger.
     For 80 år siden tog Tyrkiet et meget vigtigt skridt i retning af at blive en del af Europa, og nu fortsætter man med modernisering af lovgivningen.
     Jeg vil sige, at selv de, som jo herhjemme pisker stemninger op mod udlændinge, burde gå ind for, at Tyrkiet skulle optages i EU, for der er ikke nogen tvivl om, at det betyder, at Tyrkiet bliver en stærkere økonomi, et stærkere demokrati, og jo bedre det er i Tyrkiet - kan jeg sige til bl.a. Dansk Folkeparti - desto færre tager til Danmark. Så selv Dansk Folkeparti burde støtte det.
     Må jeg så til sidst sige, at jeg håber, at Folketinget finder sammen i alle væsentlige politiske spørgsmål. Jeg kan kun ærgre mig over, at kommunalreformen ikke blev et fælles projekt. Jeg ved ikke, hvem der har skylden for det. Og så vil jeg udtrykke et håb om, at mine kolleger som ledetråd har, at de vil lede landet og ikke blot lefle for det, som visse medier prøver at gøre til en offentlig mening.

Hr. Søren Søndergaard som privatist.

Jeg har bedt om ordet, fordi jeg både er forundret og i virkeligheden også rystet over statsministerens åbningstale.
     Danmark er i krig. Danske soldater er en del af en besættelse af et fremmed land. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er krig, hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er besættelse, så kan man bare tænde for sit tv eller åbne sin avis. Hver uge dræbes hundredvis af mennesker, irakiske oprørere, besættelsesmagtens soldater og ikke mindst uskyldige civile, hvis eneste forbrydelse er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
     På den baggrund måtte den danske befolkning naturligvis forvente, at når statsministeren kom her til Folketinget for at holde sin tale i anledning af det nye folketingsår, så ville et centralt punkt i statsministerens tale omhandle situationen i Irak, og at statsministeren ville fremlægge en plan for, hvordan den danske regering vil arbejde for at få sat en stopper for blodsudgydelserne, få stoppet myrderierne af uskyldige civile irakere og få de danske tropper trukket hjem fra Irak, før flere mister liv og førlighed.
     Derfor må jeg også sige, at jeg blev forbløffet, da jeg
i tirsdags i Strasbourg sammen med andre medlemmer af Europarådsdelegationen fulgte statsministerens tale på internettet. For bortset fra et par sætninger med fuldstændig generelle bemærkninger af typen »hvis den frie verden giver op i Irak nu, så vil det give ekstremister og terrorister frit løb«, så omhandlede statsministerens tale intet om Irak. Intet om den irakiske befolknings lidelser. Intet om besættelsen, som bliver mere og mere forhadt for hver dag, der går. Intet om de danske soldaters sikkerhed. Og ingen plan for, hvordan vi kommer ud af det morads, som et snævert flertal her i Folketinget, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, har bragt Danmark ud i.

     Der mangler ellers ikke anledninger til, at statsministeren kunne sige noget. I går blev der jo sat et endeligt punktum for den største løgn, da lederen af de amerikanske våbeninspektører fastslog, at Saddam Hussein-regimet ikke havde masseødelæggelsesvåben.
     Vi husker Colin Powells tale i FN, vi husker hele det cirkus, der blev opført, vi husker alle de kommentarer, der kom fra ledende danske politikere, og nu har vi kendsgerningerne på bordet. Bevidst eller ubevidst, det var ikke sandt, det, der blev sagt. Det var en stor løgn.
     I det hele taget har der fra begyndelsen været et gab mellem retorik og virkelighed. Det var der ved krigsudbruddet, og det er der i dag, når talen falder på situationen i Irak. Derfor vil jeg godt benytte lejligheden til at stille fire spørgsmål, som jeg mener at statsministeren skylder den danske befolkning at give et svar på her i forbindelse med åbningen af Folketinget. Det første spørgsmål: Hvordan går det med sikkerheden i Irak?
     I alle de irakiske byer, hvor oprørerne har fået fodfæste, mister mange civile livet på grund af koalitionens militære aktioner. Over 1.000 civile har mistet livet i krigen siden den 1. juni, er vurderingerne. Den mest almindelige dødsårsag: amerikanske luftangreb. Angrebene på koalitionens styrker er taget til. I juni var det amerikanske tab 42 dræbte, i juli 54, i august 63, eller hvad der svarer til to tredjedele af tabstallet under selve krigen i marts og april 2003. Og i løbet af de sidste 3 måneder, det vil sige siden indsættelsen af marionetregeringen den 28. juni, er mere end 2.000 amerikanske soldater blevet dræbt eller såret - mere end
2.000 på 3 måneder. Halvdelen af landet er usikkert territorium, mange store byer - Falluja er det mest kendte eksempel - er uden for kontrol. I november 2003, for mindre end et år siden, blev det anslået, at der var 5.000 oprørere under våben i Irak, i dag anslås tallet til at være fire gange højere. Det andet spørgsmål: Hvordan går det med demokratiet og opbakningen til besættelsesmagten i Irak?
     I foråret undersøgte besættelsesmyndighederne irakernes holdning. Fire ud af fem stolede ikke på koalitionen eller på besættelsesmyndighederne. Det var på det samme tidspunkt, hvor alle talte om udpegelsen af en midlertidig irakisk regering. Så blev irakerne også spurgt, hvem der skulle udpege den. 0 pct. mente, at det skulle være besættelsesmagten. 0,1 pct. mente, at det skulle være det daværende irakiske regeringsråd. Og hvad skete der så? Jo, besættelsesmagten og regeringsrådet udpegede i fællesskab den midlertidige regering, siden den nationalforsamling, der skulle sikre den demokratiske kontrol. Der kommer ikke legitimitet ud af at gøre noget, som 0,1 pct. af en befolkning støtter, og i den nuværende situation er det svært at se, hvordan de valg skal kunne afholdes, der skal kunne bringe demokratisk legitimitet til en hvilken som helst regering. Det tredje spørgsmål: Hvordan går det med genopbygningen? Af de 18 mia. dollars, som USA har afsat til genopbygning i Irak, er knap 1 mia. anvendt. Kun 1 mia. er blevet anvendt af de 18, der er afsat. Også de danske midler til genopbygning kniber det helt utroligt med at få formidlet. Så nu er regeringen begyndt at bruge pengene til militære formål, som vi har set. Det kommer der jo ikke meget genopbygning ud af. Arbejdsløsheden i Irak ligger på omkring
50 pct. svarende nogenlunde til situationen for et år siden, til trods for at milliarder af dollars altså har været til rådighed. Det fjerde spørgsmål: Hvad er egentlig regeringens bud på en vej ud af den irakiske tragedie?
     I åbningstalen var statsministeren tavs som graven. I går, da vi havde spørgsmål i salen, var statsministeren tavs som graven. Kan vi få et svar i dag? Er svaret, at vi fortsat skal læne os op ad en skandaliseret midlertidig regering? Er svaret, at når irakerne griber til våben, fordi de mange udenlandske soldater er et alt for tydeligt bevis på, at Irak er under amerikansk besættelse, direkte og indirekte, skal vi bare sende flere kanoner, flere kampvogne, mere mandskab? Skal vi bare have mere af det samme, selv om det er åbenlyst for enhver, at regeringens og USA's strategi er slået fejl?

     Jeg synes, at statsministeren må svare på de her spørgsmål i dag. Jeg synes, det er klart, at det er statsministeren, sammen med et flertal i Folketinget, som har taget ansvaret for, at vi har danske soldater i Irak. Dermed bør det også være statsministeren, som giver et bud på, hvordan vi kommer ud af den situation, som den beslutning har skabt; hvordan vi sikrer, at ikke flere uskyldige irakere bliver slået ihjel, og hvordan vi sikrer, at de danske soldater kommer uskadte hjem.

Så er det hr. Villy Søvndal som privatist.

Man siger, at en sandhed ikke kan siges for ofte, og man siger også, at en løgn ikke bliver rigtig af at blive gentaget.
     Hele dagen i går og i dag har alverdens medier igen og igen vist det samme klip af våbeninspektør Duelfer, der slår fast, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben og ikke udgjorde nogen trussel mod hverken USA eller det øvrige Vesten. Men det vidste vi jo godt.
     Duelfer har gentaget en sandhed, han har gentaget et budskab, hvis indhold for os kun var alt for velkendt:
Irakkrigens grundlag var ikke i orden. Men en sandhed kan jo ikke gentages for ofte.
     Jeg ved, at det må være smertefuldt. Jeg er klar over, at sandheden er ilde hørt på taburetterne hernede foran, der, hvor Dansk Folkeparti sidder, der, hvor Det Konservative Folkeparti sidder, og der, hvor Venstre sidder. Det må også være smertefuldt i ørerne på landets ministre igen at blive præsenteret for sandheden; det må være smertefuldt for udenrigsministeren, og det må ikke mindst være smertefuldt for statsministeren.
     Irak havde ikke nogen masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved.
     Alligevel synes regeringen og regeringspartierne, at de igen og igen må benægte fakta. Igen og igen hævder de, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben ikke var den danske regerings motiv for at gå i krig. Men det er jo ikke rigtigt. Af de 13 punkter, der indgik i beslutningsgrundlaget, nemlig
B 118, handler de 12 om masseødelæggelsesvåben; kun ét af dem eksplicit, men de resterende 11 henviser til FN-resolutioner, der handler om Iraks formodede masseødelæggelsesvåben. Derfor: Al snak om, at der ikke er nogen sammenhæng, er at fordreje, det er at manipulere, det er at snakke uden om det, der var det egentlige, da regeringen valgte at gå i krig, og det er rent hykleri at benægte det. Det er jo formentlig også derfor, statsministeren på det pressemøde, der var, lige da krigen var gået i gang, fortalte den danske offentlighed: Det her er igangsat med henblik på at afvæbne Saddam Hussein. Det er et meget overset citat i den offentlige debat. Det er egentlig underligt, for statsministerens centrale argument for at gå i krig var, at Saddam Hussein skulle afvæbnes. Jeg vil godt bede statsministeren bekræfte, når han får ordet senere på dagen, at det citat er rigtigt citeret, og at statsministeren var overbevist om, at der var de masseødelæggelsesvåben, som altså ikke findes. Det er jo ikke noget ligegyldigt citat. Er vi kommet til det punkt i dansk politik, hvor landets statsminister, som jo ikke kun er statsminister for sine egne, om man så må sige, men landets statsminister, i offentligheden kan give udtryk for, at Saddam Hussein udgør en trussel - og jeg citerer statsministeren: raketterne vil komme flyvende ind over vore byer - for så bagefter at gemme sig bag noget, der ikke alene er juristeri, men rent sofisteri? Er vi kommet dertil i dansk demokrati, at landets statsminister bruger det samme pressemøde, hvor forklaringen helt eksplicit er at afvæbne Saddam Hussein, til at afvise at gå på landsdækkende tv sammen med de øvrige partiledere og drøfte det, som trods alt er en vigtig beslutning, nemlig for første gang siden 1864 at gå i krig? Det er jo ikke en for sjov-sag, vi snakker om. Jeg kan godt se, at statsministeren måske synes, det er lidt for meget, at vi nu igen skal snakke Irak, men det er en krig, der har kostet over 1.000 unge amerikanere livet, det er en krig, der har kostet - i statsministerens svar til mig - i hvert fald 20.000 civile livet, uskyldige børn, gamle, unge, som pludselig oplever, at de bliver bombet. Det betegnes jo ikke som terror i debatten, når uskyldige bliver ramt af en bombe, det betegnes som en retfærdig krig.

     Det er statsministerens ansvar, at det er kommet så langt. Jeg synes, det er en fejhedens strategi. Jeg synes, det er en fejhedens strategi at dukke sig som landets leder, når man har bragt det til det her punkt af kaos, som statsministeren i Danmark har hovedansvaret for.
     Jeg synes også, den er fortsat i månederne derefter, da vi krævede en uafhængig høring, hvor statsministeren igen dukkede sig og ikke ville medvirke, ikke ville udspørges, ikke ville konfronteres med det krigsgrundlag, der dag for dag smuldrer.
     Vi så det forleden dag, hvor statsministeren sammen med nogle af os andre havde muligheden for at besvare syv spørgsmål, som dagbladet Information havde stillet om perspektiverne og fremtiden for Irakkrigen. Så det er påfaldende, at landets statsministers melding er, at det har han ikke tid til at beskæftige sig med.
     Radioavisen kaldte for et par uger siden Irak et slagtehus. Ritzau kaldte forleden Iraksituationen for en sump. Hyppigere og hyppigere er der sammenligninger med Vietnamkrigen. Syv spørgsmål, og statsministeren havde ikke tid til at svare.
     Statsministeren har i det her forløb systematisk undgået alle de situationer, hvor han ikke var absolut tvunget til at forholde sig til Irakspørgsmålet. Kun når han har været tvunget ned i Folketingssalen og ikke har kunnet undslå sig på grund af Folketingets forretningsorden, har statsministeren lidt modvilligt, lidt aggressivt eller affejende besvaret spørgsmål om Irak.
     Det må være vanskeligt for en regeringsleder at have taget så afgørende fejl i alle væsentlige forhold omkring så væsentlig en beslutning. Det må være vanskeligt at skulle se George Bush og Tony Blair krympe sig. Det må have været vanskeligt at se den amerikanske præsident Bush og folkene omkring ham blive mere og mere rådvilde, når de skulle forklare krigen. Det må være vanskeligt ikke engang at kunne hive ét resultat op af hatten i form af et befriet og et demokratiseret Irak og sige: Målet helliger midlet. Ikke engang det har man.
     Fogh, Bush og Blair, I har løjet for jeres befolkninger, og resultaterne er udeblevet.
     Der er sat noget i gang, som ikke kan styres. En hel region er bragt til et punkt, hvor ingen løsninger længere kan siges at være gode. Statsterror er erstattet med terror. Folkeret er erstattet med junglelov. Demokrati og fred er erstattet med napalm, tortur og mord. Der er skabt kaos og had.
     Der var ingen masseødelæggelsesvåben, der var ingen forbindelse til international terror endsige til Al-Qaeda. Der var ingen forbindelse mellem Irak og terrorhandlingerne den 11. september, der var ingen køb af uran. Det, som koalitionen til gengæld leverede, var klyngebomber, det var napalm, det var tortur og ydmygelser i de irakiske fængsler, det var tusindvis af dræbte civile. Krigen i Irak var i modstrid med folkeretten. Danmark forfulgte ikke FN-sporet. Krigsbeslutningen var ikke forankret i FN, sådan som den danske statsminister og udenrigsminister i månedsvis forkyndte. Krigen var ulovlig. Irakkrigen har åbnet en Pandoras æske af kaos. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved.
     FN's generalsekretær, Kofi Annan, bekræftede det forleden. Kofi Annan tog bladet fra munden og sagde det, som vi alle vidste: Krigen var ulovlig. Og han tilføjede, at den, der vil udbrede demokrati, selv må underkaste sig demokrati, og at den, som vil prædike legitimitet, selv må underkaste sig legitime virkemidler.
     Det har i den her periode, synes jeg, også været forstemmende at opleve, hvor lidt kritisk den danske presse har været i forhold til alle ikkesvarene fra statsministeren,
i forhold til alle omskrivningerne. I modsætning til den udenlandske debat har der i Danmark været en underlig tavshed om vel nok det vigtigste punkt af alle, nemlig krigen, som man satte i gang på et grundlag, der ikke holdt. Men er det det danske folkestyre værdigt? Er det niveauet for regeringens magt i Danmark? Er det den demokratisforståelse, som regeringen vil gøre til en eksportvare gennem krig? Er det værdigt, er det legitimt at ville tie sandheden ihjel? Regeringen har mange grunde til at gå af, som der er gjort rede for tidligere i dag. Irakkrigens mange fordrejninger, manipulationer, eufemismer, løgne og fortielser er kronjuvelen i denne regerings moralske forfald.

Så er det hr. Jens Rohde, som nu kommer på talerstolen som ordfører for at besvare en lang række spørgsmål fra følgende medlemmer: Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, fru Line Barfod, hr. Torben Hansen, hr. Holger K. Nielsen, hr. Frank Jensen, fru Pernille Blach Hansen, fru Lotte Bundsgaard, fru Sandy Brinck, fru Anne Grete Holmsgaard, fru Sophie Hæstorp Andersen, fru Elsebeth Gerner Nielsen,

hr. Mogens Nørgård Pedersen, fru Marianne Jelved, hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Jan Petersen.

     Reglen er den, at de, som jeg har nævnt her, som er ordførere for partierne, får de første spørgsmål. Spørgetiden er 1 minut, og svartiden er også 1 minut.
     Det er først fru Line Barfod.

Hr. Jens Rohde talte i sit ordførerindlæg om bekymringsindustrien og talte om, at forandring og tryghed hang sammen, og at frihed og tryghed skulle gå hånd i hånd osv. Derfor vil jeg gerne i forhold til de mange offentligt ansatte, der er dybt bekymrede over deres fremtid, høre, om hr. Jens Rohde kan svare på de tre spørgsmål, som Forbundet af Offentligt Ansatte har stillet på deres kongres i dag. Jeg så, at hr. Jens Rohde noterede ivrigt under min tale, så jeg går ud fra, at hr. Jens Rohde har forberedt sig på at kunne svare.
     Derfor må vi kunne få et klart svar på, om regeringen vil sikre de ansattes løn- og ansættelsesvilkår, at de ikke forringes; om regeringen vil sikre, at der bliver midler til at udvikle de ansattes kompetencer, så de kan klare de nye opgaver under den nye struktur; og om regeringen vil sikre, at de offentligt ansatte ikke kommer til at betale strukturomlægningerne gennem afskedigelser.

Som fru Line Barfod også nævnte, gælder loven om virksomhedsoverdragelse jo både i det omfang, der måtte blive udliciteret flere opgaver i de nye kommuner, og selvfølgelig også, når det er sådan, at opgaverne skal flyttes. Så på den måde er de offentligt ansatte jo sikret.
     Så vil jeg godt sige til fru Line Barfod i forhold til den fremtidsbekymring, fru Line Barfod anlagde i sin tale, at udfordringen i fremtiden ikke handler om, at der skal afskediges folk i den offentlige sektor, for vi får meget store årgange, hvor der vil være en naturlig afgang. Nej, udfordringen bliver i fremtiden at tiltrække kvalificeret arbejdskraft - i det hele taget arbejdskraft til den offentlige sektor.
     Så der er ikke noget at være bange for, vil jeg sige til fru Line Barfod. Det vil stadig væk være sådan, at der vil være en vækst i den offentlige sektor, nøjagtig sådan som der er i dag. Der er tryghed i ansættelsen i forhold til kommunalreformen, og så er udfordringen, som vi alle sammen skal samles om, hvordan vi tiltrækker kvalificeret arbejdskraft også til den offentlige sektor i fremtiden.

Men hvis hr. Jens Rohde mener, at der slet ikke er nogen, der behøver at frygte noget, betyder det så, at hr. Jens Rohde på vegne af Venstre til de tre spørgsmål fra Forbundet af Offentligt Ansatte kan svare, at regeringen vil garantere, at de ansatte er sikret de løn- og ansættelsesvilkår, de har, og at de ikke vil blive forringet med strukturreformen?
     Betyder det, at Venstre vil sikre, at der bliver afsat midler til at udvikle de ansattes kompetencer til at klare de nye opgaver? Og betyder det, at Venstre vil sikre, at der ikke bliver afskedigelser for at klare de store udgifter, der er til strukturreformen? Er det det, hr. Jens Rohde herfra vil love de mange hundredtusinde offentligt ansatte, som har spurgt på kongressen i dag?

Nu er løn- og ansættelsesvilkår jo noget, som bliver forhandlet af arbejdsmarkedets parter, bliver forhandlet via overenskomster, så dem vil jeg sådan set ikke gå ind og blande mig i; det hverken kan eller skal jeg heroppe fra Folketingets talerstol. Men der er ikke nogen grund til hos de offentligt ansatte at være bange for fremtiden.
     Hvis det er sådan, at der bliver udliciteret opgaver, så gælder loven om virksomhedsoverdragelse. Når det er sådan, at vi laver kommunalreformen, så gælder loven om virksomhedsoverdragelse. Det skaber tryghed for de offentligt ansatte.
     Og så vil jeg igen fastholde, at udfordringen fremover slet ikke bliver afskedigelser i den offentlige sektor. Det bliver tværtimod at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Undervisningsministeren stod herude på Slotspladsen i tirsdags på slap line, og det var jo et meget godt eksempel på, hvordan magtens arrogance kommer over en minister. Hvordan hun som en reaktion på protester fra borgere begynder at råbe og skrige, bliver aggressiv, mister besindelsen i stedet for at gå i reel diskussion med de pågældende.
     Jeg kan forstå også på hr. Jens Rohdes ordførertale, at det er opfattelsen i Venstre, at de mange elever var manipuleret af oppositionen. Så vil jeg gerne spørge hr. Jens Rohde, som jeg ved har en selvstændig tankevirksomhed, om han virkelig tror på, at man kan samle 30.000 mennesker på Slotspladsen, uden at de har nogen personlige erfaringer at komme med. Tror han på, at man kan samle så mange mennesker udelukkende på baggrund af manipulation, eller vil hr. Jens Rohde ikke godt medgive, at det jo godt kunne være, at de pågældende, at deres forældre, at mange borgere mærker i deres hverdag, at der er nedslidte skoler, et undervisningsmateriale, der er forældet, højere klassekvotienter, at der faktisk er så store problemer, at det giver grundlag for at protestere, og at reaktionen derfor ikke bør være højtråbende aggressioner, men derimod diskussion?

Nu kan man jo altid diskutere, hvem der råbte højest, og hvem der råber højest. Det er sådan en karaktergivning, og den skal jeg ikke gå ind i.
     Men det er jo fuldstændig rigtigt, at der er nedslidte skoler rundtomkring i landet, nedslidte klasselokaler. Det er fuldstændig rigtigt, at vi rundtomkring i landet ser undervisningsmaterialer, f.eks. atlas, der stammer tilbage fra før Murens fald, helt tilbage fra før 1989. Det er fuldstændig korrekt. Men forskellen er, at denne her regering jo gør noget ved det. Det er jo lidt tankevækkende, at der
f.eks. undervises efter atlas fra før Murens fald. Muren faldt i 1989. Jeg ved ikke, om det mentalt endnu har fæstnet sig sådan for alvor i den socialistiske lejr, men det gjorde den altså. Derfor har hr. Holger K. Nielsen og den tidligere regering jo også ligesom alle andre et medansvar for, at der rundtomkring er nedslidte skoler, men så skal vi samtidig også lige fastholde, at vores skoler, vores gymnasier jo er et kommunalt ansvar, et amtsligt ansvar. Derfor er der jo et fælles ansvar der, hvor det er gået galt. Men denne her regering afsætter jo netop penge på finansloven - 500 mio. kr. på finansloven alene for næste år - til at forbedre rammerne i folkeskolen. Det er forskellen på denne her regering og den tidligere regering.

Det glæder mig, at hr. Jens Rohde indrømmer, at der er et problem. Det er jo sådan en ren tilståelsessag, kan man sige, for vi har jo igennem adskillige år, igennem adskillige åbningsdebatter, forsøgt at få regeringen til at erkende, at der er et problem her, men man har bare afvist det og sagt, at det var kommunerne, der skulle tage sig af det, og så har man lavet nogle kommuneaftaler, som har lagt så stramme rammer for kommunerne, at vi har oplevet nedskæringer.
     Jeg håber, at hr. Jens Rohde er klar over, at Danmarks Lærerforening lige netop har gennemført en undersøgelse over de kommunale planer på hele folkeskoleområdet, hvor der i en lang, lang række kommuner planlægges nedskæringer allerede næste år, nedskæringer, som ikke mindst rammer specialundervisningen, rammer de svageste elever.
     Jeg håber, at hr. Jens Rohde er klar over, at ud af de der 2,4 mia. kr., som statsministeren slyngede ud i tirsdags, er hovedparten - om jeg så må sige - automatiske udgifter i medfør af folkeskolereformen, og at der ikke er meget nyt i det, og at det derfor i virkeligheden var luftsteg og vindfrikadeller, som regeringen spillede ud med.

Må jeg ikke lige allerførst sige med hensyn til specialundervisningen, at der er det jo netop sådan, at hvor man i dag kun kan klage over den udvidede specialundervisning, så sikrer denne regering, at forældrene nu rent faktisk har muligheden for at klage over al specialundervisning. Det er da en ret stor styrkelse både af børnenes og forældrenes sikkerhed i forhold til specialundervisning.
     Men når vi nu taler om skolerne, folkeskolerne f.eks., så har jeg bare utrolig svært ved at forstå, hvordan man kan få en stigning i enhedsprisen pr. elev, altså prisen pr. elev, fra 2001 til i dag, til at blive en nedskæring. Der er aldrig før brugt så mange penge pr. folkeskoleelev, som der bliver brugt i dag. Der er aldrig før brugt så mange penge pr. gymnasieelev, som der bliver brugt i dag.
     Den undersøgelse, som hr. Holger K. Nielsen henviser til, går jeg ud fra er Danmarks Lærerforenings rundspørge blandt deres lærere, hvor de har spurgt 43 pct. af deres lærere. Den brugte hr. Holger K. Nielsen også for et år siden, og der sagde Danmarks Lærerforening, at de forventede, at på tre ud af fire skoler ville der blive sparet. Men det skete jo ikke. Enhedsprisen pr. elev er steget også under denne her regering.

Hr. Jens Rohde var jo ligesom statsministeren meget optimistisk med hensyn til fremtiden, og den optimisme er der jo al mulig grund til at håbe holder stik. Men man kan i hvert fald se, at de arbejdsløshedstal, vi har fået i dag fra Danmarks Statistik, viser, at arbejdsløsheden fortsat stiger
- med 3.500 mennesker i august måned, altså fra juli til august måned. Det ser i hvert fald ikke lovende ud. Og det hænger jo selvfølgelig sammen med, at der stadig væk er en international lavkonjunktur med risiko for terror, med høje oliepriser osv. Men det skaber jo en enorm usikkerhed ude på arbejdsmarkedet, samtidig med at der er udflagning af danske job. Der er jo ikke noget at sige til, at de offentligt ansatte bliver nervøse nu. Hvad er den der ansættelsesgaranti værd, som statsministeren og hr. Jens Rohde har refereret i dag? Jeg forstår, at hr. Jens Rohde siger, at det hele ligger
i virksomhedsoverdragelsesloven. Kan hr. Jens Rohde så forklare mig, at i den første sag, Folketinget kommer til at tage stilling til, nemlig inddrivelsesområdet, inkassoområdet, som skal overgå fra kommunerne til staten, budgetterer regeringen med, at der allerede næste år skal spares 125 mio. kr. på finansloven? Hvordan hænger det sammen med tryghed og ansættelsesgaranti for medarbejderne?

Det er jo ikke sådan, at der ikke skal kunne foretages rationaliseringer i den offentlige sektor. Det er jo ikke sådan, at vi ikke i den offentlige sektor skal have mulighed for at flytte om. Det vil altså sige, at man prøver at lave en rationalisering på ét område for bedre at kunne få plads til økonomi og hænder på et andet område.
     Vi har jo fra starten sagt, at vi ønsker at flytte pengene fra administration til hænder, til læger, til skolelærere, til plejepersonale. Det har vi gjort. 4.000 ekstra i plejeomsorgen. Vi har ansat 1.100 flere folkeskolelærere, siden dengang hr. Frank Jensen sad i regering. Der er ansat 1.600 mere på sygehusene, siden dengang hr. Frank Jensen sad i regering. Og så fremdeles.
     Det er jo ikke sådan, at man ikke skal kunne prioritere om. Det er jo nødvendigt for enhver regering. Ellers kunne vi jo alle sammen lige så godt gå hjem. Ellers kunne kommunalpolitikerne jo lige så godt gå hjem.
     Med hensyn til ledigheden vil jeg bare sige, at hr. Frank Jensen jo ganske udmærket ved, at pilen peger i den rigtige retning, hvis man ser samlet på året, nemlig at der er blevet 10.000 færre ledige, men der er jo nogle sæsonudsving. Det er der hvert eneste år, når vi når om på den anden side af sommerferien, fordi der er nogle ledige, som, når de tager sommerferie, jo skal melde sig ud af ledighedskøen, og når de så kommer tilbage, melder de sig selvfølgelig i ledighedskøen igen. Og på den måde ser vi altid omkring sommermånederne og det her kvartal de udsving.
     Det afgørende er, at pilen peger i den rigtige retning.

Jeg vil gerne henstille, at man følger 1-minuts-reglen.

Det var en lang bortforklaring.
     Hvis nu jeg var ansat på restancekontoret i kommunen og fik at vide, at allerede næste år skulle mit job overføres fra min kommune til staten, og jeg så fik at vide, at her skulle der spares 125 mio. kr. i år et, hvordan får hr. Jens Rohde så det til at hænge sammen med en trygheds- og ansættelsesgaranti? Det er blot det, jeg efterlyser.
     125 mio. kr. svarer til, at der skal reduceres med 300-400 medarbejdere, der sidder på det område. Kan vi ikke få et kontant svar til de medarbejdere, der sidder derude og er nervøse for, at det her betyder, at deres job ryger, samtidig med at der forsvinder job i øvrigt i den private sektor? Hvor skal de medarbejdere gå hen? Hvordan hænger det sammen med trygheds- og ansættelsesgarantien, at der skal spares 125 mio. kr. år et på et område, hvor man skal fusionere en arbejdsplads?

Skal jeg tage spørgsmålet som udtryk for, at man hos Socialdemokraterne ikke mener, at der overhovedet skal kunne flyttes nogen som helst stillinger eller laves nogen form for omprioriteringer i den offentlige sektor? Det må jeg jo næsten gøre. Men det er jo en meget uansvarlig politik at føre, for så kan vi i hvert fald være hundrede procent sikre på, at der fremover ikke vil være hænder til at udføre det arbejde, der skal udføres, og at der fremover heller ikke vil være mulighed for, at vi får økonomien til at hænge sammen.
     Men hr. Frank Jensen ved jo også godt, sådan som skatteministeren jo tidligere har sagt, at langt størstedelen af de rationaliseringer, som kommer til at ske også på skatte- og ligningsområdet, vil ske ved naturlig afgang. Og det er det, som vi generelt vil se inden for den offentlige sektor - og det er også det, som jeg forsøgte at forklare fru Line Barfod - nemlig at udfordringen fremover ikke er afskedigelser i den offentlige sektor, udfordringen bliver at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi der er nogle store årgange, som er på vej til at gå på pension.

Hr. Jens Rohde spurgte i sin ordførertale: Hvordan kan flere medarbejdere blive til nedskæringer? Men nu kender jeg godt forretningsordenen, og det er jo ikke hr. Jens Rohde, der stiller spørgsmålene, men os her fra salen.

     Hvis nu jeg på mit hotel eller i min restaurant har 20 gæster og én medarbejder til at servicere de 20 gæster, og jeg så får 80 gæster og ansætter én medarbejder mere, så er det jo rigtigt, vil jeg gerne sige til hr. Jens Rohde, at jeg har øget medarbejderstaben, men tror hr. Jens Rohde, at gæsterne - eller kunderne i det offentlige system - får en bedre service af den grund?

Nu har jeg lovet hr. Mogens Nørgård Pedersens datter at tale meget pænt til hr. Mogens Nørgård Pedersen i dag, så det vil jeg også gøre, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod spørgsmålet, men så må vi jo tage det en gang til, hvis jeg ikke helt har forstået det.
     Det er jo sådan, at vi netop ikke bare fokuserer på flere ansættelser, vi konstaterer blot, at vi inden for den offentlige sektor har ansat flere folk. Inden for plejesektoren er der ansat 4.000 ekstra. Der er inden for alle områder sket en stigning, og det siger vi jo som svar på de beskyldninger, der er om, at denne regering skærer ned.
     Men penge gør det jo ikke alene. Det kræver også villighed og vilje til at omstille sig og prøve at gøre tingene bedre. Sygehusområdet er et fantastisk godt eksempel på, hvordan man ikke bare gennem penge, men også gennem omstillinger og ved at lave nogle incitamentsstyringer, rent faktisk kan få succes: Vi har fået 70.000 flere operationer, siden denne regering er kommet til. Det er ikke kun sket ved, at vi har puttet mange penge i sundhedssektoren - den tidligere regering puttede også penge i den - vi har fået resultater ud af det, fordi vi har været villige til at prøve at se på, om man nu også gjorde det rigtigt, og så lave de ting om, som vi mente man ikke gjorde rigtigt.

Jeg anerkender, at der er sket en øgning på væsentlige områder inden for sundhedssektoren og inden for ældreplejen, men der er altså også blevet flere patienter, og der er altså også blevet flere ældre.
     Derfor har jeg lyst til at spørge hr. Jens Rohde, om det er tilfredsstillende, at det, når der nu er givet 0,5 mia. kr. til ældreområdet, til ældreplejen, så kun er de 135 mio. kr., der, som hr. Jens Rohde var inde på, er gået til hænder til de ældre, og resten er gået op i administration. Er det tilfredsstillende?

Det er jo meget klart, at når man skal lave en omstilling og lave tingene om ude i de enkelte kommuner, så vil man jo i det første år opleve, at der vil gå nogle kræfter til administration. Sådan vil det jo altid være.
     Det afgørende er, at de 500 mio. kr., som regeringen har afsat til de ældre, jo ikke kun er afsat i ét år. De er jo afsat ekstra år for år for år for år, og når først kommunerne har været igennem den omstillingsproces, og det har de jo været nu, så er der netop mulighed for, at pengene kan gå til flere hænder. Det er jo også den udvikling, vi ser ude i kommunerne, nemlig at nu har man været igennem den omstillingsproces, som i øvrigt har været meget sund, og det betyder, at pengene kan gå direkte til pleje - og det har selvfølgelig også været tiltænkt fra regeringens side helt fra starten.

Jeg har bevæbnet mig med en række cases, som det hedder. Jeg har en mail her fra en amerikaner, der bor i Danmark, og som er gift med en dansk kvinde. De har boet 12 år som ægtepar i USA og har en dreng, og nu har de boet 2 år i Danmark. Han arbejder i en dansk virksomhed og sælger danske produkter over hele verden. Han skal hvert år om sommeren aflevere sit pas i 1-2 måneder til politiet, han skal tjekkes og sandsynliggøre, at han fortsat kan have beskæftigelse. Hvis han ikke kan det, må han nemlig ikke bo i Danmark, så skal han flytte ud. Hans kone er træt af at undskylde sine landsmænds behandling af fremmede, skriver han.
     Han spørger: Er det virkelig sådan, at danskerne tror, at der vil komme veluddannede, dygtige udlændinge til Danmark for at hjælpe med at skabe videnssamfundet, som statsministeren taler om, når man kender den velkendte dårlige måde at behandle udlændinge på?
     Hvad siger en sådan historie et medlem af Danmarks liberale parti, Venstre? Er det ...

Ja tak.

... det Danmark, der bringer os fremad?

Ja tak, tiden er gået.

Nu skal jeg sige noget, som jeg håber statsministeren ikke vil tage mig fortrydeligt op, men det er fuldstændig rigtigt, at dele af den udlændingepolitik, vi fører, ikke er liberal - det vil jeg meget gerne medgive her fra Folketingets talerstol - den er ikke liberal i ideologisk forstand, men den er nødvendig. Den er ganske enkelt nødvendig.
     Den er nødvendig for at undgå tvangsægteskaber; det er 24-års-reglen, jeg henviser til. Den er nødvendig, for at vi kunne nedbringe antallet af folk, der kom her til landet og skulle forsørges af det offentlige. Vi ved jo, at det tidligere strømmede ind på en sådan måde, at samfundet simpelt hen ikke kunne opsuge og dermed integrere de udlændinge, der kom til landet. Det var jo virkeligheden under fru Marianne Jelved og SR-regeringen.

     Vi sagde klart, da vi gik til valg sidste gang, at vi ville stramme udlændingepolitikken, vi ville overholde menneskerettighedskonventioner, men vi ville stramme udlændingepolitikken, fordi det ganske enkelt er nødvendigt, hvis vi skal løse den opgave, som er helt afgørende for vores fremtid og for de menneskers fremtid, som er kommet her til landet, nemlig at vi kan få dem ud på arbejdsmarkedet og få dem integreret ordentligt i det danske samfund.

Mægtigt virkningsfuldt: at holde amerikanere og canadiere og alle mulige andre mennesker, som ikke har spor at gøre med det problem, hr. Jens Rohde gerne vil løse, ude af landet.
     Hvor mange tvangsægteskaber er forhindret, siden Danmarks liberale parti, Venstre, fik regeringsmagten? Kan hr. Jens Rohde oplyse det?

Det kan man selvfølgelig ikke stå og give et tal for, men jeg synes, at fru Marianne Jelved skal gå ud og spørge mange af de tyrkiske piger, som er her i landet, om de ikke er meget glade for den 24-års-regel, som findes.
     Det er jo sådan, at når man laver en 24-års-regel, så må den gælde for alle. Jeg ved ikke, om det er diskrimination, fru Marianne Jelved står og anbefaler at vi skal udøve. Man kunne godt sige, at så behandlede vi nogle på én måde og andre på en anden måde. Vi har mulighed for at gøre det med hensyn til de lande, hvor der ikke er visumpligt, men derudover er vi altså nødt til at behandle alle ens, ellers kommer vi jo netop på kant med konventionerne, og så er jeg hundrede procent sikker på, at fru Marianne Jelved kommer løbende med håndtasken efter os.

I første omgang har jeg to spørgsmål, fordi jeg i den sidste tid er blevet fuldstændig i tvivl om, hvordan det egentlig er, vi arbejder herinde, og hvordan kronologien egentlig er omkring f.eks. kommunal- og amtsaftaler. Derfor vil jeg gerne indledningsvis spørge hr. Jens Rohde: Hvem havde ansvaret for de aftaler, der blev indgået med KL i 2001 og i 2002, altså hvem indgik de aftaler med KL, og i hvilket omfang gik regeringen ind og forandrede på de aftaler, da den kom til magten, efter at der var indgået budgetforlig i diverse kommuner? Det var det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål handler om, i hvilket omfang vi normalt her i Folketinget arbejder med budgettal. Når vi
f.eks. arbejder med finansloven, bruger vi da budgettal som udgangspunkt for at sammenligne, hvad der skal ske næste år, med i år og året før?

I forhold til de tal, vi arbejder med, og når man skal vurdere den virkelige udvikling, så er det interessante jo at se på regnskabstallene. Det er fuldstændig rigtigt, at vi, når vi laver finanslov, lægger nogle budgetter, men når man skal se på den faktiske udvikling, på, hvor mange penge der bliver brugt ude i den virkelige verden, så skal man jo kigge på regnskabstallene; det er sådan rimelig logisk. Når vi f.eks. taler om, hvordan udviklingen er gået pr. elev i folkeskolen og pr. elev i gymnasiet, så er den faktiske udvikling, at der har været et stigende forbrug, altså at priserne er steget pr. elev både i folkeskolen og i gymnasiet. Jeg ved ikke helt, hvor fru Pernille Rosenkrantz-Theil vil hen med spørgsmålet om, hvem der indgik de forskellige aftaler, men det er klart, at det er regeringen, som med KL indgik den aftale, som gjaldt for 2003. Den aftale, som gjaldt for 2002, var den tidligere regerings; den arvede vi, og den gik vi ikke ind og lavede om på.

Det var lige præcis det, jeg tænkte og håbede på at hr. Jens Rohde ville svare. (Jens Rohde: Det tænkte jeg nok.) Jeg tror også godt, at hr. Jens Rohde er klar over, at lige præcis dér og lige præcis den indrømmelse ville jeg gerne have set undervisningsministeren komme med, f.eks. i Profilen i går aftes, for i den aftale, der er for 2005, står der: »Efter flere år med stigende udgifter pr. elev, udviser enhedsudgifterne i folkeskolen et svagt fald i 2003«, altså det første år, hvor regeringen havde ansvaret for netop aftalerne med kommunerne.

     Min pointe er altså bare, at i hele den her taldiskussion, der har præget debatten om uddannelserne de sidste par uger, har hr. Jens Rohde nu endelig kortlagt, at de tal, der er fra 2001 og 2002, er den tidligere regerings værk, og det er det, der gør, at der er en svag stigning i udgiften pr. elev, hvis vi sammenligner fra 2001 til 2003. Tallene var mægtig høje i 2002, fordi Socialdemokraterne gør ligesom alle andre: De uddeler valgflæsk i valgår. Det gjorde de i 2002, og det er det, undervisningsministeren har forsøgt at tage æren for.

Det er ganske enkelt ikke korrekt. Lad os kigge på de faktuelle tal, regnskabstallene. Vi ved jo, at der er et konteringssystem i kommunerne, som gør, at hvis vi tager budgettallene, så skal man nogenlunde opskrive dem med 1.200 kr. i forhold til de endelige regnskabstal. Det har noget at gøre med den måde, man konterer det på i kommunerne.
     Hvad er det så, der bliver brugt i kommunerne? Ja, i 2001 blev der brugt 46.713 kr. pr. elev, i 2003 blev der brugt 46.882 kr. pr. elev, og hvis man for 2004 lægger de
1.200 kr. til det budgettal, som er for indeværende år, vil der altså i år blive brugt 47.000 kr. pr. elev i folkeskolen. Det er en stigning; det er en stigning fra 46.713 kr. i 2001 til 47.000 kr. i 2004, og uanset hvem der så måtte have æren for det eller ikke æren for det, så kan man ikke kalde det en nedskæring.

Hvis man kigger på statsministerens åbningstale, så kan man jo have en vis ironisk distance til nogle af tingene. Bl.a. kan man se, at der er et markant kursskifte på vej.
     I miljøafsnittet, som var meget lille i statsministerens åbningstale, var indgangen til det: »Vi vil føre en fremsynet miljøpolitik.« Det er jo ikke det, der har præget regeringen
i dens første 3 leveår, og når man så ser på, hvilke store besparelser og hvilke konsekvenser det har haft, så kan man jo se, at det bestemt ikke har været nogen fremsynet miljøpolitik. Hvis man helt specifikt tager eksempelvis strukturreformen, har vi jo oplevet så sent som i den her uge, men også det seneste år, at alle spillere inden for det her område, organisationer, eksperter og alt muligt andet, sammen med Strukturkommissionen stærkt har advaret imod, at ansvaret for miljøet overflyttes til kommunerne. Hvordan vil Venstre forholde sig til, at alle andre i det her land undtagen Venstre siger, at det medfører et forringet beskyttelsesniveau for miljøet.

Det, jeg bliver sådan lidt forvirret af i den her diskussion om miljøet, er, at det ene sekund bliver vi kaldt centralister, og det andet øjeblik bliver vi beskyldt for, at vi har alt for stor tillid til kommunerne. Jeg synes, man skulle prøve ligesom at vælge, hvor man egentlig vil hen.
     Hvad er det, der sker med den generelle miljøovervågning og miljøansvaret? Hvad er det, der sker der? Det er jo, at vi lægger det ind under staten. Det er derfor, vi opruster med
500 nye medarbejdere, som jo skal ind i Miljøministeriet ude fra regionerne. Nu er det ikke længere en tilfældig overvågning, som foregår regionalt eller ude i de enkelte amter. Der opruster vi. Det er da ikke at lægge det hele ud til kommunerne. Må jeg gøre opmærksom på, at den miljøpolitik, vi har i dag, jo for to tredjedeles vedkommende administreres af kommunerne. Sådan er det jo i dag, før kommunalreformen. Det er rigtigt, at vi lægger flere forvaltningsopgaver ud i kommunerne, men det overordnede ansvar for miljøet styrker vi nationalt.

Først og fremmest tror jeg, at hr. Jens Rohdes ordvalg om tilfældig administration i amterne - det var sådan cirka det, der blev sagt - bestemt ikke hænger sammen med virkeligheden, og det tror jeg da også at de, der sidder og administrerer det, vil være meget kede af at høre.
     Det, der jo er vigtigt i den her sag, er, at man har en strukturkommission, som har siddet i 1½ år og gennemanalyseret det her til bunds og siger, at der skal være nogle opgaver i regionerne, hvis det her skal hænge sammen rent miljømæssigt. Alle andre spillere har så sent som i den her uge samlet skrevet til Folketinget og sagt, at det her bliver en katastrofe, fordi man fuldstændig opsplitter den ekspertise, der er.
     Hvordan kan Venstres ordfører stå her og forsvare noget, hvor alle andre, også eksperter, alle, der har forstand på det her, siger, at det vil medføre markante forringelser for miljøet?

Det er jo ganske enkelt heller ikke korrekt, at alle eksperter - det må jo så være de eksperter, som hr. Torben Hansen vælger at tro på - siger, at det her bliver en katastrofe for miljøet.
     Det er stadig væk sådan, at vi styrker den generelle miljøovervågning og vi styrker det nationale ansvar. Der bliver vi beskyldt for at være centralister, men vi mener faktisk, at miljøet og miljøpolitikken er en vigtig sag. Det er måske forkert at bruge udtrykket tilfældig administration, men når jeg har brugt ordet tilfældig, er det, fordi det jo skifter meget, hvordan man administrerer det fra amt til amt, og det ved hr. Torben Hansen også ganske udmærket godt.
     Det samler vi nu inde under staten og opruster Miljøministeriet med 500 nye medarbejdere - 500 medarbejdere!
- som nu skal sikre den generelle miljøovervågning i Danmark, og så lader vi kommunerne, nøjagtig som de i øvrigt gør i dag, men i lidt højere grad, overtage en større del af forvaltningen. Men skal vi ikke lige huske hinanden på, at det er sådan, at kommunerne tager sig af to tredjedele af samtlige miljøopgaver, og at amterne i dag kun står for 8,6 pct. af indsatsen. Så det var måske en idé, at vi lige fik proportionerne på plads, inden vi diskuterer det her, vil jeg gerne sige til hr. Torben Hansen.

Nu er regeringen og undervisningsministeren i særdeleshed jo meget begejstret for test, og jeg vil gerne foreslå hr. Jens Rohde at tage en matematiktest, for jeg kan nemlig godt forklare, hvordan man kan få enhedsudgifterne - altså udgifterne pr. elev - i folkeskolen til at vise et fald. Man skal sådan set bare læse den seneste aftale mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening, og det var det citat, fru Pernille Rosenkrantz-Theil netop læste op før. Det vil jeg da gerne bede hr. Jens Rohde om at forholde sig til. Her står nemlig:
     »Efter flere år med stigende udgifter pr. elev, udviser enhedsudgifterne i folkeskolen et svagt fald i 2003.«
     Det er et citat, og der står: et fald. Det er regeringens egen publikation, lavet af Finansministeriet og KL.
     Det er så helt rigtigt, som hr. Jens Rohde siger, at de foregående år har regeringen sådan set ikke et ansvar for, for det var aftaler indgået med den foregående regering.
     Så jeg vil bare gerne bede hr. Jens Rohde forholde sig til det ene år, nemlig 2003, som den nuværende regering har haft ansvaret for, og så kan vi se, hvordan det passer med virkeligheden, som den blev oplevet af 30.000 elever på Slotspladsen forleden dag.

Hvis fru Pernille Blach Hansen kigger på regnskabstallene igen, vil hun se, at vi for 2004 kan forvente en enhedspris pr. folkeskoleelev på 47.000 kr. Det er, uanset hvordan fru Pernille Blach Hansen vender og drejer det, en stigning i forhold til 2001, og det er derfor, jeg siger, at man ikke kan kalde det en nedskæring.
     Men når vi nu skal bruge citater, så er det jo lidt interessant med det hykleri, som Socialdemokraterne og andre udstiller i den her debat.
      Hr. Frank Jensen sagde til Jyllands-Posten den 12. september 2002: »Der er for mange skoler i dag. Det faglige miljø på de små skoler er simpelthen ikke stort nok.«
     Vi har fru Margrethe Vestager, som, da hun var undervisningsminister, i 2000 sagde: Hvis bevillingen pr. elev i folkeskolen skal være den samme om 5-6 år som i dag, så løber det os fuldstændig af hænde.
     Vi har fru Marianne Jelved, der har sagt, at hun ikke vil være med til at give én eneste krone mere til folkeskolen, den har allerede nok.
     Vi har også hr. Mogens Lykketoft, der har sagt, at redegørelsen - og det er den tidligere SR-regerings egen redegørelse fra 2000 - viser, at der er penge nok i folkeskolen.
     Så hvorfor alt det hykleri?

Jeg kan godt forstå, at hr. Jens Rohde gør lidt, som undervisningsministeren gjorde forleden dag, nemlig bliver lidt mere skinger. Det er, fordi argumentationen ikke helt holder.
     Det, jeg bad hr. Jens Rohde om, var at forholde sig til Finansministeriets nedskrevne tekst, som er lavet sammen med Kommunernes Landsforening, hvor der står, at enhedsudgifterne pr. elev udviste et svagt fald i 2003. 2003 er det første år, hvor en kommuneaftale lavet af denne her regering fik lov til at slå igennem, og det er jo præcis derfor, det er 2003, der er interessant. Nu har hr. Jens Rohde rodet sig ud i nogle regnskabstal for 2004. Jamen hallo! Der har vi jo lige hørt, at det var budgettal, og dem kunne man ikke bruge til noget.
     Fokuser nu på det ene, jeg spørger om. Det er ikke så kompliceret, det kræver lidt matematik, det er Finansministeriets tal, og der siger Finansministeriet og KL
i fællesskab, at udgifterne pr. elev i folkeskolen faldt i 2003 under den her regering. Det er nøjagtig det samme, samtlige elever, der stod herude på Slotspladsen forleden, sagde: Vi oplever forringelser, vi oplever et fald. Måske kunne hr. Jens Rohde forholde sig til det faktum, Finansministeriet og KL er enige om, i stedet for at komme med alle mulige løsrevne citater, der ikke har noget at gøre med de økonomiske forhold for folkeskolen i 2003 og 2004.

Et tal, der går fra 46.713 kr. pr. elev i 2001 til 47.000 forventede kroner i 2004, prøver fru Pernille Blach Hansen at gøre til en nedskæring. Det er meget interessant i sig selv, vil jeg gerne sige til fru Pernille Blach Hansen.

     Når jeg synes, det er lidt interessant med de her citater, og nu var det fru Pernille Blach Hansen, der begyndte med citaterne, så er det jo, fordi vi igennem den tidligere regerings levetid gang på gang - jeg står med tre sider fulde af notater - fik at vide, at folkeskolen har fået nok, at man fra den tidligere regerings side ikke ville give folkeskolen en eneste krone mere. Der er allerede mange ressourcer i folkeskolen, sagde den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og sådan kan jeg blive ved.
     Derfor er det jo noget forfærdeligt hykleri at høre socialdemokrater og radikale og andre nu sætte sig op på den høje hest og sige, at de vil bidrage med en masse flere penge til folkeskolen. Faktum er jo, at den her regering løser nogle af de problemer, som den tidligere regering ikke løste, nemlig ved at putte 2,3 mia. kr. ekstra ind oven i de 3,5 mia. kr. til uddannelse, som vi allerede har givet.

Hr. Jens Rohde kom meget let omkring børnefamilierne i sin tale. Derfor vil jeg gerne have lov til at fokusere lidt på et problem, som ganske almindelige børnefamilier har tæt inde på kroppen, nemlig det, at en familie skal tjene 100.000 kr. ekstra for at få to børn passet i vuggestue og i børnehave.
     Jeg vil godt høre, om Venstre mener, at det er rimeligt, eller om Venstre kan støtte Socialdemokraternes forslag om, at det kun skal koste 1.000 kr. at få et barn passet.
     Jeg ved, at Venstre har været lidt i tvivl om: Er der nogen, der taber på det her forslag? Der kan jeg sige til hr. Jens Rohde, at det er der faktisk ikke. Alle, der har hel eller delvis friplads, kompenseres fuldstændig. De, der vinder, er de ganske almindelige børnefamilier, der hver dag går på arbejde, og som i dag skal betale en uhyrlig høj pris for at få deres børn passet.
     Så mit spørgsmål er kort og præcist til hr. Jens Rohde:
Skal det ikke kun koste 1.000 kr. at få sine børn passet i daginstitutionen?

Nu er det jo ikke Venstre, der har været i tvivl om, hvorvidt der er nogen, der taber på det her forslag fra Socialdemokraterne. Det har da om noget været udtryk for tænd og sluk-politik, det, vi har set, for når man går ind på Socialdemokraternes hjemmeside, som nu er blevet åbnet og lukket fire gange, og hvor man hele tiden ændrer forudsætningerne for, hvordan man beregner det her forslag, så har det da om nogen været Socialdemokraterne, der har været i tvivl.
     Tallene har jo vist, når man har sat sig ned og tastet sine egne oplysninger ind eller tastet eksempler ind, at
f.eks. folk, der har to børn i en skolefritidsordning, i SFO, og en husstandsindkomst på omkring 450.000 kr. i Horsens Kommune, vil tabe, vil decideret miste penge på det forslag, som Socialdemokraterne stiller. Det er jo ikke noget, jeg står og finder på her. Nu har jeg ikke fået beregningerne med herop, men de ligger faktisk nede på min plads. Det er jo noget, som Socialdemokraternes egen hjemmeside, som de selv har lavet, har beregnet, og det viser, at så taber man penge. Det er ikke mine tal, det er Socialdemokraternes tal.

Nu hører vi en disciplin, som hr. Jens Rohde er meget dygtig til, nemlig at tale udenom-disciplinen.
     Jeg vil godt spørge hr. Jens Rohde, om hr. Jens Rohde synes, det er for dyrt at få sine børn passet i daginstitutionerne i dag, og om Venstre mener, det er rimeligt, at to forældre, der går på arbejde hver dag - vi kan sige, at den ene arbejder i Netto, og at den anden er metalarbejder - skal tjene 100.000 kr. ekstra for at få et barn passet i vuggestue og i børnehave, eller om hr. Jens Rohde er enig med os i, at det kun skal koste 1.000 kr. at få et barn passet? Kan hr. Jens Rohde ikke bare svare på det?
     Så vil jeg gerne gentage, at alle, der har hel eller delvis friplads bliver kompenseret krone for krone, at det maksimalt må koste 1.000 kr. at få børnene passet. Det vil sige, at er der en daginstitution, hvor det koster mindre end
1.000 kr., så vil det blive ved med det. Er det rimeligt, at alle de hårdtarbejdende forældre, der går på arbejde hver dag, skal betale så meget for at få børnene passet? Kan hr. Jens Rohde ikke bare svare ja eller nej til det spørgsmål?

Vi synes, at man kunne bruge pengene bedre end ved at gå ind og lave sådan et paradeforslag om 1.000 kr., som så i øvrigt kommer til at koste de laveste indkomster en masse penge, specielt hvis det er sådan, at de har børn i en skolefritidsordning. Fru Lotte Bundsgaard ryster på hovedet; det kan jeg både se og høre. (Munterhed). Nej, undskyld, fru Lotte Bundsgaard, det var en polemisk kommentar.
     Problemet er bare, at de beregninger, som jeg står med her, er nogle, hvor enhver kan gå ind og teste på Socialdemokraternes hjemmeside, at de holder stik. Der er et minus på 1.100 kr., hvis man bor i Ledøje-Smørum Kommune, har en husstandsindkomst på 450.000 kr. og har et barn i skolefritidsordningen. Der er mange eksempler her. Det er et rent paradeforslag, Socialdemokraterne kommer med, og man glemmer at fortælle, hvordan det vil komme til at gå, og det er jo, fordi man også samtidig skærer i børnechecken.

     Jeg synes dels, at man skulle fortælle hele sandheden om det forslag, man har lavet, dels synes jeg, at der er det interessante ved det, at uanset hvordan fru Lotte Bundsgaard vender og drejer det, så vil det altid være de højeste indkomster, der med det 1.000-kroners-forslag får allermest ud af det. På den baggrund kan hele den diskussion, vi har om vores skattepolitik, jo ses som en lille smule hykleri.

Man kan næsten kun opfordre til, at folk selv går ind på Socialdemokratiets hjemmeside og prøver at regne sig frem. (Jens Rohde (V): Er den oppe igen?) ... Jeg tror, jeg har ordet.
     Der var to ting i hr. Rohdes tale, som overraskede mig. Det var, da hr. Jens Rohde sagde, at de ældre har fået 500 mio. kr. Har de det? I hvert fald ikke ifølge finansministerens opgørelse, som han udsendte i fredags. Der har man netop kunnet opgøre, at to tredjedele af de 500 mio. er gået til administration. Så spørgsmålet er: Er det hr. Rohde, eller er det finansministeren, der har ret?
     Den anden ting, der overraskede mig, var, da hr. Jens Rohde sagde, at der var 4.000 flere ansatte i ældreplejen. Jeg gik op i frokostpausen og slog op i Danmarks Statistiks seneste opgørelse over sociale forhold. Der kan jeg ikke finde 4.000, men jeg kan finde en anmærkning, som jeg godt vil læse op. Der står, at i 2003 skønnes det, »at 3-500 visiterende medarbejdere er overført fra ældreomsorg til administration i en række kommuner.«
     Jeg vil godt spørge hr. Jens Rohde: Er det dem, som skulle gøre gavn for de ældre?

Vi har jo været inde på det. Det er klart, at med den omstillingsproces, kommunerne skulle igennem, både i forhold til frit valg og til at prøve at prisfastsætte, hvad ydelserne egentlig koster - hvad der i øvrigt burde være en helt naturlig ting, hvis man er ansvarlig med de midler, som man har med at gøre af borgernes penge - ja, så var kommunerne nødt til at bruge nogle kræfter på administration.
     Men 500 mio. kr. bliver hele tiden omtalt, som om det er en engangsinvestering. Det er det ikke; det er et generelt løft, som kommer over årene. Og når kommunerne først har lavet den omstilling af deres administrationspraksis, som skulle til, hvor man var nødt til at kaste nogle kræfter ind
i de kommuner, hvor man ikke havde lavet det i forvejen, så er der jo netop mulighed for, eller rettere, så vil pengene gå over til pleje og til hænder. Jeg må så henvise fru Sandy Brinck til den statistiske 10-års-oversigt. Her kan man på side 65 ganske enkelt gå ind og se helt klart, at der er ansat 4.000 ekstra inden for ældreplejen.

Jeg kan nu forstå, at hr. Jens Rohde tilstår, at to tredjedele er gået til administration, og det må man bare finde sig i, det var nødvendigt. Så kan vi vel også blive enige om, at så har de ældre endnu ikke fået 500 mio. kr.?
     Det andet er med hensyn til antallet af ansatte. Der kan vi selvfølgelig godt på et eller andet tidspunkt mødes over nogle statistiske årbøger og seneste opgørelse, men hvad er hr. Jens Rohdes umiddelbare kommentarer til, at der står, at 300-500 visiterende medarbejdere er overflyttet fra den ældreomsorg, som er ude hos den ældre i stuen, til de borde, der står i forvaltningen på kommunen?
     Man kan jo sagtens komme frem med, at der er mange ansatte, men hvis de er ansat ved bureaukratborde inde på den kommunale forvaltning, så tror jeg ikke, det var det, de ældre havde forventet var et løft i deres ældreomsorg.

Fru Sandy Brinck må have mig undskyldt, men det her er jo altså ikke regeringens tal. Desuden er det ikke korrekt, hvad fru Sandy Brinck står og siger; jeg har ikke tilstået, at det meste er gået til administration. Det, der er gået til administration, er 127 mio. kr. ud af de 500 mio. kr., vil jeg gerne sige til fru Sandy Brinck. Det er 127 mio. kr. ud af de 500 mio. kr. Lad os få det slået fast.
     Jeg har bare sagt, at selvfølgelig var der behov for, når man skulle gennemføre det frie valg, gennemføre en ny ordning, at man så også sørgede for at få det administrative på plads, men når det er på plads, så er det også på plads.
     Derudover vil jeg gerne sige, at denne regering har indført frit valg af hjemmehjælp, frit valg af ældrebolig over kommunegrænserne, bedre muligheder for familier, der ønsker at passe deres handicappede børn eller personer med kronisk sygdom, og vi har gennemført forhøjelse af tilskud til høreapparater, bedre vilkår for selvejende ældreboliger, forbedring af personlige tillæg til briller, tandproteser og fodbehandling, supplerende engangsydelse på 5.000 kr. til
100.000 pensionister i 2003. Og sådan kunne jeg blive ved.

Vi har genindført den efterlevelsespension, som den såkaldte dødepakke, der blev gennemført af den tidligere regering, afskaffede. Den har vi genindført for pensionister. Jeg synes ganske enkelt, at resultaterne taler rimelig pænt for sig selv på ældreområdet.

Ja tak til ordføreren. Det er anden advarsel.

Hr. Jens Rohde sagde tidligere i dag, at Venstre vil forandre for at skabe udvikling. Nu er det sådan, at for mig er det med at skabe udvikling jo noget, hvor man bruger alle samfundets ressourcer.
     Sjovt nok fandt hr. Jens Rohde det ikke møjen værd at snakke om ligestilling eller kvinder i sit indlæg, sjovt nok syntes statsministeren heller ikke, at det var møjen værd i tirsdags.
     Skal jeg tage det som udtryk for, at Venstre, når det kommer til stykket, i virkeligheden er hamrende ligeglad? Sagt med andre ord: Har Venstre overhovedet en målsætning på ligestillingsområdet, eller vil man også pakke ligestillingen ned i den krukke, der hedder frit valg, vel vidende at så sker der ikke noget?

Jamen jeg kan jo henvise til vores ligestillingsoplæg, som er et ganske fyldigt oplæg, hvor Venstre taler om ligestilling. Vi ønsker sådan set ikke at presse alt muligt ned over hovedet på folk, ligesom f.eks. den socialistiske dagsorden er. Hvis vi tager barselområdet, har vi ønsket, at det skal være frit for forældrene at vælge, hvem det er, der tager den barsel. Det kalder man så et forfærdeligt brud på ligestillingen, og det er udtryk for, at man er fuldstændig ligeglad med ligestilling osv. osv. Det er det jo ikke.
     Vi ønsker selvfølgelig ligestilling mellem kønnene. Det er der jo ikke nogen, der kan være imod. Men det skal være sådan, at det enkelte menneske og den enkeltes familie selv vælger, hvordan man vil indrette sig. Det skal ikke være sådan, at det er fru Anne Grete Holmsgaard eller andre, som
f.eks. bestemmer, hvem der skal tage barselorloven, hvem der skal gøre det ene og det andet. Sådan må det ikke være. Ligestilling er jo også et spørgsmål om, at man personligt træffer nogle valg, og når man træffer de valg, er det rigtigt, at så er der selvfølgelig også nogle fravalg, men det er jo op til det enkelte menneske at træffe de valg. Så ja, alle går vel ind for ligestilling, alt andet ville jo være mærkeligt, men man må også respektere de personlige valg hos de enkelte mennesker.

Så synes jeg, at det ville være helt vidunderligt, hvis hr. Jens Rohde bare kunne nævne ét eksempel på, at den der model med det frie valg overhovedet har bragt ligestilling. Vi kan jo i hvert tilfælde konstatere, at det vidunderlig højt besungne frie valg på barselområdet betyder, at 95 pct. af dagene tages af kvinderne og 5 pct. af mændene.
     Med hensyn til den socialistiske model kan jeg forstå, at handelsministeren i Norge har bebudet, at hvis erhvervslivet ikke selv inden for de nærmeste år får 40 pct. kvinder ind i deres bestyrelser og deres ledelser, er han villig til at lovgive. Er det også socialisme?

Jeg synes, at det, som tjener kvinderne bedst, er, at man vurderer kvinderne på deres kvalifikationer, og at man vurderer mændene på deres kvalifikationer, og at man vurderer det på, hvem der har lyst til at gøre hvad, og hvem der vil hvad. Det synes jeg må være det afgørende.
     Og hvis vi igen tager barslen: Hvis der nu er nogle kvinder, som vælger at sige, at de gerne vil tage det år, som denne regering har gennemført i fleksibel barselorlov, det synes jeg som kvinde - altså ikke mig - at jeg vil tage, og det bliver vi enige om i vores familie, så har jeg så umådelig svært ved at se, hvad der skulle være galt i det.
     Jeg synes da, det er et spørgsmål om respekt for den enkelte families helt eget personlige valg. Den skal så også bare være klar over, at med et valg er der selvfølgelig også et fravalg, men det er jeg også ganske overbevist om at de fleste familier godt ved, for vi lever faktisk i et land, hvor vi har en særdeles veloplyst befolkning.

Ja, så er der de mange kvinder, der gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet efter 5 måneder og 6 måneder, som ikke kan få passet deres børn, dem har regeringen ikke gjort meget for. Men det er ikke det, mit spørgsmål handler om.
     Hr. Jens Rohde forsøgte ligesom statsministeren at tegne et meget lyserødt billede af tilstanden i det danske sundhedsvæsen. Det er jo bare synd, at det ikke helt opleves sådan af den danske befolkning og de danske vælgere.

     Uanset flere operationer og flere penge og indenrigs- og sundhedsministerens rosenrøde ventelistetal, som man tilsyneladende skal høre forskellige opgørelser af for at kunne finde en positiv vinkel, så oplever det store flertal af danskere jo stadig, at deres pårørende fortsat ligger på gangene eller på flersengsstuer, fordi sengepladserne på de medicinske afdelinger nedlægges. Og vi kender alle til brystkræftramte kvinder, som også må vente på opfølgende stråleterapi.
     Det er jo ikke så underligt, at folk undres. Er det ikke lidt løjerligt, at regeringen først nu pludselig har fået øje på, at ventetidsgarantien for livstruende sygdomme ikke overholdes? Nu har man i 3 år holdt øje med ventetiderne, men åbenbart ikke på behandling af de livstruende sygdomme.

Må jeg lige sige, at denne regering jo netop gør noget for, at de mennesker, der ikke kan få passet deres børn efter 6 måneder, får en mulighed for at få passet deres børn, i og med at vi indfører en pasningsgaranti. Det var sådan set mere end det, som SR-regeringen lykkedes med, på trods af at det var SR-regeringen, der gav kommunerne lov til at hæve forældrebetalingen i daginstitutionerne fra de 30-31 pct., tror jeg, til de 33 pct. Så det synes jeg er ganske interessant, og det er jeg glad for at fru Sophie Hæstorp Andersen nævner her i dag.
     Med hensyn til sundhedsområdet har vi jo netop vist, at den politik, som vi fører, og de milliarder, som vi har investeret i sundhedsvæsenet, virker. 70.000 flere operationer er temmelig meget. Det er langt mere end det, som det lykkedes den tidligere regering at få, på trods af at den også postede penge ind i sundhedssystemet. Hvor det løbende lykkedes den at øge antallet af operationer med 10.000, så er vi lykkedes med 70.000, og dertil kommer 17.000 flere behandlinger af medicinske patienter. Så vi har ikke glemt de medicinske patienter, men nu går vi endnu et skridt videre og har på finansloven afsat 210 mio. kr. netop til de medicinske patienter.
     Kræftbehandlingen vender jeg tilbage til.

Nu er jeg også selv et lysende eksempel på en, der gerne vil tilbage fra barsel, men ikke kan få passet sit barn, så lad os tage den diskussion bagefter.
     Det korte af det lange er jo, at Socialdemokraterne ikke benægter, at regeringens puljemidler har haft en effekt på aktiviteten af udførte operationer, men vi tager ventetiderne meget alvorligt, ligesom denne her regering gør.
     Det, som er interessant, er jo, at man har brugt 3,5 mia. kr. på 18 områder for at få dem ned på 2 uger. Det virker altså en anelse uansvarligt, at man har brugt så mange midler på et område, når vi samtidig ved, at folk med livstruende sygdomme, med kræft og lungesygdomme, jo ikke har fået adgang til de mange investeringer, der er nødvendige for at sikre deres overlevelse.
     Den øgede aktivitet på nogle områder er jo blevet modsvaret af nedgang på andre områder. Frem for fokus på mennesker, der har sygdomme, de kan dø af, har man indført en konkurrence mellem de offentlige hospitaler om den fjerdedel af patienterne, som i virkeligheden har nogle lidelser, der er forholdsvis ukomplicerede. De akutte patienter og de langtidssyge har man jo ikke gjort meget for.

Fru Sophie Hæstorp Andersen henviser til en undersøgelse, som DSI - jeg tror, det hedder Dansk Institut for Sygehusvæsen eller sådan noget lignende - eller i hvert fald forskeren Jakob Kjellberg har lavet, hvor han mener at påvise, at der ikke har været nogen synderlig effekt af regeringens kamp mod ventelister. Nu er det jo sådan, at hvis fru Sophie Hæstorp Andersen vil tage den rapport, vil hun kunne se, at de data, som Jakob Kjellberg baserer sig på, er taget fra 2002 til 2003.
     Nu er det sådan, at denne regering har siddet i 3 år og ikke kun i 1 år, og derfor er det ikke rimeligt, at man går ind og laver en vurdering af ventelisterne og effekten af regeringens indsats på det første år, når man samtidig husker på, at Løkkeposen, som vi jo kaldte den pose, som skulle gives netop til at sætte massivt ind i forhold til operationer og ventelister, på det tidspunkt kun havde virket et halvt år. Hvis man havde ladet undersøgelsen gå bare et halvt år længere, så havde man fået den dobbelte effekt.

I dagens aviser har Venstre indrykket store annoncer, hvor man fortæller, at antallet af offentligt ansatte under den nuværende regering er øget med 14.000. Hvad er årsagen til, at Venstre er så stolt af det? Er det, fordi man gerne vil ligne Socialdemokratiet mest muligt, eller er det, fordi man
i Venstre faktisk synes, at det er meget vigtigt at få en så stor offentlig sektor som overhovedet muligt?

     Og kan hr. Jens Rohde i øvrigt bekræfte, at de 14.000 kommer ved, at den tidligere SR-regering lavede en kommuneaftale, der indebar, at der blev ansat 10.000 mere i den offentlige sektor? Så er der ganske rigtigt kommet 4.000 flere under den nye regering, men der er tale om mennesker, som er ansat i fleksjob.

Det her handler sådan set ikke om at være stolt af noget. Det er jo bare konstaterbart, at der siden 2001 er ansat 14.000 flere mennesker i den offentlige sektor, og fra næste år vil det så være 16.000 flere i den offentlige sektor. Det sker jo som et svar på de angreb, vi får om, at der er skåret ned i den offentlige sektor. Så det er såmænd bare for at prøve at synliggøre, hvad virkeligheden er.
     Det er jo i øvrigt ikke så mærkeligt, at der sker en vækst i den offentlige sektor, for det budgetterer vi jo med. Det har vi sagt åbent og ærligt fra starten. Vi budgetterer med en vækst på 0,5 pct. årligt i den offentlige sektor. Det er jo en vækst, det er jo ikke en nedskæring. Det medfører selvfølgelig også flere ansættelser i den offentlige sektor, så det er bare en konstatering af, hvordan virkeligheden ser ud.

Jeg tror måske ikke, vi kommer så meget længere i denne lidt ideologiske diskussion, så derfor vil jeg bruge mit sidste spørgsmål til bare at få en kommentar fra hr. Jens Rohde til en historie, jeg hørte i toget den anden dag.
     Historien gik på, at der var en dansk mand, som hed Knud, der var arbejdsløs og rigtig, rigtig træt af hele tiden at blive kaldt til jobsamtale. Så gjorde han det ret smarte, at han skiftede navn til Muhammed, og det virker. Hvad mener hr. Jens Rohde er årsagen til, at Knud kan finde på at opføre sig på den måde?

Det er nok et af de sværeste spørgsmål, jeg kan huske at have fået her på Folketingets talerstol.
     Jeg ved det ikke, for jeg er ikke psykoanalytiker, så det må jeg hellere afholde mig fra at svare på, men historien var da meget interessant.

Jeg vil gerne rette fokus et andet sted hen, nemlig til den bebudede udvidelse af EU med Tyrkiet, som jo er på dagsordenen hos mange politikere, men så sandelig også blandt mange i befolkningen. Der er jo en meget, meget stærk skepsis over for optagelsen af Tyrkiet, og vi har den holdning i Dansk Folkeparti, at det ville være helt fatalt, hvis man optager Tyrkiet i EU-samarbejdet.
     Jeg har forstået det sådan, at regeringen faktisk agter at støtte en eventuel udvidelse og forsøger at berolige os, der er meget skeptiske over for det, med, at der vil være mulighed for at etablere nogle overgangsordninger eksempelvis
i forhold til arbejdskraftens bevægelighed. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden her til at spørge hr. Jens Rohde, om han i dag kan afgive det klare løfte, at hvis man fortsat arbejder med udvidelsen med Tyrkiet og der kommer sådan en mulighed for overgangsordninger, så vil regeringen, Venstre arbejde for, at Danmark bruger dem i videst muligt omfang, så vi altså gør alt det, vi overhovedet kan for at sikre Danmark i forhold til de bekymringer, der ellers ville kunne gøre sig gældende
i forhold til udvidelsen med Tyrkiet.

Jeg tror, det ville være forkert af mig at stille mig op her og afgive et håndfast løfte om en sådan overgangsordning, for virkeligheden er jo, sagt til hr. Kristian Thulesen Dahl, at ingen af os i dag ved, hvad det er for et Tyrkiet, vi får ind
i EU. Et kan jeg bare sige, at det ikke er det Tyrkiet, vi kender i dag, som kommer ind i EU. Jeg forstår egentlig godt den bekymring, der er i forhold til Tyrkiet og mange af de problemer, som Tyrkiet jo også har i forhold til at skulle kunne opfylde de krav, som er for at opnå medlemskab af EU. Jeg vil bare meget kraftigt advare imod, at man udelukker Tyrkiet fra det her selskab, fra vores vestlige demokratiselskab. Det, der sker, og det kan heller ikke være i Dansk Folkepartis interesse, eller det, der i hvert fald er en risiko for der sker, hvis vi udelukker tyrkerne og siger: I hører ikke til her hos os, er, at de vender sig til islam. Så vender de sig til fundamentalismen, for så viser vi, at der ikke er noget håb for dem i en demokratisk, i en vestlig verden, og det er utrolig farligt.

Jeg er helt uenig med hr. Jens Rohde, for den måde, man knytter et land tæt til EU, får et godt samarbejde og dermed også påvirker landet positivt på, er jo nødvendigvis ikke ved at optage landet i EU. Det kunne lige så vel være med gode samarbejdsaftaler.

     Jeg synes, at den betænkelighed ved optagelsen af Tyrkiet, som statsministeren jo i virkeligheden havde, da han var i opposition den betænkelighed, som tidligere regeringspolitikere i Danmark ytrer nu, hvor de er kommet i opposition, og den betænkelighed, en meget stor del af den danske befolkning har, også burde indfinde sig hos beslutningstagerne i dette spørgsmål.
     Man har så forsøgt at sige: Jo, jo, man går hurtigt frem med optagelse af Tyrkiet, men bare rolig, for man vil benytte sig af nogle overgangsordninger, specielt vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed. Det ville man også ved udvidelsen med de ti øst- og centraleuropæiske lande. Her sagde man jo også, at vi kunne tage det helt roligt, fordi der var overgangsordninger, men problemet var bare, at man aldrig benyttede sig af dem.
     Problemet er, at i sagen om Tyrkiet vil man jo heller ikke benytte sig af dem, når det kommer til stykket, og det er vel derfor, vi ikke kan få et klart svar fra hr. Jens Rohde i dag. Man vil have mulighed for at berolige befolkningen ved at sige, at der kommer overgangsordninger, men man lader være med at bruge dem, når tiden kommer. Det er derfor, det er så vigtigt, når vi har den diskussion, at få af vide af hr. Jens Rohde her i dag, om overgangsordninger vil blive benyttet i det omfang, vi overhovedet kan benytte dem.

Det er da fuldstændig rigtigt, at de kan benyttes, hvis det er sådan, at det er relevant. Men det afgørende er jo, at man er nødt til at spørge sig selv, og man er nødt til at undersøge først, om det er relevant at tale om de overgangsordninger. Det kan hverken hr. Kristian Thulesen Dahl eller jeg sige noget om i dag, for det Tyrkiet, som vi kender i dag, er jo ikke det, som bliver optaget i EU.
     Så er jeg altså også af den opfattelse, at hvis vi - som flere andre talere i øvrigt også har været inde på - er med til at vise åbenhed over for tyrkerne, hvis vi medvirker til at få tyrkerne ind i vores selskab, hvis vi giver dem håb og viser dem, at den vestlige måde er en vej til at gøre tingene på, at det vestlige demokrati giver dem en bedre levestandard, eller de selv kan skabe sig en bedre levestandard, er der måske ikke noget at være så forfærdelig bange for, sådan som hr. Kristian Thulesen Dahl er. Jeg må sige, at jeg er mere bange for alternativet, altså at vi udelukker tyrkerne, fordi jeg mener, det kan skabe en ganske alvorlig sikkerhedspolitisk trussel mod Danmark.

Så går vi til sidste spørger, og det er hr. Jan Petersen.

I tirsdags sagde statsministeren, at ledigheden er begyndt at falde. Så blev det onsdag, og da vil jeg tro, at der har været livlig aktivitet i Beskæftigelsesministeriet, for alle vidste jo, at torsdag ville ledighedstallet for august måned blive offentliggjort, og det viser jo, at det, statsministeren sagde i tirsdags, ikke passede. Ledigheden er steget, augustledighedstallet viser en stigning. Derfor er mit spørgsmål til hr. Jens Rohde: Kunne vi få en forklaring på, hvorfor ledighedens udvikling under denne regering ikke blev berørt i statsministerens tale, nemlig at ledigheden er steget, og at det ikke passer, at ledigheden falder, men stiger? Det viser det senest offentliggjorte tal. Jeg kan føje til, om hr. Jens Rohde ikke også kan være enig med Danske Bank, der i dag bl.a. udtaler til Information: »Vi har ikke fået den endegyldige vending for ledigheden ...«. Danske Bank mener, at selvfølgelig skal den nok komme, men den er ikke kommet endnu, men statsministeren sagde, at den er begyndt at komme.

Samlet set er der jo over året et fald på 9.000 i ledigheden.
     Jeg har tidligere forklaret - jeg tror, det var til hr. Frank Jensen - at det jo altid er sådan, at når vi kommer ind
i dette kvartal lige efter sommerferien, vil der være en stigning i ledigheden. Det er en rimelig teknisk fremskrivning, men det har jo lidt at gøre med, at når de ledige går på sommerferie, er de ude af arbejdsløshedskøen, men når de kommer tilbage fra sommerferie, skal de jo melde sig igen, og så kommer de ind i arbejdsløshedskøen igen. Det er derfor, man ser et markant fald i arbejdsløshedsstatistikkerne i juni måned, og så stiger tallet selvfølgelig tilsvarende igen, når vi når hen i september-oktober. Sådan er det, og hr. Jan Petersen ved også ganske udmærket godt, at det er forklaringen. Det afgørende er, at pilen vender i den rigtige retning. Det afgørende er, at der alene i år er et fald på 9.000, og at vi forventer, at ledigheden falder yderligere, og at vi næste år når det højeste beskæftigelsesniveau i danmarkshistorien.

Kan hr. Jens Rohde ikke bekræfte, at det fald i ledigheden i høj grad skyldes flere løntilskudsjob, altså flere tilskud for at bringe arbejdsløse i arbejde, og at det selvfølgelig påvirker arbejdsløshedsstatistikken? Kan hr. Jens Rohde ikke offentligt fortælle mig og mange andre interesserede, hvor mange løntilskudsjob der er kommet, at de begrunder faldet i ledigheden, og at det rekordstore beskæftigelsestal, som statsministeren omtalte i forgårs, alene skyldes, at der er flere støttede job?

     Mit slutspørgsmål til hr. Jens Rohde er: Hvornår kendte hr. Jens Rohde det ledighedstal, der blev offentliggjort i morges? Var det i går? Og hvem fortalte hr. Jens Rohde det? Det er jo Danmarks Statistik, der offentliggør tallet, og tallet er sådan set til rådighed for alle samme dag. Men allerede i går kunne beskæftigelsesministeren jo kommentere tallet. Hvornår har hr. Jens Rohde kendt det tal, og hvem har fortalt ham det? Og synes hr. Jens Rohde, det er rimeligt over for Danmarks Statistik, at man offentliggør den slags tal, før Danmarks Statistik gør det?

Jeg kan ikke sige noget om, hvem der har fået de tal på forhånd. Jeg fik disse tal i morges på lige fod med alle andre, og det er der jo ikke så meget mærkeligt i.
     Jeg synes egentlig, det er lidt sjovt, at vi fra socialdemokratisk side skal beskyldes for at give løntilskud, og at vi prøver at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er jo pudsigt, for der er jo ikke nogen regering, der som den socialdemokratiske har haft meget travlt med at lave forskellige støtteordninger, så man kunne få folk i arbejde. Men nu siger man hele tiden til os: Uha, det duer ikke, det I laver. Hver eneste gang, vi gør noget, hver eneste gang regeringen gør et tiltag for at få flere mennesker i arbejde, kritiserer man det sønder og sammen hos Socialdemokraterne, selv om mange af midlerne er brugt tidligere af Socialdemokraterne selv.
     Jeg synes, at det, der er interessant, er, at hvis man kigger over hele året, har vi en faldende ledighed på 9.000 personer. Pilen går i den rigtige retning, vi forventer yderligere fald i ledigheden her i løbet af efteråret, og til næste år vurderer f.eks. IMF, at vi vil nå det højeste beskæftigelsesniveau overhovedet i danmarkshistorien. Det synes jeg er gode udsigter, og jeg synes, vi alle samme skal arbejde på, at det også bliver sådan.

Tak til hr. Jens Rohde. Næste ordfører er hr. Frank Jensen, og de første tre spørgere er fru Pia Kjærsgaard, hr. Jens Rohde og fru Pia Christmas-Møller.

Jeg vil godt forholde mig lidt til Socialdemokraternes dilemma i udlændingepolitikken. Hvor står Socialdemokraterne ubetinget med hensyn til eksempelvis 24-års-reglen, tilknytningskravet? Der har været en hed debat i sommerens løb. Er det noget, som Socialdemokraterne ubetinget, uanset hvad, vil holde fast i, og hvordan ser det ud med samarbejdet med De Radikale? Det er det ene spørgsmål.
     Det andet spørgsmål er: Er Socialdemokraterne kommet til den erkendelse, som nogle socialdemokrater er kommet til før hr. Frank Jensen, nemlig at det drejer sig om antallet af udlændinge til Danmark? Statsministeren nævnte det i sin tale. Det er første gang, jeg har hørt det fra statsministeren, og nu vil jeg også gerne høre det fra Socialdemokraterne.

Vi ville gerne have været 24-års-reglen foruden, og sådan forstod jeg også Venstres ordfører. Men vi erkender også i Socialdemokratiet, at den er nødvendig i en periode, hvor vi skal bryde med det kulturmønster, som findes i nogle af minoritetsgrupperne i Danmark, hvor det er en tradition, at de unge mennesker skal rejse hjem og hente sig en ægtefælle fra forældrenes og bedsteforældrenes hjemland, også stærkt påvirket af forældre eller bedsteforældre. Her var det eneste, vi kunne komme med, en 24-års-regel, der giver dem den modenhed, der gør, at vi gerne skulle kunne få brudt det kulturmønster.
     Debatten er jo rejst på baggrund af først en rapport fra Europarådets menneskerettighedskommissær og senest en rapport fra det danske Institut for Menneskerettigheder. I den seneste rapport er der intet belæg for at sige, at 24-års-reglen er i modstrid med vore internationale konventionsforpligtelser - ikke i selve regelaffattelsen, men
i anvendelsen i praksis, og derfor siger Socialdemokratiet, at det vil vi gerne drøfte med regeringen. Vi skal selvfølgelig, og det er også regeringens pligt, bringe praksis i anvendelsen af loven i overensstemmelse med vore konventionsmæssige forpligtelser, og jeg har også forstået, at det er integrationsministerens opfattelse. Så vil jeg sige om antallet, at både jeg selv og Socialdemokraterne er enige med statsministeren i, at vi selvfølgelig skal sørge for, at udlændinge kommer til vores land i et tempo og et omfang, der gør, at vi kan sørge for en ordentlig integration. Det er Socialdemokratiet enig i.

Ja, men vil hr. Frank Jensen ikke godt indrømme og erkende, når nu man siger, at man har ikke noget andet at stille i stedet for 24-års-reglen, at det er fuldstændig korrekt, at det også drejer sig om at nedbringe antallet af familiesammenføringer? Det er fint nok, at det er et skarpt og hårdt og kontant indgreb mod tvangsægteskaber, men selve antallet var jo også en meget, meget væsentlig årsag til, at man foretog det skridt.
     Det næste er, at jeg vil godt høre lidt nærmere om, hvad hr. Frank Jensen mener med, at nu skal det revideres, hvordan den anvendes i praksis. Det forstod jeg simpelt hen ikke. Er det en hensigtserklæring, eller hvad er det, man er ude i nu
i forbindelse med den rapport, der kom fra menneskerettighedscenteret? Hr. Jens Rohde sagde ganske rigtigt, at der reelt ikke var noget at komme efter, men hvad er det så, hr. Frank Jensen mener? Det forstod jeg altså ikke. Holder man fast, eller holder man ikke fast?

Jeg synes, jeg har sagt det meget klart: Vi holder fast ved 24-års-reglen, og 24-års-reglen er ifølge den seneste rapport fra menneskerettighedscenteret ikke i modstrid med vores konventionsmæssige forpligtelser. Men der er nogle konkrete eksempler på anvendelsen i praksis, som centeret har gennemgået, og hvor der er en tilsidesættelse af konventionsmæssige forpligtelser. Det er en forpligtelse for den til enhver tid siddende regering i Danmark at bringe lovgivningens praksisanvendelse i overensstemmelse med konventionen, siger centeret, det forventer vi at regeringen gør, og vi vil selvfølgelig også gerne drøfte det med regeringen.
     Så spørger fru Pia Kjærsgaard igen til antallet. Det svarede jeg faktisk på indledningsvis, men jeg vil gerne gøre det igen, så det ligger fuldstændig fast. Vi er i Socialdemokratiet enige i det, som fru Pia Kjærsgaard refererede statsministeren for, nemlig at antallet af familiesammenførte i Danmark skal ned på et niveau, der gør, at vi kan sikre en ordentlig integration. Det sagde jeg allerede indledningsvis, og det var en tilslutning til det synspunkt, som statsministeren også gjorde gældende i åbningstalen.

Nu har vi jo haft lidt diskussion med fru Lotte Bundsgaard om det 1.000-kroners-forslag fra Socialdemokraterne, som skulle være så fantastisk.
     Socialdemokraterne har jo selv lavet en hjemmeside, hvor man kan gå ind og beregne, hvad det betyder for den enkelte husstandsindkomst, hvis Socialdemokraterne får gennemført deres forslag, og her kan jeg tage et eksempel fra Silkeborg med en husstandsindkomst på omkring 450.000 kr. Hvis man har tre børn, der er mellem 7 og 17 år, og de er i fritidshjem eller SFO, viser det sig, hvis man putter sine tal ind og ser, hvordan tingene vil udvikle sig, at familiens gevinst vil være lig med minus 18.000 kr.
     Nu ved jeg jo godt, at Socialdemokraterne - det hører med til historien - har haft hjemmesiden fremme tre-fire gange, fordi der har været fejl i den osv., men det her er altså de nyeste beregninger. Jeg ved ikke, om den er lukket ned igen, men det er altså tal fra i dag, vi har her, og kan hr. Frank Jensen bekræfte de tal?

Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke genkende de tal, og jeg kan heller ikke lige på stående fod stå regne dem igennem, men forslaget er jo kendt.
     Socialdemokratiet foreslår, at Folketinget vedtager en landsdækkende regel om, at det maksimalt må koste 1.000 kr. at få passet sine børn i kommunerne, og at kommunerne naturligvis skal kompenseres for det af staten. Angående finansieringen ligger det jo sådan, at for så vidt angår den del af puljen, som i dag bruges til pasning af børn i eget hjem, og som jeg kan forstå også har været debatteret tidligere, indgår den i vores finansiering.
     Jeg ved ikke, om det er de 500 mio. kr., hr. Jens Rohde inddrager i sin beregning, men det, der er øvelsen i hele forslaget, er at sikre, at det også skal kunne betale sig for børnefamilier at gå på arbejde. I dag er det jo sådan, at en familie, der har to børn i offentlig pasning, ofte skal tjene
9.000 kr. før skat, før betalingen i daginstitutionen er finansieret. Det skal også kunne betale sig for børnefamilierne at gå på arbejde, og derfor er der en klækkelig lettelse til alle de børnefamilier, der vælger at gå ud på arbejdsmarkedet og skal have offentlig pasning af deres børn, i forslaget.

Hr. Frank Jensen må have mig undskyldt, men jeg forstod ikke ret meget andet af det, han sagde, end at hr. Frank Jensen henviste til noget, jeg har taget ind i mine beregninger. Men jeg tager ikke noget som helst ind i mine beregninger, for det er ikke mine beregninger. Det er tal fra Socialdemokraternes egen hjemmeside, hvor man kan gå ind, og jeg har bare tastet de oplysninger ind på hjemmesiden, som er typiske for mange gennemsnitsfamilier.
     Det, jeg kan konstatere, er, at det ikke har noget med egen pasning at gøre. Jeg nævnte netop antallet tre skolebørn
i fritidshjem eller SFO. Det er familierne med børn i fritidshjem eller SFO, der skal betale den pris, og det er de lavest lønnede, der kommer til at betale for, at Socialdemokraterne kan gennemføre deres forslag. I betragtning af den holdning, man har til den skattepolitik, som regeringen fører, synes jeg, det er interessant, at det forslag kommer de rigeste til gode, og at der er bestemte grupper, der kommer til at betale en ret betragtelig sum, specielt de mennesker, der har børn i SFO og fritidshjem.

Igen kan jeg ikke genkende, hvad det er for nogle beregninger, hr. Jens Rohde har lagt til grund, men selve forslaget bygger jo på, at familier, der har offentlig pasning af deres børn, maksimalt skal betale 1.000 kr. for pasningen. Hvis hr. Jens Rohde har lavet nogle opstillinger, som jeg ikke kan genkende, og som giver et negativt resultat, er det
i hvert fald ikke noget, som har sammenhæng med Socialdemokratiets forslag, men må være noget, der er konstrueret i hr. Jens Rohdes beregningsmetode, når han kommer frem til det resultat.

De tal, som hr. Frank Jensen ikke kan genkende, kan han jo slå op på Socialdemokraternes hjemmeside.
     Nu vil jeg spørge, om hr. Frank Jensen kan genkende Socialdemokraternes miljøpolitik. I dag har vi fået klargjort, hvordan Socialdemokraterne prioriterer partitaktik
i forhold til en kommunalreform, og jeg vil gerne vide lidt om, hvordan man prioriterer på miljøpolitikkens område. Er 27 udvalgspladser her i Folketinget vigtigere for Socialdemokraterne end hensynet til så vel rigsfællesskabet som hensynet til jagt på vågehvaler? Det vil jeg faktisk meget gerne vide, eftersom Socialdemokraterne nægtede regeringen mandat til at undlade at stemme på den konference, der i øjeblikket afholdes i Bangkok, hvor japanerne har stillet et forslag om at nedgradere hensyn til vågehvalerne. Her ville Socialdemokraterne ikke være med til, at vi skulle undlade at stemme, sådan som Socialdemokraterne selv har gjort mange gange før, da man havde magten. Nej, nu skulle vi være offensive, og vi skulle stemme imod. Regeringen med miljøministeren i spidsen havde jo tidligt forklaret, at hensynet til rigsfællesskabet gjorde, at man anbefalede at undlade at stemme. Men så ændrede Socialdemokraterne pludselig kurs, efter at man var blevet truet på konstitueringsaftalen af de nordatlantiske mandater, så hvad er vigtigst for Socialdemokraterne i miljøpolitikken? Det vil jeg gerne vide.

Vi ønskede at følge op på den indstilling, som den nuværende regering havde i 2002, hvor man forelagde et oplæg i Europaudvalget om, at vi skulle stemme imod det japanske ændringsforslag om at fritage et antal vågehvaler fra de internationale regler. Det var den nuværende regering, der søgte et mandat i Europaudvalget i 2002 til, at Danmark skulle stemme imod, hvilket vi gjorde. Den nuværende regering stemte altså imod.
     Så er det rigtigt, at senest kom regeringen - den samme regering - med en ny miljøminister og foreslog, at vi skulle undlade at stemme til det japanske forslag, og til det sagde vi: Det har jo ingen sammenhæng med det, vi gjorde i 2002, hvad er argumenterne for det? Vi mener, at de hensyn, vi skal tage til rigsfællesskabet, kan tages på anden vis i sammenhæng med bestemmelserne om oprindelige folk, men da vi fik at vide efterfølgende, at på Færøerne og i Grønland er det blevet opfattet som et angreb på rigsfællesskabets interesser i at sikre rettighederne til at jage de små vågehvaler til egen brug, er det klart, at så ændrede vi vores indstilling, fordi vi ikke har noget ønske om at krænke de oprindelige folks interesse i at kunne fange de små vågehvaler til egen brug.

Socialdemokraterne ved jo udmærket godt, at vi havde formandskabet i 2002, og derfor havde vi særlige forpligtelser, som vi også gennemførte i forståelse med Socialdemokraterne. På det møde i Europaudvalget blev det meget tydeligt fremført, at det netop var af hensyn til rigsfællesskabet, at man anbefalede at undlade at stemme.
     Men er sandheden ikke, at som det fremgår af Politiken, kom klemmen først på Socialdemokraterne, da de nordatlantiske mandater truede med at splitte konstitueringsaftalen, og Socialdemokraterne og deres støtter kunne miste 27 pladser i Folketingets stående udvalg? Er det ikke sandheden, at også her var det partitaktikken, der stod i centrum frem for de egentlige miljøpolitiske hensyn?

Sådan som jeg hører fru Pia Christmas-Møller, går EU forud for rigsfællesskabet. Det var altså EU-formandskabet i 2002 forud for rigsfællesskabet, der gjorde, at Det Konservative Folkeparti gik ind for, at vi skulle stemme imod det japanske forslag, og det synes jeg siger mere om Det Konservative Folkepartis holdning i denne sag end om Socialdemokratiets.
     Vi får to gange forelagt et forhandlingsoplæg af den samme regering. I første omgang tilslutter vi os, at vi skal stemme imod, fordi vi tror, at vi kan stå stærkere i det europæiske fællesskab og kæmpe for Grønlands og Færøernes interesser for at sikre oprindelige folks ret til at jage de hvaler, der lever i stort omfang i farvandene omkring Færøerne og Grønland. Så kommer der en ny indstilling fra den samme regering om et andet synspunkt, og så siger vi, at vi synes altså, at vi står stærkere i det europæiske fællesskab, når det gælder om at varetage hensynet til oprindelige folk, og derfor siger vi nej til ministerens forhandlingsoplæg.
     Så får vi at vide, at på baggrund af den kampagne, der kører, bliver det på Grønland og Færøerne opfattet som et angreb på de oprindelige folks interesser, og så er det, vi siger: Hvis det er den sag, der skal køres, står vi selvfølgelig bag rigsfællesskabets interesser, også når det drejer sig om Færøernes og Grønlands mulighed for at kunne jage vågehvaler.

Jeg vil gerne have lov til at følge op på det forslag, som Socialdemokratiet jo har slået sig rigtig stort op på, nemlig
1.000 kr. for børnepasning.

     Socialdemokraterne har jo været så venlige at lægge en model ind på deres hjemmeside, hvor man kan taste en række oplysninger ind, og så laver modellen beregningerne. Hr. Frank Jensen forsøgte før over for hr. Jens Rohde at sige, at han kunne ikke rigtig vide, hvilke forudsætninger og beregninger hr. Jens Rohde havde lagt ind, men jeg kan sige til hr. Frank Jensens oplysning, at der er sådan set ikke lagt yderligere ind. Vi går ind på Socialdemokratiets hjemmeside, laver en række eksempler, og det, eksemplerne viser, er, at de familier, der har børn i SFO, får en negativ gevinst ud af Socialdemokratiets forslag. Det er dem, der skal betale en meget stor del af forslaget, og det vil jeg mene er en meget ringe trøst, så jeg vil sådan set gerne gentage spørgsmålet: Kan hr. Frank Jensen bekræfte, at familier med børn i SFO er dem, der betaler for den i gåseøjne gode gave, Socialdemokraterne gerne vil give børnefamilierne?

Vi har den klare opfattelse i Socialdemokratiet, at det at indføre en maksimumspris på 1.000 kr. vil hjælpe familierne til, at det kan betale sig at arbejde, og at de allerallerfleste familier har en kæmpefordel ud af det. Hvis Venstre har opfundet en eller anden konstruktion, som kan få det til at falde negativt ud, kan jeg ikke forstå det. Vi vil selvfølgelig gerne se det, men jeg har meget, meget svært ved at forstå det, for den finansiering, der ligger bag forslaget, er jo lagt frem for Folketinget i vores finanslovforslag, og den er totalt gennemskuelig.
     Jeg ved ikke, hvad det er for en konstruktion, man har lavet - om man har fundet en børnefamilie med et barn under 7 år, som går i SFO. Jeg har meget, meget svært ved at se den konstruktion. Det er rigtigt, at en del af vores finansiering sker ved, at vi indfører én børnecheck i fremtiden, nemlig den børnecheck, vi kender i dag for de 7- til 17-årige, men jeg har altså svært ved at se, at der skulle være nogen børn
i ikkeskolepligtig alder i SFO. Det kan være, at Venstre har fundet en konstruktion. Jeg vil gerne se på den, men vi kender den ikke.

Nej, det begynder næsten at blive lige lidt for morsomt.
     Socialdemokratiets hjemmeside er sådan set rimelig simpel. Der er nogle få felter, man skal fylde ud, og man kan bl.a. fylde ud, hvor mange børn man har mellem 7 og 17 år, og så siger vi selvfølgelig, at hvis de er i den alder, er det SFO og ikke daginstitution, de går i.
     Der er en negativ gevinst, forskellig fra kommune til kommune, for de familier, der har børn i SFO. De skal betale regningen, og det, vi sådan set bare gerne vil illustrere, er, at umiddelbart kan det jo virke meget fristende med de
1.000 kr. for børnepasning, men når man selv går ind på Socialdemokratiets hjemmeside, viser det sig netop, at det har altså sin pris, og den pris betaler børnefamilierne selv. Et andet billede, som er meget klart og tydeligt, og som jeg også gerne vil bede hr. Frank Jensen om at bekræfte, er, at det er de rigeste, der tjener allermest på det forslag, hvorimod forskellen for dem med de lave indkomster næsten ikke er til at mærke.

Venstre manipulerer igen med tallene, men det kommer ikke som nogen overraskelse, for Venstre er åbenbart blevet meget klemt rent argumentationsmæssigt af dette
1.000-kroners-forslag. Jeg lagde også mærke til, at det var et af de felter, hvor statsministeren i sin åbningsredegørelse ikke forsøgte at matche Socialdemokratiets politik, i hvert fald i overskriftsform. Det kniber jo noget med indholdet. Når fru Rikke Hvilshøj igen henviser til modellen, må jeg sige, at modellen jo bygger på, at 1,5 mia. kr. af det, det koster at gennemføre forslaget, ikke finansieres af børnefamilierne. Det finansieres af alle andre i det danske samfund. Vi ønsker at give børnefamilierne den lettelse, at vi indfører 1.000 kr., og jeg tror, fru Rikke Hvilshøj - som jo selv er mor til børn, der skal passes - ved, at priserne for pasning i dag i mange tilfælde er over 3.000 kr. om måneden. Jeg tror, fru Rikke Hvilshøj selv kan se, at der ligger en gigantisk besparelse for børnefamilierne i at få indført en generel regel om 1.000 kr. som maksimumstakst i Danmark.

Jeg kan kun glæde mig over forskellen på indholdet af statsministerens og den socialdemokratiske politik. Det er en positiv ting for statsministeren.
     Så vil jeg spørge lidt til visioner. Når vi Konservative har en vision, står vi ved den, og vi har bl.a. en om øget vækst og beskæftigelse til gavn for Danmark, og derfor er det vigtigt for os, at skatterne ikke stiger i fremtiden, men at de derimod falder. Jeg kan bare ikke helt finde ud af, hvad Socialdemokraternes vision på det område skulle være.
     I regering hævede man skatter og afgifter, så fremlagde man senere et forslag til skatteomlægninger, og for nylig har man bebudet et såkaldt skatteloft. Men umiddelbart herefter glæder den socialdemokratiske skatteordfører sig over, at Socialdemokraternes skattepolitik vil føre til stigende skatteindtægter, og hvad er så det for et loft? Når man ser finanslovudspillet fra Socialdemokraterne, som er fuldstændig blottet for visioner på skatteområdet, må man spørge sig selv: Har Socialdemokraterne ingen visioner på det område?

Jeg tror nu nok, de fleste uden for disse lokaler er klar over, at det har Socialdemokratiet. Vi viste op gennem 1990'erne, hvordan det kan sikres, at Danmark i blomstring kan skabe job, at der kan skabes samarbejde i Danmark om også at udvikle job på helt nye områder, og at der kan skabes øgede muligheder for samarbejde mellem forskning og virksomheder. Alt det der skete i Danmark med en vækst på over 270.000 job op gennem 1990'erne, så jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, at i enhver regeringssamarbejdskonstruktion er Socialdemokratiet meget optaget af at skabe beskæftigelse og øget økonomisk vækst.
     Vi lægger i modsætning til regeringen op til, at der virkelig skal gøres noget her og nu for efter- og videreuddannelsen. Det er jo det, der kan være med til at sikre, at jobbene bliver i Danmark, men her har vi altså oplevet, at regeringen, siden hr. Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i Danmark, har skåret ned på efteruddannelsen med over 0,5 mia. kr. Man har indført brugerbetaling, der hæmmer muligheden for, at de medarbejdere, der er i virksomheder og i brancher, som er på vej ned, kan blive omskolet og opskolet til at gå over i andre brancher, der er på vej op.
     Det er da virkelig den konservative ordfører, der har et dilemma med at understøtte en regering, der ikke har et perspektiv for at skabe vækst og beskæftigelse. Tværtimod er beskæftigelsen jo faldet i Danmark, siden den nuværende regering kom til.

Jeg synes bare, der er et massivt problem med den politik, Socialdemokraterne ønsker at føre. Vi kan jo for det første se, at skatter og afgifter steg under den socialdemokratiske regering, og for det andet kan vi se nu, at det er boligejerne og erhvervslivet, der skal holde for, når Socialdemokraterne kommer med udspil, både til finanslov og til det såkaldte skatteloft. Det står helt tydeligt, at erhvervslivet skal straffes.
     Det undrer mig også, at Socialdemokraterne vælger at bruge de samme penge på skatteloft og til finansiering af finanslovløfterne, for så står man jo fuldstændig blank: Kan man forvente skattelettelser, eller kan man forvente det, der står i finansloven? Er det i finansloven bare valgflæsk, fordi man vil gennemføre skatteændringer?
      Men ud over det må jeg undre mig over, at man kan mene, at man kan skabe vækst og arbejdspladser, når det eneste, man ønsker at gøre, er at brandskatte erhvervslivet. Vi kan se, at i det finanslovudspil, der er kommet, er der ekstra skat på erhvervslivet, men der er ingen lempelser. Er det sådan, man skaber flere arbejdspladser?

Det står nu klart for mig, hvad det er for et spørgsmål, fru Dyremose ønsker, jeg skal svare på.
      For så vidt angår vores beskatning af erhvervslivet, er det rigtigt, at vi ønsker, at nogle af de spekulationsmuligheder, der er i vores skattesystem - også for erhvervslivet - skal stoppes. Det er bl.a. transfer pricing-systemet, som gør, at man kan lave sambeskatning med udenlandske datterselskaber.
     Jeg tror altså, at danskerne synes, det er vanvittigt, at vi har konstruktioner i skattesystemet, hvor man kan undslå sig for beskatning af flere milliarder kroner i Danmark, fordi man har indrettet sig efter nogle spekulationsmuligheder i vores skattesystem. De virksomheder, der i dag betaler skat, fordi de har et overskud, der skal beskattes i Danmark, kommer ikke til at mærke nogen belastning, men hvis man har indrettet sig på den måde, som fru Charlotte Dyremose åbenbart er optaget af, hvor man vil spekulere i ikke at få beskattet sit overskud i Danmark ved at lave transfer pricing eller ved at indføre underskud fra udenlandske datterselskaber i det danske skattesystem, er det fuldstændig korrekt, at Socialdemokratiet gerne vil have, at pengene kan gå til at sikre bedre skoler i Danmark, bedre sygehuse, en ordentlig ældrepleje osv. Det er Socialdemokratiets politik, det kan jeg fuldstændig bekræfte.

Nu skal jeg jo ikke hjælpe Socialdemokraternes ordfører, hr. Frank Jensen, men jeg kommer alligevel til at tænke på, at hvis Socialdemokraternes hjemmeside er indrettet sådan, at man kan klikke sig ind på SFO-børn fra 7 til 17 år, kunne det jo være, der var en fejl her. Hvor vi bor, har man ikke SFO for 17-årige, så der kunne måske være en fejl.
     Men det, jeg også vil holde fast i, er de 1.000 kr. Hr. Frank Jensen sagde i sin ordførertale, at det er vigtigt med
1.000 kr. pr. barn pr. måned, for at man kan passe sit arbejde. Er det efter hr. Frank Jensens opfattelse prisen på daginstitutioner, der hindrer folk i at have arbejde?

Nej, det er det selvfølgelig ikke. Det er da mangel på job til folk. Vi lever jo heldigvis i et land, hvor de, der kan få arbejde, gør alt, hvad de kan for at komme frem til det arbejde.
     Men vi har klart et ønske om, at der skal være et større økonomisk udbytte af den sum, man har tilbage, når man har betalt sin skat og de omkostninger, der er forbundet med at passe sit arbejde. Det drejer sig bl.a. om at kunne få passet sine børn på betryggende vis, mens man arbejder, og derfor kan man godt sige, at vores 1.000 kr.-forslag altså er en lempelse for den del af befolkningen, der ønsker at bidrage til at skabe et samfund med en høj velstand, en høj levefod og en lille ulighed. Det er baggrunden for forslaget.

Men så vil jeg gerne spørge hr. Frank Jensen, om det ikke er en lige så god idé at give forældrene valgfrihed, for i og med at man sænker betalingen på daginstitutioner til 1.000 kr., er man jo altså også med til at binde forældrene til den mulighed for at få deres børn passet. Var det ikke bedre at give forældrene valgmuligheder, altså regulere betalingen på en anden måde, f.eks. lavere skat for børnefamilier? Eller vende det om og spørge: Hvad er bedst for barnet i det her samfund? Hvordan skaber vi den gode hverdag for barnet?

Jamen det frie valg er jo, at man kan vælge at have en lavere indkomst, ved at en af forældrene bliver hjemme og passer børnene. Det vil vi under ingen omstændigheder blande os i fra Socialdemokratiets side.
     Men vi ved jo, at vi lever i et samfund, hvor vi har brug for at have en meget stor arbejdsstyrke. Forudsætningen for, at vi kan have en velfærd i Danmark, at vi kan have et godt sygehusvæsen, et godt skolevæsen, en god ældrepleje osv., er, at vi har mennesker, der vil være på arbejdsmarkedet og bidrage til den både i den produktive sektor og i den offentlige servicesektor. Det forudsætter altså, at der er nogle, der melder sig, og det forudsætter, at de mennesker også får et udbytte af det, at det er tilfredsstillende for dem.
     Det er det ikke at have en betalingsordning for at få passet sine børn for at komme på arbejde, hvor man i nogle tilfælde skal tjene 9.000 kr. brutto for at kunne have det, som man netto skal betale for at få passet sine børn. Derfor Socialdemokratiets forslag. Det er den allerbedste støtte, vi kan give børnefamilierne til, at der et fornuftigt udbytte for begge forældre ved at være på arbejde.

Da jeg hørte hr. Frank Jensens tale, kom jeg til at tænke på, om han havde fået fat i hr. Jens Rohdes første kasserede udkast til åbningstale, for det var jo de samme punkter, han talte om. Det var om forskning, det var om uddannelse, det var om flere penge til sundhed, men altid om flere penge. Selvfølgelig er det om flere penge, når det er socialdemokrater.
     Hr. Frank Jensen sagde også: Stop nu alle nedskæringer. Der skal ikke skæres ned. Men så er der noget, som jeg tænker på: Hvor skal pengene komme fra? For Socialdemokraterne vil jo også have et skatteloft. Det vil sige, at folk ikke skal betale flere penge i skat. Hvor skal pengene komme fra? Er det nu, at vi, altså som skatteydere, skal passe på alt det, vi har i lommerne? Hr. Frank Jensen har nemlig også lige sagt, at Socialdemokraterne har vist op gennem 1990'erne, hvordan det skal gøres, og der begik de jo næsten det, man kalder for intellektuelt bedrageri: De sagde ét, men de tog altid pengene i skatteborgernes lommer.

Jeg ved ikke, hvor hr. Thor Gunnar Kofoed har opholdt sig henne op igennem 1990'erne. Det kan i hvert fald ikke være i Danmark i den periode, hvor Nyrupregeringerne havde ansvaret for at lede Danmark, for så ville hr. Thor Gunnar Kofoed have oplevet, at man ikke samlet set kom til at betale mere af sin løn i skatter og afgifter. Men nuvel, nu er det så det fremadrettede.
     Socialdemokratiet vil naturligvis finansiere de investeringer, vi vil foretage i det danske samfund. Vi vil finansiere de investeringer, vi vil foretage i forskning, i uddannelse, og sikre, at vi kan imødegå en udflagning af job
i Danmark eller i hvert fald erstatte de udflagninger, der finder sted i Danmark, ved at investere i opkvalificering af medarbejdere, der oplever, at deres job forsvinder. Det kræver naturligvis penge. De penge har vi anvist finansiering for krone for krone. Men jeg kan godt forstå, at hr. Thor Gunnar Kofoed spørger, for hr. Thor Gunnar Kofoed er jo medlem af et parti, der understøtter den regering, vi har i dag, som, om jeg så må sige, har soldet pengene op, altså det råderum, der var i dansk økonomi, til skattelettelser i forsøg på at skabe job og vækst i Danmark. Det må jeg sige lader vente på sig. Nu har vi fået arbejdsløshedstallene fra august, der igen viser en vækst i arbejdsløsheden, nemlig på 3.500. Jeg glæder mig snart til at se de opsving, som statsministeren i sin nytårstale garanterede skulle komme i 2004.

Jo, jeg var i Danmark i 1990'erne. Jeg kan godt huske, at der kom nye grønne afgifter hver eneste måned, der kom nye skatter, og det var altid dem i de lavest lønnede områder som
f.eks. Bornholm, der blev hårdest ramt, fordi grønne afgifter jo virker værst for dem, der tjener mindst. Så siger hr. Frank Jensen, at vi skal tale om fremtiden. Vi har jo hørt, at vi skal have en meget strammere miljøpolitik, når Socialdemokraterne kommer til. Hvis vi ser på Socialdemokraternes VMP III-forslag, vil de jo virkelig ramme landbruget hårdt. Vi fik en beregning fra Statens Jordbrugsøkonomiske Institut over, at der ville blive fjernet
15.000-17.000 arbejdspladser ude i landdistrikterne. Så spørger jeg hr. Frank Jensen, når man nu f.eks. siger, at vi skal have svinestop: Hvilke slagterier i Danmark regner Socialdemokraterne med skal væk? Skal vi sætte navne på de slagteriarbejdere, der skal ud at finde andet arbejde efter indførelse af Socialdemokratiets miljøpolitik?

Jeg er glad for, at hr. Thor Gunnar Kofoed bekræfter, at Venstre næste gang går til valg på at udvide svinebesætningerne i Danmark endnu mere, for det er en gang imellem svært, når man har en miljøpolitisk debat, at få Venstrefolk til at sige, at det egentlige mål er, at vi skal have udvidet svinebesætningerne betydeligt.
     Socialdemokratiet mener, at sådan som de teknologiske vilkår er i dag for behandling af gyllen og andre miljøproblemer, der knytter sig til de meget store svinebesætninger, er vi altså nødt til af hensyn til vores miljø at lave et stop.
     Det at lave et stop her er jo ikke noget, der koster arbejdspladser. Jeg ved ikke, hvor hr. Thor Gunnar Kofoed har det fra. Hvis landbruget vil sørge for at have deres slagtninger i Danmark og ikke kører dyrene ud af Danmark, hvis landbruget vil sørge for, at der er en højere grad af forædling af fødevarer i Danmark, kunne vi tale om en højere beskæftigelse. Men det kan vi jo ikke, for jeg har ikke forestillinger om, at Venstre vil støtte, at vi går ind og tvangspålægger landmændene, at de skal slagte dyrene her i Danmark.
     Men jeg er nødt til at sige til hr. Thor Gunnar Kofoed, at når Socialdemokratiet ikke kan støtte den vandmiljøplan III, som regeringspartierne har aftalt, så er det, fordi den ikke i tilstrækkeligt omfang hjælper til at sikre miljøet.

Det er et spørgsmål omkring den her utrolige, fantastiske hjemmeside, som Socialdemokratiet har lanceret, hvor jeg bare har været inde og regne på tre ...

Frank Jensen (S):
Det er vist fjerde gang, der spørges om det, hr. formand.

Troels Lund Poulsen (V):
Det er et spørgsmål til hr. Frank Jensen. Jeg har været inde at regne på Socialdemokratiets børnepasning for en tusse.
     Nu har jeg taget udgangspunkt i tre helt tilfældige socialdemokratiske kommuner, Fredericia, Hedensted og Horsens, og billedet er det samme, hver eneste gang jeg regner med en indtægt på 240.000 kr. I Fredericia taber man
821 kr., i Hedensted taber man 1.643 kr., og i Horsens Kommune taber man 1.643 kr. Så er det bare, jeg stiller spørgsmålet: Er det socialdemokratisk politik, at de, der virkelig kommer til at mærke effekten af den her børnepasning for en tusse, som bliver ladt i stikken, og som skal betale, for at de rige får en gevinst, er de allersvageste?

Jeg vil gerne henstille, at man ikke gentager det samme spørgsmål. Der er masser af spørgsmål ud over det her. Så vidt formanden husker, er det fjerde gang, vi har dette spørgsmål.

Vi kan jo godt tage alle kommuner, men svaret bliver det samme til hr. Troels Lund Poulsen. Det minder lidt om afslutningsdebatten, hvor Venstre var blevet udstyret med nogle notater fra deres sekretariat; man skulle bare blive ved med at spørge om det samme.
     Jeg vil bare sige også til hr. Troels Lund Poulsen, at Socialdemokratiet går trygt og roligt til valg på forslaget om 1.000 kr. for at få passet sit barn. Enhver kan regne ud, at det er en kæmpefordel. Når man i dag betaler op til 3.000 kr. om måneden for at få passet sit barn, vil der være en kæmpegevinst for familierne ved at få indført en maksimal pris på 1.000 kr.
     Venstre må regne, lige så meget de vil. Vi går trygt til valg på det. Vi ved, at finansieringen bag det medfører, at vi flytter 1,5 mia. kr. over til at hjælpe børnefamilierne, og vi går trygt vælgerne i møde med det forslag.
     Så tror jeg, at jeg har sagt, hvad jeg kan sige om det spørgsmål.

Så vil jeg stille et tillægsspørgsmål til hr. Frank Jensen:
Gør det indtryk på hr. Frank Jensen, at hans kollega i Vejle Kommune, Tom Skovgaard, der er gruppeformand for Socialdemokratiet, siger følgende: Det lyder til at være totalt skævt, som om man belønner alle dem, som allerede har rigeligt. Og så siger hr. Tom Skovgaard, at han selvfølgelig vil tage kontakt til Socialdemokratiet her på Christiansborg, for han mener, at det er en forkert politik.
     Gør det indtryk, eller er det bare noget, som hr. Frank Jensen også fejer til side og siger, at det er man fuldstændig ligeglad med?

Der er en del af vores forslag, som åbenbart er gået hr. Troels Lund Poulsen fuldstændig forbi, og det er, at for lavindkomstfamilier, pensionister, enlige, uddannelsessøgende med lave indkomster ligger der i vores model en fuld kompensation på deres børnetilskud. Vi indfører én børnecheck på samme beløb: den børnecheck, som vi i dag har for de 7-17-årige.
     Det kan da godt ske, at det er forbigået hr. Troels Lund Poulsens opmærksomhed i den kampagne, som man her fører. Men en del af Socialdemokratiets forslag er altså, at lavindkomstgrupperne bliver kompenseret for den nedgang. Hvis man har små børn under 7 år og i dag får en ekstra forhøjet børnecheck, ligger der i vores forslag en kompensation.

Jeg vil godt starte med at spørge: I hr. Frank Jensens tale blev det nævnt, at der er sparet 3,7 mia. kr. på miljøet. De 3,7 mia. kr. er jo en bevidstløs fremskrivning af det tal, som var gældende under den socialdemokratiske regering. Skal Miljøministeriet ikke effektiviseres ligesom alle andre ministerier med henblik på at yde bedre og billigere service?

     Hr. Frank Jensen siger, at regeringen er kortsigtet i sit miljøsyn. Er det ikke rigtigt, at der gennemføres en række projekter, herunder vand- og miljøprojekter, som er til gavn for miljøet? Kan hr. Frank Jensen ikke pege på nogle projekter, som vil gavne miljøet? Det er jo sådan, at der er en mindre besparelse på budgettet i 2005, men det er jo projekterne, der tæller.

Det er en voldsom nedskæring, der har fundet sted, en dramatisk nedskæring, der har fundet sted på Miljøministeriets konto.
     Jeg ved godt, at der er forsøgt at skabe det indtryk hos mange, at der nok var noget fedt, at det var den tidligere miljø- og energiminister, der nok havde fået skrabet mange ressourcer til sig. Enhver analyse, der er lavet efterfølgende, viser jo, at sådan forholder det sig slet ikke. Miljøministeriet har ikke været bedre polstret end så mange andre af centraladministrationens ministerier, og der ved enhver, også regeringen, at de er hårdt presset.
     Derfor: Det her koster, og det koster for Danmarks naturbeskyttelse, og det koster for Danmarks miljø, og det koster for vores miljømæssige indsats ude i verden med den miljøstøtte, som Danmark giver.
     Vi synes, det er brandærgerligt, at vi har fået en regering med så kort et syn med hensyn til at bevare mulighederne for, at også de kommende generationer kan nyde et ordentligt, sundt og godt miljø samt have rent drikkevand.

Af dagens tekst fremgår det jo, at de miljømæssige kompetencer bliver sprængt, og det er jeg naturligvis ikke enig i. Man overfører jo en del af miljøkompetencen til kommunerne, hvor der allerede er to tredjedele af den miljømæssige administration, og derudover får man 500 nye medarbejdere i Miljøministeriet. I øvrigt udskriver regionerne jo ikke skat, det gør kommunerne, og de har dermed en reel mulighed for at prioritere miljøet.
     Vil Socialdemokratiet samarbejde med regeringen om at skabe gode løsninger i forbindelse med kommunalreformen, når vi når så langt?

Jeg tror, at den nye miljøminister har sagt det meget præcist, at der altså er nødt til at være et armslængdeprincip i forhold til miljøbeskyttelse og naturbeskyttelse. Hvis man lægger det ud i det yderste led, så ved vi godt, at der ofte er andre hensyn end de natur- og miljømæssige hensyn.
     Enhver, der har været involveret i kommunalpolitik eller følger med i den lokale debat, kender til, om man nu skal sige ja til den virksomhed eller man nu skal sige ja til den udstykning, fordi der kan være nogle økonomiske gevinster for kommunekassen i det.
     Her er vi altså nødt til at sige, at når det drejer sig om det, som har betydning, ikke bare for vores generation, men også for de kommende generationer, er det altså godt at have et armslængdeprincip, så de, der sidder med beslutningskompetencen, er lidt på afstand, så de ikke lader sig presse af økonomiske hensyn eller af andre hensyn. Det er derfor, at vi er lodret imod den indretning af kommunalreformen, som er gennemført. Det er den ene side af det.
     Den anden side af det er så, at man sprænger den her faglige kompetence. Hvad tror spørgeren selv, at det fører til af mangel på koordination på vandløbsområdet, f.eks. for Gudenåens vedkommende, at vi fra at have to amter, der har ansvaret, får 27 kommuner? Det er og bliver en forkert vej at gå.

Det kan godt være, at det er trættende for hr. Frank Jensen at høre på endnu en gang, at vi afslører, at Socialdemokratiets politik over for børnefamilierne helt har spillet fallit.
     Men jeg bliver nødt til at læse op - jeg har fået det af en familie i Roskilde, det er ikke noget, der er fabrikeret nogen steder: Far og mor og to børn, en, der går i børnehave, og en, der går ...

Jeg må sige til hr. Flemming Damgaard Larsen, at ifølge de regler, som er aftalt, og som er runddelt til Folketingets medlemmer, stiller man ikke det samme spørgsmål for sjette gang.

Men jeg har ikke stillet det her spørgsmål før.

Nej, det er Folketingets medlemmer, der har stillet et antal spørgsmål, hvilket vi fra formandskabet er nødt til at nævne for medlemmet.

Flemming Damgaard Larsen (V):
Så stiller jeg et andet spørgsmål, og det er omkring forskningspolitikken. Det er jo således, at da SR-regeringen ophørte, var der et stort gab, et stort hul i forskningsbevillingerne. Her har den nuværende regering, altså VK-regeringen, tilført 8,1 mia. kr., plus at man nu over en årrække laver den nye forskningsfond med 16 mia. kr., altså et kraftigt løft i forhold til det, Socialdemokratiet efterlod.

     I modsætning til det har Socialdemokratiet nu indrømmet
i en pressemeddelelse, at bevillingen, som Socialdemokratiet har foreslået, på 7,2 mia. kr. mere til nye forskere ikke er finansieret. Synes hr. Frank Jensen ikke, at den forskel er pinlig?

Jeg skal sige til hr. Flemming Damgaard Larsen, at når man som jeg både har været i Forskningsministeriet og Justitsministeriet, ved man, at når man har flerårsaftaler, der udløber, eller når man har finanslovaftaler om en bevilling, der udløber, er det den siddende regerings ansvar at sikre, at de kan videreføres i en ny finanslovaftale.
     Sådan var det, da der blev indgået politiforlig. Når det politiforlig, der nu er indgået, udløber, jamen så er det sådan, at bevillingen falder i Finansministeriets budgetoverslagsår.
     Sådan var det også med forskningsbevillingerne, da regeringen tog over. Der var en lang række forskningsbevillinger og projekter, der udløb. Så skal man selvfølgelig sørge for i den efterfølgende finanslov at løfte det op på det niveau, det var i de foregående år, medmindre man ønsker, at det skal falde.
     Her er det altså pinligt at se, at den nuværende regering bliver ved med at forsøge at skabe et indtryk af, at det var den tidligere SR-regerings ønske, at de skulle falde til det niveau. Det har aldrig været forudsætninger, og hvis vores finanslov for 2002 havde set dagens lys, var vi aldrig kommet ned på det niveau, som hr. Flemming Damgaard Larsen nu bruger som udgangspunkt.
     Socialdemokratiet ønsker i høj grad at fastholde en forøgelse af forskningsbevillingerne, sådan at Danmark kan leve op til vores ønske om at være på Barcelonaniveau. Jeg tror altså, at regeringen med den indsats, den gør i øjeblikket, får meget svært ved at nå det i 2010.

Det vil sige, at jeg kan konstatere, at hr. Frank Jensen indrømmer, at der i det finanslovforslag, der lå for 2002 fra SR-regeringens side af, altså i 2001, var et brat fald i forskningsbevillingerne for 2002.

Jeg tror ikke, at hr. Flemming Damgaard Larsen helt har set det for sig. Når flerårsaftalen om kriminalforsorgen og politiforliget udløber, vil man kunne se i finansloven, at de efterfølgende budgetoverslagstal falder.
     Jeg vil ikke beskylde den nuværende justitsminister for, at det er hendes hensigt, at politiets bevillinger skal falde så drastisk. Det vil jo være en tåbelig debat at føre, for det har jeg aldrig nogen sinde forestillet mig skulle være regeringens målsætning.
     Det samme gør sig gældende på forskningsbevillingsområdet. Den tidligere regering havde en række programmer på forskningsområdet, og de udløb. Derfor faldt bevillingerne i budgetoverslagstallene, og dem skal man så rette op.
     Det er den finanslovøvelse, der finder sted hver eneste gang, og den kender finansministeren til hudløshed. Det kan skabe problemer nogle steder, hvor man i en aftale er kommet ret højt op, med et budgetoverslagstal, som er langt nede, når aftalen udløber.

Nu har Socialdemokraterne jo et ganske særligt forhold til tal i øjeblikket. Jeg må så ikke spørge mere til dagpasning. Jeg kan bare konstatere, at jeg undrer mig over, at jeg i sidste uge personligt ville have tjent 6.000 kr. om året og i denne her uge ville have tjent 13.000 kr. Men lad nu det ligge.
     Jeg vil spørge hr. Frank Jensen, om Socialdemokraterne betragter det som nedskæringer, når der er skabt 1.000 nye praktikpladser i det danske samfund.

Jeg har det som fru Tina Nedergaard, at jeg glæder mig også på det her felt over en lille fremgang. Det skal der ikke herske tvivl om. Men derfra og så til at glæde sig over, at vi fra den 1. januar siger nej til 5.000 unge mennesker, der skulle have haft mulighed for at gøre deres uddannelse færdig, synes jeg, der er langt at gå.
     Er man udstyret sådan som Venstremand, at man kan glæde sig over, at der er 1.000, der får, mens der er 5.000, man siger nej tak til? Vi glæder os da over det, hvis vi kan få en eneste ekstraordinær praktikplads ude i det private erhvervsliv, men derfra og til at sige, at vi skal fjerne skolepraktikken for 5.000!
     Vi ved jo godt, hvem det er, skolepraktikken i øjeblikket hjælper. Det er dem, der har svært ved at komme ind på grund af konjunkturerne, men det er også dem, der har ekstraordinært svært ved det på grund af fremmedklingende efternavn. Jeg hørte statsministeren holde en åbningstale, hvor han sagde, at nu skal der gøres noget for de unge og indvandrerne. Nu skulle de virkelig integreres. Hvorfor fjerner man så skolepraktikken for 5.000 elever fra den 1. januar? Det har vi ingen forståelse for.

Nu er det jo sådan, at vi faktisk ikke fjerner skolepraktikken, men blot reducerer den.
     Men jeg vil være interesseret i at høre hr. Frank Jensens svar på, om det er en lille fremgang, vi f.eks. ser i vores eget Nordjylland, hvor vi har en fremgang på 17 pct. i antallet af praktikpladser, og om ikke hr. Frank Jensen vil anerkende, at netop praktikpladserne er adgangen til arbejdsmarkedet og ikke en skolepraktik, som tidligere var fyldt op af personer, som den tidligere regering ikke kunne finde anden placering til end en endeløs søgekø til f.eks. HK-uddannelserne.

Jeg glæder mig over hver eneste praktikplads, der kan komme i det danske erhvervsliv. Det er godt, og jeg tror, at de tekniske skoler og handelsskolerne har gjort en ekstraordinær indsats på grund af de nye tilskud, som de har fået for at lave opsøgende virksomhed. Ingen kritik af det.
     Men derfra og til at sige, at man med virkning allerede fra næste år skal gå fra at have knap 7.000 skolepraktikpladser til kun at have 1.200, er der jo meget langt. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at man ikke siger, at vi fortsat har en dårlig konjunktursituation, så lad os dog holde fast i skolepraktikken, fordi vi ved, at hovedparten af dem, der går i skolepraktik, slutter deres lærlingeforløb ude
i det private erhvervsliv. Så kan det godt ske, at der er nogle virksomheder, der spekulerer i, at de kan få lidt billig arbejdskraft i slutningen af elevernes skoletid, men - havde jeg nær sagt - så op i rygsækken med det, for det hjælper nogle unge mennesker til at få en uddannelse, og det er de unge mennesker, som vi ellers har meget svært ved at få ind på arbejdsmarkedet ad anden vej. Så jeg opfordrer virkelig de forligspartier, der er i den her sag, til at tænke det igennem. Skal vi virkelig skære ned med over 5.000 skolepraktikpladser fra den 1. januar? Det er en forkert vej at gå, også når vi taler om integration af de tosprogede i Danmark.

Jeg har også et spørgsmål til hr. Frank Jensen, som vedrører børn. Bare rolig, det har ikke noget med børnepasning at gøre. Det har til gengæld noget at gøre med, at vi ifølge hr. Frank Jensens ordførertale lever i en tid, hvor 30.000 flere elever melder sig på landets skoler.
     Der må jeg sige, at hvis vi siger, at det er nu, de melder sig på landets skoler, vil jeg jo også formode, at de børn er født. Nu står jeg med et svar til hr. Thomas Adelskov, som er partifælle til hr. Frank Jensen, og det svar er givet af undervisningsministeren, og det er svar på et spørgsmål om elevtallet i folkeskolen fra nu og frem til 2012.
     Når jeg nu fortæller hr. Frank Jensen, at vi i 2004 har
615.000 elever i folkeskolen, i 2008 628.000 elever og i 2012
622.000 elever, må jeg bare spørge hr. Frank Jensen: Hvordan er 13.000 flere elever blevet til 30.000 flere elever?

Frem til 2008 kommer der med de børn, der er født, 30.000 flere børn i skole. Det var også det, der var forudsætningen. De her børn er jo født, så de kommer i skole frem til 2008.
     Det, som vi beklager i Socialdemokratiet, er, at det svar, som finansministeren gav på det tal, var: Jamen det gør ikke noget, at der kommer nogle flere børn i klasserne, for de har godt af at få nogle flere legekammerater.
     Det synspunkt deler vi ikke. Der er vi uenige med finansministeren og regeringen. Vi mener ikke, at vi kan sørge for kvaliteten i undervisningen ved bare at sætte flere børn ind i de samme klasser. Vi er nødt til at tænke på, at læreren skal have tid til det enkelte barn. Det enkelte barns mulighed for at vokse, ikke bare i fysisk forstand, men også
i vidensmæssig forstand, er, at læreren har tid til at tage sig af det, og der er en højere klassekvotient ikke svaret frem til 2008.

Jeg vil starte med at konstatere, at jeg synes, det er sundt, at vi giver flere timer i matematik i folkeskolen. Det kunne også godt være, at det skulle have været sådan, da hr. Frank Jensen gik i skole, for når jeg nu igen fortæller, at der i år er 615.000 børn i folkeskolen og i år 2008 628.000 børn, er det en forskel på 13.000 og ikke på 30.000.
     Derfor må jeg spørge hr. Frank Jensen, når hr. Frank Jensen nu stædigt holder fast i 30.000: Hvor er differencen på de 17.000 børn? Hvor er de henne? De må jo være født, de må jo være et eller andet sted. Kan hr. Frank Jensen løfte sløret for det?

Jeg tror, at fru Gitte Lillelund Bech er enig med mig i, at det afhænger af, hvor man tager udgangspunktet. Dette udgangspunkt er ikke 2004 eller 2005, men 2001.

Det er jo en kendt sag, tror jeg, at Socialdemokratiet og SF deler opfattelse i det grundlæggende synspunkt, at Danmark bliver trukket skævt i de her år under den nuværende regering. Hvis man er i tvivl om det, kan man senest læse det
i årsrapporten 2004 fra Rådet for Socialt Udsatte, hvor de skriver: »Nedskæringerne af kontanthjælpen med i alt 750 mio. kr. på årsbasis har derfor efter Rådets vurdering på ingen måde karakter af et konstruktivt bidrag til forbedring af socialt udsattes situation, men virker alene som en omfordeling fra dem, der har mindst, til dem, der har mere.« Jeg vil derfor spørge hr. Frank Jensen: Fortryder Socialdemokraterne i dag at have stemt for forringelserne i kontanthjælpen og boligstøtten? Jeg spørger, for det er jo kendt, at man nogle gange kan komme i dårligt selskab. Det advarede min gamle mor mig imod. Er det ikke det, der er sket
i denne sag?

Socialdemokratiets udgangspunkt er fortsat, at det skal kunne betale sig at være arbejdsløshedsforsikret. Jeg tror, det er et synspunkt, som SF deler med Socialdemokratiet. Derfor er vi altså nødt til at se på forholdet mellem kontanthjælpsniveau og arbejdsløshedsunderstøttelsesniveau.
     Vi har altså også i Socialdemokratiet set eksempler på, at der er familier på kontanthjælp, som har meget store huslejer. Efter at den aftale, som Socialdemokratiet medvirkede i i forbindelse med at lægge et loft over den maksimale kontanthjælp, blev indgået, har vi set, at de familier ikke bare har haft mulighed for at tilpasse deres huslejeomkostninger til en lavere kontanthjælp.
     Derfor er Socialdemokratiet af den opfattelse, at vi er nødt til at have en mulighed for at slå hul i det kontanthjælpsniveau. Der, hvor kommunerne ikke har mulighed for at anvise en familie en bolig til en billigere husleje, bliver vi nødt til at give kommunen mulighed for at suspendere det maksimale kontanthjælpsniveau, vi har fastsat, for ellers har hr. Villy Søvndal ret i, at der er nogle, der kommer i en fattigdomsklemme.
     Det vil Socialdemokratiet ikke medvirke til, og derfor vil vi fremsætte forslag i Folketinget om at give kommunerne adgang til at kunne dispensere fra det maksimale kontanthjælpsloft, når en kommune ikke kan anvise en billigere bolig til en familie.

Jeg takker for svaret, som jeg synes var godt på den måde, at hr. Frank Jensen indrømmer, at de forudsætninger, som man måtte have, ikke holder. Jeg ved så ikke, hvor man har dem fra. Altså forestillingen har bygget på, at folk i hovedparten af de kommuner, hvor der er kontanthjælpsmodtagere, frit kunne flytte til nogle boliger, der er billigere. Det overrasker mig, at Socialdemokratiet, som har en lang tradition for et solidt kendskab til boligbevægelsen, hopper på den. Men lad det ligge.
     Jeg forstod hr. Frank Jensens svar sådan, at man har fortrudt det, der er sket. Det synes jeg er fair nok. Jeg synes i øvrigt også, at der er en kvalitet ved politikere, der kan fortryde. Det er meget svært med den nuværende regering, og det er måske en af grundene til, at de nogle gange virker lidt forstokkede. Derfor synes jeg egentlig, det er meget befriende at møde en politiker, der siger: O.k., vi var med i noget snavs, som ikke var godt; det fortryder vi, og nu tager vi så initiativ til at lave det om. Det skal Socialdemokratiet bestemt ikke have utak for.

Jeg medgiver, at koblingen mellem det at lave et loft over kontanthjælpen og så det, at vi har et noget rigidt boligmarked, har givet de her vanskeligheder for de familier, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet, og som stadig væk sidder i en bolig til en meget, meget høj husleje. Vi ved godt, at der er kommuner, der er bragt i den situation, at de ikke kan anvise en anden bolig, og så bliver den familie ramt.
     Det er så det punkt, vi selv peger på. Vi var ikke opmærksomme på, da vi lavede det maksimale loft, at der kunne være familier, der blev ramt. Det erkender vi at der er, og derfor siger vi også, at det skal vi rette op på. Derfor fremsætter vi et forslag i Folketinget om at give kommunerne adgang til, at de konkret kan gå ind og dispensere fra kontanthjælpsloftet der, hvor der ikke kan anvises en billigere bolig.

Jeg tror, at hr. Frank Jensen får for lidt information fra sine fagordførere. Hr. Frank Jensen fortalte om børnepasning for 1.000 kr., roste sig selv og sagde, at alle selvfølgelig kunne se, at det er en god idé. Men alle kan jo også se, at pengene skal komme et andet sted fra. Pædagogerne skal jo ikke have mindre i løn, kvaliteten skal ikke forringes.
     Kan hr. Frank Jensen bekræfte, at et af finansieringselementerne til den her pasning for en tusse er, at børnechecken for de 0-6-årige skæres ned?

Ja, det har jeg sagt seks gange, det tror jeg ikke er nødvendigt at gentage, medmindre hr. Henrik Vestergaard først er kommet i salen nu. Jeg kan bekræfte, at der bliver indført en børnecheck, at det er den børnecheck, vi i dag har for de 7-17-årige, og at checken for de 0-7-årige bliver bragt i overensstemmelse med den, vi kender i dag for de 7-17-årige.

Hr. Henrik Vestergaard for en kort bemærkning.
     Så skal jeg minde om, som også min forgænger i stolen gjorde, at spørgsmål, der er stillet gentagne gange med samme ordlyd, ikke kan stilles igen.

Jeg har nu forstået, at spørgsmålet ikke er blevet stillet på denne måde før.
     Hr. Frank Jensen skal jo have kassen til at stemme. Kan hr. Frank Jensen bekræfte, at et af de øvrige finansieringselementer atter er at lade boligbeskatningen stige, altså skat på familiernes hjem? Det er i øvrigt en lidt sjov form for familieværdier, at det skal være dyrere og sværere at bo i sit hjem og finansiere det, mens det skal være billigere at være i institution. Jeg må sige, at det ikke er en familieværdi, jeg deler.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte.

Det er Folketingets lod at skære hakkelse i døgnets rejsestald. Men det arbejde bliver jo useriøst, hvis debatten forurenes af manipulation og uvederhæftige tal. En anstændig debat forudsætter reelle fakta. Det er et faktum, at der er udført 70.434 ekstra operationer siden regeringsskiftet. Det er et faktum, at 37.000 patienter har forkortet ventetiden ved at bruge privathospital. Benægter Socialdemokratiet disse fakta?
     Det er et faktum, at halvdelen af midlerne i Løkkeposen
i 2002 er brugt på medicinske afdelinger, og at mere end halvdelen, nemlig 57 pct., i 2003 er brugt på medicinske afdelinger. Benægter Socialdemokratiet disse fakta? Der er udskrevet 17.000 flere patienter fra medicinske afdelinger siden regeringsskiftet. Benægter Socialdemokratiet dette faktum?

Nej, Socialdemokratiet er i den her sag optaget af den virkelighed, som er ude på vores sygehuse, ligesom jeg også kunne høre, at fru Ester Larsen var optaget af det samme. Og der er virkeligheden jo den, at alle, der har indsigt i det her, siger, at man er nødt til i øjeblikket at overføre ressourcer fra det medicinske område til det område, hvor man kan få andel i de penge, der ligger i den såkaldte Løkkepose, eller der, hvor man løber en risiko for, at man skal betale for patienternes adgang til privathospitaler, eller der, hvor man skal betale for patienternes adgang til at kunne passere amtsgrænserne.
     Nogle af de incitamenter, der ligger i finansieringsmodellen, er efter vores opfattelse rigtige nok, men der er også elementer, der skævvrider hele sundhedssektoren. Og de, der betaler prisen - det er ikke noget, Socialdemokratiet siger, det er noget, DSI siger; det er dem, der er sat til selv at sidde og lave analyser af det
- er de ældre patienter på de medicinske afdelinger.

Der er udskrevet 17.000 flere medicinske patienter, og det er jo ældre patienter. Så der er en øget aktivitet. Der er sket en forbedring. Venstre ønsker flere forbedringer, og derfor er der afsat 260 mio. kr. til bedre behandlingsforløb.
     I Venstre har vi med glæde noteret os, at antallet af færdigbehandlede patienter på sygehusene, der venter på et kommunalt tilbud, og det er jo ældre patienter, er faldet fra 700-800 patienter årligt i 1990'erne til nu 200-300 patienter årligt. Det var et økonomisk nødlidende sundhedsvæsen, SR-regeringen efterlod sig. Og jeg synes, det er direkte pinligt, at man nu forsøger at puste sig op, forsøger at nedgøre de markante forbedringer, VK-regeringen allerede har gennemført - forbedringer, som vil blive fulgt op af nye forbedringer, en ny kræfthandlingsplan, flere strålekanoner
m.v. Benægter Socialdemokratiet, at der er sket en glædelig og mærkbar reduktion i antallet af færdigbehandlede patienter, der venter på et kommunalt tilbud?

Jeg tror, fru Ester Larsen ville være enig med mig i, at det patientforløb, man får, ikke er ligegyldigt. Man kan jo køre nok så mange patienter igennem, hvis det er sådan, at ressourcerne til den enkelte patient samlet set tynder ud. Derfor giver jeg ikke noget for de tal, fru Ester Larsen her trækker frem, intet.
     For den virkelighed, som de, der står ude på de enkelte afdelinger på de enkelte sygehuse - det være sig sygeplejersker og læger og andet sundhedspersonale, sundhedsassistenter osv. - oplever, er, at der i øjeblikket sker en vridning til fordel for de operative afdelinger, fordi man her har mulighed for at få andel i de penge, man efter DRG-taksten får fra Løkkeposen, og det gør man ikke på de områder, der ikke er incitamentsstyrede herfra.
     Enhver, der kender til sådan en økonomistyring, vil sige, at det fører flere ressourcer derover, hvor man lægger en ekstra gulerod. Det betyder så, at der er en række patienter, der oplever et dårligere patientforløb igennem deres indlæggelse på hospital, specielt på de medicinske afdelinger.

Så er det fru Charlotte Antonsen, og efterfølgende kan vi nå hr. Bent Bøgsted. Og det bliver den sidste.

Jeg vil gerne vende tilbage til en, synes jeg, meget interessant sag, som hr. Frank Jensen blev spurgt om af fru Pia Christmas-Møller, nemlig Socialdemokratiets miljøpolitik. For vi har jo for nylig i Europaudvalget oplevet, hvordan Socialdemokraterne busede frem og ville sikre truede hvaler i verden og tvang regeringen til at stemme imod et japansk forslag om vågehvaler. Men efterfølgende har vi jo så kunnet se, at der pludselig er sket en kovending i den sag.

     Derfor vil jeg gerne spørge hr. Frank Jensen: Hvordan udformer Socialdemokraternes deres miljøpolitik? Er det afgørende, hvor mange sæder man kan få i Folketingets udvalg
i konstitueringsaftalerne, eller interesserer man sig for hvalerne?

Ja, det er nøjagtig det samme spørgsmål, og jeg gentager gerne: Den nuværende regering kom i 2002 og forelagde Europaudvalget, at man skulle stemme imod det japanske forslag om at nedgradere visse vågehvaler fra det generelle forbud, der er mod fangst af hvaler.
     Det var altså den nuværende regering, der indstillede, at vi skulle stemme imod. Det gjorde vi, det støttede Socialdemokratiet. Så kommer man altså nu, den samme regering, og anbefaler, at man undlader at stemme. Og så er det, vi siger, at argumentet i 2002 var, at vi ville stå stærkere sammen med vores europæiske kolleger i kampen internationalt for at sikre oprindelige folk adgang til at fange de hvaler, der ikke er truede hvaler, for det er vågehvaler ikke, specielt ikke i det nordatlantiske farvand.

Hr. Frank Jensen svarer jo ikke på spørgsmålet, det er derfor, jeg er nødt til at tage det op igen. Jeg var jo til stede i Europaudvalget, det mener jeg i øvrigt også hr. Frank Jensen selv var, og det var fuldstændig klarlagt i Europaudvalget, at denne sag ville bringe os i strid med vores venner i Grønland.
     Det, jeg interesserer mig for, er, at Socialdemokraterne alligevel mente, at Danmark skulle stemme imod den 2. oktober 2004, og 3 dage efter, den 5. oktober 2004, ændrer Socialdemokraterne deres holdning og siger: Nå ja, nu må vi hellere undlade at stemme.
     Hvorfor svinger Socialdemokraterne i holdningen til miljø, i holdningen til truede hvaler? Er det, fordi der er nogle sæder i klemme i nogle udvalg? Er det det, der afgør Socialdemokraternes miljøpolitik?

Jeg forstod det sådan, at regeringens argument var, at grunden til, at vi skulle stemme imod i 2002, var hensynet til EU og ikke til hvalerne. Det var hensynet til EU, og vi havde formandskabet i EU. Det var den forklaring vi hørte lige før fra fru Pia Christmas-Møller.
     Så siger vi, at da mente vi fra Danmarks side, at hvis vi sammen med de øvrige 24 medlemslande i EU kunne lægge en fælles strategi for oprindelige folks adkomst til at fange hvaler, også i Den Internationale Hvalfangstkommission, så skulle vi fortsætte den linje.
     Så kommer den nuværende miljøminister og siger, at det skulle vi ikke, den skulle vi opgive, nu skulle vi vende tilbage og undlade at stemme. Og så finder vi ud af, at nu er den sag kørt, det har man åbenbart også fortalt til hjemmestyrerne både på Færøerne og i Grønland, og det bliver så opfattet som et angreb på hjemmestyrerne og på rigsfællesskabet. Hvis Danmark fastholder samme afstemning, som den nuværende regering gjorde i 2002, så siger vi: Jamen hvis det, regeringen vil have ud af det her, er, at vi skal have forringet vores forhold til de to hjemmestyreområder og til rigsfællesskabet, så kan regeringen fastholde sin stemmeafgivelse, som er at undlade at stemme, men så skal vi altså til i samarbejdet at finde en anden linje i forhold til det europæiske samarbejde på det her felt.

På trods af at det måske kan være, at hr. Frank Jensen føler, at han har svaret på noget lignende før, så vil jeg alligevel spørge om Socialdemokratiets holdning til selvstændige iværksættere, administrative byrder for de selvstændige, udflytning af arbejdspladser - områder, hvor virksomhederne føler at de bliver belastet af de regler, vi laver her i Danmark: Hvordan er Socialdemokratiets holdning til at lempe reglerne og byrderne for de selvstændige erhvervsdrivende iværksættere, så vi ad den vej kan oprette flere job og måske beholde nogle af arbejdspladserne i Danmark?

Det var et tema, den tidligere SR-regering var stærkt optaget af: at fjerne administrativt bøvl, administrative byrder for selvstændige.
     Meget af det lykkedes, ikke mindst i forhold til anvendelsen af den nye teknologi, hvor man kan lave elektroniske indberetninger til de offentlige myndigheder, så man derigennem kun behøver at indberette én gang, så sørger de offentlige myndigheder for at viderebringe de oplysninger, som er indberettet én gang.
     Alt sådan noget har hr. Bent Bøgsted fuldstændig ret i. Der skal det offentlige gøre det så enkelt, så simpelt for de selvstændige erhvervsdrivende, at man ikke ender med, at man alene kan drive privatejet virksomhed i det her land, hvis man har en meget, meget stor virksomhed med mange ansatte. Det skal være muligt for den enkelte selvstændige erhvervsdrivende at kunne få løst sine opgaver i samspillet med de offentlige myndigheder så enkelt, så simpelt som overhovedet muligt. Det er Socialdemokratiets politik på det område.

Det glæder mig da, for jeg har opfattelsen af, at når det så gælder byrderne, der belaster erhvervslivet med ekstra afgifter og skatter, så er de ikke med i den pakke, som hr. Frank Jensen vil tænke på at gøre lettere. Og landbruget er heller ikke med i den pakke, for der vil Socialdemokratiet godt beholde de ekstra byrder - miljøbyrder, skattebyrder, afgiftsbyrder - der tvinger nedskæringer i arbejdspladser igennem. Det er sådan en misvisende faktor, og det er det, jeg ikke rigtig kan forstå, men jeg ved ikke, om hr. Frank Jensen kan forklare det. Det tror jeg egentlig ikke; jeg tror ikke, vi får en reel forklaring på det alligevel.

Hvis jeg skulle svare meget præcist, så skulle det også være et lidt mere konkret spørgsmål. Jeg har ikke kendskab til nogen miljøbelastning, nogen miljøforslag, nogen afgift i det forslag til finanslov, vi har lagt frem, som særligt rammer erhvervslivet. Vi har faktisk ikke finansieringskilder her.
     Det, vi har - og jeg ved ikke, om det er det, hr. Bent Bøgsted tænker på - er, at vi har en række særordninger for dansk landbrug i forhold til skattemæssige spekulationsmuligheder. Dem foreslår vi afskaffet, på samme måde som vi foreslår afskaffelse af transfer pricing og det, at man kan lave sambeskatning med datterselskaber. For det er jo nogle spekulationsmuligheder, at man kan undslå sig beskatning i Danmark af et overskud, der er tjent i Danmark, ved, at man trækker underskuddet fra udlandet herind i det danske beskatningssystem, eller ved, at man sørger for, at man sætter prisen kunstigt op på nogle produkter, man har købt hos et datterselskab, man har placeret i udlandet. Det er jo ren spekulation, og det tror jeg selv hr. Bent Bøgsted er enig med mig i. Vi vil ikke have den slags spekulation ind
i vores skattesystem, for det favoriserer dem, der forsøger at undslå sig fællesskabets beskatning, hvorimod de, der er ærlige erhvervsdrivende, kommer til at betale prisen.

Vi siger tak til hr. Frank Jensen, og vi foretager et vagtskifte. Det er nu fru Pia Kjærsgaard, der stilles spørgsmål til. Den første spørger var sådan set hr. Frank Jensen, men vi venter lige et øjeblik. Derefter er næste spørger hr. Mogens Nørgård Pedersen og så fru Line Barfod.

Jeg glæder mig selvfølgelig sammen med fru Pia Kjærsgaard over, at de ældre og pensionisterne har fået bedre vilkår.
     Min far er sådan en spøjs fyr. Han er nemlig også en af de dér heldige, og, som han sagde til mig, han vil gerne takke fru Pia Kjærsgaard. Det være så hermed gjort. Men når jeg så fortæller ham lidt om finansieringen af den her ældrecheck, som han har fået, så siger han alligevel: Jeg må vist hellere sende de penge et andet sted hen - og her tænker han på ulandsbistanden.
     Hvordan har Dansk Folkeparti det med, at vi bliver rigere og rigere, at det går ufattelig godt, at økonomien er
i top, men at ulandsbistanden bliver forholdsvis mindre og mindre?

Jo, men nu har Dansk Folkeparti det synspunkt, at vi først og fremmest er valgt til at varetage danskernes interesser. Hvad vi så derudover kan kapere, er jo meget, meget fint, og vi har jo et meget højt niveau i Danmark eksempelvis for ulandsbistand. Jeg vil slet ikke gøre en hemmelighed ud af, at Dansk Folkeparti ønsker yderligere besparelser på ulandsbistanden, fordi vi ligger meget højt i verden. Vi synes, vi udmærket kunne sige, at når FN anbefaler de 0,7 pct. af BNI - altså af det, vi samlet tjener alle sammen, hele produktet - jamen så kunne vi udmærket reducere ulandsbistanden endnu en gang.
     Det drejer sig alt i alt om ca. 2 mia. kr., som vi synes ville være vældig, vældig godt at bruge på de mange, mange områder, hvor der er behov for det i det danske samfund. Så jeg har ingen problemer overhovedet med ulandsbistanden.
     Jeg skal komme tilbage med det om finansieringen af ældreydelsen bagefter i den næste bemærkning.

Det er da forståeligt nok, og det er det også for fru Pia Kjærsgaard, at vi har et rigt og velstående samfund, men skal det være begrundelsen for, at vi ikke viser solidaritet med de mennesker, som har endnu mindre, end vi har, og som endda lever under et eksistensminimum? Og jeg kunne da godt tænke mig at spørge fru Pia Kjærsgaard: Hvor er niveauet for den danske udviklingsbistand i forhold til bruttonationalproduktet?

Det ligger, som jeg sagde før: DF anbefaler 0,7 pct. af BNI. Det synes vi ville være helt fint. Vi går jo ikke ind for, at det skal privatiseres, vi siger ikke, at vi ikke vil give en øre i ulandsbistand.

Vi er meget opmærksomme på, at en målrettet indsats, der gavner ude i verden, vil betyde, at vi får en bedre verden, at der bliver færre fattige, at der bliver større udvikling og dermed helt andre forhold end det, der gør sig gældende umiddelbart.

     Men man må bare huske på, at når man kigger på ulandsbistanden, så giver vi faktisk i Danmark stadig væk meget mere, end vi rent faktisk er pligtige til. Vi giver mere end Spanien, vi giver mere end Belgien, vi giver mere end Schweiz, Italien, New Zealand, Østrig, Grækenland - bare for at nævne nogle lande, som vi dog i andre sammenhænge føler os temmelig meget knyttet til.
     Så jeg har ingen problemer overhovedet med de besparelser, der har været. Tværtimod synes jeg, det ville være naturligt at gå videre med nogle besparelser for at tilgodese nogle svage grupper, der virkelig har behov i det her samfund.

Fru Pia Kjærsgaard talte i sin tale om, at glæden har bedre kår i Danmark, end den har haft i mange år. Hvis fru Pia Kjærsgaard nu havde sagt »i Dansk Folkeparti« i stedet for »i Danmark«, så havde det nok passet lidt bedre på virkeligheden. Jeg kan godt forstå, man glædes i Dansk Folkeparti, for man er kommet til magten.
     Vi har tidligere set på, at de ældre rundtomkring i kommunerne betaler prisen for, at Dansk Folkeparti er kommet til magten. Nu vil jeg så gerne høre, om de offentligt ansatte også skal regne med at betale prisen for, at Dansk Folkeparti er kommet til magten, eller kan fru Pia Kjærsgaard som en del af forliget om strukturreformen garantere de offentligt ansatte, som fra deres kongres i dag har spurgt til deres fremtidige ansættelsesvilkår, at de ikke vil få ringere løn- og ansættelsesvilkår, at der vil blive sat penge af til, at de kan få de nødvendige kompetencer til de nye opgaver, og at de ikke vil risikere at skulle fyres for at dække udgifterne i forbindelse med strukturreformen?

Jeg synes ikke, det er fair, når de partier, som ikke har ønsket at være med i forliget omkring strukturreformen, i den grad forsøger at øge usikkerheden blandt de offentligt ansatte, og det er det, fru Line Barfod eksempelvis gør nu med sit indlæg, for fru Line Barfod ved jo udmærket, at parterne er fuldstændig enige om, at man skal - ja, man skal muligvis flytte, men de opgaver, der hidtil er blevet varetaget, skal stadig varetages. Det er et led i det, der hedder virksomhedsoverdragelse, som hr. Jens Rohde også var inde på, og som parterne, der har indgået det forlig, er fuldstændig enige om skal være sådan.
     Jeg synes ikke, det er fair at give den utryghed, som jeg synes fru Line Barfod gør, og som jeg synes at andre, der ikke har haft lyst til at være med i aftalen om strukturreformen, hele tiden forsøger at gøre ved at sige, at nu skal man passe på, for nu bliver man nok fyret, der bliver skåret ned, og man kommer til at stå uden arbejde. Det er jo ikke tilfældet.

Nu er en væsentlig årsag til, at mange af os ikke er med i strukturreformen, netop, at vi gerne ville kende de økonomiske konsekvenser og vide, om folk kunne risikere at blive fyret. Og hvis folk ikke skal være utrygge og bange, så ville det jo være så nemt for fru Pia Kjærsgaard at sige, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gerne vil give de offentligt ansatte den sikkerhed og garantere, at man på de tre spørgsmål, som Forbundet af Offentligt Ansatte stiller fra deres kongres i dag, vil kunne svare: Ja, I er sikret ordentlige løn- og arbejdsforhold, ja, I bliver ikke bare flyttet med opgaverne og sikret ansættelse dag et, I vil også kunne regne med at være ansat de næste dage.
     Når man læser socialministerens udtalelser i Politiken om, at meningen er, at al hjemmehjælp skal privatiseres, så kan jeg godt forstå, hvis hjemmehjælpere og andre offentligt ansatte ikke tror meget på den garanti, som kun dækker den første dag efter, at opgaven er flyttet, og ikke dagen efter.
     Vil Dansk Folkeparti øge trygheden hos de offentligt ansatte ved at svare og give den garanti og sikkerhed, som Forbundet af Offentligt Ansatte efterlyser fra deres kongres?

Ja, hvis jeg på nogen måde kan øge trygheden hos de offentligt ansatte, deriblandt hjemmehjælperne, ved at sige, at det, socialministeren siger, ikke er Dansk Folkepartis opfattelse. Men det er jo altså sådan, at regeringen er én ting, og Dansk Folkeparti er noget andet, og der har vi jo den rolle, at vi ikke skal hænges op på, hvad regeringen siger, og hvad regeringen gør.
     Vi ønsker ikke, at hjemmehjælpen totalt skal privatiseres. Selvfølgelig gør vi ikke det. Det, der er meget, meget væsentligt at sige herfra, er, at de ansatte stadig væk skal sikres trygge rammer. Selvfølgelig er partierne bag strukturreformforliget enige om det. Det ville da være halsløs gerning at gå ud og lave et forlig, hvorom man på forhånd kan sige, at der er en masse offentligt ansatte, der kommer i klemme, som ikke ved, hvor de står, som pludselig skal fyres fra deres arbejde. Det er jo aldrig nogen sinde det, der har været hensigten med strukturreformen overhovedet, og det bliver det heller aldrig nogen sinde.

Det er også i forlængelse af den kommunalreform, som Dansk Folkeparti jo har indgået aftale med regeringen om.

     Jeg er stadig væk meget, meget usikker på, hvad det er for en garanti, statsministeren gav de offentligt ansatte i tirsdags. Sådan som jeg har forstået det under debatten i dag, så er det virksomhedsoverdragelsesreglen, der skal gælde. Men er fru Pia Kjærsgaard enig med mig i, at så snart opgaven er overdraget, har den nye arbejdsgiver fra første dag mulighed for at gennemføre afskedigelser af medarbejdere efter de regler, der så følger af overenskomsten? Er fru Pia Kjærsgaard enig med mig i, at virksomhedsoverdragelsesloven i det her tilfælde jo kun har en symbolsk værdi, hvis det er sådan, at formålet med det hele er at bringe antallet af offentligt ansatte ned? Som eksempel gælder det restanceområdet, inddrivelsesområdet. Her forudsætter regeringens finanslovforslag en besparelse på 125 mio. kr. det første år. Er fru Pia Kjærsgaard enig med mig i, at den ansættelsesgaranti hænger i laser?

Nej, det er jeg ikke enig med hr. Frank Jensen i, for det har jo slet ikke noget formål, at man går ud og laver en reform, hvormed hensigten er, at de opgaver, der hidtil er blevet udført, ikke længere skal udføres.
      Naturligvis skal de offentlige opgaver, som har været udført i Danmark, stadig væk udføres, og det er det, vi stadig væk har behov for at der er mennesker der kan gøre. Og jeg synes, det er forkert, at man hele tiden fra venstrefløjens side forsøger at give indtryk af, at den offentlige sektor bliver drastisk nedskåret.
      Vi har drøftet det tidligere i dag, hvor der er 14.000 flere offentligt ansatte. Jeg ved ikke, om det er et mål, men de bliver i hvert fald nævnt som argument, og jeg synes, det er fint til at nævne, at det flertal, som har opereret siden november 2001, selvfølgelig ikke har til hensigt på nogen måde at overrule eller noget som helst over for dem, der i dag skal have den tryghed i ansættelsen, som partierne bag strukturreformen er ganske, ganske enig i skal være til stede. Jeg vil godt give den garanti, at den tryghed skal være der.

Jeg tror nu nok, at det også er kommet frem i løbet af dagen, at forklaringen på de 14.000 ekstra offentligt ansatte, der er kommet siden 2001 og frem til 2004, er, at hovedparten kom
i 2002, og de kom i den kommunale- og amtskommunale sektor på baggrund af den kommunalaftale, der blev indgået under SR-regeringen i 2001. For der er kun kommet 4.000 ekstra ansatte siden 2002 og frem til nu. Men lad nu det ligge, det er jo bare nogle opgørelser, man hver især kan finde. Men det, jeg er mest optaget af, fordi det jo er en lakmusprøve, vi har her, er: Har den der virksomhedsoverdragelsesregel nogen reel tryghedsbetydning for medarbejderne? Når der skal spares 125 mio. kr. på finansloven år et på en opgave, der overdrages fra landets 271 kommuner til staten, hvordan kan det så hænge sammen? Kan man gøre det uden at skulle afskedige de 300-400 medarbejdere, som jeg kan regne ud man skal hente for at få 125 mio. kr.?

Jeg tror ikke, at man vil gå ud og afskedige, fordi opgaverne bliver lagt fra den ene enhed til den anden. Der er stadig væk behov for folk til at udføre de offentlige opgaver. Der er stadig væk behov for at få opgaverne udført, og det skal vi have folk til.
     Jeg mener ikke på nogen måde, at formålet med strukturreformen overhovedet har været, at man skal ud at afskedige de folk, som i dag sidder og bestrider et job. Man har haft et formål med at lave en forenkling af systemet - ja. En nemmere tilgang til borgerne, en nemmere overskuelig offentlig sektor - ja. Men at de offentligt ansatte stadig væk skal varetage de interesser, de hidtil har varetaget, ligger i kortene, det er logisk.
     Jeg beklager da meget, at Socialdemokraterne også forsøger, synes jeg, på lige fod med andre hele tiden at skabe utryghed, også fordi Socialdemokraterne jo hele tiden siger, nu også senest med forslaget til vedtagelse i dag, at man bare kan vente, for det hele bliver lavet om.
      Jeg mener ikke, at de trusler, der rent faktisk ligger fra venstrefløjen, deriblandt fra Socialdemokraterne, er hensigtsmæssige over for de mennesker.

Jeg synes, det er nogle fantastiske svar, vi hører her fra fru Pia Kjærsgaard.
      Fru Pia Kjærsgaard siger, at regeringen siger ét, og det er Dansk Folkeparti jo ikke ansvarlige for, de kan jo sige, hvad de vil osv. Jamen der er jo lavet et forlig omkring strukturreformen, som også Dansk Folkeparti er en del af, og hvis fru Pia Kjærsgaard mener, at der skal gives den nødvendige tryghed til de offentligt ansatte - også efter at det er overdraget - så må det da være et ultimativt krav til regeringen fra Dansk Folkepartis side, således at fru Pia Kjærsgaard vil kunne sige her fra Folketingets talerstol, at Forbundet af Offentligt Ansatte ikke behøver at have den utryghed.
      Det er jo ikke os, der pisker nogen form for usikkerhed op. Det er de offentligt ansatte selv, der er dødsens bange for, hvad der vil ske, ikke mindst fordi de gang på gang hører, at regeringen vil privatisere, vil bruge strukturreformen til yderligere privatiseringer.
      Der er jo tilsyneladende en verden til forskel mellem fru Pia Kjærsgaard og regeringen på det her punkt. Og derfor er der tale om, at enten er fru Pia Kjærsgaard blevet snydt af regeringen i de her forhandlinger, eller også taler fru Pia Kjærsgaard her imod bedre vidende og accepterer i virkeligheden, at der sker forringelser for de offentligt ansatte.

Jamen det kunne jeg da ikke drømme om at gøre. Jeg tror, man har bemærket, at Dansk Folkeparti faktisk har været efter regeringen, da regeringen på et meget tidligt tidspunkt var ude at sige, at det her også skulle betragtes som en privatisering. Det er ikke vores hensigt.
     Og derfor er det jo meget, meget heldigt, at Dansk Folkeparti er en del af det her forlig. Hvor andre partier nu har trukket sig ud, så er det jo egentlig fantastisk heldigt, at vi er med i udarbejdelsen af de 49 lovforslag, som kommer til behandling her i Folketinget i løbet af relativt kort tid
i denne samling, og hvor hr. Holger K. Nielsen og andre også vil se, at det ikke er det, der kommer til udtryk overhovedet. Men jeg synes da egentlig, det er fantastisk heldigt, at hr. Holger K. Nielsen og andre giver udtryk for, at Dansk Folkeparti er en del af forliget omkring strukturreformen. Så man behøver altså ikke være angst på de offentligt ansattes vegne, som hr. Holger K. Nielsen udtrykker det.

Jamen realiteten er jo altså, at det er Dansk Folkeparti, der har lavet det her forlig. Og det er jo interessant, det må jeg da sige, når fru Pia Kjærsgaard siger, at Dansk Folkeparti vil være garant for, at der ikke sker privatiseringer på grund af kommunalreformen.
     Ville det være muligt for fru Pia Kjærsgaard måske at løfte lidt af sløret for, hvordan Dansk Folkeparti vil sikre det? Hvilke ultimative krav der vil blive stillet fra Dansk Folkepartis side til regeringen, for at man undgår den privatisering, som regeringspartierne jo ønsker med det her? Hvordan man undgår, at der bliver skabt yderligere utryghed hos de offentligt ansatte? Hvordan man undgår, at der sker fyringer i den offentlige sektor gennem den her strukturreform? Jeg vil godt have lidt mere konkret om, hvilke ultimative krav fru Pia Kjærsgaard vil stille om det.

Jeg synes ikke, at jeg skal stå her og redegøre for ultimative krav til regeringen om strukturreformen. Jeg kan beklage, at hr. Holger K. Nielsen overhovedet ikke på noget tidspunkt var interesseret i at indgå i et forlig omkring strukturreformen.
     SF var jo et af de partier, som meget, meget hurtigt meldte fra. Der er andre partier, som var med et meget langt stykke hen ad vejen, og jeg skal også beklage, at de til sidst sprang fra. Det er så en helt anden historie.
     Men hvis hr. Holger K. Nielsen virkelig så helhjertet vil støtte, at der ikke sker forringelser for de offentligt ansatte, at man stadig væk kan varetage de opgaver rundtomkring i det lokale område, stat, region og kommune, som hr. Holger K. Nielsen giver indtryk af at være meget interesseret i, så kan jeg da bare beklage, at hr. Holger K. Nielsen fuldstændig har sat sig selv uden for indflydelse.
     Så må vi andre tage affære, og det gør vi i forbindelse med de lovforslag, der bliver fremlagt. Det gør vi dels i forbindelse med de forhandlinger, vi har med regeringen, dels når vi forhandler her i salen. Jeg tror ikke, at hr. Holger
K. Nielsen skal skabe mere uro omkring de her ting.

Jeg vil godt dreje debatten lidt over på de hjemløse, misbrugerne, de sindslidende, altså nogle af de mest udsatte grupper, vi har. Også der er det jo sådan, at Dansk Folkeparti har båret politikken igennem sammen med regeringen.
     Hvis man læser årsrapporten fra 2004 fra det organ, regeringen selv har nedsat, nemlig Rådet for de Socialt Udsatte, står der - og nu vil jeg citere fire linjer fra side 22:
     »Faktisk er nogle af de ydelser, som de socialt udsatte nu er henvist til at leve af, så lave, at de enten er lavere end de almindelige takster for at bo på et forsorgshjem eller kun levner et meget beskedent beløb tilbage.«
     Jeg siger det her, fordi Dansk Folkeparti jo har gjort forsøg på at udstyre sig med et socialt rygmærke. Virkningen er altså, at nogle af de mest socialt udsatte grupper, vi har, har Dansk Folkeparti sammen med regeringen lænset, så de har mindre tilbage end folk, der bor på et forsorgshjem.

Jeg siger jo ikke, at alt i dagens Danmark er, som Dansk Folkeparti gerne ser det skal være. Absolut ikke. Vi er meget, meget aktive, når det gælder om at indgå forlig og aftaler med regeringen. Vi er meget, meget aktive, når det gælder finansloven, hvor vi netop fokuserer meget på de grupper, som hr. Villy Søvndal omtaler. Og vi erkender, at alt ikke er optimalt - absolut ikke.
     Men nu er det jo sådan, at Dansk Folkeparti også er blevet en del af satspuljeforliget, hvor vi sidder sammen og kan være med til at udmønte nogle af de beløb, som netop er til gavn for de grupper.

     Jeg skal også sige, at eksempelvis på narkoområdet er der foretaget en lang række initiativer, hvad hr. Villy Søvndal jo udmærket godt ved, og de er utrolig gavnlige. Jeg synes, det er godt, at vi kan sidde ved det samme bord nu og være med til at udmønte områder til gavn for de svage grupper, som jeg tror både hr. Villy Søvndal og jeg og Dansk Folkeparti er meget interesserede i at gøre noget for.
     Så at ligge helt på den lade side gør vi altså ikke. Tværtimod synes jeg, at vi gør en yderst aktiv indsats netop for at prioritere de svage grupper, hver evig eneste gang vi har en afgørende stemme.

Det er jo lige præcis det, der er problemet, nemlig at Dansk Folkeparti gør en ekstremt aktiv indsats for at plyndre de her folk for penge. Det er derfor, de er blevet fattige. Det er, fordi fru Pia Kjærsgaard sammen med regeringen har lagt loft over kontanthjælp, har lagt loft over boligydelse. Det er derfor, at de er blevet fattige.
     Så jeg vil sådan set foretrække, at Dansk Folkeparti var lidt mindre aktiv på det her område og lod være med at plyndre de mest udsatte grupper, vi har. Det tror jeg de udsatte grupper ville sætte ekstrem pris på.
     Så siger hun, at ikke alt er, som det skal være. Nej, det er heller ikke det, jeg bebrejder hende. Jeg bebrejder hende, at Dansk Folkeparti bruger deres mandater til at plyndre nogle af de mest uforskyldte, udsatte grupper, vi overhovedet har. Det er det, jeg bebrejder fru Pia Kjærsgaard. Og det kan vi ikke lukke med satspuljen.
     Dansk Folkeparti har gravet et hul på 750 mio. kr. ifølge rådet, men det kan vi da ikke lukke med de 157 mio. kr., vi skal fordele. Hvad vil fru Pia Kjærsgaard gøre ved det? Det er løftebrud af højeste karat over for nogle af de mest udsatte grupper, vi overhovedet har.

Jeg må afvise så hårdt, som jeg overhovedet kan, hr. Villy Søvndals seneste påstand. Det er ikke rimeligt at sige, at vi plyndrer de grupper, som har allermest behov.
     Tværtimod forsøger vi med vores mandater, som er 22, hver evig eneste gang vi skal indgå en aftale med regeringen, at tilgodese de grupper, hvis interesser vi gerne vil varetage. Jeg erkender, at vi kan gøre mere, selvfølgelig kan vi det, men jeg vil stadig væk sige, at sådan som det ser ud nu, er det langt mere optimalt, end det nogen sinde før har været.
     Den indsats, som hr. Villy Søvndal udøvede under en SR-regering, var meget minimal og meget ringe, og der synes jeg ærlig talt, at hr. Villy Søvndal skulle tage lidt til efterretning, at der altså er nogle, som prøver at gøre, hvad de kan, og står ved de ord, de har afgivet, i stedet for bare at lade stå til.
     Dansk Folkeparti har i den rolle, vi har haft siden novembervalget 2001, haft en langt mere udfarende rolle i forhold til de socialt dårlige grupper, end hr. Villy Søvndal og SF nogen sinde har haft i forhold til S og R.

Hvordan mener Dansk Folkeparti at det kan sikre nærdemokratiet i de fremtidige store kommuner med forholdsvis få valgte repræsentanter, som det bliver tilfældet eksempelvis i Vestjylland? Bliver det ikke meget svært at sikre repræsentanter fra landdistrikterne og mindretal fra små politiske partier som f.eks. Dansk Folkeparti?
     Og i forlængelse af det: Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre repræsentation fra mindretal i de kommende trafikselskaber, som kommer til at bestå af indirekte valgte repræsentanter fra kommuner og regioner? Bliver der ikke bare tale om borgmesterklubber med repræsentanter fra Venstre og Socialdemokratiet?

Det håber jeg ikke der gør. Det er jo sådan set i sidste ende noget, vælgerne afgør. På en eller anden måde har det jo altid været sådan, at de store partier rundtomkring i kommunerne har været dem, der har sat sig mere eller mindre på magten.
     Det er da selvfølgelig et område, som der også skal ses på i forbindelse med den udmøntning af strukturreformen, som kommer nu; at man skal forsøge at tilgodese magten, sådan at de, der er svagt repræsenteret, også får en del at skulle have sagt.
     Men i sidste ende er det jo vælgernes afgørelse - det må man bare erkende - og det har det jo altid været.
     Jeg tror egentlig også, at når Socialdemokraterne og også, i hvert fald i et vist tidsrum, Venstre vendte sig imod, at der skulle ske en anderledes udvikling rundtomkring lokalt, så var det jo netop, fordi de partier sad så ekstremt meget på magten, som de gjorde. Den modstand tror jeg egentlig skal ses i lyset af, at det var den magt, man havde, og den, man gerne ville beholde, og hvor man altså blev nødt til at bøje sig i forhold til en ny struktur.
     Hvad jeg håber på? Selvfølgelig, at magten kan fordeles bedre, så at også de, der har en mindre repræsentation, bliver tilgodeset og også kan være med til at varetage deres borgeres interesser og deres vælgeres interesser.

Svaret var jo desværre et svar, der var ret udflydende og uden ret meget essentielt.

     Spørgsmålet gik jo på, at når der bliver langt færre repræsentanter i de fremtidige kommuner, så bliver det meget vanskeligt for de små partier at blive repræsenteret.
     Jeg kan tage et eksempel fra Vestjylland, hvor der i øjeblikket er ca. 100 repræsentanter i de kommuner, der nu tænker på at slå sig sammen, og i fremtiden bliver der sandsynligvis højst 31. Det vil sige, at det bliver meget svært.
     Det er jo ikke nok at sige, at det afgør vælgerne. Ja, det afgør vælgerne, hvis man når op på 7-8 pct. Men vil Dansk Folkeparti gå ind og lave en ordning, som sikrer, at også mindretal kan blive repræsenteret? Det kunne f.eks. være i forbindelse med, at man lavede en slags omvendt spærregrænse, det vil sige, at hvis man opnår f.eks. 4 pct., så skal man have en repræsentant. Vil Dansk Folkeparti være med til noget sådant?

Jeg vil ikke gå så konkret ind i det. Jeg vil bare sige, at jeg synes, at det er ganske udmærket, hvis det rent proportionalt gøres på den måde, at man selvfølgelig, ligesom det altid har været i de bestående valgsystemer, bliver repræsenteret i forhold til partiets størrelse. Det ville være naturligt, selvfølgelig.

Jeg må jo sige, at fru Pia Kjærsgaards oprindelige indlæg og debatten her begge vist kan karakteriseres ved at være sådan lidt småmopsede. Man får næsten fornemmelsen af, at ansvarets åg tynger Dansk Folkeparti, ikke mindst når vi snakker strukturreform.
     Derfor vil jeg godt henlede fru Pia Kjærsgaards opmærksomhed på en gruppe, som jeg tror Dansk Folkeparti har glemt i hele diskussionen om en strukturreform, nemlig de allermest handicappede børn. Dem har vi omkring 4.200 af, og nu skal de 45 specialskoler, der i dag ligger hos amterne, til at ligge hos den kommune, der tilfældigvis har bygningerne, hvor specialskolen har til huse i dag. Det er forældrene til de børn og skolebestyrelserne utrolig bekymrede over, fordi de frygter for det faglige miljø for de børn, der er meget, meget handicappede.
     Der vil jeg gerne spørge: Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti fuldstændig har glemt den her gruppe af utrolig sårbare børn, der ikke rigtig har nogen til at tale deres sag, så det er dem, der kommer til at betale prisen for Dansk Folkepartis strukturreform?

Men hvorfor i alverden skulle vi dog overhovedet overveje at gå med til en strukturreform, hvis der sker det, som fru Pernille Blach Hansen giver indtryk af nu? Hvorfor i alverden skulle man være dårligere til at varetage de børns interesser
i kommunerne end det sted, hvor det ligger nu? Vi vil da aldrig nogen sinde acceptere, at det, som fru Pernille Blach Hansen giver indtryk af, kommer til udtryk. Det er jo fuldstændig bagvendt at stille sig op og sige: Hvordan kan Dansk Folkeparti bare godkende, at handicappede børn nu får ringere vilkår? Det er fuldstændig absurd. Har man virkelig ikke tiltro til, at de mennesker, der kommer til at sidde med det i kommunerne, kan klare den opgave? Jeg synes, det er en meget, meget ringe tiltro, man har til sine egne folk rundtomkring i kommunerne.

Dem, jeg ikke har tillid til her, er Dansk Folkeparti. For sagen er den, at hvis du har et svært autistisk barn, skal du have et befolkningsgrundlag på 250.000, for at du kan give et højt specialiseret tilbud, for der er jo så få børn, der har den specielle lidelse. Der er jo stort set ingen kommuner i Danmark, der kan leve op til det. Derfor er problemet, at Dansk Folkeparti spiller hasard med de svært handicappede børns mulighed for at få et ordentligt, kvalificeret tilbud, for de er så få, at den enkelte kommune selvfølgelig ikke kan give alle de her børn et kvalificeret tilbud.
     Jeg må bare konstatere, at fru Pia Kjærsgaard tilsyneladende slet ikke kender problemstillingen og i værste fald er fuldstændig ligeglad med den, og det synes jeg er synd for de børn, det her kommer til at gå ud over.

Jeg synes bestemt, at den sidste konstatering var en tarvelig konstatering, som fru Pernille Blach Hansen faktisk ikke kan tillade sig. Jeg synes, det er en meget grov konstatering. Så må man næsten hellere sige, at vi ikke rigtig har kendskab til det, men at sige, at vi er ligeglade, er fuldstændig uacceptabelt.
     Jeg tror stadig væk på, ligesom fru Pernille Blach Hansens kolleger og partifæller i kommunerne, at når kommunerne bliver større enheder, så kan denne her opgave naturligvis løftes, naturligvis kan den det. Jeg tror faktisk, at fru Pernille Blach Hansen rammer sine egne kolleger ved de udtalelser, som kommer nu, for de er åbenbart lige så fuldstændig ligeglade, som jeg selv er, ifølge fru Pernille Blach Hansens måde at tackle tingene på.

Fru Pia Kjærsgaard brugte følgende vending i sin tale - og det har jeg hørt flere gange - at der bliver ført en politik, og så siger fru Pia Kjærsgaard: med befolkningens accept.
     På hvilket grundlag kan fru Pia Kjærsgaard udtale sig på befolkningens vegne?

     Jeg møder ret mange mennesker, og jeg kender også mange, og der er i hvert fald mange, der ikke deler holdninger og meninger og politik med fru Pia Kjærsgaard. Derfor er jeg meget interesseret i at vide, hvad det er, der har autoriseret fru Pia Kjærsgaard til at udtale sig på befolkningens vegne.

Men det gør jeg jo heller ikke, vil jeg sige til fru Marianne Jelved. Jeg efterlever bare demokratiets grundvilkår. Jeg tror, at fru Marianne Jelved tænker på udlændingepolitikken, når hun berører det emne. Det, der skete ved novembervalget 2001, var jo, at befolkningen - ja, ja, et flertal af befolkningen, men det må vi jo som gode demokrater altid acceptere - gav mandat til, at det så er Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, der på meget store områder regerer landet, og hvor vi er utrolig kede af det, når fru Marianne Jelved ikke rigtig har lyst til at være med, hvilket oftere og oftere sker, jo tættere vi kommer på valget.
     Må jeg så sige til fru Marianne Jelved: Jeg bemærkede, at fru Marianne Jelved sagde, at det var ligegyldigt, for fru Marianne Jelveds og De Radikales mandater var jo ikke afgørende. Sådan ser jeg bestemt ikke på det. Jeg synes sagtens, at man kan være med i mange aftaler og forlig, selv om ens mandater ikke er afgørende. Det er jo også en del af folkestyret, at man trods alt prøver at tage hensyn til hinanden og ikke majoriserer overhovedet, hvilket vi i Dansk Folkeparti meget mærkede var tilfældet under den forrige regering.

Følelser er jo noget mærkeligt noget. Men først må jeg sige, at der altså er nogle gode borgere i landet, der har bedt mig om ved førstkommende lejlighed at gøre fru Pia Kjærsgaard opmærksom på, at det ikke passer, når der bliver udtalt noget på befolkningens vegne. Så har jeg gjort det.
     Dernæst vil jeg sige, at jeg fuldt ud respekterer, at der er et flertal i Folketinget bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Det kan i virkeligheden være befriende, at det bliver tydeligt, hvor de politiske forskelle er. Jeg respekterer selvfølgelig også fru Pia Kjærsgaards invitation til at være med i flertallet, men det afhænger jo af, nøjagtig som når fru Pia Kjærsgaard indgår i en aftale, om man får tilpas meget indflydelse.
     Må jeg slutte med at skynde mig at sige: Fru Pia Kjærsgaard siger, at reglerne, vi har talt om i dag om familiesammenføring, forhindrer mange tvangsægteskaber. Hvordan gør de det? Vil fru Pia Kjærsgaard forklare mig det? For det er ikke gået op for mig endnu, hvordan de forhindrer tvangsægteskaber.

De forhindrer ikke alene tvangsægteskaber, de betyder også, at familiesammenføringsantallet er dalet drastisk, og det er det, jeg fastholder også var en del af hensigten.
     Men jeg tror, at der er mange indvandrerorganisationer, og det ved jeg at fru Marianne Jelved ved og også går op i - og det er ikke polemisk ment overhovedet - som har nøjagtig samme opfattelse som Dansk Folkeparti, som ikke ønsker at afskaffe 24-års-reglen, hvilket fru Marianne Jelved og De Radikale gerne vil, og som Socialdemokraterne i hvert fald indtil videre ikke vil.
     Fru Marianne Jelved ved godt, at de indvandrerorganisationer, som har udtalt sig, faktisk er glade for den regel, fordi de ved, at når først de har nået den alder, så kan deres familie ikke råde over dem, som de gjorde før i tiden, ved at finde en fætter eller en kusine, eller hvad ved jeg, til dem i hjemlandet, hvor de bliver gift, og så skal de herop og bo, sådan som tilfældet var.
     Så jeg tror, at jeg er enig med temmelig mange indvandrerorganisationer i min påstand om, at det faktisk har forhindret mange tvangsægteskaber, som jo er et uvæsen i det danske samfund.

Nu er der jo ikke lavet nogen undersøgelser af, hvordan det går med tvangsægteskaberne, efter at man har lavet 24-års-reglen. Jeg hører på vandrørene, at det betyder for de piger, der kommer fra den type af familier, hvor man tvangsgifter sine børn væk, at pigerne bliver sendt til udlandet nu. Hvor de før fik manden til Danmark og var her med deres familie, så er resultatet af 24-års-reglen, at de nu bliver sendt ud af landet og tvangsgiftet med en mand.
     Hvis det er kvinderne, man gerne vil beskytte, så havde de sådan set bedst af den situation, hvor de trods alt kunne få lov til at blive her i landet. Så var der mulighed for at gøre noget ved det senere i livet, hvis de fik muligheden og opbakningen til det.
     Men det var egentlig slet ikke det, jeg ville tale om, for jeg ville gerne tilbage til det her med de offentligt ansatte. For fru Pia Kjærsgaard har jo stået på talerstolen og sagt, at vi i oppositionen skaber utryghed. Jamen så lad os da en gang for alle få manet den utryghed i jorden. Det kan fru Pia Kjærsgaard jo gøre ved at udstede en garanti til de offentligt ansatte, som går på, at der ikke kommer privatiseringer i kølvandet på strukturreformen, for det har Dansk Folkeparti tænkt sig at gå imod; at der ikke kommer forringelser af løn- og ansættelsesvilkår, og at der ikke kommer til at foregå nogen fyringer i kølvandet på strukturreformen. Så nemt er det.

Lad mig allerførst sige, for nu var fru Pernille Rosenkrantz-Theil inde på det i indledningen: Jeg tror da stadig væk, at der er huller, hvad angår tvangsægteskaber, det tror jeg.
     Der er noget, der er fantastisk rørende, det kan jeg slet ikke lade være med at sige. Fru Marianne Jelved går så højt op i det her, og fru Pernille Rosenkrantz-Theil begynder at anmelde alle mulige muftier, fordi de udtaler sig nedladende om kvinder. Hvor er det rørende, og hvor er det egentlig dobbeltmoralsk i forhold til den lovgivning, som begge partier om nogen har været med til igennem en lang, lang årrække. Det må simpelt hen være en boomerang, der vender mod dem selv. Nok om det.
     Så vender jeg tilbage til det med garantien. Jeg vil godt sige, at der stadig væk bliver skabt utryghed fra venstrefløjens side. Der bliver skabt utryghed i forhold til de offentligt ansatte, og det sker fra de partier, som ikke ønskede at være med til strukturreformen. Det er en ærlig sag, men det er ikke en ærlig sag at skabe utryghed.
     Jeg kan bare sige, at det, de partier, der står bag, er enige om i forbindelse med strukturreformen, er, at der skal være en tryghed i ansættelsen; at de opgaver, der hidtil er blevet løftet, fortsat skal løftes; at der skal være folk til at løfte de opgaver.

Jamen hvis det er meningen, hvorfor så ikke give den garanti? Hvorfor ikke sige klokkeklart fra talerstolen, at Dansk Folkeparti udsteder en garanti imod fyringer som resultat af strukturreformen? Dansk Folkeparti udsteder en garanti imod, at der sker privatiseringer i kølvandet på strukturreformen. Dansk Folkeparti udsteder en garanti mod, at løn- og ansættelsesvilkår bliver forringet.
     Hvis fru Pia Kjærsgaard mener, at det alligevel er det, der ligger i aftalen, hvorfor så ikke udstede den garanti, så vi kan få manet den utryghed i jorden? For jeg er fuldstændig enig med fru Pia Kjærsgaard i, at vi ikke kan have en situation, hvor de offentligt ansatte er utrygge.
     Men det er jo så nemt for fru Pia Kjærsgaard blot at udstede en garanti.

Jeg vil heller ikke stå over for fru Pernille Rosenkrantz-Theil og udstede en garanti imod, at der overhovedet ikke er noget i fremtiden, der må privatiseres. Det ville være fuldstændig tåbeligt. Men jeg kan bare sige til fru Pernille Rosenkrantz-Theil og også andre, der har været inde på den tanke, at de tanker, regeringen har gjort sig om at bruge strukturreformen til at privatisere offentlige opgaver, går Dansk Folkeparti imod. Det ved regeringen godt.
     Det vil aldrig blive et resultat af den aftale, der nu skal udmøntes i de 49 lovforslag, og som vi nok grundigt og livligt skal få debatteret i den kommende folketingssamling, og hvor partierne jo kan byde ind, inden de bliver vedtaget; hvor partierne vil kunne se, at det, som vi har sagt, og det, regeringen også har sagt - altså de tre partier, der står bag strukturreformen - er, at man selvfølgelig ikke laver sådan en reform for at skabe utryghed.
     Man laver ikke sådan en reform for at lave en fyringsrunde for de offentligt ansatte. Tværtimod gør man det jo for at gøre det bedre for borgerne, deriblandt også de offentligt ansatte, naturligvis. Den her reform er jo ikke en ulempe for befolkningen. Hvorfor i alverden skulle man så gå med til den? Den skal faktisk være en fordel.

Jeg hørte, at fru Pia Kjærsgaard i sit ordførerindlæg sagde:
Det er godt, at der er et parti, der holder fast i EU-modstanden her i Folketinget.
     Så sad jeg forventningsfuldt og ventede på, at fru Pia Kjærsgaard ville komme med en forklaring på, hvordan den her EU-modstand harmonerer med Dansk Folkepartis fuldstændig bevidstløse støtte til regeringen som det eneste parti til EU's noget absurde landbrugslotteri, hvor landmænd, som har haft en produktion af gulvkalve, tror jeg godt man kan sige,
i perioden fra 2000-2002, livsvarigt næsten kan have et støttebeløb, som for nogle går op mod en hel million, og det er endda med som en særlig kvalitet, at det også kan gå i arv. Jeg vil bare spørge fru Pia Kjærsgaard, om det er, fordi man i Dansk Folkeparti ikke har været opmærksom på, at det her var konsekvensen, eller om det er, fordi man mener, at det her er en særlig raffineret måde at øge EU-modstanden på, eller om det er en særlig form for Dansk Folkepartis ældrecheck.

Nu fornægter hr. Jacob Bukstis polemik sig aldrig nogen sinde. Det har jeg jo lært gennem mange, mange år, og jeg skal afvise de sidste påstande: Nej, det har ikke noget med det at gøre. Men jeg synes, det er udmærket, at der er blevet sat fokus på det her. Jeg synes faktisk, det er noget møg for at sige det rent ud, og det ved jeg at fødevareministeren også synes.
     Selvfølgelig kan vi ikke have det på den måde, som det foregår, at det kan gå i arv og alt det, som vi er blevet præsenteret for. Vi har givet fuldstændig opbakning til fødevareministeren til, at det her skal følge regelsættet, det skal være ordentligt. De eksempler, vi har set i den senere tid, skal naturligvis ikke kunne lade sig gøre.

Så er det bare, jeg mener, at det jo ikke kan være rigtigt, at Dansk Folkeparti er så bevidstløs i sin støtte til regeringen, at man ikke sætter sig ind i de forslag, man støtter. Der er jo ikke noget hemmeligt i det her.
     Jyllands-Posten har kørt en lang kampagne startende den
12. juli 2002, hvor man med overskriften »Landmænd på livsvarig EU-pension« skriver om det her. I det aktuelle notat, som lå forud for Europaudvalgets behandling den 6. juni 2003, aktuelt notat, bilag 1011, Europaudvalget, står der på side 8, at det er en selvstændig kvalitet, at den her ydelse skal gå i arv. Hvis fru Pia Kjærsgaard eller andre vil gå ind og læse Europaudvalgets referat fra den 6. juni 2003 - dem, der kan, for det er jo hemmeligt - vil man kunne se, at Socialdemokratiet lige præcis peger på de her punkter og endda også fremhæver spørgsmålet om, at det kan gå i arv. Der har også været en forespørgsel her i Folketinget så sent som den 25. marts i år, hvor samme ting bliver trukket frem. Det kan da ikke være rigtigt, at bare fordi det bliver trukket frem i pressen, så ...

Ja tak! Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg savner sådan set en bemærkning fra hr. Jacob Buksti om, at han så er glad for det, jeg sagde i min indledende bemærkning. Nu er fødevareministeren ikke til stede, men jeg vil da faktisk bede statsministeren, når han kommer på talerstolen, om at redegøre for, at det selvfølgelig ikke er en ordning, som er reel, som hr. Jacob Buksti ganske udmærket siger.
     Jeg synes da, det er fint. Jamen hvad forlanger man egentlig mere, når man stiller sig op og spøger en ordfører:
Er den måde, det foregår på, rimelig? Og så siger jeg: Nej, det er det ikke.
     Vi har haft en snak med fødevareministeren, som nu har fået besked på og er ved at gå videre med, at den slags ting selvfølgelig ikke skal foregå. Jamen mit barn, hvad vil du mere? Det er da bare at sige: Fint nok, så fik vi sat fokus på det, og det synes vi egentlig er ganske udmærket. I stedet for nærmest at være halvfornærmet over, at det ikke bare fortsætter, så man har det at kunne gå og brokke sig over.

Fru Pia Kjærsgaard slutter med at sige, at så blev der sat fokus på det, at en række landmænd får næsten 0,5 mia. kr. om året i støtte.
     Det er jo ikke sådan, at det her ikke var fuldstændig klart belyst, da man traf afgørelsen. Det blev diskuteret i Europaudvalget. Det var beskrevet, at konsekvensen var, at disse mennesker, der kunne få den støtte - det drejer sig faktisk om 33.000 landmænd - får den støtte indtil videre til evig tid.
     Hvis de afgår ved døden, mens de får støtten, kan deres arvinger overtage den. Det var det, som fru Pia Kjærsgaards parti i Europaudvalget sagde god for og lagde stemmer til. Det var sagen.

Jeg skal gøre opmærksom på, at nøjagtig det samme spørgsmål stiller man normalt ikke igen, medmindre man forventer at få et andet svar.

Jamen jeg skal så prøve at give et lidt andet svar, for jeg vil da vældig gerne svare. Nu er jeg ikke sådan umiddelbart, hvad jeg tror hr. Jens Peter Vernersen må være helt indstillet på, nøjagtig bekendt med, hvad der er sket i Europaudvalget.
     Men jeg synes stadig væk, det er ganske udmærket, at jeg siger: Jamen det skal bare ikke foregå, det skal vi selvfølgelig ikke acceptere.
     Det, som hr. Jens Peter Vernersen og hr. Jacob Buksti har nævnt som eksempler, der har været oppe, er selvfølgelig nogle, man ikke kan tolerere og ikke kan acceptere, og jeg kan kun endnu en gang sige, at fødevareministeren er i gang med at følge regelsættet præcis, som det skal være, og ikke med de eksempler, der er lagt op til her i dag.

Det, der også er interessant at få belyst i den her sag, er jo, om Dansk Folkeparti har opgivet sin EU-modstand, når det rent faktisk drejer sig om at støtte regeringen for at få gennemført et forslag, der betyder, at disse 33.000 landmænd som sagt får den støtte. De får over 0,5 mio. kr. om året, dem der får flest penge. Er det faktisk et eksempel på, at man har opgivet EU-modstanden? Eller er det bare, fordi man, som det her eksempel viser, er totalt følgagtig over for regeringen?

Jeg synes, det er farligt for en socialdemokrat at begynde at tale om EU-modstand. Den diskussion tager jeg meget, meget gerne med Socialdemokraterne og hr. Jens Peter Vernersen. Nej, vi er ikke til sinds at opgive vores EU-modstand. Det var dog et besynderligt spørgsmål.

     Det vil hr. Jens Peter Vernersen komme til at se eksempelvis i forbindelse med optagelse af Tyrkiet, hvor hr. Jens Peter Vernersens parti, Socialdemokraterne, synes, at det da er den evige lykke at få Tyrkiet optaget. Der siger Dansk Folkeparti nej.
     Ved forfatningsafstemningen - hvis traktaten kommer til afstemning i Danmark, det ved vi endnu ikke - vil Dansk Folkeparti sige nej, og jeg kan godt garantere hr. Jens Peter Vernersen og andre socialdemokrater og i øvrigt også Venstre og De Konservative, at vi under en valgkamp vil tage det emne op og vise vores EU-modstand, sådan som den hele tiden har været, naturligvis.
     Men lad os bare tage kampen. Jeg glæder mig inderligt til at møde Socialdemokraterne omkring EU-modstand.

Den næste er fru Sandy Brinck. Jeg skal oplyse for god ordens skyld, at der bliver middagspause mellem kl. 18 og 19.

Jeg vil godt følge op der, hvor min kollega, fru Pernille Blach Hansen, slap. For det er muligt, at fru Pia Kjærsgaard ikke kender forholdene for de børn, som går på specialskole, og deres problematik, og det er jo en ærlig sag. Men gør det indtryk på fru Pia Kjærsgaard, når formanden for skolebestyrelsen for Dybkjær Specialskole i Silkeborg, Steffen Borch, siger til Ritzau: Jeg tror simpelt hen, vi er blevet glemt i forbindelse med den ændrede opgavefordeling ved strukturreformen og bare er blevet smidt ud over kommunerne uden den store omtanke.
     Og hans kollega Marianne Banner, som er landsformand for specialskolerne, siger: Specialskolerne sikrer, at de svært handicappede børn får den bedst mulige skolegang ud fra deres særlige forudsætninger. Men al den viden, der er opbygget, sættes nu over styr, når skolerne splittes op på enkeltkommuner.
     Gør det indtryk? Er det noget, Dansk Folkeparti efterfølgende her vil fortryde i forhold til strukturreformen?

Nej, vi vil ikke fortryde det, men selvfølgelig gør det altid indtryk. Det er klart, at henvendelser fra borgerne, dem, der har haft med det at gøre, selvfølgelig gør indtryk. Det betyder selvfølgelig også, at i den debat, der skal være, må vi overbevise de gode folk, der har haft med det at gøre indtil nu, om, at de samme opgaver naturligvis kan varetages til gavn for de børn, som vi gerne vil være med til at give en hverdag, hvor de og familien kan få hverdagen til at hænge sammen, naturligvis.
     Men jo, det gør indtryk. Det gør indtryk på Dansk Folkeparti at få henvendelse fra borgerne, bestemt, naturligvis gør det det. Og vi lytter gerne, og vi svarer også på alle de henvendelser, som vi får, eksempelvis i forbindelse med strukturreformen.

Men hvad fører det indtryk så til? For det her er jo ikke nyt. Det er ikke en problematik, som først nu er blevet fundet. Faktisk var der utallige forældre til børn med svære handicap, som under hele forhandlingsforløbet gjorde opmærksom på problemet både over for Socialudvalget og over for Uddannelsesudvalget, hvor Dansk Folkeparti jo også har medlemmer siddende.
     Hvad er det, vi skal sige til de forældre, der nu gør, at Dansk Folkeparti pludselig lytter, og hvad vil man bruge den lytteevne til? Kan vi få løftet sløret lidt for det, når der her er tale om forældre, som er meget bekymrede på deres børns vegne?

Jeg forstår udmærket godt, at forældre, der har et barn, der på en eller anden måde er handicappet, er bekymrede og gerne vil have det allerallerbedste for de børn, som ikke har den allernemmeste hverdag. Men jeg tror også, at de mennesker, som p.t. er i institutionerne, som p.t. varetager opgaverne, må forstå, at de stadig væk kan bruges, at vi forsøger via den nye strukturreform at få nøjagtig den samme målsætning til at fungere, nemlig at de børn, der i dag har en svær hverdag på grund af et eller andet handicap, selvfølgelig stadig væk skal have en hverdag, som er god, naturligvis. Det er hensigten med det.
     Jeg må afvise hver evig eneste tanke, der har været fremme om strukturreformforliget, hvor partierne uden for det nærmest gør en dyd ud af at fortælle, at man egentlig nok gør det for at gøre hverdagen værre for borgerne. Det hænger jo ikke sammen. Tværtimod laver vi jo et forlig eller en aftale med den hensigt, at det skal blive bedre for borgerne. Ellers lader vi da være, selvfølgelig.
     Vores hensigt og vores mål er, at det skal blive bedre for borgerne.

Den sidste, der har meldt sig til fru Pia Kjærsgaard, er fru Tove Videbæk. Hvis der ikke er flere, der melder sig, går vi efterfølgende i gang med den næste, nemlig fru Pia Christmas-Møller.

Fru Pia Kjærsgaard sagde i sin ordførertale - for at komme ind på et helt andet emne - at det er ret uanstændigt, at døende skal vente på hospiceplads. Og der er vi helt, helt enige.

Derfor vil jeg gerne spørge: Hvorfor vil Dansk Folkeparti så ikke støtte Kristendemokraternes forslag om lovgivning omkring hospicer? Alle de mange penge, der er afsat af regeringen og Dansk Folkeparti gennem årene i hospicepuljerne, kan jo ikke komme ud at arbejde, fordi amterne ikke vil påtage sig en opgave, som de mener er en ekstra opgave, og som de indtil videre kan slippe for.

     Kristendemokraterne mener, at vi snarest muligt skal have en lovgivning omkring hospicer, for i Danmark er vi altså uhjælpeligt bag efter andre lande, som vi normalt sammenligner os med på det her område.
     Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke støtte Kristendemokraternes forslag?

Jeg vil godt give fru Tove Videbæk ret i, at det er dybt elendigt, når der gang på gang er afsat midler i finanslove, og midlerne så ikke bliver brugt.
     Der må jeg så sige, at der er ved at komme skred i det i forhold til oprettelse af hospicepladser. Og det synes jeg er en rigtig god idé, for vores mål er jo, at vi lader staten overtage ansvaret for hospicer, fordi der så er en styring på det, i stedet for, som vi har set - nu har vi diskuteret strukturreform så meget - at amterne overhovedet ikke kan varetage den opgave, og hvor de ikke har vist sig at være deres opgave voksen.
     Det er jo dybt elendigt, når der bliver afsat midler, at man så ude lokalt siger, at dem er man glad for, men man har ikke lyst til at medvirke til driften af de hospicer.
     Så der er jeg meget enig med fru Tove Videbæk i, at det skal vi have gang i, og det ved jeg fra vores sundhedsordfører, fru Birte Skaarup, at der har været megen snak med indenrigs- og sundhedsministeren om, og at der nu er ved at komme gang i etablering af de hospicepladser.
     Måske har fru Tove Videbæk ved sit vedholdende pres - og her har fru Tove Videbæk en niche, som jeg synes er meget sympatisk - været med til det, og det kan jeg da kun kvittere for. Men det er altså os, der har fået sat pengene af, skulle jeg hilse og sige, i den ene finanslov efter den anden, og derfor har vi selvfølgelig også haft en interesse i at presse på over for indenrigs- og sundhedsministeren for at få det her til at fungere.

Fru Pia Kjærsgaard siger, at der er kommet skred i det, og det er jo da godt, hvis der kommer nye pladser. Men vi har stadig væk langt under 100 hospicepladser, og vi skulle gerne op på 250-260 stykker. Vi har hængt nede under 100 i mange, mange år, og det er stadig væk sådan, at over halvdelen af de døende får nej til en henvendelse om en hospiceplads. De døende har ikke frit valg, som andre mennesker har.
     Derfor vil jeg spørge, når nu fru Pia Kjærsgaard siger, at Dansk Folkeparti mener, at staten skal overtage det:
Hvordan vil man så gøre det? Vil Dansk Folkeparti så selv fremsætte lovforslag om, at staten skal overtage det, eller vil man under forhandlingerne om strukturreformen sørge for, at staten overtager det?
     Hvordan vil man konkret gøre det, og hvis det ikke lykkes, vil man så stemme for Kristendemokraternes forslag?

Nu synes jeg, man skal have et positivt syn, når man går i gang med et nyt finansår, hvor vi skal i gang med finanslovforhandlinger, og hvor vi vil tage det op igen over for regeringen, at vi synes, det ville være mest rimeligt, at det er staten, der fuldt og helt overtager ansvaret for hospicer.
     Jeg er ganske, ganske enig med fru Tove Videbæk i, at der ikke er noget frit valg der, det er noget med at stå på venteliste. Det nytter ikke noget, at man på et hospice skal henvises til, at der altså ikke er plads lige nu, fordi de 16 pladser, der er, er fuldt besat, og at man kan stille sig bagest i køen, for der er ikke tid til at være bagest i køen.
     Så jeg er ganske enig med fru Tove Videbæk i, at der skal gøres en maksimal indsats, som vi endnu en gang vil gøre
i forbindelse med finansloven. Men jeg må bare sige til fru Tove Videbæk, at det er Dansk Folkeparti, der hver gang har fået afsat de nødvendige midler. Fru Tove Videbæk og Kristendemokraterne har hensigterne, de gode hensigter, men derudover har der jo ikke været meget andet fra fru Tove Videbæk.

Da timen ikke helt er brugt til fru Pia Kjærsgaard, tillader jeg, at fru Margrethe Vestager også får mulighed for at stille spørgsmål, og så er det det sidste. Derefter går vi over til fru Pia Christmas-Møller.

Tak for det. Jeg er godt klar over, at det er på falderebet, men vi har diskuteret det, der foregår nu og her, børnepasning, ældreomsorg, meget.
     Jeg kunne godt tænke mig, hvis fru Pia Kjærsgaard ville give os nogle få overskrifter eller en skitse over det spørgsmål, som optager os alle sammen meget, nemlig: Hvad skal Danmark leve af? Hvor er Danmark om 15 år?
     Hvordan forholder Dansk Folkeparti sig til videnssamfundet og til globaliseringen, som statsministeren talte meget om, i forhold til åbenhed, i forhold til kreativitet, i forhold til at kunne tiltrække talenter udefra, i forhold til at vores egne unge kan rejse ud, og i forhold til at vi har uddannelser, der også opfordrer til kreativitet og innovation?

Jeg synes, at der skal gøres en maksimal indsats med hensyn til den udvikling, som er i gang, hvor vi naturligvis skal gøre alt, hvad vi kan for at skabe de nødvendige arbejdspladser i Danmark, som der skal være, også i forbindelse med at folk er begyndt at rejse ud. Og jeg synes egentlig, det er meget, meget positivt at se, at den kurve, som på et tidspunkt var meget, meget belastende, er knækket, som det hedder på politikersprog, og at arbejdsløsheden nu er faldende. Det synes jeg er rigtig, rigtig godt.
     Vi har stadig væk mange arbejdsløse i Danmark - i år 2005 forventer man ca. 155.000 - men vi må bare konstatere, at blandt EU-landene er vi dem, der har den laveste ledighed. Jeg siger ikke, at det er optimalt, og der er stadig væk arbejdsløse, som skal i gang, og der er også folk, som påtænker at tage væk fra Danmark for at skabe en anden tilværelse, fordi de ikke umiddelbart synes, at der er nok for dem at gøre her. Men jeg er ganske overbevist om, at den indsats, der er sat i gang, den udvikling, der er på vej, vil betyde, at vi vil se et samfund i de kommende år, hvor der er plads til de mennesker, som gerne vil være i Danmark, som vil bruge deres uddannelse i Danmark, som vil skabe en arbejdsplads naturligvis til gavn for ...

Ja tak! Så er det fru Margrethe Vestager.

Jeg tror, jeg har spurgt lidt uklart, for jeg forventede at få en linje, en vision om, hvordan Dansk Folkeparti ser fremtidens samfund med hensyn til, hvad det er for en type af arbejdspladser, der skal skabes i forhold til dem, der flytter til udlandet i øjeblikket - altså arbejdspladserne - og hvad det er for en type uddannelser, vi vil have. For på statsministeren kunne man jo forstå, at der var plads til
f.eks. en uddannelse som KaosPilotuddannelsen - unge med evnen til at være innovative, til at skabe arbejde, som får beskæftigelse bagefter, og som skaber mange arbejdspladser for en forholdsvis begrænset statslig investering, som kommer fuldt tilbage igen. Ordet globalisering optrådte heller ikke i fru Pia Kjærsgaards svar. Er det et ord, en analyse, en tendens, man kan bruge til noget i Dansk Folkeparti?

Nej, for at være fuldstændig ærlig vil jeg sige, at globalisering nok ikke er det udtryk, Dansk Folkeparti bruger mest. Jeg ved godt, at det er et udtryk, som Det Radikale Venstre elsker, men det er jo i virkeligheden den afgørende forskel på De Radikale og Dansk Folkeparti.
     Må jeg sige med hensyn til KaosPiloterne: Tænk engang, et år efter kan spørgsmålet om KaosPiloterne stadig væk komme op. At disse fantastisk kreative - og det mener jeg positivt
- dygtige mennesker hele tiden skal hænge på politikerne for at få bevillinger, synes jeg egentlig er mærkeligt. De er jo smadderdygtige, de er utrolig gode til at komme
i medierne. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet noget lignende. Tænk engang, i et helt år kan man få en bevilling på omkring 5 mio. kr. til at studere i det danske samfund. Og nu dukker de op igen her under åbningsdebatten, og vi ser det måske også under valgkampen og næste år og næste år igen. Det er godt nok godt gået. Sådan nogle mennesker er jo virkelig en perle for Danmark, og lad dem da blive i Danmark, men lad dem bruge deres uddannelse og få alle de erhvervsvirksomheder, som synes, de er gode, til at spytte i bøssen. Det er de jo også i fuld gang med. Jeg er ganske overbevist om, at KaosPiloterne og andre af den kaliber nok skal klare sig i et samfund som det danske, for der er jo altid nogle, der vil lytte til dem. De er dygtige, de er gode til at komme i medierne, og de er gode til en hel masse ting, men vi skal da ikke stå herinde og love dem penge, sådan nogle gode, dygtige mennesker. Der er da andre steder, hvor pengene gør langt, langt bedre gavn.

Så siger vi tak til fru Pia Kjærsgaard, og så er det fru Pia Christmas-Møller som ordfører, der får stillet spørgsmål. Den første spørger er hr. Frank Jensen, og derefter bliver det fru Line Barfod.

I lyset af den situation, vi har på det danske arbejdsmarked, hvor vi jo stadig væk har ganske alvorlige problemer med stigende arbejdsløshed, vil jeg gerne spørge fru Pia Christmas-Møller, om fru Pia Christmas-Møller ikke mener, at det er et problem, at vi ikke sikrer, at den arbejdsstyrke, der trods alt gerne skulle være til rådighed, når den internationale økonomi vender, får et tilstrækkeligt kompetenceløft og efteruddannelse. Situationen er jo den, at siden regeringen er kommet til med de nedskæringer, man har gennemført på efteruddannelsesområdet på 0,5 mia. kr., og hvor man har indført brugerbetaling, gives der i dag 100.000 færre kursusuger til efteruddannelse på det danske arbejdsmarked. Vil fru Pia Christmas-Møller ikke tage det med ind i overvejelsen om, hvorvidt det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal sikre, at Danmark er robust og klar til et internationalt opsving?

Jeg kan fuldt ud bekræfte over for hr. Frank Jensen, at Det Konservative Folkeparti er meget optaget af beskæftigelsespolitikken både på kort og på lang sigt. Vi er meget optaget af, at vi hele tiden sørger for, at vi har en arbejdskraft, som får mulighed for at efteruddanne sig.
     Det er også sådan, at der i dag bliver brugt omkring 36 mia. kr. årligt på voksen- og efteruddannelsessiden i vores samfund, og det er 10 mia. kr. mere, end vi bruger i det hele taget på videregående uddannelser. Så der er altså tale om en meget massiv voksen- og efteruddannelsesindsats.
     Men som det formentlig er hr. Frank Jensen bevidst, har regeringen jo netop i lyset af det stadig stigende behov for efteruddannelse nedsat en arbejdsgruppe, hvor vi har arbejdsmarkedets parter med i drøftelserne om, hvordan vi yderligere kan styrke efteruddannelsesindsatsen. Så ja, vi er meget optaget af lige præcis den problemstilling.

Det er meget godt med arbejdsudvalg og trepartsdrøftelser om noget, der ligger ude i slutningen af 2005, men jeg synes ikke, fru Pia Christmas-Møller forholder sig til, at Det Konservative Folkeparti er medlem af en regering, der har skåret ned og skåret ned med 0,5 mia. kr. på efter- og videreuddannelse på det danske arbejdsmarked og indført brugerbetaling.
     Jeg tror, fru Pia Christmas-Møller kender de samme eksempler, som jeg har fra min valgkreds oppe i Nordjylland:
Virksomheder, som er på vej til at skulle afskedige medarbejdere, er ikke så interesseret i at skulle betale for at få deres medarbejdere efteruddannet, hvis det er sådan, at de alligevel skal afskediges lige henne om hjørnet. Der er realiteten jo altså, at så investerer virksomhederne ikke i at betale den brugerbetaling. Så venter de på, at medarbejderne bliver afskediget, og så ved vi godt, hvor svært det er, når først folk er arbejdsløse, så skal de igennem hele aktiveringsmøllen.
     Hvorfor kan Det Konservative Folkeparti støtte, at vi på et i øvrigt meget fleksibelt arbejdsmarked - hvilket er kendetegnende for det danske arbejdsmarked - skal have brugerbetaling for efteruddannelse, der begrænser udbuddet og efterspørgslen efter videreuddannelse og opkvalificering?

Nu har jeg bemærket, at hr. Frank Jensen gerne vil være meget negativ og pessimistisk, og det blænder så kraftigt for hr. Frank Jensens udsyn, at han ikke rigtig kan se, at aktivitetsniveauet faktisk er uændret. Det er ikke blevet berørt i nedadgående retning efter de omlægninger og prioriteringer, som den borgerlige regering har foretaget på efteruddannelsesområdet.
     Vi står gerne ved, at vi har målrettet efteruddannelsesindsatsen til de områder, hvor der virkelig bliver en effekt på beskæftigelsessiden. Vi vil gerne have kompetencerne løftet på arbejdsmarkedet og ikke bruge pengene der, hvor der ikke er så meget jobperspektiv.

Fru Pia Christmas-Møller sagde i sit ordførerindlæg, at markedskræfterne kan bruges til meget, men ikke til miljøområdet. Jeg ville gerne høre, om der er andre områder, som De Konservative ikke mener skal styres af markedskræfterne, eller om De Konservative er enige med socialministeren i, at kommunerne kun bør tage sig af at visitere ydelser til borgerne, og så skal man ellers overlade til private at tage sig af alle opgaver som f.eks. hjemmehjælp, og om De Konservative derfor er enige med Venstre i, at perspektivet med strukturreformen er en langt større grad af privatisering, end vi har i dag.

For os er strukturreformen ikke et spørgsmål om, at vi nu skal have større privatiseringsaktiviteter eller udliciteringsaktiviteter. For os er strukturreformen et spørgsmål om at udnytte vores samfunds muligheder bedre. Vi vil gerne sikre, at vores offentlige forvaltning bliver tunet til de udfordringer, vi har her og nu, men også i de kommende år skal vi være i stand til at løfte opgaverne. Det er hovedformålet.
     Jeg skal ikke lægge skjul på, at særligt sygehussektoren med de problemstillinger, vi har sloges med igennem en årrække, har presset på for at få en ny strukturreform.
     Med hensyn til markedskræfterne er det overhovedet ikke nogen hemmelighed, at Det Konservative Folkeparti går ind for markedskræfterne i en lang række situationer, men vi ser også tydeligt markedskræfternes begrænsning, bl.a. på socialområdet. Vi ønsker ikke en udvikling på socialområdet, hvor det hele ender med, at man bare betaler sig fra tingene med en check. Det ønsker vi ikke. Det oplever vi faktisk heller ikke at vores kolleger i Venstre ønsker sig.

Men så vil jeg da gerne høre, hvad De Konservative vil gøre for at forhindre den udvikling. Hvad vil De Konservative gøre, for at strukturreformen ikke fører til den omfattende privatisering, som Venstre ønsker sig? Hvad vil De Konservative gøre i forhold til de konkrete spørgsmål, som de offentligt ansatte stiller om, hvad de kan forvente af tryghed, hvad de kan forvente i forhold til deres fremtidige løn- og ansættelsesvilkår?
     Hvilket svar har De Konservative til de offentligt ansatte med hensyn til deres fremtid, og hvad vil De Konservative gøre?

Der var to spørgsmål.
     Jeg kan sige, at der intet er i den fremlagte aftale om en ny strukturreform, der fører til stigende privatiseringsaktiviteter eller flere udliciteringer.
     Vi ønsker, at udliciteringer bliver anvendt der, hvor det er formålstjenligt. I selve udbudsfasen kan man få mange gode effektiviseringer hentet hjem. Det behøver ikke at føre til, at opgaven bliver placeret i en privat sammenhæng.
     Så vi synes faktisk, at udbudsrunder kan være nyttige som instrumenter. Det kan udliciteringer også være, men for os kan udlicitering aldrig blive et mål. Det kan kun være et instrument, der skal føre til det mål, som vi har sat os, nemlig til stadighed at forbedre forholdene for borgerne. Det er borgeren, der er i centrum. Det er borgerens behov, der skal imødekommes. Det er målet, det må aldrig glemmes.
     Med hensyn til spørgsmålet om de offentligt ansattes arbejdsvilkår og tryghed i ansættelsen har vi da givet tilslutning til finansministerens udtalelse om, at ingen skal forvente at blive fyret som direkte følge af strukturreformen. Det er da en melding, der er meget håndfast, og den kan vi fuldt ud tilslutte os.

Jeg vil gerne starte med at takke fru Pia Christmas-Møller, fordi fru Pia Christmas-Møller i sin ordførertale nævnte Kristendemokraternes gode forslag om orlov til pasning af døende. Vi glæder os over, at regeringen har taget det med i sin lovpakke for det år, som nu kommer. Vi er også leveringsdygtige i andre forslag, hvis De Konservative eller andre skulle have brug for det.
     Nu til mit spørgsmål om frit valg over kommunegrænser, som fru Pia Christmas-Møller også nævnte i sin ordførertale:
Ude i det virkelige liv - havde jeg nær sagt - i institutionerne påpeger man, at kvalitet i dagpasningen er vigtigere end frit valg; hvad vil De Konservative gøre ved kvaliteten i dagpasningen?

Vi vil gerne give kommunerne de bedst mulige rammer for at styrke kvaliteten i børnepasningstilbuddene - det skal ikke være nogen hemmelighed, det prioriterer vi ganske højt - men vi har altså også blik for, at mange børnefamilier har behov for at få passet deres børn i en anden kommune end lige nøjagtig bopælskommunen.
      Der er faktisk mange børnefamilier, som pendler på tværs af kommunegrænser, og hvorfor i alverden skulle man ikke imødekomme deres behov for at få deres børn passet
f.eks. i den kommune, hvor de arbejder? Det er en fleksibilitet, som vi mener er helt afgørende at give børnefamilierne, og det er så det, vi har foreslået. Må jeg ikke sige til de indledende bemærkninger fra hr. Mogens Nørgård Pedersen: Vi er meget glade for det samarbejdende folkestyre, og vi er glade for, at Kristendemokraterne har noteret, at vi også på dette punkt er lydhøre over for gode og konstruktive forslag. Der glæder jeg mig til, at Kristendemokraterne også er parate til at være med til at finansiere forslaget, når det nu skal vedtages.

Det er fortsat til det her med frit valg-ordningen i børnepasningstilbuddene. Det er jo ikke ukendt, at det er, jeg vil ikke sige økonomisk belastende, men i hvert fald udgiftskrævende, når man tilbyder denne frit valg-ordning. Var det ikke bedre i stedet for frit valg-ordningen at have kigget lidt på støj og indeklima og personalet i børnehaverne og pasningstilbuddene end det at give frit valg?

Nu synes jeg næsten, at hr. Mogens Nørgård Pedersen gør sig skyldig i socialdemokratisk tænkning, nemlig: Hvordan kan vi få delt lagkagen? Hvordan kan vi nu se på status quo? - i stedet for at se på de vækstmuligheder, som jo rent faktisk findes.
      Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Jeg mener sagtens, vi stille og roligt kan skabe øget kvalitet i daginstitutionerne, samtidig med at vi giver fleksibilitet og frit valg for forældrene. Jeg tror ikke, det ene udelukker det andet.

Jeg lagde mærke til, at fru Pia Christmas-Møller påstod, at strukturreformen ikke ville føre til flere udliciteringer og privatiseringer. Det synes jeg er en ynkelig bortforklaring.
      Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan fremkomme med sådan en påstand, og jeg vil egentlig godt bede statsministeren tage stilling til, om det skal forstås sådan, at regeringspartierne ikke længere går ind for privatisering og udlicitering.

     Alle, der har forstand på det med strukturreformen, ved, at det bliver resultatet. Men det er da komplet ynkeligt, hvis man nu er nået dertil, at man godt er klar over, at det er så dårligt, at det bliver man nødt til at påstå at man ikke vil have. Det er da interessant, at den borgerlige værdikrise er kommet dertil, at man ikke længere tør vedstå sit eget projekt.
     Vi var til møde i Miljø- og Planlægningsudvalget, da jeg fik smidt en kæmpe pakke i hovedet af lovforslag, der vil komme, om miljøkonsekvenserne af strukturreformen. Står Det Konservative Folkeparti virkelig bag den smadring af vores miljøforvaltning, som ligger i den pakke af lovforslag?

Det var to store spørgsmål.
     Jeg kan afkræfte det sidste fuldstændig. Vi står naturligvis ikke bag en smadring af vores miljøindsats. Tværtimod er hele ideen med strukturreformen jo at forbedre forholdene også på miljøsiden, og det kan jeg måske få lejlighed til at komme tilbage til hvordan vi gennemfører og hvordan vi sikrer.
     Med hensyn til spørgsmålet om udlicitering og privatisering har hr. Keld Albrechtsen jo misforstået mig fuldstændigt, og det er ganske bevidst, er jeg overbevist om. Det Konservative Folkeparti går ind for privatisering, når det er hensigtsmæssigt. Vi går ind for udlicitering, når det er hensigtsmæssigt. Og redskabet udbudsrunder synes vi faktisk kan føre til ganske mange fornuftige effektiviseringer, hvad enten det så ender med en offentlig eller en privat løsning.
     Disse instrumenter mener vi ikke vi har råd til at lade ligge, men det kan aldrig, aldrig blive et mål i sig selv at anvende disse instrumenter. Det er midler. Målet må være at sikre borgerne de bedst mulige forhold, hvad enten det er på socialområdet, på miljøområdet eller på sygehusområdet. Det er det, hr. Keld Albrechtsen skal forstå. Og så er der jo også en meget fin sammenhæng med Det Konservative Folkepartis livssyn, vores værdier, vores visioner og vores vilje til at gennemføre det til konkrete resultater. Så der er ingen værdikrise - hus forbi.

Jeg må da sige, at efter det svar er værdikrisen total. Man vil gerne have det, men samtidig er man dybt optaget af at forsikre alle om, at det nok ikke kommer.
     Sådan var besvarelsen. Men det håber jeg statsministeren kan udrede, for jeg synes da, det er interessant, om de borgerlige partier går ind for udlicitering og privatisering, eller de ikke gør det. Det, der er en kendsgerning, er, at det bliver resultatet af den strukturreform, hvis den gennemføres på den måde, som regeringen har fremlagt.
     Så vil jeg godt gentage mit spørgsmål om miljøadministrationen. Man tager 20 opgaveområder, 20 vigtige opgaveområder, alt lige fra godkendelse af svinefarme til tilplastring af landskabet med rigmandsvillaer, uden nogen som helst styr og kontrol, og den administration splitter man ad; disse 20 forskellige opgaveområder, hundredvis af medarbejdere i hvert amt, splitter man ud på 150 kommuner.
     Der bliver ikke gnist af miljøadministration tilbage i dette land, der kan fungere. Det bliver totalt kaos, og så skal det gennemføres over stok og sten i Folketinget i februar-marts. Det er totalt uforsvarligt. Og det er ufatteligt, hvis en konservativ miljøminister virkelig skulle have til hensigt at lægge det frem efter den plan, statsministeren åbenbart har stukket ned i halsen på hende.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op, når hr. Albrechtsen ikke vil høre, hvad jeg rent faktisk siger.
     Det var en konservativ finansminister i den forrige borgerlige regering, der satte hele privatiseringsprojektet af statslige virksomheder på skinner. Det står vi fuldt og helt ved. Vi står også over for at ville privatisere TV 2. Vi startede med at privatisere Statsanstalten for Livsforsikring og havde vældig, vældig succes med det. Og i øvrigt lærte Socialdemokraterne jo så grundigt af os, at de gennemførte den største privatisering, vi til dato har haft, nemlig privatiseringen af Tele Danmark. Det står vi fuldt og helt ved. Det var hensigtsmæssigt. Det var der god økonomi i. Det var til gavn for borgerne.
     På præcis samme måde står vi fuldt og helt ved, at udlicitering kan være et meget nyttigt redskab. Men vores strukturreform er ikke sat i verden for, at vi så lettere kan udlicitere eller privatisere. Det er midler og ikke mål.
     Med hensyn til miljøpolitikken kan jeg berolige hr. Albrechtsen med, at der ikke er tale om, at vi splitter alle faglige miljøer på miljøområdet. Der er i dag omkring 1.900 ansatte i amternes forskellige miljøkontorer. 1.200 af dem kommer til kommunerne efter den nye strukturreform. 400-500 vil blive i staten. 200-250 vil blive placeret i regionerne. Der er altså tale om, at man stadig væk vil have store, gode, stabile miljøfaglige miljøer fordelt på staten, regionerne og kommunerne. Der vil være armslængde, som den miljøminister meget præcist har prædiket at der skal være. Det Konservative Folkepartis ønsker er i meget vid udstrækning imødekommet på dette område.

Fru Pia Christmas-Møller nævnte i sit ordførerindlæg, at det var vigtigt set fra et konservativt synspunkt at komme dem til hjælp, der ikke kan klare sig selv.
     Jeg ved ikke, om fru Pia Christmas-Møller har læst årsrapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. Det er der, hvor der peges på, at man for alvor har forringet vilkårene økonomisk for nogle af de dårligst stillede grupper, vi har, sindslidende, hjemløse misbrugere, ved at klemme deres økonomi så meget, og jeg citerer fra rapporten: at de ydelser, som de socialt udsatte nu er henvist til at leve af, er så lave, at de enten er lavere end de almindelige takster for at bo på et forsorgshjem eller kun levner et meget beskedent beløb tilbage.
     Hvordan har man det som konservativ, når man kan læse i en rapport fra et udvalg, man selv har nedsat, at det konservative ønske om at komme dem til hjælp, der har brug for hjælp, er endt i, at de mest udsatte har mindre tilbage at leve for end mennesker, der bor på et forsorgshjem?

Jeg kan bekræfte, at det var den borgerlige regering, der nedsatte Rådet for Socialt Udsatte. Vi vil nemlig gerne have både ris og ros, vi vil gerne have ideer til, hvordan vi virkelig kan løfte de sociale opgaver. Derfor er der også i finanslovforslaget for 2005 afsat midler til at følge en række af de råd, som rådet er kommet med.
     Men når det er sagt, skal det jo også siges, at der faktisk er tilført hele det sociale område massivt flere penge, end tilfældet var, da regeringen tiltrådte i 2001. Der er altså tale om vækst. Men vi vedgår, at vi målretter den væksts anvendelse til de allermest udstødte.
     Vi har etableret en handlingsplan, som skal sikre, at voldsramte kvinder bliver hjulpet, vi har etableret planer, som skal gennemføre en anbringelsesreform, vi har lagt an til, at vi vil sikre en behandlingsgaranti for alkoholikere, hvilket er en helt ny ting, som vi ikke tidligere har haft i Danmark. Jeg kunne blive ved på en lang række områder.
     Men vi prøver altså at fokusere socialpolitikken på dem, der virkelig ikke kan gå andre steder hen.

Jeg er ked af, at fru Pia Christmas-Møller misforstod mit spørgsmål. Jeg spurgte ikke, hvad man havde lavet på serviceområdet. Jeg spurgte, hvordan det kan være, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har plyndret de allerfattigste, vi har i det her samfund. De allersvageste er blevet sat ned i indkomst, så man nu har et lavere beløb at leve for, end hvis man er anbragt på et forsorgshjem. Er det at komme de mest udsatte grupper, vi har, til hjælp at tage alle pengene fra dem, så man har mindre tilbage, end hvis man boede på et forsorgshjem?
     Jeg vil godt bede om, at fru Pia Christmas-Møller svarer på det spørgsmål og ikke nævner alle de andre ting, regeringen har lavet.
     Hvordan har man det som konservativ, når man siger, at nu skal vi komme dem til hjælp, der virkelig har brug for hjælp, og må konstatere, at man har plyndret de fattigste mennesker i det her samfund, så leveniveauet for dem er lavere end for dem, der bor på et forsorgshjem? Hænger det så stadig væk sammen?

Nu er det tidligere i dag blevet fremhævet, at hr. Villy Søvndal har visse polemiske evner, og indimellem overdriver hr. Søvndal så voldsomt, at det ikke har noget at gøre med virkeligheden. Det tror jeg desværre er tilfældet, når hr. Villy Søvndal refererer denne her rapport.
     Der er jo ikke tale om, at Danmark svigter de allersvageste, at der ikke er nogen forsørgelse, at der ikke er nogen muligheder, det er jo ikke tilfældet. Rent faktisk ligger Danmark fortsat i den absolut internationale top, også når det gælder den egentlige ydelsesprofil til disse allermest udsatte grupper.
     Så jeg er nødt til at afvise hr. Villy Søvndals påstand om, at vi har skåret dramatisk i disse menneskers ydelser og så dramatisk, at de ikke har en chance for at overleve. Det er simpelt hen ikke kendsgerningerne.

Jeg har noteret mig, at fru Pia Christmas-Møller flere gange her i eftermiddag har slået fast, at for Det Konservative Folkeparti er udlicitering et middel, et instrument, man kan bruge. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt, det er jeg faktisk meget enig i.
     Så undrer det mig bare, at vi skal se regeringen og dens flertal bruge for at være helt nøjagtig 349 mio. kr. til at udvide administrationen af hjemmeplejen med den hensigt, at det skal være muligt at kunne vælge mellem en privat ansat og en offentligt ansat hjemmehjælp.

     Der er det da blevet privatiseringen som et mål; der er det da ikke bare et middel; der er det jo besluttet og gennemtvunget med statsdirigering, og kommunerne har ikke haft mulighed for selv at bestemme, hvordan de vil tilrettelægge deres arbejde, de skal gøre det på en bestemt måde. Hvordan hænger dét sammen?

Jeg tror igen, at vi har at gøre med en oppositionspolitiker, der har været for tæt på Socialdemokraterne i for mange år, så tænkningen er blevet præget for kraftigt.
     Det er stadig væk sådan, at vi sætter mennesket i centrum, det er stadig væk sådan, at det er fru Hansen og hr. Petersen, der er vores mål, og det har de været, lige siden vi opdagede, hvordan den gamle socialdemokratisk-radikale regerings tyranni fungerede i forhold til lige præcis disse persongrupper, ved at man alene forlangte af kommunerne, at de skulle stille en offentlig hjemmehjælp til rådighed.
     For det første kunne de ældre ikke bestemme, hvem der skulle ind i deres eget hjem, for det andet blev de svigtet gang på gang, sådan som vi så det i bl.a. Københavns Kommune, hvor man decideret budgetterede med aflysningerne - så vidt jeg husker, var det i størrelsesordenen 30 pct. - det vil sige, at man højt og flot disponerede med, at den hjemmehjælp, som de ældre var blevet lovet, udeblev, og så kunne de sidde der og ikke kunne komme på toilettet, komme i bad, få mad eller lignende.
     Det kalder jeg et svigt, et omsorgssvigt af dimensioner, og det ville vi gøre noget ved ved at stille et alternativ op. Så her var der igen tale om et middel og ikke et mål.

Det er virkelig en gang nysprog, det der. Fru Pia Christmas-Møller har stået på talerstolen og sagt, jeg ved ikke, hvor mange gange i dag, at udlicitering er et middel og ikke et mål. På et ganske konkret område peger jeg så på, at her er det også blevet et mål.
     Selv om fru Pia Christmas-Møller påstår, at det er et middel, så er der lagt den tvang ned over kommunerne, at de skal løse opgaverne på en ganske bestemt måde. Jeg skal så i øvrigt afvise de tal, fru Pia Christmas-Møller lige stod og kom med vedrørende Københavns Kommune for nogle år siden; de er ukorrekte. Det er et middel, siger fru Christmas-Møller; men her er det blevet et mål; hele den offentlige sektor er blevet markedsgjort.
     Hvordan vil fru Pia Christmas-Møller få tingene til at hænge sammen? Det bliver bare snak, ligesom det er snak med ulandshjælpen, der kun skulle reduceres én gang med 1,5 mia. kr., sagde fru Gitte Seeberg engang. Den bliver ved at blive reduceret. Det Konservative Folkeparti er bare snak. Er det ikke korrekt?

Nej, det er ikke korrekt. Jeg er nødt til tilbagevise samtlige fru Marianne Jelveds påstande i det seneste indlæg.
     For så vidt angår ulandsbistanden, er det korrekt, at fru Gitte Seeberg sagde, at der ville blive sparet én gang 1,5 mia. Det, fru Marianne Jelved gør sig skyldig i her, er at blande æbler og bananer, for fru Marianne Jelved henviser så til udviklingen i bruttonationalproduktet, men det er en anden sag. Vi fastholdt beløbet, og det er så også blevet pris- og lønreguleret. Det er én sag.
     Med hensyn til spørgsmålet om den tvungne forpligtelse for kommunerne til at give et tilbud om, at den ældre alternativt kan vælge en privat hjemmehjælp, oplever vi stadig væk, at det er den ældre, der er i centrum. Den ældre skal ikke spises af med kun én mulighed, der skal være et alternativ, men vores mål er at sørge for, at det offentlige tilbud er så godt, at de fleste helt naturligt vælger dette.
     Der skal være et alternativ særlig i situationer som den, der gjorde sig gældende i Københavns Kommune for nogle år siden, hvor der var tale om decideret planlagte svigt. Det kan godt være, det ikke lige var i den størrelsesorden, men det var i en massiv størrelsesorden, og det ved fru Marianne Jelved ganske udmærket. Det var uacceptabelt, det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund, det skulle der gøres noget ved, og er der ikke andre til det, så må Folketinget gribe ind.

Det var jo ikke mange ord, der var i statsministerens åbningstale om miljøet. Derfor havde jeg glædet mig til at høre den konservative tale, og der var sådan antydningen af en lidt anden tilgang til miljøpolitikken. Der blev talt om behovet for en aktiv og offensiv miljøpolitik, og der blev sagt, at på miljøområdet er der virkelig behov for værdier og vilje til at gøre noget.
     Det er jeg helt enig i. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at det ikke bliver fulgt op på det konkrete plan.
     Hvordan kan det være, at der i lovkataloget ikke er nogen initiativer på miljøområdet overhovedet, bortset fra at implementere nogle EU-direktiver og følge op på strukturreformen? Derudover er der intet.

     Er det virkelig værdier og visioner? Er det aktivt og offensivt på miljøområdet? Hvorfor er der ikke noget om kemikalier i vores hverdag? Hvorfor er der ikke en indsats mod den stigende svineproduktion? Hvorfor er der ikke nogen ord om at gøre noget for at flytte penge fra landbrugsstøtten til naturformål, som vi har haft mulighed for?
     Hvor er den aktive, offensive miljøpolitik fra Det Konservative Folkeparti, som man selv har efterlyst?

Jeg er meget glad for, at hr. Jørn Jespersen stiller spørgsmålet, for vi har faktisk en hel del at byde på.
     Der er f.eks. allerede aftalt en pesticidhandlingsplan, som sikrer, at vi ikke alene går efter landbrugsproduktionen, men også har gartneriområdet med, vi har frugtavlsområdet med, vi har private, vi har den offentlige sektor. Vi har sat nogle meget præcise mål op: Det skal gennemføres, det skal implementeres.
     Derudover har vi sat os for, at vi vil have svovlfri benzin og diesel. Vi vil simpelt hen prøve at bekæmpe forureningen ved nogle afgiftsnedsættelser. Det er guleroden, vi anvender der. Pisken er vi også parat til at tage i anvendelse. Vi vil have stramme sanktionsbestemmelser, og det betyder, at regler skal overholdes, og bliver de ikke overholdt, jamen så skal folk vide, at det ikke kan betale sig, for der kommer en sanktion, der er mærkbar.
     Derudover har vi en lang række initiativer på bedding, når det drejer sig om skovrejningsprojekter. Vi har at gøre med nationalparker, som vi prøver at line up på projektbasis.
     Vi har en lang række miljøinitiativer, initiativer på det nære plan: kystområdet, hvor vi vil sikre, at der også for de kommende generationer er mulighed for at udnytte de danske strande og kyster i respekt for, at vi naturligvis også skal give nogle af de kystkommuner, vi har, mulighed for at bygge nogle sommerhuse.
     Der er en lang, lang række initiativer på nærområdet, men også på det overordnede, internationale område er vi parat til at vise vores meget progressive miljøansigt, bl.a.
i forbindelse med implementering af Kyotoaftalen.

Jeg synes, det ville klæde den konservative ordfører at blive lidt mere konkret. Det nytter jo ikke noget at snakke om ting, som ligger 1, 2, 3 år tilbage, og hvor vi har haft store diskussioner om, hvorvidt der var noget reelt indhold i dem eller ej.
     Det, jeg spørger om, er: Hvad er der af nye konkrete initiativer på miljøområdet? Hvad er der af nyt i den tale, der er blevet holdt? Hvad er der af nyt i lovkataloget? Hvad er der af nyt på finansloven? Der er jo skabt nogle forventninger, ved at der er kommet en ny miljøminister, men hvad er den konkrete handling? Der er intet, der er ingen nye lovforslag. Der er intet i den tale, der bliver holdt her, der er nyt.
     Der er ikke noget indgreb mod kemikalier i vores hverdag, der er ikke noget indgreb mod den stigende svineproduktion med alle de gener, det giver. Der er ikke nogen nye tiltag i forhold til naturen. Der er lagt op til, at vi skal have en død periode i miljøpolitikken frem til valget, forhåbentlig ikke efter valget, men det er så, fordi der kommer en ny regering.
     Hvad er de konkrete initiativer, som gør, at De Konservative taler om behov for vilje og visioner?

Jeg synes ikke rigtig, hr. Jørn Jespersen lever op til sin sædvanlige standard.
     Pesticidhandlingsplanen går fra 2004 til 2009. Afgiftslettelserne på diesel og benzin skal vi have gennemført her i forbindelse med finansloven for 2005; der er afsat 135 mio. kr. i 2005 og yderligere 135 mio. kr. om året de næste 3 år til at fremme lige præcis denne sag.
     Derudover har regeringen afsat ekstra penge til at beskytte den danske natur og vores muligheder for at få flere naturoplevelser. Der er afsat 200 mio. kr. ekstra i perioden 2005-2008.
     Så der er altså en lang række initiativer, som også er reflekteret i den finanslov, der er lagt på bordet. Jeg kan ikke nå at nævne dem alle sammen her, for min lampe blinker rødt, men det er situationen: Der er penge med, der er konkrete fremadrettede initiativer.

Så er det den sidste spørger inden aftensmaden, og det er fru Elsebeth Gerner Nielsen.

Som jeg tidligere har oplevet Det Konservative Folkeparti, har det været et parti, der er utrolig optaget af netop natur- og miljøområdet. Der er man konservativ på en god måde, som Det Radikale Venstre ser det, fordi man har et konservativt udgangspunkt, altså at vi skal passe på vores natur.
     Derfor er det selvfølgelig også med bekymring, vi har set på det, der er sket under den nuværende regering, og vi har undret os over, at Det Konservative Folkeparti har kunnet være med til det. F.eks. er den samlede besparelse på natur- og miljøområdet på 3,7 mia. kr.
     Der er også sket det, at sådan noget som landzonekompetencen er blevet flyttet fra amterne til kommunerne, og det har betydet mere byggeri i det åbne land - altså det her med, at vi har de åbne vidder, forsvinder.
     Samtidig lægges der nu op til en strukturreform, som, så vidt jeg kan se, betyder, at alt på natur- og miljøområdet splittes ad.

     Jeg vil gerne læse op fra det katalog, som miljøministeren har udleveret, hvor der står, at beskyttede naturtyper, beskyttelseslinjer, fritidsreklamer, offentlige anlæg, adgangsregler, naturforvaltning og anden arealforvaltning skal overføres til kommunerne.
     Hvordan ...

Ja tak.

... har Det Konservative Folkeparti det i virkeligheden med det?

Det er korte spørgsmål på 1 minut, og tiden er overskredet for længst.

Man kan nå at spørge om meget på 1 minut. Jeg skal se, om jeg kan nå at svare på lige så meget.
     Vi har det godt med den miljøpolitik, der bliver ført, og vi har det godt med den strukturreform, der er aftalt, det skal man ikke tvivle på. Vi mener, der er sikret en god balance mellem de statslige ansvarsområder og de kommunale/regionale på det miljømæssige område.
     Vi mener rent faktisk, at der er taget højde for behovet for armslængde til de forskellige kontrolopgaver. Vi mener, der er nogle udeståender, som vi skal have afhandlet i det udvalg, der er nedsat til at finde de helt præcise snitflader mellem nogle af detailopgaverne, og hvordan de skal placeres mellem staten, regionerne og kommunerne, men de overordnede linjer er vi faktisk ganske godt tilfredse med.
     Med hensyn til spørgsmålet om besparelserne er det jo ikke nogen hemmelighed, at den tidligere miljøminister hr. Svend Auken, målte miljøindsatsen på, hvor mange penge han kunne bruge, og særlig hvor mange penge han kunne bruge på Slotsholmen. Det er altså ikke helt vores måde at måle den miljøpolitiske indsats på. Der var behov for at rationalisere og effektivisere.
     Vi mener så til gengæld også, at nu er vi kommet i hus, nu skal der ikke spares mere på miljøområdet fra 2006. Det er en kendsgerning.

Man kan rolig sige, at det ikke kun er en grønthøster, der er kørt hen over natur- og miljøområdet; det er en mejetærsker.
     For at vende tilbage til strukturreformen: Kan Det Konservative Folkeparti ikke se, at det er bekymrende, at de mennesker, der har ansvaret for at sørge for, at en kommunes skatteudskrivningsgrundlag er så godt som overhovedet muligt, også er de mennesker, der altså skal stå for beskyttelsen af naturen?
     Hvad tror fru Pia Christmas-Møller vinder, i det øjeblik en kommunalbestyrelse står i den situation at skulle vælge imellem miljøet og det at få en god skatteyder til at flytte til kommunen, hvor man så går en lille smule på kompromis med
f.eks. beskyttelseslinjer osv.? Er det dér de økonomiske interesser, der vil vinde, eller er det miljøinteresserne?

Vi har ikke den mistillid til kommunerne, som Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet demonstrerer igen og igen. Vi tror faktisk på, at også de politisk ansvarlige i nærmiljøet er interesserede i at bevare og udvikle deres natur. Så vi har ikke den mistillid. Det er udgangspunktet.
     Derudover har vi jo sørget for, at der bliver etableret et kvalitetsstyringsudvalg, som skal barsle fra maj næste år med nogle ideer til, hvordan vi kan tage højde for nogle af de bekymringer, som bl.a. fru Elsebeth Gerner Nielsen er kommet med her. Så vi tager jo indvendingerne alvorligt. Vi deler dem ikke på nuværende tidspunkt, men vi vil gerne tage bekymringerne alvorligt, så flest muligt kan indse, at strukturreformen rent faktisk vil føre til en samlet forbedret indsats også for vores fælles natur og miljø.

Man kan rolig sige, at det ikke kun er en grønthøster, der er kørt hen over natur- og miljøområdet; det er en mejetærsker.
     For at vende tilbage til strukturreformen: Kan Det Konservative Folkeparti ikke se, at det er bekymrende, at de mennesker, der har ansvaret for at sørge for, at en kommunes skatteudskrivningsgrundlag er så godt som overhovedet muligt, også er de mennesker, der altså skal stå for beskyttelsen af naturen?
     Hvad tror fru Pia Christmas-Møller vinder, i det øjeblik en kommunalbestyrelse står i den situation at skulle vælge imellem miljøet og det at få en god skatteyder til at flytte til kommunen, hvor man så går en lille smule på kompromis med
f.eks. beskyttelseslinjer osv.? Er det dér de økonomiske interesser, der vil vinde, eller er det miljøinteresserne?

Vi fortsætter nu rækken af korte bemærkninger til Det Konservative Folkepartis ordfører, og den første er fru Anne Grete Holmsgaard.

Fru Pia Christmas-Møller sagde i sin ordførertale, at på miljøområdet er der virkelig behov for politik med visioner, med vilje og med værdier, og i den sammenhæng nævnte fru Pia Christmas-Møller så klimapolitikken. Jeg er enig i, at der er et enormt behov for visioner og politisk vilje.
     Men vil fru Pia Christmas-Møller virkelig kalde det vilje og visioner, når det, den konservative energiminister har spillet ud med på klimapolitikken for den første periode, her for 2005-2007, giver ret til at udlede flere drivhusgasser, end man gjorde i forvejen? Er det det, der er vision? Er det det, der er politisk vilje? Er det det ambitionsniveau, fru Pia Christmas-Møller mener, når hun taler om det?

Jeg kan garantere fru Anne Grete Holmsgaard for, at Det Konservative Folkeparti mener miljø- og energipolitikken alvorligt. Vi vil have en holdbar udvikling i energipolitikken, som sikrer, at vi også om nogle år har et sundt miljø.
     Jeg kan her oplyse fru Anne Grete Holmsgaard om - hvis fru Anne Grete Holmsgaard ikke helt er klar over det - at vores nye miljøminister rent faktisk har givet grønt lys til at offentliggøre det tilpasningshæfte, som beskæftiger sig med de udfordringer, der ligger i, at vandene rent faktisk stiger. Hvad gør vi ved det? Hvordan beskytter vi os? Det har man taget hånd om på Miljøministeriets område. Det er et nyt initiativ, som lige præcis er kommet til her, efter at miljøministerposten er overgået til os Konservative. Vi er enige med Venstre i det her, det skal ikke skjules.
     Med hensyn til energipolitikken er det ikke nogen hemmelighed, at den konservative energiminister lægger vægt på, at energipolitikken balancerer miljøhensynet med en fornuftig forbrugerprofil, sådan at vi også får billig energi.

Nu var det ikke reparationsteknikken, altså det med, at man bygger diger, når først vandet er steget, jeg spurgte om.

     Det, jeg spurgte om, var, om det er en vision at have at sige: O.k., vi ved godt, at klimapolitikken er vigtig og drivhuseffekten er farlig, men vi accepterer bare, at i den første periode stiger udslippet af drivhusgasser. Er det vision? Det hjælper jo ikke noget, at man siger, man vil en hel masse, hvis man ikke handler. Og her sidder regeringen jo med magten til at kunne handle. Er det vision? Og hvis det ikke er vision, hvad er det så, fru Pia Christmas-Møller mener med vision? Er det så, at vi om 3 år skal skærpe kursen og sætte skrappere mål - ja eller nej?

Vi skal have mere miljø for pengene. Det er simpelt hen visionen. Vi vil have, at den jord, vi har overtaget fra generationerne før os, bliver givet videre i en lidt bedre forfatning, men det sker jo ikke ved, at vi bare sætter alt energiforbrug i stå. Vi skal jo også honorere vores nuværende generations behov for energiforbrug, og det er det, energiaftalen sikrer. Vi ønsker mere miljø for pengene, og vi sikrer, at forbrugerne får el til en lavere pris.

Så siger vi tak til fru Anne Grete Holmsgaard.
     Den næste spørger er hr. Torben Hansen.

Fru Pia Christmas-Møller kan åbenbart stadig væk godt gentage regeringens mantra »mere miljø for pengene«, men i den forbindelse vil jeg da gerne minde fru Pia Christmas-Møller om, at de samlede besparelser på Miljøministeriets budget, siden denne her regering trådte til, er på 3,7 mia. kr., når alle årene bliver lagt sammen. Det kan godt ske, man mener mere miljø for pengene - det tror jeg alle gør - problemet er bare, at der ikke er flere penge tilbage.
     Fru Pia Christmas-Møller siger også, at man mener miljø- og energipolitikken alvorligt. Hvorledes hænger det så sammen med eksempelvis strukturreformen, hvor alle spillere inden for det her område så sent som i den her uge har skrevet til Folketinget, til folketingsmedlemmerne og gjort opmærksom på, at den her strukturreform, som Det Konservative Folkeparti er med i, vil være en alvorlig svækkelse for dansk natur og miljø og vores politik på det område? Så kan man da ikke sige, at man mener miljø- og energipolitikken alvorligt, når alle andre eksperter og folkelige organisationer mener, at det her er en glidebane.

Jeg vil sige flere ting til den socialdemokratiske ordfører.
     For det første kan jeg garantere ordføreren for, at vi i praksis vil bevise, at de bekymringer bliver gjort til skamme. Det er en kendsgerning, sådan vil det blive, for vi tager faktisk miljøudfordringen alvorligt.
     For det andet er det lidt underligt, at de bekymringer, som nu føres frem af Socialdemokratiet, overhovedet ikke blev ført frem i lydbar stand under forhandlingerne om en strukturreform. Det var jo ikke det, strukturforhandlingerne knækkede på. Det er jeg nødt til at gøre den socialdemokratiske ordfører opmærksom på.
     For det tredje vil jeg godt lige føje til, at det er mærkeligt, at Socialdemokratiet er så oprørt over de besparelser, der er gennemført på Miljøministeriets område, særlig på det administrative plan, når partiet i sit eget finanslovforslag kun afsætter omkring et par hundrede millioner kroner til en såkaldt genopretning. Det er da lidt sølle. Hvis Socialdemokratiet virkelig mener, det er et alvorligt anslag, at vi har gennemført nogle effektiviseringer på Miljøministeriets område, så burde man da som minimum forvente, at Socialdemokratiet ville finansiere en genopretning. Men det gør Socialdemokratiet ikke.

En besparelse af den helt enorme størrelse, som Det Konservative Folkeparti har lagt stemmer til, kan desværre ikke bare genoprettes på et enkelt år. Vi ville gerne. Vi afsætter så også 350 mio. kr. plus 150 mio. kr. på energiområdet. Det vil den konservative ordfører også kunne finde ud af ved at orientere sig derom. Så det tal fra den konservative ordfører passer jo ikke.
     Det næste er, at det er fantastisk, at man skal høre fra den konservative ordfører, at det først er nu, vi ytrer bekymring for natur og miljø i strukturreformen. Det, vi har sagt - og det vil jeg gerne bede den konservative ordfører om at bekræfte - hele vejen igennem fra vores udspil i starten og der, hvor vi hele tiden har været efter regeringen sammen med alle mulige andre spillere inden for det her område, er, at det her bliver en alvorlig svækkelse af dansk natur og miljø.
     Så det virker lidt pauvert af den konservative ordfører at sige: Hov, det er først nu, I siger det. Det er da vist ikke hele sandheden, vil jeg gerne sige til fru Pia Christmas-Møller.

Nu deltog jeg faktisk i en lang række af de møder, der fandt sted omkring strukturreformen, og derfor er jeg vidne på, at det ikke var et afgørende punkt for Socialdemokratiet. Det var nogle helt andre emner, man diskuterede længe og inderligt. Det var ikke en bekymring på miljøområdet.

     Det har jo sin årsag i, at ikke mindst Det Konservative Folkeparti, men regeringspartierne i fællesskab ville sikre, at strukturreformen samlet forbedrer vores muligheder for at pleje vores miljø både på kort og på lang sigt. Så der er ikke nogen grund til bekymring, og det vil da også blive dokumenteret, når strukturreformen bliver gennemført i praksis.
     Med hensyn til besparelserne har jeg sat mig ind i Socialdemokratiets finanslovforslag, og netto er der tale om en aftale omkring 200-250 mio. kr. ekstra til miljøområdet specifikt, og det er dog ikke meget. Hvis man hævder, at den borgerlige regering har skamferet området, så er det ikke meget, man er villig til at gøre ved sagen i Socialdemokratiet.
     Det er selvfølgelig heller ikke tilfældet, at den borgerlige regering har skamferet miljøområdet, det er jo ikke kendsgerningen, og det reflekteres så selvfølgelig også
i Socialdemokratiets eget finanslovudspil.

Tak til hr. Torben Hansen.
     Så er det fru Pernille Blach Hansen.

Jeg er ked af at sige det til den konservative ordfører, men jeg tror, der er brug for, at der bliver læst lidt mere på lektien omkring Socialdemokratiets miljøpolitik. Kendsgerningen er jo, at vi hele tiden har været dybt bekymrede for regeringens intentioner, ikke mindst i forbindelse med strukturreformen.
     Derfor vil jeg da gerne spørge den konservative ordfører: Mener Det Konservative Folkeparti, at kommunerne kan løfte opgaven med at beskytte drikkevandet, hvis man nu tilfældigvis ved, at drikkevandsressourcerne går på tværs af kommunegrænser?
     Mener den konservative ordfører, det er betryggende, at landets kommuner i fremtiden skal tage sig af miljøgodkendelse af landbrug, også de største af slagsen? Det er vi nemlig dybt, dybt bekymrede for, for vi synes ikke, det går særlig godt, og at kommunerne har leveret særlig meget på det område indtil nu.
     Hvis den konservative ordfører er fuldstændig tryg ved, at vi overlader det til kommunerne, så må jeg sige, at så bekræfter det bare, hvad vi har sagt hele tiden, nemlig at den miljøpolitik, den her regering fører, i hvert fald ikke gavner miljøet, måske snarere svinebønderne.

Det er jo altså at vende tingene fuldstændig på hovedet, vil jeg gerne sige til fru Pernille Blach Hansen, og det hjælper ikke at henvise til Socialdemokratiets finanslovforslag. Det lapper ikke på de manglende meldinger, som ikke kom under strukturreformforhandlingerne. Det er jeg nødt til at sige, som det er.
     Vi har tillid til, at kommunerne er i stand til at løfte de opgaver, vi har pålagt dem. Derudover har vi som en ekstra sikkerhed etableret et kvalitetsstyringsudvalg, som skal kigge på de bekymringer, som forskellige kræfter kommer med netop i disse måneder, for vi vil ikke have, at der bliver tale om utilsigtede virkninger på miljøområdet. Det vil vi simpelt hen ikke finde os i.
     Med hensyn til Det Konservative Folkepartis vilje og evne til at prioritere miljøpolitikken vil jeg gerne nævne, hvad den nye miljøminister allerede har etableret af tiltag, efter at finanslovforslaget jo rent faktisk var udformet, da hun kom til.
     Der er der rent faktisk lagt an til, at miljøteknologi skal prioriteres i Lissabonprocessen. Vi står for, at miljø er en investering i fremtiden og ikke en udgift, og det vil vi gerne have Lissabonpartnerne med på. Der er lagt an til en kortlægning og en definition af, hvad begreberne er inden for denne her verden. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er lavet en lang række aftaler på området, og de skal respekteres, men vi har fået øje for, at der er nogle definitionsproblemer, bl.a.: Hvad er en dyreenhed? Det har betydning for svinefarmene og omfanget af svinefarmene. Det skal defineres og kortlægges. Alle disse initiativer er taget.

Ren udenomssnak, for sagen er jo den, og det er vel også det, der er helt afgørende her: Mener Det Konservative Folkeparti, at man godt kan komme for tæt på, når der skal træffes beslutninger på miljøområdet? Mener Det Konservative Folkeparti, det godt kan være problematisk, hvis en kommune på miljøområdet skal træffe beslutning om noget, der vedrører en stor skatteyder? En stor svinefarm kunne det jo f.eks. være, og så kunne det være borgerlige politikere, der sad i byrådet. Det mener vi nemlig, men det mener Det Konservative Folkeparti bare tilsyneladende ikke mere, og det synes vi er smadderærgerligt.
     Derfor vil jeg da godt stille spørgsmålet, som jo er helt afgørende for os, nemlig: Har Danmark ifølge den konservative opfattelse plads til flere svin med de nuværende miljøregler? For det er jo det, der er helt afgørende for, hvordan det går med vores natur. Og hvis det skal forvaltes af kommunerne, så er der i hvert fald en ting, der er helt sikker, og det er, at det er naturen, der kommer til at betale prisen.

Med den reaktionære indstilling som den socialdemokratiske ordfører igen i dag lufter her i Folketingssalen, kommer man jo ikke langt, hvis man vil pleje miljøet.
     Tag bare forureningssagen fra Kærgård Plantage. Hvordan er det gået med den? Det er simpelt hen en sag, der er blevet kastet frem og tilbage mellem amt og kommune og stat, og ingen ville tage vare på problemløsningen.
     Rent faktisk er det sikret, at miljøministeren nu har fået beføjelser til at tage hånd om den slags forureningssager. Det kan være Kærgård Plantage, men det kan også være andre forureningssager. Der er lagt op til, at der kommer en central mulighed for at gribe ind.
     Jeg kan forsikre fru Pernille Blach Hansen for, at vi er mindst lige så optagede som Socialdemokratiet af at sikre ordentlige standarder på miljøområdet herhjemme. Vi ønsker ikke forvridninger lokalt, men vi har tillid til det lokale selvstyre, vi har tillid til, at man også lokalt bekymrer sig om det lokale miljø, så derfor er vi faktisk temmelig trygge ved den reform, vi nu skal have gennemført ved lovgivning i det næste halve år. Men der er nogle hjørner, vi skal have kigget nærmere på, og det kan jeg garantere for at vi vil gøre, og vi vil håbe, at Socialdemokratiet også vil det og ikke bare vil sige nej til at deltage i arbejdet.

Fru Pia Christmas-Møller, du var inde på i din tale, at regeringen vil give en landsdækkende pasningsgaranti på 6 måneder. Det Radikale Venstre har stor forståelse for, at regeringen vil give en pasningsgaranti, det er et emne, man har arbejdet med i adskillige år, og Kommunernes Landsforening og kommunerne har jo brugt milliarder på at leve op til den nuværende pasningsgaranti.
     Nu sætter regeringen 100 mio. kr. af til en endelig pasningsgaranti - 100 mio. kr., som skal fordeles jævnt mellem kommunerne, også dem som allerede har garanti. Lyngby-Taarbæk Kommune f.eks. vil få 1,1 mio. kr. Det svarer til drift af otte vuggestuepladser i 1 år - otte vuggestuepladser! Der mangler 105 i Lyngby-Taarbæk Kommune, for at de kan nå ned på de 6 måneder for alle, og så har jeg slet ikke nævnt, at de også skal bygge institutioner. Hvor skal Lyngby-Taarbæk Kommune finde pengene til de sidste 97 pladser i en tid med skattestop? Og tror Det Konservative Folkeparti virkelig, at man kan få pasningsgaranti for blot
100 mio. kr.?

Vi siger tak til fru Ida Jørgensen.
     Jeg vil lige gøre opmærksom på, at her i Folketinget har vi den regel, at vi taler til hinanden i tredje person. Det er en regel, vi har, den har man ikke ude i samfundet, men den har vi herinde, og selv om det er meget naturligt at sige du eller I, kan vi altså ikke gøre det herinde. Så når fru Pia Christmas-Møller om et øjeblik kalder spørgeren for fru Ida Jørgensen, er det helt i overensstemmelse med forretningsordenen.

Hvem har sagt, at regeringen har tænkt sig at bruge hele 100 mio. kr. på pasningsgarantien? Jeg ved ikke, hvor fru Ida Jørgensen har det fra. Mig bekendt er der ikke sat beløb af, det må bero på de konkrete forhandlinger.
     Jeg tror faktisk ikke, det behøver at koste så meget. Det er ikke givet, at det er 100 mio. kr., men under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at fru Ida Jørgensen er bekendt med, hvordan man traditionelt klarer den slags ting, nemlig via bloktilskud og via kommuneforhandlinger, og sådan vil det selvfølgelig også være, når vi gennemfører pasningsgarantien på 6 måneder. Der er intet nyt under solen
i den forbindelse, det er præcis efter samme metode, som man anvendte under den gamle SR-regering. Så jeg må skuffe, for jeg kan ikke give en præcis løsning på fru Ida Jørgensens konkrete problem fra en konkret kommune.

Nu kommer de 100 mio. kr. jo ikke ud af luften, men vi synes ikke, at det er særlig mange penge til en pasningsgaranti med de eksempler, som jeg nævnte før. Jeg er godt klar over, at fru Pia Christmas-Møller ikke kan komme ind på konkrete eksempler, men det var blot for at vise, at det altså ikke er noget, der rækker særlig langt.
     Jeg er bange for, at hvis regeringen tvinger de lovlydige kommuner til at lave en pasningsgaranti, kommer de
i ren iver for at leve op til det til at slække på kvaliteten for at opnå den ønskede kvantitet, f.eks. ved at komme flere børn ind på stuerne, ved at bruge lokaler, der ikke er egnede, og ved at knytte flere børn til hver pædagog. Hvordan vil Det Konservative Folkeparti sikre, at de tilbud, som kommunen giver, er så gode, at forældrene har det godt med at aflevere børnene?

Det er utroligt, som oppositionen i dag er ramt af mistillid til politikerkolleger, som bare befinder sig på et andet niveau, nemlig på det lokale niveau. Jeg har ikke den mistillid, jeg er dybt overbevist om, at kommunalpolitikere, hvad enten det er i Lyngby-Taarbæk, i Ballerup eller i Hjørring, er lige så optaget af at sikre en høj kvalitet i børneinstitutionerne, som vi er herinde. Hvorfor i alverden skulle de ikke være det?

     Jeg tror ikke, fru Ida Jørgensen for alvor mener, at vi skulle anvende det, der kunne være den alternative metode, nemlig en refusionsordning. I hvert fald er det ikke det krav, jeg hører fra kommunerne. Tværtimod er man ganske tilfredse med, at den slags ting går over bloktilskuddet, og at man forhandler sig til rette om en samlet kommuneaftale og kommuneøkonomi engang i juli måned år for år. Sådan var det under den gamle regering, sådan er det nu, og det tror jeg faktisk begge parter finder meget hensigtsmæssigt.
     Jeg må sige, at bekymringerne har man i hvert fald sikret sig, hvis man tager dem på forskud, og det er åbenbart oppositionens rolle i dag. Men skulle man ikke prøve at se lidt på mulighederne frem for på forhindringerne? Jeg tror, børnefamilierne er tjent med, at vi ser på mulighederne.

Jeg har noteret mig, at Det Konservative Folkeparti og også den konservative ordfører, fru Pia Christmas-Møller, normalt fremstår som troværdige, både partiet og personen.
     Jeg har ikke grund til at tro andet, så derfor vil jeg godt spørge lidt til, hvordan Det Konservative Folkeparti har det med de oplysninger, som statsministeren gav her i Folketinget i forbindelse med åbningsredegørelsen, hvor statsministeren sagde, at ledigheden var faldet, trods det at han sandsynligvis godt vidste, at ledigheden ville stige. Vi ved jo også, at beskæftigelsesministeren har sagt, inden tallene blev offentliggjort, at ledigheden rent faktisk stiger med 3.500 personer, og hvis vi kigger på beskæftigelsen, falder den rent faktisk.
     Er Det Konservative Folkeparti enig i, at det rent faktisk forholder sig sådan, selv om statsministeren siger det modsatte? Ledigheden stiger, beskæftigelsen falder, og
i givet fald: Hvornår har Det Konservative Folkeparti fået meddelelse fra Danmarks Statistik om den reelle udvikling i ledigheden?

Jeg sætter stor pris på hr. Bjarne Laustsen, men jeg må sige, at dette indlæg klæder ikke min opfattelse af hr. Bjarne Laustsen, for det er jo et forsøg på at beklikke statsministerens troværdighed, og det er helt grundløst. Sagen er, at ledigheden er faldet, hvis man ser på en 3-måneders-periode. Det er en kendsgerning, og det vil hr. Bjarne Laustsen kunne slå efter i Danmarks Statistik.
     For så vidt angår oplysningerne om dagens ledighedstal, kan jeg fortælle, at dem fik jeg her i formiddag på præcis samme tidspunkt, som hr. Bjarne Laustsen og hans socialdemokratiske kolleger fik adgang til tallene, så der er ikke noget som helst fikumdik i det. Det er en kendsgerning, at der er sket en stigning i den registrerede ledighed fra august til september, og augusttallene viser en stigning i forhold til junitallene. Men der er jo, som det er blevet sagt tidligere i dag, meget teknik bag denne stigning, og derfor er det mere rimeligt at se på ledighedsudviklingen over en 3-måneders-periode, og her er der altså tale om et fald. Det er en kendsgerning.

Jeg må konstatere, at fru Pia Christmas-Møller siger: Jamen det er korrekt nok, at ledigheden er steget med 3.500, så statsministeren har ikke ret. Man hælder mere til den teori, som beskæftigelsesministeren er ude med: Jamen det er rigtigt nok, at ledigheden er steget, men det er der en teknisk forklaring på.
     Det viser sig så, når man kigger på tallene, at så holder det lidt ad Wandsbek til, og jeg synes også, vi tidligere har hørt den snak om, at nu falder ledigheden, og nu stiger beskæftigelsen, selv om tallene siger det modsatte. Det skulle glæde mig inderligt, om det rent faktisk forholdt sig sådan, at ledigheden faldt, men det gør den ikke.
     Så vil jeg godt spørge: Hvad er Det Konservative Folkepartis opfattelse af, hvad vi skal gøre for alle de mennesker? Ledigheden er jo altså steget med mere end 30.000
i denne regerings tid, og hvad skal vi gøre for de mennesker? Hvad er Det Konservative Folkepartis bud på, hvad der skal ske med de mennesker, der er blevet arbejdsløse? Det kunne være efteruddannelsespolitik, omskoling osv., som tidligere har optaget Det Konservative Folkeparti. Hvordan ser situationen ud i dag?

Jeg har allerede tidligere i dag forklaret, hvor stor vægt vi lægger på en positiv beskæftigelsesudvikling, og det var også derfor, Det Konservative Folkeparti var helt i front i foråret, da vi krævede forårspakken gennemført. Det lykkedes som bekendt, og forårspakken har en virkning på plussiden i størrelsesorden 22.000 fuldtidsstillinger.
     Derudover har vi jo etableret en lang række initiativer. »Flere i arbejde« gennemførte vi i fællesskab med Socialdemokraterne, og vi har igangsat trepartsforhandlinger, som skal sikre en styrket indsats på efteruddannelsessiden. Der er en lang række initiativer, som alle peger i en og samme retning, nemlig at få de ledige hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, få de beskæftigede i videreuddannelse og sikre flere job, gerne i sektorer, hvor der virkelig er vækstpotentiale.
     Vi er vækstorienterede. Det er en målsætning for os, for vi er fuldt og fast overbevist om, at det er via en vækststrategi, vi skal sikre fremtidens velfærd.

Jeg er fuld af undren over, at mine kolleger skal skoses for at have for lidt tillid til lokale politikere, men hvis det betyder en ændring i den konservative politik, vil jeg i den grad byde den velkommen. Jeg synes jo ellers, at den konservative politik i meget vid udstrækning giver sig udslag
i manglende tillid. Der er eksemplerne i skolepolitikken, hvor man ikke har tillid til, at de lokale politikere vil skolens bedste. Man synes, det er vigtigere, at man fra centralt hold dirigerer kanon, dirigerer målsætninger, dirigerer test og prøver og i det hele taget egentlig forsøger at komme uden om de lokale politikere. Regeringen fremmer også, at borgerne kan vælge sig ud af kommunen og kan vælge sig ind i andre børnehaver og
i andre folkeskoler. Men hvis det er en ændring, der er på vej, byder jeg den velkommen, og den støttes jo egentlig af den nye miljøminister, som jeg synes har udtalt sig meget eftertænksomt og positivt om, hvordan vi fortsat kan opbygge fællesskaber. Så hvis ordførerens indstilling i dag er udtryk for en fornyet tillid til vores lokale demokrati, tror jeg, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti kan føre en glorværdig og flot politik sammen.

Jamen det er jeg da overbevist om at vi kan på en lang række områder. Bl.a. når det drejer sig om reformer af velfærdssamfundet, tror jeg i og for sig, vi tænker meget parallelt, og det burde vi gøre brug af i den praktiske politik.
      Når det drejer sig om tilliden til lokalpolitikere, har vi den i større udstrækning end visse af fru Margrethe Vestagers kolleger; men det betyder jo ikke, at man gennem tillid til det lokale led får ensartede løsninger. Man kan jo sagtens have tillid til mennesker, som lokalt gennemfører forskellige løsninger. Det er jo f.eks. tilfældet på skoleområdet.
      Når man decentraliserer ting, risikerer man altså at få forskellige løsninger. Det kan være godt og rigtigt på en lang række områder, men vi har i Det Konservative Folkeparti den opfattelse, at folkeskolen er en af de efterhånden ganske få kulturbærende institutioner, som kan sikre os et fællesskab, og derfor vil vi gerne have, at der er nogle fælles - man kan kalde det standarder, eller man kan kalde det retningslinjer. Vi vil gerne have, at det er ligegyldigt, om man har gået i skole i Skagen, København eller Gedser, når det drejer sig om kendskab til vores kulturarv og vores fælles historie og sprog m.v., og derfor ønsker vi en central, bindende læseplan.

Jamen skolen skal jo ikke være mere fælles, end at man skal kunne vælge sig ud af den. Skolen skal ikke være mere fælles, end hvis græsset er grønnere, eller karaktererne er højere på den anden side af kommunegrænsen, skal man kunne vælge sig derover, så jeg forstår ikke helt, hvor det kommer fra, at De Konservative synes, der skal central styring til.
     Det andet er: Hvis man fra konservativ side har tillid til de lokale politikere, hvorfor er det så nødvendigt at tvinge dem til at bruge privat hjemmepleje? Hvorfor er det nødvendigt at tvinge til frit valg? Hvorfor er det nødvendigt at tvinge tingene igennem, hvis man har den tillid, som man anråber, at jeg selv og mine kolleger må give udtryk for?

Jeg tror altså, det kører en lille smule rundt for fru Margrethe Vestager, men det er jo også blevet lidt halvsent.
     Der er ikke tale om mistillid til de lokale politikere, når vi ønsker en fælles folkeskole, som har en national identitet. Vi vil gerne have, at man kan vælge en folkeskole
i det jyske område og en folkeskole i det sjællandske område og være sikker på, at man kan glide nogenlunde umiddelbart ind på samme klassetrin. Det vil vi gerne være sikre på. Men det betyder ikke - og det tror jeg i grunden heller ikke fru Margrethe Vestager mener - at vi skal nedlægge forbud mod f.eks. friskoler eller privatskoler. Naturligvis skal forældre have mulighed for at vælge noget andet. Men vi vil gerne sikre en fælles folkeskole, som er så attraktiv og har et så højt kvalitativt niveau, at langt, langt de fleste forældre i Danmark søger at anbringe deres børn der. Det ser vi gerne, og det er formålet med vores folkeskolepolitik.

Jeg vil godt ind på noget helt andet, og det drejer sig om Tyrkiets medlemskab. Der har jo været en hed debat de sidste par dage, og debatten bliver nok ikke mindre hed i den kommende tid.

     Det, der er pudsigt, er, at partierne slår nogle kolbøtter angående Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU. Nu er der startet en procedure, som skal begynde med optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, og det er jo sådan, at inden statsminister Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, var han imod, men nu er han for. Da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, var han for, nu er han nærmest imod, og jeg har læst, at den konservative partiformand, hr. Bendt Bendtsen, var lidt betænkelig på et tidspunkt.
     Nu vil jeg godt høre: Er det ikke lidt træls for De Konservative, at Tyrkiet åbenbart rent umiddelbart skal indlede optagelsesforhandlinger? Dansk Folkeparti mener, at det er et meget, meget stort problem. Vi har den holdning, at Tyrkiet slet ikke hører til i EU, og hvordan stiller Det Konservative Folkeparti sig til Tyrkiets optagelsesforhandlinger?

Ja, Dansk Folkeparti synes jo heller ikke, Danmark hører til
i EU. Nå, men det er en dybt kompliceret sag. Der er nu taget skridt til at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, men derfra og så til at forestille sig, hvornår Tyrkiet eventuelt kan blive medlem af EU, er der en lang, lang vej, som er brolagt med den ene forhindring efter den anden. Det er ikke kun et spørgsmål om, at de efterlever nogle ændringer i deres lovgivningsapparat. Disse retlige garantier skal også implementeres i virkeligheden, i det daglige liv. Når det er sagt, ser jeg også store problemer, som er knyttet til den helt dominerende opfattelse af kvindekønnet i Tyrkiet. Der er mange problemer, som skal løses og håndteres, før man kan forestille sig en situation, hvor Tyrkiet kan blive optaget i EU.

Jamen når man nu har de store negative forventninger til Tyrkiets medlemskab af EU, hvorfor indlader mig sig så overhovedet på optagelsesforhandlingerne?
     Nu nævnte fru Pia Christmas-Møller selv forholdet til kvindekønnet, men der er mange andre ting. Fra Dansk Folkepartis side mener vi, at ud fra religiøse, kulturelle, sociale, økonomiske og alle mulige andre synspunkter hører Tyrkiet overhovedet ikke til i EU, og kunne man dog ikke bare konstatere det i stedet for de skinforhandlinger, som jo skal til at foregå, og som givetvis ender med, at Tyrkiet bliver medlem af EU.
     Jeg synes, det er at holde befolkningen for nar, at man ikke siger rent ud: Det her duer slet ikke. Man begynder at tale om stopklodser, og man begynder at tale om, at det ikke er sikkert, at medlemskredsen umiddelbart kan blive udvidet, og at arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er den samme for Tyrkiet som for andre medlemslande. Det er absurd og mærkværdigt det, man foretager sig nu, og jeg synes, De Konservative burde beholde den skepsis, som hr. Bendt Bendtsen gav udtryk for for nogen tid siden, i stedet for bare at blive løbet over ende i dette spørgsmål. Man burde give en klar melding om Tyrkiet.

Jamen der er altså ikke tale om, at Det Konservative Folkeparti bliver løbet over ende. Vores partiformand har udtrykt en sund og efter min mening fuldt berettiget bekymring over de komplekse problemstillinger, der knytter sig til de forestående forhandlinger, men der er givet et løfte til Tyrkiet, og i EU lever man op til løfter.
     Når det er sagt, er den anden side af medaljen jo, at vi
i den vestlige verden i Europa også skal se på de geopolitiske perspektiver, der er knyttet til Tyrkiets placering i enten den europæiske eller i den islamiske verden. Det er storpolitik, vi har at gøre med her. Det er ikke bare, om vi nu kan lide dem eller ikke kan lide dem, det er virkelig vanskelige og meget komplekse problemstillinger, som skal behandles med stor, stor varsomhed. Alternativet til at genere Tyrkiet på det groveste ved bare at sige, at jer vil vi ikke lege med, vil jo være at kaste Tyrkiet i armene på den fundamentalistiske islamiske verden, og det har vi ingen interesse i. Det har Tyrkiet ingen interesse i, det har Europa ingen interesse i, og det har Danmark ingen interesse i. Verden vil blive farligere, hvis vi opfører os på den måde, og dertil vil det være uanstændigt.

Vi siger tak til fru Pia Kjærsgaard, og vi siger navnlig tak til ordføreren, fru Pia Christmas-Møller. Så går vi videre, og jeg beder hr. Holger K. Nielsen komme op på talerstolen.
     Nu vil jeg give Folketinget den oplysning, at til hr. Holger K. Nielsen er der foreløbig to, der har meldt sig. Til fru Marianne Jelved er der tre af Folketingets medlemmer, der har meldt sig, til fru Line Barfod er der ét medlem, og tilsvarende gælder for hr. Mogens Nørgård Pedersen. Det er klart, at alle disse spørgere får mulighed for at spørge og få svar, inden statsministeren får ordet.
     Den første, der vil rette spørgsmål til hr. Holger K. Nielsen, er hr. Christian Wedell-Neergaard.

I hr. Holger K. Nielsens første indlæg hørte vi ting som
f.eks., at erhvervsinteresserne bestemmer, og at den politik, der bliver ført, er årsag til bilkaos, og når jeg hører det, tænker jeg på, hvilke løsninger SF vil pege på. Hvordan vil man gennemføre billigere offentlig transport? Vi ved jo alle, at SF er modstandere af privat biltransport, og derfor spørger jeg: Hvilke løsninger ser SF på det problem?

Jeg vil godt starte med at rette en misforståelse. Vi er ikke imod biltransport. Der er mange mennesker, som har brug for at have en bil, når de skal på job, især i de tyndt befolkede områder i Jylland, og der er mange, især børnefamilier, der har glæde af at have en bil, når de skal transportere børnene til fritidsaktiviteter osv.
     Men vi er nødt til at forholde os til, at de store byer og ikke mindst København er ved at blive et rent trafikhelvede med et bilkaos, og her er man altså nødt til at gøre noget for alle parters skyld. Der er jo ikke noget ved at sidde i en 15 km lang bilkø mellem Roskilde og Høje-Taastrup, hvor man ikke bevæger sig overhovedet. Det er der ingen der har glæde af, og derfor er vi nødt til at se på, hvordan den kollektive trafik kan blive opprioriteret.
     Her synes jeg, det er interessant, at denne borgerlige regering er årsag til, at taksterne i den kollektive trafik er steget. De er steget under denne borgerlige regering, og det skyldes de elendige kommuneaftaler, der er lavet. Der skete voldsomme takststigninger sidste år, og det betyder, at mennesker uden bil - ikke mindst børnefamilier og ældre - har fået forringet deres muligheder for at blive transporteret og har fået forringet deres sociale situation.
     Der er ikke noget skattestop for de mennesker. Der er skattestop for mennesker, der bor i store huse, men der er ikke skattestop for de mennesker, der har oplevet, at taksterne i den kollektive trafik er steget under denne regering.

Hr. Christian Wedell-Neergaard? (Christian Wedell-Neergaard ønsker ikke ordet). O.k., så går vi videre, og der har i mellemtiden meldt sig flere, der beder om spørgsmål til hr. Holger K. Nielsen. Den næste er hr. Jens Rohde.

Nu har hr. Holger K. Nielsen jo, jeg ved ikke hvor mange gange, nævnt folk, der bor i store huse osv., så nu synes jeg lige, vi skal vende blikket lidt mod Socialdemokraternes
1.000-kroners-forslag for at se, om det er sådan et paradeforslag, der er sat i gang med støtte fra Socialistisk Folkeparti. Vi har jo gået det igennem, ikke med vores beregninger, men gennem test på Socialdemokraternes egen hjemmeside, som er blevet lukket i og op og i og op. Hr. Frank Jensen sagde, at det var os, der manipulerede med tallene, men jeg kan se, at fru Lotte Bundsgaard har undskyldt, at fejlen ligger hos Socialdemokraterne. Men uanset hvad er
1.000-kroners-forslaget jo et forslag, som vil komme dem, som tjener mest, til gode, uanset hvordan man vender og drejer beregningerne. Med den indstilling, vi hele tiden hører fra Socialistisk Folkeparti, kunne det være interessant at høre, om Socialistisk Folkeparti kan være med til at støtte Socialdemokraternes forslag om daginstitutionerne.

Først vil jeg godt sige, at jeg er glad for, at hr. Jens Rohde har forstået vores sociale indstilling. Det glæder mig virkelig.
     Angående det socialdemokratiske forslag er vi ikke særlig begejstrede for det; det vil jeg godt sige helt klart. Jeg mener ikke, det har den rette sociale profil. De virkelig dårligst stillede bliver for det første ikke hjulpet særlig meget med det forslag, og for det andet synes vi, det er en dårlig måde at bruge pengene på. Vi vil hellere bruge pengene på at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne.
     Jeg tror, man skal være meget forsigtig med udelukkende at fokusere på forældrenes forhold. Vi fokuserer mere på børnenes forhold, og jeg er meget skeptisk over for en politik, hvor man bare sætter taksterne ned af hensyn til forældrene. Jeg tror også, det har lidt at gøre med samspilsproblemer med arbejdsmarkedet, det er måske lige så meget det, som ligger bag den socialdemokratiske tankegang.
     Vi er meget mere optaget af børnenes vilkår: at der bliver rum til børnene, at der bliver bedre normeringer for daginstitutionerne, og at der bliver tid til, at pædagogerne virkelig kan tage sig af børnene. Børn er meget af deres tid
i daginstitutionerne, og derfor er det kvaliteten for børn i daginstitutioner, vi er langt mere optaget af, og det vil vi hellere bruge pengene på. Vi er med på at sætte taksterne ned, og derfor tror jeg også godt, vi kan finde en ordning sammen med Socialdemokraterne. Men vores krav vil være, at flere penge skal bruges på kvalitetsudvikling.

Hvis taksterne skal ned, kvaliteten øges og normeringerne op, venter vi spændt på at se, hvordan man vil finde en finansiering til det. Det er jo ganske spændende, og det er i hvert fald meget at love på kommunernes vegne, for de har jo ansvaret for dette område. Men skal jeg tage hr. Holger K. Nielsens svar som udtryk for, at det forslag, som Socialdemokraterne bryster sig af, og som er deres store slagnummer i valgkampen, har ingen gang på jorden med Socialistisk Folkeparti som støtte?

Jeg kan bare svare igen, at det ikke er vores politik, og vi er ikke særlig begejstrede for det. Vi vil få en valgkamp, hvor de forskellige partier går til valg med forskellige forslag, og vi vil slå på en politik, der forbedrer kvaliteten for børnene i daginstitutioner. Det vil vi primært bruge pengene på.

Det er jo ofte en meget stor fornøjelse at diskutere med SF, men det kan jo ikke lade sig gøre under disse forhold at få en egentlig og ordentlig diskussion. Men jeg er alligevel fristet til at stille et spørgsmål.
     SF diskuterer jo meget ihærdigt EU-politik, det er vi jo også meget optaget af i Det Radikale Venstre, og hvis man ser lidt frem på den anden side af et valg, er det jo ikke uinteressant, at SF bevæger sig i den retning, som det ser ud til, altså i retning af at kunne gå ind i et tættere EU-samarbejde. Hvordan harmonerer det med det udsagn, man jo støder på mange steder i bybilledet, hvor der står: »Vi er stadig røde«? Det kunne jeg godt tænke mig at få svar på.

Jamen det harmonerer ganske udmærket. Vi er stadig røde, og det er godt at få sagt det tydeligt, for det har jo at gøre med, at EU-modstanden i stigende grad er blevet et højreorienteret projekt. Det er jo fru Pia Kjærsgaard, det er Le Pen, det er tyske nynazister, og det er hollandske højrefløjsfolk - det er jo hele den europæiske højrefløj, der nu bærer EU-modstanden.
     Jeg opfatter derfor EU som et i stigende grad venstreorienteret projekt. Det er ikke tilstrækkeligt endnu, men det er en slagmark, vi skal ind på, og lige så vel som Folketinget er en slagmark, hvor udfaldet bliver bestemt af de politiske kræfters styrkeforhold ude i landet og her i Folketinget, er der også en slagmark i EU, hvor de politiske styrkeforhold bestemmer, hvordan EU udvikler sig. Her vil vi gå ind og slås for EU som et venstreorienteret projekt, der kan blive et modspil til USA og den amerikanske imperialisme
- eller det amerikanske hegemoni i verdenspolitikken for at bruge et gammelt venstrefløjsudtryk - og som kan bruges som en modvægt til nyliberalismen i det indre marked. Det tror jeg er tilstrækkelig rødt, ikke sandt?

Jo, og jeg synes også, der er meget store perspektiver i, at vi begynder at tale om, hvordan vi politisk kan bevæge verden og EU i stedet for at stille os på sidelinjen og bare være vred på det hele, så jeg vil kvittere over for SF, fordi de gør det.
     Når vi nu ser en EU-kampplads for os, og vi ser på den proces, der er sket - Østeuropa er kommet ind, Rumænien og Bulgarien er på vej, og Tyrkiet har fået en håndsrækning - hvordan vil SF så argumentere positivt for den proces, der er sat i gang med Tyrkiet og dets forhold til Europa?

Det synes jeg er et ufattelig relevant spørgsmål. Det har grundlæggende med sikkerhedspolitik at gøre, og hvis vi tager det alvorligt, at den største sikkerhedspolitiske trussel er terrorisme, må enhver jo vide, at det - for at sige det rent ud - er en bombe, hvis et land så tæt på Europa som Tyrkiet udvikler sig i en fundamentalistisk muslimsk retning. Derfor er det simpelt hen forebyggende sikkerhedspolitik at få Tyrkiet med i EU.
     Der er jo ikke engang en forestilling om, at Tyrkiet skal med på alle områder med det samme. Her er virkelig et område, hvor SF's gamle vision om et Europa i flere rum, hvor der er lange overgangsordninger, har relevans. Tyrkiet skal efter min opfattelse have det perspektiv at kunne komme med på alle områder. De skal ikke have permanente særordninger, hvis de ikke vil fuldt med, men der skal være meget lange overgangsordninger.
     Det er vigtigt, at de kommer med i familien, at de bliver inddraget i det civiliserede samarbejde, som EU er, og at de gennemgår den samme demokratiske udvikling, som Spanien, Grækenland og andre tidligere diktaturer har gjort. Det er det, som er den sikkerhedspolitiske udfordring nu, og det er en fuldstændig anden måde at tænke sikkerhedspolitik på end den militaristiske, som den nuværende regering står for, og som den amerikanske står for.

Vi siger tak til fru Marianne Jelved, og så er det hr. Flemming Oppfeldt - o.k., hr. Oppfeldt vil gemme krudtet til fru Marianne Jelved.
     Så går vi videre, og den næste er fru Pia Kjærsgaard.

Jeg undrer mig lidt over hr. Holger K. Nielsens svar til fru Marianne Jelved. Der var sådan en fremstrakt hånd fra Det Radikale Venstre til SF, som nu er blevet et meget EU-positivt parti. Så var svaret, at det var, fordi det var et venstreorienteret projekt, at det var på linje med Le Pen
i Frankrig og nynazisterne i Tyskland og sådan noget. Hvordan tror hr. Holger K. Nielsen, at statsministeren og fru Marianne Jelved modtager den melding? Mon det ikke er på samme måde som med den lugt, der efterhånden breder sig her i Folketingssalen: ualmindelig dårlig som blomkål eller det, der er værre? Jeg synes simpelt hen, det er utroligt, at man kan komme med sådan et svar. Altså hvad bilder hr. Holger
K. Nielsen sig egentlig ind? Men hvordan tror hr. Holger K. Nielsen, at svaret bliver modtaget af fru Marianne Jelved og De Radikale, som er et EU-positivt parti, og af statsministeren, som utrolig gerne vil have hr. Holger K. Nielsen og SF med i en aftale? Lugten af råddent blomstervand!

Inden ordføreren svarer, skal jeg lige i anledning af fru Pia Kjærsgaards bemærkning gøre opmærksom på - det kan seerne og lytterne jo ikke notere - at der faktisk er en ubehagelig duft her i Folketinget. Det har vi så undersøgt. Det er altså fra blomsterne, der er her foran talerstolen, som er meget, meget smukke, og som seerne har glæde af, men jeg er nødt til at sige, at medlemmerne må lide over duften.
     Det vil jeg bare sige, så der er ikke tale om et attentat mod hr. Holger K. Nielsen og slet ikke mod fru Pia Kjærsgaard.

Jeg synes altså, at man kan være mere eller mindre følsom, og jeg kan forstå, at fru Pia Kjærsgaard er meget følsom over for rådden blomkålslugt. Det er så, hvad det er.
     Men altså, hvad skal jeg svare på sådan et spørgsmål? Et spørgsmål kan jo være så dumt, at det er svært at svare på det. Jamen jeg er da fuldstændig ligeglad med, hvad statsministeren mener om det, og hvad Det Radikale Venstre mener om det. Det må fru Pia Kjærsgaard da spørge dem om. Hvordan skulle jeg kunne svare på, hvad statsministeren mener om, hvad jeg har sagt? Det er totalt absurd, det er fuldstændig absurd, så det har jeg sådan set ikke noget svar på. Jeg har min mening, den har jeg altså, og den står jeg fast på.

Jeg kan da godt være enig med hr. Holger K. Nielsen i, at EU mere og mere nærmer sig et socialistisk projekt, men det, jeg bare opfattede, var, at det var en hjælp; det, jeg opfattede fra fru Marianne Jelved, som sidder bag mig, var sådan en fremstrakt hånd, hvor jeg i den grad synes, at den fik en iskold stinkende afvisning af hr. Holger K. Nielsen. Det er bare det, jeg ønsker at røre lidt ved, og det har jeg så gjort.
     Jeg ved godt, at hr. Holger K. Nielsen ikke kan svare anderledes, end han gør. Jeg er egentlig også helt tilfreds med svaret.

Jamen fru Pia Kjærsgaards instinkter er altså underlige - det må jeg helt ærligt sige - at det skulle være en iskold afvisning! Jamen vi er helt forskellige steder, det ved jeg godt, men at det kommer til udtryk på en sådan måde, at vi vurderer ting så forskelligt, som tilfældet er!
     Der var et spørgsmål fra fru Marianne Jelved, som jeg svarede på, og længere er den ikke. Jeg synes, at det var et udmærket spørgsmål. Jeg synes, at jeg gav et meget bedre svar. Den er ikke længere end det.

Så siger vi tak til hr. Holger K. Nielsen og går videre til fru Marianne Jelved. Er fru Marianne Jelved her ikke? Der er faktisk ingen, der kan tage hendes plads.
     Så går vi videre, det er vi nødt til efter forretningsordenen, men vi vender tilbage til fru Marianne Jelved, når hun igen er i salen.
     Vi går videre til fru Line Barfod, og den, der har bedt om at komme med et indlæg til fru Line Barfod, er hr. Jens Rohde.

Det giver mig så for resten lejlighed til at sige det, som jeg glemte at sige fra talerstolen, som jeg gerne ville have sagt fra talerstolen, da fru Line Barfod stillede mig et spørgsmål, nemlig at ønske tillykke med de 10 år her i Folketinget. Det er jo altid underholdende og en god mulighed for at få nogle gode sådan mere ideologisk prægede debatter, at Enhedslisten også er repræsenteret i Folketinget. Så selv om vi ikke er enige om ret meget, stort set ingenting, så alligevel tillykke. Så fik jeg i hvert fald sagt det.

     Jeg kunne godt tænke mig at stille det samme spørgsmål til fru Line Barfod, som jeg stillede til hr. Holger K. Nielsen, nemlig hvorvidt Enhedslisten støtter Socialdemokraternes forslag, eller om det blot er et paradeforslag, som aldrig nogen sinde vil få sin gang på jord, for beregningerne på Socialdemokraternes hjemmeside viser jo klart, hvem det er, der får mest ud af det, og viser endda også, at det er noget, som vender den tunge ende nedad.

Først tak til hr. Jens Rohde for at ønske tillykke til Enhedslisten. Vi satser på at være her mange år endnu, så vi skal nok få mange sjove debatter, og vi lover at holde fast i ideologien.
     I forhold til spørgsmålet om daginstitutionstakster tror jeg ikke, at det er nogen hemmelighed for hr. Jens Rohde, at Enhedslisten går ind for, at daginstitutioner skal være helt gratis. Vi mener, at ligesom folkeskolen er gratis, burde daginstitutionerne også være det. Når det kommer til finansieringen af at sætte taksterne ned, og der ville en takstnedsættelse til 1.000 kr. være et skridt på vejen til at få gjort dem gratis, har vi lige fra starten sagt, at vi ikke går med til at forringe børneydelserne. Det har der ikke været tvivl om på noget tidspunkt. Det var også den samme melding, vi kom med, da regeringen ville skære i børneydelserne.

Tak for svaret. Hermed har vi i dag fået afklaret, at det socialdemokratiske forslag, som det er udformet i dag, aldrig nogen sinde vil få nogen gang på jord. Skal det have en anden gang på jord med en anden udformning a la SF's og Enhedslistens, kan vi også sige, at finansieringen under ingen omstændigheder er til stede. Så det er befriende i forhold til den kommende debat om det her paradeforslag, at vi i hvert fald ved, at det ikke har en chance for blive til virkelighed, hvis det er sådan, at Socialdemokraterne skulle få magt, som de har agt.

Så er det fru Line Rohde - undskyld, fru Line Barfod. (Munterhed). Forbrødringen kan forvirre formanden.

Jeg ser nu ikke megen forbrødring, medmindre Venstre også pludselig går ind for, at vi skal have gratis daginstitutioner. Det synes jeg ville være vældig interessant. Vi støtter det gerne, hvis Venstre skulle begynde at få den opfattelse.
     Finansieringen har vi hele tiden sagt at vi må diskutere. Vi har masser af gode forslag til, hvor vi kan finde finansieringen henne, og vi er overbevist om, at vi nok skal finde finansieringen sammen med det nye flertal, der forhåbentlig snart kommer efter et nyt valg. Så det vil ikke være noget problem at få sat taksterne ned og finde en finansiering af det.

Det er jo helt tydeligt, at Venstre har et alvorligt problem med Socialdemokratiets forslag om maks. 1.000 kr. i takst på daginstitutionsområdet.
     Jeg forstod på fru Line Barfod - det vil jeg bare gerne høre fru Line Barfod bekræfte - at Enhedslisten ser Socialdemokratiets forslag om en maksimumstakst på 1.000 kr. som et skridt i den rigtige retning, og at det ønske, som hr. Jens Rohde har om, at det så aldrig kommer til at se dagens lys, intet har på sig. Hvis det er sådan, at flertallet skifter i Folketinget efter næste valg, så vil Enhedslisten også kunne se det som et skridt i den rigtige retning med en maksimumstakst på 1.000 kr.

Jeg tror ikke, der er noget nyt i det hverken for hr. Frank Jensen eller hr. Jens Rohde, der forsøger at lancere det som en nyhed i dag, for det har ligget klart lige fra starten. Enhedslisten ser meget gerne, at vi sætter taksterne ned, og
1.000 kr. er et skridt på vejen til helt at afskaffe dem. Vi glæder os til at få et nyt folketingsflertal, der både vil sætte taksterne ned på daginstitutionerne og sætte taksterne ned i den kollektive trafik, nogle af de steder, hvor børnefamilier virkelig er blevet hårdt ramt af regeringens og Dansk Folkepartis politik.

Vi siger tak til fru Line Barfod, og så er det hr. Mogens Nørgård Pedersen. Til ham har fru Anne Baastrup bedt om ordet.

Hr. Mogens Nørgård Pedersen holdt jo en ganske glimrende tale, hvor jeg må sige, at SF er enig i mange af elementerne:
kritikken af, at familieministeren ingenting har på, kritikken af, at miljøministeren er fuldstændig hul, kritikken af, at ulandsbistanden overhovedet ikke har reelt indhold. Når statsministeren siger, at han vil arbejde aktivt for, at Afrika ikke bliver glemt, ved vi jo alle sammen, at det hele tiden handler om nedskæringer på ulandsbistanden.
     Så jeg vil godt spørge hr. Mogens Nørgård Pedersen:
Hvordan hænger det sammen med, at Kristendemokraterne efter næste valg vil støtte en Foghregering, der lige præcis står for det modsatte af det, hr. Mogens Nørgård Pedersen kom frem med i den her tale?

     Kristendemokraterne synes, det er forkert, at man har lavet krig i Irak, at man skærer ned på ulandsbistanden, at man ikke giver børnefamilierne nogle reelle vilkår osv. Hvad er det, der gør, at hr. Mogens Nørgård Pedersen alligevel mener, at Foghregeringen skulle være værd at støtte?

Det lyder næsten, som om fru Anne Baastrup lægger mig ordene
i munden. I Kristendemokraterne debatterer vi fremtiden i øjeblikket, som man gør i ethvert andet politisk parti, og vores landsformand har lovet, at hun i forbindelse med vores landsmøde sidst i oktober vil melde ud, i hvilken vægtskål Kristendemokraterne vil lægge deres mandater. Vi Kristendemokraterne er meget optaget af at få gennemført det, som er vores egen politik, og det er klart, at for et midterparti vil der være nogle politikområder, som har størst vægt til den ene side, og andre politikområder, som har størst vægt til den anden side. Sådan vil det være. Det er lodden og glæden ved at være et midterparti, at det forholder sig sådan.

Det vil sige, at hr. Mogens Nørgård Pedersen ikke længere mener, at formanden går rundt og siger, at Kristendemokraterne rent faktisk vil støtte Foghregeringen.
     Hvad er så grunden til, at Kristendemokraterne ikke har anfægtet de forskellige meningsmålinger, der siger, at hvis Kristendemokraterne kommer ind, er Fogh fortsat statsminister? Hvad er det, der gør, at man så fuldstændigt forholder sig helt stille? Hvad er det for en politik, der rent faktisk skulle føre Kristendemokraterne til at støtte en Foghregering? Hvad er det konkret i den eventuelle nye regering, som Kristendemokraterne mener at man kan støtte, når hele hr. Mogens Nørgård Pedersens tale går på, at det, regeringen laver i dag, er noget skidt?

Nu er det sådan, at jeg i min ordførertale i dag har forholdt mig til statsministerens tale og det, som jeg syntes var væsentligt at sætte på programmet i dag. Det har været Kristendemokraternes politik, og sådan vil det fortsat være. Den vil vi forfægte indtil valget, og den vil vi forfægte efter valget.

Vi beder ordføreren blive lidt længere. Det er hr. Villy Søvndal.

Jeg vil godt følge det op, for det er jo nogle ganske afgørende spørgsmål og en vigtig debat også for vælgernes evne til at orientere sig i forhold til, hvordan Folketinget vil se ud efter et valg.
     Jeg tror, at hr. Mogens Nørgård Pedersen har helt ret i den grundbetragtning, at et midterparti vil have præferencer til den ene side og til den anden side, og så må man gå ind og spørge, hvad der er de væsentlige spørgsmål.
     Jeg vil prøve at nævne de spørgsmål, som jeg har opfattet som de væsentligste for Kristeligt Folkeparti. Det er spørgsmål som ulandshjælp, det er spørgsmål som miljø, det er spørgsmål om fordeling mellem offentligt og privat forbrug, altså at undgå et eksploderende privatforbrug og til gengæld tage os mere af de mere nænsomme områder, som også Kristendemokraterne er optaget af. Så er det spørgsmålet om oprustning kontra krig.
     Jeg vil bare spørge: På alle de områder, som jeg opfatter som de væsentlige for Kristeligt Folkeparti, peger pilen da ikke mod venstre?

Nu er det jo for os Kristendemokrater ikke sådan et spørgsmål om: Hvem mon flasken peger på? Vi vil vedvarende blive ved med at sætte fokus på vores politikområder.
     Hr. Villy Søvndal har ganske ret i, at de punkter, som hr. Villy Søvndal her ridser op, er vigtige punkter for os. Det er da også derfor, at vi ikke er til salg, hverken til den ene eller den anden side for hvad som helst. Det er klart, at hvis vi peger til højre, er der nogle krav, og hvis vi peger til venstre, er der de samme krav. Det er jo ikke sådan, at vi tilpasser vores krav til, hvem vi peger på. Vi tilpasser vores krav til det, der er Kristendemokraternes politik.

Det er jo en meget spændende diskussion i ordets egentlige forstand, vi har, for nu taler vi om politik og ikke om slagord.
     Jeg takker for svaret, som jo medgiver, at på de områder, som for Kristendemokraterne - hvis jeg overhovedet har forstået at orientere mig i debatten hos Kristendemokraterne - er de afgørende spørgsmål, er det sådan, at Kristendemokraterne er langt mere enig med den venstre side i Folketinget end med den højre side:
Ulandshjælpen, hvor jeg tror, at den nuværende regering efter Kristendemokraternes opfattelse er en katastrofe; en meget hård udlændingepolitik, hvor jeg heller ikke tror, at Kristendemokraterne er enige; miljøet, hvor det må være trist at se for Kristendemokraterne, at den regering, de pegede på, er blevet brugt til det angreb på miljøet, som vi har set; det offentlige forbrug, hvor der er en række områder, hvor ældres, børns osv. behov ikke bliver tilstrækkeligt tilgodeset.
     Derfor spørger jeg bare: Hvad er det for områder, hvor man overhovedet stadig væk har berøringsflader med den nuværende regering og Dansk Folkeparti?

Det virker, som om hr. Villy Søvndal i sin gentagne retorik giver udtryk for, hvem vi ligger nærmest. Jeg er enig i, at når det gælder miljøpolitikken, og jeg er enig i, at når det gælder ulandsbistanden, har vi været kritiske over for den siddende regering, og det vil vi fortsat være. Men det betyder jo ikke, og vi kan tage miljøpolitikken som eksempel, at vi, fordi vi er kritiske over for regeringens miljøpolitik, har større tilbøjelighed til at vende os mod den anden side og sige, at det er bedre.
     Kristendemokraterne har deres egen miljøpolitik. Sådan i al sin enkelhed går den ud på, at vi skal beskytte miljøet, vi skal værne om det alt det, vi kan, men samtidig skal vi mennesker altså overleve. Sådan er der jo to yderpunkter. Det ser vi i regeringens miljøpolitik, og det ser vi i miljøpolitikken til venstre side i Folketingssalen. Og det er, om jeg så må sige, lige uspiseligt for Kristendemokraterne.
     Derfor søger vi selvfølgelig indflydelse der, hvor vi har chance for at få indflydelse, og jeg mener faktisk, at lige nøjagtig når det gælder miljøpolitikken, har vi fået det
i den regering, som sidder nu.

Så siger vi tak til hr. Mogens Nørgård Pedersen og går tilbage til fru Marianne Jelved, der er kommet til stede i salen.
     Den første, der har bedt om bemærkninger til fru Marianne Jelved, er netop hr. Villy Søvndal.

Jeg vil godt udfritte De Radikale lidt om deres forhold til krigen i Irak.
     Jeg er helt med på, at De Radikale fra starten har været imod krigen og har begrundet det både i forhold til folkeretten og i forhold til risikoen, som vi jo nu desværre ser er til stede.
     Jeg har lidt svært ved at finde ud af De Radikales seneste skifte. Jeg opfatter det sådan, at hvis De Radikale frem til valget i januar ikke kan se, at valget bliver afholdt og ikke kan se et fremskridt, er det Det Radikale Venstres holdning, at så bør vi trække tropperne tilbage.
     Jeg vil spørge, om det er rigtigt opfattet, for så vil vi lave et forslag til vedtagelse i starten af det nye folketingsår, hvor vi vil skrive de betingelser ned, som De Radikale har sat, med henblik på at få en vedtagelse om at trække de danske styrker ud.

Det Radikale Venstre gjorde sig mange gode anstrengelser for at skrive det i det betænkningsbidrag, der blev afleveret her
i Folketinget i forbindelse med den seneste forlængelse af de danske troppers tilstedeværelse i Irak. Det skete i juni måned. Allerede dér gjorde vi klart - det var ikke med de ord, og jeg har ikke betænkningsbidraget med, men det var budskabet - at vi ikke med denne tilkendegivelse dermed sagde ja til alle fremtidige forslag fra regeringen om at forlænge. Det ville helt afhænge af en række forudsætninger, og jeg understreger, at det ikke er de ord, der står i betænkningsbidraget, det er budskabet i det, nemlig at det selvfølgelig skulle have en mening, at vi skulle have overblik over, hvilken risikogruppe vores tropper ville være
i i fremtiden osv. Der var en række forhold. Vi har tilkendegivet her i efteråret, at vi er med på at forlænge, næste gang regeringen senere her i efteråret fremsætter et forslag, og vi har tilkendegivet, at vi stadig væk mener, at det er vigtigt, at vi diskuterer formålet med, at der er danske tropper i Irak.

Tak for svaret. Jeg vil bestemt ikke bebrejde fru Marianne Jelved, at hun ikke kan huske et betænkningsbidrag. Det tror jeg ingen af os kan, hvis vi ikke lige står med det.
     Jeg har forstået svaret sådan, at hvis valget ikke kan afholdes til januar eller ikke kan afvikles på en tilfredsstillende måde på grund af sikkerhedssituationen, og hvis den militære tilstedeværelse ikke ser ud til at bringe fremskridt, men tværtimod er med til at forværre problemerne, vil det være Det Radikale Venstres holdning, at vi militært skal trække os ud af Irak og så til gengæld diskutere det alternativ, der reelt kan bringe FN ind i den afgørende rolle.
     Det er derfor, jeg spørger, om det er rigtigt forstået, og om Det Radikale Venstre vil give udtryk for det, når vi rejser en forespørgselsdebat her i Folketinget.

Jeg vil ikke her i dag stå og sige nøjagtigt, hvordan vi forholder os til en situation i januar, som jeg ikke kender. Vi er meget parate til at tage en forespørgselsdebat til januar, som hr. Villy Søvndal nu annoncerer. Men jeg kan ikke stå her og sige, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før vi kan give den tilkendegivelse, som hr. Villy Søvndal efterlyser. Det er en meget, meget kompleks og ulykkelig situation, der er i Irak, og vi vil tage stilling, når vi står i den konkrete situation.

     Men vi annoncerer, at vi ønsker, at den debat kan foregå, så det ikke kun er bag lukkede døre, man overvejer situationen.

Så siger vi tak til hr. Villy Søvndal. Så er det fru Inger Støjberg.

24-års-reglen har sikret mange unge med anden etnisk baggrund mod at blive gift uden at ville det. Mange af dem er utrolig taknemlige over for regeringen, der fjerner det pres, som ellers hviler på dem, når emsige slægtninge ønsker at gifte dem væk.
     Socialdemokraterne hævder at ville bevare 24-års-reglen, men fru Marianne Jelveds parti tordner igen og igen imod den. Vi skal have valg inden for et år, så jeg synes, at vælgerne har krav på et klart svar på, hvilke alternativer der er til
V og K. Det her spørgsmål kan besvares med et ja eller et nej:
Hvis der mod forventning efter næste valg dannes en S- eller en SR-regering, vil fru Marianne Jelved så garantere, at De Radikales krav om at fjerne 24-års-reglen er ultimativt selv for den allermindste parlamentariske støtte til hr. Mogens Lykketoft?

Jeg må indrømme, at jeg har været med i for mange år til, at jeg kan lade mig provokere til at stå her og skrive ned, hvilke krav jeg stiller i en given situation.
     Men fru Inger Støjberg siger noget meget interessant: at 24-års-reglen har sikret mange unge imod at blive gift. Det vil jeg meget, meget gerne bede om en dokumentation af. Nu har jeg hørt så mange, især borgerlige politikere, men såmænd også socialdemokratiske politikere, sige det, og hver gang jeg beder om en dokumentation, kan jeg ikke få den. Så hvis fru Inger Støjberg sidder inde med den dokumentation, vil jeg meget gerne se den.
     Så tror jeg, at vælgerne vil sætte utrolig stor pris på at få at vide, hvordan regeringen vil forholde sig til den kritik, som nu senest er formuleret meget detaljeret på 160 sider af Institut for Menneskerettigheder, som klart påpeger administrativt store problemer i de regelsæt, der er i dag, og påpeger, hvilke områder som klart krænker menneskerettighederne.

Jeg kan da i hvert fald med fru Marianne Jelveds svar konstatere en ting, og det er, at der er to veje i dansk politik. Der er V og K, der vil garantere, at 24-års-reglen opretholdes til gavn for de unge, og så er der modsat De Radikale og venstrefløjen, der vil fjerne den her regel til ugunst for de unge.
     Derfor vil jeg bare endnu en gang stille fru Marianne Jelved et spørgsmål, der kan besvares med et ja eller med et nej: Hvis det mod forventning viser sig, at VK-regeringen ikke kan fortsætte efter næste valg, og hvis hr. Mogens Lykketoft faktisk lever op til løftet om at bevare 24-års-reglen og en streng udlændingepolitik, vil fru Marianne Jelved så virkelig rive tæppet væk under Socialdemokraterne?

Hvis man nu kunne tro, at fru Inger Støjberg havde læst aviser bare sådan jævnligt hen over sommeren, så burde det være gået op for fru Inger Støjberg, hvad det er, jeg har sagt. Man kan se det på, at det står inden for citationstegnene.
     Det, der er helt afgørende for Det Radikale Venstre, som det burde være for et hvilket som helst parti i Folketinget, er, at Danmark helt utvivlsomt overholder internationale konventioner, at Danmark fastholder nogle grundlæggende retsprincipper, som hører til i en retsstat, at der er åbenhed og gennemskuelighed i forvaltningen, at lovgiverne har mulighed for at følge med i, hvordan lovene overhovedet virker i praksis, at vi ikke er i en situation, som er næsten kafkask, hvor Integrationsministeriet lover at overvåge Integrationsministeriet.
     Sådan nogle ting interesserer Det Radikale Venstre. Retssikkerhed, åbenhed, gennemskuelighed, det vil vi kæmpe for.

Vi siger tak til fru Inger Støjberg, og så går vi videre. Der er nu kommet i alt seks indlæg inden statsministerens. Det er først hr. Jens Rohde.

Vi vender lidt tilbage til uddannelsesområdet. Tilbage i 1997 kunne vi høre fru Marianne Jelved oplyse, at hun ikke vil være med til at bevilge en krone mere til folkeskolen; der er ikke brug for flere ressourcer, men for at udnytte pengene mere effektivt, ikke alle 60.000 folkeskolelærere er lige gode, det er nødvendigt, at lærerne kan sammenligne resultaterne af deres undervisning med hinanden.
     Det var den 17. april 1997 i Jyllands-Posten, men hvis det er for gammelt et citat, kan vi gå til 2000, hvor fru Margrethe Vestager sagde, at hvis bevillingen pr. elev i folkeskolen skal være den samme om 5-6 år som i dag, løber det os fuldstændigt af hænde.
     Vil fru Marianne Jelved stå inde for de udtalelser i dag?

Jamen jeg har ingen problemer med de udtalelser, jeg bliver citeret for.

Så var det jo temmelig overraskende, at man her den anden dag
i Københavns Radio i forbindelse med en demonstration ude på en af skolerne kunne høre, at fru Margrethe Vestager gav eleverne ret i, at der var skåret kraftigt ned på skolerne, og at det ville Det Radikale Venstre gøre noget ved. Se, det er jo derfor, jeg spørger, for jeg var lige ved at få min kaffe galt i halsen, da jeg hørte det interview med fru Margrethe Vestager, for jeg kan udmærket huske, hvad hun har sagt i sin tid som undervisningsminister. Hvad er Det Radikale Venstres politik?

Det Radikale Venstres politik er at sikre flere midler til folkeskolen, fordi der er massivt brug for efteruddannelse af lærerne. Hvis jeg skal beklage forhold fra 1990'erne, hvor jeg selv havde et stort ansvar, vil jeg gerne beklage, at Folketinget ikke fik sat flere midler af til efteruddannelse efter folkeskoleloven, som Folketinget vedtog i 1993.
     Vi er fuldstændig opmærksomme på, at der er skoler, der er meget nedslidte, og vi er meget opmærksomme på, at der er brug for fornyelse af materialerne. Der er vi såmænd enige med de fleste partier herinde. Vi er også enige i, at når der kommer flere elever i folkeskolen, og det gør der jo i de her år, kan det godt være, at der kan være nogle ekstra elever, uden at det giver flere penge, men det er ikke sikkert, at man bare kan sige, at det ikke koster mere at have flere elever i folkeskolen - det tror vi ikke på - når elevtallet stiger, og det gør det jo.

Så går vi videre, og det er fru Rikke Hvilshøj.

Et forslag, som De Radikale har været fremme med en række gange i forbindelse med mange af de store brød, som Det Radikale Venstre slår op, er, at Det Radikale Venstre vil lægge 1 kr. ekstra på benzinafgiften, hvilket vil medføre et fald i beskæftigelsen på 2.000 personer og medføre en ekstraudgift på 2.000 kr. for familier, der ejer en bil, og det er et forslag, som i de her dage vil få benzinprisen til at runde 10 kr. pr. liter.
     I den forbindelse har jeg to spørgsmål til fru Marianne Jelved: Mener fru Marianne Jelved, at 1 kr. ekstra på benzinafgiften er et rigtigt tiltag her, hvor IMF i de her dage vurderer, at en stigning i oliepriserne er den største økonomiske trussel? Og nummer to: Strider en stigning på 1 kr. ikke mod S og R's såkaldte skatteloft? Det er en 20-procents-stigning i afgiften, hvor skatteloftet tillader en stigning med pris- og lønstigningen.

Mit hjerte banker af det knaldgode eksempel, fru Rikke Hvilshøj giver mig i hånden her. Dette er skoleeksemplet på Venstres måde at drive politik på. Fru Rikke Hvilshøj trækker et lille element ud af en stor pakke. Det Radikale Venstre har aldrig nogen sinde stillet forslag om at hæve benzinprisen med 1 kr. Det Radikale Venstre har lagt et fuldt finansieret skatteforslag frem, hvori en af mange, mange, mange brikker er 1 kr. på benzin.

     Men det skal ses i sammenhæng med, at de fleste menneskers skat på arbejde bliver sat ned fra en marginalskat på 63 pct. til 42 pct., fordi Det Radikale Venstre i modsætning til Venstre og Konservative ønsker at gøre noget for at ændre struktur og skabe minimum 60.000 flere job i Danmark. Vi sidder ikke bare og venter.

Men det ændrer ikke på, at De Radikales forslag vil medføre en 20-procents-stigning i benzinafgiften, og så forsøger jeg bare at finde ud af, hvilken værdi det såkaldte skatteloft har, som, sådan som jeg læser det, siger, at nu vil S og R igen give plads til, at skatter og afgifter kan stige, men de må højst stige med pris og løn. Sådan har jeg forstået det, men der må fru Marianne Jelved så rette mig, for 1 kr. ekstra på benzinafgiften giver altså en stigning på 20 pct. Hvilken værdi har skatteloftet så?

Når Det Radikale Venstre, jeg havde nær sagt desværre, af principielle grunde ikke er i stand til at samarbejde om den økonomiske politik med Venstre og Konservative, så er det bl.a. i høj grad på grund af regeringens skattestop, som forhindrer, at man kan ændre på strukturen i skattesystemet, og det vil sige, at det forhindrer, at man kan lave om, således at vi også ændrer adfærden og skaber flere job.
     Vores skatteloft går ud på, at vi kan lave om på den måde, vi opkræver skatterne og de offentlige indtægter på, således at vi får skatten på arbejde ned, men så må der være andre steder, indtægterne kommer ind. Og i det omstillingsøjeblik kan nogle afgifter sættes op og andre sættes ned - i øvrigt ligesom V og K har sagt, hvis der nu kommer noget fra EU. Så det er der ikke noget mystisk i.
     Når den omstilling så er lavet, tillader vi os at sikre, at indtægterne ikke udhules, men at de kan følge med pris- og lønudviklingen.

Så siger vi tak til fru Rikke Hvilshøj og går videre til hr. Morten Homann.

Jeg har jo i lighed med fru Rikke Hvilshøj med en vis interesse læst De Radikales og Socialdemokraternes udspil til et såkaldt skatteloft, og i den forbindelse undrede jeg mig lidt over, at der var nogle af de tidligere radikale mærkesager, som var forsvundet.
     Hvis man f.eks. ser på sådan noget som ejendomsbeskatningen, så har De Radikale jo tidligere slået til lyd for - og det har jeg og SF stor sympati for - at man skal betale den fulde ejendomsværdiskat af værdistigninger, især på store og dyre huse, men hvis man læser De Radikales nye skattepolitik, som det kommer til udtryk i skatteloftet, så er det ikke længere tilfældet. Så skal man som ejer af en mangemillionvilla i whiskybæltet have lov til at blive fredet af Det Radikale Venstre og få lov til kun at betale ejendomsværdiskat i takt med pris- og lønudvikling.
     Hvordan kan det være, at De Radikale på den måde vil være med til at frede de allerrigeste boligejere i det her land?

Det er sådan set også et offer, vi bringer - for at sige det ligeud. Og det er jo, fordi vi konstaterer, at når vi har lagt et skatteforslag frem, som ændrer strukturen, den måde, vi opkræver indtægterne på, så vi f.eks. kan skaffe 50.000 flere job i servicesektoren, så misbruges det, nøjagtig som vi lige hørte fru Rikke Hvilshøj gøre, ved at man trækker en brik frem og rejser rundt i landet og siger: Se bare, hvad Det Radikale Venstre kan finde på af grove ting. Vi rejser jo bagefter og hører det, og når vi hører Venstre og Konservative sige ude over land og rige, at Det Radikale Venstre vil brandskatte borgerne ud af deres huse, spørger vi os selv: Hvad er vigtigst?
     Det er vigtigst for os, at der bliver et andet flertal. Det er vigtigst for os, at vi får nogle strukturændringer, bl.a. i skattesystemet. Det er vigtigst for os, at vi skaber job til de mennesker, som ikke har gået på universitetet. Og derfor må vi finde et kompromis og finde en måde at gøre det på, så der ikke bliver skabt et billede, som er totalt misvisende i forhold til det, der er vores politik.

Det er dog vel ikke uvæsentligt, hvad det er, et sådant andet flertal skal bruges til, og derfor undrer det mig jo lidt. Vil fru Marianne Jelved ikke prøve at præcisere, hvad det er for nogle mennesker, som ikke har gået på universitetet, men som kommer i job ved, at man freder nogle af de rigeste boligejere i det her land?
     Man kan jo så gå skridtet videre og sige, at De Radikales skattepolitik jo også indebærer - og det er jo ikke bare det, der er kompromiset mellem S og R, det er jo sådan set De Radikales helt eget skatteudspil, det, som er det radikale hjerteblod - at man skal lave skattelettelser, som først og fremmest er til folk i toppen. Så hvor er det i det hele taget, at De Radikale vil hjælpe folk, som ikke har gået på universitetet og har høje indtægter?
      Så vidt jeg kan se, er det eneste, der i virkeligheden kommer ud af De Radikales skattepolitik, at man tager penge fra nogle af dem, der i dag har mindst, og giver dem til nogle af dem, som har mest, bl.a. de boligejere, som allerede
i dag har gavn af den nuværende regerings og Dansk Folkepartis skattestop.

Vi synes altså, det er temmelig godt klaret, hvis vi kan ændre skattesystemet på en sådan måde, at almindelige folk med indkomster på op til f.eks. 400.000 kr. fremover - hvis vi havde 90 mandater - kun skal arbejde 2 timer for at betale for en ydelse, hvor håndværkeren får 100 kr. i overskud, efter at han har betalt skat og moms. I dag skal man jo arbejde 5-6 timer for at nå det samme.
      Vi tror, at det vil skabe en lang række nye jobmuligheder i servicesektoren bredt forstået. De jobmuligheder vil komme utrolig mange mennesker til gavn, fordi det er jobmuligheder, som ikke forudsætter lange, komplicerede uddannelser. Sådan et svar bliver vi også nødt til at have, og jeg har i øvrigt ikke hørt, at SF har sådan et svar.

Jeg lagde mærke til under fru Marianne Jelveds indlæg, at ordføreren blev meget ophidset ved omtalen af den kendsgerning, at VK-regeringen hvert år skaffer de ældre 500 mio. kr. ekstra til forskellige ydelser. Det Radikale Venstres ordfører kaldte dette her for et af de værste udslag af statsdirigering og Kontroldanmark, og der vil jeg så spørge: Hvilken statsdirigering og Kontroldanmark er der ved, at vi har indført fleksibel hjemmehjælp, det vil sige, at de ældre kan pege på nogle andre problemer inden for hjemmehjælpen, de vil have løst den pågældende dag?
      Hvilken statsdirigering og Kontroldanmark er der ved, at vi har fået erstatningshjemmehjælp, det vil sige, at de ældre har et retskrav på at kunne få erstattet den hjemmehjælp, der udebliver?
      Og hvilket Kontroldanmark og statsdirigering er der ved, at 40.000 ældre i dag - 40.000 ældre i dag - har valgt en privat løsning, selvfølgelig på det offentliges regning, hvor de tidligere kun kunne vælge den kommunale løsning? Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvordan man inde i sit hoved danner sig det indtryk af statsdirigering og Kontroldanmark, når vi ser disse fremskridt på det her område.

Inden VK-regeringen kom til, var det muligt at have fleksibel hjemmehjælp. Hjemmehjælpen kunne aftale med borgeren, hvad man lavede den pågældende dag, det behøvede ikke at være det, der sådan var skrevet ned på forhånd. Inden VK-regeringen kom til, var det også muligt at få erstatningshjemmehjælp, som jeg husker det, men der er jeg lidt mere usikker.
     Derimod er jeg fuldstændig sikker på det tredje, at inden VK-regeringen kom til, havde den ældre, der havde fået visiteret hjemmehjælp, mulighed for at vælge sin egen hjemmehjælp. Man kunne da vælge et familiemedlem.
     Så spørger hr. Flemming Oppfeldt: Hvad er der af statsdirigering ved det? Der er den klare forskel på Det Radikale Venstre og Venstre, at Venstre ikke har tiltro til, at kommunerne kan løse den opgave uden at få en 10 cm høj manual om, hvordan man skal gøre tingene op, og hvordan man skal lave et marked med mulighed for valg mellem privat hjemmehjælp og offentligt ansat hjemmehjælp.
      Hvad er det for en kæmpeadministration og et kæmpebureaukrati? I stedet for at sige til kommunerne: I skal levere en vare, således at den person, den borger, der har fået visiteret hjemmehjælp, selv kan bestemme, hvem der kommer ind over dørtrinnet, og så lade kommunerne selv.

Det er jo ikke rigtigt, som det bliver oplyst her. Før denne her regering havde borgerne altså ikke noget retskrav på de tre ting, jeg nævnte lige før. Den personlige hjemmehjælp var, hvis det var en helt bestemt person, man kunne pege på, men man kunne ikke pege på en virksomhed eller andre, der kunne levere de her ydelser, vi her taler om.

     Det er ikke rimeligt at oplyse Folketinget på denne her måde, og derfor må jeg stille et spørgsmål til Det Radikale Venstre: Dersom Det Radikale Venstre skulle komme i regering næste gang, er det så noget, man vil arbejde for at afskaffe? Det er et vigtigt signal for os at få sendt ud til de ældre.
     Har de 40.000 mennesker, der i dag modtager en privat hjemmehjælp, og som er glade er for det, som har peget på et bestemt firma, der leverer hjemmehjælpen, eller de, der nyder gavn af erstatningshjemmehjælpen, eller de, der nyder den fleksible hjemmehjælp, udsigt til at få dette her afskaffet, hvis Det Radikale Venstre kan føre det, fru Marianne Jelved siger fra talerstolen, til lov?

Vi vil simpelt hen ikke ændre noget for dem, der er glade for det, der er. Det kunne vi da ikke drømme om. Men vi vil pointere over for kommunerne, at de ikke behøver at lave et kæmpebureaukrati for at tilvejebringe private virksomheder. De må gerne bruge dem, men det skal oftest være op til kommunerne selv at afgøre det sammen med deres borgere. Det, der bare skal være garanteret, er, at den borger, der skal have hjemmehjælp, også selv bestemmer, hvem der kommer ind over dørtrinnet. Men det behøver for min skyld hverken at være enten en privat ansat eller en offentligt ansat. De må gerne vælge mellem flere private eller mellem flere offentligt ansatte. Kravet er, at de bestemmer selv.

Så siger vi tak til hr. Flemming Oppfeldt. Den næste er hr. Lars Barfoed, og efter ham er der tre mere.

Min kommentar og mit spørgsmål til fru Marianne Jelved har også stærke relationer til det, der lige blev bragt op, for jeg synes jo, det er interessant at reflektere lidt over, at Det Radikale Venstre jo historisk set har et liberalt, kan man vel godt sige, udgangspunkt, og derfor må man jo også vurdere Det Radikale Venstres ageren i dansk politik nu på, om man lever op til det historiske udgangspunkt eller man har bevæget sig i en helt anden retning.
     Og der har jeg da også hæftet mig meget ved, at man jo har et konkret forslag om, at man vil afskaffe det frie valg af hjemmehjælp. Det er jo et forslag, Det Radikale Venstre har stillet, og som man endda mener at man kan spare et par milliarder kroner på.
     Derudover vil Det Radikale Venstre også afskaffe muligheden for at få tilskud til pasning af egne børn. Det er vel et udtryk for, at Det Radikale Venstre ikke ønsker det frie valg for familierne, sådan som denne regering ønsker det, og ikke ønsker, at de ældre skal have lov til at vælge, sådan som denne regering har ønsket det.

Hr. Lars Barfoed har altså ikke helt hørt, hvad jeg sagde. Det beklager jeg. Og nu gentager jeg det. Vi er for, og vi mener, at den ældre, der modtager hjemmehjælp, har krav på selv at kunne bestemme, hvem der kommer ind over dørtrinnet. Det er det, vi gerne vil have. Man bestemmer selv, hvem der kommer ind over ens dørtrin. Men det er ikke et krav fra Det Radikale Venstre, at det skal være et valg mellem enten en privat ansat eller en offentligt ansat. Vi mener, det er fuldkommen unyttigt at stille den slags bureaukratiske krav. Kommuner må selv afgøre, hvordan de stiller den valgmulighed til rådighed. Det skal vi ikke bestemme i Folketinget.
     Det er rigtigt, at vi gerne afskaffer tilskuddet til, at man passer sine egne børn. Det mener vi simpelt hen ikke har været meningen med den måde, samfundet stiller børnepasning til rådighed på.

Nu skal jeg jo passe på, hvad jeg siger, for jeg noterede mig før under fru Marianne Jelveds besvarelse til fru Rikke Hvilshøj, at fru Marianne Jelved ikke synes, det er helt fair, at man refererer de forslag, som Det Radikale Venstre selv har stillet. Jeg vil dog alligevel vove pelsen og sige, at det jo fremgår af Det Radikale Venstres finansieringsforslag til finansloven, at man vil spare 2,6 mia. kr. på bl.a. at afskaffe særordninger for pensionister, derunder tilskud til frit valg af hjemmehjælp. Det kan man vel ikke løbe fra. Eller er det sådan, at man alligevel ikke fra Det Radikale Venstres side vil fastholde det besparelsesforslag?

Jo, vi vil fastholde, at det er unyttigt, at 350 af de 500 mio. kr., som et flertal i Folketinget har leveret om året til styrkelse af hjemmehjælpen - desværre tror jeg nok, det er noget, vi har fået oplyst, efter at vi har lavet vores finanslovforslag, men så må vi jo korrigere det -

bruges til administration af dette bureaukrati. Vi synes, det er unyttigt at øge administrationen og bureaukratiet i kommunerne.

     Det bureaukrati er brugt til at skabe valgmuligheder mellem privatansat og offentligt ansat hjemmehjælp. Vi mener ikke, Folketinget skal blande sig i, hvordan kommunerne skaber valgmulighed for de ældre.
     Andre særordninger er jo et ønske om at tage de aldersbetingede ydelser og lægge i en bunke og øge pensionstillægget med det. Det er jo en målrettet styrkelse af de dårligst stillede pensionister.

Så er det hr. Peter Skaarup. ... Undskyld, finansministeren. Jeg skal bede fru Marianne Jelved om at vige pladsen heroppe på podiet for finansministeren. Finansministeren har ordet. Og når finansministeren har haft ordet, er der lejlighed til at stille spørgsmål til finansministeren.

Nu har det udsagn kørt hele dagen, at der stort set ikke er brugt andet end 135 mio. kr. af de 500 mio. kr. til at løfte hjemmehjælpen. Og det undrer mig, når der er gennemført et kvalificeret arbejde, hvor man har spurgt kommunerne, og hvor
94 pct. af kommunerne har svaret, og hvor det viser sig, at det, der er brugt til administration til at gennemføre den frit valg-ordning, som fru Marianne Jelved godt nok ønsker at afskaffe, dette, at pensionisterne får mulighed for at vælge frit, er 127 mio. kr. Så der er altså 360 mio. kr., der er brugt til et generelt løft af hjemmehjælpen. Og det undrer mig, at hvis man har den gode vilje til at sige det, som også er rigtigt, og som man erfarer undervejs, at den radikale ordfører så vælger at blive ved at fremsætte noget, som den radikale ordfører så godt ved er forkert, for det fremgår helt klart af undersøgelsen. Der er brugt midler for at sikre, at pensionister kan få et frit valg, og det er det reelle niveau. Og da jeg håber, at det er, om jeg så må sige, i god tro, at det så alligevel er fremført, at vi så holder op med at høre den argumentation, som er lodret usand.

Det glæder mig da, at finansministeren går på banen i forbindelse med hele spørgsmålet om ældrepleje, som jo har fyldt meget i debatten i dag, og som jo er vigtigt, når vi skal diskutere hele den tvangsprivatisering af samfundet, som Venstre er i gang med.
     Når nu finansministeren mener, at det ikke er så stort et problem, at der går en del ressourcer til administration, vil jeg da gerne høre, hvordan ministeren så har det med de problemer, kommunerne har med at skulle opretholde et beredskab, og hvor socialministeren har afvist at svare på, hvordan det kan være, at f.eks. Holbæk Kommune sparer 1 mio. kr. på, at der er et privat firma, der er gået konkurs, fordi kommunen så ikke længere skal opretholde det beredskab.

Vi mener i regeringen, at det er et overordentlig vigtigt princip at fastholde, at man ikke umyndiggør borgerne, at de får en ret til at vælge selv. At man, fordi man har brug for hjælp fra fællesskabet, altså solidariteten i samfundet, ikke af den grund skal umyndiggøres, men at solidariteten ligger i, at den ydelse, samfundet er villig til at bekoste på den enkelte, har man en ret til egentlig selv at disponere over i forbindelse med at vælge mellem det offentlige eller private. Så det er et mål i sig selv at sikre, at alle får den ret. Det ligger bag begrebet mennesket frem for systemet. Solidariteten ligger i at tilbyde at betale for ydelsen, men ikke at umyndiggøre de ældre.
     Og derfor er det klart, at der er en forskel på det, Enhedslisten mener, og det, en liberal mener. Vi ønsker, at den enkelte skal have retten til at nyde og beslutte mest muligt i sit eget liv, uanset hvad andre måtte mene, og derfor er det frie valg i virkeligheden måden til at sikre, at de folk, der har brug for hjælp, længst muligt kan få lov at opretholde det liv, de selv ønsker, uanset hvad vi andre måtte mene.

Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på, hvad et nyliberalt parti som Venstre mener, og hvad Enhedslisten mener. Vi mener, at ældre skal have lov til selv at bestemme
i deres eget liv, selv skal have lov til at bestemme, hvad de vil have at spise, selv skal have lov til at bestemme, hvornår de vil i seng osv. Den mulighed har de ikke med regeringens tvangsprivatisering. Den eneste mulighed, regeringen giver dem med den tvangsprivatisering, er at vælge mellem, om de vil have det ene private firma eller det andet private firma. Det, jeg spørger ministeren om, er, hvorfor vi skal bruge en masse offentlige kroner på at holde et beredskab i live til, når de private firmaer går konkurs, som vi f.eks. har set det i Holbæk, hvor kommunen nu sparer 1 mio. kr. på, at det private firma er gået konkurs, og hvor direktøren for det private firma siger: Man kan ikke effektivisere på det her område, for det er mennesker, det handler om, og når man kommer ud til de her mennesker, er der tværtimod brug for mere tid. Det gør slet ikke noget indtryk, har jeg forstået, på regeringen. Man vil ikke engang undersøge sagen nærmere.

Det, der gør indtryk på mig, er i virkeligheden, at man skal stille spørgsmålet: Hvordan kan det være, at man 2004 år efter Kristi fødsel overhovedet skal diskutere, om man skal have et system, hvor man sikrer, at den enkelte frie borger får lov at bestemme mest muligt over eget liv? Og de valgmuligheder burde være indført for mange, mange år siden.
     Jeg er godt klar over, at den opfattelse har man ikke i Enhedslisten. Deres opfattelse ligner mere det, man havde i det gamle Østtyskland. Det er sådan set det samme: at det, som de folkevalgte mener er bedst for den enkelte, har den enkelte bare at indrette sig efter.
     I min liberale tankegang ligger solidariteten i, at vi er villige til at sikre, at enhver kan få den ydelse, som fællesskabet har besluttet man skal have ret til, og så har man også ret til at vælge en anden til at levere ydelsen, hvis man er mere tilfreds med det. For min skyld kan det godt være det offentlige, der leverer hele ydelsen, hvis man er mest tilfreds med det. Der er ikke nogen binding til, hvem der skal levere ydelsen.

Jeg er i besiddelse af en artikel fra Politiken fra den 2. oktober i år, og der står:
     »Kilde: Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Kommunernes Landsforening«. Her er det opgjort på følgende måde under en faktaboks: »135 millioner til mere hjemmehjælp«, »127 millioner til at indføre frit valg af hjemmehjælp«, »222 millioner til mere administration på ældreområdet«.
     Så tillader jeg mig at sige: 127 mio. kr. plus 222 mio. kr. - det er begge to administrative områder - det giver 349 mio. kr. efter min regnebog. Det synes jeg er mange penge at bruge på administration.
     Derfor spørger jeg finansministeren, som har været så venlig at gå ind i denne her debat: Er det ikke fint, hvis fru Jensen, der får hjemmehjælp, kan vælge, hvilken hjemmehjælp fru Jensen ønsker? Er det ikke frit valg?

Må jeg starte med det sidste: Jo, det er frit valg, hvis fru Jensen kan få den hjemmehjælp, som fru Jensen ønsker. Det er det frie valg, det vil vi sikre.
     Må jeg så sige om det andet: Man kunne jo nævne mange ting om efteruddannelse af skolelærere og få mange morsomme betragtninger ud af det, det vil jeg så afstå fra, men så må jeg bede den radikale ordfører om at læse, hvad der egentlig står.
     Der står: Omkontering: 222 mio. kr. Det er midler, der hele tiden har været konteret på konto 05, som skulle have stået på konto 06, altså under administration. Det er ikke nye administrationsudgifter overhovedet, det er nogle, der har været der hele tiden, som har belastet kontoen, og det vil sige, at når man fjerner dem, er der lige så meget hjemmehjælp, om jeg så må sige, som der har været, plus - plus - 500 mio. kr., minus det, der så er den nye administration, nemlig 127 mio. kr. Jeg beder blot om, at man forstår, at de 222 mio. kr. er et reelt løft i hjemmehjælpen.
     Jeg vil godt sige her, at man ikke behøver at have efteruddannelse eller på anden vis nyttiggøre en aktuel viden om arbejdsmarkedets parter, for vi vil tilbyde at lave en introduktion i undersøgelsens resultater i Finansministeriet, som er åben for alle.

Jeg er glad for, at finansministeren anerkender, at det, at man kan vælge en hjemmehjælp, også er udtryk for et frit valg. Det går jeg ind for, det går Det Radikale Venstre ind for, ikke et frit valg, som koster en masse unødige penge, men et frit valg, som ikke koster så mange penge.
     Og så må jeg bare sige, at jeg interesserer mig meget for at finde ud af, hvad de 500 mio. kr., der er afsat helt specifikt til hjemmehjælpsområdet under VK-regeringen, er gået til. Jeg har forstået hele den undersøgelse, hvor finansministeren var utrolig glad over, at det kunne dokumenteres, at pengene faktisk var brugt på hjemmehjælpsområdet. Det forstår jeg fuldt ud, men jeg ville have været endnu mere glad, hvis det var de 500 mio. kr., der var gået til ekstra hjemmehjælpstimer. Og jeg har meget svært ved at forstå, at der står 135 mio. kr. til mere hjemmehjælp, og at resten altså er defineret til noget helt andet.
     Så jeg modtager gerne undervisning af finansministeren ved passende lejlighed, for det interesserer mig.

Jeg må blot gentage, at af de 484 mio. kr., som undersøgelsen afdækker, der er brugt mere, er de 127 mio. kr. til indførelse af det frie valg, til forarbejdet og til gennemførelse af, at pensionisterne er i stand til at vælge frit. Sådan er tallene gjort op. Det er det, der fremgår, og det er en misforståelse at tro, at det, der hedder omkontering, er nye administrative udgifter.
     Det reelle løft er differencen mellem 484 mio. kr. og de 127 mio. kr., der er brugt til administration.
     Så er det yderligere anført, at problematikken med grundtakstreformens indførelse sandsynliggør, at det beløb, der er anvendt, er højere. Og der har været skitseret et beløb på 90 mio. kr. yderligere, der rent faktisk er anvendt
i hjemmehjælpen. Men da man konterer både over og under 67-årige på samme konto, fordi man har problemer med indførelse af grundtakstreformen, så er det rent faktisk sandsynligt, at de 484 mio. kr. er undervurderet. Jeg beder bare om, at den radikale ordfører forstår, at de 222 mio. kr., der står som omkontering, er til et reelt løft i hjemmehjælpen.

Jeg vil godt starte med at takke finansministeren for, synes jeg, den meget klare fremstilling. Det er dejligt, når der er et menneske, der er i stand til i den grad at udforme det så klart, at ingen i det her land kan være i tvivl. Jeg synes næsten, den her oplevelse kun i storhed er overgået, da undervisningsministeren forleden på Slotspladsen skulle forklare de unge studerende, der alle sammen har mærket deres timetal falde, at det slet ikke var tilfældet. De var hoppet på en agitatorisk limpind, tror jeg hun sagde.
     Jeg vil godt spørge finansministeren, om han kan bekræfte, at hvis man nærmer sig individniveauet og spørger til den enkelte ældre, så er tildeling af hjemmehjælp til den enkelte ældre mindre under denne her regering, end den var før. For jeg tror, det er det, der optager den ældre, også fordi man holder så meget af sin hjemmehjælp, at man godt vil se hende eller ham lidt mere. Men kan finansministeren bekræfte, at tallet har været faldende til den enkelte modtager? Så tror jeg, vi er kommet meget længere i dag.

Det undrer mig, at man kan have det udgangspunkt, at man nedvurderer det, som offentligt ansatte beskæftiger sig med. Hvordan er det kommet ind, at man nedvurderer, at hvis man ansætter 14.000 mere til offentlig service, så forringer man servicen? Jeg synes, det er et voldsomt angreb på dem, der så er ansat for at løse opgaven, at fordi de er blevet flere, så gør de det dårligere.
     Må jeg sige omkring hjemmehjælpen: Der er ansat 4.000 flere på hjemmehjælpsområdet på samme tidspunkt, som der er visiteret 2.000 flere pensionister til hjemmehjælp. Og det er altså ikke sådan, at de 2.000 yderligere pensionister, der får hjemmehjælp, forbruger 4.000 nyansatte hjemmehjælpere. Derfor er sandheden den, at det samlede niveau for hjemmehjælpen pr. pensionist, der er visiteret til hjemmehjælp, er løftet.

Jeg vil igen takke finansministeren for svaret. Det vil sige, at når jeg tager rundt og taler med folk - finansministeren er formentlig også rundt og tale med folk - og når man har iagttaget budgetlægning rundtom i kommuner nu, hvor der er skåret, så kan jeg hilse dem og sige, at det er en helt forkert opfattelse. For jeg har hørt finansministeren, som var helt overbevisende i aften i sin omgang med tal, og han siger, at det slet ikke er tilfældet. I har fuldstændig misforstået. Altså hvis I synes, at I er blevet skåret ned, så er det ikke rigtigt, så er det, fordi I er blevet så gamle, at I ikke længere er i stand til at opfatte, hvor tit folk kommer og besøger jer.
     Er det det, jeg skal sige, når folk oplever nedskæringer, eller hvad skal jeg sige?

Hr. Villy Søvndal kan rolig sige, at hr. Villy Søvndal ikke har forstået det. Det vil jeg sådan set starte med at sige.
     Sandheden er den, at vi bruger flere penge pr. ældre, der er visiteret til hjemmehjælp, end tidligere. Jamen sådan er desværre virkelighedens verden. For ellers er påstanden altså, at de 4.000 yderligere ansatte i hjemmeplejen er med til at forringe hjemmeplejen, eller at de 14.000 i alt, der er ansat mere til at give god offentlig service i kommuner og amter, er med til at forringe servicen.
     Jeg synes, det i virkeligheden er en mærkelig opfattelse, at fordi folk bliver ansat offentligt, så er de med til at forringe servicen. Min opfattelse er den stik modsatte, at man giver en god service, at man giver en bedre service. Og den viden, vi har, er jo om, hvad vi totalt bruger, og det er klart, at det varierer fra kommune til kommune. Men når man tager totaltallene, så er de altså i vækst.

     Der er altså 4.000 flere hjemmehjælpere, end dengang den tidligere regering havde magten, selv om der kun er 2.000 flere pensionister, der er visiteret til hjemmehjælp.

I går, da vi i Præsidiet diskuterede den her debat, var vi enige om, at hvis en minister gik op for at tage ordet i rækken her, ligesom finansministeren nu har gjort, ville vi afsætte et kvarter til korte bemærkninger. Den tid er næsten gået, men der bliver plads til hr. Frank Jensen med to korte bemærkninger.

Det gode ved, at finansministeren går ind i debatten, er jo, at finansministeren taler under ministeransvar og derfor ikke må give urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget. Derfor bliver det jo utrolig vigtigt for os at læse udskriften af det, som finansministeren her har beriget os med i aften.
     Men jeg vil tro, at hvis det var sådan, at de oplysninger, der har stået i Politiken den 2. oktober, hvor finansministeren er hovedkilden til artiklen, ikke var korrekte, så havde finansministeren eller hans medarbejdere sørget for, at der var kommet et indlæg i Politiken, der havde rettet op på det her.
     For det er jo rigtigt, som fru Marianne Jelved siger, at der stod i Politiken den 2. oktober, at to tredjedele af de
500 mio. kr. er gået til administration og kun en tredjedel er gået til direkte ældrepleje. Hvordan kan det være, at finansministeren ikke har fået rettet det indtryk, læserne sad tilbage med, da de læste Politiken den 2. oktober?

Jeg ville selvfølgelig gerne have, at det var sådan, at også de udsagn, som medlemmer af Folketinget kom med, var underlagt det samme krav om, at man skulle tale rigtigt i forhold til den viden, man havde om faktuelle oplysninger. For så ville meget, meget af den debat, vi har haft i dag, fuldstændigt og totalt forsvinde, for argumentationen mod regeringen ville forsvinde.
     Når det gælder Politiken, vil jeg bare sige, at samme dag var den rigtige information i både Jyllands-Posten og i Berlingske Tidende, og jeg forventer jo, at medlemmer af Folketinget læser flere medier. Men jeg kan godt gøre det fremover, at jeg, hver eneste gang der i en avis et eller sted er en fejlagtig oplysning, korrigerer den. Men jeg vil blot sige, at det nok ville være en umulig opgave.
     Jeg konstaterer blot, at der er nogle, der har læst det rigtigt, og så må jeg selvfølgelig beklage, at der er nogle, der læser det forkert sammen med visse medlemmer af Folketinget. Men de har altså også hørt debatten her og går måske tilbage og læser, hvad der egentlig står i den undersøgelse. Det tror jeg de gør, for det er jo en seriøs avis, som hr. Frank Jensen refererer til - i hvert fald nogle gange.

Jeg ville give finansministeren lejlighed til lige at vende skråen en gang mere. Finansministeren sagde, det indtryk fik vi i hvert fald, at der er ansat 4.000 flere hjemmehjælpere i hjemmehjælpen i Danmark, efter at regeringen har indført sin bevilling på 500 mio. kr., og at der er visiteret 2.000 flere ældre til hjemmehjælp. Kan finansministeren vedkende sig, at det var det, finansministeren lovede og garanterede over for Folketinget?

Jeg sagde, at der er ansat 4.000 flere personer under hjemmeplejen, og jeg sagde, at der er 2.000 flere pensionister, der er visiteret til hjemmehjælp. Jeg har en forventning om, at de, der ansættes under hjemmeplejen, i virkeligheden er med til at give god service.
     Når vi i forvejen ved, at ud af de 484 mio. kr. er det
127 mio. kr., der bruges til administration for at sikre valgfrihed, så går jeg ud fra, at resten i virkeligheden udmøntes i dem, der så er ansat yderligere for at give god hjemmehjælp.

Så siger jeg tak til finansministeren og må skuffe de fire, som ikke fik ordet i denne omgang.
     Så er der fire, der har bedt om korte bemærkninger til fru Marianne Jelved, og jeg vil bede fru Marianne Jelved om at komme op på talerstolen. Derefter lukker vi for listen, så det bliver kun de fire.

Det Radikale Venstre har jo gennem årene gjort sig til talsparti for, at vi skal have en meget liberal udlændingelovgivning i Danmark, og under den gamle SR-regering var der et år, hvor der faktisk kom ca. 27.000 ansøgninger om familiesammenføring og asyl.
     Også her i sommer har Det Radikale Venstre gjort sig til talsparti for - og fru Marianne Jelved i særdeleshed - at vi skal liberalisere udlændingeloven igen, efter at der er sket nogle stramninger under den borgerlige regering, som også Dansk Folkeparti har været fortaler for.
     Under åbningstalen sagde statsministeren, at også regeringen nu anså det for et problem med antallet af indvandrere og flygtninge, der er kommet til Danmark. Antallet er også ret afgørende for, hvordan vi kan klare den opgave.
     Mit spørgsmål til fru Marianne Jelved er: Er der for Det Radikale Venstre ikke den problematik, at vi vel ikke ubegrænset kan tage imod indvandring til Danmark? Er der slet ikke nogen grænser hos Det Radikale Venstre med hensyn til, hvor man vil sætte ind for at undgå en ubegrænset tilstrømning af indvandrere og flygtninge?

Vi er aldrig gået ind for en såkaldt ubegrænset indvandring til Danmark, aldrig nogen sinde. Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt tidligere her fra talerstolen på lignende spørgsmål: Det Radikale Venstre har ingen intentioner om, ingen planer om, ingen forestilling om at ændre i asyllovgivningen. Vi vil ikke genindføre de facto-begrebet, for vi mener ikke, at det er en afgørende ændring i asylpolitikken - bare for at give et eksempel.
     Der er dele af familiesammenføringsreglerne, som er indført under Venstre og De Konservative, som vi er politisk imod. Og så er der et helt særligt problem, som er opstået her i sommer. Det er mistanken om, at de danske regler ikke opfylder internationale konventioner og ikke opfylder almindelig retssikkerhed og retsstatsprincipper. Det er affødt af den rapport, der er kommet fra Europarådets menneskerettighedskommissær og senest fra Institut for Menneskerettigheder. Vi mener, det er Folketingets opgave at sikre, at Danmark overholder almindelige retsprincipper og internationale konventioner.

Jeg synes egentlig ikke, der bliver svaret på spørgsmålet. Men kan fru Marianne Jelved ikke godt forstå, at med den viden, vi har, har det jo været sådan, at SR-regeringen stod for et stadig stigende antal asylsøgere og familiesammenførte, der ønskede at komme til Danmark. Det accepterede man. Man nåede et stort tal på de ca. 27.000 i 2001.
     Hvis man havde fortsat den politik uden de stramninger,
V og K og Dansk Folkeparti indførte, og som Det Radikale Venstre stemte imod, var udviklingen jo løbet yderligere løbsk - det må man forvente - i den retning, som det var tilfældet under SR-regeringen. Mit spørgsmål er: Ville det ikke have betydet, at der ikke var nogen grænser for, hvor mange indvandrere og flygtninge man accepterede? Og ville det ikke betyde, at man rundtomkring i kommunerne ville have endnu større problemer med at finde ud af, hvad man skulle gøre i forhold til den problematik, vi taler om her? Jeg tænker f.eks. på Københavns Kommune, hvor 31 pct. af folkeskoleeleverne er tosprogede elever. Mener fru Marianne Jelved ikke, at der er et problem, hvis den udvikling bare fortsætter - og jo med en enormt stor yderligere styrke, hvis de stramninger, som V og K og Dansk Folkeparti har stået for, ikke var blevet gennemført? Det var jo Det Radikale Venstres ønske, at de ikke skulle gennemføres.

Hr. Peter Skaarup fortegner virkeligheden meget stærkt. Danmark har i gennemsnit fra 1990 til og med 2003 modtaget i størrelsesordenen 2,2 pct. af asylansøgere i EU. Sagen er, at selve flygtningestrømmen til Europa er faldet dramatisk de sidste par år. Alle lande i Europa modtager færre asylansøgere i disse år. Det er jo lykkeligt.
     Vi har prøvet at vurdere det, men vi sidder ikke med en stor centraladministration. Hvis vi havde familiesammenføringsregler, som vi taler om i Det Radikale Venstre, ville vi have modtaget i størrelsesordenen 1.300 flere familiesammenførte fra 2002 til 2004. Vi giver jo ikke fuldstændig los, som hr. Peter Skaarup taler om. Men der er nogle, der i dag får nej, som ikke burde have nej efter radikal opfattelse. Men det er ikke i de størrelsesordener, som hr. Peter Skaarup fremmaner.

Fru Marianne Jelved var tøvende for ikke at sige egentlig afvisende med hensyn til at svare hr. Villy Søvndal på spørgsmålet om, hvordan Det Radikale Venstres stilling til dansk troppetilbagetrækning fra Irak vil være til januar. Det kan jeg godt forstå.

     Jeg vil godt spørge fru Marianne Jelved, om den tøven hænger sammen med, at fru Marianne Jelved har sans for, at når nogle helt tydeligt er opsatte på med terror at sabotere det valg, der skal holdes i Irak, så ville det at gøre valgets gennemførelse til betingelse for at bevare tropperne
i Irak være en åben invitation til terroristerne om at blive ved. Ja, det ville faktisk være et forsøg på fra dansk side at forhindre valghandlingerne. Jeg tror ikke, at fru Marianne Jelved og jeg nogen sinde bliver enige om Irakkrigen, men derfor kunne det jo godt være, at jeg alligevel kunne få et ærligt svar på det spørgsmål.

Hr. Jesper Langballe vil altid få et ærligt svar fra mig.
     Vi har sagt i betænkningsbidraget, som vi afgav til Folketinget i juni måned i år, at vi ikke med et ja til forlængelse af danske tropper i Irak har sagt ja hver gang. Vi foruddiskonterer ikke, at vi vil sige ja, hver gang regeringen kommer og spørger fremefter. Vi må diskutere situationen fra gang til gang hver sjette måned. Det skal have en mening, at danske tropper er i Irak, og vi skal være fuldstændig klar over, hvilke risici vi udsætter de danske tropper for. Der skal jo være den vurdering i Folketinget. Det er derfor, Folketinget tager stilling hver sjette måned.

     Vi varsler bare, at vi vil sikre os, at den debat foregår. Men vi har ikke sagt, hvad der skal til for at ændre et radikalt ja til et nej.

Der lå jo noget grundprincipielt i mit spørgsmål, som jeg ikke rigtig synes at fru Marianne Jelved svarede på. Så det vil jeg forsøge at spørge om igen. Spørgsmålet er: Er fru Marianne Jelved enig med mig i det, som forekommer mig temmelig indlysende, at hvis man knytter en mulig dansk troppetilbagetrækning sammen med den betingelse, at det frie valg gennemføres i Irak, så er det det samme, som at vi fra dansk side forhindrer det frie valg?
     Er fru Marianne Jelved enig med mig i, at det aldrig nogen sinde må kunne siges, at terroristerne får lov til at bestemme over et dansk valg eller over, hvordan danskerne skal agere militært, som de fik lov til det i Spanien, da man som svar på terroren trak tropperne tilbage? Og omvendt, at vi aldrig nogen sinde fra dansk side ved at lege med datoer og ved at knytte den fortsatte troppetilstedeværelse sammen med valgets gennemførelse skal invitere terroristerne til at fortsætte?

Jeg forstår ganske udmærket hr. Langballes ræsonnement. Jeg vil sige om Spanien, at det jo er en anden historie end den, hr. Langballe beskriver her, fordi den socialistiske regering
i Spanien inden valgkampen, og inden den fik regeringsmagten, havde sagt, at den ville trække tropperne hjem. Det mener jeg ikke havde noget at gøre med den skrækkelige ulykke i Madrid. Jeg minder også om, at i internationale aviser i andre lande diskuteres de her spørgsmål jo ganske åbent. Men jeg er også opmærksom på, at man skal sikre sig, hvordan man udtaler sig, når man diskuterer de her ting i offentligheden. Derfor forstår jeg godt hr. Langballes spørgsmål. Men jeg vil gerne understrege, at vi netop i Danmark har besluttet os for hver sjette måned at tage stilling. Det betyder også, at vi skal diskutere en stillingtagen hver sjette måned.

Det, der fik mig til at spørge, var fru Marianne Jelveds skolemesterirettesættelse af fru Rikke Hvilshøj, nemlig at man ikke bare kunne tage én ting ud af en stor sammenhæng og så sætte fokus på den. Det var spørgsmålet om, at man ville øge benzinafgifterne med 1 kr. Så for de områder, hvor jeg bor, hvor man bor i et tyndtbefolket område, betyder det virkelig meget.

     En anden ting i De Radikales forslag er jo, at man skal have højere miljøafgifter ved skatteomlægning. Det rammer også i samme område, for de små virksomheder med få ansatte vil blive ramt særdeles hårdt i de svagt befolkede områder, samtidig med at man har et SR-forslag til vandmiljøplan III, der jo er beregnet til i den grad at skulle koste arbejdspladser i yderområderne.
     Det er så en helhed, hvor man kan sige, at dem i yderområderne skal man bare ikke regne med - eller hvordan tænker De Radikale på dét?

Vi vil jo ikke i Det Radikale Venstre fremsætte et separat forslag om at hæve benzinafgifterne. Det er totalt utænkeligt. Det handler udelukkende om en pakke, hvor der sker nedsættelser andre steder. Det er jo det, der er tankegangen. Nogle steder kan man hæve en afgift, og andre steder sætter man en skat ned. Derfor kan man ikke se på benzinafgift isoleret.
     Det er fuldstændig givet, at vores intentioner om at sænke marginalskatten koster noget, fordi nogle skal finansiere en sænkning af skat på arbejde, hvis man virkelig vil lave det om, og vi ønsker, at det bliver lavet om.
     Vi vil meget gerne diskutere fordelingspolitiske spørgsmål og belastninger. Vi vil meget gerne diskutere de enkelte elementer og spørge: Er det klogt at bruge det her? Så må vi gerne blive klogere og sige: Nej, det er ikke klogt at bruge det her. Så skal vi finde noget andet. Det er jo ikke ultimative krav.
     Men tankegangen er: Hvordan får vi sænket marginalskatten for de fleste almindelige indkomster meget markant? Det synes jeg egentlig også at Venstre skulle interessere sig for.

Det vil sige, at fru Marianne Jelved bekræfter, at man vil hæve prisen med 1 kr. for benzinen, fordi man vil sænke skatten på indkomster.
     Det vil sige, at de områder, hvor man har en høj indtægt, f.eks. hovedstadsområdet eller de større byer, skal man have en skattesænkning, og alle de, der bor i yderområderne, skal have en afgiftsstigning. Det var næsten det, jeg insinuerede i mit spørgsmål i starten.
     Men er det sådan, at Det Radikale Venstre sådan set er ligeglad med yderområderne, eller har man ikke en interesse i at skabe vækst i yderområderne? Er det måske også derfor, at Det Radikale Venstre mister medlemmer; vi har jo hørt, at Peder Thomsen har forladt Det Radikale Venstre osv. Der er måske et problem, Det Radikale Venstre slet ikke vil fortælle om?

Jeg er meget glad for hr. Thor Gunnar Kofoeds interesse for Det Radikale Venstres medlemstilgang, men jeg kan berolige med, at de stadig væk kommer i temmelig store bunker hver uge. Så det går godt.
     Men jeg vil meget gerne se på Bornholm i den her sammenhæng. Jeg vil meget gerne drøfte det her, også med Venstres medlem fra Bornholm. Jeg vil meget gerne kigge på nogle familietyper på Bornholm og se, hvad det er, der belaster dem der. Sådan som jeg husker vores beregninger, vil det ikke belaste bornholmerne, tværtimod vil bornholmerne have god gavn af det her. Men det vil jeg meget gerne se på sammen med hr. Thor Gunnar Kofoed.

Den sidste, der får en kort bemærkning til fru Marianne Jelved i denne omgang, er hr. Eyvind Vesselbo.

Man må jo sige, at det har været lidt af en oplevelse at følge fru Marianne Jelved her i sommer og diskutere udlændingepolitik. Man må sige, at en partileder, som jo har gjort 24-års-reglen til sin mærkesag, egentlig, når der kommer en debat om den, burde kunne give et klart svar på:
Hvad vil jeg sætte i stedet for?
     Det første, fru Marianne Jelved sagde, var 21 år, men hun kunne ikke rigtig forklare hvorfor, for det var jo også et brud på menneskerettighedskonventionen. Det endte med at blive 18 år, ja, det er det ikke engang endt med, for det kunne også blive 26 år måske.
     Jeg vil godt spørge: Er det sådan, at fru Marianne Jelved, der har fokuseret meget på 24 år, vil fjerne 24-års-reglen? Er det tilknytningskravet og depositum og 28-års-reglen, og hvilke konsekvenser vil det have for familiesammenføringstallet, når de ting er fjernet, hvis det altså er tilfældet, at fru Marianne Jelved vil gøre det?

Sådan set var det statsministeren, der anbefalede mig at gå videre end 21 år, nemlig helt ned til 18 år. Det skete på Venstres sommertræf. Det var sådan set meget logisk af statsministeren at sige det, for hvis 24-års-reglen var gal, måtte 21-års-reglen også være det, og 21-års-reglen er jo det maksimale for tredjelandesborgere i EU-regelsættet. Så der tog jeg statsministeren på ordet.

     Men jeg vil gerne prøve endnu en gang at gøre det klart. Det, der optager os og har optaget os her i sommer - og jeg anerkender, at 24-års-reglen er blevet sådan et symbol for det hele - er den kritik, der er rejst af den danske administration af de regler, vi har her i Danmark, og den kritik, der er rejst af, at Danmark krænker menneskerettighederne. Regeringen siger, at det gør Danmark ikke, andre siger, at det gør Danmark, og vi vil forfølge den sag, fordi vi mener, at det er Folketingets partier, der må have en meget stor interesse i, at retsprincipper og internationale konventioner overholdes. Jeg har forstået også på statsministeren, at det optager regeringen meget. Derfor ser jeg også frem til en kvalificeret debat i løbet af efteråret om de her spørgsmål.

Nu er det ikke overraskende for mig i hvert fald, at statsministeren var så kvik, at han kunne se problemstillingen, før fru Marianne Jelved kunne, og derfor på sommertræffet kunne stille det spørgsmål, som fru Marianne Jelved ikke kunne svare på, og derfor måtte hun ændre det nogle dage senere. Det overrasker ikke mig, men det overrasker mig på en eller anden måde alligevel, at man, når man gør en sag til sin mærkesag, altså 24-års-reglen, ikke engang har sat sig så meget ind i tingene, at man ved, hvad man vil sætte i stedet for, men kommer ud med et eller andet mærkeligt forslag om 21 år og slet ikke kan forsvare det.
     Så vil jeg spørge fru Marianne Jelved: Hvis nu fru Marianne Jelved vil lave de ting om, som jeg fik bekræftelse på fru Marianne Jelved ville lave om - 24-års-regel, tilknytning, depositum og 28-års-reglen - vil det så slet ikke have nogen konsekvenser for alle de unge mennesker, som bliver enten tvangsgift eller får arrangeret ægteskaber?
     Fru Marianne Jelved kan sige, at der er mange, mange, der bliver ramt, som ikke har noget med det her at gøre, men de, der nu bliver ramt, vil de ikke blive ramt endnu mere, når fru Marianne Jelved får fjernet alle de ting, der hjælper disse unge mennesker?

Jeg ville ønske, at jeg kunne få en dokumentation for al den hjælp, der gives. Jeg ville virkelig ønske, at Folketinget var i stand til at få en viden om, hvordan lovene virker i forhold til de intentioner, Folketinget har haft, da vi vedtog lovene.
     Vi ønsker i Det Radikale Venstre at sikre, at alle mennesker kan gennemskue det regelsæt, som de har brug for at rette sig efter, fordi det er gældende lov i Danmark. Vi har et kæmpe ønske om at få åbenhed om forvaltningen af det her spørgsmål. Vi synes, det er en skandale, at lovgiverne ikke er i stand til at følge, hvordan lovene i praksis administreres og virker. Vi synes, det nærmer sig en skandale, at Integrationsministeriet skal overvåge Integrationsministeriet. Vi har i det hele taget meget svært ved at se, at det er noget, der passer i en retsstat.
     Vi ønsker, at der skal kunne føres en stram og fair og ordentlig udlændingepolitik i Danmark, men vi ønsker, at det skal ske i åbenhed, og vi ønsker, at lovgivere og borgere skal kunne følge det, og at der ikke skal rejses kritik af vores overholdelse af internationale konventioner. Så må lovene rettes ind efter det, og det har vi ikke det færdige svar på på nuværende tidspunkt. Det kræver en dyberegående diskussion også sammen med regeringen.

Tak til fru Marianne Jelved. Så er vi vist kommet så langt, at jeg kan give ordet til statsministeren.
     (Et folketingsmedlem ønsker ordet). Jamen vi har jo slået stregen. Jeg annoncerede, at der var fire korte bemærkninger til fru Marianne Jelved, og så lukkede jeg for listen. Det passer i hvert fald ifølge det, jeg har meldt ud tidligere.
     Men jeg var i færd med at give statsministeren ordet. Hvis der er korte bemærkninger til statsministeren, bruger vi den samme regel som over for ordførerne, nemlig at der er 1 time til korte bemærkninger.

Så har vi jo haft en åbningsdebat, og hvis det står til oppositionen, kan jeg forstå, at så er det også den sidste åbningsdebat inden næste folketingsvalg. Derfor har jeg naturligvis lyttet ekstra godt efter, hvad oppositionen havde at sige i dag, for jeg ville så gerne vide, hvilket alternativ vi står over for. Det er sådan set det mindste, man kan forlange af en opposition, altså at oppositionen er i stand til at tegne et alternativ.
     Derfor skal jeg ikke lægge skjul på, at da jeg kom her i Folketingssalen kl. 10 i formiddag, kom jeg herned med mit sind stemt til højtid og forventning. Men jeg må sige, at det har været en noget tam - man fristes til at sige næsten slasket - affære, for oppositionen mødte fra starten af debatten op med et forslag om, at vi skulle have valg, og så kunne man jo tro, at så ville der blive iværksat et sandt stormløb mod regeringen.
     Er det så det, vi har oplevet? Næ, det har vi jo ikke. Løst krudt, varm luft, spredt fægtning - uden noget klart alternativ, uden nogen koordination, man skyder på alt, hvad der rører sig; det er det, vi har set. En opposition, der stritter i alle retninger.
     Oppositionen møder op med et forslag til vedtagelse om, at vi skal have valg, og så kunne man godt forestille sig, at så ville det blive dagens tema.
     Forslaget til vedtagelse er bygget op omkring kommunalreformen, og vi skal have et valg. Man kunne tro, at så var det kommunalreformen, vi skulle have drøftet. Er det så det, oppositionen har lagt op til at drøfte? Næ, det er det jo ikke. Man kommer med et ret usædvanligt forslag til vedtagelse om, at vi skal have valg, og så vil man ikke engang selv diskutere det. Det har jeg faktisk været lidt skuffet over. Man kan i hvert fald roligt sige, at det ikke er en regering, der er under pres.
     Så lyttede jeg selvfølgelig meget opmærksomt til den socialdemokratiske ordfører, for jeg tænkte, at nu, efter dette forsøg på et frontalangreb på regeringen, måtte der dog
i det mindste komme et klart markeret og et spændende socialdemokratisk oplæg, et virkelig politisk alternativ til den siddende regering. Var det så det, vi oplevede fra den socialdemokratiske ordfører? Nej, det var det ikke. Den socialdemokratiske ordfører har lagt sig i regeringens fodspor, men siger bare som det eneste på hvert punkt, hvor regeringen har taget fat, hvad enten det nu er sundhed eller de ældre eller uddannelse eller miljø, alle de steder, hver regeringen har lagt op til nye initiativer på finanslovforslaget: Mere af det samme! Det er overbud, men ikke noget nyt, spændende alternativ, bare mere af det samme. Vi kvitterer naturligvis positivt fra regeringens side over, at Socialdemokratiet er så optaget af de punkter, regeringen har lanceret, men vi synes nok, at det er en lille smule politisk fattigt, at man ikke har andet at byde på end mere af det samme. Man kunne godt forvente, at det største oppositionsparti havde et markant, spændende politisk alternativ, men det var i hvert fald ikke i dag, at det blev præsenteret. Derfor synes jeg, at det har været en lidt tam affære. Siden sommerferien har de to gamle regeringspartier, De Radikale og Socialdemokratiet, jo forsøgt sig ud i den kunst så i det mindste at blive enige om et eller andet. Først forsøgte de sig med udlændingepolitikken. Det gik helt galt. Så prøvede de sig med skattepolitikken. Det gik også galt. Og så gav de tilsyneladende helt op - og debatten i dag har ikke bragt nogen ny klarhed. Næsten 3 år har de gamle regeringspartier haft til at blive enige om at præsentere et alternativ, men intet er sket. Regeringen har præsenteret en udlændingepolitik og gennemført den - en stram, en fast og fair udlændingepolitik
- og den har været en så stor succes, at Socialdemokratiet har skyndt sig at sluge den med hud og hår. De skulle ikke nyde noget af noget opposition dér, så de har taget det hele.

      Men fru Marianne Jelved har stillet et ultimativt krav om, at hvis hun skal støtte hr. Mogens Lykketoft som ny statsminister, så skal udlændingepolitikken lempes. Og det har hr. Holger K. Nielsen tilsluttet sig og også fru Line Barfod. Altså kræver de, som hr. Mogens Lykketoft skal støtte sig til, hvis han vil være statsminister, at han skal lempe udlændingepolitikken, og det betyder, at befolkningen sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at kommer der et regeringsskifte, bliver udlændingepolitikken lempet.
     Alle ved, at fru Marianne Jelved mener, hvad hun siger, og hun insisterer på det, og når det er ultimativt, så er det ultimativt, og derfor kan hr. Mogens Lykketoft ikke blive statsminister uden at lempe udlændingepolitikken. Det er jo det, der står tilbage efter debatten.
     Regeringen har gennemført og fastholdt et skattestop, og det har været en så kanon succes, at S og R har følt: Vi skal også have et eller andet. Det skulle så ikke være et skattestop, men S og R har så fundet ud af, at man skulle have et skatteloft. Ja, man kan roligt sige, at der er højt til loftet i det hus; det er der.
      Man behøver bare at spørge: Ville det skatteloft, som Socialdemokratiet og De Radikale har lanceret, forhindre, at man kunne gennemføre en ny pinsepakke? Svaret er nej.
      Man kan næsten være helt sikker på, at kommer de til regeringsmagten, så kommer der en, ja, nu ved jeg jo så ikke, om det bliver en pinsepakke, men befolkningen vil så ikke uden angst og bæven kunne se frem til enhver ny højtid, som vil lægge navn til den næste store skattepakke, som kan gennemføres inden for det rummelige loft.
     Vi kender jo de to partiers liste over nye skatter: en forhøjelse af bruttoskatten til 20 pct., ekstra pensionsskat, ekstra benzinafgift, ekstra boligskat, bare for at nævne nogle af de meget synlige; så er der jo det, man prøver sådan at gøre knap så synligt, men det er det, der ligger i det inden for det såkaldte skatteloft.
      Dertil kommer så en fordelingsprofil, som specielt i det radikale forslag må give enhver ægte socialdemokrat kuldegysninger. Jeg ved ikke, om Socialdemokraterne har læst fru Marianne Jelveds forslag, men fru Marianne Jelveds forslag til en skattelettelse, som altså ikke er en reel skattelettelse, fordi man tager pengene ind andre steder, vil betyde, at dem med mange hundrede tusinde i indkomst, dem med en million i indkomst, vil få titusindvis af kroner i skattelettelse, mens kasseassistenten kommer til at betale mere i skat.
     Jeg ved ikke, om den socialdemokratiske folketingsgruppe har læst det radikale skatteoplæg, men det bliver interessant at drøfte med befolkningen.
     Så har regeringen jo gennemført en fleksibel barselorlov, og det har været så stor en succes, at Socialdemokraterne har følt: Nu skal vi også have noget. Så har man lanceret et forslag om, at ingen skal betale mere end
1.000 kr. om måneden for at få sit barn passet. Og hvor lyder det også dejligt - indtil man så begynder at grave i, hvordan det skal betales. For det viser sig, at det er børnefamilierne selv, der skal betale, oven i købet på en måde, der rammer de svagest stillede. For de svagest stillede, dem med hel eller delvis friplads, får jo ikke fuldt ud gavn af loftet på de 1.000 kr., men Socialdemokratiet vil skære i børnechecken for at finansiere
1.000-kroners-forslaget, og beskæringen af børnechecken rammer alle, også de svagest stillede. Det er jo derfor, at man, når man klikker sig ind på Socialdemokratiets hjemmeside, får det resultat frem, at de rige får en gevinst og de mindst bemidlede kommer til at betale. Det er fordelingsprofilen i Socialdemokratiets forslag. Nu ved jeg ikke, om hjemmesiden er blevet lukket, mens jeg står her og taler, for vi har forstået, at det har skabt panik i det socialdemokratiske sekretariat, at hjemmesiden giver de her resultater. Vi har så også oplevet her i Folketingssalen, at det socialdemokratiske forslag er blevet mere eller mindre undsagt af de partier, der egentlig skulle støtte Socialdemokratiet i at danne regering, for de har selvfølgelig klart set, at der er en helt skæv fordelingsprofil i det her.

     Se, det er det, vi har fået ud af debatten, og det er da heller ikke så dårligt.
     Jeg kom under debatten til at tænke på et citat af den tidligere finansminister og udenrigsminister hr. Mogens Lykketoft. Den 14. september sidste år kom hr. Mogens Lykketoft med nogle udtalelser til Jyllands-Posten, hvor han forsøgte at forklare, hvorfor vælgerne ved det seneste valg sendte Socialdemokratiet og De Radikale ud i straffeboksen. Her sagde hr. Mogens Lykketoft:
     »Efter ni år i regering blev vi oplevet som slidte, fantasiløse og ideologisk fastlåste. Der var noget om snakken.«
     Jeg kan kun sige, at jeg er et hundrede procent enig med hr. Mogens Lykketoft. Og desværre må jeg sige, at der stadig er en hel del om snakken. For hvad er forskellen på Socialdemokratiet i 2001 og så i dag? Jo, formanden er skiftet ud, men politikken er jo stort set den samme. Jeg kan
i hvert fald ikke få øje på nogen som helst forandring eller fornyelse hos Socialdemokratiet siden det historiske valgnederlag.
     I stedet for at fremlægge egne bud på fremtiden er parolen, at hver gang regeringen fremlægger sin politik, byder Socialdemokratiet bare over. Lidt fantasiløst kan man sige, men jeg forstår, at de manglende socialdemokratiske visioner skyldes, at jeg hugger deres politik. Partiformanden, hr. Mogens Lykketoft, sagde det til Politiken den 15. august i år: »De gør det helt systematisk.« Men hvis det er rigtigt, at vi helt systematisk stjæler Socialdemokratiets politik, så forstår jeg ikke, hvorfor Socialdemokraterne er så sure. Kan man nå noget højere end at få gennemført sin politik? Men vi så det også i reaktionen på min åbningstale, for først gik hr. Mogens Lykketoft ud og sagde, at jeg havde ladet mig inspirere af, ja, måske næsten hugget betydelige dele af min åbningstale fra hr. Mogens Lykketofts kongrestale. Men senere hed det sig, at åbningstalen var ren manipulation. Jeg tror, det var den store psykolog Freud, der havde nogle teorier om, at det, der kom ud af munden på den måde, kunne afdække nogle indrømmelser. Jeg ved ikke, om det er karakteristikken af den socialdemokratiske partiformands kongrestale. Jeg tror det ikke. Men min konklusion er, at efter dagen i dag er forvirringen om oppositionens politik nærmest total. Hr. Frank Jensen hældte selvfølgelig det sædvanlige syrebad ud over regeringen. Det lød nærmest som et ekko fra fortidens klassekamp. Og det er jo måske også meget sigende, for jeg synes, at både den socialdemokratiske ordfører og partiet sidder fast i fortiden og har svært ved at få fødderne flyttet med over i det nye årtusinde. Det er trist. Det er gråt. Og jeg synes ærlig talt også, det er en smule beskæmmende. Her indbyder regeringen til bredt samarbejde, og hvad er svaret så? Det er: Æv, bæh, buh, vel vil vi ej. Vi vil have et valg. Men på sin vis kan jeg måske godt sætte mig ind i oppositionens stærke ønske om et valg. For hver dag der går, bliver det jo mere og mere tydeligt for alle, at oppositionen ikke har nogen sammenhængende politik, og at et valg næsten ville være en befrielse fra den daglige pinsel, det må være for Socialdemokratiet og De Radikale at formulere et alternativ.

     Nu lovede jeg i min åbningstale at give partierne en ekstra chance for at indgå i det brede samarbejde, og jeg vil gerne sige, at det tilbud står jeg ved, og det gør jeg bl.a. ved ikke at udskrive valg. Så får Socialdemokratiet og De Radikale lidt ekstra tid til at finde hinanden. Mere generøst kan det næsten ikke blive.
     Nu er der så fremsat et forslag til vedtagelse, som indeholder en opfordring til mig om at udskrive et valg. Men jeg vil godt for ikke at trække spændingen unødigt ud slå følgende fast: Jeg agter som statsminister at leve op til mit ansvar i henhold til grundloven. Det indebærer, at jeg skal sørge for, at der afholdes valg inden valgperiodens udløb. Det vil jeg gerne slå fast. Men inden for de rammer har jeg frie hænder til at beslutte tidspunktet for valget. Sådan er det, og sådan forbliver det.
     Men helt ærligt undrer jeg mig lidt over det forslag til vedtagelse, der er fremsat. Rent bortset fra, at man ikke har ønsket at diskutere det i dag, så afslører det jo også, at der tilsyneladende er blevet forhandlet på skrømt fra oppositionens side under forhandlingerne om en ny kommunalreform. For hvis synspunktet virkelig er det, som står i forslaget til vedtagelse, at man ikke må vedtage en kommunalreform, uden at der først har været afholdt valg, så skulle man da vist have sagt det ved indledningen af forhandlingerne. Det var der ikke nogen der sagde. Man gik i gang med forhandlingerne, og vi var jo i virkeligheden så tæt på at have en aftale.
     Sandheden er jo, at hvis vi så havde fået en aftale - og det kunne vi såmænd lige så godt have fået og ikke som nu, hvor vi ikke fik det - var der jo ikke nogen, der havde haft ønsket om, at der så skulle have været valg. Så man kan jo nemt få den tanke, at det hele tiden har været meningen, at man ikke ønskede at gå med i en aftale, fordi man hellere ville køre oppositionspolitik.
     Men jeg vil gerne sige, at det da også er min opfattelse, at det er meget naturligt, at befolkningen er med
i overvejelserne om en kommunalreform, og det er jo faktisk også, hvad der sker mange steder. Det er, som om oppositionen ikke ser, hvad der sker ude i kommunerne, hvor befolkningen allerede er dybt og direkte engageret. Jeg vil da også gerne sige helt åbent til oppositionen, at jeg selvsagt ikke er modstander af at lade vælgerne komme til orde i denne sag, men det er jo sådan, at et folketingsvalg drejer sig om andet og mere end strukturreformen. Nu er det jo sådan, at grundloven allerede åbner mulighed for, at et mindretal i Folketinget kan begære folkeafstemning om et vedtaget lovforslag. De nærmere regler om det står i grundlovens § 42. Det står altså oppositionen frit for at benytte sig af den grundlovssikrede mindretalsbeskyttelse og begære folkeafstemning om lovforslagene vedrørende en kommunalreform. Det kan man jo bare gøre. Mere demokratisk kan det da vist ikke blive. Der ligger jo mindretalsbeskyttelsen. Jeg vil gerne føje til, at jeg har sagt det i al fredsommelighed som en beskrivelse af, hvordan den faktiske politiske tilstand og retstilstanden er. Det er ikke en opfordring fra min side, men det er bare en konstatering af, at hvis man virkelig har den opfattelse, så står den mulighed jo åben. Men det vil jo så rejse en række andre interessante spørgsmål, nemlig: Hvad er det så, de fem partier bag forslaget mere præcis er enige om - altså ud over at være uenige i regeringens reformmodel? Hvad er alternativet til regeringens kommunalreform? Hvad er egentlig alternativet? Hvad er det, vælgerne skal tage stilling til? Skulle de bare sige nej uden at vide, hvad der så kom i stedet for regeringens forslag? Hvad er der reelt at tage stilling til? For der er ikke præsenteret et alternativ. Sandheden er nemlig, at de fem partier ikke er enige om andet end at være uenige med os. Og det kommer der jo ikke ret meget kommunalreform ud af. Lad mig bare fra dagens debat fremhæve, at hr. Mogens Nørgård Pedersen fra Kristendemokraterne klart har sagt, at Kristendemokraterne på ingen måde kan støtte udviklingen i retning af større kommuner og større regioner, mens hr. Frank Jensen klart har understreget, at det er et socialdemokratisk ønske at få større regioner og større kommuner. Så der er dyb uenighed. Og jeg tror heller ikke, at SF umiddelbart er enig med Socialdemokraterne i alt.

     Det, vi også ved, er, at for Socialdemokraterne er det jo et kernepunkt at få indført en ny skat, en ny regionsskat. Det kan ikke overraske nogen. Vi kender Socialdemokratiets syn på beskatning, jo flere kilder, jo bedre, så for Socialdemokratiet er det et kernepunkt at få en ny regionsskat.
     Jeg tror, det er svært at se, hvad det samlende alternativ er til regeringens forslag til en kommunalreform.
     Dagen igennem har oppositionen forsøgt at rejse tvivl om, hvad der vil ske med de mange offentligt ansatte, der bliver berørt af kommunalreformen. Strategien har jo været tydelig; det er et forsøg på for enhver pris at skabe en usikkerhed blandt de ansatte, det er simpelt hen et led i oppositionens landspolitiske kamp. Vi har også set i dag, at det har været uden den mindste betydning, hvad regeringen har svaret. Strategien var lagt på forhånd, og den blev fulgt.
     Men jeg synes ærlig talt, det er lidt trist. Vi kan være uenige om politiske spørgsmål, bølgerne kan gå højt, og sådan skal det selvfølgelig også være, men jeg synes faktisk ikke, det er rimeligt, når oppositionen nu forsøger at tage de mange tusinde offentligt ansatte, der bliver berørt af kommunalreformen, som gidsel i oppositionens politiske spil; at man forsøger at skabe en usikkerhed blandt de ansatte, en usikkerhed, som er fuldstændig uden grundlag.
     Kommunalreformen handler jo om at skabe en bedre offentlig sektor, ikke en mindre offentlig sektor. Faktisk er det jo sådan, at vi afsætter flere penge til offentligt forbrug, og det giver faktisk også flere offentligt ansatte.
     De ansatte er den afgørende ressource i det offentlige. Derfor skal vi selvfølgelig også behandle medarbejderne i det offentlige godt, og realiteten er, at vi gennemfører kommunalreformen med den størst mulige grad af tryghed for de ansatte. Regeringen lægger afgørende vægt på, at de ændringer, der sker, bliver gennemført på en god og en ordentlig måde. Det har vi sagt, og det står vi ved.
     Lad mig derfor præcisere, hvad der vil gælde: Alle ansatte følger med opgaverne over i den nye struktur; overenskomstansatte bliver omfattet af den såkaldte virksomhedsoverdragelseslov, og det betyder på den ene side, at de ansatte skal være indstillet på at skifte arbejdsgiver, men det betyder så også på den anden side, at de ansatte fortsætter ansættelsen hos den nye arbejdsgiver på de hidtidige vilkår. Det er en velkendt model, og den er brugt mange gange før; tjenestemandsansatte bliver ansat hos den nye arbejdsgiver på vilkår, der svarer til de hidtidige ansættelsesvilkår.
     Det er det, der er kendsgerningen, og det er faktisk ret useriøst at prøve at skabe usikkerhed blandt medarbejderne i amter og kommuner på et fuldstændig, jeg vil godt sige, ryggesløst grundlag.
     Jeg vil derudover komme med et par bemærkninger til repræsentanterne for Grønland og Færøerne.
     Jeg vil sige til hr. Lars-Emil Johansen, at jeg synes, det var et absolut konstruktivt indlæg. Jeg er fuldstændig enig med hr. Lars-Emil Johansen i, at en meget vigtig forudsætning for at tale om reelt selvstyre også er, at det grønlandske samfund i højere grad bliver i stand til at tjene sine egne penge, får en mere selvstændig økonomi.
     Hr. Kuupik Kleist rejste spørgsmål om Retsvæsenskommissionen. Den Grønlandske Retsvæsenskommission har som bekendt afleveret sin betænkning om det grønlandske retsvæsen. Det er en betænkning, som efter regeringens opfattelse udgør et godt grundlag for det videre arbejde med en modernisering og styrkelse af retsvæsenet i Grønland, så det bliver bedre rustet til at opfylde de krav, som et moderne samfund stiller.

     Nu er betænkningen blevet sendt i høring hos de berørte organisationer og myndigheder i både Grønland og Danmark, og når Justitsministeriet har modtaget høringssvarene, vil regeringen i samarbejde med Grønlands landsstyre tage samlet stilling til de forskellige forslag og anbefalinger i kommissionens betænkning.
     Må jeg så sige til fru Lisbeth Petersen, at jeg fuldstændig deler den opfattelse, at i forbindelse med overdragelse af sager fra rigsfællesskabet til Færøerne er det da også absolut relevant at inddrage overvejelser om retssikkerhed. Men jeg vil gerne slå fast, at det først og fremmest er overvejelser, der må finde sted på Færøerne, i det færøske landsstyre og i det færøske Lagting og i det hele taget i det færøske folk.
     Jeg noterede mig fru Lisbeth Petersens beskrivelse af, hvilke opgaver der kan tænkes overført til Færøerne inden for rammerne af en ny overtagelseslov. Vi venter på en anmodning herom fra det færøske landsstyre. Men jeg håber, at vi meget snart kan få grønt lys fra færøsk side til at fremsætte et forslag til overtagelseslov, hvor hovedindholdet jo vil være, at de færøske myndigheder kan overtage samtlige sagsområder inden for grundlovens og rigsfællesskabets rammer, og det vil være de færøske myndigheder, der beslutter, hvilke områder der skal overtages og hvornår. Samtidig overtager de færøske myndigheder det økonomiske ansvar for opgaverne.
     Der måtte jeg jo forstå på hr. Høgni Hoydal, at det efter hr. Høgni Hoydals opfattelse ikke var vidtgående nok. Hr. Høgni Hoydal omtalte statens tilskud til Færøerne - og i øvrigt også Grønland - som en lejeaftale. Der vil jeg gerne erindre hr. Høgni Hoydal om, at statens tilskud til Færøerne udgør statens medfinansiering af de sagsområder, som de færøske myndigheder endnu ikke har overtaget det fulde ansvar for, men varetager på statens vegne.
     Bloktilskuddet bygger som bekendt på en aftale mellem regeringen og landsstyret, og hvis jeg må friske erindringen op hos hr. Høgni Hoydal, som jo også er tidligere vicelagmand, så præciserede landsstyret og regeringen i 2001
i fællesskab, hvad bloktilskuddet bliver anvendt til, og det er lige præcis det, som jeg har redegjort for her. Så var hr. Høgni Hoydal også inde på, at grundloven bliver brugt til at forhindre Færøerne og Grønland i at opnå frihed i form af suverænitet. Der vil jeg gerne understrege, at grundloven overhovedet ikke er til hinder for, at Færøerne kan opnå status som selvstændig stat. Den kamp skal hr. Høgni Hoydal føre på Færøerne og ikke her i Folketinget. Jeg er sikker på, at der i Folketinget ville være flertal for at imødekomme et ønske om suverænitet, såfremt flertallet af den færøske befolkning måtte ønske det. Men jeg vil da gerne samtidig sige, at personligt er jeg absolut tilhænger af at fortsætte et rigsfællesskab, fordi jeg tror på den solidaritet, der ligger i et rigsfællesskab mellem tre ligeværdige og ligestillede parter. Men vi ønsker altså også fra regeringens side en fortsat udvikling og modernisering af rigsfællesskabet. Jeg vil gerne runde det her af med en enkelt kommentar til nogle bemærkninger, der har været om, at den tale, jeg holdt i tirsdags, skulle være udtryk for selvros. Nej, jeg præsenterede bare en række kendsgerninger om dansk økonomi. Men jeg vil da gerne sige, at de kendsgerninger, som jeg præsenterede om dansk økonomi, hvor min konklusion var, at det går rigtig godt, at dansk økonomi blomstrer, faktisk ikke er noget, som bare regeringen siger. Det er der faktisk så mange andre der også siger.

     Vi har en konkurrenceevne, der er i top. I den seneste rapport fra en international organisation, der hedder World Economic Forum, er Danmark placeret som nr. 4 i verden, når det gælder konkurrenceevne. Og der er andre organisationer, der har placeret Danmark meget højt på rangstigen, når det gælder konkurrenceevne.
     Så sent som i august har Den Internationale Valutafond udtalt, at Danmarks konkurrenceevne forbliver stærk. Fremgangen i produktiviteten i forhold til vores største samhandelspartner har bidraget til at fastholde vores konkurrenceevne.
     I den seneste kvartalsoversigt skriver Nationalbanken, at de økonomiske udsigter for Danmark er bedre end længe, og Den Internationale Valutafond og OECD siger, at vi i Danmark har tacklet den internationale økonomiske afmatning godt, at forårspakken var den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt, at beskæftigelsen er på vej frem, at vi er godt rustet til fremtiden. Så det er altså ikke bare mig, der står og siger det i en åbningstale, det er altså ikke bare regeringen, der står og roser sig selv. Der er faktisk internationale organisationer, der er økonomiske institutioner, som siger det samme, som roser den økonomiske politik, der bliver ført. Men igen i dag har vi hørt på grædekoneri og dommedagsprofetier, og så kan man jo ikke fortænke regeringen i, når nu oppositionen ikke vil gøre reklame for regeringens fortræffeligheder og økonomiske politik og økonomiske resultater, at gøre det selv; så er vi henvist til selv at gøre det. Det har vi så gjort, men det er dejligt at opleve, at man også har fået øje på fremskridtene i udlandet.

Der er nu 11, der har bedt om korte bemærkninger til statsministeren, inden vi eventuelt går til anden runde. Jeg vil tage ordførerne først og så de øvrige.

Jeg må tilstå, at jeg er ret overrasket over den her besvarelse. Den største beslutning under denne her regering har uden sammenligning været, at vi erklærede krig, at vi er med i Irakkrigen. Det forhold, at selv chefen for USA's våbeninspektører nu indrømmer, at grundlaget for krigen var forkert, giver anledning til en kolossalt stor debat i USA, i England, i resten af verden. Men i det her Folketing er det tilsyneladende umuligt at få et svar fra den statsminister, der har været en af de mest villige deltagere i koalitionen af villige omkring Irakkrigen.
     Jeg har tidligere i dag bedt statsministeren om at forholde sig til de nye oplysninger. Jeg har bedt statsministeren om at udvise bare en lille smule af det samme format som Tony Blair og give den danske befolkning en undskyldning, når det nu viser sig, at de her oplysninger var forkerte. Der kom intet. Der kom intet ud af munden på statsministeren. Svaret var tavshed, tavshed, tavshed. Vil det fortsat være sådan?