NOTAT Dato: 19. november 2004 Kontor: Integrationskontoret J.nr.: 2004/5000-7 Sagsbeh.: jel Fil-navn: Høringssvar.notat Notat om høringssvarene vedrørende forslag til lov om ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., integrationsloven og udlændingeloven (Styrkelse af familiesammenførtes danskindlæring, fremrykket og intensiveret danskuddannelse til flygtninge, ændret udvælgelse af og styrket integrationsindsats over for kvoteflygtninge m.v.) 1. Indledning Integrationsministeriet har ved brev af 14. oktober 2004 hørt en række myndigheder og organisationer over udkast til lov om ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., integrationsloven og udlændingeloven. Følgende myndigheder og organisationer har haft bemærkninger til lovudkastet: Advokatrådet,   Amnesty   International,   AOF   Danmark,   Dansk   Arbejdsgiverforening,   Dansk Flygtningehjælp,    Dansk    Røde    Kors,    Dansk    Socialrådgiverforening,    De    Samvirkende Invalideorganisationer,  Det  Centrale  Handicapråd,  Dansk  Oplysnings  Forbund,  Dokumentations-  og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Finansrådet, Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser, Foreningen  af  Statsamtmænd,  Institut  for  Menneskerettigheder,  KL,  Landsforbundet  af  Voksen-  og Ungdomsundervisere,   Landsorganisationen   i   Danmark,   Liberalt   Oplysningsforbund,   Lærernes Centralorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter og UNHCR. Følgende myndigheder og organisationer har ikke haft bemærkninger til lovforslaget: Amtsrådsforeningen,   Datatilsynet,   Den   Danske   Dommerforening,   Dommerfuldmægtigforeningen, Flygtningenævnet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Politimægtigforeningen, Præsidenten for Vestre Landsret, Rigsadvokaten og Rigspolitichefen. Følgende myndigheder og organisationer har ikke besvaret høringen: Børne-  og  Kulturchefforeningen,  Dansk  Retspolitisk  Forening,  Dansk  Folkeoplysnings  Samråd, Foreningen  af  Statsamtsjurister,  Frederiksberg  Kommune,  FOF’s  Landsorganisation,  Københavns Kommune, Landsforeningen Adoption og Samfund, Mellemfolkeligt Samvirke, POEM, Præsidenten for Østre Landsret, retterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde og Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde. 2. Bemærkninger til lovforslaget Høringssvarene   afspejler   generel   enighed   i   intentionerne   om   at   styrke   de   selvforsørgende, familiesammenførtes dansktilegnelse. Der er endvidere generel opbakning til forslaget om fremrykning af danskuddannelsen for de udlændinge, der har fået asyl, men stadig opholder sig på et asylcenter, og om fremrykning af kommunalbestyrelsens tilbud om danskuddannelse for denne gruppe, således at danskuddannelsen uden ophold kan videreføres, efter at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for den pågældende udlænding.

For begge forslags vedkommende indeholder høringssvarene dog kritiske bemærkninger til forslagenes nærmere indhold, jf. nedenfor. For  så  vidt  angår  forslagene  vedrørende  kvoteflygtninge,  er  der  generelt  opbakning  til  forslaget  om udvidelse af udvælgelseskriterierne, der betyder, at kvoteflygtninge fremover kan udvælges blandt en større  kreds  af  UNHCR-flygtninge.  Derimod  rejses  der  generelt  kritik  af  forslaget  om,  at  der  ved udvælgelsen   af   kvoteflygtninge   som   udgangspunkt   skal   lægges   vægt   på   udlændingenes integrationspotentiale.   I de følgende afsnit opsummeres hovedindholdet af de kritiske bemærkninger. 2.1. Styrkelse af familiesammenførtes danskindlæring 2.1.1. Erklæring  om  aktiv  deltagelse  i  danskuddannelse  og  integration  i  det  danske samfund Advokatrådet  mener, at det bør overvejes, om tydeliggørelsen af det danske samfunds forventninger og muligheder  vil  kunne  tilgodeses  gennem  en  intensiveret  informationsindsats  i  stedet  for  ved underskrivelse af en erklæring. Dansk Flygtningehjælp   tvivler på effekten af at underskrive en erklæring. Dansk Socialrådgiverforening  er betænkelig ved den øgede kontrol, der med lovforslaget lægges op til, at kommunerne skal varetage, bl.a. i forbindelse med det selvforsørgende pars underskrivelse af en erklæring om efter bedste evne at ville deltage aktivt i den udenlandske ægtefælles og eventuelle medfølgende børns danskindlæring og integration i det danske samfund. Foreningen kritiserer endvidere, at den udenlandske ægtefælle skal erklære sig villig  til  selv at arbejde aktivt for hurtigst muligt at blive selvforsørgende gennem beskæftigelse.  Efter foreningens opfattelse må  det være den enkelte familie som bestemmer, hvordan man vil indrette sig med hensyn til beskæftigelse, så længe man kan forsørge sig selv. Dokumentations- og rådgivningscenteret  om racediskrimination (DRC)  stiller spørgsmålstegne  ved, at man stiller særlige krav til udlændinge, der jo netop er selvforsørgende. Institut  for  Menneskerettigheder  stiller  spørgsmålstegn  ved,  om  forslaget  om  underskrivelse  af  en erklæring står i rimeligt forhold til omfanget af problemet med manglende deltagelse i danskuddannelse, idet  det  fremgår  af  lovforslagets  bemærkninger,  at  de  fleste  selvforsørgende,  familiesammenførte udlændinge deltager i danskuddannelse. Instituttet foreslår, at man i stedet sørger for at afdække årsagen til,  at  en  lille  gruppe  udlændinge  ikke  deltager  i  danskuddannelse  og  overvejer,  om  der  snarere  bør iværksættes   foranstaltninger   i   forhold   til   den   enkelte   person.   Endelig   finder   Institut   for Menneskerettigheder det betænkeligt, at den udenlandske ægtefælle skal skrive under på, at man vil have respekt for børnene, at der skal være udfoldelsesmuligheder for både piger og drenge, at man vil lytte til børnene, og at man ikke vil afstraffe dem fysisk. Dette signalerer efter instituttets opfattelse en antagelse om, at (alene) udenlandske forældre ikke respekterer børnenes rettigheder. Rådet  for  Etniske  Minoriteter   finder  det  formynderisk  at  kræve  underskrivelse  af  en  erklæring  og foretrækker, at parret alene bliver   informeret om vigtigheden af at lære dansk m.v. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at der ikke som anført af Dansk Socialrådgiverforening er tale om, at kommunerne  skal føre øget kontrol med familiesammenførte udlændinge. Som det fremgår af bemærkningerne til punkt 2.1.2 om meddelelse om konsekvenserne af manglende dansktilegnelse, skal Side 2

kommunerne allerede efter de gældende regler følge op på udlændingens kontrakt mindst hver 3. måned. For så vidt angår foreningens bemærkninger til erklæringen om bl.a. at ville arbejde aktivt for hurtigst muligt at blive selvforsørgende, fremgår det af integrationslovens formålsbestemmelse, at det for såvel udlændinge,  der  modtager  introduktionsydelse,  som  for  familiesammenførte,  der  ikke  modtager introduktionsydelse,  er  et  mål,  at  de  pågældende  får  mulighed  for  at  anvende  deres  ressourcer  på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Der er således tale om en målsætning om, at den pågældende som udgangspunkt forventes at bidrage aktivt til samfundet i lighed med andre borgere. Formålet med erklæringen er at synliggøre det danske samfunds normer og værdier over for den enkelte ansøger, samt at ansøgeren før ankomsten til Danmark bliver bevidst om, at det danske samfund forventer, at ansøgeren gør en indsats for at blive integreret i samfundet. Det er integrationsministeriets opfattelse, at underskrivelse af en erklæring om efter bedste evne at ville deltage aktivt i ansøgerens og eventuelle udenlandske børns danskuddannelse og integration i det danske samfund, vil understrege betydningen heraf, frem for en almindelig orientering herom. Integrationsministeriet finder ikke, at det gennem erklæringen signaleres, at udenlandske forældre ikke respekterer børns rettigheder som anført af institut for Menneskerettigheder. Der er således alene tale om, at udlændingen gennem erklæringen bliver gjort opmærksom på nogle af de grundlæggende værdier og normer, der hersker i det danske samfund. 2.1.2. Meddelelse om konsekvenserne af manglende dansktilegnelse Dansk Socialrådgiverforening  anfører, at det vil være en uhensigtsmæssig klientgørelse af selvforsørgende familiesammenførte, at disse skal til yderligere kontrol og opfølgning hos forvaltningen. Foreningen af statsamtmænd   finder det positivt, at udlændingene skal vejledes om konsekvenserne af manglende tilegnelse af det danske sprog, dog finder foreningen, at en sådan vejledning bør gives på et tidligere tidspunkt, evt. ved introduktionsperiodens begyndelse. LO foreslår, at det tilføjes i lovforslaget, at kommunen i de tilfælde, hvor en udlænding ikke tilegner sig det danske sprog systematisk og målrettet inden for den fastlagte tidsramme, får en forpligtigelse til at indgå i en dialog med den pågældende udlænding med henblik på afdækning og fjernelse af eventuelle barrierer for deltagelse i danskundervisning. Integrationsministeriet skal hertil bemærke  , at udlændingen allerede ved indgåelse af den individuelle kontrakt  bliver  gjort  opmærksom  på  de  mulige  konsekvenser  af  den  pågældendes  manglende dansktilegnelse. Kommunalbestyrelsen skal således inden en måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding  udarbejde  en  individuel  kontrakt,  og  det  skal  fremgå  af  kontrakten,  hvilken  betydning manglende opfyldelse af kontrakten kan få for udlændingens mulighed for at få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse,  jf.  §  14,  stk.  2,  i  bekendtgørelse  nr.  101  af  17.  februar  2004  om  udarbejdelse  af individuel  kontrakt  og  om  introduktionsprogrammet  efter  integrationsloven.  Det  følger  endvidere  af bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen løbende skal påse, at den individuelle kontrakt overholdes, og som minimum hver 3. måned skal foretage en opfølgning på kontraktens indhold og målsætning, herunder følge op på den enkelte udlændings deltagelse i danskuddannelse. Der er således ikke tale om, at kommunalbestyrelsen bliver pålagt en ny opfølgningsopgave som anført af Dansk Socialrådgiverforening, men forslaget indebærer en særskilt markering af kommunalbestyrelsens forpligtigelse  til  at  vejlede  den  enkelte  udlænding  om  vigtigheden  af,  at  den  pågældende  udlænding deltager i danskuddannelse. Side 3

For  så  vidt  angår  LO´s  bemærkninger  om  dialog  med  udlændingen  bemærkes  det,  at  det  er  en forudsætning for opfølgning og revision af kontrakten, at kommunen indgår i dialog med udlændingen, herunder om evt. barrierer i forhold til deltagelse i danskuddannelse. 2.1.3. Nedskrivning af økonomisk sikkerhedsstillelse AOF finder det ikke rimeligt at sammenkæde den økonomiske sikkerhedsstillelse med gennemførelsen af danskuddannelse, idet bankgarantien er indført som garanti for de eventuelle sociale udgifter, som det offentlige måtte have afholdt til den familiesammenførte ægtefælle. Dansk Oplysningsforbund (DOF) peger på, at det er uklart, hvilken afsluttende prøve en selvstuderende skal have bestået, for at kunne få garantisummen halveret. Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC)  mener, at forslaget er baseret på straf frem for dialog og motivation. Finansrådet  mener ikke, at der vil være tale om en mærkbar besparelse for den, der har stillet sikkerheden, og foreslår, at man i stedet lader kravet om garanti bortfalde, når udlændingen har bestået en afsluttende danskprøve.  Finansrådet  mener  endvidere,  at  forslaget  vil  medføre  ikke  ubetydelige  administrative problemer for pengeinstitutterne, idet det kan være vanskeligt for disse at påse, om betingelsen er opfyldt, dvs. bevis for aktiv deltagelse eller bestået afsluttende danskprøve og hvilke sprogcentre, der udbyder danskuddannelse i henhold til danskuddannelsesloven. LO finder anvendelsen af økonomiske sanktioner uhensigtsmæssigt og finder ligeledes, at forslaget er en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af personer, der på grund af sygdom, traumer eller barsel ikke er i stand til at leve op til de stillede krav. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at det alt andet lige altid vil være en fordel for den person, der har stillet økonomisk garanti, at få den halveret, idet den pågældende herved bl.a. vil få forbedret sine muligheder for at optage lån. Efter ministeriets opfattelse behøver det endvidere ikke at volde problemer at administrere den foreslåede ordning, idet ministeriet kan udlevere en liste til pengeinstitutterne over de udbydere af danskuddannelse, som er godkendt af ministeriet til at afholde prøve, samt eksempler på prøvebeviserne for de nuværende fire afsluttende prøver og bevis for aktiv deltagelse. Alle beviser er udformet af Integrationsministeriet. Den foreslåede bestemmelse om nedskrivning af den økonomiske sikkerhedsstillelse vil være en fordel for de personer, som lærer dansk hurtigt. Personer, som på grund af sygdom, barsel eller traumer i en periode ikke kan følge danskuddannelse, har dog en mulighed for at fortsætte danskuddannelsen ud over tre-års perioden i en periode svarende til det tidsrum, hvor de har været afskåret fra at benytte sig af tilbuddet. Det betyder, at også personer, som i en periode har været afskåret fra at deltage i danskuddannelse, har mulighed for at afslutte danskuddannelsen med en afsluttende prøve eller med et bevis for aktiv deltagelse og herefter få nedskrevet den økonomiske sikkerhedsstillelse. Med  hensyn  til  det  anførte  om  at  den  økonomiske  sikkerhedsstillelse  er  indført  som  sikkerhed  for eventuelle sociale udgifter, som det offentlige måtte komme til at afholde, er det Integrationsministeriets vurdering, at risikoen for  at en udlænding, der har gennemført danskuddannelsen, vil få behov for at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, alt andet lige vil være mindre end for en udlænding, der ikke har gennemført danskuddannelsen. Efter   Integrationsministeriets   opfattelse   hviler   forslaget   om   nedskrivning   af   den   økonomiske Side 4

sikkerhedsstillelse netop på motivation og ikke på straf. Der vil blive fastsat nærmere regler om nedskrivning af sikkerhedsstillelsen, herunder også regler om, hvilken afsluttende prøve en person, der indstiller sig til prøven som selvstuderende, skal have bestået, for at sikkerhedsstillelsen kan nedskrives. 2.2. Fremrykket og intensiveret danskuddannelse til flygtninge på asylcentre AOF Danmark peger på, at det er vigtigt, at der tages hensyn til eventuelle psykiske og sociale problemer hos den enkelte udlænding og dennes familie og til behovet for at finde sig til rette i nye omgivelser i forbindelse med boligplacering i en kommune. Dansk  Flygtningehjælp,  FLD,  oplysningsforbundene  AOF  og  LOF,  Landsforbundet  af  Voksen-  og Ungdomsundervisere  (LVU),  Lærernes  Centralorganisation  (LC)    peger  alle  på  vigtigheden  af,  at indplaceringen af udlændinge, der har fået meddelt asyl, men stadig befinder sig på asylcentret, og den efterfølgende  undervisning   på  asylcentret  varetages   af  lærere,  der   opfylder  samme   krav  til lærerkvalifikationer, som der stilles til lærere hos udbydere af danskuddannelse. LVU og LC kritiserer, at det  efter  lovforslaget  alene  er  indplaceringen  på  danskuddannelse  og  modul,  som  skal  foretages  af uddannede lærere, men ikke undervisningen på asylcentret. LVU og LC peger endvidere på, at et danskundervisningsforløb ikke kan tilrettelægges forsvarligt, hvis der  hver  dag  dukker  nye  kursister  op  til  undervisningen  og  foreslår,  at  der  kun  igangsættes  nye undervisningsforløb hver måned, således at den enkelte udlænding højst skal vente en måned på at få undervisning. Dansk Socialrådgiverforening  er enig i vigtigheden af hurtig danskindlæring, men påpeger, at de fleste flygtningefamilier bruger mange ressourcer på at forberede sig på flytningen fra asylcentret til den nye kommune, at lære det nye lokalsamfund at kende og at forberede børnene på skoler, daginstitutioner m.v. Foreningen  vurderer  endvidere,  at  forslaget  vil  betyde  forøgede  administrative  konsekvenser  for  de kommunalt ansatte socialrådgivere uden at have særlig stor effekt. De samvirkende invalideorganisationer (DSI) finder,  at muligheden i lovforslagets  § 3, nr. 12,  for at fritage personer fra at modtage undervisning i dansk sprog, kultur og samfundsforhold, er for begrænsede og finder det desuden uholdbart, at det er indkvarteringsoperatøren, der skal afgøre, om asylansøgeren er i stand  til  at  deltage  i  danskundervisning.  DSI  finder,  at  afgørelsen  træffes  efter  en  faglig  kompetent vurdering, som indkvarteringsoperatøren efter DSI´s opfattelse sjældent vil være i besiddelse af. Foreningen  af  ledere  ved  Danskuddannelser  (FLD)  nævner,  at  da  der  ofte vil  være  lang  vej  mellem asylcenter og den fremtidige bopælskommune, vil det formentlig sjældent være muligt at inddrage den fremtidige bopælskommune og den udbyder af danskuddannelse, som kommunen har indgået en aftale med, i  indplaceringen  af  flygtningen  på  danskuddannelse og  modul, og  at  det derfor  oftest  vil være asylcentret, der foretager en foreløbig indplacering.  FLD mener, at det derfor er afgørende, at asylcentrene har  viden  og  erfaring  om  visitation  til  danskuddannelse  og  om  den  efterfølgende  undervisning.   FLD foreslår, at lovforslaget kommer til at indeholde en bestemmelse om, at asylcentret kan indgå aftale med en   udbyder   af   danskuddannelse   om   undervisningen  i   perioden   fra   en   udlænding   meddeles opholdstilladelse, indtil den pågældende folkeregistreres i kommunen. Alternativt foreslår FLD, at der normalt sker en indplacering på danskuddannelse og modul ved en visitation foretaget af en udbyder af danskuddannelse placeret nær asylcentret. KL  kan  ikke  støtte  forslaget  i  sin  nuværende  form,  da  det  efter  KL´s  opfattelse  vil  give  betydelige Side 5

praktiske og administrative vanskeligheder. KL anfører, at asylcentrene ifølge forslaget har ansvaret for undervisningen,  medens  indplacering  på  danskuddannelse  og  modul  som  hovedregel  skal  ske  på foranledning af den kommune, som den enkelte udlænding er visiteret til senere at skulle bo i.   KL mener, at dette vil være upraktisk og omkostningskrævende, hvis asylcentret og bopælskommunen ikke ligger i nærheden af hinanden, idet kommunen ikke har den faglige ekspertise til at varetage indplaceringen i forhold  til  danskuddannelse  og  derfor  er  nødt  til  at  tage  en  repræsentant  fra  sprogcentret  med  til asylcentret. KL foreslår derfor, at den kommende bopælskommune ikke pålægges opgaver i forbindelse med undervisning, der foregår på et asylcenter, og som i øvrigt finder sted, før kommunen overtager integrationsansvaret for den enkelte udlænding. KL nævner endvidere, at den foreslåede lovændring alene vil berøre ca. 200 voksne udlændinge om året, hvilket betyder, at kursistgrundlaget på det enkelte asylcenter typisk vil være meget få personer. Da det efter KL´s opfattelse vil være vanskeligt at give et kvalificeret undervisningstilbud inden for en rimelig økonomisk ramme, foreslås, at der åbnes op for, at asylcentret kan vælge at henvise til danskuddannelse hos en udbyder af danskuddannelse, når det ikke er muligt at give et kvalificeret tilbud på asylcentret. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at det fremgår af lovbemærkningerne, at den kommune, der skal overtage integrationsansvaret for en flygtning, der er meddelt opholdstilladelse, men stadig befinder sig på asylcentret, kan vælge, om kommunens repræsentant og/eller en repræsentant for udbyderen af danskuddannelse skal rejse til asylcentret, eller om det er mere hensigtsmæssigt, at flygtningen rejser til kommunen med henblik på, at den pågældende bliver indplaceret på danskuddannelse og modul. På baggrund af høringssvarene er det desuden præciseret i lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 3, at kommunalbestyrelsen kan vælge at indgå aftale med en anden kommunalbestyrelse om, at denne forestår indplaceringen,  eller  indgå  aftale  med  indkvarteringsoperatøren  om,  at  denne  foretager  en  foreløbig indplacering. Det  forudsættes,  at  indplaceringen  på  danskuddannelse  og  modul,  hvadenten  denne  foretages  af  en udbyder af danskuddannelse eller - som en midlertidig foranstaltning - af indkvarteringsoperatøren, sker i henhold til reglerne i danskuddannelseslovens § 6, stk. 3. Det betyder, at indplaceringen gennemføres af lærere, der opfylder danskuddannelseslovens krav til lærerkvalifikationer, på grundlag af en pædagogisk vurdering  af  den  pågældende  udlændings  forudsætninger  og  mål  med  danskuddannelse  i  henhold  til retningslinjerne indeholdt i Integrationsministeriets Vejledning om visitation til danskuddannelse. Det  forudsættes  ikke  på  samme  måde,  at  alene  lærere,  der  opfylder  danskuddannelseslovens kvalifikationskrav,  skal  kunne  forestå  den  fremrykkede  danskundervisning,  der  gennemføres  på asylcentret. I  praksis  vil det  imidlertid ofte være  således, at  asylcentret har én  eller flere uddannede indvandrerlærere knyttet til danskundervisningen. I øvrigt skal Integrationsministeriet bemærke, at der ikke er noget til hinder for, at en indkvarteringsoperatør mod betaling kan rekvirere danskundervisning hos en lokal autoriseret udbyder af danskuddannelse, hvis dette findes mest hensigtsmæssigt inden for rammerne af den kontrakt, der er indgået med Udlændingestyrelsen. Med hensyn til spørgsmålet om at tilrettelægge en undervisning, hvor der løbende kommer nye kursister, er dette allerede i dag dagligdagen  hos udbydere af danskuddannelse, idet danskuddannelse skal tage udgangspunkt i den enkelte kursists læring. Til det af DSI anførte skal ministeriet bemærke, at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 f, stk. 7, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, alene finder anvendelse for udlændinge, der er meddelt asyl her i landet, men som fortsat befinder sig på et asylcenter. Reglerne for så vidt angår asylansøgere, hvis ansøgning fortsat er under behandling, foreslås således ikke ændret. Side 6

Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 f, stk. 7, at der vil  kunne  gøres  undtagelse  fra  undervisningspligten,  hvis  en  asylansøger  ikke  er  i  stand  til  at  følge undervisningen på grund af alvorlig sygdom, psykiske lidelser, eksempelvis som følge af tortur, stærke krigsoplevelser eller lignende, eller høj alder. Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 f, stk. 7, svarer i vid ustrækning til den allerede gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 f, stk. 2, hvorefter udlændinge, hvis asylansøgning er registreret til behandling i Danmark, og som er indkvarteret på et asylcenter, skal deltage i undervisning i dansk eller engelsk sprog og danske kultur- og samfundsforhold, medmindre særlige grunde taler derimod. Den eneste forskel på de to bestemmelser er, at udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse, nu skal deltage i flere timers undervisning end asylansøgere, hvis ansøgning fortsat er under behandling, og at undervisningen for de udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse, skal koncentrere sig om det danske sprog.  Muligheden for at gøre undtagelse fra undervisningen efter den foreslåede bestemmelse svarer til muligheden for at gøre undtagelse fra undervisning efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 f, stk. 2. Efter den foreslåede  ændring af udlændingelovens  § 42 f,  stk. 7, der  efter lovforslaget bliver  stk. 8, bestemmer indkvarteringsoperatøren, om en udlænding skal deltage i undervisningen efter den foreslåede bestemmelse i § 42 f, stk. 7. Dette svarer til den gældende ordning for den undervisning, der allerede finder sted på landets asylcentre i dag. Indkvarteringsoperatørens   afgørelser   om   deltagelse   i   undervisning   kan   påklages   til Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 46 e. 2.3. Kvoteflygtninge 2.3.1 Arbejdsgruppen vedrørende udvælgelse af og præintegrationsforløb for kvoteflygtninge Dansk    Flygtningehjælp      anfører,    at    den    analyse    af    kvoteflygtninges    uddannelses-    og beskæftigelsessituation, som indgår i grundlaget for arbejdsgruppens rapport, burde have været foretaget som en komparativ  analyse,  hvor sammenligningsgrundlaget  var flygtninge eller  indvandrere med en sammenlignelig baggrund. I analysen blev kvoteflygtninge sammenlignet med indvandrere fra 3. lande, hvilket  bl.a.  omfatter  specialister,  der  er  tilbudt  arbejde  i  Danmark  på  Green  Card-ordningen (positivlisten).  Dette  sammenligningsgrundlag  gør  det  usikkert,  om  kvoteflygtninge  rent  faktisk  er væsentligt ringere beskæftigede end andre flygtninge, der som spontane asylansøgere har opholdt sig i Danmark i asylcentre typisk gennem en længere periode inden anerkendelsen som flygtninge. Amnesty  International  anfører,  at  de  har  svært  ved  at  støtte  en  undersøgelse,  der  er  foretaget  af Integrationsministeriets egne embedsmænd, og Amnesty finder det endvidere betænkeligt, at lovudkastet bygger på anbefalingerne fra ministeriets egen arbejdsgruppe. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at ministeriet er enigt i, at den nævnte analyse ikke kan ses uafhængigt af, at sammenligningsgrundlaget har været indvandrere fra tredjelande og herunder personer med opholdstilladelse som arbejdstagere. Dette forhold bekræfter imidlertid efter ministeriets opfattelse bare, at den lavere beskæftigelsesgrad blandt kvoteflygtninge bl.a. kan henregnes til, at kvoteflygtninge hidtil  alene  er  blevet  udvalgt  blandt  personer,  der  opfylder  betingelserne  for  asyl  i  medfør  af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Integrationsministeriet finder det  ikke betænkeligt –  men tværtimod hensigtsmæssigt  – at lovudkastet bygger på et grundigt forarbejde og anbefalinger fra en arbejdsgruppe bestående af personer ansat på Side 7

Integrationsministeriets område. Integrationsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at høringer over lovforslag har til formål at sikre inddragelse af synspunkter fra eksterne myndigheder, organisationer og foreninger m.v. 2.3.2. Styrkede integrationshensyn ved udvælgelsen af kvoteflygtninge 2.3.2.1. Fordeling af flygtningekvoten på kategorier Advokatrådet   finder  det  uklart,  om  forenklingen  af  de  overordnede  kategorier  medfører  en  ændret geografisk udvælgelse, idet alene Asien og Afrika er anført som eksempler på de udvalgte geografiske områder under den fremtidige ordning. Amnesty International finder det problematisk, at grundkriteriet for udvælgelsen af kvoteflygtninge ifølge lovudkastet ikke er den enkeltes beskyttelsesbehov. Amnesty anfører hertil, at ingen ifølge UNHCR bør udelukkes  fra  genbosættelse  på  baggrund  af  deres  religion  eller  etniske  og  nationale  herkomst,  og Amnesty  finder  derfor,  at  lovudkastet  er  i  strid  med  UNHCR’s  anbefalinger,  når  det  anføres,  at kvoteflygtninge skal udvælges fra geografiske områder, eksempelvis Asien og Afrika. I den forbindelse anfører Amnesty, at det bør være underordnet, hvilken region den pågældende flygtning kommer fra. Institut for Menneskerettigheder savner en forklaring på en tilsyneladende modsætning i begrundelsen for den foreslåede justering af de overordnede kategorier. Ifølge lovudkastet vil Danmark fremover alene modtage kvoteflygtninge ”fra udvalgte geografiske områder – f.eks. Asien og Afrika” med henvisning til det hensyn, ”at Danmark ikke på forhånd binder sig til at tage bestemte grupper af flygtninge”. Ved denne frasortering  af  flygtninge  fra  bl.a.  Mellemøsten  samt  Syd-  og  Mellemamerika,  sker  der  netop  en nationalitetsmæssig binding ”til at tage bestemte grupper af flygtninge”, nemlig dem, der er midlertidigt bosat i et nu begrænset antal på forhånd udvalgte geografiske områder. Ændringen synes således at være i modsætning til begrundelsen for ændringen. Integrationsministeriet skal   hertil   bemærke,     at   det   af   lovudkastet   fremgår,   at   opdelingen   af flygtningekvoten  i  overordnede  kriterier  forenkles,  således  at  den  fremover  kommer  til  at  bestå  af flygtninge fra udvalgte geografiske områder – f.eks. Asien og Afrika, flygtninge omfattet af ”Twenty of More”-kategorien samt flygtninge, der risikerer umiddelbar tilbagesendelse til hjemlandet eller overgreb i opholdslandet. Forenklingen af opdelingen i overordnede kategorier består i, at de tidligere kategorier, ”stowaways” – blindpassagerer og ”særlige tilfælde” ikke længere opretholdes, idet der ikke har været behov for at anvende disse kategorier i mange år.   Arbejdsgruppen har vurderet, at Danmark ikke på forhånd skal binde sig til at tage bestemte grupper af flygtninge, men arbejdsgruppen har samtidig vurderet, at det vil være af stor signalmæssig betydning, at Danmark udadtil klart tilkendegiver, at man fortsat forbeholder en vis del af kvoten til såkaldte særlige grupper.  Af  denne  grund  har  ministeriet  foreslået,  at  der  som  særlige  grupper  stadig  opereres  med ”Twenty or More”-kategorien og ”Hastesager”. Herudover foreslås det at tage flygtninge fra udvalgte geografiske områder. De geografiske områder vil variere alt afhængig af, hvor behovet for at hjælpe verdens flygtninge i form af tilbud om genbosætning er størst. Det er således ikke med forslaget hensigten, at  Danmark skal  være  bundet  til  kun  at tage  kvoteflygtninge  fra  Asien  og Afrika.  Efter  lovudkastet besluttes   de   udvalgte   geografiske   områder   af   integrationsministeren   efter   indstilling   fra Udlændingestyrelsen. Styrelsen vil som hidtil høre UNHCR, således at der altid vil være fokus på, hvor i verden  der  er  størst  behov  for  at  hjælpe.  Når  det  herefter  bliver  besluttet,  hvorfra  der  skal  hentes flygtninge, vil flygtningene i de enkelte UNHCR-lejre udvælges efter de foreslåede udvælgelseskriterier. 2.3.2.2. Udvælgelseskriterier Side 8

Dansk Flygtningehjælp   finder det positivt med en udvidelse af udvælgelseskriterierne, men finder dog, at grundkriteriet fortsat bør være, om den enkelte har behov for beskyttelse mod forfølgelse. Dansk  Røde  Kors   er  positiv  over  for  udvidelsen  af  udvælgelseskriterierne.  Samtidig  finder  Dansk Flygtningehjælp, at kvoten bør forhøjes, så der stadig årligt vil være plads til 500 kvoteflygtninge, der har beskyttelsesbehovet som det bærende element. LVU og LC finder det problematisk, at der med udvidelsen tænkes mere på, hvilke flygtninge, der kan gavne Danmark, end hvilke flygtninge, der kan få gavn af politisk asyl i Danmark. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at ministeriet har fundet det hensigtsmæssigt at udvide den kreds af UNHCR-flygtninge, der kan komme i betragtning, således at en større kreds af de flygtninge, som efter UNHCR’s opfattelse har et meget påtrængende genbosætningsbehov, kan tilbydes genbosætning i Danmark.  Det  fremgår  således  af  lovudkastet,  at  det  grundlæggende  udvælgelseskriterium  foreslås udvidet, således at der gives adgang til at tilbyde genbosætning til flygtninge under UNHCR’s mandat efter  samme  kriterier,  som  gælder  for  at  meddele  opholdstilladelse  til  udlændinge,  der  er  indrejst  i Danmark som spontane asylansøgere. Selv om udvælgelseskriterierne udvides, således at der også kan gives opholdstilladelse til udlændinge, der ikke efter de danske regler ville kunne opnå asyl i Danmark, er der stadig tale om personer med et beskyttelsesbehov. Samtlige kvoteflygtninge er af UNHCR anerkendt som flygtninge og som personer med  et stort genbosætningsbehov.  Udvidelsen medfører således blot, at Danmark får mulighed for at vælge blandt flere UNHCR-flygtninge end tidligere. Ministeriet har ikke fundet grundlag for at ændre på størrelsen af kvoten. Ministeriet skal i den forbindelse bemærke, at Danmark er et af et mindre antal lande i verden, som modtager kvoteflygtninge, og Danmark bidrager således sammen med disse andre lande til at løse de flygtningeproblemer, der opstår rundt om i verden. Samtidig er regeringen interesseret i at yde en omfattende indsats for at hjælpe langt flere af den meget store del af verdens flygtninge, der opholder sig i nærområderne. Til trods for det faldende antal asylansøgninger i Danmark, finder ministeriet derfor ikke, at kvoten bør sættes op, idet ministeriet finder det vigtigere at sætte ind med mere hjælp i nærområderne. 2.3.2.2.1. Den foreslåede § 8, stk. 3 Advokatrådet  finder, at det er uklart, hvordan den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, skal anvendes i praksis, navnlig i relation til vægtningen af kriterier vedrørende de pågældende personers beskyttelses- og genbosætningsbehov (jf. henvisningerne til udlændingelovens §§ 9 b og 9 c) over for kriterier vedrørende den  danske  interesse  i  at  tillade  indvandring  af  personer  med  særlig  kvalificeret  arbejdskraft  (jf. udlændingelovens § 9 a). Advokatrådet  anfører endvidere, at den ændrede affattelse af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1 må forstås  således,  at  Flygtningenævnet  vil  have  kompetence  til  at  behandle  klager  fra  personer,  der  i forbindelse  med  genbosætning  i  Danmark  er  blevet  tildelt  opholdstilladelse  efter  den  foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, men som påberåber sig at være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1 eller 2. I den forbindelse anfører Advokatrådet, at dette imidlertid ikke fremgår med fuldstædig klarhed af den foreslåede bestemmelse i § 56, stk. 4, nr. 2. Advokatrådet foreslår på den baggrund, at den foreslåede  bestemmelse i  §  56,  stk.  4,  nr.  2,  affattes på  en  sådan  måde, at  adgangen  for  genbosatte UNHCR-flygtninge med opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, til at indbringe statusændringsklager for Flygtningenævnet kommer til at fremgå tydeligt. Side 9

Dansk Flygtningehjælp   finder, at det er uklart, om der påtænkes forskellige opholdstilladelser (stk. 1, 2 eller 3) til nære familiemedlemmer, der opholder sig i samme lejr. Herudover finder Flygtningehjælpen, at personer med stærkt beskyttelsesbehov (stk. 1 og 2) bør prioriteres ved udvælgelsen. Institut for Menneskerettigheder mener ikke, at det ud fra det grundlæggende princip om international beskyttelse,  som  asylinstituttet  hviler  på,  virker  overbevisende,  at  personer,  der  ville  kunne  få  en opholdstilladelse efter princippet i udlændingelovens § 9 a (jobkort-ordningen), skal prioriteres særskilt. Instituttet finder det vigtigt, at der fokuseres på beskyttelsesbehov frem for faglige færdigheder.   Integrationsministeriet  skal  bemærke,  at  den  foreslåede  bestemmelse  i  §  8,  stk.  3,  udvider  det grundlæggende udvælgelseskriterium, således at der gives adgang til genbosætning til UNHCR-flygtninge efter  samme  kriterier,  som  gælder  for  at  meddele  opholdstilladelse  til  udlændinge,  der  er  indrejst  i Danmark som asylansøgere. Der er ikke tiltænkt nogen prioritet af de enkelte stykker i den foreslåede bestemmelse i § 8. Ministeriet skal i den forbindelse på ny bemærke, at der i alle tilfælde er tale om personer, der af UNHCR er anerkendt som flygtninge med et beskyttelses- og genbosætningsbehov. For så  vidt angår  det anførte om  forskellige opholdstilladelser  til familiemedlemmer,  skal ministeriet bemærke, at det er tiltænkt, at der som i spontane asylsager, hvor en familie indrejser i Danmark og indgiver ansøgning om asyl sammen, skal gives samme opholdstilladelse til alle i en familie, der opholder sig sammen i samme lejr. Vedrørende muligheden for at indgive ansøgning om statusændring, skal ministeriet bemærke, at der ikke med den foreslåede bestemmelse i § 56, stk. 4, nr. 2 er tiltænkt, at personer med opholdstilladelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, skal kunne indgive ansøgning om statusændringer. Personer, der  meddeles opholdstilladelse  i  medfør  af  den  foreslåede bestemmelse  i  §  8,  stk. 3,  anses  ikke  for flygtninge i udlændingelovens forstand, idet de pågældende ikke opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2. Såfremt de pågældende personer mener sig omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, må de indgive ansøgning om asyl under opholdet i Danmark. Hvis de pågældende skulle  have  mulighed for  at indgive  ansøgning om  statusændring, ville  de  ikke få  deres asylsag behandlet i to instanser, idet de ikke ved deres tilbud om genbosætning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, får et afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Ministeriet har således ikke fundet grundlag for at tilføje den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, i den ændrede affattelse af § 56, stk. 4, nr. 2. 2.3.2.3. Supplerende genbosætningskriterier og forhold, der udelukker genbosætning 2.3.2.3.1. Integrationspotentiale Amnesty  International  finder  det  problematisk,  at  lovudkastet  primært  fokuserer  på,  hvorledes kvoteflygtningene bedst kan integreres på det danske arbejdsmarked, idet dette underkender flygtningenes behov   for   beskyttelse   mod   forfølgelse.   Endvidere   finder   Amnesty   det   problematisk,   at Integrationsministeriets arbejdsgruppe anbefaler, at en række forhold bør indgå med betydelig vægt i forhold til, hvem der måtte være bedst egnet til at blive integreret i Danmark. Amnesty tager skarpt afstand fra de i lovudkastet opstillede kriterier, idet de fremstår som direkte diskriminerende over for bestemte persongrupper. Dansk Flygtningehjælp   finder, at behovet for beskyttelse bør gå forud for integrationspotentialet hos den enkelte  kvoteflygtning.  Endvidere  bør  man  se  bort  fra  kravet  om  motivation  og  handlekraft  hos traumatiserede flygtninge, da denne gruppe af flygtninge netop omfatter torturofre med et presserende behov for genbosætning. Side 10

Dansk Røde Kors  er bekymret over, at der i henhold til lovudkastet skal lægges vægt på den enkelte udlændings integrationspotentiale, idet kvoteaftalen med UNHCR er en humanitær aftale. Dansk Socialrådgiverforening  finder det uetisk at lægge vægt på integrationspotentialet hos den enkelte kvoteflygtning, idet det bør vær de flygtninge, der har mest behov for hjælp, der tilbydes asyl og ophold i Danmark. De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) finder det kritisabelt, at der lovgives med begrænsninger i, hvilke personer der kan komme på tale som kvoteflygtninge. DSI anfører i den forbindelse, at der vil være mange flygtninge, der er skadet fysisk og psykisk som følge af deres flugt, ligesom der vil være pårørende i flygtningefamilier, der som følge af udviklingshæmning eller lignende ikke vil være i besiddelse af det såkaldte integrationspotentiale, som det er beskrevet i lovudkastet.   Det Centrale Handicapråd  er bekymret for, at kriteriet ”integrationspotentiale” vil føre til, at personer med funktionsnedsættelser udelukkes fra at komme i betragtning til et tilbud om genbosætning i Danmark. Institut for Menneskerettigheder sætter spørgsmålstegn ved, om det er foreneligt med det grundlæggende princip om international beskyttelse, som asylinstituttet hviler på, at f.eks. ”analfabeter som udgangspunkt ikke (bør) tilbydes genbosætning”. Instituttet anfører hertil, at de ikke finder, at en manglende evne til at kunne formulere sig på skrift er et relevant hensyn at inddrage, hvis udgangspunktet om, at der bør ydes beskyttelse og dermed også genbosætning til de, der har størst behov herfor, fastholdes. LVU  og  LC  finder  det  inhumant,  at  Danmark  ifølge  lovudkastet  ikke  længere  vil  tage  imod  ældre, analfabeter og andre svage flygtninge. LO finder det problematisk, at man vil indføre begrebet integrationspotentiale, idet dette ikke har nogen sammenhæng med beskyttelsesbehov. Begrebet integrationspotentiale synes endvidere at have til formål at frasortere de svageste flygtninge, idet f.eks. analfabeter, ældre, alvorligt syge, traumatiserede, enlige og dårligt uddannede ifølge lovudkastet som udgangspunkt ikke bør tilbydes genbosætning. Rådet for Etniske Minoriteter  finder det betænkeligt, at der i lovudkastet lægges afgørende vægt på den enkeltes  integrationspotentiale,  og  de  finder  det  endvidere  betænkeligt,  at  man  som  hovedregel  vil fravælge analfabeter og psykisk syge. Rådet finder, at der i højere grad burde lægges vægt på at tilbyde genbosætning til særligt udsatte flygtninge, f.eks. syge, handicappede, kvinder og børn m.v. UNHCR  er  meget  bekymret  over  brugen  af  begrebet  ”integrationspotentiale”  i  lovudkastet,  idet lovudkastet  hermed  kommer  til  at  bære  præg  af,  at  integrationspotentiale  er  vigtigere  end beskyttelsesbehov. UNHCR anfører hertil, at genbosætning er et værktøj, der bruges til at yde beskyttelse, og det skal komme de svageste blandt verdens flygtninge til gode. UNHCR anfører endvidere, at det ved at lægge vægt på integrationspotentialet hos den enkelte kvoteflygtning, kan se ud som om, man ønsker at vælge  ”økonomiske”  flygtninge  i  stedet  for  ”rigtige”  flygtninge.  Herudover  mener  UNHCR,  at lovudkastet sender et negativt signal til andre genbosætningslande. Integrationsministeriet  kan  hertil  oplyse,  at  det  fremgår  af  det  fremsatte  lovforslag,  at  der  ved  den konkrete udvælgelse af kvoteflygtninge, medmindre særlige grunde taler derimod, skal lægges vægt på udlændingenes mulighed for at slå rod i Danmark og få glæde af opholdstilladelsen. I den forbindelse lægges der bl.a.  vægt på udlændingenes  sproglige forudsætninger, uddannelsesforløb,  arbejdserfaring, familieforhold, netværk, alder og motivation. Efter  Integrationsministeriets  opfattelse  taler  hensynet  til  den  enkelte  kvoteflygtning  for,  at  der  ved Side 11

udvælgelsen lægges vægt på, om den pågældende har mulighed for at slå rod i Danmark og få glæde af at være her. Hensynet til den enkelte kvoteflygtning taler således for, at der ved udvælgelsen lægges større vægt end i dag på udlændingens mulighed for at forbedre sin livssituation ved at flytte til Danmark. Det skal hertil bemærkes, at lovudkastet lægger op til, at det ved udvælgelsen skal sikres, at familier udvælges samlet – også selv om det ene familiemedlem måske ikke ud fra de opstillede kriterier vil få glæde af opholdet i Danmark.     For  så  vidt  angår  det  af  UNHCR  anførte  om,  at  der  med  lovudkastet  forsøges  hentet  økonomiske flygtninge i stedet for rigtige flygtninge, skal ministeriet bemærke, at der kun hentes kvoteflygtninge fra UNHCR-lejre. Ministeriet går ud fra, at UNHCR ikke anerkender såkaldte økonomiske flygtninge som flygtninge med beskyttelsesbehov. 2.3.2.3.2. Udelukkelse Advokatrådet  finder  det  uhensigtsmæssigt,  at  det  ikke  af  lovudkastet  fremgår,  hvilke  smitsomme sygdomme der udelukker genbosætning i Danmark. Amnesty International finder det betænkeligt, at kriminalitet – udover den kriminalitet, der kan medfører udelukkelse  efter  udlændingelovens  §  10  –  ifølge  lovudkastet  som  altovervejende  hovedregel  skal udelukke genbosætning. Amnesty ønsker i den forbindelse en nærmere redegørelse af, hvilken form for kriminalitet der er tale om. Det  Centrale  Handicapråd  (DCH)   er  betænkelig  ved  kriterierne  for,  hvornår  der  kan  ses  bort  fra  de supplerende udvælgelseskriterier og tilbydes genbosætning under kategorien ”Twenty or More”. DCH henviser her til det anførte i bemærkningerne til lovudkastet om, at der vil blive lagt vægt på udsigten til helbredelse eller betydelig forbedret livskvalitet, hvorfor psykiske syge som udgangspunkt ikke vil blive tilbudt  genbosætning.  DCH  er  på  denne  baggrund  bange  for,  at  dette  vil  udelukke  flygtninge  med funktionsnedsættelser fra tilbud om genbosætning. Dansk  Flygtningehjælp    ønsker  en  præcisering  af,  hvilke  former  for  kriminalitet  der  vil  udelukke  de enkelte flygtninge fra genbosætning, samt oplysning om, hvem der skal foretage vurderingen af, om der er risiko for gentagelse af kriminaliteten. Herudover ønsker Flygtningehjælpen en præcisering af, hvilke sygdomme  der  vil  medføre  udelukkelse,  samt  hvilken  betydning  muligheden  for  helbredelse  har. Flygtningehjælpen finder ikke, at personer med psykiske eller smitsomme sygdomme skal udelukkes fra genbosætning under henvisning til deres svaghed. Dansk Røde Kors  finder, at det bør uddybes, hvornår der er risiko for gentagelse af kriminalitet, ligesom det bør oplyses, hvorledes en sådan gentagelsesrisiko skal vurderes. Institut for Menneskerettigheder finder, at det bør uddybes, om personer med sygdomme – bortset fra de personer, der omfattes af ”Twenty or More”-kategorien – vil blive udelukket fra genbosætning, eller om de evt. kan tilbydes genbosætning efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3 (med henvisning til udlændingelovens § 9 b). Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at det allerede i dag følger af udlændingelovens § 10, stk. 1, at  en  udlænding  ikke  kan  meddeles  opholdstilladelse  i  medfør  af  udlændingelovens  §  8  om kvoteflygtninge, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, en alvorlig trussel mod den offentlige   orden,   sikkerhed   eller   sundhed,   eller   hvis   udlændingen   anses   for   omfattet   af flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde som følge af krigsforbrydelser eller terrorvirksomhed. Efter Side 12

udlændingelovens § 10, stk. 2, kan en udlænding endvidere ikke, medmindre særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse efter § 8, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, hvis der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, eller hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4. I henhold til lovudkastet vil kriminalitet – også ud over de forhold, der er omtalt i udlændingelovens § 10 – som altovervejende hovedregel medføre, at der ikke kan tilbydes genbosætning til den pågældende, medmindre  der  er  tale  om  bagatelagtige  forhold  uden  væsentlig  risiko  for  gentagelsestilfælde.  Som udgangspunkt  vil  straffelovskriminalitet  generelt  medføre,  at  der  ikke  tilbydes  genbosætning  til  den pågældende  udlænding.  Overtrædelse  af  enkelte  særlove,  f.eks.  færdselsloven,  vil  kunne  anses  som bagatelagtig kriminalitet og vil således ikke udelukke genbosætning. Ministeriet skal hertil bemærke, at der er tale om personer, der inviteres til at bo i Danmark, og at der derfor efter ministeriets holdning kan stilles krav til de enkelte flygtninge, herunder krav om, at de ikke må have begået kriminalitet forud for tilbuddet om genbosætning. Det er Udlændingestyrelsen, der har beslutningskompetencen i sager om kvoteflygtninge, og det vil derfor også være styrelsen, der skal vurdere, om der er forhold der gør, at den pågældende ikke skal tilbydes genbosætning, herunder om den pågældende i sit hjemland har begået kriminalitet, samt om der efter sagens oplysninger vil være risiko for gentagelse af kriminaliteten.   For så vidt angår det  anførte om udelukkelse på grund af særligt smitsomme sygdomme, vil der ved udvælgelsen blive taget udgangspunkt i lov nr.114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme. I et bilag til loven er som eksempler på særligt smitsomme sygdomme bl.a. nævnt kopper, pest, ebola, difteri, kolera, tyfus, polio, meningokok-meningitis, tuberkulose og gulsot. Det  kan  ikke  udelukkes,  at  der  udover  de  nævnte  sygdomme  kan  være  andre  sygdomme,  der  som udgangspunkt  bør  medføre,  at  der  ikke  tilbydes  genbosætning.  En  stillingtagen  til,  hvilke  yderligere sygdomme,  der  er  særligt  smitsomme  og  dermed  som  udgangspunkt  vil  føre  til  udelukkelse  af genbosætning, vil bero på drøftelser med sundhedsmyndighederne. Det er udgangspunktet, at alvorlig sygdom, herunder særligt smitsomme sygdomme, skal medføre, at den pågældende ikke tilbydes genbosætning i Danmark, medmindre der er tale om personer under ”Twenty or More”-kategorien. Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3 (med henvisning til § 9 b), er derfor ikke tænkt som en bestemmelse, hvorefter alvorligt syge udlændinge kan tilbydes genbosætning i Danmark. Den foreslåede bestemmelse skal ses som en mulighed for at tilbyde genbosætning til en bredere kreds af UNHCR-flygtninge, herunder enlige kvinder med mindreårige børn fra krigs- og uro-områder eller andre ”women at risk”. For så vidt angår det anførte omkring udelukkelse af genbosætning til psykisk syge udlændinge, skal ministeriet bemærke, at der ved udvælgelsen af de personer, der modtages i kategorien ”Twenty or More”, fortsat skal lægges vægt på, om der er udsigt til helbredelse eller betydelig forbedret livskvalitet for de pågældende personer. Dette betyder, at oplysninger om psykisk sygdom som altovervejende hovedregel fortsat  vil  medføre,  at  genbosætning  afslås.  Reglen  vil  dog  skulle  fraviges,  såfremt  den  pågældende psykiske syge er en del af en familiegruppe, der skønnes egnet til genbosætning i Danmark. 2.3.3. Særlige betingelser for genbosætning 2.3.3.1. Gennemførelse af sundhedsundersøgelse i opholdslandet Side 13

Dansk Røde Kors  finder ud fra humanitære og læge-etiske synspunkter ikke, at en helbredsundersøgelse bør være afgørende for et tilbud om genbosætning. Lægens vurdering vil i sådanne sager få en betydning, der ligger uden for lægens opgavefelt. LO finder det problematisk at betinge genbosætning af medvirken til en sundhedsundersøgelse, da denne vil kunne medføre en afvisning af muligheden for genbosætning. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at det af det fremsatte lovforslag fremgår, at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1-3, medmindre særlige grunde taler derimod, skal betinges af, at   udlændingen   medvirker   til   en   særlig   sundhedsundersøgelse   samt   giver   samtykke   til,   at helbredsoplysningerne videregives til Udlændingestyrelsen og til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvortil udlændingen visiteres. Idet helbredsoplysningerne, der fremkommer ved undersøgelsen, skal indgå i Udlændingestyrelsens grundlag for beslutningen om, hvorvidt genbosætning bør tilbydes eller ej, og da undersøgelsen endvidere kan bidrage til kommunernes forberedelse af de pågældende kvoteflygtninges ankomst, finder ministeriet,  at  det bør være  en udtrykkelig betingelse, at  den pågældende udlænding medvirker  til  en  sådan  sundhedsundersøgelse  samt  giver  samtykke  til,  at  helbredsoplysningerne videregives til Udlændingestyrelsen og integrationskommunen. Der kan dog forekomme særlige tilfælde, hvor medvirken til en sundhedsundersøgelse ikke vil blive stillet som et krav for tilbuddet om genbosætning, hvilket navnlig vil være tilfældet i hastesager. 2.3.3.2. Erklæring om vilkårene for genbosætning i Danmark Advokatrådet  anfører, at formålet med at tydeliggøre det danske samfunds forventninger og muligheder muligvis kunne tilgodeses gennem en intensiveret informationsindsats over for de pågældende personer. Endvidere finder Advokatrådet, at det af retssikkerhedsmæssige grunde synes at være givet, at en sådan erklæring ikke uden klar lovhjemmel kan have afgørende retsvirkning for de pågældende kvoteflygtninge under opholdet i Danmark. Advokatrådet finder det mest rigtigt at omtale dette i bemærkningerne på samme måde som erklæringen vedrørende villighed til at blive integreret i det danske samfund omtales i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp   mener ikke, at underskrivelse af en erklæring om vilkårene for genbosætning vil få nogen effekt. Dansk Flygtningehjælp stiller sig i øvrigt tvivlende over for, om flygtningene vil have overskud til at sætte sig ind i og forstå, hvad de skriver under på, og om denne underskrift kan forventes at ville have betydning for deres senere indpasning og integration i Danmark. LO  finder  det  problematisk,  at  kvoteflygtninge  som  vilkår  for  genbosætning  skal  underskrive  en erklæring, idet erklæringen synes at bygge på en grundlæggende mistillid til, at flygtningene har et reelt beskyttelsesbehov. Endvidere vil flygtninge, der gennem mange år har levet på flugt og i fattigdom i flygtningelejre formentlig ikke være i stand til at forholde sig til indholdet af det, de skriver under på. Rådet for Etniske Minoriteter  finder, at erklæringen blot skal have karakter af information, som man med sin underskrift erklærer at have modtaget. Integrationsministeriet skal  hertil  bemærke,    at  ministeriet  finder  det  vigtigt,  at  informationen  til flygtningene er fyldestgørende, og at flygtningene på det grundlag kan vurdere, om de positivt ønsker at tage ophold og blive aktive selvforsørgende medborgere i Danmark. Ministeriet har derfor foreslået, at de pågældende udlændinge forud for tilbuddet om genbosætning skal underskrive en erklæring om vilkårene for genbosætning i Danmark. Erklæringen har ingen retsvirkning for de pågældendes ophold i Danmark, men er alene tænkt som yderligere information til flygtningene forud for deres beslutning om at ville tage Side 14

ophold og blive integrerede i Danmark. 2.3.4. Ændringer i tilrettelæggelsen af kvotearbejdet 2.3.4.1. Indførelse af flerårige kvoter Dansk Flygtningehjælp   finder det vigtigt, at kvoten udnyttes fuldt ud inden for den nu treårige periode, og at ordningen med at konvertere ubrugte kvotepladser til hjælp i nærområderne ikke bruges. Herudover finder  Flygtningehjælpen,  at  den  årlige  kvote  i  øvrigt  bør  sættes  op  henset  til  det  faldende  antal asylansøgere i Danmark og den dermed faldende ressourceanvendelse på dette område. Endelig stiller Flygtningehjælpen sig uforstående overfor, at det skulle være vanskeligt at opbruge kvoten inden for en given periode, henset til at mere end 7 millioner flygtninge har opholdt sig i verdens flygtningelejre i mere end ti år. Rådet for Etniske Minoriteter  finder det betænkeligt at indføre flerårige kvoter, idet det kan komme til at betyde, at færre flygtninge tilbydes genbosætning i Danmark, såfremt kvoten ikke opbruges inden for den treårige  periode.  Rådet  er  særligt  bekymret  for  den  foreslåede  mulighed  for  at  konvertere  ubrugte kvotepladser til støttemidler øremærket genbosætning i tredjelande. Integrationsministeriet skal  hertil  bemærke,    at det i  det fremsatte  lovforslag foreslås, at  der fremover opereres med 3-årige kvoter, således at der det enkelte år inden for den 3-årige periode kan bruges færre eller flere pladser afhængigt af det konkrete behov. Formålet med indførelse af en 3-årig kvote er at kunne lette arbejdet med strategisk genbosætning og på smidig vis give mulighed for at overføre pladser til et efterfølgende år, hvis det i en enkelt år har vist sig umuligt at opfylde kvoten med personer, der opfylder betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 1-3, og samtidig må antages at ville få glæde af opholdet i Danmark. For  så  vidt  angår  det  anførte  om  muligheden  for  at  konvertere  ubrugte  kvotepladser  til  støttemidler øremærket  genbosætningsarbejdet  i  tredjelande,  skal  ministeriet  bemærke,  at  det  fortsat  vil  være hensigten, at alle kvotepladser opbruges. Muligheden for konvertere ubrugte pladser til støttemidler til hjælp i nærområderne skal derfor blot ses som en mulighed, såfremt det skulle vise sig umuligt indenfor en nu 3-årig periode at opbruge kvotepladserne. Vedrørende det af Dansk Flygtningehjælp anførte om muligheden for at opbruge kvoten, skal ministeriet bemærke, at ministeriet netop foreslår en udvidelse af udvælgelseskriterierne, således at det bliver muligt at tilbyde genbosætning til flere UNHCR-flygtninge end tidligere, og således at det fremover i højere grad vil være muligt at opbruge kvoten. Med hensyn til det af Dansk Flygtningehjælp anførte om forhøjelse af den årlige kvote, skal ministeriet henvise til ministeriets bemærkninger ovenfor under pkt. 2.3.2.2. 2.3.4.2. Overordnet fordeling af den fastsatte kvote og nedlæggelse af det eksisterende kvoteudvalg Amnesty  International  beklager  nedlæggelsen  af  det  eksisterende  kvoteudvalg.  Amnesty  finder,  at udvælgelse af kvoteflygtninge bør ske i samarbejde med NGO’er, hvilket ligeledes er en af UNHCR’s anbefalinger i genbosættelsespolitikken. Dansk  Flygtningehjælp    mener,  at  nedlæggelsen  af  kvoteudvalget  vil  være  en  betydelig  svækkelse  af samarbejdet om kvoteflygtninge, hvorfor der bør findes en alternativ løsning for et forum for udveksling af  erfaringer  på  området.  Dansk  Flygtningehjælp  finder  det  væsentligt,  at  relevante  oplysninger  og Side 15

erfaringer i henseende til fordelingen på kategorierne, den strategiske anvendelse af kvoten i konkrete kriseområder m.v., kan kanaliseres til den besluttende instans. Institut for Menneskerettigheder finder det problematisk, at kvoteudvalget nedlægges til fordel for en fremtidig overordnet politisk fordeling af kvoten. Instituttet mener, at kvoteudvalget bør bibeholdes i dets nuværende  udformning,  hvor  Dansk  Flygtningehjælp  er  repræsenteret  og  står  som  garant  for,  at kvoteflygtninge ikke udvælges efter politisk prægede kriterier. Rådet for Etniske Minoriteter  finder det betænkeligt, at den overordnede fordeling af den fastsatte kvote skal  overgå  til  integrationsministeren.  Rådet  anfører  hertil,  at  fordelingen  ikke  bør  være  et  politisk anliggende, men derimod bør fordelingen bero på saglige og humanitære hensyn. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at det er ministeriets opfattelse, at den store fokus, der er på modtagelse og integration af flygtninge og indvandrere her i landet, og hensynet til at kunne anvende genbosætningsinstituttet strategisk med betydelig vægt taler for den foreslåede politiske forankring. Udlændingestyrelsen vil fortsat – ud fra den ekspertise styrelsen besidder på flygtningeområdet – afgive indstilling  om,  hvor  i  verden  der  efter  styrelsens  vurdering  vil  være  behov  for  at  afhjælpe  på flygtningesituationen. Som hidtil vil styrelsen forud for sin indstilling til ministeren konsultere UNHCR med henblik på at inkludere organisationens vurdering af det aktuelle genbosætningsbehov. Herudover vil det fortsat være Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse i de konkrete sager. 2.3.4.3. Færre sager på skriftligt grundlag Amnesty International finder det beklageligt, at Dansk Flygtningehjælp efter lovforslaget ikke længere skal  høres  i  de  sager,  der af  Udlændingestyrelsen  behandles  på  skriftligt  grundlag.  Endvidere  finder Amnesty, at det er problematisk, hvis Dansk Flygtningehjælps ekspertise ikke vil blive brugt i fremtiden. Dansk Flygtningehjælp   finder det problematisk, at Udlændingestyrelsen fremover skal afgøre de skriftlige sager uden høring af en uvildig instans. Dansk Flygtningehjælp finder det nødvendigt med inddragelse af en  uvildig  instans,  der  ligeledes  ville  kunne  indgive  indstilling  til  Udlændingestyrelsen  forud  for styrelsens afgørelse af sagerne.   Institut  for  Menneskerettigheder  finder  det  nødvendigt  med  en  afklaring  af  Dansk  Flygtningehjælps fremtidige rolle, henset til Integrationsministeriets egne bemærkninger om, at Dansk Flygtningehjælp ikke længere skal deltage i rejserne, men at Flygtningehjælpen alligevel vil blive tilbudt at deltage i rejserne henset til den ekspertise, der er opbygget i Flygtningehjælpen. Såfremt ministeriet ønsker at drage nytte af denne ekspertise, bør Flygtningehjælpens fremtidige rolle afklares. LO ser positivt på forslaget om kommunernes deltagelse i kvoterejserne, men finder det uacceptabelt, at kommunernes deltagelse sker på bekostning af Dansk Flygtningehjælps deltagelse i rejserne. Endvidere finder LO det problematisk, at Dansk Flygtningehjælp efter forslaget ikke længere skal høres i de sager, der skal afgøres på skriftligt grundlag. Rådet  for  Etniske  Minoriteter   finder  det  uhensigtsmæssigt  at  afskære  Dansk  Flygtningehjælp  fra deltagelse i kvoterejserne, men ser samtidig positivt på forslaget om kommunernes deltagelse. Endvidere finder Rådet for Etniske Minoriteter, at Dansk Flygtningehjælp fortsat bør høres i de skriftlige sager for at sikre det humanitære aspekt i sagerne. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at ministeriet har fundet det hensigtsmæssigt, at der så vidt Side 16

muligt træffes afgørelser om tilbud om genbosætning på kvoterejser, således at styrelsen får lejlighed til at interviewe de enkelte personer og træffe afgørelse på grundlag heraf. Interviewet vil i højere grad end skriftligt materiale kunne danne grundlag for en vurdering af, om den enkelte kvoteflygtning vil kunne få glæde af sit ophold i Danmark. Hastesager og sager under ”Twenty or More”-kategorien, hvor der kan ses bort fra de supplerende udvælgelseskriterier, vil fortsat kunne behandles på skriftligt grundlag. Ministeriet har endvidere fundet, at de fremtidige skriftlige sager afgøres af Udlændingestyrelsen uden høring af Dansk Flygtningehjælp, idet det henset til sagernes karakter og forventede fremtidige omfang forekommer hensigtsmæssigt, at sagerne alene vurderes af den myndighed, der skal træffe afgørelse i de konkrete sager.   For så vidt angår kvoterejserne har ministeriet foreslået, at Dansk Flygtningehjælp ikke længere deltager i rejserne, men at kommunerne derimod tilbydes deltagelse. Forslaget om kommunernes deltagelse følger efter ministeriets opfattelse naturligt af, at ansvaret for integration er overgået fra flygtningehjælpen til kommunerne. Dansk Flygtningehjælp vil fortsat inden for en nærmere fastsat økonomisk ramme have mulighed for at deltage i kvoterejserne. 2.3.5. Modtagelsesplan LO  finder,  at  det  er  en  god  idé,  at  kommunerne  skal  udarbejde  en  skriftlig  plan  for  modtagelse  af kvoteflygtninge,  og  LO  henstiller,  at  udarbejdelsen  af  modtagelsesplanen  gøres  obligatorisk  for kommunerne med henblik på at sikre ensartede vilkår for flygtningene uafhængigt af, hvilken kommune de bliver placeret i. Integrationsministeriet skal hertil bemærke,   at  det ikke har været hensigten med lovforslaget at udstikke centralt fastsatte retningslinier for modtagelsen af kvoteflygtninge i kommunerne med henblik på at sikre ensartede vilkår for flygtningene. Ministeriet har først og fremmest lagt vægt på, at kommunerne gennem en frivillig indsats systematiserer modtagelsen af kvoteflygtninge, og at deres modtagelsesplaner gøres tilgængelige for andre kommuner med henblik på erfaringsudveksling. 2.3.6.  Større inddragelse af frivillige Dansk  Flygtningehjælp  (DF)    stiller  gerne  sin  ekspertise  til  rådighed  i  forhold  til  planlægning  af undervisningsforløb  for  frivillige.  DF  er  glad  for  løbende  at  blive  inddraget  i  arbejdsgruppen ”Kvoteflygtninge  og  frivillige”  og  deltager  gerne,  hvis  det  ønskes,  som  egentligt  medlem  af arbejdsgruppen. Dansk Røde Kors  og flere andre høringsparter finder det positivt, at Integrationsministeriet vil styrke det frivillige arbejde i relation til integration af nyankomne udlændinge. Dansk Røde Kors oplyser, at man gerne stiller sine erfaringer til rådighed for den arbejdsgruppe om kvoteflygtninge og frivillighed, som Integrationsministeriet nedsætter i december 2004. Rådet  for  Etniske  Minoriteter   foreslår,  at  det  særligt  nævnes  i  lovforslaget,  at  de  kommunale integrationsråd inddrages i det frivillige arbejde. Integrationsministeriet  skal  hertil  bemærke  , at  Rådet for Etniske Minoriteter vil blive  opfordret til at udpege  en  repræsentant  fra  et  lokalt  integrationsråd  til  arbejdsgruppen.  Integrationsministeriet  skal endvidere bemærke, at Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik-  og  Idrætsforeninger  og  Dansk  Ungdoms  Fællesråd  inddrages  løbende  i  arbejdsgruppens arbejde. Side 17

2.4. Andre bemærkninger, som ikke har direkte sammenhæng med lovforslaget De  samvirkende  invalideorganisationer  (DSI)  og  Det  Centrale  Handicapråd  (DCH )  nævner,  at  der  er behov  for  mere  præcis  lovgivning  om,  hvilke  specialpædagogiske  støttemuligheder  der  findes  i forbindelse  med  danskuddannelse.  DSI  anfører,  at  lovgivning  herom  er  en  forudsætning  for,  at sektoransvaret  på  området  opfyldes.  DSI  og  DCH  nævner,  at  specialpædagogisk  støtte  bør  stilles  til rådighed både i undervisningen og i forbindelse med aflæggelse af prøver, og at der skal være muligheder for dispensation fra reglerne om undervisning og prøver. Endelig nævnes, at undervisere og udbydere bør have den nødvendige handicapfaglige viden, erfaring og ekspertise, og at undervisningen bør foregå i lokaler, der er fysisk tilgængelige for handicappede. Endelig nævner DSI, at der er behov for lovændringer med hensyn til muligheden for at opnå dansk statsborgerskab, idet nogle mennesker med handicap efter de gældende regler er udelukket fra at opnå dansk statsborgerskab. Integrationsministeriet  skal  hertil  bemærke,    at  der  ikke  i  danskuddannelsesloven  i  lighed  med  andre voksenuddannelser, f.eks. Almen Voksenuddannelse, findes regler om sektoransvar, dvs. et ansvar for, at den sektor i samfundet, der tilbyder og finansierer en bestemt ydelse, også har ansvaret for at tilvejebringe og finansiere støtten til personer med funktionsnedsættelse. Det følger af danskuddannelsesbekendtgørelsen, at voksne udlændinge skal have et undervisningstilbud, der skal være afpasset den enkelte kursists behov og forudsætninger. Det betyder, at personer, der på grund af fysiske eller psykiske handicap ikke kan følge den almindelige danskuddannelse, skal have et særlig tilrettelagt undervisningstilbud. Hvis det viser sig, at en kursist med et handicap har behov for specialundervisning  enten  sideløbende  med  danskuddannelse,  eller  inden  danskuddannelse  kan påbegyndes,    varetages    denne    undervisning    af    den    amtslige    specialundervisning    med specialundervisningslærere. Integrationsministeriet  har  i  Vejledning  om  undervisning   af  voksne  udlændinge  med  særlige undervisningsbehov fra januar 2003 udsendt til sprogcentre og amtslige specialundervisningsinstitutioner understreget,  at  tilrettelæggelse  af  undervisningsforløb  til  personer  med  handicap  forudsætter  et forpligtende samarbejde mellem en specialundervisningsinstitution og et sprogcenter. I  bekendtgørelse om  prøver  inden  for  danskuddannelse  til voksne  udlændinge  m.fl. findes  regler  om handicappede  prøvedeltageres  adgang  til  at  anvende  praktiske  foranstaltninger  og  brug  af  tekniske hjælpemidler  ved  prøven  og  regler  om  forlænget  prøvetid.  Integrationsministeriet  arbejder  på  en vejledning,  der  beskriver,  hvilke  tekniske  hjælpemidler  der  kan  gives  tilladelse  til  at  anvende  ved danskprøverne,  uden  at  prøvens  faglige  niveau  forringes.  Ministeriet  samarbejder  med  en  række specialundervisningsinstitutioner herom. Integrationsministeriet er enigt i, at de lokaler, hvor danskuddannelse foregår, naturligvis også skal være tilgængelige for kursister med fysiske handicap, og ministeriet må gå ud fra, at kommunerne sikrer sig, at de udbydere, de indgår aftale med om at udføre danskuddannelse, kan leve op til dette krav. Med hensyn til DSI´s bemærkninger om dansk statsborgerskab kan ministeriet oplyse, at det følger af grundlovens  § 44, at  ingen udlænding kan  få indfødsret uden  ved lov. Denne  bestemmelse indebærer, at det til enhver tid siddende Folketing bestemmer, hvilke betingelser ansøgere om dansk indfødsret skal opfylde, for at indfødsret kan meddeles. Et flertal i Folketinget har i den forbindelse indgået en aftale, som fastlægger de generelle retningslinier for, hvilke betingelser der skal  være opfyldt for, at en person kan blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Disse retningslinier findes i cirkulæreskrivelse nr. 55 af 12. juni 2002 om nye Side 18

retningslinier for optagelse på lovforslag om indfødsrets meddelelse. Det  følger  af  aftalens  §  25,  stk.  1,  at  ansøgere  om  dansk  indfødsret  som  udgangspunkt  skal  kunne dokumentere danskkundskaber og  kendskab til danske  samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en af flere nærmere angivne prøver. Af aftalens § 25, stk. 2, fremgår, at ansøgere, som ikke opfylder betingelserne i stk. 1, dog kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis vedkommende på grund af psykisk sygdom, f.eks. som følge af tortur, ikke vil være i stand til at lære dansk i tilstrækkelig grad (stk. 2, nr. 1), eller på grund af fysisk eller psykisk sygdom eller handicap er ude af stand til at tale eller kun i ringe grad besidder et talesprog (stk. 2, nr. 2).   Der kan være andre end de i § 25, stk. 2, nævnte tilfælde, hvor ansøgere kan dokumentere, at de som følge af et handicap ikke er i stand til at lære dansk eller aflægge prøve på et sprogcenter. Disse ansøgere er ikke afskåret fra at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.   Grundlovens  ordning  for  erhvervelse  af  indfødsret  indebærer  imidlertid,  at  det  alene  er  Folketingets Indfødsretsudvalg, der kan meddele dispensation fra de gældende retningslinier. Sager, hvor ansøgerens manglende danskkundskaber skyldes årsager, som ikke udtrykkeligt er nævnt i bestemmelsen i aftalens § 25, stk. 2, vil således kunne forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg med anmodning om dispensation fra kravet om danskkundskaber m.v. Side 19