Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender Stormgade 2-6 1470 København K Sendt til [email protected] København den 20-10-2004 J.nr.: 53-018 Ane Esbensen Høring vedr. udkast til lovforslag om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Private leverandører af dagtilbud – pengene følger barnet) Det Centrale Handicapråd har med tak modtaget ovennævnte udkast til lovforslag til høring. Forslaget er i meget høj grad lig det forslag, rådet afgav høringssvar til den 13. april 2004. For at denne mulighed også skal blive en mulighed for familier med børn, der har et handicap, er det afgørende, at den nødvendige støtte til barnet i et dagtilbud også ydes, hvis dagtilbuddet er privat. Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, at der ydes et driftstilskud pr. barn, og forventes at kommunen bevilger særlig støtte til fx støttepædagogtimer udover driftstilskuddet direkte til den private institution, når barnet har behov for det. Rådet anbefaler at dette kommer til at fremgå af lovteksten. Rådet mener samtidig, at der burde være tilsvarende overvejelser i forhold til bygningstilskuddet. Udover det generelle bygningstilskud bør kommunen selvstændigt bevilge økonomisk tilskud til ombygninger, der er nødvendige for at et dagtilbud kan modtage et barn med handicap, i samme omfang som det ville ske, hvis barnet søgtes optaget i en af kommunens egne institutioner. I de almindelige bemærkninger er i forhold til forrige udgave af forslaget tilføjet at optagelse i en privat institution vil kunne nægtes, i tilfælde hvor barnet har et handicap, og institutionen ikke er eller kan indrettes til at varetage barnets behov eller hvor personalet ikke har tilstrækkelig kompetence til at varetage opgaven. På samme måde nævnes, at der kan opstå forhold efter optagelsen, som medfører, at barnet må flyttes til et bedre egnet dagtilbud og dermed flyttes fra privatinstitutionen.
- 1 - Rådet mener, at konsekvenserne af en sådan formulering kan blive voldsomme. Et privat dagtilbud skal være forpligtet til at følge almindelige principper for ligestilling af mennesker med handicap. Derfor skal kommunen som nævnt bevilge den nødvendige støtte til at det bliver muligt at optage børn med handicap i private daginstitutioner, og de private daginstitutioner skal gøre hvad der er muligt for at kunne varetage barnets behov. Hvis det i sjældne tilfælde vurderes, at institutionen ikke kan tilgodese barnets behov, bør der være mulighed for at få et sådant afslag på optagelse vurderet udefra, så det ikke bliver den private institution der alene træffer den endelige afgørelse. Familier med børn, der har et handicap, skal have lige adgang til disse muligheder for frit valg af dagtilbud. Derfor er det vigtigt, at børn med handicap reelt har lige adgang til at blive optaget og støttet i private dagtilbud. Med venlig hilsen Ane Esbensen