L 82 Forslag til lov om Energinet Danmark.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-11-2004
1. behandlet / henvist til udvalg 11-11-2004
Betænkning afgivet 02-12-2004
2. behandlet/henvist til udvalg 07-12-2004
Betænkning afgivet 09-12-2004
Tillægsbetænkning afgivet 09-12-2004
3. behandlet, vedtaget 14-12-2004
Ministerområde:
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Resumé:
Loven giver økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at oprette Energinet Danmark som en selvstændig offentlig virksomhed, der skal varetage systemansvar for og transmission af el og gas. Energinet Danmark skal sikre en effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur og sikre en åben og lige adgang for alle brugere af nettene.

Baggrund:
Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget blev fremsat for at gennemføre en politisk aftale af 29. marts 2004 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om fremtidssikring af energiinfrastrukturen og en aftale af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og elbranchens interesseorganisation Elfor om kapitalforhold i elsektoren og sikring af den overordnede infrastruktur på elområdet.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV, KD og Anders Møller (UFG)); 1 (EL) stemte hverken for eller imod.