Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender Stormgade 2-6 1470 København K. Att. Bente Bang. København den 21. oktober 2004 Høringssvar om udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (landsdækkende pasningsgaranti til børn i dagtilbud). Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) takker for muligheden for at kommentere ovennævnte udkast til lovforslag. Vi har følgende bemærkninger til udkastet: Forbundet hilser en landsdækkende pasningsgaranti velkommen. Pasningsgarantien vil som det beskrives i bemærkningerne til lovforslaget sikre reel mulighed for at udnyttte den fleksible barselsorlov, men har herudover flere andre positive effekter. Forbundet glæder sig over, at  formuleringen om kommunernes pligt til at sørge for "det nødvendige antal pladser", der i umindelige tider har været lovtekst, endelig får en relevant og forpligtende fortolkning. Pasningsgaranti til alle børn kan endvidere ses som det endelige opgør med kommunernes mulighed for at inddrage børnefamiliernes arbejdsmarkedstilknytning i vurderingen af pladsbehovet. Dermed bør enhver form for diskriminerende praksis over for lediges børn definitivt være historie. Indførelse af en landsdækkende pasningsgaranti på nuværende tidspunkt ville imidlertid ikke være mulig uden den massive pladsskabelse, der er sket gennem den sidste mere end halve snes år. Sikringen af pasningsgaranti i langt de fleste kommuner er imidlertid sket på bekostning af kvaliteten. Der er skåret ned i personalenormeringerne og pladsen til det enkelte barn er blevet meget trang. Vi er opmærksomme på, at Finansministeriet har præsenteret beregninger, som indikerer, at standarden har været stigende på daginstitutionerne, men de har efter PMF's opfattelse intet med virkeligheden at gøre. Tværtimod er der stærkt behov for genopretning af kvaliteten, således som der også blev afgivet løfter om fra politisk hold, da de mange nye pladser skulle etableres. I den sammenhæng er det tilfredsstillende, at regeringen har afsat økonomi til gennemførelse af den
landsdækkende pasningsgaranti, men det havde været endnu bedre, hvis der også blev afsat midler til standardforbedringer. Bloktilskudsfordelingen giver efter forbundets opfattelse ikke tilstrækkelig målretning af de afsatte midler. Kommuner, der allerede har pasningsgaranti, forpligtes ikke til at bruge tildelte midler på børneområdet og de få  kommuner uden pasningsgaranti sikres måske ikke tilstrækkelige midler til at gennemføre  garantien. Det sidste indebærer risiko for, at også disse nye pladser finansieres gennem standardreduktioner. Alternativet til bloktilskudsfordelingen kunne være en pulje øremærket børneområdet i Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender. Forbundet finder det også beklageligt, at gennemførelse af pladsgarantien fortsat skal ledsages af højere forældrebetaling. Med vedtagelsen af forslaget om landsdækkende pasningsgaranti hæves takstloftet generelt til 33%, helt i modstrid med de politiske ønsker om bedre vilkår for børnefamilierne og de tiltag til sænkning af forældreandelen, der blevet taget tilbage i 1990'erne. Med venlig hilsen Finn Danielsen Medlem af PMF's forretningsudvalg