Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender Stormgade 2-6 1470 København K København den 22-10-2004 J.nr.: 53-018 Ane Esbensen Høring vedr. udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (Landsdækkende pasningsgaranti til børn i dagtilbud) Det Centrale Handicapråd har med tak modtaget ovenstående udkast til høring. I udkastet præciseres størrelsen af det tilskud, der skal betales fra opholdskommunen, hvis en familie vælger et dagtilbud i en anden kommune. Rådet vil i den forbindelse gentage fra tidligere høringssvar, at det frie valg af dagtilbud på tværs af kommunegrænser bør konstrueres, så det også i praksis kan omfatte børn, der har et handicap. Det er derfor vigtigt, at opholdskommunen også betaler eventuelle udgifter til støttepædagog, transport mv. Til den del af udkastet der handler om landsdækkende pasningsgaranti og regler om, at opholdskommunen skal udbetale et økonomisk tilskud til forældrene, hvis kommunen ikke kan anvise plads i et dagtilbud fra det tidspunkt, hvor pasningsgarantien træder i funktion – når barnet er fyldt 6 måneder. Det Centrale Handicapråd skal også her gøre opmærksom på, at det for forældre til børn med et handicap kan være nødvendigt at der udbetales tilskud som rækker ud over det gennemsnitlige driftstilskud, fordi der kan være brug for særlig støtte til barnet. Problemstillingen er i princippet den samme, som ved frit valg på tværs af kommunegrænser. Et barn med handicap skal kompenseres for sit handicap i et eventuelt dagtilbud, og det kan i nogle tilfælde kræve ekstra ressourcer. Disse ressourcer skal ydes, uanset hvilken form af dagtilbud familien gør brug af. Med venlig hilsen Ane Esbensen