Spørgsmål nr. 17: ”Hvor mange gange skal man have med børnene at gøre, før man skal betragtes som ansat – og derved er pålagt at indhente børneattest. Eksempelvis ved frivillig indsats på skoler, institutioner og lignende?” Svar: Det er ikke muligt at udtale sig om et bestemt antal gange, man skal have med børn at gøre, før man bliver omfattet af lovforslaget, således at der skal indhentes børneattest på en, forinden man ansættes eller beskæftiges til at have med børn under 15 år at gøre. Det afgørende mål med lovforslaget er imidlertid, at det skal være med til at forhindre, at den voksne kan udnytte en tillidsfyldt situation til at begå seksuelle overgreb mod et barn under 15 år. Hvis man er fast tilknyttet fx en børnehave eller en skole som vikar, skal der indhentes børneattest, forinden man kan have direkte kontakt med børn under 15 år. Hvis man derimod alene bliver tilkaldt som vikar til at deltage en enkelt dag i fodboldklubben eller skolen, vil man omvendt ikke være omfattet af ordningen. En detaljeret gennemgang af lovens anvendelsesområde, herunder en liste over personer, der eksempelvis vil være omfattet af lovforslaget fremgår af bemærkningerne til lovforslaget på side 11 og 12, hvor det er anført: ”Målgruppen vil navnlig være personer, der i foreninger og organisationer m.v. – herunder sportsklubber og spejderforeninger – har en direkte kontakt med børn, samt i forhold til ansatte og beskæftigede inden for uddannelses- og omsorgssektoren i skoler og daginstitutioner m.v. Kontakt af enkeltstående og kortvarig karakter omfattes som udgangspunkt ikke. Ordningens vigtigste anvendelsesområde er tilfælde, hvor ansættelsen eller beskæftigelsen skaber grundlag for et tillidsforhold mellem den voksne og et barn, men ordningen er ikke begrænset hertil. Tilfælde, hvor kontakten med børn alene sker, mens børnene er ledsaget af deres forældre eller lærere, pædagoger eller lignende – dvs. hvor børnene ikke er alene med den ansatte eller beskæftigede – omfattes ikke. Studerende i praktik omfattes på lige fod med uddannede lærere, pædagoger m.fl.; det samme gælder vikarer og lignende. Som eksempel på persongrupper, der vil kunne være omfattet af ordningen – i det omfang, der fastsættes administrative forskrifter herom – kan følgende nævnes: Pædagoger og pædagogmedhjælpere i daginstitutioner (vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, fritidsklubber og lignende) • Pædagoger og pædagogmedhjælpere i skolefritidsordninger (SFO) • Dagplejere og plejefamilier Personale på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder for børn, herunder børneasylcentre Lærere og pedeller i alle typer af skoler med elever under 15 år (også bl.a. musik-, ballet- og rideskoler)
-1- • Praktiserende børnepsykiatere, børnepsykologer og børnelæger • Skolesundhedsplejersker • Læger og plejepersonale på børneafdelinger på hospitaler m.v. • Såkaldte ”voksenvenner” og medlemmer af sorggrupper for børn • Repræsentanter for såkaldt uledsagede asylansøgere under 15 år Præster, organister og andre kirkelige medarbejdere, der underviser eller vejleder børn • Trænere, instruktører og holdledere i idrætsklubber og lignende • Ledere på fodboldskoler og lignende • Personale i svømmehaller • Spejderledere • Personale på børnebiblioteker • Personale på museers særlige børneafdelinger. Forældre, der modtager fx børnehavebesøg i anledning af fødselsdag, eller som hjælper ved en turneringsdag i klubben eller ved at køre børn til sportskampe, omfattes ikke. Det samme gælder forældre, der deltager i spejderlejre, fodboldskoler og lignende, når børnene er ledsaget af trænere, ledere m.fl. Personer, hvis kontakt med børn består i at modtage erhvervspraktikanter eller være ledere for børn i ansættelsesforhold, herunder fx børn, der er beskæftiget i supermarkeder eller med udbringning af blade, eller som medvirker i film, omfattes ikke af ordningen. Når forældre og værger (indehavere af forældremyndigheden) ansætter eller beskæftiger fx spillelærere, dagplejere eller babysittere til at undervise eller passe deres børn i privatsfæren, omfattes forholdet ikke af lovforslaget. I almindelighed vil der alene være behov for at indhente børneattest vedrørende den person, som ønskes ansat eller beskæftiget. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være tilfælde, hvor det vil kunne være relevant at fastsætte regler om indhentelse af børneattest vedrørende personer, fx ægtefæller m.fl. til dagplejere.”