Bilag til forsvarsministerens skrivelse af 7. december 2004 (L 68 - spørgsmål 20) Spørgsmål nr. 20: ”Vil ministeren være behjælpelig med at formulere et ændringsforslag, der inkorporerer FN´s torturkonvention i den militære straffelov?” Svar: En international konvention kan blive en del af dansk lovgivning på to forskellige måder. Det kan ske ved enten at indarbejde relevante dele af konventionen i de forskellige love (omskrivning) eller ved at udarbejde en lov, der fastsætter, at konventionen gælder her i landet (inkorporering). Forbuddet mod tortur i FN´s torturkonvention vedrører en lang række forskellige retsområder og rækker derfor ud over forsvarets forhold og den militære straffelov. Forbuddet gælder således også i forhold til f.eks. varetægtsarrestanter, psykiatriske patienter og udvisning af udlændinge. Hvis FN´s torturkonvention skal blive en del af dansk lovgivning, vil dette i givet fald mest hensigtsmæssigt kunne ske ved udarbejdelse af et lovforslag om inkorporering af konventionen. Inkorporeringsudvalget  har  i  betænkning  nr.  1407/2001  udarbejdet  et  lovudkast  med bemærkninger  om  forslag  til  lov  om  inkorporering  af  visse  internationale  konventioner  om menneskerettigheder,   herunder   FN´s   torturkonvention.   Der   henvises   til   kapitel   15   i betænkningen.  Et  lovforslag  om  inkorporering  af  torturkonventionen  vil  kunne  bestå  af  en bestemmelse om, at konventionen gælder her i landet og en ikrafttrædelsesbestemmelse. Justitsministeriet har bidraget til besvarelsen. Side 1/1