DEPARTEMENTET
J.nr. M 1034-0358
Den 22. november 2004
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 17 ad L 61 stillet af Folke tingets Miljø- og
Planlægningsudvalg den 17. november 2004.
Spørgsmål nr. 17:
Hvorfor indeholder lovforslaget ikke hjemmel til myndighedskontrol på havet, herunder
på platforme i Nordsøen, således at myndighederne kan overtage egenkontrollen også på
havmiljølovens område? Er det utænkeligt, at myndighederne kan få brug for
lovhjemmel til at overtage egenkontrollen på havet?
Svar:
Som det er anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget afsnit 3.2.1, vurderes
det ikke umiddelbart at være praktisk relevant inden for havmiljølovens område at
overtage fremtidig egenkontrol. Meget af den egenkontrol, der skal foretages er for det
første af en art, hvor det ikke giver mening, at myndighederne overtager den (f.eks.
anmeldelse af affald m.v.). For det andet vurderes en overtagelse af den løbende
egenkontrol på platforme at være urealistisk i praksis p.g.a. platformenes beliggenhed og
sikkerhedsforhold. Disse forhold ville nødvendiggøre et tæt samarbejde om transport og
ophold på platformen med den part, der i den givne situation ikke har vist sig
samarbejdsvillig.
I lovforslaget findes imidlertid en hjemmel til i § 10-situationer konkret at udføre
undersøgelser til erstatning for oplysninger, som skibet eller platformen ellers skulle
afgive, jf. forslagets § 2, nr. 3. Desuden foreslås adgangsreglerne præciseret lige som i
de øvrige love, jf. forslagets § 2, nr. 1 og 2, så der f.eks. ikke er tvivl om, at
myndighederne om nødvendigt vil kunne få adgang til og kopiere data på skibe og
platforme, uanset hvilket medie de findes på, f.eks. sejladsdata fra en sort boks på en
hurtigfærge.
Herudover kan myndighederne anvende de eksisterende hjemler i havmiljøloven til at
skærpe egenkontrolkrav og til i givet fald at trække tilladelser m.v. tilbage.