Justitsministeriet
Civil- og Politiafdelingen
Kontor:
Det Internationale Kontor
Sagsnr.:
2004-156-0099
Dok.:
CAA20435
Besvarelse af spørgsmål nr. 2 af 21. oktober 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 6).
Spørgsmål nr. 2:
Vil ministeren redegøre for, i hvilke tilfælde Danmark ikke vil efterkomme en anmodning fra Europol
om at indlede efterforskning i et specifikt tilfælde?
Svar:
Efter 2. tillægsprotokol til Europol-konventionen (den foreslåede nye artikel 3 b) er der ikke nogen forpligtelse for
medlemsstaternes kompetente myndigheder til at imødekomme en anmodning fra Europol om at indlede, gennemføre
eller samordne efterforskninger i specifikke tilfælde.
Vurderingen af, om der bør iværksættes en efterforskning, vil således (fortsat) skulle foretages af dansk politi, der efter
retsplejeloven er forpligtet hertil, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige, er begået jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.
Den omstændighed, at dansk politi ikke som sådan er forpligtet til at imødekomme en anmodning fra Europol om at
indlede efterforskning, betyder imidlertid ikke, at dansk politi ikke som forudsat i tillægsprotokollen vil se positivt
på en sådan anmodning. Dansk politi vil således i praksis naturligvis følge op på en henvendelse fra Europol med
henblik på at afdække eventuelle strafbare forhold, som man ikke er opmærksom på i forvejen.
Om der på grundlag heraf skal iværksættes en egentlig efterforskning beror dog på en konkret vurdering af sagens
omstændigheder, og det er derfor ikke muligt at angive præcist, hvornår efterforskning vil blive indledt. Imidlertid må
det som nævnt forventes, at henvendelser fra Europol som altovervejende hovedregel vil føre til iværksættelse af
efterforskning i Danmark, og det vil således være undtagelsen, at dette ikke sker, f.eks. fordi dansk politi allerede måtte
have foretaget retsforfølgning eller opgivet påtale i den pågældende sag.
- 1 -