Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2004-156-0098 Dok.: CAA20431 Besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 20. oktober 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 6). Spørgsmål nr. 1: ”Vil ministeren redegøre for regeringens arbejde med forslaget om en fælles kontrolinstans, som foreslås inddraget ved udarbejdelse af regler om databeskyttelse?” Svar: Med  2.  tillægsprotokol  til  Europol-konventionen  (den  foreslåede  nye  artikel  3  a)  åbnes  der  mulighed  for,  at Europol-personale kan deltage i fælles efterforskningshold i en støttefunktion. Efter  protokollen  vil  dette  skulle  ske  inden  for  rammerne  af  lovgivningen  i  den  medlemsstat,  hvor  det  fælles efterforskningshold opererer, og i henhold til en aftale mellem Europols direktør og de kompetente myndigheder i de medlemsstater,  der  deltager  i  det  fælles  efterforskningshold.  I  aftalen  fastlægges  de  nærmere  regler  for  den administrative  gennemførelse  af  Europol-personalets  deltagelse  i  fælles  efterforskningshold.  Dette  sker  under inddragelse af de nationale enheder, dvs. for Danmarks vedkommende Rigspolitichefen. De bestemmelser, som skal finde anvendelse på sådanne administrative aftaler, fastsættes af Europols Styrelsesråd, der træffer afgørelse med et flertal på to tredjedele af medlemmerne. Der er efter protokollen ikke nogen pligt til i den forbindelse   at   inddrage   Den   Fælles   Kontrolinstans,   som   er   tilsynsmyndighed   i   forhold   til   Europol   på databeskyttelsesområdet. Som anført i den kommenterede høringsoversigt (side 3-4) er Justitsministeriet imidlertid enig i den anbefaling, som Datatilsynet  er  fremkommet  med  i  høringsfasen,  om  at  der  –  i  det  omfang  der  bliver  tale  om  at  fastsætte databeskyttelsesmæssige regler – bør ske en inddragelse af Den Fælles Kontrolinstans i forbindelse med udformningen og  godkendelsen  af  sådanne  aftaler.  I  overensstemmelse  hermed  vil  man  fra  dansk  side  –  som  oplyst  i  den kommenterede høringsoversigt – arbejde for, at Den Fælles Kontrolinstans høres i forbindelse med fastlæggelsen i Europols Styrelsesråd af de bestemmelser, som skal anvendes på aftalerne om den administrative gennemførelse af Europol-personalets deltagelse i et fælles efterforskningshold. Der er imidlertid på nuværende tidspunkt, hvor alle medlemsstater endnu ikke har tiltrådt tillægsprotokollen, og hvor arbejdet med at udforme de administrative bestemmelser om Europol-personalets deltagelse i fælles efterforskningshold derfor ikke er igangsat, ikke taget stilling til, hvilken procedure der vil blive fulgt i forbindelse hermed. Europol har dog over for Justitsministeriet tilkendegivet, at man forventer at ville inddrage Den Fælles Kontrolinstans i arbejdet, inden et udkast til administrative bestemmelser på området forelægges for Europols Styrelsesråd til godkendelse. - 1 -