Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 3.s.kt. J.nr.: 2004-12140-100 Sagsbeh.: LCH Fil-navn: Dokument 2 Besvarelse  af  spørgsmål  nr.  L  41  -  Spørgsmål  1,  som Folketingets  Sundhedsudvalg  har  stillet  til  indenrigs-  og sundhedsministeren den 2. november 2004 Spørgsmål L 41 - Spørgsmål 1: "Ministeren bedes udførligt kommentere høringssvaret fra Retslægerådet, jf. L 41 - bilag 1,  herunder  navnlig  punkt  6,  hvor  Retslægerådet  beskriver  alternativt  forslag  til procedure   for   undersøgelser   og   indsamling   af   oplysninger   til   belysning   af sammenhænge  mellem  behandlingstilbud  til  sindssyge  og  den  kriminalitet,  de  har begået." Svar: Allerførst vil jeg bemærke, at Retslægerådet har tilkendegivet, at rådet overordnet kan tilslutte  sig  de  overordnede  intentioner  bag  lovforslaget,  d.v.s.  en  undersøgelse  af, hvorfor psykisk syge begår alvorlig kriminalitet. Dernæst vil jeg minde om, at lovforslaget siden høringen, i hvilken Retslægerådet afgav sine bemærkninger  ved brev af  24. august 2004,  er ændret på væsentlige  punkter. Således kan jeg til pkt. 1 i udtalelsen bemærke, at lovforslaget i den form, det er fremsat, alene handler om personer, der for det første er dømt, og dernæst skal være idømt en foranstaltning  efter  straffelovens  §  68-70.  Derudover  er  det  en  betingelse,  at  de pågældende har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem inden for 6 måneder forud for, at den konkrete forbrydelse fandt sted. Endelig  vil  jeg  bemærke,  at  disse  domme  udgør  et  råmateriale.  Det  er  herefter Sundhedsstyrelsen,  der  har  kompetence  til  at  udvælge  relevante  sager,  som  kan undergå en nærmere undersøgelse. Til pkt. 2 i Retslægerådets udtalelse kan jeg oplyse, at jeg netop har lyttet til hovedparten af høringssvarene, herunder Retslægerådets, hvori det anføres, at det er betænkeligt at indlede  undersøgelserne,  før  personen  er  dømt.  Det  fremsatte  lovforslag  er  derfor ændret, så det kun omfatter personer, der er dømt. I relation til pkt. 3 kan jeg oplyse, at jeg har imødekommet det af bl.a. Retslægerådet oplyste, at det var for kort en periode, når der i det udkast til lovforslag, der blev udsendt i høring, fremgik, at personen skulle have været i kontakt med det psykiatriske system inden for den seneste måned. Således fremgår det af det fremsatte lovforslag, § 2, at der skal  være  tale  om  en  kontakt  til  behandlingssystemet  6  måneder  forud  for,  at  den strafbare handling har fundet sted.     Jeg  vil  derudover  bemærke,  at  Retslægerådet  anfører,  at  også  sager,  hvor  den pågældende ikke tidligere har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem,

bør inddrages i undersøgelserne. Det er jeg ikke enig i. Formålet med loven er at skabe mulighed for at en række forløb kan undersøges, således at vi kan generere viden om, hvordan  vi  kan  undgå  gentagelser  af  episoder,  hvor  psykisk  syge  begår  alvorlig personfarlig kriminalitet. Det er ikke hensigten at undersøge alle sager, hvor psykisk syge  har  begået  alvorlig  kriminalitet.  Eftersom  undersøgelsernes  resultater  skal anvendes   som   et    kvalitetsudviklingsværktøj,   herunder   for   indsatsen   i behandlingssystemet,  er  undersøgelserne  begrænset  til  sager,  hvor  den  dømte  har været i kontakt med behandlingssystemet.   Med  hensyn  til  afgræsningen  af  begrebet  alvorlig  personfarlig  kriminalitet,  jf. Retslægerådets pkt. 4, kan jeg oplyse, at den valgte afgræsning er sket efter drøftelser med  Justitsministeriet. Jeg  mener, at  vi derved  har  udvalgt kernen  af de  alvorligste forbrydelser. Retslægerådet  påpeger  under  pkt.  5,  at  der  bør  udpeges  to  speciallæger  til Sundhedsstyrelsens  arbejdsgruppe  i  stedet  for  kun  én.  Hertil  kan  jeg  oplyse,  at sammensætningen af gruppen skal afspejle, at der er forskellige synsvinkler og tilgange til problemstillingen. Derfor består gruppen af én repræsentant for hver af de relevante sektorer. Efter min opfattelse er de hensyn, Retslægerådet peger på, tilgodeset ved at såvel repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen og fra Embedslægeinstitutionen som en speciallæge i psykiatri udpeges til arbejdsgruppen. Den psykiater, der udpeges, kan godt være retspsykiater. Afslutningsvist  er  jeg  fremme  ved  Retslægerådets  pkt.  6,  som  jeg  mener  i  alt  det væsentligste er imødekommet i det lovforslag - L 41 - som blev fremsat for Folketinget den 20. oktober 2004. Jeg kvitterer for rådets konstruktive bemærkninger, og generelt for det engagement som Retslægerådet og andre høringsparter har udvist i denne sag.