Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K Dato J.nr. : : 19. november 2004 401-21 Trafikudvalget har i brev af 1. november 2004 stillet mig følgende spørgsmål 4 (L 11 – Spørgsmål 4), som jeg hermed skal besvare. ./. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer. Ad L 11 – Forslag til lov om anlæg af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 Spørgsmål 4: "Kan ministeren bekræfte, at hensynet til fremme af erhvervsudviklingen ikke er et relevant argument for 1. etape af Frederikssundmotorvejen, at varetransporten i området fortsat vil komme frem hverken mere eller mindre effektivt uanset den nye motorvejsetape ?" Svar: Jeg kan oplyse, at etableringen af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 er et led i udmøntningen af trafikaftalen af 5. november 2003 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om investeringer på trafikområdet for de kommende ti år. Ifølge aftalen skal Frederikssundmotorvejen igangsættes med en 1. etape, der omfatter strækningen mellem Motorring 3 og Motorring 4. I aftalen indgår desuden, at der i 2004-2005 gennemføres supplerende undersøgelser af mulighederne for en udbygning af Frederikssundsvej, således at der kan træffes beslutning om den videre linieføring fra Motorring 4 mod vest. Gennemførelsen af Frederikssundmotorvejens 1. etape er uafhængig af valget af løsning vest for Motorring 4. Ved anlæg af en 1. etape af Frederikssundmotorvejen skabes direkte motorvejsforbindelse mellem Motorring 3 og Motorring 4, og dermed skabes sammenhæng i motorvejsnettet omkring København. Samtidig fjernes den alvorlige trafikale flaskehals i krydset mellem Ring 3 og Jyllingevej. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vil anlægget af 1. etape af Frederikssundmotorvejen medføre overflytning af trafik til denne strækning fra en række eksisterende veje – herunder især fra Jyllingevej mellem Motorring 3 og Ring 3, men også fra Holbækmotorvejen, Roskildevej, Slotsherrensvej,
Side 1 af 2 Klausdalsbrovej, Frederikssundsvej øst for Ring 4 m.fl. På Jyllingevej øst for Motorring 3 forventes ligeledes en mindre aflastning af trafikken. Resultatet af denne overflytning af trafik er bedre fremkommelighed, og dermed tidsbesparelse både for de trafikanter, der foretager ruteændring, og for de trafikanter, der forbliver på de aflastede veje. Overflytningen forventes at gøre sig gældende for både personbiler samt for vare- og lastbiler. Varetransporter med mål omkring den eksisterende Frederikssundsvej vil formentlig stadig benytte denne, og de vil derfor kunne opnå en indirekte fordel som følge af forbedret fremkommelighed på den del af Frederikssundsvej, som aflastes. Med venlig hilsen Flemming Hansen