Jeg vil gerne takke for, at et flertal bakker op om dette lovforslag.
Så vil jeg sige til den kritik, der har været, at jeg synes, den bygger på en mangelfuld opfattelse af alverdens flygtningeproblemer. Det er næsten, som om der kun er en meget lille gruppe flygtninge at vælge imellem, og at hvis ikke de kommer til Danmark, så er der intet andet at gøre end at lade de pågældende rådne op i flygtningelejrene.
Men bl.a. takket være en dansk indsats er der jo nu en anden måde at hjælpe flygtninge på, som er i stærk vækst, og det hedder hjælp i nærområder. Danmark er engageret i en stribe nærområdeprojekter, som har at gøre med at forbedre asylsagsbehandlingen, forbedre standarden i flygtningelejrene, forbedre administrationen og identifikationen af flygtninge samt bidrage til repatriering.
Repatriering fra nærområde til hjemland er efter min mening den gigantiske opgave, som de rige lande i langt højere grad bør interessere sig for. Jeg har på regeringens vegne foreslået FN's flygtningehøjkommissær, at vi opretter en global fond for repatriering, f.eks. under Verdensbanken, sådan at en del af de flere millioner flygtninge, som kunne komme hjem, hvis der var nogen, der ville hjælpe dem til det, nu kan komme hjem.
Da nu både hr. Søren Søndergaard og fru Anne Baastrup hører efter, hvad jeg siger, vil jeg gentage: Der er altså flere millioner flygtninge alene i Afrika, som kunne komme hjem, hvis de blev hjulpet hjem, vel at mærke hjem til deres hjemland. Derfor har Danmark foreslået en repatrieringsfond, som vi også selv er villige til at bidrage til, sådan at flere flygtninge kan komme ud af FN's flygtningelejre.
Det vil sige, at for fremtiden bliver der altså to muligheder for flygtninge i FN's flygtningelejre. Den ene er at komme til et vestligt land, f.eks. Danmark, den anden er at få hjælp til at komme til hjemlandet, hjulpet af en repatrieringsfond eller af en ngo, som finansieres af den danske stat, af andre eller af en international organisation.
Tingene er først ved at tage form, men der er ingen tvivl om, at det vil få fart på i de kommende år. Det skulle jeg også hilse fra mine ministerkolleger i EU og sige. Vi drøfter det ved alle møder, og der er virkelig skub i tingene, især i de nordafrikanske lande og i Kenya. Kenya nævner jeg, for der har Danmark et særlig perspektivrigt projekt i gang.
Det er derfor, man nu med rette kan sige, at hvis vi har to flygtninge, som har det samme behov, og som begge af UNHCR bliver beskrevet som nogle, som kan have behov for at komme væk fra flygtningelejren, og den ene har mulighed for at slå rødder i Danmark og få glæde af at være i Danmark, mens den anden ikke har udsigt til andet end at blive bistandsklient resten af livet og leve isoleret, aldrig lære sproget og uden familie i Danmark, hvem er det så af de to, som vi skal tage? Så tillader vi os at sige, at hvis det er valget, så vil vi tage den første. Vedkommende har jo det samme behov som den anden, men vedkommende kan få større glæde af at komme til Danmark.
Det er det, der er den lysende logik i forslaget, og derfor er der overhovedet ikke tale om, at vi nu vælger hensynet til Danmark frem for hensynet til flygtningene. Man behøver kun se på hensynet til flygtningene for at argumentere for den lille nyorientering af udvælgelsesmetoden, som der her lægges op til. Jeg siger lille, for hvis man læser bemærkningerne grundigt, så vil man jo kunne se, at de kriterier, man nu angriber, uddannelse osv., jo allerede gælder i dag. Der sættes blot en tykkere streg under, at der skal tages hensyn til, om den pågældende kan slå rødder i Danmark og få glæde af at være i Danmark.
Det er formuleringen i selve paragraffen, og det er den, jeg synes, man skal tage fat i. Hvem kan være imod, at de flygtninge, vi tager, skal kunne slå rødder i Danmark og derved få glæde af at være i Danmark? Det ville da være mærkeligt, hvis ikke vi tog dem frem for nogle, som vil have meget svært ved at slå rødder og derfor vil få meget svært ved at få glæde af at være i Danmark, specielt når den sidste gruppe nu som noget nyt kan hjælpes i nærområdet og vil blive hjulpet i nærområdet i langt højere grad end hidtil.
I øvrigt er der kun 17 lande i verden, som overhovedet tager kvoteflygtninge, så Danmark er altså i søndagsskoleklassen. Vi har intet at skamme os over. De fleste lande tager overhovedet ingen. Vi må bare konstatere, at dem, som vi har taget i de sidste mange år, stort set ikke er kommet i beskæftigelse. Man kan se i bemærkningerne, at de, der kom fra 1998 til 2001, i 2003 kun var i beskæftigelse for, så vidt jeg husker, 7 pct.s vedkommende. Det er jo ikke blot en samfundsmæssig katastrofe, det er også en menneskelig katastrofe, at integrationen har været så elendig, og det er derfor, at vi her må gå på flere ben. Vi må forbedre integrationsindsatsen, få lært nogle flere dansk, og vi må også blive bedre til at fortælle dem, hvordan der er
i Danmark. De må skrive under på, at de har forstået, hvordan der er i Danmark. Vi giver dem også et lille førafrejsekursus, sådan at de lærer om, hvordan der er i Danmark, koldt og vådt en stor del af året, at mennesker lever sammen på den og den måde, at de fleste kvinder ikke går tildækkede, om sommeren kan man endda se nogle i temmelig bar figur rundtomkring i parkerne osv. Hvis det er et problem for nogle, så er det da vigtigt, at de får det at vide på forhånd. Børn bestemmer selv, hvem de vil giftes med, tvangsægteskaber og omskæringer er noget, vi ikke vil have, og vi vil heller ikke have, at man slår sine børn. Tænk, jeg synes altså, det er fornuftigt, at vi i højere grad fortæller dem, som selv vælger at tage til Danmark, hvordan der er i Danmark. Når jeg ser på de 500-1.000 fanatiske medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, som holder møder og nu prøver at etablere sig over hele Danmark, så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke kan sige til dem, jeg møder, og som har de opfattelser: Har I husket på, hvad I skrev under på, da I kom til Danmark? I vidste, hvordan der var. I valgte alligevel selv Danmark. Hvorfor hader I Danmark så meget, når I selv har valgt Danmark, vel vidende hvordan Danmark er? Hvis de ikke selv har skrevet under, så ville det være rart at kunne henvise til, at deres forældre har skrevet under på det.
Så den modvilje mod, at både indvandrere og kvoteflygtninge bliver klar over, hvad det er for et land, og skriver under på, at de ved, hvad det er for et land, og hvad konsekvenserne af ikke at lære dansk osv. er, forstår jeg simpelt hen ikke.
Jeg mener, at et af de store integrationsproblemer i Danmark er vores manglende evne til at tale tydeligt til mennesker, der kommer her. Mange bliver lullet ind i fejltagelser i den første periode, de er her. Behandlerapparatet giver dem et forkert indtryk af, hvordan der er i Danmark. De tror, at vi har indført borgerløn i Danmark, så kontanthjælp bare er noget, man får, uanset om man gør en indsats for selv at finde arbejde osv.
Jeg vil ikke bebrejde en eneste, at de har den opfattelse, for den har de jo fået i Danmark. Vi må blive bedre til at tale tydeligt om, hvordan der er i Danmark, hvad det er for krav, der stilles til gengæld for de sociale ydelser: at man skal lære dansk, hvordan kønnene lever med hinanden, ligestilling osv. Vi skal blive langt mere tydelige på de punkter, og det skal være lige ved indgangen, og i forbindelse med kvoteflygtninge helst før de overhovedet kommer, sådan at de kan nå at sige, at de hellere vil et andet sted hen.
Jeg beder om, at man har for øje, hvor katastrofalt dårlig integrationen er blandt netop den gruppe, vi taler om her. 7 pct. i job efter flere års ophold i Danmark, skal det virkelig køre videre? De, der ønsker, at alt skal fortsætte som nu - hvad vil de egentlig gøre ved denne elendige integration, som de tilmed selv har haft ansvaret for indtil for ganske få år siden? Det er jo deres problemer, vi nu prøver at rydde op i.
Så det er jo ikke, fordi regeringen prøver at opfinde nye ting bare for at komme med noget nyt hele tiden. Vi står og har ansvaret for en katastrofalt dårlig integrationssituation. Vi prøver at gribe den an med mange forskellige midler, inklusive udvælgelsespolitikken, og det synes jeg der er megen sund fornuft i.
Med hensyn til Dansk Flygtningehjælp vil jeg gerne understrege, at der bliver rig anledning til, at Dansk Flygtningehjælp kan tage med på kvoterejserne. Flygtningehjælpen får 0,5 mio. kr. om året, og da der kun er et par kvoterejser, måske tre om året, er der jo ikke noget i vejen for, at man kan rejse med. Så det er ikke sådan, at Dansk Flygtningehjælp nu er forhindret i at interessere sig for udvælgelse. Det vil jeg gerne understrege.
Jeg tror, jeg vil slutte her, men jeg er til rådighed for spørgsmål, hvis der er nogen.