Folketingets Socialudvalg j.nr. 210-18 Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af  29. november 2004 følger hermed  –  i 5 eksemplarer –  familie- og forbrugerministerens svar på spørgsmål nr. 6    -10 (L 85 –  bilag 7). Spørgsmål   nr. 6: ” Ministeren bedes kommentere, at en undersøgelse fra Det Norske Barne - og Familiedepartement, ifølge høringssvaret fra BUPL, har vist, at man i Norge betaler mere for den samme »vare«, børnepasning, i de private børnehaver end i de offentlige, idet de private børnehaver gennemsnitligt er 500 kr. dyrere end det offentlige tilbud, samtidig med at der er færre timer afsat pr. barn i de pr  i- vate institutioner?” Svar: Undersøgelsen, der her henvises til, er baseret på data, som er indsamlet i se  p- tember 2002. Dette  er  af  væsentlig  betydning,  idet  kommunerne  i  Norge  på  dette  tid   spunkt ikke havde en forsyningsforpligtelse. Kommunerne har først   efter 4. juli 2003 haft  en  lovfæstet  pligt  til  at  tilbyde  børnehavepladser  nok,  og  man  har  med Børnehaveforliget  sat  et  mål om, at fuld behovsdækning på 80 pct. for børn i alderen 1-5 år skal være nået i løbet af 2005. Det må således forventes, at der i dag  også  er  forældre  i  Norge,  som  ikke  har  mulighed  for  at  få  et  kommunalt pasningstilbud, og som således kan bliv e tvunget til at betale en hø I Danmark har kommunerne siden bistandslovens ikrafttræden haft en forpli  g- telse til at sørge for det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn. Pr. 1. j   a- nuar 2005  er der pasningsgaranti i 255 kommuner, og senest den 1. juli 2005 skal der være pasningsgaranti i alle kommuner. Dækningsgraden  samlet  set  for  de  1  -5  årige  i  dagtilbud,  ekskl.  indskrev ne  i særlige dagtilbud, var i  marts 2003 på 87,8 pct.     Situationen i Norge er derfor anderledes  end  i  Danmark,  da  måle t  som  tidligere  nævnt  er  fuld  behovsdæ k- ning på 80 pct. for børn i alderen 1  -5 i løbet af 2005. Med lovforslaget om private leverandører af dagtilbud vil foræ   ldrene ikke blive tvunget til  at sende deres barn i en privatinstitution, idet de altid vil kunne få tilbudt  en  plads  i  den  kommunale  forsyning.  Et  væsentligt  element  ved  dette
2. lovforslag  er  netop,  at  forældrene  kan  vælge  netop  dét  da   gtilbud,  som  passer bedst til deres behov. Forældrene skal således også have m ulighed for, ved et oplyst  valg,  at  vælge    et  privat  tilbud,  hvor  forældrebetalingen  er  højere,  hvis det  er  det  de  ønsker.  Det  kan  fx  være,  at  privatinstitutionen  tilbyder  længere åbningstider eller en bedre leg eplads. Derudover skal det bemærkes, at kommunerne i fastsættelsen af godkendelse s- kriterierne for privatinstitutionerne skal stille de samme krav til privatinstituti- onerne, som de stiller til kommunens egne institutioner. Disse krav kan fx ved- røre normering og krav til uddannelsesmæssig ba   ggrund for personalet. Opstilles  der  fx  krav  om  en  bestemt  normering  i  kommunens  dagtilbud,  skal kravet opfyldes af såvel de kommunale institutioner som privatinstitutionerne. Forældre  vil  således  ikke  komme  til  at  betale  mere  for  et  pasningstilbud  i  en privatinstitution, hvor der samtidig er afsat færre t  imer pr. barn. Godkendelseskriterierne er således med til at sikre kvaliteten i privatinstituti o- nerne, samtidig med at forældrene får mulighed for at vælge mellem dagtilbud af samme standard. Hvis privatinstitutionen efter godkendelsen ikke lever op til de kriterier, den blev godkendt på baggrund af, kan kommunen fratage instit u- tionen tilskuddet. Spørgsmål nr. 7: ” Ministeren bedes kommentere at kommunerne, ifølge FOAs høringssvar, all  e- rede leverer en høj  grad  af frihed og  fleksibilitet indenfor de nuvær   ende ram- mer, i form af flere forskelligartede pasningsmuligheder?” Svar: Jeg er helt enig i, at lovgivningen allerede i dag giver kommunerne mu- lighed for at levere en høj grad af frihed og fleksibilitet, når vi taler om børn   e- pasning. Men jeg mener stadigvæk, at lovfor  slaget om private leverandører er med til at udbygge denne fleksibilitet og forbedre forældrenes valgmuligh  eder endnu mere. Kommunernes ret og pligt til at organisere dagtilbudsområdet kan i dag virke som en barriere i forhold til, at private leverandører kan medvirke til at udvikle området. Fleksibiliteten er i dag afhængig af kommunernes villighed til at u   d- nytte den. Med lovforslaget er det ikke længere alene op til kommunen om der skal andre aktører på banen. Private leverandører får langt bedre mulighed for at etablere en daginstitution, og jeg synes ikke, at der er noget i vejen med, at der skabes konkurrence på dagtilbudso mrådet. Muligheden for at oprette en privatinstitution kan give forældre, der fx bor i et landdistrikt, mulighed for at bevare deres vuggestue, selvom kommunen ønsker at lukke institutionen. Lovforslaget bygger således på et taxameterprincip, hvor pengene følger barnet. Hvis forældre ønsker en plads i en privatinstitution, skal kom munen sørge for tilsvarende at kapacit etsstyre i den offentlige forsyning. Jeg mener derfor, at dette lovforslag forbedrer friheden og fleksibiliteten bety- deligt. Privatinstitutioner vil måske kunne tilbyde særlige åbningstider eller a n- det, som kan være med til at lette hverdagen for børnefam   ilierne.
3. Spørgsmål nr. 8: ” Hvilken betydning mener ministeren, at det vil have for det enkelte barns ud- vikling og sociale liv at blive opsagt i en børnehave og flyttet til en »billigere«, på grund af ændringer i forældrenes økonomi?” Svar: Det kan vær  e svært for et barn at skulle starte i en ny børnehave. Jeg tror dog, at der vil være tale om meget få tilfælde, hvor et barn vil blive opsagt fra en privatinstitution på grund af manglende betaling fra forældrene. Når forældrene vælger, at deres barn ska l i en privatinstitution må man antage, at de vil gøre meget for at barnet kan blive gående der, med mindre de ikke er tilfredse med tilbuddet. Forældrenes  manglende  betalingsevne  løses -  som  i  øvrige  dagtilbud   -  ved hjælp  af  de  almindelige  regler  om  søs   kende-  og  fripladstilskud.  Disse  bygger på  pri ncipperne  bag  reglerne  om  søskendetilskud  i  private  pasningsordninger efter servicelovens § 26, som også vil gælde i privatinstituti   onerne. Som jeg også var inde på i spørgsmål 3, er det uholdbart, hvis priva tinstitutio- nerne skal blive ved med at levere en ydelse uden at få nogen indtægt. Spørgsmål nr. 9: ”Såfremt ministeren mener, at det vil have en betydning for barnets udvikling og sociale liv at måtte skifte børnehave af økonomiske års ager, hvordan skal pædagogiske læreplaner så kunne afhjælpe denne sociale slagside? Svar: Der er jo allerede mange børn, der inden skol estart skifter dagtilbud. De starter måske i en dagpleje, så får de en vuggestu   eplads og dernæst en plads i en  børnehave.  Samtidig  er  jeg,   som  jeg  også  nævnte  i  spørgsmål  8,  af  den overbevisning, at det vil være m  eget få børn, hvor det eventuelt vil komme på tale,  at  børnene  må  skifte  børnehave  af  økonomiske  årsager.  Derfor  tror  jeg heller ikke, at der med lovforslaget vil blive skabt en social slagside. De pædagogiske læreplaner er et redskab, der både i privatinstitutionerne og i de øvrige dagtilbud skal være med til at sikre, at der bliver sat fokus på det e n- kelte  barn  og  alle  dets  potentialer  og  kompetencer.  Læreplanerne  skal  være med til at ruste det enkelte barn til at begå sig videre i livet. Når et barn starter et nyt sted, er der derfor tale om en vigtig pædagogisk opgave i forhold  til at tage hensyn til dette barns behov. Spørgsmål nr. 10: ”Kan pædagogiske læreplaner, ifølge mini steren, ophæve den sociale opdeling af børn, der er resultatet af, at dyre børnehaver kun er en m  ulighed for børn af velhavende forældre, hvorefter billigere børnehaver vil stå tilbage med de mi n- dre bemidlede forældres børn? Svar:
4. At  resultatet  af  dette  lovforslag  vil  være  luksusbørnehaver  for  de  velhave   nde forældres børn og discountbørnehaver for de mindre bemidlede foræ ldres børn, er efter min mening et skræmmebillede, som ikke er i takt med virkeli  gheden. Det er en urealistisk antagelse, at  forslaget  vil medføre børnehaver og vugg  e- stuer til himmelstormende priser og  at velbjærgede forældre i stor stil vil fr a- vælge det kommunale system. De fleste forældre synes allerede i dag, at de b e- taler  rigeligt  og  tilfredsheden  med  dagtilbuddene  er  generelt  høj.   Jeg  er  der- imod af den overbevisning,  at lovforslaget vil  resultere i en  række forskellige institutioner, der indenfor nogenlunde samme priskategori kan tilbyde forskel- lige ydelser rettet mod forskellige behov. Jeg er sikker på, at langt de fleste forældr   e ganske nøje vil overveje, om de er villige til at betale mere, end de allerede gør i dag. For når alt kommer til alt, vil der altid være en plads i et offentligt dagtilbud, der lever op til alle de ce  n- trale og kommunale krav, der stilles. Det kan dog godt være, at nogle forældre, der ønsker en bedre normering eller bedre  fysiske  rammer  for  deres  barn,  vælger  at  bruge  flere  penge  på  det.  Jeg synes, at alle forældre skal have muli  ghed for dette valg eller fravalg. Desuden gælder regler om søskende   - og fripladstilbud som tidligere nævnt også i priva   t- institutionerne. Jeg må derfor afvise antagelsen om, at resultatet af lovforslaget bliver en s ocial opdeling af børn i to lejre. Dertil skal også siges, at de pædagogiske læreplaner, uanset om der er tale om privatinstitutioner,  selvejende  institutioner  eller  kommunale  børneh aver,  er  et   redskab,  der  skal  bruges  til  en  mere  målrettet  og  bevidst  indsats  i  forhold  til udvikling af børns kompetencer og især i forhold til børn, der fx ikke stimul e- res og får den nø  dvendige opbakning hjemmefra. Henriette Kjær /Mette Arnsfelt Andersen