Den selvejende institution Munkebakken Ministeriet for Familie- og forbrugeranliggender Stormgade 2-6 1470 København K d.  20.10.2004 Høringssvar Vedrørende udkast til lovforslag om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. På vegne af Den selvejende institution Munkebakken beliggende i Stenlille kommune ønsker jeg hermed at kommentere lovforslaget ud fra egne erfaringer med forsøget på at etablere en privat drevet daginstitution. Den selvejende institution Munkebakken etableredes i foråret 2004 som en konsekvens af Stenlille kommunes beslutning om nedlæggelse af en yderst velfungerende kommunal børnehave. Kommunen ønskede at overføre børnene til en ”udvidet SFO ordning” på den nærmeste skole – men en stor del af forældrene ønskede i stedet at videreføre børnehaven som en privat drevet institution. I samarbejde med Landsforeningen Danske Daginstitutioner (LDD) planlagde bestyrelsen for Den selvejende institution Munkebakken etableringen af en ny daginstitution. Det sikre økonomiske grundlag skulle fra start af være Servicelovens §26 (tilskud til privat pasningsordning). Vi vurderede, at vi godt kunne starte institutionen op med denne økonomi, men så selvfølgelig frem til den evt. ændring af lov om social service vedr. private leverandører af dagtilbud, som klart ville give gunstigere vilkår. Vi fandt en meget velegnet ejendom og med LDD’s hjælp fandt vi frem til en investor for projektet. Investoren var parat til at købe og istandsætte ejendommen og derefter udleje den til institutionen. Et realistisk budget blev udarbejdet og børnegrundlaget var i orden. Vi stod altså klar til at gå i gang og startede forhandlinger om købet af ejendommen. Ejendommen var beliggende lige over kommunegrænsen, dvs. i Sorø kommune.   Der havde tidligere været restaurationsvirksomhed på ejendommen, hvorfor vi havde en rimelig forventning om, at der kunne gives landzonetilladelse til drift af daginstitution. Sorø kommune svarede imidlertid negativt på vores ansøgning om landzonetilladelse. Vi anmodede derfor om, at der i stedet blev udarbejdet en lokalplan, som muliggjorde driften af en daginstitution, men også dette fik vi afslag på. Kommunen argumenterede bl.a. med at -
Den selvejende institution Munkebakken "Etablering og brug af friarealer til institutionen vil ændre ejendommens anvendelse, fremtræden og de rekreative kvaliteter ved skovsøen, som er karakteriseret ved muligheden for at opleve den landskabelige idyl. Der er tale om en funktion, som normalt placeres i sammenhæng med en bedre gearet infrastruktur og i en mere udpræget bymæssig relation." Set fra vort synspunkt, ville generne for omgivelserne ved drift af daginstitution være minimale. Ejendommen har tidligere været anvendt som restaurant – der var gode tilkørselsforhold både foran og bag ejendommen og legearealerne havde vi planlagt i det bagvedliggende skovområde (1,4 hektar), som hørte til ejendommen.   De synsmæssige forandringer ville derfor være meget begrænsede, ligesom støj fra børnenes leg ville opfattes meget dæmpet, når man befandt sig udenfor ejendommens område. Argumentet med at daginstitutioner normalt placeres ”i sammenhæng med en bedre gearet infrastruktur og i en mere udpræget bymæssig relation” mener vi er uholdbart. Vi er mange mennesker der bor på landet  - så hvad er der i vejen med at lægge en børnehave i landlige omgivelser? Sådanne børnehaver findes der da også et betragteligt antal af rundt omkring i landet. Det er korrekt at Sorø kommune har en plan for deres institutioner som siger, at de skal lægges i byområdet – men nu var det jo ikke lige en kommunal institution vi ville lave…. Vi har indtil videre standset vore bestræbelser på  at etablere en privat institution, da vi ikke har tiltro til at såvel Stenlille kommune som Sorø kommune vil stille sig mere positivt til projektet, selvom vi finder en anden velegnet ejendom. Konklusion: Vores pointe – og kommentar til det nye lovforslag - er, at det ikke er tilstrækkeligt at stå med en lov i hånden, som giver en privat organisation det økonomiske grundlag for at starte en ny daginstitution. Der vil ofte være kommunalpolitisk modstand mod at private med loven i hånden påberåber sig deres ret til at drive et privat dagtilbud. Kommunens trumfkort er, at de suverænt kan forhindre etableringen ved at ikke at give tilladelse til drift af daginstitution i de bygninger, der ansøges om. Man kunne måske forestille sig, at der lovgivningsmæssigt stilledes skærpede krav til kommunen, om at den skal fremlægge  meget vægtige argumenter for ikke at give tilladelse til driften. Det bør f.eks. ikke været et tilstrækkeligt argument, at etableringen af institutionen strider mod kommunens egen planlægning. Man kunne måske også indbygge en udvidet klagemulighed. Som det er i dag, kan kommunen suverænt afslå at give tilladelse, næsten ligegyldigt hvor tyndbenet argumentationen er. Der i dag kun klagemulighed, hvis kommunens afgørelse er direkte ulovlig. På vegne af Den selvejende institution Munkebakken – Erik Sten Lundbye Side 2 af 3
Den selvejende institution Munkebakken Bilag: Afslag fra Sorø kommune (Svar_lokalplan.doc) Se i øvrigt vores (påbegyndte) hjemmeside: www.munkebakken.dk. Side 3 af 3