Finansministeriet
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Finansministeren Økonomi- og Erhvervsministeren
Onsdag d. 24.november 2004
Kære Thor Pedersen og Bendt Bendsen
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget om oprettelse af et statsligt net-selskab for den overordnede transmission af
el og gas, er der fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd rejst spørgsmål vedrørende statens (finansministerens) overdragelse af
Gastra A/S til det nye net-selskab. I lovforslaget hedder det i bemærkningerne at Energinet Danmark A/S af staten køber
aktierne i Gastra A/S til værdien af selskabet. Det er imidlertid ikke oplyst hvor stort et beløb aktieposten udgør, dog
vurderes det i lovforslaget at en konsekvens vil være indtægter fra Energinet Danmark til staten.
Enhedslisten finder det væsentligt at gaskunderne ikke kommer til at betale fordi Folketinget beslutter at danne et samlet
uafhængigt netselskab. Det nævnes i henvendelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at det kan dreje sig om 1.2
mia.kr., og det er tillige antydet i høringssvaret fra Energitilsynet at overdragelsen af Gastra kan føre til stigende priser for
netydelsen til gaskunderne.
Enhedslisten vil bede om en garanti for at oprettelsen af Energinet Danmark, og herunder Gastra A/S overdragelse til
selskabet, ikke på grund af disse finansielle omposteringer vil betyde højere priser for transport af gas.
Med venlig hilsen
Keld Albrechtsen
Kopi til Folketingets Energipolitiske Udvalg