Alle tiltag for at gøre dette område mere gennemskueligt er velkomne. Det er nok et af de sværeste områder inden for den kulturpolitiske verden, da der har været overbygning på overbygning af regler, som har gjort det til et meget komplekst område.
I denne forholdsvis lille - vil jeg betegne den - ændring af ophavsretsloven, mener jeg set fra Dansk Folkepartis optik, at det ikke kan være anderledes. Selvfølgelig skal der være en indsamling og bevaring af materiale, som er undergivet en pligtaflevering, og med den gennemsigtighed, der efterhånden er kommet på området, og med den nye ændring af loven kan alle mistanker om ekstra kopieringer manes i jorden. Der skal være mulighed for en ekstra kopi bl.a. for Det Kongelige Bibliotek, da det vil være for begrænset, at kun én person kan låne et materiale eksempelvis i forskningsøjemed. Vi skal også være bevidste om, at vi lever i det 21. århundrede i den nye teknologiske verden, og der bliver stillet helt andre krav fra brugernes side til brug af bl.a. internettet. Brugere af museer, kunstudstillinger og andet ønsker en nem adgang til at kunne se, hvilke udstillinger der er aktuelle, og de vil selvfølgelig også se billedmateriale og ønsker også information, der kan gøre det interessant for brugerne at besøge museerne. Det er absolut en af de dele, som jeg er meget begejstret for i det her forslag. Ligeledes er det strålende, at offentliggjorte værker frit vil blive gjort tilgængelige for enkeltpersoner på samtlige ABM-institutioner til personligt gennemsyn eller til et studium på stedet ved hjælp af det tekniske udstyr, som findes på den pågældende institution. Dette er også en absolut fornyelse, for det er ikke alle museer, der har haft det tidligere, men nu vil der være et incitament til det, da det vil blive fuldt lovligt at gøre det i en udstrækning, som ikke tidligere har været muligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget kritisk over for museernes manglende teknologiske opdatering, og derfor er dette lige nøjagtig, tror jeg, et skub i den rigtige retning til, at museerne kan blive mere synlige for den moderne bruger. Et andet vældig godt tiltag i ændringerne i dette lovforslag er, at de syns- og læsehandicappedes adgang til lydbøger også vil omfatte onlinedistribution. Det mener vi er en god idé og en ekstra servicering af en gruppe borgere, der ikke altid får den service, som de egentlig fortjener. Afslutningsvis er det svært ikke at vise begejstring over, at ministeren nu vil genoptage forhandlingerne med Dansk Artist Forbund om rettigheder. Efter mange års indgående kendskab til artister og den mangelfulde del af ophavsretsloven, der omfatter artister, ser det ud til, at der er en løsning på vej en gang for alle.
Jeg skal i hvert fald nok skubbe på for at få gjort artisterne synlige, idet man tidligere har haft svært ved i Kulturministeriet at forstå, at artister også er en gruppe, der burde være og skal være omfattet af den helt almindelige ophavsretslov, når det drejer sig om beskyttelse af deres fremvisning af numre. Men det er en længere diskussion, som vi kan tage på et andet tidspunkt. Jeg bidrager i alle tilfælde meget gerne til, at der kommer orden i artisternes rækker inden for dette område.
Alt i alt et lovforslag, som Dansk Folkeparti gerne støtter.