Folketingets Kulturudvalg Christiansborg 1240 København K 24. november 2004 Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr.    1 (L 77 - bilag), Forslag til lov om pligtaflevering, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 17. november 2004. Brian Mikkelsen
-1- Spørgsmål nr.   1 (L 77 - bilag), Forslag til lov om pligtaflevering Skrivelse af 17. november 2004 Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren. Spørgsmål nr.   1: "Hvilke overvejelser – eventuelle beregninger – ligger bag intensiteten i antallet af de forskellige høstninger?" Svar: Antallet af høstninger – og fordelingen på tværsnitshøstning, selektiv høstning og begivenhedshøstning - er baseret på anbefalingerne i ”Udredning om bevaring af kulturarven”. Udredningens anbefalinger er blevet bearbejdet af Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket som led i den videre tilrettelæggelse af aktiviteterne, herunder høstningsniveauet. Til grund for overvejelserne ligger en vurdering af, hvilket høstningsniveau, der vil sikre en repræsentativitet med hensyn til dækning af internettet, der er forsvarlig ud fra et forsknings- og bevaringssynspunkt. Samtidig indgår der naturligvis også økonomiske hensyn i det foreslåede høstningsniveau. Der er i øvrigt tale om en strategi, der foreslås lagt til grund i en indledende fase, således at den løbende kan vurderes og strategien kan tilpasses de teknologiske og økonomiske betingelser og udviklingen og aktiviteterne på internettet. Ved den videre tilrettelæggelse af virksomheden vil der blive lagt vægt på følgende forhold: Indsamlingsstrategierne kompletterer hinanden og er altså hver især nødvendige for at give et dækkende billede af denne del af kulturarven. Generelt forholder strategierne sig til hinanden sådan, at jo flere af de mindre ressourcetunge tværsnitshøstninger, man foretager, des færre ressourcetunge selektive og begivenhedsorienterede høstninger er nødvendige. Omvendt indsamles der via den selektive og den begivenhedsorienterede strategi en vigtig del af det materiale, som ikke indsamles i tværsnitshøstningerne, eksempelvis materiale der udelukkende eksisterer på nettet mellem to tværsnit. Anvendelsen af tværsnitshøstninger og selektive høstninger vil kunne begrænse omfanget af begivenhedsorienterede indsamlinger. Dette skyldes, at det udelukkende vil være nødvendigt at indsamle fra de nye netsteder, der dukker op i forbindelse med den konkrete begivenhed. Omfanget af den selektive indsamling af netsteder er alene begrænset af økonomiske hensyn. Såfremt pligtafleveringsinstitutionerne kan udvikle metoder, der reducerer omkostningerne ved den selektive indsamling, er der intet til hinder for, at de kan udvide antallet.